Fremsat den 10. marts 2021 af justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven, lov om
politiets virksomhed, retsplejeloven og udlændingeloven
(Forbud mod deltagelse i nattelivet,
tryghedsskabende opholdsforbud, udvidet adgang til
beslaglæggelse af værdigenstande og udvisning af
udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1650 af 17. november 2020, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1832 af 8. december 2020, § 1 i lov nr. 2208 af 29.
december 2020 og § 1 i lov nr. 290 af 27. februar 2021,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 79 b indsættes i 9.
kapitel:
Ȥ 79 c. Den, som
idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende karakter for en
overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a, 192 a,
§ 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1,
§ 260, stk. 1, § 261, stk. 1, §§ 266, 288 og
291, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af
lovgivningen om knive og blankvåben, kan ved dommen gives
opholdsforbud efter stk. 2.
Stk. 2. Ved
opholdsforbud efter stk. 1, forstås et forbud mod at
færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der
foregår salg af stærke drikke til nydelse på
eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, samt i
nattelivszoner udpeget i medfør § 6 c i lov om
politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i
tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.
Stk. 3. Politiet
kan meddele tilladelse til færden eller ophold i
nattelivszoner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af
særlige grunde må anses for beføjet.
Stk. 4. Forbud
efter stk. 1 gives på tid op til 2 år regnet fra
endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
forlænges forbuddet tilsvarende.
Stk. 5. Politiet
kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere af
serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt opholdsforbud
efter stk. 1. Videregivelsen må kun ske i det omfang, det er
nødvendigt for at håndhæve forbuddet.
Stk. 6. De
oplysninger, som politiet videregiver i medfør af stk. 5,
må kun behandles af indehavere, bestyrere og
dørmænd, jf. dog stk. 8, nr. 3. Oplysningerne må
kun behandles i det omfang, det er nødvendigt for at
håndhæve et forbud efter stk. 1.
Stk. 7.
Indehavere, bestyrere og dørmænd har tavshedspligt med
hensyn til de oplysninger, som er nævnt i stk. 5. Det samme
gælder andre personer, der i medfør af regler fastsat
efter stk. 8, nr. 3, kan behandle de pågældende
oplysninger. §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 8.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
1) tilladelser
efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning,
vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser,
2) politiets
videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 5,
3) modtagerens
tavshedspligt og opbevaring og behandling af oplysninger som
nævnt i stk. 5, herunder om oplysningerne i nødvendigt
omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 6 nævnte,
og
4) straf af
bøde for overtrædelse af regler fastsat i
medfør af nr. 3.«
2. I
§ 124 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed
overtræder et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1,
straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år.«
§ 2
I lov om politiets virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, som
ændret ved lov nr. 288 af 27. februar 2021, foretages
følgende ændring:
1.
Efter § 6 a indsættes før overskriften før
§ 7:
Ȥ 6 b. Politiet kan med
henblik på at fremme trygheden i et område udstede
forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er
almindelig adgang (tryghedsskabende opholdsforbud). Et sådant
forbud er ikke til hinder for almindelig færden i
området.
Stk. 2.
Udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 kan
ske, hvis der i det pågældende område udvises en
adfærd af en gruppe af personer, som er egnet til at skabe
utryghed for personer, der bor eller færdes i området.
Det er en forudsætning, at udstedelse af et sådant
forbud vurderes at være et egnet redskab, og at mindre
indgribende foranstaltninger ikke skønnes at være
tilstrækkelige til at genskabe trygheden i området.
Stk. 3.
Overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 4. Et
tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 kan meddeles for en
periode på op til 30 dage. Beslutningen kan forlænges
med op til 30 dage ad gangen. Beslutningen kan udformes, så
forbuddet efter stk. 1 kun gælder på bestemte
tidspunkter af døgnet.
Stk. 5. En
beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil.
Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse
og angivelse af det bestemte sted og tidsrum, som beslutningen
gælder for.
Stk. 6. Politiet
skal ved skiltning på det sted, der er omfattet af et forbud
efter stk. 1, gøre opmærksom på forbuddet.
§ 6 c. Politiet kan for en
nærmere bestemt periode udpege et afgrænset geografisk
område (nattelivszone), hvor et opholdsforbud meddelt efter
straffelovens § 79 c, stk. 1, finder anvendelse.
Stk. 2.
Udpegning af nattelivszoner efter stk. 1 kan ske, hvor der i det
pågældende område er en tæt koncentration
af natklubber, barer, caféer og lignende med
åbningstid efter kl. 24, og udpegningen af en nattelivszone
vurderes at være egnet til at imødegå
lovovertrædelser i aften- og nattetimerne.
Stk. 3. En
beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil.
Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse
og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og
tidsrum, som beslutningen gælder for.«
§ 3
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1445 af 29. september 2020, som ændret ved § 5 i lov
nr. 1382 af 8. december 2002, § 2 i lov nr. 1942 af 15.
december 2020, § 1 i lov nr. 124 af 30. januar 2021, § 4
i lov nr. 160 af 3. februar 2021 og § 71 i lov nr. 285 af 27.
februar 2021, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 495, stk. 1, indsættes som
3. pkt.:
»Der kan endvidere foretages
udlæg i beslaglagt gods, der er i politiets besiddelse, for
krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.«
2. I
§ 801, stk. 1, nr. 3, udgår
»og«.
3. I
§ 801, stk. 1, nr. 4, ændres
»forfølgning.« til: »forfølgning,
og«.
4. I
§ 801, stk. 1, indsættes som
nr. 5:
»5) til
sikring af krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.«
5. § 802,
stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2)
beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre
a) det
offentliges krav på sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2.
led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2.
pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i
sagen, eller
b) krav, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om
gælden har tilknytning til den sag, som mistanken
angår.«
6. I
§ 805, stk. 3, ændres
»eller forurettedes krav på erstatning« til:
», forurettedes krav på erstatning eller krav, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,«.
7. I
§ 807 d, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »og dernæst bødekrav« til:
», dernæst bødekrav og dernæst krav, der
er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden«.
8. I
§ 807 d, stk. 3, 3. pkt.,
indsættes efter »jf. § 526, stk. 2«:
», jf. dog stk. 5«.
9. I
§ 807 d indsættes efter
stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5.
En afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til
fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, har uanset stk. 3, 3. pkt., den
virkning, at beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed, jf.
§ 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges
sag i den borgerlige retsplejes former om det sikrede krav eller
foretages udlæg for dette. Har retten i medfør af stk.
4, 1. pkt., bestemt, at en beslaglæggelse til sikring af et
erstatningskrav bevarer sin gyldighed, regnes fristen fra rettens
afgørelse efter stk. 4, 2. pkt. Sluttes en sag ved
påtaleopgivelse eller frifindelse, bevarer en
beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset stk. 3, 4.
pkt., sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der
inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former
om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette. §
807 c finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
10. I
§ 1002, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »stk. 5« til »stk. 6«.
§ 4
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som
ændret ved bl.a. lov nr. 572 af 31. maj 2010, § 4 i lov
nr. 1832 af 8. december 2020 og senest ved lov nr. 131 af 30.
januar 2021, foretages følgende ændring:
1. I
§ 22, nr. 6, ændres
Ȥ 119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf. 1.
pkt.« til: »§ 119, stk. 1, 2 og stk. 4, 2. pkt.,
jf. 1. pkt.«, og »§§ 243-246, § 250,
§ 252, stk. 1 og 2« ændres til: »§ 241,
2. pkt., §§ 243-246, § 249, 2. pkt., § 250,
§ 252, stk. 1 og 2, § 253, stk. 2,«.
§ 5
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2021.
Stk. 2. Lovens § 4
finder ikke anvendelse for lovovertrædelser begået
før lovens ikrafttræden.
§ 6
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Lovens
§§ 2 og 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de henholdsvis færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | 1. Indledning | 2. Lovforslagets hovedpunkter | 2.1. Forbud mod at deltage i
nattelivet | 2.1.1. Gældende ret | 2.1.2. Justitsministeriets
overvejelser | 2.1.3. Den foreslåede ordning | 2.1.3.1. Betingelser for at idømme
et opholdsforbud | 2.1.3.2. Geografisk og tidsmæssig
afgrænsning af et opholdsforbud | 2.1.3.3. Anerkendelsesværdige
formål | 2.1.3.4. Den tidsmæssige
udstrækning af et opholdsforbud | 2.1.3.5. Håndhævelsen af et
opholdsforbud | 2.1.3.6. Straf for overtrædelse af
et opholdsforbud | 2.2. Tryghedsskabende opholdsforbud | 2.2.1. Gældende ret | 2.2.1.1. Opholdsforbud efter straffelovens
§§ 79 a og 79 b | 2.2.1.2. Visitationszoner | 2.2.1.3. Skærpet strafzone | 2.2.1.4. Geografisk bestemt tilhold | 2.2.1.5.
Ordensbekendtgørelsen | 2.2.1.6. Regler udstedt i medfør af
epidemiloven | 2.2.2. Justitsministeriets
overvejelser | 2.2.3. Den foreslåede ordning | 2.2.3.1. Betingelser for at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud | 2.2.3.2. Geografisk
afgrænsning | 2.2.3.3. Administration og
tidsmæssig udstrækning | 2.2.3.4. Straf for overtrædelse af
et tryghedsskabende opholdsforbud | 2.3. Beslaglæggelse til sikring af
krav omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige | 2.3.1. Gældende ret | 2.3.1.1. Retsplejelovens regler om
beslaglæggelse | 2.3.1.2. Retsplejelovens regler om
beslaglæggelse efter dom | 2.3.1.3. Lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige | 2.3.1.4. Restanceinddrivelsesmyndighedens
videregivelse af oplysninger til politiet | 2.3.2. Justitsministeriets
overvejelser | 2.3.3. Den foreslåede ordning | 2.4 Udvisning af udlændinge
dømt for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om
uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse samt
flugtbilisme | 2.4.1 Gældende ret | 2.4.1.1 Udlændingelovens
bestemmelser om udvisning af udlændinge dømt for visse
strafbare forhold | 2.4.1.2 Straffelovens bestemmelser om
uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse,
forsætlig fareforvoldelse samt flugtbilisme | 2.4.2. Justitsministeriets
overvejelser | 2.4.3. Den foreslåede ordning | 3. Forholdet til grundloven og Danmarks
internationale forpligtelser | 3.1. Grundloven | 3.2. Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention | 4. Forholdet til
databeskyttelseslovgivningen | 5. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 6. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv | 7. Administrative konsekvenser for
borgerne | 8. Klima- og miljømæssige
konsekvenser | 9. Forholdet til EU-retten | 10. Hørte myndigheder og
organisationer mv. | 11. Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
1.1. Regeringen fremlagde den 8.
oktober 2020 udspillet "Tryghed for alle danskere", der indeholder
initiativer mod utryghedsskabende adfærd. Lovforslaget
gennemfører centrale dele af initiativerne i regeringens
udspil.
Det fremgår af udspillet "Tryghed for alle danskere", at
regeringen ønsker et Danmark, hvor det er trygt at
færdes overalt. Regeringen vil ikke acceptere, at der er
områder i Danmark, der er plaget af hårdkogte
kriminelle og grupper af unge, der skaber utryghed.
Der har i alt for lang tid været eksempler på, at
grupper af især unge mænd udviser en uacceptabel
adfærd, hvor de dominerer områder i det offentlige rum
og skaber en hverdag præget af frygt og utryghed for andre
mennesker. En adfærd som i ekstreme tilfælde ender i
umotiverede, voldelige overfald på andre unge - bl.a. i
nattelivet. Den adfærd er et anslag mod trygheden i samfundet
og en hån mod fællesskabet. Sådan en adfærd
påvirker almindelige menneskers dagligdag og får dem
til at vælge en anden vej hjem fra arbejde og skole eller
undgå at tage toget om aftenen.
Det er alt sammen med til at begrænse almindelige
menneskers frihed.
Det er samtidig regeringens opfattelse, at det er uacceptabelt,
at nogle personer, der har gæld til det offentlige, er i
stand til at opretholde en tilværelse, der ikke afspejler, at
de pågældende har gæld.
Danskernes tryghed er afgørende for regeringen. Derfor
har regeringen allerede præsenteret flere initiativer mod
bl.a. vanvidskørsel og affyring af fyrværkeri mod
betjente og ambulancefolk, men regeringen ønsker at tage
yderligere skridt for at komme den utryghedsskabende adfærd
til livs.
Formålet med lovforslaget er for det første at
indføre regler, der sikrer, at personer, der er dømt
for voldelige overfald i nattelivet, i en periode på op til 2
år ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Det
skal både sikre, at den dømte ikke på ny
begår vold i nattelivet, og at ofre for vold i nattelivet
ikke efter relativt kort tid igen kan stå ansigt til ansigt
med deres overfaldsmand.
Formålet med lovforslaget er for det andet at
indføre regler, der giver mulighed for, at politiet kan
udstede et generelt forbud mod ophold på et bestemt sted,
hvortil der er almindelig adgang, hvis en gruppe af personer
udviser en adfærd, der er egnet til at skabe utryghed for
beboere og forbipasserende i området. Hermed får
politiet et nyt værktøj til at sætte effektivt
ind over for grupper af personer, der skaber utryghed i et
område.
Formålet med lovforslaget er endvidere at udvide adgangen
til at beslaglægge værdigenstande hos en
mistænkt, så gæld til det offentlige generelt
bliver omfattet af beslaglæggelsesadgangen.
1.2. Som led i regeringens samlede
indsats mod vanvidskørsel har Justitsministeriet foretaget
en undersøgelse af, om der foreligger det nødvendige
samspil mellem straffelovens bestemmelser om farlig kørsel
og udlændingelovens udvisningsregler. Det er
Justitsministeriets vurdering, at dette ikke er tilfældet i
dag.
Lovforslaget gennemfører på den baggrund - som led
i regeringens samlede indsats mod vanvidskørsel - en
ændring af udlændingeloven, som skal sikre det
nødvendige samspil mellem straffelovens bestemmelser om
farlig kørsel og udlændingelovens udvisningsregler.
Lovforslaget har på dette punkt til formål at sikre, at
udlændinge, der idømmes ubetinget frihedsstraf for
uagtsomt manddrab eller uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i
forbindelse med vanvidskørsel mv. eller flugtbilisme,
på baggrund af en konkret vurdering vil kunne udvises af
Danmark uanset frihedsstraffens længde og varigheden af
udlændingens ophold i Danmark.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forbud
mod at deltage i nattelivet
2.1.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten
under nærmere omstændigheder kan give en dømt
person forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet.
Straffeloven indeholder imidlertid regler om andre typer af
opholdsforbud, der kan gives ved dom.
Det gælder f.eks. straffelovens §§ 79 a og 79 b,
hvorefter retten i forbindelse med dom af ubetinget
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter i visse nærmere bestemte
tilfælde kan give den dømte forbud mod at færdes
eller opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede
områder.
Efter straffelovens § 79 a, stk. 1, kan retten
således i forbindelse med dom for visse
lovovertrædelser med relation til en bandekonflikt mv. give
den dømte forbud mod at færdes eller opholde sig i et
eller flere nærmere afgrænsede områder.
Et sådant opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte de
kommuner, hvor den pågældende lovovertrædelse er
begået. Endvidere kan der gives et opholdsforbud i den eller
de kommuner, hvor den gruppe af personer, som den dømte er
tilknyttet, opholder sig. Opholdsforbud gives på tid fra 1
til 10 år regnet fra endelig dom. Politiet kan give
tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet
af et opholdsforbud, hvis det af særlige grunde må
anses for beføjet.
Efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan retten i
forbindelse med dom for overtrædelse af de forbrydelser, der
er nævnt i lovens § 101 a, §§ 114-114 j,
§ 136, stk. 1, for så vidt angår tilskyndelse til
en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede
forbrydelser, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for
så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af
§§ 114-114 j, give den dømte forbud mod at
færdes og opholde sig i et eller flere nærmere
afgrænsede områder.
Et sådant opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den
eller de kommuner, hvor den dømte er blevet radikaliseret.
Endvidere kan der gives et opholdsforbud i den eller de kommuner,
hvor den person eller det netværk af personer, der har haft
betydning for den dømtes radikalisering, opholder sig.
Opholdsforbuddet gives på tid fra 1 til 10 år regnet
fra endelig dom. Politiet kan give tilladelse til færden
eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud, hvis
det af særlige grunde må anses for beføjet.
Overtrædelse af et opholdsforbud meddelt efter § 79
a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1, kan efter straffelovens
§ 124 a straffes med fængsel indtil 2 år.
Strafferammen indebærer, at bøde ikke kan
anvendes.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelserne, jf.
Folketingstidende 2017-2018, A, L 35 som fremsat, s. 23, og
Folketingstidende 2019-20, A, L 130 som fremsat, s. 44, at straffen
for overtrædelse af et opholdsforbud efter § 79 a, stk.
1, eller § 79 b, stk. 1, i førstegangstilfælde
som udgangspunkt skal fastsættes til ubetinget fængsel
i 60 dage. Den konkrete strafudmåling vil bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i
den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
Uden for straffeloven findes der derudover forskellige steder i
lovgivningen hjemmel til, at politiet kan meddele opholdsforbud af
forskellig karakter.
Det gælder f.eks. § 31, stk. 2, i lov om
restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.
(restaurationsloven), hvorefter politiet kan forbyde personer at
opholde sig som gæst i bestemte virksomheder, hvis personen i
forbindelse med et besøg på et sted, hvorfra der
foregår salg eller drikkevarer til nydelse på eller ved
salgsstedet, har begået en strafbar handling.
Det er en forudsætning for at meddele et
restaurationsforbud, at det må anses for nødvendigt af
hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller
opretholdelse af ro og orden.
Der skal ikke nødvendigvis være sammenhæng
mellem det strafbare forhold, som ligger til grund for
restaurationsforbuddet, og den eller de restaurationer, forbuddet
omfatter. Politiet har således mulighed for at udstede et
restaurationsforbud, der omfatter andre restaurationer end den,
hvor det strafbare forhold er begået, hvis det efter en
konkret vurdering anses for nødvendigt af hensyn til
lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse
af ro og orden.
Såfremt de pågældende restaurationer er
beliggende på en sådan måde, at de udgør
et samlet restaurationsområde, kan politiet efter en konkret
vurdering udstrække restaurationsforbuddet til at omfatte
alle restaurationer i området (»zoneforbud«).
Et restaurationsforbud kan meddeles første gang, der er
konstateret et strafbart forhold i forbindelse med et besøg
på en restauration, og gives på restauratørens
begæring eller politiets eget initiativ.
Der er ikke i loven taget stilling til den tidsmæssige
udstrækning af et restaurationsforbud, men det
forudsættes, at forbuddet begrænses til den periode,
hvor det efter en konkret vurdering er nødvendigt af hensyn
til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller
opretholdelse af ro og orden på den eller de restaurationer,
der er omfattet af forbuddet. I praksis gives et
restaurationsforbud for 2 år.
Overtrædelse af et restaurationsforbud kan efter §
37, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, i lov om restaurationsvirksomhed og
alkoholbevilling m.v. straffes med bøde og under
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4
måneder.
Et andet eksempel er § 6, stk. 5, i bekendtgørelse
nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige
orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed
mv. samt politiets adgang til at iværksætte
midlertidige foranstaltninger (ordensbekendtgørelsen) med
senere ændringer. Efter denne bestemmelse kan politiet
meddele en person, der har udvist særlig utryghedsskabende
adfærd eller ved sin adfærd har bidraget til at skabe
særlig utryghed, forbud mod at færdes frem og tilbage
eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted,
hvor adfærden har fundet sted. Den geografiske
udstrækning af et zoneforbud kan fastsættes til en
radius af 1.000 meter, hvis geografiske eller andre hensyn tilsiger
det. Der henvises til lovforslagets pkt. 2.2.1.5.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Danskerne skal kunne føle sig trygge, når de
går ud. Det gælder uanset hvor og uanset hvornår.
Den tryghed udfordres af personer, der uden hensyn til deres
medmennesker - og nogle gange helt umotiveret - overfalder andre i
nattelivet. Den type kriminalitet er et anslag mod trygheden i
samfundet og en hån mod fællesskabet.
Regeringen vil derfor sætte ind over for volden og
utrygheden i nattelivet ved at indføre regler, der sikrer,
at personer, der er dømt for visse former for kriminalitet i
nattelivet, herunder voldelige overfald, i en periode på op
til 2 år ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet.
Det skal sikre, at den dømte ikke på ny begår
kriminalitet i nattelivet kort efter at være blevet
dømt herfor, og at f.eks. ofre for vold i nattelivet ikke
kort efter dommen igen kan stå ansigt til ansigt med deres
overfaldsmand.
Politiet kan allerede efter de gældende regler forbyde
personer, som har begået en strafbar handling i forbindelse
med besøg på et sted, hvorfra der foregår salg
af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet,
at opholde sig som gæst i bestemte virksomheder. Regeringen
finder imidlertid ikke, at de nuværende regler på en
tilstrækkelig måde afholder personer, der dømmes
for kriminalitet i nattelivet, herunder voldelige overfald, fra at
begå f.eks. nye voldelige overfald i nattelivet. De
gældende regler giver således ikke mulighed for et mere
generelt forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet i
en nærmere bestemt periode.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der
bør indføres en mulighed for, at retten i forbindelse
med en dom for en række nærmere bestemte
lovovertrædelser kan meddele et opholdsforbud i en
tidsbegrænset periode, der sikrer, at den dømte i
denne periode ikke kan deltage i nattelivet.
Opholdsforbuddet bør for at virke mest effektivt
både gælde i forhold til serveringssteder og i forhold
til områder med stor »gadeaktivitet« om natten,
hvor mange mennesker forsamles på et geografisk relativt
afgrænset område.
Et sådan opholdsforbud vil være et indgreb i den
dømtes bevægelsesfrihed, og Justitsministeriet finder
det derfor afgørende, at forbuddet meddeles af domstolene og
for en begrænset tidsmæssig udstrækning.
Det overordnede ansvar for at håndhæve et
opholdsforbud vil ligge hos politiet, men for at sikre effektiv
håndhævelse finder Justitsministeriet det
nødvendigt, at politiet kan videregive oplysninger til
indehavere og bestyrere af bestemte serveringssteder om, at en
person har forbud mod at færdes og opholde sig på
stedet. Videregivelsen må imidlertid kun ske i det omfang,
det er nødvendigt for at håndhæve et forbud, og
oplysningerne må kun behandles af modtagerne i det omfang,
det er nødvendigt af hensyn til håndhævelsen af
forbuddet.
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Betingelser for at idømme et opholdsforbud
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i
straffelovens § 79 c, der giver mulighed for, at personer, der
idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende karakter for
overtrædelse af straffelovens §§ 119, 119 b, 123,
134 a, 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, §
252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, §§
266, 288 og 291, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer
eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan
gives et opholdsforbud.
Forslaget indebærer således, at et opholdsforbud vil
kunne idømmes sammen med både en ubetinget eller
betinget fængselsstraf samt i forbindelse med en anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter
straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker
frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og
ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a. Opholdsforbud
efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1, vil
omvendt ikke kunne idømmes i sager, hvor straffen alene er
bøde.
Et opholdsforbud vil kunne gives, uanset hvilken af de i den
foreslåede § 79 c, stk. 1, nævnte bestemmelser
eller særlove, den pågældende dømmes for
at have overtrådt, og det vil som udgangspunkt være
uden betydning, hvor lang den idømte fængselsstraf er.
Det forudsættes dog, at der normalvis vil skulle være
tale om betinget eller ubetinget fængselsstraf på 30
dage eller derover, før et opholdsforbud er relevant.
Opholdsforbud vil dog også efter omstændighederne kunne
være relevant, hvis der idømmes en lavere straf, men
hvor der f.eks. er tale om, at den pågældende gentagne
gange tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet eller for
kriminalitet, der er begået i nattelivet.
Den foreslåede ordning vil tillige omfatte forsøg
på og medvirken til lovovertrædelserne, jf.
straffelovens §§ 21 og 23.
2.1.3.1.1. Et opholdsforbud efter den foreslåede § 79
c, stk. 1, vil alene være relevant, hvor forholdet, der giver
anledning til opholdsforbuddet, er begået i nattelivet eller
i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet.
Det vil således være relevant at idømme et
opholdsforbud, hvis forholdet er begået i aften- og
nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning
til den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks.
være tilfældet, hvor forholdet er begået en
tidlig morgen i forlængelse af, at den pågældende
har opholdt sig på en natklub, bar eller lignende.
Det afgørende vil være, at et forbud på grund
af karakteren af den begåede kriminalitet vurderes at ville
virke forebyggende i forhold til ny ligeartet kriminalitet. Der vil
i den forbindelse f.eks. kunne lægges vægt på, om
forholdet er begået på eller i tilknytning til et
serveringssted eller i eller i tilknytning til en
nattelivszone.
Et opholdsforbud vil skulle idømmes af domstolene efter
en konkret vurdering af, om et opholdsforbud vil være egnet
og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af
lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en
periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet.
Domstolene vil i den forbindelse skulle vurdere, om det må
antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny
ligeartet kriminalitet.
Et opholdsforbud vil endvidere skulle være proportionalt
med den begåede kriminalitet. Den tidsmæssige
udstrækning af et forbud vil i den forbindelse skulle
indgå i proportionalitetsvurderingen. Det må antages,
at et opholdsforbud meddelt for en periode på omkring 3
måneder almindeligvis vil være proportionalt, hvis der
idømmes en betinget eller ubetinget fængselsstraf i
omegnen af 30 dage, også i
førstegangstilfælde.
Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det
ikke er alle, som er omfattet af den foreslåede § 79 c,
stk. 1, vil der skulle foretages en konkret vurdering af, om den
overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv
ville kunne begrunde et opholdsforbud.
2.1.3.2. Geografisk og tidsmæssig afgrænsning af et
opholdsforbud
2.1.3.2.1. Et opholdsforbud efter den foreslåede § 79
c, stk. 1, vil for det første indebære, at den
dømte ikke i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 må
færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der
foregår salg af stærke drikke til nydelse på
eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang.
Dette svarer tidsmæssigt til den almindelige lukketid
efter lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., jf.
denne lovs § 28. Serveringssteder, der holder åbent i
dette tidsrum, skal således som udgangspunkt have tilladelse
hertil.
Udtrykket »serveringssteder, hvorfra der foregår
salg af stærke drikke« vil skulle forstås som i
restaurationsloven og omfatter således steder, hvorfra der
serveres drikkevarer med 2,8 pct. volumen alkohol eller derover til
nydelse på eller ved salgsstedet. Omfattet vil således
være ethvert sted, der efter kl. 24 serverer øl, vin
og spiritus samt andre alkoholiske drikkevarer med en
alkoholprocent på over 2,8. Det vil være uden
betydning, om der på stedet også serveres drikkevarer
med under 2,8 pct. volumen alkohol, ligesom det vil være uden
betydning, om serveringen sker indendørs eller
udendørs og i forbindelse med servering af mad.
Udtrykket vil således omfatte natklubber, diskoteker,
barer, værtshuse, restauranter, caféer og lignende,
men også øvrige lokaliteter, hvorfra der foregår
salg af stærke drikke efter kl. 24. Kiosker og lignende vil
ikke blive betragtet som serveringssteder omfattet af et forbud,
medmindre der serveres stærke drikke til nydelse på
eller ved salgsstedet.
Et opholdsforbud vil omfatte alle serveringssteder i Danmark,
hvorfra der serveres stærke drikke. Et forbud vil dermed
adskille sig fra et restaurationsforbud meddelt efter § 31,
stk. 2 i lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.,
som alene omfatter et eller flere bestemte serveringssteder.
Et opholdsforbud vil ikke omfatte områder i tilknytning
til et serveringssted, medmindre serveringsstedet er placeret i en
nattelivszone. Dette skal ses i lyset af, at det område, som
et opholdsforbud dækker, bør være angivet
så præcist som muligt.
Udtrykket »offentlig adgang« vil skulle
forstås i overensstemmelse med § 2 i
ordensbekendtgørelsen og vil således omfatte
områder, hvortil der er almindelig adgang. Det betyder, at
f.eks. en bar eller en restaurant i en hotellobby vil være
omfattet af et forbud, selvom den dømte ikke bor på
hotellet, såfremt der er almindelig adgang dertil.
2.1.3.2.2. Et opholdsforbud vil for det andet indebære, at
den dømte ikke i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 må
færdes og opholde sig i nærmere geografisk
afgrænsede områder udpeget af politiet, hvor der er en
tæt koncentration af natklubber, diskoteker, barer,
caféer og lignende (»nattelivszoner«).
Det foreslås således, at der i politiloven
indsættes en ny bestemmelse i § 6 c, hvorefter politiet
for en nærmere bestemt tidsperiode vil kunne udpege et
nærmere geografisk afgrænset område til en
nattelivszone, hvor et opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 1, vil finde anvendelse.
Politiet vil i forbindelse med udpegningen af nattelivszoner
skulle vurdere, om der inden for et nærmere geografisk
afgrænset område er en tæt koncentration af
natklubber, barer, caféer og lignende, der holder
åbent til efter kl. 24.
Ved »tæt koncentration« skal forstås, at
der f.eks. i samme gade eller i et begrænset område med
tilstødende gader ligger flere serveringssteder med
åbningstid efter kl. 24.
Politiet vil i forbindelse med udpegningen af en nattelivszone
f.eks. kunne lægge vægt på, om der inden for et
nærmere geografisk afgrænset område er en
udpræget »gadeaktivitet« forstået
sådan, at der i området typisk i aften- og nattetimer
befinder sig et større antal mennesker inden for det samme
område.
Derudover vil det kunne indgå i vurderingen, at der i
området generelt konstateres et større antal
overtrædelser af lovgivningen end i andre områder i
aften- og nattetimerne, og at et forbud anses for egnet til at
imødegå dette.
En nattelivszone vil skulle udpeges, så den omfatter et
nærmere geografisk område, som fastlægges
på baggrund af de forhold, der gør, at politiet anser
det for at være en nattelivszone. En nattelivszone må
ikke være større end påkrævet for at
forebygge kriminalitet i nattelivet. En nattelivszone vil f.eks.
kunne bestå af en enkelt eller flere tilstødende
gader. Det vil i så fald være en betingelse, at der i
samtlige udpegede gader er et aktivt natteliv med f.eks. flere
serveringssteder eller stor »gadeaktivitet« i aften- og
nattetimerne. En nattelivszone vil således ikke kunne omfatte
f.eks. hele byer. Der er derimod ikke noget til hinder for, at der
træffes beslutning om at udpege flere områder inden for
samme by eller kommune til nattelivszoner.
Beslutningen om at udpege en nattelivszone vil skulle
træffes af politidirektøren i den enkelte politikreds
eller den, som vedkommende bemyndiger dertil. Det
forudsættes, at beslutningen træffes på
ledelsesniveau. Beslutningen vil skulle offentliggøres, og
den vil skulle indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted
og tidsrum, som beslutningen gælder for. Det
forudsættes, at angivelsen af det sted, som beslutningen vil
gælde for, ledsages af et kort over det
pågældende geografiske område.
Der vil skulle fastsættes et tidsrum for en nattelivszone,
der som udgangspunkt ikke kan overstige 2 år. Tidsrummet vil
dog kunne forlænges med indtil 2 år ad gangen.
Tidspunktet for, hvornår nattelivszonen får
virkning, vil skulle fastlægges på baggrund af de
forhold, som begrunder politiets vurdering af, at betingelserne for
at udpege en nattelivszone er opfyldt. En nattelivszone vil
tidligst kunne få virkning fra tidspunktet for
offentliggørelse af beslutningen om at udpege zonen. Det
forudsættes, at der som udgangspunkt vil skulle
forløbe en vis tid fra beslutningen offentliggøres,
og til nattelivszonen får virkning.
