Fremsat den 10. februar 2021 af finansministeren (Nicolai Wammen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om videreanvendelse
af den offentlige sektors informationer1)
(Udvidelse af lovens anvendelsesområde
og indførelse af fri adgang til offentlige datasæt af
høj værdi)
§ 1
I lov nr. 596 af 24. juni 2005 om
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, som
ændret ved lov nr. 551 af 17. juni 2008 og lov nr. 553 af 2.
juni 2014, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes
således:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1024 af 20.
juni 2019 om åbne data og videreanvendelse af den offentlige
sektors informationer, EU-tidende 2019, nr. L 172, side
56.«
2. I
§ 2, stk. 3, nr. 2, indsættes efter »uddannelses-
og forskningsinstitutioner«: », jf. dog § 11
a,«.
3.
Efter § 2 indsættes i kapitel
1:
Ȥ 2 a. Loven omfatter
endvidere videreanvendelse af eksisterende dokumenter og
datasamlinger, som offentlige virksomheder er i besiddelse af, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Loven
omfatter ikke dokumenter og datasamlinger, som er tilvejebragt uden
for anvendelsesområdet for leveringen af tjenesteydelser af
almen interesse som fastsat ved lov eller andre retsforskrifter,
eller vedrører aktiviteter, der er direkte udsat for
konkurrence og derfor undtaget fra reglerne for offentlige
udbud.
Stk. 3. Loven
omfatter kun offentlige virksomheders aktiviteter, der ligger inden
for områder, som er underlagt reglerne for offentlige udbud,
og hvor offentlige virksomheder
1) handler som
operatører af offentlige tjenester,
2) fungerer som
luftfartsselskaber, eller
3) handler som
EU-redere.«
4. I
§ 3 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Ved »offentlige virksomhed« forstås virksomheder,
som offentlige myndigheder har en bestemmende indflydelse på
ved, at myndigheden enten
1) besidder
majoriteten af virksomhedens tegnede kapital,
2) råder
over flertallet af de stemmer, som er knyttet til de kapitalandele,
som virksomheden har udstedt, eller
3) kan udpege
mere end halvdelen af medlemmerne i virksomhedens
administrationsledelse eller tilsynsorgan.««
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
5. I
§ 3, stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »offentlige myndigheders«:
»og offentlige virksomheders«.
6. I
§ 3, stk. 5, 2. pkt., affattes
således:
»Udveksling af dokumenter eller datasamlinger
mellem offentlige myndigheder og offentlige virksomheder eller
mellem offentlige myndigheder, der kun sker som led i offentlige
myndigheders varetagelse af deres offentlige opgaver, betragtes
ikke som videreanvendelse.«
7. I
§ 3 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7.
Ved »dynamiske data« forstås dokumenter og
datasamlinger i digital form, som er genstand for hyppige eller
realtidsopdateringer.«
8. I
§ 7, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »offentlige myndigheder«:
»og offentlige virksomheder«.
9. I
§ 7, stk. 2, ændres »,
at offentlige myndigheder er forpligtet« til: »en
forpligtelse«.
10. I
§ 7 indsættes som stk. 3-4:
»Stk. 3.
Offentlige myndigheder gør dynamiske data tilgængelige
for videreanvendelse umiddelbart efter indsamlingen via egnede
API-grænseflader og, hvis det er relevant, i form af
massedownloads.
Stk. 4. Hvis
tilgængeliggørelsen af dynamiske data for
videreanvendelse, jf. stk. 3, umiddelbart efter indsamlingen ville
overstige den finansielle og tekniske kapacitet hos den offentlige
myndighed og derved pålægge et uforholdsmæssigt
stort arbejde, gøres disse dynamiske data tilgængelige
for videreanvendelse inden for en tidsfrist eller med midlertidige
tekniske begrænsninger, som ikke hæmmer udnyttelsen af
deres økonomiske og sociale potentiale
uforholdsmæssigt.«
11. § 8,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Der kan ud over gebyret som nævnt i stk. 1 fastsættes
en betaling, som helt eller delvis dækker omkostningerne ved
selve dokument- eller dataproduktionen, når dokumenter og
datasamlinger er produceret
1) som led i en
indtægtsfinansieret offentlig produktionsvirksomhed, dvs.
hvor den offentlige myndigheds hovedopgave er helt eller delvis
indtægtsfinansieret, eller
2) af offentlige
virksomheder.«
12. I
§ 8, stk. 3, indsættes efter
»Offentlige myndigheder«: »og offentlige
virksomheder«.
13. § 8,
stk. 4, 1. pkt., affattes
således:
»Offentlige myndigheder og offentlige
virksomheder skal efter anmodning angive beregningsgrundlaget for
fastsatte gebyrer.«
14. I
§ 8 indsættes som stk. 5 og 6:
»Stk. 5.
Finansministeren sikrer, at der føres en offentlig liste
over de danske myndigheder, der kan fastsætte en betaling
efter stk. 2, der overstiger de meromkostninger, der er forbundet
med at stille dokumenter og datasamlinger til rådighed for
videreanvendelse.
Stk. 6.
Videreanvendelsen af følgende dokumenter og datasamlinger
skal være gratis for brugerne:
1) Datasæt
der er opført på listen med datasæt af
høj værdi, jf. § 11 b.
2)
Forskningsdata, jf. § 2, stk. 3, nr. 2, og § 11 a, stk.
2.«
15. I
§ 9, stk. 1, indsættes efter
»Når offentlige myndigheder«: »eller
offentlige virksomheder«.
16. § 9,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Standardaftaler for videreanvendelse af dokumenter og datasamlinger
skal gøres tilgængelige i elektronisk form.«
17. I
§ 10, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »offentlige myndighed«: »og
offentlige virksomhed«.
18. I
§ 11, stk. 1, indsættes
efter »Den offentlige myndighed«: »og offentlige
virksomhed«.
19. § 11,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Beslutning om ikke længere at stille bestemte dokumenter og
datasamlinger til rådighed for videreanvendelse eller ikke
længere at opdatere dem skal offentliggøres snarest
muligt i elektronisk form.«
20.
Efter § 11 indsættes i kapitel
4:
»Videreanvendelse af forskningsdata
§ 11 a. Forskningsdata, som er
helt eller delvist offentligt finansieret, og som er gjort
tilgængelige gennem en institutionel eller emnebaseret
datasamling, skal kunne videreanvendes til kommercielle eller
ikke-kommercielle formål.
Stk. 2.
Uddannelses- og forskningsministeren kan efter aftale med
finansministeren fastsætte regler om, i hvilket format og
efter hvilke standarder forskningsdata skal gøres offentligt
tilgængelige.
Datasæt af høj
værdi
§ 11 b. Finansministeren
fastsætter nærmere regler om datasæt af
høj værdi, der skal være gratis,
maskinlæsbare, tilgængelige via API-grænseflader
og i form af massedownloads, hvis det er relevant.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2021.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de henholdsvis
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
baggrund | 3. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 3.1. | Visse offentlige
virksomheder er omfattet | | | 3.1.1. | Gældende
ret | | | | 3.1.1.1. | Dansk ret | | | | 3.1.1.2. | Åbne
data-direktivet | | | 3.1.2. | Finansministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 3.2. | Forskningsdata | | | 3.2.1. | Gældende
ret | | | | 3.2.1.1. | Dansk ret | | | | 3.2.1.2. | Åbne
data-direktivet | | | 3.2.2. | Finansministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 3.3. | Præcisering af
formater og dynamiske data | | | 3.3.1. | Gældende
ret | | | | 3.3.1.1. | Dansk ret | | | | 3.3.1.2. | Åbne
data-direktivet | | | 3.3.2. | Finansministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 3.4. | Gebyrregler | | | 3.4.1. | Gældende
ret | | | | 3.4.1.1. | Dansk ret | | | | 3.4.1.2. | Åbne
data-direktivet | | | 3.4.2. | Finansministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 3.5. | Datasæt af
høj værdi | | | 3.5.1. | Gældende
ret | | | | 3.5.1.1. | Dansk ret | | | | 3.5.1.2. | Åbne
data-direktivet | | | 3.5.2. | Finansministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 4. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 7. | Klima- og
miljømæssige konsekvenser | 8. | Forholdet til
EU-retten | 9. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 10. | Sammenfattende
skema | | |
|
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at
implementere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1024
af 20. juni 2019 (åbne data-direktivet) om åbne data og
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.
Direktivet er optrykt som bilag 2 til lovforslaget. Direktivet er
en omarbejdning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/98/EF af 17. november 2003 om videreanvendelse af den
offentlige sektors informationer (PSI-direktiv I) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/37/EU af 26. juni
2013 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer
(PSI-direktiv II).
Der lægges i lovforslaget bl.a. op til
at udvide lovens anvendelsesområde til også at omfatte
visse offentlige virksomheder samt forskningsdata. Der
foreslås endvidere ændringer af reglerne for
opkrævning af gebyrer for at stille offentlige data til
rådighed for videreanvendelse, bl.a. ved, at der skal
føres en offentlig liste over myndigheder, der undtages fra
de generelle gebyrprincipper. Herudover foreslås det, at der
skal udvikles ét enkelt adgangspunkt til offentlige data,
som skal udstille metadata om offentlige datasæt for at
gøre det lettere at finde og anvende offentlige data i
Danmark.
Som et væsentlig element i
implementeringen af åbne data-direktivet kan der via
gennemførelsesretsakter udvælges datasæt af
høj værdi på tværs af medlemslandene i EU.
De udvalgte datasæt skal være gratis,
maskinlæsbare og tilgængelige via
API-grænseflader.
2. Lovforslagets
baggrund
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/98/EF af 17. november 2003 om videreanvendelse af den
offentlige sektors informationer (PSI-direktiv I) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/37/EU af 26. juni
2013 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer
(PSI-direktiv II) indeholder regler for videreanvendelse og midler
til i praksis at fremme videreanvendelse af eksisterende dokumenter
og datasamlinger, som myndighederne er i besiddelse af.
