Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 16. december 2020
1. Ændringsforslag
Der er stillet 6 ændringsforslag til
lovforslaget. Skatteministeren har stillet ændringsforslag
nr. 1 og 4-6, herunder om deling af lovforslaget. Dansk Folkepartis
medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2 og
3.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af Simon Emil
Ammitzbøll-Bille (UFG)) vil stemme for ændringsforslag
nr. 1 om deling af lovforslaget.
Et flertal i
udvalget (S, V, RV, SF, EL og KF) indstiller det under A
nævnte lovforslag til vedtagelse
uændret. Flertallet indstiller det under B
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de af skatteministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DF og LA) indstiller de under A og B nævnte
lovforslag til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (Simon Emil Ammitzbøll-Bille
(UFG)) vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for
sin stilling til lovforslaget og de stillede
ændringsforslag.
Nye Borgerlige, Alternativet, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og
dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Dansk
Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og
Liberal Alliance
Socialdemokratiets, Venstres, Dansk
Folkepartis, Radikale Venstres, Det Konservative Folkepartis og
Liberal Alliances medlemmer af udvalget noterer sig, at regeringen
svarer, at de fastholder den nuværende praksis for fradrag
for udgifter til forskning og udvikling, og at der ved
forsøgs- og forskningsvirksomhed forstås efter praksis
originale undersøgelser, som retter sig mod at tilegne sig
ny videnskabelig eller teknisk viden og forståelse, der
primært sigter mod at nå nogle givne mål og
resultater, som kan bruges rent praktisk. Det vil sige anvendelsen
af videnskabelig eller teknisk viden til at frembringe nye eller
væsentlig forbedrede materialer, mekanismer, produkter,
processer, systemer eller tjenesteydelser.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal i udvalget
(udvalget med undtagelse af Simon Emil Ammitzbøll-Bille
(UFG)):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af afskrivningsloven og ligningsloven
(Midlertidig forhøjelse af fradrag for udgifter til
forsøgs- og forskningsvirksomhed og af bundfradrag ved
udlejning af fritidsboliger)« omfattende §§ 1 og 2
og § 4, stk. 1, 2, 4 og 5.
B. »Forslag
til lov om ændring af selskabsskatteloven
(Selskabsskattefritagelse af Fonden)« omfattende § 3 og
§ 4, stk. 1 og 3.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte forslag
Til § 2
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(LA):
2) Nr. 2
affattes således:
»2. I §
15 O, stk. 1, indsættes efter 6. pkt. som nye
punktummer:
»For indkomståret 2020 udgør
bundfradraget i 2. pkt. 52.450 kr. (2010-niveau). For
indkomståret 2021 udgør bundfradraget i 2. pkt. 51.400
kr. (2010-niveau).««
[Udvidelse af midlertidig
forhøjelse af bundfradrag ved udlejning af fritidsboliger
til indkomståret 2021]
Til § 4
3) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2.
Ligningslovens § 15 O, stk. 1, 7. pkt., som affattet ved denne
lovs § 2, nr. 2, har virkning for indkomståret 2020, jf.
dog 2. pkt. Ligningslovens § 15 O, stk. 1, 7. pkt., som
affattet ved denne lovs § 2, nr. 2, har for skattepligtige med
bagudforskudt indkomstår 2020, der begynder den 1. oktober
2019 eller tidligere, virkning for indkomståret 2021.
Ligningslovens § 15 O, stk. 1, 8. pkt., som affattet ved denne
lovs § 2, nr. 2, har virkning for indkomståret 2021, jf.
dog 4. pkt. Ligningslovens § 15 O, stk. 1, 8. pkt., som
affattet ved denne lovs § 2, nr. 2, har for skattepligtige med
bagudforskudt indkomstår 2021, der begynder den 1. oktober
2020 eller tidligere, virkning for indkomståret
2022.«
[Udvidelse af midlertidig
forhøjelse af bundfradrag ved udlejning af fritidsboliger
til indkomståret 2021]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte forslag
Til titlen
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal i udvalget
(udvalget med undtagelse af Simon Emil Ammitzbøll-Bille
(UFG)):
4) I
undertitlen ændres
»Fonden« til: »Danmarks
Genopretningsfond«.
[Ændret navn for nyoprettet
statsligt aktieselskab]
Til § 3
5) I
det under nr. 1 foreslåede § 3, stk. 1, nr. 23, ændres
»(Fonden)« til: »(Danmarks
Genopretningsfond)«.
[Ændret navn for nyoprettet
statsligt aktieselskab]
Til § 4
6) I
stk. 3 ændres »§
3« til: »Loven«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås at dele lovforslaget i
to separate lovforslag. Det ene lovforslag (A) vedrører
midlertidig forhøjelse af fradrag for udgifter til
forsøgs- og forskningsvirksomhed og af bundfradrag ved
udlejning af fritidsboliger. Det andet lovforslag (B)
vedrører selskabsskattefritagelse af Fonden.
