Skriftlig fremsættelse (27. januar
2022)
Justitsministeren
(Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven (Styrket
indsats mod menneskeudnyttelse)
(Lovforslag nr. L 111)
Der skal være ordenlige løn-
og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked. Derfor
har regeringen sat bredt ind mod social dumping. Det er
særlig vigtigt, at der sættes ind over for situationer,
hvor sårbare udenlandske arbejdstagere udnyttes groft.
Regeringen vil ikke acceptere, at denne form for udnyttelse finder
sted på danske arbejdspladser.
Regeringen besluttede efter sin
tiltræden i juni 2019 på baggrund af en række
eksempler på grov udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft
på det danske arbejdsmarked at videreføre den
tværministerielle arbejdsgruppe om beskyttelse af
sårbare arbejdstagere med et nyt opdrag. Arbejdsgruppen har i
september 2021 afgivet en fælles afrapportering med den
tværministerielle arbejdsgruppe om bekæmpelse af
menneskehandel.
Det fremgår bl.a. af rapporten, at
det i dag er vanskeligt at retsforfølge bagmænd bag
menneskehandel til tvangsarbejde, da det er svært at
løfte bevisbyrden for, at der reelt har været tale om
tvangsarbejde. Der er således aldrig faldet dom for
menneskehandel til tvangsarbejde, særligt fordi domstolene
på grund af konkrete omstændigheder ikke har fundet
grundlag for at fastslå, at der har foreligget tvang med
henblik på udnyttelse af de pågældende til
tvangsarbejde. I en række af sagerne er gerningsmændene
i stedet blevet dømt for åger af særlig grov
beskaffenhed efter straffelovens § 282, jf. § 286, stk.
1.
På den baggrund foreslås det i
rapporten, at der indføres en ny selvstændig
bestemmelse i straffeloven, der kriminaliserer udnyttelse af andre
til arbejde under åbenlyst urimelige forhold.
Lovforslaget har til formål at
følge op på denne anbefaling.
Med lovforslaget foreslås det for det første, at der indsættes
en ny selvstændig bestemmelse i straffeloven om
menneskeudnyttelse, som skal styrke det strafferetlige værn
mod udnyttelse af sårbare arbejdstagere - såvel
udenlandske som danske.
Det foreslås for
det andet, at forurettede i sager om menneskeudnyttelse -
på samme måde som f.eks. forurettede i sager om
menneskehandel - skal have ret til at få beskikket en
bistandsadvokat.
For det tredje
foreslås det, at politiet i sager om menneskeudnyttelse efter
den foreslåede bestemmelse får samme mulighed for at
foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden samt hemmelige
ransagninger som i sager om bl.a. menneskehandel efter
straffelovens § 262 a.
Endelig forslås det for det fjerde, at den foreslåede
bestemmelse om menneskeudnyttelse omfattes af § 9 j, stk. 7, i
udlændingeloven om en 10-årig karensperiode, der
gælder ved ansøgninger om au pair-ophold.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.