PSI-direktiv I er gennemført i dansk ret ved lov om
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer
(PSI-loven, lov nr. 596 af 24. juni 2005). PSI-loven blev
ændret ved lov nr. 551 af 17. juni 2008, hvor lovens
anvendelsesområde blev udvidet til at omfatte Folketinget og
hertil knyttede organer samt domstolene. Baggrunden for denne
lovændring var, at Europa-Kommissionen efter vedtagelsen af
PSI-loven fra 2005 meddelte Danmark, at både Folketinget og
hertil knyttede organer samt domstolene principielt var omfattet af
PSI-direktiv I. PSI-direktivet II er gennemført i dansk ret
ved lov nr. 553 af 2. juni 2014 om ændring af PSI-loven.
Åbne data-direktivet erstatter
PSI-direktivet II og har til formål, at gøre
offentlige data lettere tilgængelige for borgere og
virksomheder samt fremme innovation og anvendelse af kunstig
intelligens baseret på åbne data. Implementeringen af
åbne data-direktivet skal skabe fælles og ensartede
rammer for adgang til og udstilling af offentlige data på
tværs af de europæiske lande.
Baggrunden for det nye åbne
data-direktiv er en evaluering fra Europa-Kommissionen i 2017, som
viste, at der var sket fremskridt på området, men at
der fortsat eksisterer en række uhensigtsmæssige
barrierer. Offentlige myndigheder bruger ikke de mest
hensigtsmæssige tekniske midler til at viderebringe data i
realtid, og dermed bliver det fulde potentiale ved at genbruge
offentlige data ikke realiseret.
I forhold til PSI-direktivet II, så
udvider åbne data-direktivet anvendelsesområdet til
også at omfatte forskningsdata og data fra visse offentlige
virksomheder. Desuden stiller åbne data-direktivet krav om,
at der skal vedtages nationale politikker for
tilgængeliggørelse af forskningsdata i
overensstemmelse med FAIR-principperne (Findable, Accessible,
Interoperable og Reusable). Åbne data-direktivet ændrer
også reglerne for at opkræve gebyrer for
videreanvendelse af offentlige data.
Åbne data-direktivet skærper
PSI-direktivets krav om dokumentation af udstillede data ved blandt
andet at gøre det obligatorisk at etablere ét
adgangspunkt for data. Bestemmelsen skal bidrage til at
understøtte at gøre det lettere at finde data og
betingelser for videreanvendelse. Der eksisterer i den
gældende PSI-lov i § 11, stk. 3, en bemyndigelse til
finansministeren, som muliggør at fastsætte
nærmere regler om anvendelse af et datakatalog over
offentlige myndigheders dokumenter og datasamlinger. Rigsrevisionen
anbefalede i beretning om åbne data fra 2019 finansministeren
at forpligte alle ministerier til løbende at indmelde deres
åbne datasæt i én bestemt oversigt. Denne
bestemmelse bibeholdes til at understøtte dette
formål.
Åbne data-direktivet stiller desuden en
række krav til udstilling af såkaldte "dynamiske data",
som skal gøres tilgængelige for videreanvendelse
straks efter indsamling, så værdien af eksempelvis
aktuelle trafikdata kan udnyttes.
Medlemslandene skal senest den 17. juli 2021
offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er
nødvendige for at gennemføre direktivet, jf.
direktivets artikel 17. Nærværende lovforslag
foreslås at træde i kraft den 1. juli 2021, hvorved
åbne data-direktivet er gennemført i dansk ret.
PSI-loven omfatter videreanvendelse af
dokumenter og datasamlinger, som offentlige myndigheder, herunder
offentlige biblioteker, museer og arkiver, er i besiddelse af.
PSI-loven gælder derfor ikke kun for åbne data.
Det fremgår af PSI-lovens § 2, stk.
2, at loven ikke omfatter dokumenter og datasamlinger, hvortil
tredjemand besidder en immateriel rettighed, eller der er
tilvejebragt eller kvalitetsforbedret som led i offentlige
myndigheders kommercielle aktiviteter.
Den sidstnævnte undtagelse følger
af PSI-direktivet I, jf. artikel 1, stk. 2, litra a og b, hvor det
fremgår af litra a, at direktivet kun gælder for
offentlige myndigheders offentlige opgaver. De to bestemmelser er
med enkelte sproglige præciseringer videreført i
åbne data-direktivets artikel 1, stk. 2, litra a og c.
Det fremgår af direktivets betragtninger
til bestemmelsen, at aktiviteter, der falder uden for de offentlige
opgaver, typisk er tilvejebringelse af dokumenter, der udelukkende
udarbejdes og opkræves gebyr for på et kommercielt
grundlag og i konkurrence med andre på markedet.
Med direktivet udvides
anvendelsesområdet fra det gældende direktiv til
også at omfatte bestemte forskningsdata og offentlige
virksomheder inden for transport- og forsyningssektoren.
Det bemærkes, at direktivet ikke
berører EU-ret og national ret om beskyttelse af
personoplysninger. Det betyder, at den behandling af
personoplysninger, som sker i medfør af direktivet og loven,
skal ske inden for rammerne af EU's databeskyttelsesforordning og
den supplerende danske databeskyttelseslov.
3. Lovforslagets
hovedpunkter
3.1. Visse
offentlige virksomheder er omfattet af loven
3.1.1. Gældende ret
3.1.1.1 Dansk ret
Efter § 2, stk. 1, finder PSI-loven kun
anvendelse på offentlige myndigheder. Det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
2004-05 (2. samling), A, L 141, som fremsat, side 6397, at loven
omfatter videreanvendelse af eksisterende dokumenter og
datasamlinger, som offentlige myndigheder er i besiddelse af.
3.1.1.2. Åbne
data-direktivet
Åbne data-direktivet artikel 1, stk. 1,
litra b, medfører, at visse offentlige virksomheder bliver
omfattet af direktivets anvendelsesområde. Der er tale om en
udvidelse af direktivets anvendelsesområde. Udvidelsen
begrundes med, at medlemsstaterne ofte overlader leveringen af
tjenesteydelser af almen interesse til enheder uden for den
offentlige sektor og samtidig bibeholder en omfattende grad af
kontrol over sådanne enheder. Det medfører en ringe
adgang til videreanvendelse af dokumenter, der er produceret som
led i leveringen af tjenesteydelser af almen interesse på en
række områder, navnlig i forsyningssektoren. Det
mindsker også potentialet for at skabe
grænseoverskridende tjenester baseret på dokumenter,
som offentlige virksomheder, der leverer tjenesteydelser af almen
interesse, er i besiddelse af. Direktivet indeholder ikke en
generel forpligtelse til at tillade videreanvendelse af dokumenter,
der produceres af offentlige virksomheder, og det vil fortsat
være op til den berørte offentlige virksomhed at
træffe beslutning om, hvorvidt den vil tillade
videreanvendelse, medmindre andet er foreskrevet i åbne
data-direktivet eller i EU-ret og national ret. Først
når en offentlig virksomhed har gjort et dokument
tilgængeligt for videreanvendelse, skal den overholde de
relevante forpligtelser i åbne data-direktivet for så
vidt angår formater, gebyrer, gennemsigtighed, licenser,
ikkediskriminering og forbud mod eneretsaftaler.
3.1.2. Finansministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås, at lovens
anvendelsesområde ændres i PSI-loven ved
indsættelse af en ny § 2 a, som foreskriver, at visse
offentlige virksomheder omfattes af lovens
anvendelsesområde.
Ændringen indebærer, at visse
dokumenter og datasamlinger som visse offentlige virksomheder er i
besiddelse af, kan videreanvendes til kommercielle og
ikke-kommercielle formål i overensstemmelse med lovens
øvrige bestemmelser. Uden for lovens anvendelsesområde
er offentlige virksomheders dokumenter og datasamlinger, som er
tilvejebragt uden for anvendelsesområdet for leveringen af
tjenesteydelser af almen interesse som fastsat ved lov eller andre
retsforskrifter eller vedrører aktiviteter, der er direkte
udsat for konkurrence, og derfor undtaget fra reglerne for
offentlige udbud. Omfattet af lovens anvendelsesområde er kun
offentlige virksomheder, der handler som operatører af
offentlige tjenester, fungerer som luftfartsselskaber eller handler
som EU-redere. Dette vil i praksis betyde, at offentlige
forsyningsvirksomheder, dvs. gas-, varme-, el- og vandværker,
og transportvirksomheder, havne, lufthavne, postvæsener samt
virksomheder, der udvinder olie, gas og kul, foreslås
omfattet af PSI-loven.
Det bemærkes, at definitionen af
offentlige virksomheder efter direktivet også indføjes
i lovforslaget, idet der efter dansk ret ikke er nogen entydig
definition af offentlige virksomheder. Det foreslås, at
offentlige virksomheder defineres som virksomheder, hvor offentlige
myndigheder har bestemmende indflydelse, idet myndigheden besidder
majoriteten af virksomhedens tegnede kapital, råder over
flertallet af de stemmer, som er knyttet til de kapitalandele, som
virksomheden har udstedt, eller kan udpege mere end halvdelen af
medlemmerne i virksomhedens administrationsledelse eller
tilsynsorgan.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
3, og bemærkningerne hertil.
3.2. Forskningsdata
3.2.1. Gældende ret
3.2.1.1 Dansk ret
Det fremgår af PSI-lovens § 2, stk.
3, pkt. 2, at loven ikke finder anvendelse på uddannelses- og
forskningsinstitutioner.
3.2.1.2. Åbne
data-direktivet
Med åbne data-direktivet udvides
anvendelsesområdet i forhold til PSI-direktivet fra 2013 til
også at omfatte forskningsdata, jf. åbne
data-direktivets artikel 1, stk. 1, litra c. Forskningsdata
defineres i denne sammenhæng i åbne data-direktivets
artikel 2, stk. 9, som dokumenter i digital form, dog ikke
videnskabelige publikationer, som er indsamlet eller produceret som
led i videnskabelige forskningsaktiviteter og anvendes som evidens
i forskningsprocessen, eller som generelt er accepteret i
forskerkredse som nødvendige til validering af
forskningskonklusioner og -resultater.
Efter åbne data-direktivets artikel 10,
stk. 1, skal medlemsstaterne støtte tilgængeligheden
af forskningsdata ved at vedtage nationale politikker og relevante
foranstaltninger, som sigter mod at gøre alle offentligt
finansierede forskningsdata offentligt tilgængelige bl.a. i
overensstemmelse med FAIR-principperne.
Supplerende stiller åbne data-direktivet
i artikel 10, stk. 2, krav om, at forskningsdata skal kunne
videreanvendes til kommercielle eller ikke-kommercielle
formål, for så vidt de finansieres med offentlige
bevillinger, og forskere, forskningsorganisationer eller
forskningsfinansierende organisationer allerede har gjort dem
tilgængelige gennem en institutionel eller emnebaseret
datasamling. I denne forbindelse skal der tages hensyn til legitime
kommercielle interesser, videndelingsaktiviteter og allerede
eksisterende intellektuelle ejendomsrettigheder. Dette krav skal
sammenholdes med åbne data-direktivets artikel 6, stk. 6,
litra b, som stiller krav om, at videreanvendelsen af
forskningsdata skal være gratis for brugerne.
3.2.2. Finansministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås, at PSI-lovens
anvendelsesområde udvides til at omfatte forskningsdata, der
er helt eller delvist finansieret af det offentlige. Dette
gælder både forskning finansieret af det offentlige og
forskning udført af offentlige institutioner, hvor der kan
være privat finansiering, fx fra private fonde.
Det kan være problematisk for
forskningsudførende institutioner at differentiere mellem
projekter, som er finansieret af henholdsvis offentlige og private
midler, fordi mange projekter er finansieret med både
offentlige og private midler.
Samtidig vil det ud fra en
samfundsøkonomisk betragtning være væsentligt at
inddrage de private fonde, idet bevillinger fra de private fonde
efterhånden udgør en stor del af de samlede
investeringer i forskning i Danmark. Således kan det
resultere i, at mange værdifulde data vil forblive
utilgængelige til ugunst for effektiviteten i forskningen,
videndeling og innovation samt løsning af store
samfundsmæssige og globale udfordringer, hvis bevillinger fra
private fonde undtages.
PSI-lovens § 2, stk. 3, nr. 2.,
ændres, så forskningsdata ikke længere generelt
undtages fra lovens bestemmelser. Forskningsdata vil være
omfattet af PSI-lovens øvrige bestemmelser, herunder
PSI-lovens § 7, stk. 2, som indebærer, at offentlige
myndigheder ikke er forpligtet til at fremstille eller tilpasse
dokumenter eller til at stille uddrag til rådighed for at
imødekomme anmodninger om videreanvendelse af data, hvis
dette ikke kan klares som en simpel ekspeditionssag. Dette
gælder dog kun for forskningsdata, der er gjort
tilgængelige gennem en institutionel eller emnebaseret
datasamling, og under forudsætning af at det ikke forhindres
af tredjemands intellektuelle ejendomsrettigheder. Forskningsdata,
som med forslaget vil blive omfattet af PSI-loven, skal stilles
gratis til rådighed for brugerne.
Der indføjes en ny bestemmelse i
PSI-loven, som implementerer åbne data-direktivets artikel
10, stk. 1, ved en bemyndigelsesbestemmelse til uddannelses- og
forskningsministeren, som efter aftale med finansministeren kan
anvendes til at fastsætte regler om, at forskningsdata skal
gøres offentlig tilgængelige i overensstemmelse med
FAIR-principperne.
Der indføjes en ny bestemmelse i
PSI-loven, som implementerer åbne data-direktivets artikel
10, stk. 2, hvorefter forskningsdata, som er helt eller delvist
offentligt finansieret, skal kunne videreanvendes til kommercielle
eller ikke-kommercielle formål. Dette gælder dog kun
forskningsdata, der er gjort tilgængelige gennem en
institutionel eller emnebaseret datasamling.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
20, og bemærkningerne hertil.
3.3. Præcisering af formater og dynamiske
data
3.3.1. Gældende ret
3.3.1.1 Dansk ret
Når dokumenter og datasamlinger stilles
til rådighed, jf. § 7 i PSI-loven, skal offentlige
myndigheder sikre, at disse er tilgængelige i alle allerede
eksisterende sprogversioner og formater, herunder i elektroniske
formater. Er det muligt og hensigtsmæssigt skal dokumenter og
datasamlinger stilles til rådighed i formelle, åbne og
maskinlæsbare formater sammen med dokumenters og
datasamlingers metadata, medmindre det ikke kan klares ved en
simpel ekspeditionssag.
3.3.1.2. Åbne
data-direktivet
Efter artikel 5, stk. 2, i åbne
data-direktivet pålægger medlemsstaterne at tilskynde
offentlige myndigheder og offentlige virksomheder til at
tilgængeliggøre dokumenter i overensstemmelse med
princippet om, at de er "åbne gennem design og
standardindstillinger".
Et af hovedformålene med direktivet er
levering af realtidsadgang til dynamiske data via passende tekniske
midler, idet hurtig adgang via passende snitflader
(API-grænseflader og evt. massedownloads) er afgørende
for mulighederne for at realisere potentialet i dynamiske data.
API-grænseflader er en funktionalitet, der gør det
muligt at lave opslag i data, primært for andre it-systemer.
Termen massedownloads dækker over muligheden for at hente et
antal dataposteringer på en gang i en fil i modsætning
til at slå dataposteringerne op enkeltvis via
API-grænseflader.
Efter artikel 2 i åbne data-direktivet
defineres dynamiske data som dokumenter i digital form, som er
genstand for hyppige eller realtidsopdateringer, navnlig på
grund af deres volatilitet eller hurtige forældelse; data
genereret af sensorer betragtes typisk som værende dynamiske
data. I direktivets præambel eksemplificeres dynamiske data
som bl.a. miljødata, trafikdata, satellitdata, vejrdata og
sensorgenererede data.
Åbne data-direktivets artikel 5, stk. 5,
stiller krav om, at offentlige myndigheder skal stille dynamiske
data til rådighed for anvendere umiddelbart efter
indsamlingen og via API-grænseflader samt evt.
massedownloads. Dette krav modificeres dog i bestemmelsens stk. 6,
idet en myndighed kan stille dynamiske data til rådighed
på anden måde, hvis den ikke har økonomisk eller
teknisk mulighed for at levere data i realtid via
API-grænseflader, så længe mulighederne for at
videreanvende data ikke begrænses.
3.3.2. Finansministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Danmark følger overordnet set en
formålsbestemt tilgang til åbne data baseret på
både internationale og danske erfaringer, som også
gør sig gældende i EU's udvælgelse og udstilling
af såkaldte datasæt af høj værdi, jf.
åbne data direktivets artikel 13 og 14. Der er igangsat
initiativer for at sikre, at relevante data er tilgængelige
for videreanvendelse, fx via grunddataprogrammet og den nationale
AI-strategi.
Det foreslås at gennemføre
direktivets krav om udstilling af dynamiske data via
API-grænseflader og eventuelt massedownloads. Undtagelsen til
dette krav, jf. åbne data-direktivets artikel 5, stk. 6,
gennemføres ligeledes. Det vil det være op til den
enkelte myndighed at vurdere, om der er så væsentlige
økonomiske eller praktiske hindringer for at stille
dynamiske data til rådighed for videreanvendelse straks efter
indsamlingen, at tilgængeliggørelsen må ske med
en vis forsinkelse eller med tekniske begrænsninger. Det er
dog en forudsætning for evt. begrænsninger, at
udnyttelse af det økonomiske potentiale i de dynamiske data
ikke hindres.
Det foreslås endvidere, at direktivets
definition af dynamiske data indføjes i PSI-loven, hvorefter
dynamiske data er dokumenter i digital form, som er genstand for
hyppige eller realtidsopdateringer.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
10, og bemærkningerne hertil.
3.4. Gebyrregler
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1 Dansk ret
I § 8 i PSI-loven fremgår det, at
gebyrer skal fastsættes efter de eksisterende retningslinjer
for prissætning af data, hvilket følger af
Finansministeriets vejledning om prisfastsættelse.
Når dokumenter og datasamlinger stilles
til rådighed for videreanvendelse, kan der som hovedregel
opkræves et gebyr, der ikke overstiger meromkostningerne ved
distribution og eventuel kvalitetsforbedring af dokumenterne og
datasamlingerne, herunder etablering af grænseflader, der er
nødvendige for at kunne imødekomme ansøgers
anmodning.
Med meromkostninger forstås
således de yderligere omkostninger, der opstår i
forbindelse med distributionen.
I 2014 blev PSI-loven udvidet til også
at omfatte offentlige biblioteker, museer og arkiver. Disse
institutioner har ofte typer af omkostninger i forbindelse med at
stille dokumenter og datasamlinger til rådighed for
videreanvendelse, som ikke er dækket af ordlyden i den
gældende § 8, stk. 1, herunder opbevaring, der er
nødvendig for at stille dokumenter til rådighed samt
afklaring af rettigheder. PSI-lovens § 8, stk. 1, blev derfor
ændret og affattet i en mere generel form, så den
også dækker sådanne og eventuelle andre typer af
omkostninger.
I de få tilfælde, hvor data
produceres som led i en indtægtsfinansieret offentlig
produktionsvirksomhed, dvs. hvor den offentlige myndigheds
hovedopgave er helt eller delvist indtægtsfinansieret, og
datasamlingen følgelig ikke allerede er finansieret over en
bevilling, gives der dog mulighed for at opkræve fuld
betaling, der også bidrager til at dække omkostningerne
ved selve dokument- eller dataproduktionen.
Det følger af bemærkningerne til
PSI-lovens § 8, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), A,
L 141, som fremsat, side 6405-6407, at gebyrbestemmelserne ikke har
konsekvenser for bestemmelser i andre love, der fastsætter
størrelsen af betaling for videreanvendelse, herunder
bestemmelser om betaling, der har skattemæssig karakter.