Offentliggørelsen vil skulle ske på politiets
officielle hjemmeside, på sociale medier eller lignende,
ligesom den pågældende politikreds vil skulle udstede
en pressemeddelelse om nattelivszonen og de nærmere detaljer
vedrørende zonen.
Der vil ikke gælde et krav om, at der skal skiltes med, at
der er udpeget en nattelivszone i det område, hvor zonen
gælder.
Det vurderes, at en beslutning om udpegning af en nattelivszone
ikke udgør en afgørelse i forvaltningslovens
forstand. Dette indebærer, at forvaltningslovens regler om
bl.a. partshøring ikke vil finde anvendelse. Derimod vil
almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a.
proportionalitet og saglighed finde anvendelse i forhold til en
beslutning om udpegning af en nattelivszone.
En beslutning om udpegning af en nattelivszone vil være
omfattet af rigspolitichefens sædvanlige tilsyn med
politidirektørerne efter retsplejelovens § 109, stk.
1.
2.1.3.2.3. Udtrykket »færdes eller opholde
sig« vil skulle forstås på samme måde som i
straffelovens § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2.
Færden eller ophold vil således omfatte enhver fysisk
tilstedeværelse på de omfattede serveringssteder og
nattelivszoner. Et opholdsforbud vil således indebære,
at den blotte tilstedeværelse i tidsrummet fra kl. 24 til kl.
5 på et serveringssted, der serverer stærke drikke,
eller i en nattelivszone uden politiets forudgående
tilladelse, vil udgøre en overtrædelse af forbuddet.
Det vil gælde, selvom der er tale om et helt kortvarigt
ophold.
2.1.3.3. Anerkendelsesværdige formål
Der kan være særlige tilfælde, hvor en person,
der er idømt et opholdsforbud, vil have et særligt
anerkendelsesværdigt formål med at færdes og
opholde sig i en nattelivszone. Det foreslås på den
baggrund i § 79 c, stk. 3, at politiet vil kunne meddele
tilladelse til henholdsvis færden og ophold i en
nattelivszone, hvis det af særlige grunde anses for
beføjet.
Det forudsættes, at muligheden for konkret at gøre
undtagelse fra et idømt opholdsforbud vil blive
administreret i overensstemmelse med Danmarks internationale
forpligtelser, herunder Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK).
Det foreslås, at justitsministeren ved en
bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om
sådanne tilladelser.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og
bemærkningerne hertil.
2.1.3.4. Den tidsmæssige udstrækning af et
opholdsforbud
Det foreslås, at et opholdsforbud gives på tid op
til 2 år regnet fra endelig dom. Et opholdsforbud vil skulle
være proportionalt med den begåede kriminalitet, og i
den forbindelse vil den tidsmæssige udstrækning af et
forbud skulle indgå i proportionalitetsvurderingen.
Den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud vil
skulle afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.
Forbuddets længde vil således skulle afspejle risikoen
for, at den dømte begår ny ligeartet kriminalitet. Der
vil i den forbindelse bl.a. skulle lægges vægt på
grovheden af den begåede kriminalitet, om den dømte
tidligere har begået ligeartet kriminalitet, herunder om den
lovovertrædelse, der fører til forbuddet, er
begået i perioden for et allerede meddelt opholdsforbud.
Det forudsættes, at et opholdsforbud som udgangspunkt vil
være af mindst 3 måneders varighed.
Ved fængsel i indtil 3 måneder må det antages,
at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der
idømmes et opholdsforbud på mellem 3 og 6
måneders varighed. Ved fængsel i indtil 6 måneder
må det antages, at det i almindelighed vil være
proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på
mellem 6 og 12 måneders varighed og ved fængsel i mere
end 1 år må det antages, at det i almindelighed vil
være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud
på mellem 1 til 2 års varighed.
Fastsættelsen af forbuddets varighed vil dog altid bero
på domstolenes konkrete vurdering af, hvad der skønnes
nødvendigt med henblik på at forebygge, at den
pågældende begår ny ligeartet kriminalitet.
En person, der er idømt et opholdsforbud, vil ved senere
dom kunne idømmes et yderligere forbud, såfremt
betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderligere forbud
vil ligeledes få virkning fra endelig dom. Der vil i den
forbindelse ikke være noget til hinder for, at der er
tidsmæssigt overlap mellem flere idømte forbud.
På tilsvarende vis vil en person, der er meddelt et
restaurationsforbud efter § 31, stk. 2, i lov om
restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., ved dom kunne
idømmes et opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 1. Der vil således ikke
være noget til hinder for, at der er tidsmæssigt
overlap mellem et restaurationsforbud og et opholdsforbud.
Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
vil et forbud blive forlænget tilsvarende. Det
indebærer, at forbuddets længde forlænges i tid i
den periode, hvor den dømte udestår den
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter, som blev idømt sammen med
opholdsforbuddet, samt forlænges i tid med den periode, hvor
den dømte udestår øvrige fængselsstraffe
eller andre strafferetlige retsfølger af
frihedsberøvende karakter, når udståelsen finder
sted, mens opholdsforbuddet har virkning.
2.1.3.5. Håndhævelsen af et opholdsforbud
Politiet vil have det overordnede ansvar for at
håndhæve et opholdsforbud idømt efter den
foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1.
For at sikre en effektiv håndhævelse af et forbud
foreslås det i § 79 c, stk. 5, at politiet vil kunne
videregive oplysninger til indehavere og bestyrere på
bestemte serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt
opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1.
Videregivelsen må kun ske i det omfang, det er
nødvendigt for at håndhæve et forbud efter den
foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1.
Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den
pågældende gentagne gange er dømt for
lovovertrædelser begået på eller i tilknytning
til et eller flere bestemte serveringssteder, hvis den
pågældende overtræder sit opholdsforbud ved at
besøge et bestemt serveringssted, eller hvis den
pågældende tidligere er meddelt et restaurationsforbud
til et eller flere serveringssteder. Det vil endvidere kunne
være tilfældet, hvor det forhold, der giver anledning
til et forbud, er begået på et bestemt serveringssted
og har været af en vis grovhed.
Politiet vil alene kunne videregive oplysninger om den
dømtes navn, den dømtes billede og om forbuddets
tidsmæssige udstrækning. Oplysninger om, hvilke
konkrete strafbare forhold der ligger til grund for forbuddet, vil
derimod ikke kunne videregives, da oplysningen ikke i sig selv har
betydning for håndhævelsen af forbuddet.
De oplysninger, som politiet vil kunne videregive, må
efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 5, alene
behandles af indehavere, bestyrere og dørmænd i det
omfang, det er nødvendigt for at håndhæve et
forbud.
Det foreslås endvidere i § 79 c, stk. 7, at
modtagerne af oplysningerne vil have tavshedspligt med hensyn til
de oplysninger, som er nævnt i stk. 5. Straffelovens
§§ 152 og 152 c-f vil således finde tilsvarende
anvendelse, hvilket indebærer, at enhver uberettiget
videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne vil kunne straffes
med bøde eller fængsel indtil 6 måneder og under
særligt skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 2 år.
Det foreslås, at de nærmere regler om politiets
videregivelse af oplysninger, modtagernes tavshedspligt samt
opbevaring og behandling af oplysningerne fastsættes af
justitsministeren, jf. forslaget til § 79 c, stk. 8.
Justitsministeren vil i den forbindelse kunne fastsætte
regler om, hvorvidt oplysningerne i nødvendigt omfang kan
behandles af andre ansatte end de i stk. 6 nævnte, og om
straf af bøde for overtrædelse af de i medfør
af stk. 8, nr. 3, fastsatte regler.
2.1.3.6. Straf for overtrædelse af et opholdsforbud
Det foreslås, at overtrædelse af et opholdsforbud
efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1, vil
kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år.
Det foreslås derudover, at overtrædelse af et
opholdsforbud vil kunne straffes, hvis overtrædelsen er
begået ved grov uagtsomhed eller forsætligt.
Dette skal ses i lyset af, at politiet med den foreslåede
ordning vil skulle offentliggøre enhver beslutning om at
udpege en nattelivszone på politiets officielle hjemmeside,
på sociale medier eller lignende, ligesom den
pågældende politikreds vil skulle udstede en
pressemeddelelse om nattelivszonen og de nærmere detaljer
vedrørende zonen.
Det må således almindeligvis antages, at der som
minimum vil foreligge grov uagtsomhed, når en person, der har
et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1,
ikke har orienteret sig - eller orienteret sig tilstrækkeligt
- om de gældende nattelivszoner, inden vedkommende
bevæger sig ud i nattelivet i et område, hvor der er en
tæt koncentration af natklubber, barer, caféer og
lignende.
Tilsvarende må antages at være tilfældet, hvor
en person med et opholdsforbud efter den foreslåede § 79
c, stk. 1, ikke gør sig bekendt med, om et serveringssted
serverer stærke drikke, hvis vedkommende opholder sig
på stedet efter kl. 24.
Det vil dog altid bero på domstolenes frie bevisvurdering,
om anklagemyndigheden har ført det til domfældelse
fornødne bevis for, at den pågældende har
handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for
overtrædelse af et opholdsforbud i
førstegangstilfælde som udgangspunkt vil blive fastsat
til bøde på 10.000 kr.
Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i
andengangstilfælde og derover som udgangspunkt vil blive
fastsat til fængsel i 30 dage.
Fastsættelsen af længden af straffen vil dog bero
på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens 10. kapitel.
I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en
straffesag for overtrædelse af et opholdsforbud vil der
desuden kunne ske prøvelse af lovligheden af en beslutning
om at udpege en nattelivszone.
2.2. Tryghedsskabende opholdsforbud
2.2.1. Gældende ret
Der er ikke i gældende lovgivning regler, der gør
det muligt for politiet at udstede et generelt forbud mod ophold
på et bestemt sted på baggrund af adfærden hos
personer det pågældende sted. Politiet har dog en
række muligheder for at udstede påbud og forbud mod
ophold i et nærmere afgrænset område til bestemte
personer på baggrund af de pågældendes
adfærd i området.
2.2.1.1. Opholdsforbud efter straffelovens §§ 79 a og
79 b
Efter straffelovens §§ 79 a og 79 b kan retten i
forbindelse med dom af ubetinget fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
i visse nærmere bestemte tilfælde give den dømte
forbud mod at færdes eller opholde sig i et eller flere
nærmere afgrænsede områder.
Efter straffelovens § 79 a, stk. 1, kan retten
således i forbindelse med dom for visse
lovovertrædelser med relation til en bandekonflikt mv. give
den dømte forbud mod at færdes eller opholde sig i et
eller flere nærmere afgrænsede områder.
Efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan retten i
forbindelse med dom for overtrædelse af de forbrydelser, der
er nævnt i lovens § 101 a, §§ 114-114 j,
§ 136, stk. 1, for så vidt angår tilskyndelse til
en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede
forbrydelser, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for
så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af
§§ 114-114 j, give den dømte forbud mod at
færdes og opholde sig i et eller flere nærmere
afgrænsede områder.
Der henvises nærmere herom til lovforslagets pkt.
2.1.1.
2.2.1.2. Visitationszoner
Efter § 6 i lov om politiets virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, som
ændret ved lov nr. 288 af 27. februar 2021, (herefter
politiloven), har politiet mulighed for at indføre
visitationszoner. Det indebærer, at politiet i et af politiet
geografisk afgrænset område, hvor der efter § 1 i
lov om knive og blankvåben gælder forbud mod at besidde
eller bære knive mv., kan besigtige en persons legeme samt
undersøge tøj og andre genstande, herunder
køretøjer, med henblik på at kontrollere, om
nogen besidder eller bærer våben. Besigtigelse og
undersøgelse kan ske, hvis der er grund til det med henblik
på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som
indebærer fare for personers liv, helbred eller
velfærd.
En beslutning om at indføre en visitationszone
træffes af politidirektøren eller den, som denne
bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og
indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum,
som beslutningen gælder for.
2.2.1.3. Skærpet strafzone
Politiet kan efter politilovens § 6 a, stk. 1, beslutte, at
et særligt kriminalitets- og utryghedsplaget område
udgør en skærpet strafzone i en nærmere bestemt
tidsperiode. Udpegning af en skærpet strafzone kan ske, hvis
et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det
pågældende område i væsentlig grad er egnet
til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i
området, og udpegning af en skærpet strafzone vurderes
at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i
området.
Udpegelsen af en skærpet strafzone indebærer, at
straffen for visse kriminalitetsformer skærpes markant i en
periode med henblik på hurtigt og effektivt at bringe en
opblussen af utryghedsskabende kriminalitet til ophør og
genskabe trygheden i de berørte områder. Det
følger således af straffelovens § 81 c, stk. 1,
at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119,
123, 132 a, 132 b, 134 a og 181, § 244, stk. 1, § 244,
stk. 1, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247,
§ 266, § 285, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281,
§ 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 287,
stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, og §§ 288,
291, 293 og 293 a eller i lovgivningen om euforiserende stoffer,
lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen
om knive og blankvåben, kan forhøjes indtil det
dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en
skærpet strafzone udpeget i medfør af § 6 a i
politiloven.
For at udpege en skærpet strafzone kræves det i
medfør af § 6 a, stk. 2, i politiloven, at politiet
vurderer, at der er et ekstraordinært kriminalitetsbillede i
det pågældende område, som i væsentlig grad
er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller
færdes i området, og at udpegning af en skærpet
strafzone vil være et egnet redskab til at genskabe trygheden
i området. Det er op til politiet at foretage en samlet
politifaglig vurdering af den konkrete situation i det
pågældende område i forhold til, om betingelserne
for at udpege en skærpet strafzone er opfyldt.
2.2.1.4. Geografisk bestemt tilhold
Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning indeholder i §
3 en almindelig regel om opholdsforbud (geografisk bestemt
tilhold), hvorefter en person kan forbydes at opholde sig eller
færdes i et nærmere afgrænset område i
nærheden af en anden persons bolig eller arbejds-,
uddannelses- eller opholdssted eller andet område, hvor denne
ofte færdes. Der er ikke fastsat en bestemt maksimal
geografisk udstrækning af et opholdsforbud efter § 3. Et
opholdsforbuds geografiske udstrækning vil afhænge af
områdets karakter og parternes forhold. Opholdsforbuddet
omfatter ikke færden eller ophold, som af særlige
grunde må anses for beføjet. Overtrædelse af et
tilhold efter § 3 straffes efter § 21, stk. 1, med
bøde eller fængsel indtil 2 år.
2.2.1.5. Ordensbekendtgørelsen
I medfør af § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden
og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv.
samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige
foranstaltninger med senere ændringer (herefter
ordensbekendtgørelsen) kan politiet, når en person
flere gange har overtrådt bekendtgørelsens § 3,
stk. 1-3 eller 5, om visse former for forstyrrelse af den
offentlige orden, meddele den pågældende et zoneforbud
på 100 meter fra det sted, hvor den seneste
overtrædelse er begået.
Det er en betingelse for meddelelse af forbud, at der er grund
til at tro, at den pågældende ellers vil gentage
forseelserne inden for det område, som forbuddet vil omfatte.
Det følger herudover af ordensbekendtbekendtgørelsens
§ 6, stk. 4, at bestemmelsen i § 6, stk. 2, for så
vidt angår veje, tilsvarende finder anvendelse med hensyn til
den, over for hvem § 6, stk. 1, i oftere gentagne
tilfælde er bragt i anvendelse. Efter § 6, stk. 1, kan
politiet påbyde enhver at undlade at stå stille
på et bestemt sted eller at færdes frem og tilbage
på kortere strækninger, når den
pågældendes ophold eller færden medfører
ulempe for de omkringboende eller forbipasserende, eller når
der er begrundet formodning om, at den pågældende
på dette sted udøver en strafbar adfærd.
Ifølge ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 6,
skal der fastsættes en frist for zoneforbud efter § 6,
stk. 2 eller 4. Fristen kan ikke overstige 2 år.
Efter § 6, stk. 3, i ordensbekendtgørelsen kan
politiet meddele en person, der har overtrådt
bekendtgørelsens § 3, stk. 4, om forbud mod at etablere
og opholde sig i lejre af permanent karakter, en advarsel eller
forbud imod at færdes frem og tilbage eller tage ophold inden
for den kommune, hvor overtrædelsen er begået. Det er
en betingelse for meddelelse af forbud, at der er grund til at tro,
at den pågældende ellers vil gentage
overtrædelsen inden for det område, som forbuddet vil
omfatte.
Efter § 6, stk. 5, i ordensbekendtgørelsen kan
politiet meddele en person, der har udvist en særligt
utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd har
bidraget til at skabe særlig utryghed, et zoneforbud på
500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted. Hvis
geografiske eller andre hensyn tilsiger det, kan der meddeles et
zoneforbud på indtil 1.000 meter.
Ved vurderingen af, om en person har udvist en særligt
utryghedsskabende adfærd, forudsættes den konkrete
adfærd sammenholdt med den generelle situation i
området, herunder om adfærden formodes at have
tilknytning til et verserende opgør mellem kriminelle
grupper eller til en aktuel kriminalitetstendens i det offentlige
rum, f.eks. åbenlys handel med narkotika.
Det er en betingelse for meddelelse af et zoneforbud, at der er
grund til at tro, at den pågældende ellers vil gentage
den særligt utryghedsskabende adfærd eller fortsat
bidrage til at skabe eller opretholde særlig utryghed inden
for det område, som forbuddet vil omfatte - f.eks. på
grundlag af den pågældendes tilhørsforhold til
en bande og den generelle situation i området. Det er derimod
ikke en betingelse for meddelelse af zoneforbud, at der er meddelt
forudgående advarsel, påbud eller lignende, eller at
eventuelle strafbare forhold forinden skal være afgjort ved
dom eller bødevedtagelse. Der skal imidlertid foreligge en
vis tidsmæssig sammenhæng mellem den særligt
utryghedsskabende adfærd eller bidrag hertil, som ligger til
grund for forbuddet, og selve afgørelsen om meddelelse af
forbuddet.
Ifølge ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 7,
skal der fastsættes en frist for zoneforbud efter § 6,
stk. 5. Fristen kan ikke overstige 3 måneder. Den kan
forlænges med indtil 3 måneder ad gangen.
Overtrædelse af bestemmelserne i
ordensbekendtgørelsen eller de i medfør af
bekendtgørelsen udstedte regler og bestemmelser samt
overtrædelse af eller manglende efterkommelse af påbud
eller forbud, herunder zoneforbud, meddelt i medfør af
bekendtgørelsen, straffes med bøde, jf.
bekendtgørelsens § 18, stk. 1.
Dette gælder dog ikke overtrædelse af zoneforbud
meddelt efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 3 og 5.
Det følger således af bekendtgørelsens §
18, stk. 2, at manglende efterkommelse af forbud udstedt i
medfør af § 6, stk. 3 og 5, straffes med fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, under særligt
formildende omstændigheder dog med bøde. Straffen
fastsættes som udgangspunkt til 7 dages fængsel i
førstegangstilfælde, 14 dages fængsel i
andengangstilfælde og 40 dages fængsel i
tredjegangstilfælde, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 112
som fremsat, side 33.
2.2.1.6. Regler udstedt i medfør af epidemiloven
Det følger af § 12, stk. 1, i bekendtgørelse
nr. 42 af 15. januar 2021 om forbud mod større forsamlinger
og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i
forbindelse med håndtering af covid-19, som senest
ændret ved bekendtgørelse nr. 315 af 27. februar 2021,
at politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et
bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, hvis det efter
politiets skøn i tilfælde, hvor
bekendtgørelsens §§ 1, 2 eller 3 finder
anvendelse, er nødvendigt for at forhindre fare for smitte
med covid-19 det pågældende sted.
Det fremgår herudover af bestemmelsens stk. 1, at forbud
kan nedlægges, hvis adgangen efter § 3 i
bekendtgørelsen til at meddele personer påbud om at
forlade stedet skønnes ikke at være
tilstrækkelig til at forhindre smittefaren. Politiet skal ved
skønsudøvelsen tage hensyn til Sundhedsstyrelsens
generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra
covid-19.
Forbuddet kan efter bestemmelsens stk. 2 meddeles for en periode
på indtil 7 dage. Perioden kan forlænges, hvis
betingelserne for nedlæggelse af forbud fortsat er opfyldt.
Efter bestemmelsens stk. 3 omfatter forbuddet ikke almindelig
færden det pågældende sted.
Overtrædelse af et forbud efter § 12, stk. 1, i
bekendtgørelsen straffes i førstegangstilfælde
som udgangspunkt med bøde på 2.500 kr. I
gentagelsestilfælde vil der være grundlag for at
forhøje bøden.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder, at det er problematisk, at der er
områder i Danmark, der er plaget af hårdkogte
kriminelle og grupper af unge, der skaber utryghed.
Det er et problem, at grupper af ofte unge mænd samles
på bestemte steder i det offentlige rum og med deres
adfærd og fremtoning skaber utryghed blandt beboere og
forbipasserende i området. Der har i alt for lang tid
været eksempler på den form for uacceptabel
adfærd, og det er helt centralt, at vi som samfund kommer
denne utryghedsskabende adfærd til livs, så borgerne
kan færdes trygt overalt, herunder i parker, på bytorve
og på tog- og rutebilsstationer, hvor der desværre er
set flere eksempler på utryghedsskabende adfærd.
Rigspolitiet har desuden oplyst, at politiet i praksis ser
eksempler på, at grupperne i nogle tilfælde
består af personer med en eventuel løsere tilknytning
til bander eller kriminelle grupperinger i øvrigt. I disse
tilfælde indebærer gruppens tilstedeværelse i
f.eks. de særligt udsatte boligområder en risiko for,
at særligt yngre personer kan blive påvirket til at
vælge en kriminel løbebane - i værste fald
tilslutte sig en bande eller kriminel gruppering.
Som det fremgår af lovforslagets pkt. 2.2.1. har politiet
i dag i medfør af bl.a. ordensbekendtgørelsens §
6 en række muligheder for at give påbud eller forbud
til bestemte personer mod at opholde sig i et bestemt område,
ligesom domstolene efter straffelovens §§ 79 a og 79 b
kan give et opholdsforbud til konkrete personer, der er
idømt en retsfølge af frihedsberøvende
karakter i visse nærmere bestemte tilfælde. Herudover
har politiet efter § 12, stk. 1, i bekendtgørelse om
forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og
restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med
håndtering af covid-19, mulighed for at nedlægge forbud
mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig
adgang, hvis der er fare for smitte med covid-19 på det
pågældende sted.
Politiet har dog ikke i dag mulighed for at udstede et forbud
mod ophold på et bestemt sted på baggrund af
adfærden blandt personer det pågældende sted, som
ikke er rettet mod enkeltpersoner. De eksisterende muligheder for
at udstede forbud mod ophold på bestemte steder giver ikke
hjemmel til at sætte bredt ind over for utryghedsskabende
adfærd.
For at sikre, at politiet har de nødvendige redskaber til
at gribe ind over for utryghedsskabende adfærd, vurderer
Justitsministeriet, at der skal etableres hjemmel for politiet til
at udstede et opholdsforbud på et bestemt sted, der omfatter
alle personer, herunder de personer der gav anledning til forbuddet
på grund af deres utryghedsskabende adfærd. De
gældende regler om opholdsforbud er ikke egnede til at
sætte ind over for denne slags utryghedsskabende
adfærd, idet det kan være vanskeligt at identificere de
enkeltpersoner, der har givet anledning til utryghed, ligesom det
er gruppens tilstedeværelse og fremtoning som sådan,
der giver anledning til utryghed. Både i de udsatte
boligområder og andre steder oplever politiet ofte, at
sådanne grupper har faste tilholdssteder og plager disse med
utryghedsskabende adfærd.
Justitsministeriet finder derfor, at der er behov for at give
politiet et nyt værktøj til at sætte ind over
grupper af personer, som udviser en adfærd, som er egnet til
at skabe utryghed blandt personer, der bor eller færdes i
området.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indføres en ordning, hvorefter
politiet for en nærmere bestemt tidsperiode kan udstede et
generelt forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er
almindelig adgang (tryghedsskabende opholdsforbud).
Det foreslås således med lovforslagets § 2, nr.
1, at der i politiloven indsættes en ny bestemmelse i §
6 b, hvorefter politiet for at fremme trygheden i et område
kan udstede forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der
er almindelig adgang. Forbuddet kan udstedes, hvis der i det
pågældende område udvises en adfærd af en
gruppe af personer, som er egnet til at skabe utryghed for
personer, der bor eller færdes i området. Det er
herudover en forudsætning, at politiet vurderer, at
udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud vil være et
egnet redskab, og at minde indgribende foranstaltninger ikke
skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe
trygheden i området.
Det foreslås herudover, at den, der uretmæssigt
opholder sig i et område, hvor politiet har udstedt et
tryghedsskabende opholdsforbud, straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år.
Der henvises generelt til lovforslagets § 2, nr. 1, og
bemærkningerne hertil.
2.2.3.1. Betingelser for at udstede et tryghedsskabende
opholdsforbud
Det lægges med den foreslåede nye bestemmelse i
politilovens § 6 b, stk. 1, op til, at politiet med henblik
på at fremme trygheden i et område kan udstede forbud
mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig
adgang (tryghedsskabende opholdsforbud). Et tryghedsskabende
opholdsforbud er ikke til hinder for almindelig færden i
området, jf. nærmere herom under pkt. 2.2.3.2.2
nedenfor.
For at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud vil det i
medfør af den foreslåede § 6 b, stk. 2, i
politiloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, være et krav,
at der i et område udvises en adfærd af en gruppe af
personer, som er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor
eller færdes i området. Det er herudover et krav, at
udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud vurderes at
være et egnet redskab til at genskabe trygheden i
området, og at mindre indgribende foranstaltninger ikke
skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe
trygheden i området.
Det er op til politiet at foretage en samlet politifaglig
vurdering af den konkrete situation i det pågældende
område i forhold til, om betingelserne for at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud er opfyldt.
2.2.3.1.1. Efter den foreslåede bestemmelse i politilovens
§ 6 b, stk. 2, er det et krav, at adfærden er udvist af
»en gruppe af personer«. Der skal således
være tale om et antal personer, som tilsammen udgør en
gruppe.
Det er ikke muligt udtømmende at definere, hvornår
der efter den foreslåede bestemmelse er tale om en gruppe af
personer, men der kan ved vurderingen bl.a. lægges vægt
på antallet af personer, der er samlet, og om personerne
udadtil fremstår som en gruppe. Efter omstændighederne
vil en samling på 2-3 personer kunne anses for en gruppe af
personer efter den foreslåede bestemmelse, såfremt
personerne udadtil fremstår som en samlet gruppe.
»Grupper af personer« skal ikke forstås i
overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i f.eks. straffelovens
§ 81 a.
Kravet om, at der skal være tale om en gruppe af personer,
indebærer, at enkeltpersoners utryghedsskabende adfærd
i et område ikke kan begrunde et tryghedsskabende
opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse.
Adfærden blandt enkeltpersoner i en gruppe kan dog efter
omstændighederne være tilstrækkeligt til, at det
vurderes, at gruppens adfærd som sådan er egnet til at
skabe utryghed, også selvom øvrige personer i gruppen
ikke udviser en adfærd, som er egnet til at skabe
utryghed.
2.2.3.1.2. Det er efter den foreslåede bestemmelse i
politilovens § 6 b, stk. 2, endvidere et krav, at gruppens
adfærd er »egnet til at skabe utryghed for personer,
der bor eller færdes i området«.
Ved vurderingen af, om der er tale om adfærd, som er egnet
til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i
området, kan der ud fra en samlet konkret politifaglig
vurdering bl.a. lægges vægt på, om gruppen
udviser en chikanerende, truende eller intimiderende adfærd
over for f.eks. forbipasserende, beboere eller erhvervsdrivende i
området mv., om gruppens adfærd medfører
støjgener og/eller trafikale gener, om personer i gruppen
indtager eller er påvirkede af alkohol eller andre rusmidler,
om personer i gruppen har medbragt aggressive hunde som f.eks.
kamphunde eller muskelhunde mv. Det er ikke et krav efter den
foreslåede bestemmelse, at adfærden skal have karakter
af kriminelle handlinger.
Der vil efter omstændighederne også kunne
lægges vægt på, om personer i gruppen har et
åbenlyst tilhørsforhold til en bandegruppering eller
til en aktuel kriminalitetstendens i det pågældende
område, f.eks. åbenlys handel med narkotika. Det er dog
ikke et krav, at personer i den pågældende gruppe kan
knyttes konkret til kriminelle handlinger i området. Der vil
også kunne lægges vægt på, om personer i
gruppen bærer rygmærker eller andre kendetegn, der kan
give den opfattelse, at gruppen er en del af eller associeret med
en bande eller kriminel gruppering.
Der vil efter omstændighederne samtidig kunne lægges
vægt på, om en eller flere af de tilstedeværende
personer er tidligere dømt for kriminalitet i det
pågældende område, som er egnet til at skabe
betydelig utryghed for personer, der bor eller færdes i det
pågældende område, og som kan medvirke til at
fastholde området i utryghed. Det vil navnlig kunne
være kriminalitet omfattet af straffelovens § 81 c om
handlinger begået inden for en skærpet strafzone, dvs.
straffelovens § 119 (vold og trusler om vold mod offentligt
ansatte mv.), § 123 (vidnetrusler), § 181
(brandstiftelse), § 132 a (videreførelse af en
foreløbig forbudt eller opløst forening), § 132
b (overtrædelse af opholdsforbud), § 134 a (deltagelse i
slagsmål mv. på offentligt sted), § 244, stk. 1
(simpel vold), § 244, stk. 1, jf. § 247 (simpel vold i
gentagelsestilfælde), § 245 (grov vold), § 245, jf.
§ 247 (grov vold i gentagelsestilfælde), § 266
(trusler), § 276 (tyveri), § 276 a (indbrudstyveri),
§ 281 (afpresning), § 288 (røveri), § 291
(hærværk), § 293 (brugstyveri) og § 293 a
(brugstyveri af motorkøretøj), lovgivningen om
euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer og lovgivningen om knive og blankvåben
mv.
Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at
der konkret skal være givet udtryk for en følelse af
utryghed i forhold til gruppens adfærd fra andre personer i
området, idet den pågældende gruppes adfærd
alene skal være egnet til at skabe utryghed. Henvendelser
eller lignende fra personer, der oplever, at en gruppe af personer
skaber utryghed, vil dog kunne indgå i politiets samlede
vurdering af, om gruppens adfærd vurderes at være af en
sådan karakter, at der bør udstedes et
tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 1, 1. pkt. Det kan
f.eks. være henvendelser fra beboere i området, lokale
erhvervsdrivende, handelsstandsforeninger, beboersammenslutninger,
boligorganisationer, medarbejdere tilknyttet en boligsocial
helhedsplan, trafikselskaber mv.
Det er endvidere ikke et krav efter den foreslåede
bestemmelse, at flere personer i gruppen skal udvise en
adfærd, der er egnet til at skabe utryghed for beboere eller
forbipasserende i det pågældende område. Kravet
om, at der skal være tale om en adfærd, som er egnet
til at skabe utryghed, kan således efter den foreslåede
bestemmelse f.eks. efter omstændighederne være opfyldt
ved, at én person i gruppen udviser en adfærd, som er
egnet til at skabe utryghed, så længe adfærden
fra personen i gruppen kan henføres til gruppen som
sådan og dermed som en adfærd, gruppen udviser. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor en person i gruppen truer
eller chikanerer forbipasserende, mens de øvrige personer i
gruppen overværer handlingen.
