B 205 Forslag til folketingsbeslutning om 6 måneders nedsættelse af elafgiften til EU's minimumssats.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2021-22
Status: Tilbagetaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 22-09-2022

Fremsat: 22-09-2022

Fremsat den 22. september 2022 af Louise Schack Elholm (V), Marie Bjerre (V), Thomas Danielsen (V), Sophie Løhde (V) og Troels Lund Poulsen (V)

20211_b205_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 22. september 2022 af Louise Schack Elholm (V), Marie Bjerre (V), Thomas Danielsen (V), Sophie Løhde (V) og Troels Lund Poulsen (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om 6 måneders nedsættelse af elafgiften til EU's minimumssats

Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt og inden udgangen af oktober 2022 at fremsætte et lovforslag, der skal sikre, at elafgiften nedsættes til EU's minimumssats på 0,8 øre pr. kWh i første omgang i 6 måneder i perioden fra den 1. november 2022 til den 30. april 2023. Forslaget skal finansieres ved dels at bruge midlerne fra regeringens inflationspakke, som blev præsenteret i finanslovsforslaget for 2023, dels at bruge midler fra de markante besparelser på VE-støttemidler i 2022 som følge af de høje energipriser.

Bemærkninger til forslaget

Med den højeste inflation i 40 år er danskernes privatøkonomi hårdt presset (»Lidt højere årsstigninger i forbrugerpriserne«, Nyt fra Danmarks Statistik, nr. 307, den 12. september 2022). En væsentlig årsag er, at prisen på elektricitet stiger og stiger. Dermed bruger alle en større del af husholdningsbudgettet på at betale for elektricitet.

Politisk kan vi ikke styre inflationen, og priserne på energi er stærkt påvirkede af ydre omstændigheder, særlig krigen i Ukraine. Vi kan dog sikre, at det ikke er statens indtægter fra elafgiften, der bidrager til den meget høje pris. Derfor foreslår vi, at elafgiften skal sænkes så meget som muligt, nemlig til EU's minimumssats, i første omgang i et halvt år hen over den kommende vinter.

Alle danskere vil få gavn af en lavere elafgift

Når vi sænker elafgiften i et halvt år til EU's minimumssats, kommer det alle danskere til gavn. Det vil især kunne mærkes for de familier, som har indkomster i den lavere ende, hvor udgifterne til el og energi i øvrigt fylder forholdsvis meget i et ofte stramt budget.

Vi lever i en tid, hvor elektriske apparater er en del af alles hverdag. Det er ikke en mulighed for de mange danskere, der presses af de stigende energipriser, helt at stoppe med at bruge elektricitet. I stedet er mange undervejs med at skrue kraftigt ned for andre dele af husholdningsbudgettet, samtidig med at de sænker deres forbrug. Men det skal ikke være en meget høj, politisk bestemt elafgift, der gør det svært for danskerne at få mad på bordet.

I en tid, hvor mange danskere skal vende hver en krone for at få hverdagen til køre rundt, må det efter forslagsstillernes overbevisning være på sin plads, at det danske Folketing tager stilling til, om den danske elafgift - som er Europas højeste - hen over den kommende vinter skal være en medvirkende faktor til, at mange danskere får meget svært ved at betale deres elregninger.

Den meget høje pris for elektricitet giver i forvejen rigeligt med incitament til, at danskerne sparer på strømmen, så ved at tage toppen af elregningen giver man en simpel og konkret håndsrækning til alle danskere.

Beregninger fra Danske Bank har vist, at en nedsættelse af elafgiften til EU's minimumssats vil give en gennemsnitlig dansk familie med to voksne og to børn en besparelse på omkring 3.600 kr. om året (»Beregninger viser, hvor mange penge en familie kan spare ved sænkelse af elafgiften«, nyheder.tv2.dk, den 6. september 2022). Venstres forslag angår nedsættelse af elafgiften i et halvt år.

Økonomi

For at sikre, at lempelsen ikke ansporer til yderligere inflation, er det vigtigt med en ansvarlig økonomisk politik. Derfor skal nedsættelsen af elafgiften ske fuldt finansieret. Det foreslås konkret, at nedsættelsen af elafgiften finansieres dels af de 2 mia. kr., som regeringen har afsat i finanslovsforslaget for 2023 til en inflationspakke, dels ved at midler fra statens besparelse på støtte til vedvarende energi i 2022 prioriteres til formålet. Når energipriserne er på et så højt niveau som nu, betyder det, at behovet for støtte til vedvarende energi er markant mindre. For forslagsstillerne vil det være naturligt, at en del af det, som staten har sparet, gives tilbage til danskerne, ved at elafgiften sænkes.

Elafgiften skal sænkes hurtigst muligt

Med dette beslutningsforslag anviser vi et simpelt, finansieret og effektivt indgreb, der skal være en økonomisk håndsrækning til danske familier, der lige nu oplever stigende elregninger.

Regeringen skal hurtigst muligt og inden udgangen af oktober 2022 fremsætte et lovforslag, der skal sikre, at elafgiften nedsættes til EU's minimumssats på 0,8 øre pr. kWh i første omgang i 6 måneder i perioden den 1. november 2022 til den 30. april 2023.

Skriftlig fremsættelse

Louise Schack Elholm (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om 6 måneders nedsættelse af elafgiften til EU's minimumssats.

(Beslutningsforslag nr. B 205)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.