B 124 Forslag til folketingsbeslutning om at nedlægge veto mod eller afholde folkeafstemning forud for enhver overdragelse af yderligere magt til Den Europæiske Union.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 23-02-2024

Fremsat den 23. februar 2024 af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF) og Nick Zimmermann (DF)

20231_b124_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 23. februar 2024 af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at nedlægge veto mod eller afholde folkeafstemning forud for enhver overdragelse af yderligere magt til Den Europæiske Union

Folketinget pålægger regeringen at nedlægge veto mod eller afholde folkeafstemning forud for enhver overdragelse af yderligere magt til Den Europæiske Union.

Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne foreslår, at Folketinget pålægger regeringen at nedlægge veto mod eller afholde folkeafstemning forud for enhver overdragelse af yderligere magt til Den Europæiske Union. Dette omfatter, men er ikke begrænset til, lovgivningsmæssige, økonomiske og suverænitetsmæssige beføjelser, der kan underminere Danmarks selvstændighed og demokratiske beslutningsproces.

I lyset af Europa-Parlamentets beslutning af 22. november 2023 om forslag til ændringer af traktaterne (T9-0427/2023) pålægges regeringen enten at bremse enhver traktatændring, der overdrager yderligere magt til EU, eller sikre en folkeafstemning herom. For forslagsstillerne er det essentielt at beskytte vores nationale suverænitet og sikre, at beslutninger, der direkte påvirker det danske folk, træffes tæt på borgerne i Danmark og ikke i EU's institutioner.

Den ovenfor nævnte beslutning vedtaget af Europa-Parlamentet omhandler forslag til ændringer af EU-traktaterne og dækker en bred vifte af områder, herunder

- at styrke EU's kapacitet til handling ved at øge antallet af områder, hvor beslutninger træffes ved kvalificeret flertalsafstemning

- at give Europa-Parlamentet initiativret til lovgivning, gøre det til medlovgiver for den flerårige finansielle ramme og styrke dets rolle generelt

- en ændring af processen for nominering og bekræftelse af Kommissionens formand for at afspejle resultaterne af valg til Europa-Parlamentet mere præcist

- at øge gennemsigtigheden i Rådet for Den Europæiske Union og styrke integriteten i beslutningsprocessen.

- at etablere enekompetence for EU med hensyn til miljø, biodiversitet og klimaforhandlinger

- at etablere fælles kompetencer på folkesundhedsområdet og forbedring af menneskers sundhed, især vedrørende grænseoverskridende sundhedstrusler

- at udvikle EU's fælles kompetencer yderligere inden for energi, udenrigsanliggender, ekstern sikkerhed og forsvar samt grænseoverskridende infrastruktur.

Dette er blot nogle eksempler på områder, hvor Europa-Parlamentet med sin beslutning foreslår at overføre mere magt til EU.

Som bekendt har Europa-Parlamentet kompetence til at foreslå en traktatændringsproces, og forslagsstillerne ønsker derfor allerede nu, at danskerne får en garanti for et veto fra dansk side eller en folkeafstemning, såfremt dette - eller andre - forsøg på at styrke EU bliver til virkelighed.

Skriftlig fremsættelse

Morten Messerschmidt (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at nedlægge veto mod eller afholde folkeafstemning forud for enhver overdragelse af yderligere magt til Den Europæiske Union.

(Beslutningsforslag nr. B 124)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.