Fremsat den 9. marts 2021 af Peter Skaarup (DF),
Karina Adsbøl (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Dennis Flydtkjær (DF) og Morten Messerschmidt (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om en styrket indsats for at begrænse
pædofili
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af indeværende kalenderår at indkalde
til forhandling om en styrket indsats for at begrænse
pædofili og at udarbejde de nødvendige lovforslag, der
implementerer en række nye tiltag til at begrænse
pædofili. Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at
nedenfor nævnte forslag og initiativer over for
pædofile indgår i forhandlingerne og i videst muligt
omfang bliver implementeret i lovgivningen.
Bemærkninger til forslaget
Pædofili er en frygtelig forbrydelse,
som fuldkommen kan ødelægge et barns liv. De
pædofile overgreb kan forekomme i det nære
miljø, hvor det kan være naboen, som er pædofil,
eller det kan ske ved brug af moderne teknologi som internettet,
hvor der bliver delt billeder og film af forskellige overgreb
rundtom i verdenen.
Forslagsstillerne
ønsker med dette forslag at skærpe indsatsen for at
komme dette uvæsen til livs med en række konkrete
tiltag. Det omhandler bl.a. følgende:
- Styrket
præventiv indsats.
-
Myndighedshåndtering.
- Behandling og
dom.
- Opfølgning
efter afsoning.
- Hjælp til
ofre.
Et internationalt problem
På internettet findes store, meget
avancerede og udbredte globale pædofiliringe, som deler og
bestiller forskellige billeder og film af børn, der bliver
udsat for seksuelle overgreb. Nogle af disse overgreb
foregår, mens de bliver livestreamet til pædofile
rundtom i verden, som dermed kan overvære overgrebet, mens
det sker. Det er altså rene bestillingsopgaver af seksuelle
overgreb på børn, som ofte foregår i fattigere
lande.
Udviklingen af forskellige digitale medier og
muligheder har desværre gjort det nemmere at udnytte
børn seksuelt. Tidligere skulle den pædofile selv
udføre de seksuelle overgreb, men nu er det muligt at lade
andre gøre det, mens den pædofile sidder hjemme og
overværer overgrebene digitalt. Dette gør, at overgreb
sker hyppigere og bliver nemmere at få udført.
Forslagsstillerne er nervøse for, at
denne form for kontinuerlig tilfredsstillelse af den
pædofiles lyster fastholder vedkommende i et seksuelt misbrug
af børn, og at disse overgreb udløser endnu flere
overgreb mod børn (»Pædofile fjernstyrer
voldtægter på nettet«, dr.dk, den 3. september
2015).
En »normalisering« af
overgreb
Mange pædofile oplever det ikke som et
egentligt overgreb, når overgrebene foregår på
nettet. De kan på den måde distancere sig psykologisk
fra selve overgrebet og overbevise sig selv om, at det ikke foregik
i virkeligheden, og at de således ikke er medskyldige.
(»Dømt for web-cam overgreb: Det er min skyld, at
børnene er blevet misbrugt«, dr.dk, den 3. september
2015).
Streaminger af overgreb gør
altså, at man som pædofil kan opleve en større
form for normalisering af misbruget. Dermed mindskes lysten til at
søge behandling, da det bliver normalt for dem. Denne
oplevelse af normalisering frygter forslagsstillerne kan øge
de pædofiles overgreb mod børnene yderligere, da de
fastholdes i et pædofilt miljø, og da deres tankegang
og seksuelle lyster bliver opretholdt. I stedet bør de
søge behandling.
Ved hjælp af internettet er det blevet
nemt at komme i kontakt med ligesindede rundtomkring i verden, og
det er lettere at sende og modtage forskellige former for film og
billeder af seksuelt misbrug af børn. De kan derudover dele
erfaringer med andre pædofile om, hvordan de kan undgå
myndighedernes opmærksomhed og dermed fortsætte deres
overgreb. Derudover bruges det pædofile fællesskab som
et sted, hvor der udveksles generelle erfaringer og seksuelle
lyster og måder at begå overgreb.
