Fremsat den 12. april 2024 af kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt)
Forslag
til
Lov om visse medietjenesteudbyderes bidrag til
fremme af dansk kultur (kulturbidragsloven)1)
Kapitel 1
Formål,
anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Formålet med denne lov er at fremme dansk audiovisuelt
indhold, herunder produktion af nye danske film, serier og
dokumentarprogrammer.
§ 2.
Denne lov finder anvendelse på medietjenesteudbydere, der er
etableret i Danmark, og som udbyder on demand-audiovisuelle
medietjenester, jf. dog stk. 3-5.
Stk. 2. Loven
finder endvidere anvendelse på medietjenesteudbydere, der er
etableret i en anden EU-medlemsstat, og som udbyder on
demand-audiovisuelle medietjenester, der er målrettet
publikum i Danmark, jf. dog stk. 3-5.
Stk. 3. Loven
gælder ikke medietjenesteudbydere, der har en årlig
omsætning på under 15 mio. kr., eller hvis publikum
udgør under 1 pct. af det samlede antal brugere af on
demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked.
Stk. 4. Loven
gælder ikke medietjenester, der udbydes som led i
udøvelse af public service-virksomhed, jf. § 11 i lov
om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., eller i medfør af
reguleringen i den EU-medlemsstat, hvor udbyderen af den on
demand-audiovisuelle medietjeneste er etableret.
Stk. 5. Loven
gælder ikke medietjenesteudbydere, der alene udbyder
medietjenester til biblioteks- eller undervisningsformål.
§ 3.
I denne lov forstås ved:
1) Audiovisuel
medietjeneste: En tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten
eller en del af den, der kan adskilles herfra, er at udbyde
informerende, underholdende eller oplysende billedprogrammer til
almenheden via elektroniske kommunikationsnet som defineret i lov
om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
2) On
demand-audiovisuel medietjeneste: En audiovisuel medietjeneste, der
udbydes af en medietjenesteudbyder, med henblik på at
programmer kan modtages på et brugervalgt tidspunkt og
på den enkelte brugers anmodning på grundlag af et
programkatalog udvalgt af medietjenesteudbyderen.
3)
Medietjenesteudbyder: Den fysiske eller juridiske person, der har
det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt indhold i en
audiovisuel medietjeneste, og som bestemmer, hvordan det
audiovisuelle indhold tilrettelægges.
4)
Bidragspligtig omsætning: En medietjenesteudbyders
nettoindtægter i Danmark, som hidrører fra den on
demand-audiovisuelle medietjenestes tilgængeliggørelse
af audiovisuelt indhold. Indtægter, der relaterer sig til
tilgængeliggørelse af sports- eller nyhedsprogrammer,
indtægter hidrørende fra lineær
programvirksomhed, der er gjort tilgængelig via den on
demand-audiovisuelle medietjeneste, og indtægter fra
videredistribution af andre medietjenesteudbyderes on
demand-audiovisuelle medietjenester udgør ikke en del af den
bidragspligtige omsætning.
Kapitel 2
Kulturbidrag
§ 4.
En medietjenesteudbyder skal betale et årligt bidrag på
2 pct. af sin bidragspligtige omsætning i Danmark, jf. dog
§ 5, stk. 3.
Stk. 2. En
medietjenesteudbyder, der investerer under 5 pct. af sin
bidragspligtige omsætning i Danmark i nyt dansk indhold, skal
i tillæg til bidraget efter stk. 1 betale et årligt
bidrag på 3 pct. af sin bidragspligtige omsætning i
Danmark, jf. dog § 5, stk. 3. En medietjenesteudbyder kan
fordele investeringerne i nyt dansk indhold over en 3-årig
periode som gennemsnit.
Stk. 3. Som
investeringer i nyt dansk indhold kan medregnes alle investeringer
i produktion og koproduktion af nye film, serier og dokumentarer,
jf. stk. 4.
Stk. 4. En
investering anses som foretaget i nyt dansk indhold, når 75
pct. af produktionsmaterialet for europæisk producerede film,
serier eller dokumentarer er på dansk, og derudover opfylder
mindst ét af følgende kriterier:
1) Mere end 50
pct. af produktionens budget er forbrugt i Danmark.
2) Mere end 50
pct. af produktionens optagelser finder sted i Danmark.
§ 5.
Slots- og Kulturstyrelsen opkræver bidrag efter § 4,
stk. 1 og 2, årligt bagudrettet på baggrund af
medietjenesteudbydernes opgørelser over det seneste
kalenderårs bidragspligtige omsætning i Danmark.
Stk. 2. Slots-
og Kulturstyrelsen opkræver bidrag efter § 4, stk. 2,
bagudrettet ved udløbet af den 3-årige periode.
Stk. 3.
Finansielt bidrag efter Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love
og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle
medietjenester) artikel 13, stk. 2, som medietjenesteudbydere
etableret i Danmark betaler af den bidragspligtige omsætning
til en anden EU-medlemsstat, fradrages bidrag efter § 4, stk.
1 og stk. 2. Fradragsbeløbet vil dog ikke kunne overstige
det bidragsbeløb, medietjenesteudbyderen skal betale efter
§ 4, stk. 1 og 2.
Stk. 4. Betales
bidrag ikke af medietjenesteudbyderen, overgives det til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Stk. 5.
Kulturministeren kan efter forhandling med skatteministeren
fastsætte nærmere regler om inddrivelse af bidraget,
herunder regler om rykkerprocedure for betaling, forrentning og
betalingsfrist.
§ 6.
Provenuet af kulturbidraget fordeles efter fradrag af
omkostningerne forbundet med ordningens administration mellem
public service-puljen og støtte til dansk film.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
fordelingen mellem public service-puljen og støtte til dansk
film.
Kapitel 3
Registrering,
indberetning af oplysninger og tilsyn
§ 7.
En medietjenesteudbyder skal registrere sig hos Slots- og
Kulturstyrelsen.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
registreringen af en medietjenesteudbyder, herunder om krav til
registreringens form, procedure og indhold og frister for
registreringen.
§ 8.
En medietjenesteudbyder skal én gang om året
indberette en opgørelse over det seneste kalenderårs
bidragspligtige omsætning i Danmark til Slots- og
Kulturstyrelsen. Det skal af opgørelsen tydeligt
fremgå, fra hvilken on demand-audiovisuel medietjeneste den
bidragspligtige omsætning hidrører.
Stk. 2. En
medietjenesteudbyders opgørelse skal følge den
regnskabspraksis, der er anvendt ved virksomhedens seneste
godkendte regnskab. Har medietjenesteudbyderen ikke tidligere
udarbejdet et godkendt regnskab, skal opgørelsen af
omsætningen ske i overensstemmelse med
årsregnskabsloven eller en godkendt regnskabsstandard, som er
tilladt af et godkendt regnskabsorgan i en anden EU-medlemsstat,
hvor medietjenesteudbyderen er registreret.
Stk. 3. Den
indberettede opgørelse skal ledsages af en erklæring
afgivet med høj grad af sikkerhed af en uafhængig
godkendt revisor.
Stk. 4. En
medietjenesteudbyder, der udbyder mere end én on
demand-audiovisuel medietjeneste, kan indberette én samlet
erklæring, jf. stk. 3, for disse.
Stk. 5.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
indberetning af opgørelser over den bidragspligtige
omsætning, herunder om indberetningens form, procedure og
indhold, frister for indberetningen og krav til
revisorerklæringer.
§ 9.
En medietjenesteudbyder skal én gang om året
indberette en opgørelse over investeringer i nyt dansk
indhold, jf. § 4, stk. 2, i seneste kalenderår til
Slots- og Kulturstyrelsen.
Stk. 2. En
medietjenesteudbyder, som fordeler investeringer over 3-årige
perioder, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., skal indsende en
hensigtserklæring om det forventede investeringsniveau for
den 3-årige investeringsperiode. Ligeledes skal
opgørelser over investeringer i nyt dansk indhold for de op
til 3 seneste kalenderår indberettes til Slots- og
Kulturstyrelsen.
Stk. 3. En
indberettet opgørelse, jf. stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., skal
ledsages af en erklæring afgivet med høj grad af
sikkerhed af en uafhængig godkendt revisor.
Stk. 4.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
indberetning af opgørelser over investering i nyt dansk
indhold, herunder om indberetningens form, fastsættelse af
den 3-årige investeringsperiode, procedure og indhold,
frister for indberetningen og krav til erklæringer efter stk.
2, 1. pkt., og stk. 3.
§
10. Slots- og Kulturstyrelsen fører tilsyn med og
træffer afgørelser efter denne lov og regler udstedt i
medfør heraf.
Stk. 2. En
medietjenesteudbyder skal inden for en frist fastsat af Slots- og
Kulturstyrelsen give Slots- og Kulturstyrelsen de oplysninger,
udlevere de dokumenter m.v. og afgive de skriftlige udtalelser, som
forlanges af styrelsen i forbindelse med udøvelse af
tilsynsforpligtelsen.
Stk. 3.
Afgørelser truffet af Slots- og Kulturstyrelsen i henhold
til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan
indbringes for Radio- og tv-nævnet senest 4 uger efter, at
styrelsens afgørelse er meddelt medietjenesteudbyderen.
Radio- og tv-nævnet kan tillægge klager indbragt for
nævnet opsættende virkning. Nævnets
afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Stk. 4.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
medietjenesteudbyderes afgivelse af oplysninger, udlevering af
dokumenter m.v. og afgivelse af skriftlige udtalelser, herunder
erklæring fra revisor om egne arbejdsgange og egen
uafhængighed, opgørelse over omsætning,
beregning af bidragspligtig omsætning og opgørelse og
beregning af investering i dansk indhold.
§
11. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at
skriftlig kommunikation til og fra Slots- og Kulturstyrelsen om
forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i
medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte
it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur
el.lign.
Stk. 3. En
digital meddelelse anses for at være kommet frem, når
den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4.
Kulturministeren kan fastsætte regler om, at myndigheder kan
udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller
efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift,
med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet
underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig
identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller
dokumentet.
Kapitel 4
Straffebestemmelser
§
12. Med bøde straffes den, der forsætligt eller
groft uagtsomt overtræder § 4, stk. 1 og 2, § 7,
stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, eller § 10, stk.
2.
Stk. 2. I
forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes
straf af bøde for den, der forsætligt eller groft
uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 5
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser
§
13. Loven træder i kraft den 1. juli 2024.
Stk. 2.
Kulturbidrag, jf. § 4, stk. 1 og 2, opkræves
første gang til betaling i 2025 på baggrund af
medietjenesteudbydernes opgørelser over den bidragspligtige
omsætning i Danmark i kalenderåret 2024.
