Fremsat den 4. marts 2021 af udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfay)
Forslag
til
Lov om ændring af udlændingeloven og
lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen
(Gennemførelse af forordning om
oprettelse af et europæisk system vedrørende
rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), forordninger om
oprettelse af et ind- og udrejsesystem (EES) samt forordninger om
oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS)
på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol
samt politisamarbejde og strafferetligt samarbejde og om brug af
SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere
med ulovligt ophold m.v.)
§ 1
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som
ændret senest ved lov nr. 131 af 30. januar 2021, foretages
følgende ændringer:
1.
Overalt i loven ændres »SIS II« til:
»SIS«, og »SIS II-forordningen«
ændres til: »SIS-forordningen«.
2. I
§ 2, stk. 2, 2. pkt., ændres
»før indrejsen, medmindre de pågældende er
fritaget for visum, jf. § 39, stk. 2« til: »eller
have opnået rejsetilladelse før indrejsen, medmindre
de pågældende er fritaget for visum eller
rejsetilladelse, jf. § 39, stk. 2, og
ETIAS-forordningen«.
3. I
§ 2 a, stk. 2, 2. pkt.,
udgår: »§ 10, stk. 2, nr. 4,«, og
»§ 19, stk. 4 og 5« ændres til:
»§ 19, stk. 5«, og »§§ 58 f-58
h« ændres til: »§ 58 f«.
4. I
§ 2 a, stk. 2, indsættes som
3. pkt.: »Cypern og Kroatien anses endvidere ikke for
Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19,
stk. 4, § 58 g og § 58 h.«
5. § 2 a,
stk. 8, affattes således:
»Stk. 8.
Ved SIS-forordningen forstås i denne lov forordningen om
oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS)
på området ind- og udrejsekontrol med senere
ændringer.«
6. I
§ 2 a indsættes efter stk. 8
som nyt stykke:
»Stk. 9.
Ved SIS-tilbagesendelsesforordningen forstås i denne lov
forordningen om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse
med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
med senere ændringer.«
Stk. 9 bliver herefter stk. 10.
7. § 2 a,
stk. 9, der bliver stk. 10, affattes således:
»Stk. 10.
Ved SIS forstås i denne lov
Schengeninformationssystemet.«
8. I
§ 2 a indsættes som stk. 11:
»Stk. 11.
Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og
udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse
vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den
Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser og om
fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og
udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål
(EES-forordningen) med senere ændringer gælder her i
landet«.«
9. I
§ 2 a indsættes som stk. 12:
»Stk. 12.
Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
oprettelse af et europæisk system vedrørende
rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS-forordningen) med senere
ændringer gælder her i landet.«
10. I
§ 3, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »fritaget for visum«: », og
som har opnået rejsetilladelse eller er fritaget herfor i
medfør af ETIAS-forordningen«.
11. I
§ 3, stk. 2, indsættes som
2. og 3.
pkt.:
»Uanset 1.
pkt. må en udlænding, som har ret til ophold her i
landet som følge af en bilateral visumfritagelsesaftale, og
som forud for indrejsen i Danmark allerede har opholdt sig i op til
90 dage inden for en periode på 180 dage i et andet
Schengenland, alene opholde sig her i landet og skal udrejse til et
land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen. 1. pkt. finder
ikke anvendelse for udlændinge, der forud for indrejsen i
Danmark allerede har opholdt sig i et andet Schengenland ud over 90
dage inden for en periode på 180 dage i medfør af en
bilateral visumfritagelsesaftale.«
12.
Efter § 3 a indsættes:
Ȥ 3 b. Rejsetilladelse
udstedes i medfør af ETIAS-forordningens bestemmelser
herom.«
13.
Efter § 4 e indsættes:
Ȥ 4 f. Der oprettes en
national ETIAS-enhed i Udlændingestyrelsen.
Stk. 2. Den
nationale ETIAS-enhed træffer afgørelser om udstedelse
af, afslag på, annullering af eller inddragelse af
rejsetilladelse efter ETIAS-forordningens bestemmelser herom.
Stk. 3. En
afgørelse om afslag på, annullering af eller
inddragelse af en rejsetilladelse meddeles ansøgeren ved
anvendelse af en af Europa-Kommissionen vedtaget
standardformular.
Stk. 4.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte
regler om, at forvaltningslovens kapitel 6, 7 og 8 b ikke skal
finde anvendelse for afgørelser truffet i medfør af
stk. 3.«
14. I
§ 19, stk. 4, ændres
»Schengenkonventionens artikel 25« til: »
SIS-forordningens regler herom«.
15. I
§ 27 b, stk. 3, ændres
»Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2,« til:
»SIS-forordningens artikel 30 eller
SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12«.
16. I
§ 28, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »visum«: », registrering i
ind- og udrejsesystemet«.
17. I
§ 28, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »visum«: »,
rejsetilladelse«.
18. I
§ 39, stk. 2, indsættes
før 1. pkt. som nyt punktum:
»En
udlænding, der er fritaget for visum, skal ved indrejse og
ophold her i landet være i besiddelse af en gyldig
rejsetilladelse, medmindre den pågældende er fritaget
herfor i medfør af ETIAS-forordningen.«
19. I
overskriften til kapitel 8 a
indsættes efter »VIS-forordningen«: »,
EES-forordningen«.
20. I
overskriften til kapitel 8 a
indsættes efter »VIS-forordningen«: »,
ETIAS-forordningen«.
21. I
§ 58 d, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »visumkodeksen,«:
»EES-forordningen,«.
22. I
§ 58 d, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »visumkodeksen,«:
»ETIAS-forordningen,«.
23. I
§ 58 g indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Udlændingemyndighederne indberetter i henhold til
SIS-tilbagesendelsesforordningen en udlænding, der ikke er
statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den
Europæiske Union, til SIS, hvis udlændingen er genstand
for en afgørelse om tilbagesendelse.«
24. I
§ 58 h, stk. 1, ændres
»Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
rekruttering og Integration« til:
»Udlændingemyndighederne«, og
»Schengenkonventionens artikel 25« ændres til:
»SIS-forordningens og SIS-tilbagesendelsesforordningens
bestemmelser herom«.
25. I
§ 58 h, stk. 2, ændres
»Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International
rekruttering og Integration« til:
»udlændingemyndighederne«, og »som
uønsket i SIS II, sletter Rigspolitichefen den
pågældende i SIS II« ændres til: »i
SIS, slettes den pågældende i SIS«.
26. I
§ 59, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »skaffer sig visum,«:
»rejsetilladelse,«.
27. I
§ 59 a, stk. 1, indsættes
efter »rejselegitimation og«: »rejsetilladelse
eller«.
§ 2
I lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks
tiltrædelse af Schengenkonventionen, som ændret ved lov
nr. 227 af 2. april 2003, lov nr. 448 af 9. juni 2004 og lov nr.
521 af 6. juni 2007, foretages følgende ændringer:
1. § 2,
stk. 1, affattes således:
»Bestemmelserne i forordningerne (EU) nr. 2018/1861 og (EU)
nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for
henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og
strafferetligt samarbejde samt forordningen (EU) nr. 2018/1860 om
brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold med
senere ændringer gælder her i landet.«
2. I
§ 2, stk. 2, ændres
»Rigspolitichefen« til: »Rigspolitiet«,
»den centrale myndighed« ændres til: »N.
SIS-kontoret«, og »rådsafgørelsens og
forordningens artikel 7, stk. 1.« ændres til:
»artikel 7, stk. 1, i forordningerne (EU) nr. 2018/1861 og
(EU) nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for
henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og
strafferetligt samarbejde mv. samt artikel 19 i forordning (EU) nr.
2018/1860 om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. artikel 7, stk. 1,
i forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS på
området ind- og udrejsekontrol mv.«
3. I
§ 2, stk. 3, ændres
»rådsafgørelsens artikel 60, stk. 1, og
forordningens artikel 44, stk. 1« til: »artikel 55 i
forordningen (EU) nr. 2018/1861 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og
udrejsekontrol, artikel 69 i forordningen (EU) nr. 2018/1862 om
oprettelse, drift og brug af SIS på området
politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, artikel 19 i
forordningen (EU) nr. 2018/1860 om brug af SIS i forbindelse med
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf.
artikel 55 i forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS
på området ind- og udrejsekontrol«.
§ 3
Stk. 1. § 1, nr. 3
og 4, træder i kraft den 1. maj 2021.
Stk. 2.
Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 1, 2 og 5-27,
og § 2. Ministeren kan herunder fastsætte, at
bestemmelserne træder i kraft på forskellige
tidspunkter.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de henholdsvis
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | 2. | Baggrund | | 2.1. | ETIAS-forordningen | | 2.2. | EES-forordningen | | 2.3. | SIS-forordningerne | | 2.4. | Danmarks stilling | | 2.5. | Gennemførelse af
forordningerne | | 2.6. | Danmarks retsstilling i forhold til
bestemmelser i ETIAS vedrørende Europol | 3. | Lovforslagets hovedpunkter | | 3.1. | ETIAS | | | 3.1.1. | Gældende ret | | | 3.1.2. | ETIAS- forordningen | | | 3.1.3. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser om ETIAS rejsetilladelse og
den foreslåede ordning | | 3.2. | Ind- og udrejsesystemet (EES) | | | 3.2.1. | Gældende ret | | | 3.2.2. | EES-forordningen | | | 3.2.3. | Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 2017/2225 af 30. november 2017 om ændring
af forordning (EU) 2016/399, for så vidt angår brugen
af ind- og udrejsesystemet | | | 3.2.4. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser om ind- og udrejsesystemet og
den foreslåede ordning | | 3.3. | Schengeninformationssystemet (SIS) | | | 3.3.1. | Gældende ret | | | 3.3.2. | SIS-forordningerne | | | 3.3.3. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets samt Justitsministeriets overvejelser om
SIS og den foreslåede ordning | 4. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Klima- og miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder og organisationer
mv.: | 10. | Sammenfattende skema | | |
|
1. Indledning
Danmark har siden den 25. marts 2001 deltaget i det praktiske
Schengensamarbejde, hvis formål er at skabe et fælles
område uden indre grænser. Udgangspunktet for
Schengensamarbejdet er en ophævelse af personkontrollen ved
de fælles indre grænser inden for Schengenområdet
suppleret med fælles regler for passage af
Schengenområdets ydre grænser og ens visumregler for
tredjelandsstatsborgere.
Europa-Parlamentet og Rådet har de seneste år
vedtaget en række forordninger af væsentlig betydning
for Schengensamarbejdet og grænsekontrollen. Forordningerne
understøtter desuden bekæmpelsen af
grænseoverskridende kriminalitet i EU.
Lovforslaget gennemfører de nødvendige
ændringer i udlændingeloven og lov om Danmarks
tiltrædelse af Schengenkonventionen som følge af
følgende forordninger vedtaget af Rådet og
Europa-Parlamentet:
- Forordning (EU)
2018/1240 om oprettelse af et europæisk system
vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse og om
ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014,
(EU) nr. 2016/399, (EU) nr. 2016/1624 og (EU) nr. 2017/2226
(ETIAS-forordningen),
- Forordning (EU)
2017/2225 af 30. november 2017 om ændring af forordning (EU)
2016/399 (Schengengrænsekodeks), for så vidt
angår brugen af ind- og udrejsesystemet,
- Forordning (EU)
2017/2226 om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til
registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om
nægtelse af indrejse vedrørende
tredjelandsstatsborgere, der passerer medlemsstaternes ydre
grænser, om fastlæggelse af betingelserne for adgang
til ind- og udrejsesystemet til
retshåndhævelsesformål og om ændring af
konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og
forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr. 1077/2011
(EES-forordningen) og
- Forordningerne
(EU) 2018/1860 om brug af Schengeninformationssystemet i
forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold, (EU) 2018/1861 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og
udrejsekontrol, om ændring af konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og
ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006, og (EU) 2018/1862
om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS)
på området politisamarbejde og strafferetligt
samarbejde, om ændring og ophævelse af Rådets
afgørelse 2007/533/RIA og om ophævelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1986/2006
og Kommissionens afgørelse 2010/261/EU
(SIS-forordningerne).
Lovforslaget indeholder endvidere en konsekvensændring som
følge af Bulgariens og Rumæniens fulde deltagelse i
SIS.
De dele af lovforslaget, der vedrører SIS,
henhører under Justitsministeriets ressortområde, men
det samlede lovforslag fremsættes af udlændinge- og
integrationsministeren.
2. Baggrund
2.1. ETIAS-forordningen
Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 12. september 2018
forordning (EU) 2018/1240 om oprettelse af et europæisk
system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse
(ETIAS) og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU)
nr. 515/2014, (EU) nr. 2016/399, (EU) nr. 2016/1624 og (EU) nr.
2017/2226 (ETIAS-forordningen). ETIAS står for European
Travel Information and Authorisation System.
Med henblik på at sikre et højt sikkerhedsniveau i
Schengenområdet, forhindre ulovlig indvandring, beskytte
folkesundheden og mindske forsinkelser ved grænserne ved at
identificere personer, som kan udgøre en risiko, inden de
rejser til Schengenområdet, opretter ETIAS-forordningen et
europæisk system vedrørende rejseinformation og
rejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for
kravet om at være i besiddelse af visum, når de
passerer de ydre grænser. ETIAS skal anvendes til at vurdere,
hvorvidt tredjelandsstatsborgere, der ikke behøver visum,
opfylder betingelserne for at indrejse i Schengenområdet,
allerede inden de ankommer til Schengenområdets ydre
grænser. En gyldig rejsetilladelse er dog ikke en garanti
for, at indehaveren kan indrejse i Schengenområdet.
Europa-Kommissionen (EU-Kommissionen) fremsatte i januar 2019 to
forslag til forordninger med ændringer af ETIAS-forordningen
og en række andre forordninger på
Schengenområdet. Forslagene har til formål at
fastlægge de tekniske ændringer, der er
nødvendige for at oprette ETIAS-systemet fuldt ud.
Forhandlingerne om de to forslag, der under forhandlingerne i
Rådet blev opdelt, således at der på
nuværende tidspunkt er tre forslag, er endnu ikke afsluttet i
EU.
2.2. EES-forordningen
Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 30. november 2017
forordning (EU) nr. 2017/2226 om oprettelse af et ind- og
udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og
oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende
tredjelandsstatsborgere, der passerer medlemsstaternes ydre
grænser, om fastlæggelse af betingelserne for adgang
til ind- og udrejsesystemet til
retshåndhævelsesformål og om ændring af
konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og
forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr.
1077/2011(EES-forordningen). EES står for Entry/Exit
System.
Med henblik på at forbedre kvaliteten og effektiviteten af
grænsekontrollen, og for at kontrollere overholdelsen af
bestemmelserne om det tilladte ophold på medlemsstaternes
område, bidrage til identifikation af
tredjelandsstatsborgere, bekæmpe identitetssvig og misbrug af
rejsedokumenter og bidrage til forebyggelse, afsløring og
efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare
handlinger, opretter EES-forordningen et ind- og udrejsesystem, som
erstatter stempling af rejsedokumenter ved ind- og udrejse for
tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til et kortvarigt
ophold med elektronisk registrering af ind- og udrejse direkte i
ind- og udrejsesystemet.
Ind- og udrejsesystemet vil sikre præcis, hurtig og
pålidelig information til grænsekontrollen om ind- og
udrejser og periode for lovligt ophold som afløsning for
oplysninger fra passtempler og levere oplysninger om
tredjelandsstatsborgeres tidligere ind- og udrejser, herunder
også for mistænkte personer under efterforskning, og
levere præcise oplysninger om personer, der har overskredet
deres lovlige opholdsperiode. Ind- og udrejsesystemet vil herudover
styrke identifikationen af ulovlige indvandrere, der
antræffes inden for Schengenområdet ved brug af
biometriske oplysninger, understøtte identificering af
terrorister, kriminelle, mistænkte og ofre og skabe mulighed
for indførelse af automatiserede grænsekontroller for
tredjelandsstatsborgere. Ind- og udrejsesystemet vil endvidere
sikre, at grænsevagterne har opdateret information om afslag
på indrejse, og at rejsende kan få opdaterede
oplysninger om længden af deres lovlige opholdsperiode.
Indførelsen af et ind- og udrejsesystem betyder, at det
er nødvendigt at tilpasse procedurerne for kontrol af
personer, der passerer de ydre grænser. Til det formål
vedtog Europa-Parlamentet og Rådet tillige forordning (EU)
nr. 2017/2225 af 30. november 2017 om ændring af forordning
(EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers
grænsepassage (Schengengrænsekodeks) for så vidt
angår brugen af ind- og udrejsesystemet.
2.3. SIS-forordningerne
Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 28. november 2018
forordningerne (EU) 2018/1860 om brug af
Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(SIS-tilbagesendelsesforordningen), (EU) 2018/1861 om oprettelse,
drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på
området ind- og udrejsekontrol, om ændring af
konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om
ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006
(SIS-grænseforvaltningsforordningen), og (EU) 2018/1862
oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS)
på området politisamarbejde og strafferetligt
samarbejde, om ændring og ophævelse af Rådets
afgørelse 2007/533/RIA og om ophævelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1986/2006
og Kommissionens afgørelse 2010/261/EU
(SIS-retshåndhævelsesforordningen).
Schengeninformationssystemet (SIS) er et fælles
informationssystem, der er oprettet som led i Schengensamarbejdet.
SIS giver immigrations-, politi-, told- og retsmyndigheder i EU og
de associerede Schengenlande adgang til elektronisk at
indlæse og søge i oplysninger om indberetninger om
personer og genstande.
SIS-forordningerne har til formål at effektivisere og
udvide brugen af SIS og dermed forbedre mulighederne for at
imødegå sikkerheds- og migrationsudfordringer i
EU.
Med forordningerne tilføjes flere nye typer af
indberetninger, der skal kunne indføres i SIS. Det drejer
sig bl.a. om indberetninger om tilbagesendelsesafgørelser,
forebyggende indberetninger om børn, der er i fare for at
blive bortført af en forælder, samt indberetninger om
ukendte gerningsmænd, hvis fuldstændige eller
ufuldstændige sæt af fingeraftryk eller
håndfladeaftryk er blevet fundet under efterforskning
på et gerningssted for en alvorlig forbrydelse. Det
gøres endvidere obligatorisk at indberette indrejseforbud i
SIS, og der åbnes for, at flere typer af data kan
indføres i SIS, herunder håndfladeaftryk,
ansigtsbilleder og, for så vidt angår
SIS-retshåndhævelsesforordningen, også
DNA-profiler. Endelig får flere myndigheder adgang til
SIS.
2.4. Danmarks
stilling
ETIAS-forordningen og EES-forordningen er vedtaget med hjemmel i
Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF), særlig artikel 77, stk. 2, litra b og d, og artikel
87, stk. 2, litra a.
SIS-grænseforvaltningsforordningen er vedtaget med hjemmel
i TEUF, særlig artikel 77, stk. 2, litra b og d, og artikel
79, stk. 2, litra c, mens SIS-tilbagesendelsesforordningen er
vedtaget med hjemmel i TEUF, særlig artikel 79, stk. 2, litra
c.
SIS-retshåndhævelsesforordningen er vedtaget med
hjemmel i TEUF, særlig artikel 82, stk. 1, andet afsnit,
litra d, artikel 85, stk. 1, artikel 87, stk. 2, litra a, og
artikel 88, stk. 2, litra a.
Forordningerne blev således vedtaget med hjemmel i tredje
del, afsnit V, i TEUF og er dermed omfattet af det danske forbehold
vedrørende retlige og indre anliggender (retsforbeholdet),
og Danmark deltog derfor ikke i Rådets vedtagelse af
forordningerne, ligesom forordningerne ikke er bindende for eller
finder anvendelse i Danmark, jf. artikel 1 og 2 i protokol nr. 22
om Danmarks stilling.
Da forordningerne imidlertid udgør en udbygning af
Schengenreglerne, kunne Danmark i henhold til artikel 4 i
protokollen om Danmarks stilling inden seks måneder efter
Rådets vedtagelse af forordningerne træffe
afgørelse om, hvorvidt Danmark ville gennemføre
forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.
Folketinget gav med vedtagelsen den 19. april 2018 af
beslutningsforslag nr. B 104 sit samtykke til, at regeringen
på Danmarks vegne i henhold til artikel 4 i protokollen om
Danmarks stilling på mellemstatsligt grundlag kunne tilslutte
sig EES-forordningen.
Folketinget gav med vedtagelsen den 1. juni 2018 af
beslutningsforslag nr. B 105 sit samtykke til, at regeringen
på Danmarks vegne i henhold til artikel 4 i protokollen om
Danmarks stilling på mellemstatsligt grundlag kunne tilslutte
sig ETIAS-forordningen.
Folketinget gav med vedtagelsen den 29. januar 2019 af
beslutningsforslag nr. B 32 sit samtykke til, at regeringen
på Danmarks vegne i henhold til artikel 4 i protokollen om
Danmarks stilling på mellemstatsligt grundlag kunne tilslutte
sig SIS-forordningerne.
Danmark gav henholdsvis den 30. maj 2018, den 21. december 2018
og den 26. april 2019 meddelelse til Rådet og EU-Kommissionen
om, at Danmark havde truffet afgørelse om at
gennemføre EES-forordningen, ETIAS-forordningen og de tre
SIS-forordninger i dansk ret. Derved blev der skabt en
mellemstatslig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige
medlemsstater og associerede Schengenlande, der er bundet af
forordningerne.
2.5. Gennemførelse af forordningerne
Da ETIAS-forordningen og EES-forordningen hver især
udgør et samlet regelsæt for betingelser og procedurer
for udstedelse af rejsetilladelse og anvendelse af EES-systemet, er
det hensigtsmæssigt, at forordningerne gennemføres i
dansk ret ved en henvisning i udlændingeloven til, at
forordningerne gælder her i landet. Det foreslås
således, at ETIAS-forordningen og EES-forordningen
gennemføres i dansk ret ved en henvisning til
forordningerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, om
indsættelse af stk. 11 og 12 i udlændingelovens §
2 a. Det foreslås, at senere ændringer af
forordningerne ligeledes gælder i Danmark. Der tages
således højde for eventuelle fremtidige
ændringer af forordningerne i det omfang, sådanne
ændringer ikke kræver ændring af andre
bestemmelser i udlændingeloven. Det foreslås desuden,
at udlændinge- og integrationsministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler for ETIAS-forordningen og
EES-forordningens gennemførelse, jf. lovforslagets § 1,
nr. 21 og 22, om henvisning til EES-forordningen og
ETIAS-forordningen i udlændingelovens § 58 d, 1.
pkt.
Da SIS-forordningerne udgør en udvidelse af brugen af
SIS, er det hensigtsmæssigt, at forordningerne
gennemføres i dansk ret ved en henvisning i lov om Danmarks
tiltrædelse af Schengenkonventionen til, at forordningerne
gælder her i landet. Det foreslås således, at
SIS-forordningerne gennemføres i dansk ret ved en henvisning
til forordningerne, jf. lovforslagets § 2, nr. 1. Det
foreslås, at senere ændringer af forordningerne
ligeledes gælder i Danmark. Der tages således
højde for eventuelle fremtidige ændringer af
forordningerne i det omfang, sådanne ændringer ikke
kræver ændring af bestemmelser i
tiltrædelsesloven.
Det foreslås desuden, at begreberne "SIS-forordningen",
"SIS-tilbagesendelsesforordningen" og "SIS" gennemføres i
udlændingeloven på den måde, at disse defineres,
jf. lovforslagets § 1, nr. 5-7. Det foreslås, at der i
definitionerne også henvises til senere ændringer af
SIS-forordningen og SIS-tilbagesendelsesforordningen. Der tages
således også i udlændingeloven højde for
eventuelle fremtidige ændringer i det omgang, sådanne
ændringer ikke kræver ændring af andre
bestemmelser i udlændingeloven.
2.6. Danmarks
retsstilling i forhold til bestemmelser i ETIAS vedrørende
Europol
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af
11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for
Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning
og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA,
2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135
af 24.5.2016) (Europol-forordningen) er omfattet af Danmarks
retsforbehold og finder således ikke anvendelse for Danmark.
Folketinget vedtog den 27. april 2017 lov nr. 411 om Den
Europæiske Unions Agentur for
Retshåndhævelsessamarbej¬de (Europol). Regeringen
indgik på den baggrund den 29. april 2017 en aftale med
Europol om operativt og strategisk samarbejde
(Europol-aftalen).
Europol-aftalen, der trådte i kraft den 30. april 2017,
har til formål at oprette samarbejdsrelationer mellem Danmark
og Europol for at støtte og styrke samarbejdet mellem de
øvrige EU-medlemslande og Danmarks kompetente nationale
myn¬digheder og deres fælles indsats for at forebygge og
bekæm¬pe alvorlig og organiseret kriminalitet, der
berører to eller fle¬re EU-medlemslande, terrorisme og
andre former for krimi¬nalitet, der berører en
fælles interesse, som er omfattet af EU-samarbejdet.
Retsforbeholdet kan i forhold til ETIAS-forordningen bl.a.
få betydning for Danmarks deltagelse i
høringsproceduren med Europol i medfør af
forordningens artikel 29, samt for den fælles procedure, der
skal udarbejdes og gennemføres mellem Europol og
medlemsstaterne i medfør af forordningens artikel 35, stk.
5. Se nærmere om høringsproceduren i medfør af
forordningens artikel 29 under pkt. 3.1.2.5.4, samt den
fælles procedure i medfør af forordningens artikel 35,
stk. 5, under pkt. 3.1.2.6.2.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. ETIAS
3.1.1. Gældende ret
3.1.1.1. Visumfri indrejse i Danmark
Udlændingelovens bestemmelser om udlændinges adgang,
indrejse og ophold i Danmark sondrer overordnet mellem
følgende persongrupper: Nordiske og EU/EØS-borgere,
udlændinge med opholdstilladelse eller langtidsvisum til
Danmark eller Schengenområdet, visumpligtige udlændinge
og visumfrie udlændinge.
3.1.1.2. Udlændinge fritaget for krav om
visum
Afgrænsningen af de udlændinge, der er fritaget for
visumkrav ved indrejse og ophold i Danmark, sker på grundlag
af udlændingelovens § 39, stk. 2, 1. pkt., hvorefter
udlændinge- og integrationsministeren fastsætter regler
om, i hvilket omfang en udlændings pas eller
rejselegitimation skal være påtegnet visum til indrejse
i eller udrejse af landet.
Bemyndigelsen er udnyttet i § 2 i bekendtgørelse nr.
98 af 28. januar 2020 om udlændinges adgang til Danmark
på grundlag af visum (visumbekendtgørelsen).
Det fremgår af visumbekendtgørelsens § 1, at
en udlænding skal have sit pas eller andet rejsedokument
viseret forud for indrejse her i landet, medmindre den
pågældende er fritaget for visum, jf. § 2.
Efter visumbekendtgørelsens § 2 er flere grupper af
udlændinge fritaget for visum. Det drejer sig om statsborgere
i Finland, Island, Norge og Sverige, jf. udlændingelovens
§ 1, udlændinge, der er statsborgere i et land, der er
tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen
om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,
jf. udlændingelovens § 2, eller Schweiz,
udlændinge, der er i besiddelse af et EU-opholdskort, der er
udstedt i et andet Schengenland, og udlændinge, der i kraft
af deres familiemæssige tilknytning til en EU-statsborger i
øvrigt er i besiddelse af et EU-opholdskort, der er udstedt
af et land uden for Schengensamarbejdet, når de ledsager
eller slutter sig til EU-statsborgeren. Herudover drejer det sig om
udlændinge med opholdstilladelse eller langtidsvisum i et
andet Schengenland, der efter Schengenkonventionens artikel 21,
stk. 1 eller 2, er fritaget for visum forinden indrejsen,
udlændinge, der efter Den Europæiske Unions regler er
fritaget for visum forinden indrejsen, udlændinge, der er
statsborgere i et land, som Danmark har indgået aftale om
visumfritagelse med, jf. udlændingelovens § 39, stk. 2,
og udlændinge, der tilhører en særlig gruppe af
udlændinge, som efter udlændinge- og
integrationsministerens bestemmelse er fritaget for visum, jf.
udlændingelovens § 39, stk. 2.
Ved et Schengenland som omtalt i visumbekendtgørelsens
§ 2, nr. 3-5, forstås, jf. udlændingelovens §
2 a, stk. 2, et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen, idet
dog Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien ikke anses for
Schengenland i forhold til en række af udlændingelovens
bestemmelser, idet disse lande ikke deltager fuldt ud i det
praktiske Schengensamarbejde.
Den i praksis største gruppe af visumfritagne
udlændinge følger af visumbekendtgørelsens
§ 2, nr. 6, om udlændinge, der efter Den
Europæiske Unions regler er fritaget for visum forinden
indrejsen.
3.1.1.3. Visumforordningen
Det er i regi af Schengensamarbejdet bestemt, hvilke
tredjelandsstatsborgere der skal være i besiddelse af et
visum ved passage af Schengensamarbejdets ydre grænser, og
hvilke der er fritaget herfor.
Disse fælles visumregler er fastsat ved Rådets
forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om
fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere
skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre
grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er
fritaget for dette krav med senere ændringer, som senest er
kodificeret ved forordning (EU) 2018/1806 af 14. november 2018
(visumforordningen), som er ændret ved forordning (EU)
2019/592 af 10. april 2019, der forventes at træde i kraft
den 1. januar 2021.
Visumområdet er som udgangspunkt omfattet af det danske
retsforbehold. Efter artikel 6 i protokol 22 til TEUF om Danmarks
stilling deltager Danmark dog fuldt ud ved foranstaltninger, der
udpeger de tredjelande, hvis statsborgere skal være i
besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre
grænser. Danmark deltog således i vedtagelsen af
ændringerne af visumforordningen, og ændringerne er
bindende for og finder anvendelse i Danmark.
Visumforordningen indeholder en positivliste (bilag II) over
tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for visumkravet i
forbindelse med ophold på højst 90 dage inden for en
periode på 180 dage, jf. forordningens artikel 4, stk. 1.
Desuden er visse persongrupper fritaget for visum i medfør
af artikel 4, stk. 2, litra a-c.
Efter visumforordningens artikel 6, stk. 1-3, kan en medlemsstat
desuden beslutte at fravige visumpligten eller visumfritagelsen for
visse særlige persongrupper.
3.1.1.4. Særlige grupper af udlændinge fritaget
for krav om visum
Danmark har fritaget bl.a. indehavere af diplomatpas og
tjenestepas og særlige pas fra en række lande fra
visumkravet.
Danmark har herudover fritaget visumpligtige
besætningsmedlemmer på skibe og fly, som i forbindelse
med af- og påmønstring alene passerer igennem dansk
område ved at indrejse via en dansk lufthavn/havn og udrejse
via en dansk havn/lufthavn, fra krav om visum (den visumfri
transferordning). Transferordningen har hjemmel i artikel 6, stk.
1, litra b, i visumforordningen.
Se nærmere herom under pkt. 3.1.3.2.
En nærmere oversigt over de udlændinge, der er
fritaget for visum ved indrejse i Danmark, herunder den visumfri
transferordning, fremgår af Udlændinge- og
Integrationsministeriets oversigt over rejsedokumenter,
visumforhold og grænseovergange. Den senest offentliggjorte
oversigt af 1. januar 2021 fremgår af
udlændingemyndighedernes hjemmeside nyidanmark.dk.
3.1.1.5. Visumfrie udlændinges indrejse og
ophold
Efter udlændingelovens § 3, stk. 1, har
udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af
§ 39, stk. 2, er fritaget for visum, ret til at indrejse og
opholde sig her i landet i højst 90 dage inden for en
periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud
for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages
ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de 180
dage har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland. Har
udlændingen opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland
med opholdstilladelse eller med visum til ophold af mere end 90
dages varighed begrænset til dette Schengenland
(langtidsvisum), fradrages denne tid dog ikke.
En visumfri udlænding er imidlertid ikke garanteret en ret
til at indrejse, idet udlændingen ved passage af de ydre
Schengengrænser skal underkastes grænsekontrol. Se
nærmere herom under pkt. 3.1.1.7.1.
3.1.1.6. Udlændingelovens kompetence- og
klageregler
I udlændingelovens kapitel 8 er der fastsat kompetence- og
klageregler vedrørende afgørelser på
udlændingeområdet.
Udlændingelovens § 46 angiver, hvilke
udlændingemyndigheder der træffer afgørelse
efter udlændingelovens regler.
Det fremgår af § 46, stk. 1, at
Udlændingestyrelsen træffer afgørelser efter
udlændingeloven, med de undtagelser, der fremgår af
stk. 2-4, og af § 4 d, stk. 3 og 4, § 9, stk. 26, 27 og
36-38, §§ 46 a-49, § 50, § 50 a, § 51,
stk. 2, 2. pkt., § 56 a, stk. 1-5, § 58 i og § 58 j,
jf. dog § 58 d, 2. pkt.
Udlændingelovens § 46 a angiver, hvilke
afgørelser der kan påklages og hvortil.
Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 1,
bl.a., at afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen og
Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter
udlændingeloven kan påklages til
Udlændingenævnet, jf. dog stk. 4 og 6 og § 53
a.
Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 3,
bl.a., at klage til Udlændingenævnet over de
afgørelser, der er nævnt i stk. 1, skal være
indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse
om afgørelsen. Udlændingenævntes formand eller
den, formanden bemyndiger dertil, kan i særlige
tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv om klagen
er indgivet efter udløb af fristen.
Udlændingelovens § 52 c indeholder regler om
Udlændingenævnets sekretariat og klagesagsbehandlingen
i Udlændingenævnet.
3.1.1.7. Kontrol med udlændinges indrejse, afvisning
på grænsen mv.
3.1.1.7.1. Indrejsekontrol
Der findes ikke i dag en rejsetilladelse, som skal været
opnået inden indrejse i Schengenområdet. Der stilles
således på nuværende tidspunkt alene krav om
gyldigt pas eller andet rejsedokument og visum, med mindre man er
fritaget herfor.
Det følger af udlændingelovens § 38, stk. 1,
at ved grænsen til et land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, skal ind- og udrejsekontrol finde sted i
medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 7 og 8.
Efter udlændingelovens § 38, stk. 2, må ind- og
udrejsekontrol ikke finde sted ved grænsen til et
Schengenland. Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved en
sådan grænse i medfør af
Schengengrænsekodeksens artikel 25.
Indrejsebetingelserne fremgår af § 11, stk. 5, i
bekendtgørelse nr. 1020 af 23. juni 2020 om
udlændinges adgang her til landet med senere ændringer
(udlændingebekendtgørelsen), og svarer til
indrejsebetingelserne i Schengengrænsekodeksens artikel 6,
stk. 1.
Det fremgår således af
udlændingebekendtgørelsens § 11, stk. 5, at en
udlænding, der ønsker at indrejse i Danmark fra et
land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, med henblik
på ophold i højst 90 dage inden for en periode
på 180 dage, skal opfylde en række betingelser,
herunder betingelsen om at være i besiddelse af gyldigt pas
eller anden rejselegitimation med ret til at rejse til Danmark.
Passet skal, medmindre der er tale om et begrundet
hastetilfælde, være gyldigt i mindst tre måneder
efter den påtænkte dato for afrejse fra
Schengenområdet. Passet skal være udstedt inden for de
seneste ti år. Pågældende skal herudover
være i besiddelse af gyldigt visum, medmindre den
pågældende er fritaget for visum, og
pågældende skal dokumentere formålet med og
vilkårene for det påtænkte ophold og have de
nødvendige midler til underhold under det
påtænkte ophold i Schengenlandene og til hjemrejsen til
hjemlandet eller bopælslandet eller til gennemrejsen til et
tredjeland, hvor den pågældende er sikret indrejse,
eller være i stand til på lovlig vis at erhverve sig
disse midler. Yderligere må pågældende ikke
være indberettet til Schengeninformationssystemet som
uønsket og må ikke udgøre en trussel for
Schengenlandenes offentlige orden, forhold til fremmede magter
eller nationale sikkerhed eller sundhed.
Ovenstående indrejsekontrol omfatter således
også visumfrie udlændinge.
3.1.1.7.2. Afvisning på grænsen og
udvisning
Udlændingelovens § 28 fastlægger de
tilfælde, hvor en udlænding, der ikke har
opholdstilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis
eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og en nordisk
statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan
afvises ved indrejse i Danmark.
De grundlæggende afvisningsregler i udlændingelovens
§ 28, stk. 1, omhandler den situation, hvor en udlænding
ønsker at indrejse i Danmark fra et land, der ikke er
tilsluttet Schengenkonventionen.
Ifølge udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2,
kan en udlænding, der ikke opfylder de bestemmelser om
rejselegitimation, visum og indrejse, som er fastsat efter kapitel
7, afvises ved indrejsen til Danmark.
For så vidt angår den situation, hvor en
udlænding indrejser fra et andet Schengenland, følger
det af udlændingelovens § 28, stk. 3, at en
udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller har
fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort, jf. §
6, her i landet, eller en nordisk statsborger, som ikke har fast
bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen fra et
Schengenland efter bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk.
5.
En afgørelse om afvisning har den konsekvens, at
udlændingen nægtes indrejse i Danmark og straks
tilbagesendes til det land, som udlændingen senest har
opholdt sig i.
Det følger af udlændingelovens § 48 a, stk. 1,
1. pkt., at såfremt en udlænding påberåber
sig at være omfattet af § 7 (asyl), træffer
Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om
afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a
eller 5 b eller om afvisning efter § 28, stk. 1, nr. 1, 2, 6
eller 7, eller § 28, stk. 2 eller 3, jf. stk. 1, nr. 1, 2, 6
eller 7 eller udvisning efter § 25, nr. 2, eller § 25 b
og i givet fald udsendelse.
Endvidere følger det af udlændingelovens § 25
a, stk. 2, nr. 4, at en udlænding, som ikke har haft lovligt
ophold her i landet længere tid end de sidste 6
måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for
visum, jf. 3, eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4 b, og
frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7,
som behandles efter § 53 b, eller hvis ansøgningen om
asyl, der behandles efter § 53 b, bortfalder efter § 40,
stk. 11. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1,
eller 2, dvs. statsborgere i EU og EØS-lande og
tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af EU-reglerne, kan dog
ikke udvises af denne grund.
Det fremgår af udlændingelovens § 25 b, at en
udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig
her i landet uden fornøden tilladelse.
3.1.1.8. Sanktioner for ulovlig indrejse og ophold
Udlændingelovens § 59 indeholder sanktioner for bl.a.
ulovlig indrejse, opnåelse af visum, pas eller anden
rejselegitimation ved bevidst urigtige oplysninger mv. og ulovligt
ophold.
Det følger således af udlændingelovens §
59, stk. 1, nr. 2, at den, som ved bevidst urigtige oplysninger
eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem
paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller anden
rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i
landet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder. Ved straffens udmåling skal det betragtes som
en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er
begået i gentagelsestilfælde.
Ifølge udlændingelovens § 59, stk. 2, straffes
den udlænding, som opholder sig her i landet uden
fornøden tilladelse, med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Ved lov nr. 271 af 25. marts 2015 om ændringer af
udlændingeloven, skærpedes sanktionerne for
udlændinges ulovlige indrejse, ophold og arbejde.
Ifølge bemærkningerne til lov nr. 271,
Folketingstidende 2014-15, Tillæg A, L 95 som fremsat, afsnit
3.3, medførte lovændringen bl.a., at
bødeniveauet i sager om overtrædelse af § 59,
stk. 1, nr. 1, blev hævet til 2.000 kr., at
bødeniveauet for overtrædelse af § 59, stk. 2,
blev hævet til 1.500 kr. stigende med 500 kr. for hver
måned ud over den første måned, at
bødeniveauet for overtrædelse af § 59, stk. 1,
nr. 2, skal følge bødeniveauet efter § 59, stk.
1, nr. 1 og § 59, stk. 2, medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning, og at det ved straffens
udmåling for overtrædelse af de nævnte
bestemmelser skal betragtes som en skærpende
omstændighed, at der er tale om
gentagelsestilfælde.
Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelse af 8. december 2020
om udlændingelovens § 59, § 59 a og § 59 b,
afsnit 5.1, at med mindre højere straf er forskyldt efter
anden lovgivning, nedlægges påstand om bøde
på 2.000 kr. eller 1.500 kr. stigende med 500 kr. for hver
måned ud over den første for overtrædelse af
§ 59, stk. 1, nr. 1 og 2, samt § 59, stk. 2. I
gentagelsestilfælde nedlægges påstand om
skærpet bøde.
Det fremgår derudover, at bødetaksterne er
vejledende og ikke er til hinder for, at domstolene i konkrete
tilfælde kan fravige disse i skærpende eller
formildende retning, jf. de almindelige principper for straffens
udmåling i straffelovens kapitel 10.
Det fremgår endvidere, at der ikke kan ske
retsforfølgning af udlændinge, der uden tilladelse
indrejser eller opholder sig i Danmark, hvis den
pågældende uden ophold har henvendt sig til de danske
myndigheder med henblik på at søge asyl, jf.
flygtningekonventionens artikel 31.
3.1.1.9. Transportøransvar
Efter udlændingelovens § 43, stk. 3, 1. pkt., har
føreren og den, der har rådighed over et skib eller
luftfartøj, som har bragt en udlænding her til landet
fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, samt
dennes herværende repræsentant pligt til uden udgift
for staten straks at sørge for udlændingens udrejse
eller tilbagerejse, såfremt udlændingen bliver afvist
eller overført efter reglerne i kapitel 5 eller 5 a.
Det fremgår af udlændingelovens § 43, stk. 5,
at stk. 3 ikke finder anvendelse ved indrejse fra et Schengenland.
Stk. 3 finder dog anvendelse, hvis der er indført
indrejsekontrol ved grænsen i medfør af
Schengengrænsekodeksens artikel 25, jf. § 38, stk. 2, og
udlændinge- og integrationsministeren har truffet beslutning
efter § 59 a, stk. 2.
Det fremgår af udlændingelovens § 59 a, stk. 1,
at den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med
bøde, såfremt den pågældende
udlænding ved indrejse i Danmark eller i transit i en dansk
lufthavn ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation
og visum, jf. § 39.
Både juridiske personer og fysiske personer kan
pålægges strafansvar efter bestemmelsen.
Transportvirksomheders strafansvar følger af
udlændingelovens § 61, hvorefter der kan
pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar
efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, sammenholdt med
udlændingelovens § 59 a, mens de almindelige
tilregnelseskrav, dvs. forsæt og uagtsomhed, jf.
straffelovens § 19, gælder for fysiske personer.
Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 1499 af
11. december 2015 om ændring af udlændingeloven, jf.
Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 74 som fremsat, pkt.
2.1.1., at transportøransvaret efter § 59 a, stk. 1,
omfatter luftfartsselskaber og andre transportører, der
transporterer passagerer til Danmark. Bestemmelsen er herefter
anvendelig i forhold til erhvervsmæssig luft-, sø-,
tog- og bustransport over danske landegrænser. Bestemmelsen
omfatter derimod ikke almindelig biltransport, herunder almindelig
taxakørsel.
Ved lov nr. 821 af 9. juni 2020 om ændring af
udlændingeloven, integrationsloven og forskellige andre love,
indførtes et maksimumbeløb for bødeniveauet
for transportøransvar på baggrund af Rådets
direktiv 2001/51/EF af 28. juni 2001 om fastsættelse af
supplerende bestemmelser til artikel 26 i konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985.
Det fremgår af bemærkningerne til loven, jf.
Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 189 som fremsat, pkt.
2.19.3, at der indførtes et maksimumbeløb på
37.200 kr. for bødeniveauet for transportøransvar,
samt at den hidtidige anvendelse for så vidt angår
transportvirksomheder, hvorefter der alene skal rejses tiltale i
gentagelsestilfælde, blev ændret, så der fremover
som udgangspunkt også i 1. gangstilfælde
pålægges bødeansvar over for
transportvirksomheder i tilfælde, hvor en transportvirksomhed
medtager passagerer til Danmark, og de pågældende
passagerer ikke er i besiddelse af fornøden
rejselegitimation og visum, og den pågældende
virksomhedskontrol har eller burde have afsløret, at de
pågældende rejsende ikke havde fornøden
rejselegitimation og visum.
Det fremgår endvidere, at der, i overensstemmelse med
gældende praksis i enkelte tilfælde efter en konkret
vurdering kan være grundlag for at frafalde tiltalen. Dette
kan være tilfældet, hvis gennemførelsen af en
straffesag kan indebære en risiko for, at oplysninger om en
asylansøgers identitet kommer til hjemlandets kundskab, og
hvor dette kan medføre, at den pågældende - der
eventuelt ikke tidligere var forfulgt - risikerer at blive udsat
for forfølgelse ved tilbagevenden til hjemlandet, eller at
den pågældendes familie i hjemlandet udsættes for
forfølgelse.
Bøden for overtrædelse af
transportøransvaret for transportvirksomheder i
udlændingelovens § 59 a, stk. 1, skal stå i et
rimeligt forhold til overtrædelsen, og bødeniveauet
skal i udgangspunktet sættes højt for at have en
afskrækkende virkning. En tilkendt bøde skal herefter
fastsættes til maksimum 37.200 kr. pr. udlænding, der
befordres.
Det fremgår af desuden af bemærkningerne, at der
ikke med ændringen i øvrigt var tiltænkt nogen
ændring af praksis for fastsættelse af
bødeniveauet for overtrædelse af
transportøransvaret, at det forudsattes, at domstolene ville
fortsætte den gældende praksis, hvorefter der
almindeligvis fastsattes en bødetakst på 12.000 kr.
pr. person, der befordres, og at der fortsat kunne ske en
satsregulering af niveauet for normalbøden.
Det fremgår yderligere af bemærkningerne, at
fastsættelsen af bøden beror på domstolenes
konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og at
det angivne bødeniveau vil kunne fraviges, jf. herved de
almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens
kapitel 10, dog således at domstolene skal fastsætte
bøden til 37.200 kr. eller derunder pr. udlænding, der
befordres, og at bøden skal have en afskrækkende
virkning, være effektiv, og stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at det skal
betragtes som en skærpende omstændighed, hvis der
foreligger gentagelsestilfælde, hvorved der forstås, at
transportvirksomheden tidligere er straffet for overtrædelse
af udlændingelovens § 59 a, stk. 1.
For så vidt angår fysiske personers
overtrædelse af bestemmelsen om transportøransvar
foretoges ingen ændringer af bødeniveauets
størrelse eller anvendelse.
Efter udlændingelovens § 59 a, stk. 2, finder
bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse ved indrejse fra et
Schengenland, medmindre udlændinge- og integrationsministeren
har truffet beslutning om, at stk. 1 skal finde anvendelse, i
forbindelse med at der er indført indrejsekontrol ved
grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens
artikel 25, jf. § 38, stk. 2.
3.1.1.10. Forvaltningslovens krav til afgørelser
mv.
Forvaltningsloven stiller en række krav til indholdet af
afgørelser fra danske myndigheder.
Forvaltningslovens kapitel 6 indeholder regler om, i hvilket
omfang og i hvilken form forvaltningens afgørelser skal
være ledsaget af en begrundelse.
Det følger således af forvaltningslovens § 22,
at en skriftlig afgørelse skal være ledsaget af en
begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold.
Forvaltningslovens § 24, stk. 1, foreskriver, at en
begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, som
ligger til grund for afgørelsen, samt, i det omfang,
afgørelsen beror på et administrativt skøn,
tillige de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 2, skal en
afgørelse herudover om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen.
I forvaltningslovens kapitel 7 er der fastsat regler om
klagevejledning. Således indebærer bestemmelsen i
lovens § 25, stk. 1, at skriftlige afgørelser, der ikke
giver den pågældende part fuldt ud medhold, og som kan
påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal indeholde en
vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og
oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder
om eventuel tidsfrist.
Endelig indeholder forvaltningslovens kapitel 8 b regulering af
spørgsmålet om underskriftskrav. Efter
forvaltningslovens § 32 b, stk. 1, skal
forvaltningsmyndigheders udgående breve i
afgørelsessager således være forsynet med en
personlig underskrift.
3.1.1.11. Udlændingelovens regler om videregivelse af
oplysninger
Udlændingelovens kapitel 8 a indeholder regler om
videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i
Dublin-forordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen og
Eurodac-forordningen mv.
3.1.1.12. Forvaltningslovens, databeskyttelsesforordningens,
databeskyttelseslovens, retshåndhævelsesdirektivets og
retshåndhævelseslovens regler om behandling, opbevaring
og videregivelse af oplysninger
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
(databeskyttelsesforordningen) finder anvendelse på
behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages
ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden
ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil
blive indeholdt i et register, med undtagelse af behandling
omfattet af forordningens artikel 2, herunder behandling af
personoplysninger, som foretages af kompetente myndigheder med
henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller
retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde
strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge
trusler mod den offentlige sikkerhed.
Databeskyttelsesforordningen suppleres af lov nr. 502 af 23. maj
2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(databeskyttelsesloven), som ved sin vedtagelse gennemførte
databeskyttelsesforordningen i dansk ret og har samme
anvendelsesområde.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente
myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på
at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge
strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og
om fri udveksling af sådanne oplysninger og om
ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA
(retshåndhævelsesdirektivet) finder anvendelse på
behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge,
efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare
handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder
beskytte mod eller forebygge trusler med den offentlige
sikkerhed.
Retshåndhævelsesdirektivet blev gennemført i
dansk ret ved lov nr. 410 af 27. april 2017 om
retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger (retshåndhævelsesloven), som
gælder for politiets, anklagemyndighedens, herunder den
militære anklagemyndigheds, kriminalforsorgens, Den
Uafhængige Politiklagemyndigheds og domstolenes behandling af
personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp
af automatisk databehandling, og for anden ikke-automatisk
behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i
et register, når behandlingen foretages med henblik på
at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge
strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner,
herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod den
offentlige sikkerhed.
Af databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7,
fremgår, at den dataansvarlige er en fysisk eller juridisk
person, en offentlig myndighed, en institution eller et andet
organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilke
formål og med hvilke hjælpemidler der må
foretages behandling af personoplysninger; hvis formålene og
hjælpemidlerne til en sådan behandling er fastlagt i
EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, kan den
dataansvarlige eller de specifikke kriterier for udpegelse af denne
fastsættes i EU-retten eller medlemsstaternes nationale
ret.
Adgangen for en forvaltningsmyndighed til at videregive
oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden
forvaltningsmyndighed reguleres af databeskyttelseslovens regler,
uanset om videregivelsen sker manuelt eller elektronisk, jf.
forvaltningslovens § 28, stk. 1, hvoraf det fremgår, at
for manuel videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner
(personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder
reglerne i databeskyttelseslovens §§ 6-8 og 10 og §
11, stk. 1, og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel
7, stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger, jf. databeskyttelseslovens § 2,
stk. 1. For videregivelse af personoplysninger til en anden
forvaltningsmyndighed, der helt eller delvis foretages ved
hjælp af automatisk databehandling, finder reglerne i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven anvendelse,
medmindre videregivelsen er reguleret af lov om
retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger.
I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at
videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring
af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den
er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en
afgørelse, som myndigheden skal træffe, jf.
forvaltningslovens § 31, stk. 1.
Databeskyttelsesforordningen artikel 5 fastlægger en
række grundlæggende principper for behandling af
personoplysninger.
Databeskyttelsesforordningens artikel 6 angiver de generelle
betingelser for, hvornår behandling af personoplysninger
må finde sted.
Databeskyttelsesforordningens artikel 9 indeholder regler om
behandlingen af særlige kategorier af følsomme
personoplysninger. Som udgangspunkt er enhver behandling af
sådanne personoplysninger forbudt, med mindre en række
betingelser er opfyldt. Forordningens artikel 10 indeholder regler
om behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme
og lovovertrædelser, hvoraf det bl.a. følger, at
behandling af sådanne oplysninger kun må foretages
under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behandling har
hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som giver
passende garantier for registreredes rettigheder og
frihedsrettigheder.
Af databeskyttelseslovens § 8 fremgår de
tilfælde, hvor forvaltningsmyndigheder undtagelsesvist
må behandle og videregive oplysninger om strafbare
forhold.
Databeskyttelsesforordningens kapitel III indeholder regler om
den registreredes rettigheder, herunder om oplysningspligten ved
indsamling af personoplysninger hos den registrerede og om retten
til berigtigelse og sletning.
Af databeskyttelsesforordningens artikel 26 fremgår, at
hvis to eller flere dataansvarlige i fællesskab
fastlægger formålene med og hjælpemidlerne til
behandling, er de fælles dataansvarlige.
3.1.1.13. Sanktioner for overtrædelse af
databeskyttelsesreglerne
Af databeskyttelsesforordningens artikel 83 fremgår de
generelle betingelser, der skal være opfyldt, for at
pålægge administrative bøder for
overtrædelse af forordningen.
I databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 2, er der
beskrevet en række momenter, som skal indgå, når
der skal træffes afgørelse om
sanktionsspørgsmålet for overtrædelser af
forordningen, herunder om hvorvidt der skal pålægges en
administrativ bøde og om den administrative bødes
størrelse. Det fremgår af databeskyttelseslovens
§ 41, stk. 3, at databeskyttelsesforordningens artikel 83,
stk. 2, skal følges ved pålæggelse af straf
efter lovens § 41, stk. 1 og 2.
Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 9,
kan artikel 83, hvis en medlemsstats retssystem ikke giver mulighed
for at pålægge administrative bøder, anvendes
på en sådan måde, at den kompetente
tilsynsmyndighed tager skridt til bøder, og de kompetente
nationale domstole pålægger dem, idet det sikres, at
disse retsmidler er effektive, og at deres virkning svarer til
virkningen af administrative bøder, som pålægges
af tilsynsmyndighederne. I Danmark skal strafsanktionering ske
inden for denne ramme.
Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 84, stk. 1,
skal medlemsstaterne fastsætte regler om andre sanktioner for
overtrædelse af forordningen, særligt for
overtrædelser som ikke er underlagt administrative
bøder efter forordningens artikel 83. Medlemsstaterne skal
herudover træffe alle nødvendige foranstaltninger for
at sikre, at sanktionerne anvendes. Sanktionerne skal være
effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen
og have afskrækkende virkning.
Overtrædelse af en række af
databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens
bestemmelser er strafbelagt med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning, jf. databeskyttelseslovens
§ 41.
Ifølge retshåndhævelsesdirektivets artikel 57
skal medlemsstaterne fastsætte regler om sanktioner, der skal
anvendes i tilfælde af overtrædelser af de
bestemmelser, der vedtages i henhold til direktivet, og
træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre,
at de anvendes. Sanktionerne skal være effektive, stå i
et rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning.
Ifølge retshåndhævelseslovens § 42 kan
tilsynsmyndighederne over for den dataansvarlige og databehandleren
give påbud om at bringe behandlingsaktiviteter i
overensstemmelse med denne lov eller midlertidigt eller definitivt
begrænse, herunder forbyde, behandling af
personoplysninger.
Ifølge retshåndhævelseslovens § 50, stk.
2, straffes dataansvarlige, der undlader at efterkomme et
påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til loivens
§ 42, med bøde.
I straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste
fremgår de sanktioner, som efter omstændighederne kan
pålægges for øvrige forbrydelser i offentlig
tjeneste eller hverv uden for databeskyttelsesforordningen,
databeskyttelseslovens og retshåndhævelseslovens
område.
Det fremgår af databeskyttelseslovens § 41, stk. 6,
2. pkt., at offentlige myndigheder og institutioner mv., som er
omfattet af forvaltningslovens § 1, stk. 1 eller 2, uanset
straffelovens § 27, stk. 2, også kan straffes i
anledning af overtrædelser af loven, der begås ved
udøvelse af virksomhed, der ikke svarer til eller kan
sidestilles med virksomhed udøvet af private.
3.1.1.14. Erstatningsansvar for skade som følge af
overtrædelse af databeskyttelsesreglerne
Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1,
har enhver, som har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en overtrædelse af forordningen, ret til
erstatning for den forvoldte skade fra den dataansvarlige eller
databehandleren.
Det følger af databeskyttelseslovens § 40, at enhver
person, som har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden
behandling i strid med databeskyttelsesforordningen, har ret til
erstatning efter databeskyttelsesforordningens artikel 82.
Ifølge retshåndhævelsesdirektivets artikel 56
skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at enhver
person, som har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden
handling, der overtræder de nationale bestemmelser, der
vedtages i henhold til direktivet, har ret til erstatning for den
forvoldte skade fra den dataansvarlige eller en anden myndighed,
der er kompetent i henhold til medlemsstaternes nationale ret.
Ifølge retshåndhævelseslovens § 49 har
enhver person, som har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden
behandling i strid med denne lov, ret til erstatning fra den
dataansvarlige i overensstemmelse med det almindelige EU-retlige
erstatningsansvar.
3.1.1.15. Tilsynsmyndighed
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 51,
at medlemsstaterne skal sikre, at en eller flere uafhængige
offentlige myndigheder er ansvarlige for at føre tilsyn med
anvendelsen af denne forordning, for at beskytte fysiske personers
grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse
med behandling og for at lette fri udveksling af personoplysninger
i EU.
Det følger af databeskyttelseslovens § 27, stk. 1,
og retshåndhævelseslovens § 37, stk. 1, at
Datatilsynet er udpeget som den ansvarlige myndighed, der skal
føre tilsyn med anvendelsen af databeskyttelsesforordningen,
databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven i
Danmark.