Eksempler på gentagne overgreb i
nærmiljøet
Pædofile har selvfølgelig
også et liv uden for internettet. En række sager om
misbrug af børn er gennem de senere år blevet
afsløret.
I 2005 var der den meget omtalte
Tøndersag, hvor to søskende gennem en lang
årrække var blevet groft misbrugt af deres far og af
andre voksne, som faderen lejede pigerne ud til. Faderen blev
idømt 10 års fængsel. Moderen blev idømt
en tidsubestemt behandlingsdom. (»OVERBLIK: Forstå
Tøndersagen der skabte gru over hele landet«,
nyheder.tv2.dk, den 16. november 2016).
I 2007 blev en pædagogmedhjælper
fra Beder ved Århus idømt 3 års fængsel
for overgreb på 13 børn i den børnehave, han
arbejdede i. Efter afsoningen af straffen flyttede han til
Roskilde, hvor han under nyt navn begik nye overgreb på to
søstre fra 2013 til 2016, hvorefter han igen blev anholdt og
efterfølgende idømt forvaring. (»Manden
på bænken«, tv2ostjylland.dk, 2017).
I 2013 var der den voldsomme oldefarsag fra
Brønderslev, hvor en mand på 80 år blev
idømt en behandlingsdom på grund af en række
seksuelle overgreb på 10 børn. Han var tidligere
blevet dømt for seksuelle overgreb, men grundet hans
allerede dengang høje alder i 2007 blev en dom på 2
års fængsel gjort betinget. (»Dom i
oldefar-sagen«, tv2nord.dk, 29. august 2013).
I 2018 var der en stor sag fra Albertslund,
hvor en mand havde forgrebet sig på 23 børn i en
børnehave og 5 andre børn i en spejderklub.
Overgrebene havde fundet sted gennem to årtier. Straffen
lød på forvaring. (»De skjulte overgreb«,
dr.dk, den 27. januar 2019).
I 2020 var der en omfattende sag fra
Sydsjælland, hvor en mand blev idømt 3 års
fængsel for at være i besiddelse af 159.956 billeder af
personer under 18 år. Heraf var flere i den særlig
grove kategori, hvor børn og spædbørn blev
udsat for vold, tvang og voldtægt. (»47-årig mand
dømt i omfattende børnepornosag«,
nyheder.tv2.dk, den 7. august 2020).
Ligeledes i 2020 blev en udenlandsk mand i
Slagelse idømt en bødestraf på 7.500 kr. for at
onanere foran mindre børn i svømmehallens
omklædningsrum. (»56-årig slipper med bøde
for at onanere foran børn i svømmehal«, sn.dk,
den 20. juni 2020).
Større fokus på
behandling
Pædofile overgreb lader til konstant at
finde sted. Særlig problematisk er det, når det er
gengangere, der begår disse overgreb. I den slags
tilfælde har myndighederne tydeligvis ikke været gode
nok til at behandle den pædofile under afsoningen, ligesom
den efterfølgende opfølgning fremstår
mangelfuld.
To ud af tre, der er dømt for seksuelle
krænkelser, er enten uegnede til behandling eller takker nej
til behandling. Dermed er der stor sandsynlighed for, at de
begår nye overgreb. Forslagsstillerne er bekymrede for
udviklingen og mener, at vi er nødt til at træde
markant ind fra samfundets side for at få bremset denne
triste tendens og sørge for at begrænse overgrebene
mest muligt, særlig de gentagne overgreb.
I forslagsstillernes optik er pædofili
at betragte som en egentlig behandlingskrævende sygdom,
hvorfor der skal meget mere fokus på behandlingen af de
pædofile. Det helt essentielle er at stoppe overgrebene
på børnene og at få de pædofile i rette
behandling.
