Betænkning afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen den 22. november 2023
Betænkning og indstilling
om
Granskningsudvalgets behandling af FE-sagen
1. Baggrund
Granskningsudvalget har i medfør af
forretningsorden for Folketinget, § 64, stk. 1, i brev af 20.
november 2023 indstillet til Udvalget for Forretningsordenen, at
udvalget i medfør af forretningsordenens § 65, stk. 2,
tager de fornødne skridt til, at spørgsmålet om
en iværksættelse af en egentlig undersøgelse af
FE-sagen i form af en granskningskommission forhandles af
Folketinget.
2. Granskningsudvalgets behandling af sagen
Granskningsudvalget drøftede på
sit møde den 8. november 2023 forslag til en
undersøgelse af statsministerens og den forrige regerings
ansvar for at have igangsat de nu opgivne straffesager mod Claus
Hjort Frederiksen og Lars Findsen.
Det følger af forretningsordenens
§ 62, stk. 1, at Granskningsudvalget indleder en
undersøgelse af en sag med en forundersøgelse,
når den støttes af medlemmer af Granskningsudvalget,
som repræsenterer en eller flere folketingsgrupper, der
tilsammen udgør mindst en tredjedel af Folketingets
medlemmer.
Det følger af forretningsordenens
§ 62, stk. 2, at »Til oplysning af en sag som led i en
forundersøgelse kan Granskningsudvalget stille
spørgsmål til ministre til skriftlig besvarelse eller
til mundtlig besvarelse under et samråd i et møde i
Granskningsudvalget efter reglerne i § 8, stk. 6.«
Der er således ikke i reglerne fastsat
bestemte krav til gennemførelsen af en
forundersøgelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen,
jf. beslutningsforslag nr. B 287, folketingsåret 2020-21,
fremgår det, at det »er forventningen, at en
forundersøgelse vil være en dynamisk størrelse,
således forstået, at Granskningsudvalget løbende
vil kunne tilpasse forundersøgelsens sigte og midler,
efterhånden som forundersøgelsen skrider frem. Det
forventes af samme grund ikke, at der vil skulle udarbejdes et
formelt opdrag eller kommissorium eller en fast plan for
gennemførelsen, dog er det naturligvis ikke udelukket, at
Granskningsudvalget vil kunne sammenfatte en beskrivelse af
undersøgelsens genstand og en plan for gennemførelsen
som en form for arbejdsdokumenter til brug for arbejdet.«
Granskningsudvalget blev på sit
møde den 8. november 2023 enige om, at sagens karakter
gjorde, at Granskningsudvalget ikke ville kunne få yderligere
afklaring af sagen gennem de almindelige parlamentariske
værktøjer, som udvalget råder over i en
forundersøgelse.
I forlængelse heraf fandt udvalget
derfor ikke anledning til iværksættelse af en egentlig
forundersøgelse.
Underudvalg
Granskningsudvalget nedsatte på
mødet den 8. november 2023 et underudvalg bestående af
Socialistisk Folkepartis, Danmarksdemokraternes, Liberal Alliances,
Det Konservative Folkepartis, Enhedslistens, Radikale Venstres,
Dansk Folkepartis, Alternativets og Nye Borgerliges medlemmer af
Granskningsudvalget.
Underudvalget fik til opgave at udarbejde et
udkast til betænkning og indstilling fra Granskningsudvalget
til Udvalget for Forretningsordenen om Granskningsudvalgets
behandling af FE-sagen.
Udkastet har været sendt i skriftlig
godkendelsesprocedure i Granskningsudvalget.
3. Granskningsudvalgets konklusioner
Et flertal i
Granskningsudvalget bestående af Socialdemokratiets, Venstres
og Moderaternes medlemmer af udvalget modsætter sig, at der
nedsættes en granskningskommission til undersøgelse af
FE-sagen og indstiller, at undersøgelsen fortsætter i
de allerede fastlagte rammer under den nedsatte
undersøgelseskommission om FE-sagen.
