Tak, formand. Det vil nok ikke komme som nogen overraskelse, hverken for dette Ting eller folk, der lytter med, at vi i Dansk Folkeparti indtager et ganske kritisk standpunkt i forhold til EU. Det er jo dog, skal jeg så sige, ikke alt, der kommer fra EU, som nødvendigvis er fuldstændig idiotisk – det er bare det meste.
På miljøområdet giver det dog på mange måder mening at lave fælles regler, hvis det i hvert fald løfter landene, og det er klart, at indgår man i et forpligtende fællesskab, må man også sørge for, at reglerne fortolkes og forstås ens. Ellers skaber det en uensartethed, som både går ud over miljøet, men jo sådan set også går ud over de virksomheder og europæere, som skal agere inden for reglerne. Derfor ser vi selvfølgelig ikke noget problem i at kunne bakke op om den her præcisering, selv om vi måske i udvalgsarbejdet nok vil efterlyse en større forståelse for, hvordan det her kan ske. Er det enten noget ved det danske system, som har fordret en situation, hvor vi har fået den her uoverensstemmelse eller forskel mellem intentionen i EU-retten og så den danske ret, eller er det måske noget ved EU-retten, der gør, at det af og til kan være vanskeligt at gennemskue, hvad det egentlig er, der er den egentlige ret?
Meget ofte, når man læser EU-lovgivning, vil man jo se, at det er formuleret i brede vendinger, givetvis fordi det er kompromiser, der skal skræve over mange forskellige lande, mange forskellige interesser og jo også mange forskellige EU-institutioner. Det gør altså, at det nogle gange kan være svært egentlig fuldstændig at dechifrere, hvad det er, der er hensigten med et lovforslag, og det skaber en stor svaghed i retten som genstand for hele vores retssamfund, fordi det gør, at man hele tiden bliver afhængig af fortolkende institutioner, primært domstolene, og jo altså ofte EU-Domstolen. Vi har altid i Danmark tilstræbt, at loven skal være klar. Det er faktisk et af grundprincipperne helt tilbage fra Jyske Lovs præambel, at loven skal være tilgængelig, letforståelig, anvendelig og efter landets sædvane og skikke. Det er nærmest det modsatte af, hvad man ofte finder i EU-retten, hvor tingene kan være meget svært tilgængelige.
Så vi vil egentlig gerne i udvalgsarbejdet have boret ud, hvad det er, der er problemets oprindelse. Skulle det, mod forventning, være et problem i statsadministrationen, eller er det et mere systemisk problem med EU-lovgivningen som retskilde? Jeg tror det, og så er jeg sikker på, hvis det er tilfældet, at både vi og regeringen selvfølgelig har en fælles interesse i at få illustreret, at det er et problem. Og så er vi jo tilbage ved det, jeg sagde i min indledning: Det er ikke alt, der kommer fra Bruxelles, der er skidt, men det er det meste. Tak for ordet.