L 75 Forslag til lov om ændring af momsloven, chokoladeafgiftsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af momsloven.

(Indberetning af betalingsoplysninger til bekæmpelse af grænseoverskridende momssvig, omvendt betalingspligt for teleydelser, notifikationsordning i visse afgiftslove, ændring af regler om ansvarsfrihed, tydeliggørelse af praksis om skærpede bøder, oplysningspligt i forbindelse med delvis momsfradragsret, justering af regler om udtagning, fritagelse for lønsumsafgift på energivirksomheders aktiviteter vedrørende indefrysning i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger, ændring af regler om kompetence til opkrævning af visse underholdsbidrag m.v.).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-03-2023

Fremsættelse: 29-03-2023

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

20222_l75_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

Skatteministeren (Jeppe Bruus):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af momsloven, chokoladeafgiftsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af momsloven (Indberetning af betalingsoplysninger til bekæmpelse af grænseoverskridende momssvig, omvendt betalingspligt for teleydelser, notifikationsordning i visse afgiftslove, ændring af regler om ansvarsfrihed, tydeliggørelse af praksis om skærpede bøder, oplysningspligt i forbindelse med delvis momsfradragsret, justering af regler om udtagning, fritagelse for lønsumsafgift på energivirksomheders aktiviteter vedrørende indefrysning i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger, ændring af regler om kompetence til opkrævning af visse underholdsbidrag m.v.)

(Lovforslag nr. L 75)

E-handel er i kraftig vækst, og der er brug for redskaber til at kontrollere, at virksomheder i andre EU-lande, der sælger varer og ydelser til danske forbrugere, betaler korrekt moms. For at bekæmpe momssvig ved e-handel forslås det at gennemføre nye EU-regler om indberetning af visse betalingsoplysninger fra betalingstjenesteudbydere.

Skatteforvaltningens kontrolmuligheder skal forbedres. Derfor foreslås det at indføre omvendt betalingspligt for moms på teleydelser for at minimere risikoen for momskarruselsvig. Desuden foreslås det, at der indføres oplysningspligt i forbindelse med delvis momsfradragsret, og at udtagningsreglerne justeres. For at skabe en klar retstilstand, foreslås det herudover at justere skattekontrollovens regler om skattepligtiges ansvar i tilfælde, hvor oplysninger til brug for årsopgørelsen indberettes af tredjeparter.

De gældende hæftelsesregler på afgiftsområdet er blevet kritiseret af erhvervslivet, da godtroende virksomheder kan risikere at hæfte for en anden virksomheds betaling af afgifter. Der foreslås derfor indført en notifikationsordning, som kendes fra momsområdet.

Videre foreslås nogle tekniske justeringer, der bl.a. tydeliggør praksis om skærpede ordensbøder, tilpasser momsfritagelsen til visse EU-institutioner i forbindelse med covid-19 og præciserer muligheden for registrering som varemodtager i forbrugsafgiftsloven. For at lette administrationen af leasingområdet for visse køretøjers værditabsberegninger foreslås herudover ændringer af en overgangsregel. Herudover foreslås det at fritage energivirksomheder for lønsumsafgift for deres aktiviteter i forbindelse med indefrysningsordningen for høje energiregninger. Endelig foreslås, at kompetencen til at opkræve visse nordiske underholdsbidrag overføres fra Gældsstyrelsen til Udbetaling Danmark for at forenkle opkrævning af disse bidragskrav.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.