Skriftlig fremsættelse (23. februar
2022)
Erhvervsministeren
(Simon Kollerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
tilgængelighedskrav for produkter og tjenester
(Lovforslag nr. L 131)
Lovforslaget
skal først og fremmest sikre rettidig implementering af EU's
tilgængelighedsdirektiv, som får virkning for danske
virksomheder den 28. juni 2025. Direktivet skal være
implementeret i dansk ret senest 28. juni 2022. Lovforslagets
formål er, at personer med handicap i videst muligt omfang
kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Lovforslaget indfører derfor en række
tilgængelighedskrav for udvalgte produkter og tjenester.
Disse skal sikre, at flere personer f.eks. kan benytte
selvbetjeningsterminaler, handle på internettet, bruge
medietjenester og apps, bestille billetter til transportmidler
mv.
Endvidere er
lovforslaget medvirkende til at sikre ensartede regler for
tilgængelighed på tværs af EU-medlemslandene. Det
styrker den frie bevægelighed. Virksomheder, der handler med
relevante produkter og tjenester, får dermed bedre
vilkår på det indre marked, hvorved også flere
personer kan få gavn af de produkter og tjenester, der
tilgængeliggøres.
Der er lagt op
til en minimumsimplementering af tilgængelighedsdirektivet
for at sikre færrest mulige byrder for dansk erhvervsliv. Der
vil dog stadig være væsentlige
erhvervsøkonomiske konsekvenser forbundet med
lovforslaget.
Virksomhederne
vil bære ansvaret for, at deres produkter og tjenester
efterlever tilgængelighedskravene. For at give virksomhederne
tid til at omstille sig til kravene, som kan være af
omfattende karakter, skal kravene først opfyldes tre
år efter, at dette lovforslag er trådt i kraft.
For udvalgte
produkter og tjenester vil der være overgangsordninger, som
sikrer en løbende udskiftning og tilpasning af produkter og
tjenester efter kravenes virkning fra 2025. Mikrovirksomheder og
andre virksomheder, der vurderer, at efterlevelsen af
tilgængelighedskravene vil være uforholdsmæssigt
byrdefuld, kan fritages fra kravene.
Det
foreslås, at lovforslaget træder i kraft 28. juni 2022,
som tilgængelighedsdirektivet påkræver.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.