L 37 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi.

(Investeringsstøtte til forsøgsvindmøller, udbud af støtte til anvendelse af kemiske brændstoffer eller produkter fra elektricitet (Power-to-X), anvendelsesområdet for VE-ordningerne, tilsyn med elproducerende anlæg på havet og adgang til negativt pristillæg).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2022-23 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-10-2022

Fremsættelse: 05-10-2022

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2022)

20221_l37_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2022)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (Investeringsstøtte til forsøgsvindmøller, udbud af støtte til anvendelse af kemiske brændstoffer eller produkter fra elektricitet (Power-to-X), anvendelsesområdet for VE-ordningerne, tilsyn med elproducerende anlæg på havet og adgang til negativt pristillæg)

(Lovforslag nr. L 37)

Formålet med lovforslaget er at understøtte den grønne omstilling ved test og udvikling af grønne teknologier.

Med lovforslaget foreslås det at støtten til forsøgsvindmøller omlægges og videreføres som investeringsstøtte for at udbygge Danmarks position som globalt foregangsland inden for udviklings- og demonstrationsprojekter på vindområdet. Lovforslaget giver desuden ministeren bemyndigelse til at give investeringsstøtte fra 2023 og frem til forsøgsmøller på land og hav. Udbetaling af støtte forudsætter, at der er afsat midler hertil. Da støttemodellen ændres fra driftsstøtte til investeringsstøtte, vil støtteordningen blive videreført i nye bestemmelser, og de eksisterende støtteordninger vil blive sat til at udløbe med udgangen af 2022. Det foreslås, at de nærmere regler om investeringsstøttemodellen, herunder ansøgningsprocessen, fastsættes ved bekendtgørelse.

Med lovforslaget foreslås ændring af hjemlen i VE-lovens § 43 k til at afholde udbud af støtte til produktion af Power-to-X-produkter, så klima-, energi- og forsyningsministeren også får hjemmel til at afholde udbud af støtte til anvendelse af Power-to-X-produkter. Eftersom det i de kommende år kan blive relevant at afholde et sådan udbud målrettet anvendelse, er formålet med lovforslaget at imødekomme eventuelle fremtidige politiske ønsker og aftaler herom.

Med lovforslaget foreslås, at der foretages mindre ændringer af VE-ordningerne vedrørende ordningernes anvendelsesområde for VE-anlæg i ø-drift. Formålet er at sikre, at værditabsordningen, salgsoptionsordningen, VE-bonusordningen og grøn pulje omfatter solcelleanlæg på land i ø-drift. Andre VE-anlæg i ø-drift er efter gældende regler omfattet af ordningerne. Formålet er desuden at sikre, at garantifonden ikke finder anvendelse for VE-anlæg i ø-drift.

Med lovforslaget foreslås det, at der sker en præcisering af VE-lovens § 22, § 25 og § 29 som vedrører klima, energi- og forsyningsministerens mulighed for at føre tilsyn med forundersøgelses-, etablerings- og elproduktionstilladelser til elproducerende anlæg på havet. VE-lovens bestemmelser giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte vilkår i forbindelse med udstedelsen af førnævnte tilladelser. VE-lovens bestemmelser indeholder ikke en eksplicit adgang til at fastsætte vilkår om tilsyn og føre tilsyn med overholdelse af de vilkår, som er fastsat i tilladelserne. Hjemlen følger indirekte af VE-lovens bestemmelser, men klima-, energi- og forsyningsministeren finder det hensigtsmæssigt at sikre en eksplicit hjemmel hertil.

Endeligt foreslås det med lovforslaget, at der sker en præcisering af reguleringen i tilknytning til VE-lovens §§ 43 f, stk. 1 og §§ 43 g, stk. 1 vedrørende en fast afregningspris, der ekspliciterer Energistyrelsens adgang til at foretage modregning i pristillæg (som negativt pristillæg) ved en markedspris over den faste afregningspris for produktion af elektricitet ved anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse.

Lovforslaget har til hensigt at fremme vedvarende energi.

Forslaget er erhvervsrettet og omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Lovforslaget foreslås at træde i kraft d. 1. januar 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.