3.1.2. ETIAS- forordningen
3.1.2.1. ETIAS-forordningens indhold og opbygning
ETIAS-forordningen opretter et europæisk system
vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) for
tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for kravet om at
være i besiddelse af visum, når de passerer de ydre
grænser.
Rejsetilladelsen opnås på baggrund af en
ansøgning, og ansøgerens data vil under behandling af
denne blive kontrolleret i bl.a. en række europæiske
it-systemer, f.eks. SIS, VIS og ind- og udrejsesystemet (EES) med
henblik på at fastslå, om den pågældendes
ophold på medlemsstaternes område vil udgøre en
risiko for sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en
høj risiko for epidemi. En rejsetilladelse udgør
dermed en forhåndstilkendegivelse af, at der ikke er konkrete
indicier for eller rimelige grunde til at antage, at en persons
tilstedeværelse på medlemsstaternes område
udgør sådanne risici.
Det vil fortsat være grænsekontrolmyndighederne, som
vurderer, om indrejsebetingelserne er opfyldt på
indrejsetidspunktet, og en udstedt rejsetilladelse er derfor ikke
et endeligt tilsagn om, at tredjelandsstatsborgeren med sikkerhed
vil kunne indrejse i Schengenområdet.
I det følgende gennemgås ETIAS-forordningens
opbygning og bestemmelser i det væsentligste. Bestemmelser af
rent teknisk karakter gennemgås ikke.
3.1.2.2. Formål, anvendelsesområde og ETIAS'
generelle struktur (forordningens kapitel I)
3.1.2.2.1. Formål og anvendelsesområde
Det fremgår af ETIAS-forordningens artikel 1, stk. 1, at
der med forordningen oprettes et europæisk system
vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) med
henblik på tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for
kravet om at være i besiddelse af et visum, når de
passerer de ydre grænser ("visumpligten"), for at gøre
det muligt at overveje, om disse tredjelandsstatsborgeres ophold
på medlemsstaternes område vil udgøre en risiko
for sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en høj
risiko for epidemi. Med henblik herpå indføres der en
rejsetilladelse og betingelserne og procedurerne for at udstede
eller give afslag på en sådan.
Forordningens anvendelsesområde fastlægges i artikel
2, stk. 1, hvorefter forordningen finder anvendelse i forhold til
alle tredjelandsstatsborgere, der er opført på listen
i bilag II til visumforordningen, som er fritaget for visum med
henblik på et planlagt ophold på medlemsstaternes
område i højst 90 dage inden for enhver periode
på 180 dage, samt på personer, som er fritaget for
visumpligten i henhold til artikel 4, stk. 2, (nu artikel 6, stk.
2) i visumforordningen med henblik på planlagte ophold
på medlemsstaternes område i højst 90 dage inden
for enhver periode på 180 dage.
Derudover finder forordningen anvendelse på
tredjelandsstatsborgere, som er fritaget for visumpligten, og som
er familiemedlem til enten en unionsborger, der udøver sin
ret til fri bevægelighed i henhold til direktiv 2004/38/EF
(opholdsdirektivet), eller til en tredjelandsstatsborger, der har
ret til fri bevægelighed i henhold til en aftale mellem
Unionen og dens medlemsstater og det pågældende
tredjeland, og som ikke er i besiddelse af et opholdskort i henhold
til opholdsdirektivet eller en opholdstilladelse i henhold til
forordning (EF) nr. 1030/2002.
I forordningens artikel 2, stk. 2, er foretaget en
afgrænsning af, hvilke persongrupper forordningen ikke finder
anvendelse på. Det fremgår heraf, at forordningen ikke
finder anvendelse på bl.a. flygtninge og statsløse
personer, som har bopæl i en medlemsstat, og som er
indehavere af et rejsedokument, der er udstedt af den
pågældende medlemsstat, indehavere af en
opholdstilladelse eller ensartede visa eller af nationale visa til
længerevarende ophold. Endvidere er tredjelandsstatsborgere
tilhørende visse persongrupper, som er visumfri til de
enkelte medlemsstater i medfør af visumforordningens artikel
4, stk. 1, litra a-f, (nu artikel 6, stk. 1, litra a-f), undtaget
fra forordningens anvendelsesområde.
Ifølge forordningens artikel 4, er forordningens
mål at bidrage til et højt sikkerhedsniveau ved at
indføre en grundig vurdering af ansøgernes risiko for
sikkerheden forud for deres ankomst til grænseovergangssteder
ved de ydre grænser for derved at fastslå, om der er
konkrete indicier for eller rimelig grund baseret på konkrete
indicier til at fastslå, at personens tilstedeværelse
på medlemsstaternes område udgør en risiko for
sikkerheden.
Herudover er forordningens mål at bidrage til at forhindre
ulovlig indvandring ved at indføre en vurdering af
ansøgerens risiko for ulovlig indvandring og at bidrage til
beskyttelse af folkesundheden ved at indføre en vurdering
af, om ansøgeren udgør en høj risiko for
epidemi forud for pågældendes ankomst til
grænseovergangsstedet ved de ydre grænser.
Endelig er forordningens mål at øge effektiviteten
af ind- og udrejsekontrollen, at støtte målene for
Schengeninformationssystemet (SIS) og at bidrage til forebyggelsen,
afsløringen og efterforskningen af terrorhandlinger eller
andre alvorlige strafbare handlinger.
ETIAS består af ETIAS-informationssystemet, den centrale
ETIAS-enhed samt medlemsstaternes nationale ETIAS-enheder, jf.
forordningens artikel 5.
3.1.2.2.2. ETIAS- informationssystemet
ETIAS-informationssystemet består ifølge artikel 6,
stk. 2, overordnet af et centralt system til automatisk
sagsbehandling og til anvendelse til manuel sagsbehandling i den
centrale ETIAS-enhed og i de nationale ETIAS-enheder samt til
høring af andre nationale ETIAS-enheder (det centrale
ETIAS-system). Endvidere består informationssystemet af en
kommunikationsinfrastruktur mellem det centrale ETIAS-system og
henholdsvis de nationale ensartede grænseflader samt med
andre EU-informationssystemer. Derudover består systemet af
nationalt ensartede grænseflader i hver medlemsstat på
grundlag af fælles tekniske specifikationer, som
muliggør tilslutning af det centrale system til nationale
infrastrukturer.
ETIAS-informationssystemet består desuden bl.a. af et
offentligt websted og en app til mobilenheder (appen), en
e-mailtjeneste, en sikker kontotjeneste, der gør det muligt
for ansøgerne at fremlægge supplerende oplysninger
eller krævet dokumentation, diverse værktøjer
for ansøgere og myndigheder, en gatewayfacilitet for
transportvirksomheder samt en sikker webtjeneste, der gør
det muligt for det centrale ETIAS-system at kommunikere med de
omtalte enheder.
Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning
af Store IT-systemer inden for området med Frihed, Sikkerhed
og Retfærdighed ("eu-LISA") udvikler
ETIAS-informationssystemet og sikrer den tekniske forvaltning
heraf, jf. forordningens artikel 6, stk. 1.
3.1.2.2.3. Den centrale ETIAS-enhed
Med forordningens artikel 7 oprettes og etableres den centrale
ETIAS-enhed i Det Europæiske Agentur for Grænse- og
Kystbevogtning (Frontex). Enheden fungerer i døgndrift hver
dag, alle ugens syv dage.
Ifølge forordningens artikel 7, stk. 2, er den centrale
ETIAS-enhed i tilfælde af, at den automatiserede
ansøgningsproces har givet et hit, ansvarlig for at
kontrollere, om ansøgerens personoplysninger svarer til
personoplysningerne for den person, der har udløst det
pågældende hit i det centrale ETIAS-system. Hvis en
overensstemmelse bekræftes eller ved fortsat tvivl, er det
endvidere enhedens ansvar at iværksætte manuel
behandling af ansøgningen i henhold til forordningens
nærmere beskrevne regler herom. Derudover har den centrale
ETIAS-enhed bl.a. ansvar for at sikre, at de oplysninger, den
registrerer i ansøgningsmapperne, er ajourførte i
overensstemmelse med forordningens artikel 55 og 64. Ydermere er
enheden ansvarlig for at fastsætte, etablere,
forhåndsvurdere, gennemføre, efterfølgende
evaluere, revidere og slette de specifikke risikoindikationer efter
høring af ETIAS-Screeningsrådet. Endvidere er det
enhedens ansvar at sikre, at enhedens kontroller og de tilsvarende
resultater registreres i ansøgningsmapperne, ligesom
rådet skal foretage regelmæssige revisioner af
behandlingen af ansøgninger og af gennemførelsen af
ETIAS-screeningsreglerne, som ETIAS-Rådet for
Rådgivning om Grundlæggende Rettigheder skal have
adgang til. Endvidere er enheden ansvarlig for at underrette
transportvirksomheder samt de nationale ETIAS-enheder,
såfremt ETIAS-informationssystemet ikke fungerer på
grund af driftsfejl. Endelig har den centrale ETIAS-enhed ansvar
for at behandle Europols anmodninger om søgning i
oplysninger i det centrale ETIAS-system og at stille relevante
oplysninger vedrørende ansøgning om en
rejsetilladelse til rådighed for offentligheden.
Derudover offentliggør den centrale ETIAS-enhed en
årlig aktivitetsrapport, jf. forordningens artikel 7, stk. 3,
som bl.a. indeholder en række statistiske oplysninger om
antallet og behandlingen af rejsetilladelser og aktuelle tendenser
og udfordringer, der berører udførelsen af dens
opgaver.
3.1.2.2.4. De nationale ETIAS-enheder
Forordningens artikel 8, stk. 1, foreskriver, at hver
medlemsstat udpeger en kompetent myndighed som national
ETIAS-enhed.
Ifølge forordningens artikel 8, stk. 2, er de nationale
ETIAS-enheder bl.a. ansvarlige for at undersøge og
træffe afgørelse om ansøgninger om
rejsetilladelse i de tilfælde, hvor den automatiserede
behandling af ansøgningen har givet et hit, og hvor den
centrale ETIAS-enhed har iværksat den manuelle behandling af
ansøgningen. I den forbindelse er det den relevante
nationale ETIAS-enhed, der er ansvarlig for at sikre registrering
og ajourføring af oplysninger i ansøgningsmapperne.
Endvidere er de nationale ETIAS-enheder ansvarlige for at beslutte
at udstede rejsetilladelser med begrænset territorial
gyldighed samt ansvarlige for at annullere og inddrage en
rejsetilladelse i henhold til de relevante regler i forordningen
herom. Endelig har den nationale ETIAS-enhed ansvaret for at sikre
koordineringen med andre nationale ETIAS-enheder og Europol
vedrørende de anmodninger om høring, der er omhandlet
i forordningens artikel 28 og 29 (se nærmere herom under pkt.
3.1.2.5.4), samt at give ansøgere oplysninger om den
procedure, der skal følges i tilfælde af en klage (se
nærmere herom under pkt. 3.1.2.7.2-3.1.2.7.3).
3.1.2.2.5. ETIAS-Screeningsrådet
Med forordningens artikel 9, stk. 1, oprettes og etableres
ETIAS-Screeningsrådet i Frontex, som består af en
repræsentant for hver national ETIAS-enhed, for Frontex og
for Europol. Screeningsrådet høres bl.a. af den
centrale ETIAS-enhed om definitionen, etableringen,
forhåndsvurderingen, gennemførelsen, den
efterfølgende evaluering og revisionen og sletning af de
specifikke risikoindikatorer, samt af Europol eller af
medlemsstaterne om gennemførelsen af
ETIAS-overvågningslisten, jf. forordningens artikel 9, stk.
2.
Ifølge forordningens artikel 9, stk. 3, afgiver
ETIAS-Screeningsrådet også udtalelser, udstikker
retningslinjer og henstillinger samt formidler bedste praksis til
det i artikel 9, stk. 2, omhandlede formål. Når
rådet udsteder henstillinger, tager det hensyn til de
henstillinger, der er udstedt af ETIAS-Rådet for
Rådgivning om Grundlæggende Rettigheder, jf.
forordningens artikel 9, stk. 3. En repræsentant for
ETIAS-Rådet for Rådgivning om Grundlæggende
Rettigheder inviteres til at deltage i ETIAS-Screeningsrådets
møder i en rådgivende funktion og skal have adgang til
screeningsrådets oplysninger og mapper, jf. forordningens
artikel 10, stk. 4.
3.1.2.2.6. ETIAS-Rådet for Rådgivning om
Grundlæggende Rettigheder
Med forordningens artikel 10 oprettes ETIAS-Rådet for
Rådgivning om Grundlæggende Rettigheder, der har en
rådgivnings- og vurderingsfunktion.
Det fremgår af forordningens artikel 10, stk. 1, at uden
at de respektive beføjelser og uafhængigheden
berøres, består rådet af den ansvarlige for
grundlæggende rettigheder i Frontex, en repræsentant
for det rådgivende forum for grundlæggende rettigheder
i Frontex, en repræsentant for Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse, en repræsentant
for Det Europæiske Databeskyttelsesråd, som oprettet
ved forordning (EU) 2016/679, og af en repræsentant for Den
Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende
Rettigheder.
Ifølge forordningens artikel 10, stk. 2, foretager
ETIAS-Rådet for Rådgivning om Grundlæggende
Rettigheder regelmæssige vurderinger og udsteder
henstillinger til ETIAS-Screeningsrådet om indvirkningen
på de grundlæggende rettigheder af behandlingen af
ansøgningerne og gennemførelsen af
ETIAS-screeningsreglerne, som er defineret i forordningen, navnlig
med hensyn til privatlivets fred, beskyttelse af personoplysninger
og ikke-forskelsbehandling.
Derudover skal ETIAS-Rådet for Rådgivning om
Grundlæggende Rettigheder ifølge forordningens artikel
10, stk. 2, også støtte ETIAS-Screeningsrådet i
gennemførelsen af dets opgaver, når det høres
af sidstnævnte om specifikke spørgsmål
vedrørende grundlæggende rettigheder, navnlig med
hensyn til privatlivets fred, beskyttelse af personoplysninger og
ikke-forskelsbehandling.
ETIAS-Rådet for Rådgivning om Grundlæggende
Rettigheder udarbejder en årlig offentligt tilgængelig
rapport, jf. forordningens artikel 10, stk. 5.
3.1.2.2.7. Søgning i INTERPOL's databaser
Det fremgår af forordningens artikel 12, at det centrale
ETIAS-system søger i INTERPOL's database over stjålne
og bortkomne rejsedokumenter (SLTD) og INTERPOL's database over
rejsedokumenter med tilknyttede notifikationer (TDAWN). Enhver
søgning og kontrolproces udføres på en
sådan måde, at ingen oplysninger videregives til
indehaveren af INTERPOL-indberetningen.
3.1.2.2.8. Adgang til oplysninger lagret i ETIAS
Forordningens artikel 13 fastlægger de nærmere
regler om adgang til oplysninger lagret i ETIAS.
Adgang til ETIAS-informationssystemet skal være forbeholdt
udelukkende behørigt autoriseret personale i den centrale
ETIAS-enhed og de nationale ETIAS-enheder, jf. forordningens
artikel 13, stk. 1.
Derudover foreskriver forordningens artikel 13, stk. 2, at
grænsemyndigheders adgang til det centrale ETIAS-system i
overensstemmelse med artikel 47 (se nærmere herom under pkt.
3.1.2.9) begrænses til søgninger i det centrale
ETIAS-system for at indhente oplysninger om status for en rejsendes
rejsetilladelse, når den pågældende befinder sig
ved et overgangssted ved de ydre grænser, og til
oplysningerne som omhandlet i artikel 47, stk. 2, litra a, c og d,
herunder om en tredjelandsstatsborger har en gyldig
rejsetilladelse. Desuden orienteres grænsemyndighederne
automatisk om de anmærkninger, der er omhandlet i
forordningens artikel 36, stk. 2 og 4, og om begrundelserne for
anmærkningerne. Når det ekstraordinært
ifølge en anmærkning anbefales at foretage
efterfølgende kontrol ved grænsen, eller yderligere
kontroller er nødvendige med henblik på en
efterfølgende kontrol, skal grænsemyndighederne have
adgang til det centrale ETIAS-system for at indhente en række
nærmere definerede supplerende oplysninger.
Endvidere fastslår forordningens artikel 13, stk. 3, at
transportvirksomheders adgang til ETIAS-informationssystemet i
overensstemmelse med artikel 45 (se nærmere herom under pkt.
3.1.2.8) begrænses til afsendelse af forespørgsler til
ETIAS-informationssystemet for at indhente oplysninger om status
for en rejsendes rejsetilladelse.
Herudover følger det af forordningens artikel 13, stk. 4,
at indvandringsmyndighedernes adgang til det centrale ETIAS-system
i overensstemmelse med artikel 49, (se nærmere herom under
pkt. 3.1.2.10) begrænses til at indhente oplysninger om
status for en rejsendes rejsetilladelse, når den
pågældende befinder sig på en medlemsstats
område, og til oplysninger omhandlet i forordningens artikel
65, stk. 3.
Det følger endvidere af forordningens artikel 13, stk. 5,
at medlemsstaterne udpeger de kompetente nationale myndigheder
omhandlet i artikel 13, stk. 1, 2 og 4 og meddeler disse til
eu-LISA i overensstemmelse med forordningens artikel 87, stk.
2.
3.1.2.3. Ansøgningsproceduren og ansøgningens
indhold (forordningens kapitel II)
ETIAS-forordningens artikel 15 fastlægger de praktiske
ordninger for indgivelse af en ansøgning om en
rejsetilladelse. Det fremgår heraf, at ansøgere skal
søge om en rejsetilladelse ved at udfylde et onlineskema via
et særligt offentligt websted eller via appen.
Ifølge forordningens artikel 15, stk. 1, skal
ansøgere søge om en rejsetilladelse
tilstrækkeligt tidligt forud for den planlagte rejse eller,
hvis de allerede befinder sig på medlemsstaternes
område, inden udløbet af gyldigheden af en
eksisterende rejsetilladelse, som de er i besiddelse af.
Ifølge forordningens artikel 15, stk. 2, kan indehavere
af en rejsetilladelse indgive en ansøgning om en ny
rejsetilladelse fra 120 dage før udløbet af
rejsetilladelsen. 120 dage før rejsetilladelsens
udløb underretter det centrale ETIAS-system automatisk
indehaveren af den pågældende rejsetilladelse via
e-mailtjenesten om rejsetilladelsens udløbsdato, muligheden
for at indgive en ansøgning om en ny rejsetilladelse og
forpligtelsen til at være i besiddelse af en gyldig
rejsetilladelse i hele perioden af et kort ophold på
medlemsstaternes område.
Alle meddelelser til ansøgeren med henblik på
vedkommendes ansøgning om en rejsetilladelse sendes til den
e-mailadresse, som ansøgeren har oplyst i
ansøgningsskemaet, jf. forordningens artikel 15, stk. 3.
Ansøgninger kan indgives af ansøgeren eller en
tredjemand eller kommerciel formidler, som en ansøger har
givet tilladelse til at indgive ansøgningen på
vedkommendes vegne, jf. forordningens artikel 15, stk. 4.
3.1.2.3.1. Det offentlige websted og applikationen til
mobilenheder (online ansøgning)
Forordningens artikel 16 fastlægger funktionerne i det
offentlige websted og applikationen til mobilenheder (appen).
Det offentlige websted og appen skal gøre det muligt for
tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af kravet om en
rejsetilladelse, at indgive en ansøgning om en
rejsetilladelse, at give de oplysninger, der kræves i
ansøgningsskemaet, samt at betale gebyret for
rejsetilladelsen, jf. forordningens artikel 16, stk. 1.
Det offentlige websted og appen skal gøre
ansøgningsskemaet bredt, let og gratis tilgængeligt
for ansøgere, ligesom der skal tages hensyn til
tilgængeligheden af det offentlige websted og appen for
personer med handicap, jf. forordningens artikel 16, stk. 2.
Webstedet og appen stilles til rådighed på alle
medlemsstaternes officielle sprog, jf. forordningens artikel 16,
stk. 3.
Det offentlige websted og appen tilbyder ansøgeren en
kontotjeneste, der gør det muligt for ansøgere at
give supplerende oplysninger eller dokumentation, hvis det er
påkrævet, jf. forordningens artikel 16, stk. 6.
Ifølge forordningens artikel 16, stk. 7, orienterer
webstedet og appen ansøgere om deres klageadgang, hvis en
rejsetilladelse bliver afslået, inddraget eller annulleret.
Der gives i den forbindelse oplysninger om gældende national
ret, den kompetente myndighed, hvordan man skal indgive en klage,
tidsfristen for indgivelse af en klage og oplysninger om, hvilken
bistand der kan ydes af den nationale
databeskyttelsesmyndighed.
Efter forordningens artikel 16, stk. 8, giver det offentlige
websted og appen ansøgere mulighed for at angive, at
formålet med det planlagte ophold vedrører
humanitære årsager eller internationale
forpligtelser.
3.1.2.3.2. Ansøgningsskemaets indhold
ETIAS-forordningens artikel 17 indeholder reglerne om
ansøgningsskemaets nærmere indhold.
Hver ansøger indgiver et udfyldt ansøgningsskema,
der indeholder en erklæring om, at de indgivne oplysninger er
ægte, fuldstændige, korrekte og pålidelige samt
en erklæring om rigtigheden og pålideligheden af de
fremsatte udsagn, ligesom ansøgeren erklærer, at
vedkommende har forstået indrejsebetingelserne for
tredjelandsstatsborgere som omhandlet i artikel 6 i forordning (EU)
2016/399 (Schengengrænsekodeksen), og at vedkommende kan
blive anmodet om at forelægge relevant supplerende
dokumentation ved hver indrejse, jf. forordningens artikel 17, stk.
1, 1. og 2. pkt.
Se nærmere om indrejsebetingelserne under pkt.
3.1.1.7.1.
Mindreårige ansøgere indgiver et
ansøgningsskema, der er elektronisk underskrevet af en
person, der er tillagt permanent eller midlertidig
forældremyndighed eller udøver juridisk
værgemål, jf. forordningens artikel 17, stk. 1, 3.
pkt.
Ansøgeren skal i henhold til forordningens artikel 17,
stk. 2, anføre en række personoplysninger i
ansøgningsskemaet, herunder efternavn, fornavn(e), efternavn
ved fødslen, fødselsdato, fødested,
fødeland, køn, nuværende nationalitet,
ansøgerens forældres fornavn(e), eventuelle andre
navne (kaldenavne(e), kunstnernavn(e), sædvanlige navn(e),
eventuelle andre nationaliteter, hvis sådanne findes,
rejsedokumentets type, nummer og udstedelsesland, datoen for
rejsedokumentets udstedelse og datoen for udløbets af dets
gyldighed, ansøgernes bopælsadresse eller, hvis denne
ikke er tilgængelig, den pågældendes opholdsby og
-land, e-mailadresse og eventuelle telefonnumre, uddannelse
(uddannelse på primærtrinnet eller
sekundærtrinnet, videregående uddannelse eller ingen
uddannelse), nuværende beskæftigelse (jobgruppe), og
medlemsstaten for første planlagte ophold og, valgfrit,
adressen for første planlagte ophold.
Er ansøgeren mindreårig, skal ansøgningen
indeholde efternavn og fornavn(e), bopælsadresse,
e-mailadresse og et eventuelt telefonnummer på den person,
der har forældremyndigheden, eller som er ansøgerens
værge, jf. forordningens artikel 17, stk. 2, litra k.
Såfremt ansøgeren anfører at have status som
familiemedlem, som omhandlet i forordningens artikel 2, stk. 1,
litra c, skal der desuden oplyses om den pågældendes
status som familiemedlem, efternavn, fornavn(e),
fødselsdato, fødested, fødeland,
nuværende nationalitet, bopælsadresse, e-mailadresse og
et eventuelt telefonnummer for det familiemedlem, som
ansøgeren har familiemæssige bånd til og om den
pågældendes familiemæssige bånd til dette
familiemedlem i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i direktiv
2004/38/EF (opholdsdirektivet), jf. forordningens artikel 17, stk.
2, litra l, i-iii.
Hvis ansøgningen er udfyldt af en anden person end
ansøgeren, skal desuden oplyses denne persons efternavn,
fornavn(e), firmanavn, organisation, hvis det er relevant,
e-mailadresse, postadresse og et eventuelt telefonnummer, ligesom
en underskrevet erklæring om repræsentation skal
vedlægges, jf. forordningens artikel 17, stk. 2, litra m.
I henhold til forordningens artikel 17, stk. 4, skal
ansøgeren ydermere besvare spørgsmål om
personlige forhold, herunder spørgsmål
vedrørende nærmere bestemte strafbare forhold
pådømt inden for de seneste 10 år og i
tilfælde af dom for terrorhandlinger de seneste 20 år,
og i så fald på hvilket tidspunkt og i hvilket land,
jf. litra a, om ansøgeren har opholdt sig i en specifik
krigs- eller konfliktzone i de seneste 10 år og årsagen
til dette ophold, jf. litra b, og om ansøgeren inden for de
seneste 10 år har været omfattet af en afgørelse
om at skulle forlade en medlemsstats eller et visumfritaget lands
område eller en afgørelse om tilbagesendelse, jf.
litra c.
Ved bekræftende svar på nogle af
spørgsmålene, som er omhandlet i stk. 4, skal
ansøgeren besvare supplerende spørgsmål, der
fastlægges af EU-Kommissionen, jf. forordningens artikel 17,
stk. 6.
Ved indgivelsen af ansøgningsskemaet registrerer
ETIAS-informationssystemet den IP-adresse, hvorfra
ansøgningsskemaet blev indgivet, jf. forordningens artikel
17, stk. 8.
3.1.2.3.3. Gebyr
Ifølge forordningens artikel 18, stk. 1, betaler
ansøgeren et gebyr på 7 euro for hver
ansøgning.
Ifølge forordningens artikel 18, stk. 2, er
ansøgere under 18 år eller over 70 år på
ansøgningstidspunktet fritaget for gebyret for
rejsetilladelse.
EU-Kommissionen tillægges i henhold til forordningens
artikel 18, stk. 4, beføjelser til at vedtage delegerende
retsakter om betalingsmetoder- og procedurer i forbindelse med
gebyret for rejsetilladelse og om ændring af gebyrets
størrelse.
3.1.2.4. Oprettelse af en ansøgningsmappe og
behandling af ansøgningen i det centrale ETIAS-system
(forordningens kapitel III)
3.1.2.4.1. Automatiseret behandling af ansøgningen i det
centrale ETIAS-system
Forordningens artikel 19, stk. 1, fastlægger de
betingelser, der skal være opfyldt, for at en
ansøgning kan blive behandlet og en ansøgningsmappe
oprettet.
Efter indgivelse af en ansøgning om rejsetilladelse via
det offentlige websted eller appen kontrollerer
ETIAS-informationssystemet automatisk, om felterne i
ansøgningsskemaet er udfyldt og indeholder de elementer, der
er omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 2 og 4
(personoplysninger og spørgsmål), og om der er
opkrævet et gebyr for rejsetilladelsen.
Såfremt dette er tilfældet, antages det, at
ansøgningen opfylder betingelserne for at blive behandlet,
hvorefter det centrale ETIAS-system straks og automatisk tildeler
et ansøgningsnummer og opretter en ansøgningsmappe,
hvori en række oplysninger registreres og lagres. Der er tale
om ansøgningsnummeret, statusoplysninger, der viser, at der
er ansøgt om en rejsetilladelse, relevante
personoplysninger, IP-adresse samt datoen og tidspunktet for
indgivelsen af ansøgningsskemaet, en henvisning til, at
betalingen af gebyret for rejsetilladelsen er gennemført, og
det unikke referencenummer for betalingen, jf. forordningens
artikel 19, stk. 2 og 3.
Efter forordningens artikel 20, stk. 1 og 2, behandles
ansøgningsmapperne automatisk i det centrale ETIAS-system,
herunder ved automatisk kontrol i en række europæiske
it-systemer.
I henhold til forordningens artikel 20, stk. 2, sammenligner det
centrale ETIAS-system de relevante oplysninger fra
ansøgningen, som angivet i forordningens artikel 17, stk. 2,
litra a-d, og litra f, g, j, k og m, og artikel 17, stk. 8, med
oplysninger, der findes i et register, en mappe eller en
indberetning i det centrale ETIAS-system,
Schengeninformationssystemet (SIS), ind- og udrejsesystemet (EES),
visuminformationssystemet (VIS), Eurodac, oplysninger fra Europol,
samt oplysninger fra INTERPOL's databaser SLTD og TDAWN.
Se nærmere om oplysninger fra Europol under pkt.
3.1.2.5.4.
Det centrale ETIAS-system kontrollerer navnlig, om det
rejsedokument, der anvendes til ansøgningen, svarer til et
rejsedokument, der er meldt bortkommet, stjålet,
uretmæssigt tilegnet eller ugyldiggjort i SIS, om det
rejsedokument, der anvendes til ansøgningen, svarer til et
rejsedokument, der er meldt bortkommet, stjålet eller
ugyldiggjort i SLTD, om ansøgeren er omfattet af en
indberetning i SIS om nægtelse af indrejse og ophold, og om
ansøgeren er omfattet af en indberetning i SIS om personer,
der begæres anholdt med henblik på overgivelse på
grundlag af en europæisk arrestordre, eller som begæres
anholdt med henblik på udlevering.
Det centrale ETIAS-system kontrollerer endvidere, om
ansøgeren og rejsedokumentet svarer til en afslået,
inddraget eller annulleret rejsetilladelse i det centrale
ETIAS-system og om oplysningerne i ansøgningen
vedrørende rejsedokumentet svarer til en anden
ansøgning om rejsetilladelse, der er knyttet til andre
identitetsoplysninger, som omhandlet i forordningens artikel 17,
stk. 2, litra a (efternavn, fornavn(e), efternavn ved
fødslen, fødselsdato, fødested,
fødeland, køn, nuværende nationale og
ansøgerens forældres fornavn(e)) i det centrale
ETIAS-system.
Herudover kontrollerer det centrale ETIAS-system, om
ansøgeren på tidspunktet for opslaget er registreret i
ind- og udrejseregistret som en person, hvis tilladelse til ophold
er udløbet, eller om den pågældende tidligere er
blevet registreret som en person, hvis tilladelse til ophold er
udløbet eller om ansøgeren er blevet registreret som
en person, der er blevet nægtet indrejse. Det centrale
ETIAS-system kontrollerer også, om ansøgeren har
været omfattet af en afgørelse om afslag på,
annullering eller inddragelse af et visum, der er registreret i
VIS, om oplysningerne i ansøgningen svarer til de
oplysninger, der er registreret i Europol, om ansøgeren er
registreret i Eurodac, og om det rejsedokument, der anvendes til
ansøgningen, svarer til et rejsedokument, der er registeret
i INTERPOL's database TDAWN.
Hvis ansøgeren er mindreårig, kontrollerer det
centrale ETIAS-system, om forældremyndighedsindehaveren eller
værgen, er omfattet af en indberetning i SIS om personer, der
begæres anholdt med henblik på overgivelse på
grundlag af en europæisk arrestordre eller med henblik
på udlevering eller er omfattet af en indberetning i SIS om
nægtelse af indrejse og ophold.
Foruden ovenstående kontrollerer det centrale ETIAS-system
ifølge forordningens artikel 20, stk. 3, om ansøgeren
har svaret bekræftende på nogle af
spørgsmålene på listen i artikel 17, stk. 4 (se
nærmere herom under pkt. 3.1.2.3.2), og om ansøgeren
har undladt at opgive en bopælsadresse, men alene har angivet
opholdsby og -land, jf. artikel 17, stk. 2, litra f.
Desuden sammenligner det centrale ETIAS-system ifølge
forordningens artikel 20, stk. 4 og 5, relevante oplysninger med de
i forordningen omhandlede specifikke risikoindikatorer, der
fremgår af forordningens artikel 33 og med oplysningerne
på den i artikel 34 omhandlede ETIAS-overvågningsliste.
Se nærmere herom under pkt. 3.1.2.6.1 og pkt. 3.1.2.6.2.
Det centrale ETIAS-system tilføjer en reference til
eventuelle hit til ansøgningsmappen, jf. forordningens
artikel 20, stk. 6.
Forordningens artikel 20, stk. 7, fastslår, at hvis de
oplysninger, der er registreret i ansøgningsmappen, svarer
til de oplysninger, der har udløst et hit som omhandlet i
stk. 2 og 4, identificerer det centrale ETIAS-system, når det
er relevant, den eller de medlemsstater, der har registreret eller
leveret de oplysninger, der har udløst hittet, og angiver
dette i ansøgningsmappen. Hvis de pågældende
oplysninger hidrører fra Europol, angives dette i
ansøgningsmappen, jf. forordningens artikel 20, stk. 8.
Forordningens artikel 21, stk. 1, fastslår, at det
centrale ETIAS-system automatisk udsteder en rejsetilladelse og
giver ansøgeren meddelelse herom, hvis den automatiserede
behandling ikke giver noget hit.
Efter forordningens artikel 21, stk. 2, vil ansøgningen i
første omgang blive udtaget til manuel behandling i den
centrale ETIAS-enhed efter en procedure, der er nærmere
beskrevet i forordningens artikel 22, hvis den automatiske
behandling giver et eller flere hit.
Det fremgår af forordningens artikel 21, stk. 3, at
såfremt det ved den i forordningens artikel 22 fastsatte
kontrolproces bekræftes, at de oplysninger, der er
registreret i ansøgningsmappen, svarer til de oplysninger,
der har udløst et hit, eller hvis der fortsat hersker tvivl
om ansøgerens identitet efter en sådan kontrol, sender
den centrale ETIAS-enhed ansøgningen til manuel behandling
hos den ansvarlige nationale ETIAS-enhed efter proceduren
foreskrevet i forordningens artikel 26.
Efter forordningens artikel 21, stk. 4, sendes
ansøgningen endvidere til manuel behandling efter proceduren
i forordningens artikel 26, hos den ansvarlige nationale
ETIAS-enhed, såfremt ansøgeren har svaret
bekræftende på spørgsmål i henhold til
forordningens artikel 17, stk. 4 vedrørende f.eks. dom for
en række lovovertrædelser og ophold i en specifikt
krigs- eller konfliktzone.
Se nærmere om hvilken medlemsstats ETIAS-enhed, der er
ansvarlig under pkt. 3.1.2.5.1.
3.1.2.4.2. Kontrol foretaget af den centrale
ETIAS-enhed
Efter forordningens artikel 22, stk. 1, sendes
ansøgningen til manuel behandling i den centrale
ETIAS-enhed, hvis den automatiserede behandling giver et eller
flere hit.
I henhold til kontrolprocessen i artikel 22 skal den centrale
ETIAS-enhed, når den høres, have adgang til
ansøgningsmappen og de eventuelt tilknyttede
ansøgningsmapper og til alle hit, der blev udløst
under den automatiserede behandling, og til de oplysninger, som det
centrale ETIAS-system har identificeret, jf. stk. 2.
Ifølge forordningens artikel 22, stk. 3, kontrollerer den
centrale ETIAS-enhed, om oplysningerne i ansøgningsmappen
svarer til en eller flere af de i artikel 33 omhandlende specifikke
risikoindikatorer, oplysningerne i det centrale ETIAS-system,
herunder den i artikel 34 omhandlede ETIAS-overvågningsliste,
oplysningerne i et af EU-informationssystemerne, der er søgt
i, oplysninger fra Europol eller oplysningerne i INTERPOL's
databaser SLTD eller TDAWN.
Forordningens artikel 22, stk. 4, foreskriver, at hvis
oplysningerne ikke svarer til hinanden, og der ikke forekommer
andre hit under den automatiserede behandling, sletter den centrale
ETIAS-enhed det falske hit i ansøgningsmappen, og det
centrale ETIAS-system udsteder automatisk en rejsetilladelse i
henhold til forordningens artikel 36. Se nærmere herom under
pkt. 3.1.2.7.1.
I henhold til forordningens artikel 22, stk. 5, sendes
ansøgningen til manuel behandling hos den ansvarlige
nationale ETIAS-enhed efter proceduren i artikel 26, hvis
oplysningerne svarer til hinanden, eller der fortsat hersker tvivl
om ansøgerens identitet.
Den centrale ETIAS-enhed afslutter den manuelle behandling inden
for højst 12 timer efter modtagelsen af
ansøgningsmappen, jf. forordningens artikel 22, stk. 6.
3.1.2.4.3. Specifikke ansøgningsregler for
familiemedlemmer til unionsborgere mv.
Ifølge forordningens artikel 24 gælder specifikke
ansøgningsregler for familiemedlemmer til unionsborgere
eller andre tredjelandsstatsborgere, der har ret til fri
bevægelighed i henhold til EU-retten.
En sådan ansøger skal i henhold til forordningens
artikel 24, stk. 2, litra a og b ikke besvare
spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende
inden for de seneste 10 år har været omfattet af en
afgørelse om at skulle forlade en medlemsstats eller et
visumfritaget lands område eller en afgørelse om
tilbagesendelse og er fritaget for gebyr.
Ved behandlingen af en ansøgning omfattet af de
specifikke ansøgningsregler kontrollerer det centrale
ETIAS-system i henhold til forordningens artikel 24, stk. 3, litra
a og b, ikke, om ansøgeren på tidspunktet for opslaget
er registeret i ind- og udrejsesystemet (EES) som en person, hvis
tilladelse til ophold er udløbet, eller om den
pågældende tidligere er blevet registreret som en
person, hvis tilladelse til ophold er udløbet, eller om
ansøgeren svarer til en person, hvis oplysninger er
registreret i Eurodac. Yderligere finder de specifikke
risikoindikatorer der er fastsat i medfør af forordningens
artikel 33, ikke anvendelse, jf. forordningens artikel 24, stk.
3.
Disse ansøgere kan endvidere ikke meddeles afslag
på en ansøgning om rejsetilladelse på grundlag
af risikoen for ulovlig indvandring, jf. forordningens artikel 24,
stk. 4.
Af forordningens artikel 24, stk. 5, fremgår det, at hvis
den automatiserede behandling har givet et hit, der svarer til en
indberetning om nægtelse af indrejse og ophold som omhandlet
i artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 1987/2006 (SIS II-forordningen), kontrollerer den nationale
ETIAS-enhed grundlaget for denne afgørelse, efter hvilken
denne indberetning blev registreret i SIS. Hvis dette grundlag
vedrører en risiko for ulovlig indvandring, skal
indberetningen ikke tages i betragtning ved vurderingen af
ansøgningen. Den nationale ETIAS-enhed går derefter
frem efter artikel 25, stk. 2, i SIS II-forordningen om
høring af den indberettende medlemsstat.
Der gælder endelig særlige regler vedrørende
påklage af en afgørelse og lagringsperiode for
ansøgningsmappen jf. forordningens artikel 24, stk. 6, litra
b og c.
3.1.2.5. De nationale ETIAS-enheders behandling af en
ansøgning mv. (forordningens kapitel IV)
Er sagen udtaget til manuel behandling, er det herefter den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed, der skal
træffe afgørelse om at meddele eller afslå
rejsetilladelse. I visse tilfælde vil den nationale
ETIAS-enhed kunne anmode om yderligere oplysninger fra
ansøgeren.
3.1.2.5.1. Den ansvarlige medlemsstat
Forordningens artikel 25 fastlægger i prioriteret
rækkefølge reglerne for, hvilken medlemsstats
nationale ETIAS-enhed der er ansvarlig for den manuelle behandling
af en ansøgning i henhold til forordningens artikel 26.
Den ansvarlige medlemsstat identificeres af det centrale
ETIAS-system på følgende måde:
Hvis kun én medlemsstat identificeres som havende
registreret eller levereret de oplysninger, der udløste
hittet, er denne medlemsstat den ansvarlige medlemsstat, jf.
forordningens artikel 25, stk. 1, litra a.
Hvis flere medlemsstater identificeres som havende registreret
eller leveret de oplysninger, der udløste hittene, er den
ansvarlige medlemsstat ifølge artikel 25, stk. 1, litra b,
den medlemsstat, som har registeret eller levereret de seneste
oplysninger om en indberetning i SIS om personer, der begæres
anholdt med henblik på overgivelse på grundlag af en
europæisk arrestordre, eller som begæres anholdt med
henblik på udlevering som omhandlet i forordningens artikel
20, stk. 2, litra d, eller i fravær af sådan
indberetning, den medlemsstat, som har registreret eller leveret de
seneste oplysninger om en indberetning i SIS om nægtelse af
indrejse og ophold omhandlet i forordningens artikel 20, stk. 2,
litra c, eller i fravær af sådanne indberetninger, den
medlemsstat, som har registreret eller leveret de seneste
oplysninger om, at det rejsedokument, der anvendes til
ansøgningen, svarer til et rejsedokument, der er meldt
bortkommet, stjålet, uretmæssigt tilegnet eller
ugyldiggjort i SIS som omhandleret i forordningens artikel 20, stk.
2, litra a.
Hvis flere medlemsstater identificeres som havende registreret
eller leveret de oplysninger, der udløste hit, men ingen af
disse oplysninger svarer til indberetningerne som omtalt under
litra b, er den ansvarlige medlemsstat den medlemsstat, der har
registreret eller leveret de seneste oplysninger, jf. forordningens
artikel 25, stk. 1, litra c.
Med hensyn til litra a og c tages der ved identificering af den
ansvarlige medlemsstat ikke højde for hit, der
udløses af oplysninger, som ikke er registreret eller
leveret af en medlemsstat. Hvis den manuelle behandling af en
ansøgning ikke udløses af oplysninger, der er
registreret eller leveret af en medlemsstat, er den ansvarlige
medlemsstat medlemsstaten for første planlagte ophold, jf.
forordningens artikel 25, stk. 1, sidste pkt.
Ifølge forordningens artikel 25, stk. 2, angiver det
centrale ETIAS-system den ansvarlige medlemsstat i
ansøgningsmappen. Hvis det centrale ETIAS-system ikke er i
stand til at identificere den ansvarlige medlemsstat, identificeres
denne af den centrale ETIAS-enhed.
3.1.2.5.2. De nationale ETIAS-enheders manuelle behandling af
en ansøgning
Hvis den automatiserede behandling, jf. forordningens artikel
20, stk. 2-5, har givet et eller flere hit, behandles
ansøgningen manuelt af den ansvarlige medlemsstats
ETIAS-enhed. Se nærmere herom under pkt. 3.1.3.3.
Ifølge forordningens artikel 25, stk. 2, 2. pkt.,
identificerer det centrale ETIAS-system, subsidiært den
centrale ETIAS-enhed, den medlemsstat, der er ansvarlig for den
manuelle behandling af en ansøgning.
Forordningens artikel 26 indeholder bestemmelser om de nationale
ETIAS-enheders manuelle behandling af en ansøgning.
Ifølge forordningens artikel 26, stk. 1, skal den
nationale ETIAS-enhed have adgang til ansøgningsmappen og
eventuelt tilknyttede ansøgningsmapper såvel som til
eventuelle hit, der blev udløst under den automatiserede
behandling i det centrale ETIAS-system. Den centrale ETIAS-enhed
underretter den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed om,
hvorvidt en eller flere andre medlemsstater eller Europol er blevet
identificeret som havende registreret eller leveret de oplysninger,
der udløste hittet. Hvis en eller flere medlemsstater har
leveret de oplysninger, der har udløst hittet, skal den
centrale ETIAS-enhed også præcisere, hvilken
medlemsstat det drejer sig om.
Forordningens artikel 26, stk. 2, fastslår, at den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed efter den manuelle
behandling skal udstede en rejsetilladelse eller give afslag
på en rejsetilladelse.
Hvis hittet skyldes, at det rejsedokument, der anvendes til
ansøgningen, svarer til et rejsedokument, der er meldt
bortkommet, stjålet, uretmæssigt tilegnet eller
ugyldiggjort i SIS, eller ansøgeren er omfattet af en
indberetning i SIS om nægtelse af indrejse og ophold, skal
den ansvarlige nationale ETIAS-enhed give afslag på en
rejsetilladelse, jf. forordningens artikel 26, stk. 3, litra a.
Hvis hittet svarer til en eller flere kategorier, der er
omhandlet i forordningens artikel 20, stk. 2, litra b og d-m, eller
hittet skyldes, at ansøgeren har svaret bekræftende
på spørgsmålene om personlige forhold, som
omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 4, skal den ansvarlige
nationale ETIAS-enhed foretage en vurdering af risikoen for
sikkerheden eller for ulovlig indvandring og træffe
afgørelse på baggrund heraf, jf. forordningens artikel
26, stk. 3, litra b, og artikel 26, stk. 4.
Hvis hittet skyldes oplysninger, som fremgår af
ETIAS-overvågningslisten, jf. forordningens artikel 20, stk.
4, foretager den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed en
vurdering af risikoen for sikkerheden og træffer
afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes eller gives afslag
på en rejsetilladelse, jf. forordningens artikel 26, stk.
5.
Hvis hittet skyldes de i forordningens artikel 33, omhandlede
specifikke risikoindikatorer, jf. forordningens artikel 20, stk. 5,
foretager den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed en
vurdering af risikoen for sikkerheden og for ulovlig indvandring,
eller om der er høj risiko for epidemi, og træffer
afgørelse på baggrund heraf, jf. forordningens artikel
26, stk. 6. I den forbindelse præciserer bestemmelsen, at den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed under ingen
omstændigheder må træffe en afgørelse
automatisk på grundlag af et hit ud fra specifikke
risikoindikatorer. I alle tilfælde skal den
pågældende ETIAS-enhed foretage en konkret og
individuel vurdering.
Det fremgår af forordningens artikel 26, stk. 7, at
ETIAS-informationssystemet registrerer alle databehandlinger, som
udføres med henblik på ovenfor omtalte vurderinger
foretaget af den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed
eller af de nationale ETIAS-enheder i de medlemsstater, der er
blevet hørt i overensstemmelse med forordningens artikel 28.
Sådanne registreringer oprettes og registreres automatisk i
ansøgningsmappen. De skal angive dato og tidspunkt for hver
behandling, hvilke oplysninger, der er anvendt til søgninger
i andre EU-informationssystemer, hvilke oplysninger, der er knyttet
til det modtagne hit, og den medarbejder, der har foretaget
risikovurderingen. Resultaterne af vurderingen af risikoen for
sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en høj
risiko for epidemi og begrundelsen for afgørelsen om at
udstede eller give afslag på en rejsetilladelse, registreres
i ansøgningsmappen af den medarbejder, der har foretaget den
pågældende risikovurdering.
3.1.2.5.3. Den nationale ETIAS-enheds anmodning om yderligere
oplysninger eller dokumentation fra ansøgeren mv.
Ansøgeren skal senest 96 timer efter indgivelsen af
ansøgningen om rejsetilladelse, der opfylder betingelserne
for at blive behandlet, modtage en afgørelse eller en
anmodning om yderligere oplysninger eller dokumentation. Se
nærmere herom under pkt. 3.1.2.5.5.
Forordningens artikel 27, stk. 1, foreskriver, at såfremt
den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed finder, at de
oplysninger, som ansøgeren har angivet i
ansøgningsskemaet, er utilstrækkelige til, at den kan
træffe afgørelse om at udstede eller give afslag
på en rejsetilladelse, kan den anmode om yderligere
oplysninger eller dokumentation fra ansøgeren. Den
pågældende ETIAS-enhed skal anmode om yderligere
oplysninger eller dokumentation på anmodningen af den
medlemsstat, der er hørt i overensstemmelse med
forordningens artikel 28.
Ifølge forordningens artikel 27, stk. 2, sendes
anmodningen via e-mailtjenesten i ETIAS-systemet til den
e-mailadresse, der er registreret under kontaktoplysninger i
ansøgningsmappen. Anmodningen om yderligere oplysninger
eller dokumentation skal tydeligt angive, hvilke oplysninger eller
hvilken dokumentation ansøgeren skal fremlægge, og en
liste over, hvilke sprog oplysningerne eller dokumentationen kan
indgives på. Denne liste omfatter som minimum engelsk, fransk
eller tysk, medmindre den omfatter et officielt sprog i det
tredjeland, som ansøgeren har anført at være
statsborger i. Ansøgeren skal inden for 10 dage fra datoen
for modtagelse af anmodningen fremlægge de yderligere
oplysninger eller dokumentation via den sikre kontotjeneste, der er
indbygget i ETIAS-systemet. Ansøgeren skal fremlægge
oplysningerne eller dokumentationen på et af de sprog, der er
anført i anmodningen, men ansøgeren er ikke
forpligtet til at fremlægge en officiel oversættelse.
Den ansvarlige ETIAS-enhed kan kun anmode ansøgeren om
yderligere oplysninger eller dokumentation, der er
påkrævet for af vurdere ETIAS-ansøgningen. De af
ansøgeren fremlagte yderligere oplysninger eller
dokumentation registreres og lagres af det centrale ETIAS-system i
ansøgningsmappen, jf. forordningens artikel 27, stk. 9, 1.
pkt.
Når den ansvarlige ETIAS-enhed fremsætter anmodning
om yderligere oplysninger eller dokumentation, anvender denne en
på forhånd fastsat liste over valgmuligheder, jf.
forordningens artikel 27, stk. 3.
Forordningens artikel 27, stk. 4, foreskriver, at den ansvarlige
medlemsstats nationale ETIAS-enhed under ekstraordinære
omstændigheder og som en sidste udvej efter behandlingen af
de yderligere oplysninger eller den yderligere dokumentation, hvis
der fortsat hersker alvorlig tvivl om ansøgernes oplysninger
eller dokumentation, kan indkalde ansøgeren til en samtale i
den pågældendes opholdsland på det konsulat
tilhørende medlemsstaten, der ligger tættest på
ansøgerens opholdssted. Når det er i ansøgerens
interesse, kan samtalen ekstraordinært finde sted på et
konsulat, der ligger i et andet land end i ansøgerens
opholdsland. Hvis det konsulat, der ligger tættest på
ansøgerens opholdssted, er længere væk end 500
km, skal ansøgeren tilbydes mulighed for at føre
samtalen ved hjælp af audio-og videokommunikationsmidler.
Hvis afstanden er mindre end 500 km, kan ansøgeren og den
ansvarlige medlemsstats ETIAS-enhed i fællesskab aftale at
anvende midler, som muliggør audio- og videokommunikation.
Hvis sådanne audio-og videokommunikationsmidler anvendes,
føres samtalen af den ansvarlige medlemsstats nationale
ETIAS-enhed eller, ekstraordinært, af et af denne
medlemsstats konsulater.
Efter forordningens artikel 27, stk. 8, angiver den ansvarlige
medlemsstats nationale ETIAS-enhed, hvilke elementer
udspørgeren skal berøre, ligesom udspørgeren
efter samtalen afgiver en udtalelse, der indeholder begrundelse for
vedkommendes anbefalinger. De berørte elementer og
udtalelsen anføres på en formular, som registreres i
ansøgningsmappen.
Bestemmelsen er fakultativ, og det er således op til den
enkelte medlemsstat at beslutte, hvorvidt man vil gøre brug
af muligheden for at indkalde ansøgere til samtale i
ekstraordinære tilfælde. Se nærmere herom under
pkt. 3.1.3.5.
Den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed genoptager
behandlingen af ansøgningen, når ansøgeren
fremlægger de yderligere oplysninger eller den yderligere
dokumentation, eller, hvis det er relevant, på datoen for
samtalen, jf. forordningens artikel 27, stk. 10.
3.1.2.5.4. Høringsprocedurer
Forordningens artikel 28 og 29 indeholder bestemmelser om
høringsprocedurer, som iværksættes i
tilfælde af, at den automatiserede behandling resulterer i et
hit udløst af oplysninger, som er registreret eller leveret
af en eller flere medlemsstater eller Europol.
I henhold til forordningens artikel 28, der vedrører
høring af andre medlemsstater, skal den centrale
ETIAS-enhed, jf. stk. 1, underrette den eller de involverede
medlemsstaters nationale ETIAS-enhed og dermed indlede en
høringsprocedure mellem dem og den ansvarlige medlemsstats
nationale ETIAS-enhed. De nationale ETIAS-enheder i de hørte
medlemsstater skal have adgang til ansøgningsmappen med
henblik på høringen, jf. forordningens artikel 28,
stk. 2. Den nationale ETIAS-enhed i den hørte medlemsstat
skal i henhold til forordningens artikel 28, stk. 3 og 5, svare
inden for 60 timer fra underretning om høringen og enten
afgive en begrundet positiv udtalelse om ansøgningen eller
afgive en begrundet negativ udtalelse om ansøgningen. Den
positive eller negative udtalelse registreres i
ansøgningsmappen af den hørte medlemsstats nationale
ETIAS-enhed. Hvis der ikke er afgivet svar inden for fristen, anses
dette som en positiv udtalelse om ansøgningen.
Ifølge forordningens artikel 28, stk. 4, kan den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed også
høre den nationale ETIAS-enhed i en eller flere
medlemsstater efter en ansøgers svar på en anmodning
om yderligere oplysninger. Hvis der anmodes om sådanne
yderligere oplysninger på vegne af en hørt
medlemsstat, hører den ansvarlige medlemsstats nationale
ETIAS-enhed den pågældende hørte medlemsstats
nationale ETIAS-enhed efter ansøgerens svar på
anmodningen om yderligere oplysninger. I sådanne
tilfælde skal de hørte medlemsstaters nationale
ETIAS-enheder også have adgang til de relevante yderligere
oplysninger eller den relevante yderligere dokumentation, som
ansøgeren har forelagt på anmodning af den ansvarlige
medlemsstats nationale ETIAS-enhed i forbindelse med den sag, de
høres om. Hvis flere medlemsstater høres, sikrer den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed koordineringen.
Det følger af forordningens artikel 28, stk. 7, at hvis
en af de hørte medlemsstaters nationale ETIAS-enhed afgiver
en negativ udtalelse om ansøgningen, skal den ansvarlige
medlemsstat give afslag på rejsetilladelsen. Dette
berører ikke forordningens artikel 44 vedrørende
udstedelse af en rejsetilladelse med begrænset territorial
gyldighed af humanitære årsager, af hensyn til
nationale interesser eller på grund af internationale
forpligtelser. Se nærmere herom under pkt. 3.1.2.7.4.
I henhold til forordningens artikel 29, der vedrører
høring af Europol, skal den centrale ETIAS-enhed, jf. stk.
1, indlede en høringsprocedure mellem Europol og den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed, når Europol er
den part, der har leveret de oplysninger, der har udløst et
hit. Høringen foretages i overensstemmelse med særlig
kapitel IV i Europol-forordningen, der ikke finder anvendelse for
Danmark eller de Schengen-associerede lande. Se nærmere herom
under pkt. 2.6.
Hvis Europol høres, sender den centrale ETIAS-enhed de
relevante oplysninger i ansøgningsmappen og de hit, der er
nødvendige med henblik på høringen, til
Europol, jf. forordningens artikel 29, stk. 2. Europol har under
ingen omstændigheder adgang til personoplysninger
vedrørende ansøgerens uddannelse som omhandlet i
forordningens artikel 17, stk. 2, litra h, jf. forordningens
artikel 29, stk. 3.
Europol skal, som den hørte part, i henhold til
forordningens artikel 29, stk. 4, afgive en begrundet udtalelse om
ansøgningen. Europols udtalelse stilles til rådighed
for den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed, som
registrerer den i ansøgningsmappen. Europol skal i henhold
til forordningens artikel 29, stk. 6, svare inden for 60 timer fra
underretningen om høringen. Hvis Europol ikke svarer inden
fristen, anses dette som en positiv udtalelse om
ansøgningen. Det følger af forordningens artikel 29,
stk. 7, at hvis den ansvarlige medlemsstat beslutter at udstede en
rejsetilladelse på trods af en negativ udtalelse fra Europol,
skal den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed begrunde sin
afgørelse.
Ifølge forordningens artikel 29, stk. 5, kan den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed høre Europol
efter en ansøgers svar på en anmodning om yderligere
oplysninger. Den nationale ETIAS-enhed sender i sådanne
tilfælde de relevante yderligere oplysninger eller den
relevante yderligere dokumentation, som ansøgeren har
fremlagt i forbindelse med ansøgningen om en
rejsetilladelse, hvorom Europol høres.
3.1.2.5.5. Meddelelse om afgørelse mv.
Forordningens artikel 30 og 32 fastlægger fristerne for
meddelelse af en afgørelse til ansøgeren.
Ifølge forordningens artikel 30 skal ansøgeren
inden for 96 timer fra indgivelsen af en ansøgning, der
opfylder betingelserne for at blive behandlet, modtage en
meddelelse om, hvorvidt der er udstedt eller givet afslag på
rejsetilladelse, eller en anmodning om at fremlægge
yderligere oplysninger eller dokumentation.
Ifølge forordningens artikel 32, stk. 1, sammenholdt med
stk. 3, skal der træffes afgørelse om en
ansøgning, der opfylder betingelserne for at blive
behandlet, senest 96 timer efter indgivelsen heraf. Forordningens
artikel 32, stk. 2, foreskriver, at når der gives meddelelse
om en anmodning om yderligere oplysninger eller dokumentation, og
når ansøgeren indkaldes til en samtale,
forlænges fristen på 96 timer ekstraordinært. Der
skal således træffes afgørelse senest 96 timer
efter ansøgerens fremlæggelse af yderligere
oplysninger eller dokumentation. Hvis ansøgeren indkaldes
til en samtale, skal der træffes afgørelse om
ansøgningen senest 48 timer efter, at samtalen fandt sted.
Inden udløbet af de to omtalte frister på henholdsvis
96 timer eller 48 timer skal der træffes afgørelse om
enten at udstede en rejsetilladelse eller at give afslag på
en rejsetilladelse.