Kapitel 6
Ændringer
i anden lovgivning
§ 14. I
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1350 af 4. september 2020, som
ændret ved lov nr. 2212 af 29. december 2020 og lov nr. 1595
af 28. december 2022, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 9 a, stk. 1, indsættes
efter »stk. 2«: »og stk. 4«.
2. I
§ 9 a indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
Uanset stk. 1 kan medietjenesteudbydere, der hører under et
andet lands myndighed inden for Den Europæiske Union eller
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og
som leverer en audiovisuel medietjeneste, pålægges at
bidrage finansielt til fremstilling af europæiske programmer
i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester.«
3.
Efter § 42 a indsættes:
Ȥ 42
b. Radio- og tv-nævnet kan behandle klager over Slots-
og Kulturstyrelsens afgørelser truffet efter
kulturbidragsloven eller regler fastsat i medfør
heraf.«
Kapitel 7
Territorial
gyldighed
§
15. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse | | 1. Indledning | | 2. Lovforslagets baggrund | | 3. Lovforslagets hovedpunkter 3.1. Indførelse af et
kulturbidrag 3.1.1. Gældende ret 3.1.2. AVMS-direktivet 3.1.3. Andre landes ordninger 3.1.4. Kulturministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning 3.2. Administration af
kulturbidragsordningen 3.2.1. Gældende ret 3.2.2. Kulturministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning 3.3. Straffebestemmelser 3.3.1. Gældende ret 3.3.2. Kulturministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning | | 4. Forholdet til Danmarks internationale
relationer | | 5. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | | 6. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | | 7. Administrative konsekvenser for
borgerne | | 8. Klimamæssige konsekvenser | | 9. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | | 10. Forholdet til EU-retten | | 11. Hørte myndigheder og
organisationer m.v. | | 12. Sammenfattende skema | |
|
1. Indledning
Regeringen (Socialdemokratiet,
Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten,
Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har den 14. juni 2023
indgået "Medieaftale for 2023-2026: Samling om frie medier og
stærkt dansk indhold."
Det følger af medieaftalen,
at forligspartierne er enige om, at befolkningen skal møde
mere dansk produceret kvalitetsindhold, hvad enten vi læser
nyhedsartikler, streamer film og serier eller lytter til podcasts.
Danmark er et lille land og dansk et lille sprogområde. Men
en stor kulturnation. Der er ikke andre end os selv til at sikre
betingelserne for, at der kan produceres dansk indhold af
høj kvalitet, som kan samle os, udfordre os, gøre os
klogere, underholde os, og som kan binde os sammen som nation.
Streamingtjenesterne fylder mere og
mere i danskernes medieforbrug og bidrager til, at befolkningen har
en kolossal mængde indhold fra det meste af verden, de altid
kan vælge imellem. Samtidig er dansk indhold, som vi kan
samles om og spejle os selv i, udfordret i den nye globale film- og
serie-industri. Det er derfor afgørende, at ikke bare de
store nationale streamingtjenesteudbydere men også
streamingtjenesteudbydere fra andre EU-medlemsstater engageres i
det danske mediekredsløb og bidrager til
bæredygtigheden af det kreative økosystem, så
det sikres, at der også i fremtiden produceres danske film,
serier og dokumentarer af høj kvalitet. Dette skal ske
på en balanceret måde, som både anerkender og
tager højde for streamingtjenesternes investeringer i dansk
indhold, og som samtidig sikrer, at alle streamingtjenester
bidrager i rimeligt omfang til produktionen af nyt dansk
indhold.
Formålet med lovforslaget er
derfor at styrke produktionen af danske serier,
dokumentarprogrammer og film og dermed understøtte udbuddet
af dansk indhold ved at indføre en pligt for visse
medietjenesteudbydere til at bidrage økonomisk til fremme af
dansk audiovisuelt indhold gennem de statslige
støtteordninger, public service-puljen og
filmstøtteordningerne.
Med lovforslaget foreslås
således, at der opkræves et kulturbidrag fra de
medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuelle
medietjenester (streamingtjenester) rettet mod et dansk publikum,
på 2 pct. af deres bidragspligtige omsætning i Danmark
hidrørende fra on demand-tjenesterne. Der foreslås
endvidere at indføre et bidrag på 3 pct. i
tillæg til bidraget på 2 pct., som skal betales af de
on demand-streamingtjenester, der investerer under 5 pct. af deres
omsætning i Danmark i dansk indhold. On
demand-streamingtjenester, der investerer 5 pct. eller mere af
deres omsætning i Danmark i dansk indhold, skal ikke betale
bidraget på 3 pct.
Loven vil finde anvendelse på
både danske on demand-medietjenesteudbydere såvel som
on demand-medietjenesteudbydere hjemmehørende i en anden
EU-medlemsstat, når de udenlandske udbydere målretter
deres on demand-audiovisuelle medietjeneste mod publikum i
Danmark.
Lovforslag om visse
medietjenesteudbyderes bidrag til fremme af dansk kultur
(kulturbidragsloven) (Folketingstidende 2023-2024, tillæg A L
70 som fremsat) blev oprindelig fremsat den 3. november 2023.
Lovforslaget var forinden den 29. september 2023 notificeret til
EU-Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 20215 om
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt
forskrifter for informationssamfundets tjenester
(informationsproceduredirektivet) med udløb af stand
still-perioden den 2. januar 2024. Kommissionen afgav sine
bemærkninger til det notificerede lovforslag den 19. december
2023.
Lovforslaget blev grundet en
administrativ fejl tredjebehandlet og vedtaget i Folketinget den
19. december 2023. Da lovforslaget således blev vedtaget
inden for stand still-perioden, lukkede EU-Kommissionen den danske
notifikationssag, idet lovforslaget ikke længere forelå
i udkastform, som artikel 6 i informationsproceduredirektivet
foreskriver. Det har haft den konsekvens, at lovforslaget må
gennotificeres til EU-Kommissionen med en ny tremåneders
stand still-periode. Dette har nødvendiggjort, at den danske
lovproces må gå om.
Forslag til lov om visse medietjenesteudbyderes bidrag til
fremme af dansk kultur (kulturbidragsloven) genfremsættes
hermed med de nødvendige præciseringer, der
følger af EU-Kommissionens udtalelse af 19. december 2023,
vedrørende investeringsforpligtelsen og indførelse af
muligheden for i opkrævning af kulturbidraget fra
medietjenesteudbydere etableret i Danmark at tage højde de
tilfælde, hvor der opkræves lignende finansielt bidrag
i andre EU-medlemsstater. Derudover præciseres det i
lovforslaget, at den bidragspligtige omsætning beregnes
på baggrund af omsætningen i det foregående
kalenderår. Endelige indføres der en 4 ugers frist for
påklage af Slots- og Kultursstyrelsens afgørelser i
medfør af denne lov.
2. Lovforslagets
baggrund
Med medieaftalen af 14. juni 2023,
indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og
Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale
Venstre og Dansk Folkeparti, ønsker forligspartierne, at
produktionen af dansk indhold skal styrkes. Danskerne skal
også frem over have mulighed for at møde originale
danske film, serier og dokumentarer af høj kvalitet. Derfor
skal streamingtjenesternes engagement i dansk indholdsproduktion
styrkes ved at sikre, at alle streamingtjenester på det
danske marked bidrager til bæredygtigheden af det danske
kreative økosystem.
Forligspartierne er således
enige om, at der indføres en kulturbidragsordning, som
forpligter udbydere af on demand-streamingtjenester til at bidrage
til dansk indholdsproduktion, og som samtidig tilgodeser de
tjenesteudbydere, der investerer i dansk indhold.
Med en kommende
kulturbidragsordning vil alle on demand-streamingtjenester rettet
mod et dansk publikum betale et fast finansielt bundbidrag på
2 pct. af deres bidragspligtige omsætning i Danmark. De on
demand-streamingtjenester, der investerer 5 pct. eller mere af
deres bidragspligtige omsætning i Danmark i dansk indhold,
vil gennem investeringen opfylde den samlede kulturbidragspligt og
vil dermed ikke skulle betale yderligere bidrag. Endelig vil de on
demand-streamingtjenester, der investerer under 5 pct. af deres
bidragspligtige omsætning i Danmark i dansk indhold - i
tillæg til det faste bundbidrag - skulle betale et bidrag
på 3 pct., så disse tjenester i alt vil betale et
finansielt kulturbidrag på 5 pct. af deres bidragspligtige
omsætning i Danmark.
Bidragselementet i den nye
kulturbidragsordning vil generere et provenu, der skal gå til
fremme af dansk indhold, herunder til produktion af nye danske
film, serier og dokumentarer. Ordningens nettoprovenu (efter
tilbageløb, adfærd og arbejdsudbud samt fradrag af
omkostninger til ordningens administration) forventes anvendt med
20 pct. til støtte til public service-formål
(dokumentarer og serier) og 80 pct. til
filmstøtteformål (spillefilm og dokumentarfilm), idet
der vil blive taget stilling til den endelige fordeling i
forligskredsen, når provenuet er kendt.
Det vil være muligt for de
medietjenesteudbydere, der bliver omfattet af den foreslåede
pligt til at betale et kulturbidrag og overholder forpligtelserne i
medfør af loven at søge om støtte til
produktionen af nyt dansk audiovisuelt indhold under de
støtteordninger, der finansieres af provenuet fra
kulturbidragsordningen.
I forhold til indførelsen af
et kulturbidrag, noterede forligspartierne sig, at Danmark har
tilsluttet sig OECD-aftalen om beskatning af den digitale
økonomi af 8. oktober 2021, og at den multilaterale
konvention om implementering af beløb A vil indeholde en
"stand-still" og "roll-back "-forpligtelse. Forligspartierne er
på den baggrund enige om at følge OECD-aftalen og
forpligtelsen i den multilaterale konvention og i givet fald
tilpasse kulturbidraget i lyset heraf.
3. Lovforslagets
hovedpunkter
3.1. Indførelse
af et kulturbidrag
3.1.1. Gældende ret
Der findes ikke i dag national
lovgivning, der gør det muligt at opkræve et
kulturbidrag fra on demand-medietjenesteudbydere
(streamingtjenesteudbyderne). Kulturbidragsordningen
indføres derfor ved forslag til en ny hovedlov.
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.
marts 2010 om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i
betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
hjemler indførelsen af en kulturbidragsordning i artikel 13,
stk. 2 og 3, hvoraf det følger, at medlemsstater, der
pålægger medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion
at bidrage finansielt til fremstilling af europæiske
programmer, herunder via direkte investeringer i indhold og bidrag
til nationale fonde, også kan pålægge
medietjenesteudbydere, der målretter deres tjenester mod
publikum inden for deres områder, men som er etableret i
andre medlemsstater, at yde sådanne finansielle bidrag, der
skal være forholdsmæssige og ikkediskriminerende. Det
finansielle bidrag skal kun baseres på indtægterne i
målmedlemsstaterne. Hvis den medlemsstat, hvor
medietjenesteudbyderen er etableret, opkræver et sådant
finansielt bidrag, skal den tage hensyn til eventuelle finansielle
bidrag, der er opkrævet af målmedlemsstater. Ethvert
finansielt bidrag skal overholde EU-retten, navnlig reglerne for
statsstøtte.
