Fremsat den 11. november 2020 af justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 976 af 17. september 2019, som ændret senest ved
§ 1 i lov nr. 968 af 26. juni 2020, foretages følgende
ændringer:
1. § 216,
stk. 1, affattes således:
»For voldtægt straffes med
fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person,
der ikke har samtykket heri.«.
2. To
steder i § 228 udgår
»§ 216, stk. 1, nr. 2,«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 2.1. | Indførelse af en
samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse | | | 2.1.1. | Gældende
ret | | | 2.1.2. | Straffelovrådets overvejelser | | | | 2.1.2.1. | Den gældende
voldtægtsbestemmelse | | | | 2.1.2.2. | Terminologien
frivillighed og samtykke | | | | 2.1.2.3. | Gerningsmomenter | | | | 2.1.2.4. | Tilregnelse,
bevisbyrde samt strafniveau | | | | 2.1.2.5. | Forholdet til andre
seksualforbrydelser | | | 2.1.3. | Justitsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 2.2. | Ændring af
straffelovens § 228 om uagtsomhed | | | 2.2.1. | Gældende
ret | | | 2.2.2. | Straffelovrådets overvejelser | | | 2.2.3. | Justitsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3. | Forholdet til Danmarks
internationale forpligtelser | 4. | Ligestillingsmæssige konsekvenser | 5. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 6. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. | 7. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 8. | Klima- og
miljømæssige konsekvenser | 9. | Forholdet til
EU-retten | 10. | Hørte
myndigheder og organisationer mv. | 11. | Sammenfattende
skema | |
|
1. Indledning
Voldtægt udgør en af de mest alvorlige
personfarlige forbr??ydelser og indebærer en grov
krænkelse af den seksuelle selvbestemmelsesret.
Den gældende voldtægtsbestemmelse forudsætter,
at gerningsmanden har anvendt nærmere opregnede tvangsmidler,
eller at offeret har været i en tilstand eller situation,
hvor den pågældende har været ude af stand til at
modsætte sig handlingen. Det vil sige, at der i dag ikke
nødvendigvis vil være tale om voldtægt i
tilfælde, hvor en person siger nej til samleje. Det skal
ændres.
Det er tid til at sikre, at retten til seksuel selvbestemmelse
bliver omdrejningspunktet for, hvornår der er tale om
voldtægt. Vi skal som samfund yde voldtægtsofre den
retsbeskyttelse, de har krav på.
Det følger bl.a. af det politiske forståelsespapir
af 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og
Enhedslisten, at regeringen ønsker et samfund, hvor
mænd og kvinder har reelt lige muligheder, og at regeringen
blandt andet på baggrund af Straffelovrådets
anbefalinger hvad angår muligheden for at gennemføre
en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse vil tage initiativ
til lovgivning.
Straffelovrådet afgav den 19. februar 2020
betænkning nr. 1574/2020 om en frivillighedsbaseret
voldtægtsbestemmelse (herefter "betænkningen").
Straffelovrådet har bl.a. haft til opgave at gennemgå
straffelovens voldtægtsbestemmelse med fokus på, om den
i tilstrækkelig tydelig grad afspejler, at seksuelle
handlinger skal være frivillige, og i den forbindelse at
komme med konkrete forslag til, hvordan voldtægtsbestemmelsen
kan udformes, så det tydeliggøres, at enhver seksuel
handling skal bygge på gensidig frivillighed. På den
baggrund har Straffelovrådet anbefalet, at den gældende
voldtægtsbestemmelse ændres.
Regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten opnåede
den 1. september 2020 enighed om indførelsen af en ny
samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse.
At indgå i seksuelle aktiviteter med et andet menneske,
som ikke ønsker at deltage heri, krænker menneskets
grundlæggende frihed og ret til at bestemme over sin egen
krop.
Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige
fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri
vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal samtykke,
og samtykket skal foreligge under hele samlejet. Ellers er det
voldtægt - og det gælder også i parforhold.
Det skal være strafbart at have samleje med en person, der
ikke samtykker. Samfundets forståelse af, hvad voldtægt
er, skal ændres, og en ny samtykkebaseret strafbestemmelse er
en milepæl i den indsats.
Indførelsen af en voldtægtsbestemmelse baseret
på samtykke vil ikke alene have betydning for, hvordan
voldtægtssager vurderes og håndteres af politiet,
anklagemyndigheden og domstolene, men vil også bidrage til en
generel holdningsændring i samfundet, idet den øger
fokus på respekt for andre menneskers grænser og frihed
samt retten til at bestemme over egen krop. En samtykkebaseret
voldtægtslovgivning balancerer hensynet til beskyttelsen af
voldtægtsofre og retssikkerheden for dem, der anklages for
voldtægt, idet uskyldsformodningen stadig er gældende,
og det fortsat er anklagemyndigheden, der skal løfte
bevisbyrden. Af retssikkerhedsmæssige hensyn skal samtykke i
øvrigt vurderes objektivt ud fra en samlet afvejning af
sagens konkrete omstændigheder.
Med lovforslaget, som udmønter enighedspapiret af 1.
september 2020 mellem regeringen, Radikale Venstre, SF og
Enhedslisten, og som bygger på betænkningen,
foreslås navnlig en udvidelse af det strafbare område i
straffelovens § 216, stk. 1, så samleje med en person,
som ikke samtykker heri, er voldtægt.
Som følge af den foreslåede ændring af
straffelovens § 216, stk. 1, foreslås det endvidere, at
der foretages en ændring af straffelovens § 228 om
uagtsomhed med hensyn til bl.a. forurettedes tilstand i visse sager
om voldtægt, således at henvisningen til straffelovens
§ 216, stk. 1, nr. 2, udgår.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Indførelse af en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse
2.1.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes for
voldtægt den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller
trussel om vold (nr. 1) eller skaffer sig samleje ved anden ulovlig
tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en
tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er
ude af stand til at modsætte sig handlingen (nr. 2).
Overtrædelse af bestemmelsen straffes med fængsel
indtil 8 år. Straffen kan dog stige til fængsel indtil
12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig
karakter eller der i øvrigt foreligger særligt
skærpende omstændigheder, jf. § 216, stk. 3.
Efter straffelovens § 216, stk. 2, straffes for
voldtægt endvidere den, der har samleje med et barn under 12
år. Her er samlejet i sig selv strafbart, og det er
således ikke en forudsætning for strafansvaret, at der
er foretaget en handling som beskrevet i bestemmelsens stk. 1.
Overtrædelse af bestemmelsen straffes med fængsel
indtil 12 år.
Efter straffelovens § 216, stk. 4, skal der ved
fastsættelse af straffen for voldtægt lægges
vægt på den særlige krænkelse, der er
forbundet med lovovertrædelsen.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 49, at
samleje efter straffelovens § 216, stk. 1, omfatter både
vaginalt og analt samleje.
Det fremgår af straffelovens § 225, at straffelovens
§ 216 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet
seksuelt forhold end samleje. Som eksempler på andet seksuelt
forhold end samleje kan nævnes oralt seksuelt forhold, kys
mv. på kønsdele, indføring af fingre eller
genstande i skeden eller anus og manipulation af
kønsdele.
Som anført ovenfor er det efter straffelovens § 216,
stk. 1, nr. 1, strafbart at tiltvinge sig samleje ved vold eller
trussel om vold. Dermed skal der være en
årsagssammenhæng mellem voldsudøvelsen eller
truslen om vold og samlejet. Dette krav indebærer, at
samlejet er gennemført mod den forurettedes vilje.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf.
Folketingstidende 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 2-3, at vold
omfatter fysisk magtanvendelse både i form af mekanisk tvang
(f.eks. hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke
gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere holder offeret,
mens en anden leje) og i form af kompulsiv tvang (f.eks. hvor slag
eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre
modstand). Den blotte fastholdelse af offeret udgør
således vold omfattet af bestemmelsen.
Det følger af praksis, at vold efter § 216, stk. 1,
nr. 1, også omfatter generelt mildere former for vold,
herunder handlinger, som ikke nødvendigvis falder under
straffelovens § 244 (simpel vold). Som eksempler på
vold, som er omfattet af § 216, stk. 1, nr. 1, kan
nævnes det at fastholde eller gribe fat om forurettede, at
tvinge forurettedes ben fra hinanden, og at lægge sig
på forurettede. Det er således ikke en betingelse, at
der er anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der
også kan være tale om mere eller mindre stiltiende
trusler, herunder en i situationen liggende trussel om vold.
Efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 1. led, er det
strafbart at skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang. Tvangen
skal være omfattet af straffeloven § 260, uden at der er
tale om vold eller trussel om vold.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf.
Folketingstidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 11, at
bestemmelsen omfatter samleje opnået ved anvendelse af mindre
alvorlige tvangsmidler end vold eller trussel om vold. De
tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260, er -
ud over vold og trussel om vold - bl.a. trussel om betydelig skade
på gods, om frihedsberøvelse eller om at
fremsætte sigtelse for strafbart eller ærerørigt
forhold eller om at åbenbare privatlivet tilhørende
forhold.
Efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, er det
strafbart at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i
en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende
er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Bestemmelsen
har kun selvstændig betydning, hvor forurettede ikke er
hensat i den hjælpeløse tilstand ved vold eller
trussel om vold. Er hensættelsen sket ved vold eller trussel
om vold med forsæt til at opnå samleje, er forholdet
allerede som følge heraf i stedet omfattet af § 216,
stk. 1, nr. 1.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf.
Folketingstidende 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 3, og jf.
Folketingstidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 14 og 50, at
"tilstande", der er omfattet af 2. led, er søvn,
bevidstløshed, stærk beruselse, hypnotisk trance,
fysisk lammelse og lignende. "Situationer", der er omfattet af 2.
led, kan betegnes som overrumplingstilfælde. Bestemmelsen
tager sigte på konkrete situationer, hvor gerningsmanden har
mulighed for at overrumple forurettede og begynde et samleje (eller
andet seksuelt forhold, jf. § 225), før offeret kan
nå at reagere. Det drejer sig i praksis navnlig om
tilfælde, hvor forurettede er afklædt, og hvor
gerningsmanden har en legitim anledning til forholdsvis intime
berøringer, men hvor gerningsmanden overskrider
grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som
eksempler på sådanne situationer kan nævnes
bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og
massage.
Strafansvaret efter § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, er ikke
betinget af, at forholdet kan karakteriseres som udnyttelse, men
der skal dog være tale om, at gerningsmanden "skaffer sig"
samleje, hvilket er snævrere end blot at "have" samleje.
Overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1,
forudsætter, at gerningsmanden har handlet forsætligt i
relation til alle led i gerningsindholdet i bestemmelsen.
Ved lov nr. 635 af 8. juni 2016 om ændring af straffeloven
(Skærpelse af straffen for voldtægt og for samleje med
et barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk
overlegenhed) blev straffelovens § 216 ændret med
henblik på at skærpe strafniveauet for voldtægt
generelt.
Med lovændringen blev der indsat en ny bestemmelse i
straffelovens § 216, stk. 4, hvorefter der ved
fastsættelse af straffen for voldtægt skal lægges
vægt på den særlige krænkelse, der er
forbundet med lovovertrædelsen.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf.
Folketingstidende 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 10, at
udgangspunktet for strafniveauet for tiltvingelse af samleje ved
vold eller trussel om vold (straffelovens § 216, stk. 1, nr.
1) eller ved hensættelse af forurettede i en tilstand, i
hvilken den pågældende er ude af stand til at
modsætte sig handlingen (omfattet af straffelovens §
216, stk. 1, nr. 2, 2. led), og for samleje med et barn under 12
år (straffelovens § 216, stk. 2), tilsigtedes
forhøjet med gennemgående 1 år i forhold til det
hidtidige strafniveau.
Udgangspunktet for strafudmålingen for en
enkeltstående fuldbyrdet overfaldsvoldtægt eller for et
enkeltstående fuldbyrdet samleje med et barn under 12
år er herefter fængsel i 3 år og 6 måneder,
hvis der ikke foreligger andre skærpende
omstændigheder. Udgangspunktet for strafudmålingen for
et enkeltstående fuldbyrdet samleje i andre sager om
voldtægt ved vold eller trussel om vold - hvis der ikke
foreligger andre skærpende omstændigheder - er herefter
fra ca. 2 år og 6 måneders fængsel til op mod 3
års fængsel.
Det følger endvidere af bestemmelsens forarbejder, at
udgangspunktet for strafniveauet for at skaffe sig samleje ved
ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person,
der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 1. led,
tilsigtedes forhøjet med gennemgående 6 måneder
i forhold til det hidtidige strafniveau.
Udgangspunktet for strafudmålingen for et
enkeltstående fuldbyrdet samleje med en person, der befinder
sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af
stand til at modsætte sig handlingen, er herefter
fængsel i 1 år og 2 måneder.
Tilfælde, hvor tiltalte med forsæt til samleje har
hensat forurettede i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen, er dog omfattet af den gennemførte
forhøjelse med gennemgående 1 år, hvilket
skyldes, at sådanne tilfælde straffes på linje
med voldtægt ved vold eller trussel om vold.
Endelig følger det af bestemmelsens forarbejder, jf.
Folketingstidende 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 10, at der som
følge af de mange forskelligartede forhold, som er omfattet
af straffelovens § 216, er en meget stor variation i straffene
for voldtægt, og at der efter omstændighederne vil
være grundlag for at udmåle straffe, som ligger
væsentligt over de udgangspunkter for strafudmålingen
for voldtægt, der lægges op til.
Der vil således ifølge forarbejderne til
bestemmelsen i almindelighed være grundlag for at
udmåle en strengere straf, hvis der som led i
voldtægten er udøvet betydelig vold, hvis
voldtægten er begået over for et barn, hvis
voldtægten har strakt sig over længere tid eller er
begået af flere gerningsmænd, eller hvis gerningsmanden
er trængt ind i et privat hjem og her har begået
voldtægt. Omvendt vil der i almindelighed være grundlag
for at udmåle en mildere straf end udgangspunktet, hvis der
f.eks. er tale om andet seksuelt forhold end samleje efter
straffelovens § 225 eller om forsøg efter straffelovens
§ 21.
Med lovændringen blev der ikke i øvrigt tilsigtet
nogen ændring i anvendelsesområdet for § 216,
ligesom der heller ikke blev tilsigtet nogen ændring i de
forhold, som i almindelighed anses som skærpende eller
formildende omstændigheder.
Strafudmålingen beror i sidste ende på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og de angivne strafniveauer vil
derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis
der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
31-35.
2.1.2. Straffelovrådets overvejelser
2.1.2.1. Den gældende
voldtægtsbestemmelse
Straffelovrådet har overvejet, om den gældende
voldtægtsbestemmelse i tilstrækkelig grad afspejler den
seksuelle selvbestemmelsesret.
En gennemgang af alle afsagte domme vedrørende
voldtægt i perioden fra den 1. juli 2016 til den 1. juli 2019
har efter Straffelovrådets opfattelse påvist, at den
gældende lovgivning har ført til flere frifindende
domme, hvis rimelighed vurderet ud fra den seksuelle
selvbestemmelsesret kan diskuteres.
Straffelovrådet anfører, at gennemgangen af
retspraksis viser, at den gældende lovgivning kun
dækker en del af de tilfælde, hvor der foreligger
ufrivillighed. Efter Straffelovrådets opfattelse afspejler
den gældende bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1,
og den retspraksis, der knytter sig hertil, derfor ikke i
tilstrækkelig grad det forhold, at seksuelle handlinger altid
skal være frivillige for de involverede parter, og at enhver
har en ubetinget ret til seksuel selvbestemmelse og seksuel
integritet.
Selv om det allerede efter ordlyden af den gældende
bestemmelse kan siges at indgå, at handlingen er
gennemført uden et gyldigt samtykke, jf. kravet om
tiltvingelse ved vold, tvang mv., viser retspraksis, at der kan
forekomme situationer, hvor et samleje har været ufrivilligt,
og forurettede har givet udtryk for ufrivilligheden, men hvor
samlejet ikke vil kunne straffes efter den gældende
lovgivning, hvis der ikke er anvendt tvangsmidler eller lignende.
Efter Straffelovrådets opfattelse er sådanne
situationer af en sådan art og alvor, at handlingen
bør kunne straffes som voldtægt. Straffelovrådet
har i den forbindelse lagt vægt på den krænkelse
af forurettedes integritet og seksuelle selvbestemmelsesret, som
også foreligger i denne type situationer.
Efter Straffelovrådets opfattelse bør det
afgørende for straf efter straffelovens § 216
således ikke være, om der i forbindelse med samlejet er
anvendt tvangsmidler, eller om forurettede ikke har været i
stand til at modsætte sig handlingen, men om den seksuelle
handling var frivillig.
Et enigt Straffelovråd finder på den baggrund, at
straffelo?vens § 216 bør ændres, således at
bestemmelsen dækker enhver form for ufrivillighed.
Straffelovrådet anfører i den forbindelse, at en
sådan udvidelse af det strafbare område vil gøre
det klart, at seksuelle handlinger altid skal være frivillige
for de involverede parter. Det kan samtidig bidrage til en generel
forståelse af, hvor grænserne går mellem
acceptabel seksuel adfærd og strafbar seksuel adfærd,
og vil medvirke til at tydeliggøre det strafferetlige
værn, som består i beskyttelsen af den seksuelle
selvbestemmelsesret og den seksuelle integritet. Endvidere vil det
kunne medvirke til at markere samfundets afstandtagen fra seksuelle
handlinger, som ikke er baseret på frivillighed.
