L 89 Forslag til lov om ændring af tobaksafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter og opkrævningsloven.

(Regulering af antallet af cigaretter i en pakke, indførelse af afgift på nikotinprodukter, sammenlægning af afgiftssatserne for røgfri tobak, justering af betingelser for fjernsalgsregistrering for visse punktafgifter, ændring af momsloven som reaktion på covid-19-pandemien m.v.).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2021-22
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-11-2021

Skriftlig fremsættelse (17. november 2021)

20211_l89_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. november 2021)

Skatteministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af tobaksafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love og ophævelse af lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter og opkrævningsloven (Regulering af antallet af cigaretter i en pakke, indførelse af afgift på nikotinprodukter, sammenlægning af afgiftssatserne for røgfri tobak, justering af betingelser for fjernsalgsregistrering for visse punktafgifter, ændring af momsloven som reaktion på covid-19-pandemien m.v.)

(Lovforslag nr. L 89)

Lovforslagets overordnede formål er at styrke folkesundheden i Danmark.

For at gøre prisen for en cigaretpakke mere gennemskuelig foreslås det at fastsætte, at cigaretter skal sælges i pakker med 20 stk. I dag kan cigaretpakker indeholde flere end 20 stk. Producenter kan derfor tage en eller to cigaretter ud af pakkerne for at sløre prisgennemslaget fra afgiftsforhøjelser. Med forslaget fjernes denne mulighed samtidig med, at den impuls til at ryge mere, som større cigaretpakker potentielt kan give forbrugerne mindskes.

Som en del af udmøntningen af regeringens handleplan om Skærpede krav og styrket kontrol med handel af tobak foreslås der herudover indført afgift på nikotinprodukter. Kreativiteten er stor, når der udvikles nye afhængighedsskabende nikotinprodukter, der kan supplere eller erstatte de traditionelle tobaksprodukter, men som ikke er pålagt afgift, fordi de ikke indeholder tobak. Nikotin er imidlertid afhængighedsskabende og sundhedsskadeligt uanset i hvilken form, det optræder. Regeringen ønsker derfor at lægge afgift på nikotinprodukter, samt at produkterne omfattes af samme regulering som nikotinholdige væsker.

Med lovforslaget foreslås det herudover at sammenlægge de to afgiftssatser for røgfri tobak til én. Derved opnås en mere gennemskuelig lovgivning, hvor virksomhederne ikke længere skal sondre mellem forskellige afgiftskategorier, som der ikke vurderes at være fagligt grundlag for at opretholde. Røgfri tobak foreslås ligeledes omfattet af den samme regulering som nikotinprodukter og nikotinholdige væsker.

Det foreslås desuden at gennemføre direktiv om midlertidig momsfritagelse som reaktion på covid-19-pandemien og at justere punktafgiftsregistreringsreglerne ved fjernsalg, så det som udgangspunkt er virksomheden, som betaler punktafgiften og ikke forbrugeren.

Lovforslaget skønnes med betydelig usikkerhed at indebære et varigt merprovenu efter tilbageløb og adfærd på ca. 145 mio. kr.

Reguleringen af antallet af cigaretter i en pakke, indførelse af at afgiften på nikotinprodukter og sammenlægning af afgiftssatserne for røgfri tobak er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer og foreslås at træde kraft hhv. den 1. januar 2022 og den 1. juli 2022. Dog foreslås det, virksomhederne fsva. afgiftens indførelse og ændret regulering for røgfri tobak får 3 måneder til at forberede sig (lade sig registrere, få godkendt lokaler og bestille stempelmærker). Momsfritagelser i relation til covid-19-pandemien foreslås i overensstemmelse med direktivet at få virkning fra og med den 1. januar 2021. For at give Skatteforvaltningen tid til at vejlede de berørte virksomheder foreslås fjernsalgsregistreringsreglerne ændret den 1. februar 2022. Derved fraviges de fælles ikrafttrædelsestidspunkter.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.