L 72 Forslag til lov om ændring af lov om vederlag og pension m.v. for ministre.

(Forlængelse af perioden for midlertidig nedsættelse af grundvederlag til ministre).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Udvalget for Forretningsordenen
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 10-11-2021

Fremsat: 10-11-2021

Fremsat den 10. november 2021 af skatteministeren (Morten Bødskov)

20211_l72_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 10. november 2021 af skatteministeren (Morten Bødskov)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om vederlag og pension m.v. for ministre

(Forlængelse af perioden for midlertidig nedsættelse af grundvederlag til ministre)

§ 1

I lov om vederlag og pension m.v. for ministre, jf. lovbekendtgørelse nr. 939 af 16. juni 2017, som ændret ved lov nr. 1579 af 27. december 2019 og lov nr. 2069 af 21. december 2020, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 2, ændres »2021« til: »2023«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2022.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at forlænge perioden med nedsættelse af grundvederlaget til ministre med 5 pct. med det formål at udvise løntilbageholdenhed for ministre. Forlængelsen giver samtidig mulighed for nærmere overvejelser og afklaringer af politikeres vilkår.

Det foreslås derfor, at nedsættelsen af grundvederlaget til ministre med 5 pct. forlænges til og med den 31. december 2023.

2. Størrelsen af grundvederlag til ministre

2.1. Gældende ret

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om vederlag og pension m.v. for ministre (herefter ministervederlagsloven) at grundvederlaget til ministre udgør 1.248.386 kr. i årligt grundbeløb (31. marts 2017-niveau). Vederlaget til statsministeren udgør 125 pct. af grundvederlaget. Vederlaget til udenrigsministeren, finansministeren samt den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, udgør 110 pct. af grundvederlaget. Grundvederlaget udgør dog 1.185.966 kr. i årligt grundbeløb (31. marts 2017-niveau) i perioden 1. april 2012-31. december 2021, jf. ministervederlagslovens § 1, stk. 2. Med de pr. 1. april 2021 gældende satser udgør grundvederlaget således 1.308.061,20 kr. Det betyder tillige, at vederlaget til statsministeren, udenrigsministeren og finansministeren samt til den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, er nedsat tilsvarende.

Ved lov nr. 704 af 25. juni 2010 blev der i overensstemmelse med en tilkendegivelse herom fra den daværende regering i »Aftale om genopretning af dansk økonomi« (maj 2010) foretaget en midlertidig nedsættelse af grundvederlaget til ministre med 5 pct. i årene 2011 og 2012. Det betød tillige, at vederlaget til statsministeren, udenrigsministeren og finansministeren samt til den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, blev nedsat tilsvarende.

Ved lov nr. 480 af 30. maj 2012 blev perioden for nedsættelse af grundvederlaget til ministre med 5 pct. forlænget til også at gælde i årene 2013-2015, således at grundvederlaget udgjorde 1.151.555 kr. i årligt grundbeløb (31. marts 2012-niveau), jf. ministervederlagslovens § 1, stk. 2, 2. pkt. Det betød tillige, at vederlaget til statsministeren, udenrigsministeren og finansministeren samt til den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, blev nedsat tilsvarende.

Ved lov nr. 743 af 1. juni 2015 blev perioden for den midlertidige nedsættelse af grundvederlaget til ministre med 5 pct. forlænget til også at gælde årene 2016-2019. Det betød tillige, at vederlaget til statsministeren, udenrigsministeren og finansministeren samt til den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, blev nedsat tilsvarende.

Ved lov nr. 492 af 22. maj 2017 blev grundvederlaget nulstillet pr. 31. marts 2017 på den måde, at ministrenes grundvederlag på 1.212.164 kr. årligt før den midlertidige nedsættelse (31. marts 2012-niveau) blev opreguleret med den hidtil gældende lønreguleringsprocent pr. 1. april 2016 på 2,9882 pct., således at grundvederlaget pr. 31. marts 2017 udgør 1.248.386 kr. årligt.

En fastsættelse af nyt grundvederlag var en forudsætning for at starte på den nye regulering af ministres vederlag på grundlag af den faktiske offentlige lønudvikling.

Grundvederlaget til ministre udgjorde i perioden for den midlertidige nedsættelse 1.151.555 kr. årligt (31. marts 2012-niveau). Idet grundvederlaget blev nulstillet pr. 31. marts 2017, blev ministrenes grundvederlag på 1.151.555 kr. årligt opreguleret med den hidtil gældende lønreguleringsprocent pr. 1. april 2016 på 2,9882 pct., således at det nedsatte grundvederlag pr. 31. marts 2017 udgør 1.185.966 kr. årligt.