Det følger af § 9 a,
stk. 1, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, at en udbyder af en
audiovisuel medietjeneste, der hører under et andet lands
myndighed inden for Den Europæiske Union eller Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som
leverer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra overholdelse
af danske regler inden for det område, der samordnes ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af visse
love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester, selv om tjenesten retter sig mod
Danmark.
3.1.2. AVMS-direktivet
AVMS-direktivet har til
formål at sikre den frie bevægelighed af audiovisuelle
medietjenester i EU, beskytte forbrugere samt fremme kulturel
mangfoldighed og mediefrihed.
Direktivet indeholder en
minimumsregulering af audiovisuelle medietjenester, dvs. bl.a.
fjernsynsudsendelser og on demand-audiovisuelle medietjenester.
Direktivets anvendelsesområde omfatter også
videodelingsplatformstjenester, dvs. tjenester, der organiserer
audiovisuelt indhold, men ikke har et redaktionelt ansvar for
indholdet, samt sociale medietjenester, hvis levering af
audiovisuelt indhold efter en nærmere vurdering udgør
en væsentlig funktion i den pågældende tjeneste.
Direktivet regulerer ikke sociale medietjenester som sådan.
Direktivet er et minimumsdirektiv, og medlemsstaterne kan
således kræve, at udbydere af fjernsyn og on
demand-audiovisuelle medietjenester under deres jurisdiktion
overholder mere detaljerede eller strengere bestemmelser på
de områder, der samordnes ved direktivet.
AVMS-direktivet giver mulighed for,
at EU-medlemsstaterne kan pålægge både nationale
og medietjenesteudbydere (herunder streamingtjenesteudbydere) fra
andre EU-medlemsstater at bidrage finansielt til fremstillingen af
europæiske programmer.
Det følger af direktivets
artikel 13, stk. 2, at medlemsstater, der pålægger
medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion at bidrage
finansielt til fremstilling af europæiske programmer,
herunder via direkte investeringer i indhold og bidrag til
nationale fonde, også kan pålægge
medietjenesteudbydere, der målretter deres tjenester mod
publikum inden for deres områder, men som er etableret i
andre medlemsstater, at yde sådanne finansielle bidrag, der
skal være forholdsmæssige og ikke-diskriminerende.
Den tilknyttede
præambelbetragtning nr. 36 uddyber, at disse finansielle
forpligtelser kan bestå i en pligt til direkte at investere i
europæisk indhold eller til at betale til en fond, som
udbetaler støtte til fremstilling af europæisk
indhold. De tjenester, der er forpligtet til at bidrage til
fonde/puljer, skal på ikkediskriminerende vis kunne drage
fordel af den støtte, der er tilgængelig under
ordningen.
Det følger af
AVMS-direktivets artikel 13, stk. 3, at det finansielle bidrag skal
baseres på indtægterne i målmedlemsstaterne. Hvis
den medlemsstat, hvor medietjenesteudbyderen er etableret,
opkræver et sådant finansielt bidrag, skal den tage
hensyn til eventuelle finansielle bidrag, der er opkrævet af
målmedlemsstater. Ethvert finansielt bidrag skal overholde
EU-retten, navnlig reglerne for statsstøtte.
Det følger af
AVMS-direktivets artikel 13, stk. 6, at den forpligtelse, der er
pålagt i henhold til stk. 1, og det krav, der
pålægges medietjenesteudbydere, der målretter
deres tjenester mod publikum i andre medlemsstater, jf. artikel 13,
stk. 2, ikke finder anvendelse på medietjenesteudbydere med
en lav omsætning eller en lille målgruppe.
Medlemsstaterne kan også fravige sådanne forpligtelser
eller krav, hvor de ville være upraktiske eller ubegrundede i
betragtning af arten af eller emnet for de audiovisuelle
medietjenester.
3.1.3. Andre landes ordninger
AVMS-direktivets hjemmel i artikel
13, stk. 2, til at indføre et kulturbidrag er udnyttet i en
række EU-medlemsstater. European Audiovisual Observatory
(Council of Europe) giver i rapporten IRIS Plus 2022-2: Investing
in European works: the obligations on VOD providers, Strasbourg,
September 2022, et samlet overblik over de nationale ordninger, der
gennemfører AVMS-direktivets artikel 13, stk. 2, se
nedenstående tabel 1.
Ifølge rapporten har 14
lande (ud over Danmark) indført - eller er ved at
indføre - bidragsforpligtelser for on demand-audiovisuelle
medietjenesteudbydere. Bidragspligten kan udgøres af en
investeringsforpligtelse, et finansielt bidrag til en
fond/støtteordning eller en kombination af begge.
Bidragssatserne i de enkelte landes ordninger fastsættes som
udgangspunkt ud fra hele eller dele af de omfattede
medietjenesteudbyderes årlige indkomst og varierer betydeligt
landene imellem - både i forhold til, hvad der medregnes i
opgørelsen af den relevante indkomst, og i forhold til de
anvendte bidragssatser.
Tabel 1 Overblik over nationale
ordninger, der gennemfører AVMS-direktivets artikel 13, stk.
2 | | Bidragspligt* | Investeringspligt* (produktion og/eller
rettighedskøb) | Enten/eller-model | Både/og-model | Land | | | | | BE DE | -- | Afventer specifik regulering | -- | -- | BE VL | 2 pct. | 2 pct. | X | -- | BE WA | 0-2,2 pct. | 0-2,2 pct. | X | -- | CH | Ukendt pct. | 4 pct. | X | -- | CZ | 0,5 pct. | -- | -- | -- | DE | Hhv. 1,8 eller 2,5 pct. | -- | -- | -- | ES | 5 pct. | 5 pct. | X | X | FR | 5,15 pct. | 15-25 pct. | -- | X | GR | 1,5 pct. | 1,5 pct. | -- | X | HR | Ukendt pct. | 2 pct. | -- | X | IE | Ukendt pct. | -- | -- | -- | IT | -- | 18 pct. | -- | -- | NL | -- | 4,5 pct. | -- | -- | PL | 1,5 pct. | -- | -- | -- | PT | Hhv. 1 eller 4 pct. | 0,5-4 pct. | -- | X | RO | Hhv. 3 eller 4 pct. | 40 pct. | X | -- | Anm. : Opgørelsen dækker EU-
og EFTA-landene pr. 22. september 2022. *Grundlaget for
opgørelsen af bidrags- og investerings-forpligtelsen
varierer meget landene imellem. Kilde: Kulturministeriets sammenstilling
af data fra Investing in European works: the obligations on VOD
providers, IRIS Plus, European Audiovisual Observatory, Strasbourg,
September 2022 |
|
3.1.4. Kulturministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Med afsæt i medieaftalen af
14. juni 2023 foreslås det, at der indføres en
kulturbidragsordning, der kombinerer en finansiel bidragspligt med
en investeringsmulighed, der vil gøre det muligt at
balancere bidragspligten i forhold til streamingtjenestens
engagement i dansk indholdsproduktion og det danske kreative
økosystem. Den foreslåede ordning vil medføre,
at medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuelle
medietjenester rettet mod et dansk publikum, vil blive forpligtet
til at betale et årligt finansielt bidrag på 2 pct. af
deres bidragspligtige omsætning i Danmark hidrørende
fra on demand-tjenesterne. Det foreslås endvidere, at de
medietjenesteudbydere, der investerer under 5 pct. af deres
bidragspligtige omsætning i Danmark i nyt dansk indhold
forpligtes til at betale et årligt bidrag på 3 pct.,
således at disse medietjenesteudbydere betaler et
kulturbidrag på i alt 5 pct. årligt. Ordningens
overordnede formål vil således være at fremme
produktionen af nyt dansk audiovisuelt indhold i form af film,
serier og dokumentarer.
Det foreslås, at de
investeringer i nyt dansk indhold, der medregnes under ordningen,
afgrænses, så investeringsmuligheden bidrager direkte
til opfyldelsen af kulturbidragsordningens formål. Det
foreslås derfor, at det alene er medietjenesteudbydernes
investeringer i produktion og koproduktion af nye danske film,
serier og dokumentarer, som kan medregnes i medietjenesteudbydernes
opgørelse af deres årlige investeringsniveau.
Den foreslåede
investeringsmulighed vil skulle understøtte anvendelsen af
de investerings- og produktionsfinansieringsmodeller, der anvendes
mellem medietjenesteudbydere og produktionsselskaber m.v. i dag,
ligesom den også skal kunne rumme udviklingen af nye
investerings- og produktionsfinansieringsmodeller fremadrettet. Det
er endvidere hensigten, at investeringsmuligheden skal bidrage til
at sikre, at der produceres dansk indhold af høj kvalitet.
De investeringer, der skal kunne medregnes, afgrænses
således bredt til at omfatte alle typer investeringer i
produktion og koproduktion af nyt dansk indhold, hvilket blandt
andet skal kunne omfatte direkte investeringer f.eks. i form af
produktion, samproduktion og erhvervelse af rettigheder til film,
serier eller dokumentarprogrammer.
Dansk indhold vil i lovforslagets
forstand skulle forstås som et bredt begreb, der dækker
audiovisuelt indhold inden for film-, serie- og dokumentargenren,
uanset hvilken underkategori indholdet i øvrigt kan sortere
under, herunder f.eks. reality, komedie og drama. Begrebet dansk
indhold vil således ikke skulle omfatte investeringer i
f.eks. sports- og nyhedsprogrammer, der ikke sorterer under film-,
serie- og dokumentargenren, som ordningen har til formål at
fremme.
Investeringerne vil skulle
foretages i nye danske film, serier og dokumentarer. Det betyder,
at investeringer f.eks. i form af køb af visningsrettigheder
til nye produktioner vil kunne medregnes under ordningen, mens
investeringer i visningsrettigheder til allerede eksisterende
indhold (f.eks. ved køb af produktionsselskabers
såkaldte bagkataloger) ikke vil kunne medregnes, da det vil
falde uden for formålet om at sikre produktion af nyt
kvalitetsindhold.
Den foreslåede
investeringsmulighed skal fremme og understøtte produktionen
af nyt dansk kvalitetsindhold og samtidig tage højde for
potentialet i internationale samarbejder i de forskellige
produktionsled og rammerne for EU's indre marked. Det
foreslås, at investeringsmuligheden skal favne bredt,
så der både kan anerkendes investeringer i dansk lokalt
indhold samt produktioner med store budgetter og danske såvel
som europæiske elementer, der kan bidrage til den
internationale udbredelse og anerkendelse af europæisk,
herunder dansk kvalitetsindhold.