Det bemærkes, at kravet i den foreslåede bestemmelse
om, at der skal være udvist en adfærd fra en gruppe af
personer i det pågældende område, som er egnet
til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i
området, adskiller sig fra kravet i politilovens § 6 a,
stk. 1, om, at der skal være et ekstraordinært
kriminalitetsbillede i det pågældende område, som
i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer,
der bor eller færdes i området, for at udpege en
skærpet strafzone. Der vil således skulle mindre til,
før politiet kan udstede et tryghedsskabende opholdsforbud
efter den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b,
stk. 1, end det kræves for at udpege en skærpet
strafzone i medfør af politilovens § 6 a, stk. 1.
Når politiet skal vurdere, om der skal udstedes et
tryghedsskabende opholdsforbud, vil der dog (ud over den konkrete
gruppes adfærd mv.) også kunne lægges vægt
på det generelle kriminalitetsbillede og den generelle
situation i området, herunder f.eks. om der er verserende
opgør mellem kriminelle grupper i området.
2.2.3.1.3. Efter den foreslåede bestemmelse i politilovens
§ 6 b, stk. 2, er det herudover et krav, at politiet vurderer,
at et tryghedsskabende opholdsforbud vil være et »egnet
redskab, og at mindre indgribende foranstaltninger ikke
skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe
trygheden i området«.
Kravet indebærer, at politiet efter en politifaglig
vurdering skal vurdere, at udstedelse af et tryghedsskabende
opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i politilovens
§ 6 b, stk. 1, vil medvirke til at normalisere tilstanden og
genskabe trygheden for beboere, erhvervsdrivende og andre, der
færdes i området. I den forbindelse skal politiet
samtidig vurdere, om der er andre foranstaltninger, som vil
være mere egnede i forhold til at genskabe trygheden i
området. Det vil efter omstændighederne kunne
være tilfældet, hvis politiet vurderer, at et
påbud eller forbud til en enkeltperson efter den
øvrige lovgivning vil være tilstrækkeligt til at
genskabe trygheden i området, jf. pkt. 2.2.1. Der vil
herudover kunne lægges vægt på, om der er grund
til at tro, at adfærden vil fortsætte, hvis der ikke
udstedes et tryghedsskabende opholdsforbud.
Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at
politiet forinden beslutningen om at udstede et tryghedsskabende
ophold skal have meddelt forudgående advarsel, påbud
eller på lignende måde forsøgt at dæmpe
adfærden blandt personerne i gruppen for at normalisere
tilstanden i området, men det vil kunne indgå som et
moment i politiets vurdering af, om der er andre foranstaltninger,
der vil være mere egnede til at genskabe trygheden i
området.
Beslutningen om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud vil
skulle træffes i (umiddelbar) tidsmæssig
sammenhæng med den adfærd, der danner grundlag for
beslutningen. Der skal således være en tidsmæssig
sammenhæng mellem den adfærd, der danner grundlag for
en beslutning om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud, og
det tidspunkt, hvor politiet træffer beslutning herom.
2.2.3.2. Geografisk afgrænsning
2.2.3.2.1. Der lægges med den foreslåede nye
bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 1, 1. pkt., op til, at
et tryghedsskabende opholdsforbud vil kunne udstedes på et
»bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang«.
Området, hvor et tryghedsskabende opholdsforbud efter den
foreslåede bestemmelse vil kunne udstedes, fastlægges
på baggrund af de forhold, som begrunder politiets vurdering
af, at en gruppe af personer udviser en adfærd, som er egnet
til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i
området.
Områder, der efter den foreslåede bestemmelse er
omfattet af steder, hvortil der er almindelig adgang, skal
forstås i overensstemmelse med § 2 i
ordensbekendtgørelsen. Efter ordensbekendtgørelsens
§ 2, stk. 1, finder bekendtgørelsen, hvor ikke andet
fremgår, anvendelse på borgernes adfærd på
veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig adgang.
Bekendtgørelsen finder således f.eks. anvendelse
på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige
parker, jernbane- og rutebilstationer, porte, offentlige toiletter,
offentlige befordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder
samt i åbningstiden butikker, butikscentre og offentlige
kontorer. Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 2,
forstås ved en vej offentlig eller privat vej, gade,
cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende,
som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere
færdselsarter.
Et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse vil dog uanset sammenhængen med
ordensbekendtgørelsen § 2 ikke kunne udstedes på
indendørs arealer, hvortil der er almindelig adgang. I disse
tilfælde vil lovgivningens øvrige muligheder for at
meddele påbud eller forbud mod ophold på bestemte
steder kunne finde anvendelse. Opholdsforbud vil således
efter den foreslåede bestemmelse f.eks. kunne udstedes i
områder i en offentligt tilgængelige park, plads og
på udendørsarealer på tog- og rutebilstationer
mv., men ikke i f.eks. offentligt tilgængelige butikscentre,
aktivitetscentre, indendørs arealer på tog- og
rutebilsstationer, offentlige befordringsmidler,
parkeringskældre mv.
Området for det foreslåede opholdsforbud må
herudover ikke være større end det
påkrævede for at genoprette trygheden i området.
Et tryghedsskabende opholdsforbud vil således alene kunne
udstedes for mindre, afgrænsede områder, f.eks. en
udendørs perron på en tog- og rutebilsstation, en
bestemt plads, park eller vej. Der vil ikke kunne udstedes forbud,
der omfatter større områder som f.eks. en bydel.
Det forudsættes, at området for et tryghedsskabende
opholdsforbud vil skulle offentliggøres på en tydelig
måde, jf. pkt. 2.2.3.3.3.
2.2.3.2.2. Der lægges med den foreslåede bestemmelse
i politilovens § 6 b, stk. 1, 2. pkt., op til, at det
tryghedsskabende opholdsforbud ikke er til hinder for
»almindelig færden« i området. Der skelnes
således efter den foreslåede ordning mellem almindelig
færden og ulovligt ophold i et område omfattet af det
foreslåede opholdsforbud.
Almindelig færden skal efter den foreslåede
bestemmelse forstås som bevægelse gennem eller i
området og kortvarige, naturlige, ophold i forbindelse med
bevægelsen gennem eller i området. Det vil f.eks.
være almindelig færden i bestemmelsens forstand at
gå rundt på et udendørs butikstorv i forbindelse
med et ærinde i en butik eller lignende i området eller
at passere gennem torvet for at nå frem til et
bestemmelsessted i eller i nær tilknytning til området
mv.
Det vil dog være i strid med bestemmelsen at tage ophold i
området, som ikke har tilknytning til en bevægelse
gennem eller i området. Det forudsættes dog, at
kortvarige ophold i et forbudsområde ikke vil udgøre
et ulovligt ophold i området, hvis det kortvarige ophold er
nødvendigt i forhold til en bevægelse gennem eller i
området.
Ophold på en bænk i forbindelse med af- og
påstigning på tog- eller rutebilsstationer vil
således kunne udgøre et kortvarigt ophold i
forbindelse med en bevægelse gennem eller i området,
ligesom det at stå i kø til en butik i området
også vil kunne udgøre et kortvarigt ophold i
forbindelse med en bevægelse gennem eller i
området.
Det vil derimod være i strid med forbuddet efter den
foreslåede bestemmelse at benytte parkarealer mv. omfattet af
et forbud til rekreative formål som f.eks. boldspil, picnic
mv., ligesom det efter omstændighederne vil kunne
udgøre et ophold i strid med forbuddet at tage plads
på en bænk eller lignende i et forbudsområde,
f.eks. i forbindelse med en passage fra én butik til en
anden i det pågældende område, hvis der ikke er
tale om et kortvarigt ophold, som er nødvendigt i forhold
til en bevægelse gennem eller i området.
2.2.3.3. Administration og tidsmæssig
udstrækning
2.2.3.3.1. Det foreslås herudover, at et tryghedsskabende
opholdsforbud udstedes for en periode på op til 30 dage, jf.
den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 4,
1. pkt. Der lægges endvidere op til, at opholdsforbuddet kan
forlænges med op til 30 dage ad gangen, jf. den
foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 4, 2.
pkt. Det vil navnlig kunne være relevant at forlænge
opholdsforbuddet, hvis grupper af personer trods forbuddet fortsat
udviser en adfærd i det pågældende område,
som er egnet til at skabe utryghed for beboere eller
forbipasserende i området, og politiet fortsat vurderer, at
et tryghedsskabende opholdsforbud vil være et egnet redskab
til at genskabe trygheden i området.
Den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk.
4., 3. pkt., om administrationen af den foreslåede ordning
indebærer, at politiet f.eks. kan beslutte, at
opholdsforbuddet kun gælder i aften- og nattetimerne, hvis
politiet vurderer, at den utryghedsskabende adfærd
særligt foregår i dette tidsrum, og hvis et
opholdsforbud i øvrige tidsrum på døgnet
vurderes at være til uforholdsmæssig stor gene for
øvrige personer i det område, som opholdsforbuddet vil
omfatte.
Et tryghedsskabende opholdsforbud kan tidligst få virkning
fra tidspunktet for offentliggørelsen af beslutningen om at
udstede forbuddet. Det forudsættes, at der som udgangspunkt
er en vis tidsperiode fra beslutningen offentliggøres, og
til det tryghedsskabende opholdsforbud får virkning.
Tidspunktet for, hvornår det tryghedsskabende opholdsforbud
får virkning, fastlægges på baggrund af de
forhold, som begrunder politiets vurdering af, at betingelserne for
at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud er opfyldt.
2.2.3.3.2. Det foreslås, at beslutningen om at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud træffes af
politidirektøren eller den, som vedkommende bemyndiger
hertil, jf. den foreslåede bestemmelse i politilovens §
6 b, stk. 5. Det forudsættes, at beslutningen træffes
på ledelsesniveau. Det foreslås herudover, at
beslutningen skal offentliggøres og skal indeholde en
begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som
beslutningen gælder for. Det forudsættes, at angivelsen
af det sted, som beslutningen gælder for, ledsages af et kort
over det pågældende område.
Offentliggørelsen sker på politiets officielle
hjemmeside eller lignende, f.eks. på sociale medier, ligesom
den pågældende politikreds udsteder en pressemeddelelse
om det tryghedsskabende opholdsforbud og de nærmere detaljer
om området.
2.2.3.3.3. Det foreslås med den foreslåede
bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 6, at der ved skiltning
i det pågældende område, som er omfattet af et
forbud, skal gøres tydeligt opmærksom på
forbuddet.
Det bemærkes i denne forbindelse, at mangelfuld skiltning
i medfør af den foreslåede bestemmelse ikke vil have
betydning for gyldigheden af det tryghedsskabende opholdsforbud.
Mangelfuld skiltning vil dog efter omstændighederne kunne
have betydning ved fastsættelsen af straffen og ved
vurderingen af skyldsspørgsmålet, jf. nærmere
under pkt. 2.2.3.4 nedenfor.
Det forudsættes i den forbindelse, at forbudsområdet
tydeligt afgrænses med skiltning, og at det ved alle
naturlige indgange til området tydeligt fremgår, at
området er omfattet af et tryghedsskabende opholdsforbud.
En beslutning om udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud
udgør efter Justitsministeriets vurdering ikke en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette
indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a.
partshøring ikke finder anvendelse.
Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a.
proportionalitet og saglighed også finde anvendelse i forhold
til en beslutning om at udstede et tryghedsskabende
opholdsforbud.
En beslutning om udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud
vil være omfattet af rigspolitichefens sædvanlige
tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens §
109, stk. 1.
I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en
straffesag for overtrædelse af det tryghedsskabende
opholdsforbud kan der desuden ske en prøvelse af
beslutningens lovlighed.
2.2.3.4. Straf for overtrædelse af et tryghedsskabende
opholdsforbud
2.2.3.4.1. Der lægges op til, at den, der overtræder
et tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1, straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. forslaget
til § 6 b, stk. 3, i politiloven.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være
strafbart at opholde sig i et område, hvor der er udstedt et
tryghedsskabende opholdsforbud, medmindre der er tale om almindelig
færden i området. Der henvises herom til lovforslagets
pkt. 2.2.3.2.2.
Tilregnelseskravet efter den foreslåede bestemmelse vil
være uagtsomhed. Det forudsættes, at det ved
vurderingen af strafansvaret efter den foreslåede bestemmelse
vil skulle indgå, om området er tydeligt
afgrænset, som det kræves i medfør af den
foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 6.
Opholdsforbuddet omfatter alle personer, herunder også
personer under den kriminelle lavalder. Personer under den
kriminelle lavalder vil dog ikke kunne ifalde straf for
overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, jf.
straffelovens § 15.
2.2.3.4.2. Det foreslås, at overtrædelse af et
tryghedsskabende opholdsforbud efter politilovens § 6 b, stk.
1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Strafferammen svarer herved til, hvad der gælder for
overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 6, stk.
3 og 5. Der henvises herom til lovforslagets pkt. 2.2.1.5.
Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for
overtrædelse af et opholdsforbud i
førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes
til bøde på 10.000 kr. Under formildende
omstændigheder - herunder f.eks. hvis det forbudsramte
område ikke har været skiltet med tilstrækkelig
tydelighed, jf. den foreslåede bestemmelse i politilovens
§ 6 b, stk. 6 - vil bøden dog kunne fastsættes
til et lavere niveau, ligesom mangelfuld skiltning efter
omstændighederne vil kunne have betydning ved vurderingen af
skyldsspørgsmålet., jf. nærmere under pkt.
2.2.3.3.3. ovenfor.
Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i
andengangstilfælde og derover som udgangspunkt
fastsættes til fængsel i 30 dage.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1, og
bemærkningerne hertil.
2.3. Beslaglæggelse til sikring af krav omfattet af
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Retsplejelovens regler om beslaglæggelse
Beslaglæggelse betyder, at der træffes en
afgørelse, der medfører en begrænsning af en
persons ret til at råde over en genstand faktisk og/eller
retligt.
Efter retsplejelovens § 801, stk. 1, kan der foretages
beslaglæggelse med henblik på følgende
formål: 1) Til sikring af bevismidler, 2) til sikring af det
offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og
bøde, 3) til sikring af forurettedes krav på
tilbagelevering eller erstatning, og 4) når tiltalte har
unddraget sig sagens videre forfølgning.
De nærmere betingelser for beslaglæggelse hos en
person, der er mistænkt, er fastlagt i retsplejelovens §
802, der sondrer mellem beslaglæggelse af genstande, gods og
en mistænkts hele formue afhængigt af formålet
med beslaglæggelsen.
Det følger af retsplejelovens § 802, stk. 1, at der
kan ske beslaglæggelse af genstande, som en mistænkt
har rådighed over, hvis 1) den pågældende med
rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der
er undergivet offentlig påtale, og 2) der er grund til at
antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres
eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan
kræve den tilbage.
Det er efter bestemmelsen i § 802, stk. 1, ikke et krav, at
den mistænkte ejer genstanden, der ønskes beslaglagt.
Det er kun et krav, at han har rådighed over den. Det er
heller ikke et krav, at genstanden har nogen værdi. Det
afgørende er derimod, om der er grund til at antage, at
genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved
lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den
tilbage. Dette skal ses på den baggrund, at formålet
med beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, navnlig er
knyttet til formålet med efterforskningen, dvs. at
klarlægge om betingelserne for at pålægge
strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede
og tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse
samt forberedelse af sagens behandling ved retten, jf. §
743.
Efter retsplejelovens § 802, stk. 2, kan der foretages
beslaglæggelse af gods, som en mistænkt ejer. Gods kan
beslaglægges, såfremt 1) den pågældende med
rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der
er undergivet offentlig påtale, og 2) beslaglæggelse
anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav
på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt.
(værdikonfiskation), bødekrav eller forurettedes krav
på erstatning i sagen.
Efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, kan der
ske konfiskation af et beløb svarende til udbyttet ved en
strafbar handling. Savnes der fornødent grundlag for at
fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres
et beløb, som skønnes at svare til det indvundne
udbytte, jf. 2. pkt. Efter § 75, stk. 3, kan der i stedet for
konfiskation af genstande efter § 75, stk. 2, ske konfiskation
af et beløb svarende til genstandenes værdi eller en
del heraf.
Straffelovens § 76 a, vedrører konfiskation af
formuegoder. Efter § 76 a, stk. 5, kan der i stedet for
konfiskation af bestemte formuegoder konfiskeres et beløb
svarende til formuegodernes værdi eller en del heraf.
Straffelovens § 77 a, 1. pkt., vedrører konfiskation
af genstande, som på grund af deres beskaffenhed i
forbindelse med andre foreliggende omstændigheder må
befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling. Efter
§ 77 a, 2. pkt., kan der ske konfiskation af andre
formuegoder, herunder penge.
Det bemærkes herved, at beslaglæggelse med henblik
på konfiskation efter straffelovens § 77 a, 1. pkt., af
genstande, som en mistænkt har rådighed over, skal ske
med hjemmel i retsplejelovens § 802, stk. 1. Der henvises til
bemærkningerne til § 2, nr. 7, i lovforslag nr. L 35 af
13 december 2001, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, s.
883.
Kravet om at den pågældende "med rimelig grund er
mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet
offentlig påtale" i retsplejelovens § 802, stk. 1, nr.
1, og stk. 2, nr. 1, svarer til mistankekravet, der gælder
ved anholdelse, jf. § 755, stk. 1, og legemsbesigtigelse, jf.
§ 792 a, stk. 1, nr. 1.
Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at mens
"genstande" efter § 802, stk. 1, kan omfatte effekter uden
nogen værdi, eksempelvis et brev, skal "gods" i § 802,
stk. 2, forstås som formueaktiver, jf. bemærkningerne
til § 1, nr. 22 (til § 802), i lovforslag nr. L 41 af 8.
oktober 1998, se Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 873
f. Det vil sige, at der skal være tale om aktiver af
økonomisk værdi. Værdien må vurderes med
udgangspunkt i, hvad aktivet forventes at kunne indbringe ved salg
på en tvangsauktion.
I modsætning til beslaglæggelse af genstande er det
for beslaglæggelse af gods efter § 802, stk. 2, et krav,
at den mistænkte ejer godset, der søges beslaglagt.
Disse krav til beslaglæggelse skal ses i sammenhæng
med, at formålet med beslaglæggelse af gods er at
opnå sikkerhed for et pengekrav (kreditorforfølgning),
og ikke at skaffe beviser eller genstande, der skal leveres tilbage
eller kan konfiskeres.
Det vil normalt være op til den, der har
værdigenstande på sig, at dokumentere, at han ikke er
ejer af det, jf. fra retspraksis Østre Landsrets kendelse
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, s. 1108 ff. (U
2003.1108 Ø), der stadfæstede beslaglæggelsen af
nogle smykker, som en person havde på sig, idet han ikke
havde godtgjort, at de tilhørte andre.
Det er ikke et krav, at godset har forbindelse til det strafbare
forhold, som ejeren mistænkes for at have begået, jf.
Højesterets kendelse, der er gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1978, s. 918 f. (U 1978.918 H), men beslaglæggelsen skal være
nødvendig for at sikre det offentliges krav på
konfiskation, sagsomkostninger, bøde eller forurettedes krav
på erstatning i sagen.
Retsplejelovens § 805 indeholder generelle
begrænsninger af muligheden for beslaglæggelse. Det
følger af § 805, stk. 1, at beslaglæggelse ikke
må foretages, såfremt indgrebet står i misforhold
til sagens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan
antages at medføre. Betingelsen indebærer i forhold
til beslaglæggelse efter § 802, stk. 2, at der
eksempelvis ikke kan foretages beslaglæggelse af meget
værdifulde aktiver eller aktiver, som det ville være
meget byrdefuldt for den mistænkte at undvære, til
sikkerhed for et krav af mindre størrelse. Det følger
videre af § 805, stk. 2, at hvis indgrebets øjemed kan
opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder
sikkerhedsstillelse, kan der træffes skriftlig aftale herom
med den, mod hvem indgrebet retter sig. § 805, stk. 1 og 2,
udtrykker et almindeligt proportionalitetsprincip.
Herudover følger det af retsplejelovens § 805, stk.
3, at lovens §§ 509-516 finder tilsvarende anvendelse,
for så vidt angår beslaglæggelse til sikkerhed
for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2.
led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2.
pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning.
Det vil sige, at der eksempelvis ikke kan foretages
beslaglæggelse af aktiver, der er nødvendige til
opretholdelsen af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf.
§ 805, stk. 3, jf. § 509, stk. 1. Dette gælder
også pengebeløb, jf. eksempelvis fra retspraksis en
kendelse fra Vestre Landsret, gengivet i Tidsskrift for
Kriminalvidenskab 2009, s. 13 (TfK 2009.13 V), hvor der i et
beslaglagt pengebeløb skete fradrag for 200 euro med
henvisning til, at beløbet var nødvendigt til de
domfældtes underhold, § 803, stk. 3, jf. § 509,
stk. 1. Lovens § 805, stk. 3, jf. § 509, stk. 3,
indebærer, at der ikke kan foretages beslaglæggelse af
aktiver af indtil en værdi af 3.000 kr., som er
nødvendige til skyldneren eller hans husstands erhverv eller
uddannelse.
Afgørelse om beslaglæggelse træffes af retten
ved kendelse efter begæring fra politiet, jf. retsplejelovens
§ 806, stk. 1, stk. 1. pkt., og stk. 2. Herudover kan retten
træffe afgørelser om beslaglæggelse til sikring
af erstatningskrav på begæring fra den forurettede, jf.
stk. 1, 2. pkt. Politiet kan træffe afgørelse,
såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis
retskendelse skulle afventes, jf. § 806, stk. 4, 1. pkt. Den,
som indgrebet retter sig mod, kan i så fald kræve, at
politiet forelægger sagen for retten, der afgør, om
indgrebet kan godkendes, jf. § 806, stk. 4, 2. pkt. Politiet
skal forelægge sagen for retten snarest muligt og senest
inden 24 timer. Politiet skal efter § 807, stk. 1, 2. pkt.,
vejlede om denne mulighed. Beslaglæggelse foretaget af
politiet efter § 806, stk. 4, er i retspraksis også
anvendt til beslaglæggelse af gods efter § 802, stk.
2.
Beslaglæggelsen iværksættes af politiet, jf.
retsplejelovens § 807, stk. 1. Når det beslaglagte
kommer i politiets besiddelse, skal det snarest muligt optegnes og
mærkes, jf. § 807, stk. 5, 1. pkt. Politiet skal
på begæring udstede en kvittering for det modtagne, jf.
stk. 5, 2. pkt.
En afgørelse om beslaglæggelse kan til enhver tid
omgøres, jf. retsplejelovens § 806, stk. 2, 3. pkt.
Indtil sagens afgørelse kan begæring om hel eller
delvis ophævelse af beslaglæggelsen fremsættes
over for retten af den, der har interesse heri, jf. § 807 c,
1. pkt.
Retsvirkningerne af beslaglæggelse afhænger af,
hvilken form for beslaglæggelse der er tale om.
For beslaglæggelse af genstande, jf. retsplejelovens
§ 802, stk. 1, medfører beslaglæggelsen, at der
hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan foretages
dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med
beslaglæggelsens formål, jf. § 807 b, stk. 1.
Rådighedsberøvelsen bortfalder senest, når sagen
er endeligt afsluttet ved dom, påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres, jf. §
807 d, stk. 1, 1. pkt. Er der tvist om, hvem der skal have det
beslaglagte udleveret, træffer retten afgørelse herom
ved kendelse, jf. § 807 d, stk. 1, 2. og 3. pkt.
Beslaglæggelse af gods, jf. retsplejelovens § 802,
stk. 2, har, indtil der træffes afgørelse efter §
807 d, stk. 2 og 3, samme virkning som arrest, jf. § 807 b,
stk. 2, jf. lovens kapitel 56. Retsvirkningerne af arrest er
navnlig, at der ikke må rådes over det
pågældende aktiv på en måde, som kan
være til skade for fordringshaveren, jf. retsplejelovens
§ 631, stk. 2, jf. § 519, stk. 1. Overtrædelse
heraf kan straffes som skyldnersvig, jf. straffelovens § 283,
stk. 1, nr. 1. Herudover betyder retsvirkningen som arrest, at der
ikke med beslaglæggelsen opnås nogen beskyttelse over
for retsforfølgende kreditorer. F.eks. bortfalder en arrest
i tilfælde af konkurs, jf. konkurslovens § 31, stk.
3.
Da formålet med beslaglæggelse af gods efter §
802, stk. 2, er at opnå sikkerhed for pengekrav, bortfalder
beslaglæggelsen ikke med sagens afslutning, medmindre sagen
sluttes ved påtaleopgivelse eller frifindelse, jf. § 807
d, stk. 3., 4. pkt. Ellers anvendes det beslaglagte til
dækning af de sikrede krav i den rækkefølge, der
er bestemt i § 807 d, stk. 2, hvorefter godset først
anvendes til fyldestgørelse af forurettedes krav på
erstatning, dernæst det offentliges krav på
sagsomkostninger, dernæst krav på
konfiskationsbeløb efter straffeloven og dernæst
bødekrav, jf. stk. 2, 1. pkt. Retten kan undtagelsesvis
træffe bestemmelse om en afvigende rækkefølge
for fyldestgørelse, jf. stk. 2, 2. pkt. Afgørelse om
anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af de
sikrede krav træffes efter begæring ved kendelse og har
retsvirkning som et udlæg, jf. § 807 d, stk. 3, 1. og 3.
pkt. Et sådant udlæg kan bortfalde efter de almindelige
regler herom, eksempelvis ved fordringens forældelse, hvis
der ikke rettidigt begæres tvangsauktion, eller hvis skyldner
kommer under konkurs. Herudover vil beslaglæggelsen eller
udlægget bortfalde, hvis skyldneren betaler sin
gæld.
Hvis forurettedes erstatningskrav nægtes
forfølgning under straffesagen, kan retten i forbindelse
hermed bestemme, at en beslaglæggelse til sikring af dette
krav bevarer sin gyldighed, indtil
erstatningsspørgsmålet er afgjort, forudsat at der
inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former
eller indgives ansøgning i henhold til lov om erstatning fra
staten til ofre for forbrydelser, jf. § 807 d, stk. 4, 1. pkt.
Fastsættes der herefter et erstatningskrav, kan den ret, der
har afsagt dom i straffesagen, efter begæring af forurettede
bestemme, at erstatningskravet helt eller delvis skal
fyldestgøres af provenuet fra det beslaglagte gods, herunder
at fyldestgørelse skal ske forud for det offentliges krav
på sagsomkostninger, krav på konfiskation og
bødekrav. Denne afgørelse har retsvirkning som
udlæg.
Udlægsvirkningen af rettens kendelse efter retsplejelovens
§ 807 d, stk. 3, 3. pkt., giver adgang til at begære det
beslaglagte gods solgt på tvangsauktion, jf. § 538.
Visse aktiver sælges dog ikke på tvangsauktion.
Omfatter beslaglæggelsen kontanter, overgår
ejendomsretten eksempelvis straks til fordringshaver, jf. §
521. Denne sag om anvendelse af det beslaglagte efter den civile
erstatningssag behandles i strafferetsplejens former, jf. i et hele
§ 807 d, stk. 4, 2.-4. pkt.
2.3.1.2. Retsplejelovens regler om beslaglæggelse efter
dom
Retsplejelovens § 1002 giver mulighed for at anvende lovens
regler om beslaglæggelse i visse tilfælde også
efter, at en dom er afsagt. Det er således ikke efter
bestemmelsen et krav, at der er tale om en person, der
mistænkes for en forbrydelse, der er undergivet offentlig
påtale, men derimod at en person er blevet domfældt i
en straffesag.
Reglen i retsplejelovens § 1002, stk. 1, 1. pkt., giver
mulighed for beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges
krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3, og § 76 a, stk. 5 (værdikonfiskation),
bødekrav eller forurettedes krav på erstatning.
Kravene svarer til, hvad der gælder for beslaglæggelse
hos en mistænkt efter retsplejelovens § 802, stk. 2,
bortset fra at værdikonfiskation efter straffelovens §
77 a, 2. pkt., ikke er medtaget i § 1002, stk. 1, 1. pkt.
Afgørelse om beslaglæggelse efter dom træffes
af den ret, der har afsagt dommen i første instans, og som
også træffer afgørelse om, hvordan det
beslaglagte skal anvendes, jf. § 807 d, stk. 2 og 3, jf.
§ 1002, stk. 1, 3. pkt. Der henvises til pkt. 2.3.1.1.
Bestemmelsen i § 1002, stk. 1, 3. pkt., udelukker ikke, at
politiet kan træffe afgørelser om
beslaglæggelse, hvis øjemedet ellers ville forspildes,
jf. § 806, stk. 4. Der henvises til bemærkningerne til
§ 1, nr. 25 (til § 1002) i lovforslag nr. L 41 som
fremsat 8. oktober 1998, jf. Folketingstidende 1998-99,
tillæg A, s. 887 f., og til Østre Landsrets kendelse
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, s. 1108 ff. (U
2003.1108 Ø).
2.3.1.3. Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
(gældsinddrivelsesloven) gælder for fordringer, der
opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. lovens §
1, stk. 1, 1. pkt. Loven gælder som udgangspunkt for alle
fordringer, der opkræves eller inddrives af det offentlige
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, dvs.
uanset om fordringens grundlag er offentligretligt eller
privatretligt. Det "offentlige" forstås bredt og omfatter
også f.eks. statsvirksomheder. Loven gælder også
fordringer, der inddrives af det offentlige, uanset at de ikke
tilkommer det offentlige, f.eks. underholdsbidrag.
Skatteministeren kan efter § 1, stk. 1, 2. pkt.,
fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse
på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til
lov. Det er sket i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020
om inddrivelse af gæld til det offentlige med senere
ændringer, hvor det af § 1, stk. 1, fremgår, at
gældsinddrivelsesloven også gælder for visse
private fordringshaveres krav. Det gælder bl.a. private
jernbanevirksomheders krav på kontrolafgifter,
ekspeditionsgebyrer og rejsekortfordringer.
Inddrivelsen forestås af restanceinddrivelsesmyndigheden
(Gældsstyrelsen), jf. lovens § 2, stk. 1.
Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver også
bøder, sagsomkostninger og konfiskationsbeløb, der er
idømt i en straffesag, jf. udtrykkeligt retsplejelovens
§ 997, stk. 1, 3. pkt., og § 1013, stk. 4.
Når betalingsfristen for en fordring er overskredet, og
sædvanlig rykkerprocedure forgæves er forsøgt,
overdrages fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, der
herefter inddriver fordringen, jf. gældsinddrivelseslovens
§ 2, stk. 3, 1. pkt. Inden overdragelse af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden skal skyldneren underrettes om, at
fordringen overdrages, medmindre det ikke er muligt at foretage
underretning eller underretning må antages at medføre
en væsentlig forringelse af muligheden for at opnå
dækning, jf. § 2, stk. 4, 2. pkt. Ved overdragelse af
fordringen overtager restanceinddrivelsesmyndigeden
kreditorbeføjelserne, jf. lovens § 3, stk. 1.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, jf.
lovens § 2, stk. 3, 2. pkt. Restanceinddrivelsesmyndigheden
kan desuden suspendere inddrivelsen ved kendskab til eller mistanke
om datafejl, jf. lovens § 2, stk. 6.
Når en fordring er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, kontrolleres det
bl.a., om der er tvivl om fordringens retskraft eller mistanke om
datafejl. Er dette tilfældet, registreres fordringen ikke som
inddrivelsesparat, og fordringen indgår ikke i aktiv
inddrivelse.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ligesom fordringshaveren som
led i inddrivelsen tillade afdragsvis betaling eller henstand med
betalingen, jf. gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 3.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil også kunne eftergive
gæld helt eller delvist, jf. reglerne i lovens §§
13-15.
