Betænkning afgivet af Børne-
og Undervisningsudvalget den 2. juni 2022
1. Ændringsforslag
Børne- og undervisningsministeren
har stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af NB) indstiller lovforslaget
til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (NB) vil redegøre for sin stilling ved 2.
behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Alternativet, Kristendemokraterne,
Moderaterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget mener, at en
ny og bedre udformning af nationale test med obligatoriske test i
dansk og matematik og frivillige test i en række andre fag
vil være til gavn for både lærere og elever og
forbedre såvel den pædagogiske som den
styringsmæssige anvendelse af de nationale test. Venstre
glæder sig over den politiske aftale indgået tilbage i
efteråret 2021 om nationale test og den opbakning, aftalen
har fra alle skolens aktører. Venstre ser aftalen som et
stabilt og godt grundlag for fremtidens evaluerings- og
bedømmelseskultur i den danske folkeskole. Både
afskaffelsen af begrebet ikkeparat som ændres til i stedet at
pege på og anvise, hvad den enkelte elev er parat til, og
afskaffelsen af bureaukrati omkring elevplaner og kvalitetsplaner
m.m. har været vigtig for Venstre som en del af aftalen.
Det er vigtigt, at testene bliver mere
gennemsigtige, ensartede og pædagogisk anvendelige, og det
har også været helt centralt for Venstre, at der med
aftalen sikres en øget indsats for aktivt at opspore
ordblindhed samt fokus på højt begavede elever og
adgang til screening og testning, så alle elever ses og
oplever faglige udfordringer, der matcher deres niveau. Venstre
anser det for grundlæggende, at folkeskolen skal løfte
og udfordre alle elever fagligt.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af børne- og
undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om
kommunal indsats for unge under 25 år og forskellige andre
love
(Fremtidigt
evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen
m.v.)«.
[Korrektion af lovforslagets
titel]
Til § 1
2) I
det under nr. 1 foreslåede § 3 b, stk. 1, ændres
»Elever, hvis forældre er ordblinde,« til:
»Elever med en ordblind forælder«.
[Præcisering af, at der skal
gennemføres risikotest for ordblindhed, hvis eleven har en
forælder med ordblindhed]
3) Nr. 2
affattes således:
»2. § 3 b affattes således:
Ȥ 3 b. Elever skal
screenes for læsevanskeligheder på 1. klassetrin ved
brug af det klassebaserede screeningsværktøj, som
Børne- og Undervisningsministeriet stiller til
rådighed.
Stk. 2. Elever,
der viser tegn på specifikke læsevanskeligheder, skal
af skolens leder tilbydes en risikotest for ordblindhed senest
på 1. klassetrin. Elever med en ordblind forælder skal
tilbydes en risikotest for ordblindhed, medmindre skolens leder
efter samråd med elevens forældre, jf. § 54,
vurderer, at der ikke er behov herfor. Risikotesten skal
gennemføres ved anvendelse af den risikotest for
ordblindhed, som Børne- og Undervisningsministeriet stiller
til rådighed.
Stk. 3.
Forældre har én gang på 1. klassetrin krav
på, at der foretages en risikotest for ordblindhed af deres
barn. Kommunalbestyrelsen foretager risikotesten for ordblindhed
efter forældrenes anmodning.
Stk. 4. Til
elever i grundskolen med læsevanskeligheder, der kan skyldes
ordblindhed, skal skolens leder tilbyde, at der foretages en
ordblindetest med henblik på at afdække elevens
læsevanskeligheder. Tilbuddet gives fra den 1. marts på
3. klassetrin efter samråd med eleven og forældrene,
jf. § 54. Elevens synspunkter skal tillægges passende
vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.
Stk. 5.
Forældre har én gang i skoleforløbet fra den 1.
marts på 4. klassetrin krav på, at der foretages en
ordblindetest af deres barn. Kommunalbestyrelsen foretager
ordblindetesten efter forældrenes
anmodning.««
[Lovteknisk rettelse, så den
foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i gældende
ret frem for i § 3 b, som den vil se ud efter
ikrafttrædelsen af § 1, nr. 1, og sproglig rettelse i
det foreslåede stk. 1]
4) I
nr. 4 udgår »og § 55
c, 1. pkt.,«.
