Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 4. maj 2021
Forslag
til
Lov om velfærdsaftaler på
dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet
Kapitel 1
Formål og
varighed
§ 1.
Formålet med denne lov er frem til den 30. september 2024 at
frisætte udvalgte kommuners og tilbuds varetagelse af
dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet med henblik
på at udvikle velfærden på områderne og
skabe større handlerum for medarbejderne og lederne for at
øge kvaliteten og nærværet i velfærden til
gavn for borgeren.
Kapitel 2
Anvendelsesområde
§ 2.
Følgende kommuner er omfattet af denne lov:
1)
Helsingør og Rebild Kommuner på
dagtilbudsområdet, jf. kapitel 4.
2) Esbjerg og
Holbæk Kommuner på folkeskoleområdet, jf. kapitel
5.
Kapitel 3
Generelle
bestemmelser
§ 3.
Den, der efter anden lovgivning er bemyndiget til at
fastsætte regler, kan efter indstilling fra
kommunalbestyrelsen inden for bemyndigelsens grænser for at
opnå formålet med denne lov fastsætte
særlige regler for kommuner omfattet af § 2.
§ 4.
Den, der efter anden lovgivning i forbindelse med en
forsøgsordning er bemyndiget til at godkende fravigelser af
gældende regler, kan inden for bemyndigelsens grænser
for at opnå formålet med denne lov godkende
særlige fravigelser for kommuner omfattet af § 2.
§ 5.
Kommunalbestyrelsen kan i et møde beslutte at overlade til
kommunens udvalg eller administration, herunder kommunens tilbud,
at træffe beslutninger efter kapitel 4 og 5.
§ 6.
Kommunens beslutninger efter kapitel 4 og 5 offentliggøres i
en samlet oversigt på kommunens hjemmeside.
Stk. 2.
Kommunens beslutninger træder i kraft på det i
oversigten fastsatte tidspunkt, dog tidligst dagen efter
offentliggørelse af beslutningen i oversigten på
kommunens hjemmeside.
Stk. 3.
Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om oversigtens udformning og
offentliggørelse.
§ 7.
Kommunens beslutninger efter denne lov kan ikke påklages.
Kapitel 4
Velfærdsaftaler på
dagtilbudsområdet
§ 8.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at dagtilbudslovens bestemmelser
i afsnit I, II, II A, V og VI helt eller delvis ikke skal
gælde for kommunen eller de tilbud i kommunen, som
kommunalbestyrelsen udpeger, jf. dog 2. og 3. pkt. og stk. 2.
Beslutning efter 1. pkt. kan alene vedrøre tilbud oprettet
efter dagtilbudslovens afsnit II, II A og V. For tilbud drevet af
private leverandører efter dagtilbudslovens § 19, stk.
3-5, § 21, stk. 3, og § 78 kan kommunalbestyrelsens
beslutning efter 1. pkt. alene træffes efter anmodning fra
tilbuddet. Kommunalbestyrelsen kan træffe forskellige
beslutninger for forskellige tilbud i kommunen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan ikke fravige dagtilbudslovens § 2,
stk. 2, § 3 a, stk. 1 og 4, §§ 4 og 5, § 7,
§ 16, stk. 4, § 18, stk. 1 og 3, § 19, § 20,
stk. 1, § 21, § 22 a, § 23, stk. 1-3, §§
24-26, § 28, § 29, stk. 1, § 31, stk. 1-3,
§§ 32-43, § 78, § 80, § 81, stk. 1, 1.
pkt., bortset fra tilsyn med betegnelsen af ordningen, § 81 a,
§ 81 b, §§ 82 og 83, § 84, stk. 2, § 85,
stk. 1, § 92, stk. 1, § 93, stk. 1 og 2, § 93 a,
§§ 94-99 og §§ 101 og 102.
Stk. 3.
Børne- og undervisningsministeren kan beslutte, at kommunen
eller tilbud i kommunen udpeget af kommunalbestyrelsen efter stk. 1
kan fravige bestemte regler udstedt i medfør af
dagtilbudslovens § 8, stk. 9, § 17, stk. 11, § 26 a,
stk. 11, § 30, § 31, stk. 4, § 44, § 44 g, stk.
2, § 85, stk. 2, § 92, stk. 2, og § 93, stk. 3.
Kapitel 5
Velfærdsaftaler på
folkeskoleområdet
§ 9.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at folkeskoleloven helt eller
delvis ikke skal gælde for kommunen eller de folkeskoler i
kommunen, som kommunalbestyrelsen udpeger, jf. dog stk. 2-4.