Når en fordring er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, kan skyldneren
påklage restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om
inddrivelse af fordringer mv. til Landsskatteretten, jf.
gældsinddrivelseslovens § 17. Indsigelser
vedrørende visse fordringer indgives til fogedretten, jf.
lovens § 18.
Restanceinddrivelsesmyndigheden får med overdragelsen af
fordringen kreditorbeføjelserne, jf.
gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1. Dette omfatter
eksempelvis retten til modregning, retten til tiltrædelse af
akkordordninger og gældssaneringsforslag, retten til
indgivelse af konkursbegæring og indberetning til
kreditoplysningsbureauer og eftergivelse og henstand. Ud over de
almindelige kreditorbeføjelser er
restanceinddrivelsesmyndigheden i gældsinddrivelsesloven
tillagt særlige beføjelser til at foretage inddrivelse
ved at foretage udlæg ved udpantning for de fordringer, der
omfattes af loven, med undtagelse af visse civilretlige fordringer,
jf. lovens bilag 1, jf. herom lovens § 11.
Retsplejelovens regler om, hvad der kan foretages udlæg i,
jf. §§ 509-516 (omtalt ovenfor i pkt. 2.3.1.1) samt
reglen om, at udlæg i løsøre som hovedregel kun
kan foretages under en udkørende fogedforretning
gælder for udlæg foretaget af
restanceinddrivelsesmyndigheden ved udpantning, jf. § 5, stk.
1, 1. pkt., i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter mv. (skatteinddrivelsesloven).
Skyldneren skal så vidt muligt underrettes om tid og sted
for forretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1. Ved
fuldbyrdelse på grundlag af en udpantningsret skal
underretningen som udgangspunkt ske ved forkyndelse, jf. §
493, stk. 1. Ved fordringer omfattet af
gældinddrivelsesloven, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden modificeres kravet til indholdet af
den meddelelse, der skal forkyndes af skatteinddrivelseslovens
§ 5, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2.
Såkaldt kontorudlæg, hvor udlæg foretages fra
rettens kontor i tilfælde, hvor skyldneren ikke møder
op, er kun hjemlet for udlæg i visse aktiver eller for visse
fordringer, jf. retsplejelovens § 495, stk. 1, 2. pkt. Denne
regel finder også anvendelse på udlæg foretaget
af restanceinddrivelsesmyndigheden ved udpantning, jf.
skatteinddrivelseslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.
I forbindelse med foretagelse af udlæg har skyldneren som
udgangspunkt ret til at påvise de aktiver, der skal foretages
udlæg i, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1. Denne ret
gælder også ved udlæg foretaget ved udpantning,
jf. skatteinddrivelseslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.
Der er ikke tillagt restanceinddrivelsesmyndigheden en
almindelig kompetence til at foretage beslaglæggelse af eller
arrest i aktiver hos skyldneren til sikkerhed for fordringer, der
er overdraget restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har dog i medfør af
gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1, beføjelse
til at anmode fogedretten om foretagelse af arrest, jf.
retsplejelovens kapitel 56.
2.3.1.4. Restanceinddrivelsesmyndighedens videregivelse af
oplysninger til politiet
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan videregive oplysninger om
gældsforhold til politiet efter reglerne i forvaltningslovens
§ 28, som bl.a. fastsætter, at videregivelse af
personoplysninger skal ske inden for rammerne af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv
95/46/EF (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj
2018 om supplerende bestemmelser til forordningen om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(databeskyttelsesloven).
I praksis har Skatteforvaltningen oprettet en
vagttelefonordning, hvor politiet hele døgnet hurtigt kan
anmode om oplysninger om, hvorvidt en konkret person har
gæld, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Politiet kan via ordningen
få oplyst fordringstypen og gældens størrelse.
Politiet kan også få oplysninger om forhold i
inddrivelsessagen, der kan være relevante for en
beslaglæggelsessag. Skatteforvaltningen foretager på
baggrund af politiets oplysninger en vurdering af, om oplysningerne
kan udleveres inden for rammerne af forvaltningsloven,
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Herefter
noteres, hvilke oplysninger der bliver udleveret, hvis der kan ske
udlevering.
Fordringer, der ikke er registreret som inddrivelsesparate, jf.
ovenfor under lovforslagets pkt. 2.3.1.3, oplyses ikke til
politiet.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er uacceptabelt, at personer, der er i politiets
søgelys, og som har gæld til det offentlige, samtidig
ejer og omgiver sig med dyre statussymboler, eksempelvis biler,
smykker, mobiltelefoner, beklædningsgenstande mv.
Når politiet eksempelvis mistænker, sigter og giver
en person, der har været hånende og truende, en
bøde, og samtidig kan se at personen åbenbart er i
besiddelse af værdigenstande på trods af, at han har
gæld til det offentlige, skal politiets kunne gribe ind. I en
sådan situation, bør politiet straks kunne tage
værdigenstandene fra personen med henblik på at sikre
betaling af dels bøden, dels den offentlige gæld.
Mulighederne for at foretage beslaglæggelse til sikkerhed
for gæld til det offentlige er i dag begrænset til
beslaglæggelse hos en mistænkt til sikkerhed for det
offentliges krav på sagsomkostninger,
konfiskationsbeløb, bødekrav eller den forurettedes
krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802,
stk. 2. Tilsvarende vil der kunne ske beslaglæggelse til
sikkerhed for sådanne krav, efter at vedkommende er blevet
dømt, jf. § 1002, stk. 1.
Der kan således ikke i dag ske beslaglæggelse til
sikkerhed for anden gæld, som den pågældende
måtte have til det offentlige.
Hvis politiet eksempelvis i forbindelse med en sigtelse af en
person konstaterer, at vedkommende har gæld til det
offentlige og er i besiddelse af betydelige værdier i form af
f.eks. værdifulde biler, smykker, ure e.l., vil politiet ikke
i dag kunne beslaglægge de pågældende aktiver til
sikkerhed for gældskravet, medmindre gælden
vedrører sagsomkostninger, konfiskationsbeløb,
bødekrav eller den forurettedes krav på erstatning i
sagen.
Dette er efter Justitsministeriets opfattelse en
uhensigtsmæssig og urimelig retsstilling. Det foreslås
derfor at udvide adgangen til at beslaglægge
værdigenstande hos en mistænkt, så gæld til
det offentlige generelt bliver omfattet.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at udvide adgangen til at foretage
beslaglæggelse til sikkerhed for pengekrav hos en
mistænkt, så adgangen også omfatter krav omfattet
af gældsinddrivelsesloven, når kravet er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Efter
gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, omfatter loven alle
fordringer, der opkræves og inddrives af det offentlige.
Grundlaget for fordringerne kan både være
offentligretligt og privatretligt; og fordringshaveren kan
være såvel en offentlig myndighed som en privat person.
Der henvises til pkt. 2.3.1.3. og 2.3.1.4 ovenfor.
Den foreslåede ordning bygger på samme
afgrænsning, således at der kan foretages
beslaglæggelse til sikkerhed for de samme fordringer, der
inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Ordningen vil
også omfatte krav, der er skabt af
restanceinddrivelsesmyndigheden selv, hvilket f.eks. er
tilfældet med de inddrivelsesrenter, der i medfør af
gældsinddrivelseslovens § 5, stk. 1, tilskrives visse
fordringer under inddrivelse. Gæld, som er behæftet med
tvivl om retskraften, eller hvor der er mistanke om datafejl, vil
ikke kunne lægges til grund for en beslaglæggelse.
Sådan gæld bliver ikke oplyst over for politiet ved
henvendelse til vagttelefonordningen. Der henvises til pkt. 2.3.1.3
og 2.3.1.4 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede afgrænsning til krav, der er under
inddrivelse af restanceinddrivelsesmyndigheden, giver sikkerhed
for, at den mistænkte er bekendt med kravet og for, at
sædvanlig rykkerprocedure normalt vil have være
forsøgt.
Ordningen foreslås som det gældende § 802, stk.
2, begrænset til personer, som mistænkes for en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.
Det er imidlertid ikke, som efter den gældende ordning efter
§ 802, stk. 2, et krav, at den gæld, der
beslaglægges til sikkerhed for, har tilknytning til det
forhold, som den pågældende mistænkes for, men
alene at den pågældende er mistænkt for en
forbrydelse, der er undergivet offentlig påtale.
Med den foreslåede ordning sker der en nyaffattelse af
retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, således at
bestemmelsen inddeles i et litra a og et litra b, hvor den
foreslåede udvidelse tydeliggøres. Litra a vil svare
til den gældende stk. 2, nr. 2, hvorefter der kan ske
beslaglæggelse, såfremt det er nødvendigt for at
sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på
konfiskationsbeløb, bødekrav eller forurettedes
erstatningskrav i sagen. Litra b vil indeholde den foreslåede
udvidelse, hvorefter der kan ske beslaglæggelse til sikkerhed
for gæld, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om gælden har
tilknytning til sagen. Der kan ske beslaglæggelse af det
samme gods til sikkerhed for krav omfattet af såvel litra a
som litra b. Uanset om der sker beslaglæggelse til sikkerhed
for krav omfattet af litra a eller litra b, vil mistankekravet i
§ 802, stk. 2, nr. 1, skulle være opfyldt.
Det er som efter gældende ret ikke et krav, at det
beslaglagte gods har tilknytning til det forhold, der
mistænkes for. Der tilsigtes ikke med den foreslåede
ordning nogen ændring af, hvilke aktiver, der kan
beslaglægges som "gods" efter den foreslåede ordning.
Som efter gældende ret vil dette være alle
formueaktiver, der har økonomisk værdi. Heri ligger
også en begrænsning i ordningens
anvendelsesområde. Der henvises til pkt. 2.3.1.1.
Der kan som efter gældende ret kun ske
beslaglæggelse af gods, som den pågældende ejer.
Det vil normalt være op til den, der har værdigenstande
på sin person, at godtgøre, at han ikke ejer dem, og
at de derfor ikke kan beslaglægges som gods. Der er ikke med
den foreslåede ordning tilsigtet nogen ændring af
gældende ret på dette punkt. Der henvises til pkt.
2.3.1.1.
Kompetencen til at foretage beslaglæggelse efter den
foreslåede ordning vil som hidtil ligge hos retten, jf.
retsplejelovens § 806, stk. 1 og 2. Politiet vil dog kunne
foretage beslaglæggelse, hvis øjemedet ellers ville
forspildes, jf. § 806, stk. 4. Politiet har i praksis anvendt
denne regel til beslaglæggelse af gods, jf. § 802, stk.
2, og § 1002, stk. 1. Der kan fra retspraksis henvises til
eksempelvis Østre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 2003, s. 1108 ff. (U 2003.1108 Ø), og
Vestre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
2005, s. 1609 ff. (U 2005.1609 V), der begge tillod
beslaglæggelse af smykker på øjemedet. Adgangen
til at kunne beslaglægge på øjemedet, jf. §
806, stk. 4, forudsættes at kunne anvendes i samme omfang som
efter gældende ret til beslaglæggelse af gods
tilhørende en person, der har gæld, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det må bero
på en konkret vurdering, om øjemedet ville forspildes,
såfremt retskendelse skulle indhentes. Den foreslåede
ordning ændrer ikke på betingelserne for anvendelsen af
øjemedsbestemmelsen.
Når fordringen er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, vil
sædvanlig rykkerprocedure normalt have været
forsøgt, ligesom den pågældende har haft
mulighed for at komme med indsigelser. Øjemedsbetingelsen
må derfor ofte anses for opfyldt, når politiet
antræffer en mistænkt med værdigenstande på
sin person og ved at kontakte restanceinddrivelsesmyndigheden kan
konstatere, at den pågældende har gæld, der er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse. Der
vil i den situation ofte være en formodning for, at der er en
risiko for, at værdigenstanden vil blive unddraget fra at
tjene til fyldestgørelse af gælden under inddrivelse,
hvis en retskendelse skulle indhentes. Hvis øjemedet ikke
ville forspildes, hvis retskendelse skulle indhentes, f.eks. hvis
der ikke er nogen konkret risiko for at en værdigenstand vil
blive unddraget fra at tjene til fyldestgørelse, vil en
forudgående retskendelse skulle indhentes.
Såfremt betingelserne for at foretage beslaglæggelse
på øjemedet er opfyldt, vil beslaglæggelse efter
den foreslåede ordning som efter gældende ret ikke
være udelukket i forbindelse med, at politiet giver en sigtet
en bødetilkendegivelse i umiddelbar forbindelse med en
lovovertrædelse, jf. retsplejelovens §§ 832-832
a.
Den mistænkte vil kunne afværge
beslaglæggelsen ved at stille sikkerhed. Politiet vil som
efter gældende ret skulle vejlede den pågældende
om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for
retten, jf. § 807, stk. 1, 2. pkt.
Den mistænkte vil med den foreslåede ordning bevare
sine muligheder for at klage eller fremsætte indsigelse, jf.
gældsinddrivelseslovens §§ 17-18, jf. pkt. 2.3.1.4
i de almindelige bemærkninger. Den mistænkte vil
ligeledes som efter gældende ret kunne fremsætte
anmodning om, at afgørelsen om beslaglæggelse
omgøres eller ophæves, jf. retsplejelovens § 806,
stk. 2, 3. pkt., og § 807 c.
Betingelserne for at foretage beslaglæggelse er de samme
som efter gældende ret. Ud over kravet om mistanke for en
forbrydelse, der er undergivet offentlig påtale, jf. §
802, stk. 2, nr. 1, skal indgrebet være proportionalt, jf.
§ 805, stk. 1 og 2, der udtrykker et almindeligt
proportionalitetsprincip. Proportionalitetsprincippet
indebærer, at der eksempelvis ikke kan foretages
beslaglæggelse af meget værdifulde genstande til
sikkerhed for mindre krav, ligesom der alene vil kunne
beslaglægges genstande, der faktisk vil kunne tjene som
sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Heraf følger også, at
der ikke vil kunne ske beslaglæggelse af gods, der alene har
en bagatelagtig værdi. Derimod vil der ikke med
beslaglæggelse efter den foreslåede ordning skulle
tages hensyn til eksempelvis alvoren af den forbrydelser, den
pågældende mistænkes for, da det ikke er et krav
for beslaglæggelse efter den foreslåede ordning, om
kravet har tilknytning til den sag, som mistanken angår, jf.
§ 802, stk. 2, nr. 2, litra b.
Hvis politiet benytter muligheden for at beslaglægge gods,
som en mistænkt har på sin person "på
øjemedet" i medfør af § 806, stk. 4, vil den
pågældende normalt ikke kunne hindre
beslaglæggelsen ved blot at hævde, at andre aktiver kan
tjene til sikkerhed, hvis ikke de umiddelbart kan overgives til
politiet. Den pågældende vil i en sådan situation
have mulighed for at indbringe beslaglæggelsen for
domstolene, jf. ovenfor. Retten vil her kunne tage stilling til,
hvilket aktiv der skal tjene til sikkerhed.
Endvidere skal reglerne i retsplejelovens §§ 509-516
iagttages, jf. § 805, stk. 3, og den foreslåede
ændring heraf. Eksempelvis § 509, stk. 1, der undtager
aktiver, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent
hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand
("trangsbeneficiet"). Ligesom efter gældende ret vil aktiver
af indtil en værdi af 3.000 kr. være undtaget fra
beslaglæggelse, hvis de er nødvendige til skyldnerens
eller hans husstands erhverv eller uddannelse, jf. § 509, stk.
3. § 515, stk. 1, undtager genstande, som har en særlig
personlig betydning for skyldneren eller medlemmer af hans
husstand, medmindre genstandene har en sådan værdi, at
det ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af
fordringshaverens krav. Det vil som efter gældende ret skulle
vurderes konkret, om et aktiv, eksempelvis mobiltelefoner eller
beklædningsgenstande, kan beslaglægges.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §
3, nr. 2-6.
Retsvirkningerne af beslaglæggelse efter den
foreslåede ordning svarer til retsvirkningerne af
beslaglæggelse af gods efter de gældende regler i
retsplejelovens § 802, stk. 2, dvs. retsvirkning som arrest,
jf. § 807 b, stk. 2. Det foreslås, at det beslaglagte
først skal anvendes til dækning af krav under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, efter de
øvrige krav er fyldestgjort, jf. den foreslåede
ændring af § 807 d, stk. 2, 1. pkt. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 7.
Efter gældende ret har en afgørelse om anvendelse
af det beslaglagte virkning som udlæg, jf. § 807 d, stk.
3, 3. pkt. Denne ordning foreslås ikke videreført i
relation til sikring af krav, der er omfattet af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige og under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. I modsætning til de krav,
der er omfattet af gældende ret (krav på
sagsomkostninger, bøder, værdikonfiskation eller
erstatning), vil krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke på samme måde
være genstand for straffesagen, og der vil således ikke
som led i straffesagen blive taget stilling til disse kravs
gyldighed. Derudover kan krav omfattet af
gældsinddrivelsesloven i princippet være bortfaldet
eller ophørt inden straffesagens afgørelse.
På den baggrund foreslås det, at anklagemyndigheden
og domstolene ikke som led i straffesagen skal tage stilling til
f.eks. gyldigheden af gældsposterne, der er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Sker der domfældelse, skal retten i forbindelse med den
afgørelse, der skal træffes efter § 807 d, stk. 2
og stk. 3, 1.-3. pkt., med den foreslåede ordning
fastslå, at det beslaglagte også anvendes til
fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsesmyndigheden
skal herefter tage stilling til, om der skal ske videre
retsforfølgning af sådanne krav.
Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stk. 5
i retsplejelovens § 807 d, hvorefter beslaglæggelsen for
så vidt angår krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, bevarer sin gyldighed i 4 uger
efter, at retten har truffet afgørelse efter § 807 d,
stk. 3. Inden denne frist skal der være indledt en retssag i
den borgerlige retsplejes former om det krav, beslaglæggelsen
angår, eller være foretaget udlæg for dette krav,
hvis ikke beslaglæggelsen skal bortfalde. Udlæg
omfatter både udlæg foretaget af fogedretten og
udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Er kravet på 100.000 kr. eller derunder, kan sag i den
borgerlige retsplejes former indledes ved at indgive et
betalingspåkrav til fogedretten, jf. reglerne herom i
retsplejelovens kapitel 44 a. Beslaglæggelsen bevarer sin
virkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2, indtil der
foreligger en endelig afgørelse i sagen. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 8.
Det forudsættes herved, at anklagemyndigheden underetter
restanceinddrivelsesmyndigheden om, at straffesagen er sluttet ved
dom, påtaleopgivelse eller frifindelse, jf. § 807 d,
stk. 3.
Det foreslås i forbindelse hermed at gøre det
muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at foretage
udlægget i beslaglagt gods, som er i politiets besiddelse,
som kontorudlæg, jf. det foreslåede 3. pkt. i
retsplejelovens § 495, stk. 1, sådan at det ikke er
nødvendigt med en udkørende forretning i
overensstemmelse med hovedreglen efter gældende ret. Politiet
vil efter § 807, stk. 5, skulle foretage optegning og
mærkning af det beslaglagte, så dettes identitet vil
kunne fastslås.
Med forslaget gøres det således enklere for
restanceinddrivelsesmyndigheden at foretage udlæg i
beslaglagte aktiver, der er i politiets besiddelse.
Skyldnerens mulighed for at udøve sin almindelige
påvisningsret, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1, vil
dog blive vanskeligere, når udlægget foretages som
kontorudlæg frem for som udkørende fogedforretning,
såfremt skyldneren ikke møder op. Skyldneren kan bl.a.
anvende denne ret med henblik på at sikre, at der ikke
foretages udlæg i aktiver, der er undtaget fra udlæg,
jf. §§ 509-516.
Den mistænkte/skyldneren vil dog fortsat have mulighed for
at varetage sine interesser. Det bemærkes i den forbindelse,
at den mistænkte/skyldneren allerede i forbindelse med
beslaglæggelsens foretagelse har mulighed for at stille
sikkerhed og derved hindre beslaglæggelsen, jf. § 805,
stk. 2. Ligeledes vil det i forbindelse med foretagelsen af
beslaglæggelsen være en betingelse, at det beslaglagte
ikke er omfattet af retsplejelovens §§ 509-516. Når
beslaglæggelsen er foretaget af politiet i medfør af
§ 806, stk. 4, vil den pågældende i forbindelse
med, at politiet har foretaget beslaglæggelsen, være
blevet gjort opmærksom på muligheden for at indbringe
spørgsmålet om beslaglæggelsens lovlighed for
retten, jf. § 807, stk. 1, 2. pkt. Den pågældende
vil også, ligesom enhver anden med interesse i sagen, have
mulighed for at begære beslaglæggelsen ophævet,
jf. § 807 c, 1. pkt., ligesom kendelsen til enhver tid kan
omgøres, jf. § 806, stk. 2, 3. pkt. Bliver der
foretaget kontorudlæg, uden at den pågældende har
været til stede og haft mulighed for at udøve sin
påvisningsret, vil han endelig kunne begære sagen
genoptaget med henblik på at benytte sine rettigheder efter
§§ 509-516, jf. § 504, nr. 4.
Ligesom efter gældende ret vil skyldneren modtaget en
underretning om den forretning, hvor det foretages udlæg, jf.
retsplejelovens § 493, stk. 1 og 3, og § 5 i lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv.
Den foreslåede udvidelse vil alene gælde for
udlæg foretaget af restanceinddrivelse myndigheden eller af
fogedretten efter anmodning fra restanceinddrivelsesmyndigheden og
altså ikke for udlæg foretaget af fogedretten efter
anmodning fra en privat kreditor. Udvidelsen vil endvidere kun
gælde beslaglagt gods i politiets besiddelse, jf. § 807,
stk. 5, og ikke andre aktiver, skyldneren måtte eje.
Ordningen vil heller ikke gælde beslaglagte aktiver, hvor der
konkret ikke er sket en rådighedsberøvelse af
politiet.
Den foreslåede ordning indebærer, at
beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke
ophører umiddelbart ved frifindelse eller
påtaleopgivelse, jf. det gældende § 807 d, stk. 3,
4. pkt. Dette skal ses i lyset af, at beslaglæggelse til
sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke nødvendigvis har nogen
sammenhæng med den sag, som mistanken angår.
Beslaglæggelse til sikkerhed for sådanne krav
bør derfor ikke bortfalde som følge af en frifindelse
eller påtaleopgivelse i sagen. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 8.
2.4 Udvisning af udlændinge dømt
for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uagtsomt
manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse samt
flugtbilisme
2.4.1 Gældende ret
2.4.1.1 Udlændingelovens bestemmelser om udvisning af
udlændinge dømt for visse strafbare forhold
Reglerne om udvisning af udlændinge ved dom fremgår
af udlændingelovens §§ 22-24 og § 25 c. Som
udgangspunkt afhænger adgangen til udvisning af den
idømte frihedsstrafs karakter og længde samt
varigheden af udlændingens ophold her i landet.
Udlændingelovens § 22, nr. 4-9, indeholder en udvidet
adgang til udvisning ved dom, hvis en udlænding
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af
nærmere angivne bestemmelser i navnlig straffeloven.
Efter udlændingelovens § 22, nr. 4-9, vil en
udlænding således - uanset varigheden af den
pågældendes ophold her i landet - på baggrund af
en konkret vurdering kunne udvises, hvis den pågældende
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af
nærmere angivne bestemmelser i navnlig straffeloven.
Tilsvarende gælder, hvis den pågældende
idømmes en anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse
for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne og
ville være idømt ubetinget frihedsstraf, hvis ikke der
var idømt en anden strafferetlig retsfølge. Det
gælder bl.a. overtrædelse af straffelovens § 252,
stk. 1 og 2, om forsætlig fareforvoldelse, jf.
udlændingelovens § 22, nr. 6.
Straffelovens §§ 241, 2. pkt., og 249, 2. pkt., om
henholdsvis uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse under særligt skærpende
omstændigheder samt § 253, stk. 2, om flugtbilisme er
ikke omfattet af opregningen i udlændingelovens § 22,
nr. 4-9.
I medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, kan
en udlænding, der ikke har haft lovligt ophold her i landet i
mere end de sidste 5 år, også udvises, hvis
udlændingen idømmes betinget frihedsstraf.
Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en
udlænding udvises efter udlændingelovens §§
22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b om
udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne.
Herudover indeholder udlændingelovens §§ 25-25 b
regler om administrativ udvisning af udlændinge.
2.4.1.2 Straffelovens bestemmelser om uagtsomt manddrab, uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse samt
flugtbilisme
Straffeloven indeholder en række bestemmelser, som
angår farlig kørsel. Det gælder navnlig
straffelovens § 241, 2. pkt., § 249, 2. pkt., § 252,
stk. 1, når forholdet er begået i forbindelse med
færdselslovsovertrædelser, samt § 253, stk. 2.
Ifølge straffelovens § 241, 1. pkt., straffes den,
som uagtsomt forvolder en andens død, med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder eller under særligt
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8
år. Såfremt forholdet er begået i forbindelse med
spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 eller 2, eller særligt hensynsløs
kørsel, anses dette som en særligt skærpende
omstændighed, jf. § 241, 2. pkt.
Tilsvarende følger det af straffelovens § 249, 1.
pkt., at den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade
på legeme eller helbred, straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder eller under særligt
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8
år. Såfremt forholdet er begået i forbindelse med
spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 eller 2, eller særligt hensynsløs
kørsel, anses dette som en særligt skærpende
omstændighed, jf. § 249, 2. pkt.
Begrebet "spirituskørsel" i straffelovens § 241, 2.
pkt., og § 249, 2. pkt., omfatter kørsel med en
alkoholpromille på over 0,5, jf. Folketingstidende 2004-05
(2. samling), tillæg A, side 7323-26.
Ifølge færdselslovens § 54, stk. 1, må
et motordrevet køretøj ikke føres eller
forsøges ført af nogen, hvis blod under eller efter
kørslen indeholder bevidsthedspåvirkende stoffer, som
efter regler fastsat af transport-, bygnings- og boligministeren er
klassificeret som farlige for færdselssikkerheden, herunder
også hash (THC) (såkaldt "narkokørsel"). Det
følger af § 54, stk. 2, at et motordrevet
køretøj ikke må føres af nogen eller
forsøges ført af nogen, som på grund af sygdom,
svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn,
påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller
af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand,
at han eller hun er ude af stand til at føre
køretøjet på fuldt betryggende måde.
Vedrørende begrebet "særligt hensynsløs
kørsel" i § 241, 2. pkt., er det forudsat i
bestemmelsens forarbejder, at begrebet skal forstås i
overensstemmelse med det tilsvarende begreb i færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 4, jf. Folketingstidende 2004-05 (2.
samling), tillæg A, side 7323-26.
Færdselslovens § 126 omhandler tilfælde, hvor
der skal ske ubetinget frakendelse af førerretten. Ubetinget
frakendelse skal ifølge bestemmelsens stk. 1, nr. 4, bl.a.
ske, når føreren forsætligt har voldt skade
på andres person eller ting, forsætligt har fremkaldt
nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført
motordrevet køretøj på en særligt
hensynsløs måde.
Det følger af straffelovens § 252, stk. 1, at den,
der for vindings skyld, af grov kådhed eller på
lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare
for nogens liv eller førlighed, skal straffes med
fængsel indtil 8 år.
Det følger af forarbejderne til § 252, at
bestemmelsen er et konkret faredelikt, hvilket indebærer, at
der i det enkelte tilfælde skal kunne føres bevis for,
at der objektivt set har været fare for en anden persons liv
eller førlighed, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling),
tillæg A, side 2936. Endvidere kræves det, at
gerningsmanden har handlet med forsæt, dvs. med kendskab til
situationens omstændigheder og bevidsthed om, at der
forvoldes fare. Faren skal efter bestemmelsens ordlyd have
været "nærliggende". I dette udtryk antages at ligge et
krav om, at der har været tale om en åbenbar og
væsentlig risiko for følgens indtræden.
Efter straffelovens § 253, stk. 1, straffes med bøde
eller fængsel indtil 2 år den, som, uagtet det var ham
muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller
andre, undlader efter evne at hjælpe nogen, der er i
øjensynlig livsfare, eller at træffe de
foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til
redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er
påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller
anden tilsvarende ulykke. Med fængsel indtil 2 år
straffes den, som overtræder stk. 1 i forbindelse med flugt
fra et færdselsuheld, hvorved nogen er tilføjet
betydelig personskade, jf. stk. 2.
Det følger af forarbejderne til § 253, stk. 2, at
flugt fra et færdselsuheld skal forstås således,
at den pågældende trafikant enten ikke er standset
eller nok er standset, men herefter har forladt uheldsstedet uden
at yde hjælp til den eller de tilskadekomne, jf.
Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side
5705.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Udlændinge, som begår vanvidskørsel,
bør i videst muligt omfang udvises. Det skal derfor sikres,
at der er det nødvendige samspil mellem straffelovens
bestemmelser om farlig kørsel og udlændingelovens
udvisningsregler.
Straffelovens § 252 om forsætlig fareforvoldelse er i
dag omfattet af udlændingelovens § 22, nr. 6, hvorefter
en udlænding, der idømmes ubetinget frihedsstraf,
efter en konkret vurdering vil kunne udvises uanset
frihedsstraffens længde og varigheden af udlændingens
ophold i Danmark. Straffelovens § 241, 2. pkt., og § 249,
2. pkt., om henholdsvis uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse under særligt skærpende
omstændigheder, samt § 253, stk. 2, om flugtbilisme er
derimod ikke omfattet af udlændingelovens § 22, nr.
6.
Det er Justitsministeriets vurdering, at der bør
indføres hjemmel til, at en udlænding efter en konkret
vurdering skal kunne udvises uanset varigheden af
udlændingens ophold her i landet og uanset den
pågældendes opholdsgrundlag, hvis den
pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf eller
anden strafferetlig retsfølge, der kan sidestilles hermed,
for overtrædelse af samtlige af straffelovens bestemmelser om
farlig kørsel.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse navnlig
vægt på, at der er tale om grove overtrædelser af
straffeloven, hvor føreren fuldstændigt sætter
sig ud over hensynet til andres liv og sikkerhed, f.eks. ved
forsætligt at køre spirituspåvirket eller
særligt hensynsløst og herved slå et andet
menneske ihjel eller ved forsætligt at undlade at
hjælpe en person, der i forbindelse med et
færdselsuheld er blevet tilføjet betydelig
personskade.
Derfor foreslås det at udvide udlændingelovens
§ 22, nr. 6, således at bestemmelsen også kommer
til at omfatte straffelovens § 241, 2. pkt., om uagtsomt
manddrab under særligt skærpende omstændigheder,
§ 249, 2. pkt., om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under
særligt skærpende omstændigheder samt § 253,
stk. 2, om flugtbilisme.
Det bemærkes, at justitsministeren den 20. januar 2021 har
fremsat lovforslag nr. L 141 om forslag til lov om ændring af
straffeloven og lov om erstatningsansvar (Styrket indsats mod
farlig kørsel m.v.). Med lovforslaget lægges der bl.a.
op til at udvide de skærpende omstændigheder i
straffelovens § 241, 2. pkt., og § 249, 2. pkt., til
også at omfatte de groveste hastighedsovertrædelser,
dvs. kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end
100 pct. ved kørsel med over 100 km/t samt kørsel med
en hastighed på 200 km/t eller derover. Forslaget
indebærer således, at det også vil skulle anses
som en strafskærpende omstændighed, hvis henholdsvis
uagtsomt manddrab eller uagtsom betydelig legemsbeskadigelse er
begået i forbindelse med de groveste
hastighedsovertrædelser.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Efter udlændingelovens § 22, nr. 4-9, § 23, nr.
