Skriftlig fremsættelse (22. februar
2023)
Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri (Jacob Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om administration af den
fælles landbrugspolitik m.v.
(Lovforslag nr. L 51)
Formålet med lovforslaget er at samle
det lovgrundlag, som supplerer Den Europæiske Unions
forordninger om den fælles landbrugspolitik m.v. i Danmark, i
én ny hovedlov. Lovforslaget vil udgøre det nationale
hjemmelsgrundlag for reformperioden 2023-2027 og for kommende
reformperioder for den fælles landbrugspolitik.
Lovforslaget er indholdsmæssigt
identisk med lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af
den fælles landbrugspolitik m.v., jf. lovforslag nr. L 10 fra
folketingssamlingen 2022-2023 (2. samling), som blev fremsat for
Folketinget den 19. december 2022 og hastebehandlet i Folketinget i
perioden fra den 20. december 2022 til den 22. december 2022. Der
er i lovforslaget foretaget enkelte mindre justeringer af
lovteknisk karakter i forhold til det tidligere lovforslag.
I overensstemmelse med regeringsgrundlaget
"Ansvar for Danmark" indeholdt den hastebehandlede lov en
solnedgangsklausul med henblik på at sikre, at Folketinget
får mulighed for at genbehandle det hastebehandlede
lovforslag under normale vilkår senest seks måneder
efter hastebehandlingens vedtagelse.
Det foreslås, at den nye hovedlov
udformes sådan, at den indeholder en række
bemyndigelsesbestemmelser med henblik på, at der
administrativt kan fastsættes supplerende regler til brug for
administrationen af forordningsgrundlaget for den fælles
landbrugspolitik m.v., herunder i nødvendigt omfang
også de gennemførelsesretsakter, der udstedes i
medfør af forordningerne. Forordningsgrundlaget om
støtte, som ydes af Den Europæiske Garantifond for
Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for
Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) til ordninger beskrevet i den
strategiske plan for perioden 2023-2027, finder anvendelse fra den
1. januar 2023.
Med lovforslaget lægges op til at
bemyndige ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og
ministeren for landdistrikter til inden for deres respektive
områder at kunne fastsætte regler om konkrete
støtteordninger afhængig af udformningen af
forordningsgrundlaget for den fælles landbrugspolitik m.v. og
også af de nationale politiske valg, der træffes i
forbindelse med fastsættelsen af sådanne
støtteordninger.
Med udformningen af lovforslaget,
således at den kommende hovedlov vil indeholde en række
bemyndigelsesbestemmelser, tilgodeses desuden muligheden for at
tilpasse dansk ret til ændringer af den fælles
landbrugspolitik ved senere reformer inden for rammerne af Den
Europæiske Unions nuværende fælles
landbrugspolitik.
Der lægges med lovforslaget endvidere
op til at bemyndige ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri og ministeren for landdistrikter til inden for deres
respektive områder at fastsætte regler om støtte
til landbrugs- og skovbrugssektoren og til landdistrikter, som er
omfattet af artikel 107-109 i Traktaten om Den Europæiske
Unions Funktionsmåde.
Endvidere indeholder lovforslaget hjemmel
til, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan
gennemføre projekter vedrørende udtagning af
kulstofrige lavbundsjorder, de såkaldte
klima-lavbundsprojekter.
Med lovforslaget sikres hjemmel til
udmøntning af "Aftale om grøn omstilling af dansk
landbrug" indgået den 4. oktober 2021 mellem den
daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre,
Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal
Alliance og Kristendemokraterne.
Lovforslaget er udtryk for en forenkling af
lovgivningsstrukturen på området, hvorefter den danske
regulering, der skal sikre grundlaget for administrationen af den
fælles landbrugspolitik, samles i én ny hovedlov.
Lovforslaget skal således erstatte dele af
landbrugsstøtteloven, lov om Landdistriktsfonden og dele af
lov om skove.
Samtidig medfører lovforslaget behov
for ændringer af lov om drift af landbrugsjorder, lov om
fødevarer, lov om planter og plantesundhed m.v., lov om
Miljø- og Fødevareklagenævnet, lov om
jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til
jordbrugsmæssige formål m.m., lov om jordbrugets
anvendelse af gødning og næringsstofreducerende tiltag
og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 30. juni 2023.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.