L 226 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven.

(Indførelse af mulighed for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i tredjelande).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-04-2021

Fremsættelse: 29-04-2021

Skriftlig fremsættelse (29. april 2021)

20201_l226_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. april 2021)

Udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Indførelse af mulighed for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i tredjelande)

(Lovforslag nr. L 226)

Lovforslaget har til formål at indføre det overordnede lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark efter indgåelse af en overenskomst eller et hertil svarende arrangement med et tredjeland vil kunne overføre tredjelandsstatsborgere og statsløse, der søger om asyl i Danmark, til det pågældende tredjeland med henblik på realitetsbehandling af asylansøgningerne og eventuel efterfølgende beskyttelse under overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det fremgår således af lovforslaget, at overførsel ikke vil kunne ske, hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Hvorvidt det er tilfældet, vil bero på en konkret og individuel vurdering foretaget af udlændingemyndighederne.

Det forudsættes i lovforslaget, at Danmark ikke yder beskyttelse i tilfælde af, at udlændingen bliver meddelt asyl efter endt asylsagsbehandling i tredjelandet. Beskyttelsen ydes derimod af det pågældende tredjeland. Meddeles ansøgeren afslag på asyl, er det ligeledes det pågældende tredjeland, der drager omsorg for udsendelsen af vedkommende.

Der lægges med forslaget op til, at Udlændingestyrelsen vil skulle træffe afgørelse om overførsel efter den foreslåede ordning i 1. instans, og at en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse behandles af det uafhængige Flygtningenævn. Det foreslås endvidere, at klagesagerne automatisk indbringes for Flygtningenævnet, og at klagen i alle tilfælde tillægges opsættende virkning.

Det foreslås samtidig, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, at visse udlændinge undtages fra den foreslåede ordning.

Endelig indeholder lovforslaget de nødvendige lovhjemler til, at der kan pålægges kontrol- og tvangsforanstaltninger eller ske frihedsberøvelse af en udlænding omfattet af ordningen, ligesom forslaget indeholder hjemmel til afholdelse af overførselsudgifter.

Det foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Det skyldes, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger en overenskomst eller et hertil svarende arrangement med et tredjeland.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.