Straffelovrådet foreslår derfor en udvidelse af det
strafbare område efter den gældende bestemmelse i
straffelovens § 216, stk. 1, således at det ikke
længere er et krav, at gerningsmanden har anvendt bestemte
tvangsmidler, eller at forurettede har været i en
nærmere bestemt tilstand eller situation.
Straffelovrådet har overvejet, om ordet "voldtægt"
også bør bruges efter en udvidelse af det strafbare
område ved indførelse af en bestemmelse baseret
på frivillighed eller samtykke, eller om der bør
anvendes en anden betegnelse for sådanne overgreb.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at samleje med en
person, der ikke deltager frivilligt, for den forurettede
udgør en så grov integritetskrænkelse, at det
bør betegnes som "voldtægt", uanset om gerningsmanden
har anvendt vold eller trusler, eller om den forurettede har
været i en tilstand eller situation, hvor den
pågældende var ude af stand til at modsætte sig
handlingerne. Overgrebet indebærer således, uanset
midlerne, en alvorlig krænkelse af den forurettedes
selvbestemmelsesret og integritet.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 125-131
og 140-141.
2.1.2.2. Terminologien frivillighed og samtykke
Straffelovrådet har overvejet, hvilken terminologi der
konkret bør anvendes i en ny voldtægtsbestemmelse.
Straffelovrådets overvejelser herom har særligt
koncentreret sig om begrebet "frivillighed", der er anvendt i
kommissoriet, og som er grundbetingelsen i den svenske
voldtægtslovgivning, samt begrebet "samtykke", som er anvendt
i flere andre landes lovgivning, jf. betænkningen, kapitel
4.
Straffelovrådet anfører, at da hverken frivillighed
eller samtykke har en klar definition eller afgrænsning i en
strafferetlig kontekst, er det nødvendigt konkret at
definere, hvad der skal forstås ved den anvendte terminologi
i en seksuel kontekst.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer finder, at en ny
voldtægtsbestemmelse bør baseres på et kriterium
om frivillighed, mens et mindretal finder, at bestemmelsen
bør konstitueres omkring samtykke.
Flertallet peger bl.a. på, at det efter flertallets
opfattelse er umiddelbart forståeligt, at seksuelle forhold
skal være frivillige, mens samtykke leder tankerne hen
på, at en række formaliserede krav skal være
opfyldt. Flertallet anfører i den forbindelse, at lovens
ordlyd med et krav om samtykke således vil kunne antyde en
videregående kriminalisering, end der er grundlag for.
Flertallet peger endvidere på, at der nok er påvist et
klart behov for at udvide den gældende kriminalisering og for
i mange situationer at pålægge den, der tager initiativ
til samleje eller andet seksuelt forhold, en forpligtelse til
at sikre sig, at den anden person er indforstået hermed, men
at der på den anden side må tages højde for, at
der er situationer, hvor der efter de konkrete omstændigheder
er en formodning for frivillighed, og hvor det er rimeligt at
forvente, at den anden person siger fra, hvis vedkommende ikke er
indforstået med samleje. Flertallet er således af den
opfattelse, at der med en samtykkebaseret bestemmelse i
passivitetssituationer - afhængig af, hvordan ordningen
nærmere udformes - vil kunne påhvile den
initiativtagende part en videre forpligtelse til at sikre, at den
anden part samtykker, hvis vedkommende forholder sig passiv, end
ved en frivillighedsbaseret bestemmelse. Passivitet vil
således kunne være udtryk for et manglende samtykke,
mens det er mere åbent, om passivitet er udtryk for
ufrivillighed eller frivillighed. Endelig peger flertallet
på, at det med terminologien samtykke yderligere vil skulle
vurderes, om et sådant samtykke blev afgivet frivilligt.
Flertallet anfører i den forbindelse, at der således
kan forekomme tilfælde, hvor der foreligger et samtykke, men
hvor dette ikke er afgivet frivilligt, og det vil derfor under alle
omstændigheder være nødvendigt at foretage en
vurdering af frivilligheden, selv om samtykke anvendes som
terminologi.
Flertallet finder i øvrigt, at begrebet frivillighed
bedre imødekommer intentionen bag en ny
voldtægtsbestemmelse, som er at understrege, at ethvert
individ har ret til seksuel selvbestemmelse, og at enhver seksuel
handling skal basere sig på gensidig frivillighed.
Mindretallet peger bl.a. på, at en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse vil udvide det strafbare område
til lige netop de strafværdige forhold, som den
gældende lovgivning ikke giver mulighed for at straffe.
Mindretallet anfører endvidere, at samtykke henviser til en
form for enighed mellem parterne og dermed er noget gensidigt, mens
frivillighed peger i retning af den enes efterkommelse af den
andens ønske. Efter mindretallets opfattelse vil manglende
frivillighed forudsætte, at offeret siger fra, mens samtykke
i højere grad forudsætter, at offeret siger til.
Afklaringspligten lægges således med en
samtykkebaseret bestemmelse i højere grad på den
person, der tager initiativ til et samlej?e. Mindretallet peger
endvidere på, at det er afgørende, at bestemmelsen
bliver bygget op på en måde, der gør, at det
bliver klart, at samtykket skal angå selve samlejet, og at
det ikke er en forudsætning for domfældelse, at offeret
har gjort modstand. Endelig peger mindretallet på, at det
efter mindretallets opfattelse er nødvendigt med en mere
tydelig ændring af voldtægtsbestemmelsen, hvis det
strafferetlige værn skal styrkes, og at en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse med et klart gerningsindhold vil
være velegnet til at bidrage til en generel forståelse
af, hvor grænserne går mellem acceptabel seksuel
adfærd og strafbar seksuel adfærd.
Frivillighed kan efter flertallets opfattelse komme til udtryk
gennem ord eller handling eller fremgå af den konkrete
situation og sammenhæng.
Efter mindretallets opfattelse må det afhænge af en
konkret og samlet vurdering, om deltagelse i samleje kan anses for
at være sket med samtykke. Der stilles således ikke
krav om, at samtykke skal være udtrykt direkte eller i
øvrigt på en bestemt måde.
Om flertallets og mindretallets nærmere overvejelser om
begreberne frivillighed og samtykke henvises der til
betænkningens side 135-140, 176-183 og 188-191.
2.1.2.3. Gerningsmomenter
Straffelovrådet har overvejet, om de gerningsmomenter, som
er oplistet i den nuværende bestemmelse i straffelovens
§ 216, stk. 1, bør indgå direkte i bestemmelsen
som omstændigheder, der udelukker frivillighed eller
samtykke.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer foreslår,
at disse situationer medtages direkte i en ny
voldtægtsbestemmelse som tilfælde, hvor der ikke
foreligger frivillighed. Et mindretal af Straffelovrådets
medlemmer foreslår, at disse situationer medtages direkte i
en ny voldtægtsbestemmelse som særligt skærpende
omstændigheder ved strafudmålingen.
Straffelovrådet har endvidere overvejet, om straffelovens
§ 243 om psykisk vold, der trådte i kraft den 1. april
2019, jf. lov nr. 329 af 30. marts 2019 om ændring af
straffeloven og forskellige andre love (Selvstændig
bestemmelse om psykisk vold), bør medtages i en ny
voldtægtsbestemmelse.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer har ikke fundet
anledning til at medtage psykisk vold i det af flertallet
foreslåede § 216, stk. 2, 2. pkt., da det er et krav for
strafansvar efter straffelovens § 243, at gerningsmanden
gentagne gange over en periode har udsat den anden for groft
nedværdigende, forulempende eller krænkende
adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den
anden. Dette kriterium er - i modsætning til kriteriet om
fysisk vold, som i øvrigt skal forstås bredere end
gerningsindholdet i straffelovens § 244 - vanskeligt at
anvende ved en vurdering af, om der er den fornødne
forbindelse mellem den psykiske vold og samlejet. Flertallet
anfører i den forbindelse, at hvis en part har affundet sig
med samleje på baggrund af en eksplicit eller latent trussel
om vold, er samlejet ikke frivilligt, men strafbart som
voldtægt efter det af flertallet foreslåede § 216,
stk. 2, 2. pkt. Flertallet anfører i øvrigt, at
samleje endvidere efter omstændighederne vil kunne anses for
ufrivilligt, hvis en persons deltagelse er udslag af psykisk
vold.
Et mindretal af Straffelovrådets medlemmer har
foreslået at lade psykisk vold indgå i den
foreslåede nyaffattelse af § 216, stk. 1, som en af de
omstændigheder, der ved straffastsættelsen skal anses
som særligt skærpende omstændigheder.