Det foreslås derfor, at medietjenesteudbydernes
investeringer kan anses for at udgøre investeringer i dansk
indhold i denne lovs forstand og dermed kan medregnes i opfyldelsen
af investeringsmuligheden, når mindst 75 pct. af
produktionsmaterialet for europæisk producerede film, serier
eller dokumentarer er på dansk. Derudover vil mere end
halvdelen af den enkelte produktions budget skulle være
forbrugt i Danmark eller mere end halvdelen af den enkelte
produktions optagelser skulle finde fysisk sted i Danmark.
Det foreslås, at
medietjenesteudbydernes investeringer tidsmæssigt
opgøres, så de afspejler det reelle investeringsniveau
og mindsker risici for uhensigtsmæssige konsekvenser af
f.eks. udsættelser i produktionsopstart i forhold til
medietjenesteudbydernes opgørelse og indberetning af et
givent års investeringer. Det foreslås derfor, at
investeringerne kan balancere over en tre-årig periode. Det
vil betyde, at medietjenesteudbyderne ikke nødvendigvis vil
skulle investere 5 pct. eller mere i et givent år, så
længe investeringsniveauet i de to øvrige år i
perioden medfører, at udbyderens investeringsniveau i
gennemsnit har været på 5 pct. eller højere for
hvert af de tre år. Muligheden for at opgøre
tjenestens investeringsniveau over en tre-årig periode
vurderes at understøtte muligheden for fleksible
investeringer, som flugter med den praktiske virkelighed i
produktionen af film, serier og dokumentarer, der ofte er
projektbaserede, til gavn for både producentbranchen og on
demand-audiovisuelle medietjenesteudbyderne. Det foreslås
endvidere, at medietjenesteudbyderne gives metodefrihed i forhold
til det tidspunkt, hvor de tidsmæssigt anser den enkelte
investering for at være foretaget, af hensyn til at ordningen
kan rumme evt. forskellige praksis for medietjenesteudbydernes
bogføring af deres investeringer. Dog skal
medietjenesteudbyderens anvendte regnskabspraksis
følges.
Det foreslås, at provenuet
fra kulturbidragsordningen (efter tilbageløb, og
adfærd og arbejdsudbud) tilgår public service-puljen og
filmstøtteordningerne, der således vil blive delvist
finansieret af kulturbidragsordningen. Det er hensigten, at den
nærmere fordeling af provenuet mellem de respektive ordninger
fastsættes i en bekendtgørelse. Hermed sikres mulighed
for, at der på en smidig og hensigtsmæssig vis kan
foretages justeringer i fordelingen, efter at
kulturbidragsordningen er trådt i kraft, i tråd med
medieaftalen for 2023-2026, hvorefter forligspartierne er enige om,
at: "Ordningens nettoprovenu (efter tilbageløb, adfærd
og arbejdsudbud samt fradrag af omkostninger til ordningens
administration) forventes anvendt med 20 pct. til støtte til
public service-formål (dokumentarer og serier) og 80 pct. til
filmstøtteformål (spillefilm og dokumentarfilm), idet
der vil blive taget stilling til den endelige fordeling i
forligskredsen, når provenuet er kendt. "
De medietjenesteudbydere, der vil
blive omfattet af den foreslåede pligt til at betale et
kulturbidrag og som overholder deres forpligtelser i henhold til
loven, har adgang til at ansøge om støtte til
produktionen af nyt dansk audiovisuelt indhold fra public
service-puljen og filmstøtteordningerne i samarbejde med en
uafhængig producent. Dette gælder uanset, om de
pågældende medietjenesteudbydere er etableret i Danmark
eller en anden EU-medlemsstat. Den foreslåede
kulturbidragsordning indeholder dermed et incitament for
medietjenesteudbydere, der betaler kulturbidrag, til at investere i
nyt dansk audiovisuelt indhold, da de har mulighed for at kunne
søge om støtte hertil. Ordningen vil endvidere
bidrage til at fremme en mere økonomisk bæredygtig
dansk audiovisuel indholdsproduktion ved at sikre, at de, der
opnår en økonomisk gevinst ved at udbrede audiovisuelt
indhold i Danmark, også bidrager til at sikre den
fremadrettede produktion af dansk indhold.
De nærmere krav og
betingelser for modtagelse af støtte til produktionen af nye
danske film, serier og dokumentarprogrammer er fastlagt i
støttebetingelserne for hhv. public service-puljen og
filmstøtteordningerne, der administreres af Det Danske
Filminstitut.
Der lægges op til, at
ordningen både skal omfatte medietjenesteudbydere, der er
etableret i Danmark, og medietjenesteudbydere, der er etableret i
en anden EU-medlemsstat, når deres on demand-audiovisuelle
medietjenester er målrettet et dansk publikum.
Kulturbidragsordningen vil således ikke gøre forskel
på de on demand-medietjenesteudbydere, der opererer på
det danske marked, men sikrer disse udbydere de samme
konkurrencemæssige vilkår i relation til
kulturbidragsordningen, uanset om de er etableret i Danmark eller i
en anden EU-medlemsstat.
For at kunne indføre en
sådan ordning, der også omfatter medietjenesteudbydere,
der er etableret i en anden EU-medlemsstat, finder
Kulturministeriet, at der skal indføres en tilføjelse
i radio- og fjernsynslovens § 9 a, hvorefter
medietjenesteudbydere, som er omfattet af § 9 a, stk. 1, skal
kunne pålægges at bidrage finansielt til fremstilling
af europæiske programmer i overensstemmelse med
AVMS-direktivet.
Ved afgørelsen af, om en on
demand-audiovisuel medietjeneste er målrettet et dansk
publikum, foreslås det, at der - i overensstemmelse med det i
AVMS-direktivets præambelbetragtning 38 anførte - vil
blive lagt vægt på indikatorer såsom, hvorvidt
der er reklame eller anden promovering, der sigter specifikt mod
kunder i Danmark, hvorvidt den on demand-audiovisuelle
medietjenestes hovedsprog er dansk, og hvorvidt der er tale om
indhold eller kommerciel kommunikation, som specifikt er rettet mod
publikum i Danmark.
Den foreslåede
kulturbidragsordning omfatter medietjenesteudbydere, der udbyder on
demand-audiovisuelle tjenester, herunder de abonnementsbaserede
såkaldte SVOD-tjenester (Subscription Video on Demand) og de
transaktionsbaserede såkaldte TVOD-tjenester (Transactional
Video On Demand). Det afgørende for, om tjenesten vil blive
anset for at være abonnementsbaseret, er, om forbrugerne
på baggrund af en tilmelding gives en løbende adgang
til tjenesten for en given periode. Det er i denne forbindelse uden
betydning, om der ydes en monetær eller anden modydelse for
abonnementet. Det betyder, at tjenester, der f.eks. benytter
abonnementer, hvor forbrugeren ikke betaler penge for abonnementet,
men i stedet accepterer at se reklamer eller afgiver sine data som
modydelse, også vil blive anset som værende
abonnementsbaserede tjenester i dette lovforslags forstand.
På tilsvarende måde vil det for de TVOD-tjenester
være uden betydning, om modydelsen for adgangen til indholdet
på tjenesten er af monetær karakter, eller om
forbrugeren betaler for adgangen på anden vis.
Kulturbidraget på enten 2
eller 5 pct., som den enkelte medietjenesteudbyder skal betale, vil
blive fastsat ud fra udbyderens omsætning i Danmark, som
hidrører fra tilgængeliggørelse af audiovisuelt
indhold på dennes on demand-audiovisuelle medietjeneste,
herunder også abonnementsindtægter, transaktions- eller
lejeindtægter, annonceindtægter og indtægter ved
gensalg af den on demand-audiovisuelle medietjeneste i andre
virksomheders abonnementsbaserede produkter. Ved at tage
udgangspunkt i de omfattede virksomheders nettoindtægter
sikres et enkelt og ensartet udgangspunkt for beregningsgrundlaget
på tværs af virksomhederne. Den brede definition af den
bidragspligtige omsætning har til formål at sikre, dels
at ordningen ikke gør forskel på udbyderne ud fra
deres anvendte forretningsmodel og dels, at risikoen for
omgåelse minimeres. Til eksempel vil indtægter fra
gensalg af de on demand-audiovisuelle medietjenester i andre
virksomheders abonnementsbaserede produkter derfor blive omfattet
for at undgå risiko for omgåelse, ved at
medietjenesteudbyderne kan skifte forretningsmodel fra f.eks.
direkte salg til forbrugerne til salg gennem en anden virksomheds
abonnementsbaserede tv-kanalpakker eller mobilabonnementsordninger
for derved at minimere den bidragspligtige omsætning og
dermed undgå bidragspligten.
Det foreslås, at
beregningsgrundlaget for kulturbidraget begrænses til kun at
omfatte medietjenesteudbydernes relevante omsætning i Danmark
i overensstemmelse med AVMS-direktivets artikel 13, stk. 3,
hvorefter det finansielle bidrag kun skal baseres på
indtægterne i målmedlemsstaterne. Afgrænsningen
til omsætning i Danmark udtrykker i den forbindelse en
rimelig balance i forhold til, at en del af den finansielle
indtjening, som opnås ved at udbyde en on demand-audiovisuel
medietjeneste på det danske marked, medvirker til den
fortsatte bæredygtighed af markedet ved at understøtte
produktionen af danske film, serier og dokumentarprogrammer.
Streamingmarkedet er i konstant
udvikling, og nye typer af audiovisuelle medietjenester ser
løbende dagens lys for bedst muligt at tilpasse tjenesterne
til forbrugernes ønsker og behov. F.eks. tilbyder nogle
medietjenesteudbydere allerede i dag streamingprodukter, der
både giver adgang til lineære audiovisuelle
medietjenester, dvs. fjernsynskanaler, der udbydes af en
medietjenesteudbyder med henblik på samtidig modtagelse af
programmer på basis af en programflade, og adgang til on
demand-audiovisuelle medietjenester, hvor forbrugeren selv
vælger f.eks. hvilket program eller hvilken film, der skal
ses og hvornår, ud fra medietjenesteudbyderens
programkatalog.
