L 51 Forslag til lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.

Af: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 18-04-2023

Optrykt: 18-04-2023

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 18. april 2023

20222_l51_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 18. april 2023

Forslag

til

Lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven finder anvendelse på administration af Den Europæiske Unions forordninger under den fælles landbrugspolitik m.v. om:

1) Ordninger, der finansieres helt eller delvis af Den Europæiske Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

2) Den fælles markedsordning for landbrugsvarer.

3) Ordninger for landbrugsvarer omfattet af bilag I i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde uden at være omfattet af en markedsordning.

4) Handelsordninger for visse varer fremstillet af landbrugsprodukter.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på støtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter inden for bevillinger afsat på de årlige finanslove, som er omfattet af artikel 107-109 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Stk. 3. Loven finder anvendelse på ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris gennemførelse af projekter vedrørende udtagning af kulstofrige lavbundsjorder (klimalavbundsprojekter).

Kapitel 2

Bemyndigelser til at fastsætte regler om støtteordninger m.v.

§ 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler og træffe de beslutninger, der er nødvendige for anvendelse af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler og træffe de beslutninger, der er nødvendige for anvendelsen af ordninger og forordningsbestemmelser, som i medfør af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, er frivillige for medlemsstaterne at anvende.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om fravigelse af regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, i det omfang forordningerne indeholder adgang hertil.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om ansøgning om støtte, betingelser for støtte og vilkår for modtagelse af støtte, støtteniveau, beregning af støtte, modtagerkreds, udbetaling af støtte, rådighed, overdragelse og supplerende betingelser for udbetaling af støtte finansieret helt eller delvis af Den Europæiske Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. Der kan desuden fastsættes regler om administration af støtteordninger, herunder om prioritering, udvælgelse og afslag på ansøgninger, og om regnskab og revision for støtte.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om forhold relateret til klassificering af slagtekroppe omfattet af Den Europæiske Unions forordninger.

§ 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om støtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter inden for de bevillinger, der afsættes på de årlige finanslove, og inden for rammen af Den Europæiske Unions statsstøtteregler.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om ansøgning om støtte, herunder om form, indhold og tidsfrister, betingelser og vilkår for modtagelse af støtte, beregning af støtte, modtagerkreds, udbetaling af støtte, støtteniveau og støtteberettigede udgifter, støttekriterier og andre forpligtelser. Der kan desuden fastsættes regler om administration af støtteordninger, herunder om prioritering, udvælgelse af ansøgninger og afslag på ansøgninger, og om regnskab og revision for støtte og nedsættelse, bortfald og tilbagebetaling af støtte.

§ 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan for de ordninger, der er omfattet af § 1, stk. 1, inden for deres respektive områder, medmindre andet er fastsat i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, fastsætte regler om følgende administrative foranstaltninger og sanktioner for overtrædelse af regler eller undladelse af opfyldelse af forpligtelser fastsat i denne lov, i regler fastsat i medfør af denne lov eller i regler fastsat i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, vedrørende ansøgt støtte:

1) Reduktion af støtte til det retmæssige beløb.

2) Suspension af støtte.

3) Nedsættelse af støtte i form af en sanktion med et beløb ud over reduktionen.

4) Bortfald af støtte.

5) Hel eller delvis tilbagebetaling af uberettiget udbetalt støtte.

6) Hel eller delvis tilbagebetaling af støtte med et beløb, der overstiger den uberettigede udbetalte støtte.

7) Hel eller delvis udelukkelse fra at ansøge om støtte i senere perioder end det tidspunkt, hvor overtrædelsen eller undladelsen fandt sted.

§ 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at støtte efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov betinges af, at eventuelle forpligtelser vedrørende klima, natur og miljø for ejendommens ejer fastlægges i en tinglyst servitut.

§ 6. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter ikke finder anvendelse for private udbydere af bygge- og anlægsarbejder, som modtager offentlig støtte i henhold til forordninger, der er nævnt i denne lovs § 1, stk. 1, nr. 1, og nationale støtteordninger, som er omfattet af denne lovs § 1, stk. 2, i det omfang størrelsen af den offentlige støtte er fastsat på baggrund af standardomkostninger.