De foreslåede nyaffattelser af straffelovens § 216,
stk. 1, indebærer efter Straffelovrådets opfattelse
dermed ikke på noget punkt en indskrænkning af den
strafferetlige beskyttelse efter den gældende bestemmelse i
§ 216, stk. 1. Det vil således fortsat være
strafbart at tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel om vold,
eller at skaffe sig samleje ved ulovlig tvang, jf. § 260,
eller med en person, som befinder sig i en tilstand eller
situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til
at modsætte sig handlingen.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
158-159, 161 og 191.
2.1.2.4. Tilregnelse, bevisbyrde samt strafniveau
Straffelovrådet har herudover overvejet
spørgsmålet om tilregnelse, bevisbyrde og
bevisvurdering samt strafniveau.
Med hensyn til tilregnelse er det Straffelovrådets
opfattelse, at der fortsat ikke er fornødent grundlag for at
kriminalisere uagtsom voldtægt. De betænkeligheder, der
kan rejses i forhold til en sådan kriminalisering, jf.
Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om
seksualforbrydelser, foreligger efter Straffelovrådets
opfattelse uændret.
Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at
retten ved uagtsomhed vil skulle vurdere, hvad gerningsmanden burde
vide under de givne omstændigheder. Uagtsomhed
indebærer således en normativ vurdering, der kan
være subjektivt præget, og hvori individuel
seksualmoral kan indgå. Efter Straffelovrådets
opfattelse vil en sådan regulering svække
forudsigeligheden i forhold til, hvilken adfærdsnorm de
konkrete handlinger vil blive bedømt ud fra, og risikerer
derfor at svække gerningsmandens retssikkerhed.
Retssikkerhedshensyn taler således for at kræve
forsæt som tilregnelse på seksuallivets
område.
Straffelovrådet bemærker, at der med de
foreslåede ændrin?ger af straffelovens § 216
sker en udvidelse af det strafbare område for voldtægt,
så det omfatter den, der har samleje med en person, der ikke
deltager frivilligt eller ikke samtykker. Det vil ikke
længere være et krav, at gerningsmanden har anvendt
vold, trussel om vold eller anden ulovlig tvang, eller at den
forurettede befinder sig i en tilstand eller en situation, i
hvilken den pågældende er ude af stand til at
modsætte sig handlingen.
Udvidelsen af det strafbare område indebærer efter
Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er behov for en
uagtsomhedsbestemmelse.
Hertil kommer, at det efter Straffelovrådets opfattelse
fortsat ikke kan afvises, at der vil være en reel risiko for
en nedsubsumering i retspraksis, hvis der indføres en
bestemmelse om uagtsom voldtægt.
Ved en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse, som
foreslået af flertallet, og ved en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse, som foreslået af mindretallet,
vil det derfor fortsat være et krav, at der hos
gerningsmanden er forsæt til alle gerningsmomenter i
bestemmelsen. Det betyder, at gerningsmanden skal have forsæt
til at have samleje med en person, der enten ikke deltager
frivilligt eller ikke samtykker. Det er således ikke
tilstrækkeligt, at gerningsmanden burde vide, at samlejet var
ufrivilligt, eller at forurettede ikke samtykkede.
Kan det objektivt konstateres, at der er tale om et ufrivilligt
samleje, eller et samleje, der er gennemført uden samtykke,
bliver spørgsmålet, om gerningsmanden havde
forsæt hertil. I den forbindelse vil det have betydning, om
gerningsmanden havde grund til at tro, at forurettede deltog
frivilligt eller samtykkede i samlejet.
Med hensyn til bevisbyrde vil denne efter både flertallets
og mindretallets forslag til nyaffattelser af straffelovens §
216, stk. 1, fortsat påhvile anklagemyndigheden.
Med hensyn til strafniveauet har Straffelovrådet
overvejet, hvordan en ny voldtægtsbestemmelse kan affattes,
således at der fortsat kan opretholdes den nødvendige
graduering af strafferammer og strafniveauer afhængig af
overtrædelsens karakter og grovhed.
Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at
voldtægt - uanset hvilken form for voldtægt der er tale
om - udgør en alvorlig personfarlig forbrydelse, der
samtidig indebærer en grov krænkelse af offerets frihed
til seksuel selvbestemmelse, hvilket allerede er afspejlet med de
eksisterende strafferammer. Straffelovrådet finder derfor
ikke, at der er behov for at ændre strafferammen på
fængsel indtil 8 år som konsekvens af den
foreslåede nyaffattelse af straffelovens § 216, stk. 1,
ligesom det fortsat vurderes hensigtsmæssigt med den
skærpede strafferamme på fængsel indtil 12
år, jf. § 216, stk. 3.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at den generelle
strafskærpelse for voldtægt, som blev vedtaget ved lov
nr. 635 af 8. juni 2016 om ændring af straffeloven
(Skærpelse af straffen for voldtægt og for samleje med
et barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk
overlegenhed), fortsat er så ny, at der ikke er behov for at
ændre på de strafniveauer, som er forudsat med
loven.
Straffelovrådet foreslår derfor, at de
gældende strafniveauer fastholdes i det omfang, der er tale
om tilfælde, som også er strafbare efter den
gældende bestemmelse.
Straffelovrådet har herefter overvejet, hvordan
strafniveauet som udgangspunkt skal fastsættes i de
situationer, som omfattes af den foreslåede
nykriminalisering. Det gælder situationer, hvor der ikke
anvendes tvangsmidler, eller hvor forurettede ikke befinder sig i
en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende
er ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Straffelovrådet har i den forbindelse bemærket, at
de situationer, som forventes omfattet af den foreslåede
nykriminalisering, vil være af yderst forskelligartet
karakter og grovhed. Derfor vil det efter Straffelovrådets
opfattelse være uhensigtsmæssigt at fastsætte et
fælles udgangspunkt for strafniveauet i de sager, som ikke er
omfattet af den gældende bestemmelse.
Straffelovrådet foreslår, at strafudmålingen i
stedet må bero på en konkret vurdering af alle sagens
omstændigheder med henblik på at fastsætte en
straf, som afspejler karakteren og grovheden af forbrydelsen,
herunder i forhold til de strafniveauer, som er forudsat ved lov
nr. 635 af 8. juni 2016.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at der i de groveste
tilfælde bør straffes på linje med de
tilfælde af voldtægt, der ikke er
overfaldsvoldtægt - det vil sige som udgangspunkt med
fængsel fra 2 år og 6 måneder til op mod 3
år. Et eksempel herpå kan være, at et ufrivilligt
samleje eller et samleje gennemført uden samtykke
foregår under intimiderende omstændigheder.
Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at der i
mildere tilfælde, f.eks. i visse passivitetssituationer, vil
kunne være grundlag for at tage udgangspunkt i et strafniveau
på fængsel i 1 år og 2 måneder, da
sådanne situationer efter omstændighederne vil kunne
sidestilles med de situationer, hvor forurettede befinder sig i en
tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til
at modsætte sig handlingen. I atter andre mildere
tilfælde vil der kunne være grundlag for at
udmåle en straf under dette niveau, f.eks. hvor parterne har
indledt et frivilligt samleje eller et samleje med samtykke, og
hvor den ene part undervejs fortryder og siger fra, hvorefter
gerningsmanden alligevel fortsætter samlejet.
Straffelovrådet anfører, at strafudmålingen
fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og
det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. hermed
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
154-160, 166-167, 183-185 og 191-192.
2.1.2.5. Forholdet til andre seksualforbrydelser
Straffelovrådet har overvejet, hvordan en ny
voldtægtsbestemmelse skal forholde sig til straffelovens
§ 216, stk. 2, og §§ 218-223, herunder om
bestemmelserne, som en konsekvens af nyaffattelsen af straffelovens
§ 216, stk. 1, bør ophæves, eller om der
bør opretholdes en selvstændig kriminalisering heraf
med henblik på, at sådanne overtrædelser ikke
betragtes som voldtægt.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at kriminaliseringen i
de pågældende bestemmelser bør opretholdes ved
siden af de foreslåede alternative nyaffattelser af §
216, stk. 1.
Straffelovrådet bemærker, at hvis gerningsindholdet
i en eller flere af de ovennævnte bestemmelser er opfyldt, og
hvis samlejet eller det seksuelle forhold kan karakteriseres som
ufrivilligt eller gennemført uden samtykke, vil der efter
omstændighederne kunne blive tale om, at der skal straffes i
sammenstød med straffelovens § 216, stk. 1, i den
affattelse, som bestemmelsen måtte få, hvis flertallets
eller mindretallets lovudkast vedtages.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
141-146.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.1.3.1. Justitsministeriet er enig
i Straffelovrådets overvejelser om behovet for at
ændre voldtægtsbestemmelsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil såvel en
voldtægtsbestemmelse baseret på frivillighed, som
foreslået af et flertal i Straffelovrådet, som en
voldtægtsbestemmelse baseret på samtykke, som
foreslået af et mindretal i Straffelovrådet, medvirke
til at tydeliggøre det strafferetlige værn mod indgreb
i den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle integritet.