Forslagsstillerne
ønsker at iværksætte en række helt
konkrete forslag, som skal styrke indsatsen mod pædofili.
Forslagene skal både være forebyggende og
afhjælpende efter et eventuelt overgreb. Således
stilles der forslag på følgende fem områder:
- Styrket
præventiv indsats.
-
Myndighedshåndtering.
- Behandling og
dom.
- Opfølgning
efter afsoning.
- Hjælp til
ofre.
Styrket præventiv indsats
a. Anonym adgang til rådgivning og behandling
På de fire regionale behandlingssteder i
København, Odense, Middelfart og Aarhus opleves der
jævnligt forespørgsler fra personer med pædofile
tilbøjeligheder, som ønsker psykologisk eller
medicinsk behandling. Mange af disse potentielle forløb
kommer aldrig i gang, da et forløb kun kan påbegyndes
efter henvisning fra en læge. Der er stort frafald i denne
fase, netop fordi pædofili er utrolig tabubelagt. Det vil for
mange derfor være et meget vidtgående skridt at
indrømme deres tilbøjeligheder over for egen
læge, der skal skrive henvisningen.
Forslagsstillerne ønsker, at man kan
henvende sig direkte til Sexologisk Klinik eller andre lignende
behandlingsklinikker uden henvisning fra egen læge, for at
sikre, at kravet om lægehenvisningen ikke er en hæmsko
for behandlingen.
b. Kampagner, der skal få pædofile til at
søge behandling
Forslagsstillerne ønsker, at der bliver
lavet nationale kampagner, som sætter fokus på
pædofili. Dette ønskes for at øge
opmærksomheden på pædofili og ad den vej skabe
nemmere muligheder for at rette opmærksomheden mod det
forkerte i disse tendenser og for at lette adgangen til behandling.
Derudover vil kampagnerne øge befolkningens
opmærksomhed, så de er beredt på at agere, hvis
de oplever noget mistænkeligt.
Myndighedshåndtering
c. Evaluering af, hvordan politikredsene bruger udstyr til
videoafhøring af børn
Politiet har for få år siden
fået nye gode redskaber, der kan hjælpe til at
gøre en afhøring, efterforskning og retssag, hvor der
indgår børn, mindre smerte- og stressfuld for barnet.
Det er bl.a. sket ved investering i udstyr, så man kan
gennemføre afhøringer med videooptagelser, frem for
at børn eller unge skal udsættes for at deltage i
selve retssagen. Dette gælder for børn op til 15
år.
Forslagsstillerne ønsker en evaluering,
der kan kortlægge, om alle politikredse bruger dette
værktøj optimalt, og om der er serviceforskelle.
Derudover ønsker forslagsstillerne at sikre en ensartet
kvalitet i brugen af disse redskaber, så serviceniveauet over
hele landet bliver det samme.
d. Uddannelse af kommende politibetjente
Med den nye politiuddannelse blev uddannelsen
i håndtering af ofre, der har været udsat for seksuelle
overgreb, kraftigt beskåret - overgreb, som helt naturligt
kræver stor dygtighed at håndtere
hensigtsmæssigt. Det bør derfor sikres, at uddannelsen
i at håndtere seksuelle overgreb og ofrene herfor
opprioriteres, så man som minimum holder sig på det
niveau, der var på den tidligere politiuddannelse.
Politiet er en utrolig vigtig aktør i
forbindelse med den meget følsomme opgave, det er at
håndtere børn, der har været udsat for seksuelle
overgreb.
Behandling og dom
e. Overtrædelse af pædofililovgivningen skal
udløse behandling
Fængselsstraffen for overtrædelse
af pædofililovgivningen kan ikke stå alene.
Fængsel kurerer i sig selv ikke den pædofiles afvigende
lyst. Her er det tydeligt, at der er en krænkende
adfærd, der er behandlingskrævende. Overtrædelse
af pædofililovgivningen skal derfor altid medføre
behandling.