[Lovteknisk rettelse som
følge af ændring i nr. 6, hvor lovhenvisning
rettes]
5) I
den under nr. 12 foreslåede § 13 b udgår i stk. 3, 2. pkt., »efter 1.
pkt«.
[Lovteknisk ændring]
6)
Efter nr. 22 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
55 c, 1. pkt., ændres »testene, jf. § 13,
stk. 3« til: »testene og øvrige redskaber, jf.
kapitel 2«, og i 2. pkt.
indsættes efter »test«: »og øvrige
redskaber efter 1. pkt.««
[Mulighed for at stille risikotest
for ordblindhed, screeningsværktøj for
læsevanskeligheder, screening af højt begavede og
sprogvurderingsredskab til rådighed for frie skoler m.v.]
Ny paragraf
7)
Efter § 4 indsættes:
Ȥ 01
I lov nr. 691 af 24. maj 2022 om kommunale
særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet
fra Ukraine, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 9, stk. 2, 1. pkt., ændres
»§ 13, stk. 3« til: »§ 13 a, stk. 1 og
2«.
2. I
§ 9, stk. 2, 2. pkt., ændres
»§ 13, stk. 1, 2. pkt., § 13 a, stk. 1 og 2«
til: »§ 13, stk. 1, 2.-4. pkt., § 13 a, stk. 4 og
5«.
3. I
§ 24 tilføjes efter
»§ 14«: », efter reglerne i folkeskolelovens
§ 40 a«.«
[Konsekvensrettelse af henvisninger
til regler om obligatoriske test og om skoleudviklingssamtaler]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslag nr. 7
foreslås tilføjet en yderligere paragraf i
lovforslaget, hvorfor opregningen af love, der foreslås
ændret, skal tilrettes i titlen. Idet der foreslås mere
end fire til fem love ændret, foreslås titlen alene at
omfatte de to vigtigste love med tilføjelse af »og
forskellige andre love«. Der foreslås ikke foretaget
ændringer i undertitlen.
Til nr. 2
Med den foreslåede ændring af
bestemmelsens ordlyd tydeliggøres det, at der ikke er krav
om, at begge elevens forældre skal være ordblinde,
før skolelederen skal tage initiativ til at tilbyde
risikotesten for ordblindhed, selv om skolelederen ikke umiddelbart
vurderer, at eleven har specifikke læsevanskeligheder. Det
vil være tilstrækkeligt, at en af barnets
forældre er ordblind. Der vil ikke være krav om
dokumentation for, at forælderen er ordblind.
Til nr. 3
Efter den gældende folkeskolelovs
§ 3 b, stk. 1, skal skolens leder tilbyde, at der foretages en
ordblindetest med henblik på at afdække elevens
læsevanskeligheder til elever i grundskolen med
læsevanskeligheder, der kan skyldes ordblindhed. Tilbuddet
gives fra den 1. marts på 3. klassetrin efter samråd
med eleven og forældrene. Elevens synspunkter skal
tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens
alder og modenhed.
Efter den gældende folkeskolelovs
§ 3 b, stk. 2, har forældre én gang i
skoleforløbet fra den 1. marts på 4. klassetrin krav
på, at der foretages en ordblindetest af deres barn.
Kommunalbestyrelsen foretager ordblindetesten efter
forældrenes anmodning.
Det foreslås, at der i
folkeskolelovens § 3 b indsættes som nyt stk. 1, at
elever skal screenes for læsevanskeligheder på 1.
klassetrin ved brug af det klassebaserede
screeningsværktøj, som Børne- og
Undervisningsministeriet stiller til rådighed.
Ændringen foreslås at
træde i kraft den 1. august 2025, jf. lovforslagets § 5,
stk. 4, der bliver § 6, stk. 4, jf. ændringsforslagets
nr. 07.