Samtidig vil begge forslag kunne medvirke til at markere samfundets
afstandtagen fra seksuelle handlinger, som ikke er frivillige, og
dermed bidrage til en generel holdningsændring i
samfundet.
Justitsministeriet bemærker endvidere, at ved både
frivillighed og samtykke vil anklagemyndigheden skulle bevise, at
der ikke forelå frivillighed, henholdsvis ikke var samtykket.
Der skal således i begge tilfælde føres bevis
for fraværet af noget, henholdsvis fraværet af
frivillighed og fraværet af samtykke. Der vil således
efter ministeriets vurdering ikke i forhold til
bevisførelsen i voldtægtssager - eller i forhold til
den anklagedes retssikkerhed - være nogen forskel på,
om der vælges en frivilligheds- eller en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse.
Der, hvor de to foreslåede bestemmelser imidlertid efter
Justitsministeriets opfattelse vil kunne føre til et
forskelligt resultat, er i visse passivitetssituationer. Som
anført ovenfor vil der således, med en samtykkebaseret
bestemmelse, i passivitetssituationer kunne påhvile den
initiativtagende part en videre forpligtelse til at sikre, at den
anden part samtykker, hvis vedkommende forholder sig passiv, end
ved en frivillighedsbaseret bestemmelse.
En ny voldtægtsbestemmelse skal sikre et styrket fokus
på den seksuelle selvbestemmelsesret og sende et klart signal
om, at voldtægt ikke handler om tvang eller pligt til at sige
fra. Det bør derfor også være klart, at den
initiativtagende part generelt har et ansvar for at sikre, at den
eller de andre parter samtykker i samlejet.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at en
samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse er bedre egnet til at
sikre den seksuelle selvbestemmelsesret end en frivillighedsbaseret
voldtægtsbestemmelse.
2.1.3.2. Det foreslås derfor,
at straffelovens § 216, stk. 1, nyaffattes, så det
fremover bliver strafbart at gennemføre samleje med en
person, som ikke samtykker heri.
Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje, bedømt ud fra
omstændighederne ved den konkrete situation.
Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige
fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri
vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal samtykke,
og samtykket skal foreligge under hele samlejet. Ellers er det
voldtægt, og det gælder også i parforhold.
Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller handling. Der
stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt direkte
eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke
efter voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes
uformaliseret og ud fra en konkret og samlet vurdering.
Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på
forskellige måder og i forskellige former.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at
en person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig helt
passivt, men deltager i et eller andet omfang.
Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til
samleje, vil f.eks. kunne være kys, berøringer,
nydende lyde eller relevante bevægelser, f.eks. at man vender
sig mod den anden person, selv hjælper til med at tage sit
undertøj af, udfører samlejebevægelser eller
lignende.
Det forekommer, at en person, der udsættes for f.eks. et
seksuelt overgreb, agerer ud fra en ubevidst frygtbetinget
tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand ("fryser").
Dette kan give sig udslag i f.eks. dissociation eller tonisk
immobilitet, hvor vedkommende ikke vil kunne tale eller
bevæge sig, men der ses også eksempler på, at
forurettedes krop er i en sådan frygttilstand (kører
på "autopilot"), så vedkommende fysisk kan fungere
(f.eks. vende sig om eller foretage seksuelle handlinger, hvis
forurettede bliver bedt om det), uden at dette er udtryk for
forurettedes frie vilje. Dette vil både kunne forekomme
før og under et samleje. I en sådan tilstand er
passivitet fra den forurettedes side således ikke et udtryk
for samtykke eller for en bevidst strategi eller handling fra
forurettedes side, men et udtryk for frygt. I sådanne
tilfælde foreligger der aldrig samtykke.
Når der ses bort fra ovennævnte situationer, vil der
ved total passivitet forstås den situation, hvor den ene
person ikke foretager sig nogen form for handling, der kan indikere
samtykke eller manglende samtykke til samleje.
I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den
ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende ikke
samtykker, og derfor må den person, der ønsker samleje
gennemført, gøre noget for at sikre sig, at
vedkommende samtykker. Også ved total passivitet må det
dog afhænge af en konkret og samlet vurdering, om deltagelse
i samlejet kan anses for at være sket med samtykke.
Der vil - også ved total passivitet - efter en konkret og
samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det naturligt
kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har haft
samleje gennemført med samtykke, der er foregået
på samme måde, uden at der har været tale om
indirekte trusler eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke
tidligere har haft nogen seksuel relation.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at
en person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig helt
passivt, men deltager i et eller andet omfang.
I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden
måde er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises
passivitet, og der derfor er anledning til at overveje
rækkevidden af samtykket, f.eks. om samtykket kun
gælder vaginalt samleje, men ikke analt samleje, eller om det
kun gælder oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje,
vil der ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering
af, om der af den konkrete situation og sammenhæng
fremgår et samtykke til de seksuelle forhold. I den
forbindelse vil hensynene, som er nævnt ovenfor, ligeledes
kunne indgå i vurderingen.
Om der er samtykket i et samleje beror på, om personen
deltager i samlejet af egen fri vilje. Det afgørende er, at
personen har haft mulighed for at tage stilling til, om vedkommende
vil deltage i samlejet.
Det skal i den forbindelse understreges, at det er personens
adfærd umiddelbart i sammenhæng med og på
tidspunktet for samlejet, som er afgørende for vurderingen
af, om der foreligger samtykke. Flirtende adfærd, kys
tidligere på aftenen, eller det forhold, at en person er
gået med en anden person hjem, kan ikke i sig selv anses som
samtykke til et samleje.
Samtykke skal foreligge under hele samlejet. Det forhold, at en
person har givet udtryk for, at den pågældende
samtykker i samleje, udelukker ikke, at vedkommende senere
trækker sit samtykke tilbage.
Et samtykke må - navnlig ud fra
retssikkerhedsmæssige hensyn - vurderes objektivt ud fra
oplysningerne om personens deltagelse i samlejet, herunder
personens ord og handlinger, og ikke ud fra personens indre
overbevisning. Dette indebærer f.eks., at en person, som
efter sin indre overbevisning ikke ønsker et samleje, men
som alligevel vælger at gå med til samlejet, vil skulle
anses for at have samtykket i samlejet.
Det er retten, som efter en samlet vurdering af alle sagens
omstændigheder, vil skulle afgøre, om der foreligger
et samtykke i det konkrete tilfælde.
2.1.3.3. Justitsministeriet er enig
med Straffelovrådet i, at forhold, som i dag er strafbare
efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 216,
stk. 1, også fremover skal være strafbare som
voldtægt.
Som anført ovenfor under pkt. 2.1.3.2, foreslås
det, at det fremover skal være strafbart at gennemføre
samleje med en person, som ikke samtykker heri, og at et samtykke
skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje, bedømt ud fra
omstændighederne ved den konkrete situation.
På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at
de forhold, som i dag er strafbare efter den gældende
bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1, dvs. hvor samlejet
tiltvinges ved vold eller trussel om vold, eller hvor samlejet
skaffes ved ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med
en person, som befinder sig i en tilstand eller situation, i
hvilken den pågældende er ude af stand til at
modsætte sig handlingen, fremover vil være omfattet af
det udvidede strafbare område, jf. det nye stk. 1.
Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse bl.a.
ikke kunne foreligge et gyldigt samtykke i de tilfælde, hvor
samlejet tiltvinges ved vold eller trussel om vold, eller hvor
samlejet skaffes ved ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260,
eller med en person, som befinder sig i en tilstand eller
situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til
at modsætte sig handlingen.
Der er således ikke tilsigtet nogen ændring i
kriminaliseringen af disse forhold.
Det bemærkes, at der ikke er tale om en udtømmende
opregning af tilfælde, hvor der ikke kan foreligge
samtykke.
Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 216,
stk. 1, vil finde tilsvarende anvendelse med hensyn til andet
seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 225. Andet
seksuelt forhold end samleje med en person, som ikke samtykker, vil
således også være strafbart.
2.1.3.4. Justitsministeriet er med
hensyn til tilregnelsekrav, bevisbyrde og bevisvurdering enig med
Straffelovrådet.
Det vil således også fremover være et krav, at
gerningsmanden har handlet forsætligt i relation til
alle led i gerningsindholdet i straffelovens § 216, stk. 1.
