Skriftlig fremsættelse (30. marts
2022)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Dan Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse og lov om Forsyningstilsynet (Nye rammer
for kommunal behandling af affald egnet til
materialenyttiggørelse, indsamling af erhvervsaffald,
genbrug på genbrugspladser og skærpet økonomisk
tilsyn)
(Lovforslag nr. L 153)
Lovforslaget implementerer afsnit IV om en
stærk genanvendelsessektor fra Klimaplan
for en grøn affaldssektor og cirkulær
økonomi fra juni 2020. Ligeledes implementeres tiltag
om genbrugsområder på genbrugspladsen fra aftalens
afsnit VI.
Lovforslagets overordnede formål er
at skabe en stærk genanvendelsessektor i Danmark. Ved at
skabe større adgang til behandling af affald egnet til
materialenyttiggørelse (herefter genanvendeligt affald),
skaber lovforslaget gode og klare rammevilkår for private
aktører, som får bedre muligheder for investeringer i
nye genanvendelsesteknologier.
For at sætte ressourcerne i affaldet
fri skal kommunerne senest d. 1. juli 2023 udbyde behandlingen og
sorteringen af genanvendeligt husholdningsaffald. For samtidig at
understøtte lige konkurrencevilkår skal eksisterende
kommunale anlæg selskabsgøres og kan i en
overgangsperiode på fem år frem til d. 1. juli 2027
byde på behandlingen og sorteringen af genanvendeligt
husholdningsaffald. Der gives mulighed for, at kommuner kan
behandle genanvendeligt husholdningsaffald, såfremt der ikke
er private, der byder på opgaven.
Med lovforslaget gives virksomheder frit
valg til at vælge en kommunal eller en privat indsamler til
det forbrændingsegnede affald, så virksomhederne kan
samle både genanvendeligt og forbrændingsegnet affald
hos én indsamler. Kommunerne kan fortsat tilbyde indsamling
af forbrændingsegnet affald, hvis dette sker til markedspris.
Ligeledes får virksomheder, som producerer affald, der i art
og mængde svarer til en husholdnings, mulighed for at anvende
de kommunale indsamlingsordninger, hvis der betales markedspris
herfor.
Siden 2010 har virksomheder kunnet
vælge en privat indsamler og behandler til håndteringen
af det genanvendelige erhvervsaffald. Med lovforslaget
fastlægges, at kommunale anlæg, der er godkendt til at
behandle genanvendeligt erhvervsaffald, skal ophøre med
behandlingen af genanvendeligt erhvervsaffald d. 1. januar
2027.
Lovforslaget skaber bedre mulighed for
genbrug. Fremover skal kommunale genbrugspladser stille et
område til rådighed til genbrugsgenstande for
husholdninger og virksomheder. Kommunen skal først
forsøge at afsætte genstandene vederlagsfrit til
private aktører, herunder borgere og frivillige
organisationer, inden de kan gives til kommunale genbrugsbutikker
m.fl.
For at understøtte lige
konkurrencevilkår giver lovforslaget Forsyningstilsynet den
nødvendige hjemmel til at igangsætte et tilsyn i
affaldssektoren, samt hjemmel til at kunne indhente de
nødvendige oplysninger og informationer til at føre
tilsyn. Forsyningstilsynet vil desuden skulle føre tilsyn
med en række ordninger, der følger af
lovforslaget.
Der følger ikke væsentlige
økonomiske konsekvenser af lovforslaget. Der forventes at
være engangsomkostninger i forbindelse med
selskabsgørelsen af kommunale anlæg, som indgår
i overgangsordningen.
Forslaget er erhvervsrettet og omfattet af
de fælles ikrafttrædelsesdatoer.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft d. 1. juli 2022.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.