L 77 Forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Af: Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 10-11-2020

Fremsættelse: 10-11-2020

Skriftlig fremsættelse (10. november 2020)

20201_l77_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (10. november 2020)

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling (Mogens Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink

(Lovforslag nr. L 77)

Formålet med lovforslaget er, at hindre udbredelse af COVID-19 i mink af hensyn til den betydelige risiko for folkesundheden, herunder risikoen for en væsentlig forringelse af mulighederne for at bevare epidemikontrol i Danmark samt for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.

I midten af juni blev de første minkfarme i Nordjylland konstateret smittet med COVID-19, og virusset har siden bredt sig, hvorfor regeringen på anbefaling af veterinær- og sundhedsmyndighederne den 1. oktober 2020 besluttede, at slå alle smittede besætninger, samt besætninger inden for en radius af 7,8 kilometer, ned. Den 9. november 2020 var der konstateret smitte på 229 farme.

I en risikovurdering af 3. november 2020 fra Statens Serum Institut er det konkluderet, at en fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en stor risiko for folkesundheden, både ved at medføre større sygdomsbyrde blandt mennesker, og ved at et stort virusreservoir i mink øger risikoen for, at der opstår nye virusmutationer, som vacciner ikke giver optimal beskyttelse imod.

Det foreslås på ovenstående baggrund, at der skabes hjemmel til at aflive alle mink på danske minkfarme, og at der samtidig indføres et midlertidigt forbud mod genindsættelse og hold af nye mink indtil 31. december 2021. Det foreslås med lovforslaget, at alle mink skal være aflivede senest den 1. december 2020.

I lyset af ovennævnte tvingende hensyn er det vigtigt, at aflivningen af alle mink foregår så hurtigt som muligt, og med lovforslaget etableres der derfor hjemmel til en bonusordning for hurtig aflivning af mink.

Med lovforslaget foreslås endvidere indført bestemmelser om erstatning for de aflivede mink samt det herved opståede driftstab, og der etableres en hjemmel til at fastsætte regler om erstatning og kompensation til alle minkavlerne for det tab, de påføres, som følge af indførelsen af det midlertidige forbud.

På grund af den ekstraordinære situation er der behov for, at lovforslaget behandles hurtigst muligt.

Det foreslås, at loven træder i ved bekendtgørelse i Lovtidende. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.