3.4.1.2. Åbne
data-direktivet
Åbne data-direktivet ændrer
reglerne for opkrævning af gebyrer for offentlige data i
forhold til det tidligere PSI-direktiv (2013/37/EU).
Intentionen med åbne data-direktivet,
herunder ændringerne af gebyrreglerne, er at
understøtte, at flest mulige data stilles gratis til
rådighed af offentlige myndigheder, jf. den nye formulering
af artikel 6, stk. 1. På baggrund af denne ændring
må medlemsstaterne fremadrettet og løbende arbejde
på i videst muligt omfang at begrænse og gradvist
udfase opkrævning af gebyrer.
Ændringen består i, at der i det
nye direktiv (artikel 6, stk. 2) er udeladt en
undtagelsesbestemmelse for offentlige myndigheder, der skal
generere tilstrækkelige indtægter til dækning af
en betydelig del af omkostningerne ved indsamling, produktion,
reproduktion og formidling. Der er fortsat en
undtagelsesbestemmelse i direktivets artikel 6, stk. 2, litra a,
der omfatter offentlige myndigheder, som skal generere
indtægter til dækning af en betydelig del af
omkostningerne til udførelse af deres offentlige
opgaver.
Der er i direktivets præambelbetragtning
nr. 36 indført en tilføjelse, hvor det fremgår,
at den fortsat gældende undtagelsesbestemmelse også vil
gælde i de tilfælde, hvor en offentlig myndighed har
gjort data tilgængelige som åbne data, men er
forpligtet til at generere indtægter til dækning af en
betydelig del af deres omkostninger i forbindelse med
udførelsen af andre offentlige opgaver. Det muliggør,
at en myndighed kan undtages for så vidt angår
specifikke myndighedsopgaver, uafhængigt af om myndighedens
øvrige aktiviteter er offentligt finansieret, fx hvis
myndigheder har gjort data tilgængelige som åbne
data.
Derudover er medlemsstaterne efter den nye
artikel 6, stk. 3, forpligtet til at offentliggøre en liste
online over de offentlige myndigheder, der anvender den
tilbageværende undtagelsesbestemmelse, jf. artikel 6, stk. 2,
litra a.
Baggrunden for åbne data-direktivets
indskrænkning af de gældende undtagelser er, at
evalueringen af det gældende PSI-direktiv viste, at
særligt små og mellemstore virksomheder gav udtryk for,
at høje gebyrer på offentlige data udgør en
stor barriere.
3.4.2. Finansministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Ændringen af direktivets
undtagelsesbestemmelser om gebyrer har til formål at sikre,
at det fortsat er muligt at undtage de myndigheder, som skal
generere indtægter til dækning af en betydelig del af
omkostningerne til udførelse af deres offentlige opgaver,
jf. PSI-lovens § 8, stk. 2, hvormed det er muligt for
myndigheder i forbindelse med indtægtsfinansieret offentlig
produktionsvirksomhed at opkræve gebyrer, som overstiger de
definerede marginale omkostninger.
Der indføjes hertil en ny bestemmelse
med bemyndigelse til finansministeren, som skal sikre, at der
føres en offentlig liste med de danske myndigheder, der
anvender den gældende undtagelsesbestemmelse til
gebyrreglerne. Det vil kun være tilladt for myndigheder, der
er angivet på listen, at opkræve gebyrer, der
overstiger de marginale omkostninger.
Efter lovforslaget udvides lovens
anvendelsesområde, så loven fremover også vil
gælde for visse offentlige virksomheder. Offentlige
virksomheders rolle i et konkurrencepræget økonomisk
miljø bør anerkendes. De offentlige virksomheder vil
derfor fortsat kunne opkræve gebyrer ud over de marginale
omkostninger, så længe de offentlige virksomheder
fastsætter standardgebyrer og angiver beregningsgrundlaget
efter anmodning.
Lovforslaget udvides også til at omfatte
forskningsdata, som skal stilles gratis til rådighed. Det vil
sige, at PSI-lovens § 8, stk. 1, ikke finder anvendelse for
forskningsdata. Se nærmere i lovforslagets afsnit 3.2.
3.5. Datasæt
af høj værdi
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1 Dansk ret
I den gældende PSI-lov er der ingen
bestemmelser herom.
3.5.1.2. Åbne
data-direktivet
I åbne data-direktivet defineres
datasæt af høj værdi, jf. artikel 2, stk. 10,
som dokumenter, hvis videreanvendelse er forbundet med betydelige
samfundsmæssige, miljømæssige og
økonomiske fordele, navnlig på grund af deres egnethed
til at skabe værdiforøgede tjenester, applikationer og
nye, anstændige job af høj kvalitet, og på grund
af antallet af potentielle modtagere af de
værdiforøgede tjenester og applikationer baseret
på disse datasæt.
Europa-Kommissionen kan med hjemmel i
åbne data-direktivets artikel 14 stille forslag til
vedtagelse af gennemførelsesretsakter, der fastlægger
en liste over særlige typer af datasæt af høj
værdi, som offentlige myndigheder og offentlige virksomheder
er i besiddelse af. Direktivet har i bilag I fastlagt seks
tematiske kategorier, som datasættene skal vælges
indenfor. Det drejer sig om geospatiale data, jordobservation og
miljø, meteorologiske data, statistik, virksomheder og
virksomhedsejerskab, samt mobilitet. Efter åbne
data-direktivets artikel 14 kan der ikke stilles krav om, at
datasæt af høj værdi skal være gratis
tilgængelige i forhold til biblioteker, herunder
universitetsbiblioteker, museer og arkiver.
Europa-Kommissionen har beføjelser til
at vedtage delegerede retsakter, jf. åbne data-direktivets
artikel 13, som kan tilføje nye tematiske kategorier af
datasæt af høj værdi med henblik på at
afspejle den teknologiske og markedsmæssige udvikling.
De udvalgte datasæt skal udstilles
gratis på tværs af de europæiske lande. Samtidig
skal datasættene være maskinlæsbare,
tilgængelige via API-grænseflader og tilgængelige
i form af massedownloads, hvis dette er relevant.
3.5.2. Finansministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Da åbne data-direktivets krav skal
implementeres i dansk lov inden 17. juli 2021, er det ikke muligt
at indarbejde eventuelt vedtagne gennemførelsesretsakter i
selve lovteksten. Europa-Kommissionen har desuden beføjelser
til løbende at igangsætte vedtagelsen af nye
gennemførelsesretsakter. Der er derfor behov for, at
PSI-loven indeholder lovtekniske værktøjer til at
kunne håndtere eventuelle krav om udstilling af
datasæt.
Det foreslås derfor, at der i loven
indføjes en bestemmelse, som bemyndiger finansministeren til
at fastsætte nærmere regler om datasæt, der skal
være maskinlæsbare, tilgængelige via
API-grænseflader og i form af massedownloads, hvis dette er
relevant. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastlægge en
liste, som vil bestå af de konkrete datasæt, der
fastsættes som datasæt af høj værdi i de
vedtagne gennemførelsesretsakter. I flere tilfælde
forventes det, at de berørte datasæt allerede vil
være udstillet med hjemmel i sektorlovgivning. I
tilfælde af at vedtagne gennemførelsesretsakter
stiller nye krav til disse, vil det eventuelt være
nødvendigt, at sektorlovgivningen også ændres.
Med hjemmel i åbne data-direktivets artikel 14, stk. 5, vil
være muligt at dispensere fra kravene til datasæt af
høj værdi i en tidsbegrænset periode på
højst 2 år fra ikrafttrædelsesdatoen for den
relevante gennemførelsesretsakt, hvilket bemyndigelsen
også kan anvendes til at fastsætte nærmere regler
om.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr.
20, og bemærkningerne hertil.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det
offentlige
Det vurderes, at forslaget vil have mindre
økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor. De
estimerede omkostninger vil blive afholdt inden for de
berørte ministeriers eksisterende bevillingsrammer.
Indfrielsen af de særlige krav til
datasæt af høj værdi kan medføre
statsfinansielle konsekvenser, afhængig af hvilke
datasæt, der udpeges som sådanne. Denne udpegning vil
foregå ved vedtagelse af gennemførelsesretsakter.
Medlemslandene forventes at blive forelagt en
gennemførelsesretsakt til afstemning i 2021, som vil
indeholde en liste med datasæt af høj værdi. De
udvalgte datasæt skal udstilles gratis på tværs
af de europæiske lande. Samtidig skal datasættene
være maskinlæsbare, tilgængelige via
API-grænseflader og tilgængelige i form af
massedownloads, hvis dette er relevant.
Forslaget kan få statsfinansielle
konsekvenser via afledte nationale udgifter til tilpasning af
statslige it-systemer.
Forslaget vil få begrænsede
implementeringskonsekvenser for det offentlige via afledte
nationale udgifter til tilpasning af it-systemer og opdatering af
den offentlige sektors digitale infrastruktur. Det er de
foreslåede nye krav om et nationalt adgangspunkt til metadata
om offentlige data og kravene til udstilling af høj
værdi datasæt, som kan medføre behov for
tilpasninger af eksisterende digital infrastruktur. Det er
vurderingen, at disse implementeringskonsekvenser først kan
konkretiseres nærmere, når medlemslandene har vedtaget
de nærmere krav til datasæt af høj værdi
via gennemførelsesretsakter.
Kravet om at forskningsdata skal stilles
gratis til rådighed omfatter udelukkende forskningsdata, som
er helt eller delvist offentligt finansieret og gjort
tilgængelige gennem en institutionel eller emnebaseret
datasamling. Det er vurderingen, at ingen eller få
forskningsdata, der bliver berørt af dette krav, er
betalingspålagte, og bestemmelsen vil derfor have
begrænsede økonomiske konsekvenser.