Kapitel 3

Gennemførelse af klimalavbundsprojekter

§ 7. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan gennemføre projekter vedrørende udtagning af kulstofrige lavbundsjorder (klimalavbundsprojekter), herunder ved køb af projektarealer, køb af erstatningsarealer, efterfølgende salg af disse og jordfordeling. Ministeren kan afholde nødvendige anlægsudgifter.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for gennemførelse af projekterne, herunder om krav til projekterne.

Kapitel 4

Særlige oplysningspligter

§ 8. En tilsagnshaver eller en støttemodtager efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, skal i hele perioden, hvor betingelserne for støtte skal være opfyldt, på forlangende af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller ministeren for landdistrikter inden for deres respektive områder afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for støtte er opfyldt.

Stk. 2. En tilsagnshaver eller en støttemodtager skal i hele perioden, hvor betingelserne for støtte skal være opfyldt, underrette den af de i stk. 1 nævnte ministre, inden for hvis område ordningen hører, hvis betingelserne for støtte ikke længere er opfyldt.

§ 9. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal indberette oplysninger om aftaler indgået efter § 13 d i lov om vandforsyning m.v. og om påbud, forbud eller rådighedsindskrænkning, som er udstedt i medfør af §§ 24 og 26 a i lov om miljøbeskyttelse. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om tidsfrister for indberetningen.

§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at importører, eksportører, støttemodtagere, producenter, handlende, virksomheder, indkøbsfællesskaber og erhvervs- og brancheorganisationer skal afgive de oplysninger, der er nødvendige for at opfylde indberetningspligten til Europa-Kommissionen i medfør af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at importører, eksportører, producenter, handlende, virksomheder, indkøbsfællesskaber og erhvervs- og brancheorganisationer skal indberette oplysninger, der skal danne grundlag for udbetaling af støtte finansieret helt eller delvis af Den Europæiske Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om tidsfrister for indberetningen.

Kapitel 5

Formålsbestemte betalinger m.v.

§ 11. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om hel eller delvis betaling for omkostningerne ved kontrolopgaver, der udføres efter Den Europæiske Unions forordninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan endvidere fastsætte regler om hel eller delvis betaling for særlige tjenesteydelser, som de kontrollerende myndigheder udfører efter anmodning.

Stk. 3. Betalingsforpligtelser efter regler, der er fastsat i medfør af stk. 1 eller 2, som ikke opfyldes rettidigt, tillægges, medmindre andet er fastsat i Den Europæiske Unions forordninger, en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats i renteloven med tillæg fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For rykkerbreve betales et gebyr på 100 kr., som reguleres med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 10.

§ 12. Ved tilbagebetaling af støtte, der er ydet efter regler fastsat ved forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, i denne lov eller i regler fastsat i medfør af denne lov, og som ikke betales rettidigt, tillægges, medmindre andet er fastsat i Den Europæiske Unions forordninger, en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats i renteloven med tillæg fra forfaldsdagen at regne, jf. dog stk. 2. Rentekrav, der udgør mindre end 50 kr., inddrives dog ikke.

Stk. 2. Ved tilbagebetaling af støtte, der er ydet efter regler fastsat i medfør af denne lovs § 3, tillægges rente. Forrentning skal ske med den i henhold til Den Europæiske Unions statsstøtteregler til enhver tid fastsatte rentesats, der anvendes af Europa-Kommissionen ved tilbagebetaling af statsstøtte. Renter tilskrives med renters rente fra den dato, hvor støtten første gang blev stillet til rådighed for modtageren, og indtil datoen for tilbagebetaling af støtten. Renter, der er påløbet i det foregående år, tilskrives rente hvert efterfølgende år.

Stk. 3. Tilbagebetalingskrav i forbindelse med støtte, der både er finansieret af nationale midler og Den Europæiske Unions midler, forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Kapitel 6

Kontrol og offentliggørelse af kontrolresultater m.v.

Kontrol

§ 13. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om tilsyn og kontrol med, at denne lov og regler fastsat i medfør af denne lov og regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, overholdes.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om opbevaring af oplysninger med henblik på tilsyn og kontrol med overholdelse af denne lov og regler fastsat i medfør af denne lov og regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

§ 14. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af denne lov og af regler fastsat i medfør af denne lov og af regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af forpligtelser fastsat i en tinglyst servitut for ejendommens ejer efter regler fastsat i medfør af § 5 og efter regler fastsat i medfør af lov om Landdistriktsfonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 6. februar 2020.