Da formålet med lovforslaget
er at indføre en bidragspligt for on demand-audiovisuelle
medietjenesteudbydere for at fremme produktionen af danske film,
serier og dokumentarer, vil beregningsgrundlaget ikke omfatte
indtægter hidrørende fra lineær
programvirksomhed, selvom denne gøres tilgængelig for
forbrugeren gennem en on demand-audiovisuel medietjeneste, f.eks.
via en tilkøbsmulighed på samme platform eller
på anden måde. Omsætning hidrørende fra
traditionelle lineære fjernsynskanaler undtages ud fra en
rimelighedsbetragtning i lyset af lovforslagets formål om at
sikre, at de, der opnår deres indtjening ved at udbrede
audiovisuelt indhold i Danmark, også bidrager til at sikre
den fremadrettede produktion af dansk indhold. Live sports- og
nyhedsprogrammer, som ordningen ikke sigter efter at fremme,
vurderes generelt at udgøre en både omkostningstung og
kraftigt omsætningsdrivende del af indholdet på de
lineære kanaler. Derudover er det generelt opfattelsen, at de
lineære medietjenester på det danske marked gennem
deres tv-kanaler rettet mod et dansk publikum allerede bidrager i
passende omfang til udsendelsen og produktionen af dansk
audiovisuelt indhold. Denne rimelighedsbetragtning
understøttes af AVMS-direktivets præambelbetragtning
37, hvoraf det følger, at TV-spredningsforetagender på
nuværende tidspunkt investerer mere i europæiske
audiovisuelle programmer end udbydere af on demand audiovisuelle
medietjenester. Det følger videre af betragtningen, at hvis
en målmedlemsstat derfor vælger at pålægge
et TV-spredningsforetagende, der hører under en anden
medlemsstats jurisdiktion, en finansiel forpligtelse, bør de
direkte bidrag til produktion og erhvervelse af rettigheder i
forbindelse med europæiske programmer, navnlig
koproduktioner, som ydes af det pågældende
TV-spredningsforetagende, tages i betragtning under behørig
hensyntagen til proportionalitetsprincippet. Endvidere
bemærkes, at de lineære medietjenester på det
danske marked opererer på et marked, der er domineret af
public service- og statsejede aktører, og at
indførelsen af en kulturbidragspligt for disse lineære
medietjenesteudbydere risikerer at kunne hæmme deres
markedsposition i forhold til de dominerende public
service-tjenesteudbydere yderligere. Det vurderes på den
baggrund ikke at være nødvendigt eller
forholdsmæssigt at underlægge de lineære
medietjenester en kulturbidragsforpligtelse.
Det er ligeledes ikke hensigten med
nærværende lovforslag at omfatte omsætning fra
sportsprogrammer eller nyhedsprogrammer, selvom disse gøres
tilgængelige for forbrugeren gennem en on demand-audiovisuel
medietjeneste, f.eks. via en tilkøbsmulighed på samme
platform eller på anden måde. Den omfattede
omsætning afgrænses således til at vedrøre
tilgængeliggørelse af audiovisuelt indhold, herunder
film, serier og dokumentarprogrammer, som også er de
kategorier af kreativt audiovisuelt indhold, som
kulturbidragsordningen har til formål at fremme produktionen
af, men ikke tilgængeliggørelse af sports- eller
nyhedsprogrammer.
Visse lineære
fjernsynskanaler benytter sig af catch up- eller start
forfra-services, hvor man inden for en nærmere
afgrænset periode kan se tidligere udsendte tv-programmer
på en lineær audiovisuel medietjeneste. Der findes ikke
en entydig definition af, hvad der ligger i begrebet catch up-
eller start forfra-tjeneste, og det vil derfor bero på en
konkret vurdering, om sådanne services de facto udgør
on demand-audiovisuelle medietjenester, jf. den foreslåede
definition i § 3, nr. 2, og dermed om indtægter
hidrørende fra sådanne services vil være
omfattet af begrebet bidragspligtig omsætning. Centralt for
vurderingen af, hvorvidt en konkret catch up- eller start
forfra-service udgør en on demand-audiovisuel medietjeneste,
vil således være den grad af brugervalg, der vurderes
at være i forhold til det tidspunkt, brugeren kan se det
tidligere lineært udsendte program på, men også i
hvilket omfang programkataloget er udvalgt af den
pågældende medietjenesteudbyder.
Det vil bero på en konkret
vurdering af den enkelte catch up- eller start forfra-service, men
umiddelbart vurderes, at indtægt hidrørende fra en
catch up- eller start forfra-service, hvor brugeren alene kan
starte programmet forfra inden for programmets sendetid eller i
nær sammenhæng med programmets placering i
tv-sendefladen, ikke vil være omfattet af den bidragspligtige
omsætning, idet servicen reelt ikke giver mulighed for at se
programmet på et brugervalgt tidspunkt, jf. den
foreslåede definition i § 3, nr. 2. På samme
måde vil indtægter, der hidrører fra muligheden
for at optage indholdet (NVPR) i nær sammenhæng med
programmets placering i tv-sendefladen, ikke umiddelbart være
omfattet af den bidragspligtige omsætning.
Ved den konkrete vurdering af, om der er tale om en service,
hvor brugeren alene kan starte programmet forfra inden for
programmets sendetid eller i nær sammenhæng med
programmets placering i tv-sendefladen, vil anerkendte
branchestandarder, herunder hvorvidt servicen gør indhold
tilgængeligt i op til 7 dage efter programmets placering i
tv-sendefladen, kunne inddrages. Der vil også kunne
lægges vægt på praksis, hvor indholdet f.eks.
gøres tilgængeligt i op til 30 dage. På samme
måde vil det ift. NVPR være en konkret vurdering af,
hvor længe der er mulighed for at optage indholdet.
Desuden foreslås, at
omsætning, som udbydere af on demand-audiovisuelle
medietjenester, jf. definitionen heraf i den foreslåede
§ 3, nr. 2, genererer ved ren videredistribution af andre on
demand-audiovisuelle medietjenester fra den bidragspligtige
omsætning, undtages. Det kan f.eks. være
omsætning, som en udbyder af en on demand-audiovisuel
medietjeneste, virksomhed A, genererer ved at videredistribuere og
give adgang til en on demand-audiovisuel medietjeneste fra
udbyderen virksomhed B gennem virksomhed As platform. Med
undtagelsen undgås, at udbyderne pålægges at
betale kulturbidrag for indtjening hidrørende fra tjenester,
som de ikke har redaktionelt ansvar for, idet de ikke har udvalgt
det audiovisuelle indhold, og derfor ikke er udbydere af i
nærværende lovforslags forstand.
Med lovforslaget indføres
der en sats for kulturbidraget på henholdsvis 2 eller 5 pct.
af den bidragspligtige omsætning i Danmark. Det følger
direkte af AVMS-direktivets artikel 13, stk. 2, at medlemsstaterne
kan indføre en pligt for medietjenesteudbydere til at yde
sådanne finansielle bidrag, der skal være
forholdsmæssige og ikkediskriminerende. Dette krav om
proportionalitet, der følger af EU-retten, indebærer,
at der ikke må være et misforhold mellem formålet
med handlingen, dvs. hensigten om at fremme produktionen af nye
danske film, serier og dokumentarer, og de midler, der anvendes til
at realisere formålet, dvs. bidragspligten med en sats
på henholdsvis 2 eller 5 pct. afhængigt af
medietjenesteudbyderens engagement i forhold til investeringer i
det danske kreative økosystem.
Danmark er et lille
sprogområde, og markedet for dansk indhold er tilsvarende af
begrænset størrelse. Det vurderes derfor, at en
bidragsforpligtelse varetager et sagligt formål om at sikre
produktion af nyt dansk indhold og derigennem bidrager til den
kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa. Kulturministeriet
estimerer med betydelig usikkerhed, at kulturbidragsordningen med
en bidragssats på henholdsvis 2 eller 5 pct. vil
medføre et provenu på ca. 103 mio. kr. årligt,
hvilket svarer til et provenu på ca. 98 mio. kr. årligt
efter tilbageløb, adfærd og arbejdsudbud. Til
sammenligning bidrages der fra statslig side gennem Det Danske
Filminstitut i 2023 med et samlet tilskudsbudget på ca. 420
mio. kr. årligt (dækkede alle støtteordninger,
herunder Public Service-Puljen og filmstøtteordningerne) til
at sikre produktion af nyt dansk indhold. Til yderligere
sammenligning vurderes de centrale, kommercielle, lineære
medietjenesteudbydere på det danske marked samlet set at
investere omkring 500 mio. kr. i dansk produceret audiovisuelt
indhold. Det forventede provenu ved kulturbidragsordningen ved en
bidragssats på henholdsvis 2 eller 5 pct. vurderes derfor at
tilvejebringe et provenu, der står i rimeligt forhold til den
ønskede samlede støtteintensitet på
området til fremme af produktionen af nye danske film, serier
og dokumentarer.
Bidragssatserne i den
foreslåede kulturbidragsordning forventes således at
medføre et relativt begrænset provenu i forhold til
den statslige støtte og lineære medietjenesteudbyderes
investeringer på området.
Det er desuden Kulturministeriets
vurdering, at bidragspligten skal ses i sammenhæng med
muligheden for at opnå statslig støtte på
området, hvorved bidragspligten for on demand-audiovisuelle
medietjenesteudbyderne generelt mindskes. Der vurderes på den
baggrund ikke at være et misforhold mellem størrelsen
på det estimerede provenu, som de foreslåede
bidragssatser på henholdsvis 2 og 5 pct. resulterer i, og
formålet om at fremme danske film, serier og dokumentarer.
Bidragssatserne vurderes således bl.a. i lyset af disse
momenter samlet ikke at være uforholdsmæssige.
Det bemærkes, at
bidragssatserne på henholdsvis 2 eller 5 pct. generelt
følger niveauet for de kulturbidragssatser og typer af
kulturbidragsordninger, som er indført - eller er ved at
blive indført - i de øvrige EU-medlemsstater, dog med
forbehold for, at der ses store forskelle i forudsætningerne
og opkrævningsgrundlaget for de forskellige landes ordninger,
ligesom der ses store forskelle i, om ordningerne kun
medfører en bidragspligt, en investeringsforpligtelse eller
en kombination af de to. Til illustration er bidragssatsen i
Frankrig og Spanien henholdsvis 5,15 pct. og 5 pct., hvilket
således er højere end de foreslåede danske
bidragssatser.
Det foreslås, at
kulturbidragsordningen alene skal gælde
medietjenesteudbydere, der har en samlet årlig
omsætning på over 15 mio. kr.
Afgrænsningen foretages i
overensstemmelse med AVMS-direktivets artikel 13, stk. 6, hvorefter
krav, der pålægges medietjenesteudbydere, der
målretter deres tjenester mod publikum i andre medlemsstater,
ikke finder anvendelse på medietjenesteudbydere med en lav
omsætning eller en lille målgruppe. Begrebet lav
omsætning er beskrevet i Europa-Kommissionens Retningslinjer
i medfør af artikel 13, stk. 7, i direktivet om
audiovisuelle medietjenester for beregningen af andelen af
europæiske programmer i on demand-kataloger og for
definitionen af et lille publikum og en lav omsætning (2020/C
223/03), afsnit III. 3, der henviser til Europa-Kommissionens
henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af
mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Det
følger heraf, at virksomheder, der falder under samme
omsætningstærskel som mikrovirksomheder, dvs.
virksomheder med en samlet årlig omsætning på
højst 2 mio. EUR, når omsætningen fra
partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder også tages
i betragtning, bør undtages fra den foreslåede
bidragspligt, med mindre det er nødvendigt og rimeligt ud
fra et proportionalitetshensyn, at disse virksomheder omfattes.
