Betænkning afgivet af
Sundhedsudvalget den 13. april 2021
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Et mindretal i
udvalget (V) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget.
Et andet
mindretal i udvalget (DF og LA) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse.
Et tredje
mindretal i udvalget (SF) vil redegøre for sin
indstilling til beslutningsforslaget ved 1. (eneste)
behandling.
Et fjerde
mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin
indstilling til beslutningsforslaget ved 1. (eneste)
behandling.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Radikale Venstre,
Enhedslisten og Susanne Zimmer (UFG)
Socialdemokratiets, Radikale Venstres,
Enhedslistens medlemmer af udvalget og Susanne Zimmer (UFG) er
enige i beslutningsforslagets intention om at sænke unges
alkoholforbrug og rusdrikkeri.
Dette skal blandt andet ske ved at
ændre børn og unges beruselseskultur. En
forebyggelsesplan bør indeholde en bred vifte af
strukturelle og rådgivende tiltag, der hver især og
tilsammen kan medvirke til, at børn og unge drikker mindre
og starter med at drikke i en senere alder. Det skal ske, da unges
høje forbrug har store konsekvenser, både på
kort sigt i form af mistrivsel som følge af ulykker og
fortrudte handlinger relateret til vold, konflikter og
uønsket sex, men også på længere sigt i
form af helbredsmæssige konsekvenser.
S, RV, EL og Susanne Zimmer (UFG) noterer
sig, at regeringen allerede har overvejelser over en
forebyggelsesplan rettet mod børn og unges
alkoholforbrug.
S, RV, EL og Susanne Zimmer (UFG) bakker op
om, at regeringen vil arbejde for at fremlægge forslag til en
forebyggelsesplan for unges forbrug af alkohol snarest og senest i
andet halvår af 2021.
S, RV, EL og Susanne Zimmer (UFG) er
på den baggrund enige om at vedtage beslutningsforslaget.
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget er enige i
intentionerne i forslaget om at nedbringe unges alkoholforbrug, men
undlader at stemme til beslutningsforslaget. Dels er det usikkert,
hvad der i betænkningsbidraget fra bl.a. forslagsstillernes
side menes med »en bred vifte af strukturelle og
rådgivende tiltag«, dels bør
spørgsmålet om forebyggelse af unges alkoholforbrug
indgå i en bredere forebyggelsesindsats, som efter Venstres
mening skal håndteres i forbindelse med en
sundhedsaftale.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan
ikke stemme for en forebyggelsesplan for unges alkoholforbrug, da
vi mener, at det vigtigste i forhold til at nedbringe unges brug af
alkohol fordrer, at vi ændrer kulturen omkring alkohol i hele
samfundet. Vi har i dag en aldersgrænse på 16 år
for øl og spiritus på maksimalt 16,4 pct. alkohol samt
en grænse på 18 år for at købe drikke med
en højere alkoholprocent, og disse grænser synes vi
ligger et fint sted.
Vi ser heldigvis flere og flere bryggerier
m.v., som producerer alkoholfri vin og øl, så man
sikrer et alkoholfrit alternativ. Desværre ser vi ofte, at
man ved forebyggelsesplaner rammer andre end dem, den er
tiltænkt, og derfor støtter Dansk Folkeparti ikke
dette forslag.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 9.
marts 2021 og blev herefter henvist direkte til behandling i
Sundhedsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag
på beslutningsforslaget.
Annette Lind (S) Birgitte Vind (S)
Tanja Larsson (S) Camilla Fabricius (S) nfmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Kasper
Roug (S) Julie Skovsby (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Rasmus Horn
Langhoff (S) Stinus Lindgreen (RV) Lotte Rod (RV) Kirsten Normann
Andersen (SF) Trine Torp (SF) Peder Hvelplund (EL) Pernille Skipper
(EL) Susanne Zimmer (UFG) Jane Heitmann (V) fmd. Ellen Trane Nørby (V) Britt
Bager (KF) Martin Geertsen (V) Marlene Ambo-Rasmussen (V) Sophie
Løhde (V) Liselott Blixt (DF) Karina Adsbøl (DF)
Mette Hjermind Dencker (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Per
Larsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Henrik Dahl (LA)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 8 | |