B 30 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks deltagelse i Det Europæiske Forsvarsagentur og Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet.

Af: fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh/Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-02-2023

Skriftlig fremsættelse (9. februar 2023)

20222_b30_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. februar 2023)

Forsvarsministeren (Troels Lund Poulsen, fg.):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks deltagelse i Det Europæiske Forsvarsagentur og Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet

(Beslutningsforslag nr. B 30)

Danmark indtrådte fuldt ud i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar den 1. juli 2022. Som følge af afskaffelsen af forsvarsforbeholdet har Danmark mulighed for at deltage i Det Europæiske Forsvarsagentur (Forsvarsagenturet) og Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet (PESCO), der begge er centrale dele af EU's forsvarssamarbejde. Ved deltagelse i de to samarbejder vil Danmark kunne være med til at sætte de strategiske rammer for EU's sikkerheds- og forsvarspolitik.

Deltagelse i Forsvarsagenturet giver Danmark mulighed for at præge udviklingen af nye forsvarsprojekter i Europa og være med til at sikre bedre vilkår for danske virksomheder, ligesom dansk deltagelse vil give danske universiteter mulighed for adgang til Forsvarsagenturets forsvarsteknologiske initiativer, der bl.a. udgøres af forskellige former for samarbejde mellem nationale eksperter, forsvarsindustrien og forskningsverdenen.

Som en del af PESCO-samarbejdet vil Danmark kunne præge udviklingen af det forsvarspolitiske samarbejde i EU. Danmark vil have mulighed for at deltage i fælles projekter om udvikling af kapabiliteter. Derudover vil dansk deltagelse i PESCO-projekter kunne styrke danske virksomheders forsknings- og udviklingsaktiviteter, og Forsvaret vil kunne få adgang til ny teknologi og forsvarsmateriel.

For begge samarbejder gælder, at deltagelse er frivillig for EU-medlemsstater.

Med beslutningsforslaget anmodes om Folketingets samtykke til, at regeringen giver meddelelse til Forsvarsagenturet om, at Danmark deltager i Forsvarsagenturet, og at regeringen anmoder om deltagelse i PESCO i henhold til henholdsvis artikel 45, stk. 2, og artikel 46, stk. 3, i Traktaten om Den Europæiske Union.

Idet jeg i øvrigt henviser til beslutningsforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale beslutningsforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.