Det foreslås herudover, at
kulturbidragsordningen ikke skal gælde medietjenesteudbydere,
der har et lille publikum, defineret som et publikum, der
udgør under 1 pct. af det samlede antal brugere af on
demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked.
Opgørelsesmetoden for det samlede antal brugere af on
demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked er
endnu ikke fastlagt. Kulturministeriet vil fastlægge en
metode for den konkrete opgørelse af det samlede antal
brugere af on demand-audiovisuelle medietjenester på det
danske marked.
Afgrænsningen foretages i
overensstemmelse med AVMS-direktivets artikel 13, stk. 6, hvorefter
krav, der pålægges medietjenesteudbydere, der
målretter deres tjenester mod publikum i andre medlemsstater,
jf. stk. 2, ikke finder anvendelse på medietjenesteudbydere
med en lav omsætning eller en lille målgruppe. Begrebet
lille målgruppe er beskrevet i Europa-Kommissionens
Retningslinjer i medfør af artikel 13, stk. 7, i direktivet
om audiovisuelle medietjenester for beregningen af andelen af
europæiske programmer i on demand-kataloger og for
definitionen af et lille publikum og en lav omsætning (2020/C
223/03), afsnit III. 4, hvor begrebet lille publikum anvendes i
stedet for lille målgruppe. Det følger af
retningslinjerne, at udbydere med en publikumsandel på under
1 pct. i en given medlemsstat bør anses for at have et lille
publikum for on demand-audiovisuelle medietjenester. Det
følger videre, at tærsklen afspejler en
begrænset udbredelse af de pågældende udbyderes
tjenester på de relevante nationale markeder, hvorfor
Europa-Kommissionen bl.a. finder det hensigtsmæssigt at
fritage disse medietjenesteudbydere fra forpligtelsen, der kan
pålægges på baggrund af AVMS-direktivets artikel
13, stk. 2.
Det er Kulturministeriets
vurdering, at medietjenesteudbydere med en årlig
omsætning eller et antal brugere under de foreslåede
tærskelværdier bør undtages fra bidragspligten
for at undgå, at disse mindre virksomheder og virksomheder
med aktuel begrænset tilstedeværelse på det
danske marked rammes unødigt hårdt, og at nye
aktører hindres adgang til markedet.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets §§ 2-6 og bemærkningerne hertil.
3.2. Administration af
kulturbidragsordningen
3.2.1. Gældende ret
Der gælder ikke i dag regler,
der hjemler administrationen af en kulturbidragsordning, herunder
registrerings- og indberetningsforpligtelser for
medietjenesteudbydere i forbindelse hermed.
3.2.2. Kulturministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Slots- og Kulturstyrelsen
administrerer en række tilskudsordninger på
Kulturministeriets område, herunder som sekretariat for
Medienævnet, Radio- og tv-nævnet og Statens Kunstfond.
Styrelsen har således en bred erfaring med
tilskudsadministration, og styrelsens administrative system
vurderes at være velegnet til at håndtere en ordning
som den foreslåede.
Dertil kommer, at styrelsen gennem
varetagelsen af sekretariatsbetjeningen af Radio- og
tv-nævnet, der blandt andet fører et generelt tilsyn
med on demand-audiovisuelle medietjenester, har
medarbejdermæssige kompetencer og kendskab til den kreds af
aktører, der foreslås omfattet af ordningen. Det
foreslås derfor, at kulturbidragsordningen administreres af
Slots- og Kulturstyrelsen.
Det foreslås, at der
indføres en pligt for de omfattede medietjenesteudbydere til
at registrere sig hos Slots- og Kulturstyrelsen og indberette
årlige opgørelser over deres bidragspligtige
omsætning og investeringer i nyt, dansk indhold i Danmark til
styrelsen.
Kulturministeriet vurderer, at en
registreringsordning vil være hensigtsmæssig henset
til, at de omfattede medietjenesteudbydere derigennem får
kendskab til de regelsæt, de hører under, samtidig
med, at der skabes et grundlag for identifikation af de udbydere af
on demand-audiovisuel programvirksomhed, som vil være
omfattet af pligten til at betale kulturbidrag, og dermed et
grundlag for Slots- og Kulturstyrelsens tilsyn med ordningen. Den
foreslåede registreringspligt vurderes dertil at være
den administrativt mindst omkostningsfulde måde at sikre
kendskab i Slots- og Kulturstyrelsen til de medietjenesteudbydere,
der er omfattet af kulturbidragsordningen, idet det vil være
uforholdsmæssigt administrativt bebyrdende for Slots- og
Kulturstyrelsen at skulle foretage registreringen på baggrund
af opsøgende arbejde blandt alle potentielle aktører
på det danske marked.
Der knyttes ikke selvstændig
retsvirkning til registreringen i den forstand, at registreringen
ikke har indflydelse på, om en medietjenesteudbyder er
omfattet af pligten til at betale kulturbidrag. Registreringen er
således alene til brug for Slots- og Kulturstyrelsens
administration af ordningen.
Det er endvidere nødvendigt
for administrationen af ordningen og udregningen af bidragets
størrelse, at Slots- og Kulturstyrelsen har adgang til
opgørelser over medietjenesteudbydernes bidragspligtige
omsætning og eventuelle niveau for investeringer i nyt dansk
indhold. Der lægges op til at forpligte
medietjenesteudbyderne til årligt at indberette en
opgørelse over det seneste kalenderårs bidragspligtige
omsætning og omfattede investeringsomfang i Danmark, idet
disse oplysninger typisk vil være af forretningsfølsom
karakter og ikke er offentligt tilgængelige.
I forhold til on
demand-streamingtjenesteudbydernes opgørelse og adskillelse
af deres forskellige indtægter antages det, at
medietjenesteudbyderne til brug for deres prissætning af
deres streamingprodukter har et vist overblik over omfanget af
deres forskellige indtægtskilder. Det antages dog også,
at der kan være stor forskel i virksomhedernes praksis
på dette område, og lovforslaget lægger derfor op
til metodefrihed hos udbyderne ift. opgørelsen, dog
således, at opgørelse skal følge den ved
virksomhedens seneste godkendte regnskab anvendte regnskabspraksis
eller årsregnskabsloven eller en godkendt regnskabsstandard,
som er tilladt af et godkendt regnskabsorgan i en anden
EU-medlemsstat, hvor medietjenesteudbyderen er registreret, jf. den
foreslåede § 8, stk. 2.
I relation til
medietjenesteudbydernes opgørelse af den bidragspligtige
omsætning og investeringsniveau er det Kulturministeriets
forventning, at størstedelen af de omfattede
medietjenesteudbydere er af en sådan størrelse, at de
må forventes at have revisorer, der reviderer deres
regnskaber løbende, hvorunder arbejdshandlinger
vedrørende kontrol og revision af den bidragspligtige
omsætning og investeringsniveau også vil kunne
udføres. Der vurderes således ikke at være behov
for at stille krav om, at indberetningen af opgørelsen skal
afvente årsregnskabets samlede revision for at kunne få
en retvisende opgørelse over omsætningen for det
pågældende kalenderår.
For at sikre validiteten af de
opgørelser, der indsendes til Slots- og Kulturstyrelsen,
foreslås det derfor, at medietjenesteudbyderne forpligtes til
at lade opgørelserne ledsage af revisorerklæringer,
der med en høj grad af sikkerhed slår fast, at
opgørelserne er korrekte. Dette mindsker ligeledes behovet
for styrelsens kontrol med opgørelserne, da denne
lægges eksternt hos uafhængige godkendte revisorer.
Der lægges op til, at Slots-
og Kulturstyrelsen på baggrund af indberetningerne fra de
omfattede medietjenesteudbydere udregner de respektive udbyderes
bidrag og fremsender en faktura til de pågældende
virksomheder.
Det foreslås, at de
nærmere regler i relation til administrationen af
kulturbidragsordningen fastlægges i en bekendtgørelse.
Det foreslås derfor, at kulturministeren får
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om
medietjenesteudbydernes registrering og indberetning og om digital
kommunikation med Slots- og Kulturstyrelsen.
Det er hensigten, at den
foreslåede bemyndigelse skal benyttes til i
bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, hvordan de
omfattede medietjenesteudbydere skal registrere sig, med hvilke
oplysninger og frister herfor, samt nærmere regler om form,
procedure, indhold og frister for indberetningen af
opgørelser over den bidragspligtige omsætning og
investeringsniveau, herunder også krav til anvendt
revisionsstandard og grad af sikkerhed for de tilhørende
revisorerklæringer.
I forlængelse af forslaget om
at henlægge administrationen af kulturbidragsordningen til
Slots- og Kulturstyrelsen, vurderes det ligeledes
hensigtsmæssigt at lægge tilsyns- og
afgørelseskompetencen hos denne myndighed. Styrelsen
besidder således de medarbejdermæssige kompetencer
inden for forvaltning, tilskudsadministration og juridisk
sagsbehandling på medieområdet, hvorfor det er
vurderingen, at styrelsen vil være egnet til at føre
tilsyn og træffe afgørelser i medfør af
nærværende lovforslag. Det foreslås derfor, at
Slots- og Kulturstyrelsen får hjemmel til at føre
tilsyn med og træffe afgørelser om overholdelsen af
loven og regler udstedt i medfør heraf, herunder føre
tilsyn med medietjenesteudbydernes indbetaling af kulturbidrag og
træffe afgørelse i forhold til, hvilke
medietjenesteudbydere, der er omfattet af bidragspligten, samt
omfanget af den bidragspligtige omsætning og dermed
størrelsen på den enkelte medietjenesteudbyders
kulturbidrag.
Endelig foreslås det, at
Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser i relation hertil kan
indbringes for Radio- og tv-nævnet indenfor 4 uger efter
modtagelse. Hermed sikres medietjenesteudbyderne en administrativ
klagemulighed i forhold til styrelsens afgørelser.
Afgørelserne indebærer generelt set økonomiske
konsekvenser for udbyderne. Kulturministeriets vurderer, at den
overvejende del af de afgørelser, som styrelsen vil
træffe, vil omhandle, hvorvidt konkrete medietjenesteudbydere
er omfattet af bidragspligten, den korrekte opgørelse af den
omfattede omsætning m.v. De kommende afgørelsessager
vil være af både juridisk og tilskudsadministrativt
teknisk karakter og vil forudsætte en særlig teknisk
indsigt på området. Denne tekniske indsigt vurderes
Radio- og tv-nævnet at besidde, hvorfor det vurderes
hensigtsmæssigt at gøre nævnet til klageinstans
for afgørelser truffet af Slots- og Kulturstyrelsen i
henhold til denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.