Med den foreslåede bestemmelse vil
alle elever i 1. klasse som udgangspunkt skulle screenes for
læsevanskeligheder, hvilket vil kunne medvirke til at sikre,
at skolerne tidligt opdager de elever, der har
læsevanskeligheder, med henblik på at tilbyde
yderligere udredning eller støtte, herunder risikotesten for
ordblindhed, jf. de foreslåede bestemmelser i stk. 2 og
3.
Forslaget medfører, at skolerne vil
skulle anvende det klassebaserede
screeningsværktøj, som Børne- og
Undervisningsministeriet stiller til rådighed, herunder i
form af it-understøttelse. Screeningen vil skulle
gennemføres af hele klassen på én gang i
løbet af 1. klasse.
Det bemærkes, at den sproglige
rettelse består i, at »udvikler« ændres til
»stiller til rådighed«.
Det foreslås endvidere, at det i
lovens § 3 b indsættes som stk. 2, at elever, der viser
tegn på specifikke læsevanskeligheder af skolens leder
skal tilbydes en risikotest for ordblindhed senest på 1.
klassetrin til. Elever med en ordblind forælder skal tilbydes
risikotesten for ordblindhed, medmindre skolens leder efter
samråd med elevens forældre vurderer, at der ikke er
behov herfor. Risikotesten skal gennemføres ved anvendelse
af den risikotest for ordblindhed, som Børne- og
Undervisningsministeriet stiller til rådighed.
Den foreslåede bestemmelse er
enslydende med den bestemmelse i § 3 b, stk. 1, som
foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 1, og som vil
træde i kraft den 1. august 2022. Den foreslåede
bestemmelse i § 3 b, stk. 2, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 2, vil således træde i stedet for den
enslydende bestemmelse, når ændringerne i nr. 2
træder i kraft den 1. august 2025, jf. lovforslagets §
5, stk. 4, der bliver § 6, stk. 4, jf.
ændringsforslagets nr. 07.
Med den foreslåede bestemmelse vil
elever med specifikke læsevanskeligheder få mulighed
for at gennemføre risikotesten for ordblindhed senest
på 1. klassetrin, hvilket vil skabe grundlag for, at disse
elever får den rette indsats efter de gældende regler i
folkeskoleloven for tilrettelæggelse af undervisningen,
herunder med fokus på undervisningsdifferentiering, valg af
undervisningsmaterialer, brug af holddannelse m.v.
Forslaget medfører, at skolerne er
ansvarlige for at teste de relevante elever, som viser tegn
på specifikke læsevanskeligheder. Ved elever med
»specifikke læsevanskeligheder« forstås
elever, der har afkodningsvanskeligheder, som kan skyldes
ordblindhed.
Forslaget medfører endvidere, at
skolerne vil skulle anvende en bestemt test, dvs. risikotesten for
ordblindhed, som udarbejdes af Børne- og
Undervisningsministeriet.
Med forslaget kan skolerne tilbyde
risikotesten for ordblindhed for elever med en ordblind
forælder, selv om skolerne ikke umiddelbart vurderer, at
eleven har specifikke læsevanskeligheder. Der vil ikke
være krav om dokumentation for, at forældrene er
ordblinde.
Det foreslås også, at det
indsættes i lovens § 3 b som stk. 3, at forældre
én gang på 1. klassetrin har krav på, at der
foretages en risikotest for ordblindhed af deres barn.
Kommunalbestyrelsen foretager risikotesten for ordblindhed efter
forældrenes anmodning.
Den foreslåede bestemmelse er
enslydende med den bestemmelse i § 3 b, stk. 2, som
foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 1, og som vil
træde i kraft den 1. august 2022. Den foreslåede
bestemmelse i § 3 b, stk. 3, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 2, vil således træde i stedet for den
enslydende bestemmelse, når ændringerne i nr. 2
træder i kraft den 1. august 2025, jf. lovforslagets §
5, stk. 4, der bliver § 6, stk. 4, jf.
ændringsforslagets nr. 07.
