Skriftlig fremsættelse (25. januar
2023)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Lars Aagaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fremme af vedvarende energi (Investeringsstøtte til
forsøgsvindmøller, udbud af støtte til
anvendelse af kemiske brændstoffer eller produkter fra
elektricitet (Power-to-X), anvendelsesområdet for
VE-ordningerne, tilsyn med elproducerende anlæg på
havet og adgang til negativt pristillæg)
(Lovforslag nr. L 23)
Lovforslaget er en genfremsættelse af
lovforslag nr. L 37 (folketingsåret 2022-23, 1. samling), der
blev fremsat af den tidligere regering (Socialdemokratiet) den 5.
oktober 2022, jf. Folketingstidende 2022-23, A, L 37 som fremsat.
Lovforslag nr. L 37 bortfaldt ved udskrivelsen af valg til
Folketinget. Siden den tidligere fremsættelse er
ikrafttrædelsesdatoen ændret fra d. 1. januar 2023 til
den 1. april 2023.
Formålet
med lovforslaget er at understøtte den grønne
omstilling ved test og udvikling af grønne teknologier.
Med
lovforslaget foreslås det at støtten til
forsøgsvindmøller omlægges og
videreføres som investeringsstøtte for at udbygge
Danmarks position som globalt foregangsland inden for udviklings-
og demonstrationsprojekter på vindområdet. Lovforslaget
giver desuden ministeren bemyndigelse til at give
investeringsstøtte fra 2023 og frem til
forsøgsmøller på land og hav. Udbetaling af
støtte forudsætter, at der er afsat midler hertil. Da
støttemodellen ændres fra driftsstøtte til
investeringsstøtte, vil støtteordningen blive
videreført i nye bestemmelser, og de eksisterende
støtteordninger vil blive sat til at udløbe med
udgangen af 2022. Det foreslås, at de nærmere regler om
investeringsstøttemodellen, herunder
ansøgningsprocessen, fastsættes ved
bekendtgørelse.
Med
lovforslaget foreslås ændring af hjemlen i VE-lovens
§ 43 k til at afholde udbud af støtte til produktion af
Power-to-X-produkter, så klima-, energi- og
forsyningsministeren også får hjemmel til at afholde
udbud af støtte til anvendelse af Power-to-X-produkter.
Eftersom det i de kommende år kan blive relevant at afholde
et sådan udbud målrettet anvendelse, er formålet
med lovforslaget at imødekomme eventuelle fremtidige
politiske ønsker og aftaler herom.
Med
lovforslaget foreslås, at der foretages mindre
ændringer af VE-ordningerne vedrørende ordningernes
anvendelsesområde for VE-anlæg i ø-drift.
Formålet er at sikre, at værditabsordningen,
salgsoptionsordningen, VE-bonusordningen og grøn pulje
omfatter solcelleanlæg på land i ø-drift. Andre
VE-anlæg i ø-drift er efter gældende regler
omfattet af ordningerne. Formålet er desuden at sikre, at
garantifonden ikke finder anvendelse for VE-anlæg i
ø-drift.
Med
lovforslaget foreslås det, at der sker en præcisering
af VE-lovens § 22, § 25 og § 29, som vedrører
klima, energi- og forsyningsministerens mulighed for at føre
tilsyn med forundersøgelses-, etablerings- og
elproduktionstilladelser til elproducerende anlæg på
havet. VE-lovens bestemmelser giver klima-, energi- og
forsyningsministeren mulighed for at fastsætte vilkår i
forbindelse med udstedelsen af førnævnte tilladelser.
VE-lovens bestemmelser indeholder ikke en eksplicit adgang til at
fastsætte vilkår om tilsyn og føre tilsyn med
overholdelse af de vilkår, som er fastsat i tilladelserne.
Hjemlen følger indirekte af VE-lovens bestemmelser, men
klima-, energi- og forsyningsministeren finder det
hensigtsmæssigt at sikre en eksplicit hjemmel hertil.
Endeligt
foreslås det med lovforslaget, at der sker en
præcisering af reguleringen i tilknytning til VE-lovens
§§ 43 f, stk. 1 og §§ 43 g, stk. 1
vedrørende en fast afregningspris, der ekspliciterer
Energistyrelsens adgang til at foretage modregning i
pristillæg (som negativt pristillæg) ved en markedspris
over den faste afregningspris for produktion af elektricitet ved
anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved
biomasse.
Lovforslaget
har til hensigt at fremme vedvarende energi.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft d. 1. april 2023. Da lovforslaget indebærer
erhvervsrettet lovgivning er der opnået dispensation fra
kravet om, at forslaget vedtages senest 4 uger før d. 1.
april 2023. Som følge af tidspunktet for regeringsdannelse
er der opnået dispensation for de faste
ikrafttrædelsestidspunkter 1. januar og 1. juli.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.