Skolerne skal dog i alle tilfælde give undervisning inden for
børnehaveklasse og 1.-9. klassetrin, som står
mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Kommunalbestyrelsen kan træffe forskellige beslutninger for
forskellige folkeskoler i kommunen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan efter godkendelse fra børne- og
undervisningsministeren beslutte, at andre fag end dem, der er
nævnt i folkeskolelovens § 14, stk. 1-4, 6 og 7, kan
indgå i folkeskolens afgangseksamen. Kommunalbestyrelsen kan
beslutte at fravige reglerne i folkeskolelovens § 42, stk. 1,
2. og 3. pkt., og nr. 1-4, og § 44 med henblik på at
styrke skolebestyrelsens rolle og kompetencer.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at fravige folkeskolelovens §
34, stk. 2, således at forældrene til et barn selv kan
beslutte, hvorvidt deres barns skolegang skal udsættes med et
år, når dette er begrundet i barnets udvikling.
Forældrenes beslutning efter 1. pkt. forudsætter en
inddragelse af det dagtilbud, hvor barnet er tilmeldt. Hvis barnet
ikke er tilmeldt et dagtilbud og barnets skolegang ønskes
udsat med et år, skal forældrene afgive en
erklæring til kommunalbestyrelsen om, at dette er begrundet i
barnets udvikling.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan ikke fravige folkeskolelovens § 1,
§ 2, § 3, stk. 2 og 3, §§ 3 a-4, § 5, stk.
5 og 6, § 6, stk. 2, 1.-3. pkt., § 12, stk. 2 og 3,
§ 13, stk. 5, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, 2 og 6-8,
§ 20 a, § 21, § 22, stk. 2 og 5, § 23, §
26, §§ 32 og 33, § 34, stk. 1, § 36, stk. 3, 4,
6 og 7, § 40, stk. 1, § 42, stk. 1, 1. pkt., § 46,
kapitel 7-9, §§ 52 a, 54 og 55 b, § 56, stk. 1 og 2,
og kapitel 11.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen kan efter godkendelse fra børne- og
undervisningsministeren foretage en vurdering af, hvorvidt eleverne
har forudsætninger for at påbegynde og
gennemføre en ungdomsuddannelse, som træder i stedet
for vurdering af uddannelsesparathed efter lov om kommunal indsats
for unge under 25 år, og kan dermed beslutte, at § 2 g,
stk. 1, § 2 g, stk. 2, bortset fra 4. pkt., og § 2 g,
stk. 3-6, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år
fraviges. Derudover kan kommunalbestyrelsen beslutte, at § 2
c, stk. 1, nr. 3, og stk. 3, § 2 d, stk. 1, § 5, stk. 1
og 2, og §§ 6 og 10 a-10 d i lov om kommunal indsats for
unge under 25 år kan fraviges for de folkeskoler i kommunen,
som kommunalbestyrelsen udpeger. Kommunalbestyrelsen kan
træffe forskellige beslutninger for forskellige folkeskoler i
kommunen.
Stk. 6.
Børne- og undervisningsministeren kan bestemme, at kommunen
eller folkeskoler i kommunen udpeget af kommunalbestyrelsen efter
stk. 1 kan fravige bestemte regler udstedt i medfør af
folkeskolelovens § 6, stk. 2, § 9, stk. 9, § 10,
stk. 1, § 11, stk. 3, § 11 a, stk. 6, § 13, stk. 3,
§ 13 b, stk. 6, § 19, stk. 5, § 19 c, stk. 5, §
19 e, stk. 6, § 19 j, stk. 7, § 22, stk. 12 og 13, §
24, stk. 4, § 39, stk. 3, § 40, stk. 4, § 40 a, stk.
5, § 43, stk. 3 og 4, § 46, stk. 1, og § 52 og
regler udstedt i medfør af § 2 i, nr. 1, bortset fra de
faglige kriterier, § 2 i, nr. 2, § 5, stk. 5, og §
10 g bortset fra regler om pligter for institutioner og
kommunalbestyrelsen, der er nævnt i § 10 f, stk. 3, i
lov om kommunal indsats for unge under 25 år.
Kapitel 6
Ikrafttrædelsesbestemmelse
§
10. Loven træder i kraft den 15. maj 2021.
Kapitel 7
Tidsmæssig
gyldighed
§
11. Loven ophæves den 30. september 2024.
Stk. 2. For
foranstaltninger i forhold til borgeren, som kommunen har truffet
beslutning om efter denne lov, og som ikke er udløbet
på det i stk. 1 fastsatte tidspunkt, finder loven anvendelse,
indtil kommunen har truffet anden bestemmelse i henhold til den
lovgivning, som er gældende efter det i stk. 1 fastsatte
tidspunkt.