I henhold til forordningens artikel 31 sørger
EU-Kommissionen for et kontrolværktøj, så
ansøgere kan kontrollere status for deres ansøgning
om rejsetilladelse og gyldighedsperioden og status for deres
rejsetilladelse (gyldig, afslået, annulleret eller
inddraget). Kontrolværktøjet vil være
tilgængeligt via det offentlige websted og appen, der er
omhandlet i artikel 16. Se nærmere herom under pkt.
3.1.2.3.1.
3.1.2.6. ETIAS-screeningsregler og
ETIAS-overvågningslisten (forordningens kapitel V)
Forordningens artikel 33, 34 og 35 fastlægger
nærmere regler om ETIAS-screeningsreglerne og den
såkaldte ETIAS-overvågningsliste.
3.1.2.6.1. ETIAS-screeningsreglerne
Forordningens artikel 33, stk. 1, foreskriver, at
ETIAS-screeningsreglerne skal være en algoritme, der
muliggør profilering som defineret i artikel 4, nr. 4), i
forordning (EU) 2016/679 gennem sammenligning af oplysningerne i en
ansøgningsmappe i det centrale ETIAS-system med specifikke
risikoindikatorer, der tyder på, at der er en risiko for
sikkerhed eller for ulovlig indvandring eller, at der er en
høj risiko for epidemi. Den centrale ETIAS-enhed registrerer
ETIAS-screeningsreglerne i det centrale ETIAS-system.
Efter forordningens artikel 33, stk. 2, tillægges
EU-Kommissionen beføjelser til at vedtage en delegeret
retsakt med henblik på nærmere at definere risici for
sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en høj
risiko for epidemi på grundlag af nærmere bestemte
statistiske oplysninger genereret af en række systemer,
herunder ind- og udrejsesystemet og ETIAS, samt nærmere
bestemte oplysninger fra medlemsstaterne.
De risici, der er defineret i forordningen og i den delegerede
retsakt i artikel 33, stk. 2, og som de i artikel 33, stk. 4,
omhandlede specifikke risikoindikatorer skal bygge på,
specificerer EU-Kommissionen ifølge forordningens artikel
33, stk. 3, ved hjælp af en gennemførelsesretsakt.
Det følger af forordningens artikel 33, stk. 4, at
på grundlag af de specifikke risici fastsætter den
centrale ETIAS-enhed de specifikke risikoindikatorer, der
består af en kombination af oplysninger, herunder en eller
flere af en række oplysninger om aldersgruppe, køn og
nationalitet, opholdsland og -by, uddannelsesniveau (uddannelse
på primærtrinnet eller sekundærtrinnet,
videregående uddannelse eller ingen uddannelse) og
nuværende beskæftigelse (jobgruppe).
Det fremgår af forordningens artikel 33, stk. 5, at de
specifikke risikoindikatorer skal være målrettede og
forholdsmæssige. De må under ingen omstændigheder
udelukkende bygge på en persons køn eller alder. De
må under ingen omstændigheder være baseret
på oplysninger vedrørende en persons hudfarve, race,
etniske eller sociale oprindelse, genetiske anlæg, sprog,
politiske eller andre anskuelser, religiøse eller
filosofiske overbevisning, medlemskab af en fagforening,
tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold,
fødsel, handicap eller seksuelle orientering.
De specifikke risikoindikatorer skal defineres,
fastsættes, forhåndsvurderes, gennemføres,
evalueres efterfølgende, revideres og slettes af den
centrale ETIAS-enhed efter høring af
ETIAS-Screeningsrådet, jf. forordningens artikel 33, stk.
6.
3.1.2.6.2. ETIAS-overvågningslisten
I medfør af forordningens artikel 34 oprettes der en
ETIAS-overvågningsliste, der bl.a. er baseret på FN's
lister over krigsforbrydere, med henblik på at give et hit i
den automatiske del af sagsbehandlingen i det centrale
ETIAS-system, hvis en person opført på
overvågningslisten indgiver en ansøgning om
rejsetilladelse.
Ifølge forordningens artikel 34, stk. 1, består
ETIAS-overvågningslisten af oplysninger om personer, der er
mistænkt for at have begået eller deltaget i en
terrorhandling eller en anden alvorlig strafbar handling, eller
personer, om hvilke der på grundlag af en samlet vurdering af
personen er konkrete indicier for eller rimelig grund til at
antage, at de vil begå en terrorhandling eller en anden
alvorlig strafbar handling. ETIAS-overvågningslisten er en
del af det centrale ETIAS-system.
ETIAS-overvågningslisten opstilles på grundlag af
oplysninger vedrørende terrorhandlinger eller andre
alvorlige strafbare handlinger, jf. forordningens artikel 34, stk.
2.
I henhold til forordningens artikel 34, stk. 3, registreres
oplysninger vedrørende terrorhandlinger eller andre
alvorlige strafbare handlinger på
ETIAS-overvågningslisten af Europol eller af medlemsstaterne,
der hver især er ansvarlig for de oplysninger, de
registrerer.
På baggrund af oplysningerne vedrørende
terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger
består ETIAS-overvågningslisten af oplysninger om
efternavn, efternavn ved fødslen, fødselsdato, andre
navne (kaldenavn(e), kunstnernavn(e), sædvanlige navn(e)),
rejsedokument(er) (type, nummer og udstedelsesland),
bopælsadresse, e-mailadresse, telefonnummer, et firmas eller
en organisations navn, e-mailadresse, postadresse og telefonnummer
eller IP-adresse.
Hvis følgende oplysninger foreligger, føjes de til
det hertil relevante punkt bestående af mindst én af
de oplysninger, der er anført ovenfor: fornavn(e),
fødested, fødeland, køn og nationalitet, jf.
forordningens artikel 34, stk. 4.
De nærmere ansvarsområder og opgaver
vedrørende ETIAS-overvågningslisten fastlægges i
forordningens artikel 35.
I henhold til forordningens artikel 35, stk. 1, skal Europol
eller medlemsstaten inden denne registrerer oplysninger på
ETIAS-overvågningslisten fastlægge, om oplysningerne er
tilstrækkelige, nøjagtige og vigtige nok til at blive
opført på ETIAS-overvågningslisten, vurdere
oplysningernes potentielle indvirkning på andelen af
ansøgninger, der behandles manuelt eller kontrollere, om
oplysningerne svarer til en indberetning, der er registreret i
SIS.
Det følger af forordningens artikel 35, stk. 3, at
såfremt oplysningerne svarer til en indberetning, der er
registreret i SIS, registreres de ikke på
ETIAS-overvågningslisten. Hvis betingelserne for at anvende
oplysningerne til at registrere en indberetning i SIS er opfyldt,
gives der prioritet til at registrere en indberetning i SIS.
I henhold til forordningens artikel 35, stk. 5, har Europol
ansvaret for at vurdere og kontrollere den fortsatte
nøjagtighed af de oplysninger, som Europol har registreret
på ETIAS-overvågningslisten, regelmæssigt og
mindst en gang om året. Den samme forpligtelse gælder
medlemsstaterne for så vidt angår de oplysninger, som
de har registreret. Europol og medlemsstaterne udarbejder og
gennemfører en fælles procedure til at sikre
opfyldelse af deres forpligtelser.
I henhold til forordningens artikel 35, stk. 6, fjerner
medlemsstaterne og Europol efter en vurdering oplysninger fra
ETIAS-overvågningslisten, hvis det er påvist, at
grundene til, at de er blevet registreret, ikke længere er
tilstede, eller at oplysningerne er forældede eller ikke
ajourførte.
3.1.2.7. Afgørelser om rejsetilladelse (forordningens
kapitel VI)
3.1.2.7.1. Udstedelse af en rejsetilladelse
Det følger af forordningens artikel 36, stk. 1, at det
centrale ETIAS-system eller den ansvarlige medlemsstats nationale
ETIAS-enhed udsteder en rejsetilladelse, hvis behandlingen af
ansøgningen viser, at der ikke er konkrete indicier for
eller rimelig grunde, der bygger på konkrete indicier, til at
konkludere, at personens tilstedeværelse på
medlemsstaternes område vil udgøre en risiko for
sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en høj
risiko for epidemi.
I henhold til forordningens artikel 36, stk. 2, kan den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed forsyne en
rejsetilladelse, som den udsteder, med en anmærkning, hvori
den anbefaler kontrol ved grænseovergangsstedet ved tvivl om,
hvorvidt der er grund til at meddele afslag på en
rejsetilladelse. Denne anmærkning skal kun være synlig
for grænsemyndighederne, og den skal angive årsagen til
anmærkningen. Anmærkningen fjernes automatisk,
når grænsemyndighederne har foretaget kontrollen og
registreret indrejse i ind- og udrejsesystemet.
Ifølge forordningens artikel 36, stk. 3, har den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed mulighed for at
tilføje en anmærkning, der viser
grænsemyndighederne og andre myndigheder med adgang til
oplysningerne i det centrale ETIAS-system, at et bestemt hit, der
er udløst under behandlingen af en ansøgning, er
blevet vurderet, og at det er blevet bekræftet, at hittet
udgør et falsk hit, eller at en manuel behandling har vist,
at der ikke er nogen grund til at give afslag på en
rejsetilladelse.
Rejsetilladelsen vil være gyldig på medlemsstaternes
område i tre år, eller indtil det anvendte
rejsedokuments udløb, afhængig af, hvad der kommer
først, jf. forordningens artikel 36, stk. 5. En
rejsetilladelse giver ikke automatisk ret til indrejse eller
ophold, jf. forordningens artikel 36, stk. 6.
Det fremgår af forordningens artikel 38, stk. 1, at
når der er udstedt en rejsetilladelse, modtager
ansøgeren straks en meddelelse herom via e-mailtjenesten,
med angivelse af bl.a. at der er udstedt en rejsetilladelse,
ansøgningsnummeret for rejsetilladelsen, begyndelses- og
udløbsdato for rejsetilladelsen, krav om forevisning af det
i ansøgningen angivne rejsedokument ved indrejse, en
påmindelse om de indrejsebetingelser, der er fastsat i
artikel 6 i Schengengrænsekodeksen, og det forhold, at et
kortvarigt ophold kun er muligt for en varighed på
højst 90 dage inden for enhver periode på 180 dage, en
påmindelse om, at det at være i besiddelse af en
rejsetilladelse ikke i sig selv giver automatisk ret til indrejse,
en påmindelse om, at grænsemyndighederne kan anmode om
supplerende dokumentation ved de ydre grænser med henblik
på at kontrollere, at betingelserne for indrejse og ophold er
opfyldt og en påmindelse om, at besiddelse af en gyldig
rejsetilladelse er en opholdsbetingelse, som skal være
opfyldt i hele varigheden af et kortvarigt ophold på
medlemsstaternes område.
Forordningens artikel 39 fastsætter nærmere regler
om, hvilke oplysninger der skal tilføjes
ansøgningsmappen efter afgørelse om at udstede eller
give afslag på en rejsetilladelse.
3.1.2.7.2. Afslag på en rejsetilladelse
Reglerne om, hvornår en ansøger skal meddeles
afslag på en ansøgning om rejsetilladelse,
fremgår af forordningens artikel 37.
Ifølge forordningens artikel 37, stk. 1, skal
ansøgeren meddeles afslag, hvis pågældende
anvender et rejsedokument, der er blevet meldt bortkommet,
stjålet, uretmæssigt tilegnet eller ugyldigt i SIS,
udgør en risiko for sikkerheden, udgør en risiko for
ulovlig indvandring, udgør en høj risiko for epidemi,
er en person, der er indberettet til SIS med henblik på
nægtelse af indrejse og ophold, ikke svarer på en
anmodning om yderligere oplysninger eller dokumentation inden for
fristerne herom eller ikke møder op til en samtale.
Ifølge forordningens artikel 37, stk. 2, skal der desuden
meddeles afslag, hvis der på ansøgningstidspunktet er
rimelig og alvorlig tvivl om ægtheden, pålideligheden
af ansøgerens udsagn eller den supplerende dokumentation,
som ansøgeren har fremlagt, eller rigtigheden af dens
indhold.
I henhold til forordningens artikel 37, stk. 3, har
ansøgere ret til at få prøvet en
afgørelse om afslag på rejsetilladelse. Klagen skal
behandles i den medlemsstat, hvis nationale ETIAS-enhed har truffet
afgørelsen om afslag, og behandles i henhold til national
ret i denne medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstats ETIAS-enhed
skal underrette ansøgeren om klageproceduren.
Det fremgår af forordningens artikel 37, stk. 4, at et
tidligere afslag på en rejsetilladelse ikke medfører
automatisk afslag på en ny ansøgning. En ny
ansøgning vurderes på grundlag af alle
tilgængelige oplysninger.
I henhold til forordningens artikel 38, stk. 2, skal
ansøgeren, hvis der er givet afslag på en
rejsetilladelse, omgående modtage en meddelelse herom via
e-mailtjenesten, herunder et tydeligt udsagn om, at der er givet
afslag på rejsetilladelsen, og ansøgningsnummeret for
rejsetilladelsen, en henvisning til den ansvarlige medlemsstats
nationale ETIAS-enhed, der har givet afslag på
rejsetilladelsen, og dens adresse, et udsagn om grundene til
afslaget på rejsetilladelsen, som gør det muligt for
ansøgeren at indgive en klage, oplysninger om retten til at
indgive klage og fristen herfor mv. og oplysninger om procedurerne
for at udøve rettighederne i medfør af artikel 13-16
i forordning (EF) nr. 45/2001 og artikel 15-18 i
databeskyttelsesforordningen og kontaktoplysningerne for den
databeskyttelsesansvarlige i Frontex, hos Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse og hos den nationale
tilsynsmyndighed i den ansvarlige medlemsstat.
Det fremgår af forordningens artikel 38, stk. 3, at
EU-Kommissionen ved hjælp af gennemførselsretsakter
vedtager en standardformular for afslag på eller annullering
eller inddragelse af en rejsetilladelse. Se nærmere herom
under pkt. 3.1.3.4.
Forordningens artikel 39 fastsætter nærmere regler
om, hvilke oplysninger der skal tilføjes
ansøgningsmappen efter afgørelse om at udstede eller
give afslag på en rejsetilladelse.
3.1.2.7.3. Annullering og inddragelse af en
rejsetilladelse
Forordningens artikel 40 og 41 fastslår, hvornår en
rejsetilladelse skal annulleres eller inddrages.
I henhold til forordningens artikel 40, stk. 1, annulleres en
rejsetilladelse, hvis det bliver åbenlyst, at betingelserne
for at udstede den ikke var opfyldt på tidspunktet, hvor den
blev udstedt. Rejsetilladelsen annulleres på grundlag af en
eller flere af grundene til afslag på en rejsetilladelse, som
omhandlet i forordningens artikel 37, stk. 1 og 2.
Hvis en medlemsstat er i besiddelse af dokumentation for, at
betingelserne for at udstede en rejsetilladelse ikke var opfyldt
på det tidspunkt, hvor den blev udstedt, annullerer den
pågældende medlemsstats nationale ETIAS-enhed
rejsetilladelsen, jf. forordningens artikel 40, stk. 2.
Ifølge forordningens artikel 40, stk. 4, registreres
begrundelsen for en afgørelse om at annullere en
rejsetilladelse i ansøgningsmappen af den medarbejder, der
har foretaget risikovurderingen.
I henhold til forordningens artikel 40, stk. 3, har en person,
hvis rejsetilladelse er blevet annulleret, ret til at påklage
afgørelsen. Klagesagen skal behandles i den medlemsstat, der
har truffet afgørelse om annulleringen og i henhold til
national ret i denne medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstats
ETIAS-enhed skal underrette ansøgeren om
klageproceduren.
I henhold til forordningens artikel 41, stk. 1, inddrages en
rejsetilladelse, hvis det bliver åbenlyst, at betingelserne
for at udstede den ikke længere er opfyldt. Rejsetilladelsen
inddrages på grundlag af en eller flere af grundene til
afslag på en rejsetilladelse, som omhandlet i forordningens
artikel 37, stk. 1.
Hvis en medlemsstat er i besiddelse af dokumentation for, at
betingelserne for at udstede en rejsetilladelse ikke længere
er opfyldt, inddrager den pågældende medlemsstats
nationale ETIAS-enhed rejsetilladelsen, jf. forordningens artikel
41, stk. 2.
Det følger af forordningens artikel 41, stk. 3, at hvis
der i SIS foretages en ny indberetning om en ny nægtelse af
indrejse og ophold, eller om at et rejsedokument er meldt
bortkommet, stjålet, uretmæssigt tilegnet eller
ugyldiggjort, informerer SIS det centrale ETIAS-system, jf. dog
stk. 2. Det centrale ETIAS-system kontrollerer, om den nye
indberetning vedrører en gyldig rejsetilladelse. Hvis dette
er tilfældet, overfører det centrale ETIAS-system
ansøgningsmappen til den nationale ETIAS-enhed i den
medlemsstat, der har registreret indberetningen. Når en ny
indberetning om nægtelse af indrejse og ophold er blevet
foretaget, inddrager den nationale ETIAS-enhed rejsetilladelsen.
Hvis rejsetilladelsen er knyttet til et rejsedokument, der er meldt
bortkommet, stjålet, uretmæssigt tilegnet eller
ugyldiggjort i SIS eller SLTD, behandler den nationale ETIAS-enhed
manuelt ansøgningsmappen.
Det fremgår af forordningens artikel 41, stk. 4, at
når der registreres nye oplysninger på
ETIAS-overvågningslisten, sammenlignes disse med
oplysningerne i ansøgningsmapperne i det centrale
ETIAS-system. Det centrale ETIAS-system kontrollerer, om disse nye
oplysninger vedrører en gyldig rejsetilladelse. Hvis dette
er tilfældet, overfører det centrale ETIAS-system
ansøgningsmappen til den nationale ETIAS-enhed i den
medlemsstat, der har registreret de nye oplysninger, eller, hvis
Europol har registreret de nye oplysninger, til den nationale
ETIAS-enhed i medlemsstaten for de første planlagte ophold,
som anført af ansøgeren, jf. forordningens artikel
17, stk. 2, litra j. Den nationale ETIAS-enhed vurderer risikoen
for sikkerheden og inddrager rejsetilladelsen, hvis den
konkluderer, at betingelserne for at udstede den ikke længere
er opfyldt.
Forordningens artikel 41, stk. 5, fastslår, at hvis en
registrering af nægtelse af indrejse er registreret i ind- og
udrejsesystemet vedrørende indehaveren af en gyldig
rejsetilladelse, og denne registrering er begrundet af grundene B
eller I, der er opført på listen i bilag V, del B
(standardformular for nægtelse af indrejse), til
Schengengrænsekodeksen, det vil sige, at den
pågældende er i besiddelse af et
falsk/forfalsket/ændret rejsedokument eller anses for at
udgøre en trussel mod en eller flere EU-medlemsstaters
offentlige orden, indre sikkerhed, offentlige sundhed eller
internationale forbindelser, overfører det centrale
ETIAS-system ansøgningsmappen til den nationale EITAS-enhed
i den medlemsstat, der har nægtet indrejse. Den nationale
ETIAS-enhed vurderer, om betingelserne for at udstede
rejsetilladelsen stadig er opfyldt, og inddrager rejsetilladelsen,
hvis dette ikke er tilfældet.
Ifølge forordningens artikel 41, stk. 6, registreres
begrundelsen for en afgørelse om at inddrage en
rejsetilladelse i ansøgningsmappen af den medarbejder, der
har foretaget den pågældende risikovurdering.
I henhold til forordningens artikel 41, stk. 7, har en
ansøger, hvis rejsetilladelse er blevet inddraget, ret til
at påklage afgørelsen. Klagesagen skal behandles i den
medlemsstat, der har truffet afgørelse om inddragelsen og i
henhold til national ret i denne medlemsstat. Den ansvarlige
medlemsstats ETIAS-enhed skal underrette ansøgeren om
klageproceduren.
Forordningens artikel 41, stk. 8, fastslår, at en
rejsetilladelse kan inddrages på ansøgerens anmodning.
Det er ikke muligt at påklage en inddragelse på denne
basis. Hvis ansøgeren er til stede på en medlemsstats
område, når en sådan anmodning indgives,
får inddragelsen virkning på det tidspunkt, hvor
ansøgeren har forladt området, og fra det tidspunkt
den tilhørende ind- og udrejseregistrering er blevet
foretaget i ind- og udrejsesystemet i overensstemmelse med artikel
16, stk. 3, og artikel 17, stk. 2, i EES-forordningen.
Det fremgår af forordningens artikel 42, at hvis en
rejsetilladelse er blevet annulleret eller inddraget, skal
ansøgeren straks modtage en meddelelse herom via
e-mailtjenesten, indeholdende de samme oplysninger om annulleringen
eller inddragelsen som ved et afslag på rejsetilladelse, samt
et klart udsagn om, at besiddelse af en gyldig rejsetilladelse er
en opholdsbetingelse, som skal være opfyldt i hele varigheden
af et kortvarigt ophold på medlemsstaternes område.
Se nærmere om indholdet af et afslag på
rejsetilladelse under pkt. 3.1.2.7.2.
Forordningens artikel 43 fastsætter nærmere regler
om, hvilke oplysninger der skal tilføjes
ansøgningsmappen efter afgørelse om at annullere
eller inddrage en rejsetilladelse.
3.1.2.7.4. Udstedelse af en rejsetilladelse med begrænset
territorial gyldighed
Forordningens artikel 44, stk. 1, fastslår, at en
medlemsstat undtagelsesvis kan udstede en rejsetilladelse med
begrænset territorial gyldighed, hvor denne medlemsstat
finder det nødvendigt af humanitære årsager i
overensstemmelse med national ret, af hensyn til nationale
interesser eller på grund af internationale forpligtelser.
Dette gælder selv om en manuel behandling endnu ikke er
afsluttet, eller der er givet afslag på en rejsetilladelse,
eller den er blevet annulleret eller inddraget.
En rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed er
kun gyldig på den udstedende medlemsstats område, med
mindre yderligere medlemsstater samtykker via deres nationale
ETIAS-enhed til at udvide gyldighedsområdet.
En rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed er
gyldig i højst 90 dage fra datoen for første indrejse
på grundlag af denne tilladelse, jf. forordningens artikel
44, stk. 4.
Som det fremgår af forordningens artikel 16, stk. 8, giver
det offentlige websted og appen ansøgere mulighed for i
forbindelse med ansøgningen at angive, at formålet med
det planlagte ophold vedrører humanitære årsager
eller internationale forpligtelser.
Endvidere følger det af forordningens artikel 44, stk. 2,
at ansøgeren kan kontakte den centrale ETIAS-enhed med
oplysninger om ansøgningsnummer, den medlemsstat, som den
pågældende har til hensigt at rejse til, og at rejsen
foretages af humanitære årsager eller er knyttet til
internationale forpligtelser. Når en sådan kontakt er
taget, underretter den centrale ETIAS-enhed den nationale
EITAS-enhed i den medlemsstat, som tredjelandsstatsborgeren har til
hensigt at rejse til, og registrerer oplysningerne i
ansøgningsmappen.
Forordningens artikel 44, stk. 3, indeholder nærmere
bestemmelser vedrørende muligheden for den nationale
ETIAS-enhed i den medlemsstat, som tredjelandsstatsborgeren har til
hensigt at rejse til, at anmode ansøgeren om yderligere
oplysninger eller dokumentation mv.
Forordningens artikel 44, stk. 6, fastslår nærmere,
hvilke oplysninger den nationale ETIAS-enhed skal tilføje
ansøgningsmappen, når den udsteder en rejsetilladelse
med begrænset territorial gyldighed, herunder skal der laves
en henvisning til de humanitære årsager, nationale
interesser eller internationale forpligtelser, der er
påberåbt, jf. litra e.
I henhold til forordningens artikel 44, stk. 7, skal
ansøgeren, når der er udstedt en rejsetilladelse med
begrænset territorial gyldighed, oplyses via e-mailtjenesten
om de begrænsninger, som er fastsat for rejsetilladelsen
mv.
3.1.2.8. Transportvirksomheders brug af ETIAS (forordningens
kapitel VII)
Forordningens artikel 45 og 46 fastsætter de nærmere
regler om transportvirksomheders brug af ETIAS.
Forordningens artikel 45 regulerer transportvirksomhedernes
adgang til oplysninger i ETIAS med henblik på kontrol.
Ifølge forordningens artikel 45, stk. 1, skal luft- og
søtransportvirksomheder samt internationale
transportvirksomheder, der befordrer grupper til lands i busser,
sende en forespørgsel til ETIAS-informationssystemet for at
kontrollere, hvorvidt en tredjelandsstatsborger omfattet af kravet
om en rejsetilladelse har en gyldig rejsetilladelse eller ej.
Transportvirksomhederne opnår i praksis adgang til
oplysningerne i ETIAS-informationssystemet via en sikker adgang til
en gatewayfacilitet, som indeholder mulighed for at anvende mobile
tekniske løsninger, der skal gøre det muligt for
transportvirksomheder at sende en forespørgsel til
ETIAS-informationssystemet, inden en passager går om
bord.
ETIAS-informationssystemet giver herefter
transportvirksomhederne svar på anmodningen ved at angive et
"OK" eller "IKKE OK", jf. forordningens artikel 45, stk. 2. I
tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger har en
rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed, angiver
svaret tillige den eller de medlemsstater, som tilladelsen er
gyldig i.
Det fremgår af forordningens artikel 45, stk. 8, at hvis
tredjelandsstatsborgere nægtes indrejse, er enhver
transportvirksomhed, der har bragt dem til de ydre grænser ad
luft- eller søvejen eller over land, forpligtet til straks
at tage ansvaret for dem igen. På anmodning fra
grænsemyndighederne er transportvirksomhederne forpligtet til
at bringe tredjelandsstatsborgere tilbage til enten det tredjeland,
hvorfra befordringen er sket, det tredjeland, der har udstedt det
anvendte rejsedokument, eller ethvert tredjeland, hvor de er sikret
indrejse.
Forordningens artikel 45, stk. 5 og 6, indeholder nærmere
bestemmelser vedrørende sanktioner, som
transportvirksomheder kan pålægges i tilfælde af
tilsidesættelse af deres forpligtelser.
Forordningens artikel 46 fastsætter nødprocedurer,
i tilfælde af at transportvirksomhedernes adgang til
oplysningerne er teknisk umulig.
Hvis det på grund af en driftsfejl i en hvilken som helst
del af ETIAS-informationssystemet er teknisk umuligt for
transportvirksomhederne at sende en forespørgsel til
ETIAS-informationssystemet, fritages transportvirksomhederne for
forpligtelsen til at kontrollere, om passagerer er i besiddelse af
en gyldig rejsetilladelse, jf. forordningens artikel 46, stk.
1.
3.1.2.9. Grænsemyndighedernes brug af ETIAS
(forordningens kapitel VIII)
Forordningens artikel 47 og 48 fastsætter de nærmere
regler om grænsemyndighedernes brug af ETIAS ved de ydre
grænser.
Ifølge forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 4, er en
grænseyndighed den grænsevagt, der i overensstemmelse
med national ret er udpeget til at foretage ind- og udrejsekontrol
som defineret i artikel 2, nr. 11), i
Schengengrænsekodeks.
De grænsemyndigheder, der har kompetence til at foretage
ind- og udrejsekontroller, skal ved kontrollen på de ydre
grænser søge i det centrale ETIAS-system med henblik
på at konstatere, om en tredjelandsstatsborger har en gyldig
rejsetilladelse samt vilkårene for denne, herunder
oplysninger om rejsetilladelsens gyldighedsperiode, territoriale
gyldighed og eventuelle anmærkninger, jf. forordningens
artikel 47, stk. 1 og 2.
Hvis en rejsetilladelse er tilføjet en anmærkning,
der anbefaler grænsemyndighederne at foretage kontrol,
foretager grænsemyndighederne denne kontrol, jf.
forordningens artikel 47, stk. 4.
Ifølge forordningens artikel 47, stk. 3, skal
grænsemyndighederne via en grænsevagt eller ved
hjælp af udstyr, der er installeret ved
grænseovergangsstedet, hvis rejsetilladelsen udløber
inden for de næste 90 dage, oplyse indehaveren af den
pågældende rejsetilladelse om den resterende
gyldighedsperiode, om muligheden for at indgive en ansøgning
om en ny rejsetilladelse, selv under et ophold på
medlemsstaternes område, og om forpligtelsen til at
være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse for hele
varigheden af et kortvarigt ophold.
Forordningens artikel 48 fastsætter nødprocedurer i
tilfælde af, at adgang til oplysninger ved de ydre
grænser er teknisk umulig.
Hvis det er teknisk umuligt at foretage den ovenfornævnte
ind- og udrejsekontrol ved overgangsstederne ved de ydre
grænser i det centrale ETIAS-system på grund af en
driftsfejl i en hvilken som helst del af
ETIAS-informationssystemet, underretter den centrale ETIAS-enhed
grænsemyndighederne og medlemsstaternes nationale
ETIAS-enheder, jf. forordningens artikel 48, stk. 1.
Hvis det er teknisk umuligt at foretage den
pågældende søgning på grund af en
driftsfejl i den nationale grænseinfrastruktur i en
medlemsstat, underretter grænsemyndighederne den centrale
ETIAS-enhed og den pågældende medlemsstats nationale
ETIAS-enhed og den centrale ETIAS-enhed underetter straks herefter
eu-LISA og EU-Kommissionen, jf. forordningens artikel 48, stk.
2.
I begge omtalte tilfælde følger
grænsemyndighederne deres nationale beredskabsplaner, der i
overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen kan bemyndige
grænsemyndighederne til midlertidig at fravige forpligtelsen
til at søge i det centrale ETIAS-system, jf. forordningens
artikel 48, stk. 3.
EU-Kommissionen vedtager ved hjælp af
gennemførelsesretsakter modelberedskabsplaner, herunder de
procedurer som grænsemyndighederne skal følge, jf.
forordningens artikel 48, stk. 4.
3.1.2.10. Indvandringsmyndighedernes brug af ETIAS
(forordningens kapitel IX)
Forordningens artikel 49 fastsætter
indvandringsmyndighedernes adgang til oplysninger i ETIAS.
Ifølge forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 22, er en
indvandringsmyndighed den kompetente myndighed, der i
overensstemmelse med national ret er ansvarlig for på
medlemsstaternes område at kontrollere, om betingelserne for
indrejse til eller ophold på medlemsstaternes område er
opfyldt eller for at undersøge betingelserne for og
træffe afgørelser vedrørende
tredjelandsstatsborgeres ophold på medlemsstaternes
område, dog ikke, hvis pågældende myndighed
udgør en "besluttende myndighed" som defineret i artikel 2,
litra f, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU
om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af
international beskyttelse (asylproceduredirektivet), og, hvis det
er relevant, at yde rådgivning i overensstemmelse med
Rådets forordning (EF) nr. 377/2004 (nu (EU) 2019/1240 af 20.
juni 2019) om oprettelse af et netværk af
indvandringsforbindelsesofficerer. Ligeledes er ifølge
bestemmelsen den kompetente myndighed, der i overensstemmelse med
national ret er ansvarlig for tilbagesendelsen af
tredjelandsstatsborgere til et oprindelsestredjeland eller et
transittredjeland en indvandringsmyndighed.
Med henblik på at kontrollere eller verificere, om
betingelserne for indrejse eller ophold på medlemsstaternes
område er opfyldt, og med henblik på at træffe
hensigtsmæssige foranstaltninger i denne forbindelse har
medlemsstaternes udlændingemyndigheder adgang til at foretage
søgning i det centrale ETIAS-system ved brug af de
oplysninger, der er omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 2,
litra a-e, jf. forordningens artikel 49, stk. 1.
Oplysningerne indeholdt i forordningens artikel 17, stk. 2,
litra a-e, er følgende: a) efternavn, fornavn(e), efternavn
ved fødslen, fødselsdato, fødested,
fødeland, køn, nuværende nationalitet,
ansøgerens forældres fornavn(e), b) eventuelle andre
navne (kaldenavne(e), kunstnernavn(e), sædvanlige navn(e)),
c) eventuelle andre nationaliteter, hvis sådanne findes, d)
rejsedokumentets type, nummer og udstedelsesland og e) datoen for
rejsedokumentets udstedelse og datoen for udløbet af dets
gyldighed.
Forordningens artikel 49, stk. 2, fastslår, at
indvandringsmyndighedernes adgang til det centrale ETIAS-system i
henhold til forordningens artikel 49, stk. 1, kun tillades, hvis
der er foretaget en forudgående søgning i ind- og
udrejsesystemet i henhold til artikel 26 i EES-forordningen og
resultatet af denne søgning angiver, at ind- og
udrejsesystemet ikke indeholder en indrejseregistrering, der svarer
til en tredjelandsstatsborgers tilstedeværelse på
medlemsstaternes område.
Om nødvendigt verificeres opfyldelsen af ovennævnte
betingelser ved at tilgå loggene i ind- og
udrejsesystemet.
Ifølge forordningens artikel 49, stk. 3, svarer det
centrale ETIAS-system ved at angive, om personen har en gyldig
rejsetilladelse eller ej, og, i tilfælde af en
rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed (se
nærmere herom under pkt. 3.1.2.7.4), den eller de
medlemsstater, som rejsetilladelsen er gyldig i. Det centrale
ETIAS-system angiver også, om rejsetilladelsen udløber
inden for de næste 90 dage, ligesom den resterende
gyldighedsperiode oplyses.
3.1.2.11. Procedure og betingelser for
retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til det
centrale ETIAS-system (forordningens kapitel X)
Ifølge forordningens artikel 50, stk. 1, udpeger
medlemsstaterne de myndigheder, der har ret til at anmode om
søgning i de oplysninger, der er registreret i det centrale
ETIAS-system, med henblik på at forebygge, afsløre og
efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare
handlinger.
Udpegningen sker ifølge forordningens artikel 50, stk. 2,
sidste pkt., ved, at medlemsstaterne meddeler eu-LISA og
EU-Kommissionen, hvem der er de udpegede myndigheder. Denne
meddelelse kan til enhver tid ændres.
Ifølge forordningens artikel 50, stk. 2, udpeger hver
medlemsstat et centralt adgangspunkt, der skal have adgang til det
centrale ETIAS-system. Det centrale adgangspunkt kontrollerer, at
betingelserne for at anmode om adgang til det centrale
ETIAS-system, der er fastsat i forordningens artikel 52, er
opfyldt. Se nærmere herom under pkt. 3.1.3.6.
Ifølge forordningens artikel 51, stk. 1, indgiver en
operationel enhed en begrundet elektronisk eller skriftlig
anmodning om søgning i et specifikt sæt af
oplysninger, der er lagret i det centrale ETIAS-system, til det
nationale centrale adgangspunkt. Hvis der anmodes om søgning
i nuværende beskæftigelse (jobgruppe), som omhandlet i
forordningens artikel 17, stk. 2, litra i, eller
spørgsmålene om personlige forhold, som omhandlet i
forordningens artikel 17, stk. 4, litra a-c, skal den begrundede
elektroniske eller skriftlige anmodning indeholde en begrundelse
for, hvorfor det er nødvendigt at søge i disse
specifikke oplysninger.
Efter modtagelse af anmodningen om adgang kontrollerer det
centrale adgangspunkt, om betingelserne som omhandlet i
forordningens artikel 52 er opfyldt, herunder ved at kontrollere,
om anmodningen om søgning i oplysninger om nuværende
beskæftigelse (jobgruppe) eller spørgsmålene om
personlige forhold er begrundet, jf. forordningens artikel 51, stk.
2.
Det fremgår af forordningens artikel 51, stk. 3, at
såfremt betingelserne for adgang, som omhandlet i
forordningens artikel 52 er opfyldt, sendes de oplysninger, der er
lagret i det centrale ETIAS-system, til den operationelle enhed,
der indgav anmodningen, på en sådan måde, at
oplysningernes sikkerhed ikke bringes i fare.
Forordningens artikel 51, stk. 4, fastslår, at i et
hastetilfælde, hvor det er nødvendigt at forebygge en
overhængende fare for en persons liv i tilknytning til en
terrorhandling eller en anden alvorlig strafbar handling, behandler
det centrale adgangspunkt anmodningen straks og kontrollerer
først efterfølgende, om alle betingelserne er
opfyldt, herunder om der rent faktisk var tale om et
hastetilfælde. Den efterfølgende kontrol skal finde
sted uden unødigt ophold og under alle omstændigheder
senest syv arbejdsdage efter behandlingen af anmodningen. Hvis en
efterfølgende kontrol viser, at søgningen i eller
adgangen til oplysninger, der er registreret i det centrale
ETIAS-system, ikke var berettiget, sletter alle de myndigheder, der
fik adgang til oplysninger, de oplysninger, de fik adgang til fra
det centrale ETIAS-system. Myndighederne underretter det relevante
centrale adgangspunkt i den medlemsstat, hvor anmodningen blev
fremsat, om sletningen.
Betingelserne for adgangen for de retshåndhævende
myndigheder følger af forordningens artikel 52, stk. 1. Der
kan anmodes om søgning i de oplysninger, der er lagret i det
centrale ETIAS-system, hvis alle følgende betingelser er
opfyldt: adgang til søgning er nødvendig med henblik
på forebyggelse, afsløring eller efterforskning af en
terrorhandling eller anden alvorlig strafbar handling, adgang til
søgning er nødvendig og står i et rimeligt
forhold til formålet i en bestemt sag, og der er
dokumentation for eller rimelig grund til at antage, at
søgning i de oplysninger, der er lagret i det centrale
ETIAS-system, vil bidrage til at forebygge, afsløre eller
efterforske en af de pågældende strafbare handlinger,
navnlig når der er begrundet mistanke om, at den
mistænkte, gerningsmanden eller offeret for en terrorhandling
eller en anden alvorlig strafbar handling hører under en
kategori af rejsende, der er omfattet af forordningen.
Søgning i det centrale ETIAS-system er ifølge
forordningens artikel 52, stk. 2, begrænset til oplysninger
om efternavn og, hvis tilgængelige, fornavn(e), andre navne,
rejsedokumentets nummer, bopælsadresse, e-mailadresse,
telefonnumre og IP-adresse.
Forordningens artikel 52, stk. 3, fastslår endvidere, at
de i forordningens artikel 52, stk. 2, nævnte oplysninger kan
kombineres med nationalitet(er), køn og fødselsdato
eller aldersgruppe for derved at indsnævre
søgningen.
Ifølge forordningens artikel 52, stk. 4, giver en
søgning i det centrale ETIAS-system i tilfælde af et
hit i forhold til oplysningerne i ansøgningsmappen adgang
til de oplysninger, der er omhandlet i forordningens artikel 17,
stk. 2, litra a-g og j-m (se nærmere herom under pkt.
3.1.2.3.2), og til de oplysninger, der er registreret i den
pågældende ansøgningsmappe om udstedelse af,
afslag på, annullering eller inddragelse af en
rejsetilladelse, jf. forordningens artikel 39 og 43 (se
nærmere herom under pkt. 3.1.2.7.2 og 3.1.2.7.3).
Der gives kun adgang til de oplysninger, der er omhandlet i
forordningens artikel 17, stk. 2, litra i, og artikel 17, stk. 4,
litra a-c, registreret i ansøgningsmappen, hvis en
operationel enhed udtrykkeligt har anmodet om søgning i
disse oplysninger i en begrundet elektronisk eller skriftlig
anmodning indgivet i overensstemmelse med forordningens artikel 51,
stk. 1, og denne anmodning er blevet uafhængigt kontrolleret
og godkendt af det centrale adgangspunkt. Søgning i det
centrale ETIAS-system giver ikke adgang til oplysningerne om
ansøgeres uddannelse, som omhandlet i forordningens artikel
17, stk. 2, litra h.
Ifølge forordningens artikel 53, stk. 1, kan Europol med
henblik på forebyggelse, afsløring og efterforskning
af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger ved
en begrundet elektronisk anmodning til den centrale ETIAS-enhed
søge på et specifikt sæt oplysninger. Hvis der
anmodes om søgning i nuværende beskæftigelse
(jobgruppe), som omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 2,
litra i, eller spørgsmålene om personlige forhold, som
omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 4, litra a-c, skal den
begrundede elektroniske eller skriftlige anmodning indeholde en
begrundelse for, hvorfor det er nødvendigt at søge i
disse specifikke oplysninger.
Ifølge forordningens artikel 53, stk. 2, skal den
begrundede anmodning indeholde dokumentation for opfyldelse af de
samme betingelser som følger af artikel 52, stk. 1, ovenfor
samt for, at betingelserne om, at søgningen er
nødvendig med henblik på at støtte og styrke
medlemsstaternes indsats for at forebygge, afsløre eller
efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare
handlinger, der er omfattet af Europols mandat, og at
søgningen begrænses til søgning på de
oplysninger, der er omhandlet i forordningens artikel 52, stk. 2, i
kombination med de oplysninger, der er anført i
forordningens artikel 52, stk. 3, om nødvendigt.
Forordningens artikel 53, stk. 3, fastslår, at Europols
anmodninger om søgning i de oplysninger, der er lagret i det
centrale ETIAS-system, kontrolleres af en specialiseret enhed af
behørigt bemyndigede Europolansatte, som effektivt og
rettidigt undersøger, om anmodningen opfylder alle
betingelserne i stk. 2.
Ifølge forordningens artikel 53, stk. 4, giver en
søgning i det centrale ETIAS-system i tilfælde af et
hit i forhold til oplysningerne i ansøgningsmappen adgang
til de samme oplysninger og under tilsvarende betingelser, som
følger af artikel 52, stk. 4.
3.1.2.12. Lagring, databeskyttelse og tilsyn (forordningens
kapitel XI og XII)
Forordningens artikler 54-55 indeholder regler om lagring,
ændring og sletning af oplysninger, mens artiklerne 56-70
indeholder regler om databeskyttelse og tilsyn.
Ifølge forordningens artikel 54 lagres hver
ansøgningsmappe i det centrale ETIAS-system i
rejsetilladelsens gyldighedsperiode. Dog vil sagen med
ansøgerens udtrykkelige samtykke kunne lagres i indtil tre
år fra en rejsetilladelses udløb med henblik på
at lette behandlingen af en ny ansøgning. Er en
tredjelandsstatsborger meddelt afslag på rejsetilladelse,
eller annulleres eller inddrages rejsetilladelsen, lagres
ansøgningsmappen i det centrale ETIAS-system som
udgangspunkt i fem år fra den seneste afgørelse. Ved
udløbet af lagringsperioden slettes ansøgningsmappen
automatisk i det centrale ETIAS-system.
Efter forordningens artikel 55, stk. 1, har den centrale
ETIAS-enhed og de nationale ETIAS-enheder pligt til at
ajourføre oplysningerne i det centrale ETIAS-system og
sikre, at de er nøjagtige. Den centrale ETIAS-enhed og de
nationale ETIAS-enheder har ikke ret til at ændre de
oplysninger i ansøgningsskemaet, som ansøgeren har
tilføjet direkte, jf. artikel 17, stk. 2, 3 eller 4 (se
nærmere herom under pkt. 3.1.2.3.2).
Hvis den centrale ETIAS-enhed eller den ansvarlige medlemsstat
har dokumentation for, at de oplysninger, som den centrale
ETIAS-enhed har registreret i det centrale ETIAS-system, faktuelt
er unøjagtige, eller at oplysningerne er blevet behandlet i
det centrale ETIAS-system i strid med forordningen, kontrollerer
den centrale ETIAS-enhed de pågældende oplysninger og
ændrer eller sletter dem om nødvendigt straks i det
centrale ETIAS-system, jf. forordningens artikel 55, stk. 2 og
3.
Det følger af forordningens artikel 55, stk. 4, at hvis
den centrale ETIAS-enhed har dokumentation for, at de oplysninger,
der er lagret i det centrale ETIAS-system, faktuelt er
unøjagtige, eller at oplysningerne er blevet behandlet i det
centrale ETIAS-system i strid med forordningen, kontakter den
centrale ETIAS-enhed den ansvarlige medlemsstats nationale
ETIAS-enhed inden for 14 dage. Hvis en anden medlemsstat end den
ansvarlige medlemsstat har en sådan dokumentation, kontakter
denne medlemsstat den centrale ETIAS-enhed eller den ansvarlige
medlemsstats nationale ETIAS-enhed inden for 14 dage. Den centrale
ETIAS-enhed eller den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed
kontrollerer inden for én måned, at oplysningerne er
nøjagtige, og at behandlingen af dem er lovlig og
ændrer eller sletter om nødvendigt straks
oplysningerne i det centrale ETIAS-system.
Det følger af forordningens artikel 55, stk. 5, at hvis
en tredjelandsstatsborger har erhvervet statsborgerskab i en
medlemsstat eller er omfattet af anvendelsesområdet for
artikel 2, stk. 2, litra a-c, vedrørende bl.a. flygtninge og
statsløse, familiemedlemmer til unionsborgere og
familiemedlemmer til tredjelandsstatsborgere med EU-rettigheder i
det omfang disse tredjelandsstatsborgere er i besiddelse af et
opholdskort, kontrollerer myndighederne i den
pågældende medlemsstat, om personen har en gyldig
rejsetilladelse, og sletter, hvis det er relevant, straks
ansøgningsmappen i det centrale ETIAS-system. Den myndighed,
der er ansvarlig for sletningen af en ansøgningsmappe, er
enten den nationale ETIAS-enhed i den medlemsstat, der har udstedt
rejsedokumentet, jf. artikel 2, stk. 2, litra a, den nationale
ETIAS-enhed i den medlemsstat, hvor den pågældende har
erhvervet statsborgerskab eller den nationale ETIAS-enhed i den
medlemsstat, der har udstedt opholdskortet eller
opholdstilladelsen.
Det følger af forordningens artikel 55, stk. 6, at hvis
en tredjelandsstatsborger er blevet omfattet af artikel 2, stk. 2,
litra d, e, f eller l, kan den pågældende oplyse de
kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har udstedt
opholdstilladelsen, det ensartede visum eller det nationale visum
til længerevarende ophold omhandlet i den
pågældende artikel, om, at vedkommende har en gyldig
rejsetilladelse, og kan anmode om at få slettet den hertil
hørende ansøgningsmappe i det centrale ETIAS-system.
Myndighederne i den pågældende medlemsstat
kontrollerer, om denne person har en gyldig rejsetilladelse. Hvis
det bekræftes, at denne person er indehaver af en sådan
tilladelse, sletter den nationale ETIAS-enhed i den medlemsstat,
der har udstedt opholdstilladelsen, det ensartede visum eller det
nationale visum til længerevarende ophold, straks
ansøgningsmappen i det centrale ETIAS-system.
Det følger af forordningens artikel 55, stk. 7, at hvis
en tredjelandsstatsborger er blevet omfattet af artikel 2, stk. 2,
litra g, kan den pågældende oplyse de kompetente
myndigheder i den medlemsstat, som vedkommende dernæst
indrejser i, om denne ændring. Denne medlemsstat kontakter
den centrale ETIAS-enhed inden for en frist på 14 dage. Den
centrale ETIAS-enhed kontrollerer inden for en frist på
én måned, om oplysningerne er nøjagtige, og
sletter om nødvendigt straks ansøgningsmappen i det
centrale ETIAS-system.
Endelig fastslår forordningens artikel 55, stk. 8, at,
uden at det berører en eventuel administrativ eller
udenretslig klageadgang, skal individer have adgang til et
effektivt retsmiddel for at sikre, at oplysninger i ETIAS
ændres eller slettes.
Overordnet følger det forordningens artikel 56, at de
enkelte myndigheder skal foretage behandlingen af personoplysninger
i overensstemmelse med EU-retten. Bl.a. fremgår det, at
databeskyttelsesforordningen finder anvendelse på de
nationale ETIAS-enheders behandling af personoplysninger, og at
retshåndhævelsesdirektivet finder anvendelse på
de retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger.
Forordningens artikel 57, stk. 1, fastlægger Frontex' og
eu-LISAs dataansvar for behandlinger af personoplysninger i det
centrale ETIAS-system.
Ifølge forordningens artikel 57, stk. 2, betragtes den
nationale ETIAS-enhed i overensstemmelse med
databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7, som dataansvarlig
for en medlemsstats behandling af personoplysninger i det centrale
ETIAS-system. Den nationale ETIAS-enhed har det centrale ansvar for
den respektive medlemsstats behandling af personoplysninger i det
centrale ETIAS-system.
Af databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7, fremgår
definitionen på en dataansvarlig. Se nærmere herom
under pkt. 3.1.1.12.
Forordningens artikel 58 fastlægger eu-LISAs ansvar som
databehandler. Det er eu-LISAs opgave at sikre, at
ETIAS-informationssystemet drives i overensstemmelse med
forordningens regler.
Forordningens artikel 59 indeholder regler vedrørende
databehandlingssikkerhed. eu-LISA, den centrale ETIAS-enhed og de
nationale ETIAS-enheder garanterer sikkerheden i forbindelse med
behandlingen af personoplysninger i henhold til forordningen og
samarbejder om datasikkerhedsrelaterede opgaver, jf. forordningens
artikel 59, stk. 1.
Det følger af forordningens artikel 59, stk. 3, at
eu-LISA, den centrale ETIAS-enhed og de nationale ETIAS-enheder
vedtager de nødvendige foranstaltninger, herunder en plan
for sikkerhed og en plan for forretningskontinuitet og
katastrofeberedskab, med henblik på bl.a. fysisk beskyttelse
af oplysninger og forhindring af uautoriseret adgang til og
behandling i ETIAS-systemet samt sikring af kontrol.
Det følger af forordningens artikel 60, stk. 1, at enhver
hændelse, der har eller kan have indvirkning på
sikkerheden i ETIAS og forårsage skade på eller tab af
oplysninger, der er lagret i ETIAS, anses for at være en
sikkerhedshændelse, navnlig når uautoriseret adgang til
oplysninger kan være forekommet, eller hvis oplysningernes
tilgængelighed, integritet og fortrolighed er eller kan
være blevet kompromitteret. I henhold til forordningens
artikel 60, stk. 2, håndteres sikkerhedshændelser
således, at en hurtig, effektiv og passende reaktion sikres.
Forordningens artikel 60, stk. 3, indeholder nærmere regler
om de forskellige aktørers underretning i tilfælde af
sikkerhedshændelser. Det fremgår derudover af
forordningens artikel 60, stk. 4, at oplysninger vedrørende
en sikkerhedshændelse, der har eller kan have indvirkning
på driften af ETIAS eller på oplysningernes
tilgængelig, integritet og fortrolighed, forelægges
EU-Kommissionen og den centrale ETIAS-enhed, de nationale
ETIAS-enheder og Europol, hvis de er berørt heraf.
Sådanne hændelser indberettes ligeledes i
overensstemmelse med den hændelseshåndteringsplan, der
leveres af eu-Lisa. Det følger endelig af forordningens
artikel 60, stk. 5, at medlemsstaterne, Frontex, eu-LISA og Europol
samarbejder i tilfælde af en sikkerhedshændelse.
Frontex, Europol og medlemsstaterne sikrer, at hver enkelt
myndighed, der har ret til adgang til ETIAS-informationssystemet,
træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at
sikre overholdelsen af forordningen, og samarbejder i
nødvendigt omfang med tilsynsmyndigheden, jf. forordningens
artikel 61.
Ifølge forordningens artikel 62 fastsætter
medlemsstaterne bestemmelser om sanktioner for overtrædelse
af forordningen og træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres.
Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt
forhold til overtrædelserne og have afskrækkende
virkning.
Forordningens artikel 63 fastsætter nærmere regler
om den dataansvarliges, databehandlerens, medlemsstatens, og
eu-LISAs erstatningsansvar, og hvilke regler der i den forbindelse
finder anvendelse.
Ifølge forordningens artikel 63, stk. 1, litra a, har
enhver person eller medlemsstat, der har lidt materiel eller
immateriel skade som følge af en ulovlig behandling af
personoplysninger eller enhver anden handling, der er i strid med
forordningen, ret til erstatning fra den pågældende
medlemsstat. Ifølge forordningens artikel 63, stk. 3, er
erstatningskrav mod en medlemsstat underlagt denne medlemsstats
nationale ret.
Forordningens artikel 64 indeholder regler om en ansøgers
ret til indsigt, berigtigelse, supplering, sletning af
personoplysninger samt til begrænsning af behandling.
Ifølge bestemmelsen skal ansøgere på
tidspunktet for indsamlingen af oplysningerne informeres om bl.a.
procedurerne for at udøve rettighederne i medfør af
artikel 13-16 i forordning (EF) nr. 45/2001 (nu artikel 17-20 i
forordning (EU) nr. 2018/1725 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens
institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling
af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF) og artikel
15-18 i databeskyttelsesforordningen.
Det fremgår endvidere af artikel 64, stk. 2, at enhver
ansøger har ret til at henvende sig til den centrale
ETIAS-enhed eller den nationale ETIAS-enhed, som er ansvarlig for
pågældendes ansøgning. Herudover fremgår
det af bestemmelsen, med hvilken tidsfrist den nationale
ETIAS-enhed skal besvare henvendelser om indsigt og anmodning om
berigtigelse, supplering eller sletning af personoplysninger, og i
hvilke tilfælde sådanne anmodninger skal
imødekommes, samt i hvilke tilfælde en ændring
på baggrund af en anmodning giver anledning til udstedelse af
en ny ETIAS-rejsetilladelse, en ændret rejsetilladelse eller
inddragelse af en rejsetilladelse.
Hvis den centrale ETIAS-enhed eller den nationale ETIAS-enhed
ikke er enig i påstanden om, at oplysningerne er faktuelt
unøjagtige eller er blevet registreret ulovligt,
træffer den centrale ETIAS-enhed eller den nationale
ETIAS-enhed ifølge artikel 64, stk. 3, straks en
administrativ afgørelse, hvori det skriftligt forklares for
den berørte person, hvorfor den ikke har til hensigt at
berigtige eller slette oplysningerne vedrørende den
pågældende.
En sådan afgørelse skal ifølge artikel 64,
stk. 4, indeholde oplysninger om muligheden for at anfægte
afgørelsen, og hvis det er relevant, om hvordan der kan
klages over afgørelsen til de kompetente myndigheder, eller
hvordan afgørelsen kan prøves ved domstolene, og om
eventuel bistand hertil til rådighed for personen, herunder
fra de kompetente nationale tilsynsmyndigheder.
En anmodning om indsigt skal ifølge artikel 64, stk. 5,
indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at
identificere den pågældende person. De
pågældende oplysninger må udelukkende anvendes
til at muliggøre udøvelsen af de rettigheder, der er
nævnt i stk. 2, og skal slettes omgående herefter.
Den centrale ETIAS-enhed eller den nationale ETIAS-enhed
registrerer, at en anmodning som omhandlet i stk. 2 er indgivet, og
hvordan den blev behandlet, i et skriftligt dokument. Dette
dokument stilles straks og senest syv dage efter afgørelsen
om berigtigelse eller sletning eller om nægtelse heraf til
rådighed for de kompetente nationale
databeskyttelsesmyndigheder, jf. artikel 64, stk. 6.
Det følger af forordningens artikel 65, stk. 1, at
personoplysninger, der er lagret i det centrale ETIAS-system, ikke
må videregives til eller stilles til rådighed for noget
tredjeland, nogen international organisation eller nogen privat
part med undtagelse af INTERPOL. Endvidere følger det af
forordningens artikel 65, stk. 2, at personoplysninger i det
centrale ETIAS-system, hvortil en medlemsstat eller Europol
får adgang med henblik på forebyggelse,
afsløring og efterforskning af terrorhandlinger eller andre
alvorlige strafbare handlinger, der hører under deres
kompetence, ikke må videregives til eller stilles til
rådighed for et tredjeland, en international organisation
eller en privat part. Forbuddet gælder også, hvis disse
oplysninger viderebehandles på nationalt plan eller mellem
medlemsstaterne.
Ifølge forordningens artikel 65, stk. 3, må
indvandringsmyndighederne, hvis det er nødvendigt med
henblik på tilbagesendelse, få adgang til det centrale
ETIAS-system for at hente oplysninger, der kan videregives til et
tredjeland i konkrete tilfælde, alene såfremt alle
nærmere fastsatte betingelser herom er opfyldt. Forordningens
artikel 65, stk. 4, fastslår i den forbindelse, at en
sådan overførsel af personoplysninger til tredjelande
ikke berører rettighederne for ansøgere om og
personer med international beskyttelse, navnlig for så vidt
angår non-refoulement.
Uanset udgangspunktet i forordningens artikel 65, stk. 2,
må de oplysninger i det centrale ETIAS-system, der er
omhandlet i artikel 52, stk. 4, og som de udpegede myndigheder
får adgang til med henblik på forebyggelse,
afsløring og efterforskning af terrorhandlinger eller andre
alvorlige strafbare handlinger, der hører under deres
kompetence, af den udpegede myndighed overføres til eller
stilles til rådighed for et tredjeland i konkrete
tilfælde, hvis alle nærmere fastsatte betingelser er
opfyldt.
Forordningens artikel 66 og 67 indeholder nærmere
bestemmelser vedrørende de nationale tilsynsmyndigheders
tilsyn og tilsyn ved Den Europæiske Tilsynsførende for
Databeskyttelse. Det følger heraf bl.a., at de nationale
tilsynsmyndigheder mindst hver tredje år foretager revision
af de nationale ETIAS-enheders databehandling i overensstemmelse
med relevante internationale revisionsstandarder, ligesom den
årligt offentliggør antallet af anmodninger om
berigtigelse, supplering eller sletning eller begrænsning af
behandling af oplysninger, tiltag, der er foranlediget heraf, samt
antallet af berigtigelser, der er foretaget som følge af
anmodninger fra de berørte personer. Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse sikrer, at der mindst
hver tredje år foretages revision af eu-LISAs og den centrale
ETIAS-enheds aktiviteter i forbindelse med behandling af
personoplysninger i overensstemmelse med relevante internationale
revisionsstandarder. En rapport om denne revision sendes til
Europa-Parlamentet, Rådet, EU-Kommissionen, eu-LISA og
tilsynsmyndighederne.