1, jf. § 22, og § 24, nr. 1, jf. § 22, kan
udlændinge på baggrund af en konkret vurdering udvises
uanset frihedsstraffens længde og varigheden af opholdet i
Danmark, hvis de idømmes ubetinget frihedsstraf for
nærmere bestemte overtrædelser af navnlig
straffeloven.
Det foreslås at ændre udlændingelovens §
22, nr. 6, således at bestemmelsen også kommer til at
omfatte straffelovens § 241, 2. pkt., om uagtsomt manddrab
under særligt skærpende omstændigheder, §
249, 2. pkt., om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under
særligt skærpende omstændigheder samt § 253,
stk. 2, om flugtbilisme.
Ændringen vil betyde, at en udlænding efter en
konkret vurdering vil kunne udvises uanset varigheden af
udlændingens ophold her i landet og uanset den
pågældendes opholdsgrundlag, hvis den
pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf for
henholdsvis uagtsomt manddrab eller uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse under særligt skærpende
omstændigheder eller flugtbilisme. Tilsvarende gælder,
hvis den pågældende idømmes en anden
strafferetlig retsfølge for at have overtrådt en eller
flere af bestemmelserne og ville være idømt ubetinget
frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig
retsfølge.
Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en
udlænding udvises efter §§ 22-24, medmindre dette
med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser.
Forslaget indebærer, at straffelovens § 241, 2. pkt.,
§ 249, 2. pkt., og § 253, stk. 2, omfattes af
udvisningsbestemmelsen i udlændingelovens § 22, nr. 6.
Det betyder, at der som udgangspunkt vil skulle ske udvisning
på baggrund af straf for overtrædelse af disse
bestemmelser uanset frihedsstraffens længde. Udvisning vil
skulle finde sted, medmindre Danmarks internationale forpligtelser
med sikkerhed er til hinder herfor. Dette vil afhænge af en
konkret vurdering, hvori bl.a. skal indgå, om
udlændingen har et familieliv i Danmark, længden af
udlændingens ophold i Danmark samt den begåede
kriminalitets art og grovhed.
For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil
udvisning dog skulle ske i overensstemmelse med de principper, der
efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til
fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.
3. Forholdet
til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser
3.1. Grundloven
Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden
forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.
Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære.
Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af
dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Det er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur,
at grundlovens § 79, 3. pkt., ikke udtømmende
gør op med de indgrebsmuligheder, der er over for
forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at der - i det
omfang der er hjemmel hertil i anden lovgivning - uafhængigt
af grundlovens § 79, 3. pkt., kan foretages indgreb af hensyn
til andre væsentlige offentlige eller private interesser,
forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et indgreb i forsamlingens
ytringstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen,
Dansk Statsforfatningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Alf
Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980),
side 773 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg.,
2003), side 131 f.
Højesteret tog ved dom af 16. august 1999 (optrykt i
Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1798) stilling til
bestemmelsen i § 1 i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud
mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven), der indeholder
hjemmel for politiet til at forbyde en person at opholde sig i en
bestemt ejendom under nærmere angivne betingelser.
Højesteret anfører i dommens præmisser
bl.a., at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed af hensyn til
muligheden for gennem forsamlinger at befordre
meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden
forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke
vilkårligt kan forbydes. Bestemmelsen hindrer imidlertid
ikke, at der ved lov fastsættes regler, som - uden at
være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser -
begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til
beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder andres
liv og velfærd, idet sådanne begrænsninger dog
ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt
for en sådan beskyttelse, jf. herved også EMRK artikel
11.
Højesteret anfører desuden bl.a., at lovens
forbudsordning er begrundet i hensynet til beskyttelse af
omkringboende og forbipasserende og ikke er rettet mod gruppens
forsamling som sådan eller dens adgang til
meningstilkendegivelse. En afskæring af vedkommende gruppe
fra ophold på den pågældende ejendom
medfører, at den bliver uegnet som angrebsmål.
På den baggrund anføres det bl.a., at lovens
forbudsordning må anses for egnet til at opnå det
formål, den forfølger, og at ordningens betydning for
grupper, som gennem deltagelse i gensidigt væbnet
opgør har gjort sig til angrebsmål, er beskeden i
forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og
forbipasserende, der uforskyldt udsættes for fare, hvorfor
Højesteret ikke fandt forbudsordningen stridende mod
grundlovens § 79.
Det foreslåede opholdsforbud efter politilovens § 6 b
indebærer et generelt forbud mod at opholde sig på et
bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, i en
begrænset periode. Den foreslåede § 6 b vil
betyde, at der vil kunne fastsættes forbud mod, at flere
personer befinder sig på samme sted. Formålet med
opholdsforbuddet er at skabe tryghed i områder, der er plaget
af utryghed. Opholdsforbuddet skal således sikre, at politiet
på en effektiv måde kan sætte ind over for
grupper af personer, der udviser en adfærd i området,
der er egnet til at skabe utryghed.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede
ordning ikke udgøre et indgreb i strid med
forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79. Der er herved lagt
vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver
mulighed for at foretage indgreb rettet mod
meningstilkendegivelser, men at indgrebet vil blive fastsat af
hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn til den offentlige
orden, herunder hensynet til at borgere skal kunne færdes
trygt overalt, herunder i parker, på bytorve og på tog-
og rutebilsstationer, uden at blive udsat for utryghedsskabende
adfærd. Der er endvidere lagt vægt på, at det
forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter den
foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang
og den tidsmæssige udstrækning mv., som efter en
konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til
den offentlige orden.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
den foreslåede ordning ikke udgør et indgreb i strid
med forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79.
3.2. Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention
3.2.1. Efter artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) skal
enhver, der lovligt befinder sig på en stats område,
have ret til inden for dette område at færdes frit og
til frit at vælge sit opholdssted.
Denne ret er imidlertid ikke absolut. Efter artikel 2, stk. 3,
kan der gøres indgreb i retten, når indgrebet er i
overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk
samfund (krav om proportionalitet) af hensyn til den nationale
sikkerhed, den offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige
orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder
og friheder.
Det foreslåede forbud mod deltagelse i nattelivet og det
foreslåede tryghedsskabende opholdsforbud vil udgøre
et indgreb i personers ret til bevægelses- og opholdsfrihed
efter artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til EMRK.
3.2.2. Det foreslåede forbud mod deltagelse i nattelivet
indebærer et forbud mod at færdes og opholde sig i
flere afgrænsede områder i en periode på op til 2
år regnet fra endelig dom med forlængelse ved
udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.2, vil et opholdsforbud
indebære, at den dømte ikke må færdes
eller opholde sig på serveringssteder, hvorfra der
foregår salg af stærke drikke til nydelse på
eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, samt i
nattelivszoner udpeget af politiet efter § 6 c i politiloven.
Et opholdsforbud omfatter tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.
Det foreslåede opholdsforbud har navnlig til formål
at forebygge, at personer, der dømmes efter bestemmelser
omfattet af § 79 c begår ny lignende kriminalitet i
nattelivet. Forslaget vil således varetage hensynene til den
offentlige tryghed, opretholdelse af den offentlige orden,
forebyggelse af forbrydelse og hensynet til at beskytte andres
rettigheder og friheder.
Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre,
end hvad der er nødvendigt for at varetage de nævnte
hensyn.
Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at
opholdsforbuddet, herunder den tidsmæssige udstrækning
af forbuddet, idømmes af domstolene på baggrund af en
konkret vurdering, og at forbuddet idømmes som led i en
straffedom for kriminalitet, hvor der er risiko for, at personen
vil begå ny lignende kriminalitet i nattelivet. Der er
herudover lagt vægt på, at der er en sammenhæng
mellem forbuddets geografiske udstrækning og det eller de
steder, hvor kriminaliteten er begået. Endelig har
ministeriet lagt vægt på, at et opholdsforbud alene er
gældende i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5, som er det
tidsrum, hvor der erfaringsmæssigt er store udfordringer med
forbrydelser i nattelivet. Opholdsforbuddet må derfor anses
for egnet til at varetage hensynene bag forbuddet, da den
pågældende fjernes fra nattelivet i de relevante
timer.
Justitsministeriet har desuden tillagt det vægt, at
politiet kan meddele konkrete tilladelser til færden eller
ophold i et område omfattet af et opholdsforbud, hvis det af
særlige grunde må anses for beføjet, og at
tilladelsesordningen forudsættes administreret således,
at der træffes afgørelse om at meddeletilladelse,
når Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK,
kræver dette.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
den foreslåede ordning kan gennemføres inden for
rammerne af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til EMRK.
3.2.3. Det foreslåede tryghedsskabende opholdsforbud efter
politilovens § 6 b indebærer et generelt forbud mod at
opholde sig på et bestemt sted, hvortil der er almindelig
adgang, i en begrænset periode, hvis der i det
pågældende område udvises en adfærd af en
gruppe af personer, som er egnet til at skabe utryghed for
personer, der bor eller færdes i området. Det er i den
forbindelse en forudsætning, at udstedelse af et
tryghedsskabende opholdsforbud vurderes at være et egnet
redskab, og at mindre indgribende foranstaltninger ikke
skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe
trygheden i området.
Formålet med opholdsforbuddet er at skabe tryghed i
områder, der er plaget af utryghed. Opholdsforbuddet skal
således sikre, at politiet på en effektiv måde
kan sætte ind over for grupper af personer, der udviser en
adfærd i området, der er egnet til at skabe utryghed.
Formålet er herudover at undgå, at yngre personer
påvirkes til at vælge en kriminel løbebane eller
lade sig påvirke til at tilslutte sig en bande eller en
kriminel gruppering. Forslaget vil således varetage hensynene
til den offentlige tryghed, opretholdelse af den offentlige orden,
forebyggelse af forbrydelse og hensynet til beskyttelse af andres
rettigheder og friheder.
Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre,
end hvad der er nødvendigt for at varetage de nævnte
hensyn.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at
opholdsforbuddet vil skulle udstedes af politiet på baggrund
af en konkret vurdering af, om en gruppe af personer i det
pågældende område udviser en adfærd, som er
egnet til at skabe utryghed for beboere og forbipasserende i det
pågældende område, og om udstedelse af et
opholdsforbud vil være et egnet redskab til at genoprette
trygheden i området. Der er herudover lagt vagt på, at
der i vurderingen af, om et opholdsforbud vil udgøre et
egnet redskab, indgår en vurdering af, om der er andre mindre
indgribende foranstaltninger, der vil være mere egnede til at
genoprette trygheden i området. Endelig har ministeriet lagt
vægt på, at der er en direkte sammenhæng mellem
forbuddets geografiske område og det område, hvor en
gruppe af personer har udvist en adfærd, der er egnet til at
skabe utryghed for beboere og forbipasserende i området.
Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at
opholdsforbuddet ikke forhindrer almindelig færden i
området, og at forbuddet dermed ikke indskrænker
personers muligheder for at gå i området i det omfang,
tilstedeværelsen er nødvendig i forbindelse med et
ærinde i området eller for at nå frem til et
bestemmelsessted i eller i nær tilknytning til området
mv.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
den foreslåede ordning kan gennemføres inden for
rammerne af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til EMRK.
4. Forholdet
til databeskyttelseslovgivningen
Med lovforslagets § 1, nr. 1, og de heri foreslåede
bestemmelser i straffelovens § 79 c, stk. 5, 6 og 8,
forudsættes det, at der vil ske en behandling af
personoplysninger af henholdsvis politiet og modtageren af
oplysningerne. Behandlingerne af oplysninger er reguleret af to
forskellige regelsæt. Således er politiets behandling
reguleret i retshåndhævelsesloven samt
retshåndhævelsesdirektivet, mens virksomhedens
behandling er reguleret i databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Efter Justitsministeriets vurdering kan den foreslåede
bestemmelser om politiets behandling af personoplysninger i stk. 5,
fastsættes inden for rammerne af direktiv nr. 2016/680 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente
myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på
at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge
strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og
om fri udveksling af sådanne oplysninger
(retshåndhævelsesdirektivet) og lov nr. 410 af 27.
april 2017 om retshåndhævende myndigheders behandling
af personoplysninger med senere ændringer
(retshåndhævelsesloven).
Politiets behandling af personoplysninger efter den
foreslåede bestemmelse vil således skulle ske i
overensstemmelse med retshåndhævelsesdirektivet og
retshåndhævelsesloven.
Politiets behandling vil både kunne omfatte behandling af
ikke-følsomme personoplysninger omfattet af
retshåndhævelseslovens § 9 og behandling af
følsomme personoplysninger omfattet af
retshåndhævelseslovens § 10.
Efter retshåndhævelseslovens § 9 kan behandling
af ikke-følsomme personoplysninger ske, når
behandlingen er nødvendig for at forebygge, efterforske,
afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller
fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod
eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.
Herudover skal de grundlæggende principper i
retshåndhævelseslovens § 4 for den dataansvarliges
behandling af oplysninger, herunder om indsamling,
ajourføring og opbevaring mv., altid iagttages. Behandling
af oplysninger skal bl.a. ske i overensstemmelse med »god
databehandlingsskik« og under hensyn til oplysningernes
karakter, jf. § 4, stk. 1. Dette indebærer, at
behandlingen skal være rimelig og lovlig. Indsamling af
oplysninger må endvidere kun ske til udtrykkeligt angivne og
saglige retshåndhævelsesformål, og senere
behandling af oplysningerne må ikke være uforenelige
med disse formål, jf. § 4, stk. 2. Efter § 4, stk.
3, skal de oplysninger, som behandles, være relevante og
tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der
kræves til opfyldelse af de formål, hvortil
oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne
senere behandles.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at politiets behandling,
herunder videregivelse, af personoplysninger efter den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 5,
generelt opfylder kravet til rimelighed i § 4, stk. 1, og
kravene efter § 4, stk. 3. Det skyldes særligt, at
politiet ved videregivelse i hvert enkelt tilfælde skal
vurdere, om det er nødvendigt at videregive oplysningerne
for politiets håndhævelse af et forbud efter den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 1,
jf. også ordet "kan". Endvidere er der lagt vægt
på, at personkredsen, hvortil oplysningerne gives, er
begrænset.
Det er vurderingen, at politiets behandling af personoplysninger
efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c,
stk. 5, vil være i overensstemmelse med §§ 4, 9 og
10 i retshåndhævelsesloven, idet behandling af
personoplysninger i medfør af den foreslåede
bestemmelser må anses for at være strengt
nødvendig og vil ske med henblik på at forebygge
strafbare handlinger.
Det bemærkes endvidere, at de øvrige bestemmelser i
retshåndhævelsesloven også skal iagttages,
når personoplysninger behandles af politiet efter de
foreslåede bestemmelser.
Lovforslagets § 1, nr. 1, og den heri foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 6, om modtagerens
(indehavere, ledere mv.) behandling af almindelige og
følsomme personoplysninger, i forbindelse med at de modtager
oplysninger fra politiet om, hvilke personer der har fået
forbud efter straffelovens § 79 c, stk. 1, er en bestemmelse
om behandling af personoplysninger.
Den foreslåede bestemmelse er omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv
95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) og lov nr. 502 af
23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(databeskyttelsesloven).
I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, findes de
relevante bestemmelser om, hvornår almindelige
personoplysninger må behandles, herunder indsamles og
videregives. Det følger blandt andet af artikel 6, stk. 1,
litra c og e, at behandling af personoplysninger kun er lovlig,
hvis behandling er nødvendig for at overholde en retlig
forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller hvis
behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en
opgave i samfundets interesse, eller som henhører under
offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har
fået pålagt.
Efter forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne
opretholde eller indføre mere specifikke bestemmelser for at
tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling
med henblik på overholdelse af stk. 1, litra c og e, ved at
fastsætte mere specifikke krav til behandling og andre
foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling,
herunder for andre specifikke databehandlingssituationer som
omhandlet i forordningens kapitel IX (artikel 85-91).
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6,
stk. 3, der fastsætter nærmere betingelser for at
anvende artikel 6, stk. 2, at grundlaget for behandling i henhold
til stk. 1, litra c og e, skal fremgå af EU-retten eller af
medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er
underlagt. Formålet med behandlingen skal være fastlagt
i dette retsgrundlag, eller for så vidt angår den
behandling, der er omhandlet i stk. 1, litra e, være
nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets
interesse, eller henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået
pålagt. Derudover fremgår det blandt andet af artikel
6, stk. 3, at medlemsstaterne i den forbindelse kan fastsætte
de generelle betingelser for lovlig behandling, og at man i den
forbindelse kan indføre
formålsbegrænsninger.
Efter databeskyttelsesforordningen er det således muligt
at opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at
tilpasse anvendelsen i forbindelse med artikel 6, stk. 1, litra c
og e, vedrørende behandling på baggrund af en retlig
forpligtelse eller i samfundets interesse.
For så vidt angår følsomme personoplysninger
omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9,
bemærkes, at behandling heraf som udgangspunkt er forbudt,
jf. artikel 9, stk. 1. Der gælder imidlertid en række
undtagelser til dette forbud, jf. stk. 2-4. Det følger bl.a.
af artikel 9, stk. 2, litra g, at forbuddet mod behandling i
artikel 9, stk. 1, ikke finder anvendelse, når behandling er
nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser
på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret
og står i rimeligt forhold til det mål, der
forfølges, respekterer det væsentligste indhold af
retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke
foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes
grundlæggende rettigheder og interesser.
For så vidt angår personoplysninger omfattet af
databeskyttelsesforordningens artikel 10 vedrørende
oplysninger om strafbare forhold bemærkes det, at disse
oplysninger er omfattet af forordningens artikel 6, jf. ordlyden af
artikel 10, 1. pkt. Det indebærer således, at den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 6,
udgør hjemlen for behandlingen af oplysninger om strafbare
forhold vedrørende den dømte.
Det er Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede
ordning indeholder passende garantier for den registreredes
rettigheder og frihedsrettigheder. Justitsministeriet har i den
forbindelse særligt lagt vægt på, at politiet
vurderer, om videregivelsen er nødvendig i hvert enkelt
tilfælde for at kunne håndhæve et forbud efter
den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk.
1, jf. også ordet "kan", samt at modtagerkredsen er
begrænset. Der er desuden lagt vægt på, at
indehavere, bestyrere og dørmænd har tavshedspligt med
hensyn til de modtagne oplysninger, jf. den foreslåede §
79 c, stk. 7.
For så vidt angår de foreslåede bestemmelser i
lovforslagets § 1, nr. 1, og den foreslåede bestemmelse
i straffelovens § 79 c, stk. 6, er det Justitsministeriets
vurdering, at den foreslåede bestemmelse kan fastsættes
inden for rammerne af forordningens artikel 6, stk. 1, litra e, om
en opgave i samfundets interesse, som den dataansvarlige har
fået pålagt. Det er desuden Justitsministeriets
vurdering, at den foreslåede bestemmelse kan fastsættes
inden for rammerne af artikel 9, stk. 2, litra g. Det vurderes, at
ordningen varetager en væsentlig samfundsinteresse, da
ordningen har til formål at forebygge kriminalitet, og at
mulighederne for at sikre en effektiv håndhævelse af et
opholdsforbud er en forudsætning for at opfylde dette
formål. Det vurderes desuden, at bestemmelsen sikrer passende
og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes
grundlæggende rettigheder og interesser. Der er herved
navnlig lagt vægt på, at modtagerne af de
pågældende oplysninger er underlagt tavshedspligt, jf.
den foreslåede § 79 c, stk. 7. Der er også lagt
vægt på, at der i medfør af den foreslåede
§ 79 c, stk. 8, nr. 3, vil blive fastsat nærmere regler
om modtagerens tavshedspligt samt nærmere regler om
modtagerens opbevaring og behandling af de pågældende
oplysninger. Den foreslåede bestemmelse udgør en
selvstændig hjemmel for behandling af personoplysninger i
medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2,
litra g, hvorfor tilladelseskravet i databeskyttelseslovens §
7, stk. 4, ikke finder anvendelse.
Vurderingen af den foreslåede bestemmelse har desuden
taget udgangspunkt i de kriterier, som er anbefalet i
betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen - og de
retlige rammer for dansk lovgivning, s. 169 ff. og s. 229 ff. Med
den foreslåede bestemmelse gøres der således
brug af muligheden for at fastsætte en national
særregel om den private modtagers behandling af
personoplysninger, hvorfor særreglen i den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 6, vil være hjemmel for den
privates behandling af både følsomme og almindelige
personoplysninger om den dømte, herunder oplysninger om
strafbare forhold.
Modtageren af oplysningerne bliver dataansvarlig, og modtagerens
behandling af personoplysninger efter den foreslåede
bestemmelse skal således ske i overensstemmelse med reglerne
i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herunder
særligt databeskyttelsesforordningens artikel 5.
Det følger bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel
5, at personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og
på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede
(lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed). Endvidere skal
personoplysninger indsamles til legitime formål og må
ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med
disse formål (formålsbegrænsning). Herudover skal
personoplysninger være tilstrækkelige, relevante og
begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de
formål, hvortil de behandles (dataminimering). Det er
Justitsministeriets vurdering, at modtagerens behandling af
personoplysninger lever op til kravet om lovlighed og rimelighed i
artikel 5, fordi oplysningerne alene modtages i de tilfælde,
hvor det er nødvendigt for politiets håndhævelse
af et forbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens
§ 79 c, stk. 1, at den modtagende personkreds er
begrænset, og fordi modtagerens behandling vil være
yderligere reguleret i bekendtgørelsesform. Behandlingen af
de pågældende personoplysninger skal desuden ske under
iagttagelse af de krav om personoplysningssikkerhed, der
følger af databeskyttelsesforordningen. Det bemærkes,
at der som led i den foreslåede bestemmelse i straffelovens
§ 79 c, stk. 8, nr. 3, bl.a. vil blive fastsat nærmere
regler om opbevaring og behandling af oplysninger som nævnt i
bestemmelsens stk. 5.
5. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
5.1. Tiltagene vedrørene forbud mod at deltage i
nattelivet, tryghedsskabende opholdsforbud og beslaglæggelse
af værdigenstande forventes at have ikke-ubetydelige
økonomiske konsekvenser for det offentlige på
tværs af straffesagskæden og involverede myndigheder
på Justitsministeriets område.
De forventede merudgifter kan særligt henføres til
politiets administration af og opretholdelse af tryghedsskabende
opholdsforbud. Udgifterne hertil vil kunne variere betydeligt i
forhold til antallet af steder, hvor der udstedes et
tryghedsskabende opholdsforbud. Der vil hertil kunne være
mindre afledte udgifter forbundet med tiltaget som følge af
øget sagsbehandling, straffesager for overtrædelse af
det tryghedsskabende opholdsforbud, domstolsbehandling og
ultimativt øget strafmasse i kriminalforsorgen. Det
bemærkes imidlertid, at den afledte effekt i særligt
kriminalforsorgen forventes at være af et mere beskedent
omfang, da der alene lægges op til fængselsstraf i
andengangstilfælde eller derover.
Der vil hertil også kunne være merudgifter forbundet
med tiltagene vedrørende forbud mod at deltage i nattelivet
og beslaglæggelse af værdigenstande, herunder som
følge af håndhævelse, efterforskning,
sagsbehandling, domstolsprøvelse og straffuldbyrdelse.
Der vil hertil være udgifter forbundet med
it-tilpasninger.
Merudgifterne som følge af tiltaget er forbundet med
betydelig usikkerhed. De primære forventede merudgifter, som
kan henføres til politiet og anklagemyndigheden,
håndteres inden for rammerne af ny flerårsaftale for
politiets og anklagemyndighedernes økonomi 2021-2023. Der er
i den forbindelse afsat midler til øget beredskab, herunder
til håndhævelse af tryghedsskabende opholdsforbud.
Tiltaget vedrørende udvisning af udlændinge
dømt for vanvidskørsel forventes at medføre
begrænsede økonomiske konsekvenser på
Justitsministeriets område.
5.2. For nærværende lovforslag er princip nr. 5
(Tryg og sikker datahåndtering) for digitaliseringsklar
lovgivning relevant.
Med lovforslagets § 1, nr. 1, og de heri foreslåede
bestemmelser i straffelovens § 79 c, stk. 5, 6 og 8,
forudsættes det således, at der vil ske en behandling
af personoplysninger af henholdsvis politiet og modtageren af
oplysningerne.
Som det fremgår af pkt. 4, vil behandlingen af de
pågældende personoplysninger skulle ske under
iagttagelse af de krav om personoplysningssikkerhed, der
følger af databeskyttelsesforordningen. Det bemærkes,
at der som led i den foreslåede bestemmelse i straffelovens
§ 79 c, stk. 8, nr. 3, bl.a. vil blive fastsat nærmere
regler om opbevaring og behandling af oplysninger som nævnt i
bestemmelsens stk. 5. Lovforslaget vurderes på denne baggrund
at være i overensstemmelse med principperne for
digitaliseringsklar lovgivning, herunder princip nr. 5.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
8. Klima- og
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klima- og miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet
til EU-retten
Efter udlændingeloven kan en udlænding udvises
uanset frihedsstraffens længde og varigheden af
udlændingens ophold i Danmark, hvis den
pågældende idømmes en ubetinget frihedsstraf for
navnlig overtrædelse af straffeloven, jf.
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, § 23, nr. 1, jf.
§ 22, og § 24, nr. 1, jf. § 22.
Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en
udlænding udvises efter §§ 22-24, medmindre dette
med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser.
Med lovforslaget foreslås det at ændre
udlændingelovens § 22, nr. 6, således at
bestemmelsen også kommer til at omfatte overtrædelse af
straffelovens § 241, 2. pkt., § 249, 2. pkt., og §
253, stk. 2.
Den foreslåede ændring indebærer, at en
udlænding, der idømmes en ubetinget frihedsstraf for
uagtsomt manddrab eller uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under
særligt skærpende omstændigheder eller for
flugtbilisme, skal udvises, medmindre udvisning med sikkerhed vil
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Tilsvarende gælder, hvis den pågældende
idømmes en anden strafferetlig retsfølge for at have
overtrådt en eller flere af bestemmelserne og ville
være idømt ubetinget frihedsstraf, hvis ikke der var
idømt en anden strafferetlig retsfølge.
For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, kan
udvisning dog kun ske i overensstemmelse med de principper, der
efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til
fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.
Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, kan kun
udvises under hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed
samt under overholdelse proportionalitetsprincippet. Det er et
krav, at udvisningen er begrundet i udlændingens adfærd
og ikke den pågældendes økonomiske
situation.
Vurderingen af, om en udlænding skal udvises, skal bl.a.
tage hensyn til varigheden af den pågældendes ophold i
landet, den pågældendes alder, helbredstilstand,
familiemæssige og økonomiske situation, samt sociale
og kulturelle integration i værtslandet og tilknytningen til
hjemlandet.
EU-retten har forrang, hvilket afspejles i
udlændingelovens § 2, stk. 3, som foreskriver, at de
begrænsninger, der følger af denne lov, kun finder
anvendelse på udlændinge, der er omfattet af
EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler. De
ovennævnte skal således altid inddrages i
vurderingen.
10. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
Et udkast til lovforslag om tryghedsskabende opholdsforbud,
forbud mod deltagelse i nattelivet og udvidet adgang til
beslaglæggelse af værdigenstande har i perioden fra den
14. januar 2021 til den 11. februar 2021 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International,
Copenhagen Business School (CBS) - CBS LAW, Danmarks Jurist- og
Økonomiforbund, Danske Advokater, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Dansk Detail, Dansk Erhverv, Dansk
Flygtningehjælp, DI, Danske Regioner, Dansk Røde Kors,
Dansk Socialrådgiverforening, Den Uafhængige
Politiklagemyndighed, Det Kriminalpræventive Råd,
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen, Domstolenes
Tjenestemandsforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Faggruppen
af Socialrådgivere i Kriminalforsorgen, Foreningen af
Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark,
Foreningen af Offentlige Anklagere, Dansk Told & Skatteforbund,
Gadejuristen, HORESTA, Institut for Menneskerettigheder, Justitia,
KFUK's sociale arbejde, KL, Københavns Kommune,
Københavns Retshjælp, Københavns Universitet -
Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsforeningen KRIM, Politidirektørforeningen,
Politiforbundet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for
Socialt Udsatte, SAND - De hjemløses landsorganisation,
samtlige byretter, Syddansk Universitet - Det
Samfundsvidenskabelige Universitet, Vestre Landsret, Østre
Landsret, Aarhus Retshjælp, Aarhus Universitet - Juridisk
Institut, Ålborg Universitet - Juridisk Institut - Det
Samfundsvidenskabelige Fakultet.
Et udkast til lovforslag om udvisning af udlændinge
dømt for vanvidskørsel har i perioden fra den 10.
februar 2021 til den 10. marts 2021 været høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Vestre Landsret, Østre Landsret, samtlige byretter,
Sø- og Handelsretten, 3 F, 3F Privat Service,
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International,
Amnesty Nu, Bedsteforældre for asyl, Børnerådet,
Børns Vilkår, Centralorganisationernes
Fællesudvalg CFU, Copenhagen Business School (Juridisk
Institut), Danes Worldwide, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse,
Danske Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Helsinki-Komité for
Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, Det
Kriminalpræventive Råd, DFUNK - Dansk
Flygtningehjælp Ungdom, DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur,
DIGST, Dokumentations- og Rådgivningscentret om
Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Finansrådet, Flygtningenævnet,
Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Foreningen af
Udlændingeretsadvokater, Foreningen af Offentlige Anklagere,
Forsikring og Pension, Færøernes Landsstyre, Global
Biodiversity Information Facility (GBIF), Handels, Transport og
Serviceerhvervene, HK/Danmark, Indvandrermedicinsk klinik,
Indvandrerrådgivningen, Institut for Menneskerettigheder,
International Community / Erhverv Aarhus, Justitia, KL, Kirkernes
Integrationstjeneste, Knud Vilby (på vegne af Fredsfonden),
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
(Kvindefredsligaen), Københavns Universitet (Juridisk
Fakultet), Landsforeningen Adoption & Samfund, Landsforeningen
af Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Landsorganisation af
kvindekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt Samvirke, Naalakkersuisut
(Grønlands Selvstyre), Odense Universitetshospital, Plums
Fond for fred, økologi og bæredygtighed (Tidl.
Fredsfonden), Politiforbundet, PRO-Vest, Red Barnet, Refugees
Welcome, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet,
Røde Kors, Rådet for Etniske Minoriteter, SOS Racisme,
Syddansk Universitet (Juridisk Institut), Trafikselskabet Movia,
Udlændingenævnet, UNHCR Regional Representation for
Northern Europe, Work-live-stay southern Denmark, Ægteskab
uden grænser, Ældresagen, Aalborg Universitet (Juridisk
Institut) og Aarhus Universitet (Juridisk Institut).
11. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Betydelige merudgifter forbundet med stor
usikkerhed i politiet og anklagemyndigheden samt afledte
forventeligt mindre udgifter i den resterende
straffesagskæde. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Behov for it-tilpasninger, herunder i
politiets POLSAS-system. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klima- og miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | For udlændinge, som er omfattet af
EU-reglerne, vil udvisning skulle ske i overensstemmelse med de
principper, der efter EU-reglerne gælder for
begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf.
udlændingelovens § 26 b. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Overimplementering
af EU-retlige minimumsforpligtelser | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten
i forbindelse med overtrædelse af nærmere angivne
bestemmelser i straffeloven ved dom kan give et forbud mod at
færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der
foregår salg af stærke drikke til nydelse på
eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i
straffelovens § 79 c om sådan et forbud.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i
straffelovens § 79 c, stk. 1, der
giver mulighed for, at personer, der idømmes
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter for overtrædelse af
straffelovens §§ 119 (vold og trusler om vold mod
personer i offentlig tjeneste), 119 b (angreb med genstand på
personer i offentlig tjeneste), 123 (vidnetrusler), 134 a
(deltagelse i slagsmål mv. på offentligt sted), 192 a
(ulovlig våbenbesiddelse), § 244, stk. 1 (simpel vold),
§§ 245 og 246 (grov vold og vold med døden til
følge), § 252, stk. 1 (forsætlig
fareforvoldelse), § 260, stk. 1 (ulovlig tvang), § 261,
stk. 1 (ulovlig frihedsberøvelse), §§ 266
(trusler), 288 (røveri) og 291 (hærværk), af
lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af
lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives et
opholdsforbud.
