L 129 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om aktiv socialpolitik.

(Øget ansvar til arbejdsløshedskasser for kontaktforløbet i de første 3 måneder, et forenklet kontaktforløb m.v., permanentgørelse af forsøg om jobrettet indsats til unge, forenkling af krav til vejledning m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 03-05-2023
1. behandlet / henvist til udvalg 09-05-2023
Betænkning afgivet 24-05-2023
2. behandlet/direkte til 3. behandling 30-05-2023
3. behandlet, vedtaget 02-06-2023
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Forslaget indeholder flere tiltag inden for beskæftigelsesindsatsen. For det første får a-kasserne øget ansvar for kontaktforløbet i de første 3 måneder af en dagpengemodtagers ledighedsforløb, og antallet af obligatoriske samtaler reduceres for at forenkle forløbet. For det andet skal a-kasserne bistå egne medlemmer med at finde et job og bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering. For det tredje skal a-kasserne visitere jobsøgende under 25 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse og forsørgerpligt til et kontaktforløb i jobcentret. For det femte skal der føres tilsyn med, om a-kasserne lever op til de nye krav, og kommunikationen mellem jobcentre og a-kasser forenkles så samarbejdet bliver mere smidigt. For det sjette permanentgøres det forsøg, der blev igangsat med »Trepartsaftale om mangel på arbejdskraft« af oktober 2021, så der gives en jobrettet indsats til aktivitetsparate, som ikke er motiveret for uddannelse. Endelig forenkles særreglerne om vejledning om rådighed og sanktioner, som fremgår af lov om aktiv socialpolitik.

Lovforslaget udmønter dele af »Anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen«, der blev indgået mellem den daværende S-regering, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti den 24. juni 2022. Aftalen er gennem besparelser på i alt 1,1 mia. kr., led i finansieringen af »Aftale om ny ret til tidlig pension«.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 104 (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF og NB), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 4 (ALT).