3.3. Straffebestemmelser
3.3.1. Gældende ret
Der gælder ikke regler, der
hjemler straf for manglende overholdelse af forpligtelser som
følge af kulturbidragsordningen, idet en sådan ordning
ikke er gældende i Danmark i dag.
3.3.2. Kulturministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Kulturministeriet vurderer ud fra
et hensyn til, at den foreslåede kulturbidragsordning
overholdes, og for at sikre Slots- og Kulturstyrelsens mulighed for
at administrere ordningen, at det vil være
hensigtsmæssigt at kunne sanktionere forsætlig og grov
uagtsom overtrædelse af lovens centrale forpligtelser for
medietjenesteudbyderne med bødestraf. Der lægges
således op til at sanktionere manglende overholdelse af de
foreslåede registrerings-, indberetnings- og
oplysningsforpligtelser samt for manglende efterlevelse af pligten
til at betale kulturbidrag. Sanktionering i form af
bødestraf vurderes at stå i et passende forhold til
overtrædelsen af de foreslåede strafbelagte
bestemmelser, særligt set i lyset af, at ansvarssubjektet som
udgangspunkt forventes at være juridiske personer.
Strafniveaet skal stå i et
passende forhold til den pågældende overtrædelse.
Kulturministeriet vurderer, at målsætningen for
strafudmålingen bør være, at bøderne har
en sådan størrelse, at de er egnede til effektivt at
sikre, at medietjenesteudbyderne dels betaler det i
nærværende lov foreslåede bidrag på 2 pct.,
jf. den foreslåede § 4, stk. 1, det foreslåede
bidrag på 3 pct., jf. den foreslåede § 4, stk. 2,
samt at medietjenesterne efterlever de regler om indberetning m.v.,
der følger af § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9,
stk. 1, og § 10, stk. 2.
Kulturministeriet vurderer, at de
sanktionsbelagte bestemmelser overordnet kan deles op i to typer
pligter, henholdsvis en mere formel registrerings-, indberetnings-
og oplysningspligt og en mere materiel pligt til at betale
kulturbidrag. Det vurderes, at en overtrædelse af de to typer
pligter ikke bør sanktioneres ens, da der vurderes at
være en væsentlig forskel på overtrædelsens
grovhed og samfundsmæssige skadesvirkning i forhold til ikke
at overholde pligter, der muliggør den nødvendige
administration af kulturbidragsordningen, og unddragelse af en
materiel pligt til at betale et finansielt bidrag til en statslig
støtteordning.
For så vidt angår
manglende overholdelse af registrerings- og oplysningsforpligtelser
foreslås det for at tilsikre en mærkbar effekt af
bøden, at udmålingen af bødestørrelsen
for juridiske personer fastlægges efter den
lovovertrædende virksomheds bidragspligtige omsætning,
jf. den foreslåede § 3, nr. 4, i året for
gerningstidspunktet. For fysiske personer foreslås, at
bødeniveauet lægges mellem 10.000 kr. og en
nettomånedsløn på gerningstidspunktet.
Det foreslås, at
bødeniveauet for unddragelse af pligten til at betale
kulturbidrag, jf. § 4, stk. 1 og 2, skal følge den
praksis, der gælder for beregning af normalbøder i
skatte- og momsstraffesager, der er bøder for
forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af skatte- og
afgiftslovgivningen beregnet efter standardsatser
(takstbøder) før eventuelle tillæg på
grund af skærpende omstændigheder og nedslag på
grund af formildende omstændigheder i medfør af
straffelovens § 81 og § 82. Det følger blandt
andet af lovbekendtgørelse nr. 283 af 2. marts 2022 af
skattekontrolloven § 82, stk. 1, og lovbekendtgørelse
nr. 1021 af 26. september 2019 af lov om merværdiafgift
(momsloven) § 81, stk. 3, at forsætlig unddragelse af
statskassen straffes med bøde eller fængsel. Metoden
for bødeberegningen er fastlagt gennem retspraksis og er
beskrevet i Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit A. C. 3.5.2.1.
Beregning af normalbøde i skatte-, moms- og
lønsumsafgiftsstraffesager, der udtrykker
Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis. Ved
overtrædelse af lovgivningen om skat, moms,
lønsumsafgift og opkrævningsloven, følger det
af Den juridiske vejledning, at bødestørrelsen
beregnes til to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og ansvarssubjektet er en juridisk
person. Det samme gælder, når ansvarssubjektet er en
fysisk person, og der er forsæt til unddragelsen,
såfremt unddragelsen ikke overstiger 250.000 kr. Ved grov
uagtsomhed udgør bøden en gang den samlede
unddragelse. Af den del af unddragelsen, der ikke overstiger 60.000
kr., beregnes bøden kun som en gang det unddragne
beløb ved forsæt og som halvdelen af det unddragne
beløb ved grov uagtsomhed.
Fastsættelsen af straffen vil
fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 12 og bemærkningerne hertil.
4. Forholdet til
Danmarks internationale relationer
Regeringen har på vegne af Danmark tilsluttet sig
OECD-aftalen om beskatning af den digitale økonomi af 8.
oktober 2021, hvoraf det bl.a. fremgår, at den multilaterale
konvention, som forhandles på baggrund af OECD-aftalen, vil
indeholde en forpligtelse for alle deltagende jurisdiktioner til at
fjerne og ikke senere indføre digitale
omsætningsskatter eller lignende relevante tiltag. Regeringen
har på vegne af Danmark også tilsluttet sig den
opfølgende erklæring af 11. juli 2023 til
OECD-aftalen. OECD-aftalen og den opfølgende erklæring
har status af politiske erklæringer.
OECD-aftalens forpligtelse til ikke at pålægge
digitale omsætningsskatter eller lignende relevante tiltag
udløb den 31. december 2023, og betingelserne som skitseret
i den opfølgende erklæring for en forlængelse
heraf blev ikke opfyldt.
Skatteministeriet har efter en
samlet afvejning af de relevante fakta og omstændigheder,
herunder det politiske formål, vurderet, at kulturbidraget
som foreslået i lovforslaget er foreneligt med den
multilaterale konvention. Skatteministeriets vurdering er dog
forbundet med en vis procesrisiko, idet kulturbidraget vil kunne
indbringes til endelig vurdering under den multilaterale konvention
efter dens ikrafttrædelse, hvis Danmark vælger at
ratificere konventionen.
5. Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
Kulturbidraget skønnes med
betydelig usikkerhed at medføre et årligt provenu
efter tilbageløb, adfærd og arbejdsudbud på ca.
98 mio. kr. Der skønnes ikke at være en
finansårsvirkning i 2024, idet kulturbidraget først
opkræves fra 2025. De omfattede medietjenesteudbydere
skønnes at indbetale et beløb på ca. 103 mio.
kr. årligt svarende til de isolerede
kulturbidragsindtægter. Kulturbidraget skønnes
samtidig med usikkerhed at medføre afledt mindreprovenu
på finanslovens § 38. Skatter og afgifter på ca. 5
mio. kr. Det afledte mindreprovenu på finanslovens § 38.
Skatter og afgifter afspejler hovedsageligt en
arbejdsudbudsvirkning.
Provenuet efter tilbageløb,
adfærd og arbejdsudbud samt administrative omkostninger
forbundet med ordningen forventes anvendt med 20 pct. til en public
service-pulje samt 80 pct. til at øge tilskuddet til danske
film. Der vil blive taget stilling til den endelige fordeling i
forligskredsen, når provenuet er kendt.
Det er opfattelsen, at
kulturbidraget i henhold til § 6 i lov nr. 149 af 10. april
1922 om Indkomst- og Formueskat til Staten med senere
ændringer vil være fradragsberettiget som en
driftsomkostning ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst for de omfattede medietjenesteudbydere, der er fuldt eller
begrænset skattepligtige til Danmark.
Lovforslaget vurderes at have
implementeringskonsekvenser for staten, idet indførelsen af
kulturbidragsordningen medfører nye administrationsopgaver
for Slots- og Kulturstyrelsen og nye opgaver for Radio- og
tv-nævnet, som sekretariatsbetjenes af Slots- og
Kulturstyrelsen. Det vurderes, at omkostningerne forbundet hermed
udgør op til tre årsværk fordelt med op til to
årsværk til Slots- og Kulturstyrelsens administration
af ordningen og op til et årsværk til klagebehandling i
Radio- og tv-nævnet. Lovforslaget vurderes endvidere at have
implementeringskonsekvenser for staten i form af et forventet
øget antal støtteansøgninger, der skal
behandles af Det Danske Filminstitut i forbindelse med
udmøntningen under filmstøtteordningerne. Det
vurderes, at omkostningerne forbundet hermed udgør op til et
årsværk. Det Danske Filminstitut vil fortsat have
mulighed for at anvende op til 3 pct. af de midler, der fordeles
til public service-puljen, hvilket er i tråd med den
måde, som puljen administreres på i dag. De offentlige
administrative omkostninger forbundet med kulturbidragets
administration og behandlingen af eventuelle klagesager afholdes af
kulturbidraget.
Langt størstedelen af Slots-
og Kulturstyrelsens kommunikation med aktørerne i markedet
foregår allerede i dag digitalt. Lovforslaget indeholder
bestemmelser om, at kulturministeren kan fastsætte regler om
skriftlig digital kommunikation og anvendelse af bestemte
it-systemer, hvorfor det ikke forventes at medføre
it-mæssige implementeringskonsekvenser.
Lovforslaget vurderes ikke at have
implementeringskonsekvenserne for regioner og kommuner.
Lovforslaget vurderes ikke at
medføre, at Slots- og Kulturstyrelsen skal kunne indsamle
eller behandle oplysninger fra registre eller it-systemer drevet af
andre myndigheder.
Lovforslaget vurderes at efterleve
principperne om digitaliseringsklar lovgivning. Lovforslaget
indeholder enkle og klare regler i overensstemmelse med princip 1.
Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på, at
der i forbindelse med medietjenesteudbydernes registrerings- og
indberetningsforpligtelser understøttes digital
kommunikation mellem Slots- og Kulturstyrelsen og virksomhederne og
på teknologineutralitet i reguleringen i overensstemmelse med
princip 2. Den digitale kommunikation, der i lovforslaget gives
hjemmel til, at kulturministeren fastsætter nærmere
regler om, forventes at ville kunne foregå ved anvendelse af
eksisterende offentlig infrastruktur herunder f.eks. Digital Post,
hvorfor lovforslaget er i overensstemmelse med princip 6. Derudover
giver lovforslaget hjemmel til, at Slots- og Kulturstyrelsen kan
føre tilsyn med loven med udgangspunkt i de indberettede
virksomhedsdata suppleret af revisorerklæringer afgivet med
høj sikkerhed i overensstemmelse med princip 7 om
forebyggelse af snyd og fejl. De resterende principper vurderes
ikke at være relevante for lovforslaget.