Med den foreslåede bestemmelse
får forældrene et retskrav på at få deres
barn testet med risikotesten for ordblindhed senest i 1. klasse
uanset skolens vurdering af barnets
læsefærdigheder.
De foreslåede bestemmelser i stk. 4
og 5 er den gældende lovs § 3 b, stk. 1 og 2, som rykker
ned som stk. 4 og 5.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.2
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det fremgår af lovforslagets §
1, nr. 4, at henvisningen i § 55 c, 1. pkt., ændres,
således at henvisningen til § 13, stk. 3, ændres
til § 13 a. Forslaget er en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 8 og 10, hvorefter den
gældende folkeskolelovs § 13, stk. 3 og 4,
foreslås ophævet og overført med relevante
ændringer til folkeskolelovens § 13 a.
Det foreslås, at ændringen i
§ 55 c, 1. pkt., udgår som følge af forslag til
nr. 06, hvorefter henvisningen til § 13, stk. 3, ændres
til en henvisning til kapitel 2.
Til nr. 5
Det fremgår af den foreslåede
§ 13 b, stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
12, at meddelelsesbogen på 7., 8. og 9. klassetrin ud over de
i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal indeholde oplysninger
om elevernes overvejelser om uddannelse og de faglige krav til
uddannelsen. Meddelelsesbogen skal tillige indeholde oplysninger om
eventuelle særlige målrettede skole- og
vejledningsindsatser, der måtte være igangsat efter 1.
pkt.
Det foreslås, at »efter 1.
pkt.« udgår af den foreslåede § 13 b, stk.
3, 2. pkt. Meddelelsesbogen skal indeholde oplysninger om de
eventuelle særlige målrettede skole- og
vejledningsindsatser, der måtte være igangsat i
forlængelse af eller i forbindelse med dialogen mellem skole
og hjem om elevens overvejelser om uddannelse m.v. Som bestemmelsen
er formuleret, kan den læses således, at de eventuelle
særlige målrettede skole- og vejledningsindsatser, der
måtte være igangsat, sker efter reglerne i 1. pkt.,
hvilket ikke er hensigten. Det er således tale om en
lovteknisk rettelse.
Til nr. 6
Det fremgår allerede af lovforslagets
almindelige bemærkningers punkt 3.2.3 og 3.3.3, at
screeningstesten for læsevanskeligheder, risikotesten for
ordblindhed, det nationale sprogvurderingsredskab og nationale
tjeklister til brug for screening for høj begavelse
også vil kunne stilles til rådighed for fri- og
privatskoler, efterskoler, frie fagskoler, ungdomsskoler og
kommunale internationale grundskoler.
Det foreslås, at der sikres
særskilt hjemmel i folkeskoleloven til, at Børne- og
Undervisningsministeriet kan stille de forskellige redskaber m.v.
til rådighed for fri- og privatskoler, efterskoler, frie
fagskoler, ungdomsskoler, kommunale internationale grundskoler og
de nye særlige grundskoler.
Efter den gældende folkeskolelovs
§ 55 c kan børne- og undervisningsministeren tilbyde
statsskoler, frie grundskoler, godkendte efterskoler, godkendte
frie fagskoler eller ungdomsskoler at anvende testene, jf. lovens
§ 13, stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan
fastsætte regler om afviklingen af test for disse skoler. 1.
og 2. pkt. finder tillige anvendelse for skoler omfattet af lov om
kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er
fordrevet fra Ukraine.
Det foreslås, at der ændres i
§ 55 c, 1. pkt., således at børne- og
undervisningsministeren også kan tilbyde statsskoler, frie
grundskoler, godkendte efterskoler, godkendte frie fagskoler eller
ungdomsskoler at anvende øvrige redskaber efter kapitel 2 i
lov om folkeskolen.
Ministeren vil kunne tilbyde de redskaber,
der foreslås indført med de foreslåede
bestemmelser i folkeskolelovens § 3 b som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, § 3 c som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 3, og § 11, stk. 3, som affattet
ved lovforslagets § 1, nr. 6, efter deres respektive
ikrafttrædelsestidspunkter. Det drejer sig om risikotest for
ordblindhed, der efter forslaget træder i kraft den 1. august
2022, screening af højt begavede ved anvendelse af
tjeklister og det nationale sprogvurderingsredskab, som efter
forslaget træder i kraft den 1. august 2024, og det
klassebaserede screeningsværktøj for
læsevanskeligheder, der efter forslaget træder i kraft
den 1. august 2025.