§ 15. Den, der er omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, skal efter anmodning fra den af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller ministeren for landdistrikter, under hvis område ordningen hører, eller den, som den pågældende minister har bemyndiget hertil, give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for gennemførelse af kontrol.

Stk. 2. Den, der er omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, skal vederlagsfrit yde den minister, under hvis område ordningen hører, eller den, som den pågældende minister bemyndiger hertil, fornøden bistand ved kontrol, udtagning af prøver, kopiering og udlevering af skriftligt materiale samt udskrifter af elektroniske data.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger hertil, kan som led i løsningen af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, uden at betale vederlag medtage eller udtage prøver af planter, planteprodukter og andre objekter mod kvittering.

§ 16. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger hertil, har inden for deres respektive områder, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, recepter, forretningsbøger og papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af kontrolopgaver i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af kontrol efter stk. 1. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler herom.

Stk. 3. Rigsrevisionen, repræsentanter for Europa-Kommissionen, Den Europæiske Revisionsret og lignende personer, der er nødvendige, for at kontrolmyndigheden kan leve op til sine retlige forpligtelser, kan på tilsvarende betingelser og i følge med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger hertil, deltage i kontrollen efter stk. 1.

§ 17. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger dertil, kan inden for deres respektive områder hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed, herunder om skatteforhold, eventuelt i elektronisk form.

Offentliggørelse af kontrolresultater

§ 18. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan med navns nævnelse offentliggøre resultater samt art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen, herunder regler om, at klage ikke har opsættende virkning på offentliggørelsen.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, hvor, på hvilken måde og i hvilken form virksomheder skal gøre kontrolresultaterne tilgængelige for offentligheden, herunder på hvilke betingelser virksomheder kan fritages for pligten til at gøre kontrolresultater tilgængelige.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder om, at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et elektronisk informationssystem vedrørende kontrolresultater.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort eller skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

Kapitel 7

Digitalisering m.v.

§ 19. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra henholdsvis Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Kirkeministeriet om forhold omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og den til enhver tid gældende nationale e-id-løsning el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 4. Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministrene, der er nævnt i stk. 1, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan fastsætte regler om opfyldelse af underskriftskravet i stk. 4.

§ 20. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at kortværk, der henvises til i regler fastsat i medfør af denne lov, ikke kundgøres i Lovtidende.

Stk. 2. Ved udnyttelse af bemyndigelsen i stk. 1 fastsætter ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri regler om, hvordan kortværket skal kundgøres, herunder om sikkerhed i forbindelse med kundgørelsen.

Kapitel 8

Lokale aktionsgrupper og udvalg m.v.

§ 21. Ministeren for landdistrikter nedsætter et indstillingsudvalg, der udvælger og afgiver indstilling om godkendelse af indsendte lokale udviklingsstrategier.

Stk. 2. Ministeren for landdistrikter kan fastsætte regler om etablering og drift af lokale aktionsgrupper, der kan medvirke til administration af denne lov.

§ 22. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et udvalg med den opgave at rådgive om stillingtagen til Den Europæiske Unions landbrugspolitik og om tilrettelæggelse af administrationen heraf.

Stk. 2. Ministeren udnævner til formand for udvalget en repræsentant fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og fastsætter forretningsordenen for udvalget. I forretningsordenen fastlægges udvalgets sammensætning og antallet af repræsentanter for de enkelte organisationer eller grupper af organisationer. Ministeriet varetager sekretariatsopgaver for udvalget.

§ 23. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter en overvågningskomité med repræsentanter for de berørte myndigheder, interesseorganisationer, foreninger og partnerskaber til at varetage forordningsbestemte opgaver vedrørende administration af støtteordninger, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, og som er omfattet af den strategiske plan for dansk udmøntning af Den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik.

Kapitel 9

Delegation og klage m.v.

§ 24. Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller ministeren for landdistrikter deres beføjelser efter loven til en myndighed under det pågældende ministerium, kan ministrene inden for deres respektive områder fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage i særlige tilfælde ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministrene kan fastsætte nærmere regler om indgivelse af klage, herunder om formkrav til klagen.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder efter forhandling med vedkommende minister henlægge deres beføjelser efter loven til en anden statslig myndighed eller institution. Ministrene kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens eller institutionens afgørelser, herunder om, at klage i særlige tilfælde ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministrene kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klage, herunder om formkrav til klagen.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder efter forhandling med vedkommende kommunale organisation henlægge varetagelsen af opgaver vedrørende støtteordninger, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, og støtteordninger omfattet af § 1, stk. 2, til en kommunal myndighed eller institution. Ministrene kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over den kommunale myndigheds eller institutions afgørelse, herunder om, at klage i særlige tilfælde ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministrene kan endvidere fastsætte nærmere regler om indgivelse af klage, herunder om formkrav til klagen. De pågældende ministre kan ændre afgørelserne, uden at der foreligger klage. De pågældende ministre bevarer deres fulde instruktionsbeføjelse.

