B 69 Forslag til folketingsbeslutning om en anlægslov for Nyborg Slot.

Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2021-22
Status: Tilbagetaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 19-01-2022

Fremsat: 19-01-2022

Fremsat den 19. januar 2022 af Erling Bonnesen (V), Jane Heitmann (V), Jan E. Jørgensen (V), Stén Knuth (V) og Hans Christian Schmidt (V)

20211_b69_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 19. januar 2022 af Erling Bonnesen (V), Jane Heitmann (V), Jan E.  Jørgensen (V), Stén Knuth (V) og Hans Christian Schmidt (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om en anlægslov for Nyborg Slot

Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt at fremsætte forslag til en anlægslov, der gør en realisering af projektet vedrørende Nyborg Slot mulig.

Bemærkninger til forslaget

Siden 2010 har Nyborg Kommune med en række interessenter og fonde arbejdet på en renovering af Nyborg Slot. Ønsket har dels været at renovere dele af slottet, der har været i en ringe forfatning, og dels at skabe bedre rammer for formidlingen af Nyborg Slot og dets historie. Aktørerne bag projektet har samlet set tilvejebragt 320 mio. kr. via fonde og kommunen til renoveringen uden statslig finansiering.

Nyborg Slot er en vigtig del af Danmarks kulturarv. Venstre støtter derfor en renovering af Nyborg Slot, som vil forbedre mulighederne for at formidle slottets historie og være en gevinst for Nyborg som kultur- og turistby.

Renoveringen af Nyborg Slot blev forsinket som følge af en snæver afgørelse af en ankesag i Miljø- og Fødevareklagenævnet, der satte en bremse for gennemførelsen af projektet (»Ændring af dispensation i sag om bygge- og formidlingsprojekt på fortidsminde i Nyborg Kommune«, afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet af 17. december 2020). Regeringen tog på baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse initiativ til at revidere museumsloven (lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014). Revisionen af museumsloven er nu sendt i høring (Kulturudvalget, alm. del - bilag 72), og revisionen synes at give mulighed for at realisere de ønsker, der er for en fuld realisering af projektet vedrørende Nyborg Slot.

En revision af museumsloven er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at sikre projektets gennemførelse uden yderligere forsinkelser, fordi dele af sagsbehandlingen nødvendigvis må gå om og der eventuelt åbnes for endnu en klagesag. Venstre har derfor presset på for at få vedtaget en anlægslov, som vil sætte rammen for renoveringen og byggeriet vedrørende Nyborg Slot.

Regeringen har udarbejdet en plan, som skitserer en proces for dels en revision af museumsloven og dels udarbejdelse af en anlægslov (»Redegørelse for Nyborg Slot projektet i anledning af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse«, Kulturministeriet, den 21. januar 2021). Regeringens procesplan gør klart, at projektet med eller uden vedtagelse af en anlægslov vil kunne stå færdigt primo eller medio 2026. Det er regeringens argument for ikke at ville fremsætte en anlægslov.

Formålet med en anlægslov er at sikre, at projektet kan undgå en række komplikationer og dermed også undgå yderligere forsinkelser. Venstre mener derfor, at en anlægslov er den rette vej til at sikre, at projektet kan blive en rettidig succes.

Venstre finder det vigtigt, at projektet Nyborg Slot kan gennemføres hurtigst muligt i respekt for de mange lokale interessenter, borgerne i Nyborg og besøgende fra nær og fjern, der vil sætte pris på, at slottets historie kan blive formidlet på en vedkommende og attraktiv måde.

Venstre ønsker med dette beslutningsforslag at pålægge regeringen, at der fremsættes en anlægslov, der sætter rammen og skaber mulighed for at realisere projektet vedrørende Nyborg Slot.

Skriftlig fremsættelse

Erling Bonnesen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en anlægslov for Nyborg Slot.

(Beslutningsforslag nr. B 69)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.