Et mindretal i
Granskningsudvalget bestående af Socialistisk Folkepartis,
Danmarksdemokraternes, Liberal Alliances, Det Konservative
Folkepartis, Enhedslistens, Radikale Venstres, Dansk Folkepartis og
Alternativets medlemmer af udvalget, der samlet set
repræsenterer mere end en tredjedel af Folketingets
medlemmer, indstiller, at der nedsættes en
granskningskommission til undersøgelse af FE-sagen.
Politiske bemærkninger
Socialdemokratiets, Venstres og Moderaternes
medlemmer af Granskningsudvalget støtter, at der
iværksættes en grundig kommisionsundersøgelse
angående straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort
Frederiksen. Flertallet har tillid til, at tre uvildige
landsdommere kan forestå undersøgelsen af, om der er
varetaget usaglige hensyn i forbindelse med de centrale
beslutninger om iværksættelse og tilrettelæggelse
af efterforskningen og retsforfølgningen. Henset til, at
helt særlige omstændigheder gør sig
gældende i forbindelse med en undersøgelse
vedrørende efterretningstjenesternes forhold, herunder
navnlig i relation til beskyttelse af klassificerede oplysninger,
mener Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, at
undersøgelsen i lighed med den igangværende
FE-kommission ikke bør forankres i Granskningsudvalget, som
ikke håndterer klassificerede oplysninger.
Socialistisk Folkepartis medlem af
Granskningsudvalget har tillid til myndighederne, og at
anklagemyndigheden kun rejser de sager, den kan vinde, ligesom SF
også har respekt for, at efterretningstjenesternes arbejde
ikke bare kan lægges offentligt frem. FE-sagen har givet
anledning til mange spekulationer og massiv omtale, og dette
risikerer i sig selv at skade tilliden til myndighederne. På
den baggrund finder SF, at det er vigtigt at få
undersøgt sagen nærmere, sådan at vi får
solide konklusioner at stå på, frem for de mange
spekulationer, som florerer i den offentlige debat.
Granskningsudvalget har i brev af 20. november
2023 på denne baggrund i medfør af forretningsordenens
§ 64, stk. 1, 2. pkt., indstillet til Udvalget for
Forretningsordenen, at udvalget i medfør af
forretningsordenens § 65, stk. 2, tager de fornødne
skridt til, at spørgsmålet om en
iværksættelse af en egentlig undersøgelse i form
af en granskningskommission forhandles af Folketinget.
Granskningsudvalget har med brevet fremsendt nærværende
udkast til betænkning og indstilling.
4. Udvalget
for Forretningsordenens behandling af sagen
Udvalget for Forretningsordenen har behandlet
sagen i 1 møde.
Udvalget konstaterer, at et enigt
Granskningsudvalg ikke har fundet anledning til en egentlig
forundersøgelse, da Granskningsudvalget ikke har fundet, at
sagens karakter gjorde, at Granskningsudvalget ikke ville kunne
få yderligere afklaring af sagen gennem de almindelige
parlamentariske værktøjer, som udvalget råder
over i en forundersøgelse.
Det følger af forretningsordenens
§ 64, stk. 1, og § 65, stk. 2, at Folketinget
forelægges spørgsmålet om
iværksættelse af en egentlig undersøgelse og
formen herfor, såfremt der efter en forundersøgelse er
et mindretal i Granskningsudvalget, som repræsenterer en
eller flere folketingsgrupper, der tilsammen udgør mindst en
tredjedel af Folketingets medlemmer, der ønsker at
iværksætte en egentlig undersøgelse, men
samtidig et mindretal af mindst samme størrelse, der
modsætter sig.
Det følger af forretningsordenens
§ 64, stk. 1, 2. pkt., at Granskningsudvalget i en situation,
hvor der er det fornødne mindretal, der ønsker en
egentlig undersøgelse iværksat, og et tilsvarende
mindretal, der modsætter sig dette, indstiller til Udvalget
for Forretningsordenen, at sagen forhandles i Folketinget.
