Skriftlig fremsættelse (31. august
2023)
Finansministeren
(Nicolai Wammen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner
for finansåret 2024, lov om fastsættelse af
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret
2025 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat,
kommuner og regioner for finansåret 2026 (Konsekvenser af
2030-planforløb og regeringens forslag til finanslov for
2024 m.v.)
(Lovforslag nr. L 131)
Lovforslaget
har til formål at ændre de konkrete niveauer for
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene
2024, 2025 og 2026.
Budgetlovens
§ 6, stk. 2, fastsætter, at finansministeren i
særlige tilfælde kan fremsætte et forslag til lov
om ændring af de i stk. 1 nævnte love om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner.
Bestemmelsen tager sigte på en samlet forhøjelse eller
reduktion af de tre udgiftslofter under ét, altså
ændringer i niveauet for de samlede offentlige udgifter.
Forslaget
følger af regeringens 2030-planforløb, som
ændrer de nuværende finans- og udgiftspolitiske rammer.
På baggrund af 2030-planforløbet er der ligeledes
foretaget en genfastsættelse af det statslige delloft for
indkomstoverførsler for 2024-26.
Finansministeren har endvidere i henhold til budgetlovens § 8
foretaget en række administrative korrektioner af de
gældende lofter som følge af blandt andet
omprioritering mellem stat, kommuner og regioner samt pris- og
lønopregninger. I henhold til § 2, stk. 1 love om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner
er udgiftslofterne derudover administrativt korrigeret som
følge af permanente omfordelinger mellem de to statslige
dellofter.
Med
lovforslaget foreslås de statslige udgiftslofter
ændret. Det statslige udgiftsloft er opdelt i to dellofter
for henholdsvis driftsudgifter og indkomstoverførsler.
Et udgiftsloft
angives som et beløb opgjort i milliarder kroner med
én decimal. Udgiftslofterne skal overholdes af stat,
kommuner og regioner hver især og må ikke overskrides
med henvisning til en samlet overholdelse af summen af
udgiftslofterne for de tre sektorer til sammen.
Forslaget er
sendt i høring samtidig med fremsættelsen med
høringsfrist den 28. september 2023. Høringssvarene
foreligger således ikke endnu, men vil blive fremsendt forud
for 1. behandlingen af forslaget efter genfremsættelsen.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.