Et opholdsforbud vil kunne idømmes sammen med en
ubetinget eller en betinget fængselsstraf samt i forbindelse
med en anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter. Dette omfatter anbringelsesdomme
og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor
der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens
§ 70 og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.
Opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c,
stk. 1, vil omvendt ikke kunne idømmes i sager, hvor
straffen alene er bøde.
Et opholdsforbud vil kunne gives, uanset hvilken af de i den
foreslåede § 79 c, stk. 1, nævnte bestemmelser
eller særlove den pågældende dømmes for at
have overtrådt, og det vil som udgangspunkt være uden
betydning, hvor lang den idømte fængselsstraf er. Det
forudsættes dog, at der normalvis vil skulle være tale
om betinget eller ubetinget fængselsstraf på 30 dage
eller derover, før et opholdsforbud er relevant.
Opholdsforbud vil dog også efter omstændighederne kunne
være relevant, hvis der idømmes en lavere straf, men
hvor der f.eks. er tale om, at den pågældende gentagne
gange tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet eller for
kriminalitet, der er begået i nattelivet.
Den foreslåede ordning vil tillige omfatte forsøg
på og medvirken til lovovertrædelserne, jf.
straffelovens §§ 21 og 23.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.1.
Et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1,
vil være relevant, hvor forholdet, der giver anledning til
opholdsforbuddet, er begået i nattelivet eller i tilknytning
til den dømtes færden i nattelivet.
Det vil således være relevant at idømme et
opholdsforbud, hvis forholdet er begået i aften- og
nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning
til den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks.
være tilfældet, hvor forholdet er begået en
tidlig morgen i forlængelse af, at den pågældende
har opholdt sig på en natklub, bar eller lignende.
Det afgørende vil være, at et forbud, på
grund af karakteren af den begåede kriminalitet, vurderes at
ville virke forebyggende i forhold til ny ligeartet kriminalitet.
Der vil i den forbindelse f.eks. kunne lægges vægt
på, om forholdet er begået på eller i tilknytning
til et serveringssted eller i tilknytning til eller i en
nattelivszone.
Et opholdsforbud vil skulle idømmes af domstolene efter
en konkret vurdering af, om et opholdsforbud vil være egnet
og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af
lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en
periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet.
Domstolene vil i den forbindelse skulle tage stilling til, om det
må antages, at der er fare for, at den dømte vil
begå ny ligeartet kriminalitet.
Det vil som udgangspunkt altid være tilfældet, hvis
der er tale om gentagelsestilfælde.
Opholdsforbud vil dog også kunne gives i
førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er
fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet
kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor
forbrydelsen er af grovere karakter, hvorved den dømte har
demonstreret en vis voldsparathed. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvis forholdet er begået af flere i
forening, er begået over for flere ofre, eller der er tale om
flere voldelige overfald af samme offer. Det kan også
være tilfældet, hvis den pågældende har
været i besiddelse af særligt farlige våben.
Det vil bero på rettens skøn, om det
pådømte forhold er af en sådan karakter, at der
kan gives forbud i tilfælde, hvor den dømte ikke
tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.
Et opholdsforbud vil endvidere skulle være proportionalt
med den begåede kriminalitet. Den tidsmæssige
udstrækning af et forbud vil i den forbindelse skulle
indgå i proportionalitetsvurderingen. Det må antages,
at et opholdsforbud meddelt for en periode på omkring 3
måneder almindeligvis vil være proportionalt, hvis der
idømmes en betinget eller ubetinget fængelsstraf i
omegnen af 30 dage, også i
førstegangstilfælde.
Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det
ikke er alle, som er omfattet af den foreslåede § 79 c,
stk. 1, skal der foretages en konkret vurdering af, om den
overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv
ville have medført en straf af en varighed, der kan begrunde
et opholdsforbud.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.1.1.
Et opholdsforbud vil efter den foreslåede bestemmelse i
§ 79 c, stk. 2, indebære, at
den dømte ikke i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 må
færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der
foregår salg af stærke drikke til nydelse på
eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang.
Udtrykket »serveringssteder, hvorfra der foregår
salg af stærke drikke« vil skulle forstås som i
restaurationsloven og vil således omfatte steder, hvorfra der
serveres drikkevarer med 2,8 pct. volumen alkohol eller derover,
til nydelse på eller ved salgsstedet. Omfattet vil
således være ethvert sted, der efter kl. 24 serverer
øl, vin og spiritus samt andre alkoholiske drikkevarer med
en alkoholprocent på over 2,8. Det vil være uden
betydning, om der på stedet også serveres drikkevarer
med under 2,8 pct. volumen alkohol, ligesom det vil være uden
betydning, om serveringen sker indendørs eller
udendørs og i forbindelse med servering af mad.
Udtrykket vil således omfatte natklubber, diskoteker,
barer, værtshuse, restauranter, caféer og lignende,
men også øvrige lokaliteter, hvorfra der foregår
salg af stærke drikke. Kiosker og lignende vil ikke blive
betragtet som serveringssteder omfattet af et forbud, medmindre der
serveres stærke drikke til nydelse på eller ved
salgsstedet.
Et opholdsforbud vil omfatte alle serveringssteder i Danmark,
hvorfra der serveres stærke drikke. Et forbud adskiller sig
på denne baggrund fra et restaurationsforbud meddelt efter
§ 31, stk. 2, i lov om restaurationsvirksomhed og
alkoholbevilling m.v., da et restaurationsforbud alene omfatter et
eller flere bestemte serveringssteder.
Et opholdsforbud vil ikke omfatte områder i tilknytning
til et serveringssted, medmindre serveringsstedet er placeret i en
nattelivszone.
Udtrykket »offentlig adgang« vil skulle
forstås i overensstemmelse med § 2 i
ordensbekendtgørelsen og vil således omfatte
områder, hvortil der er almindelig adgang. Det betyder, at
f.eks. en bar eller en restaurant i en hotellobby vil være
omfattet af et forbud, selvom den dømte ikke bor på
hotellet, såfremt der er almindelig adgang dertil.
Et opholdsforbud vil for det andet indebære, at den
dømte ikke må færdes og opholde sig i
nattelivszoner udpeget af politiet i medfør af den
foreslåede § 6 c i politiloven.
Udtrykket »færdes eller opholde sig« vil
skulle forstås på samme måde som i straffelovens
§ 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2. Færden eller
ophold vil således omfatte enhver fysisk
tilstedeværelse på de omfattede serveringssteder eller
i en nattelivszone. Et opholdsforbud vil således
indebære, at den blotte tilstedeværelse i tidsrummet
fra kl. 24 til kl. 5 på et serveringssted, der serverer
stærke drikke eller en nattelivszone uden politiets
forudgående tilladelse, vil udgøre en
overtrædelse af forbuddet. Det vil gælde, selvom der er
tale om et helt kortvarigt ophold.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.2.
Det foreslås i § 79 c, stk.
3, at politiet vil kunne meddele tilladelse til færden
og ophold i nattelivszoner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det
af særlige grunde må anses for beføjet.
Tilladelsesordningen forudsættes administreret
restriktivt. Der vil dog kunne være særlige
tilfælde, hvor den dømte vil have et særligt
anerkendelsesværdigt formål med at færdes eller
opholde sig i en nattelivszone i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.
Det forudsættes, at der som udgangspunkt kun vil blive
meddelt tilladelse, når Danmarks internationale
forpligtelser, herunder EMRK, kræver dette.
Tilladelsesordningen vil for det første indebære,
at den dømte på forhånd og på eget
initiativ skal søge om tilladelse til færden eller
ophold i en nattelivszone omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, og at den
pågældende ikke lovligt vil kunne færdes eller
opholde sig i områderne, før der eventuelt måtte
være meddelt en sådan tilladelse.
Udtrykket »særlige grunde« vil i denne
forbindelse skulle forstås på samme måde som i
straffelovens § 79 a, stk. 3, og § 79 b, stk. 4.
Som eksempler på tilfælde, hvor der vil foreligge
»særlige grunde«, som vil kunne begrunde en
tilladelse til færden eller ophold i et område, som er
omfattet af et opholdsforbud, kan nævnes tungtvejende hensyn
til den pågældendes eller dennes nærmeste
pårørendes helbred, der forudsætter kontakt
også i det tidsrum, opholdsforbuddet gælder i.
Det er ikke hensigten, at et opholdsforbud skal være til
hinder for færden og ophold i nødsituationer, herunder
den pågældendes eller dennes nærmeste
pårørendes akutte henvendelse til et hospital. I disse
tilfælde vil der således ikke kræves tilladelse
fra politiet til færden og ophold i området.
Ved nærmeste pårørende forstås normalt
personens ægtefælle, faste samlevende, forældre,
børn og søskende.
Deltagelse i mere almindeligt eller hyppigt forekommende
familiebegivenheder som f.eks. fødselsdage, højtider
eller uformelle sammenkomster mv. vil som det klare udgangspunkt
ikke udgøre en særlig grund i bestemmelsens
forstand.
Der vil som udgangspunkt foreligge særlige grunde, hvis
den dømte forud for dommen er bosat i et område
omfattet af et forbud. Dette vil indebære, at der som det
klare udgangspunkt vil skulle meddeles tilladelse til, at den
pågældende kan blive boende i forbudsområdet.
Tilladelsen bør omfatte vilkår om at kunne
færdes frem og tilbage.
Der vil som det klare udgangspunkt ikke foreligge særlige
grunde, hvis den pågældende ønsker at varetage
arbejdsmæssige opgaver eller forpligtigelser på et sted
eller i et område omfattet af et forbud.
I visse helt særlige situationer vil også
tungtvejende hensyn til forsamlings- eller foreningsfriheden kunne
begrunde en tilladelse til færden eller ophold i det
område, som opholdsforbuddet omfatter.
De ovenfor anførte eksempler er ikke udtryk for en
udtømmende opregning af de tilfælde, hvor der efter
omstændighederne kan foreligge særlige grunde, som vil
kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold i et
område omfattet af et opholdsforbud.
Samlet set vil det således bero på en konkret og
individuel afvejning, hvornår færden og ophold af
særlige grunde må anses for
»beføjet« i bestemmelsens forstand. Der vil i
den forbindelse skulle foretages en hensynsafvejning af på
den ene side formålet med tilladelsen samt den
pågældendes personlige forhold og på den anden
side hensynet til at forebygge kriminalitet i nattelivet. Den
tidsmæssige og geografiske udstrækning af tilladelsen
til ophold vil bero på en nærmere vurdering af
formålet med tilladelsen og forholdene i øvrigt.
Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar
overtrædelse af et opholdsforbud, hvis den dømte
overtræder forbuddet uden at have søgt om tilladelse
til det pågældende ophold. Dette gælder, uanset
om det i øvrigt må antages, at tilladelse ville
være givet, hvis der var søgt om den.
En ansøgning om tilladelse til ophold vil skulle indgives
til politidirektøren i den eller de politikredse, hvor
personen ønsker at opholde sig. En klage over en
afgørelse om afslag på tilladelse vil i medfør
af retsplejelovens § 109, stk. 1, skulle indgives til
rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelse vil ikke kunne
påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens §
109, stk. 2. En afgørelse om afslag på tilladelse mv.
vil endvidere kunne indbringes for domstolene efter grundlovens
§ 63.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.3.
Det foreslås i § 79 c, stk. 4,
1. pkt., at et opholdsforbud vil skulle gives på tid
op til 2 år regnet fra endelig dom.
Den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud vil
skulle afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.
Forbuddets varighed vil således skulle afspejle risikoen for,
at den dømte begår ny ligeartet kriminalitet. Der vil
i den forbindelse bl.a. skulle lægges vægt på
grovheden af den begåede kriminalitet, og om den dømte
tidligere er dømt for lignende lovovertrædelser.
Et opholdsforbud vil skulle være proportionalt med den
begåede kriminalitet, og i den forbindelse vil den
tidsmæssige udstrækning af et forbud skulle indgå
i proportionalitetsvurderingen. Det forudsættes dog, at et
opholdsforbud som udgangspunkt vil være af mindst 3
måneders varighed.
Ved fængsel i indtil 3 måneder må det antages,
at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der
idømmes et opholdsforbud på mellem 3 og 6
måneders varighed. Ved fængsel i indtil 6 måneder
må det antages, at det i almindelighed vil være
proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på
mellem 6 og 12 måneders varighed og ved fængsel i mere
end 1 år må det antages, at det i almindelighed vil
være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud
på mellem 1 til 2 års varighed.
Fastsættelsen af forbuddenes længde vil dog altid
bero på domstolenes konkrete vurdering af, hvad der
skønnes nødvendigt med henblik på at forebygge,
at den pågældende begår ny, ligeartet
kriminalitet.
I tilfælde, hvor der i den samlede strafudmåling
tillige indgår straf for lovovertrædelser, som ikke
opfylder betingelserne for idømmelse af forbud efter den
foreslåede § 79 c, stk. 1, eller hvor der udløses
reststraf fra tidligere domme, vil retten skulle fastsætte
den tidsmæssige udstrækning af forbuddet ud fra et
skøn over, hvilken del af den samlede straf, der kan
henføres til lovovertrædelser, som er omfattet af
§ 79 c, stk. 1.
En person, der er idømt et opholdsforbud, vil ved senere
dom kunne idømmes et yderligere forbud, såfremt
betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderligere forbud
vil ligeledes få virkning fra endelig dom. Der vil i den
forbindelse ikke været noget til hinder for, at der er
tidsmæssigt overlap mellem flere idømte forbud.
På tilsvarende vis vil en person, der er meddelt et
restaurationsforbud efter § 31, stk. 2 i lov om
restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., ved dom kunne
idømmes et opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 1. Der vil således ikke
være noget til hinder for, at der er tidsmæssigt
overlap mellem et restaurationsforbud og et opholdsforbud.
Det følger af den foreslåede § 79 c, stk. 4, 2. pkt., at ved udståelse af
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter forlænges et opholdsforbud
tilsvarende.
Ordningen vil indebære, at opholdsforbuddet
forlænges i tid med den periode, hvor den dømte
udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, som blev idømt sammen med forbuddet, eller
udstår øvrige fængselsstraffe eller andre
strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende
karakter, når udståelsen finder sted, mens forbuddet
har virkning.
Et opholdsforbud vil således blive forlænget,
når den pågældende udstår
fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller
arresthus. Tilsvarende vil et forbud bliver forlænget, hvis
den pågældende efter reglerne i
udgangsbekendtgørelsen udstår fængselsstraf
under udstationering fra fængsel eller arresthus. Herudover
vil et forbud blive forlænget, hvis den
pågældende udstår straf i kriminalforsorgens
pensioner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf
på bopælen under intensiv overvågning og kontrol
(fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13
a.
Perioden vil blive beregnet fra begyndelsen af afsoningen mv.
til løsladelsen eller udskrivningen, hvorved forstås
første løsladelse eller udskrivning fra den
pågældende straf, herunder
prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt
benådning fra straffen eller anden strafferetlig
retsfølge.
Et opholdsforbud vil ligeledes blive forlænget i tid, hvis
der træffes bestemmelse om genindsættelse efter
eventuel prøveløsladelse eller
prøveudskrivning eller efter betinget benådning.
Hvis den dømte varetægtsfængsles i
forbindelse med en straffesag, der ligger efter den dom, hvorved et
forbud er givet, vil forbuddet også skulle forlænges
med denne frihedsberøvelse, medmindre den
pågældende frifindes eller ikke idømmes
ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende karakter. I
sidstnævnte tilfælde vil der således ikke
være tale om udståelse af fængselsstraf mv.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.4.
Det foreslås med bestemmelsen i § 79 c, stk. 5, at politiet vil kunne
videregive oplysninger til indehavere og bestyrere af bestemte
serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt opholdsforbud
efter den foreslåede § 79 c, stk. 1. Videregivelsen
må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at
håndhæve et forbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 1.
Herved tilvejebringes hjemmel til, at politiet vil kunne
videregive personoplysninger på personer med forbud efter den
foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1, til indehavere
og bestyrere af serveringssteder.
Det vil være en betingelse for politiets videregivelse af
oplysningerne, at videregivelsen ud fra en politifaglig vurdering
er nødvendig for at kunne håndhæve et
opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 79 c, stk. 1.
Som eksempler på tilfælde, hvor politiet vil kunne
videregive sådanne oplysninger, kan nævnes, at politiet
er bekendt med, at den pågældende flere gange tidligere
har begået lovovertrædelser på eller i
tilknytning til et eller flere bestemte serveringssteder. Det kan
derudover f.eks. være relevant at videregive sådanne
oplysninger, hvis den pågældende tidligere er meddelt
et restaurationsforbud efter § 31, stk. 2, i lov om
restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. til bestemte
serveringssteder, eller hvis den pågældende har
overtrådt sit opholdsforbud ved besøg på et
bestemt serveringssted. Det vil endvidere kunne være
tilfældet, hvor det forhold, der giver anledning til et
forbud, er begået på et bestemt serveringssted og har
været af en vis grovhed.
En sådan videregivelse vil ikke være i strid med
forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt mv.
Med udtrykket »indehavere« og
»bestyrere« skal forstås ledende medarbejdere
på de omfattede serveringssteder. Hvor der i forhold til
særlige serveringssteder er tale om, at den person, der er
ansvarlig for driften, ikke formelt er indehaver eller bestyrer,
men eksempelvis forpagter, forudsættes det således, at
videregivelsen også kan ske til denne.
Politiet vil alene kunne videregive oplysninger om den
dømtes navn, den dømtes billede og om forbuddets
tidsmæssige udstrækning. Oplysninger om, hvilke
konkrete strafbare forhold der ligger til grund for forbuddet, vil
derimod ikke kunne videregives, da oplysningen ikke i sig selv har
betydning for håndhævelsen af forbuddet.
Den foreslåede bestemmelse i §
79 c, stk. 6, 1. pkt., fastlægger den personkreds, der
vil kunne behandle de oplysninger om et opholdsforbud, som politiet
kan videregive til indehaveren eller bestyreren i medfør af
stk. 5.
Det fremgår af bestemmelsen, at behandlingen som
udgangspunkt alene vil kunne foretages af indehavere, bestyrere og
dørmænd.
Begrebet »dørmænd« vil skulle
forstås som autoriserede dørmænd, jf.
restaurationslovens § 15 a, stk. 1, og personer, der i henhold
til lov om vagtvirksomhed er autoriseret til at drive
vagtvirksomhed samt en vagtvirksomheds godkendte personale, jf.
§ 15 a, stk. 3, i lov om restaurationsvirksomhed og
alkoholbevilling m.v.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 6, 2. pkt., vil de
oplysninger, der modtages fra politiet efter stk. 5, alene kunne
behandles i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til
håndhævelsen af forbuddet. Der skal således
være en saglig begrundelse for at få adgang til og
behandle de pågældende oplysninger.
Politiets og modtagernes behandling af oplysningerne vil
endvidere skulle ske i overensstemmelse med
databeskyttelseslovgivningen, som beskrevet under pkt. 5 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, idet der vil
være tale om behandling af personoplysninger. Det
bemærkes, at Justitsministeriet finder, at den
foreslåede ordning generelt er i overensstemmelse med
databeskyttelseslovgivningen. Det vil dog bero på
Datatilsynets eller domstolenes konkrete vurdering af det enkelte
tilfælde, om de databeskyttelsesretlige regler, som beskrevet
ovenfor i de almindelige bemærkninger pkt. 4, er
overholdt.
Den foreslåede bestemmelse i §
79 c, stk. 7, vil indebære, at modtagerne har
tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som er nævnt i
stk. 5. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f vil tilsvarende
finde anvendelse.
Dermed fastsættes der tavshedspligt med hensyn til de
oplysninger om opholdsforbud, som politiet vil kunne videregive i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 79 c,
stk. 5. Tavshedspligten vil gælde for indehavere, bestyrere
og dørmænd samt eventuelle andre personer, der i
medfør af regler fastsat efter den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 8, nr. 3, får adgang til de
pågældende oplysninger.
Henvisningen til straffelovens §§ 152 og 152 c-f vil
indebære, at enhver uberettiget videregivelse eller
udnyttelse af oplysningerne kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. Sker videregivelsen eller
udnyttelsen med forsæt til at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding, eller foreligger der i øvrigt
særligt skærpende omstændigheder, kan straffen
stige til fængsel indtil 2 år.
Ved forslaget til bestemmelsen i § 79
c, stk. 8, bemyndiges justitsministeren til at
fastsætte nærmere regler om administrationen af
forbudsordningen.
Det forudsættes, at der i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 79 c,
stk. 8, nr. 1, vil blive fastsat regler om tilladelser efter
bestemmelsens stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning,
vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser. Der
vil således i bekendtgørelse blive fastsat
nærmere regler om ansøgningsprocedure og udstedelse af
tilladelse til henholdsvis færden og ophold i en
nattelivszone. Endvidere vil der blive fastsat nærmere regler
om stedlig kompetence til at træffe afgørelse efter
stk. 3, fastsættelse af vilkår og tilbagekaldelse af
tilladelser.
Der vil endvidere i bekendtgørelsen kunne
fastsættes regler om politiets mulighed for at ændre
eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis
forudsætningerne for en tilladelse, herunder den
dømtes personlige forhold, ændrer sig, hvis en
tilladelse eller vilkårene herfor ikke overholdes, eller hvis
oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til
at antage, at den pågældende vil misbruge den meddelte
tilladelse.
Det forudsættes endvidere, at der i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 79 c,
stk. 8, nr. 2, vil blive fastsat nærmere regler om
politiets videregivelse af oplysninger efter stk. 5.
Det forudsættes, at der i medfør af bestemmelsen
vil blive fastsat regler om, at politiet normalt skal give
indehaveren eller bestyreren af en bestemt virksomhed individuel
underretning. Det forudsættes, at der fastsættes regler
om, at underretningen bl.a. vil skulle ske ved almindelige post
eller eventuelt anbefalet brev eller ved krypteret e-post.
Det forudsættes, at der i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 79 c,
stk. 8, nr. 3, vil blive fastsat nærmere regler om
behandlingen af oplysninger som nævnt i stk. 5. Der vil i
medfør af bestemmelsen bl.a. kunne fastsættes krav til
det berørte serveringssteds opbevaring og håndtering
af de modtagne oplysninger, herunder i hvilket omfang indehaveren
og bestyreren må videregive oplysningerne til andre ansatte
på det pågældende serveringssted end dem, der
specifikt er nævnt i stk. 6.
Efter omstændighederne vil det således være
nødvendigt at lade andre ansatte på det
pågældende serveringssted end dem, som er nævnt i
stk. 6, få adgang til oplysningerne. Det vil navnlig kunne
være tilfældet på serveringssteder uden
adgangskontrol og dermed normalt uden dørmænd, idet
der her - hvis adgangen til oplysningerne begrænses til
indehavere, bestyrere og dørmænd - i indehaverens
eller bestyrerens fravær ikke vil være nogen til at
kontrollere, om en person har fået et forbud mod at komme
på stedet. Den personalegruppe, der kunne blive tale om i
sådanne tilfælde at give adgang til oplysningerne, vil
være bartendere og serveringspersonale mv.
Det forudsættes endvidere i den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 8, nr.
4, at der vil blive fastsat regler om straf af bøde
for overtrædelse af regler fastsat i medfør af §
79 c, stk. 8, nr. 3.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.5.
Til nr. 2
Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at en
overtrædelse af et opholdsforbud efter den forslåede
bestemmelse i § 79 c, kan straffes.
Det foreslås, at indsætte et stk. 2 i straffelovens
§ 124 a, hvorefter
overtrædelse af et opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 1, vil kunne straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år.
Overtrædelse af et opholdsforbud vil kunne straffes ved
grov uagtsomhed og forsæt.
Det skal ses i lyset af, at politiet med den foreslåede
ordning vil have pligt til at offentliggøre enhver
beslutning om at udpege en nattelivszone på politiets
officielle hjemmeside, på sociale medier eller lignende,
ligesom den pågældende politikreds skal udstede en
pressemeddelelse om nattelivszonen og de nærmere detaljer
omkring zonen.
Det må således almindeligvis antages, at der som
minimum vil foreligge grov uagtsomhed, når en person med et
opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, ikke
har orienteret sig - eller ikke orienteret sig tilstrækkeligt
- om de gældende nattelivszoner, inden vedkommende
bevæger sig ud i nattelivet i et område, hvor der er en
tæt koncentration af barer, diskoteker og lignende.
Tilsvarende må antages at være tilfældet, hvor
en person med et opholdsforbud efter den foreslåede § 79
c, stk. 1, ikke gør sig bekendt med, om et serveringssted
serverer stærke drikke, hvis vedkommende opholder sig
på dette efter kl. 24.
Det vil dog altid bero på domstolenes frie bevisvurdering,
om anklagemyndigheden har ført det til domfældelse
fornødne bevis for, at den pågældende har
handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for
overtrædelse af et opholdsforbud i
førstegangstilfælde som udgangspunkt vil skulle
fastsættes til bøde på 10.000 kr.
Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i
andengangstilfælde og derover som udgangspunkt vil skulle
fastsættes til fængsel i 30 dage.
Fastsættelsen af længden af straffen vil dog bero
på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens 10. kapitel.
I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en
straffesag for overtrædelse af et opholdsforbud vil der
desuden kunne ske prøvelse af lovligheden af en beslutning
om at udpege en nattelivszone.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.6.
Til §
2
Til nr. 1
Der er ikke i gældende lovgivning regler, der gør
det muligt for politiet at udstede et generelt forbud mod ophold i
et bestemt område på baggrund af adfærden hos
personer i det pågældende område. Politiet har
dog en række muligheder for at udstede påbud og forbud
mod ophold i et nærmere afgrænset område til
bestemte personer på baggrund af de pågældendes
adfærd i området, jf. f.eks. straffelovens §§
79 a og 79 b, politilovens § 6 om visitationszoner og regler
om bl.a. zoneforbud i ordensbekendtgørelsens § 6.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 6 b, stk. 1, i politiloven, hvorefter
politiet med henblik på at fremme trygheden i et område
kan udstede forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der
er almindelig adgang (tryghedsskabende opholdsforbud). Et
tryghedsskabende opholdsforbud er ikke til hinder for almindelig
færden i området, jf. den foreslåede bestemmelses
2. pkt.
Et »bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang«
skal efter den foreslåede bestemmelse forstås i
overensstemmelse med § 2 i ordensbekendtgørelsen. Efter
ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 1, finder
bekendtgørelsen, hvor ikke andet fremgår, anvendelse
på borgernes adfærd på veje eller på andre
steder, hvortil der er almindelig adgang. Bekendtgørelsen
finder således f.eks. anvendelse på borgernes
adfærd i offentligt tilgængelige parker, jernbane- og
rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige
befordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder samt i
åbningstiden butikker, butikscentre og offentlige kontorer.
Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 2, forstås
ved en vej offentlig eller privat vej, gade, cykelsti, fortov,
plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, som benyttes til
almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse vil dog uanset sammenhængen med
ordensbekendtgørelsen § 2 ikke kunne udstedes på
indendørs arealer, hvortil der er almindelig adgang. I disse
tilfælde vil lovgivningens øvrige muligheder for at
meddele påbud eller forbud mod ophold på bestemte
steder kunne finde anvendelse. Opholdsforbud vil således
efter den foreslåede bestemmelse f.eks. kunne udstedes i
områder i en offentligt tilgængelige park, plads og
på udendørsarealer på tog- og rutebilstationer
mv., men ikke i f.eks. offentligt tilgængelige butikscentre,
aktivitetscentre, indendørs arealer på tog- og
rutebilsstationer, offentlige befordringsmidler,
parkeringskældre mv.
Området for det foreslåede tryghedsskabende
opholdsforbud må herudover ikke være større end
det påkrævede for at genoprette trygheden i
området. Et tryghedsskabende opholdsforbud vil således
alene kunne udstedes for mindre, afgrænsede områder,
f.eks. en udendørs perron på en tog- og
rutebilsstation, en bestemt plads, park eller vej. Der vil ikke
kunne udstedes forbud, der omfatter større områder som
f.eks. en bydel.
Det forudsættes, at det geografiske område for
opholdsforbuddet vil skulle offentliggøres på en
tydelig måde, jf. det foreslåede stk. 6.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.2.1.
Det foreslås i § 6 b, stk. 1, 2.
pkt., at forbuddet ikke er til hinder for »almindelig
færden i området«. Der vil således ved
vurderingen af, om en persons tilstedeværelse i et
forbudsområde udgør en overtrædelse af
opholdsforbuddet skulle foretages en vurdering af, om
tilstedeværelsen har karakter af ulovligt ophold eller
almindelig færden i området.
Almindelig færden skal efter den foreslåede
bestemmelse forstås som bevægelse gennem eller i
området og kortvarige, naturlige, ophold i forbindelse med
bevægelsen gennem eller i området. Det vil f.eks.
være almindelig færden i bestemmelsens forstand at
gå rundt på et udendørs butikstorv i forbindelse
med et ærinde i en butik eller lignende i området eller
at passere gennem torvet for at nå frem til et
bestemmelsessted i eller i nær tilknytning til området
mv.
Det vil dog være i strid med bestemmelsen at tage ophold i
området, som ikke har tilknytning til en bevægelse
gennem eller i området. Det forudsættes dog, at
kortvarige ophold i et forbudsområde ikke vil udgøre
et ulovligt ophold i området, hvis det kortvarige ophold er
nødvendigt i forhold til en bevægelse gennem eller i
området.
Ophold på en bænk i forbindelse med af- og
påstigning på tog- eller rutebilsstationer vil
således kunne udgøre et kortvarigt ophold i
forbindelse med en bevægelse gennem eller i området,
ligesom det at stå i kø til en butik i området
også vil kunne udgøre et kortvarigt ophold i
forbindelse med en bevægelse gennem eller i
området.
Det vil derimod være i strid med forbuddet efter den
foreslåede bestemmelse at benytte parkarealer mv. omfattet af
et forbud til rekreative formål som f.eks. boldspil, picnic
mv., ligesom det efter omstændighederne vil kunne
udgøre et ophold i strid med forbuddet at tage plads
på en bænk eller lignende i et forbudsområde,
f.eks. i forbindelse med en passage fra én butik til en
anden i det pågældende område, hvis der ikke er
tale om et kortvarigt ophold, som er nødvendigt i forhold
til en bevægelse gennem eller i området.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.2.2.
Den foreslås i § 6 b, stk.
2, at udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud efter
stk. 1 kan ske, hvis der i det pågældende område
udvises en adfærd af en gruppe af personer, som er egnet til
at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i
området. Det er i den forbindelse en forudsætning, at
udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud vurderes at
være et egnet redskab, og at mindre indgribende
foranstaltninger ikke skønnes at være
tilstrækkelige til at genskabe trygheden i området, jf.
bestemmelsens 2. pkt.
Ved »en gruppe af personer« forstås et antal
personer, som tilsammen udgør en gruppe. Udtrykket "grupper
af personer" skal ikke forstås i overensstemmelse med
udtrykkets anvendelse i f.eks. straffelovens § 81 a.