Lovforslaget følger principper for
digitaliseringsklar lovgivning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Åbne data-direktivet er udarbejdet
på baggrund af en evaluering fra Europa-Kommissionen i 2017,
som viste, at der var sket fremskridt på området, men
at der fortsat eksisterer en række uhensigtsmæssige
barrierer for genanvendelse af offentlige data.
Det forventes, at forslaget vil gavne den
samlede samfundsøkonomi og særligt de små og
mellemstore virksomheders muligheder for at anvende data i deres
forretning. Lovforslaget vil give bedre adgang til offentlige data
for private virksomheder. Der er ikke foretaget skøn over,
hvor stor en del af den potentielle økonomiske værdi
ved videreanvendelse af offentlige data, der i dag er indfriet i
den private sektor. Det vurderes dog, at erhvervslivets
forudsætninger for at realisere den økonomiske
værdi af offentlige informationer allerede i dag i udstrakt
grad er til stede som følge af de eksisterede danske regler
for gebyrfastsættelse.
Lovforslaget er konkurrencefremmende, da det
sikrer, at der er færrest mulige barrierer for at drive
forretning baseret på offentlige data.
Lovforslaget udvider lovens
anvendelsesområde til at omfatte offentlige virksomheder og
forskningsdata, hvilket vil øge mængden af digitalt
offentligt materiale og dermed potentielt skabe grundlag for
udvikling af nye produkter og tjenester med digitalt indhold inden
for særligt forsynings- og transportsektorerne.
Forslaget vurderes ikke at indeholde
erhvervsrettet EU-regulering.
Det vurderes, at lovforslaget følger
principperne for agil erhvervsrettet regulering, da den forbedrede
adgang til offentlige data fx vil give mulighed for udvikling af
nye forretningsmodeller.
6. Administrative
konsekvenser for borgerne
Forslaget vurderes ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Klima- og
miljømæssige konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have klima- og
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget implementerer dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1024 af 20. juni
2019 om åbne data og videreanvendelse af den offentlige
sektors informationer (åbne data-direktivet), som er en
omarbejdning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiver
2013/37/EU af 26. juni 2013 og 2003/98/EF af 17. november 2003 om
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.
9. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 29. september 2020 til 27. oktober 2020 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Beskæftigelsesministeriet, Børne-
og Undervisningsministeriet, Erhvervsministeriet,
Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet,
Kirkeministeriet, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet,
Kulturministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet,
Skatteministeriet, Social- og Indenrigsministeriet, Sundheds- og
Ældreministeriet, Transport- og Boligministeriet,
Uddannelses- og Forskningsministeriet, Udenrigsministeriet,
Udlændinge- og Integrationsministeriet, ATP, Danmarks
Statistik, Dansk IT, Dansk Standard, Forum for digital sikkerhed,
DI Digital, DKCERT, FDIH - Foreningen for Danske Internethandel,
Finans Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Landsforeningen
Ældre Sagen, Danske Handicaporganisationer, Dansk Erhverv,
Dansk Industri, Danske Regioner, Datatilsynet, Det Centrale
Handicapråd, IBIZ-Center, IT-Brancheforeningen, Institut for
Menneskerettigheder, IT-Politisk Forening, Landbrugsrådet,
Rådet for Digital Sikkerhed, Rigsombudsmanden i
Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne,
Rigsrevisionen, KL - Kommunernes Landsforening, KOMBIT,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Prosa, Forbundet af
IT-Professionelle.
| | | | | | | | 10. Sammenfattende
skema | | Positive konsekvenser/ mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Mindre grad | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Mindre grad | Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet | Mindre grad | Ingen | Administrative konsekvenser for erhvervslivet | Mindre grad | Ingen | Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen | Klima- og miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget implementerer dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1024 af 20. juni
2019 om åbne data og videreanvendelse af den offentlige
sektors informationer (åbne data direktivet), som er en
omarbejdning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiver
2013/37/EU af 26. juni 2013 og 2003/98/EF af 17. november 2003 om
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer. | Overimplementering af EU-retlige minimumsforpligtelser (sæt X) | JA | NEJ X | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det foreslås at nyaffatte fodnoten til
PSI-lovens titel, således at det fremgår af hovedloven,
at loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2019/1024 af 20. juni 2019 om åbne data
og videreanvendelse af den offentlige sektors informationer
(åbne data-direktivet).
Til nr. 2
Efter gældende ret undtages uddannelses-
og forskningsinstitutioner fra at skulle videregive dokumenter og
datasamlinger, som de er i besiddelse af, jf. § 2, stk. 3, nr.
2. Således skal uddannelses- og forskningsinstitutioner efter
gældende ret ikke stille data til rådighed for
videreanvendelse.
Det foreslås, at § 2, stk. 3, nr. 2, ændres
således, at der indsættes en henvisning til lovens
§ 11 a.
Den foreslåede ændring har
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20, der omhandler
videregivelse af forskningsdata i § 11 a. Den foreslåede
ændring er begrundet i, at lovens anvendelsesområde
udvides med åbne data-direktivet i forhold til PSI-direktivet
fra 2013, så loven også omfatter forskningsdata, jf.
åbne data-direktivets artikel 1, stk. 1, litra c.
Ændringen medfører, at forskningsdata ikke
længere generelt undtages fra lovens bestemmelser.
Til nr. 3
Efter gældende ret omfatter lovens
anvendelsesområde kun dokumenter og datasamlinger, som
offentlige myndigheder er i besiddelse af, jf. § 2.
Det foreslås, at der indsættes en
ny § 2 a i PSI-loven.
I stk. 1
foreslås det, at lovens anvendelsesområde udvides til
at omfatte eksisterende dokumenter og datasamlinger, som offentlige
virksomheder er i besiddelse af, jf. dog stk. 2 og 3.
Forslaget betyder, at visse eksisterende
dokumenter og datasamlinger, som visse offentlige virksomheder er i
besiddelse af, jf. stk. 2 og 3, kan videreanvendes til kommercielle
og ikke-kommercielle formål i overensstemmelse med lovens
øvrige bestemmelser. Direktivet indeholder ikke en generel
forpligtelse til at tillade videreanvendelse af dokumenter og
datasamlinger, der produceres af offentlige virksomheder, og det
vil fortsat være op til den berørte offentlige
virksomhed at træffe beslutning om, hvorvidt den vil tillade
videreanvendelse, medmindre andet er foreskrevet i åbne
data-direktivet eller i EU-ret og national ret. Først
når en offentlig virksomhed har gjort et dokument
tilgængeligt for videreanvendelse, skal den overholde de
relevante forpligtelser i åbne data-direktivet for så
vidt angår formater, gebyrer, gennemsigtighed, licenser,
ikkediskriminering og forbud mod eneretsaftaler.
Den foreslåede udvidelse af lovens
anvendelsesområde er begrundet i, at medlemsstaterne ofte
overlader leveringen af tjenesteydelser til enheder uden for den
offentlige sektor. Dette medfører et behov for at sikre, at
der er adgang til videreanvendelse af dokumenter og datasamlinger,
der er produceret som led i leveringen af tjenesteydelser af almen
interesse på en række områder, navnlig i
forsyningssektoren.
Det bemærkes, at definitionen af
offentlige virksomheder efter direktivet også indføjes
i lovforslaget, idet der efter dansk ret ikke er nogen entydig
definition af offentlige virksomheder. Her henvises til de
specielle bemærkninger nedenfor til lovens § 3. Der
henvises til bemærkningen til lovforslagets § 1, nr.
4.
I stk. 2
foreslås det, at loven ikke omfatter dokumenter og
datasamlinger, som er tilvejebragt uden for
anvendelsesområdet for leveringen af tjenesteydelser af almen
interesse som fastsat ved lov eller andre retsforskrifter eller
vedrører aktiviteter, der er direkte udsat for konkurrence
og derfor undtaget fra reglerne for offentlige udbud.
Med forslaget begrænses hvilke
dokumenter og datasamlinger der omfattes af loven. Det er
således kun dokumenter og datasamlinger i offentlige
virksomheders besiddelse, som er tilvejebragt uden for
anvendelsesområdet for leveringen af tjenesteydelser af almen
interesse som fastsat ved lov eller andre retsforskrifter.
Tilsvarende gælder for dokumenter og datasamlinger, som
vedrører aktiviteter, der er direkte udsat for konkurrence.
Fælles for alle de undtagne dokumenter og datasamlinger er,
at de er undtaget fra reglerne for offentlige udbud.
I stk. 3
foreslås det, at loven kun omfatter offentlige virksomheders
aktiviteter, der ligger inden for områder, som er underlagt
reglerne for offentlige udbud, og hvor offentlige virksomheder
handler som operatører af offentlige tjenester, fungerer som
luftfartsselskaber eller handler som EU-redere.
Med den foreslåede nye bestemmelse
fastsættes, hvilke offentlige virksomheder der omfattes af
PSI-lovens anvendelsesområde, idet kun visse af offentlige
virksomheders aktiviteter omfattes. Det indskrænkes
ligeledes, hvilke områder der omfattes, idet kun
områder, der er underlagt reglerne for offentlige udbud er
omfattet. Det er således kun offentlige virksomheder, der
handler som operatører af offentlige tjenester, fungerer som
luftfartsselskaber eller handler som EU-redere, der er omfattet af
loven. Dette vil i praksis betyde gas-, varme-, el- og
vandværker, transportvirksomheder, havne, lufthavne,
postvæsener og virksomheder, der udvinder olie, gas og
kul.
Til nr. 4
Efter gældende ret er der ikke nogen
entydig definition på, hvad der anses som værende
offentlige virksomheder. Åbne data-direktivets artikel 1,
stk. 1, litra b, medfører, at visse offentlige virksomheder
bliver omfattet af direktivets anvendelsesområde.
Det foreslås på den baggrund, at
der i PSI-lovens § 3 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter der ved offentlige
virksomheder forstås virksomheder, som offentlige myndigheder
har en bestemmende indflydelse på ved, at myndigheden enten
besidder majoriteten af virksomhedens tegnede kapital, råder
over flertallet af de stemmer, som er knyttet til de kapitalandele,
som virksomheden har udstedt, eller kan udpege mere end halvdelen
af medlemmerne i virksomhedens administrationsledelse eller
tilsynsorgan.
