Hvad er ministerens holdning til EU's AFI-direktiv om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer (2014/94/EU), og er ministeren ikke enig i, at EU-reglerne risikerer at vise et forkert billede, så færre forbrugere vil vælge en lavemissionsbil?
Direktivet pålægger medlemsstaterne at skilte på tankstationerne med, hvad det koster at køre i en elbil, gasbil, brintbil og benzin- eller dieselbil. Men EU-reglerne risikerer at vise et forkert billede, så færre forbrugere vil vælge en lavemissionsbil. Det skyldes:
1. Prisen på bilens drivmiddel er kun en lille andel af de samlede omkostninger ved at køre i bil – typisk mindre end 25 pct. af totalomkostningerne (afskrivning, service/vedligehold m.v.)
2. Det er nærmest umuligt at vise en brugbar pris på drivmiddel, da priserne svinger meget og for el er meget forskellige, afhængigt af, hvor meget der lades hjemme og ude og hvilket abonnement man i givet fald har. Listeprisen på benzin og diesel er også markant højere end pumpeprisen (forbrugerne betaler ved pumpen), og mange forbrugere har rabatkort.
3. EU's prissammenligning vil også få dieselbiler til at se for »billige« ud, da afgiften på diesel ved tankning er ca. 1,50 kr./l lavere end benzin, men denne »afgiftsrabat« udlignes ved et tillæg til den halvårlige ejerafgift. Tages der ikke højde for dette i informationen til forbrugerne, vil det kunne se ud, som om det i nogle tilfælde er billigere at køre diesel end i elbil, hvilket ikke er tilfældet, når de øvrige afgifter og omkostninger tages med.