Er man i dag idømt en ordinær
tidsbestemt straf for overgreb på børn, kan man i
realiteten undslå sig enhver form for behandling under
afsoningen og dermed blive løsladt med samme
seksualafvigende tilbøjelighed, som var årsag til
overgrebet og den efterfølgende dom.
Forslagsstillerne ønsker, at straffene
differentieres, så en pædofil, som samarbejder og
indgår i tilfredsstillende behandling, får en lavere
straf end en pædofil, som modarbejder systemet, og som ikke
indgår i rette behandling.
f. Passende straffe
Med en strafskærpelse i 2016 vedtog
Folketinget, at normalstraffen fastsættes til fængsel i
3½ år (for overfaldsvoldtægt). Det
foreslås, at Folketinget skærper straffen, så det
i tilfælde af overfaldsvoldtægt vil udløse
fængsel i minimum 5 år. På trods af denne
ændring modsvarer straffene i dag ikke i alle tilfælde
overgrebet.
Forslagsstillerne ønsker, at det skal
være muligt at gennemføre en målrettet
behandling under afsoning for alle overgreb mod børn. Derfor
bør afsoningen forlænges, så man bedst muligt
kan sikre, at de pædofile har mulighed for at blive
behørigt behandlet under afsoningen. Dermed er
sandsynligheden for, at de begår nye overgreb efter afsoning
ligeledes mindre.
Af samme årsag skal bødestraf
helt udgå ved overgreb på børn. Der er absolut
ingen fornuft i, at det f.eks. udelukkende udløser en
bøde, at man onanerer foran børn. Det skal som
udgangspunkt altid medføre fængselsstraf, hvis man
forbryder sig seksuelt mod børn, det være sig fysisk,
psykisk, ved besiddelse eller videresendelse af
børnepornografi, eller hvis der på anden måde
udvises en afvigende seksuel adfærd, hvori børn er
involveret.
g. Medicinsk kastration
Forslagsstillerne ønsker, man
fremskynder den af Kriminalforsorgen allerede igangsatte
undersøgelse i forhold til udvidet brug af medicinsk
kastration. Således kan Folketinget hurtigt
iværksætte nye initiativer på baggrund heraf.
Medicinsk kastration er et meget vigtigt redskab for at undgå
fornyede overgreb fra de mennesker, hvor den kognitive behandling
ikke har været tilstrækkelig.
Medicinsk kastration skal som udgangspunkt
tilbydes som en del af behandlingen. Men i de tilfælde, hvor
behandlingen vurderes at være udsigtsløs, eller hvor
den dømte ikke samarbejder om behandling, skal den
pågældende kunne underlægges tvungen medicinsk
kastration. I forslagsstillernes optik står beskyttelsen af
ofrene og mulige kommende ofre over hensynet til den
pædofile. Derfor mener forslagsstillerne, at det skal
være muligt på baggrund af en lægelig vurdering
at tvinge dømte seksualforbrydere til at underlægge
sig medicinsk kastration for ad den vej at forhindre nye
overgreb.
Ved kirurgisk kastration udføres et
indgreb, som er uopretteligt. Den medicinske kastration er derimod
seksuelt dæmpende medicin, hvor virkningen forsvinder ved
ophør af indtagelse af medicin. Det kan være relevant,
eventuelt efter en vellykket kognitiv behandling. Den medicinske
kastration foregår gennem medicinering hver 3.
måned.
h. Ingen behandling - ingen prøveløsladelse
Pædofile, der afsoner
fængselsstraf, skal fratages muligheden for
prøveløsladelse, hvis de nægter at modtage
behandling for deres tilbøjeligheder.
Prøveløsladelsen skal kun kunne komme på tale,
hvis den pædofile underlægger sig fuld behandling, og
hvis vedkommende vurderes at kunne håndtere en
prøveløsladelse.
