Skriftlig fremsættelse (29. marts
2023)
Digitaliseringsministeren (Marie Bjerre):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer
(Indskrænkning af lovens anvendelsesområde i henhold
til åbne data-direktivet)
(Lovforslag nr. L 99)
Lovforslaget sikrer overensstemmelse mellem
den gældende PSI-lov og EU's datastyringsforordning, der
træder i kraft d. 24. september 2023.
PSI-loven er den danske lovfæstelse
af "åbne data-direktivet", jf. Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2019/1024 af 20. juni 2019 om åbne
data og videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, i
national ret.
Med lovforslaget begrænses lovens
anvendelsesområde med de samme undtagelser, der nævnes
i åbne data direktivet, da datastyringsforordningen stiller
tilsvarende, men ikke enslydende, krav til de data, der dermed
undtages fra PSI-loven.
Forslaget har ikke til hensigt at
ændre praksis for videreanvendelse af offentlige data, men
sigter alene mod at sikre klare og entydige rammer for den
innovation og samfundsmæssige værdiforøgelse,
der kan skabes med offentlige data.
Jeg vil også understrege, at
offentlige myndigheder skal respektere EU's
databeskyttelsesforordning og den danske databeskyttelseslov,
når de udstiller data med henblik på videreanvendelse.
Juridisk set er der meget klare rammer for udstilling af data efter
PSI-loven, idet databeskyttelsesforordningen altid vil have forrang
i forhold til åbne data-direktivet, og derfor giver det i
praksis ikke anledning til databeskyttelsesretlige udfordringer at
udstille data til videreanvendelse efter PSI-loven.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.