L 107 Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven, revisorloven og forskellige andre love.

(Gennemførelse af EU-direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering og EU-direktiv om forhøjelse af størrelsesgrænser i regnskabsdirektivet m.v.).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-02-2024

Fremsættelse: 07-02-2024

Skriftlig fremsættelse (7. februar 2024)

20231_l107_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (7. februar 2024)

Erhvervsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven, revisorloven og forskellige andre love (Gennemførelse af EU-direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering og EU-direktiv om forhøjelse af størrelsesgrænser i regnskabsdirektivet m.v.)

(Lovforslag nr. L 107)

Lovforslaget indfører krav om, at alle store virksomheder og alle børsnoterede virksomheder (med undtagelse af børsnoterede mikrovirksomheder) samt visse finansielle virksomheder skal rapportere bæredygtighedsoplysninger efter europæiske standarder i årsrapporten. Bæredygtighedsrapporteringen skal forsynes med en revisorerklæring med begrænset sikkerhed og indberettes digitalt. Desuden medfører lovforslaget, at størrelsesgrænserne i årsregnskabsloven for mikro-, små og mellemstore virksomheder forhøjes. Det betyder, at flere virksomheder bliver omfattet af lempeligere regnskabskrav.

Målet er, at investorer, civilsamfundets aktører og andre interessenter med den foreslåede bæredygtighedsrapportering bedre kan vurdere virksomhedernes bæredygtighed og kanalisere finansiering og efterspørgsel i retning af de mest bæredygtige virksomheder.

De virksomheder, som bliver omfattet af lovforslaget, skal offentliggøre væsentligt udvidede og standardiserede oplysninger om en række bæredygtighedsforhold i forhold til de krav, som virksomhederne i dag er underlagt. Endvidere skal revisor fremadrettet afgive en erklæring med begrænset sikkerhed om bæredygtighedsrapporteringen.

Udover lovforslagets regler om bæredygtighedsrapportering indeholder forslaget bestemmelser, der forhøjer størrelsesgrænserne for mikro-, små og mellemstore virksomheder i årsregnskabsloven. Med lovforslaget hæves størrelsesgrænserne med 25 pct. Ændringen er begrundet i de seneste års inflation. Det betyder, at flere virksomheder bliver omfattet af lempeligere regnskabskrav - fx bliver færre virksomheder omfattet af reglerne om bæredygtighedsrapportering og flere virksomheder bliver omfattet af lempeligere revisionskrav.

Lovforslagets regler om virksomhedernes bæredygtighedsrapportering er helt essentielle for den bæredygtige omstilling og for at nå klimamålene og kan give virksomheder, der går forrest, en konkurrencefordel.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.