Skriftlig fremsættelse (25. januar
2023)
Erhvervsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om adgang til
anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af
forbrugernes kollektive interesser
(Lovforslag nr. L 21)
Formålet med lovforslaget er at
bidrage til, at der på EU-plan, og på nationalt plan,
findes en effektiv og virkningsfuld processuel ordning for
anlæggelse af gruppesøgsmål om påbud og
genopretning, der er tilgængelig for forbrugere i alle
medlemsstater. Lovforslaget gennemfører et EU-direktiv om
adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til
beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser.
Et gruppesøgsmål er
kendetegnet ved, at søgsmålet berører en
flerhed af personer, og at en repræsentant for denne gruppe -
og ikke de enkelte forbrugere - anses som part i
søgsmålet. I bestemte tilfælde vil der med den
foreslåede lov kunne føres
"gruppesøgsmål", uden at der er individuelle
forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet.
Hensigten med lovforslaget er at øge
forbrugerbeskyttelsesniveauet ved at indføre mulighed for,
at godkendte myndigheder og organisationer, der repræsenterer
forbrugernes interesser, kan anlægge og føre to nye
typer af gruppesøgsmål mod erhvervsdrivende om
henholdsvis påbud, forbud og genopretning. Det vil betyde, at
forbrugere fx kan opnå at få adgang til erstatning,
hvis en virksomhed har overtrådt de regler, som direktivet
omfatter.
Lovforslaget indeholder krav til de
myndigheder og organisationer, som ønsker at blive godkendt
til at føre gruppesøgsmål. Myndigheder og
organisationer skal anmode om at blive godkendt og opfylde en
række betingelser.
Lovforslaget vil betyde, at de godkendte
myndigheder og organisationer kan anlægge nationale
gruppesøgsmål ved domstolene her i landet. På
samme måde vil myndigheder og organisationer, der er godkendt
i andre medlemsstater, kunne anlægge
grænseoverskridende gruppesøgsmål her i landet,
hvis der er mulighed herfor efter reglerne om værneting.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.