Der vurderes ikke at være
administrative konsekvenser for restanceinddrivelsesmyndigheden
forbundet med lovforslagets § 5, idet Slots- og
Kulturstyrelsen allerede er oprettet som fordringshaver i
Gældsstyrelsen og eventuelle nye fordringstyper vil kunne
håndteres under de eksisterende fordringshaveraftaler.
Lovforslaget vurderes at have stærkt begrænsede
konsekvenser for straffesagskæden og vurderes derfor ikke at
medføre merudgifter på Justitsministeriets
område.
6. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Det er Kulturministeriets
vurdering, at op til 50 medietjenesteudbydere vil blive omfattet af
kulturbidragsordningen.
Lovforslaget estimeres med
betydelig usikkerhed samlet at medføre økonomiske
konsekvenser for medietjenesteudbyderne ved betaling af
kulturbidraget på ca. 103 mio. kr. årligt.
Erhvervsstyrelsens Område for
Bedre Regulering (OBR) vurderer, at lovforslaget medfører
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget
medfører administrative omstillingsomkostninger for
medietjenesteudbyderne i forbindelse med registreringen hos Slots-
og Kulturstyrelsen. Lovforslaget vil ligeledes medføre
løbende administrative konsekvenser for
medietjenesteudbyderne i forbindelse med opgørelse og
årlig indberetning af deres bidragspligtige omsætning
og investeringsniveau i nyt dansk indhold, herunder ved afholdelse
af udgifter til revisorerklæringer i forbindelse med
indberetningen. Medietjenesteudbydere, der ikke anvender
kalenderåret som regnskabsår, vil endvidere skulle
opgøre deres omsætning m.v. for en anden periode i
forbindelse med opkrævningen af bidraget end i deres
årsregnskaber. Opgørelser som følge af
kulturbidraget skal dog uanset ovenstående følge
medietjenesteudbydernes anvendte regnskabspraksis, som er benyttet
ift. udarbejdelse af årsregnskabet, jf. § 8, stk. 2.
Ydermere vil lovforslaget medføre løbende
administrative omkostninger i forbindelse med
medietjenesteudbyderes afgivelse af oplysninger og udlevering af
dokumenter ved tilsyn. Disse konsekvenser vurderes at være
under 4 mio. kr., hvorfor de ikke kvantificeres nærmere.
OBR bemærker, at lovforslaget
giver hjemmel til udstedelse af bekendtgørelser, som
indebærer administrative konsekvenser for erhvervslivet. De
administrative konsekvenser består i, at kulturministeren kan
fastsætte nærmere regler for registreringen af
medietjenesteudbydere, herunder om krav til registreringens form,
procedure og indhold samt frister for registreringen.
Kulturministeren kan også fastsætte nærmere
regler for indberetning af opgørelser over den
bidragspligtige omsætning og investeringsniveau, herunder om
indberetningens form, procedure og indhold, frister for
indberetningen samt krav til revisorerklæringer. Ydermere kan
kulturministeren fastsætte nærmere regler for
medietjenesteudbyderes afgivelse af oplysninger, udlevering af
dokumenter m.v. ved tilsyn, herunder blandt andet
fastsættelse af regler for afgivelse af grunddokumentation,
udtalelse fra revisor om arbejdsgange og uafhængighed samt
opgørelse og beregning af bidragspligtig omsætning og
investering i nyt dansk indhold. Slutteligt kan kulturministeren
fastsætte nærmere regler om skriftlig kommunikation til
og fra Slots- og Kulturstyrelsen, herunder regler om digital
kommunikation og anvendelsen af bestemte it-systemer og digitale
formater. De administrative konsekvenser af
bemyndigelsesbestemmelserne vil blive vurderet nærmere,
når bestemmelserne udmøntes på
bekendtgørelsesniveau.
Lovforslaget overholder de fem
principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Innovations- og
Iværksættertjekket vurderes ikke at være relevant
for nærværende lovforslag, fordi reguleringen ikke
vurderes at påvirke virksomhedernes muligheder for at teste,
udvikle og anvende digitale teknologier og innovation.
7. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have
administrative konsekvenser for borgerne.
8. Klimamæssige
konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have
klimamæssige konsekvenser.
9. Miljø- og
naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have
miljø- og naturmæssige konsekvenser.
10. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om
ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle
medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold,
EU-Tidende 2018, L 303, side 69.
Lovforslaget er derfor notificeret
i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med
hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for
informationssamfundets tjenester (kodifikation) den 2. februar 2024
med udløb af stand still-perioden den 6. maj 2024.
Det er vurderingen, at lovforslaget
kan indebære statsstøtte i TEUF´s artikel 107,
stk. 1's forstand, hvilket afsøges i dialog med
Europa-Kommissionen. Lovforslaget er således anmeldt til
Europa-Kommissionen.
Støtte under den
gældende public service-pulje ydes i henhold til
Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014
om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre
marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 med senere
ændringer.
Europa-Kommissionen
statsstøttegodkendte den 27. juni 1996 Det Danske
Filminstituts filmstøtteordninger. Godkendelsen blev
opdateret i februar 2018.
11. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har
været sendt i høring i perioden 15. august 2023 til
den 11. september 2023 (27 dage).
Et udkast til de ændrede
bestemmelser i lovforslagets §§ 4, 5, og 10 har i
perioden fra den 2. februar 2024 til den 1. marts 2024 (28 dage)
været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer m.v.:
25syv A/S, Advokatrådet,
Aktionæren, Aller Media, Alrow Media, Altibox Film og serier,
Amazon Prime (Denmark), Antennesammenslutningen af 2012, Apple
Denmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ARF
Multimedier, Bauer Media, BEAM Audio Agency, Berlingske Media,
Bideo.dk - digital dannelse og deltagelse, Billedbladet Play,
Bispebjerg Lokal-tv, Blockbuster, Broadcast Partners, BTiTV,
BumbleBee Productions, Bonnier Publications, Canal Digital Danmark
A/S, Canal6000, Center for Podcasting, C More, Copenhagen Bombay,
Copydan, Danish Dox, Danmark CTV, Dansk Aktionærforening,
Dansk BiblioteksCenter, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk
Filmskat, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Industri, Dansk
IT, Dansk Journalistforbund (DJ), Dansk Radioreklame, Dansk
Skuespillerforbund, Dansk Student Tv Forening, Dansk Teater, Danske
Advokater, Danske Annoncører og Markedsførere (DAOM),
Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Danske
Handicaporganisationer, Danske Mediedistributører, Danske
Medier, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Kristne
Producentkomité, Den Vestdanske Filmpulje, Det Centrale
Handicapråd, Det Danske Filminstitut (DFI), Det Nordjyske
Mediehus, DI Digital, DILEM (Danske Idebaserede Lokale Elektroniske
Medier), Disney+, DK4, DR, Egmont, Elektronikbranchen.dk,
EU-modstandernes lytter og seerforbund kontakt, FAEM (Foreningen af
Arbejderbevægelsens Elektroniske Medievirksomheder), FBG
Mediehus, FDA (Forenede Danske Antenneanlæg), Filmcentralen,
Filmdistributørerne, FilmFyn, Filmlounge, Filmmagasinet
Ekko, FilmStriben, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet
TÆNK, Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark (FPD),
Freeway Media ApS, Frederiksberg Lokal TV, FSR - Danske Revisorer,
FTVS - Fællesrådet for tv-sendesamvirker i Danmark,
Good Company Pictures, Google Danmark, Grakom, Gramex, HBO Max
Denmark, Hi3G, Høreforeningen, IFPI, Institut for
menneskerettigheder, IT-Branchen, JP/Politikens Hus, Jysk Fynske
Medier, Jyske Bank TV, Kanal 1 web-tv, Kanal Hovedstaden, Kanal 23,
KLF, Kirke & Medier, KL (Kommunernes Landsforening), KODA,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kreativitet &
Kommunikation, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lassen Ricard,
Localeyes.tv, Mazanti-Andersen, Mediascale, Medienævnet,
Medierådet for Børn og Unge, Min Bio, Monday Media ,
Monitormedier A/S, MTG (Modern Times Group), NB Medier, Netflix,
NENT (Nordic Entertainment Group), NordenNu, Nordisk Film, Nordisk
Film TV, Norkring, Norlys, NutAlone, Nye Medier, Ophavsretligt
Forum, Producentforeningen, Producent Rettigheder Danmark, Rakuten
TV (Denmark), Radio- og tv-nævnet, Rigsrevisionen,
Samarbejdsforum for danske Lytter- og Seerorganisationer, SAML
(Sammenslutningen af Medier i Lokalsamfundet), Samrådet for
Ophavsret, SE/Stofa, Sendesamvirket i København, Sermitsiaq,
SF Anytime, Story House Egmont, SLRTV, Sofarækken, Sport
Live, Sportway Denmark ApS, STV Production A/S, TDC/Yousee, Tech
Media, Teknologiens Mediehus, Teleklagenævnet, Telenor, Telia
Danmark, TV 2 DANMARK A/S, TV 2/Bornholm, TV 2/FYN, TV 2/Kosmopol,
TV 2/Nord, TV 2/Øst, TV 2/Østjylland, TV 3 A/S, TV
Midt Vest, TV SYD, TV-Kalundborg.dk, Uafhængige
Scenekunstnere, UBOD, Uptown TV, Viaplay Group, Viasat, WAOO,
Warner Bros. Discovery Danmark, Watch Medier, Danwatch,
Yousee/nuuday, Zebrasport.dk, Zentropa, Ældresagen og
Aabenraa Lokal TV (TV ALT).
12. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Kulturbidragets provenuvirkning
skønnes med betydelig usikkerhed samlet at udgøre 98
mio. kr. årligt efter tilbageløb, adfærd og
arbejdsudbud (2023-niveau). De isolerede
kulturbidragsindtægter skønnes til ca. 103 mio. kr.
årligt (2023-niveau). | Kulturbidragsordningen skønnes med
usikkerhed at medføre et afledt mindreprovenu for staten
på finanslovens § 38. Skatter og afgifter på i alt
5 mio. kr. årligt (2023-niveau), som dækkes af de
isolerede kulturbidragsindtægter. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Det forventes, at lovforslaget
medfører administrative omkostninger på op til 4
årsværk. De offentlige administrative omkostninger
forbundet med kulturbidragets administration og eventuel
klagebehandling i Radio- og tv-nævnet afholdes af
kulturbidraget. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet mv. | Ingen | Lovforslaget estimeres med betydelig
usikkerhed at medføre økonomiske konsekvenser for
medietjenesteudbyderne ved betaling af kulturbidraget på ca.
103 mio. kr. årligt. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv. | