L 59 Forslag til lov om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård.

Af: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 02-05-2023

Afgivet: 02-05-2023

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 2. maj 2023

20222_l59_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 2. maj 2023

1. Ændringsforslag

Udlændinge- og integrationsministeren har stillet 2 ændringsforslag.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af ALT og NB indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (NB) indstiller lovforslaget til vedtagelse. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Danmarksdemokraterne

Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget mener, at det er et kæmpe svigt over for borgerne i Bording og omegn, at regeringen ikke vil oprette et tredje udrejsecenter for udviste kriminelle udlændinge. I stedet vil regeringen kompensere naboerne til Kærshovedgård for den utryghed, de lever med.

Danmarksdemokraterne vil gerne understrege, at det selvfølgelig er rimeligt, at naboerne kompenseres, når de hver eneste dag skal leve med utryghed, som de kriminelle udlændinge skaber. Derfor kommer Danmarksdemokraterne også til at stemme for lovforslaget.

Men samtidig vil DD gerne understrege, at det på ingen måde er en holdbar løsning, og det vil heller ikke medføre, at borgerne i Bording vil blive udsat for mindre kriminalitet eller utryghed. Det skal der gøres noget ved.

Derfor mener vi i Danmarksdemokraterne, at der skal gøres meget mere for at sende kriminelle udlændinge til deres hjemland. Samtidig skal der etableres et nyt udrejsecenter for udviste kriminelle udlændinge, hvor de kriminelle udlændinge kan opholde sig, indtil de sendes tilbage til deres hjemland. Det nye udrejsecenter skal placeres et sted, som er så afsondret som overhovedet muligt, så de udviste kriminelle udlændinge ikke kan skabe utryghed og begå kriminalitet i lokalområdet og resten af landet, som der har været flere tilfælde af.

På den baggrund vil vi i Danmarksdemokraterne opfordre regeringen til at indkalde Folketingets partier til drøftelser med henblik på at etablere et tredje udrejsecenter for udviste kriminelle udlændinge, så vi kan hjælpe og aflaste borgerne, der er naboer til Udrejsecenter Kærshovedgård. Samtidig skal det under disse drøftelser undersøges, hvad der kan gøres for, at de kriminelle udlændinge i hurtigere og i højere grad sendes tilbage til deres hjemland.

Radikale Venstre

Radikale Venstres medlem af udvalget har forståelse for, at det kan opleves utrygt at være nabo til Udrejsecenter Kærshovedgård. RV finder det uhensigtsmæssigt, at så stor en gruppe er samlet på samme center. RV så hellere, at opgaven med indkvartering af udvisningsdømte og personer på tålt ophold var fordelt på flere steder i landet. Derudover er det yderst problematisk, at afviste asylansøgere, herunder kvinder, som ikke har gjort noget kriminelt, indkvarteres sammen med tidligere dømte og personer på tålt ophold. Det er således en afgørende forudsætning for RV's støtte til lovforslaget, at der tages hensyn til særligt sårbare personer, således at for eksempel kvinder, som alene er afviste asylansøgere, indkvarteres under andre forhold end de nuværende på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter lovforslaget, på trods af at DF allerhelst så, at Kærshovedgård blev nedlagt og beboerne enten blev anbragt bag lås og slå, indtil det er muligt at hjemsende dem, eller alternativt anbragt på den nedlagte flådestation Grønnedal på Grønland, indtil hjemsendelse er mulig. Men økonomisk kompensation til de omkringboende borgere er trods alt et skridt i retning mod at anerkende, at beboerne på Kærshovedgård er til voldsom gene for den lokale befolkning.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 2

Af udlændinge- og integrationsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af NB):

1) I paragraffen udgår »indtil«.

[Sproglig præcisering]

Til § 3

2) I stk. 5 ændres »den omfattede ejendom« til: »ejendommen«.

[Sproglig præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en sproglig præcisering, hvorved ordet indtil udgår, idet ordet kan give en opfattelse af, at der er tale om en variabel tidsramme på 3 år, hvilket ikke er hensigten.

Der er med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer i bestemmelsen.

Til nr. 2

Det foreslås, at »den omfattede ejendom« ændres til »ejendommen«. Der er tale om en sproglig præcisering.

Der er med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer i bestemmelsen.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 15. marts 2023 og var til 1. behandling den 23. marts 2023. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og udlændinge- og integrationsministeren sendte den 22. juli 2022 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 124 (folketingsåret 2021-22). Den 16. marts 2023 sendte udlændinge- og integrationsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 6 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Birgitte Vind (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S) Camilla Fabricius (S) Fie Hækkerup (S) Kasper Sand Kjær (S) Malte Larsen (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Jensen (S) Mads Fuglede (V) Morten Dahlin (V) Erling Bonnesen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Mohammad Rona (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Peter Skaarup (DD) Inger Støjberg (DD) Steffen Larsen (LA) Helena Artmann Andresen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (NB) Pia Kjærsgaard (DF) nfmd. Carl Valentin (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Rosa Lund (EL) Christian Friis Bach (RV) Nanna Høyrup (ALT)

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Moderaterne (M)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)6
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1