Der ændres i den forbindelse ikke ved, at det er
anklagemyndigheden som bærer bevisbyrden for, at en tiltalt
har overtrådt den påståede straffebestemmelse med
den påkrævede tilregnelse.
Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af
Straffelovrådet, enig i, at der fortsat ikke er grundlag for
at kriminalisere uagtsom voldtægt.
2.1.3.5. Justitsministeriet er af de
grunde, der er anført af Straffelovrådet, enig i
rådets forslag om at videreføre de eksisterende
strafferammer, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig
Straffelovrådets forslag om henholdsvis at videreføre
de gældende udgangspunkter for strafniveauet i
tilfælde, som i dag er strafbare efter straffelovens §
216, stk. 1, og Straffelovrådets forslag om nye
udgangspunkter for strafniveauet i de tilfælde, som omfattes
af den foreslåede nykriminalisering.
Det er Justitsministeriets vurdering, at der ikke - som ellers
foreslået af Straffelovrådets mindretal - bør
indsættes en særskilt bestemmelse i straffelovens
§ 216, hvorefter de omstændigheder, som i dag er
strafbare efter straffelovens § 216, stk. 1, samt psykisk vold
efter straffelovens § 243, skal anses som særligt
skærpende omstændigheder ved straffens
fastsættelse.
Dette vil efter Justitsministeriets opfattelse indebære,
at straffen generelt vil blive fastsat lavere i de sager, som
omfattes af den foreslåede nykriminalisering. En sådan
graduering af grovheden og alvoren af de enkelte sager er efter
Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssig.
Det bemærkes i øvrigt, at straffen allerede i dag
kan stige til fængsel indtil 12 år, hvis
voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der
i øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og
bemærkningerne hertil.
2.1.3.6. Justitsministeriet er enig
med Straffelovrådet i, at kriminaliseringen af straffelovens
§ 216, stk. 2, og §§ 218-223 bør opretholdes
ved siden af den foreslåede nyaffattelse af § 216, stk.
1. Der vil således, hvis gerningsindholdet i en eller flere
af disse bestemmelser er opfyldt, og hvis det seksuelle forhold er
gennemført uden samtykke, efter omstændighederne kunne
blive tale om, at der skal straffes i sammenstød med det
foreslåede § 216, stk. 1.
2.2. Straffelovens § 228 om uagtsomhed
2.2.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 228 straffes overtrædelser af
§ 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224, §
225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224,
§ 226 eller § 227, stk. 1, der som følge af
gerningsmandens ukendskab til forurettedes tilstand eller alder
ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig, med en
forholdsvis mindre straf, hvis gerningsmanden har handlet
uagtsomt.
Med hensyn til forurettedes tilstand omfatter straffelovens
§ 228 tilstande, i hvilke forurettede er ude af stand til at
modsætte sig handlingen, jf. straffelovens § 216, stk.
1, nr. 2, samt sindssygdom og mental retardering, jf. straffelovens
§ 218.
Med hensyn til alder omfatter straffelovens § 228
15-års-grænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og
18-års-grænsen i straffelovens §§ 223, 224,
226 og § 227, stk. 1.
Bestemmelsen er i trykt retspraksis ikke set anvendt i nyere tid
i forhold til uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand. Der
ses kun én trykt fældende afgørelse om
overtrædelse af straffelovens § 228 (daværende
§ 226 i straffelo?ven), som angår uagtsomhed med hensyn
til forurettedes tilstand, jf. UfR 1965.598 B. Derudover viser
oplysninger fra Danmarks Statistik, at bestemmelsen i perioden
1985-2009 fortrinsvis er blevet anvendt i forhold til uagtsomhed
med hensyn til forurettedes alder, jf. Straffelovrådets
betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, bind I, side
452.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
47-49.
2.2.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens § 228
bør ændres som følge af den foreslåede
udvidelse af det objektive kriterium for voldtægt i
straffelovens § 216, så der sker afkriminalisering af en
persons uagtsomhed i forhold til, om den anden part var i en
tilstand, i hvilken den pågældende var ude af stand til
at modsætte sig handlingen.
Straffelovrådet anfører, at denne del af
straffelovens § 228 ikke ses at have været anvendt i
praksis i en længere årrække.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at den
foreslåede udvidelse af det objektive kriterium i
straffelovens § 216 vil forbedre mulighederne for at straffe
ufrivillige seksuelle forhold, hvor den forurettede har været
ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Kravet om, enten at frivilligheden skal være kommet til
udtryk gennem ord eller handling eller skal fremgå af den
konkrete situation og sammenhæng (flertallets forslag), eller
at et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje, bedømt ud fra
omstændighederne ved den konkrete situation (mindretallets
forslag), indebærer efter Straffelovrådets opfattelse
sådanne skærpede krav til, at gerningsmanden må
sikre sig, at et samleje er frivilligt, at det vil dække de
situationer, hvor der bør straffes for den ikke-acceptable
adfærd fra den pågældende, som den
nugæl???dende bestemmelse i straffelovens § 228 om
uagtsomhed i relation til forurettedes tilstand må anses for
at ville ramme.
Straffelovrådet anbefaler derfor, at straffelovens §
228 ændres, således at henvisningen til § 216,
stk. 1, nr. 2, udgår af bestemmelsen.
Straffelovrådet finder i den forbindelse ikke anledning
til at foreslå en ændring af den gældende
kriminalisering af uagtsomhed med hensyn til den forurettedes alder
efter §§ 222-224 (og § 225, jf. §§
222-224, § 226 og § 227, stk. 1), der fortsat anvendes i
retspraksis i et vist omfang, ligesom Straffelovrådet ikke
finder anledning til at foreslå en ændring af den
gældende kriminalisering af uagtsomhed med hensyn til
forurettedes tilstand efter § 218 (og § 225, jf. §
218).
Straffelovens § 228 foreslås således alene
videreført for så vidt angår uagtsomhed om
forurettedes tilstand efter § 218 og § 225, jf. §
218, samt for så vidt angår uagtsomhed om forurettedes
alder efter §§ 222-224, § 225, jf. §§
222-224, § 226 og § 227, stk. 1).
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
154-156, 185-186 og 192-193.
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser
og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed.
Det er således Justitsministeriets vurdering, at der ved
en udvidelse af det strafbare område i straffelovens §
216, stk. 1, ikke er behov for en særskilt kriminalisering af
uagtsomhed i disse tilfælde, fordi det må stå
gerningsmanden klart, at et offer - som befinder sig i en tilstand,
hvor vedkommende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen - ikke samtykker i samlejet. Derfor vil de situationer,
som straffelovens § 228 tilsigter at ramme, i stedet blive
omfattet af den nye samtykkebaserede
voldtægtsbestemmelse.
Det foreslås derfor, at straffelovens § 228
ændres, så henvisningen til straffelovens § 216,
stk. 1, nr. 2, udgår.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og
bemærkningerne hertil.
3. Forholdet
til Danmarks internationale forpligtelser
Europarådets konvention til forebyggelse og
bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Council of
Europe Convention on preventing and combating violence against
women and domestic violence) (Istanbulkonventionen) blev
ratificeret af Danmark i 2014. I artikel 36 forpligtes
medlemsstaterne til at kriminalisere seksuel vold, herunder
voldtægt.
Justitsministeriet har senest ved besvarelse af 3. april 2019
til Folketingets Retsudvalg anført, at det er ministeriets
vurdering, at straffelovens §§ 216, 218, 220 og 221,
§ 225, jf. §§ 216, 218, 220 og 221, og § 232,
kriminaliserer de handlinger af seksuel karakter, som er
nævnt i Istanbulkonventionens artikel 36 om seksuel vold,
herunder voldtægt, og at den danske straffelov således
opfylder forpligtelserne i Istanbulkonventionen i relation til
seksuel vold, herunder voldtægt, jf. besvarelse af
spørgsmål nr. 4 vedrørende beslutningsforslag
nr. B 146 om en ny definition af voldtægt i straffeloven
baseret på samtykke (folketingsåret 2018-19 (1.
samling)).
Det er Justitsministeriets vurdering, at også den
foreslåede ændring af straffelovens § 216, stk. 1,
vil være i overensstemmelse med Istanbulkonventionen, idet
der er tale om en udvidelse af det strafbare område.
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget er kønsneutralt og den foreslåede
udvidelse af kriminaliseringen af voldtægt omfatter alle
køn. Der er imidlertid langt flere mænd end kvinder,
der bliver dømt for voldtægt, samt langt flere kvinder
end mænd, der udsættes for voldtægt. Lovforslaget
vurderes på den baggrund at indeholde
ligestillingsmæssige aspekter.
5. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre økonomiske
konsekvenser for politiet, anklagemyndigheden, domstolene og
kriminalforsorgen. Merudgifterne kan primært henføres
til en tilgang af strafmasse til kriminalforsorgen.
