Betænkning afgivet af Klima-,
Energi- og Forsyningsudvalget den 5. maj 2022
1. Ændringsforslag
Klima-, energi- og forsyningsministeren har
stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Frie Grønne, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af klima-, energi- og
forsyningsministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
9, stk. 2, nr. 1, ændres »nr. 4« til:
»nr. 5«.«
[Konsekvensændring]
2)
Efter nr. 11 indsættes som nyt nummer:
»02. I §
14, stk. 4, ændres »stk. 1-3« til:
»stk. 1 og 2«.«
[Konsekvensændring]
3) Nr.
15 affattes således:
»15. I §
22, stk. 7, indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»Tilladelse til
forundersøgelser gives til områder, hvor klima-,
energi- og forsyningsministeren finder, at udnyttelse af energi kan
være relevant, medmindre væsentlige hensyn
afgørende taler imod tilladelsen, herunder væsentlige
hensyn til miljø, sikkerhed, forsvars- og
beredskabsformål, skibsfart, luftfart, fiskeri, større
infrastrukturprojekter og overordnede planmæssige og
samfundsøkonomiske forhold.««
[Sproglig præcisering]
4) I
den under nr. 16 foreslåede
affattelse af § 22 b ændres
i stk. 2, 2. pkt.,
»relevante« til: »berørte«.
[Sproglig præcisering]
Til § 2
5) Stk.
3 og 4 affattes
således:
»Stk. 3.
Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger om
forundersøgelsestilladelse uden for udbud efter § 22,
stk. 2, i lov om fremme af vedvarende energi, som er indgivet
før lovens ikrafttræden. For sådanne
ansøgninger finder de hidtil gældende regler
anvendelse, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. En
kommunalbestyrelse kan nedlægge veto mod, at der meddeles
etableringstilladelse efter § 25, stk. 1, i lov om fremme af
vedvarende energi på baggrund af en
forundersøgelsesrapport, der er stillet til rådighed
for andre efter § 24, stk. 4, i lov om fremme af vedvarende
energi, hvis ansøgningen om
forundersøgelsestilladelse er modtaget før den 1.
januar 2017 og ansøgningen om etableringstilladelse på
baggrund af forundersøgelsesrapporten er modtaget efter
lovens ikrafttræden. § 22 b, stk. 2-4, i lov om fremme
af vedvarende energi om brug af vetoret efter § 22 b, stk. 1,
i lov om fremme af vedvarende energi finder tilsvarende anvendelse
på nedlæggelse af veto mod etableringstilladelse efter
denne bestemmelse. Vetoretten skal benyttes i forbindelse med
høring af relevante myndigheder, inden der træffes
afgørelse om etableringstilladelse.«
[Lovteknisk ændring]
Bemærkninger
Til nr. 1
Den foreslåede ændring er en
konsekvensændring af henvisningen i § 9, stk. 2, nr. 1,
i lov om fremme af vedvarende energi til lovens § 9, stk. 2,
nr. 4.
Det foreslås i lovforslagets §
1, nr. 7, at der indsættes et nyt nr. 4 i § 9, stk. 2, i
lov om fremme af vedvarende energi, hvorefter lovens § 9, stk.
2, nr. 4 og 5, bliver lovens § 9, stk. 2, nr. 5 og 6. Derfor
skal henvisningen i § 9, stk. 2, nr. 1, i lov om fremme af
vedvarende energi til lovens § 9, stk. 2, nr. 4, ændres
til en henvisning til lovens § 9, stk. 2, nr. 5.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring er en
konsekvensændring af henvisningen i § 14, stk. 4, i lov
om fremme af vedvarende energi til lovens § 14, stk. 1-3.
Det foreslås i lovforslagets §
1, nr. 10, at § 14, stk. 3, 1. pkt., i lov om fremme af
vedvarende energi ophæves. Derfor skal henvisningen i §
14, stk. 4, i lov om fremme af vedvarende energi til lovens §
14, stk. 1-3, ændres til en henvisning til lovens § 14,
stk. 1 og 2.
