Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2021)
Justitsministeren (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område (Ændring af reglerne om
forbrugeraftaler som følge af implementering af visse dele
af direktivpakken New Deal for Consumers (moderniseringsdirektivet)
og ændringer af forbrugerbeskyttende regler, der falder uden
for implementering af moderniseringsdirektivet)
(Lovforslag nr. L 16)
Lovforslaget har til formål at
gennemføre visse dele af direktivpakken New Deal for
Consumers (2019/2161/EU) (herefter moderniseringsdirektivet), i
dansk ret. Derudover foretages der en række ændringer
af forbrugeraftaleloven og aftaleloven, der falder uden for
gennemførelsen af moderniseringsdirektivet, men som vurderes
hensigtsmæssige at medtage.
Det er vigtigt for regeringen at sikre en
fortsat høj forbrugerbeskyttelse og gode vilkår for
det danske erhvervsliv. Forbrugeraftalereglerne berører alle
danske borgere og virksomheder, og det er derfor vigtigt for
regeringen at sikre, at der er den rette balance mellem hensynet
til forbrugerne og hensynet til erhvervslivet. Det ene kan og
bør ikke eksistere uden det andet.
I foråret 2020 nedsatte jeg et
uafhængigt, sagkyndigt udvalg, som skulle overveje, hvordan
bl.a. moderniseringsdirektivet bedst kunne gennemføres i
dansk ret. Udvalget afgav delbetænkning II inklusiv et
lovudkast om gennemførelse af moderniseringsdirektivet den
12. juli 2021. Med udvalgets anbefalinger har regeringen fået
et solidt fundament at stå på, når de vigtige
regler om forbrugeraftaler skal gennemføres i Danmark.
Lovforslaget svarer med visse tekniske
tilpasninger til det lovudkast, som indgik i delbetænkning II
om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal
for Consumers (nr. 1577/2021). Delbetænkningen inklusiv
udvalgets lovudkast har været i offentlig høring fra
den 12. juli 2021 til den 23. august 2021. Da det fremsatte
lovforslag i høj grad svarer til udvalgets lovudkast, har
regeringens lovforslag ikke været i yderligere
høring.
Det foreslås bl.a. at
anvendelsesområdet for reglerne om forbrugeraftaler i
forbrugeraftaleloven tilpasses, således at reglerne
udtrykkeligt kommer til at gælde for køb af digitalt
indhold og digitale tjenester, herunder når forbrugeren
"betaler" med personoplysninger, medmindre oplysningerne
udelukkende behandles med henblik på levering af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed for
at opfylde retlige krav. Det betyder, at der i store træk vil
komme til at gælde de samme regler, uanset om
forbrugeraftalen angår en vare eller digitalt indhold og
digitale tjenester.
Det foreslås endvidere at
indføre yderligere oplysningspligter for erhvervsdrivende om
bl.a. personaliserede priser ved automatiseret beslutningstagning
(dvs. hvor erhvervsdrivende "personaliserer" priser til specifikke
forbrugere f.eks. på baggrund af data, som den
erhvervsdrivende har indsamlet om forbrugeren (profilering)), og
onlinemarkedspladser. Dette betyder bl.a. at onlinemarkedspladser
skal oplyse forbrugeren om, hvorvidt den person, forbrugeren
indgår aftalen med, er erhvervsdrivende eller ej. Derudover
foreslås der ændringer i reglerne relateret til
forbrugerens fortrydelsesret, så disse opdateres og tilpasses
i forhold til den teknologiske udvikling.
Det foreslås tillige at
indføre bødestraf for overtrædelse af en stor
del af de forbrugerbeskyttende regler i forbrugeraftaleloven samt
ved erhvervsdrivendes brug af urimelige kontraktvilkår i
strid med aftaleloven. Som en nyskabelse foreslås der
indførelse af maksimumsbøder ved såkaldte
udbredte overtrædelser og overtrædelser med
EU-dimension. Der foreslås således bestemmelser om
bødestraf på maksimum 4 pct. af den erhvervsdrivendes
årlige omsætning i den eller de berørte
medlemsstater eller maksimum 2 mio. euro, hvis oplysninger om
omsætningen ikke er tilgængelige.
Endelig foreslås der med lovforslaget
en række yderligere ændringer af forbrugeraftaleloven
og aftaleloven, som ikke vedrører gennemførelsen af
moderniseringsdirektivet. Disse forslag til ændringer har
således ikke været en del af udvalgets arbejde. De
supplerende forslag til ændringer har været sendt i
selvstændig høring fra den 12. juli 2021 til den 23.
august 2021.
Ændringerne har til formål
bl.a. at imødekomme en åbningsskrivelse fra
EU-Kommissionen, som omhandler den danske implementering af
forbrugerrettighedsdirektivet, at bringe visse bestemmelser i
overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis samt at foretage en
række ændringer af mere teknisk karakter. Derudover
foreslås det at indsætte en bestemmelse i
forbrugeraftaleloven, hvorefter forbrugere kan opsige en aftale om
et løbende abonnement på samme medie eller tekniske
platform, som aftalen er indgået på. Dette vil sikre
forbrugere en nem adgang til at opsige løbende
abonnementer.
Implementeringsfristen for
moderniseringsdirektivet er den 28. november 2021. Regeringen
ønsker derfor, at lovforslaget vedtages inden da, så
man fra dansk side kan overholde de EU-retlige forpligtelser.
Lovforslaget skal ifølge direktivet træde i kraft den
28. maj 2022.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.