Skriftlig fremsættelse (12. november
2020)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Dan Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Energinet, lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning
(Ændring af formålsbestemmelsen for Energinet, ny
transparent proces for Energinets investeringer og ny fremsynet
økonomisk regulering af Energinet mv.)
(Lovforslag nr. L 99)
Med lovforslaget om ændring af
formålsbestemmelsen for Energinet, ny transparent proces for
Energinets investeringer og fremsynet økonomisk regulering
af Energinet og ændring af Energinets
bestyrelsessammensætning, følges der op på
Klimaaftale for energi og industri mv. af den 22. juni 2020 mellem
regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative, Liberal
Alliance og Alternativet. Her var der enighed om, at Energinet
underlægges rammevilkår, der understøtter
rettidige og effektive investeringer i takt med den grønne
omstilling af samfundet og den øgede elektrificering,
samtidig med at der opretholdes en høj
forsyningssikkerhed.
Med lovforslaget implementeres samtidig en
bred politisk aftale om fremtidssikret økonomisk regulering
af Energinet af maj 2018 mellem den tidligere regering (Venstre,
Liberal Alliance, og Det Konservative Folkeparti),
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti.
Med lovforslaget foreslås en
ændring af Energinets formålsbestemmelse, hvorved
Energinet i sin opgavevaretagelse i højere grad vil skulle
bidrage til udviklingen af en klimaneutral energiforsyning.
Samtidig sættes en tydeligere grøn retning for
Energinet, hvor klima og miljø skal være bærende
hensyn i selskabets drift og udvikling samt i udbygningen af den
overordnede energiinfrastruktur.
Med lovforslaget foreslås derudover
en ny proces for Energinets investeringer, der skal styrke
transparensen om Energinets planer for udbygning af den overordnede
infrastruktur for el og gas. Med lovforslaget, lægges der op
at skabe bedre rammer for interessentinddragelse og politisk
inddragelse, samtidig med at en styrket godkendelsesproces skal
være tilstrækkelig fleksibel til at imødekomme
opstået behov, og derfor ikke må forsinke udbygningen
af f.eks. tilslutning af vindmølle- og
solcelleprojekter.
Med lovforslaget foreslås endelig en
ny fremsynet økonomisk regulering af Energinet, der
balancerer forbrugerbeskyttelse og økonomisk effektivitet
med mulighederne for effektive og rettidige investeringer i forhold
til grøn omstilling, fremtidigt behov og teknologisk
udvikling. Med lovforslaget lægges der op til, at rammen for
Energinets omkostninger fastsættes med udgangspunkt i de
faktiske og forventede omkostninger. Den foreslåede
regulering indeholder dermed et fremadskuende perspektiv, der tager
højde for de fremtidige investeringer til bl.a.
understøttelse af den grønne omstilling.
Med lovforslaget foreslås desuden
ændringer af Energinets bestyrelsessammensætning,
pligtmæssig digital kommunikation i lov om Energinet og
godkendelse af forundersøgelser på
søterritoriet mm., samt justering af forsyningsministerens
mulighed for at fastsætte regler om nedsættelse eller
bortfald af pristillæg til henholdsvis opgraderet biogas, der
leveres til naturgasforsyningsnettet, og renset biogas til bygasnet
med henblik på at sikre, at der ikke sker overkompensation.
Bemyndigelsen, der skal sikre støtteordningernes
overensstemmelse med EU's statsstøtteregler, blev ved en
fejl ophævet ved lov nr. 1566 af 27. december 2019.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft d. 1. januar 2021.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.