Det er ikke muligt udtømmende at definere, hvornår
der efter den foreslåede bestemmelse er tale om en gruppe af
personer, men der kan ved vurderingen bl.a. lægges vægt
på antallet af personer, der er samlet, og om personerne
udadtil fremstår som en gruppe. Efter omstændighederne
vil en samling på 2-3 personer kunne anses for en gruppe af
personer efter den foreslåede bestemmelse, såfremt
personerne udadtil fremstår som en samlet gruppe.
Kravet om, at der skal være tale om en gruppe af personer,
indebærer, at enkeltpersoners utryghedsskabende adfærd
i et område ikke kan begrunde et tryghedsskabende
opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse.
Adfærden blandt enkeltpersoner i en gruppe kan dog efter
omstændighederne være tilstrækkeligt til, at det
vurderes, at gruppens adfærd som sådan er egnet til at
skabe utryghed, også selvom øvrige personer i gruppen
ikke udviser en adfærd, som er egnet til at skabe
utryghed.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.1.1.
Ved »en adfærd, der er egnet til at skabe
utryghed« vil der ud fra en samlet konkret politifaglig
vurdering bl.a. kunne lægges vægt på, om gruppen
udviser en chikanerende, truende eller intimiderende adfærd
over for f.eks. forbipasserende, beboere eller erhvervsdrivende
mv., om gruppens adfærd medfører støjgener
og/eller trafikale gener, om personer i gruppen indtager eller er
påvirkede af alkohol eller andre rusmidler, om personer i
gruppen har medbragt aggressive hunde som f.eks. kamphunde eller
muskelhunde mv. Det er ikke et krav efter den foreslåede
bestemmelse, at adfærden skal have karakter af kriminelle
handlinger.
Som eksempler på en adfærd, der er egnet til at
skabe utryghed kan nævnes, at en gruppe af unge udviser en
chikanøs eller truende adfærd over for
forbipasserende. Eksempler på chikanøs eller truende
adfærd kan f.eks. være, at personer i gruppen
råber, kommer med nedsættende bemærkninger eller
stiller sig i vejen for forbipasserende, eller at personer i
gruppen udviser en støjende eller fornærmende
adfærd i øvrigt, der er egnet til at skabe
utryghed.
Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at
der konkret skal være givet udtryk for en følelse af
utryghed i forhold til adfærden fra andre personer i
området, idet den pågældende gruppes adfærd
alene skal være egnet til at skabe utryghed.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.1.2.
Politiet skal herudover vurdere, at et tryghedsskabende
opholdsforbud vil være et »egnet redskab, og at mindre
indgribende foranstaltninger ikke skønnes at være
tilstrækkelige til at genskabe trygheden i
området«.
Kravet indebærer, at politiet efter en politifaglig
vurdering skal vurdere, at udstedelse af et tryghedsskabende
opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i politilovens
§ 6 b, stk. 1, vil medvirke til at normalisere tilstanden og
genskabe trygheden for beboere og andre, der færdes i
området. I den forbindelse skal politiet vurdere, om der er
andre mindre indgribende foranstaltninger, som vil være mere
egnede til at genskabe trygheden i området. Det vil efter
omstændighederne kunne være tilfældet, hvis
politiet vurderer, at et påbud eller forbud til en
enkeltperson efter den øvrige lovgivning vil være
tilstrækkeligt til at genskabe trygheden i området, jf.
pkt. 2.1.1. Der vil herudover kunne lægges vægt
på, om der er grund til at tro, at adfærden vil
fortsætte, hvis der ikke udstedes et tryghedsskabende
opholdsforbud.
Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at
politiet forinden beslutningen om at udstede et tryghedsskabende
opholdsforbud skal have meddelt forudgående advarsel eller
påbud eller på lignende måde forsøgt at
dæmpe adfærden blandt personerne i gruppen for at
normalisere tilstanden i området, men det vil kunne
indgå som et moment i politiets vurderingen af, om der er
andre mindre indgribende foranstaltninger, der vil være mere
egnede for at genskabe trygheden i området.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.1.3.
Den foreslås i § 6 b, stk.
3, at overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes
med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for
overtrædelse af et opholdsforbud i
førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes
til bøde på 10.000 kr. Under formildende
omstændigheder - herunder f.eks. hvis det forbudsramte
område ikke har været skiltet med tilstrækkelig
tydelighed, jf. den foreslåede bestemmelse i politilovens
§ 6 b, stk. 6 - vil bøden dog kunne fastsættes
til et lavere niveau, ligesom mangelfuld skiltning efter
omstændighederne vil kunne have betydning ved vurderingen af
skyldsspørgsmålet.
Tilregnelseskravet efter den foreslåede bestemmelse vil
være uagtsomhed. Det forudsættes, at det ved
vurderingen af strafansvaret efter den foreslåede bestemmelse
vil skulle indgå, om området er tydeligt
afgrænset, som det kræves i medfør af den
foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 6.
Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i
andengangstilfælde og derover som udgangspunkt
fastsættes til fængsel i 30 dage.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.4.1.
Den foreslås i § 6 b, stk.
4, at en beslutning om at udstede et tryghedsskabende
opholdsforbud meddeles for en periode på op til 30 dage. Det
foreslås herudover i § 6 b, stk. 4,
2. pkt., at beslutningen kan forlænges med op til 30
dage ad gangen. Det foreslås endelig i § 6 b, stk. 4, 3. pkt., at beslutningen
kan udformes på en måde, så forbuddet efter stk.
1 kun gælder på bestemte tidspunkter af
døgnet.
Det vil navnlig kunne være relevant at forlænge
opholdsforbuddet, hvis grupper af personer trods forbuddet fortsat
udviser en adfærd i det pågældende område,
som er egnet til at skabe utryghed for beboere og forbipasserende i
området, og politiet fortsat vurderer, at et tryghedsskabende
opholdsforbud vil være et egnet redskab til at genskabe
trygheden i området.
Politiet vil efter den foreslåede bestemmelse kunne
beslutte, at opholdsforbuddet kun gælder i aften- og
nattetimerne, hvis politiet vurderer, at den utryghedsskabende
adfærd særligt foregår i dette tidsrum, og hvis
et opholdsforbud i øvrige tidsrum på døgnet
vurderes at være til uforholdsmæssig stor gene for
øvrige personer i det område, som opholdsforbuddet vil
omfatte.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.3.1.
Det foreslås i § 6 b, stk.
5, 1. pkt., at en beslutning om
at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Det
foreslås videre i § 6 b, stk. 5, 2.
pkt., at beslutningen skal offentliggøres og
indeholde en begrundelse og angivelse af det bestemte sted og
tidsrum, som beslutningen gælder for.
Efter den foreslåede ordning vil beslutningen om at
udstede et tryghedsskabende opholdsforbud skulle træffes af
politidirektøren eller den, som vedkommende bemyndiger
hertil. Det forudsættes, at beslutningen træffes
på ledelsesniveau.
Den foreslåede ordning indebærer videre, at
beslutningen skal offentliggøres, og den skal indeholde en
begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som
beslutningen gælder for. Det forudsættes, at angivelsen
af det sted, som beslutningen gælder for, ledsages af et kort
over området.
Offentliggørelsen sker på politiets officielle
hjemmeside eller lignende, f.eks. på sociale medier, ligesom
den pågældende politikreds udsender en pressemeddelelse
om det tryghedsskabende opholdsforbud og de nærmere detaljer
om området.
Et tryghedsskabende opholdsforbud kan tidligst få virkning
fra tidspunktet for offentliggørelsen af beslutningen om at
udstede forbuddet. Det forudsættes, at der som udgangspunkt
er en vis tidsperiode fra beslutningen offentliggøres, og
til det tryghedsskabende opholdsforbud får virkning.
Tidspunktet for, hvornår det tryghedsskabende opholdsforbud
får virkning, fastlægges på baggrund af de
forhold, som begrunder politiets vurdering af, at betingelserne for
at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud er opfyldt.
En beslutning om udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud
udgør efter Justitsministeriets vurdering ikke en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette
indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a.
partshøring ikke finder anvendelse.
Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a.
proportionalitet og saglighed også finde anvendelse i forhold
til en beslutning om at udstede et tryghedsskabende
opholdsforbud.
En beslutning om udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud
vil være omfattet af rigspolitichefens sædvanlige
tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens §
109, stk. 1.
I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en
straffesag for overtrædelse af det tryghedsskabende
opholdsforbud kan der desuden ske en prøvelse af
beslutningens lovlighed.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.3.2.
Den foreslås i § 6 b, stk.
6, at politiet ved skiltning på det sted, der er
omfattet af et forbud, skal gøre tydeligt opmærksom
på forbuddet.
Det forudsættes i den forbindelse, at forbudsområdet
tydeligt afgrænses med skiltning, og at det ved alle
naturlige indgange til området tydeligt fremgår, at
området er omfattet af et tryghedsskabende opholdsforbud.
Det bemærkes i denne forbindelse, at mangelfuld skiltning
i medfør af den foreslåede bestemmelse ikke vil have
betydning for gyldigheden af det tryghedsskabende opholdsforbud.
Mangelfuld skiltning vil dog efter omstændighederne kunne
have betydning ved fastsættelsen af straffen og ved
vurderingen af skyldsspørgsmålet. Der henvises herom
til den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b,
stk. 3, og bemærkningerne hertil, og til lovforslagets pkt.
2.2.3.4.
Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.3.3.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 6 c, stk. 1, i politiloven, hvorefter
politiet for en nærmere bestemt periode kan udpege et
nærmere geografisk afgrænset område til en
nattelivszone, hvor et opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse i § 79 c, stk. 1, finder anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 6
c, stk. 2, vil indebære at udpegningen af en
nattelivszone kan ske, hvor der i det pågældende
område er en tæt koncentration af natklubber, barer,
caféer og lignende med åbningstid efter kl. 24, og
udpegningen af en nattelivszone vurderes at være egnet til at
imødegå lovovertrædelser i aften- og
nattetimerne.
Ved »en tæt koncentration« vil skulle
forstås, at der f.eks. i samme gade eller i et
begrænset område med tilstødende gader ligger
flere serveringssteder med åbningstid efter kl. 24.
Politiet vil i forbindelse med udpegningen af en nattelivszone
f.eks. kunne lægge vægt på, om der inden for et
nærmere geografisk afgrænset område er et
udpræget »gadeaktivitet«, forstået
sådan, at der i området typisk i aften- og nattetimer
befinder sig et større antal mennesker inden for det samme
område.
Derudover vil det kunne indgå i vurderingen, at der i
området generelt konstateres et større antal
overtrædelser af lovgivningen end i andre områder i
aften- og nattetimerne, og at et forbud anses for egnet til at
imødegå dette.
En nattelivszone vil kunne udpeges inden for et nærmere
geografisk område, som fastlægges på baggrund af
de forhold der gør, at politiet anser det for at være
en nattelivszone. En nattelivszone må således ikke
være større end påkrævet for at forebygge
kriminalitet i nattelivet. En nattelivszone vil f.eks. kunne
bestå af en enkelt eller flere tilstødende gader. Det
vil i så fald være en betingelse, at der i samtlige
udpegede gader er et aktivt natteliv med f.eks. flere
serveringssteder eller stor »gadeaktivitet« i aften- og
nattetimerne. En nattelivszone vil således ikke kunne omfatte
f.eks. hele byer. Der er derimod ikke noget til hinder for, at der
træffes beslutning om at udpege flere områder inden for
samme by eller kommune til nattelivszoner.
Den foreslåede bestemmelse i § 6
c, stk. 3, 1. pkt., vil indebære, at beslutningen om
at udpege en nattelivszone træffes af politidirektøren
i den enkelte politikreds eller den, som vedkommende bemyndiger
dertil. Det forudsættes, at beslutningen vil blive truffet
på ledelsesniveau.
Der vil skulle fastsættes et tidsrum for en nattelivszone,
der som udgangspunkt ikke kan overstige 2 år. Tidsrummet vil
dog kunne forlænges med indtil 2 år ad gangen.
Tidspunktet for, hvornår nattelivszonen får
virkning, vil skulle fastlægges på baggrund af de
forhold, som begrunder politiets vurdering af, at betingelserne for
at udpege en nattelivszone er opfyldt. En nattelivszone vil
tidligst kunne få virkning fra tidspunktet for
offentliggørelse af beslutningen om at udpege zonen. Det
forudsættes, at der som udgangspunkt vil skulle
forløbe en vis tid fra beslutningen offentliggøres,
og til nattelivszonen får virkning.
Den foreslåede bestemmelse i § 6
c, stk. 3, 2. pkt., vil indebære, at beslutningen om
at udpege et område til nattelivszone skal
offentliggøres, og at den skal indeholde en begrundelse og
en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder
for. Det forudsættes, at angivelsen af det sted, som
beslutningen gælder for, ledsages af et kort over det
pågældende geografiske område.
Offentliggørelsen vil skulle ske på politiets
officielle hjemmeside, på sociale medier eller lignende,
ligesom den pågældende politikreds vil skulle udsende
en pressemeddelelse om nattelivszonen og de nærmere detaljer
vedrørende zonen.
Der vil ikke gælde et krav om, at der skal skiltes med, at
der er udpeget en nattelivszone i det område, hvor zonen
gælder.
Det vurderes, at en beslutning om udpegning af en nattelivszone
ikke vil udgøre en afgørelse i forvaltningslovens
forstand. Dette indebærer, at forvaltningslovens regler om
bl.a. partshøring ikke finder anvendelse. Derimod vil
almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a.
proportionalitet og saglighed finde anvendelse i forhold til en
beslutning om udpegning af en nattelivszone.
En beslutning om udpegning af en nattelivszone vil være
omfattet af rigspolitichefens sædvanlige tilsyn med
politidirektørerne efter retsplejelovens § 109, stk.
1.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.2.2.
Til §
3
Til nr. 1
Efter det gældende § 495, stk. 1, 1. pkt., kan en
fogedforretning foretages, selv om skyldneren ikke giver
møde eller træffes. Dette modificeres i 2. pkt.,
hvorefter der på fogedrettens kontor ikke kan foretages
udlæg i andet end fast ejendom eller andele i
andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i
boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel
III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber
i henhold til pantebrev, jf. § 478, stk. 1, nr. 6, eller for
krav omfattet af § 478, stk. 2, som er sikret ved lovbestemt
pant i det udlagte.
Det foreslås, at der indsættes et 3. pkt. i retsplejelovens § 495, stk. 1,
hvorefter der endvidere kan foretages udlæg i beslaglagt
gods, der er i politiets besiddelse, for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Ændringen indebærer, at fogedretten og
restanceinddrivelsesmyndigheden får mulighed for på
fogedrettens kontor, dvs. som såkaldt kontorudlæg, at
foretage udlæg i beslaglagt gods, der er i politiets
besiddelse.
Den foreslåede udvidelse vil alene gælde for
udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af
fogedretten efter anmodning fra restanceinddrivelsesmyndigheden og
altså ikke for udlæg foretaget af fogedretten efter
anmodning fra en privat kreditor. Udvidelsen vil ligeledes kun
gælde beslaglagt gods i politiets besiddelse, jf. § 807,
stk. 5, og ikke andre aktiver, skyldneren måtte eje.
Ordningen vil heller ikke gælde beslaglagte aktiver, hvor der
konkret ikke er sket en rådighedsberøvelse af
politiet.
Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2-4
Retsplejelovens § 801, stk. 1, indeholder en oversigt over
de situationer, der kan begrunde beslaglæggelse efter
reglerne i kapitel 74.
Det følger således af § 801, stk. 1, at der
efter reglerne i kapitel 74 kan ske beslaglæggelse 1) til
sikring af bevismidler, 2) til sikring af det offentliges krav
på sagsomkostninger, konfiskation og bøde, 3) til
sikring af forurettedes krav på tilbagelevering og
erstatning, og 4) når tiltalte har unddraget sig sagens
videre forfølgning. Der er tale om en
overbliksbestemmelse.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 801, stk. 1,
tilføjes et nyt nr. 5, hvoraf
det fremgår, at der kan ske beslaglæggelse til
sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Da der med forslaget til ændringen af retsplejelovens
§ 802, stk. 2, nr. 2, jf. bemærkningerne til § 3,
nr. 5, sker en udvidelse af mulighederne for beslaglæggelse,
sådan at der også kan ske beslaglæggelse til
sikkerhed for krav under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, foreslås det, at dette
også fremgår af oversigtsbestemmelsen i § 801,
stk. 1. Da der er tale om en oversigtsbestemmelse, er der ikke med
tilføjelsen tilsigtet nogen selvstændige
retsvirkninger.
Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 1, kan der ske
beslaglæggelse af gods, som en mistænkt ejer,
såfremt den pågældende med rimelig grund er
mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet
offentlig påtale. Gods, som en mistænkt ejer, kan
desuden beslaglægges, såfremt beslaglæggelse
anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav
på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt.
(værdikonfiskation), bødekrav eller forurettedes krav
på erstatning i sagen, jf. § 802, stk. 2, nr. 2. Efter
domfældelse kan der med hjemmel i retsplejelovens §
1002, stk. 1, ske beslaglæggelse til sikkerhed for de samme
krav, på nær krav omfattet af straffelovens § 77
a, 2. pkt.
Efter gældende ret træffes afgørelser om
beslaglæggelse af retten, jf. retsplejelovens § 806,
stk. 1. Politiet kan dog foretage beslaglæggelse,
såfremt øjemedet ville forspildes, hvis retskendelse
skulle afventes, jf. § 806, stk. 4, 1. pkt. Fremsætter
den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet
snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for
retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes,
jf. § 806, stk. 4, 2. pkt. Politiet skal vejlede om denne
mulighed, jf. § 807, stk. 1, 2. pkt. Politiets mulighed for at
foretage beslaglæggelse efter retsplejelovens § 806,
stk. 4, er i praksis anvendt på beslaglæggelse af gods,
jf. § 802, stk. 2, og § 1002, stk. 1.
Politiet kan kontakte en vagttelefonordning oprettet af
Skatteforvaltningen og få oplyst, om en person har gæld
til det offentlige, der er under inddrivelse, f.eks. ubetalte
bøder. Der henvises til pkt. 2.3.1.3.
Der er politiet, der iværksætter
beslaglæggelsen, jf. retsplejelovens § 807, stk. 1, 1.
pkt. Det vil stort set altid følge af sagens
omstændigheder, at den pågældende bliver
berøvet den fysiske rådighed over det beslaglagte
aktiv. Politiet skal snarest muligt optegne og mærke det
beslaglagte og på begæring udstede en kvittering for
modtagelsen, jf. § 807, stk. 5.
Det følger af retsplejelovens § 807 b, stk. 2, at
beslaglæggelse har virkning som arrest, jf. kapitel 56. Dette
indebærer bl.a. at der ikke må rådes over de
beslaglagte aktiver på en måde, som kan være til
skade for fordringshaveren, jf. lovens § 631, stk. 2, jf.
§ 519, stk. 1. Overtrædelse heraf kan straffes som
skyldnersvig, jf. straffelovens § 283, stk. 1, nr. 1.
Virkningen som arrest betyder også, at beslaglæggelsen
ikke giver en beskyttelse over for retsforfølgende
kreditorer.
Der henvises til pkt. 2.31.1 i de almindelige
bemærkninger.
Det foreslås, at nyaffatte § 802, stk. 2, nr. 2,
således, at den gældende bestemmelse i nr. 2
videreføres uændret, som nr. 2, litra a, og
således at der med et nyt nr. 2, litra b, ud over de
nævnte krav kan ske beslaglæggelse til sikkerhed for
krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den følger af det forslåede stk. 2, nr. 2, litra a, at beslaglæggelse kan ske,
når beslaglæggelsen anses for nødvendig for at
sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2.
led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2.
pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i
sagen. Bestemmelsen svarer til det gældende stk. 2, nr. 2, og
vedrører beslaglæggelse til sikkerhed for pengekrav,
der har en tilknytning til en straffesag. Der tilsigtes ikke nogen
ændring af gældende ret.
De omfattede konfiskationsregler er reglerne om
værdikonfiskation. Efter straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, kan der således ske konfiskation af et
beløb svarende til udbyttet ved en strafbar handling. Savnes
der fornødent grundlag for at fastslå beløbets
størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som
skønnes at svare til det indvundne udbytte, jf. 2. pkt.
Efter § 75, stk. 3, kan der i stedet for genstandskonfiskation
efter § 75, stk. 2, jf., ske konfiskation af et beløb
svarende til genstandenes værdi eller en del heraf.
Når der bliver tale om konfiskation af udbytte, jf. f.eks.
straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 1. led, og § 76 a,
stk. 1-3, eller når der bliver tale om konfiskation af
genstande med henblik på at forebygge yderligere
lovovertrædelser, jf. f.eks. straffelovens § 75, stk. 2,
eller færdselslovens § 133 a, skal beslaglæggelse
ske efter § 802, stk. 1, der ikke foreslås
ændret.
Straffelovens § 76 a, vedrører konfiskation af
formuegoder. Efter § 76 a, stk. 5, kan er i stedet for
konfiskation af bestemte formuegoder konfiskeres et beløb
svarende til formuegodernes værdi eller en del heraf.
Straffelovens § 77 a 1. pkt., vedrører konfiskation
af genstande, som på grund af deres beskaffenhed i
forbindelse med andre foreliggende omstændigheder må
befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling. Efter
§ 77 a, 2. pkt., kan der ske konfiskation af andre
formuegoder, herunder penge.
Det bemærkes herved, at beslaglæggelse med henblik
på konfiskation efter straffelovens § 77 a, 1. pkt., af
genstande, som en mistænkt har rådighed over, skal ske
med hjemmel i retsplejelovens § 802, stk. 1. Der henvises til
bemærkningerne til § 2, nr. 7, i lovforslag nr. L 35 af
13 december 2001, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, s.
883.
Indikationskravet i forslaget til § 802, stk. 2, nr. 2,
litra a, er ligesom efter gældende ret udformet som et krav
om, at beslaglæggelsen af retten skal anses som
nødvendig. Heraf følger, at der må
skønnes over størrelsen af sagsomkostninger,
erstatningskrav, konfiskationskrav og bødekrav, jf.
betænkning nr. 1223/1991, s. 22 og 56.
Højesteret har ved en kendelse, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 918 f. (U 1978.918 H),
godkendt, at der kunne ske beslaglæggelse af en tiltalt
narkohandlers sommerhus, der ikke havde forbindelse med de
strafbare forhold, med henblik på konfiskation af udbytte fra
handel med narkotika. Denne praksis tilsigtes opretholdt
uændret ved lovforslaget. Sådan beslaglæggelse
skal fremover ske efter reglen i stk. 2, nr. 2, litra a. Der
henvises til forarbejderne til den gældende § 802, stk.
2, nr. 2, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse i
lovforslag nr. L 41 af 8. oktober 1998, jf. Folketingstidende
1998-99, tillæg A, s. 874, og til omtalen i pkt. 2.3.1.1.
Denne praksis vil fortsat være relevant i tilfælde,
hvor der sker beslaglæggelse med henblik på
værdikonfiskation i forhold til en bestemt
lovovertrædelse, jf. straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3. I de særlige
tilfælde, hvor der sker beslaglæggelse med henblik
på værdikonfiskation efter reglerne om udvidet
konfiskation i straffelovens § 76 a, følger det direkte
af denne bestemmelse, at der kan ske konfiskation - og dermed
beslaglæggelse - af formuegoder, som ikke har forbindelse til
en bestemt lovovertrædelse. Der henvises til forarbejderne
til den gældende § 802, stk. 2, nr. 2, jf.
bemærkningerne til denne bestemmelse i lovforslag nr. L 41 af
8. oktober 1998, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s.
874, og til omtalen i pkt. 2.3.1.1.
Det følger af det foreslåede stk. 2, nr. 2, litra b, at beslaglæggelse kan ske,
når beslaglæggelsen er nødvendig for at sikre
krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
uanset om gælden har tilknytning til den sag, som mistanken
angår. Denne bestemmelse er ny.
Mistankekravet i den gældende § 802, stk. 2, nr. 1,
ændres ikke med den foreslåede ordning, og det vil
således være en betingelse for beslaglæggelse
efter både nr. 2, litra a og litra b, at den
pågældende med rimelig grund er mistænkt for et
strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.
Det vil dog efter den foreslåede ordning ikke være
en betingelse, at mistanken relaterer sig til kravet, der
beslaglægges til sikkerhed for, eller har tilknytning til det
forhold, som den pågældende mistænkes for, men
alene at den pågældende er mistænkt for en
forbrydelser, der er undergivet offentlig påtale.
Med den foreslåede stk. 2, nr. 2, litra b, sker der en
udvidelse af den eksisterende adgang til beslaglæggelse af
gods til sikkerhed for visse offentlige krav, så den fremover
også omfatter beslaglæggelse til sikkerhed for krav,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
uanset om kravet har tilknytning til den sag, som mistanken
angår. Der tilsigtes ikke med den foreslåede ordning
nogen ændring af, hvilke aktiver, der kan beslaglægges
som "gods" efter den foreslåede ordning. Som efter
gældende ret vil dette være alle formueaktiver.
Med den foreslåede ændring vil det fortsat
være et krav, at beslaglæggelsen sker hos en person,
der er mistænkt for en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlige påtale, men det vil ikke være et
krav, at beslaglæggelsen anses nødvendig for at sikre
det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på
konfiskationsbeløb, bødekrav eller forurettedes krav
på erstatning i sagen. Det vil således være
tilstrækkeligt for, at der kan ske beslaglæggelse, at
den mistænkte har gæld, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om denne gæld er
relateret til det forhold, som den pågældende er
mistænkt for.
Den foreslåede ændring vedrører krav, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs.
fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige (gældsinddrivelsesloven), der er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Gældsinddrivelsesloven
omfatter, jf. § 1, stk. 1, som udgangspunkt alle fordringer,
der opkræves eller inddrives af det offentlige, uanset om
grundlaget for fordringen er offentligretligt eller privatretligt,
og uanset om fordringen tilkommer det offentlige eller en privat
person. Som eksempel på fordringer, der tilkommer private,
men som inddrives af det offentlige, kan nævnes
underholdsbidrag. Private jernbanevirksomheders krav på
kontrolafgifter, ekspeditionsgebyrer og rejsekortfordringer vil
også være omfattet. Der henvises til pkt. 2.3.1.4 i de
almindelige bemærkninger.
Det er ikke med den foreslåede ordning noget krav, at det
beslaglagte aktiv skal have en tilknytning til den
lovovertrædelse, som den pågældende
mistænkes for. Dette svarer til gældende ret.
Med den foreslåede § 802, stk. 2, nr. 2, litra b, vil
der, ligesom efter gældende ret, kun kunne ske
beslaglæggelse af aktiver, som den mistænkte ejer, jf.
indledningen til § 802, stk. 2, der ikke foreslås
ændret. Som efter gældende ret vil det normalt
være den, der har en værdigenstand i besiddelse
på sin person, der skal godtgøre, at han ikke er ejer
af den.
De øvrige betingelser for at foretage
beslaglæggelse efter den foreslåede ordning vil
være de samme som efter gældende ret. Ud over kravet om
mistanke for en forbrydelse, der er undergivet offentlig
påtale, jf. § 802, stk. 2, nr. 1, skal indgrebet
være proportionalt, jf. § 805, stk. 1 og 2, der
udtrykker et almindeligt proportionalitetsprincip.
Proportionalitetsprincippet indebærer for den
foreslåede ordning, at der eksempelvis ikke kan foretages
beslaglæggelse af meget værdifulde genstande til
sikkerhed for mindre krav, ligesom der alene vil kunne
beslaglægges genstande, der faktisk vil kunne tjene som
sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Heraf følger også, at
der ikke vil kunne ske beslaglæggelse af gods, der alene har
en bagatelagtig værdi. Derimod vil der ikke med
beslaglæggelse efter den foreslåede ordning skulle
tages hensyn til eksempelvis alvoren af den forbrydelser, den
pågældende mistænkes for, da det ikke er et krav
for beslaglæggelse efter den foreslåede ordning, om
kravet har tilknytning til den sag, som mistanken angår, jf.
§ 802, stk. 2, nr. 2, litra b.
Endvidere skal reglerne i retsplejelovens §§ 509-516
ligesom efter gældende ret iagttages, jf. § 805, stk. 3,
og lovforslagets § 3, nr. 6, hvor det foreslås at
ændre § 805, stk. 3, så denne bestemmelse
også kommer til at gælde krav, der er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og bemærkningerne
hertil. Eksempelvis vil § 509, stk. 1, der undtager aktiver,
der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og
en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand
("trangsbeneficiet") skulle iagttages.
Som efter gældende ret kan der kun ske
beslaglæggelse af gods, som en mistænkt ejer, jf.
indledningen til § 802, stk. 2, der ikke foreslås
ændret. "Gods" vil sige aktiver, der har formueværdi.
Heri ligger også en begrænsning i ordningens
anvendelsesområde. Der henvises til pkt. 2.3.1.1 i de
almindelige bemærkninger.
Dette vil i reglen ikke være til hinder for, at der kan
ske beslaglæggelse af f.eks. dyre smykker eller ure, mens det
vil bero på en konkret vurdering, om der kan ske
beslaglæggelse af mobiltelefoner, beklædningsgenstande
eller lignende hos en mistænkt. Der henvises til pkt. 2.3.1.1
i de almindelige bemærkninger.
De eksisterende regler om forudgående retskendelse mv. i
retsplejelovens § 806 vil også gælde for
beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. det
foreslåede § 802, stk. 2, nr. 2, litra b.
Beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. det
foreslåede nr. 2, litra b, vil skulle iværksættes
af politiet, jf. § 807. stk. 1.
Politiets mulighed for at foretage beslaglæggelse uden
forudgående retskendelse, hvis øjemedet ville
forspildes, hvis retskendelse skulle indhentes, jf. § 806,
stk. 4, vil også gælde for den foreslåede
ordning.
Politiet vil med den foreslåede ændring af §
802, stk. 2, nr. 2, også kunne anvende muligheden for at
foretage beslaglæggelse uden forudgående retskendelse
til beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. stk. 2, nr. 2,
litra b. Betingelserne for om der kan foretages
beslaglæggelse på øjemedet er de samme som efter
gældende ret. Det må vurderes konkret, om betingelserne
er opfyldt.
Politiet vil som efter gældende ret kunne kontakte
vagttelefonordningen oprettet af Skatteforvaltningen og få
oplyst, om den mistænkte har gæld til det offentlige,
der er under inddrivelse. Når fordringen er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, vil
betalingsfristen være overskredet og sædvanlig
rykkerprocedure vil normalt have været forsøgt uden
resultat, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3. Under
disse omstændigheder må det formodes, at betingelserne
for at politiet kan foretage beslaglæggelse på
øjemedet efter § 806, stk. 4, ofte vil være
opfyldt, hvis politiet antræffer en person med
værdigenstande på sig, og Skatteforvaltningen oplyser,
at den pågældende har gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Der vil i den situation ofte
være en formodning for, at der er en risiko for, at
værdigenstandene vil blive unddraget fra at tjene til
fyldestgørelse af gælden under inddrivelse, hvis en
retskendelse skulle indhentes. Hvis øjemedet ikke ville
forspildes, hvis retskendelse skulle indhentes, f.eks. hvis der
ikke er nogen konkret risiko for, at en værdigenstand vil
blive unddraget fra at tjene til fyldestgørelse, vil en
forudgående retskendelse skulle indhentes. Vedkommende vil
kunne afværge beslaglæggelsen ved at stille sikkerhed
for kravet, jf. § 805, stk. 2.