Ifølge forordningens artikel 68, stk. 1, samarbejder
tilsynsmyndighederne og Den Europæiske Tilsynsførende
for Databeskyttelse, der hver især handler inden for deres
respektive beføjelser, aktivt inden for rammerne af deres
respektive ansvarsområder. De sikrer samordnet tilsyn med
ETIAS og de nationale grænseinfrastrukturer. I henhold til
forordningens artikel 68, stk. 2, udveksler tilsynsmyndighederne og
Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse
relevante oplysninger, ligesom de bistår hinanden i
forbindelse med gennemførelse af revisioner og inspektioner,
drøfter eventuelle vanskeligheder ved fortolkning eller
anvendelse af forordningen, undersøger problemer med
udøvelsen af uafhængigt tilsyn eller med de
registreredes udøvelse af deres rettigheder, udarbejder
harmoniserede forslag til fælles løsninger på
ethvert problem og fremmer bevidstheden og
databeskyttelsesrettigheder, når det er nødvendigt.
Tilsynsmyndighederne og Den Europæiske Tilsynsførende
for Databeskyttelse mødes mindst to gange om året
inden for rammerne af Det Europæiske
Databeskyttelsesråd, der er oprettet ved
databeskyttelsesforordningen. Databeskyttelsesrådet afholder
udgifterne til disse møder og varetager organiseringen
heraf. En forretningsorden vedtages på første
møde. Øvrige arbejdsmetoder udvikles i
fællesskab efter behov, jf. artikel 68, stk. 3. Efter
forordningens artikel 68, stk. 4, sender Det Europæiske
Databeskyttelsesråd hvert andet år en fælles
aktivitetsrapport til Europa-Parlamentet, Rådet,
EU-Kommissionen, Frontex og til eu-LISA. Rapporten skal indeholde
et kapitel om hver medlemsstat, som udarbejdes af den
pågældende medlemsstats tilsynsmyndighed.
Forordningens artikel 69 og 70 indeholder nærmere
bestemmelser vedrørende logge, herunder om førelse af
logge over al databehandling i ETIAS-informationssystemet og i det
centrale ETIAS-system og om registre over de medarbejdere, der er
behørigt autoriseret til at foretage identitetskontrol samt
autoriseret til at registrere eller hente oplysninger mv.
3.1.2.13. Kendskab i offentligheden (forordningens kapitel
XIII)
Forordningens kapitel XIII indeholder regler om oplysninger til
offentligheden og om en oplysningskampagne for at oplyse
tredjelandsstatsborgere i forbindelse med idriftsættelsen af
ETIAS.
Efter forordningens artikel 71 stiller den centrale ETIAS-enhed
alle relevante oplysninger vedrørende ansøgning om en
rejsetilladelse til rådighed for offentligheden, herunder
kriterierne, betingelserne og procedurerne for at ansøge om
en rejsetilladelse.
Ifølge forordningens artikel 72 iværksætter
EU-Kommissionen i samarbejde med Tjenesten for EU's Optræden
Udadtil, den centrale ETIAS-enhed og medlemsstaterne, herunder
deres konsulater i de berørte lande, ved starten af
idriftsættelsen af ETIAS en informationskampagne for at
oplyse tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af
anvendelsesområdet for forordningen, om kravet om, at de skal
være i besiddelse af en rejsetilladelse for at passere de
ydre grænser og i hele varigheden af et kortvarigt ophold
på medlemsstaternes område. Informationskampagnen
gennemføres regelmæssigt og på mindst ét
af de officielle sprog i de lande, hvis statsborgere er omfattet af
forordningens anvendelsesområde.
3.1.2.14. Ansvarsområder (forordningens XIV)
Forordningens kapitel XIV fastlægger de involverede
aktørers og myndigheders ansvarsområder.
3.1.2.14.1. eu-LISAs
ansvarsområder
Efter forordningens artikel 73 er eu-LISA i udformnings- og
udviklingsfasen ansvarlig for bl.a. at hoste det centrale
ETIAS-system på dettes tekniske lokaliteter og tilvejebringe
de funktionaliteter, der er fastsat i forordningen, for den
tekniske udvikling af ETIAS-informationssystemet, og for at
muliggøre søgning i INTERPOL's databaser.
Endvidere fastlægger eu-LISA udformningen af systemet
fysiske arkitektur, herunder dets kommunikationsinfrastruktur samt
dets tekniske specifikationer og udviklingen heraf og de nationale
ensartede grænseflader.
I forordningens artikel 74 beskrives eu-LISAs
ansvarsområder efter idriftsættelse af ETIAS. eu-LISA
er bl.a. ansvarlig for den tekniske forvaltning af det centrale
ETIAS-system og de nationale ensartede grænseflader. Det
sikrer i samarbejde med medlemsstaterne, at der til enhver tid
anvendes den bedste disponible teknologi på grundlag af en
cost-benefit-analyse. Den tekniske forvaltning af ETIAS omfatter
alle de opgaver, der er nødvendige for, at
ETIAS-informationssystemet kan fungere i døgndrift alle
ugens dage i overensstemmelse med forordningen. eu-LISA
aflægger regelmæssigt rapport til Europa-Parlamentet,
Rådet og EU-Kommissionen vedrørende problemer, det er
stødt på. EU-Kommissionen fastsætter og udvikler
ved hjælp af gennemførelsesretsakter denne mekaniske,
procedurerne og passende krav til datakvalitet.
3.1.2.14.2. Frontex' ansvarsområder
Forordningens artikel 75 fastlægger ansvarsområderne
for Frontex.
Det følger af forordningens artikel 75, stk. 1, at
Frontex er ansvarlig for oprettelse og drift af den centrale
ETIAS-enhed og sikring af, at betingelserne for sikker forvaltning
af oplysninger i ETIAS er opfyldt, den automatiserede behandling af
ansøgninger og ETIAS-screeningsreglerne. Det følger
af forordningens artikel 75, stk. 2, at før personalet i den
centrale ETIAS-enhed, der har adgang til det centrale ETIAS-system,
får tilladelse til at behandle de oplysninger, der er
registreret i det centrale ETIAS-system, modtager det relevant
uddannelse i datasikkerhed og grundlæggende rettigheder,
navnlig databeskyttelse. Personalet deltager også i
uddannelse, som tilbydes af eu-LISA, i den tekniske anvendelse af
ETIAS-informationssystemet og i datakvalitet.
3.1.2.14.3. Medlemsstaternes ansvarsområder
Forordningens artikel 76 fastlægger medlemsstaternes
ansvarsområder.
Det følger af forordningens artikel 76, stk. 1, at hver
medlemsstat er ansvarlig for forbindelsen til den nationale
ensartede grænseflade, tilrettelæggelse, forvaltning,
drift og vedligeholdelse af nationale ETIAS-enheder for den
manuelle behandling af ansøgninger om rejsetilladelse, hvis
den automatiserede behandling har givet et hit og organisering af
de centrale adgangspunkter og deres forbindelse til den nationale
ensartede grænseflade med henblik på at forebygge,
afsløre eller efterforske terrorhandlinger eller andre
alvorlige strafbare handlinger. Hver medlemsstat er herudover
ansvarlig for forvaltning af og ordningerne for adgang for
behørigt autoriseret personale hos de kompetente nationale
myndigheder til ETIAS-informationssystemet i overensstemmelse med
denne forordning, og oprettelsen og den regelmæssige
ajourføring af en liste over dette personale og deres
profiler. Endvidere er hver medlemsstat ansvarlig for oprettelse og
drift af de nationale ETIAS-enheder, levering af oplysninger til
ETIAS-overvågningslisten vedrørende terrorhandlinger
eller andre alvorlige strafbare handlinger og sikring af, at hver
enkelt af dens myndigheder, der har ret til adgang til
oplysningerne i ETIAS-informationssystemet, træffer de
nødvendige foranstaltninger til at overholde
ETIAS-forordningen, herunder dem, der er nødvendige for at
sikre overholdelse af de grundlæggende rettigheder og
datasikkerhed.
Hver medlemsstat anvender automatiserede processer til at
søge i det centrale ETIAS-system ved de ydre grænser,
jf. forordningens artikel 76, stk. 2.
Forordningens artikel 76, stk. 3, indeholder et uddannelseskrav.
Det følger af forordningens artikel 76, stk. 3, at
før personalet i de nationale ETIAS-enheder, der har adgang
til ETIAS-informationssystemet, får tilladelse til at
behandle oplysninger, der er registreret i det centrale
ETIAS-system, skal det modtage relevant uddannelse i datasikkerhed
og i grundlæggende rettigheder, navnlig databeskyttelse.
Personalet deltager også i uddannelse, som tilbydes af
eu-LISA, i den tekniske anvendelse af ETIAS-informationssystemet og
i datakvalitet.
3.1.2.14.4. Europols ansvarsområder
Forordningens artikel 77 fastlægger Europols
ansvarsområder.
Europol er ansvarlig for at sikre behandlingen, der
muliggør sammenligning mellem ansøgerens oplysninger
og henholdsvis Europols oplysninger og
ETIAS-overvågningslisten, jf. forordningens artikel 77, stk.
1.
Endvidere varetager Europol en række ansvarsområder
og opgaver vedrørende ETIAS-overvågningslisten, jf.
forordningens artikel 77, stk. 2.
Se nærmere om ETIAS-overvågningslisten under pkt.
3.1.2.6.2.
Derudover følger det af forordningens artikel 77, stk. 3,
at Europol er ansvarlig for at afgive en begrundet udtalelse efter
anmodning om søgning i henhold til forordningens artikel 29
(høring af Europol).
Endvidere er Europol ansvarlig for at levere oplysninger
vedrørende terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare
handlinger, der er indhentet af Europol, til
ETIAS-overvågningslisten, jf. forordningens artikel 34, stk.
2 og artikel 77, stk. 4.
Det følger af forordningens artikel 77, stk. 5, at
før Europols personale får tilladelse til at
udføre nærmere bestemte opgaver, skal det modtage
relevant uddannelse i datasikkerhed og i grundlæggende
rettigheder, navnlig databeskyttelse. Personalet deltager
også i uddannelse, som tilbydes af eu-LISA i den tekniske
anvendelse af ETIAS-informationssystemet og i datakvalitet.
3.1.2.15. Ændring af andre EU-retsakter (forordningens
kapitel XV)
Forordningens artikler 78-82 indeholder de
konsekvensændringer af andre EU-retsakter, som
ETIAS-forordningen medfører.
Ifølge forordningens artikel 80, affattes artikel 6, stk.
1, litra b, i Schengengrænsekodeks således, at
tredjelandsstatsborgere skal være i besiddelse af gyldigt
visum, eller en gyldig rejsetilladelse, medmindre
pågældende har en gyldig opholdstilladelse eller et
gyldigt visum til længerevarende ophold.
For tredjelandsstatsborgere omfattet af ETIAS-forordningens krav
om rejsetilladelse, vil det således være en
indrejsebetingelse, at være i besiddelse af en
rejsetilladelse.
3.1.2.16. Afsluttende bestemmelser (forordningens kapitel
XVI)
Forordningens artikel 83-96 indeholder en række
afsluttende bestemmelser.
Det følger af forordningens artikel 83, at i en periode
på seks måneder fra datoen for idriftsættelse af
ETIAS, vil brugen af ETIAS være frivillig, og kravet om at
være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse vil ikke finde
anvendelse. I denne periode skal medlemsstaterne informere
tredjelandsstatsborgere om ETIAS. Efter udløbet af den
frivillige periode på seks måneder gælder en
henstandsperiode på yderligere seks måneder, hvor
kravet om rejsetilladelse finder anvendelse.
Grænsemyndighederne ved de ydre grænser kan dog i denne
periode under visse betingelser undtagelsesvis tillade en
tredjelandsstatsborger at indrejse uden en rejsetilladelse,
herunder når tredjelandsstatsborgeren indrejser første
gang efter den frivillige periode og opfylder de øvrige
indrejsebetingelser.
I den i artikel 83 nævnte overgangsperiode svarer
ETIAS-informationssystemet på transportvirksomhedernes
forespørgsel ved at angive "OK" (se nærmere herom
under pkt. 3.1.2.8). I henstandsperioden tager
ETIAS-informationssystemets svar på transportvirksomhedernes
forespørgsel hensyn til, om det er første gang siden
udløbet af overgangsperioden, at tredjelandsstatsborgeren
passerer medlemsstaternes ydre grænser.
I henhold til forordningens artikel 84 har behørigt
autoriseret personale hos medlemsstaternes kompetente myndigheder,
EU-Kommissionen, eu-LISA og den centrale ETIAS-enhed adgang til at
søge på en række oplysninger med henblik
på rapportering og statistik. Med henblik herpå
etablerer, implementerer og hoster eu-LISA et centralregister, som
indeholder disse oplysninger, og som ikke giver mulighed for
identifikation af enkeltpersoner.
Hvert kvartal offentliggør eu-LISA statistik
vedrørende ETIAS-informationssystemet, der navnlig viser
antallet og nationaliteten af ansøgere, der har fået
udstedt eller fået afslag på en rejsetilladelse,
herunder grundene til afslaget, og tredjelandsstatsborgere, hvis
rejsetilladelse er blevet annulleret eller inddraget.
Ved udgangen af hvert år samles der statistiske
oplysninger i en årsrapport for det pågældende
år. Rapporten offentliggøres og fremsendes til
Europa-Parlamentet, Rådet, EU-Kommissionen, Den
Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, Frontex
og de nationale tilsynsmyndigheder.
Forordningens artikel 85 og 86 fastsætter regler for
omkostningerne og indtægterne ved ETIAS.
Omkostningerne i forbindelse med udviklingen af
ETIAS-informationssystemet, integration af den eksisterende
nationale grænseinfrastruktur og forbindelsen til den
nationale ensartede grænseflade samt host af den nationale
ensartede grænseflade og oprettelsen af den centrale
ETIAS-enhed og de nationale ETIAS-enheder afholdes over EUs
almindelige budget. ETIAS' driftsomkostninger afholdes ligeledes
over EUs budget.
De enkelte medlemsstater afholder selv udgifterne til disses
projektstyringskontorer (møder, tjenesterejser, kontorer),
host og drift af nationale IT-systemer (lokaler, implementering,
el, køling, operatører og supportaftaler),
udformning, udvikling, implementering, drift og vedligeholdelse af
nationale kommunikationsnetværk.
Frontex, eu-LISA og Europol modtager passende yderligere
finansiering og det personale, som er nødvendigt for
udførelsen af de opgaver, som de er tillagt i henhold til
forordningen.
Indtægterne fra ETIAS er interne formålsbestemte
indtægter og afsættes til at dække omkostningerne
ved driften og vedligeholdelsen af ETIAS. Eventuelle tiloversblevne
indtægter efter dækning af disse omkostninger
overføres til EU-budgettet.
Forordningens artikel 87 foreskriver, i hvilke situationer og
med hvilke oplysninger medlemsstaterne skal underrette
EU-Kommissionen og eu-LISA.
Forordningens artikel 88 indeholder nærmere bestemmelser
om ETIAS' idriftsættelse.
Forordningens artikel 92 indeholder bestemmelser
vedrørende kontrol og evaluering af ETIAS.
eu-LISA sikrer, at der er etableret procedurer til at
følge udviklingen af ETIAS-informationssystemet i lyset af
planlægnings- og omkostningsmålene og følge
ETIAS' funktion i lyset af målene for tekniske resultater,
omkostningseffektivitet, sikkerhed og tjenestens kvalitet, jf.
forordningens artikel 92, stk. 1.
Det følger af forordningens artikel 92, stk. 4, at to
år efter idriftsættelsen af ETIAS og derefter hvert
andet år forelægger eu-LISA Europa-Parlamentet,
Rådet og EU-Kommissionen en rapport om den tekniske funktion
af ETIAS-informationssystemet, herunder dets sikkerhed, og
statistiske oplysninger vedrørende
ETIAS-overvågningslisten efter vurderingsproceduren i
forordningens artikel 35, stk. 5 og 6.
Endvidere følger det af forordningens artikel 92, stk. 5,
at tre år efter idriftsættelsen af ETIAS og derefter
hvert fjerde år evaluerer EU-Kommissionen ETIAS og
fremsætter alle nødvendige henstillinger til
Europa-Parlamentet og Rådet. Evalueringen omfatter en lang
række forhold, der er nærmere beskrevet i
bestemmelsen.
Forordningens artikel 92, stk. 8, foreskriver, at under
overholdelse af bestemmelserne i national ret om
offentliggørelse af følsomme oplysninger udarbejder
hver medlemsstat og Europol årlige rapporter om
nyttevirkningen af adgangen til de oplysninger, der er lagret i det
centrale ETIAS-system til retshåndhævelsesformål,
som skal omfatte en række nærmere bestemte oplysninger
og statistikker.
Efter forordningens artikel 96 træder forordningen i kraft
på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende. Forordningen finder med visse
undtagelser anvendelse fra den dato, der fastsættes af
EU-Kommissionen i overensstemmelse med forordningens artikel 88,
stk. 1, om idriftsættelse af ETIAS.
3.1.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser om ETIAS rejsetilladelse og den foreslåede
ordning
Terrortruslen mod Danmark og Europa nødvendiggør
en systematisk kontrol af, hvem der rejser ind i
Schengenområdet. Udlændinge- og Integrationsministeriet
finder derfor, at det er af væsentlig betydning at deltage i
en styrkelse af kontrollen med de ydre grænser og anvendelse
af fælles kontrolsystemer.
Med ETIAS-forordningen oprettes et fælles system for
rejseinformation og rejsetilladelse, som giver bedre mulighed for
at identificere visumfri tredjelandsstatsborgere, der udgør
en risiko for sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en
høj risiko for epidemi, inden de ankommer til
Schengenområdets ydre grænse.
Det er således væsentligt for bl.a. at skabe et
højt sikkerhedsniveau i EU, at myndighederne i de enkelte
medlemsstater har mulighed for at dele information om visumfri
tredjelandsstatsborgere for at kunne forebygge, afsløre og
efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare
handlinger.
Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse
bidrager ETIAS-forordningen til bekæmpelse af
terrorhandlinger og andre alvorlige, strafbare handlinger,
identificering af personer, der udgør en risiko for
irregulær migration, og beskyttelse af folkesundheden, uden
at ind- og udrejse for rejsende besværliggøres
unødigt.
ETIAS-forordningen er således et vigtigt
værktøj til at beskytte de ydre grænser og EU's
borgere og er samtidig med til at øge effektiviteten af
grænsekontrollen ved EU's ydre grænser.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at der i
forbindelse med indførelsen af de nye EU-regler om
rejsetilladelse er fundet en passende balance mellem på den
ene side hensynet til at gøre grænsekontrollen mere
effektiv i forhold til de formål, som den tjener, og på
den anden side hensynet til, at indførelsen af det nye
system sker inden for betryggende rammer, herunder i relation til
databeskyttelsesretlige aspekter.
Som nævnt ovenfor i pkt. 3.1.2 vurderes det mest
hensigtsmæssigt, at ETIAS-forordningen gennemføres i
dansk ret ved en henvisning i udlændingeloven til, at
forordningen gælder her i landet, jf. lovforslagets § 1,
nr. 9.
På den baggrund indeholder lovforslaget de ændringer
af udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af
22. oktober 2020 (som senest ændret ved lov nr. 131 af 30.
januar 2021), der er nødvendige for at supplere reglerne i
forordningen.
Det sikres herved, at ETIAS-forordningens regler om krav om
rejsetilladelse forud for indrejse i Schengenområdet
afspejles i udlændingeloven, herunder i reglerne om
indrejsebetingelser og transportøransvar.
Anvendelsen af ETIAS-forordningens regler i Danmark giver
herudover anledning til overvejelser vedrørende samspillet
med anden dansk lovgivning. Hertil kommer, at forordningen på
enkelte områder overlader det til medlemsstaterne at
fastsætte nærmere regler.
3.1.3.1. Besætningsmedlemmer fra visumfritagne
tredjelande
Visumfritagne besætningsmedlemmer, som ønsker at
transitere Danmark i forbindelse med af- og
påmønstring, kan benytte sig af de
pågældendes visumfrihed ved af- og
påmønstringen.
Ifølge forordningens artikel 2, stk. 2, litra i, er de
personer eller personkategorier, der er omhandlet i artikel 6, stk.
1, litra a-f, i visumforordningen, fritaget for kravet om
rejsetilladelse.
Visumforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, omhandler
medlemmer af besætningen inden for civil luftfart og
skibsfart i forbindelse med udførelsen af deres opgaver. Det
betyder således, at denne persongruppe er undtaget kravet om
at være i besiddelse af en rejsetilladelse.
Persongruppen skal derfor ikke være i besiddelse af
hverken visum eller rejsetilladelse, når de indrejser i eller
udrejser af Danmark i forbindelse med af- eller
påmønstring af et skib eller fly.
3.1.3.2. Den visumfri transferordning
Som anført under pkt. 3.1.1.4 har Danmark en
såkaldt visumfri transferordning, som fritager visse
visumpligtige besætningsmedlemmer for visumkravet, hvis de i
forbindelse med af- og påmønstring alene passerer
igennem dansk område ved at indrejse via en dansk
lufthavn/havn og udrejse via en dansk lufthavn/havn.
Transferordningen er har hjemmel i artikel 6, stk. 1, litra b, i
visumforordningen.
Transferordningen fremgår af afsnit IV, pkt. 11, i
Udlændinge- og Integrationsministeriets oversigt af 1. januar
2021 over rejsedokumenter, visumforhold og
grænseovergange.
Persongrupper, som er fritaget for krav om rejsetilladelse efter
ETIAS-forordningen, fremgår af forordningens artikel 2, stk.
2. Dette gælder, jf. artikel 2, stk. 2, litra i, bl.a. de
personer eller personkategorier, der er omhandlet i artikel 6, stk.
1, litra b, i visumforordningen.
Pågældende besætningsmedlem, som i forbindelse
med af- og påmønstring alene passerer igennem dansk
område, vil således være undtaget kravet om en
rejsetilladelse, idet Danmark har valgt at udnytte adgangen til at
fritage denne persongruppe for visumpligten ved etableringen af
transferordningen, under henvisning til artikel 6, stk. 1, litra b,
i visumforordningen.
Det er på den baggrund ministeriets vurdering, at den
danske transferordning er forenelig med ETIAS-forordningen, idet
der er taget højde for muligheden for nationale
særordninger for medlemmer af besætningen inden for
civil luftfart og skibsfart ved vedtagelsen af forordningens
artikel 2, stk. 2, litra i.
3.1.3.3. Afgørelseskompetence
Som det fremgår af pkt. 3.1.2.2.4, skal hver medlemsstat
udpege en kompetent myndighed som national ETIAS-enhed, som bl.a.
er ansvarlig for at undersøge og træffe
afgørelse om ansøgninger om rejsetilladelse i de
tilfælde, hvor den automatiserede behandling af
ansøgningen har givet et hit, og hvor den centrale
ETIAS-enhed har iværksat en manuel behandling af
ansøgningen.
Som det fremgår af pkt. 3.1.2.5.2, behandler den
ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed
ETIAS-ansøgninger, hvis den automatiserede behandling
fastsat i forordningens artikel 20, stk. 2-5, har givet et eller
flere hit, og hvis dette hit eller disse hits ikke efter kontrollen
fastsat i forordningens artikel 22, stk. 3, kan afkræftes,
eller hvis der fortsat hersker tvivl om ansøgerens
identitet, jf. forordningens artikel 22, stk. 5.
Ifølge forordningens artikel 26, stk. 2, skal den
nationale ETIAS-enhed efter den manuelle behandling af sagen
udstede rejsetilladelse eller give afslag på
rejsetilladelse.
Idet Udlændingestyrelsen i Danmark behandler lignende
ansøgninger, hvor der skal tages stilling til, om
betingelserne for indrejse og ophold er opfyldt, herunder sager om
visum, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets
opfattelse, at den nationale ETIAS-enhed, som har til opgave
manuelt at behandle ETIAS-ansøgninger, mest
hensigtsmæssigt etableres i Udlændingestyrelsen, som
herefter tillægges kompetence til at træffe
afgørelser om udstedelse, inddragelse eller annullering af
rejsetilladelse og afgørelser om afslag på
rejsetilladelse.
Se nærmere om påklage af afgørelser truffet
af Udlændingestyrelsen under pkt. 3.1.3.7.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13.
3.1.3.4. Forvaltningslovens krav til afgørelser
mv.
Danmark er, efter Danmark den 21. december 2018 gav meddelelse
til Rådet og EU-Kommissionen om, at Danmark ville
gennemføre ETIAS-forordningen i dansk ret, mellemstatsligt
forpligtet af ETIAS-forordningen. Se nærmere herom under pkt.
2.4.
Som anført under pkt. 3.1.2.7.2 fremgår det af
forordningens artikel 38, stk. 3, at EU-Kommissionen vedtager en
standardformular for afslag på eller annullering eller
inddragelse af en rejsetilladelse.
Dette medfører bl.a., at den danske nationale ETIAS-enhed
er forpligtet til at anvende den af EU-Kommissionen vedtagne
standardformular. Det er ikke muligt fra dansk side ensidigt at
ændre på standardformularens indhold eller
opbygning.
Som beskrevet under pkt. 3.1.1.10 indeholder forvaltningsloven
en række krav til myndigheders skriftlige afgørelser
mv.
Standardformularens præcise udformning er endnu ikke
vedtaget af EU-Kommissionen og vil på et senere tidspunkt
kunne ændres ved EU-Kommissionens vedtagelse af en ny
standardformular, hvorfor det ikke er fastlagt, om og i hvilket
omfang den endelige udformning af standardformularen vil leve op
til dansk forvaltningsrets krav til afgørelser. Den
nationale ETIAS-enhed vil efter forordningens regler skulle anvende
den til enhver tid gældende standardformular. Det
bemærkes hertil, at det ikke vil være muligt for
medlemslandene at ændre i den tekniske udformning af ETIAS,
der udvikles af eu-LISA. Danmark vil således ikke have
mulighed for at udvikle en national løsning i systemet med
henblik på at kunne leve op til dansk forvaltningsrets krav
til afgørelser.
Det forventes, at standardformularen vil være udformet som
et afkrydsningsskema med henvisning til de afslags-, annullerings-,
og inddragelsesgrunde, som er oplistet i forordningens artikel 37,
og ifølge udkast til EU-Kommissionens
gennemførelsesretsakt angående standardformular til
afslag, annullering og inddragelse af rejsetilladelse efter
ETIAS-forordningens artikel 38, stk. 3, generes der automatisk en
oversættelse af afslaget til et af de officielle sprog i de
lande, der er opført på listen i bilag II til
visumforordningen (visumfrie lande), og som ansøgeren er
statsborger i.
På baggrund af det foreliggende udkast til
standardformularen er det Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at anvendelsen af den
obligatoriske standardformular kan indebære, at reglerne i
forvaltningslovens kapitel 6, 7 og 8 b ikke fuldt ud vil kunne
overholdes. Det gælder bl.a. forvaltningslovens §§
22 og 24 om begrundelsespligt, § 25 om klagevejledning og
§ 32 b om underskriftskrav.
Hvis der på et senere tidspunkt sker ændringer i
indholdet eller opbygningen af standardformularen, vil dette
også kunne have betydning for, i hvilket omfang danske
myndigheders afgørelser, hvor standardformularen anvendes,
opfylder forvaltningslovens krav til afgørelser mv.
På den baggrund lægges der med lovforslaget op til
at bemyndige udlændinge- og integrationsministeren til at
fastsætte nærmere regler om, at forvaltningslovens
kapitel 6, 7 og 8 b ikke finder anvendelse, når
Udlændingestyrelsen træffer afgørelser ved brug
af standardformularen.
Det forudsættes i den forbindelse, at udlændinge- og
integrationsministeren alene vil fastsætte regler om at
fravige de bestemmelser i forvaltningslovens kapitel 6, 7 og 8 b,
som det ikke er muligt at overholde ved brug af den til enhver tid
gældende standardformular.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13.
3.1.3.5. Samtale efter forordningens artikel 27
Som anført under pkt. 3.1.2.5.3 kan den ansvarlige
medlemsstats nationale ETIAS-enhed under ekstraordinære
omstændigheder og som en sidste udvej efter behandlingen af
de yderligere oplysninger eller den yderligere dokumentation, hvis
der fortsat hersker alvorlig tvivl om ansøgernes oplysninger
eller dokumentation, indkalde ansøgeren til en samtale i den
pågældendes opholdsland på det konsulat
tilhørende medlemsstaten, der ligger tættest på
ansøgerens opholdssted. Samtalen kan i visse tilfælde
føres ved hjælp af audio- og
videokommunikationsmidler.
Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker, at
den i bestemmelsen anvendte betegnelse "konsulat" skal fortolkes i
henhold til Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære
forbindelser, hvor der sondres mellem udsendte og honorære
konsuler, og det er fra dansk side vigtigt at fastslå, at
"konsulat" specifikt i relation til denne forordning skal fortolkes
som alene omfattende et konsulat ledet af udsendte
konsulatsembedsmænd og ikke en honorær konsul.
Bestemmelsen er fakultativ, og medlemsstaterne kan således
ensidigt beslutte, hvorvidt adgangen til at indkalde
ansøgere til samtale skal anvendes.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har overvejet, om
der bør etableres en ordning, hvor ansøgere kan
indkaldes til samtale på dansk repræsentationer mv. i
udlandet.
Det er vurderingen, at etableringen af en sådan ordning
vil indebære betydelige meromkostninger forbundet med
indretning af interviewfaciliteter og personaleopnormeringer
på danske repræsentationer mv.
Det er endvidere vurderingen, at en afskæring af adgangen
til at oplyse en ansøgningssag gennem en mundtlig samtale
ikke giver anledning til retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder i forhold til ansøgeren. Ministeriet
har herved lagt vægt på, at en lang række sager i
den danske forvaltning behandles på skriftligt grundlag, og
at ansøgeren under alle omstændigheder vil have
mulighed for at påklage afgørelsen eller ansøge
på ny, hvorved der vil kunne fremsendes yderligere
dokumentation eller ske korrektion af allerede meddelte
oplysninger.
På den baggrund agter Udlændinge- og
Integrationsministeriet på nuværende tidspunkt ikke at
etablere en ordning, hvorefter ETIAS-enheden kan indkalde
ansøgere til interview på danske
repræsentationer eller via audio- og
videokommunikationsmidler.
Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker
hertil, at beslutningen om ikke at udnytte adgangen i artikel 27,
stk. 4, til enhver tid kan ændres.
3.1.3.6. Kompetente og retshåndhævende
myndigheder med adgang til ETIAS-systemet og dataansvarlig
myndighed
Som anført under pkt. 3.1.2.2.8 udpeger medlemsstaterne
ifølge forordningens artikel 13, stk. 5, de kompetente
nationale myndigheder, som skal have adgang til det centrale
ETIAS-system i medfør af forordningens artikel 13, stk. 1, 2
og 4.
Som anført under pkt. 3.1.2.11 udpeger medlemsstaterne
ifølge forordningens artikel 50, stk. 1, de myndigheder, der
har ret til at anmode om søgning i de oplysninger, der er
registreret i det centrale ETIAS-system, med henblik på at
forebygge, afsløre og efterforske terrorhandlinger eller
andre alvorlige strafbare handlinger.
Herudover udpeger medlemsstaterne ifølge forordningens
artikel 50, stk. 2, et centralt adgangspunkt, som skal have adgang
til det centrale ETIAS-system og kontrollere, at betingelserne for
at anmode om adgang er opfyldt.
Udpegningen af de kompetente nationale myndigheder i artikel 13
og udpegede myndigheder i artikel 50 sker på baggrund af de
formål, som adgangen kan opnås til.
Det vil således til enhver tid være myndighedernes
konkrete opgaver og kompetencer, som afgør, hvilke
myndigheder der kan udpeges som nationale kompetente myndigheder
efter forordningens artikel 13 og det centrale adgangspunkt efter
forordningens artikel 50.
Medlemsstaterne kan når som helst ændre udpegningen
af såvel de kompetente nationale myndigheder og de udpegede
myndigheder som det centrale adgangspunkt. Ændringer skal
meddeles eu-LISA og EU-Kommissionen straks.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at de
kompetente nationale myndigheder, de udpegede myndigheder og det
centrale adgangspunkt i forordningens forstand i en dansk kontekst
til enhver tid skal udgøres af de myndigheder, som varetager
de relevante opgaver inden for forordningens beskrevne
formålskrav for adgang til ind- og udrejsesystemet.
Aktuelt varetager Udlændingestyrelsen, Rigspolitiet,
Styrelsen for International Rekruttering,
Udlændingenævnet, Flygtningenævnet,
Udlændinge- og Integrationsministeriet og Hjemrejsestyrelsen
de opgaver, som fremgår af forordningens artikel 13, stk. 1,
2 og 4.
Det er forventningen, at Rigspolitiet udpeges som centralt
adgangspunkt efter forordningens artikel 50, stk. 2.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil give meddelelse
til eu-LISA og EU-Kommissionen i overensstemmelse med
ovenstående.
Senere ændringer i udpegelsen som følge af
ændringer af opgavevaretagelsen meddeles til eu-LISA og
EU-Kommissionen.
Som anført under pkt. 3.1.2.12 betragtes den nationale
ETIAS-enhed ifølge forordningens artikel 57, stk. 2, som
dataansvarlig for en medlemsstats behandling af personoplysninger i
det centrale ETIAS-system og den nationale ETIAS-enhed har det
centrale ansvar for medlemsstatens behandling af personoplysninger
i det centrale ETIAS-system.
Forordningen indeholder imidlertid en række bestemmelser,
hvorefter danske myndigheder har adgang til oplysninger i det
centrale ETIAS system med henblik på bl.a. varetagelse af
grænsekontrol.
Som anført under pkt. 3.1.1.12 vil en myndighed, som
behandler oplysninger i et system til eget formål og med egne
hjælpemidler, være selvstændigt dataansvarlig for
disse behandlinger, ligesom der efter omstændighederne kan
eksistere et fælles dataansvar.
Som anført under pkt. 3.1.3.3 er det besluttet at placere
den danske nationale ETIAS-enhed i Udlændingestyrelsen. Det
er ministeriets vurdering, at foruden den nationale ETIAS-enhed,
som med henvisning til ETIAS-forordningens ordlyd har det centrale
ansvar for behandling af oplysninger i det centrale ETIAS-system,
må øvrige danske udlændingemyndigheder, som
foretager behandling af personoplysninger gennem den nationale
ETIAS-enhed, hver især være at anse som
selvstændigt dataansvarlige for så vidt angår den
behandling af personoplysninger, som de hver især foretager
til egne formål i henhold til forordningen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer på
den baggrund, at forordningens artikel 57, stk. 2, ikke er til
hinder for, at de enkelte myndigheder er selvstændigt eller
fælles dataansvarlige for selve behandlingen af
personoplysninger som led i administrationen af
ETIAS-forordningen.
3.1.3.7. Klagemyndighed
Som det fremgår af pkt. 3.1.2.7.2 har ansøgere
ifølge forordningens artikel 37, stk. 3, artikel 40, stk. 3,
og artikel 41, stk. 7, ret til at få prøvet den
nationale ETIAS-enheds afgørelser om afslag, annullering og
inddragelse. Klager skal behandles i den medlemsstat, hvis
nationale ETIAS-enhed har truffet afgørelsen, og behandles i
henhold til national ret i denne medlemsstat. Den ansvarlige
medlemsstats ETIAS-enhed skal underrette ansøgeren om
klageproceduren.
Udlændingenævnet er efter den almindelige ordning i
udlændingeloven med visse undtagelser klageinstans for
afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen, jf.
udlændingelovens § 46 a, stk. 1.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at Udlændingenævnet således er vant til at
behandle klager over Udlændingestyrelsens afgørelser
om afslag på indrejse og ophold mv., og at det derfor er
hensigtsmæssigt, at Udlændingenævnet også
bliver klageinstans for afgørelser truffet af
Udlændingestyrelsens ETIAS-enhed.
Det følger allerede af udlændingelovens § 46
a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens afgørelser som
udgangspunkt kan påklages til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet vil med den foreslåede ordning
således også kunne behandle klager over de
afgørelser, som den nationale ETIAS-enhed har truffet i
medfør af ETIAS-forordningen.
Klagesagsbehandlingen vil følge de almindelige regler for
klager indgivet til Udlændingenævnet, herunder den
almindelige klagefrist på 8 uger, efter at klageren har
fået meddelelse om afgørelsen, jf.
udlændingelovens § 46 a, stk. 3.
Det kan ikke udelukkes, at en eventuel fravigelse af de
forvaltningsretlige krav til en klagevejledning vil kunne få
betydning for Udlændingenævnets håndhævelse
af fristen for indgivelse af klage til
Udlændingenævnet.se nærmere om fravigelse af
forvaltningsloven under pkt. 3.1.3.4.
De almindelige regler for klagesagsbehandling i
Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 52
c, vil finde anvendelse for så vidt angår behandlingen
af klagesager om ETIAS.
3.1.3.8. Sanktioner for overtrædelse af
ETIAS-forordningens bestemmelser
Som anført under pkt. 3.1.2.12 skal medlemsstaterne
ifølge ETIAS-forordningens artikel 62 fastsætte
bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af forordningen
og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være
effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelserne
og have afskrækkende virkning.
De bestemmelser i ETIAS-forordningen, hvor en overtrædelse
skal føre til, at der pålægges sanktioner,
knytter sig til den behandling af personoplysninger, som foretages
af myndighederne i forbindelse med behandlingen af sager om
rejsetilladelser, og til tredjelandsstatsborgeres forpligtelse til
at være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse forud for
indrejse i Schengenområdet.
Behandling af personoplysninger i Danmark er primært
omfattet af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens
bestemmelser.
Retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger er dog efter omstændighederne omfattet af
retshåndhævelsesdirektivets og
retshåndhævelseslovens bestemmelser.
Som det fremgår af pkt. 3.1.1.13, indeholder
databeskyttelsesloven, retshåndhævelsesloven og
straffeloven en række bestemmelser, som fastsætter
sanktioner for overtrædelser af reglerne om
databeskyttelse.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at de generelle regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse
for de danske myndigheders behandling af personoplysninger i
forbindelse med sager, der behandles i medfør af
ETIAS-forordningen, indeholder sådanne strafbestemmelser, som
vil udgøre passende sanktioner for overtrædelse af
ETIAS-forordningens regler om databeskyttelse.
For så vidt angår tredjelandsstatsborgeres pligt til
at være i besiddelse af en rejsetilladelse forud for indrejse
på Schengenområdet, hvilket vil være en
indrejsebetingelse efter Schengengrænsekodeks, er det
Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det
for at understøtte en korrekt efterlevelse af forordningens
regler skal sikres, at tredjelandsstatsborgere, der ikke overholder
dette krav, pålægges sanktioner.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at dette mest hensigtsmæssigt sker ved at sidestille et
ulovligt ophold eller indrejse som følge af en manglende
eller ugyldig rejsetilladelse med ulovlig indrejse eller ophold af
andre grunde, f.eks. som følge af et manglende eller
ugyldigt visum.
Som det fremgår af pkt. 3.1.1.8, indeholder
udlændingelovens § 59 de sanktioner, som kan
pålægges udlændinge, som f.eks. skaffer sig
adgang til landet ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtig
fortielse, jf. § 59, stk. 1, nr. 2, eller opholder sig i
landet uden fornøden tilladelse jf. § 59, stk. 2.
Som en konsekvens af den foreslåede ændring af
§ 39, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 18, vil ophold i
Danmark uden rejsetilladelse, eller fortsat ophold efter en
rejsetilladelses udløb være et ulovligt ophold,
såfremt en tredjelandsstatsborger er omfattet af
ETIAS-forordningens krav om rejsetilladelse. Pågældende
vil i disse tilfælde være omfattet af
udlændingelovens regler om straf for ulovligt ophold og
udvisning mv.
Lovforslagets § 1, nr. 26, vil medføre, at
opnåelse af rejsetilladelse ved bevidst urigtige oplysninger
eller svigagtig fortielse er strafbelagt efter § 59, stk. 1,
nr. 2.
Ophold uden en gyldig rejsetilladelse vil endvidere være
omfattet af udlændingelovens § 59, stk. 2.
Som anført under pkt. 3.1.1.8, er bødeniveauet for
overtrædelse af § 59, stk. 1, nr. 2, på i
udgangspunktet 2.000 kr., mens bødeniveauet for
overtrædelse af § 59, stk. 2, er på 1.500 kr.
stigende med 500 kr. for hver måned ud over den første
måned. Det skal betragtes som en skærpende
omstændighed, at der er tale om gentagelsestilfælde, og
bødetaksterne er alene vejledende.
Det fremgår endvidere, at der ikke kan ske
retsforfølgning af udlændinge, der uden tilladelse
indrejser eller opholder sig i Danmark, hvis den
pågældende uden ophold har henvendt sig til de danske
myndigheder med henblik på at søge asyl, jf.
flygtningekonventionens artikel 31.
Der er med ændringen af udlændingelovens § 59,
stk. 1, nr. 2, ikke forudsat en ændring af strafniveauet,
idet opnåelse af rejsetilladelse ved bevidst urigtige
oplysninger eller svigagtig fortielse efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse skal sidestilles med
opnåelse af visum ved bevidst urigtige oplysninger eller
svigagtig fortielse.
Der er med ændringen af udlændingelovens § 39,
stk. 2, hvorved ophold uden rejsetilladelse omfattes af
udlændingelovens § 59, stk. 2, ikke tiltænkt en
ændring af strafniveauet for overtrædelse af
udlændingelovens § 59, stk. 2, idet ophold uden en
gyldig rejsetilladelse skal sidestilles med ophold uden gyldigt
visum.
Som anført under pkt. 3.1.1.9, indeholder
udlændingelovens § 59 a de sanktioner, som kan
pålægges transportører for at bringe en
udlænding, som ikke er i besiddelse af rejselegitimation og
visum, til landet.
Den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr.
27, af § 59 a vil medføre, at det også vil blive
strafpålagt at bringe en udlænding til landet, som ikke
er i besiddelse af en rejsetilladelse.
Som anført under pkt. 3.1.1.9, er maksimumbeløbet
for bødeniveauet for transportøransvar på
37.200 kr. pr. person, der befordres, mens der almindeligvis
fastsættes en bødetakst på 12.000 kr. pr.
person, der bringes her til landet, og som ved indrejse i Danmark
eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i besiddelse af
fornøden rejselegitimation og visum.
Fastsættelsen af bøden beror på domstolenes
konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne bødeniveau kan fraviges, dog således at
domstolene skal fastsætte bøden til 37.200 kr. eller
derunder pr. udlænding, der befordres, og at bøden har
en afskrækkende virkning, er effektiv, og står i
rimeligt forhold til overtrædelsen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker, at
der i overensstemmelse med gældende praksis i enkelte
tilfælde efter en konkret vurdering kan være grundlag
for at frafalde tiltalen. Dette kan være tilfældet,
hvis gennemførelsen af en straffesag kan indebære en
risiko for, at oplysninger om en asylansøgers identitet
kommer til hjemlandets kundskab, og hvor dette kan medføre,
at den pågældende - der eventuelt ikke tidligere var
forfulgt - risikerer at blive udsat for forfølgelse ved
tilbagevenden til hjemlandet, eller at den pågældendes
familie i hjemlandet udsættes for forfølgelse.
Der er med ændringen af udlændingelovens § 59 a
ikke tiltænkt en ændring af strafniveauet, idet
ansvaret for at bringe en udlænding til Danmark, som ikke er
i besiddelse af en fornøden rejsetilladelse, kan sidestilles
med ansvaret for at bringe en udlænding til Danmark, der ikke
er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum.
Det er på den baggrund Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at der fastsættes
tilstrækkeligt effektive, proportionale og afskrækkende
sanktioner for overtrædelser af ETIAS-forordningen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, 26 og 27.
3.1.3.9. Erstatningsansvar
Som anført under pkt. 3.1.2.12 følger det af
ETIAS-forordningens artikel 63, stk. 1, litra a, at enhver person
eller medlemsstat, der har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en ulovlig behandling af personoplysninger eller
enhver anden handling, der er i strid med denne forordning, fra en
medlemsstats side, har ret til erstatning fra den
pågældende medlemsstat.
Erstatningskrav mod en medlemsstat for skade er ifølge
forordningens artikel 63, stk. 3, underlagt denne medlemsstats
nationale ret.
De bestemmelser i ETIAS-forordningen, hvor en overtrædelse
skal føre til, at der er ret til erstatning, knytter sig
primært til den behandling af personoplysninger, der
foretages af myndighederne i forbindelse med behandlingen af sager
om rejsetilladelser.
For så vidt angår spørgsmålet om
myndighedernes behandling af personoplysninger, bemærkes det,
at ETIAS-forordningen er i overensstemmelse med de generelle
EU-retlige regler om databeskyttelse, dvs.
databeskyttelsesforordningen og
retshåndhævelsesdirektivet, som begge er gældende
ret i Danmark. Der er med lovforslaget ikke tiltænkt en
indskrænkning af de rettigheder mv., der følger heraf,
i forbindelse med behandlingen af personoplysninger efter
ETIAS-forordningen.
Behandling af personoplysninger i Danmark er primært
omfattet af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens
bestemmelser.
Retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger er dog efter omstændighederne omfattet af
retshåndhævelsesdirektivets og
retshåndhævelseslovens bestemmelser.
Som det fremgår af pkt. 3.1.1.14, indeholder
databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven
bestemmelser, som fastsætter retten til erstatning for
behandlingsaktivitet eller anden behandling i strid med
lovgivningen.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at de generelle regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse
for de danske myndigheders behandling af personoplysninger i
forbindelse med sager, der behandles i medfør af
ETIAS-forordningen, indeholder sådanne
erstatningsbestemmelser, der sikrer ret til erstatning for
personer, som har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden
behandling i strid med ETIAS-forordningen.
3.1.3.10. Tilsynsmyndighed
Som anført under pkt. 3.1.2.12 skal det ifølge
forordningens artikel 66, stk. 1, sikres, at den tilsynsmyndighed,
som i henhold til databeskyttelsesforordningen er ansvarlig for at
føre tilsyn med anvendelsen af databeskyttelsesforordningen,
uafhængigt overvåger lovligheden af medlemsstatens
behandling af personoplysninger i henhold til ETIAS-forordningen,
herunder overførsel af personoplysninger til og fra
ETIAS-systemet.
Som anført under pkt. 3.1.1.15 er Datatilsynet
tilsynsmyndighed i forhold til databeskyttelsesforordningen,
databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven.
Datatilsynet vil derfor også skulle overvåge
lovligheden af danske myndigheders behandling af personoplysninger
i henhold til ETIAS-forordningen og deltage i det i forordningens
artikel 68 omhandlede samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og Den
Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.
3.2. Ind- og
udrejsesystemet (EES)
3.2.1. Gældende ret
3.2.1.1. Indrejse og ophold i
Schengenområdet
Der findes ikke i dag et fælles system på
europæisk niveau til registrering af ind- og udrejse af
Schengenområdet. Passtempler er således den eneste
måde, hvorpå myndighederne kan kontrollere, om en
tredjelandsstatsborger er ind- og udrejst lovligt og kun har
opholdt sig i Schengenområdet i den tilladte periode.
Reglerne vedrørende udlændinges indrejse og ophold
i Danmark fremgår af udlændingelovens kapitel 1.
Kontrollen med udlændinges indrejse, ophold og udrejse mv.
fremgår af udlændingelovens kapitel 7.
Efter udlændingelovens § 3, stk. 1, har
udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af
udlændingelovens § 39, stk. 2, er fritaget for visum,
ret til at indrejse og opholde sig her i landet i højst 90
dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden
på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at såfremt der er
indgået en bilateral visumfritagelsesaftale, har en
udlænding fra det land, Danmark har indgået en
sådan aftale med, ret til at indrejse og opholde sig her i
landet i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale.
Det følger af udlændingelovens § 38, stk. 1,
at ind- og udrejsekontrol ved grænsen til et land, der ikke
er tilsluttet Schengenkonventionen, skal finde sted i medfør
af artikel 7 og 8 i Schengengrænsekodeks.
Efter udlændingelovens § 38, stk. 7, kan politiet ved
ind- eller udrejse eller ved afvisning eller udvisning foretage
stempling af en udlændings pas eller anden rejselegitimation.
Der kan således foretages stempling af udlændingens pas
eller anden rejselegitimation, hvis udlændingen afvises efter
udlændingelovens § 28, stk. 2 eller 3, eller § 29,
stk. 3, eller hvis udlændingen udvises administrativt efter
§§ 25-25 b eller ved dom, jf. § 49, stk. 1, jf.
§§ 22-24.
Som følge af Danmarks deltagelse i det praktiske
Schengensamarbejde skal politiet alene stemple pas og anden
rejselegitimation ved ind- og udrejse over Danmarks grænser
til lande, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen (de ydre
grænser). Politiet kan dog stemple pas og anden
rejselegitimation ved passage af Danmarks grænser til andre
Schengenlande, såfremt grænsekontrollen ved disse indre
grænser undtagelsesvist indføres i medfør af
Schengenreglerne, jf. herved udlændingelovens § 38, stk.
2, 2. pkt.
Det følger af bilaget til Kommissionens henstilling af 8.
november 2019 om en fælles "Praktisk vejledning for
grænsevagter" til brug for medlemsstaternes kompetente
myndigheder, når de foretager grænsekontrol af
personer, og om erstatning af Kommissionens henstilling C(2006)
5186 af 6. november 2006 (Schengenhåndbogen), at politiet
skal stemple pas eller anden rejselegitimation, såfremt en
person, der ikke er statsborger i et Schengenland eller en
EU-medlemsstat, afvises ved indrejsen i Schengenlandene i
medfør af Schengenkonventionens artikel 5.
Politiets adgang til at stemple udlændinges pas eller
anden rejselegitimation ved afvisning eller udvisning omfatter
såvel statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen som statsborgere i Schengenlande eller
EU-medlemsstater. Som følge af pasfriheden mellem de
nordiske lande sker der dog ikke stempling af pas eller anden
rejselegitimation, hvis der er tale om en nordisk statsborger.
Det fremgår endelig af udlændingelovens § 38,
stk. 7, at udlændinge- og integrationsministeren kan
fastsætte nærmere regler om politiets stempling af pas
og anden rejselegitimation.
Denne bestemmelse er bl.a. udmøntet i
udlændingebekendtgørelsen.
Det følger af udlændingebekendtgørelsens
§ 10, at indrejse fra og udrejse til et andet Schengenland som
udgangspunkt finder sted uden ind- og udrejsekontrol, medmindre der
undtagelsesvist er indført midlertidig kontrol ved
grænsen til et andet Schengenland i medfør af
Schengengrænsekodeksens artikel 25. Er dette tilfældet,
skal ind- og udrejsekontrollen ske i overensstemmelse med
tilsvarende kontrolforanstaltninger efter
udlændingebekendtgørelsens § 11 som ved indrejse
fra og udrejse til et land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen.
Efter udlændingebekendtgørelsens § 11 må
indrejse fra og udrejse til et land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, som udgangspunkt alene finde sted ved de
havne og lufthavne, der i henhold til udlændingelovens §
38, stk. 3, er godkendt hertil.
Politiet kan i forbindelse med ind- og udrejsekontrol stemple en
udlændings pas eller anden rejselegitimation, jf.
udlændingebekendtgørelsens § 11, stk. 12, dog med
de undtagelser der fremgår af § 11, stk. 13.
Herudover kan politiet i forbindelse med indrejsekontrol kopiere
eller affotografere en udlændings pas eller anden
rejselegitimation eller på anden måde sikre oplysninger
i sådanne dokumenter med henblik på kontrol af
udlændingens rejselegitimation og identitet, jf.
udlændingebekendtgørelsens § 11, stk. 14.
3.2.1.2. Optagelse, behandling og opbevaring af biometriske
oplysninger
Der gælder i dag ikke regler om optagelse, behandling og
opbevaring af biometriske oplysninger i forbindelse med en
udlændings lovlige indrejse her i landet i forbindelse med
kortvarigt ophold.
For udlændinge omfattet af udlændingelovens
§§ 40 f, stk. 1 (udlændinge, som har indgivet
ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 9, 9 a, 9
c-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q eller ansøgning om
forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter
§§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q) og 40 g, stk. 1,
(udlændinge, som har indgivet ansøgning om visum til
Danmark i overensstemmelse med reglerne i visumkodeksen) har
politiet i forbindelse med ind- og udrejse af Danmark mulighed for
til brug for identifikation og identitetskontrol at optage og
behandle udlændingens fingeraftryk og personfotografi,
herunder at sammenholde de biometriske data med oplysninger i
udlændingemyndighedernes registre, jf. § 40 f, stk. 6,
og § 40 g, stk. 5.
3.2.1.3. Regler om behandling, opbevaring og videregivelse af
oplysninger
Som anført under pkt. 3.1.1.11 indeholder
udlændingelovens kapitel 8 a regler om videregivelse af
oplysninger i medfør af reglerne i Dublin-forordningen,
Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen
mv.
Forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen,
databeskyttelsesloven, retshåndhævelsesdirektivet og
retshåndhævelsesloven indeholder en række
bestemmelser om myndighedernes behandling, opbevaring og
videregivelse af oplysninger.
Se nærmere herom under pkt. 3.1.1.12.
Overtrædelser af reglerne om behandling, opbevaring og
videregivelse af oplysninger er sanktioneret i
databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven,
retshåndhævelsesloven og straffeloven.
Se nærmere herom under pkt. 3.1.1.13.
Erstatningsansvaret for materiel eller immateriel skade som er
påført en person som følge af en ulovlig
behandlingsaktivitet eller enhver anden behandling i strid med
databeskyttelsesreglerne fremgår af
databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven,
retshåndhævelses-direktivet og
retshåndhævelsesloven.
Se nærmere herom under pkt. 3.1.1.14.
Datatilsynet er udpeget som den ansvarlige myndighed, som skal
føre tilsyn med anvendelsen af databeskyttelsesforordningen,
databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven i
Danmark.
Se nærmere herom under pkt. 3.1.1.15.
3.2.2. EES-forordningen
3.2.2.1. EES-forordningens indhold og opbygning
EES-forordningen har bl.a. til formål at modernisere
grænsekontrollen ved de ydre grænser ved at forbedre
kvaliteten og effektiviteten af grænsekontrollen.
EES-forordningen indebærer, at der oprettes et ind- og
udrejsesystem til registrering og lagring af dato, tidspunkt og
sted for tredjelandsstatsborgeres ind- og udrejse ved passage af de
af medlemsstaternes ydre grænser, hvor ind- og
udrejsesystemet anvendes, til beregning af varigheden af
sådanne tredjelandsstatsborgeres tilladte ophold og til
generering af indberetninger til medlemsstater, når det
tilladte ophold er udløbet, og registrering og lagring af
dato, tid og sted for nægtelse af indrejse for
tredjelandsstatsborgere, der er nægtet indrejse med henblik
på et kortvarigt ophold, samt den myndighed i den
pågældende medlemsstat, der har nægtet indrejse,
og begrundelsen herfor.
I det følgende gennemgås EES-forordningens
opbygning og enkelte bestemmelser. Bestemmelser af rent teknisk
karakter gennemgås ikke.
3.2.2.2. Formål og anvendelsesområde
(EES-forordningens kapitel I)
Det følger af forordningens artikel 1, at der med
forordningen oprettes et ind- og udrejsesystem til registrering og
lagring af dato, tidspunkt og sted for tredjelandsstatsborgeres
ind- og udrejse ved passage af de af medlemsstaternes
grænser, hvor ind- og udrejsesystemet anvendes, beregning af
varigheden af sådanne tredjelandsstatsborgeres tilladte
ophold, generering af indberetninger til medlemsstater, når
det tilladte ophold er udløbet, og registrering og lagring
af dato, tid og sted for nægtelse af indrejse for
tredjelandsstatsborgere, der er nægtet indrejse med henblik
på et kortvarigt ophold, samt den myndighed i den
pågældende medlemsstat, der har nægtet indrejse,
og begrundelsen herfor.
Ifølge forordningens artikel 1, stk. 2, fastsætter
forordningen ligeledes de betingelser, hvorpå medlemsstaters
udpegede myndigheder og Europol med henblik på forebyggelse,
afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og andre
alvorlige strafbare handlinger kan få adgang til at
søge i ind- og udrejsesystemet. Det følger af
forordningens artikel 2, at ind- og udrejsesystemet som
udgangspunkt skal finde anvendelse på alle
tredjelandsstatsborgere, der passerer de ydre grænser med
henblik på kortvarige ophold i Schengen-området. I
systemet registreres således statsborgere fra såvel
visumfri som visumpligtige tredjelande. De pågældende
tredjelandsstatsborgere har mulighed for korttidsophold på
højst 90 dage inden for en periode på 180 dage.
Visse persongrupper er undtaget fra registrering i ind- og
udrejsesystemet. Det gælder bl.a. tredjelandsstatsborgere,
som er familiemedlemmer til unionsborgere omfattet af retten til
fri bevægelighed, såfremt disse familiemedlemmer har et
opholdskort. Det gælder endvidere tredjelandsstatsborgere med
opholdstilladelse i en medlemsstat.
