Fremsat den 23. februar 2024 af Morten Messerschmidt (DF),
Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF),
Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at undersøge EU-rettens overholdelse af
grundloven
Folketinget pålægger regeringen at
nedsætte en undersøgelseskommission til at vurdere, om
EU overholder tiltrædelsesloven og grundloven.
Bemærkninger til forslaget
EU-Domstolen har i de senere år
accepteret sager og afgivet domme med konsekvenser for bl.a.
udlændingepolitikken, som hører under dansk lovgivning
i kraft af retsforbeholdet. Dette - sammen med andre lignende sager
- finder forslagsstillerne bekymrende, og vi foreslår derfor,
at der nedsættes en undersøgelseskommission til at
vurdere, om EU overholder tiltrædelses- og grundloven.
Begrundelse
Her 50 år efter afstemningen om EF er
der grund til at kigge tilbage og overveje, om det EU, vi har i
dag, også er det, som danskerne forventede, da 63,3 procent i
1972 stemte ja. Godt nok har vi som et af de få lande
været lykkeligt begunstigede af folkeafstemninger, hvor
danskerne af og til er blevet spurgt, inden nye traktater er
trådt i kraft. Som det ser ud nu, er et klart flertal af
danskere da også tilhængere af fortsat EU-medlemskab.
Et andet og mere grundlæggende spørgsmål, som
kalder på overvejelse, er imidlertid, om et tilsvarende
flertal af danskere også er tilfredse med alle dele af det
EU-samarbejde, vi har. Det er nok mere tvivlsomt.
Igennem tiden har to af EU's traktater
været prøvet ved Højesteret. Først
Maastricht- og siden Lissabontraktaten, hvor samvittighedsfulde
borgere har bedt vore domstole undersøge EU-traktaternes
forenelighed med grundloven. Selv om de bekymrede borgere i begge
sager ikke endte med at få medhold i deres påstande,
har begge afgørelser dog vist sig gavnlige ud fra et
grundlovsmæssigt synspunkt. I Højesterets dom af 6.
april 1998 (I 361/1997) blev det eksempelvis slået fast, at
EU-retsakter eller afsagte domme fra EU-Domstolen kan prøves
i forhold det forfatningsretlige grundlag. Vi mener, at der i den
kommende valgperiode er grund til at tage denne mulighed
alvorligt.
Suveræniteten siver
Danmark overdrog senest suverænitet til
EU i 1998 i forbindelse med tiltrædelsen af
Amsterdamtraktaten. Alle efterfølgende traktater er
ratificeret efter den almindelige bestemmelse i grundlovens §
19, og det har således ikke været nødvendigt at
anvende § 20. Enhver EU-dom eller -retsakt skal derfor kunne
rummes inden for de beføjelser, som Danmark havde overdraget
i maj 1998. Men en række sager især fra EU-Domstolen
udfordrer denne antagelse, hvilket flere EU-eksperter, som f.eks.
professor Hjalte Rasmussen og ekstern lektor Nina Holst-Christensen
igennem årene har problematiseret. Sidstnævnte gik i
2012 så langt som til at omtale visse af Domstolens
afgørelser som »hitte-på-som EU-jura«
(»Festskrift til Jens Fejø«, Jens Hartig
Danielsen, Karsten Hagel-Sørensen, Caroline
Heide-Jørgensen og Ruth Nielsen (red.), DJØF,
2012).
I det lys er der i dag - over 25 år
efter den seneste suverænitetsoverdragelse til EU - grund til
at overveje, om alle de domme og afgørelser, Danmark
underlægger sig og accepterer, reelt også er forenelige
med den suverænitet, vi har overdraget. Systemet i Bruxelles
strammer hele tiden grebet om Danmark og danskernes
selvbestemmelsesret. EU-Domstolen respekterer ikke dansk ret,
hvilket Ajossagen viser.
Ajossagen
Den 6. december 2016 fandt Højesteret i
en skelsættende dom, at der ikke var hjemmel i dansk ret til
at tilsidesætte den tidligere bestemmelse i
funktionærlovens § 2a, stk. 3, til fordel for et
grundlæggende EU-retligt princip om forbud mod
forskelsbehandling på baggrund af alder. Sagen omhandlede en
60-årig medarbejder i virksomheden Ajos, der blev opsagt og
derfor havde ret til alderspension. Den opsagte medarbejder gik
imidlertid ikke på pension, men fik en ny stilling i en anden
virksomhed. Derfor krævede han
fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders
løn med henvisning til den dagældende
funktionærlovs § 2a, stk. 3. Ajos nægtede at
udbetale godtgørelsen. Efter Højesterets praksis blev
§ 2a, stk. 3, fortolket sådan, at en arbejdsgiver kunne
undlade at betale fratrædelsesgodtgørelse, hvis
arbejdstageren var berettiget til arbejdsgiverbetalt alderspension,
også selvom arbejdstageren valgte at blive på
arbejdsmarkedet (Højesterets dom af 6. december 2016 i sag
15/2014).
Højesteret fastslog i sin dom, at der
forelå en klar og utvetydig retstilstand vedrørende
den dagældende funktionærlovs § 2a, stk. 3.
Højesteret konstaterede på den baggrund, at der
forelå en situation, hvor den nationale ret og EU-retten ikke
gennem direktivkonform fortolkning kan bringes i overensstemmelse.
Herefter tog Højesteret stilling til, om det EU-retlige
princip om forbud mod forskelsbehandling skulle have forrang frem
for den nationale retsstilling. Højesterets flertal
bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt en
EU-retlig regel kan tillægges direkte virkning over for
private, afhænger af, om der er hjemmel hertil i loven om
Danmarks tiltrædelse i Den Europæiske Union.