Vederlaget til ministre reguleres en gang årligt pr. 1. april med en reguleringsprocent, der beregnes på baggrund af lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked, jf. bekendtgørelse nr. 527 af 23. maj 2017 om regulering af vederlag for ministre. Reguleringsprocenten er pr. 1. april 2021 fastsat til 10,2950 pct. af grundbeløbet.

Ved lov nr. 1579 af 27. december 2019 blev perioden for den midlertidige nedsættelse af grundvederlaget til ministre med 5 pct. forlænget til også at gælde 2020. Det betød tillige, at vederlaget til statsministeren, udenrigsministeren og finansministeren samt til den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, blev nedsat tilsvarende.

Ved lov nr. 2069 af 21. december 2020 blev perioden for den midlertidige nedsættelse af grundvederlaget til ministre med 5 pct. forlænget til også at gælde 2021. Det betød tillige, at vederlaget til statsministeren, udenrigsministeren og finansministeren samt til den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, blev nedsat tilsvarende.

Der tilkommer Folketingets formand et grundvederlag svarende til 125 pct. af grundvederlaget til ministre efter ministervederlagsloven, jf. § 120, stk. 1, i lov om valg til Folketinget. Denne bestemmelse indebærer, at Folketingets formand har et vederlag af samme størrelse som statsministerens. Vederlaget til Folketingets formand blev derfor nedsat med 5 pct. i perioden 2011-2021 svarende til statsministerens vederlag.

2.2. Den foreslåede ordning

Det er besluttet, at nedsættelsen af grundvederlaget til ministre med 5 pct. skal fastholdes med det formål at udvise løntilbageholdenhed for ministre. Forlængelsen giver samtidig mulighed for nærmere overvejelser og afklaringer af politikeres vilkår.

Det foreslås, at grundvederlaget til ministre fra den 1. januar 2022 fortsat skal udgøre 1.185.966 kr. i årligt grundbeløb (31. marts 2017-niveau) til og med den 31. december 2023.

Det bemærkes i øvrigt, at nedsættelse af vederlaget som hidtil ikke vil påvirke ministres pension, der fortsat svarer til pensionen til en statstjenestemand på skalatrin 49, jf. ministervederlagslovens § 4.

Nedsættelsen af vederlaget til Folketingets formand vil også blive forlænget til og med den 31. december 2023, jf. § 120, stk. 1, i lov om valg til Folketinget.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes med en uændret regeringssammensætning at medføre en årlig mindreudgift på ca. 1,4 mio. kr. i 2022 og 2023.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har ikke været sendt i høring, idet det vurderes, at der ikke er myndigheder eller organisationer, der vil blive berørt af lovforslaget.

10. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Lovforslaget vurderes med en uændret regeringssammensætning at medføre en årlig mindreudgift på ca. 1,4 mio. kr. i 2022 og 2023.
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Er i strid med de principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X)
Ja
Nej
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det fremgår af ministervederlagslovens § 1, stk. 2, at ministres grundvederlag i perioden 1. april 2012-31. december 2021 er midlertidigt nedsat med 5 pct. og dermed udgør 1.185.966 kr. i årligt grundbeløb (31. marts 2017-niveau).

Det foreslås, at den midlertidige nedsættelse af grundvederlaget til ministre med 5 pct., der udløber den 31. december 2021, forlænges, således at grundvederlaget udgør 1.185.966 kr. i årligt grundbeløb (31. marts 2017-niveau) til og med den 31. december 2023.

Den foreslåede ændring i § 1 vil medføre, at perioden for den midlertidige nedsættelse af ministres grundvederlag med 5 pct. bliver forlænget til og med den 31. december 2023.

Som konsekvens af lovforslaget vil nedsættelsen af vederlaget til Folketingets formand ligeledes blive forlænget til og med den 31. december 2023, jf. § 120, stk. 4, i lov om valg til Folketinget.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2022.

Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland, fordi den lov, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om vederlag og pension m.v. for ministre, jf. lovbekendtgørelse nr. 939 af 16. juni 2017, som ændret ved lov nr. 1579 af 27. december 2019 og lov nr. 2069 af 21. december 2020, foretages følgende ændring:
   
§ 1.
  
Stk. 2. I perioden 1. april 2012-31. december 2021 udgør grundvederlaget 1.185.966 kr. i årligt grundbeløb (31. marts 2017-niveau).
Stk. 3-11. ---
 
1. I § 1, stk. 2, ændres »2021« til: »2023«.