Til nr. 3
Med nyaffattelsen af lovforslagets §
1, nr. 15, tydeliggøres det, hvilke væsentlige hensyn
der kan tale afgørende imod, at klima-, energi- og
forsyningsministeren meddeler tilladelse til
forundersøgelser til et givent område.
Tydeliggørelsen er nødvendig,
fordi den i lovforslaget foreslåede tekst i § 1, nr. 15,
kunne skabe usikkerhed om, hvilke væsentlige hensyn der
gør, at klima-, energi- og forsyningsministeren ikke kan
meddele tilladelse til forundersøgelser.
Til nr. 4
Med ændringen præciseres
lovteksten i det foreslåede § 22 b, stk. 2, 2. pkt.
Det har ikke været hensigten, at der
skal være forskel ved brug af ordet »relevante« i
det foreslåede § 22 b, stk. 2, 2. pkt., og ordet
»berørte«. Der menes i begge tilfælde, at
det er de berørte kommuner, der kan nedlægge veto mod
en ansøgning om forundersøgelsestilladelse. For at
tydeliggøre dette foreslås ordet
»relevante« i § 22 b, stk. 2, 2. pkt.,
ændret til »berørte«.
Til nr. 5
Med nyaffattelsen af lovforslagets §
2, stk. 3, tydeliggøres det, at lov om fremme af vedvarende
energi ikke finder anvendelse på ansøgninger om
forundersøgelsestilladelse uden for udbud efter lovens
§ 22, stk. 2, og at de hidtil gældende regler finder
anvendelse for sådanne projekter.
Med nyaffattelsen
af lovforslagets § 2, stk. 4, tydeliggøres det, at
kommunalbestyrelsen kan nedlægge veto mod, at der meddeles
etableringstilladelse efter § 25, stk. 1, i lov om fremme af
vedvarende energi på baggrund af en
forundersøgelsestilladelse, der er stillet til
rådighed for andre efter lovens § 24, stk. 4, hvis
ansøgningen om forundersøgelsestilladelse er modtaget
før den 1. januar 2017 og ansøgningen om
etableringstilladelse på baggrund af
forundersøgelsesrapporten er modtaget efter lovens
ikrafttræden. Derudover tydeliggøres det, at § 22
b, stk. 2-4, i lov om fremme af vedvarende energi om brug af
vetoret efter lovens § 22 b, stk. 1, finder tilsvarende
anvendelse på nedlæggelse af veto mod
etableringstilladelse efter denne bestemmelse, og at vetoretten
skal benyttes i forbindelse med høring af relevante
myndigheder, inden der træffes afgørelse om
etableringstilladelse.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 23. februar
2022 og var til 1. behandling den 16. marts 2022. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og
Forsyningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og klima-,
energi- og forsyningsministeren sendte den 16. november 2021 dette
udkast til udvalget, jf. KEF alm. del - bilag 73. Den 23. februar
2022 sendte klima-, energi- og forsyningsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
15 spørgsmål til klima-, energi- og
forsyningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har
besvaret.
Anders Kronborg (S) Anne Paulin
(S) Bjarne Laustsen (S) Kasper Roug (S) Ida Auken (S) Malte Larsen
(S) Jens Joel (S) Orla Hav (S) Signe Munk (SF) Rasmus Nordqvist
(SF) Katrine Robsøe (RV) Zenia Stampe (RV) Rasmus Helveg
Petersen (RV) fmd. Søren
Egge Rasmussen (EL) Peder Hvelplund (EL) Torsten Gejl (ALT) Kim
Valentin (V) Christoffer Aagaard Melson (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V)
Marie Bjerre (V) Ulla Tørnæs (V) Carsten Kissmeyer (V)
René Christensen (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Mona
Juul (KF) Katarina Ammitzbøll (KF) Peter Seier Christensen
(NB) Ole Birk Olesen (LA) Orla Østerby (UFG)
Frie Grønne, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 10 | |