Højesteret fandt, at et uskrevet princip, som
tillægges forrang for en modstående national lov, ikke
var forudset i tiltrædelsesloven. Ej heller fandt
Højesteret, at EU-chartret om grundlæggende
rettigheder kunne tillægge EU kompetencer, ud over hvad der
fulgte af tiltrædelsesloven. På den baggrund fandt
Højesterets flertal, at tiltrædelsesloven ikke
indeholdt hjemmel til at tilsidesætte en national
lovbestemmelse til fordel for et uskrevet EU-retligt princip.
Det er derfor værd i en ny valgperiode
at bede Højesteret om at undersøge en række
konkrete sager nærmere. For hvornår er det egentlig, at
Danmark har overdraget EU magt i spørgsmål om
indfødsret, social- og udlændingepolitik? Det har
aldrig indgået i nogen af EU-valgkampene, ej heller i 1998.
Det store spørgsmål er derfor, om det egentlig er
lovligt, når EU presser Danmark til at acceptere og
følge disse domme, hvoraf et par skal nævnes i det
følgende.
Accept af overraskende sag
I Rottmansagen valgte EU-Domstolen
højst overraskende at acceptere en tysk sag, som handlede om
tildeling af statsborgerskab. I en afgørelse truffet af
stats- og regeringscheferne forsamlet i Det Europæiske
Råd den 12. december 1992 blev det ellers ret klart
slået fast, at spørgsmålet om, hvorvidt en
person har den ene eller anden nationalitet, udelukkende
hører under medlemsstaternes lovgivning. Men da en tysk
statsborger fik frataget sit statsborgerskab som følge af
svig, valgte EU-Domstolen alligevel at behandle sagen og med
udgangspunkt i EU-statsborgerskabet at konkludere, at den slags
spørgsmål »efter sin natur og sine
konsekvenser« er omfattet af EU-retten (EU-Domstolens dom af
20. marts 2010 i sag C-135/08).
Intetsteds i den danske tiltrædelseslov
fremgår det imidlertid, at spørgsmål om
indfødsret er en del af EU-retten, og intetsteds kan man
udlede, at dette skulle være en del af unionsborgerskabets
»natur«. Vi finder, at Højesteret derfor
bør behandle dette spørgsmål og afgøre,
om en dom som i Rottmansagen har retsvirkning i Danmark.
Foreneligt med grundloven
Også udlændingeområdet har
påkaldt sig interesse, ikke mindst i Danmark, hvor
retsforbeholdet jo formelt burde forhindre EU's indblanding, men
hvor EU-Domstolens fortolkning af reglerne om vandrende
arbejdstager alligevel har haft vidtrækkende konsekvenser for
dansk udlændingepolitik. Professor Hjalte Rasmussen udtalte i
2008, at EU-Domstolen med Metockdommen (EU-Domstolens dom af 25.
juli 2008 i sag C-127/08) var gået ud over sine
beføjelser, men siden er flere domme fulgt efter, domme, som
er gået endnu længere.
Også spørgsmålet om
udlændinges adgang til velfærdsydelser har de seneste
20 år været under voldsom udvikling. I Grzelczykdommen
fremlagde Domstolen den påstand, at unionsborgerskabet
udgør »den grundlæggende status for
medlemsstaternes statsborgere« (EU-Domstolens dom af 20.
september 2001 i sag C-184/99), hvilket dommerne selv kom frem til.
Hverken traktat eller direktiv underbygger denne påstand. Til
gengæld vælger dommerne hyppigt herefter at henvise
netop til denne grundtanke og har i mange efterfølgende
domme henvist netop hertil som begrundelse for at udvide EU-rettens
anvendelsesområde for medlemslandenes sociale ordninger.
I Bidardommen konstaterede dommerne
således, at »medlemsstaterne har pligt til ved
organiseringen og anvendelsen af deres sociale sikringsordninger at
vise en vis økonomisk solidaritet med statsborgere fra andre
medlemsstater« (EU-Domstolens dom af 5. marts 2005 i sag
C-209/03). Det er et ganske vidtrækkende synspunkt, som
følgelig også har haft konsekvenser for yderligere
domme i relation til, hvem de danske skatteydere i dag er
forpligtet til at udbetale velfærdsydelser til. For eksempel
er det blevet vurderet ulovligt at indeksere børnepenge til
familier uden for landet efter bopælslandets
leveomkostninger.
Også på sundhedspolitikken kunne
en række afgørelser fremhæves som eksempler
på, at EU-Domstolen er gået langt ud over de
beføjelser, som Danmark i 1998 overførte til EU. Men
af pladsmæssige årsager lader vi det blive ved denne
korte oplistning, som ikke desto mindre understreger behovet for,
at Højesteret igen påtager sig en grundlovssag.
Man kan være for eller imod dansk
medlemskab af EU, men vi antager, at alle er enige om, at
medlemskabet skal hvile på et grundlag, der er foreneligt med
grundloven. Netop derfor er der brug for, at vi i den kommende
folketingssamling tager initiativ til, at de mange
afgørelser og domme, som i bedste fald er på kanten af
grundloven, bliver prøvet ved vores højeste domstol.
Dette bør forberedes af en undersøgelseskommission
nedsat af regeringen.
Skriftlig fremsættelse
Morten
Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
undersøge EU-rettens overholdelse af grundloven.
(Beslutningsforslag nr. B 122)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.