Det fremgår af forordningens artikel 4, ved hvilke
grænser ind- og udrejsesystemet skal anvendes, og hvordan
brugen af systemet skal ske ved disse grænser. Det
følger heraf bl.a., at ind- og udrejsesystemet skal anvendes
ved de ydre grænser, og at de medlemsstater, der anvender
Schengenreglerne fuldt ud, skal indføre ind- og
udrejsesystemet ved deres indre grænser med de medlemsstater,
der endnu ikke anvender Schengenreglerne fuldt ud, men anvender
ind- og udrejsesystemet, og de medlemsstater, der ikke anvender
ind- og udrejsesystemet.
Efter forordningens artikel 5, er det eu-LISA, der udvikler ind-
og udrejsesystemet og sørger for systemets operationelle
forvaltning, herunder funktionerne til behandling af biometriske
oplysninger, og for, at ind- og udrejsesystemet er
tilstrækkeligt sikkert.
Ved at registrere og lagre oplysninger i ind- og udrejsesystemet
og give medlemsstater adgang til sådanne oplysninger er
målene med ind- og udrejsesystemet ifølge artikel 6,
at gøre ind- og udrejsekontrollen mere effektiv ved at
beregne og overvåge varigheden af tilladte ophold ved ind- og
udrejse for tredjelandsstatsborgere, der er givet tilladelse til
indrejse med henblik på et kortvarigt ophold og at bidrage
til identifikation af tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder
eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse til
eller kortvarigt ophold på medlemsstaternes område.
Ved at give de udpegede myndigheder adgang i overensstemmelse
med forordningens betingelser er målene ifølge artikel
6, stk. 2, at bidrage til forebyggelse, afsløring og
efterforskning af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare
handlinger og at muliggøre generering af oplysninger til
efterforskning vedrørende terrorhandlinger eller andre
alvorlige strafbare handlinger, herunder identifikationen af
gerningsmænd, mistænke og ofre for disse
lovovertrædelser, der har passeret de ydre grænser.
Det følger af forordningens artikel 7 og 8, at ind- og
udrejsesystemet skal bestå af et centralt system, der
omfatter en central database for lagring af biometriske oplysninger
og alfanumeriske oplysninger (oplysninger angivet med bogstaver,
tal og specialtegn m.m.), en kommunikationsinfrastruktur, en
kommunikationskanal mellem ind- og udrejsesystemet og VIS samt en
national ensartet grænseflade i hver medlemsstat. Hver
medlemsstat skal tilslutte sin nationale grænseinfrastruktur
(eventuelle eksisterende nationale systemer på
grænsekontrolområdet, som myndighederne
påtænker at anvende til ind- og udrejsesystemet) til
den nationale ensartede grænseflade.
Det fremgår af forordningens artikel 9, at adgang til at
registrere, ændre, slette og søge oplysninger i ind-
og udrejsesystemet udelukkende er forbeholdt behørigt
bemyndiget personale ved medlemsstaternes nationale myndigheder,
som har kompetence med hensyn til formålene som er fastsat i
forordningens artikler 23-35.
Det fremgår endvidere af artikel 9, stk. 2, at hver
medlemsstat udpeger de kompetente nationale myndigheder, som skal
være grænsemyndigheder, visummyndigheder og
indvandringsmyndigheder, og hvis personale skal have adgang til
ind- og udrejsesystemet for at registrere, ændre, slette
eller søge oplysninger. Medlemsstaterne sender en liste over
de udpegede myndigheder, som præciserer, til hvilket
formål hver myndighed skal have adgang til ind- og
udrejsesystemet, til eu-LISA.
Det fremgår endvidere af artikel 9, stk. 2, at hver
medlemsstat udpeger de kompetente nationale myndigheder, som skal
være grænsemyndigheder, visummyndigheder og
indvandringsmyndigheder, og hvis personale skal have adgang til
ind- og udrejsesystemet for at registrere, ændre, slette
eller søge oplysninger. Medlemsstaterne sender en liste over
de udpegede myndigheder, som præciserer, til hvilket
formål hver myndighed skal have adgang til ind- og
udrejsesystemet, til eu-LISA.
Se nærmere om definitionen af grænsemyndigheder og
indvandringsmyndigheder under pkt. 3.1.2.9 og 3.1.2.10.
Ind- og udrejsesystemet skal efter forordningens artikel 11
indeholde en automatisk beregningsmekanisme, der angiver den
maksimale varighed af tredjelandsstatsborgeres tilladte ophold.
Beregningsmekanismen finder dog f.eks. ikke anvendelse på
tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en
unionsborger.
Systemet skal ydermere indeholde en informationsmekanisme, som
automatisk identificerer personer, der ikke er udrejst rettidigt,
jf. forordningens artikel 12.
Med henblik på, at den enkelte tredjelandsstatsborger kan
holde sig opdateret i forhold til længden af et lovligt
ophold, følger det af forordningens artikel 13, at der skal
udvikles en webtjeneste, som via en sikker adgang skal give den
enkelte rejsende mulighed for inden påtænkt indrejse at
hente oplysninger om, hvorvidt vedkommende lovligt kan indrejse i
forhold til den tilladte periode. Der skal endvidere gives adgang
til en sådan webtjeneste for transportører.
Transportører har et lovbestemt ansvar for at sikre sig, at
de rejsende, de medbringer ved indrejse til Schengen-området,
lovligt kan indrejse i forhold til den tilladte periode. De skal
derfor ifølge forordningen have adgang til webtjenesten og
kunne modtage et svar på, om den rejsende har ret til lovlig
indrejse. Svaret skal kunne lagres i dokumentationsøjemed
til brug for grænsekontrol. Webtjenesten skal udarbejdes af
eu-LISA.
3.2.2.3. Bestemmelser om indrejse og kompetente myndigheders
brug af oplysninger (EES-forordningens kapitel II)
Det følger af forordningens artikel 14, at
grænsemyndighederne skal oprette en individuel sagsmappe,
når en tredjelandsstatsborger, som ikke tidligere er
registreret i systemet, indrejser i Schengenområdet. Denne
sagsmappe skal indeholde oplysninger om bl.a. den indrejsendes
navn, nationalitet og det anvendte rejsedokument, herunder
rejsedokumentets og visummets udstedelsesland samt biometri i form
af fingeraftryk og ansigtsbillede for visumfritagne
tredjelandsstatsborgere og ansigtsbillede af visumpligtige
tredjelandsstatsborgere. Endvidere vil der i forbindelse med hver
af tredjelandsstatsborgerens ind- og udrejser skulle indlæses
oplysninger om ind- og udrejsemedlemsstat og benyttet
grænseovergang. Disse data lagres i en ind- og udrejsefil,
som skal tilknyttes den pågældendes individuelle
sagsmappe.
Det følger af artikel 14, stk. 8, at en
tredjelandsstatsborger kan anmode om oprettelse af en individuel
sagsmappe og registrering i EES-systemet hos de kompetente
myndigheder, som fremgår af artikel 9, stk. 2.
Hvis det er nødvendigt at oprette en individuel sagsmappe
eller ajourføre ansigtsbilledet, skal ansigtsbilledet som
udgangspunkt tages på stedet, jf. forordningens artikel 15,
stk. 1.
Det følger af artikel 16 og 17, hvilke personoplysninger
om henholdsvis visumpligtige tredjelandsstatsborgere og
tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for visum, der skal
registreres i den individuelle sagsmappe.
For både visumfri og visumpligtige tredjelandsstatsborgere
registreres således oplysninger såsom fornavne og
efternavne samt biometriske oplysninger i form af et digitalt
ansigtsbillede med tilstrækkeligt høj opløsning
og kvalitet til at kunne anvendes til automatisk biometrisk
genkendelse og for visumfrie personer fire fingeraftryk.
Det følger af forordningens artikel 18, at
tredjelandsstatsborgere, som nægtes indrejse på en
medlemsstats område, registreres i ind- og udrejsesystemet
med oplysninger om dato og tidspunkt for nægtelsen af
indrejse, grænseovergangsstedet og myndigheden, som har
nægtet indrejsen, samt begrundelsen for nægtelse af
indrejse ved anvendelse af et bogstav i overensstemmelse med
Schengengrænsekodeksen. Der skal endvidere registreres
biometriske oplysninger om personer, hvor der har været tvivl
om de pågældendes identitet, bl.a. fordi personen har
anvendt falske eller forfalskede rejsedokumenter.
Af forordningens artikel 19 fremgår de oplysninger, som en
myndighed skal tilføje, hvis denne har inddraget, annulleret
eller forlænget en tilladelse til kortvarigt ophold.
Det følger af forordningens artikel 20, at i
tilfælde, hvor der ikke er oprettet en individuel sagsmappe,
eller der i en sådan ikke er foretaget en relevant
registrering af en tredjelandsstatsborger på medlemsstatens
område, kan kompetente myndigheder formode, at
pågældende ikke eller ikke længere opfylder
betingelserne for at opholde sig på medlemsstaternes
område. Det følger yderligere af bestemmelsen, at hvis
denne formodning afkræftes på baggrund af
pågældendes fremlæggelse af troværdigt
bevismiddel for lovligt ophold, skal de kompetente myndigheder
ifølge forordningens artikel 20, stk. 1, litra a, oprette en
individuel sagsmappe eller ifølge litra b, ajourføre
seneste ind- og udrejseregistrering.
Ifølge forordningens artikel 20, stk. 1, litra c, skal
der, i tilfælde, hvor der eksisterer en individuel sagsmappe,
ske sletning af denne, hvis dette fremgår af artikel 35.
Det fremgår af forordningens artikel 23, at
grænsemyndighederne skal have adgang til ind- og
udrejsesystemet med henblik på at verificere identiteten og
en tidligere registrering af en tredjelandsstatsborger,
ajourføre oplysninger i ind- og udrejsesystemet, hvis det er
nødvendigt, og søge i oplysningerne i det omfang, det
er nødvendigt for at kunne udføre ind- og
udrejsekontrol.
3.2.2.4. Andre myndigheders brug af ind- og udrejsesystemet
(EES-forordningens kapitel III)
Det følger af forordningens artikel 24, at
visummyndighederne har adgang til at søge i ind- og
udrejsesystemet med henblik på at behandle
visumansøgninger og træffe afgørelse i
forbindelse med sådanne ansøgninger.
Efter forordningens artikel 25 kan de kompetente myndigheder,
der er omhandlet i Schengengrænsekodeksens artikel 8 d,
søge i ind- og udrejsesystemet med henblik på
behandling af anmodninger om adgang til nationale
lempelsesprogrammer og vedtagelse af afgørelser om
sådanne anmodninger, herunder afgørelser om afslag
på, tilbagekaldelse af eller forlængelse af
gyldighedsperioden for adgang til sådanne nationale
lempelsesprogrammer efter Schengengrænsekodeksens artikel 8
d.
Det følger af forordningens artikel 26, at
medlemsstaternes indvandringsmyndigheder har adgang til at foretage
søgning i ind- og udrejsesystemet med henblik på at
verificere en tredjelandsstatsborgers identitet eller at
kontrollere eller verificere, om betingelserne for indrejse eller
ophold er opfyldt, eller begge.
Ifølge forordningens artikel 27 skal
grænsemyndighederne eller indvandringsmyndighederne
udelukkende have adgang til at foretage søgning ved brug af
fingeraftryksoplysninger eller fingeraftryk sammen med
ansigtsbilledet med henblik på at identificere enhver
tredjelandsstatsborger, som tidligere kan være registreret i
ind- og udrejsesystemet under en anden identitet, eller som ikke
opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for
indrejse eller ophold på medlemsstaternes område.
Ifølge forordningens artikel 28 må oplysninger, der
er hentet fra ind- og udrejsesystemet i henhold til dette kapitel,
kun lagres i nationale registre, når det er nødvendigt
i et konkret tilfælde, i overensstemmelse med det
formål, hvortil de er hentet, og i overensstemmelse med den
relevante EU-ret, navnlig om databeskyttelse, og ikke længere
end, det er strengt nødvendigt i det konkrete
tilfælde.
3.2.2.5. Procedure og betingelser for adgang til ind- og
udrejsesystemet med henblik på retshåndhævelse
(EES-forordningens kapitel IV)
Medlemsstaterne udpeger de myndigheder, der har ret til at
søge i oplysninger i ind- og udrejsesystemet, med henblik
på at forebygge, afsløre og efterforske
terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger, jf.
forordningens § 29, stk. 1.
Hver medlemsstat fører en liste over udpegede
myndigheder, og meddeler eu-LISA og EU-Kommissionen, hvilke
myndigheder den har udpeget, jf. forordningens artikel 29, stk. 2.
Meddelelsen kan til enhver til ændres eller erstattes af
medlemsstaten.
Det følger af forordningens artikel 29, stk. 3, at
medlemsstaterne udpeger et centralt adgangspunkt, der skal have
adgang til ind- og udrejsesystemet. Det centrale adgangspunkt
kontrollerer, at betingelserne for at anmode om adgang til ind- og
udrejsesystemet, der er fastsat i artikel 32, er opfyldt.
Ifølge forordningens artikel 29, stk. 4, meddeler
medlemsstaterne hvem deres centrale adgangspunkter er, til eu-LISA
og EU-Kommissionen. Denne meddelelse kan til enhver tid
ændres eller erstattes.
Det følger af forordningens artikel 30, at Europol
udpeger en af sine operative enheder som "Europols udpegede
myndighed" og bemyndiger den til at anmode om adgang til ind- og
udrejsesystemet med henblik på at støtte og styrke
medlemsstaternes indsats for at forebygge, afsløre og
efterforske terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare
handlinger.
Af forordningens artikel 31 og 32 fremgår proceduren og
betingelser for adgang til ind- og udrejsesystemet via et centralt
adgangspunkt med henblik på retshåndhævelse.
Adgangen til søgning er således betinget af, at denne
er nødvendig med henblik på forebyggelse,
afsløring eller efterforskning af en terrorhandling eller en
anden alvorlig handling, adgangen til søgning er
nødvendig og står i rimeligt forhold til det
formålet i en bestemt sag, og der er bevis for eller rimelig
grund til at antage, at søgning i oplysninger i ind- og
udrejsesystemet vil bidrage til at forebygge, afsløre eller
efterforske en af de pågældende strafbare handlinger,
navnlig når der er begrundet mistanke om, at den
mistænkte, gerningsmanden eller offeret for en terrorhandling
eller en anden alvorlig strafbar handling falder ind under en
kategori, der er omfattet af denne forordning.
Forordningens artikel 33 indeholder procedure og betingelser for
Europols adgang til ind- og udrejsesystemet. For Europol
gælder, at behandling af information modtaget gennem ind- og
udrejsesystemet skal godkendes af den medlemsstat, hvor de
relevante oplysninger indhentes, jf. forordningens artikel 33, stk.
5.
3.2.2.6. Lagring og ændring af oplysninger
(EES-forordningens kapitel V)
Perioderne for lagring af oplysninger i ind- og udrejsesystemets
centrale system fremgår af forordningens artikel 34. Som
udgangspunkt skal alle ind- eller udrejseregistreringer eller
registreringer af nægtelse af indrejse lagres i tre år
efter registreringen, mens en individuel sagsmappe lagres sammen
med den eller de tilknyttede ind- og udrejseregistreringer eller
registreringer af nægtelse af indrejse i tre år og
én dag efter datoen for den sidste registrering. Oplysninger
vedrørende personer, der ikke er udrejst i overensstemmelse
med reglerne for korttidsophold, opbevares i fem år fra
sidste lovlige udrejsedag.
Forordningens artikel 35 regulerer de tilfælde, hvor der
kan eller skal ske ændring eller sletning af oplysninger
før tid. Det følger heraf, at den ansvarlige
medlemsstat som udgangspunkt har ret til at ændre
oplysninger, herunder berigtige, supplere eller slette
oplysningerne, som den har registreret i ind- og
udrejsesystemet.
Det fremgår yderligere af bestemmelsen, at hvis den
ansvarlige medlemsstat har grund til at formode, at oplysninger,
der er registreret i ind- og udrejsesystemet, er faktuelt
unøjagtige eller ufuldstændige, eller at oplysninger
er blevet behandlet i ind- og udrejsesystemet i strid med denne
forordning, skal den kontrollere de pågældende
oplysninger og om nødvendigt straks berigtige eller supplere
dem i eller slette dem fra ind- og udrejsesystemet og i givet fald
fra overstayerlisten, som fremgår af forordningens artikel
12, stk. 3.
Herudover fremgår det af bestemmelsen, i hvilke
situationer en anden medlemsstat end den ansvarlige medlemsstat
skal kontrollere og eventuelt berigtige, supplere eller slette de
pågældende oplysninger eller kontakte den ansvarlige
medlemsstat, samt i hvilke situationer den ansvarlige medlemsstat
eller en anden medlemsstat skal kontrollere og eventuelt berigtige,
supplere eller slette visumrelaterede oplysninger.
Det fremgår endvidere af bestemmelsen, på hvilket
tidspunkt den individuelle sagsmappe skal slettes, samt af hvilken
medlemsstat, hvis en registreret tredjelandsstatsborger har
opnået statsborgerskab i en medlemsstat eller er blevet
omfattet af anvendelsesområdet for forordningens artikel 2,
stk. 3.
3.2.2.7. Udvikling, drift og ansvarsområder
(EES-forordningens kapitel VI)
Ifølge forordningens artikel 37 er eu-LISA ansvarlig for
udviklingen og iværksættelsen af ind- og
udrejsesystemets centrale system, de nationale ensartede
grænseflader, kommunikationsinfrastrukturen og den sikre
kommunikationskanal mellem ind- og udrejsesystemets centrale system
og VIS' centrale system, den i artikel 13 omhandlede webtjeneste og
det i artikel 63, stk. 2, omhandlede dataregister.
Det følger videre af bestemmelsen, at eu-LISA
fastlægger udformningen af ind- og udrejsesystemets fysiske
arkitektur, herunder kommunikationsinfrastrukturen, samt de
tekniske specifikationer for ind- og udrejsesystemets centrale
system, de ensartede grænseflader,
kommunikationsinfrastrukturen, den sikre kommunikationskanal mellem
ind- og udrejsesystemets og VIS' centrale systemer, webtjenesten og
dataregistret og udviklingen af disse tekniske specifikationer.
Medlemsstaternes og Europols ansvarsområder fremgår
af forordningens artikel 38. Den enkelte medlemsstat er ansvarlig
for bl.a. integrationen af den eksisterende nationale
grænseinfrastruktur og tilslutning heraf til den nationale
ensartede grænseflade samt organiseringen, forvaltningen,
driften og vedligeholdelsen af sin eksisterende nationale
grænseinfrastruktur og tilslutningen heraf til ind- og
udrejsesystemet med henblik på at opfylde målene med
ind- og udrejsesystemet i forordningens artikel 6.
Det følger af forordningens artikel 39, at hver
medlemsstat skal udpege en myndighed, der skal betragtes som
dataansvarlig, og som har det centrale ansvar for medlemsstatens
databehandling.
Ifølge forordningens artikel 40 kan lagring i det
nationale ind- og udrejsesystem eller tilsvarende nationale
registre af de alfanumeriske oplysninger, som en medlemsstat har
registreret i ind- og udrejsesystemet, ske i overensstemmelse med
formålene med ind- og udrejsesystemet og under fuld
overholdelse af EU-retten.
Efter forordningens artikel 41, stk. 1, må oplysninger,
der er lagret i ind- og udrejsesystemet, som udgangspunkt ikke
overføres til eller stilles til rådighed for noget
tredjeland, nogen international organisation eller nogen privat
enhed.
Uanset artikel 41, stk. 1, må grænsemyndighederne
eller immigrationsmyndighederne overføre de i artikel 16,
stk. 1, og artikel 17, stk. 1, litra a, b og c, omhandlede
oplysninger til et tredjeland eller en international organisation
opført i bilag I til forordningen, hvis det i konkrete
tilfælde er nødvendigt for at bevise
tredjelandsstatsborgeres identitet udelukkende med henblik på
tilbagesendelse, under nærmere fastlagte betingelser i
artikel 41, stk. 2.
Efter forordningens artikel 41, stk. 5, må
personoplysninger, som en medlemsstat eller Europol har modtaget
fra ind- og udrejsesystemets centrale system til
retshåndhævelsesformål, ikke overføres til
eller stilles til rådighed for et tredjeland, en
international organisation eller en privat enhed, der er etableret
i eller uden for Unionen. Dette forbud gælder også,
hvor sådanne oplysninger viderebehandles på nationalt
plan eller blandt medlemsstaterne i henhold til
retshåndhævelsesdirektivet.
Uanset artikel 41, stk. 5, må oplysningerne i artikel 16,
stk. 1, litra a, b og c, artikel 16, stk. 2, litra a og b, artikel
16, stk. 3, litra a og b, og artikel 17, stk. 1, litra a,
overføres af den udpegede myndighed til et tredjeland i
konkrete tilfælde, under nærmere fastlagte betingelser
i artikel 41, stk. 6.
Forordningens artikel 42 oplister betingelserne for
videregivelse i konkrete tilfælde af oplysninger til en
medlemsstat, der endnu ikke anvender ind- og udrejsesystemet, og
til en medlemsstat, hvorpå EES-forordningen ikke finder
anvendelse.
Det er den ansvarlige medlemsstat, der sørger for
oplysningernes sikkerhed før og under overførsel til
den nationale ensartede grænseflade, og hver medlemsstat
sørger for sikkerheden af de oplysninger, som den modtager
fra ind- og udrejsesystemet, og medlemsstaten træffer de
nødvendige foranstaltninger vedrørende sin nationale
grænseinfrastruktur, jf. forordningens artikel 43.
Efter forordningens artikel 45 er der, såfremt en person
eller medlemsstat har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en ulovlig handling eller en anden handling, der er
i strid med forordningen, som udgangspunkt ret til erstatning fra
den medlemsstat, der er ansvarlig for den lidte skade.
Erstatningskrav mod en medlemsstat for skade er underlagt national
lovgivning i den medlemsstat, som er indklaget.
Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at hver myndighed, der har
ret til adgang til oplysninger i ind- og udrejsesystemet,
træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at
overholde forordningen, og at der sker samarbejde i
nødvendigt omfang med tilsynsmyndighederne, jf.
forordningens artikel 47.
Medlemsstaterne skal ifølge forordningens artikel 48
træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at
enhver brug af oplysninger registreret i ind- og udrejsesystemet,
der er i strid med forordningen, kan straffes med sanktioner, der
er effektive, står i et rimeligt forhold til
overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, i
overensstemmelse med national ret, artikel 84 i
databeskyttelsesforordningen og artikel 57 i
retshåndhævelsesdirektivet.
3.2.2.8. Rettigheder og tilsyn med hensyn til databeskyttelse
(EES-forordningens kapitel VII)
Tredjelandsstatsborgere, hvorom oplysninger skal registreres i
ind- og udrejsesystemet, skal underrettes af den ansvarlige
medlemsstat om en række oplysninger i forbindelse med
registreringen, herunder at medlemsstaterne og Europol kan få
adgang til ind- og udrejsesystemet med henblik på
retshåndhævelse, at der er pligt til at få taget
et ansigtsbillede og for visumfritagne tredjelandsstatsborgere
fingeraftryk, og at personoplysninger, som lagres i systemet, kan
overføres til et tredjeland eller en international
organisation med henblik på tilbagesendelse, jf.
forordningens artikel 50.
Anmodninger fra tredjelandsstatsborgere om indsigt og
berigtigelse, supplering og sletning af personoplysninger samt
begrænsning af behandlingen af oplysningerne kan efter
forordningens artikel 52 rettes til den kompetente myndighed i
enhver medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstat eller medlemsstaten,
som anmodningen er fremsat til, har en frist på 45 dage efter
modtagelse af anmodningen til at besvare den. Er anmodningen blevet
fremsat til en anden medlemsstat end den ansvarlige, skal
myndighederne, i den medlemsstat anmodningen er fremsat til,
kontrollere oplysningernes rigtighed og lovligheden af
databehandlingen i ind- og udrejsesystemet. Det skal som
udgangspunkt ske inden for 30 dage, medmindre det er
nødvendigt at foretage en høring af den ansvarlige
medlemsstat. Såfremt oplysningerne, der er registreret i ind-
og udrejsesystemet, er faktuelt unøjagtige,
ufuldstændige eller er blevet registreret ulovligt,
berigtiger, supplerer eller sletter den ansvarlige medlemsstat
eller i givet fald den medlemsstat, der har fået anmodningen,
personoplysningerne eller begrænser behandlingen af
personoplysningerne i overensstemmelse med forordningens artikel 35
om ændring og sletning af oplysninger før tid. Der
følger i den forbindelse en række procedurer, som
medlemsstaterne skal overholde, herunder i tilfælde af, at
den ansvarlige medlemsstat eller medlemsstaten, der har modtaget
anmodningen, ikke er enig i ændringen af oplysningerne.
Det følger af forordningens artikel 53, at
medlemsstaternes kompetente myndigheder skal samarbejde aktivt med
henblik på at håndhæve rettighederne i artikel
52.
Efter forordningens artikel 54 har enhver person i hver
medlemsstat ret til at anlægge sag eller indgive klage til de
kompetente myndigheder eller domstole i den medlemsstat, som
nægtede den pågældende person aktindsigt i eller
ret til at få berigtiget, suppleret eller slettet oplysninger
om vedkommende efter forordningens artikel 52 og artikel 53, stk.
2.
Hver medlemsstat skal hertil sikre, at den tilsynsmyndighed, der
er ansvarlig for at føre tilsyn efter
databeskyttelsesforordningen, uafhængigt overvåger
lovligheden af den pågældende medlemsstats behandling
af personoplysninger, jf. forordningens artikel 55.
Tilsynsmyndigheden skal bl.a. sikre, at der foretages revision af
databehandlingen i den nationale grænseinfrastruktur, og at
antallet af anmodninger om berigtigelse, supplering, sletning eller
begrænsning af behandling af oplysninger samt antallet af,
hvor mange gange det er blevet foretaget, offentliggøres
én gang årligt.
Ifølge forordningens artikel 57, stk. 1, samarbejder
tilsynsmyndighederne og Den Europæiske Tilsynsførende
for Databeskyttelse, der hver især handler inden for deres
respektive beføjelser, aktivt inden for rammerne af deres
respektive ansvarsområder. De sikrer samordnet tilsyn med
ind- og udrejsesystemet og de nationale
grænseinfrastrukturer. I henhold til forordningens artikel
57, stk. 2, udveksler tilsynsmyndighederne og Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse relevante oplysninger,
ligesom de bistår hinanden i forbindelse med
gennemførelse af revisioner og inspektioner, drøfter
eventuelle vanskeligheder ved fortolkning eller anvendelse af
forordningen, undersøger problemer med udøvelsen af
uafhængigt tilsyn eller med de registreredes udøvelse
af deres rettigheder, udarbejder harmoniserede forslag til
fælles løsninger på ethvert problem og fremmer
bevidstheden og databeskyttelsesrettigheder, når det er
nødvendigt. Tilsynsmyndighederne og Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse mødes mindst to
gange om året inden for rammerne af Det Europæiske
Databeskyttelsesråd, der er oprettet ved
databeskyttelsesforordningen (»Det Europæiske
Databeskyttelsesråd«). Det pågældende
databeskyttelsesråd afholder udgifterne til disse
møder og varetager organiseringen heraf. En forretningsorden
vedtages på første møde. Øvrige
arbejdsmetoder udvikles i fællesskab efter behov, jf. artikel
57, stk. 3. Efter forordningens artikel 57, stk. 4, sender Det
Europæiske Databeskyttelsesråd hvert andet år en
fælles aktivitetsrapport til Europa-Parlamentet, Rådet,
Kommissionen, Frontex og til eu-LISA. Rapporten skal indeholde et
kapitel om hver medlemsstat, som udarbejdes af den
pågældende medlemsstats tilsynsmyndighed.
Forordningens artikel 58 fastsætter nærmere regler
for beskyttelse af personoplysninger, hvortil der er givet adgang
med henblik på retshåndhævelse.
Efter forordningens artikel 59 skal hver medlemsstat og Europol
sikre, at alle databehandlinger, som følge af anmodninger om
adgang til oplysninger med henblik på
retshåndhævelse, logges eller dokumenteres bl.a. med
henblik på at kontrollere grundlaget for anmodningen,
overvåge lovligheden af databehandlingen, egenkontrol og
dataenes integritet og sikkerhed.
3.2.2.9. Ændringer af andre EU-retsakter
(EES-forordningens kapitel VIII)
Forordningens artikler 60-62, indeholder de
konsekvensændringer af andre EU-retsakter, som
EES-forordningen medfører.
Det fremgår af forordningens artikel 60, at der foretages
en ændring af artikel 20, stk. 2, i konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen (Schengenkonventionen),
hvorefter artikel 20, stk. 1, ikke er til hinder for, at den
enkelte kontraherende part kan forlænge en udlændings
ret til at opholde sig på denne parts område ud over 90
dage inden for en periode på 180 dage under
ekstraordinære omstændigheder (jf. Schengenkonventionen
artikel 20, stk. 2, litra a), eller i medfør af en bilateral
aftale, der er indgået inden Schengenkonventionens
ikrafttræden, og meddelt til EU-Kommissionen (jf. artikel 20,
stk. 2, litra b).
Det fremgår endvidere af forordningens artikel 60, at der
indsættes et nyt stykke 2 a, 2 b, 2 c og 2 d i
Schengenkonventionens artikel 20.
Efter stykke 2 a kan en udlændings ophold på en
kontraherende parts område i nogle tilfælde
forlænges i overensstemmelse med en bilateral aftale i
medfør af artikel 20, stk. 2, litra b, på den
pågældende udlændings anmodning, som skal
indgives til den kontraherende parts kompetente myndigheder ved
udlændingens indrejse eller i løbet af den
pågældendes ophold senest den sidste arbejdsdag af
vedkommendes ophold på 90 dage inden for en periode på
180 dage.
Hvis udlændingen ikke har indgivet en anmodning i
løbet af opholdet på 90 dage inden for en periode
på 180 dage, kan vedkommendes ophold forlænges på
grundlag af en bilateral aftale indgået af en kontraherende
part, og den pågældendes ophold ud over de 90 dage
inden for en periode på 180 dage, der er gået forud for
denne forlængelse, kan af den pågældende
kontraherende parts kompetente myndigheder formodes at være
lovligt, forudsat at udlændingen fremlægger
troværdig dokumentation for kun at have opholdt sig på
den pågældende kontraherende parts område i
løbet af denne periode.
Efter stykke 2 b registreres oplysningerne vedrørende
forlængelsen i den seneste relevante ind- og
udrejseregistrering, der er knyttet til udlændingens
individuelle sagsmappe, hvis udlændingens ophold
forlænges i medfør af artikel 20, stk. 2.
Efter stykke 2 c, må den berørte udlænding,
hvis opholdet forlænges i henhold til stk. 2, kun opholde sig
på den pågældende kontraherende parts
område og skal udrejse ved den kontraherende parts ydre
grænser, hvilket den kompetente myndighed skal underrette
udlændingen om.
Det fremgår af forordningens artikel 61, at der foretages
ændringer af en række artikler i forordning (EF) nr.
767/2008 (VIS-forordningen) vedrørende eksportering af
oplysninger fra VIS til ind- og udrejsesystemet i en række
tilfælde, herunder ved afgørelse om at annullere eller
inddrage et visum, ved forlængelse af gyldighedsperioden,
opholdets varighed eller begge for et udstedt visum. Det er den
myndighed, der har truffet de nævne afgørelser, der
eksporterer oplysningerne fra VIS til ind- og udrejsesystemet.
Der tilføjes endvidere en ny artikel 17 a i
VIS-forordningen om interoperabilitet mellem VIS og ind- og
udrejsesystemet, der har til formål at sikre en mere effektiv
ind- og udrejsekontrol ved at etablere en kommunikationskanal, der
sikrer en direkte søgning mellem ind- og udrejsesystemet og
VIS i de tilfælde, hvor det er er hjemmel hertil i begge
forordninger. Det fremgår, at interoperabiliteten mellem de
to systemet skal foregå på en sådan måde,
at visummyndighederne ved behandlingen af og afgørelse i
sager om visum har mulighed for at søge i ind- og
udrejsesystemet fra VIS, ligesom grænsemyndighederne i
forbindelse med udførelsen af en række nærmere
definerede opgaver har mulighed for at søge i VIS fra ind-
og udrejsesystemet. De nærmere oplysninger og formålene
for grænsemyndighedernes anvendelse af disse fremgår af
ændringer til VIS-forordningens artikel 18,
3.2.2.10. Forordningens afsluttende bestemmelser
Forordningens artikler 63-73 indeholder en række
afsluttende bestemmelser.
Efter forordningens artikel 63 har personalet i medlemsstaternes
kompetente myndigheder, EU-Kommissionen og eu-LISA adgang til at
søge efter oplysninger om bl.a. status,
tredjelandsstatsborgernes nationalitet, køn og
fødselsår, rejsedokumenttype og registrerede
oplysninger om ophold udelukkende med henblik på rapportering
og statistik.
Det følger af forordningens artikel 65, at
medlemsstaterne bl.a. skal underrette EU-Kommissionen om, hvilken
myndighed der skal betragtes som dataansvarlig, og hvilke
kompetente myndigheder der har adgang til at registrere, berigtige,
supplere, slette, indhente eller søge oplysninger.
EU-Kommissionen fastsætter, efter at en række
betingelser er opfyldt, den dato, hvor ind- og udrejsesystemet
sættes i drift, jf. forordningens artikel 66.
eu-LISA sikrer efter forordningens artikel 72 bl.a., at der er
indført procedurer til at overvåge udviklingen i lyset
af planlægnings- og omkostningsmålene og at
overvåge ind- og udrejsesystemets funktion i lyset af
målene for tekniske resultater, omkostningseffektivitet,
sikkerhed og tjenestekvalitet. Derudover skal EU-Kommissionen tre
år efter idriftsættelsen af systemet og derefter hvert
fjerde år udarbejde en samlet evaluering af ind- og
udrejsesystemet.
Efter forordningens artikel 73 træder forordningen i kraft
på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende. Forordningen finder med visse
undtagelser anvendelse fra den dato, der fastsættes af
EU-Kommissionen i overensstemmelse med forordningens artikel 66,
stk. 1 om idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet.
3.2.3. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 2017/2225 af 30. november 2017 om ændring af forordning
(EU) 2016/399, for så vidt angår brugen af ind- og
udrejsesystemet
Den 4. marts 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet en
kodifikation af Schengengrænsekodeksen, jf. herved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af
9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage
(Schengengrænsekodeks) (kodifikation).
Schengengrænsekodeksen fastsætter regler for
udøvelse af grænsekontrol af personer, der passerer
Schengenområdets ydre grænser, ligesom kodeksen
indeholder bestemmelser med henblik på at sikre, at personer
ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser mellem
medlemsstaterne.
Som konsekvens af oprettelsen af det fælles ind- og
udrejsesystem er det nødvendigt med en række
tilpasninger og ændringer af Schengengrænsekodeksen.
Disse tiltag åbner bl.a. mulighed for, at medlemsstaterne kan
give tredjelandsstatsborgere adgang til at anvende
selvbetjeningssystemer og såkaldte e-gates. Ændringerne
vil desuden gøre det muligt at automatisere bestemte faser
af kontrolproceduren og sætte de medlemsstater, der
ønsker det, i stand til at indføre nationale
programmer for registrerede rejsende.
Ændringerne af Schengengrænsekodeksen
indebærer bl.a. en ændring af forordningens artikel 2
vedrørende definitioner, hvorefter der tilføjes
definitioner af selvbetjeningssystem, elektronisk paskontrol,
automatisk grænsekontrolsystem og bekræftelse af
chipdataenes ægthed og integritet.
Derudover indebærer ændringerne bl.a., at der
indsættes et nyt litra f i artikel 6, stk. 1, der
indebærer, at afgivelse af nødvendige biometriske
oplysninger til brug for oprettelse af en individuel sagsmappe i
ind- og udrejsesystemet eller foretagelse af ind- og
udrejsekontrol, bliver gjort til en indrejsebetingelse. Samtidig
indsættes der et nyt punkt I i bilag V, del B
(Standardformularen for nægtelse af indrejse ved
grænsen), hvorefter nægtelse af at stille biometriske
oplysninger til rådighed i forbindelse med oprettelse af den
individuelle sagsmappe eller i forbindelse med indrejsekontrol
bliver en afvisningsgrund.
Herudover indebærer ændringerne bl.a., at der
indsættes bestemmelse om brug af selvbetjeningssystemer til
forudregistrering af oplysninger i ind- og udrejsesystemet,
bestemmelse om brug af selvbetjeningssystemer og/eller elektroniske
paskontroller af personer, hvis grænsepassage skal
registreres i ind- og udrejsesystemet, bestemmelse om standarder
for automatiske grænsekontrolsystemer og bestemmelse om
nationale lempelsesprogrammer.
Endvidere indebærer ændringerne bl.a., at
forordningens artikel 11 om stempling af pas, som tidligere
indeholdt et krav om systematisk stempling af
tredjelandsstatsborgeres pas, ændres således, at
såfremt der er udtrykkelig hjemmel hertil i national ret, kan
en medlemsstat ved ind- og udrejse stemple en
tredjelandsstatsborgers rejsedokument, hvis denne er i besiddelse
af opholdstilladelse eller visum til længerevarende ophold,
der er udstedt af den pågældende medlemsstat.
Endelig indebærer ændringerne bl.a., at
forordningens artikel 12 om formodning for opfyldelse af
betingelserne for opholdets varighed ændres således, at
den stemmer overens med at der fremover skal ske ind- og
udrejseregistreringer i EES-systemet og ikke længere
stempling af pas.
3.2.4. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser om ind- og udrejsesystemet og den foreslåede
ordning
De sikkerheds- og migrationsudfordringer, som Danmark og EU
står over for, nødvendiggør en fælles
systematisk kontrol af, hvem der rejser ind i
Schengenområdet. Udlændinge- og Integrationsministeriet
finder derfor, at det er af væsentlig betydning at deltage i
en styrkelse af kontrollen med de ydre grænser og anvendelse
af fælles kontrolsystemer.
Passtempler er i dag den eneste måde, hvorpå det kan
kontrolleres, om en tredjelandsstatsborger er ind- og udrejst
lovligt, og hvorvidt personen har opholdt sig i
Schengenområdet i den tilladte eller ud over den tilladte
periode.
EES-forordningen styrker kontrollen ved de ydre grænser
med indførelse af et nyt fælles digitalt system, som
erstatter den manuelle passtempling og indfører nye
muligheder for at kontrollere identiteten på de
tredjelandsstatsborgere, som indrejser og opholder sig i
Schengenområdet, samt øgede muligheder for kontrol af
varigheden af et lovligt ophold.
Med EES-forordningen oprettes et fælles system til
registrering af tredjelandsstatsborgeres ind- og udrejse af
Schengenområdet, som bl.a. skal sikre en effektiv og smidig
grænsekontrol, bidrage til identifikation af
tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere
opfylder betingelserne for indrejse eller ophold på
området. Derudover skal systemet bidrage til bekæmpelse
af terrorisme og andre alvorlige forbrydelser.
Det er afgørende for bl.a. at skabe et højt
sikkerhedsniveau i EU, at de enkelte medlemsstaters myndigheder
får mulighed for at blive bekendt med ulovlig indvandring
ved, at der oprettes et ind- og udrejsesystem. Desuden styrkes
sikkerheden i forbindelse med identifikation af falske
rejsedokumenter bl.a. ved hjælp af anvendelse og registrering
af biometriske data.
Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse
kan EES-forordningen medvirke til de nævnte mål, uden
at ind- og udrejse for de rejsende besværliggøres
unødigt.
EES-forordningen er således et vigtigt
værktøj til at beskytte de ydre grænser og EU's
borgere og er samtidig med til at øge effektiviteten af
grænsekontrollen ved EU's ydre grænser.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at der i
forbindelse med indførelsen af de nye regler om ind- og
udrejsesystemet er fundet en passende balance mellem på den
ene side hensynet til at gøre grænsekontrollen mere
effektiv i forhold til de formål, som det tjener, og på
den anden side hensynet til, at indførelsen af det nye
system sker inden for betryggende rammer, herunder i relation til
databeskyttelsesretlige aspekter.
Som nævnt ovenfor i pkt. 2.5 vurderes det mest
hensigtsmæssigt, at EES-forordningen gennemføres i
dansk ret ved en henvisning i udlændingeloven til, at
forordningen gælder her i landet, jf. lovforslagets § 1,
nr. 8.
På den baggrund indeholder lovforslaget de
nødvendige ændringer af udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020 (som senest
ændret ved lov nr. 131 af 30. januar 2021).
Det sikres herved, at det er en indrejsebetingelse for
tredjelandsstatsborgere at lade sig registrere i ind- og
udrejsesystemet, hvis den pågældende er omfattet af
EES-forordningens bestemmelser herom.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16.
3.2.4.1. Udpegning af kompetente og
retshåndhævende myndigheder med adgang til EES-systemet
og af dataansvarlig myndighed
Som anført under pkt. 3.2.2.2 udpeger medlemsstaterne
ifølge forordningens artikel 9 de kompetente nationale
myndigheder, som skal være grænsemyndigheder,
visummyndigheder og indvandringsmyndigheder, og dermed have adgang
til at registrere, ændre, slette og søge oplysninger i
ind-og udrejsesystemet.
Som anført under pkt. 3.2.2.5 udpeger medlemsstaterne
ifølge forordningens artikel 29 de myndigheder, der har ret
til at søge i oplysninger i ind- og udrejsesystemet, med
henblik på at forebygge, afsløre og efterforske
terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger, og et
centralt adgangspunkt, jf. forordningens artikel 29, stk. 3.
Det vil til enhver tid være myndighedernes konkrete
opgaver og kompetencer som afgør, hvilke myndigheder der kan
udpeges som kompetente myndigheder.
Medlemsstaterne kan når som helst ændre udpegningen
af såvel de kompetente myndigheder og de
retshåndhævende myndigheder som det centrale
adgangspunkt. Ændringer skal meddeles eu-LISA og
EU-Kommissionen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at de
kompetente nationale myndigheder, de udpegede myndigheder og det
centrale adgangspunkt i forordningens forstand i en dansk kontekst
til enhver tid skal udgøres af de myndigheder, som varetager
de relevante opgaver inden for forordningens beskrevne
formålskrav for adgang til ind- og udrejsesystemet.
Aktuelt varetager Rigspolitiet, Udlændinge- og
Integrationsministeriet, Udlændingestyrelsen, Styrelsen for
International Rekruttering, Hjemrejsestyrelsen,
Udlændingenævnet, Flygtningenævnet og
Udenrigsministeriets repræsentationer de opgaver, som
fremgår af forordningens artikler 23, 24, 26 og 27.
Det er forventningen, at Rigspolitiet udpeges som centralt
adgangspunkt efter forordningens artikel 29, stk. 3.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil således
give meddelelse til eu-LISA og EU-Kommissionen i overensstemmelse
med ovenstående.
Som anført under pkt. 3.2.2.7 skal der i medfør af
forordningens artikel 39, udpeges en myndighed, der skal betragtes
som dataansvarlig, og som har det centrale ansvar for
medlemsstatens databehandling.
Udlændinge- og Integrationsministeriet er udpeget som
centralt ansvarlig myndighed, hvilket imidlertid ikke udelukker, at
de enkelte myndigheder er selvstændigt eller fælles
dataansvarlige for behandlingen af personoplysninger som led i
administrationen af EES-forordningen.
3.2.4.2. Sanktioner for overtrædelse af
EES-forordningens bestemmelser
Som anført under pkt. 3.2.2.7 træffer
medlemsstaterne ifølge forordningens artikel 48 de
nødvendige foranstaltninger for at sikre passende sanktioner
for anvendelse af oplysninger registreret i ind- og udrejsesystemet
på en måde, som er i strid med EES-forordningen.
De bestemmelser i EES-forordningen, hvor en overtrædelse
skal føre til, at der pålægges sanktioner,
knytter sig til den behandling af personoplysninger, som foretages
af myndighederne i forbindelse med oprettelse af sagsmapper i ind-
og udrejsesystemet samt registreringer, ajourføringer og
sletninger af oplysninger i ind- og udrejsesystemet.
Behandling af personoplysninger i Danmark er primært
omfattet af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens
bestemmelser.
Retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger er dog efter omstændighederne omfattet af
retshåndhævelsesdirektivets og
retshåndhævelseslovens bestemmelser.
Som det fremgår af pkt. 3.1.1.13, indeholder
databeskyttelsesloven, retshåndhævelsesloven og
straffeloven en række bestemmelser, som fastsætter
sanktioner for overtrædelser af reglerne om
databeskyttelse.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at de generelle regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse
for de danske myndigheders behandling af personoplysninger i
forbindelse med sager, der behandles i medfør af
EES-forordningen, indeholder sådanne strafbestemmelser, som
vil udgøre passende sanktioner for overtrædelse af
EES-forordningens regler om databeskyttelse.
3.2.4.3. Erstatningsansvar
Som det er anført under pkt. 3.2.2.7, følger det
af EES-forordningens artikel 45, at personer eller medlemsstater,
der har lidt materiel eller immateriel skade som følge af en
ulovlig behandling eller enhver anden handling, der er i strid med
forordningen, har ret til erstatning fra den pågældende
medlemsstat.
Erstatningskrav mod en medlemsstat for skade er ifølge
artikel 45, stk. 3, underlagt denne medlemsstats nationale ret.
De bestemmelser i EES-forordningen, hvor en overtrædelse
skal føre til, at der pålægges sanktioner,
knytter sig til den behandling af personoplysninger, som foretages
af myndighederne i forbindelse med oprettelse af sagsmapper i ind-
og udrejsesystemet samt registreringer, ajourføringer og
sletninger af oplysninger i ind- og udrejsesystemet.
For så vidt angår spørgsmålet om
myndighedernes behandling af personoplysninger bemærkes det,
at EES-forordningen er i overensstemmelse med de generelle
EU-retlige regler om databeskyttelse, dvs.
databeskyttelsesforordningen og
retshåndhævelsesdirektivet, som begge er gældende
ret i Danmark. Der er med lovforslaget ikke tiltænkt en
indskrænkning af de rettigheder mv., der følger heraf,
i forbindelse med behandlingen af personoplysninger efter
EES-forordningen.
Behandling af personoplysninger i Danmark er primært
omfattet af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens
bestemmelser.
Retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger er dog efter omstændighederne omfattet af
retshåndhævelsesdirektivets og
retshåndhævelseslovens bestemmelser.
Som det fremgår af pkt. 3.1.1.14, indeholder
databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven
bestemmelser, som fastsætter retten til erstatning for
behandlingsaktivitet eller anden behandling i strid med
lovgivningen.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at de generelle regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse
for de danske myndigheders behandling af personoplysninger i
medfør af EES-forordningen, indeholder sådanne
erstatningsbestemmelser, der sikrer ret til erstatning for
personer, som har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden
behandling i strid med EES-forordningen.
3.2.4.4. Tilsynsmyndighed
Som anført under pkt. 3.2.2.8 skal det ifølge
forordningens artikel 55, stk. 1, sikres, at den tilsynsmyndighed,
som i henhold til databeskyttelsesforordningen er ansvarlig for at
føre tilsyn med anvendelsen af databeskyttelsesforordningen,
uafhængigt overvåger lovligheden af medlemsstatens
behandling af personoplysninger i henhold til EES-forordningen,
herunder overførsel af personoplysninger til og fra ind- og
udrejsesystemet.
Som anført under pkt. 3.1.1.15 er Datatilsynet
tilsynsmyndighed i forhold til databeskyttelsesforordningen,
databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven, og
Datatilsynet vil derfor også skulle overvåge
lovligheden af danske myndigheders behandling af personoplysninger
i henhold til EES-forordningen og deltage i det i artikel 57
omhandlede samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og Den
Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.
3.2.4.5. Ændringer af
Schengengrænsekodeksen
Schengengrænsekodeksen blev oprindeligt gennemført
i dansk lovgivning ved lov nr. 301 af 19. april 2006 om
ændring af udlændingeloven og lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning (Fremrykket
ansøgningstidspunkt i sager om humanitær
opholdstilladelse, indberetningspligt ved mistanke om
genopdragelsesrejser, begrænsning af adgangen til
familiesammenføring for personer, der er dømt for
børnebortførelse, ændrede regler om
undervisning og aktivering af voksne asylansøgere mv.).
Som det fremgår under pkt. 3.2.3, indebærer
ændringerne af Schengengrænsekodeksen i medfør
af forordning (EU) 2017/2225 bl.a., at
Schengengrænsekodeksens artikel 11 om stempling af pas
ændres således, at såfremt der er udtrykkelig
hjemmel hertil i national ret, kan en medlemsstat ved ind- og
udrejse stemple en tredjelandsstatsborgers rejsedokument, hvis
pågældende er i besiddelse af opholdstilladelse eller
visum til længerevarende ophold, der er udstedt af den
pågældende medlemsstat.
Ifølge udlændingelovens § 38, stk. 7, kan
politiet foretage stempling af udlændinges pas eller anden
rejselegitimation ved ind- eller udrejse eller ved afvisning eller
udvisning.
Udlændingeloven indeholder således den i den
ændrede Schengengrænsekodeks nævnte nationale
hjemmel til passtempling.
Ændringerne indebærer derudover, som det ligeledes
fremgår under pkt. 3.2.3, bl.a., at afgivelse af biometriske
oplysninger til brug for oprettelse af en individuel sagsmappe i
ind- og udrejsesystemet eller foretagelse af ind- og udrejsekontrol
vil være en indrejsebetingelse.
3.3. Schengeninformationssystemet (SIS)
3.3.1. Gældende ret
3.3.1.1. Lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks
tiltrædelse af Schengenkonventionen og senere
ændringer
Danmark undertegnede den 19. december 1996 en aftale om
tiltrædelse af Schengenkonventionen. Folketinget bemyndigede
ved lov nr. 418 af 10. juni 1997 regeringen til at ratificere
tiltrædelsesaftalen på Danmarks vegne (jf.
Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne, sp. 5812, 7580 og 8283,
tillæg A, sp. 4694 og 4755, tillæg B, sp. 1057 og 1346,
og tillæg C, sp. 764). Ratifikationen fandt herefter sted den
23. september 1997.
Udover at bemyndige regeringen til at ratificere den danske
tiltrædelsesaftale indeholder loven bestemmelser, der
vedrører gennemførelsen af konventionen i dansk ret,
herunder bestemmelserne om SIS.
Tiltrædelsesloven er siden ændret ved lov nr. 227 af
2. april 2003 om ændring af reglerne om
grænseoverskridende observation, lov nr. 448 af 9. juni 2004
om indførelse af nye funktioner i SIS, herunder i
forbindelse med terrorismebekæmpelse, og lov nr. 521 af 6.
juni 2007 om gennemførelse af rådsafgørelse og
forordning om oprettelse, drift og brug af anden generation af SIS
(SIS II).
3.3.1.2. Særligt om Schengenkonventionens bestemmelser
om SIS
Som led i Schengensamarbejdet er der oprettet et fælles
informationssystem (SIS), der ved hjælp af elektronisk
søgning giver de kompetente myndigheder adgang til
elektronisk at indlæse og søge i indberetninger om
personer og genstande til brug for grænsekontrollen og for
anden politi- og toldkontrol i de enkelte lande samt for
administrationen af udlændingelovgivningen. SIS består
af en national del i hver medlemsstat (N. SIS) og en central
teknisk støttefunktion (C. SIS), som er beliggende i
Strasbourg, Frankrig.
Bestemmelserne vedrørende SIS fandtes i
Schengenkonventionens afsnit IV (artikel 92-119).
De nærmere bestemmelser om indberetning i SIS var fastsat
i artikel 95-100. Ifølge bestemmelserne kunne der ske
indberetning af personer, der ønskedes udleveret (artikel
95), uønskede udlændinge, der nægtedes indrejse
(artikel 96), forsvundne personer eller personer, der af hensyn til
deres egen sikkerhed mv. midlertidigt burde tages i varetægt
(artikel 97), vidner, personer, der var indstævnet for en
domstol som led i en straffesag på grund af handlinger, som
de retsforfølges for, eller personer, som skulle have
forkyndt en strafferetlig dom eller en tilsigelse til afsoning af
frihedsstraf (artikel 98), personer og motorkøretøjer
med henblik på diskret overvågning eller
målrettet kontrol (artikel 99), og genstande, der var
eftersøgt med henblik på beslaglæggelse, eller
som var bevismidler i en straffesag (artikel 100).
Schengenkonventionens artikel 101 indeholdt regler om, hvilke
myndigheder der havde adgang til oplysninger i SIS, mens artikel
102-118 indeholdt regler om beskyttelse og sikring af oplysninger i
SIS. Konventionens artikel 119 indeholdt regler om fordeling af
omkostningerne i forbindelse med etablering og brug af SIS.
3.3.1.3. Udbygning af reglerne om SIS
Ved forordning (EF) nr. 871/2004 af 29. april 2004 og
Rådets afgørelse nr. 2005/211/RIA af 24. februar 2005
blev der indført visse nye funktioner i SIS, bl.a. med
henblik på terrorismebekæmpelse. Der blev således
bl.a. etableret udvidet adgang for udlændingemyndighederne
til systemet samt adgang for Europol og de nationale medlemmer af
Eurojust til bestemte typer af oplysninger i SIS (ved ændring
af Schengenkonventionens artikel 101 og indsættelse af
artikel 101A og artikel 101B). Endvidere skete der bl.a. en
udvidelse af de kategorier af oplysninger, der kan indberettes (ved
ændring af artikel 99 og artikel 100), ligesom der blev
indført en pligt til at registrere hver enkelt
overførsel af personoplysninger i den nationale del af SIS
(ved ændring af artikel 103).
Ved forordning (EF) nr. 1160/2005 af 6. juli 2005 blev der
etableret adgang til SIS for de tjenester i medlemsstaterne, der
har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for
motorkøretøjer, til bestemte typer af oplysninger i
SIS (ved indsættelse af artikel 102A).
Da Schengenreglerne ved Amsterdam-traktatens ikrafttræden
den 1. maj 1999 blev integreret i EU, blev der ikke taget stilling
til retsgrundlaget for Schengenkonventionens bestemmelser
vedrørende SIS. Disse bestemmelser betragtes derfor som
retsakter baseret på afsnit VI i Traktaten om Den
Europæiske Union (TEU), jf. artikel 2, stk. 1, sidste
punktum, i Protokollen om integrationen af Schengen-reglerne i Den
Europæiske Union (Schengen-protokollen), der ved
Amsterdam-traktaten er knyttet som bilag til TEU og Traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF).
Det følger imidlertid af artikel 5 i
Schengen-protokollen, at forslag og initiativer til udbygning af
Schengen-reglerne er underlagt de relevante traktatbestemmelser.
Dette gælder, selvom Rådet ikke har fastsat
retsgrundlaget for de Schengen-regler, der udbygges. Betydningen
heraf er, at nye forslag og initiativer til retsakter til udbygning
af Schengen-reglerne skal fremsættes med hjemmel i de
relevante traktatbestemmelser, herunder de relevante
hjemmelsbestemmelser der måtte findes i TEF afsnit IV (visum,
asyl og indvandring mv.) - hvilket gælder, uanset at de
oprindelige bestemmelser i Schengenkonventionen betragtes som
retsakter baseret på TEU afsnit VI (strafferet og
politisamarbejde).
I overensstemmelse hermed fremlagde Kommissionen i maj 2005
forslag til tre retsakter, der tilsammen skulle udgøre
retsgrundlaget for den anden generation af SIS (SIS II). Der var
tale om et forslag til en rådsforordning med hjemmel i TEF
afsnit IV (visum, asyl og indvandring mv.), et forslag til en
rådsafgørelse med hjemmel i TEU afsnit VI (strafferet
og politisamarbejde) og et forslag til en rådsforordning med
hjemmel i TEF afsnit V (fælles transportpolitik).
Ved forordning (EF) nr. 1987/2006 af 20. december 2006,
forordning (EF) nr. 1986/2006 af 20. december 2006 og Rådets
afgørelse 2007/533/RIA af 12. juni 2007 blev retsgrundlaget
for den anden generation af SIS (SIS II) vedtaget.
Baggrunden for etableringen af SIS II var navnlig, at det
eksisterende SIS ansås for teknisk forældet, og at det
bl.a. ikke ansås for at have den kapacitet, som
krævedes for at imødekomme fremtidige behov for
yderligere intensivering af det europæiske politisamarbejde,
herunder i forbindelse med optagelse af nye EU-medlemsstater.
Etableringen af SIS II var i meget vid udstrækning baseret
på det eksisterende system. Det vil sige, at der i SIS II
kunne optages og indlæses de samme former for indberetninger
og oplysninger, ligesom der var adgang for de samme myndigheder ud
fra samme formålsbegrænsning som hidtil.
På nogle punkter betød indførelsen af SIS II
dog ændringer i de gældende regler for anvendelsen af
og sikkerheden omkring SIS. Det drejede sig bl.a. om
ændringer af de tekniske og strukturelle rammer for SIS,
sådan at der blev åbnet for direkte søgninger i
den centrale SIS II-database frem for i en national kopi af
databasen (artikel 27 i forordning (EF) nr. 1987/2006 og
rådsafgørelsens artikel 40). Ansvaret for den
operationelle forvaltning, der på daværende tidspunkt
blev varetaget af én medlemsstat (Frankrig), skulle på
sigt placeres hos en særlig forvaltningsmyndighed, hvilket
skete med oprettelsen af eu-LISA (forordningens og
rådsafgørelsens artikel 15).