Med lovforslaget fastsættes en
definition på, hvad der anses som værende en offentlig
virksomhed, således at retstilstanden er klar. Der er tale om
en konkret vurdering, og det er tilstrækkeligt til at
være omfattet af definitionen, hvis en myndighed må
anses for at have bestemmende indflydelse på en virksomhed,
fordi et af de ovenstående kriterier er opfyldt.
Til nr. 5
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor ikke omfattet af PSI-lovens § 3, stk. 5, som definerer
begrebet videreanvendelse.
Det foreslås, at bestemmelsen også
omfatter offentlige virksomheder.
Den foreslåede ændring af § 3, stk. 5, 1. pkt., medfører,
at videreanvendelse også omfatter offentlige virksomheders
brug af dokumenter eller datasamlinger til andre kommercielle eller
ikke-kommercielle formål end det oprindelige formål,
som dokumenterne eller datasamlingerne blev udarbejdet til.
Til nr. 6
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde,
hvilket medfører, at det kun er udveksling af dokumenter
eller datasamlinger mellem offentlige myndigheder, der betragtes
som videreanvendelse, når offentlige myndigheder stiller
dokumenter eller datasamlinger, der er omfattet af denne lov, til
rådighed for kommercielle aktiviteter.
Det foreslås, at bestemmelsen også
omfatter udveksling af dokumenter og datasamlinger mellem
offentlige myndigheder og offentlige virksomheder.
Med den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 5, 2. pkt., præciseres,
at det ikke betragtes som videreanvendelse af dokumenter og
datasamlinger, når disse udleveres af offentlige myndigheder
ved varetagelsen af deres offentlige opgaver. Dette gælder
uanset om overdragelsen sker mellem offentlige myndigheder eller
mellem offentlige myndigheder og offentlige virksomheder.
Til nr. 7
I gældende ret er der ikke nogen entydig
definition på, hvad der anses som værende dynamiske
data.
Det foreslås, at der i PSI-lovens §
3 indsættes et nyt stk. 7,
hvorefter der ved dynamiske data forstås dokumenter og
datasamlinger i digital form, som er genstand for hyppige eller
realtidsopdateringer.
Forslaget har sammenhæng til
lovforslagets § 1, nr. 10, hvorefter det foreslås at
indsætte tre nye bestemmelser i § 7 om at gøre
dynamiske data tilgængelige. Lovforslaget omfatter dermed
også dynamisk data for at efterleve artikel 5, stk. 2, i
åbne data-direktivet, hvor dynamisk data defineres som
dokumenter i digital form, som er genstand for hyppige eller
realtidsopdateringer. Det omfatter
dermed data som dokumenter i digital form, som er genstand for
hyppige eller realtidsopdateringer, navnlig på grund af deres
volatilitet eller hurtige forældelse. Data genereret af
sensorer betragtes typisk som værende dynamiske data. Dette
kan eksempelvis være data som bl.a. miljødata,
trafikdata, satellitdata, vejrdata og sensorgenererede data.
Indsættelsen af definitionen på dynamiske data har
dermed til hensigt at gøre § 7 mere gennemsigtig.
Til nr. 8
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor ikke omfattet af PSI-lovens § 7, som bl.a. stiller krav
om tilgængeliggørelse ved videreanvendelse af
dokumenter og datasamlinger.
Det foreslås, at § 7, stk. 1, også omfatter
offentlige virksomheder.
Den foreslåede ændring i 1. pkt. medfører, at offentlige
virksomheder, som stiller dokumenter og datasamlinger til
rådighed for videreanvendelse, skal sikre, at disse er
tilgængelige i alle allerede eksisterende sprogversioner og
formater, herunder elektroniske formater.
Til nr. 9
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor ikke omfattet af PSI-lovens § 7.
Det foreslås, at undtagelsen i § 7, stk. 2, også omfatter
offentlige virksomheder.
Den foreslåede ændring
medfører, at offentlige virksomheder heller ikke er
forpligtet til at fremstille eller tilpasse dokumenter eller til at
stille uddrag til rådighed for at efterkomme § 7, stk.
1, hvis dette ikke kan klares som en simpel ekspeditionssag.
Til nr. 10
Efter gældende ret stilles ikke
særlige krav til, hvordan offentlige myndigheder skal
gøre dynamiske data tilgængelige for
videreanvendelse.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt stk. 3 i PSI-lovens § 7, som
fastsætter, at offentlige myndigheder gør dynamiske
data tilgængelige for videreanvendelse umiddelbart efter
indsamlingen via egnede API-grænseflader og, hvis det er
relevant, i form af massedownloads.
Forslaget medfører, at offentlige
myndigheder skal gøre dynamisk data tilgængelig for
videreanvendelse umiddelbart efter indsamlingen. Dette skal
gøres via egnede API-grænseflader, eller hvor det er
relevant i form af massedownloads.
Det bemærkes, at definitionen af
dynamiske data efter direktivet også indføjes i
lovforslaget. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 7.
Det foreslås endvidere, at der
indsættes et nyt stk. 4, som
medfører, at hvis tilgængeliggørelsen af
dynamiske data for videreanvendelse, jf. stk. 3, umiddelbart efter
indsamlingen ville overstige den finansielle og tekniske kapacitet
hos den offentlige myndighed og derved pålægge et
uforholdsmæssigt stort arbejde, gøres disse dynamiske
data tilgængelige for videreanvendelse inden for en tidsfrist
eller med midlertidige tekniske begrænsninger, som ikke
hæmmer udnyttelsen af deres økonomiske og sociale
potentiale uforholdsmæssigt.
Forslaget begrænser kravet om
tilgængeliggørelse af dynamisk data ud fra
myndighedernes eventuelle finansielle og tekniske
begrænsninger, hvis tilgængeliggørelsen af
dynamisk data pålægger myndigheden et
uforholdsmæssigt stort arbejde. Myndigheden skal dog
gøre dynamiske data tilgængelig efter en tidsfrist
eller med midlertidige tekniske begrænsninger, som ikke
hæmmer udnyttelsen af deres økonomiske og sociale
potentiale uforholdsmæssigt. Myndigheden definerer selv en
passende tidsfrist til at gøre de dynamiske data
tilgængelige.
Til nr. 11
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor ikke omfattet af gebyrprincipperne i PSI-lovens §
8.
Det foreslås, at § 8, stk. 2, nyaffattes således,
at der ud over gebyret som nævnt i stk. 1 kan
fastsættes en betaling, som helt eller delvist dækker
omkostningerne ved selve dokument- eller dataproduktionen,
når dokumenter og datasamlinger er produceret som led i en
indtægtsfinansieret offentlig produktionsvirksomhed, dvs.
hvor den offentlige myndigheds hovedopgave er helt eller delvist
indtægtsfinansieret, eller af offentlige virksomheder.
Med forslaget ændres affattelsen af
§ 8, stk. 2, således at det
fremgår, at offentlige virksomheder også er omfattet af
bestemmelsen. Ændringen indbefatter, at offentlige
virksomheder ud over gebyret som nævnt i stk. 1 kan
fastsætte en betaling, som helt eller delvist dækker
omkostningerne ved selve dokument- eller dataproduktionen,
når dokumenter og datasamlinger er produceret af offentlige
virksomheder, jf. dog § 8, stk. 3 og 4. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 12 og 13, samt bemærkninger
hertil.
Med lovforslaget foretages der ikke
indholdsmæssige ændringer for så vidt angår
offentlige myndigheders muligheder for at opkræve gebyrer for
at stille dokumenter og datasamlinger til rådighed for
videreanvendelse. For offentlige myndigheder gælder det
fortsat, at i de få tilfælde hvor data produceres som
led i en indtægtsfinansieret offentlig produktionsvirksomhed,
dvs. hvor den offentlige myndigheds hovedopgave er helt eller
delvist indtægtsfinansieret, og datasamlingen følgelig
ikke allerede er finansieret over en bevilling, gives der mulighed
for at fastsætte en betaling, der også bidrager til at
dække omkostningerne ved selve dokument- eller
dataproduktionen.
Til nr. 12
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor ikke omfattet af PSI-lovens § 8, stk. 3, om at
offentlige myndigheder fastsætter standardgebyrer for
videreanvendelse af deres dokumenter og datasamlinger på
forhånd.
Det foreslås, at § 8, stk. 3, også gælder for
offentlige virksomheder.
Ændringen medfører, at offentlige
virksomheder på samme vis som offentlige myndigheder på
forhånd skal fastsætte standardgebyrer for
videreanvendelse af deres dokumenter og datasamlinger, som er
omfattet af lovens anvendelsesområde. Betingelser og
standardgebyrer offentliggøres, såfremt det er muligt,
i elektronisk form, jf. PSI-lovens § 9, stk. 1.
Til nr. 13
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor ikke omfattet af PSI-lovens § 8, stk. 4, som
indebærer, at den offentlige myndighed efter anmodning skal
angive beregningsgrundlaget for det fastsatte gebyr. Den
pågældende myndighed skal også angive, hvilke
faktorer der vil blive lagt til grund for beregningen af gebyrer i
atypiske tilfælde.
Det foreslås, at PSI-lovens § 8, stk. 4, 1. pkt., nyaffattes således, at offentlige
myndigheder og offentlige virksomheder efter anmodning skal angive
beregningsgrundlaget for fastsatte gebyrer.
Ændringen medfører, at offentlige
virksomheder på samme vis som offentlige myndigheder skal
angive beregningsgrundlaget for fastsatte gebyrer, hvis de modtager
anmodninger herom.
Til nr. 14
Det fremgår af § 8, stk. 2, i
PSI-loven, at myndigheder, som producerer dokumenter og
datasamlinger som led i en indtægtsfinansieret offentlig
produktionsvirksomhed, kan fastsætte en betaling, som
går ud over gebyret nævnt i § 8, stk. 1.