Granskningsudvalget er med sit brev af 20.
november 2023 fremkommet med en sådan indstilling. Det
følger af forretningsordenens § 65, stk. 2, at Udvalget
for Forretningsordenen på grundlag af en indstilling fra
Granskningsudvalget i medfør af § 64, stk. 1, 2. pkt.,
tager de fornødne skridt til, at spørgsmålet om
en egentlig undersøgelse i form af en granskningskommission
forhandles i Folketinget.
Det er udvalgets opfattelse, at det med
forretningsordenens § 65, stk. 2, er tilsigtet, at der skal
ske en forhandling i Folketinget af spørgsmål om
iværksættelsen af en undersøgelse i § 65,
stk. 1, når Granskningsudvalget har afgivet indstilling herom
i medfør af § 64, stk. 1, 2. pkt.
Det er udvalgets opfattelse, at reglerne
således tilsigter, at udvalget tager de fornødne
skridt til en sådan forhandling i Folketinget, uanset om der
ikke måtte være et flertal i udvalget, der
støtter iværksættelse af en undersøgelse
i form af en granskningskommission. Der henvises i den forbindelse
til betænkning og indstilling nr. B 287 om forslag til
folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for
Folketinget, folketingsåret 2020-21.
Udvalget bemærker, at der ikke i §
65, stk. 2, er taget endelig stilling til formen for Folketingets
forhandling om iværksættelse af en undersøgelse.
I bemærkningerne til bestemmelsen anføres om dette
spørgsmål:
»Den mest nærliggende form, hvori
sagen kan bringes til forhandling i Folketinget, vil være et
beslutningsforslag, der fremkommer som indstilling fra Udvalget for
Forretningsordenen. Et sådant beslutningsforslag vil skulle
undergives to behandlinger i Folketinget efter tilsvarende regler,
som gælder for lovforslags 2. og 3. behandling, jf.
forretningsordenens § 17, stk. 1, 5. pkt. Imellem de to
behandlinger vil sagen, hvis der konkret er ønske herom,
kunne undergives fornyet udvalgsbehandling, hvor der bl.a. vil
kunne stilles ændringsforslag.
Det forudsættes, at
spørgsmålet i givet fald endeligt afgøres af
Folketinget som helhed.«
Herefter fremsætter udvalget
nedenstående forslag til folketingsbeslutning.
Forslag til folketingsbeslutning
om iværksættelse af en
granskningskommission om FE-sagen
Folketinget nedsætter i medfør af
§ 1 a, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner og
granskningskommissioner en granskningskommission om FE-sagen.
Bemærkninger til forslaget
Folketinget nedsætter en
granskningskommission om FE-sagen.
Granskningskommissionen har efter § 4,
stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner og
granskningskommissioner til opgave at undersøge og
redegøre for det samlede begivenhedsforløb i den
såkaldte FE-sag.
Undersøgelsen og redegørelsen
skal omfatte baggrunden for og processen omkring hjemsendelsen af
FE's ledelse og de faktiske omstændigheder, herunder den
forudgående kontakt, der måtte have været til
FE-ledelsen, før beslutningen om hjemsendelse blev truffet,
samt eventuelle kontakter af politisk karakter til partier uden for
regeringen, som den daværende regering (en eller flere af
dens ministre) måtte have haft i anledning af tilsynssagen
forud for hjemsendelsen af FE's ledelse. Den skal herudover omfatte
de beslutningsprocesser og grundlaget herfor, som knytter sig til
initiativet, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af
efterforskningen og retsforfølgningen samt
påtaleopgivelserne af straffesagerne mod Lars Findsen, Claus
Hjort Frederiksen og tre nuværende og tidligere medarbejdere
fra PET og FE, herunder en 63-årig tidligere PET-ansat.