Herudover blev der med SIS II indført nye funktioner i
det eksisterende SIS, herunder mulighed for at indlæse
fotografier og fingeraftryk i SIS II (forordningens og
rådsafgørelsens artikel 20, stk. 2, litra e og f). Der
blev ligeledes fastsat nye krav vedrørende visse
minimumsoplysninger til en indberetning, herunder krav om oplysning
om den pågældende persons navn, køn, en
henvisning til den afgørelse, der ligger til grund for
indberetningen, samt oplysninger om forholdsregler, der skal tages
i anledning af indberetningen (forordningens og
rådsafgørelsens artikel 23).
Med etableringen af SIS II blev der endvidere åbnet for at
sammenkoble forskellige typer af indberetninger med henblik
på, at de kompetente nationale myndigheder bliver
opmærksomme på, at den pågældende er
indberettet i systemet til flere formål (forordningens
artikel 37 og rådsafgørelsens artikel 52). Herudover
blev der skabt mulighed for at indlæse en kopi af en
europæisk arrestordre i SIS II (rådsafgørelsens
artikel 27), og der blev fastsat regler om, at der - efter
nærmere angivne betingelser - skulle ske indberetning af
oplysninger i SIS II om tredjelandsstatsborgere, som var omfattet
af et indrejseforbud, og som derfor skulle nægtes indrejse
eller ophold på Schengenområdet (forordningens artikel
24).
3.3.1.4. Udlændingeloven
3.3.1.4.1. Generelt
Anvendelsen af SIS i Danmark er reguleret i bl.a.
udlændingeloven, udlændingebekendtgørelsen og
visumbekendtgørelsen.
Det fremgår af udlændingeloven, at en
udlænding kan afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er
tilsluttet Schengenkonventionen, at der ikke kan gives
opholdstilladelse, og at en opholdstilladelse altid kan inddrages,
hvis en udlænding er indberettet i SIS, jf. § 28, stk.
1, nr. 6, § 10, stk. 2, nr. 4, og § 19, stk. 4. Det
følger af visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr.
6, at der meddeles afslag på en ansøgning om
Schengenvisum, hvis udlændingen er indberettet i SIS, og det
følger af udlændingebekendtgørelsens § 11,
stk. 5, nr. 4, at der ikke kan ske indrejse til Danmark fra et land
uden for Schengenområdet, hvis udlændingen er
indberettet i SIS.
I udlændingelovens § 2 a, stk. 8 og 9, om SIS, er der
henvist til den gældende SIS II-forordning (nr.
1987/2006).
3.3.1.4.2. Fingeraftryk, håndfladeaftryk, fotografier og
ansigtsbilleder i SIS
Udlændingelovens §§ 40 a og 40 b regulerer
optagelse af fingeraftryk og personfotografier, registrering af
fingeraftryk og personfotografier i et edb-register, sammenholdning
med fingertryk og personfotografier optaget efter bestemmelser i
retsplejeloven samt en række andre forhold. Efter
udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 5, og § 40 b,
stk. 2, nr. 4, kan der optages fingeraftryk og personfotografi af
en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens
§ 58 g, dvs. en udlænding, som indberettes i SIS.
3.3.1.4.3. Indførelse af obligatorisk
SIS-indberetning
Det følger af udlændingelovens § 58 g, stk. 1,
at rigspolitichefen i en række oplistede tilfælde
indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et
Schengenland eller et land, der er tilsluttet EU, som
uønsket i SIS. Bestemmelsen omfatter bl.a. udviste
tredjelandsstatsborgere eller tredjelandsstatsborgere, der har
fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 10, stk. 1 eller 2, nr. 1 eller
2, eller som har fået inddraget en opholdstilladelse i
medfør af lovens § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3.
Det følger af de almindelige bemærkninger, at
udlændingelovens § 58 g, stk. 1, er baseret på
Schengenkonventionens artikel 96, der indebærer en
skønsmæssig forpligtelse for medlemsstaterne til at
foretage SIS-indberetninger, og at udlændingelovens § 58
g, stk. 1, udmønter denne skønsmæssige
indberetningspligt, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A,
L11 som fremsat, side 154. Denne indberetningspligt er
videreført i SIS II-forordningens artikel 24.
Det følger af udlændingelovens § 58 g, stk. 2,
at rigspolitichefen kan indberette en tredjelandsstatsborger som
uønsket i SIS, hvis tredjelandsstatsborgeren er omfattet af
restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med
hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af FN eller EU. Det
fremgår af de almindelige bemærkninger, at denne
bestemmelse er baseret på artikel 26 i SIS II-forordningen,
og at bestemmelsen skaber en forpligtelse til, at der i disse
tilfælde sker SIS-indberetning, jf. Folketingstidende
2008-09, tillæg A, L11 som fremsat, side 157.
3.3.1.4.4. Konsultationsprocedure
Schengenkonventionens artikel 25 foreskriver en obligatorisk
konsultationsprocedure, hvor en medlemsstat har foretaget eller
påtænker at foretage SIS-indberetning, mens en anden
medlemsstat har tildelt eller påtænker at tildele samme
tredjelandsstatsborger et gyldigt opholdsgrundlag.
Det følger således af udlændingelovens §
58 h, at Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integration forestår konsultationer med
myndighederne i et andet Schengenland i medfør af
Schengenkonventionens artikel 25, og at rigspolitichefen sletter
den pågældende i SIS, hvis Udlændingestyrelsen
eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter
konsultationen finder, at SIS-indberetningen bør
slettes.
3.3.1.4.5. Indberetning af tilbagesendelsesafgørelser i
SIS
Det følger af udlændingelovens § 30, stk. 1,
at en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a
ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af
landet. Såfremt udlændingen ikke udrejser frivilligt,
drager politiet omsorg for udrejsen, jf. § 30, stk. 2.
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1,
at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en
udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i
lovens kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet,
skal indeholde en frist for udrejse. Udrejsefristen
fastsættes typisk til 7 dage, men i påtrængende
tilfælde fastsættes udrejsefristen altid til straks,
jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 3. og 4. pkt.
Såfremt udlændingen er statsborger i et andet
nordisk land og har haft bopæl her i landet, hvis
udlændingen er omfattet af de regler, der er nævnt i
udlændingelovens § 2, stk. 4 (EU-reglerne), eller hvis
udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse,
fastsættes udrejsefristen til 1 måned, jf.
udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. pkt. I
afgørelser om afslag på ansøgning om
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b og §
9 c, stk. 3, nr. 2, fastsættes udrejsefristen til 15 dage,
jf. lovens § 33, stk. 2, 2. pkt.
En udrejsefrist kan fastsættes til et senere tidspunkt
eller forlænges, hvis særlige grunde, herunder
opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn
eller anden familiemæssig og social tilknytning, taler
herfor, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, 1. pkt.
3.3.1.5. Tilsynsmyndighed
Det følger af artikel 44, stk. 1, i forordning nr.
1986/2006 og artikel 60, stk. 1, i Rådets afgørelse
2007/533/RIA, at en myndighed ("den nationale tilsynsmyndighed")
uafhængigt overvåger lovligheden af behandlingen af SIS
II-personoplysninger på deres område og
overførslen heraf fra deres område, samt udveksling og
yderligere behandling af supplerende oplysninger.
I Danmark er Datatilsynet udpeget som tilsynsmyndighed i forhold
til behandling af personoplysninger i den danske del af SIS.
3.3.2. SIS-forordningerne
3.3.2.1. SIS-forordningernes indhold og opbygning
Med de tre SIS-forordninger effektiviseres og udvides brugen af
SIS.
Retshåndhævelses- og
grænseforvaltningsforordningen tager i vid udstrækning
udgangspunkt i det gældende retsgrundlag for SIS II. I
forordningerne fastsættes hovedsageligt betingelser og
procedurer for indlæsning og behandling af indberetninger i
SIS. Herudover fastsættes bestemmelser vedrørende
bl.a. den tekniske opbygning af SIS, databeskyttelse og adgangen
til SIS. En række generelle bestemmelser går igen i
begge forordninger. Disse beskrives samlet i pkt. 3.3.2.2
nedenfor.
Tilbagesendelsesforordningen indeholder udelukkende nye
bestemmelser om brugen af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
I det følgende gennemgås SIS-forordningernes
opbygning og bestemmelser i det væsentligste. Bestemmelser af
rent teknisk karakter gennemgås ikke.
3.3.2.2. Fælles bestemmelser i
retshåndhævelsesforordningen og
grænseforvaltningsforordningen
3.3.2.2.1. Generelle bestemmelser (forordningernes kapitel
I)
I forordningernes artikel 1 fastsættes, at formålet
med SIS er at sikre et højt sikkerhedsniveau i EU, herunder
at opretholde den offentlige sikkerhed og den offentlige orden samt
beskytte sikkerheden på medlemsstaternes område ved
hjælp af oplysningerne i systemet.
Herudover følger det af forordningernes artikel 2, at
forordningerne fastsætter betingelser og procedurer for
indlæsning og behandling af indberetninger i SIS og for
udveksling af supplerende og uddybende oplysninger. Forordningerne
indeholder endvidere regler for SIS' tekniske arkitektur, regler om
ansvar mv.
I forordningernes artikel 3 fastlægges en række
definitioner, som i vid udstrækning er identiske med dem, der
eksisterer i det gældende retsgrundlag.
I forordningernes artikel 4 fastlægges den tekniske
opbygning af SIS. SIS består af et centralt system ("det
centrale SIS"), et nationalt system ("N. SIS"), mindst én
national eller delt N. SIS-backup og en kommunikationsinfrastruktur
("kommunikationsinfrastrukturen").
Det centrale SIS består af en teknisk
støttefunktion ("CS-SIS"), som indeholder bl.a. selve
SIS-databasen, og en ensartet national grænseflade
("NI-SIS"). Det centrale SIS drives af eu-LISA.
Det centrale SIS skal stille de tjenester til rådighed,
som er nødvendige for indlæsning af oplysninger og
søgninger i SIS-databasen. Herudover sørger det
centrale SIS for onlineopdateringer af de nationale kopier samt
synkronisering og sammenhæng mellem de nationale kopier og
SIS-databasen.
N. SIS i hver enkelt medlemsstat består af nationale
datasystemer, der kommunikerer med det centrale SIS.
SIS-oplysninger indlæses, ajourføres, slettes og
søges via de forskellige N. SIS.
Det følger af forordningernes artikel 5, at udgifterne i
forbindelse med drift, vedligeholdelse og videreudvikling af det
centrale SIS og kommunikationsinfrastrukturen afholdes over EU? s
budget som hidtil. For så vidt angår udgifterne til
oprettelse, drift, vedligeholdelse og videreudvikling af de enkelte
nationale systemer dækkes disse fortsat af medlemsstaterne
selv.
3.3.2.2.2. Medlemsstaternes ansvar (forordningernes kapitel
II)
Efter forordningernes artikel 6 er hver enkelt medlemsstat,
ligesom i dag, selv ansvarlig for at oprette, drive, vedligeholde
og videreudvikle sin N. SIS samt forbinde denne med den ensartede
nationale grænseflade. Medlemsstaten er desuden ansvarlig for
at sikre uafbrudt tilgængelighed af SIS-oplysningerne for
slutbrugerne.
I medfør af forordningernes artikel 7 skal
medlemsstaterne som i dag udpege en myndighed (N. SIS-kontoret),
der har det overordnede ansvar for dets N. SIS.
Ved søgning i SIS kan der efter omstændighederne
opstå behov for at indhente yderligere oplysninger. Hvis
Danmark f.eks. har foretaget en indberetning i SIS med henblik
på eftersøgning af en person, der ønskes
udleveret til retsforfølgning her i landet, vil det
Schengenland, hvori den eftersøgte person antræffes,
efter omstændighederne kunne have behov for yderligere
oplysninger om den pågældende for at kunne behandle
sagen om udlevering til Danmark.
På den baggrund er der i hvert enkelt Schengenland i
tilknytning til den nationale del af SIS etableret et såkaldt
SIRENE-kontor, som står for udvekslingen af supplerende
oplysninger, som er nødvendige i forbindelse med
indberetninger.
Det skrives som noget nyt ind i forordningerne, at
SIRENE-kontoret skal sikre udvekslingen og tilgængeligheden
af supplerende oplysninger samt kontrollere kvaliteten af de
oplysninger, der læses ind i SIS. Endvidere skal
SIRENE-kontoret dels være operationelt 24 timer i
døgnet 7 dage om ugen, dels gøre det lettere at
foretage de påkrævede handlinger, når den
pågældende person eller genstand lokaliseres efter et
hit. Dette var tidligere alene reguleret i den såkaldte
SIRENE-håndbog.
Medlemsstaternes udveksling af supplerende oplysninger sker i
dag i henhold til SIRENE-håndbogen, der indeholder
detaljerede bestemmelser herom.
Det følger af forordningernes artikel 8, at supplerende
oplysninger skal udveksles ved hjælp af
kommunikationsinfrastrukturen og i overensstemmelse med
SIRENE-håndbogen, hvis indhold fastsættes ved
gennemførelsesretsakter vedtaget af EU-Kommissionen. Som
noget nyt indføres der et krav om, at medlemsstaterne skal
sikre de nødvendige ressourcer for at sikre uafbrudt
tilgængelighed og rettidig og effektiv udveksling af
supplerende oplysninger. Supplerende oplysninger må alene
anvendes til det formål, hvortil de blev videregivet. Den
maksimale tidsfrist på 12 timer for SIRENE-kontorets
besvarelse af anmodninger om supplerende oplysninger, som er
reguleret i SIRENE-håndbogen, indsættes som noget nyt i
forordningerne, ligesom der fastsættes et krav om, at
SIRENE-kontoret handler omgående i tilfælde af
indberetninger vedrørende terrorhandlinger,
eftersøgte personer, der begæres anholdt med henblik
på overgivelse eller udlevering, og i tilfælde af
indberetninger vedrørende børn, der er i fare for at
blive bortført af en forælder, et familiemedlem eller
en værge, og som har behov for at blive forhindret i at
rejse.
Medlemsstaterne har allerede i dag ansvaret for at sikre
kompatibilitet mellem deres respektive nationale dele og den
centrale, tekniske støttefunktion. Dette videreføres
efter forordningernes artikel 9, som fastsætter, at
medlemsstaterne ved oprettelsen af deres nationale system skal
overholde de fælles standarder, protokoller og tekniske
procedurer, der er fastsat med henblik på at sikre, at der er
kompatibilitet mellem den nationale del og det centrale SIS.
Herudover skal de medlemsstater, der anvender en national kopi,
sikre, at de oplysninger, som er lagret i den nationale kopi, er
identiske med SIS-databasen, samt at en søgning i den
nationale kopi giver et søgeresultat, der svarer til det
resultat, en søgning direkte i SIS-databasen ville give.
Bestemmelsen stiller alene krav til resultatet af en søgning
og indebærer således ikke, at medlemsstaterne skal
anvende identiske søgekriterier. Som noget nyt
fastsættes, at slutbrugerne skal modtage alt data, som er
nødvendig for, at de kan varetage deres opgave.
Det gældende retsgrundlag for SIS indeholder bestemmelser
om, hvilke foranstaltninger medlemsstaterne skal træffe for
at beskytte oplysninger i deres nationale dele af SIS. De
gældende krav til datasikkerheden videreføres og
udbygges i forordningernes artikel 10, hvoraf det følger, at
hver medlemsstat træffer de nødvendige
foranstaltninger i relation til sin N. SIS med henblik på at
sikre sikkerhed omkring SIS og oplysningerne heri. Disse
foranstaltninger omfatter vedtagelse af en sikkerhedsplan, en
diskontinuitetsplan og en katastrofeberedskabsplan med henblik
på fysisk beskyttelse af oplysningerne, kontrol med fysisk
adgang til anlæggene, kontrol med datamedier, kontrol med
lagring, brugerkontrol, kontrol med dataindlæsning,
adgangskontrol i forhold til forskellige kategorier af oplysninger,
udarbejdelse af personaleprofiler for personer med afgang til
systemet, kontrol med videregivelse, efterfølgende kontrol
med indlæsning, kontrol med overførsel af oplysninger
og kontrol med egne sikkerhedsforanstaltninger. Det følger
af artikel 10, stk. 2, at tilsvarende foranstaltninger skal
træffes for så vidt angår udveksling af
supplerende oplysninger.
I de nye forordninger gælder en pligt til at forebygge
uautoriseret databehandling i SIS, herunder uautoriseret
ændring eller sletning af SIS-data, en pligt til at sikre, at
det installerede system kan genoprettes i tilfælde af
afbrydelse, og en pligt til at sikre, at SIS fungerer korrekt, at
fejl anmeldes, og at persondata lagret i SIS ikke kan misbruges som
følge af fejl i systemet.
Forordningerne indeholder ligesom det gældende
retsgrundlag udtrykkelige regler om fortrolighed i medlemsstaterne.
Efter forordningernes artikel 11 skal medlemsstaterne således
pålægge alle personer og organer, der skal arbejde med
oplysninger fra SIS eller med supplerende oplysninger,
tavshedspligt i overensstemmelse med national lovgivning. Denne
pligt gælder også efter, at de pågældende
personer er fratrådt deres stilling, eller efter at de
pågældende organers virksomhed er ophørt.
Som noget nyt tilføjes det, at hvis en medlemsstat
samarbejder med eksterne samarbejdspartnere, skal dennes
aktiviteter overvåges tæt af medlemsstaten med henblik
på at sikre samarbejdspartnerens overholdelse af alle
forordningernes bestemmelser. Endelig er der som noget nyt indsat
en bestemmelse om, at driften af N. SIS eller tekniske kopier heraf
ikke må overlades til private virksomheder eller
organisationer.
Af forordningernes artikel 12 følger det, at
medlemsstaterne skal opbevare logfiler på nationalt plan,
således at hver adgang til og alle udvekslinger af
personoplysninger registreres med henblik på kontrol af, om
søgningen var lovlig, om databehandlingen var lovlig,
udøve egenkontrol og sikre N. SIS korrekte funktion samt
dataintegritet og datasikkerhed. Logfilerne skal indeholde
indberetningernes hidtidige forløb, dato og tidspunkt for
databehandlingen, de oplysninger og den type af oplysninger, der er
anvendt til søgningen, en henvisning til de oplysninger, der
er behandlet, samt de individuelle og entydige
brugeridentifikatorer for både den kompetente myndighed og
den person, der behandler oplysningerne. Logfilerne skal slettes
tre år efter deres oprettelse. Logfiler, som indeholder
indberetningernes hidtidige forløb, slettes tre år
efter, at indberetningerne er slettet. Logfilerne kan opbevares i
en længere periode, hvis der er brug for dem i forbindelse
med kontrolprocedurer, der allerede er indledt.
Som hidtil skal medlemsstaterne i medfør af
forordningernes artikel 13 sikre, at myndigheder med adgangsret til
SIS-oplysninger overholder forordningerne og samarbejder med
tilsynsmyndigheden.
Efter det gældende retsgrundlag skal personale, som skal
behandle oplysninger, der er lagret i SIS, forudgående
uddannes i datasikkerhed og reglerne om databeskyttelse samt
orienteres om relevante lovovertrædelser og sanktioner. Som
noget nyt tilføjes bl.a., at medlemsstaterne skal have et
nationalt SIS-uddannelsesprogram, som skal indeholde uddannelse for
slutbrugere samt SIRENE-kontorets personale. Dertil skal der
afholdes fælles kurser, som organiseres på EU-niveau,
mindst en gang om året for at styrke samarbejdet mellem
SIRENE-kontorerne.
3.3.2.2.3. Forvaltningsmyndighedens ansvarsområder
(forordningernes kapitel III)
Forvaltningsmyndigheden, eu-LISA, får med forordningerne
en række nye opgaver, bl.a. forbundet med SIRENE-kontorerne,
herunder koordination, styring af og støtte til
testaktiviteter, samt vedligeholdelse og opdateringer af tekniske
specifikationer vedrørende udveksling af supplerende
oplysninger. Ligeledes får forvaltningsmyndigheden til opgave
at udarbejde procedurer til udførelse af kvalitetskontrol af
data i SIS samt at forestå uddannelse i den tekniske
anvendelse af SIS.
3.3.2.2.4. Informationskampagner (forordningernes kapitel
IV)
Det fastholdes i de nye forordninger, at der ved
idriftsættelsen af det nye system gennemføres en
oplysningskampagne i samarbejde mellem EU-Kommissionen, de
nationale tilsynsmyndigheder og den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse med henblik på at
oplyse offentligheden om formålene med SIS, de lagrede
oplysninger, personers rettigheder mv. Sådanne kampagner skal
gentages regelmæssigt.
3.3.2.2.5. Ret til adgang til og opbevaring af indberetninger
(retshåndhævelsesforordningens kapitel XIII og
grænseforvaltningsforordningens kapitel VII)
3.3.2.2.5.1. Adgang til SIS
Det følger af det nugældende retsgrundlag, at
adgang til oplysninger i SIS samt ret til direkte søgning i
oplysningerne er forbeholdt myndigheder med ansvar for
grænsekontrol samt myndigheder med ansvar for anden politi-
og toldkontrol i landet. Endvidere har nationale judicielle
myndigheder, herunder myndigheder med ansvar for indledning af
offentlig retsforfølgning i straffesager og retslig
efterforskning inden tiltale, adgang til oplysninger i SIS i
forbindelse med varetagelsen af deres opgaver.
Det videreføres desuden i de nye forordninger, at
også nationale kompetente myndigheder med ansvar for at
forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge
terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger i den
berørte medlemsstat har adgang til oplysninger i SIS,
forudsat at retshåndhævelsesdirektivet finder
anvendelse.
Herudover får nationale kompetente myndigheder med ansvar
for at undersøge betingelserne for og træffe
afgørelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres
indrejse og ophold på medlemsstaternes område, herunder
vedrørende opholdstilladelser og D-viseringer til
længerevarende ophold og tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere samt kontrol af tredjelandsstatsborgere,
som ulovligt indrejser eller opholder sig på medlemsstatens
territorium, eller som søger om international beskyttelse,
adgang til oplysninger i SIS.
Endvidere får også myndigheder med ansvar for at
vurdere ansøgninger om naturalisering samt myndigheder, der
undersøger og træffer afgørelse
vedrørende ansøgninger om visum i medfør af
visumkodeksen, adgang til oplysninger i SIS.
Myndigheder, der er ansvarlige for registreringen af skibe,
luftfartøjer og skydevåben, får tillige adgang
til SIS, ligesom det allerede er tilfældet for myndigheder,
der indregistrerer køretøjer. Direkte adgang til
søgning i oplysninger i SIS er dog forbeholdt statslige
tjenester, som er ansvarlige for registrering af de
pågældende skibe, luftfartøjer og
skydevåben.
Efter det gældende retsgrundlag har Europol inden for
rammerne af sit mandat adgang til at foretage direkte
søgninger i indberetninger i SIS vedrørende personer,
der er begæret anholdt med henblik på overgivelse eller
udlevering, i indberetninger om diskret eller målrettet
kontrol og i indberetninger om genstande med henblik på
beslaglæggelse mv. Hvis en søgning foretaget af
Europol viser, at der findes en indberetning i SIS, underretter
Europol den indberettende medlemsstat.
Brug af oplysninger, som er tilvejebragt gennem en
søgning i SIS, kan kun finde sted med den
pågældende medlemsstats samtykke. Europol kan
således kun meddele tredjelande eller eksterne organisationer
sådanne oplysninger med den pågældende
medlemsstats samtykke.
Med de nye forordninger får Europol adgang til også
at foretage søgninger vedrørende de øvrige
indberetningskategorier samt til at udveksle og efterspørge
supplerende oplysninger.
Hvis den indberettende medlemsstat samtykker, må Europol
behandle de supplerende oplysninger, som modtages fra
medlemsstaten, med henblik på at sammenligne med egne
databaser.
Der er endvidere tilføjet en bestemmelse i forordningerne
om, at medlemsstater skal informere Europol via udveksling af
supplerende oplysninger om hits vedrørende indberetninger
relateret til terrorhandlinger, medmindre dette ville kompromittere
en igangværende efterforskning, sikkerheden for et individ
eller strider imod grundlæggende sikkerhedsinteresser i den
indberettende medlemsstat.
Med de nye forordninger udvides ligeledes adgangen for Eurojust
til også at omfatte indberetninger efter
retshåndhævelsesforordningens artikel 40
(indberetninger om ukendte eftersøgte personer med henblik
på identifikation i overensstemmelse med national ret).
Endelig får medlemmerne af de europæiske
grænse- og kystvagthold, holdene af medarbejdere, der er
involveret i tilbagesendelsesrelaterede opgaver, og medlemmerne af
migrationsstyringsstøtteholdene ret til at tilgå og
søge i oplysninger, der er indlæst i SIS, inden for
deres mandat.
Hvis en søgning viser, at der findes en indberetning i
SIS, underrettes den indberettende medlemsstat herom.
Alle myndigheder, herunder Europol, de nationale medlemmer af
Eurojust og de personer, der bistår dem, samt Frontex, har
kun adgang til de oplysninger, der er nødvendige for
varetagelsen af deres opgaver.
3.3.2.2.5.2. Opbevaring af indberetninger
Efter det gældende retsgrundlag opbevares indberetninger
om både personer og genstande, så længe de er
nødvendige for at opnå deres mål. Denne regel
videreføres i det nye retsgrundlag.
Efter de gældende regler skal medlemsstaterne 3 år
efter at have foretaget en indberetning om en person vurdere
behovet for fortsat opbevaring. For visse indberetninger
gælder dog en 1-års frist. Det samme gør sig
gældende for indberetninger om genstande. Her er fristen dog
5 år for visse genstande og 10 år for andre genstande.
Inden for fristen kan medlemsstaterne registrere en beslutning om
fortsat opbevaring, hvis det er nødvendigt af hensyn til
formålet med indberetningen. Registreres en sådan
beslutning ikke, slettes indberetningen automatisk efter fristens
udløb.
I det nye retsgrundlag følger det af
retshåndhævelsesforordningens artikel 53, stk. 2, at
indberetninger om personer i henhold til forordningens artikel 26
og 32, stk. 1, litra a og b (personer, der begæres anholdt
med henblik på overgivelse eller udlevering, samt savnede
personer) kan opbevares i 5 år. Det følger endvidere
af forordningens artikel 53, stk. 3, at indberetninger om personer
i henhold til forordningens artikel 34 og 40 (personer, der
eftersøges med henblik på at yde bistand i forbindelse
med retsforfølgning, og ukendte eftersøgte personer)
kan opbevares i 3 år. Endeligt følger det af
forordningens artikel 53, stk. 4, at indberetninger om personer i
henhold til forordningens artikel 32, stk. 1, litra c, d og e, og
artikel 36 (børn i risiko for bortførelse,
børn og sårbare voksne personer, som bør
forhindres i at rejse, samt indberetninger med henblik på
målrettet, undersøgelses- eller diskret kontrol) kan
opbevares i 1 år.
Indberetninger om personer i henhold til
grænseforvaltningsforordningens kapitel V (indberetninger om
nægtelse af indrejse og ophold) kan i medfør af
forordningens artikel 39 opbevares i 3 år og maksimalt 5
år, hvis den nationale afgørelse, som ligger til grund
for indberetningen, kræver det.
Det følger af retshåndhævelsesforordningens
artikel 54, at indberetninger om genstande i henhold til
retshåndhævelsesforordningens artikel 36 og 38
(indberetninger med henblik på målrettet,
undersøgelses- eller diskret kontrol samt genstande, der
skal beslaglægges eller anvendes som bevismidler i
straffesager) kan opbevares i 10 år, mens indberetninger om
genstande i henhold til artikel 26, 32, 34 og 36, som er tilknyttet
en indberetning om en person, kan opbevares i samme periode som
indberetningen vedrørende personen, jf. ovenfor.
Inden for den maksimale opbevaringsperiode skal medlemsstaten
evaluere behovet for at bevare indberetningen. En indberetning kan
efter en samlet individuel vurdering bevares længere, hvis
dette er nødvendigt og proportionalt i forhold til dens
formål. Medlemsstaterne kan også altid fastsætte
kortere opbevaringsfrister.
3.3.2.2.6. Sletning af indberetninger
(retshåndhævelsesforordningens kapitel XIV og
grænseforvaltningsforordningens artikel 40)
I de nye forordninger indføres nye sletteregler i SIS,
som er specifikke for hver type indberetning.
3.3.2.2.6.1. Sletteregler i
retshåndhævelsesforordningen
Slettereglerne for indberetninger i medfør af
retshåndhævelsesforordningen følger af
forordningens artikel 55.
Indberetninger vedrørende personer, der begæres
anholdt med henblik på overgivelse eller udlevering i
medfør af forordningens artikel 26, skal slettes, når
personen er blevet overgivet eller udleveret til de kompetente
myndigheder i den indberettende medlemsstat. De skal også
slettes, hvis den kompetente retslige myndighed ifølge
national lovgivning har tilbagekaldt den retsafgørelse, som
var grundlaget for indberetningen.
Indberetninger om savnede børn og børn, der er i
fare for at blive bortført, skal slettes, hvis sagen er
løst, f.eks. hvis barnet er fundet, eller hvis de kompetente
myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat har truffet
afgørelse om, hvem der skal tage vare på barnet, hvis
indberetningen er udløbet, eller hvis den kompetente
myndighed i den indberettende medlemsstat har truffet
afgørelse herom.
Indberetninger om savnede voksne og sårbare personer skal
slettes, når den nødvendige handling er foretaget,
når indberetningen er udløbet, eller når den
kompetente myndighed i den indberettende medlemsstat har truffet
afgørelse herom.
Indberetninger vedrørende personer, der er
eftersøgte med henblik på retsforfølgelse, skal
slettes, når den kompetente myndighed i den indberettende
medlemsstat er blevet underrettet om personens opholdssted,
når indberetningen er udløbet, eller når den
kompetente myndighed i den indberettende medlemsstat har truffet
afgørelse herom.
Indberetninger vedrørende diskret kontrol,
undersøgelseskontrol eller målrettet kontrol skal
slettes, når indberetningen er udløbet, eller
når den kompetente myndighed i den indberettende medlemsstat
har truffet afgørelse herom.
Indberetninger vedrørende genstande, der skal
beslaglægges eller anvendes som bevismidler, skal slettes,
når genstanden er blevet beslaglagt, eller når der er
truffet en tilsvarende foranstaltning efter, at den
nødvendige opfølgning af udvekslingen af supplerende
oplysninger mellem SIRENE-kontorerne har fundet sted, eller
når genstanden indgår i en anden retslig eller
administrativ procedure, når indberetningen er
udløbet, eller når den kompetente myndighed i den
indberettende medlemsstat har truffet afgørelse herom.
Endvidere skal indberetninger om ukendte eftersøgte
personer slettes, når personen er blevet identificeret,
når indberetningen er udløbet, eller når den
kompetente myndighed i den indberettende medlemsstat har truffet
afgørelse herom.
Endelig skal indberetninger om genstande knyttet til
indberetninger om personer slettes, når indberetningen om
personen slettes.
3.3.2.2.6.2. Sletteregler i
grænseforvaltningsforordningen
Det følger af grænseforvaltningsforordningens
artikel 40, stk. 1, at indberetninger om nægtelse af indrejse
og ophold efter forordningens artikel 24 skal slettes, når
den afgørelse, som lå til grund for at indlæse
indberetningen, er trukket tilbage eller annulleret af den
kompetente myndighed, eller på baggrund af
konsultationsproceduren. Se nærmere om
konsultationsproceduren under pkt. 3.3.2.4.2.3.
Indberetninger om tredjelandsstatsborgere, som er underlagt
restriktive foranstaltninger med henblik på at forhindre
indrejse eller gennemrejse på medlemsstaternes territorium,
skal slettes, når de restriktive foranstaltninger er
ophævet, annulleret eller suspenderet.
Indberetninger vedrørende personer, som har opnået
statsborgerskab i en medlemsstat eller en stat, hvis statsborgere
nyder retten til fri bevægelighed i henhold til EU-retten,
skal slettes, når den indberettende medlemsstat bliver
opmærksom på, at personen har opnået et
sådant statsborgerskab.
3.3.2.2.7. Generelle regler for behandling af oplysninger
(retshåndhævelsesforordningens kapitel XV og
grænseforvaltningsforordningens kapitel VIII)
Det fastholdes i de nye forordninger, at medlemsstater kun
må behandle oplysningerne i indberetninger til de
formål, der er fastsat for hver kategori af indberetning.
Den indberettende medlemsstat er ansvarlig for, at oplysninger
er korrekte, opdaterede og indlæst lovligt i SIS. Som noget
nyt tilføjes det i forordningerne, at en medlemsstat, som
ikke er den indberettende medlemsstat, skal overføre
relevante nye eller ændrede oplysninger til den indberettende
medlemsstat gennem udveksling af supplerende oplysninger. Den
indberettende medlemsstat skal herefter tilrette indberetningen
uden ophold.
Som noget nyt er der i forordningerne tilføjet en
bestemmelse om sikkerhedsrelaterede hændelser.
Medlemsstaterne skal straks underrette EU-Kommissionen, eu-LISA,
den nationale tilsynsmyndighed samt Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse om eventuelle
sikkerhedsrelaterede hændelser. Sikkerhedsrelaterede
hændelser defineres som enhver hændelse, der har eller
kan have indvirkning på sikkerheden i SIS, eller som kan
forårsage beskadigelse på eller tab af SIS-oplysninger
eller supplerende oplysninger.
Hvis en sikkerhedsrelateret hændelse er forårsaget
af misbrug af data, skal medlemsstaterne eller EU-agenturerne
sikre, at der pålægges sanktioner.
3.3.2.2.8. Databeskyttelse
(retshåndhævelsesforordningens kapitel XVI og
grænseforvaltningsforordningens kapitel IX)
I de nye forordninger fastsættes det, at forordning (EU)
2018/1725 (om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer,
kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne
oplysninger mv.) finder anvendelse på eu-LISAs, Frontexs og
Eurojusts behandling af personoplysninger, og at forordning
2016/794 om Den Europæiske Unions Agentur for
Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) mv. finder
anvendelse på Europols behandling af personoplysninger.
Det fastsættes endvidere, at databeskyttelsesforordningen
finder anvendelse på de nationale kompetente myndigheders og
tjenesters behandling af oplysninger, når behandlingen ikke
er omfattet af retshåndhævelsesdirektivet, jf.
nedenfor. Databeskyttelsesforordningen suppleres af lov nr. 502 af
23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordningen om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(databeskyttelsesloven).
Yderligere fastsættes det, at
retshåndhævelsesdirektivet finder anvendelse på
de kompetente nationale myndigheders behandling af
personoplysninger, der foretages med henblik på forebyggelse,
opdagelse, efterforskning og retsforfølgelse af strafbare
handlinger eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner,
herunder beskyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den
offentlige sikkerhed.
Retshåndhævelsesdirektivet er implementeret i dansk
ret ved lov nr. 410 af 27. april 2017 om
retshåndhævende myndigheders behandling af
personoplysninger (retshåndhævelsesloven), og finder
anvendelse for politiets, anklagemyndighedens, herunder den
militære anklagemyndighed, kriminalforsorgens, Den
Uafhængige Politiklagemyndigheds og domstolenes behandling af
personoplysninger, når formålet med behandlingen er at
forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge
strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner,
herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod den
offentlige sikkerhed, jf. lovens § 1, stk. 1. Lovens
anvendelses område er således afgrænset til alene
at omfattet de ovennævnte myndigheders behandling til de
opregnede formål.
Hvis myndighederne, der er kompetente i henhold til
retshåndhævelsesloven, foretager behandlinger, der
falder uden for lovens anvendelsesområde, vil behandlingen i
stedet være omfattet af databeskyttelsesforordningen. Dette
vil eksempelvis være tilfældet, når de kompetente
myndigheder - i lighed med andre forvaltningsmyndigheder -
behandler personoplysninger i administrative sager, f.eks. i
forbindelse med aktindsigtsanmodninger efter offentlighedsloven og
forvaltningsloven eller ved administration af
ansættelsesmæssige forhold.
I forhold til politiets behandling af personoplysninger i
forbindelse med opgaver forbundet med grænsekontrol,
bemærkes det, at denne behandling er omfattet af
retshåndhævelsesloven i det omfang
grænsekontrollen sker til retshåndhævende
formål, hvilket generelt er tilfældet på
nuværende tidspunkt henset til den tiltagende terrortrussel i
EU, der er baggrunden for, at der på nuværende
tidspunkt udføres såkaldt systematisk kontrol ved
Danmarks ydre grænser. Den systematiske grænsekontrol
har været udført siden den 15. september 2017, hvor
Danmark tiltrådte Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 2017/458 af 15. marts 2017 om ændring af
forordning (EU) 2016/399, for så vidt angår en
styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre
grænser, hvor den tiltagende terrortrussel eksplicit er
anført som baggrund for indførslen af den
skærpede kontrol ved de ydre grænser. Den systematiske
grænsekontrol indebærer, at der skal ske opslag i
politiets databaser af alle passagerer, der ind- og udrejser over
en ydre grænse, og denne kontrol udføres på
samtlige godkendte grænseovergangssteder i
politikredsene.
Som følge af ovenstående, er politiets behandling
af personoplysninger i forbindelse med grænsekontrol i det
hele omfattet af retshåndhævelsesloven. Hvis den
aktuelle særlige
retshåndhævelsesunderstøttende
grænsekontrol bringes til ophør, kan den del af
grænsekontrollen, der udøves af kompetente myndigheder
i henhold til retshåndhævelsesloven med henblik
på umiddelbart at fastslå, om en person har lovligt
indrejse- og opholdsgrund-lag, ikke anses for at være
omfattet af lovens anvendelsesområde. Dette skyldes, at
formålet med den behandling af personoplysninger, der finder
sted som led i den umiddelbare grænsekontrol, ikke
vedrører aktuelle eller potentielle strafbare forhold eller
håndhævelsen af lov og orden i lovens forstand. Derimod
vil f.eks. politiets eventuelle kontrol af, om den
pågældende måtte være eftersøgt af
danske eller udenlandske myndigheder med henblik på at
fastslå, om den pågældende skal tilbageholdes
m.v., altid indebære en behandling af personoplysninger med
henblik på at understøtte politiets arbejde med at
forebygge, retsforfølge m.v. strafbare forhold og dermed
falde inden for direktivets og lovens anvendelsesområde.
De specifikke databeskyttelsesretlige særregler i
SIS-forordningernes kapitler om databeskyttelse skal således
i relevant omfang iagttages parallelt med de generelle
databeskyttelsesretlige regler i databeskyttelsesforordningen og
retshåndhævelsesloven.
Det fastholdes i lighed med det gældende retsgrundlag, at
medlemsstaten er ansvarlig for behandlingen af personoplysninger i
relation til SIS, herunder at sikre, at oplysningerne er korrekte,
ajourførte og lovligt indlæst og lagret i SIS.
Efter det gældende retsgrundlag har en person, hvorom der
er registreret oplysninger i SIS, ret til indsigt, berigtigelse af
ukorrekte oplysninger og sletning af ulovligt lagrede oplysninger.
Udøvelsen af disse rettigheder er undergivet lovgivningen i
den medlemsstat, på hvis område retten gøres
gældende.
I den foreslåede ordning sker der i vidt muligt omfang en
videreførelse af de gældende regler om ret til
indsigt, berigtigelse af ukorrekte oplysninger og sletning af
ulovligt lagrede oplysninger med henvisning til reglerne om den
registreredes rettigheder i databeskyttelsesforordningen og
retshåndhævelsesdirektivet.
Det videreføres endvidere i forordningerne, at en
medlemsstat ikke må videregive oplysninger til den
registrerede om en indberetning, den ikke selv har foretaget,
medmindre den forinden har givet den indberettende medlemsstat
lejlighed til at udtale sig herom.
Det videreføres i forordningerne, at en medlemsstat ikke
må videregive oplysninger til den registrerede om en
indberetning, den ikke selv har foretaget, medmindre den forinden
har givet den indberettende medlemsstat lejlighed til at udtale sig
herom.
Den foreslåede ordning viderefører medlemsstaternes
ret til at undlade at give oplysninger til den registrerede, dog
med en præcisering af, at dette kan undlades, hvis det er
nødvendigt og proportionalt i et demokratisk samfund under
hensyn til de grundlæggende rettigheder og legitime
interesser for den registrerede. Den registrerede skal orienteres
skriftligt og uden unødigt ophold om enhver nægtelse
eller begrænsning i videregivelsen af oplysninger til den
pågældende.
I den foreslåede ordning skal medlemsstaten hurtigst
muligt og under alle omstændigheder inden for fristen, der er
fastsat i databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 3, besvare
anmodninger om udøvelse af de nævnte rettigheder.
I praksis vil det således være den nationale
kompetente myndighed, der er selvstændig dataansvarlig for
behandlingen af personoplysninger i relation til SIS, der er
forpligtet til at iagttage reglerne om den registreredes
rettigheder - herunder håndtere anmodninger fra registrerede
om sletning, berigtigelse og indsigt, oplysningspligtstekster mv. -
i henhold til relevant lovgivning, der finder anvendelse i
forbindelse med den respektive myndigheds behandling.
Som hidtil skal medlemsstaterne i medfør af
forordningerne sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder - der er
udpeget og tildelt beføjelser i henhold til
databeskyttelsesforordningen og
retshåndhævelsesdirektivet - overvåger
behandlingen af personoplysninger på deres område samt
fører tilsyn med behandlingerne i N. SIS. Forordningerne
viderefører endvidere kravet om, at de nationale myndigheder
skal foretage tilsyn minimum hvert fjerde år i
overensstemmelse med relevante internationale
revisionsstandarder
Desuden videreføres det, at enhver person, der er
indberettet i SIS, kan indbringe indberetningen for en domstol
eller en anden kompetent myndighed med påstand om rettelse
eller sletning af oplysninger, aktindsigt eller skadeserstatning. I
sådanne tilfælde er medlemsstaterne gensidigt
forpligtet til at træffe endelige afgørelser.
3.3.2.2.9. Erstatningsansvar og sanktioner
(retshåndhævelsesforordningens kapitel XVII og
grænseforvaltningsforordningens kapitel X)
Det videreføres i de nye forordninger, at medlemsstaterne
inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og
retshåndhævelsesdirektivet er ansvarlige for enhver
skade, der tilføjes en person i forbindelse med brugen af
det nationale system, herunder for skader forvoldt ved lagring af
ukorrekte oplysninger i SIS.
Erstatningskrav mod en medlemsstat for skade er underlagt denne
medlemsstats nationale ret.
Som noget nyt tilføjes, at medlemsstaterne ikke kun er
erstatningsansvarlige for skader forvoldt på personer, men
også på andre medlemsstater. Endvidere tilføjes
det, at medlemsstaterne er erstatningsansvarlige for alle
handlinger foretaget i strid med forordningen.
For så vidt angår sanktioner, skal medlemsstaterne
sikre, at al misbrug, databehandling i SIS eller udveksling af
supplerende oplysninger i strid med forordningen straffes i
overensstemmelse med national ret. Sanktionerne skal være
effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen
og have afskrækkende virkning.
3.3.2.2.10. Afsluttende bestemmelser
(retshåndhævelsesforordningens kapitel XVIII og
grænseforvaltningsforordningens kapitel XI)
Det videreføres fra det gældende retsgrundlag, at
eu-LISA årligt offentliggør statistikker over antallet
af registreringer pr. indberetningskategori, det årlige antal
hits pr. indberetningskategori, antallet af søgninger i SIS
og antallet af gange, hvor SIS er blevet brugt til at
indlæse, ajourføre eller slette en indberetning i alt
og for hver medlemsstat. Som noget nyt skal eu-LISA udarbejde de
pågældende statistikker dagligt, månedligt og
årligt.
To år efter idriftsættelsen af SIS og derefter hvert
andet år forelægger agenturet Europa-Parlamentet og
Rådet en rapport om det centrale SIS? og
kommunikationsinfrastrukturens tekniske funktion. Tre år
efter idriftsættelsen af SIS og derefter hvert fjerde
år foretager EU-Kommissionen en overordnet evaluering af det
centrale SIS og udvekslingen af supplerende oplysninger mellem
medlemsstaterne.
Forordningerne træder i kraft på tyvendedagen efter
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Senest den 28. december 2021 skal EU-Kommissionen vedtage en dato
for idriftsættelsen af SIS i henhold til forordningerne.
Denne dato skal vedtages efter, at tre nærmere bestemte krav
er opfyldt; 1) at de nødvendige
gennemførelsesretsakter er vedtaget, 2) at medlemsstaterne
har meddelt EU-Kommissionen, at de har foretaget de
nødvendige tekniske og juridiske foranstaltninger for at
behandle SIS-data og udveksling af supplerende oplysninger i
henhold til forordningen, og 3) at eu-LISA har meddelt
EU-Kommissionen, at alle testaktiviteter vedrørende CS-SIS
og samspillet mellem CS-SIS og N. SIS er afsluttet på
tilfredsstillende vis.
3.3.2.3. Retshåndhævelsesforordningen
3.3.2.3.1. Generelt
Med retshåndhævelsesforordningen indføres
primært nye indberetningskategorier og nye kategorier af
data.
De nye indberetningskategorier omfatter bl.a. indberetninger om
ukendte gerningsmænd, hvis fingeraftryk er fundet på
gerningssteder for alvorlige forbrydelser, og indberetninger om
visse savnede og sårbare personer.
De nye datakategorier omfatter primært biometriske data,
såsom DNA, håndfladeaftryk og ansigtsbilleder.
3.3.2.3.2. Kategorier af oplysninger og påtegninger
(forordningens kapitel V)
Det fastlægges i forordningens artikel 20, at SIS
udelukkende indeholder de kategorier af oplysninger, som
indlæses af medlemsstaterne, og som er nødvendige til
de formål, der er fastsat i forordningens artikler om de
specifikke typer af indberetninger (artikel 26, 32, 34, 36, 38 og
40). I forhold til det gældende retsgrundlag er der
vedrørende indberetninger om personer tilføjet visse
nye kategorier af data. Det drejer sig om oplysninger om, hvorvidt
personen er selvmordstruet, om personen udgør en risiko for
den offentlige sundhed, om personen er involveret i aktiviteter
relateret til terrorhandlinger, personens registreringsnummer i et
nationalt register, for så vidt angår personens
identifikationsdokument arten, udstedelseslandet, nummeret og
udstedelsesdatoen herfor, fotografier og ansigtsbilleder, relevante
DNA-profiler, fingeraftryksoplysninger og kopier af
identifikationsdokumenter, så vidt muligt i farver. For
så vidt angår indberetninger om savnede og
sårbare personer, kan sagens type fremover kategoriseres i
SIS.
Inden en indberetning indlæses i SIS, skal det altid
vurderes, om sagen er egnet, relevant og vigtig nok til at
retfærdiggøre en indberetning i SIS. Som noget nyt
tilføjes i forordningens artikel 21, at sager om personer,
som er eftersøgt i relation til terrorhandlinger, altid skal
anses som værende egnet, relevante og vigtige nok til at
retfærdiggøre en indberetning i SIS. Det kan dog
undtagelsesvist undlades at oprette en indberetning på en
sådan person af hensyn til den offentlige eller nationale
sikkerhed, hvis indberetningen vil kunne hindre officielle eller
retlige undersøgelser, efterforskninger eller
procedurer.
Som noget nyt er der i artikel 22 ændret i de
datakategorier, der skal være til stede, før en
indberetning kan oprettes. Efter det gældende retsgrundlag
skal de følgende datakategorier være til stede:
efternavn(e), fornavn(e), fødenavn(e) og eventuelt
særskilt registrerede kaldenavne, køn, forholdsregler
og hvis relevant en henvisning til den afgørelse, der ligger
til grund for indberetningen.
Med den nye forordning er der krav om, at følgende
datakategorier skal være til stede, før der kan
oprettes en indberetning i SIS: efternavn, fødselsdato,
indberetningsgrund og den handling, der skal foretages i
tilfælde af et hit, dog ikke for indberetninger om ukendte
eftersøgte personer, som søges til identifikation
under national ret (artikel 40). Alle øvrige kategorier af
data skal fortsat indlæses, i det omfang de er til
rådighed, og når det er nødvendigt for at
identificere personen.
Efter det gældende retsgrundlag skal en medlemsstat,
når der allerede findes en indberetning om en given person i
SIS, aftale nærmere om optagelsen af en ny indberetning med
den medlemsstat, der foretog den første indberetning.
Med den nye forordning, er der i artikel 23 indsat en
forpligtelse for medlemsstaterne til at undersøge, om
personen eller genstanden, der ønskes indført i SIS,
allerede er genstand for en indberetning i systemet. Herunder skal
der søges med fingeraftryksoplysninger, hvis disse er
tilgængelige. Der må således som udgangspunkt kun
eksistere én indberetning pr. person eller genstand i SIS
pr. medlemsstat. Der kan dog indlæses to indberetninger om
samme person eller genstand, hvis de to indberetninger ikke er
inkompatible i henhold til SIRENE-manualen. Indberetninger med
henblik på anholdelse skal have førsteprioritet,
såfremt der er indlæst flere indberetninger på
personen i systemet.
3.3.2.3.3. Indberetninger om personer, der begæres
anholdt med henblik på overgivelse eller udlevering
(forordningens kapitel VI)
Reglerne om indberetninger vedrørende personer, der
begæres anholdt med henblik på overgivelse eller
udlevering, videreføres fra det gældende
retsgrundlag.
Som noget nyt tilføjes, at den medlemsstat, der har
indlæst indberetningen, kan gøre indberetningen
utilgængelig for søgning for slutbrugere i
tilfælde af en igangværende operation. Indberetningen
kan kun gøres utilgængelig for de medlemsstater, som
er involveret i operationen, og det er kun muligt, hvis
formålet med operationen ikke kan opnås med andre
midler, hvis en forudgående autorisation er blevet givet af
kompetent judiciel myndighed i den indberettende medlemsstat, og
hvis alle medlemsstater involveret i operationen er blevet
informeret via supplerende oplysninger. Medlemsstaternes
SIRENE-kontorer vil altid kunne se indberetningen.
Denne funktion må som udgangspunkt kun benyttes i op til
48 timer, medmindre det er operationelt nødvendigt at
forlænge perioden.
Endvidere er der tilføjet en bestemmelse, hvorefter der
kan indlæses indberetninger i SIS om visse genstande, hvis
der er klare indikationer på, at de pågældende
genstande er tilknyttet en person, som er indberettet i SIS. De
pågældende genstande omfatter bl.a. biler, trailere,
både, containere, fly og våben og indberettes i SIS med
henblik på at lokalisere den indberettede person.
3.3.2.3.4. Indberetninger om savnede personer eller
sårbare personer, der har behov for at blive forhindret i at
rejse (forordningens kapitel VII)
De gældende regler vedrørende indberetninger om
savnede personer videreføres i den nye forordning. Som noget
nyt tilføjes i forordningens artikel 32 nye kategorier om
sårbare personer, som bør forhindres i at rejse.
Der er for det første tale om børn, som er i
risiko for at blive bortført af en forælder, et
familiemedlem eller en værge, samt børn, for hvem der
er en konkret og åbenbar risiko for at blive fjernet fra
eller forlade en medlemsstats territorium og dermed blive offer for
menneskehandel, tvangsægteskab, kvindelig omskæring
eller andre former for kønsbaseret vold, at blive involveret
i terrorhandlinger eller at blive medlem af væbnede grupper
eller tvunget til at aktiv deltagelse i fjendtlige handlinger.
Endelig er der tilføjet en kategori, som omfatter
sårbare personer, som ikke er børn, og for hvem der er
en konkret og åbenbar risiko for at blive fjernet fra eller
forlade en medlemsstats territorium og blive offer for
menneskehandel eller kønsbaseret vold.
De nye kategorier af indberetninger kan kun oprettes i SIS efter
en afgørelse fra den kompetente myndighed i den
pågældende medlemsstat. For så vidt angår
sager om børn vil der kunne ske indberetning efter en
afgørelse fra den myndighed i medlemsstaten, der har
jurisdiktion i sager om forældreansvar.
Hvis der er klare indikationer på, at en eller flere
genstande er tilknyttet den person, som er genstand for
indberetningen, som beskrevet ovenfor under pkt. 3.3.2.3.2, kan der
indlæses indberetninger vedrørende de
pågældende genstande i SIS.
Hvis en person, som er genstand for en indberetning, og som
behøver beskyttelse, jf. ovenstående, lokaliseres,
skal medlemsstaterne via supplerende oplysninger omgående
blive enige om, hvilke forholdsregler der skal tages. Herunder kan
den medlemsstat, der har lokaliseret personen, beslutte at flytte
den pågældende til et sikkert sted. For så vidt
angår børn skal beslutningen tages inden for 12 timer
efter, at barnet er lokaliseret, og alle beslutninger skal
træffes i overensstemmelse med barnets tarv.
3.3.2.3.5. Indberetninger om personer, der eftersøges
med henblik på at yde bistand i forbindelse med
retsforfølgning (forordningens kapitel VIII)
Reglerne om indberetninger om personer, der eftersøges
med henblik på at yde bistand i forbindelse med
retsforfølgning, videreføres fra det gældende
retsgrundlag.
Som noget nyt er det tilføjet, at såfremt der er
klare indikationer på, at en eller flere genstande er
tilknyttet den person, som er genstand for indberetningen, som
beskrevet ovenfor under pkt. 3.3.2.3.2, kan der udstedes
indberetninger vedrørende de pågældende
genstande.
3.3.2.3.6. Indberetninger om personer og genstande med henblik
på diskret kontrol, undersøgelseskontrol eller
målrettet kontrol (forordningens kapitel IX)
Efter det gældende retsgrundlag kan der i SIS optages
oplysninger om personer, motorkøretøjer,
luftfartøjer, både og containere med henblik på
diskret overvågning eller målrettet kontrol med det
formål at retsforfølge strafbare handlinger,
fuldbyrdelse af en straffedom eller forebygge trusler mod den
offentlige sikkerhed.
Den nye forordning indeholder en del nyskabelser på dette
område.
Der tilføjes bl.a. en ny type kontrol,
undersøgelseskontrollen, samt nye typer af genstande, der
kan indberettes i SIS under denne kategori. Det drejer sig om
påhængsvogne med en egenvægt på over 750
kg, campingvogne, skydevåben, stjålne, ulovligt
handlede eller forsvundne officielle blankodokumenter,
stjålne, ulovligt handlede, forsvundne eller ugyldiggjorte
udstedte identitetspapirer samt betalingsmidler, som ikke er
kontanter.
Indberetninger om personer med henblik på diskret kontrol,
undersøgelseskontrol eller målrettet kontrol kan
oprettes med henblik på at forebygge, afsløre,
efterforske eller retsforfølge kriminalitet, fuldbyrde en
straffedom eller for at forebygge trusler mod den offentlige
sikkerhed.
Der kan kun ske indberetning i SIS, hvis der foreligger konkrete
indicier for, at en person er i færd med eller har til
hensigt at begå en grov strafbar handling, hvis oplysninger
om den pågældende er nødvendig for at fuldbyrde
en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning
vedrørende en person dømt for overtrædelse af
en strafbar handling, eller når det ud fra en samlet
vurdering af den pågældende, navnlig under hensyn til
tidligere begåede strafbare handlinger, må formodes, at
den pågældende også i fremtiden vil begå
grove strafbare handlinger.
Strafbare handlinger i bestemmelsens forstand omfatter de
strafbare handlinger, der er omfattet af den såkaldte
positivliste i rammeafgørelse 2002/584/RIA om den
europæiske arrestordre.
I overensstemmelse med national ret kan der endvidere foretages
indberetninger på anmodning af nationale sikkerhedstjenester,
når der foreligger konkrete indicier for, at de oplysninger,
der indberettes, er nødvendige for at forebygge en alvorlig
trussel fra den pågældendes side eller andre alvorlige
trusler mod statens sikkerhed.
I lighed med det gældende retsgrundlag, kan genstande,
såfremt der er klare indikationer på, at de er
tilknyttet den alvorlige kriminalitet eller trussel, indberettes
efter samme principper som beskrevet ovenfor under pkt. 3.3.2.3.2.
Som noget nyt kan disse sammenkobles med indberetninger, der er
indlæst om personer med henblik på diskret kontrol,
undersøgelseskontrol eller målrettet kontrol.
Forordningens artikel 37 fastlægger, hvilke oplysninger
der kan indsamles og videregives ved udveksling af supplerende
oplysninger til den indberettende medlemsstat til brug for
grænsekontrol eller anden politi- eller toldkontrol inde i
landet.
I lighed med det gældende retsgrundlag drejer det sig om
oplysninger om, at den indberettede person eller genstand er
lokaliseret, tid og sted for kontrollen samt årsagen hertil,
rejserute og mål, ledsagere eller passagerer, der med
rimelighed kan formodes at være tilknyttet de
pågældende personer, og under hvilke
omstændigheder den pågældende person eller
genstand er lokaliseret.
I den nye forordning er der tilføjet visse nye typer af
oplysninger, herunder identiteten på og en personlig
beskrivelse af personen, der anvender det officielle blankodokument
eller det udstedte identitetsdokument, benyttede genstande,
medbragte genstande, herunder rejsedokumenter, samt alt anden
information, som søges af medlemsstaten, hvis det er
nødvendigt for indberetningens formål.
En diskret kontrol omfatter en rutinekontrol af en person eller
genstand med henblik på at indsamle så mange af de
ovennævnte oplysninger som muligt under udførelsen af
rutineaktiviteter. Indsamlingen af oplysninger må ikke
påvirke den diskrete kontrol negativt, og den indberettede
person må på ingen måde blive gjort
opmærksom på indberetningens eksistens.