Til nr. 2 og 3
Efter de gældende regler for
skematisk beskatning af indkomst ved udlejning af fritidsboliger er
bundfradraget 36.500 kr. (2010-niveau) svarende til 41.800 kr.
(2020-niveau), når udlejningen er omfattet af den automatiske
indberetningsordning til Skatteforvaltningen, fordi fritidsboligen
udlejes gennem et udlejningsbureau.
Med lovforslaget foreslås dette
bundfradrag midlertidigt forhøjet i indkomståret 2020
til 60.000 kr. (2020-niveau) svarende til 52.450 kr. (2010-niveau).
For at sikre, at også personer med bagudforskudt
indkomstår, der begynder den 1. oktober 2020 eller tidligere,
kan få glæde af den midlertidige forhøjelse af
bundfradraget, foreslås det, at forhøjelsen for disse
personer skal gælde for indkomståret 2021.
Med de i ændringsforslagene
foreslåede ændringer foreslås den midlertidige
forhøjelse af bundfradraget til 60.000 kr. ved udlejning af
fritidsboliger udvidet til også at omfatte indkomståret
2021. For at sikre, at også personer med bagudforskudt
indkomstår, der begynder den 1. oktober 2020 eller tidligere,
kan få glæde af den midlertidige forhøjelse af
bundfradraget, foreslås det, at forhøjelsen for disse
personer skal gælde for indkomståret 2022.
Et bundfradrag på 60.000 kr. i
indkomståret 2021 svarer til et grundbeløb på
51.400 kr. i 2010-niveau.
Det skønnes, at den foreslåede
forhøjelse af bundfradraget i 2021 vil føre til et
umiddelbart mindreprovenu i 2021 på 90 mio. kr., hvilket
svarer til 70 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd. Det
umiddelbare mindreprovenu for kommunerne skønnes at
udgøre ca. 65 mio. kr. i 2021.
Til nr. 4 og 5
Ved lovforslaget skattefritages det af
staten oprettede aktieselskab, der skal sikre et
tilstrækkeligt kapitalgrundlag i store, ellers sunde,
samfundsbærende danske virksomheder, der fortsat måtte
være økonomisk udfordret som følge af udbruddet
af covid-19. Ved lovforslagets fremsættelse var det statslige
aktieselskab benævnt Fonden.
Ved aktstykke nr. 6, der er tiltrådt
af Folketingets Finansudvalg den 22. oktober 2020, er det besluttet
at oprette selskabet som et nyt statsligt aktieselskab med navnet
Danmarks Genopretningsfond.
Som konsekvens heraf foreslås det at
ændre lovforslagets undertitel, således at der i stedet
for Fonden nævnes Danmarks Genopretningsfond. Det
foreslås endvidere at ændre den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 3, nr. 1, således at den
foreslåede skattefritagelse gælder for Danmarks
Genopretningsfond.
Til nr. 6
Der er tale om en redaktionel ændring
som følge af ændringsforslag nr. 1.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 7. oktober
2020 og var til 1. behandling den 30. oktober 2020. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Skatteudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5
møder.
Høring
Udvalget har den 25. november 2020 afholdt
en høring om lovforslaget. Materialet fra høringen er
omdelt som bilag 5.
Høringssvar
Udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
Skatteministeriet sendte den 3. juli 2020 og den 14. august 2020
disse udkast til udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 385 og 396
(folketingsåret 2019-20). Den 7. oktober 2020 sendte
skatteministeren høringssvarene og et høringsnotat
til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 28
bilag på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
16 skriftlige henvendelser om lovforslaget.
Samråd
Udvalget har stillet 4
spørgsmål til skatteministeren til mundtlig
besvarelse, som ministeren har besvaret i et åbent
samråd den 3. december 2020.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
46 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Birgitte Vind (S) Bjørn
Brandenborg (S) fmd. Jens Joel
(S) Jeppe Bruus (S) Jesper Petersen (S) Kasper Sand Kjær (S)
Malte Larsen (S) Thomas Jensen (S) Troels Ravn (S) Kathrine Olldag
(RV) Katrine Robsøe (RV) Carl Valentin (SF) Theresa Berg
Andersen (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Rune Lund (EL) Victoria
Velasquez (EL) Louise Schack Elholm (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Torsten Schack
Pedersen (V) Kim Valentin (V) nfmd. Morten Dahlin (V) Dennis
Flydtkjær (DF) Hans Kristian Skibby (DF) René
Christensen (DF) Rasmus Jarlov (KF) Mona Juul (KF) Ole Birk Olesen
(LA) Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)
Nye Borgerlige, Alternativet, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |