L 185 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen.

(Gennemførelse af forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem (EES) og forordninger om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol og politisamarbejde og strafferetligt samarbejde og om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold m.v.).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-03-2021

Skriftlig fremsættelse (4. marts 2021)

20201_l185_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. marts 2021)

Udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen (Gennemførelse af forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), forordninger om oprettelse af et ind- og udrejsesystem (EES), samt forordninger om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og strafferetligt samarbejde og om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstats-borgere med ulovligt ophold m.v.)

(Lovforslag nr. L 185)

Rådet og Europa-Parlamentet har de seneste år vedtaget en række forordninger til bl.a. styrkelse af den ydre grænsekontrol. Forordningerne er under implementering i Danmark og de øvrige medlemslande. De lovgivningsmæssige konsekvenser af forordninger udgør en del af den samlede implementering af forordningerne i Danmark.

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række ændringer i udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen som følge af de af Europa-Parlamentet og Rådet vedtagne forordninger om ETIAS (rejsetilladelse), EES (ind- og udrejsesystemet) og SIS (Schengeninformationssystemet), som Danmark har tilsluttet sig efter Folketingets beslutning herom.

Der foreslås en række ændringer, der bl.a. omfatter:

- ETIAS-forordningen og EES-forordningen gennemføres i dansk ret ved en henvisning i udlændingeloven til, at forordningerne gælder her i landet.

- Der indføres en pligt for visse visumfrie udlændinge til at have opnået rejsetilladelse, jf. ETIAS-forordningen, inden indrejse i Schengenområdet.

- Der udstedes rejsetilladelse til visumfri tredjelandsstatsborgere i medfør af ETIAS-forordningens bestemmelser herom.

- Afgørelser om rejsetilladelse, der skal behandles manuelt af en dansk myndighed, træffes af den nationale ETIAS-enhed, som etableres i Udlændingestyrelsen.

- Afslag på, annullering af og inddragelse af en rejsetilladelse meddeles til ansøgeren ved anvendelse af en af EU-Kommissionen vedtaget standardformular.

- Forvaltningslovens kapitel 6, 7 og 8 b kan ved udlændinge- og integrationsministerens bestemmelse herom fraviges, for at den ovenfor omtalte standardformular kan anvendes.

- Det er en indrejsebetingelse for tredjelandsstatsborgere at være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse og at lade sig registrere i ind- og udrejsesystemet.

- Det er strafpålagt at skaffe sig rejsetilladelse ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser.

- Det er strafpålagt som transportør at bringe en udlænding til landet, som ikke ved indrejsen eller i transit i en dansk lufthavn har opnået en rejsetilladelse.

- Udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengen- eller EU-land, til SIS, hvis udlændingen er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse.

- De nye SIS-forordninger gælder her i landet, og der foretages en række lovtekniske ændringer som konsekvens heraf.

Det foreslås, at dele af lovforslaget træder i kraft den 1. maj 2021. De øvrige foreslås ikrafttrådt efter udlændinge- og integrationsministerens bekendtgørelser.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.