En undersøgelseskontrol omfatter en samtale med personen,
herunder på baggrund af information eller specifikke
spørgsmål tilføjet indberetningen af den
indberettende medlemsstat. Afhøringen skal foretages i
overensstemmelse med national ret i den fuldbyrdende
medlemsstat.
En målrettet kontrol omfatter undersøgelser af
personer, køretøjer, skibe, luftfartøjer,
containere og medbragte genstande til de i artikel 36 nævnte
formål. Undersøgelserne skal udføres i
overensstemmelse med national ret.
Hvis en medlemsstats nationale lovgivning ikke tillader
målrettet kontrol, ændres kontrollen til en
undersøgelseskontrol. Hvis medlemsstatens nationale
lovgivning ikke tillader undersøgelseskontrol, ændres
kontrollen til en diskret kontrol for så vidt angår
denne medlemsstat.
3.3.2.3.7. Indberetninger om genstande, der skal
beslaglægges eller anvendes som bevismidler i straffesager
(forordningens kapitel X)
Det gældende retsgrundlag for SIS indeholder regler om
indberetninger om genstande, der eftersøges med henblik
på beslaglæggelse eller som bevismidler i en
straffesag. I dag kan der således optages oplysninger i SIS
om følgende let identificerbare genstande:
motorkøretøjer, påhængsvogne,
campingvogne, skydevåben, både, luftfartøjer,
industriudstyr, påhængsmotorer, containere,
stjålne, ulovligt handlede eller forsvundne blankodokumenter,
stjålne, ulovligt handlede, forsvundne eller ugyldiggjorte
identitetspapirer, registreringsbeviser, værdipapirer og
betalingsmidler samt nummerplader til køretøjer.
Herudover kan der indberettes oplysninger om pengesedler med
registrerede numre.
Kategorien af genstande, der kan indberettes i SIS, udvides med
den nye forordning til også at omfatte skibsmotorer,
luftfartøjsmotorer, IT-udstyr, falske pengesedler,
identificerbare komponentdele af motorkøretøjer,
identificerbare komponentdele af industrielt udstyr og andre
identificerbare genstande af høj værdi, som vil blive
defineret nærmere af EU-Kommissionen.
Hvis en myndighed konstaterer, at der foreligger en indberetning
vedrørende en forsvunden genstand, skal myndigheden efter
forordningen kontakte den indberettende myndighed for at aftale,
hvilke foranstaltninger der skal træffes.
3.3.2.3.8. Indberetninger om ukendte eftersøgte personer
med henblik på identifikation i henhold til national ret
(forordningens kapitel XI)
Med forordningen tilføjes en ny indberetningskategori om
ukendte eftersøgte personer. Den nye kategori
medfører, at der kan indlæses fuldstændige eller
ufuldstændige fingeraftryk eller håndfladeaftryk i SIS,
der ikke vedrører indberettede personer. Disse fingeraftryk
eller håndfladeaftryk skal være fundet under en
efterforskning på gerningssteder for grov kriminalitet eller
terrorhandlinger, og hvor det med en høj grad af
sandsynlighed kan fastslås, at de tilhører
gerningsmanden.
Oplysninger i denne kategori må kun lagres som "ukendt
eftersøgt person", hvis de kompetente myndigheder ikke kan
fastslå personens identitet ved hjælp af andre
nationale, europæiske eller internationale databaser.
I tilfælde af et hit med oplysninger, der er lagret i
henhold i denne kategori, skal personens identitet fastslås i
overensstemmelse med national ret, samtidig med at det af eksperter
verificeres, at finger- og håndtryksoplysningerne i SIS
tilhører personen. Medlemsstaterne skal kommunikere ved brug
af supplerende oplysninger for derved at fremme en rettidig
efterforskning af sagen.
3.3.2.3.9. Særlige regler for biometriske data (kapitel
XII)
I den nye forordning er indsat nye bestemmelser om regler for
biometrisk data. Det følger af de nye regler, at kun
fotografier, ansigtsbilleder og fingeraftryksoplysninger, der
opfylder en minimumsstandard for datakvalitet og tekniske
specifikationer, må indlæses i SIS. Inden oplysningerne
indlæses, skal der foretages en kvalitetskontrol for at
sikre, at dette er opfyldt.
Fingeraftryksoplysninger, der indlæses i SIS, kan
bestå af et til ti flade fingeraftryk og et til ti rullede
fingeraftryk. De kan også omfatte op til to
håndfladeaftryk.
Der må kun tilføjes en DNA-profil til de
indberetninger, der er omhandlet i artikel 32, stk. 1, litra a
(savnede personer, der bør tages i varetægt), efter,
at der er foretaget en kvalitetskontrol for at sikre, at
minimumsstandarden for datakvalitet og tekniske specifikationer er
opfyldt, og kun når der ikke findes fotografier,
ansigtsbilleder eller fingeraftryksoplysninger, eller hvis de ikke
er egnede til at foretage en identifikation med. Der kan
tilføjes DNA-profiler af personer, der er direkte
efterkommere af, slægtninge i opstigende linje eller
søskende til den indberettede person, forudsat at de
pågældende personer giver deres udtrykkelige samtykke
hertil.
Fotografier, ansigtsbilleder, fingeraftryksoplysninger og
DNA-profiler må hentes fra SIS med henblik på at
kontrollere identiteten på en person, der er lokaliseret som
følge af en alfanumerisk søgning (cifre og bogstaver)
i SIS.
Fingeraftryksoplysninger kan i alle tilfælde benyttes til
at identificere en person og skal anvendes til at identificere en
person, hvis dette ikke kan opnås på anden vis. Med
henblik herpå skal det centrale SIS omfatte et automatisk
fingeraftryksidentitetssystem (AFIS).
Der kan også søges på
fingeraftryksoplysninger i SIS i forbindelse med indberetninger,
der er foretaget i medfør af artikel 26, 32, 36 og 40 ved
brug af fuldstændige eller ufuldstændige sæt af
fingeraftryk eller håndfladeaftryk, der er fundet på
gerningssteder for alvorlig kriminalitet eller terrorhandlinger
under efterforskningen, når det med en høj grad af
sandsynlighed kan fastslås, at de tilhører
gerningsmanden, forudsat at de kompetente myndigheder foretager en
samtidig søgning i deres relevante nationale
fingeraftryksregister.
Så snart det bliver teknisk muligt, og idet der samtidig
skal sikres en meget pålidelig identifikation, kan
fotografier og ansigtsbilleder anvendes til at identificere en
person i forbindelse med grænseovergangssteder. Inden denne
funktion implementeres i SIS, skal Kommissionen fremlægge en
rapport om den nødvendige teknologis tilgængelighed,
umiddelbare anvendelighed og pålidelighed, som
Europa-Parlamentet skal høres om.
3.3.2.4. Grænseforvaltningsforordningen
3.3.2.4.1. Generelt
Med grænseforvaltningsforordningen bliver det obligatorisk
at indberette indrejseforbud for tredjelandsstatsborgere i SIS.
Formålet er at sikre en bedre håndhævelse
på tværs af medlemsstaterne, idet medlemsstaterne vil
kunne se og håndhæve andre medlemsstaters
indrejseforbud. Der er på nuværende tidspunkt mulighed
for at indberette indrejseforbud, men ikke en forpligtelse hertil,
hvilket bevirker, at systemet ikke er tilstrækkeligt
effektivt.
Der fastsættes endvidere en obligatorisk frist for at
konsultere andre medlemsstater i forbindelse med en indberetning af
et indrejseforbud, hvis den pågældende person er
tildelt et gyldigt opholdsgrundlag af en anden medlemsstat.
Konsultationen skal sikre, at der ikke indberettes et
indrejseforbud i tilfælde, hvor en anden medlemsstat
eksempelvis har tildelt den pågældende en
opholdstilladelse. Den obligatoriske frist skal i den forbindelse
medvirke til at sikre et endeligt resultat af konsultationen for at
undgå, at personer, der udgør en trussel, kan rejse
ind i Schengenområdet.
Der er ydermere i forordningen tilføjet en række
kategorier af oplysninger, der skal indlæses i SIS
vedrørende indberetninger om indrejseforbud, herunder
oplysninger om personens identitet, identitetsdokument,
ansigtsbillede og håndfladeaftryk.
3.3.2.4.2. Indberetninger om nægtelse af indrejse og
ophold for tredjelandsstatsborgere (forordningens kapitel
V)
3.3.2.4.2.1. Udvidelse af datakategorier ved
SIS-indberetning
Med forordningens artikel 20, stk. 2, udvides listen med de
typer af oplysninger, som en indberetning om nægtelse af
indrejse og ophold kan indeholde. I tillæg til de
eksisterende datakategorier vil en sådan indberetning
fremover kunne indeholde oplysninger om, hvorvidt personen er
involveret i en terroraktivitet (litra j, nr. iv), hvorvidt
indberetningen vedrører et familiemedlem til en EU-borger
eller en anden person, som er omfattet af retten til fri
bevægelighed for EU-borgere (litra p), hvorvidt en beslutning
om at nægte indrejse og ophold er baseret på en
tidligere afgørelse for en overtrædelse, som kan
straffes med fængsel i mindst et år, fordi personen
udgør en alvorlig sikkerhedstrussel, fordi personen har
omgået nationale eller EU-regler om indrejse og ophold, fordi
personen er meddelt et indrejseforbud, eller fordi personen er
omfattet af en restriktiv foranstaltning (litra q, nr. i-v),
forskellige oplysninger om personens identitetsdokument (litra
s-v), fotografier og ansigtsbilleder (litra w),
fingeraftryksoplysninger (litra x), og en kopi af personens
identitetsdokument, så vidt muligt i farver (litra y).
Det fremgår af forordningens artikel 22, stk. 1, at der er
krav om visse minimumsoplysninger ved indlæsning af en
indberetning i SIS. Indberetningen skal som minimum indeholde
oplysninger om efternavne, fødselsdato, indberetningsgrund,
en henvisning til den afgørelse, der ligger til grund for
indberetningen, den handling, der skal foretages i tilfælde
af et hit, og om afgørelsen om nægtelse af indrejse og
ophold er baseret på en tidligere dom, en alvorlig
sikkerhedstrussel, en omgåelse af EU-retten eller national
ret om indrejse og ophold, et indrejseforbud eller en restriktiv
foranstaltning. De øvrige oplysninger, som fremgår af
artikel 20, stk. 2, skal indlæses i SIS, hvis de
foreligger.
Det følger af forordningens artikel 22, stk. 2, at
oplysninger vedrørende særlige fysiske kendetegn af
objektiv og blivende karakter, kun må indlæses,
når det er strengt nødvendigt for identifikationen af
en tredjelandsstatsborger.
3.3.2.4.2.2. Indførelse af obligatorisk
indberetning
I medfør af forordningens artikel 24 gøres det
obligatorisk at indberette i SIS, hvis en tredjelandsstatsborger
tildeles et indrejseforbud. Det har hidtil været muligt at
indberette indrejseforbud i SIS, men det har ikke været en
pligt.
Forordningens artikel 24, stk. 3, angiver endvidere, at
indberetningen skal få virkning ved tredjelandsstatsborgerens
udrejse fra medlemsstaternes område, eller så snart som
muligt, hvis den indberettende medlemsstat har fået klare
indikationer på, at tredjelandsstatsborgeren har forladt
medlemsstaternes område, for at forhindre dennes
genindrejse.
Efter forordningens artikel 25 skal der desuden ske
indberetning, hvis en tredjelandsstatsborger er omfattet af
restriktive foranstaltninger, der skal forhindre indrejse i eller
transit gennem medlemsstaternes område, og som er truffet i
overensstemmelse med retsakter vedtaget af Rådet, herunder
foranstaltninger til gennemførelse af et indrejseforbud
udstedt af FNs sikkerhedsråd, såfremt
datakvalitetskravene er opfyldt.
Forordningens artikel 26 angiver, at en indberetning af en
tredjelandsstatsborger, som er berettiget til fri
bevægelighed inden for EU, skal være i overensstemmelse
med reglerne om den frie bevægelighed.
3.3.2.4.2.3. Konsultationsprocedure
Konsultationsproceduren i forordningens artikel 27
vedrører de tilfælde, hvor en medlemsstat overvejer at
udstede eller forlænge en opholdstilladelse eller et visum
til længerevarende ophold til en tredjelandsstatsborger, der
er genstand for en indberetning om nægtelse af indrejse og
ophold, der er indlæst af en anden medlemsstat.
Den medlemsstat, der har udstedt eller ønsker at udstede
tredjelandsstatsborgeren et opholdsgrundlag, skal konsultere den
medlemsstat, der har indberettet tredjelandsstatsborgeren i SIS.
Det er den udstedende medlemsstat, der træffer beslutning om,
hvorvidt indberetningen skal respekteres, eller om den skal
tilsidesættes efter konsultation af den indberettende
medlemsstat.
Den medlemsstat, der skal besvare konsultationen, har en
svarfrist på 10 kalenderdage. Såfremt et
opholdsgrundlag bevares, eller der tildeles et opholdsgrundlag til
en tredjelandsstatsborger, der er indberettet i SIS, skal
indberetningen slettes.
Endvidere udbygges med forordningens artikel 28 reglerne om en
obligatorisk konsultationsprocedure for de tilfælde, hvor en
medlemsstat har truffet afgørelse om nægtelse af
indrejse og ophold for en tredjelandsstatsborger og overvejer at
indlæse en indberetning i SIS, vedrørende en
tredjelandsstatsborger, som er indehaver af en gyldig
opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende
ophold, som er udstedt af en anden medlemsstat.
Den indberettende medlemsstat skal konsultere den medlemsstat,
der har udstedt opholdsgrundlaget til tredjelandsstatsborgeren. Den
medlemsstat, der har tildelt opholdsgrundlaget, beslutter, hvorvidt
opholdsgrundlaget skal bevares. Den medlemsstat, der skal besvare
konsultationen, har en svarfrist på 14 dage. Såfremt
opholdsgrundlaget bevares, må indrejseforbuddet ikke
indlæses i SIS.
Det følger af forordningens artikel 29, at hvis en
medlemsstat har indlæst en indberetning om nægtelse af
indrejse og ophold vedrørende en tredjelandsstatsborger, som
er indehaver af en gyldig opholdstilladelse eller et visum til
længerevarende ophold udstedt af en anden medlemsstat, skal
den indberettende medlemsstat iværksætte
konsultationsproceduren. Den medlemsstat, der har tildelt
opholdsgrundlaget, beslutter, hvorvidt opholdsgrundlaget skal
bevares. Den medlemsstat, der skal besvare konsultationen, har en
svarfrist på 14 dage. Såfremt opholdsgrundlaget
bevares, skal indberetningen slettes i SIS.
Af forordningens artikel 30 følger det, at hvis en
medlemsstat får et hit på en indberetning om
nægtelse af indrejse og ophold indlæst af en
medlemsstat vedrørende en tredjelandsstatsborger, der har en
gyldig opholdstilladelse eller et visum til længerevarende
ophold udstedt af en anden medlemsstat, skal de involverede
medlemsstater konsultere hinanden. Den indberettende medlemsstat
indleder konsultationsproceduren, som følger af artikel
29.
Forordningens artikel 64 ophæver konsultationsproceduren,
som er fastsat i Schengenkonventionens artikel 25. Fremover skal
konsultationsreglerne i de nye forordninger benyttes.
3.3.2.4.2.3. Søgning med biometriske data
I medfør af forordningens artikel 32 må
fotografier, ansigtsbilleder og fingeraftryksoplysninger kun
indlæses i SIS, såfremt de opfylder minimumsstandarder
for datakvalitet og tekniske specifikationer. Inden oplysningerne
indlæses, skal der foretages en kvalitetskontrol for at
sikre, at dette er opfyldt.
Fingeraftryksoplysninger, der indlæses i SIS, kan
bestå af et til ti flade fingeraftryk og et til ti rullede
fingeraftryk. De kan også omfatte op til to
håndfladeaftryk.
Det følger af forordningens artikel 33, at fotografier,
ansigtsbilleder, fingeraftryksoplysninger og DNA-profiler må
hentes fra SIS med henblik på at kontrollere identiteten
på en person, der er lokaliseret som følge af en
alfanumerisk søgning (cifre og bogstaver) i SIS.
Fingeraftryksoplysninger kan i alle tilfælde benyttes til
at identificere en person og skal anvendes til at identificere en
person, hvis dette ikke kan ske på anden vis. Med henblik
herpå skal det centrale SIS omfatte et automatisk
fingeraftryksidentitetssystem (AFIS).
Der kan også søges på
fingeraftryksoplysninger i SIS i forbindelse med indberetninger,
der er foretaget i medfør af artikel 24 og 25 ved brug af
fuldstændige eller ufuldstændige sæt af
fingeraftryk eller håndfladeaftryk, der er fundet på
gerningssteder for alvorlig kriminalitet eller terrorhandlinger
under efterforskningen, når det med en høj grad af
sandsynlighed kan fastslås, at de tilhører
gerningsmanden, forudsat at de kompetente myndigheder foretager en
samtidig søgning i deres relevante nationale
fingeraftryksdatabaser.
Så snart det bliver teknisk muligt, og idet der samtidig
skal sikres en meget pålidelig identifikation, kan
fotografier og ansigtsbilleder anvendes til at identificere en
person i forbindelse med grænseovergangssteder.
3.3.2.5. Tilbagesendelsesforordningen
3.3.2.5.1. Generelt
Formålet med tilbagesendelsesforordningen er at
fastlægge rammerne for brugen af SIS i forbindelse med
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig
ulovligt på medlemsstaternes område, og som har
modtaget en afgørelse om tilbagesendelse efter
tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115/EF).
Med forordningen gøres det obligatorisk at indlæse
indberetninger om alle tilbagesendelsesafgørelser.
Tilbagesendelsesforordningen supplerer derved
grænseforvaltningsforordningen.
Brugen af SIS i forbindelse med tilbagesendelse har til
formål at understøtte udlændingemyndighederne i
deres arbejde med opfølgning og gennemførelse af
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere samt øge
informationsudvekslingen og samarbejdet mellem
udlændingemyndighederne i medlemsstaterne. Der har hidtil
ikke været noget EU-system til deling af information om
tilbagesendelsesafgørelser eller overvågning af
gennemførelsen heraf.
3.3.2.5.2. Indlæsning af indberetninger om
tilbagesendelse i SIS
Det følger af forordningens artikel 3, at medlemsstaterne
indberetter tredjelandsstatsborgere, som er genstand for en
afgørelse om tilbagesendelse i SIS, med henblik på at
kontrollere, at forpligtelsen til at vende tilbage er blevet
overholdt, og at støtte håndhævelsen af
afgørelsen om tilbagesendelse.
Indberetning skal ske i SIS straks efter, at
tilbagesendelsesafgørelsen er truffet. Hvis
tilbagesendelsesafgørelsen vedrører en
tredjelandsstatsborger, som er frihedsberøvet, indtil
udsendelsen gennemføres, eller hvis afgørelsen
træffes på grænsen og gennemføres
øjeblikkeligt, kan indberetning i SIS undlades.
Fristen for frivillig udrejse samt en eventuel suspendering
eller udsættelse af håndhævelsen af
afgørelsen registreres omgående i indberetningen.
3.3.2.5.3. Kategorier af oplysninger
Tilbagesendelsesforordningen indeholder ud over de generelle
kategorier af oplysninger for indberetninger i SIS en række
specifikke kategorier i forordningens artikel 4.
Det drejer sig bl.a. om, hvorvidt den pågældende
tredjelandsstatsborger udgør en trussel mod den offentlige
orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, den
sidste frist for frivillig udrejse, om
tilbagesendelsesafgørelsen er suspenderet, eller om
håndhævelsen heraf er udskudt, og hvorvidt
tilbagesendelsesafgørelsen er ledsaget af et
indrejseforbud.
For at en indberetning om en tilbagesendelsesafgørelse
kan indlæses i SIS, skal indberetningen tilknyttes den
pågældendes efternavn(e), fødselsdato,
begrundelse for indberetningen, en henvisning til
afgørelsen, der ligger til grund for indberetningen,
handling i tilfælde af hit, sidste dato for frivillig udrejse
og hvorvidt tilbagesendelsesafgørelsen er tilknyttet et
indrejseforbud.
3.3.2.5.4. Hit ved de ydre grænser ved udrejse og
indrejse
Det følger af forordningens artikel 6, at hvis en
tredjelandsstatsborger, som er indberettet i SIS med en
tilbagesendelsesafgørelse, søger at udrejse ved en
medlemsstats ydre grænse, og der opstår et hit i SIS,
skal medlemsstaten informere den indberettende medlemsstat herom
ved udveksling af supplerende oplysninger. Den indberettende
medlemsstat skal herefter straks slette indberetningen om
tilbagesendelse. Såfremt der til
tilbagesendelsesafgørelsen er tilknyttet et indrejseforbud,
skal dette samtidigt indberettes i medfør af
grænseforvaltningsforordningen.
Opstår der et hit på en indberetning om
tilbagesendelse vedrørende en tredjelandsstatsborger, som
indrejser på medlemsstaternes område via en
medlemsstats ydre grænser, følger det af forordningens
artikel 8, at hvor en afgørelse om tilbagesendelse er
ledsaget af et indrejseforbud, skal medlemsstaten underrette den
indberettende medlemsstat herom omgående. Derefter sletter
den indberettende medlemsstat omgående indberetningen om
tilbagesendelse og indlæser en indberetning om nægtelse
af indrejse og ophold i medfør af
grænseforvaltningsforordningen. Er
tilbagesendelsesafgørelsen ikke ledsaget af et
indrejseforbud, underretter medlemsstaten den indberettende
medlemsstat herom omgående med henblik på, at den
indberettende medlemsstat straks sletter indberetningen om
tilbagesendelse.
3.3.2.5.5. Konsultationsprocedure
Konsultationsproceduren i forordningens artikel 9
vedrører de tilfælde, hvor en medlemsstat overvejer at
udstede eller forlænge en opholdstilladelse eller et visum
til længerevarende ophold til en tredjelandsstatsborger, der
er genstand for en indberetning om tilbagesendelse, der er
indlæst af en anden medlemsstat.
Den medlemsstat, der har udstedt eller ønsker at udstede
tredjelandsstatsborgeren et opholdsgrundlag, skal konsultere den
medlemsstat, der har indberettet tredjelandsstatsborgeren i SIS.
Det er den udstedende medlemsstat, der træffer beslutning om,
hvorvidt indberetningen skal respekteres, eller om den skal
tilsidesættes efter konsultation af den indberettende
medlemsstat.
Den medlemsstat, der skal besvare konsultationen, har en
svarfrist på 10 kalenderdage. Såfremt et
opholdsgrundlag bevares, eller der tildeles et opholdsgrundlag til
en tredjelandsstatsborger, der er indberettet i SIS, skal
indberetningen slettes.
Af forordningens artikel 10 fremgår videre reglerne om
konsultationsproceduren i de tilfælde, hvor en medlemsstat
har truffet afgørelse om tilbagesendelse for en
tredjelandsstatsborger og overvejer at indlæse en
indberetning i SIS vedrørende en tredjelandsstatsborger, som
er indehaver af en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum
til længerevarende ophold, som er udstedt af en anden
medlemsstat.
Den indberettende medlemsstat skal konsultere den medlemsstat,
der har udstedt opholdsgrundlaget til tredjelandsstatsborgeren. Den
medlemsstat, der har tildelt opholdsgrundlaget, beslutter, hvorvidt
opholdsgrundlaget skal bevares. Den medlemsstat, der skal besvare
konsultationen, har en svarfrist på 14 dage. Såfremt
opholdsgrundlaget bevares, må indrejseforbuddet ikke
indlæses i SIS.
Det følger af forordningens artikel 11, at hvis en
medlemsstat har indlæst en indberetning om tilbagesendelse
vedrørende en tredjelandsstatsborger, som er indehaver af en
gyldig opholdstilladelse eller et visum til længerevarende
ophold udstedt af en anden medlemsstat, skal den indberettende
medlemsstat iværksætte konsultationsproceduren. Den
medlemsstat, der skal besvare konsultationen, har en svarfrist
på 14 dage. Den medlemsstat, der har tildelt
opholdsgrundlaget, beslutter, hvorvidt opholdsgrundlaget skal
bevares. Såfremt opholdsgrundlaget bevares, skal
indberetningen slettes i SIS.
Af forordningens artikel 12 følger det, at hvis en
medlemsstat får et hit på en indberetning om
tilbagesendelse indlæst af en medlemsstat vedrørende
en tredjelandsstatsborger, der har en gyldig opholdstilladelse
eller et visum til længerevarende ophold udstedt af en anden
medlemsstat, skal de involverede medlemsstater konsultere hinanden.
Den indberettende medlemsstat indleder konsultationsproceduren, som
følger af artikel 11.
Situationen i forordningens artikel 12 aktualiseres, hvor en
tredjelandsstatsborger med en indberettet
tilbagesendelsesafgørelse antræffes i Danmark i
forbindelse med en udlændingekontrol.
3.3.2.5.6. Sletning af indberetninger
Forordningens artikel 14 medfører, at ud over hvad der
følger af artikel 6 og 8-12, skal indberetninger om
tilbagesendelse slettes, hvis tilbagesendelsesafgørelsen
annulleres eller tilbagekaldes, eller hvis tredjelandsstatsborgeren
kan påvise, at denne har forladt medlemsstaternes
område i overensstemmelse med
tilbagesendelsesafgørelsen.
Indberetninger om tilbagesendelse vedrørende personer,
der har opnået statsborgerskab i en medlemsstat eller en
stat, hvis statsborgere har ret til fri bevægelighed i
henhold til EU-retten, slettes, så snart den indberettende
medlemsstat bliver opmærksom herpå eller underrettes
herom.
Såfremt den sidste dato for frivillig udrejse er
overskredet, vil den indberettende medlemsstat blive notificeret i
SIS i medfør af forordningens artikel 7.
3.3.2.5.7. Overførsel af personoplysninger til
tredjelande med henblik på tilbagesendelse
Forordningens artikel 15 indeholder regler om overførsel
og tilgængeliggørelse af visse oplysninger og de
relaterede supplerende oplysninger for et tredjeland efter aftale
med den indberettende medlemsstat.
3.3.2.5.8. Statistik
Det følger af forordningens artikel 13, at
medlemsstaterne på årlig basis forelægger eu-LISA
statistik om de udvekslinger af oplysninger, der er
gennemført som led i konsultationsproceduren som fastlagt i
artikel 8-12, og om de tilfælde, hvor fristerne i disse
artikler ikke blev overholdt.
Eu-LISA udarbejder daglige, månedlige og årlige
statistikker, både for hver medlemsstat og i alt over
antallet af indberetninger om tilbagesendelse indlæst i
SIS.
3.3.2.5.9. Anvendelse af grænseforvaltningsforordningens
bestemmelser
Det følger af artikel 19, at i det omfang, der ikke er
fastsat selvstændige bestemmelser om indlæsning,
behandling og opdatering af indberetninger, bestemmelser om
medlemsstaternes og eu-LISAs ansvarsområder, betingelserne
vedrørende adgang til og undersøgelsesfristen for
indberetninger, behandling af oplysninger, databeskyttelse,
erstatningsansvar, overvågning og statistikker, finder
grænseforvaltningsforordningens bestemmelser herom anvendelse
på oplysninger, der er indlæst og behandlet i SIS i
overensstemmelse med nærværende forordning.
3.3.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets samt
Justitsministeriets overvejelser om SIS og den foreslåede
ordning
De sikkerheds- og migrationsudfordringer, som EU står
overfor, herunder terrortruslen mod Danmark og Europa,
nødvendiggør en effektiv kontrol af, hvem der rejser
ind i Schengenområdet samt effektive redskaber til at
forebygge og efterforske grænseoverskridende
kriminalitet.
De tre forordninger giver på flere områder nye
brugbare muligheder for at udveksle oplysninger. Dette både i
forbindelse med grænsekontrol, efterforskning og
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
Med de tre SIS-forordninger effektiviseres og udvides brugen af
SIS, som er en afgørende forudsætning for, at
Schengensamarbejdet kan fungere.
Baggrunden for, at der er tre selvstændige forordninger i
stedet for én, er behovet for at reflektere medlemsstaternes
forskellige niveauer af deltagelse i Schengensamarbejdet.
Det er Justitsministeriets vurdering, at SIS-forordningerne kan
bidrage til bekæmpelse af terrorhandlinger og andre
alvorlige, strafbare handlinger og til at identificere personer,
der udgør en risiko for irregulær migration.
Justitsministeriet finder, at der i forbindelse med
indførelsen af de nye regler for SIS er fundet en passende
balance mellem på den ene side hensynet til at gøre
Schengeninformationssystemet mere effektivt i forhold til de
formål, som det tjener, og på den anden side hensynet
til at ændringer i det nuværende system sker inden for
betryggende rammer, herunder i relation til databeskyttelsesretlige
aspekter.
På den baggrund indeholder lovforslaget de
nødvendige ændringer af lov nr. 418 af 10. juni 1997
om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen (som
ændret ved lov nr. 227 af 2. april 2003, lov nr. 448 af 9.
juni 2004 og lov nr. 521 af 6. juni 2007) samt af
udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2.
oktober 2019 (som senest ændret ved lov nr. xx).
3.3.3.1. Sanktioner og erstatning
Som anført under pkt. 3.1.1.13, fremgår de
fastsatte sanktioner for overtrædelse af
databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens
bestemmelser af databeskyttelseslovens § 41, hvilke
således også finder anvendelse ved overtrædelse
af SIS-forordningernes bestemmelser om behandling af
personoplysninger. Under pkt. 3.1.1.13 er det ligeledes
anført, at tilsynsmyndighederne i med-før
retshåndhævelseslovens § 42 over for den
dataansvarlige og databehandleren kan give påbud om at bringe
behandlingsaktiviteter i overensstemmelse med denne lov eller
midlertidigt eller definitivt begrænse, herunder forbyde,
behandling af personoplysninger. Efter
retshåndhævelseslovens § 50, stk. 2, straffes
dataansvarlige, der undlader at efterkomme et påbud eller
forbud, der er meddelt i henhold til lovens § 42, med
bøde.
Endvidere anføres det under pkt. 3.1.1.13, at det
fremgår i straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i
offentlig tjeneste, hvilke sanktioner, som efter
omstændighederne kan pålægges for øvrige
forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv uden for
databeskyttelsesforordningens, databeskyttelseslovens og
retshåndhævelseslovens område.
Som det ligeledes fremgår af pkt. 3.1.1.14, følger
det af databeskyttelseslovens § 40, at enhver person, som har
lidt materiel eller immateriel skade som følge af en ulovlig
behandlingsaktivitet eller enhver anden behandling i strid med
databeskyttelsesforordningen, har ret til erstatning efter
databeskyttelsesforordningens artikel 82. Endvidere fremgår
det af pkt. 3.1.1.14, at det følger af
retshåndhævelseslovens § 49, at enhver person, som
har lidt materiel eller immateriel skade som følge af en
ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden behandling i strid
med denne lov, har ret til erstatning fra den dataansvarlige i
overensstemmelse med det almindelige EU-retlige
erstatningsansvar.
Det er således Udlændinge- og
Integrationsministeriets og Justitsministeriets vurdering, at der i
den eksisterende lovgivning er sikret ret til erstatning til
personer, som har lidt materiel eller immateriel skade som
følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden
behandling i strid med SIS-forordningerne.
3.3.3.2. Tilsynsmyndighed
Som anført under pkt. 3.3.2.2.8 skal det sikres, at de
uafhængige tilsynsmyndigheder, der er udpeget i hver
medlemsstat og har de beføjelser, der er omhandlet i kapitel
VI i databeskyttelsesforordningen eller kapitel VI i
retshåndhævelsesdirektivet, overvåger lovligheden
af behandlingen af personoplysninger i SIS på deres
område, videregivelsen heraf fra deres område og
udveksling og viderebehandling af supplerende oplysninger på
deres område.
Som anført under pkt. 3.3.1.5, er Datatilsynet udpeget
som dansk tilsynsmyndighed i forhold til behandling af
personoplysninger i den danske del af
Schengeninformationssystemet.
Med den foreslåede ordning er der ikke tilsigtet nogle
ændringer i Datatilsynets rolle som tilsynsmyndighed.
Datatilsynet vil således som hidtil være den danske
tilsynsmyndighed på området, ligesom der ikke er
tilsigtet nogen ændringer i Datatilsynets
tilsynskompetence.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget skal gennemføre EES-, ETIAS- og
SIS-forordningerne i dansk lovgivning. Lovforslaget har på
den baggrund ikke i sig selv økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige, hvorimod
forordningerne, som Danmark er bundet af, har økonomiske og
implementeringskonsekvenser for det offentlige.
Forordningerne vurderes samlet set at medføre
økonomiske konsekvenser for det offentlige i
størrelsesorden 2,3 mia. kr. i perioden 2020-2029 på
tværs af Justitsministeriets, Udlændinge- og
Integrationsministeriets og Udenrigsministeriets områder.
Størstedelen af omkostningerne kan henføres til
it-området, herunder anskaffelse og udvikling af
it-løsninger, vedligehold af systemer samt
it-driftsunderstøttelse. Omkostningerne omfatter ligeledes
en række øvrige afledte drifts- og kontrolopgaver,
herunder i forbindelse med grænsekontrollen og generel
sagsbehandling. De økonomiske skøn vil skulle
konsolideres løbende i den videre implementeringsproces.
Forordningerne forventes endvidere at medføre
væsentlige implementeringskonsekvenser for det offentlige i
form af tilpasninger på it-området samt en række
nye sagsbehandlingsskridt og rekruttering og uddannelse af
medarbejdere.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget skal gennemføre EES-, ETIAS- og
SIS-forordningerne, som har økonomiske og muligvis
også administrative konsekvenser for erhvervslivet mv., i
dansk lovgivning.
Lovforslaget har på den baggrund ikke i sig selv
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv. af betydning.
På det foreliggende grundlag forventes den praktiske
gennemførsel af ETIAS-forordningen at medføre
begrænsede administrative konsekvenser, som det for
nuværende ikke er muligt at kvantificere.
Det bemærkes, at den praktiske gennemførsel af
EES-forordningen vurderes at medføre økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet. Der skal på flere
grænseovergangssteder foretages en række fysiske
tilpasninger og ombygninger med henblik på at etablere den
nødvendige infrastruktur, der skal muliggøre
Rigspolitiets opsætning af kontroludstyr. Det er på
nuværende tidspunkt ikke muligt at kvantificere
omkostningerne, da der fortsat er betydelig usikkerhed forbundet
med det konkrete set-up.
Principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes ikke at
være relevante.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Det bemærkes overordnet, at lovforslaget skal
gennemføre EES-, ETIAS- og SIS-forordningerne i dansk
lovgivning.
Lovforslaget forventes på den baggrund ikke i sig selv at
have administrative konsekvenser for borgerne, hvorimod
forordningerne, som Danmark er bundet af, har administrative
konsekvenser for visse tredjelandsstatsborgere.
ETIAS-forordningen og EES-forordningen medfører ingen
administrative konsekvenser for danske statsborgere og
tredjelandsstatsborgere, for hvem ETIAS-forordningen og
EES-forordningen ikke finder anvendelse.
SIS-forordningerne medfører ingen administrative
konsekvenser for danske statsborgere og tredjelandsstatsborgere,
for hvem SIS-forordningerne ikke finder anvendelse.
7. Klima- og
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klima- og miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget har til formål at gennemføre
EU-retsakter i dansk ret.
Forordningerne er omfattet af Danmarks forbehold
vedrørende retlige og indre anliggender (retsforbeholdet),
men udgør alle en udbygning af Schengenreglerne, hvorfor
Danmark har truffet afgørelse om at gennemføre
forordningerne i dansk ret. Derved blev der skabt en mellemstatslig
forpligtelse mellem Danmark og de øvrige medlemsstater og
associerede Schengenlande, der er bundet af forordningerne.
Se nærmere under pkt. 2.4.
Lovforslaget indebærer, at Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2018/1240 af 12. november 2018 om
oprettelse af et europæisk system vedrørende
rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af
forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) nr.
2016/399, (EU) (EU) nr. 2016/1624 og (EU) nr. 2017/2226
gennemføres i dansk ret.
Lovforslaget indebærer endvidere, at Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 2017/2226 af 30. november 2017
om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind-
og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse
vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer
medlemsstaternes ydre grænser, om fastlæggelse af
betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til
retshåndhævelsesformål og om ændring af
konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og
forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr. 1077/2011
gennemføres i dansk ret.
Lovforslaget gennemfører endelig Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2018/1861 af 28. november 2018 om
oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS)
på området ind- og udrejsekontrol, om ændring af
konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om
ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1862 af
28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området
politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, om ændring og
ophævelse af Rådets afgørelse 2007/533/RIA og om
ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1986/2006 og Kommissionens afgørelse 2010/261/EU og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860 af
28. november 2018 om brug af Schengeninformationssystemet i
forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold.
9. Hørte myndigheder og organisationer
mv.:
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 16. december
2020 til den 13. januar 2021 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Aalborg Lufthavn, Aarhus Lufthavn, Advokatrådet
(Advokatsamfundet), Amnesti Nu, Amnesty International, Asylret,
BARID - Board of Airline Representatives in Denmark,
Bedsteforældre for Asyl, Billund Lufthavn, Brancheforeningen
Dansk Luftfart (BDL), By og Havn (Københavns Havn),
Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Danes Worldwide,
Danish Biometrics, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Danske Shipping- og
Havnevirksomheder, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk
Erhverv, Dansk Flygtningehjælp, DFUNK - Dansk
Flygtningehjælp Ungdom, Dansk Missionsråd, Dansk
Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Havne,
Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den
Danske Europabevægelse, Den Danske Helsinki-Komité for
Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, Det Centrale
Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd, DI,
DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur, Dokumentations- og
Rådgivningscentret om Racediskrimination,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, Erhvervsflyvningens Sammenslutning - Danish
Aviation Association (ESDAA), Erhvervsministeriet, Esbjerg
Lufthavn, Finansministeriet, Finansrådet,
Flygtningenævnet, Folkehøjskolernes Forening i
Danmark, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af
Udlændingeretsadvokater, Færøernes Landsstyre,
Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), HK/Danmark,
Håndværksrådet, Indvandrerrådgivningen,
Institut for Menneskerettigheder, Justitsministeriet, KL, Knud
Vilby (på vegne af Fredsfonden), Kvindernes Internationale
Liga for Fred og Frihed (Kvindefredsligaen), Københavns
Byret, København-Malmö Havn, Københavns Lufthavn
(CPH), Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen Adoption
& Samfund, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsorganisation af kvindekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt
Samvirke, Midtjyllands Lufthavn, Odense Lufthavn, Parliamentary
Assembly of the Organization for Security and Cooperation in
Europe, Politiforbundet i Danmark, PROSA - Forbundet af
It-professionelle, PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten for Østre Landsret, Refugees Welcome,
Retspolitisk Forening, Retten i Aalborg, Retten i Aarhus, Retten i
Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i
Herning, Retten i Hillerød, Retten i Hjørring, Retten
i Holbæk, Retten i Holstebro, Retten i Horsens, Retten i
Kolding, Retten i Lyngby, Retten i Nykøbing Falster, Retten
i Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Retten i
Roskilde, Retten i Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i
Viborg, Retten på Bornholm, Retten på Frederiksberg,
Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for
Etniske Minoriteter, Saga Shipping, SAS, SOS Racisme,
Sundhedskartellet, Sø- og Handelsretten, Sønderborg
Lufthavn, Trafikselskabet Movia, Transport- og Boligministeriet,
Udenrigsministeriet, Udlændingenævnet, UNHCR (Regional
Representation for Northern Europe), VisitDenmark, World Health
Organization (WHO), Work-live-stay Southern Denmark,
Ældresagen, Ægteskab Uden Grænser, Aarhus
Erhverv/International Community, 3 F, og 3F Privat Service, Hotel
og Restauration (3F PSHR).
| | | 10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/
mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/ merudgifter (hvis ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget har ikke i sig selv
økonomiske konsekvenser for det offentlige. | Lovforslaget har ikke i sig selv
økonomiske konsekvenser for det offentlige. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget har ikke i sig selv
implementeringskonsekvenser for det offentlige. | Lovforslaget har ikke i sig selv
implementeringskonsekvenser for det offentlige. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Lovforslaget har ikke i sig selv
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. | Lovforslaget har ikke i sig selv
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Lovforslaget har ikke i sig selv
administrative konsekvenser for erhvervslivet. | Lovforslaget har ikke i sig selv
administrative konsekvenser for erhvervslivet. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Lovforslaget har ikke i sig selv
administrative konsekvenser for borgerne. | Lovforslaget har ikke i sig selv
administrative konsekvenser for borgerne. | Klima- og miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indebærer, at
ETIAS-forordningen, EES-forordningen og SIS-forordningerne
gennemføres i dansk ret. | Er i strid med de principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej x | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
I de gældende bestemmelser i udlændingelovens §
10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 19, stk. 11, §
28, stk. 1, nr. 6, § 32, stk. 4, nr. 3, og § 58 g, stk. 1
og 2, henvises til SIS II og SIS II-forordningen.
Det følger af den foreslåede ændring af
bestemmelserne i udlændingelovens §
10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 19, stk. 11, §
28, stk. 1, nr. 6, § 32, stk. 4, nr. 3, og § 58 g, stk.
1 og 2, at henvisningen til SIS
II ændres til SIS, og henvisningen til SIS II-forordningen
ændres til SIS-forordningen.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at
SIS II-forordningen (forordning (EF) nr. 1987/2006 om oprettelse,
drift og brug af anden generation af Schengen-informationssystemet
(SIS II)) ophæves og erstattes af bestemmelserne i
SIS-forordningen (forordning (EU) 2018/1861 om oprettelse, drift og
brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området
ind- og udrejsekontrol mv.), jf. SIS-forordningens artikel 65.
Til nr. 2
Det følger af udlændingelovens § 2, stk. 2, 2.
pkt., at tredjelandsstatsborgere skal have deres pas eller anden
rejselegitimation viseret før indrejsen, medmindre de
pågældende er fritaget for visum, jf. § 39, stk.
2. Det drejer sig om udlændinge, der er omfattet af
EU-reglerne om visumfritagelse og om ophævelse af indrejse-
og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens
frie bevægelighed, etablering og udveksling af
tjenesteydelser mv., men som ikke er statsborgere i et af de i
§ 2, stk. 1, nævnte lande.
Det foreslås, at opnåelse af rejsetilladelse
indsættes i udlændingelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., hvorefter
tredjelandsstatsborgere skal have deres pas eller anden
rejselegitimation viseret eller have opnået rejsetilladelse
før indrejsen, medmindre de pågældende er
fritaget for visum eller rejsetilladelse, jf. § 39, stk. 2, og
ETIAS-forordningen.
Den foreslåede ændring af § 2, stk. 2., 2.
pkt., vil indebære, at indrejse i Danmark for visumfri
tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til statsborgere i
EU eller EØS-landene, betinges af, at der forud for
indrejsen er opnået rejsetilladelse, medmindre
pågældende er fritaget for rejsetilladelse, jf.
ETIAS-forordningens bestemmelser herom.
Den foreslåede ændring vil således også
medføre, at tredjelandsstatsborgere, som indrejser og tager
ophold i Danmark uden den fornødne gyldige rejsetilladelse
vil kunne afvises efter § 28, udvises efter § 25 b og
pålægges straf efter § 59, stk. 2. Dette
gælder dog ikke for tredjelandsborgere, der er omfattet af
EU-reglerne om fri bevægelighed.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
3.1.3.8.
Til nr. 3 og 4
Efter udlændingelovens § 2 a, stk. 2, forstås
ved et Schengenland i denne lov et land, der er tilsluttet
Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien
anses dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk.
1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 10, stk. 2, nr. 4, § 19,
stk. 4 og 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk.
1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., §§ 58 f-58 h og §
59, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås, at i § 2 a, stk.
2, 2. pkt. udgår henvisningen til § 10, stk. 2,
nr. 4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h, hvorefter
Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien ikke anses for
Schengenlande i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4
og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6,
§ 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og
§ 59, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås endvidere, at der i udlændingelovens
§ 2 a, stk. 2, indsættes et
3. pkt., hvorefter Cypern og Kroatien
ikke anses for Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2, nr.
4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h.
De foreslåede ændringer betyder, at det fremadrettet
alene vil være Cypern og Kroatien, som i forhold til
bestemmelser i udlændingeloven, der vedrører
SIS-samarbejdet, ikke anses som Schengenlande.
Baggrunden for ændringen er, at Bulgarien og
Rumænien ved indtrædelsen i EU i 2005 indgik en
tiltrædelsesakt om Bulgariens og Rumæniens
tiltrædelse, hvoraf det fremgår, at de bestemmelser i
Schengenreglerne, der hænger direkte sammen med afskaffelsen
af personkontrollen ved de indre grænser, ikke finder
anvendelse ved tiltrædelsen, men først når
Rådet har truffet afgørelse herom, efter at det er
blevet sikret, at de nødvendige betingelser for
gennemførelse af alle de pågældende regler er
opfyldt.
På EU-ministerrådsmøde den 25. juni 2018 blev
det i Rådets afgørelse (EU) 2018/934 vedtaget, at de
resterende bestemmelser i Schengenreglerne vedrørende SIS
skulle bringes i anvendelse for så vidt angår Bulgarien
og Rumænien, og Bulgarien og Rumænien har dermed fra
den 1. august 2018 deltaget i en større del af
Schengensamarbejdet.
Bulgarien og Rumænien har herefter samme forpligtelser som
Schengenlande, der anvender Schengenreglerne fuldt ud, når
det kommer til SIS.
Det bemærkes, at rådsafgørelsen ikke
berører ophævelsen af kontrollen ved de indre
grænser i Bulgarien og Rumænien.
De foreslåede ændringer er således
konsekvensændringer som følge af
rådsafgørelsen.
Til nr. 5
Det følger af den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 2 a, stk. 8, at der ved SIS
II-forordningen i loven forstås forordning om oprettelse,
drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet
(SIS II) med senere ændringer.
Det foreslås, at § 2 a, stk.
8, vil definere begrebet SIS-forordningen i
udlændingeloven. Bestemmelsen vil indebære, at der ved
SIS-forordningen i udlændingeloven forstås forordningen
om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS)
på området for henholdsvis ind- og udrejsekontrol mv.
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 af
28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og
udrejsekontrol, om ændring af konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og
ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006).
Det foreslås, at der i § 2 a,
stk. 8, endvidere vil blive taget højde for
eventuelle fremtidige ændringer af SIS-forordningen og
SIS-tilbagesendelsesforordningen i det omfang, at sådanne
ændringer ikke kræver ændring af andre regler i
udlændingeloven.
Det bemærkes, at SIS-forordningerne er omfattet af det
danske retsforbehold, men idet forordningerne udgør en
udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4
i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at
gennemføre forordningerne i dansk ret på
mellemstatsligt grundlag.
Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks
stilling, herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.
Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter
de gældende retningslinjer for den danske
EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag
til ændringer af SIS-forordningerne forud for den generelle
indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af
større rækkevidde forelægges sager for
Folketingets Europaudvalg med henblik på
forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen
for så vidt angår foranstaltninger af større
rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet
skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis
der måtte blive tale om ændringer af en sådan
karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at
blive undergivet forpligtelser af større betydning,
kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke
efter grundlovens § 19.
Til nr. 6 og 7
I den gældende bestemmelse i udlændingelovens §
2 a, stk. 9, er SIS II defineret som anden generation af
Schengeninformationssystemet.
Det foreslås, at § 2 a, stk.
9, vil definere begrebet SIS-tilbagesendelsesforordningen i
udlændingeloven.
Bestemmelsen vil indebære, at der ved begrebet
SIS-tilbagesendelsesforordningen i udlændingeloven
forstås forordningen om brug af Schengeninformationssystemet
i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold (Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2018/1860 af 28. november 2018 om brug af
Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold).
Det foreslås, at der i § 2 a, stk. 9, endvidere vil
blive taget højde for eventuelle fremtidige ændringer
af SIS-forordningen og SIS-tilbagesendelsesforordningen i det
omfang, at sådanne ændringer ikke kræver
ændring af andre regler i udlændingeloven.
Det foreslås derudover, at § 2
a, stk. 10, vil definere begrebet SIS som
Schengeninformationssystemet.
Til nr. 8
Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et ind-
og udrejsesystem.
Det foreslås, at der i udlændingelovens § 2 a
indsættes et stk. 11, hvorefter
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og
udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse
vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den
Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser og om
fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og
udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål
(EES-forordningen) med senere ændringer gælder her i
landet.
Det betyder dels, at den gældende EES-forordning, som blev
vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 30. november
2017, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes
af EU-Kommissionen, gælder i Danmark. Der henvises til
lovforslagets § 3 om lovforslagets ikrafttræden.
Det betyder endvidere, at også fremtidige ændringer
af EES-forordningen - i det omfang, at sådanne
ændringer ikke kræver ændring af andre regler i
udlændingeloven - vil gælde i Danmark.
Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af
yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke
kræver ændring af udlændingelovens regler, vil
således kunne gennemføres ved udlændinge- og
integrationsministerens fastsættelse af nærmere
bestemmelse herom, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 21,
foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d, 1.
pkt.
Det bemærkes, at EES-forordningen er omfattet af det
danske retsforbehold, men idet forordningerne udgør en
udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4
i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at
gennemføre forordningerne i dansk ret på
mellemstatsligt grundlag.
Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks
stilling, herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.
Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter
de gældende retningslinjer for den danske
EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag
til ændringer af EES-forordningen forud for den generelle
indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af
større rækkevidde forelægges sager for
Folketingets Europaudvalg med henblik på
forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen
for så vidt angår foranstaltninger af større
rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet
skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis
der måtte blive tale om ændringer af en sådan
karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at
blive undergivet forpligtelser af større betydning,
kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke
efter grundlovens § 19.
Det bemærkes endelig, at en række af de
løbende ændringer, der måtte ske af
EES-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk
karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.
Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
EES-forordningen.
Til nr. 9
Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et
europæisk system vedrørende rejseinformation og
rejsetilladelse.
Det foreslås, at der i udlændingelovens § 2 a
indsættes et stk. 12, hvorefter
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
oprettelse af et europæisk system vedrørende
rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS-forordningen) med senere
ændringer gælder her i landet.
Det betyder dels, at den gældende ETIAS-forordning, som
blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 12.
september 2018, og som finder anvendelse fra den dato, der
fastsættes af EU-Kommissionen, gælder i Danmark. Der
henvises til lovforslagets § 3 om lovforslagets
ikrafttræden.
Det betyder endvidere, at også fremtidige ændringer
af ETIAS-forordningen - i det omfang, at sådanne
ændringer ikke kræver ændring af andre regler i
udlændingeloven - vil gælde i Danmark.
Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af
yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke
kræver ændring af udlændingelovens regler, vil
således kunne gennemføres ved udlændinge- og
integrationsministerens fastsættelse af nærmere
bestemmelse herom, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 22,
foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d, 1.
pkt.
Det bemærkes, at ETIAS-forordningen er omfattet af det
danske retsforbehold, men idet forordningerne udgør en
udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4
i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at
gennemføre forordningerne i dansk ret på
mellemstatsligt grundlag.
Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks
stilling, herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.
Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter
de gældende retningslinjer for den danske
EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag
til ændringer af EES-forordningen forud for den generelle
indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af
større rækkevidde forelægges sager for
Folketingets Europaudvalg med henblik på
forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen
for så vidt angår foranstaltninger af større
rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet
skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis
der måtte blive tale om ændringer af en sådan
karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at
blive undergivet forpligtelser af større betydning,
kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke
efter grundlovens § 19.
Det bemærkes endelig, at en række af de
løbende ændringer, der måtte ske af
ETIAS-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk
karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.
Der henvises til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
ETIAS-forordningen.
Til nr. 10
Efter udlændingelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., har
udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af
§ 39, stk. 2, er fritaget for visum, ret til at indrejse og
opholde sig i Danmark i højst 90 dage inden for en periode
på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for
hver opholdsdag tages i betragtning.
Det foreslås, at krav om opnåelse af rejsetilladelse
indsættes i udlændingelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., hvorefter
udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af
§ 39, stk. 2, er fritaget for visum, og som har opnået
rejsetilladelse eller er fritaget herfor i medfør af
ETIAS-forordningen, har ret til at indrejse og opholde sig her i
landet i højst 90 dage inden for en periode på 180
dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag
tages i betragtning.
Der foreslås således indført et krav om
besiddelse af rejsetilladelse for visumfritagne
tredjelandsstatsborgere, som har ret til at opholde sig i Danmark i
op til 90 dage inden for en periode på 180 dage, med mindre
de er fritaget herfor i medfør af ETIAS-forordningen.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 3,
stk. 1, vil indebære, at udlændinge, som er fritaget
for visum, skal have opnået en rejsetilladelse, jf. den
foreslåede § 3 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 12,
for at have ret til at indrejse og opholde sig her i landet i
højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, med
mindre de er fritaget for kravet om rejsetilladelse jf.
ETIAS-forordningen.
Der henvises til pkt. 3.1.1.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 11
Efter udlændingelovens § 3, stk. 2, har en
udlænding, der er statsborger i et land, som Danmark forud
for Schengenkonventionens ikrafttræden har indgået en
bilateral visumfritagelsesaftale med, uanset stk. 1 ret til at
indrejse og opholde sig i Danmark i overensstemmelse med
bestemmelserne i aftalen.
Det fremgår af artikel 20, stk. 2, i konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen, at en udlændings
ophold på området kan forlænges ud over 90 dage
inden for en periode på 180 dage i medfør af en
bilateral aftale, der er indgået inden konventionens
ikrafttræden. Ifølge EES-forordningens artikel 60,
indsættes i artikel 20 i konventionen om gennemførelse
af Schengenaftalen et nyt stk. 2c, således at
udlændingen under det i stk. 2 nævnte forlængede
ophold kun må opholde sig på den kontraherende
medlemsstats område og skal udrejse ved denne medlemsstats
ydre grænser. Hvis opholdet forlænges som følge
af en bilateral aftale, registrerer medlemsstatens kompetente
myndigheder oplysningerne vedrørende forlængelsen i
den seneste relevante ind- og udrejseregistrering, der er knyttet
til udlændingens individuelle sagsmappe i ind- og
udrejsesystemet.
Det foreslås, at der i udlændingelovens § 3,
stk. 2, indsættes et 2. og 3. pkt.
Efter det foreslåede 2. pkt.
må en udlænding, som har ret til ophold her i landet
som følge af en bilateral visumfritagelsesaftale, og som
forud for indrejsen i Danmark allerede har opholdt sig i op til 90
dage inden for en periode på 180 dage i et andet
Schengenland, alene opholde sig her i landet og skal udrejse til et
land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at en
udlænding, der opholder sig i Danmark på baggrund af en
bilateral visumfritagelsesaftale, alene må opholde sig i
Danmark under dette ophold og skal udrejse ved Danmarks ydre
grænser. Den pågældende udlænding har
således ikke ret til at opholde sig i et andet Schengenland
under eller efter opholdet på baggrund af den bilaterale
aftale. Dette udelukker ikke muligheden for at transitere et andet
medlemsland i forbindelse med udrejsen.
Den foreslåede ændring vil dermed også
indebære, at en udlænding, der opholder sig visumfrit i
et andet Schengenland i medfør af en bilateral aftale mellem
dette Schengenland og et tredjeland, ikke i forlængelse af
dette ophold kan indrejse og opholde sig i Danmark, ligesom
pågældende udlænding ikke kan udrejse af
Schengenområdet fra Danmark. Dette udelukker ikke muligheden
for, udlændingen transiterer Danmark i forbindelse med
udrejsen fra et andet medlemsland.
Efter det foreslåede 3. pkt.
finder 1. pkt. ikke anvendelse for udlændinge, der forud for
indrejsen i Danmark allerede har opholdt sig i et andet
Schengenland ud over 90 dage inden for en periode på 180 dage
i medfør af en bilateral visumfritagelsesaftale.
Den foreslåede ændring vil indebære, at
udlændinge, der forud for indrejsen i Danmark allerede har
opholdt sig i et andet Schengenland i mere end 90 dage inden for
180 dage i medfør af en bilateral aftale indgået
mellem dette andet Schengenland og et tredjeland, ikke har den i 1.
pkt. beskrevne ret til at indrejse og opholde sig i Danmark. En
udlænding, der har opholdt sig i et andet Schengenland i
medfør af en bilateral aftale, kan således ikke
gøre brug af en bilateral aftale mellem det
pågældende land og Danmark.
Til nr. 12
Udlændingeloven indeholder på nuværende
tidspunkt ikke bestemmelser om udstedelse af rejsetilladelse, og
visumfrie tredjelandsstatsborgere skal således alene fremvise
gyldigt rejsedokument ved indrejse i Schengenområdet, jf.
udlændingelovens § 39.
Det foreslås, at der efter udlændingelovens § 3
a indsættes § 3 b, hvorefter
rejsetilladelse udstedes i medfør af ETIAS-forordningens
bestemmelser herom.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der
udstedes rejsetilladelser til visumfrie tredjelandsstatsborgere i
overensstemmelse med ETIAS-forordningen. Rejsetilladelsen vil som
udgangspunkt gælde i alle Schengenlande, dog i visse
tilfælde alene for Danmark med gyldighed i et nærmere
fastsat tidsrum
Der henvises til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
ETIAS-forordningen.
Til nr. 13
Der findes ikke i udlændingeloven bestemmelser om, i
hvilken form en afgørelse afslag på eller annullering
eller inddragelse af rejsetilladelse skal meddeles
ansøgeren, eller hvilken myndighed der træffer
afgørelser herom.
Det foreslås, at der efter udlændingelovens § 4
e indsættes § 4 f.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 oprettes den nationale ETIAS-enhed i
Udlændingestyrelsen.
Det følger af ETIAS-forordningens artikel 8, at hver
medlemsstat skal udpege en kompetent myndighed som national
ETIAS-enhed, som skal være ansvarlig for bl.a. at
undersøge og træffe afgørelse om
ansøgninger om rejsetilladelse, i tilfælde, hvor den
automatiserede behandlingsproces har givet et hit, og den centrale
ETIAS-enhed har iværksat den manuelle behandling af
ansøgningen.
Den foreslåede bestemmelse i § 4 f, stk. 1, vil
medføre, at der etableres en national ETIAS-enhed i
Udlændingestyrelsen.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 træffer den nationale
ETIAS-enhed afgørelser om udstedelse af, afslag på,
annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse efter
ETIAS-forordningens bestemmelser herom.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den
nationale ETIAS-enhed bemyndiges til at træffe
afgørelse om udstedelse af eller afslag på,
annullering af eller inddragelse af rejsetilladelser efter
ETIAS-forordningens bestemmelser herom.
Der henvises til pkt. 3.1.3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 meddeles en afgørelse om afslag
på, annullering af eller inddragelse af en rejsetilladelse
ansøgeren ved anvendelse af en af Europa-Kommissionen
vedtaget standardformular.
Det følger af ETIAS-forordningens artikel 38, stk. 3, at
EU-Kommissionen vedtager en standardformular for afslag på,
annullering af eller inddragelse af en rejsetilladelse.
Standardformularen, som den nationale ETIAS-enhed skal anvende ved
afslag på, annullering af eller inddragelse af
rejsetilladelse, er endnu ikke vedtaget af EU-Kommissionen.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at den nationale
ETIAS-enheds afgørelser om afslag på, annullering af
eller inddragelse af rejsetilladelse efter ETIAS-forordningens
bestemmelser herom meddeles ansøgeren ved anvendelse af den
af EU-Kommissionen vedtagne standardformular.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4 kan udlændinge- og
integrationsministeren fastsætte regler om, at
forvaltningslovens kapitel 6, 7 og 8 b ikke skal finde anvendelse
for afgørelser truffet i medfør af stk. 3.
Standardformularen, som den nationale ETIAS-enhed skal anvende
ved afslag på, annullering af eller inddragelse af
rejsetilladelse, er endnu ikke vedtaget af EU-Kommissionen og vil
på et senere tidspunkt kunne ændres af EU-Kommissionen,
hvorfor det ikke er fastlagt, om og i hvilket omfang den endelige
udformning af standardformularens begrundelse, klagevejledning og
mulighed for at påføre en underskrift vil leve op til
dansk forvaltningsrets krav til afgørelser. Det vil
ligeledes ikke være muligt for danske myndigheder at
vedlægge yderligere dokumenter til standardformularen for
på den måde at opfylde forvaltningslovens krav til
afgørelser mv.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den
nationale ETIAS-enheds afgørelser om afslag på,
annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse ved
udlændinge- og integrationsministerens bestemmelse herom kan
undtages fra de forvaltningsretlige krav i forvaltningslovens
kapitel 6, 7 og 8 b.
Når den endelige standardformular foreligger, og i
tilfælde af senere ændringer i denne, kan
udlændinge- og integrationsministeren således udstede
bekendtgørelse om, hvilke forvaltningsretlige regler der kan
fraviges ved ETIAS-enhedens afgørelser om afslag på,
annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse.
Der henvises til pkt. 3.1.3.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse om, at den nationale
ETIAS-enhed etableres i Udlændingestyrelsen, vil endvidere
medføre, at den nationale ETIAS-enheds afslag på
rejsetilladelse, annullering af og inddragelse af en
rejsetilladelse kan påklages til
Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46
a, stk. 1.
Klagesagsbehandlingen vil herefter følge de almindelige
regler for klager indgivet til Udlændingenævnet, jf.
udlændingelovens § 52 c, ligesom der gælder en
klagefrist på 8 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen via e-mailtjenesten, men at
Udlændingenævnets formand eller den, formanden
bemyndiger dertil, i særlige tilfælde vil kunne
beslutte, at en klage skal behandles, selvom klagen er indgivet
efter udløb af fristen, jf. udlændingelovens § 46
a, stk. 3.
Det bemærkes, at udformningen af standardformularens
klagevejledning kan få betydning for
Udlændingenævnets mulighed for at håndhæve
klagefristen på 8 uger.
Der henvises til pkt. 3.1.3.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 14
Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens
§ 19, stk. 4, kan en tidsbegrænset eller
tidsubegrænset opholdstilladelse altid inddrages,
såfremt en udlænding, der ikke er statsborger i et
Schengenland eller et EU-land, er indberettet til SIS II som
uønsket på baggrund af omstændigheder, der her i
landet kunne medføre udvisning efter kapitel 4. Det samme er
tilfældet, hvis udlændingen er indberettet til SIS II
som uønsket, fordi den pågældende er omfattet af
restriktive foranstaltninger besluttet af De Forenede Nationer
eller Den Europæiske Union. En sådan inddragelse vil
ske efter konsultation med myndighederne i et andet Schengenland
efter Schengenkonventionens artikel 25.
Det foreslås, at henvisningen i § 19, stk. 4, 3.
pkt., til Schengenkonventionens artikel 25 ændres til
SIS-forordningens regler herom, således at inddragelse efter
1. og 2. pkt. sker efter konsultation i medfør af
SIS-forordningens regler herom med myndighederne i et andet
Schengenland.
Den foreslåede ændring af § 19, stk. 4, 3. pkt., vil
indebære, at inddragelse som i dag vil ske efter konsultation
med myndighederne i et andet EU- eller Schengenland, men som en
konsekvens af, at Schengenkonventionens artikel 25 udgår, jf.
SIS-forordningens artikel 64, vil konsultation skulle ske i
medfør af SIS-forordningens bestemmelser om konsultation,
herunder artikel 28, 29 og 30.
Af artikel 29 fremgår det, at hvis en udlænding med
en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum til
længerevarende ophold, udstedt af en anden medlemsstat, er
indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS)
på baggrund af en afgørelse om nægtelse af
indrejse eller ophold, skal der ske konsultationer mellem det land,
der har udstedt opholdstilladelsen eller visummet, og den
medlemsstat, der har indberettet udlændingen som
uønsket, med henblik på at fastslå, om der er
tilstrækkeligt grundlag for at inddrage opholdstilladelsen
eller visummet til længerevarende ophold.
Som i dag vil det ved en inddragelse af en opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens §§ 19 a og 26
skulle vurderes, om der er hensyn, der taler imod, at
opholdstilladelsen inddrages.
Til nr. 15
Den gældende bestemmelse i udlændingelovens §
27 b vedrører fuldbyrdelse af endelige administrative
afgørelser truffet af myndigheder i andre EU- og
Schengenlande om udsendelse af udlændinge. Efter § 27 b,
stk. 3, skal Udlændingestyrelsen i medfør af
udlændingelovens § 58 h, stk. 1, inden der kan ske
udsendelse af en udlænding efter § 27 b, stk. 1, efter
Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2, gennemføre
konsultationer med myndighederne i det land, hvor der er truffet
endelig afgørelse om udsendelse af den
pågældende, og med myndighederne i det land, hvor den
pågældende har opholdstilladelse eller visum til
længerevarende ophold, med henblik på at finde ud af,
om der er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage
opholdstilladelsen.
Det foreslås, at henvisningen i § 27 b, stk. 3, 1. pkt., til
Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2, ændres til
SIS-forordningens artikel 30 eller
SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12, hvorefter der, hvis
en udlænding som nævnt i stk. 1 har opholdstilladelse i
et andet Schengenland eller i et EU-land, eller den
pågældende har visum til ophold af mere end 90 dages
varighed med gyldighed begrænset til et andet Schengenland
(langtidsvisum), træffes afgørelse om udsendelse efter
stk. 1 i forbindelse med konsultationer i medfør af
SIS-forordningens artikel 30 eller
SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12, med myndighederne i
det land, hvor der er truffet endelig afgørelse om
udsendelse af den pågældende, og med myndighederne i
det land, hvor den pågældende har opholdstilladelse
eller langtidsvisum.
Ændringerne i § 27 b, stk. b, stk. 3, vil
indebære, at der som i dag skal ske konsultation med
myndighederne i et andet EU- eller Schengenland, inden der kan ske
udsendelse af en udlænding efter § 27 b, stk. 1. Som en
konsekvens af, at Schengenkonventionens artikel 25 udgår, jf.
SIS-forordningens artikel 64, vil konsultation fremover skulle ske
i medfør af SIS-forordningens artikel 30 eller
SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12.
Af SIS-forordningens artikel 30 fremgår det, at hvis en
medlemsstat får et hit på en indberetning om
nægtelse af indrejse og ophold indlæst af en
medlemsstat vedrørende en udlænding med en gyldig
opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende
ophold udstedt af en anden medlemsstat, konsulterer de tre
involverede medlemsstater hinanden med henblik på at
fastslå, om der er tilstrækkeligt grundlag for at
inddrage opholdstilladelsen eller visummet til længerevarende
ophold.
Det samme gør sig gældende i forhold til
SIS-tilbagesendelsesforordningen, hvor hittet vedrører en
indberetning om tilbagesendelse.
Det er nødvendigt for anvendelsen af § 27 b, stk. 3,
at Udlændingestyrelsen, som træffer afgørelser i
medfør af § 27 b, er bekendt med, at en
udlænding, der opholder sig her i landet, er omfattet af en
udsendelsesafgørelse truffet i et andet Schengenland.
Politiet eller udlændingemyndighederne skal i den
forbindelse konstatere, at den pågældende er omfattet
af en sådan udsendelsesafgørelse. For politiets
vedkommende vil kendskab til en indberettet
udsendelsesafgørelse bero på opslag i SIS i
forbindelse med en udlændingekontrol, hvis udlændingen
antræffes i Danmark, eller i forbindelse med ind- og
udrejsekontrol på Danmarks ydre grænse.
Det bliver med SIS-forordningen og
SIS-tilbagesendelsesforordningen fremover obligatorisk at
indlæse indberetninger om nægtelse af indrejse og
ophold samt indberetninger om udlændinge, der er genstand for
afgørelser om tilbagesendelse. For afgørelser om
nægtelse af indrejse og ophold eller afgørelser om
tilbagesendelse, må det forventes, at disse giver et hit,
når der søges på en person, der er genstand for
en sådan afgørelse, i SIS, såfremt
afgørelserne er truffet efter det tidspunkt, som
EU-Kommissionen beslutter, at forordningerne skal finde anvendelse
fra, jf. SIS-forordningens artikel 66 og
SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 20, jf. SIS-forordningens
artikel 66. Afgørelser af ældre dato vil ikke
nødvendigvis fremgå af SIS.
Til nr. 16
Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, kan en
udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller har
fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort, jf. §
6, her i landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast
bopæl her i landet, afvises ved indrejsen fra et land, der
ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, i en række
tilfælde.
Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, kan
afvisning ske, hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser
om rejselegitimation, visum og indrejse, som er fastsat efter
kapitel 7.
Udlændingeloven indeholder således i dag ikke
bestemmelser om afvisning af udlændinge, som ikke vil lade
sig registrere i ind- og udrejsesystemet.
Som følge af EES-forordningen er der foretaget en
tilføjelse til artikel 6, stk. 1, i
Schengengrænsekodeks, der indebærer, at afgivelse af
nødvendige biometriske oplysninger til brug for registrering
i ind- og udrejsesystemet er en indrejsebetingelse for
tredjelandsstatsborgere omfattet af EES-forordningen.
Det foreslås, at registrering i ind- og udrejsesystemet
indsættes i udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, hvorefter afvisning
kan ske, hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om
rejselegitimation, visum, registrering i ind- og udrejsesystemet og
indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.
Den foreslåede ændring af § 28, stk. 1, nr. 2,
vil indebære, at tredjelandsstatsborgere kan afvises ved
indrejse i Danmark fra et land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, hvis pågældende ikke vil lade sig
registrere i ind- og udrejsesystemet, med mindre
pågældende er undtaget herfor, jf.
EES-forordningen.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng
med lovforslagets § 1, nr. 17, hvori der foreslås en
yderligere ændring af udlændingelovens § 28, stk.
1, nr. 2, hvorefter afvisning tillige vil kunne ske, hvis
udlændingen ikke er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse
efter ETIAS-forordningens bestemmelser herom.
Baggrunden for, at det foreslås, at der foretages en
ændring af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, i
såvel lovforslagets § 1, nr. 16, som i § 1, nr. 17,
er, at ind- og udrejsesystemet idriftsættes på et
tidligere tidspunkt end ETIAS-systemet. De ændringer i
udlændingeloven, som vedrører EES-forordningen, vil
derfor skulle træde i kraft tidligere end de ændringer,
som vedrører ETIAS-forordningen, jf. lovforslagets §
3.
Når begge ændringer er trådt i kraft, vil der
kunne ske afvisning på grænsen, hvis den
pågældende ikke vil lade sig registrere i ind- og
udrejsesystemet, og hvis den pågældende ikke er i
besiddelse af en gyldig rejsetilladelse.
Der henvises til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 17
Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, kan en
udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller har
fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort, jf. §
6, her i landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast
bopæl her i landet, afvises ved indrejsen fra et land, der
ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, i en række
tilfælde.
Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, kan
afvisning ske, hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser
om rejselegitimation, visum og indrejse, som er fastsat efter
kapitel 7.
Udlændingeloven indeholder således i dag ikke
bestemmelser om afvisning af visumfritagne udlændinge, som
ikke er i besiddelse af rejsetilladelse ved indrejse i Danmark.
Som følge af ETIAS-forordningen er der foretaget en
tilføjelse til artikel 6, stk. 1, i
Schengengrænsekodeks, der indebærer, at besiddelse af
en gyldig rejsetilladelse er en indrejsebetingelse for
tredjelandsstatsborgere omfattet af ETIAS-forordningen.
Det foreslås, at rejsetilladelse indsættes i
udlændingelovens § 28, stk. 1, nr.
2, hvorefter afvisning ske, hvis udlændingen ikke
opfylder de bestemmelser om rejselegitimation, visum,
rejsetilladelse og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.
Den foreslåede ændring af § 28, stk. 1, nr. 2,
vil indebære, at visumfritagne tredjelandsstatsborgere ved
indrejse i Danmark vil kunne afvises, hvis pågældende
ikke er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse jf.
ETIAS-forordningen, med mindre den pågældende undtaget
herfor jf. ETIAS-forordningen.
Der henvises til pkt. 3.1.2.15 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 18
Efter udlændingelovens § 39, stk. 2, kan
udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler
om, i hvilket omfang passet eller rejselegitimationen skal
være påtegnet visum til indrejse i eller udrejse af
landet. Udlændinge- og integrationsministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om visum, herunder om adgangen
hertil, om visummets varighed, om de betingelser, der kan
fastsættes for visummet, om sagsfordelingen på
visumområdet mellem Udlændingestyrelsen og de danske
diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet
og om de grundlæggende hensyn ved behandlingen og
afgørelsen af visumsagen.
Det foreslås, at der i udlændingelovens § 39, stk. 2, før 1. pkt.
indsættes nyt punktum, hvorefter en udlænding, der er
fritaget for visum, ved indrejse og ophold her i landet skal
være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse, medmindre
pågældende er fritaget herfor i medfør af
ETIAS-forordningen.
Den foreslåede ændring af § 39, stk. 2, vil
indebære, at visumfritagne udlændinge ved indrejse og
ophold i Danmark vil skulle være i besiddelse af en gyldig
rejsetilladelse, medmindre de pågældende er undtaget
fra dette krav, jf. ETIAS-forordningen. Ændringen
medfører dermed også, at politiet i forbindelse med
grænsekontrol skal kontrollere, om en udlænding, som er
omfattet af kravet om besiddelse af en rejsetilladelse, er i
besiddelse af en sådan ved sin indrejse i Danmark.
Den foreslåede ændring vil således endvidere
medføre, at ophold i Danmark uden rejsetilladelse eller
fortsat ophold efter en rejsetilladelses udløb vil
være et ulovligt ophold og være omfattet af
udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, om afvisning ved
grænsen, § 25 b om udvisning for ophold uden
fornøden tilladelse og § 59, stk. 2, om straf for
ophold uden fornøden tilladelse.
Der henvises til pkt. 3.1.1.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 19
Overskriften til udlændingelovens kapitel 8 a har
følgende ordlyd: Videregivelse af oplysninger i
medfør af reglerne i Dublinforordningen,
Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen
m.v.
Det foreslås, at EES-forordningen indsættes i overskriften til udlændingelovens
kapitel 8 a, hvorefter kapitel 8 a vil få følgende
ordlyd: Videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i
Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen,
EES-forordningen og Eurodac-forordningen m.v.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at der ved lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås, at
EES-forordningen indsættes i § 58 d.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng
med lovforslagets § 1, nr. 20, hvori der foreslås en
yderligere ændring af overskriften til udlændingelovens
kapitel 8 a, således at ETIAS-forordningen også vil
fremgå af overskriften.
Baggrunden for, at det foreslås, at der foretages en
ændring af overskriften til udlændingelovens kapitel 8
a i såvel lovforslagets § 1, nr. 19, som i § 1, nr.
20, er, at ind- og udrejsesystemet idriftsættes på et
tidligere tidspunkt end ETIAS-systemet. De ændringer i
udlændingeloven, som vedrører EES-forordningen, vil
derfor skulle træde i kraft tidligere end de ændringer,
som vedrører ETIAS-forordningen, jf. lovforslagets §
3.
Når begge ændringer er trådt i kraft, vil
begge forordninger fremgå af overskriften til
udlændingelovens kapitel 8 a.
Til nr. 20
Overskriften til udlændingelovens kapitel 8 a har
følgende ordlyd: Videregivelse af oplysninger i
medfør af reglerne i Dublinforordningen,
Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen
m.v.
Det foreslås, at ETIAS-forordningen indsættes i
overskriften til kapitel 8 a, hvorefter
kapitel 8 a vil få følgende ordlyd: Videregivelse af
oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen,
Schengenkonventionen, VIS-forordningen, ETIAS-forordningen og
Eurodac-forordningen m.v.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at der ved lovforslagets § 1, nr. 22 foreslås, at
ETIAS-forordningen indsættes i § 58 d.
Til nr. 21
Det følger af udlændingelovens § 58 d, stk. 1,
1. pkt., at udlændinge- og integrationsministeren kan
fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse
af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen,
visumkodeksen, Dublinforordningen og Eurodacforordningen, jf. dog
stk. 2.
Det foreslås, at EES-forordningen indsættes i
udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1.
pkt., hvorefter udlændinge- og integrationsministeren
kan fastsætte nærmere bestemmelser til
gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen,
VIS-forordningen, visumkodeksen, EES-forordningen,
Dublinforordningen og Eurodac-forordningen, jf. dog stk. 2.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58
d, vil indebære, at udlændinge- og
integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere
bestemmelser til gennemførelse af reglerne i
EES-forordningen. Bemyndigelsen vedrører ligeledes
nærmere bestemmelser til gennemførelse af fremtidige
ændringer af de nævnte forordninger eller vedtagelse af
yderligere gennemførelsesforanstaltninger. Fremtidige
ændringer af EES-forordningen eller vedtagelse af
gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver
lovændringer, kan således gennemføres ved
udlændinge- og integrationsministerens fastlæggelse af
nærmere regler herom.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng
med lovforslagets § 1, nr. 22, hvori der foreslås en
yderligere ændring af udlændingelovens § 58 d,
stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlændinge- og
integrationsministeren tillige vil kunne fastsætte
nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i
ETIAS-forordningen.
Baggrunden for, at det foreslås, at der foretages en
ændring af udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1.
pkt., i såvel lovforslagets § 1, nr. 21, som i § 1,
nr. 22, er, at ind- og udrejsesystemet idriftsættes på
et tidligere tidspunkt end ETIAS-systemet. De ændringer i
udlændingeloven, som vedrører EES-forordningen, vil
derfor skulle træde i kraft tidligere end de ændringer,
som vedrører ETIAS-forordningen, jf. lovforslagets §
3.
Når begge ændringer er trådt i kraft, vil
udlændinge- og integrationsministeren kunne fastsætte
nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i
EES-forordningen og ETIAS-forordningen
Til nr. 22
Det følger af udlændingelovens § 58 d, stk. 1,
1. pkt., at udlændinge- og integrationsministeren kan
fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse
af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen,
visumkodeksen, Dublinforordningen og Eurodacforordningen, jf. dog
stk. 2.
Det foreslås, at ETIAS-forordningen indsættes i
udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1.
pkt., hvorefter udlændinge- og integrationsministeren
kan fastsætte nærmere bestemmelser til
gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen,
VIS-forordningen, visumkodeksen, ETIAS-forordningen,
Dublinforordningen og Eurodacforordningen, jf. dog stk. 2.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d
vil indebære, at udlændinge- og integrationsministeren
vil kunne fastsætte nærmere bestemmelser til
gennemførelse af reglerne i ETIAS-forordningen.
Bemyndigelsen vedrører ligeledes nærmere bestemmelser
til gennemførelse af fremtidige ændringer af de
nævnte forordninger eller vedtagelse af yderligere
gennemførelsesforanstaltninger. Fremtidige ændringer
af ETIAS-forordningen eller vedtagelse af
gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver
lovændringer, kan således gennemføres ved
udlændinge- og integrationsministerens fastlæggelse af
nærmere regler herom.
Til nr. 23
Det følger af den gældende bestemmelse i § 58
g, at en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland
eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union,
indberettes som uønsket til Schengeninformationssystemet i
en række nærmere angivne tilfælde.
Det følger af den foreslåede § 58 g, stk. 3, at
udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der
ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er
tilsluttet Den Europæiske Union, til SIS, hvis
udlændingen er genstand for en afgørelse om
tilbagesendelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 58 g, stk. 3, vil
indebære, at en udlænding indberettes i
Schengeninformationssystemet (SIS), hvis den pågældende
er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse.
Den nye SIS-tilbagesendelsesforordning gør det
obligatorisk at indberette afgørelser om tilbagesendelse i
SIS.
Af SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 3, stk. 1,
følger, at medlemsstaterne indlæser indberetninger om
tilbagesendelse i SIS om tredjelandsstatsborgere, der er genstand
for en afgørelse om tilbagesendelse, med henblik på at
kontrollere, at forpligtelsen til at vende tilbage er blevet
overholdt, og at støtte håndhævelsen af
afgørelsen om tilbagesendelse. En sådan indberetning
skal indlæses straks efter, at afgørelsen om
tilbagesendelse er truffet.
En indberetning om tilbagesendelse kan efter artikel 3, stk. 2,
undlades, når en afgørelse om tilbagesendelse
vedrører en tredjelandsstatsborger, der er
frihedsberøvet, men den pågældende venter
på at blive udsendt. Hvis den pågældende
løslades uden at blive udsendt, indlæses
indberetningen om tilbagesendelse straks.
Af artikel 3, stk. 3, følger, at det kan undlades at
indlæse en indberetning om tilbagesendelse, når
afgørelsen er truffet ved en medlemsstats ydre grænse,
og afgørelsen omgående er blevet fuldbyrdet.
Af artikel 3, stk. 4 og 5, følger det, at fristen for
frivillig udrejse, enhver forlængelse af denne frist samt
enhver suspendering eller udsættelse af
håndhævelsen af afgørelsen om tilbagesendelse
skal registreres i indberetningen om tilbagesendelse.
Udsættelse af håndhævelsen kan bl.a. bero
på indgivelse af en klage.
Det er ikke som i § 58 g, stk. 1 og 2, anført, at
det er rigspolitichefen, der foretager indberetningerne om
tilbagesendelse. Det følger fortsat af Lov om Danmarks
tiltrædelse af Schengenkonventionen, at rigspolitichefen er
den centrale myndighed, og dermed er den ansvarlige myndighed for
den nationale del af Schengeninformationssystemet. Der henvises i
den forbindelse til de specielle bemærkninger til
lovforslagets § 2, nr. 2.
Det følger ikke af SIS-tilbagesendelsesforordningen, at
den centrale myndighed skal forestå indberetningerne i SIS.
Det er i forlængelse heraf besluttet, at
udlændingemyndighederne tillægges kompetencen til at
foretage indberetningerne i SIS af udlændinge, der er
genstand for en tilbagesendelsesafgørelse.
Den foreslåede ændring er ligeledes i
overensstemmelse med den ressortfordeling som følger af
kongelig resolution af 10. september 2019, jf.
bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, hvoraf
det fremgår bl.a., at det overordnede ressortansvar for
behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke
indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse,
overføres fra justitsministeren til udlændinge- og
integrationsministeren.
Til nr. 24
Det følger af udlændingelovens § 58 h, stk. 1,
at Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integration forestår konsultationer med
myndighederne i et andet EU- eller Schengenland i medfør af
Schengenkonventionens artikel 25.
Det foreslås, at § 58 h, stk.
1, ændres, således at Udlændingestyrelsen
og Styrelsen for International Rekruttering og Integration
ændres til udlændingemyndighederne.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58
h, stk. 1, indebærer, at der også være hjemmel
til, at Hjemrejsestyrelsen kan forestå de i bestemmelsen
nævnte konsultationer på lige fod med
Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integration. Ændringen indebærer
endvidere, at fremtidige organisatoriske tilpasninger hos
udlændingemyndighederne, herunder oprettelse af en eller
flere nye styrelser inden for Udlændinge- og
Integrationsministeriets ressort, er omfattet af bestemmelsen.
Den foreslåede ændring af Schengenkonventionens
artikel 25 i udlændingelovens § 58 h, stk. 1, er en
konsekvens af, at Schengenkonventionens artikel 25 udgår, jf.
SIS-forordningens artikel 64. Konsultation vil efter den
foreslåede bestemmelse fremover skulle ske i medfør af
SIS-forordningens og SIS-tilbagesendelsesforordningens bestemmelser
om konsultation.
I SIS-forordningen findes bestemmelserne om konsultation i
forordningens artikler 27-30. I SIS-tilbagesendelsesforordningen
findes bestemmelserne om konsultation i forordningens artikel
9-12.
Den foreslåede ændring er ligeledes i
overensstemmelse med den ressortfordeling som følger af
kongelig resolution af 10. september 2019, jf.
bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, hvoraf
det fremgår bl.a., at det overordnede ressortansvar for
behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke
indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse,
overføres fra justitsministeren til udlændinge- og
integrationsministeren.
Til nr. 25
Det følger af udlændingelovens § 58 h, stk. 2,
at rigspolitichefen sletter en i medfør af § 58 g
indberettet udlænding i SIS II, såfremt
Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integration efter de i stk. 1 nævnte
konsultationer finder, at den pågældende bør
slettes som uønsket.
Det foreslås, at § 58 h, stk.
2, konsekvensrettes som følge af de foreslåede
ændringer i § 58 h, stk. 1, hvor
Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integration ændres til
udlændingemyndighederne.
Den foreslåede ændring af § 58 h, stk. 2,
indebærer, at der kan ske sletning af indberetninger i SIS
på baggrund af konsultationer forestået af andre
udlændingemyndigheder end Udlændingestyrelsen og
Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Ændringen indebærer endvidere, at fremtidige
organisatoriske tilpasninger hos udlændingemyndighederne,
herunder oprettelse af en eller flere nye styrelser inden for
Udlændinge- og Integrationsministeriets ressort, er omfattet
af bestemmelsen.
Bestemmelsen foreslås tillige konsekvensrettet som
følge af, at det er besluttet, at
udlændingemyndighederne tillægges kompetencen til at
forestå de i § 58 h, stk. 1, nævnte
konsultationer. Det foreslås derfor også, at
udlændingemyndighederne tillægges kompetence til at
slette indberetningerne, såfremt det vurderes relevant efter
konsultation med et andet Schengenland.
Den foreslåede ændring er ligeledes i
overensstemmelse med den ressortfordeling, som følger af
kongelig resolution af 10. september 2019, jf.
bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, hvoraf
det fremgår bl.a., at det overordnede ressortansvar for
behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke
indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse,
overføres fra justitsministeren til udlændinge- og
integrationsministeren.
Til nr. 26
Det følger af udlændingelovens § 59, stk. 1,
nr. 2, at med bøde eller fængsel indtil 6
måneder straffes den udlænding, som ved bevidst
urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang
til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller
anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde
her i landet. Ved strafudmålingen skal det betragtes som en
skærpende omstændighed, at overtrædelsen er
begået i gentagelsestilfælde.
Som følge af den foreslåede bestemmelse i § 1,
nr. 17, vedrørende § 28, stk. 1, nr. 2, vil det
være en indrejsebetingelse for visumfri
tredjelandsstatsborgere at være i besiddelse af en
rejsetilladelse, medmindre disse er undtaget herfor, jf.
ETIAS-forordningen.
Det foreslås, at rejsetilladelse indsættes i
udlændingelovens § 59, stk. 1, nr.
2, 1. pkt., hvorefter den udlænding, som ved bevidst
urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang
til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum,
rejsetilladelse, pas eller anden rejselegitimation eller tilladelse
til ophold eller arbejde her i landet, straffes med bøde
eller fængsel indtil 6 måneder.
Den foreslåede ændring af § 59, stk. 1, nr. 2,
vil indebære, at opnåelse af rejsetilladelse ved
bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser er
strafbelagt efter bestemmelsen.
Der er ikke med tilføjelsen af rejsetilladelse i §
59, stk. 1, nr. 2, tiltænkt nogen ændring af den
nugældende praksis for fastsættelse af
bødeniveauet for overtrædelse af bestemmelsen.
Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen af 8. december 2020 om
udlændingelovens § 59, § 59 a og § 59 b,
hvoraf det fremgår, at der almindeligvis fastsættes en
bøde på 2.000 kr., hvilket i gentagelsestilfælde
skærpes.
Det forudsættes således, at domstolene vil
fortsætte gældende praksis, hvorefter der almindeligvis
fastsættes en bødetakst på 2.000 kr. Der vil
fortsat kunne ske en satsregulering af niveauet for
normalbøden.
Fastsættelsen af bøden beror imidlertid på
domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i
sagen, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10, dog således at bøden har en
afskrækkende virkning, er effektiv, og står i rimeligt
forhold til overtrædelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
3.1.1.8.
Til nr. 27
Efter udlændingelovens § 59 a, stk. 1, straffes den,
der bringer en udlænding her til landet, med bøde,
såfremt den pågældende ved indrejsen i Danmark
eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i besiddelse af
fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.
Det foreslås, at rejsetilladelse indsættes i
udlændingelovens § 59 a, stk.
1, hvorefter den, der bringer en udlænding her til
landet, straffes med bøde, såfremt den
pågældende udlænding ved indrejse i Danmark eller
i transit i en dansk lufthavn ikke er i besiddelse af
fornøden rejselegitimation og rejsetilladelse eller visum,
jf. § 39.
Den foreslåede ændring af § 59 a, stk. 1, vil
indebære, at også en manglende fornøden
rejsetilladelse er omfattet af bestemmelsen, hvorefter en
transportør, som bringer en udlænding til landet, som
ikke er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse, kan straffes med
bøde, med mindre transportøren i medfør af
ETIAS-forordningen er fritaget for forpligtelsen til at
kontrollere, om passagerer er i besiddelse af en gyldig
rejsetilladelse. I det tilfælde, at en transportør har
kontrolleret en rejsetilladelse, men denne i tidsrummet mellem
transportørens kontrol og politiets kontrol ved
grænseovergangsstedet er blevet annulleret eller inddraget,
vil transportøren ligeledes ikke ifalde strafansvar.
Ifølge udlændingelovens § 59 a, stk. 3,
udmåles bøder for transportvirksomheders
overtrædelse af stk. 1 til maksimum 37.200 kr. pr.
udlænding, der befordres.
Der er ikke med tilføjelsen af rejsetilladelse i §
59 a tiltænkt nogen ændring af den nugældende
praksis for fastsættelse af bødeniveauet for
overtrædelse af transportøransvaret.
Der henvises til Rigsadvokatmeddelelse af 8. december 2020 om
udlændingelovens § 59, § 59 a og § 59 b,
hvoraf det fremgår, at der almindeligvis fastsættes en
bødetakst på 12.000 kr. pr. person, der bringes her
til landet, og som ved indrejse i Danmark eller i transit i en
dansk lufthavn ikke er i besiddelse af fornøden
rejselegitimation og visum, jf. udlændingelovens § 59 a,
stk. 1.
Det forudsættes således, at domstolene vil
fortsætte gældende praksis, hvorefter der almindeligvis
fastsættes en bødetakst på 12.000 kr., pr.
person, der befordres. Der vil fortsat kunne ske en satsregulering
af niveauet for normalbøden.
Fastsættelsen af bøden beror imidlertid på
domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i
sagen, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10, dog således at domstolene skal
fastsætte bøden til 37.200 kr. eller derunder pr.
udlænding, der befordres, og at bøden har en
afskrækkende virkning, er effektiv, og står i rimeligt
forhold til overtrædelsen.
Fastsættelsen af en bøde, der modsvarer eller
ligger tæt på det maksimale bødeniveau, dvs.
37.200 kr., bør reserveres til grovere overtrædelser
af bestemmelsen. Er overtrædelsen således begået
forsætligt, eller er der ved overtrædelsen opnået
eller tilsigtet en økonomisk fordel for
transportvirksomheden, vil dette være en skærpende
omstændighed.
Ved udmålingen af bøden, skal det tilsvarende
betragtes som en skærpende omstændighed, hvis der
foreligger gentagelsestilfælde. Ved gentagelsestilfælde
forstås, at transportvirksomheden tidligere er straffet for
overtrædelse af udlændingelovens § 59 a, stk.
1.
For så vidt angår fysiske personers
overtrædelse af bestemmelsen om transportøransvar
foretages ingen ændringer af bødeniveauets
størrelse eller anvendelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
3.1.1.9.
§
2
Til nr. 1
Det følger af den gældende bestemmelse i
tiltrædelseslovens § 2, stk. 1, at bestemmelserne i SIS
II-rådsafgørelsen og SIS II-forordningen gælder
i Danmark.
Den foreslåede ændring af § 2, stk. 1, vil indebære, at
bestemmelserne i SIS-forordningerne (EU) nr. 2018/1860, (EU) nr.
2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 gælder i Danmark. Disse
bestemmelser træder i stedet for SIS II-forordningen og SIS
II-rådsafgørelsen.
Bestemmelsen tager højde for eventuelle fremtidige
ændringer af SIS-forordningerne (EU) nr. 2018/1860, (EU) nr.
2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 i det omfang, at sådanne
ændringer ikke kræver ændring af andre regler i
tiltrædelsesloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 3.3.3
for en nærmere beskrivelse af de foreslåede
ændringer i de gældende regler for SIS.
Til nr. 2
Det følger af den gældende bestemmelse i
tiltrædelseslovens § 2, stk. 2, at rigspolitichefen er
den centrale myndighed efter SIS II-rådsafgørelsens og
SIS II-forordningens artikel 7, stk. 1. Efter retsakternes artikel
7, stk. 1, skal hver medlemsstat udpege en myndighed (»N. SIS
II-kontoret«), der har det overordnede ansvar for
medlemsstatens N. SIS II.
Bestemmelserne i SIS II-rådsafgørelsen og SIS
II-forordningen erstattes fremover af artikel 7, stk. 1, i
forordningerne (EU) nr. 2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 om
oprettelse, drift og brug af SIS på områderne for
henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og
strafferetligt samarbejde mv. samt artikel 19 i forordning (EU) nr.
2018/1860 om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. artikel 7, stk. 1,
i forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS på
området ind- og udrejsekontrol mv., hvorefter hver
medlemsstat udpeger en myndighed (N. SIS-kontoret), der har det
overordnede ansvar for dets N. SIS.
Det foreslås desuden, at »Rigspolitichefen«
ændres til »Rigspolitiet« for at
synliggøre, at det er Rigspolitiet som myndighed og ikke
rigspolitichefen som person, som udgør denne myndighed, som
det også er tilfældet i dag. Der tilsigtes ikke hermed
nogen ændringer i Rigspolitiets ansvar for det nationale
system.
Det foreslås endvidere, at begrebet »den centrale
myndighed« ændres til »N. SIS-kontoret«,
idet førstnævnte begreb allerede ved SIS
II-rådsafgørelsen og SIS II-forordningen blev
erstattet af begrebet »N. SIS II-kontoret«, som med de
nye SIS-forordninger fremover kaldes »N.
SIS-kontoret«.
Der er således alene tale om konsekvensændringer, og
Rigspolitiet vil som hidtil være den myndighed, der har det
overordnede ansvar for det nationale system.
Til nr. 3
Efter SIS II-rådsafgørelsens artikel 60, stk. 2, og
forordningens artikel 44, stk. 1, udpeger hver medlemsstat en
national tilsynsmyndighed, der uafhængigt overvåger
lovligheden af behandlingen af SIS II-personoplysninger, samt
udveksling og yderligere behandling af supplerende oplysninger.
Disse bestemmelser erstattes af artikel 55 i forordningen (EU) nr.
2018/1861 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og
udrejsekontrol mv., artikel 69 i forordningen (EU) nr. 2018/1862 om
oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS)
på området politisamarbejde og strafferetligt
samarbejde mv., artikel 19 i forordningen (EU) nr. 2018/1860 om
brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf.
artikel 55 i forordningen om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og
udrejsekontrol mv. Der er alene tale om en konsekvensændring.
Datatilsynet vil således som hidtil være den danske
tilsynsmyndighed på området, ligesom der ikke er
tilsigtet nogen ændringer i Datatilsynets
tilsynskompetence.
Schengenkonventionens artikel 128 (om det generelle tilsyn med
behandling af personoplysninger) berøres ikke af
forordningerne.
§
3
Det foreslås i stk. 1, at
§ 1, nr. 3 og 4, træder i kraft den 1. maj 2021.
Det betyder, at Bulgarien og Rumænien fra den 1. maj 2021
ikke længere vil fremgå af udlændingelovens
§ 2 a, stk. 2, som et land, der ikke anses for et Schengenland
i forhold til udlændingelovens bestemmelser vedrørende
SIS, idet Bulgarien og Rumænien fra den 1. august 2018
deltager i en større del af Schengensamarbejdet, da SIS fra
den dato finder anvendelse i Bulgarien og Rumænien. Fra den
1. august 2018 er Bulgarien og Rumænien forpligtede til at
nægte indrejse i eller ophold på deres medlemsstats
områder for tredjelandsstatsborgere, om hvilke der er
foretaget en indberetning af en anden medlemsstat med henblik
på nægtelse af indrejse eller ophold, at udstede SIS
indberetninger, at indlæse uddybende oplysninger i SIS samt
at udveksle supplerende oplysninger om tredjelandsstatsborgere med
henblik på nægtelse af indrejse eller ophold.
Det foreslås i stk. 2, at
udlændinge- og integrationsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 1, 2 og 5-27,
og § 2. Ministeren kan herunder fastsætte, at
bestemmelserne træder i kraft på forskellige
tidspunkter.
Det betyder, at udlændinge- og integrationsministeren ved
bekendtgørelse fastsætter tidspunktet for,
hvornår lovforslagets § 1, nr. 1, 2 og 5-27, og §
2, træder i kraft. Det betyder endvidere, at ministeren kan
sætte de enkelte bestemmelser i kraft på forskellige
tidspunkter.
Det bemærkes i den forbindelse, at EES-forordningen,
ETIAS-forordningen og SIS-forordningerne, der alle er trådt i
kraft, først vil være gældende fra datoen for
idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet, ETIAS-systemet og
det nye SIS-system. Systemerne vil blive idriftsat på datoer
fastsat af EU-Kommissionen, når visse betingelser for
idriftsættelse er opfyldt.
Hovedparten af forordningernes bestemmelser vil således
ikke finde anvendelse i Danmark, før EU-Kommissionen har
fastsat datoer for systemernes idriftsættelse. Det
foreslås på den baggrund, at udlændinge- og
integrationsministeren skal kunne fastsætte tidspunktet for
ikrafttræden af de pågældende bestemmelser i
lovforslaget, således at bestemmelserne kan træde i
kraft samtidig med, at de enkelte systemer idriftsættes.
Systemerne forventes således endvidere at blive idriftsat
på forskellige tidspunkter, hvorfor det på den baggrund
desuden foreslås, at udlændinge- og
integrationsministeren kan fastsætte, at bestemmelserne
træder i kraft på forskellige tidspunkter.
De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr.
9, 12, 13, 20, og 22, som vedrører ETIAS-forordningen,
forventes at skulle træde i kraft på den dato, som
EU-Kommissionen fastsætter, at ETIAS-systemet skal
idriftsættes efter ETIAS-forordningens artikel 88, stk.
1.
Ifølge ETIAS-forordningens artikel 83, stk. 1, er brugen
af ETIAS frivillig i en periode på seks måneder fra
datoen for ETIAS' idriftsættelse, og kravet om at være
i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse finder ikke anvendelse i
denne periode. Kommissionen kan vedtage en delegeret retsakt i
overensstemmelse med artikel 89 for at forlænge denne periode
med en periode på højst yderligere seks måneder,
som kan forlænges én gang.
De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr.
2, 10, 17, 18, 26 og 27, som vedrører ETIAS-forordningen,
forventes således at skulle træde i kraft 6 eller 12
måneder efter den dato, som EU-Kommissionen fastsætter,
at ETIAS-systemet skal idriftsættes efter ETIAS-forordningens
artikel 88, stk. 1, jf. ETIAS-forordningens artikel 83, stk. 1.
De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr.
8, 11, 16, 19 og 21, som vedrører EES-forordningen,
forventes at skulle træde i kraft på den dato, som
EU-Kommissionen fastsætter, at ind- og udrejsesystemet skal
idriftsættes efter EES-forordningens artikel 66, stk. 1.
De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr.
1, 5, 6, 7, 14, 15, 23, 24 og 25, samt § 2, som
vedrører SIS-forordningerne, forventes at skulle træde
i kraft på den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at
SIS skal idriftsættes efter
grænseforvaltningsforordningens artikel 66, stk. 2,
tilbagesendelsesforordningens artikel 20, jf.
grænseforvaltningsforordningens artikel 66, stk. 2, og
retshåndhævelsesforordningens artikel 79, stk. 2.
§
4
Efter udlændingelovens § 66 gælder loven ikke
for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige
færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Grønland og Færøerne er ikke
selvstændige medlemmer af EU og er heller ikke omfattet af
det danske EU-medlemskab. Grønland og Færøerne
er endvidere ikke en del af Schengensamarbejdet. EU-retsakter i
form af forordninger og direktiver, herunder Schengenretsakter,
finder derfor ikke i sig selv anvendelse i Grønland og
på Færøerne.
Det foreslås, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men ved kongelig
anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
I den forbindelse vil loven kunne sættes i kraft for
Færøerne og Grønland på den måde,
at bestemmelserne i de EU-retsakter, der inkorporeres ved
lovforslaget, vil kunne sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som senest
ændret ved lov nr. 131 af 30. januar 2021, foretages
følgende ændringer: | | | | | | 1. Overalt i
loven ændres »SIS II« til: »SIS«, og
»SIS II-forordningen« ændres til:
»SIS-forordningen«. | §
2. --- | | | Stk. 2.
Udlændinge, der er omfattet af de regler, der er nævnt
i stk. 4 (EU-reglerne), men som ikke er statsborgere i et af de i
stk. 1 nævnte lande (tredjelandsstatsborgere), kan indrejse
og opholde sig her i landet i samme tidsrum som de i stk. 1
nævnte personer. Tredjelandsstatsborgere skal dog have deres
pas eller anden rejselegitimation viseret før indrejsen,
medmindre de pågældende er fritaget for visum, jf.
§ 39, stk. 2. | | 2. I § 2, stk. 2, 2. pkt., ændres
»før indrejsen, medmindre de pågældende er
fritaget for visum, jf. § 39, stk. 2« til: »eller
have opnået rejsetilladelse før indrejsen, medmindre
de pågældende er fritaget for visum eller
rejsetilladelse, jf. § 39, stk. 2, og
ETIAS-forordningen«. | Stk.
3-5. --- | | | | | | § 2
a. --- | | | Stk. 2. Ved
et Schengenland forstås i denne lov et land, der er
tilsluttet Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern, Kroatien og
Rumænien anses dog ikke for Schengenlande i forhold til
§ 2 b, stk. 1-3, §§ | | 3. I § 2 a, stk. 2, 2. pkt., udgår:
»§ 10, stk. 2, nr. 4,«, og »§ 19, stk.
4 og 5« ændres til: »§ 19, stk. 5«, og
»§§ 58 f-58 h« ændres til:
»§ 58 f«. | 3, 4 og 4 b, § 10, stk. 2, nr. 4,
§ 19, stk. 4 og 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6,
§ 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., §§ 58
f-58 h og § 59, stk. 1, nr. 1. | | 4. I § 2 a, stk. 2, indsættes som 3. pkt.: »Cypern og Kroatien anses
endvidere ikke for Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2,
nr. 4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h.« | Stk. 3-7
--- | | | Stk. 8. Ved
SIS II-forordningen forstås i denne lov forordning om
oprettelse, drift og brug af anden generation af
Schengeninformationssystemet (SIS II) med senere
ændringer. | | 5. § 2 a, stk. 8, affattes
således: »Stk.
8. Ved SIS-forordningen forstås i denne lov
forordningen om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og
udrejsekontrol med senere ændringer.« | | | | | | 6. I § 2 a indsættes efter stk. 8 som
nyt stykke: »Stk.
9. Ved SIS-tilbagesendelsesforordningen forstås i
denne lov forordningen om brug af Schengeninformationssystemet i
forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold med senere ændringer.« Stk. 9 bliver
herefter stk. 10. | | | | Stk. 9. Ved
SIS II forstås i denne lov anden generation af
Schengeninformationssystemet. | | 7. § 2 a, stk. 9, der bliver stk.
10, affattes således: »Stk. 10. Ved SIS forstås i
denne lov Schengeninformationssystemet.« | | | 8. I § 2 a indsættes som stk. 11: »Stk. 11. Bestemmelserne i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et
ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og
udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse
vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den
Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser og om
fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og
udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål
(EES-forordningen) med senere ændringer gælder her i
landet.« | | | 9. I § 2 a indsættes som stk. 12: »Stk.
12. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til
registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om
nægtelse af indrejse vedrørende
tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions
medlemsstaters ydre grænser og om fastlæggelse af
betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til
retshåndhævelsesformål (EES-forordningen) med
senere ændringer gælder her i landet.« | | | | § 3.
Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af
§ 39, stk. 2, er fritaget for visum, har ret til at indrejse
og opholde sig her i landet i højst 90 dage inden for en
periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud
for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages
ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de 180
dage har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland. Har
udlændingen opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland
med opholdstilladelse eller med visum til ophold af mere end 90
dages varighed begrænset til dette Schengenland
(langtidsvisum), fradrages denne tid dog ikke. | | 10. I § 3, stk. 1, indsættes efter
»fritaget for visum«: », og som har opnået
rejsetilladelse, eller er fritaget herfor i medfør af
ETIAS-forordningen«. | Stk. 2. En
udlænding, der er statsborger i et land, som Danmark forud
for Schengenkonventionens ikrafttræden har indgået en
bilateral visumfritagelsesaftale med, har uanset stk. 1 ret til at
indrejse og opholde sig her i landet i overensstemmelse med
bestemmelserne i aftalen. | | 11. I § 3, stk. 2, indsættes som 2. og 3.
pkt.: »Uanset 1. pkt. må en
udlænding, som har ret til ophold her i landet som
følge af en bilateral visumfritagelsesaftale, og som forud
for indrejsen i Danmark allerede har opholdt sig i op til 90 dage
inden for en periode på 180 dage i et andet Schengenland,
alene opholde sig her i landet og skal udrejse til et land, der
ikke er tilsluttet Schengenkonventionen. 1. pkt. finder ikke
anvendelse for udlændinge, der forud for indrejsen i Danmark
allerede har opholdt sig i et andet Schengenland ud over 90 dage
inden for en periode på 180 dage i medfør af en
bilateral visumfritagelsesaftale.« | Stk.
3. --- | | | | | 12. Efter
§ 3 a indsættes: »§ 3
b. Rejsetilladelse udstedes i medfør af
ETIAS-forordningens bestemmelser herom.« | | | 13. Efter
§ 4 e indsættes: »§ 4
f. Der oprettes en national ETIAS-enhed i
Udlændingestyrelsen. Stk. 2. Den nationale ETIAS-enhed
træffer afgørelser om udstedelse af, afslag på,
annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse efter
ETIAS-forordningens bestemmelser herom. Stk. 3. En afgørelse om afslag
på, annullering af eller inddragelse af en rejsetilladelse
meddeles ansøgeren ved anvendelse af en af
Europa-Kommissionen vedtaget standardformular. Stk. 4. Udlændinge- og
integrationsministeren kan fastsætte regler om, at
forvaltningslovens kapitel 6, 7 og 8 b ikke skal finde anvendelse
for afgørelser truffet i medfør af stk.
3.« | §
19. --- | | | Stk.
1-3. --- | | | Stk. 4. En
tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse
kan altid inddrages, hvis en udlænding, der ikke er
statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den
Europæiske Union, er indberettet til SIS II som
uønsket i medfør af SIS II-forordningen på
baggrund af omstændigheder, der her i landet kunne
medføre udvisning efter kapitel 4. Det samme gælder,
hvis udlændingen er indberettet til SIS II som
uønsket, fordi den pågældende er omfattet af
restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med
hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede
Nationer eller Den Europæiske Union. Inddragelse efter 1. og
2. pkt. sker efter konsultation i medfør af
Schengenkonventionens artikel 25 med myndighederne i et andet
Schengenland. | | 14. I § 19, stk. 4, ændres
»Schengenkonventionens artikel 25« til:
»SIS-forordningens regler herom«. | Stk.
5-11. --- | | | § 27
b. --- | | | Stk.
2. --- | | | Stk. 3. Har
en udlænding som nævnt i stk. 1 opholdstilladelse i et
andet Schengenland eller i et EU-land, eller har den
pågældende visum til ophold af mere end 90 dages
varighed med gyldighed begrænset til et andet Schengenland
(langtidsvisum), træffes afgørelse om udsendelse efter
stk. 1 i forbindelse med konsultationer i medfør af
Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2, med myndighederne i det
land, hvor der er truffet endelig afgørelse om udsendelse af
den pågældende, og med myndighederne i det land, hvor
den pågældende har opholdstilladelse eller
langtidsvisum. Inddrages den pågældendes
opholdstilladelse eller langtidsvisum ikke, træffes der ikke
afgørelse om udsendelse efter stk. 1. | | 15. I § 27 b, stk. 3, ændres
»Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2,« til:
»SIS-forordningens artikel 30 eller
SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12«. | Stk.
4. --- | | | | | | §28. En
udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller har
fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort, jf. §
6, her i landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast
bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen fra et land,
der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, i følgende
tilfælde: | | | 1) --- | | | 2) Hvis udlændingen ikke opfylder
de bestemmelser om rejselegitimation, visum og indrejse, som er
fastsat efter kapitel 7. | | 16. I § 28, stk. 1, nr. 2, indsættes
efter »visum« », registrering i ind- og
udrejsesystemet«. | | | 17. I § 28, stk. 1, nr. 2, indsættes
efter »visum« », rejsetilladelse«. | 3)-7) --- | | | Stk.
2-9. --- | | | | | | §
39. --- | | | Stk. 2.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte
regler om, i hvilket omfang passet eller rejselegitimationen skal
være påtegnet visum til indrejse i eller udrejse af
landet. Udlændinge- og integrationsministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om visum, herunder om adgangen
hertil, om visummets varighed, om de betingelser, der kan
fastsættes for visummet, om sagsfordelingen på
visumområdet mellem Udlændingestyrelsen og de danske
diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet
og om de grundlæggende hensyn ved behandlingen og
afgørelsen af visumsagen. | | 18. I § 39, stk. 2, indsættes før
1. pkt. som nyt punktum: »En udlænding, der er
fritaget for visum, skal ved indrejse og ophold her i landet
være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse, medmindre
pågældende er fritaget herfor i medfør af
ETIAS-forordningen.« | Stk.
3-10. --- | | | | | | Kap. 8 a.
Videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i
Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen og | | 19. I overskriften til kapitel 8 a indsættes
efter »VIS-forordningen«: »,
EES-forordningen«. | Eurodac-forordningen m.v. | | 20. I overskriften til kapitel 8 a indsættes
efter »VIS-forordningen«: »,
ETIAS-forordningen«. | | | | § 58 d.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte
nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i
Schengenkonventionen, VIS-forordningen, visumkodeksen,
Dublinforordningen og Eurodacforordningen, jf. dog stk. 2. Der kan
i den forbindelse fastsættes bestemmelser om, at andre end
Rigspolitichefen efter § 58 j, stk. 1-3, kan videregive
oplysninger til det centrale Eurodac-system. | | 21. I § 58 d, stk. 1, 1. pkt., indsættes
efter »visumkodeksen,«:
»EES-forordningen,«. 22. I § 58 d, stk. 1, 1. pkt., indsættes
efter »visumkodeksen,«:
»ETIAS-forordningen,«. | Stk.
2. --- | | | | | | § 58
g. --- | | 23. I § 58 g indsættes som stk. 3: | Stk.
2. --- | | »Stk.
3. Udlændingemyndighederne indberetter en
udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et
land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, til SIS, hvis
udlændingen er genstand for en afgørelse om
tilbagesendelse.« | § 58 h.
Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integration forestår konsultationer med
myndighederne i et andet Schengenland i medfør af
Schengenkonventionens artikel 25. | | 24. I § 58 h, stk. 1, ændres
»Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
rekruttering og Integration« til:
»Udlændingemyndighederne« og
»Schengenkonventionens artikel 25« ændres til:
»SIS-forordningens og SIS-tilbagesendelsesforordningens
bestemmelser herom«. | Stk. 2.
Finder Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International
Rekruttering og Integration efter de i stk. 1 nævnte
konsultationer, at en i medfør af § 58 g indberettet
udlænding bør slettes som uønsket i SIS II,
sletter Rigspolitichefen den pågældende i SIS II. | | 25. I § 58 h, stk. 2, ændres
»Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International
rekruttering og Integration« til:
»udlændingemyndighederne« og »som
uønsket i SIS II, sletter Rigspolitichefen den
pågældende i SIS II « til: »i SIS, slettes
den pågældende i SIS«. | | | | § 59. Med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den
udlænding, som: | | | 1) --- | | | 2) Ved bevidst urigtige oplysninger
eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem
paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller anden
rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i
landet. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en
skærpende omstændighed, at overtrædelsen er
begået i gentagelsestilfælde. | | 26. I § 59, stk. 1, nr. 2, indsættes
efter »skaffer sig visum«: »,
rejsetilladelse,«. | Stk.
2-10. --- | | | | | | § 59 a.
Den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med
bøde, såfremt den pågældende
udlænding ved indrejse i Danmark eller i transit i en dansk
lufthavn ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation
og visum, jf. § 39. | | 27. I § 59 a, stk. 1, indsættes efter
»rejselegitimation og«: »rejsetilladelse
eller«. | Stk.
2-3. --- | | | | | § 2 | | | | | | I lov nr. 418 af 10. juni 1997 om
Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen, som
ændret ved lov nr. 227 af 2. april 2003, lov nr. 448 af 9.
juni 2004 og lov nr. 521 af 6. juni 2007, foretages følgende
ændringer: | | | | § 2.
Bestemmelserne i rådsafgørelsen og forordningen om
oprettelse, drift og brug af anden generation af
Schengeninformationssystemet (SIS II) gælder her i
landet. | | 1. § 2, stk. 1, affattes
således: »Bestemmelserne i forordningerne
(EU) nr. 2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og
brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne
for henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og
strafferetligt samarbejde samt forordningen (EU) nr. 2018/1860 om
brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold med
senere ændringer gælder her i landet.« | Stk. 2. Rigspolitichefen er den centrale
myndighed efter rådsafgørelsens og forordningens
artikel 7, stk. 1. | | 2. I § 2, stk. 2, ændres
»rådsafgørelsens og forordningens artikel 7,
stk. 1« til: »artikel 7, stk. 1, i forordningerne (EU)
nr. 2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for
henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og
strafferetligt samarbejde mv. samt artikel 19 i forordning (EU) nr.
2018/1860 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf.
artikel 7, stk. 1, i forordningen om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og
udrejsekontrol mv.« | Stk. 3. Datatilsynet er tilsynsmyndighed
efter henholdsvis rådsafgørelsens artikel 60, stk. 1,
og forordningens artikel 44, stk. 1, samt efter
Schengenkonventionens artikel 128. | | 3. I § 2, stk. 3, ændres
»rådsafgørelsens artikel 60, stk. 1, og
forordningens artikel 44, stk. 1« til: »artikel 55 i
forordningen (EU) nr. 2018/1861 om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og
udrejsekontrol, artikel 69 i forordningen (EU) nr. 2018/1862 om
oprettelse, drift og brug af SIS på området
politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, artikel 19 i
forordningen (EU) nr. 2018/1860 om brug af SIS i forbindelse med
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf.
artikel 55 i forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS
på området ind- og udrejsekontrol«. |
|