Betalingen skal fastsættes efter de eksisterende
retningslinjer for opkrævning af gebyrer for videreanvendelse
af data, hvilket følger af Finansministeriets vejledning om
prisfastsættelse.
Det foreslås, at der indføjes et
nyt stk. 5, hvorefter finansministeren
bemyndiges til at sikre, at der føres en offentlig liste
over de danske myndigheder, der kan fastsætte en betaling
efter stk. 2, der overstiger de meromkostninger, der er forbundet
med at stille dokumenter og datasamlinger til rådighed for
videreanvendelse.
Den foreslåede ændring er
begrundet i, at det sikres, at gældende ret lever op til det
netop vedtagne åbne data-direktiv. Åbne data-direktivet
har ændret reglerne for opkrævning af gebyrer for
offentlige data i forhold til det tidligere PSI-direktiv
(2013/37/EU). Ændringen af direktivets
undtagelsesbestemmelser om gebyrer har til formål at sikre,
at det fortsat er muligt at undtage de myndigheder, som skal
generere indtægter til dækning af en betydelig del af
omkostningerne til udførelse af deres offentlige opgaver.
Forslaget betyder, at finansministeren får hjemmel til at
føre en offentlig liste over de myndigheder, der anvender
undtagelsesbestemmelsen til gebyrreglerne. Det vil kun være
tilladt for myndigheder, der er angivet på listen, at
opkræve gebyrer, der overstiger de meromkostninger, der er
forbundet med at stille dokumenter og datasamlinger til
rådighed for videreanvendelse.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt stk. 6, hvorefter videreanvendelsen
af datasæt af høj værdi, jf. 11 b, og
forskningsdata, jf. § 2, stk. 3, nr. 2, og § 11 a, stk.
2, skal være gratis for brugerne. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2 og 20, samt bemærkninger
hertil.
Forslaget modificerer de i § 8, stk. 1 og
2, fastsatte regler om opkrævning af gebyrer, idet
datasæt af høj værdi, der er opført
på listen med datasæt af høj værdi, og
forskningsdata skal gøres gratis tilgængelig for
brugerne. Det vil sige, at PSI-lovens § 8, stk. 1, ikke finder
anvendelse for datasæt af høj værdi og
forskningsdata, der omfattes af lovens anvendelsesområde.
Til nr. 15
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor ikke omfattet af PSI-lovens § 9, hvorefter bl.a.
betingelser for videreanvendelse skal offentliggøres
på forhånd.
Det foreslås, at § 9, stk. 1, også gælder for
offentlige virksomheder.
Den foreslåede ændring
medfører, at offentlige virksomheder, der giver adgang til
videreanvendelse af dokumenter eller datasamlinger efter denne lov,
på forhånd skal offentliggøre fastsatte
betingelser for videreanvendelsen.
Til nr. 16
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor ikke omfattet af PSI-lovens § 9, hvorefter bl.a.
standardaftaler for videreanvendelse skal gøres
tilgængelige.
Det foreslås, at § 9, stk. 2, også gælder for
offentlige virksomheder.
Den foreslåede ændrede affattelse
af bestemmelsen medfører, at både offentlige
myndigheder og offentlige virksomheder, som anvender
standardaftaler for videreanvendelse af dokumenter eller
datasamlinger efter denne lov, skal gøre disse
tilgængelige.
Til nr. 17
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde,
hvilket bl.a. medfører, at undtagelsen til forbuddet mod
eneretsaftaler i PSI-lovens § 10 kun kan anvendes af
offentlige myndigheder.
Det foreslås, at § 10, stk. 2, 1. pkt., også
gælder for offentlige virksomheder.
Den foreslåede ændring
medfører, at offentlige virksomheder kan indgå
eneretsaftaler, hvis det er nødvendigt for leveringen af en
tjenesteydelse i offentlighedens interesse.
Til nr. 18
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde,
hvilket bl.a. medfører, at kun offentlige myndigheder er
forpligtet til at offentliggøre en oversigt over dokumenter
og datasamlinger, der stilles til rådighed for
videreanvendelse efter PSI-loven.
Det foreslås, at § 11, stk. 1, også gælder
for offentlige virksomheder.
Den foreslåede ændring
medfører, at offentlige virksomheder er forpligtet til at
offentliggøre en oversigt over dokumenter og datasamlinger,
der stilles til rådighed for videreanvendelse efter
PSI-loven.
Til nr. 19
Efter gældende ret er offentlige
virksomheder ikke omfattet af PSI-lovens anvendelsesområde og
derfor gælder kravet om, at beslutninger om ikke
længere at stille bestemte dokumenter og datasamlinger til
rådighed for videreanvendelse eller ikke længere at
opdatere dem, skal offentliggøres, kun for offentlige
myndigheder.
Det foreslås, at § 11, stk. 2, også gælder
for offentlige virksomheder.
Den foreslåede ændrede affattelse
af bestemmelsen medfører, at offentlige virksomheder
også forpligtes til snarest muligt at offentliggøre
beslutninger om ikke længere at stille bestemte dokumenter og
datasamlinger til rådighed for videreanvendelse eller ikke
længere at opdatere dem.
Til nr. 20
Efter gældende ret findes der ikke
regler om videreanvendelse af forskningsdata, da disse er helt
undtaget fra reglerne om åbne data. Der findes desuden ingen
bestemmelser i den gældende PSI-lov om datasæt af
høj værdi.
Det foreslås, at der indsættes en
ny § 11 a omhandlende
videreanvendelse af forskningsdata.
Det foreslås, at det fastsættes i
stk. 1, at forskningsdata, som er helt
eller delvist offentligt finansieret, og som er gjort
tilgængelige gennem en institutionel eller emnebaseret
datasamling, skal kunne videreanvendes til kommercielle eller
ikke-kommercielle formål.
Forslaget medfører, at PSI-lovens
anvendelsesområde udvides til at omfatte forskningsdata, der
er helt eller delvist finansieret af det offentlige. Dette
gælder både forskning finansieret af det offentlige og
forskning udført af offentlige institutioner, hvor der kan
være privat finansiering, fx fra private fonde. Dette
gælder dog kun for forskningsdata, der er gjort
tilgængelige gennem en institutionel eller emnebaseret
datasamling. I denne forbindelse skal der tages hensyn til legitime
kommercielle interesser, videndelingsaktiviteter og allerede
eksisterende intellektuelle ejendomsrettigheder.
Forskningsdata, som med forslaget vil blive
omfattet af PSI-loven, skal stilles gratis til rådighed for
brugerne, jf. § 8, stk. 6. Der henvises til § 1, nr. 14,
og bemærkningerne hertil.
Det foreslås, at det fastsættes i
stk. 2, at uddannelses- og
forskningsministeren efter aftale med finansministeren kan
fastsætte regler om, i hvilket format og efter hvilke
standarder forskningsdata skal gøres offentligt
tilgængelige.
Bemyndigelsesbestemmelsen kan anvendes til at
fastsætte regler om, at forskningsdata skal gøres
offentlig tilgængelige i overensstemmelse med
FAIR-principperne (Findable, Accessible, Interoperable og
Reusable).
Det foreslås, at der indsættes en
ny § 11 b, som bemyndiger
finansministeren til at fastsætte nærmere regler om
datasæt af høj værdi, der skal være
gratis, maskinlæsbare, tilgængelige via
API-grænseflader og i form af massedownloads, hvis det er
relevant.
Forslaget har til formål at implementere
åbne data-direktivets artikel 14, hvorefter der er
indført en liste over særlige typer af datasæt
af høj værdi, som offentlige myndigheder og offentlige
virksomheder er i besiddelse af. Det drejer sig om geospatiale
data, jordobservation og miljø, meteorologiske data,
statistik, virksomheder og virksomhedsejerskab, samt mobilitet.
Ændringen betyder, at finansministeren
kan fastsætte nærmere regler om datasæt af
høj værdi, således at den stemmer overens med
EU's liste over datasæt af høj værdi, som kan
bestemmes ved gennemførelsesretsakter.
Til §
2
I stk. 1
foreslås det, at loven træder i kraft den 1. juli
2021.
Til §
3
I lighed med den nuværende PSI-lov
gælder lovændringerne ikke for Færøerne og
Grønland. Lovændringerne kan dog ved kongelig
anordning sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | § 1. I
lov nr. 596 af 24. juni 2005 om videreanvendelse af den offentlige
sektors informationer, som ændret ved lov nr. 551 af 17. juni
2008 og lov nr. 553 af 2. juni 2014, foretages følgende
ændringer: | | | | »1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 98/2003/EF af 17. november 2003 om videreanvendelse af den
offentlige sektors informationer, EU-Tidende 2003, nr. L 345, side
90, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 37/2013/EU af
26. juni 2013 om ændring af direktiv 2003/98/EF om
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer,
EU-tidende 2013, nr. L 175, side 1.« | | 1. Fodnoten til lovens titel affattes
således: »1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/1024 af 20. juni 2019 om åbne data og
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer,
EU-tidende 2019, nr. L 172, side 56.« | | | | § 2.
--- | | | | | | Stk.
2. --- | | | | | | Stk. 3. Loven
finder ikke anvendelse på | | | | | | 1) --- | | | | | | 2) uddannelses- og forskningsinstitutioner
og | | 2. I § 2,
stk. 3, nr. 2, indsættes efter »uddannelses- og
forskningsinstitutioner, «: », jf. dog § 11
a,«. | | | | 3) --- | | | | | | | | 3. Efter
§ 2 indsættes i kapitel
2: | | | Ȥ 2 a.
Loven omfatter endvidere videreanvendelse af eksisterende
dokumenter og datasamlinger, som offentlige virksomheder er i
besiddelse af, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Loven
omfatter ikke dokumenter og datasamlinger, som er tilvejebragt uden
for anvendelsesområdet for leveringen af tjenesteydelser af
almen interesse som fastsat ved lov eller andre retsforskrifter,
eller vedrører aktiviteter, der er direkte udsat for
konkurrence, og derfor undtaget fra reglerne for offentlige
udbud. Stk. 3. Loven
omfatter kun offentlige virksomheders aktiviteter, der ligger inden
for områder, som er underlagt reglerne for offentlige udbud,
og hvor offentlige virksomheder 1) handler som operatører af
offentlige tjenester, 2) fungerer som luftfartsselskaber,
eller 3) handler som EU-redere.« | | | | § 3.