Stk. 4. Ministeren for landdistrikter kan henlægge kompetencen til at træffe afgørelse om at indstille en ansøgning om støtte til godkendelse hos ministeren eller at afvise ansøgningen til den lokale aktionsgruppes bestyrelse. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over den lokale aktionsgruppes bestyrelses afgørelser og om den lokale aktionsgruppes bestyrelses adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klage, herunder om formkrav til klagen, og om, at afgørelserne kun kan påklages, for så vidt angår retlige spørgsmål. Ministeren kan ændre afgørelserne, uden at der foreligger klage. Ministeren bevarer sin fulde instruktionsbeføjelse.

§ 25. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder indgå de aftaler, der er nødvendige i forbindelse med administration af ordninger omfattet af denne lov.

§ 26. Kommuner, regioner, andre offentlige myndigheder, offentligretlige organer og offentlige fonde kan deltage i finansieringen af den støtte, som ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter inden for deres respektive områder kan yde i medfør af loven i relation til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om finansieringen nævnt i stk. 1.

§ 27. Afgørelser truffet i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til direkte anvendelige regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, kan, hvis ikke andet er fastsat i denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, 2 og 4-8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Afgørelserne kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de klagepunkter, der er anført i klagen.

Kapitel 10

Straf

§ 28. Medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a, straffes med bøde den, der

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov,

2) handler i strid med vilkår, der er fastsat i en afgørelse, der træffes i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov,

3) undlader at afgive den erklæring, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til § 8, stk. 1,

4) undlader at opfylde underretningspligten i § 8, stk. 2,

5) undlader at afgive oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive efter regler fastsat i medfør af § 10, stk. 1,

6) undlader at opfylde en indberetningspligt efter regler fastsat i medfør af § 10, stk. 2,

7) overtræder forbud meddelt efter § 14,

8) undlader at efterkomme påbud meddelt efter § 14,

9) undlader at give alle oplysninger eller yde kontrolmyndigheden bistand efter § 15 eller

10) undlader at give kontrolmyndigheden adgang efter § 16, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 29. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri for nærmere angivne sager om overtrædelse af denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov og regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på sådanne bødefo‍relæg.

Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.

Kapitel 11

Ikrafttrædelses- og ophævelsesbestemmelser

§ 30. Loven træder i kraft den 30. juni 2023.

Stk. 2. Lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v. ophæves.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter tidspunktet for ophævelse af lov om Landdistriktsfonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 6. februar 2020.

Stk. 4. Regler, der er fastsat i medfør af lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler, der er fastsat i medfør af denne lov. Regler om straf for overtrædelse af regler, der er fastsat i de pågældende bekendtgørelser, forbliver i kraft, indtil bekendtgørelserne ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 5. Regler, der er fastsat i medfør af følgende lovbestemmelser, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler:

1) § 8 i lov om drift af landbrugsjorder, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 3. februar 2020, som ændret ved § 32 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.

2) § 45, stk. 4, i lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 8 af 6. januar 2022, som ændret ved § 33 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.

3) § 13, stk. 3, i lov om planter og plantesundhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1132 af 3. juli 2020, som ændret ved § 34 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.

4) § 17, stk. 3, og § 48 i lov nr. 338 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag som ændret ved § 1 i lov nr. 1569 af 27. december 2019 og § 36 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.

5) § 69, stk. 1, 2 og 4, og §§ 69 a og 69 b i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 2192 af 29. december 2020, § 6 i lov nr. 126 af 30. januar 2021, lov nr. 415 af 5. april 2022 og § 37 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.