Undersøgelsen og redegørelsen
skal omfatte alle tiltag og alle beslutninger i FE-sagen og
klarlægge det samlede forløb frem mod
iværksættelsen af efterforskning i bredeste forstand
rettet mod ovennævnte personer. Undersøgelsen skal
herunder klarlægge baggrunden for og initiativet til
iværksættelsen og opretholdelsen af de processuelle
tvangsindgreb såsom telefonaflytning, rumaflytning,
anholdelse, varetægtsfængsling m.v.
Særlig for så vidt angår
Lars Findsen, den 63-årige tidligere PET-ansatte og Claus
Hjort Frederiksen skal granskningskommissionen undersøge og
redegøre for omstændighederne ved og baggrunden for de
plea bargaining-arrangementer, der blev indgået,
forsøgt indgået eller overvejet af myndighederne.
Granskningskommissionen skal endvidere
undersøge og redegøre for omstændighederne og
grundlaget for den inddragelse, orientering og rådgivning af
ministre, som fandt sted i forløbet.
Alle relevante myndigheders og ministres
involvering i beslutningsprocesserne skal således omfattes af
undersøgelsen og redegørelsen.
Granskningskommissionen skal tillige
undersøge og redegøre for beslutningsprocesserne bag
de oplysninger og drøftelser, som regeringen, dens ministre
eller myndigheder har givet og/eller haft med medlemmer af
Folketinget gennem hele forløbet.
Granskningskommissionen skal i det hele ved
klarlæggelsen af ovenstående søge at
fastlægge, hvilke personer der var orienteret om eller
involveret i forløbet og tog initiativ til samt bistod eller
på anden vis medvirkede ved hver enkelt beslutning, der blev
truffet. Det skal således i videst muligt omfang
afdækkes, hvem der traf hvilke beslutninger, hvornår og
på hvilket grundlag.
På baggrund af den beskrevne
undersøgelse og redegørelse, som således skal
være en fuld faktuel klarlægning af den samlede FE-sag
fra hjemsendelsen af FE's ledelse, skal granskningskommissionen
efter § 4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissioner
og granskningskommissioner foretage retlige vurderinger til
belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige
bør søge nogen draget til ansvar.
Fremkommer der i forbindelse med kommissionens
undersøgelse andre forhold, som er af en sådan
karakter, at de ud fra kommissoriet må anses for
nærliggende at undersøge, men som ikke umiddelbart
skønnes at være omfattet af kommissoriet, kan
granskningskommissionen rette henvendelse til Granskningsudvalget
med henblik på en drøftelse heraf.
Granskningskommissionen kan afhøre
vidner efter de sædvanlige regler i lov om
undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner.
Møder i granskningskommissionen
foregår efter § 30 i lov om
undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner,
hvorefter dørene kan lukkes, hvis dette findes
påkrævet af hensyn til bl.a. statens forhold til
fremmede magter. Det bemærkes, at granskningskommissionen
forventes at kunne indrette sig i overensstemmelse med de
kendelser, der er afsagt af Højesteret i de af
undersøgelsen omfattede personers straffesager.
Kommissionen afgiver en beretning om sin
undersøgelse, der offentliggøres, idet dele af
beretningen dog vil kunne undtages fra offentliggørelse
under henvisning til karakteren af beretningsdelene, herunder
hensynet til oplysningers fortrolige og klassificerede
karakter.
Søren Gade (V) fmd. Leif Lahn Jensen (S) nfmd. Jeppe Søe (M) Karsten
Hønge (SF) Karina Adsbøl (DD) Annette Lind (S) Benny
Engelbrecht (S) Christian Rabjerg Madsen (S) Jens Joel (S) Lea
Wermelin (S) Mogens Jensen (S) Lars Christian Lilleholt (V) Torsten
Schack Pedersen (V) Henrik Frandsen (M) Peter Skaarup (DD) Lise
Bech (DD) Ole Birk Olesen (LA) Mette Abildgaard (KF) Karina
Lorentzen Dehnhardt (SF) Trine Pertou Mach (EL) Helene Liliendahl
Brydensholt (ALT)
Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Nye
Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Moderaterne (M) | 14 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 4 | |