L 189 A Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og udlændingeloven.

(Forbud mod deltagelse i nattelivet, udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande og udvisning af udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 01-06-2021

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 1. juni 2021

20201_l189a_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 1. juni 2021

1. Ændringsforslag

Der er stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-3, og Radikale Venstres medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4.

2. Indstillinger

Et mindretal i udvalget (V, KF, DF, NB og Inger Støjberg (UFG)) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det af Radikale Venstre stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (S, SIU og JF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et tredje mindretal i udvalget (EL, RV og Sikandar Siddique (UFG)) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det af Radikale Venstre stillede ændringsforslag og vil stemme imod de af Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af Radikale Venstre stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag.

Et femte mindretal i udvalget (KD) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.

Et sjette mindretal i udvalget (IA) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.

Et syvende mindretal i udvalget (Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.

3. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (V, KF, NB og Inger Støjberg (UFG)):

1) I det under nr. 2 foreslåede § 124 a, stk. 2, udgår »bøde eller«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2 og 3]

Til § 4

2) I den under nr. 1 foreslåede ændring af udlændingelovens § 22, nr. 6, ændres »§ 119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf. 1. pkt.« til »§ 79 c, stk. 1, jf. § 124 a, stk. 2, § 119, stk. 1 og 2 og stk. 4, 2. pkt., jf. 1. pkt.«.

[Udvisning ved overtrædelse af et opholdsforbud efter den forslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 1]

3) I § 26, stk. 2 indsættes som 2. pkt.:

»En udlænding skal uanset 1. pkt. udvises ved gentagne overtrædelser af straffelovens § 79 c, stk. 1, jf. § 124 a, stk. 2, jf. § 22, nr. 6.«

[Udvisning ved overtrædelse af et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 1]

Til § 5

Af et mindretal (RV), tiltrådt af et mindretal (SF, EL og Sikandar Siddique (UFG)):

4) I § 5, stk. 1, ændres »1. juli 2021« til: »1. juli 2021, jf. dog stk. 2«, og efter stk. 1 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. §§ 1-4 ophæves den 1. juli 2024«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

[Udløbsklausul]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Med ændringsforslaget foreslås det at skærpe straffen for overtrædelse af et forbud mod deltagelse i nattelivet til fængselsstraf i førstegangstilfælde.

Skærpelsen af straffen for overtrædelse af et forbud mod deltagelse i nattelivet skal ses i lyset af den under nr. 2 foreslåede ændring i udlændingelovens § 22, hvorefter en udlænding kan udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 79 c, stk. 1, jf. 124 a, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, jf. udlændingelovens § 23, nr. 1, og § 24, nr. 1.

Med ændringen forudsættes, at straffen for overtrædelse som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 14 dage i førstegangstilfælde. Det forudsættes fortsat, at straffen for overtrædelse i andengangstilfælde og derover som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 30 dage. Det forudsættes herudover, at straffen i andengangstilfælde eller herover som udgangspunkt gøres ubetinget.

Til nr. 3

Med ændringsforslaget foreslås det at tilføje et 2. pkt. til udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorefter en udlænding skal udvises ved gentagne overtrædelser af straffelovens § 79 c, stk. 1, jf. § 124 a, stk. 2, jf. § 22, nr. 6, uanset om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en udlænding, der idømmes ubetinget frihedsstraf for mere end en gang at have overtrådt et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 1, i alle tilfælde vil skulle udvises, uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet og uanset den pågældendes opholdsgrundlag. Bestemmelsen gælder også for udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 26 b.

Til nr. 4

Med ændringsforslaget foreslås det, at lovforslagets §§ 1-4 ophæves automatisk den 1. juli 2024, medmindre andet bestemmes inden denne dato. Ændringsforslaget indebærer, at de ændringer af straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og udlændingeloven, der gennemføres med lovforslaget, automatisk ophæves, medmindre Folketinget forinden beslutter at forlænge reglernes gyldighedsperiode. Det forudsættes i den forbindelse, at der forud for en eventuel videreførelse af lovændringerne skal foretages en vurdering af omfanget af lovens anvendelse med inddragelse af relevant uafhængig bistand.

Liberal Alliance, Alternativet og Sambandsflokkurin havde ved afgivelsen af tillægsbetænkningen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Radikale Venstre

Radikale Venstres medlem af udvalget støtter intentionen bag, at hvis man ikke kan styre sig i nattelivet, så kan det være hensigtsmæssigt med en karantæne fra dette, men RV så helst, at forslaget hvilede på faglige anbefalinger og ikke alene var politisk udviklet. RV ser bekymret på tendensen til tillægsstraf, efter man har udstået sin betingede eller ubetingede straf, men noterer sig samtidig Det Kriminalpræventive Råds bemærkninger i høringssvaret om mulige forebyggelseselementer af vold i nattelivet.

RV bemærker endvidere, at mulighederne for beslaglæggelse i dag er begrænset til personens sagsomkostninger, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen, ikke eventuel gæld til det offentlige. RV finder, at statussymboler som f.eks. dyre biler, beklædningsgenstande, mobiltelefoner m.v. kan blive brugt som rekruttering til det kriminelle miljø. Da det kan være med til at påvirke rekrutteringen, og fordi der i dag er en grænse for, hvad man kan beslaglægge af særlig betydning, og for at opretholde hjemmet i henhold til trangsbeneficiet, er RV positive for denne del af lovforslaget.

RV finder det dog ikke relevant, at udlændingepolitik blandes sammen med forslaget, og stemmer derfor imod lovforslaget som helhed, selv om der er elementer i lovforslaget, som RV støtter.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. marts 2021 og var til 1. behandling den 23. marts 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 31. maj 2021. Lovforslaget var til 2. behandling den 1. juni 2021, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i udvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.

Bilag

Efter udvalgets afgivelse af betænkning er der omdelt 1 bilag på lovforslaget.

Leif Lahn Jensen (S) Jeppe Bruus (S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Rasmus Stoklund (S) Annette Lind (S) Kristian Hegaard (RV) nfmd. Jens Rohde (KD) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Rosa Lund (EL) Søren Søndergaard (EL) Sikandar Siddique (UFG) Aaja Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Sjúrður Skaale (JF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V) Britt Bager (KF) Inger Støjberg (UFG) Morten Dahlin (V) fmd. Michael Aastrup Jensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Skaarup (DF) Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) Karina Adsbøl (DF) Mads Andersen (KF) Marcus Knuth (KF) Pernille Vermund (NB)

Liberal Alliance, Alternativet og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)7