Kapitel 12

Ændringer i anden lovgivning

§ 31. I lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet, som ændret bl.a. ved § 57 i lov nr. 338 af 2. april 2019, § 27 i lov nr. 58 af 28. januar 2020, § 73 i lov nr. 133 af 25. februar 2020, § 2 i lov nr. 784 af 4. maj 2021 og § 31 i lov nr. 1590 af 28. december 2022 og senest ved § 23 i lov nr. 192 af 28. februar 2023, foretages følgende ændring:

1. § 19 affattes således:

»§ 19. Uanset § 18, stk. 1, opkræves og betales ikke gebyr for klager i følgende sager:

1) Klager over fredningsafgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 40.

2) Klager over ekspropriationsbeslutninger efter naturbeskyttelseslovens § 60, skovlovens § 23, regler fastsat i medfør af naturbeskyttelseslovens § 60 a, § 27 i lov om råstoffer, § 33 i lov om beskyttelsen af de ydre koge i Tøndermarsken, vandforsyningslovens § 40, jordforur‍eningslovens § 22, stk. 2 og 4, vandløbslovens § 71 og miljøbeskyttelseslovens § 58 samt klager over afgørelser truffet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 82, når disse afgørelser vedrører sager efter miljøbeskyttelseslovens § 58.

3) Klager over afgørelser efter naturbeskyttelseslovens §§ 19 d-19 g, § 37, stk. 4, og § 37 a, stk. 3.

4) Klager over afgørelser efter skovlovens §§ 19-21.

5) Klager over afgørelser, der træffes i henhold til regler udstedt i medfør af tekstanmærkninger ad § 24 på finansloven.

6) Klager over afgørelser, der indbringes for nævnet efter

a) § 7 a i lov om indkøbsforeninger for mindre virksomheder i landdistrikterne,

b) § 11 a i lov om læhegn og tilskud til læplantning,

c) § 8 b i lov om Kongeriget Danmarks Fiskeribank,

d) § 10 a i lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren,

e) § 27 a i jordfordelingsloven,

f) § 18 a i økologiloven,

g) § 10 a i lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v.,

h) § 5 a i lov om foderstoffer,

i) § 58 a i lov om fødevarer,

j) § 4 a i lov om sikring af dyrepatogener,

k) § 38 a i lov om landbrugsejendomme,

l) § 11 a eller § 13 a i lov om Landdistriktsfonden,

m) § 11 a eller § 13 a i lov om Hav- og Fiskerifonden,

n) § 4 a i lov om behandling af oplysninger om brug af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget,

o) § 22 b i landbrugsstøtteloven,

p) § 19 i lov om visse landdistriktsrelaterede tilskud‍sordninger m.v.,

q) § 18 a i lov om Grønt Udviklings- og Demonstrati‍onsprogram,

r) § 66 i lov om hold af dyr,

s) § 110 a i fiskeriloven,

t) § 16 a i lov om drift af landbrugsjorder,

u) § 17 a i lov om biavl,

v) § 36 a i lov om dyrlæger,

w) § 4 a i lov om hunde,

x) § 23 a i lov om plantenyheder,

y) § 21 a i lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v.,

z) § 52 i dyrevelfærdsloven,

æ) § 10 a i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink,

ø) § 23 i lov om planter og plantesundhed m.v. og

å) § 27 i lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.

7) Klager over afgørelser efter § 13, stk. 6, i lov om apoteksvirksomhed.

8) Klager, der udelukkende vedrører afslag på aktindsigt, sammenstilling af oplysninger i databaser (dataudtræk) og indsigt i databeskrivelser m.v. efter lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

9) Klager over afgørelser truffet i henhold til regler fastsat i medfør af § 40 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag.

10) Klager over afgørelser, der træffes efter lov om Fonden for Plantebaserede Fødevarer.«

§ 32. I lov om drift af landbrugsjorder, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 3. februar 2020, som ændret ved § 32 i lov nr. 1590 af 28. december 2022, foretages følgende ændringer:

1. § 4, nr. 4, affattes således:

»4) Småbiotoper og småplantninger til og med 1,0 ha.«

2. § 5, stk. 2, nr. 3, affattes således:

»3) Arealer med småbiotoper, der består af træer og buske, og småplantninger til og med 1,0 ha.«

3. § 8 affattes således:

»§ 8. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af landbrugsjorder, jf. §§ 3-7, herunder om fravigelser af reglerne i særlige tilfælde eller af hensyn til ejeren eller brugeren af arealets overholdelse af forpligtelser for arealbaseret støtte finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget eller Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.«

§ 33. I lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 8 af 6. januar 2022, som ændret ved § 33 i lov nr. 1590 af 28. december 2022, foretages følgende ændring:

