B 24 Forslag til folketingsbeslutning om veto mod Tyrkiets optagelse i EU.

Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 26-10-2023

Fremsat: 26-10-2023

Fremsat den 26. oktober 2023 af Mikkel Bjørn (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

20231_b24_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 26. oktober 2023 af Mikkel Bjørn (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om veto mod Tyrkiets optagelse i EU

EU-samarbejdet er allerede i dag udfordret, men alligevel er der jævnligt drøftelser om Tyrkiet som muligt EU-medlemsland. Danmark har ingen interesse i at lade Tyrkiet blive optaget i EU, da vi har grundlæggende forskellige interesser samt kulturel og religiøs baggrund. Folketinget pålægger derfor regeringen at nedlægge veto mod Tyrkiets optagelse i EU.

Bemærkninger til forslaget

EU er et samarbejde mellem vestlige, europæiske nationer. For nuværende er medlemslandene allerede meget forskellige nationer, som har mange forskellige værdisæt. Det er allerede i dag en udfordring for EU-samarbejdet.

I EU er der jævnligt drøftelser om Tyrkiet som fremtidigt medlem af EU, efter Tyrkiet i 1987 ansøgte om EU-medlemskab. Det vil forslagsstillerne på det kraftigste advare imod at Tyrkiet bliver.

Tyrkiet er en nation, hvis interesser adskiller sig markant fra Danmarks, primært grundet regimets islamiske ideologi, der præger næsten hele befolkningen. Dette sætter Tyrkiet i kontrast til de øvrige EU-lande. Desuden er landet styret af en præsident, hvis interesser, metoder og ambitioner for Tyrkiet ikke er forenelige med Danmarks.

Forslagsstillerne ønsker ikke at lade Tyrkiet optage i EU og derved lade 85 millioner muslimske tyrkere få samme rettigheder som andre EU-borgere, herunder retten til fri bevægelighed. Vi ved historisk, at den tyrkiske befolkning er meget villige til at migrere, hvilket har skabt massive integrationsproblemer i modtagerlandene, herunder med kriminalitet og parallelsamfund, samt kulturelle og religiøse spændinger.

Drøftelserne om Tyrkiets mulige EU-medlemskab har stået på i mange år. Tyrkiet opfylder på ingen måde de politiske og økonomiske betingelser, som ansøgerlande skal opfylde for at blive medlem af EU. Alligevel fortsætter dialogen mellem EU og Tyrkiet trods de åbenlyse modsatrettede interesser og værdier. Heldigvis kræver optagelse i EU enstemmig godkendelse blandt alle EU-medlemslande.

Derfor opfordrer forslagsstillerne regeringen til at nedlægge veto mod Tyrkiets optagelse i EU.

Skriftlig fremsættelse

Mikkel Bjørn (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om veto mod Tyrkiets optagelse i EU.

(Beslutningsforslag nr. B 24)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.