L 171 Forslag til lov om ændring af lov om naturgasforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og forskellige andre love.

(Indpasning af gas fra vedvarende energikilder, udbud af pristillæg for opgraderet biogas og andre gasser fra vedvarende energikilder, udbud af støtte til produktion af brændstoffer eller andre produkter fra elektricitet (power-to-x), justering af den økonomiske regulering af gasdistributionsselskaber og reglerne for gasdetailmarkedet og sidestillelse af regioner med kommuner i forhold til egenproduktion af elektricitet ved selskabsudskillelse m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2021

Fremsættelse: 24-02-2021

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2021)

20201_l171_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2021)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om naturgasforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og forskellige andre love (Indpasning af gas fra vedvarende energikilder, udbud af pristillæg for opgraderet biogas og andre gasser fra vedvarende energikilder, udbud af støtte til produktion af brændstoffer eller andre produkter fra elektricitet (Power-to-X), justering af den økonomiske regulering af gasdistributionsselskaber og reglerne for gasdetailmarkedet samt sidestillelse af regioner med kommuner i forhold til egenproduktion af elektricitet ved selskabsudskillelse m.v.)

(Lovforslag nr. L 171)

Med lovforslaget om ændring af lov om naturgasforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og forskellige andre love, følges der op på Klimaaftale for energi og industri mv. af 22. juni 2020 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Med lovforslaget implementeres samtidig tekniske elementer som opfølgning på aftalen om "Fremtidig organisering af gasdistribution" fra 2017 mellem den tidligere regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Lovforslaget er et samlelovforslag og har til formål at sikre, (1) at lov om naturgasforsyning understøtter indpasningen af gas fra vedvarende energi, samt (2) at der følges op på Klimaaftalen for energi m.v. af juni 2020 ved at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at afholde udbud af opgraderet biogas og Power-to-X. Derudover (3) justeres den økonomiske regulering af gasdistribution, så reguleringen i højere grad understøtter den grønne omstilling og sikrer lavest mulige omkostninger. (4) Reglerne for detailmarkedet for gas justeres til gavn for forbrugerne og konkurrencen. (5) Endeligt sidestilles regioner med kommuner i forhold til egenproduktion af elektricitet ved selskabsudskillelse.

Med lovforslagets del om indpasning af gas fra vedvarende energikilder foreslås en række tekniske justeringer, der skal sikre samspillet mellem de lokale distributionssystemer og transmissionssystemet i forhold til at få en optimal transport af grønne gasser, bl.a. ved at formalisere et samlet systemansvar for sektoren. Derudover foreslås det, at naturgasforsyningsloven fremover vil hedde gasforsyningsloven, da gassystemet allerede i dag transporterer stadigt stigende mængder vedvarende energi.

Med lovforslaget bliver det samtidigt muligt at anlægge gasinfrastruktur til industri, som ikke omfattes af reglerne i varmeforsyningsloven.

Med lovforslagets del om at afholde udbud af opgraderet biogas og grønne gasser fra vedvarende energikilder gives den fornødne hjemmel til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan afholde udbud af pristillæg for opgraderet biogas og andre gasser fra vedvarende energikilder i perioden 2022-2030. Det giver således mulighed for, at der kan afholdes udbud af støtte til produktion af brændstoffer eller andre produkter fra elektricitet (Power-to-X) i perioden 2022-2030. Udbuddene forventes at bidrage til regeringens målsætning om at reducere drivhusgasudledningerne med 70 pct. i 2030 og klimaneutralitet senest i 2050.

Med lovforslagets del om justeret økonomisk regulering af gasdistribution tilpasses reguleringen, så der i højere grad kan tages højde for de fremadrettede omkostninger, således at den grønne omstilling kan understøttes, og der tages højde for en gasdistributionssektor, der fremover vil være konsolideret i ét statsligt selskab, Evida. Tidligere var der tre distributionsselskaber, som siden 2005 har været indtægtsrammereguleret. Med lovforslaget foreslås det, at effektiviseringskravene justeres, sådan at der tages udgangspunkt i konsolideringen af gasdistributionssektoren. Derudover foreslås en justering af en række konkrete forhold i den økonomiske regulering, herunder bl.a. en justering af metoden, som skal anvendes ved beregning af effektiviseringspotentialer.

Med lovforslaget foreslås det endvidere, at den nærmere regulering fastsættes af Forsyningstilsynet, og at indtægtsrammen fastsættes på baggrund af både de faktiske og de forventede fremtidige omkostninger. Med lovforslaget forudsættes det endvidere, at reguleringen også tager højde for den forventede udvikling i gassektoren, herunder en stigende andel vedvarende energi i gassystemet og forventet faldende gasforbrug til særligt husholdninger.

Med lovforslagets del om en justeret regulering af detailmarkedet for gas foreslås det at indføre en leveringspligt til erstatning for den nuværende forsyningspligtregulering, således at alle husholdningsforbrugere fremover får mulighed for at aftage alle markedsførte produkter. En leveringspligt er allerede gennemført på elområdet. Med lovforslaget foreslås det desuden at give Forsyningstilsynet ansvaret for at eje og drive prisportalen for det danske gasmarked. Forsyningstilsynet har allerede ansvaret for at eje og drive prisportalen for elmarkedet, Elpris.dk. Med lovforslaget lægges der dermed op til justeringer, der er til gavn for forbrugerne og konkurrencen, og med henblik på samtidig at harmonisere gasmarkedet med elmarkedet på de områder, hvor det er hensigtsmæssigt.

Lovforslaget sikrer desuden, at regioner sidestilles med kommuner i forhold til, at egenproduktion af elektricitet skal udøves i selskaber med begrænset ansvar, som følge af den politiske aftale herom indgået i december 2020. Lovforslaget indeholder på den baggrund forslag til ændringer af lov om elforsyning og regionsloven. VE II-direktivet stiller krav om, at medlemsstaterne skal sikre alle forbrugeres ret til at forbruge egenproduceret strøm. Det er vurderet, at det ikke er nødvendigt at foretage ændringer af de gældende regler om kommunernes ret til at producere elektricitet til eget forbrug. For at sikre overholdelse af EU-rettens princip om proportionalitet er det dog vurderet, at regioner skal sidestilles med kommuner i forhold til, at egenproduktion af elektricitet skal udøves i selskaber med begrænset ansvar. EU-rettens princip om proportionalitet medfører også, at regioner skal sikres samme adgang til dispensation fra kravet om selskabsudskillelse med henblik på egetforbrug.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 30. juni 2021, mens flere dele af lovforslaget dog træder i kraft d. 1. juli 2021 eller senere.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.