1. § 45, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at betaling for kontrol, der udføres efter økologiloven, lov om hold af dyr eller lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., skal opkræves efter stk. 2, når kontrollen indgår som en del af et overordnet kontrolområde omfattet af denne lov.«

§ 34. I lov om planter og plantesundhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1132 af 3. juli 2020, som ændret ved § 34 i lov nr. 1590 af 28. december 2022, foretages følgende ændring:

1. § 13 affattes således:

»§ 13. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling for omkostninger ved kontrolopgaver, der udføres efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling for særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer, certificeringer, godkendelser, registreringer, tilladelser, undersøgelser, attestationer og dispensationer m.v., der ydes i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Bestillinger på plantesundhedscertifikater for frø og konsumvarer, der udføres til stater, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, kan mod betaling af et tillæg til certifikatgebyret behandles forud for tidligere modtagne bestillinger. I hastende tilfælde betales et tillæg på 50 pct. af certifikatgebyret fastsat efter stk. 1. I meget hastende tilfælde betales tillige et tillæg på 400 kr.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at betaling for kontrol, der udføres efter lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., skal opkræves efter stk. 1, når kontrollen indgår som en del af et overordnet kontrolområde omfattet af denne lov.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om betaling for omkostninger ved opgaver vedrørende opfølgende kontrol og genkontrol efter konstatering af manglende overholdelse af pligt til bekæmpelse af uønskede hjemmehørende plantearter efter regler fastsat i medfør af § 12.

Stk. 5. Ministeren kan i regler fastsat efter stk. 1 fastsætte nærmere regler om den private juridiske persons opkrævning af gebyr i forbindelse med opgaver henlagt i medfør af § 22, stk. 3.«

§ 35. I jordfordelingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 31 af 4. januar 2017, som ændret ved § 35 i lov nr. 1590 af 28. december 2022, foretages følgende ændring:

1. § 2, stk. 4, 1. pkt., affattes således:

»Formanden og viceformændene udpeges af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og skal have juridisk kandidateksamen eller tilsvarende juridiske kvalifikationer af betydning for varetagelse af hvervet.«

§ 36. I lov nr. 338 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag, som ændret ved § 1 i lov nr. 1569 af 27. december 2019 og § 36 i lov nr. 1590 af 28. december 2022, foretages følgende ændringer:

1. § 17, stk. 2, nr. 1, affattes således:

»1) Hvis virksomheden ikke har opfyldt betingelserne i en frivillig ordning om kvælstofreducerende virkemidler efter regler fastsat i medfør af § 39 a eller betingelser i en hertil knyttet tilskudsordning etableret i medfør af § 2 i lov om Landdistriktsfonden eller § 2 i lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.«

2. § 17, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at en virksomhed får reduceret den samlede kvote for kvælstof for planperioden, hvis virksomheden har valgt at anvende en fleksibel frist for etablering af efterafgrøder efter regler fastsat i medfør af denne lovs §§ 38, 39 a eller 40, § 2 i lov om Landdistriktsfonden eller § 2 i lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.«

3. § 48 affattes således:

»§ 48. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om forhold omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov skal foregå digitalt.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og den til enhver tid gældende nationale e-id-løsning el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 4. Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om opfyldelse af underskriftskravet i stk. 4.«

§ 37. I lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 2192 af 29. december 2020, § 6 i lov nr. 126 af 30. januar 2021, lov nr. 415 af 5. april 2022 og § 37 i lov nr. 1590 af 28. december 2022, foretages følgende ændringer:

1. § 69, stk. 1 og 2, affattes således:

»Miljøministeren kan fastsætte regler om pligt til at anvende digital kommunikation om forhold omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation omfattet af stk. 1, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur og lign.«

2. § 69, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilken myndighed der er ansvarlig for oplysninger omfattet af stk. 1.«

3. § 69 a affattes således:

»§ 69 a. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse, herunder udelukkende digitalt, af oplysninger omfattet af § 69, stk. 1. Oplysningerne kan vedrøre strafbare forhold på lovens område og kan være med navns nævnelse.«

4. § 69 b affattes således:

»§ 69 b. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om forhold omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov skal foregå digitalt.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og den til enhver tid gældende nationale e-id-løsning el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 4. Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om opfyldelse af underskriftskravet i stk. 4.«

Kapitel 13

Territorial gyldighed

§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.