Såfremt betingelserne for at foretage beslaglæggelse
uden forudgående retskendelse i øvrigt er opfyldt, vil
beslaglæggelsen efter den foreslåede ordning, ligesom
efter gældende ret, kunne ske i forbindelse med, at politiet
udsteder et bødeforlæg til en sigtet på stedet,
jf. retsplejelovens §§ 832-832 a.
Det vil med den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2., også gælde
for beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. stk. 2, nr. 2,
litra b, at beslaglæggelsen har virkning som arrest, jf.
§ 807 b, stk. 2, jf. kapitel 56.
Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Efter retsplejelovens § 805, stk. 3, finder retsplejelovens
§§ 509-516 anvendelse ved beslaglæggelse til
sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav
på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og §
77 a, 2. pkt. (værdikonfiskation), bødekrav eller
forurettedes krav på erstatning.
Retsplejelovens §§ 509-516 indeholder regler, der
undtager forskellige aktiver fra udlæg. Lovens § 509,
stk. 1, undtager f.eks. aktiver, der er nødvendige til
opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for
skyldneren og hans husstand ("trangsbeneficiet"). Aktiver af indtil
en værdi af 3.000 kr. vil være undtaget fra
udlæg, hvis de er nødvendige til skyldnerens eller
hans husstands erhverv eller uddannelse, jf. § 509, stk. 3.
Lovens § 515, stk. 1, undtager genstande, som har en
særlig personlig betydning for skyldneren eller medlemmer af
hans husstand, medmindre de har en sådan værdi, at det
ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af
fordringshaverens krav.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 805, stk. 3, indsættes en henvisning til
beslaglæggelse til sikring af krav, der er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Retsplejelovens §§ 509-516 vil herefter finde
anvendelse ved beslaglæggelse til sikkerhed for det
offentliges krav på sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2.
led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2.
pkt. (værdikonfiskation), bødekrav, forurettedes krav
på erstatning eller krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Ændringen indebærer, at der for beslaglæggelse
til sikring af krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil gælde samme undtagelser,
som gælder for beslaglæggelse til sikkerhed for de
krav, der efter gældende ret er omfattet af retsplejelovens
§ 802, stk. 2.
Der skal også, som efter gældende ret, være
tale om "gods", jf. § 802, stk. 2, indledningen, dvs. aktiver
der har formueværdi. Heri ligger også en
begrænsning i ordningens anvendelsesområde.
De nævnte undtagelser vil i reglen ikke være til
hinder for, at der kan ske beslaglæggelse af f.eks. dyre
smykker eller ure, mens det vil bero på en konkret vurdering,
om der kan ske beslaglæggelse af mobiltelefoner,
beklædningsgenstande eller lignende hos en
mistænkt.
Der henvises til pkt. 2.3.1.1 i de almindelige
bemærkninger og bemærkningerne til § 3, nr. 5.
Til nr. 7
Det følger af § 807 d, stk. 2, 1. pkt., at
beslaglagt gods først anvendes til fyldestgørelse af
forurettedes krav på erstatning, dernæst det
offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav
på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og §
77 a, 2. pkt. (værdikonfiskation), og dernæst
bødekrav. Retten kan undtagelsesvis træffe bestemmelse
om en afvigende rækkefølge for fyldestgørelse,
jf. § 807 d, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 807 d, stk.
2, 1. pkt., indsættes en
henvisning til beslaglæggelse til sikkerhed for gæld,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med den foreslåede ændring indplaceres krav, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden sidst i
dækningsrækkefølgen i § 807 d, stk. 2, 1.
pkt., således at de krav, der er knyttet til straffesagen,
dækkes først.
Gods, der er beslaglagt efter § 802, stk. 2, og § 803,
stk. 1, 2. pkt., eller sikkerhed, der er stillet efter § 805,
stk. 2, vil herefter først blive anvendt til
fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning,
dernæst det offentliges krav på sagsomkostninger,
dernæst krav på konfiskation efter straffelovens §
75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a,
stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., dernæst bødekrav og
dernæst krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Som efter gældende ret vil retten undtagelsesvist kunne
bestemme en afvigende rækkefølge for
fyldestgørelse, jf. retsplejelovens § 807 d, stk. 2, 2.
pkt.
En afgørelse om anvendelse af det beslaglagte til
fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil - i modsætning til
afgørelser om anvendelse af det beslaglagte til
fyldestgørelse af krav på erstatning,
sagsomkostninger, bøder mv. efter gældende ret - ikke
have retsvirkning som udlæg. Der henvises til det
foreslåede nye stk. 5 i § 807 d samt
bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 8.
Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 8
Efter retsplejelovens § 807 d, stk. 3, 3. pkt., har en
afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til
fyldestgørelse af de i § 807 d, stk. 2, nævnte
krav retsvirkning som et udlæg, jf. § 526, stk. 2.
Efter det foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt., vil en
afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til
fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset § 807 d, stk. 3, 3.
pkt., have den virkning, at beslaglæggelsen bevarer sin
gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger
anlægges sag i den borgerlige retsplejes former om det
sikrede krav eller foretages udlæg for dette.
Det forslås derfor, at indsættes en henvisning til
den foreslåede § 807 d, stk. 5, i § 807 d, stk. 3,
3. pkt.
Til nr. 9
Efter gældende ret ophører beslaglæggelsen af
gods, hvis der sker frifindelse eller påtaleopgivelse, jf.
§ 807 d, stk. 3, 4. pkt. Sker der domfældelse, vil der
blive truffet en afgørelse om anvendelse af det beslaglagte,
der har retsvirkning som udlæg, jf. retsplejelovens §
807 d, stk. 3, 3. pkt. Udlægget kan bortfalde i samme omfang
som et udlæg i almindelighed vil bortfalde, dvs. eksempelvis
hvis skyldner kommer under konkurs, jf. konkurslovens § 71,
ved forældelse, jf. forældelseslovens § 25, stk.
1, eller hvis der ikke rettidigt begæres tvangsauktion over
det pågældende aktiv, jf. retsplejelovens § 526,
stk. 4. Herudover vil beslaglæggelsen eller udlægget
bortfalde, hvis gælden betales.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 5 i retsplejelovens § 807 d.
Formålet med det foreslåede § 807 d, stk. 5, er
at regulere, hvad der skal ske med det gods, der er beslaglagt til
sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når straffesagen
slutter.
Efter det foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt., har en afgørelse om
anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af krav,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
uanset § 807 d, stk. 3, 3. pkt., den virkning, at
beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed, jf. § 807 b, stk.
2, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige
retsplejes former om det sikrede krav eller foretages udlæg
for dette.
Til forskel fra de krav, der er omfattet af den gældende
beslaglæggelsesbestemmelse i § 802, stk. 2, nr. 2, vil
krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
ikke have nogen nødvendig tilknytning til straffesagen. Med
det foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt., vil den
afgørelse, som retten skal træffe om anvendelse af det
beslaglagte, have den virkning, at beslaglæggelsen, for
så vidt angår de krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, bevarer sin virkning som arrest,
jf. § 807 b, stk. 2, i 4 uger. Restanceinddrivelsesmyndigheden
skal inden for denne frist tage stilling til, om der skal ske
videre retsforfølgning af sådanne krav, hvis ikke
beslaglæggelsen skal bortfalde.
Er der eksempelvis sket beslaglæggelse til sikkerhed for
et bødekrav, for sagsomkostninger og for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil
afgørelsen om anvendelse af det beslaglagte med det
foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt., have den
retsvirkning, at det beslaglagte er genstand både for
udlæg til sikkerhed for bøderne og sagsomkostningerne
og genstand for arrest til sikkerhed for de krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Retsvirkningerne
af henholdsvis arrest og udlæg afgøres efter de
almindelige regler herom, jf. navnlig retsplejelovens kapitel 47 og
56.
Er beslaglæggelse sket til sikkerhed for flere krav, der
er under inddrivelse ved restanceinddrivelsesmyndigheden,
opretholdes beslaglæggelsen til sikkerhed for det eller de
krav, med hensyn til hvilke der inden for fristen anlægges
sag eller foretages udlæg.
Fristen på 4 uger regnes i det foreslåede § 807
d, stk. 5, 1. pkt., efter afgørelsen om anvendelse af det
beslaglagte. Det vil sige, når retten træffer
afgørelse jf. § 807 d, stk. 2 og 3.
Inden fristens udløb skal der for det sikrede krav
anlægges en sag i den borgerlige retsplejes former eller
foretages udlæg, hvis ikke beslaglæggelsen skal
bortfalde. Hvilken mulighed, der kan benyttes, afhænger af,
hvilket krav der er tale om. Er kravet tillagt udpantningsret, kan
der foretages udlæg. Krav, der er omfattet af
gældsinddrivelsesloven, er tillagt udpantningsret, medmindre
andet følger af lovens bilag 1, jf.
gældsinddrivelseslovens § 11. Er kravet ikke tillagt
udpantningsret, og foreligger der ikke i øvrigt et
tvangsfuldbyrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478, vil
der skulle anlægges sag i den borgerlige retsplejes former
for at opretholde beslaglæggelsen.
Retssag i den borgerlige retsplejes former vil i praksis kunne
indledes ved indgivelse af et betalingspåkrav til fogedretten
i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 44 a,
såfremt kravet er på 100.000 kr. eller derunder, jf.
§ 477 a, stk. 1. Beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed,
indtil der foreligger en endelig afgørelse i den
pågældende sag.
Det foreslåede § 807 d, stk. 5, 2. pkt., vedrører den situation, hvor
retten har nægtet forfølgning af et erstatningskrav
under straffesagen og bestemt, at beslaglæggelsen skal
bevarer sin gyldighed, indtil erstatningsspørgsmålet
er afgjort under en civil sag, jf. § 807 d, stk. 4, 1. pkt.
Det foreslåede § 807 d, stk. 5, 2. pkt., fastslår,
at har retten i medfør af § 807 d, stk. 4, 1. pkt.,
bestemt, at en beslaglæggelse til sikring af et
erstatningskrav bevarer sin gyldighed, regnes fristen fra rettens
afgørelse efter stk. 4, 2. pkt. Dvs. at fristen først
regnes fra tidspunktet, hvor der efter den civile sag er truffet en
afgørelse om anvendelse af det beslaglagte gods til
fyldestgørelse af erstatningskravet, jf. § 807 d, stk.
4, 2. pkt.
Det foreslåede § 807 d, stk. 5, 3. pkt., fastslår, at sluttes en sag
ved påtaleopgivelse eller frifindelse, bevarer en
beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset stk. 3, 4.
pkt., sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der
inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former
om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette.
Sluttes sagen med påtaleopgivelse eller frifindelse,
indebærer det foreslåede § 807 d, stk. 5, 3. pkt.,
at beslaglæggelsen vil blive opretholdt, i det omfang den er
sket til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med den foreslåede ordning om beslaglæggelse til
sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil der kunne ske
beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der ikke er relateret
til den sag, som den pågældende mistænkes
for.
En påtaleopgivelse eller frifindelse vil derfor heller
ikke have indvirkning på, om beslaglæggelse til
sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden bør bortfalde. I de
tilfælde hvor der er sket beslaglæggelse til sikkerhed
for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil påtaleopgivelsen eller
frifindelsen indebære, at beslaglæggelsen bevarer sin
gyldighed i 4 uger, jf. det foreslåede § 807 d, stk. 5,
3. pkt. Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Fristen på 4 uger regnes i disse tilfælde fra
tidspunktet for påtaleopgivelsen eller frifindelsen.
I de tilfælde hvor der er sket beslaglæggelse til
sikkerhed for eksempelvis bødekrav eller sagsomkostninger
foruden krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og sagen sluttes, uden at den
sigtede eller tiltalte er blevet dømt, vil det
foreslåede § 807 d, stk. 5, 3. pkt., have den
konsekvens, at beslaglæggelsen til sikkerhed for
bødekravet og sagsomkostningerne vil bortfalde,
således at det beslaglagte herefter alene er beslaglagt til
sikkerhed for kravet, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Endelig fastslår det foreslåede § 807 d, stk.
5, 4. pkt., at § 807 c finder
tilsvarende anvendelse.
Det følger af § 807 c, at indtil sagens
afgørelse kan begæring om hel eller delvis
ophævelse af beslaglæggelse fremsættes over for
retten af den, der har interesse heri. Rettens afgørelse
træffes ved kendelse, efter at de, som har interesse i
afgørelsen, har haft adgang til at udtale sig.
Med henvisningen til at § 807 c skal finde tilsvarende
anvendelse, gøres det tydeligt, at denne bestemmelse
også skal gælde efter straffesagens afgørelse.
Dette kan eksempelvis være relevant, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden kun vælger at forfølge
et eller flere af de krav, som beslaglæggelsen er sket til
sikkerhed for, mens beslaglæggelsen bortfalder, for så
vidt angår andre krav. I en sådan situation kan der
være behov for at foretage en fornyet vurdering af, om
betingelserne for at opretholde beslaglæggelsen er opfyldt,
eksempelvis kravet om proportionalitet, jf. § 805, stk. 1 og
2.
Det forudsættes med den foreslåede ordning, at
anklagemyndigheden underetter restanceinddrivelsesmyndigheden om,
at straffesagen er sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller
frifindelse, jf. § 807 d, stk. 3, og om, at forurettedes
erstatningskrav måtte være nægtet
forfølgning, og at beslaglæggelsen i den forbindelse
har bevaret sin gyldighed, jf. § 807 d, stk. 4.
Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 10
Retsplejelovens § 1002, stk. 2, vedrører
beslaglæggelse af formue hos den, der er idømt
ubetinget fængsel i 8 måneder eller mere, og som
unddrager sig straffuldbyrdelsen. § 1002, stk. 2, 2. pkt.,
fastslår, at denne beslaglæggelse foruden de i §
807 d, stk. 5, nævnte tilfælde bortfalder, når
der er gået 10 år fra dommens afsigelse, medmindre
retten efter begæring undtagelsesvist beslutter at opretholde
den.
Det foreslås at ændre henvisningen til § 807 d,
stk. 5, i retsplejelovens § 1002, stk. 2, 2. pkt., til en henvisning til § 807 d,
stk. 6.
Der er alene tale om en konsekvensændring som følge
af den gældende § 807, stk. 5, bliver til stk. 6.
Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til §
4
Til nr. 1
Efter udlændingeloven kan en udlænding udvises
uanset frihedsstraffens længde og varigheden af opholdet i
Danmark, hvis den pågældende idømmes ubetinget
frihedsstraf for nærmere bestemte overtrædelser af
navnlig straffeloven, jf. udlændingelovens § 22, nr.
4-9, § 23, nr. 1, jf. § 22, og § 24, nr. 1, jf.
§ 22.
Det følger således af udlændingelovens §
22, nr. 6, at en udlænding kan udvises, hvis
udlændingen efter bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og
13 eller efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2.
pkt., jf. 1. pkt., § 119 b, § 123, § 136, §
180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 184,
stk. 1, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 193, stk. 1,
§ 208, stk. 1, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, §
215, § 216, § 222, § 225, jf. §§ 216 og
222, § 226, § 235, § 237, §§ 243-246,
§ 250, § 252, stk. 1 og 2, § 261, stk. 2, § 262
a, § 276, jf. § 286, § 276 a, jf. § 286,
§§ 278-283, jf. § 286, § 279, jf. § 285,
hvis forholdet angår socialt bedrageri, § 288, §
289, § 289 a, § 290, stk. 2, § 291, stk. 1, jf. stk.
4, eller § 291, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af
denne karakter.
Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en
udlænding udvises efter §§ 22-24, medmindre dette
med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 22, nr. 6, således at
bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens §
241, 2. pkt., om uagtsomt manddrab under særligt
skærpende omstændigheder, § 249, 2. pkt., om
uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under særligt
skærpende omstændigheder samt § 253, stk. 2, om
flugtbilisme.
Ændringen indebærer, at en udlænding efter en
konkret vurdering vil kunne udvises uanset straffens længde,
varigheden af udlændingens ophold her i landet og den
pågældendes opholdsgrundlag, hvis den
pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf for
uagtsomt manddrab eller uagtsomt betydelig legemsbeskadigelse under
særligt skærpende omstændigheder eller
flugtbilisme. Tilsvarende gælder, hvis den
pågældende idømmes en anden strafferetlig
retsfølge for at have overtrådt en eller flere af
bestemmelserne og ville være idømt ubetinget
frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig
retsfølge.
Udvisning vil dog kun kunne ske i det omfang, dette ikke med
sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. I
denne konkrete vurdering vil det bl.a. skulle indgå, om
udlændingen har et familieliv i Danmark, længden af
udlændingens ophold i Danmark samt den begåede
kriminalitets art og grovhed.
For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil
udvisning dog skulle ske i overensstemmelse med de principper, der
efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til
fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.
Der henvises til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Endvidere foreslås det at konsekvensrette
udlændingelovens § 22, nr. 6, som følge af en
ændring af straffelovens § 119 ved lov nr. 82 af 30.
januar 2019 om ændring af straffeloven (Skærpelse af
straffen for trusler, chikane og hærværk mod personer i
offentlig tjeneste eller hverv).
Det følger af den gældende bestemmelse i § 22,
nr. 6, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen
efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf.
1. pkt., idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne karakter.
Ved lov nr. 82 af 30. januar 2019 om ændring af
straffeloven blev der indsat et nyt stykke som straffelovens §
119, stk. 3, hvorefter der ved fastsættelse af straffen for
trussel om vold efter stk. 1 skal lægges vægt på
den betydning, som lovovertrædelsen kan have for den
pågældendes udførelse af tjenesten eller
hvervet. Bestemmelsen er en strafskærpelsesbestemmelse, der
knytter sig til § 119, stk. 1, som allerede er omfattet af den
gældende bestemmelse i udlændingelovens § 22, nr.
6.
Ved ændringen blev den tidligere bestemmelse i § 119,
stk. 3, til § 119, stk. 4.
Det foreslås derfor at konsekvensrette
udlændingelovens § 22, nr. 6, således at en
udlænding kan udvises, hvis udlændingen efter
straffelovens § 119, stk. 1, 2 og 4, 2. pkt., jf. 1. pkt.,
idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne karakter.
Det bemærkes, at udvisning dog kun vil kunne ske i det
omfang, dette ikke med sikkerhed vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens
§ 26, stk. 2.
Til §
5
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2021.
Den forslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c,
finder anvendelse på lovovertrædelser, der bliver
begået efter lovens ikrafttræden.
Den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b
finder anvendelse på situationer, der er opstået efter
lovens ikrafttræden.
De foreslåede ændringer af retsplejelovens regler om
beslaglæggelse, jf. lovforslagets § 3, finder anvendelse
på beslaglæggelse, der iværksættes efter
lovens ikrafttræden. Ændringer forudsættes
også fra dette tidspunkt at gælde beslaglæggelse
til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset at kravet hidrører
fra før lovens ikrafttræden.
De foreslåede ændringer i udlændingeloven
finder ikke anvendelse på lovovertrædelser begået
før lovens ikrafttræden. Det vil sige, at de hidtil
gældende regler finder anvendelse ved vurderingen af, om der
skal ske udvisning ved dom for et strafbart forhold begået
før lovens ikrafttræden.
Til §
6
Den forslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, vil
ikke gælde for Færøerne og Grønland.
Færøerne har således pr. 1. marts 2010 overtaget
lovgivningskompetencen på det strafferetlige område,
mens der for Grønland gælder en særlig
kriminallov.
De forslåede ændringer af retsplejeloven vil heller
ikke finde anvendelse på hverken Færøerne eller
Grønland, da Færøerne og Grønland har
egne retsplejelove.
Det foreslås, at lovens § 2 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de henholdsvis færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Det følger af udlændingelovens § 66, at loven
ikke gælder for Færøerne og Grønland, men
ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft
for disse landsdele med de afgivelser, som de særlige
færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Det
foreslås derfor, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men ved kongelig
anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | § 1 | | | I straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1832 af 8. december 2020,
§ 1 i lov nr. 2208 af 29. december 2020 og § 1 i lov nr.
290 af 27. februar 2021, foretages følgende
ændringer: | | | 1. Efter
§ 79 b indsættes i 9.
kapitel: Ȥ 79
c. Den, som idømmes fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a,
192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252,
stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, §§ 266,
288 og 291, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer
eller af lovgivningen om knive og blankvåben, kan ved dommen
gives opholdsforbud efter stk. 2. Stk. 2. Ved
opholdsforbud efter stk. 1, forstås et forbud mod at
færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der
foregår salg af stærke drikke til nydelse på
eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, samt i
nattelivszoner udpeget i medfør § 6 c i lov om
politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i
tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Stk. 3. Politiet
kan meddele tilladelse til færden eller ophold i
nattelivszoner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af
særlige grunde må anses for beføjet. Stk. 4. Forbud
efter stk. 1 gives på tid op til 2 år regnet fra
endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
forlænges forbuddet tilsvarende. Stk. 5. Politiet
kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere af
serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt opholdsforbud
efter stk. 1. Videregivelsen må kun ske i det omfang, det er
nødvendigt for at håndhæve forbuddet. Stk. 6. De
oplysninger, som politiet videregiver i medfør af stk. 5,
må kun behandles af indehavere, bestyrere og
dørmænd, jf. dog stk. 8, nr. 3. Oplysningerne må
kun behandles i det omfang, det er nødvendigt for at
håndhæve et forbud efter stk. 1. Stk. 7.
Indehavere, bestyrere og dørmænd har tavshedspligt med
hensyn til de oplysninger, som er nævnt i stk. 5. Det samme
gælder andre personer, der i medfør af regler fastsat
efter stk. 8, nr. 3, kan behandle de pågældende
oplysninger. §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende
anvendelse. Stk. 8.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om 1) tilladelser efter stk. 3, herunder om
indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og
tilbagekaldelse af tilladelser, 2) politiets videregivelse af
oplysninger som nævnt i stk. 5, 3) modtagerens tavshedspligt og
opbevaring og behandling af oplysninger som nævnt i stk. 5,
herunder om oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles
af andre ansatte end de i stk. 6 nævnte, og 4) straf af bøde for
overtrædelse af regler fastsat i medfør af nr.
3.« | | | | | | 2. I § 124 a indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Den, som forsætligt eller ved
grov uagtsomhed overtræder et opholdsforbud efter § 79
c, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år.« | | | | | | § 2 | | | I lov om politiets virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, som
ændret ved lov nr. 288 af 27. februar 2021, foretages
følgende ændring: | | | 1. Efter
§ 6 a indsættes før overskriften før
§ 7: »§ 6 b.
Politiet kan med henblik på at fremme trygheden i et
område udstede forbud mod ophold på et bestemt sted,
hvortil der er almindelig adgang (tryghedsskabende opholdsforbud).
Et sådant forbud er ikke til hinder for almindelig
færden i området. Stk. 2.
Udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 kan
ske, hvis der i det pågældende område udvises en
adfærd af en gruppe af personer, som er egnet til at skabe
utryghed for personer, der bor eller færdes i området.
Det er en forudsætning, at udstedelse af et sådant
forbud vurderes at være et egnet redskab, og at mindre
indgribende foranstaltninger ikke skønnes at være
tilstrækkelige til at genskabe trygheden i
området. Stk. 3.
Overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år. Stk. 4. Et
tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 kan meddeles for en
periode på op til 30 dage. Beslutningen kan forlænges
med op til 30 dage ad gangen. Beslutningen kan udformes, så
forbuddet efter stk. 1 kun gælder på bestemte
tidspunkter af døgnet. Stk. 5. En
beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil.
Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse
og angivelse af det bestemte sted og tidsrum, som beslutningen
gælder for. Stk. 6. Politiet
skal ved skiltning på det sted, der er omfattet af et forbud
efter stk. 1, gøre opmærksom på forbuddet. »§ 6
c. Politiet kan for en nærmere bestemt periode udpege
et afgrænset geografisk område (nattelivszone), hvor et
opholdsforbud meddelt efter straffelovens § 79 c, stk. 1,
finder anvendelse. Stk. 2.
Udpegning af nattelivszoner efter stk. 1 kan ske, hvor der i det
pågældende område er en tæt koncentration
af natklubber, barer, caféer og lignende med
åbningstid efter kl. 24, og udpegningen af en nattelivszone
vurderes at være egnet til at imødegå
lovovertrædelser i aften- og nattetimerne. Stk. 3. En
beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil.
Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse
og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og
tidsrum, som beslutningen gælder for.« | | | | | | § 3 | | | I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020, som
ændret ved § 5 i lov nr. 1382 af 8. december 2002,
§ 2 i lov nr. 1942 af 15. december 2020, § 1 i lov nr.
124 af 30. januar 2021, § 4 i lov nr. 160 af 3. februar 2021,
og § 71 i lov nr. 285 af 27. februar 2021, foretages
følgende ændringer: | § 495.
Forretningen kan foretages, selv om skyldneren ikke giver
møde eller træffes. På rettens kontor kan der
dog, hvis skyldneren ikke er mødt, ikke foretages
udlæg i andet end fast ejendom eller andele i
andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i
boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel
III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber
i henhold til pantebrev, jf. § 478, stk. 1, nr. 6, eller for
krav omfattet af § 478, stk. 2, som er sikret ved lovbestemt
pant i det udlagte. | | | | | 1. I § 495, stk. 1, indsætte som 3. pkt.: »Der kan endvidere foretages
udlæg i beslaglagt gods, der er i politiets besiddelse, for
krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.« | Stk. 2-3.
--- | | | § 801. Efter
reglerne i dette kapitel kan der foretages
beslaglæggelse 1) til sikring af bevismidler, 2) til sikring af det offentliges krav
på sagsomkostninger, konfiskation og bøde, | | | 3) til sikring af forurettedes krav
på tilbagelevering eller erstatning, og | | 2. I § 801, stk. 1, nr. 3, udgår
»og«. | 4) når tiltalte har unddraget sig
sagens videre forfølgning. | | 3. I § 801, stk. 1, nr. 4, ændres
».« til: », og«. | | | 4. I § 801, stk. 1, indsættes som nr. 5: »5) til sikring af krav, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.« | Stk. 2-3.
--- | | | § 802.
--- | | | Stk. 2. Gods,
som en mistænkt ejer, kan beslaglægges,
såfremt 1) den pågældende med
rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der
er undergivet offentlig påtale, og | | | 2) beslaglæggelse anses for
nødvendig for at sikre det offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens
§ 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, §
76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller
forurettedes krav på erstatning i sagen. | | 5. § 802, stk. 2, nr. 2, affattes
således: 2) beslaglæggelse anses for
nødvendig for at sikre a) det offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens
§ 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, §
76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller
forurettedes krav på erstatning i sagen, eller b) krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om gælden har
tilknytning til den sag, som mistanken angår.« | § 805.
--- | | | Stk. 3. Ved
beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav
på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt.,
bødekrav eller forurettedes krav på erstatning finder
reglerne i §§ 509-516 tilsvarende anvendelse. | | 6. I § 805, stk. 3, ændres »eller
forurettedes krav på erstatning« til: »,
forurettedes krav på erstatning eller krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,«. | § 807 d.
--- | | | Stk. 2. Gods,
der er beslaglagt efter § 802, stk. 2, og § 803, stk. 1,
2. pkt., eller sikkerhed, der er stillet efter § 805, stk. 2,
anvendes først til fyldestgørelse af forurettedes
krav på erstatning, dernæst det offentliges krav
på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskation
efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt.,
og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., og
dernæst bødekrav. Retten kan undtagelsesvis
træffe bestemmelse om en afvigende rækkefølge
for fyldestgørelse. | | 7. I § 807 d, stk. 2, 1. pkt., ændres
»og dernæst bødekrav« til: »,
dernæst bødekrav og dernæst krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden«. | Stk. 3.
Afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til
fyldestgørelse af de i stk. 2 nævnte krav
træffes efter begæring ved kendelse. Det samme
gælder, hvis der efterfølgende opstår
spørgsmål med hensyn til kendelsens fortolkning.
Afgørelsen har retsvirkning som udlæg, jf. § 526,
stk. 2. Sluttes sagen ved påtaleopgivelse eller frifindelse,
bortfalder beslaglæggelsen. | | 8. I 807 d,
stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »jf. § 526, stk.
2«: », jf. dog stk. 5«. | Stk. 4.
--- | | | | | 9. I § 807 d
indsættes efter stk. 4 som nyt
stykke: »Stk. 5.
En afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til
fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, har uanset stk. 3, 3. pkt., den
virkning, at beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed, jf.
§ 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges
sag i den borgerlige retsplejes former om det sikrede krav eller
foretages udlæg for dette. Har retten i medfør af stk.
4, 1. pkt., bestemt, at en beslaglæggelse til sikring af et
erstatningskrav bevarer sin gyldighed, regnes fristen fra rettens
afgørelse efter stk. 4, 2. pkt. Sluttes en sag ved
påtaleopgivelse eller frifindelse, bevarer en
beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset stk. 3, 4.
pkt., sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der
inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former
om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette. §
807 c finder tilsvarende anvendelse.« Stk. 5 bliver herefter stk. 6. | Stk. 5.
Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, bortfalder,
når tiltalte ikke længere unddrager sig
forfølgning, medmindre der er bestemte grunde til at antage,
at tiltalte på ny vil unddrage sig forfølgningen.
Afgørelse om beslaglæggelsens bortfald træffes
af retten ved kendelse. | | | § 1002.
--- | | | Stk. 2. Har den,
som er idømt ubetinget fængsel i 8 måneder eller
mere, unddraget sig straffuldbyrdelsen, kan hans formue
beslaglægges efter reglerne i kapitel 74. Foruden i de i
§ 807 d, stk. 5, nævnte tilfælde bortfalder
beslaglæggelsen, når der er gået 10 år fra
dommens afsigelse, medmindre retten efter begæring
undtagelsesvis beslutter at opretholde den. | | 10. I § 1002, stk. 2, 2. pkt., ændres
»stk. 5« til »stk. 6«. | | | | | | § 4 | | | I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som
ændret ved bl.a. lov nr. 572 af 31. maj 2010, § 4 i lov
nr. 1832 af 8. december 2020 og senest ved lov nr. 131 af 30.
januar 2021, foretages følgende ændringer: | § 22.
--- | | | 1)-5) --- | | | 6) udlændingen efter bestemmelser
i straffelovens kapitel 12 og 13 eller efter straffelovens §
119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf. 1. pkt., § 123,
§ 136, § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, §
183 a, § 184, stk. 1, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1,
§ 193, stk. 1, § 208, stk. 1, § 210, stk. 1 og 3,
jf. stk. 1, § 215, § 216, § 222, § 225, jf.
§§ 216 og 222, § 226, § 235, § 237,
§§ 243-246, § 250, § 252, stk. 1 og 2, §
261, stk. 2, § 262 a, § 276, jf. § 286, § 276
a, jf. § 286, §§ 278-283, jf. § 286, §
279, jf. § 285, hvis forholdet angår socialt bedrageri,
§ 288, § 289, § 289 a, § 290, stk. 2, §
291, stk. 1, jf. stk. 4, eller § 291, stk. 2, idømmes
ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne karakter. | | 1. I § 22, nr. 6, ændres »§
119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf. 1. pkt.« til:
Ȥ 119, stk. 1, 2 og stk. 4, 2. pkt., jf. 1.
pkt.«, og »§§ 243-246, § 250, §
252, stk. 1 og 2« ændres til: »§ 241, 2.
pkt., §§ 243-246, § 249, 2. pkt., § 250, §
252, stk. 1 og 2, § 253, stk. 2.,«. | | | | | | § 5 | | | Loven træder i kraft den 1. juli
2021. | | | | | | § 6 | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. Stk. 2. Lovens
§§ 2 og 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de henholdsvis færøske og
grønlandske forhold tilsiger |
|