Det vil være en forudsætning
for at tilbyde disse redskaber, at Børne- og
Undervisningsministeriet sikrer, at dette kan ske i
overensstemmelse med konkurrenceretlige og
statsstøtteretlige regler.
Det foreslås endvidere, at der
ændres i § 55 c, 2. pkt., således at børne-
og undervisningsministeren også kan fastsætte regler om
afvikling af disse redskaber for disse skoler.
Med hjemmel i denne bestemmelse vil der
bl.a. kunne fastsættes regler om tidspunktet for anvendelse
af de ovennævnte redskaber.
Til nr. 7
Med lov om kommunale særlige
grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine,
er der efter fremsættelsen af nærværende
lovforslag vedtaget en ny skoleform, hvor en række
bestemmelser i folkeskoleloven finder tilsvarende anvendelse. I den
vedtagne lov er henvist til reglerne om obligatoriske test i
folkeskoleloven og tilføjet regler om
skoleudviklingssamtaler.
Det foreslås, at henvisningen i
lovens § 9, stk. 2, 1. pkt., til reglerne om obligatoriske
test i folkeskolelovens § 13, stk. 3, tilrettes i
overensstemmelse med de foreslåede ændringer i
lovforslagets § 1, nr. 8 og 10, således at der i stedet
henvises til folkeskolelovens § 13 a, stk. 1 og 2. Dermed vil
særlige grundskoler som udgangspunkt skulle afholde
obligatoriske test i dansk, læsning og matematik i stedet for
nationale test efter de hidtil gældende regler.
Det foreslås endvidere, at
henvisningerne i lovens § 9, stk. 2, 2. pkt., til reglerne om
obligatoriske test i folkeskolelovens § 13, stk. 1, 2. pkt.,
og § 13 a, stk. 1 og 2, tilrettes i overensstemmelse med de
foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 7 og
10, således at der henvises til folkeskolelovens § 13,
stk. 1, 2.-4. pkt., og § 13 a, stk. 4 og 5.
Det foreslås herudover, at der i
lovens § 24 tilføjes en henvisning til bestemmelserne
om skoleudviklingssamtaler i folkeskoleloven, således at
sammenhængen mellem de to bestemmelser
tydeliggøres.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 27. april
2022 og var til 1. behandling den 3. maj 2022. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og
Undervisningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
børne- og undervisningsministeren sendte den 7. februar 2022
dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 93. Den 27.
april 2022 sendte børne- og undervisningsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
5 spørgsmål til børne- og
undervisningsministeren til skriftlig besvarelse. Ministeren har
besvaret spørgsmål 1-3, og spørgsmål 4 og
5 forventes besvaret inden 2. behandling.
Anders Kronborg (S) fmd. Tanja Larsson (S) Jens Joel (S)
Jan Johansen (S) Julie Skovsby (S) Kasper Sand Kjær (S) Orla
Hav (S) Charlotte Broman Mølbæk (SF) Ina
Strøjer-Schmidt (SF) Jan Bjergskov Larsen (SF) Lotte Rod
(RV) Anne Sophie Callesen (RV) Marianne Jelved (RV) Jakob
Sølvhøj (EL) Pernille Skipper (EL) Susanne Zimmer
(FG) Anni Matthiesen (V) Marie Bjerre (V) Ellen Trane Nørby
(V) Kenneth Mikkelsen (V) Marlene Ambo-Rasmussen (V) Stén
Knuth (V) nfmd. Marie Krarup
(UFG) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Gitte
Willumsen (KF) Mai Mercado (KF) Mette Thiesen (NB) Henrik Dahl
(LA)
Alternativet, Kristendemokraterne,
Moderaterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Moderaterne (M) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 9 | |