Det er Justitsministeriets vurdering, at en ændring af
voldtægtsbestemmelsen vil medføre merudgifter på
28,7 mio. kr. (2021-pl) fra 2021 og frem.
Lovforslaget forventes ikke at have implementeringskonsekvenser
for det offentlige.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
8. Klima- og
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klima- og miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
Straffelovrådets betænkning nr. 1574/2020 om en
frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse, som indeholder to
lovudkast, hvoraf det ene er baseret på frivillighed, mens
det andet er baseret på samtykke, har i perioden fra den 19.
februar 2020 til den 18. marts 2020 været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter,
Advokatrådet, AmiAmi, Amnesty International,
Børnerådet, Børnesagens Fællesråd,
Børns Vilkår, Center for Voldtægtsofre i
København, Aarhus, Odense, Aalborg, Herning, Kolding,
Hillerød, Holbæk og Nykøbing Falster, Center
mod Menneskehandel, CEPOS, Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk
Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Danske
Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Helsinki-Komité for
Menneskerettigheder, Det Kriminalpræventive Råd,
Direktoratet for Kriminalforsorgen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Foreningen af Social-, Sundheds- og
Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Hjælp Voldsofre, Institut for
Menneskerettigheder, Joan-Søstrene, Justitia, KFUKs sociale
arbejde, KL, Kompetencecenter Prostitution, Kraka,
Kvinderådet, Kvinfo, Københavns Retshjælp,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen for
Voldsramte Kvinder, Landsforeningen KRIM, Landsorganisationen af
Kvindekrisecentre (LOKK), Landsorganisationen mod seksuelle
overgreb, Offerrådgivningerne i Danmark, Politiforbundet, Red
Barnet, Reden i København, Aarhus, Odense og Aalborg, Reden
International, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet,
Seksualpolitisk Forum, Sexarbejdernes Interesseorganisation og
Aarhus Retshjælp.
I samme periode har betænkningen været
offentliggjort på Høringsportalen.
Betænkningen har endvidere i perioden fra den 5. marts
2020 til den 18. marts 2020 været i høring hos
organisationen Lev Uden Vold. Endelig har betænkningen
været i høring hos foreningen Everyday Sexism Project
Danmark.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. september
2020 til den 27. oktober 2020 været i høring hos
ovennævnte myndigheder og organisationer mv.
11. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | En ændring af
voldtægtsbestemmelsen vil medføre merudgifter på
28,7 mio. kr. (2021-pl) fra 2021 og frem. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klima- og miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Går videre end
minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Efter den gældende affattelse af straffelovens § 216,
stk. 1, straffes for voldtægt den, der tiltvinger sig samleje
ved vold eller trussel om vold (nr. 1) eller skaffer sig samleje
ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der
befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen (nr. 2). Det er ikke strafbart at opnå samleje
på anden måde, når der bortses fra de
situationer, der er reguleret af bestemmelserne i straffelovens
§ 210, § 216, stk. 2, og §§ 218-224.
Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 216, stk. 1, så den, der har samleje
med en person, som ikke samtykker heri, straffes for
voldtægt.
Forståelsen af »samleje« forudsættes
ikke ændret med forslaget. Samleje vil således som
efter gældende ret omfatte vaginalt og analt samleje.
Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje, bedømt ud fra
omstændighederne ved den konkrete situation.
Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller handling. Der
stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt direkte
eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke
efter voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes
uformaliseret og ud fra en konkret og samlet vurdering.
Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på
forskellige måder og i forskellige former.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at
en person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig helt
passivt, men deltager i et eller andet omfang.
Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til
samleje, vil f.eks. kunne være kys, berøringer,
nydende lyde eller relevante bevægelser, f.eks. at man vender
sig mod den anden person, selv hjælper til med at tage sit
undertøj af, udfører samlejebevægelser eller
lignende.
Selv om sådanne handlinger måtte foreligge, kan der
være en formodning imod, at et samtykke foreligger. Det vil
f.eks. kunne være tilfældet, hvis samlejet er
gennemført under omstændigheder, der er egnet til at
virke intimiderende.
I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den
ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende ikke
samtykker, og derfor må den person, der ønsker samleje
gennemført, gøre noget for at sikre sig, at
vedkommende samtykker. Også ved total passivitet må det
dog afhænge af en konkret og samlet vurdering, om deltagelse
i samlejet kan anses for at være sket med samtykke.
Der vil - også ved total passivitet - efter en konkret og
samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det naturligt
kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har haft
samleje gennemført med samtykke, der er foregået
på samme måde, uden at der har været tale om
indirekte trusler eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke
tidligere har haft nogen seksuel relation.
Der kan aldrig foreligge samtykke, hvis passivitet fra den
forurettedes side er et udtryk for, at den forurettede agerer ud
fra en ubevidst frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende ikke
gør modstand ("fryser"). Dette kan give sig udslag i f.eks.
dissociation eller tonisk immobilitet, hvor forurettede ikke kan
tale eller bevæge sig, men der ses også eksempler
på, at forurettedes krop er i en sådan frygttilstand
(kører på "autopilot"), så vedkommende fysisk
kan fungere (f.eks. vende sig om eller foretage seksuelle
handlinger, hvis forurettede bliver bedt om det), uden at dette er
udtryk for forurettedes frie vilje. Dette vil både kunne
forekomme før og under et samleje. I sådanne
tilfælde foreligger der aldrig samtykke.
I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden
måde er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises
passivitet, og der derfor er anledning til at overveje
rækkevidden af samtykket, f.eks. om samtykket kun
gælder vaginalt samleje, men ikke analt samleje, eller om det
kun gælder oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje,
vil der ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering
af, om der af den konkrete situation og sammenhæng
fremgår et samtykke til de seksuelle forhold. I den
forbindelse vil hensynene, som er nævnt ovenfor ligeledes
kunne indgå i vurderingen.
Om der er samtykket i et samleje beror på, om personen
deltager i samlejet af egen fri vilje. Det afgørende er, at
personen har haft mulighed for at tage stilling til, om vedkommende
vil deltage i samlejet.
Det er personernes adfærd umiddelbart i sammenhæng
med og på tidspunktet for samlejet, som er afgørende
for vurderingen af, om der foreligger samtykke. Flirtende
adfærd, kys tidligere på aftenen, eller det forhold, at
en person er gået med en anden person hjem, kan ikke i sig
selv anses som samtykke til et samleje.
Et samtykke må - navnlig ud fra retssikkerhedshensyn -
vurderes objektivt ud fra oplysningerne om personens deltagelse i
samlejet, herunder personens ord og handlinger, og ikke ud fra
personens indre overbevisning. Dette indebærer f.eks., at en
person, som efter sin indre overbevisning ikke ønsker et
samleje, men som alligevel vælger at gå med til
samlejet, vil skulle anses for at have samtykket i samlejet.
Det indebærer endvidere, at det forhold, at en person ikke
har haft fuld viden om eller indsigt i en række forhold, der
kan have haft betydning for, at vedkommende valgte at deltage i
samlejet, ikke udelukker, at der er samtykket i samlejet. I de
tilfælde, hvor en person f.eks. er blevet "snydt" til samleje
gennem usande påstande om, at den anden person var en
berømthed eller havde en særlig alder, status,
beskæftigelse eller lignende, må samlejet anses for
gennemført med samtykke. Er der tale om tilsnigelse af
samleje med en person, som forveksler gerningsmanden med en anden,
vil forholdet dog kunne være strafbart efter straffelovens
§ 221.
Om den nærmere forståelse af begrebet "samtykke"
henvises der i øvrigt til pkt. 2.1.3.1-2.1.3.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Der er med lovforslaget ikke tilsigtet nogen ændring i
kriminaliseringen af de forhold, som allerede i dag er strafbare
som voldtægt efter den hidtil gældende bestemmelse i
straffelovens § 216, stk. 1, dvs. hvor samlejet tiltvinges ved
vold eller trussel om vold, eller hvor samlejet skaffes ved ulovlig
tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person, som
befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Der vil under sådanne omstændigheder ikke kunne
foreligge et samtykke, som er givet frivilligt, og de forhold, som
i dag er strafbare efter den hidtil gældende bestemmelse i
straffelovens § 216, stk. 1, vil således fremover
være omfattet af det udvidede strafbare område efter
det foreslåede stk. 1.
Dette indebærer bl.a., at der ikke vil kunne foreligge et
gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet tiltvinges ved
vold eller trussel om vold.
Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af
mekanisk tvang (hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk
styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere hol?der
offeret, mens en anden gennemfører samleje) og i form af
kompulsiv tvang (hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker, at
offeret opgiver videre modstand). Den blotte fastholdelse af
offeret udgør således vold omfattet af
bestemmelsen
Vold omfatter også generelt mildere former for vold,
herunder handlinger, som ikke nødvendigvis falder under
straffelovens § 244 (simpel vold). Som eksempler på
denne form for vold kan nævnes det at fastholde eller gribe
fat om forurettede, at tvinge en adskillelse af forurettedes ben og
at lægge sig på forurettede. Det er således ikke
en betingelse, at der er anvendt omfattende vold eller trusler,
ligesom der også kan være tale om mere eller mindre
stiltiende trusler.
Dette indebærer endvidere, at der ikke vil kunne foreligge
et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet skaffes ved
anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260.
Endelig indebærer dette, at der ikke vil kunne foreligge
et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor offeret befinder sig i
en tilstand eller situation, i hvilken pågældende er
ude af stand til at modsætte sig handlingen.
"Tilstande" forstås i overensstemmelse med den hidtil
gæl?dende retstilstand som søvn, bevidstløshed,
stærk beruselse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og
lignende.
"Situationer" kan betegnes som overrumplingstilfælde.
Bestemmelsen tager sigte på konkrete situationer, hvor
gerningsmanden har mulighed for at overrumple forurettede og
begynde et samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. § 225),
før offeret kan nå at reagere. Dette drejer sig i
praksis navnlig om tilfælde, hvor offeret er afklædt,
og hvor gerningsmanden har en legitim anledning til forholdsvis
intime berøringer, men hvor gerningsmanden overskrider
grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som
eksempler på sådanne situationer kan nævnes
bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og
massage.
Det understreges, at der ikke er tale om en udtømmende
opregning af tilfælde, hvor der ikke kan foreligge
samtykke.
Det er fortsat en forudsætning for anvendelse af
straffelovens § 216, stk. 1, at gerningsmanden har
handlet forsætligt. Gerningsmanden skal således have
forsæt med hensyn til, at offeret ikke samtykkede i samlejet.
Det er ikke tilstrækkeligt for domfældelse, at
gerningsmanden burde vide, at samlejet var gennemført uden
samtykke.
Det er anklagemyndigheden, som har bevisbyrden for, at en
tiltalt har overtrådt en straffebestemmelse med den
påkrævede tilregnelse.
Anklagemyndigheden skal derfor i sager om fuldbyrdet
voldtægt føre bevis for, at tiltalte har haft samleje
med offeret, at offeret ikke havde samtykket, og at tiltalte
havde forsæt til, at offeret ikke deltog med samtykke. I
tilfælde, hvor der ikke er andre beviser end tiltaltes og
offerets forklaringer, og hvor tiltalte og offeret forklarer
forskelligt om forløbet, må afgørelsen i
første række bero på en bedømmelse af
troværdigheden af forklaringerne. Hvis de modstridende
forklaringer af retten vurderes at være lige
troværdige, må der ske frifindelse. Det kræves i
den forbindelse, at beviset skal have en sådan styrke, at der
ikke er nogen rimelig tvivl om, at tiltalte er skyldig.
Det foreslåede § 216, stk.
1, viderefører uændret den gældende
normalstrafferamme for voldtægt på fængsel indtil
8 år. Straffen kan stige til fængsel indtil 12, jf.
stk. 3, hvis voldtægten har haft en særlig farlig
karakter eller der i øvrigt foreligger særligt
skærpende omstændigheder. Ved fastsættelse af
straffen skal der lægges vægt på den
særlige krænkelse, der er forbundet med
lovovertrædelsen, jf. stk. 4.
I tilfælde omfattet af den hidtil gældende
bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1, er det forudsat, at
der ved straffastsættelsen tages udgangspunkt i de
strafniveauer, som er anført ovenfor under pkt. 2.1.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
For de forhold, der omfattes af den foreslåede
nykriminalisering af samleje med en person, som ikke samtykker,
foreslås det, at udgangspunktet for strafudmålingen for
et enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af samleje med en
person, som ikke samtykker, fremover - i de groveste tilfælde
- vil være fængsel fra 2 år og 6 måneder
til op mod 3 år.
Det bemærkes, at der som følge af de mange
forskelligartede forhold omfattet af straffelovens § 216,
stk. 1, er en meget stor variation i straffene for voldtægt,
og at der efter omstændighederne vil være grundlag for
at udmåle straffe, som ligger væsentligt over de
udgangspunkter for strafudmålingen for voldtægt, der
lægges op til med lovforslaget. Der vil f.eks. i
almindelighed som hidtil være grundlag for at udmåle en
skærpet straf, hvis der som led i voldtægten er
udøvet betydelig vold, hvis voldtægten er begået
over for et barn, hvis voldtægten har strakt sig over
længere tid eller er begået af flere
gerningsmænd, eller hvis gerningsmanden er trængt ind i
et privat hjem og her begår voldtægt. Der vil omvendt i
almindelighed være grundlag for at udmåle en lavere
straf end de angivne udgangspunkter, hvis der f.eks. er tale om
andet seksuelt forhold end samleje (§ 225) eller om
forsøg.
Strafudmålingen vil således fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau
vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning,
hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler
om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der vil kunne straffes i sammenstød for
overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, § 216,
stk. 2, og § 222.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter straffelovens § 228 straffes overtrædelser af
§ 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224, §
225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224,
§ 226 eller § 227, stk. 1, der som følge af
gerningsmandens ukendskab til forurettedes tilstand eller alder
ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig, med en
forholdsvis mindre straf, hvis gerningsmanden har handlet
uagtsomt.
Med hensyn til forurettedes tilstand omfatter straffelovens
§ 228 tilstande, i hvilke forurettede er ude af stand til at
modsætte sig handlingen, jf. straffelovens § 216, stk.
1, nr. 2, samt sindssygdom og mental retardering, jf. straffelovens
§ 218.
Med hensyn til alder omfatter straffelovens § 228
15-års-grænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og
18-års-grænsen i straffelovens §§ 223, 224,
226 og § 227, stk. 1.
Det foreslås, at henvisningerne i straffelovens § 228
til straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, udgår.
Det er således vurderingen, at der fremadrettet ikke er
behov for en særskilt kriminalisering af uagtsomhed i disse
tilfælde, fordi det må stå gerningsmanden klart,
at et offer - som befinder sig i en tilstand, hvor vedkommende er
ude af stand til at modsætte sig handlingen - ikke samtykker
i samlejet. Derfor vil de situationer, som straffelovens § 228
tilsigter at ramme, i stedet blive omfattet af den nye
samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.
Straffelovens § 228 foreslås således alene
videreført for så vidt angår uagtsomhed i
relation til forurettedes tilstand efter § 218 og § 225,
jf. § 218, samt for så vidt angår uagtsomhed i
relation til forurettedes alder efter §§ 222-224 og
§ 225, jf. §§ 222-224, § 226 og § 227,
stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar
2021.
Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, at
spørgsmål om strafbarhed og straf efter lovens
ikrafttræden skal afgøres efter de foreslåede
nye regler, dog at afgørelsen ikke derved må blive
strengere end efter de regler, der gjaldt på
gerningstidspunktet.
For handlinger begået før lovens ikrafttræden
og pådømt efter lovens ikrafttræden gælder
dermed generelt, at de skal bedømmes efter de
foreslåede nye regler, men at straf kun kan
pålægges, hvis handlingen også var strafbar efter
de hidtil gældende regler, og at straffen ikke må
være strengere end efter de hidtil gældende regler.
Forhold, der foreslås nykriminaliseret, straffes dermed
kun, hvis de er begået efter lovens ikrafttræden.
Til §
3
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens
territoriale gyldighed og fastslår, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland.
Færøerne har således pr. 1. marts 2010
overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige
område, mens der for Grønland gælder en
særlig kriminallov.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 976 af 17. september 2019, som ændret senest ved § 1
i lov nr. 968 af 26. juni 2020, foretages følgende
ændringer: | | | | § 216. For
voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den,
der 1) tiltvinger sig samleje ved vold eller
trussel om vold eller 2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig
tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en
tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er
ude af stand til at modsætte sig handlingen. | | 1. § 216, stk. 1, affattes
således: | | »For voldtægt straffes med
fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person,
der ikke har samtykket heri.«. | Stk.
2-5. --- | | | | | | § 228.
Overtrædelse af § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218
eller 222-224, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2,
§§ 218 eller 222-224, § 226 eller § 227, stk.
1, der som følge af gerningsmandens ukendskab til
forurettedes tilstand eller alder ikke kan tilregnes gerningsmanden
som forsætlig, straffes med en forholdsmæssig mindre
straf, hvis gerningsmanden dog har handlet uagtsomt. | | 2. To steder i
§ 228 udgår »§
216, stk. 1, nr. 2,«. |
|