L 160 Forslag til lov om ændring af lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

(Udvidelse af lovens anvendelsesområde og indførelse af fri adgang til offentlige datasæt af høj værdi).

Af: Finansminister Nicolai Wammen (S)
Udvalg: Indenrigs- og Boligudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 22-04-2021

Afgivet: 22-04-2021

Betænkning afgivet af Indenrigs- og Boligudvalget den 22. april 2021

20201_l160_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Indenrigs- og Boligudvalget den 22. april 2021

1. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget noterer, at der med lovforslaget implementeres et EU-direktiv om muligheden for videreanvendelse af offentlige data i udviklingen af nye forretningsmodeller for små og mellemstore virksomheder, og at åbne data-direktivet vil resultere i lettere adgang til flere europæiske data. Data kan have stor værdi, og det at give virksomheder og forskere adgang til at bruge store datasæt vil give mulighed for at udvikle nye forretningsmodeller, som kan gøre os alle sammen rigere.

Der er beskrevet krav til tilgængeligheden af data, som kan bekymre i forhold til, hvilke konkrete opgaver og økonomiske omkostninger offentlige virksomheder og forskningsinstitutioner kan blive pålagt på grundlag af lovgivningen. Finansministeren har som svar på Dansk Folkepartis spørgsmål 6 oplyst, at det vurderes, at lovforslaget vil have ingen eller begrænsede økonomiske konsekvenser for de berørte offentlige virksomheder og forskningsinstitutioner. På grundlag af dette svar og øvrige svar fra finansministeren om sikring og fastholdelse af databeskyttelsesloven, herunder også i relation til offentliggørelse af data, kan Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtte lovforslaget.

Uden for grupperne

Sikandar Siddique (UFG) støtter Rådet for Digital Sikkerhed i, at praksis skal respektere proportionalitetsprincippet og dataansvarlighed. Derudover bemærkes, at en præcisering af bemærkningerne til lovforslaget, bl.a. i forhold til, hvad der defineres som »datasæt af høj værdi«, havde været hensigtsmæssig.

3. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. februar 2021 og var til 1. behandling den 23. februar 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i det daværende Social- og Indenrigsudvalg, men blev den 2. marts 2021 henvist til Indenrigs- og Boligudvalget. Det skyldtes, at sagsområdet vedrørende digitalisering af den offentlige sektor, som lovforslaget vedrører, pr. 1. marts 2021 blev overført fra det daværende Social- og Indenrigsudvalg til Indenrigs- og Boligudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Det daværende Social- og Indenrigsudvalg og Indenrigs- og Boligudvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og finansministeren sendte den 2. oktober 2020 dette udkast til det daværende Social- og Indenrigsudvalg, jf. SOU alm. del - bilag 408 (folketingsåret 2019-20). Den 5. februar 2021 sendte finansministeren høringssvarene og et høringsnotat til det daværende Social- og Indenrigsudvalg.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Der er under udvalgsarbejdet stillet 8 spørgsmål til finansministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Anders Kronborg (S) Bjørn Brandenborg (S) Tanja Larsson (S) Jan Johansen (S) Birgitte Vind (S) Kasper Sand Kjær (S) Orla Hav (S) Thomas Jensen (S) Jens Rohde (UFG) Kathrine Olldag (RV) Samira Nawa (RV) Halime Oguz (SF) Jacob Mark (SF) Søren Egge Rasmussen (EL) fmd. Jette Gottlieb (EL) Sikandar Siddique (UFG) Preben Bang Henriksen (V) Hans Andersen (V) Heidi Bank (V) nfmd. Kim Valentin (V) Christoffer Aagaard Melson (V) Anni Matthiesen (V) Alex Ahrendtsen (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Marcus Knuth (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Ole Birk Olesen (LA)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)8