L 194 Forslag til lov om afholdelse af folkeafstemning om forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet.

Af: Udenrigsminister Jeppe Kofod
Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-05-2022

Fremsættelse: 03-05-2022

Skriftlig fremsættelse (3. maj 2022)

20211_l194_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. maj 2022)

Udenrigsministeren (Jeppe Kofod):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om afholdelse af folkeafstemning om forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet

(Lovforslag nr. L 194)

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti indgik den 6. marts 2022 et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Det nationale kompromis indebærer bl.a., at aftalepartierne er enige om, at de grundlæggende ændringer af den sikkerhedspolitiske situation i Europa og et nyt normalbillede stiller nye krav til Danmarks helhjertede engagement i udviklingen af den europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik.

Aftalepartierne anbefaler derfor en afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Aftalepartierne er på den baggrund enige om, at der den 1. juni 2022 skal afholdes en folkeafstemning om at afskaffe det danske forsvarsforbehold.

Nærværende lovforslag fremsættes samtidig med et lovforslag om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Med vedtagelsen af sidstnævnte lovforslag vil Folketinget afgive sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at regeringen i medfør af artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling underretter de øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af protokollens bestemmelse om forsvarsforbeholdet (protokollens del II, som udgøres af artikel 5). En sådan underretning af de øvrige medlemsstater vil indebære, at forsvarsforbeholdet afskaffes.

Det følger af grundlovens § 42, stk. 6, 2. pkt., at de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være givet i lovs form, ikke kan undergives folkeafstemning, medmindre det ved særlig lov bestemmes, at en sådan afstemning skal finde sted.

Lovforslaget har på den baggrund til formål at skabe det retlige grundlag for afholdelse af en bindende folkeafstemning den 1. juni 2022 om det samtidig fremsatte forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Herudover angives i lovforslaget de nærmere regler, der skal finde anvendelse for afholdelse af folkeafstem­nin‍gen.

Det er Udenrigsministeriets vurdering, at lovforslaget bør fremsættes og vedtages i indeværende samling, således at det er muligt at afholde folkeafstemning om det samtidig fremsatte lovforslag om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022. Lovforslaget øns‍k­es af samme grund hastebehandlet.

Det foreslås, at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Endvidere foreslås det, at lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.