Opfølgning efter afsoning
i. Kriminalforsorgens rolle
Kriminalforsorgens håndtering af
pædofilidømte skal ikke afsluttes, når
krænkeren forlader fængslet. I dag kontrollerer
Kriminalforsorgen kun, hvis den dømte som vilkår i
forbindelse med prøveløsladelsen fastholdes i
behandling efter afsoning. Forslagsstillerne mener, at det skal
være et krav for alle at være underlagt tilsyn efter
endt afsoning. Det skal være for en meget længere
periode end den nuværende ordning. Tilsynet og behandlingen
skal foregå, så længe det vurderes
nødvendigt. Der bør derfor afholdes obligatoriske
samtaler mellem Kriminalforsorgen og den dømte i årene
efter afsoningen, der skal anspore den dømte til at undlade
at begå nye overgreb. Det skal være en automatisk del
af en dom, at vedkommende skal underlægge sig opsyn fra
Kriminalforsorgen, så længe det vurderes relevant af
fagpersonalet. Det er af allerstørste vigtighed, at
dømte pædofile ikke bliver løsladt, før
de er klar til det, så vi bedst muligt sikrer, at disse
forfærdelige overgreb ikke fortsætter.
Den dømte skal, ud over samtaler med
Kriminalforsorgen, være forpligtet til at fortsætte med
sin kognitive og eventuelle medicinske behandling, hvis dette
vurderes relevant. Det lokale politi skal rundere bopælen hos
den pædofile med jævne mellemrum for at vise
myndighedernes tilstedeværelse og interesse.
j. Forbud mod at bosætte sig i umiddelbar nærhed af
institutioner og lign. for børn og unge
Den pædofile, der har udsat børn
for overgreb, skal ikke have mulighed for at bosætte sig i
umiddelbar nærhed af skoler, daginstitutioner eller
foreningstilbud, der typisk henvender sig til børn og unge,
og hvor børn og unge har deres faste gang. Det skal dels
sikre, at børn ikke unødigt udsættes for fare,
men skal også sigte til, at den pædofilidømtes
risiko for tilbagefald mindskes.
k. Forbud mod at kontakte mindreårige
I en tid, hvor selv meget små
børn har direkte adgang til internettet, er det meget
vigtigt, at pædofile ikke bruger denne platform til at
kontakte børn. Pædofile skal have forment adgang til
at bruge internettet, hvis hensigten er at opsøge
børn med senere misbrug til følge. De pædofiles
elektroniske udstyr skal sikres, så de pædofile ikke
kan komme på konkrete websites, som normalt bruges af
børn.
De pædofile skal ligeledes, som en del
af dommen, forbydes at kontakte børn både fysisk og
over internettet. Gør den pædofile det alligevel, skal
vedkommende retur til fængslet og genoptage behandlingen.
Der er derfor behov for, at den dømte
pædofiles elektroniske udstyr kan overvåges, så
det sikres, at den pædofile ikke henter inspiration til nye
overgreb i ulovligt materiale fra internettet. En dømt
pædofil skal acceptere, at politiet har mulighed for at komme
på rutinebesøg og undersøge vedkommendes
elektroniske udstyr for at sikre, at der ikke fortsættes med
at downloade eller opbevare pædofilimateriale.
l. Informationsdeling, når pædofile flytter
Det er afgørende at fastholde
dømte pædofile på ret spor. Derfor skal
politikredsene aktivt følge med i, hvor den pædofile
flytter hen, og myndighederne i det tilflyttede område skal
tage en »tryghedssamtale« med den
pågældende, herunder drøfte muligheden for
tilknytning til lokale behandlingsforløb. Den dømte
skal ligeledes forpligtes til at oplyse den stedlige
politimyndighed, hvis vedkommende til- og fraflytter, så
myndighederne hele tiden ved, hvor pågældende bor.