--- | | | | | | Stk.
2. --- | | | | | | Stk. 3. Ved
»dokument« forstås alle informationer uanset
medium og enhver del af disse informationer. | | 4. I § 3 indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke: | | | | Stk. 4. Ved
»datasamling« forstås registre eller andre
systematiske fortegnelser, hvor der gøres brug af
elektronisk databehandling. | | »Stk.
3. Ved »offentlige virksomhed« forstås
virksomheder, som offentlige myndigheder har en bestemmende
indflydelse på ved at myndigheden enten 1) besidder majoriteten af virksomhedens
tegnede kapital, 2) råder over flertallet af de
stemmer, som er knyttet til de kapitalandele, som virksomheden har
udstedt, eller 3) kan udpege mere end halvdelen af
medlemmerne i virksomhedens administrationsledelse eller
tilsynsorgan.« Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6. | | | | Stk. 5. Ved
»videreanvendelse« forstås brug af offentlige
myndigheders dokumenter eller datasamlinger til andre kommercielle
eller ikke-kommercielle formål end det oprindelige
formål, som dokumenterne eller datasamlingerne blev
udarbejdet til. Udveksling af dokumenter eller datasamlinger mellem
offentlige myndigheder betragtes alene som videreanvendelse,
når offentlige myndigheder stiller dokumenter eller
datasamlinger, der er omfattet af denne lov, til rådighed for
kommercielle aktiviteter. | | 5. I § 3, stk. 5, 1. pkt., indsættes
efter »offentlige myndigheders«: »og offentlige
virksomheders«. | | | | | | 6. I § 3, stk. 5, 2. pkt., affattes
således: »Udveksling af dokumenter eller
datasamlinger mellem offentlige myndigheder og offentlige
virksomheder eller mellem offentlige myndigheder, der kun sker som
led i offentlige myndigheders varetagelse af deres offentlige
opgaver, betragtes ikke som videreanvendelse.« | | | | | | 7. I § 3 indsættes som stk. 7: »Stk. 7.
Ved »dynamiske data« dokumenter og datasamlinger i
digital form, som er genstand for hyppige eller
realtidsopdateringer.« | | | | § 7.
Når dokumenter og datasamlinger stilles til rådighed
for videreanvendelse, skal offentlige myndigheder sikre, at disse
er tilgængelige i alle allerede eksisterende sprogversioner
og formater, herunder i elektroniske formater. Er det muligt og
hensigtsmæssigt, skal dokumenter og datasamlinger endvidere
stilles til rådighed i formelle, åbne og
maskinlæsbare formater sammen med dokumenters og
datasamlingers metadata, medmindre det ikke kan klares ved en
simpel ekspeditionssag. | | 8. I § 7, stk. 1, 1. pkt., indsættes
efter »offentlige myndigheder«: »og offentlige
virksomheder«. | | | | Stk. 2.
--- | | 9. I § 7, stk. 2, ændres », at
offentlige myndigheder er forpligtet« til: »en
forpligtelse«. | | | | | | 10. I § 7 indsættes som stk. 3-4: »Stk. 3.
Offentlige myndigheder gør dynamiske data tilgængelige
for videreanvendelse umiddelbart efter indsamlingen via egnede
API-grænseflader og, hvis det er relevant, i form af
massedownloads. Stk. 4. Hvis
tilgængeliggørelsen af dynamiske data for
videreanvendelse, jf. stk. 3, umiddelbart efter indsamlingen ville
overstige den finansielle og tekniske kapacitet hos den offentlige
myndighed og derved pålægge et uforholdsmæssigt
stort arbejde, gøres disse dynamiske data tilgængelige
for videreanvendelse inden for en tidsfrist eller med midlertidige
tekniske begrænsninger, som ikke hæmmer udnyttelsen af
deres økonomiske og sociale potentiale
uforholdsmæssigt.« | | | | § 8.
--- | | | | | | Stk. 2.
Når dokumenter eller datasamlinger er produceret som led i en
indtægtsfinansieret offentlig produktionsvirksomhed, dvs.
hvor den offentlige myndigheds hovedopgave er helt eller delvis
indtægtsfinansieret, kan der ud over gebyret som nævnt
i stk. 1 fastsættes en betaling, som helt eller delvis
dækker omkostningerne ved selve dokument- eller
dataproduktionen. | | 11. § 8, stk. 2, affattes
således: »Stk. 2.
Der kan ud over gebyret som nævnt i stk. 1 fastsættes
en betaling, som helt eller delvis dækker omkostningerne ved
selve dokument- eller dataproduktionen, når dokumenter og
datasamlinger er produceret 1) som led i en indtægtsfinansieret
offentlig produktionsvirksomhed, dvs. hvor den offentlige
myndigheds hovedopgave er helt eller delvis
indtægtsfinansieret, eller 2) af offentlige virksomheder.« | | | | Stk. 3.
Offentlige myndigheder fastsætter standardgebyrer for
videreanvendelse af deres dokumenter og datasamlinger på
forhånd. | | 12. I §
8, stk. 3, indsættes efter
»Offentlige myndigheder«: »og offentlige
virksomheder«. | | | | Stk. 4. Den
offentlige myndighed skal efter anmodning angive
beregningsgrundlaget for det fastsatte gebyr. Den
pågældende myndighed skal også angive, hvilke
faktorer der vil blive lagt til grund for beregningen af gebyrer i
atypiske tilfælde. | | 13. I § 8, stk. 4, 1. pkt., affattes
således: »Offentlige myndigheder og offentlige
virksomheder skal efter anmodning angive beregningsgrundlaget for
fastsatte gebyrer.« | | | | | | 14. I § 8 indsættes som stk. 5 og 6: »Stk. 5.
Finansministeren sikrer, at der føres en offentlig liste
over de danske myndigheder, der kan fastsætte en betaling
efter stk. 2, der overstiger de meromkostninger, der er forbundet
med at stille dokumenter og datasamlinger til rådighed for
videreanvendelse. Stk. 6.
Videreanvendelsen af følgende dokumenter og datasamlinger
skal være gratis for brugerne: 1) Datasæt af høj værdi,
der er opført på listen med datasæt af
høj værdi, jf. § 11 b. 2) Forskningsdata, jf. § 2, stk. 3, nr.
2, og § 11 a, stk. 2.« | | | | § 9.
Når offentlige myndigheder fastsætterbetingelser for
videreanvendelse efter denne lov, skal dette ske på
forhånd. Betingelser og standardgebyrer
offentliggøres, såfremt det er muligt, i elektronisk
form. | | 15. I § 9, stk. 1, indsættes efter
»Når offentlige myndigheder«: »eller
offentlige virksomheder«. | | | | Stk. 2.
Såfremt den offentlige myndighed anvender standardaftaler for
videreanvendelse af dokumenter og datasamlinger, skal den
offentlige myndighed gøre disse tilgængelige i
elektronisk form. | | 16. § 9, stk. 2, affattes
således: »Stk. 2.
Standardaftaler for videreanvendelse af dokumenter og datasamlinger
skal gøres tilgængelige i elektronisk
form.« | | | | § 10.
--- | | | | | | Stk. 2.
Såfremt eneret er nødvendig for leveringen af en
tjenesteydelse i offentlighedens interesse, kan den offentlige
myndighed indgå en eneretsaftale. Aftalen skalindeholde en
begrundelse for eneretten. Begrundelsen for enerettens tildeling
revurderes med jævne mellemrum og under alle
omstændigheder hvert tredje år. | | 17. I § 10, stk. 2, 1. pkt., indsættes
efter »offentlige myndighed«: »og offentlige
virksomhed«. | | | | Stk. 3.
--- | | | | | | § 11. Den
offentlige myndighed offentliggør en oversigt over
dokumenter og datasamlinger, der stilles til rådighed for
videreanvendelse efter denne lov. | | 18. I § 11, stk. 1, indsættes efter
»Den offentlige myndighed«: »og offentlige
virksomhed«. | | | | Stk. 2.
Beslutter den offentlige myndighed ikke længere at stille
bestemte dokumenter og datasamling er til rådighed for
videreanvendelse eller ikke længere at opdatere dem,
skalmyndigheden offentliggøre beslutningen herom, så
snart det kan lade sig gøre, og, såfremt det er
muligt, i elektronisk form. | | 19. § 11, stk. 2, affattes
således: »Stk. 2.
Beslutning om ikke længere at stille bestemte dokumenter og
datasamlinger til rådighed for videreanvendelse eller ikke
længere at opdatere dem skal offentliggøres snarest
muligt i elektronisk form.« | | | | | | 20. Efter
§ 11 indsættes i kapitel
4: | | | | | | »Videreanvendelse
af forskningsdata § 11 a.
Forskningsdata, som er helt eller delvist offentligt finansieret,
og som er gjort tilgængelige gennem en institutionel eller
emnebaseret datasamling, skal kunne videreanvendes til kommercielle
eller ikkekommercielle formål. Stk. 2.
Uddannelses- og forskningsministeren kan efter aftale med
finansministeren fastsætte regler om, i hvilket format og
efter hvilke standarder forskningsdata skal gøres offentligt
tilgængelige. Datasæt af
høj værdi § 11 b.
Finansministeren fastsætter nærmere regler om
datasæt af høj værdi, der skal være
gratis, maskinlæsbare, tilgængelige via
API-grænseflader og i form af massedownloads, hvis det er
relevant.« |
|
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1024 af 20.
juni 2019 om åbne data og videreanvendelse af den offentlige
sektors informationer, EU-tidende 2019, nr. L 172, side 56.
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1024 af 20.
juni 2019 om åbne data og videreanvendelse af den offentlige
sektors informationer, EU-tidende 2019, nr. L 172, side 56.