Dømte pædofile skal ikke kunne
starte nye overgreb i en anden del af landet, hvor myndighederne
ikke er forberedte på, at en pædofilidømt er
flyttet til deres kommune. Derfor skal en pædofil heller ikke
kunne skifte navn eller cpr-nummer, da det er vigtigt, at
vedkommende ikke kan gemme sig under en ny identitet.
m. Fratagelse af passet
Dømte pædofile skal ikke kunne
fortsætte sexovergrebene i andre lande. I en række
fattige lande fungerer myndighederne ikke nær så godt
som i Danmark, og en egentlig misbrugsindustri er desværre
veludviklet. Det skal den pædofile ikke have mulighed for at
udnytte i sine bestræbelser på at fortsætte sine
overgreb.
n. Jobmuligheder efter en dom for pædofili
I dag fremgår en dom for pædofili
på både straffe- og børneattest. Der er dog ikke
et egentligt forbud mod, at en dømt pædofili arbejder
med børn og unge. Samfundet er nødt til at tage det
egentlige ansvar og sørge for, at dømte
pædofile ikke får den mulighed. Man skal som
dømt pædofil fratages retten til at arbejde med
børn. Det skal gælde både professionelt arbejde,
men også i forskellige frivillige job, herunder
foreninger.
Når børn og unge overgives til en
voksen i forskellige sammenhænge, så skal barnet og
barnets pårørende være trygge ved, at den
pågældende voksne ikke har pædofile tendenser.
Derfor skal dømte pædofile ikke kunne arbejde med
børn og unge nogensinde.
Helt undtagelsesvis kan det komme på
tale, at man kan arbejde med børn, hvis det f.eks. er en
18-årig, som har delt videomateriale af en 17-årig,
altså i sager, hvor man ikke i klinisk forstand betragtes som
pædofil. Men er man pædofil, skal det ikke være
en mulighed.
Hjælp til ofre
o. Ofrene skal tilbydes gratis psykologhjælp
De børn, som er udsat for seksuelle
overgreb, skal hurtigt og konsekvent modtage relevant behandling,
og barnets nære relationer skal ligeledes have tilbudt den
rette behandling på det offentliges regning.
p. Ny kampagne skal hjælpe ofre, der udsættes for
seksuelle overgreb til at anmelde overgrebet
Mange ofre oplever en stor skam over de
seksuelle overgreb. Samtidig ved en del af involverede børn
ikke, at de overgreb, der er begået mod dem, ikke er normale,
men forkerte. Derfor bør der iværksættes
jævnlige kampagner og informationer med hotlines, så
ofre og deres pårørende bliver opmærksomme
på eventuelle overgreb og ved, hvor og hvordan de kan anmelde
deres mistanke eller overgreb og få den rette hjælp og
vejledning.
En seriøs indsats mod
pædofili
Med dette forslag er det forslagsstillernes
klare intention, at Danmark skal behandle pædofili meget mere
seriøst end i dag. De overgreb, som børn
udsættes for, når en voksen seksuelt misbruger dem, er
så voldsomme, at det fuldkommen kan ødelægge
børnenes liv. Vi skal som samfund blive meget bedre til at
håndtere og allerhelst forebygge disse modbydelige
overgreb.
Pædofili er at betragte som en voldsomt
afvigende og sygelig adfærd, som er reelt
behandlingskrævende. Her vil straf alene ikke være
fyldestgørende. Med ovenstående tiltag er det
forslagsstillernes klare intention, at vi arbejder i den rigtige
retning for at passe på børnene og for at få
behandlet de mennesker, der har disse sygelige lyster.
Derfor ønsker forslagsstillerne, at
Folketinget og regeringen forpligter sig til en styrket indsats for
at begrænse pædofili - i første omgang ved at
regeringen inviterer Folketingets partier til en drøftelse
af kommende nye indsatser. Dette katalog af mulige initiativer skal
ses som et oplæg til de kommende drøftelser, så
Danmark får det bedst mulige udgangspunkt for at forebygge og
håndtere pædofili.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en
styrket indsats for at begrænse pædofili.
(Beslutningsforslag nr. B 264)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.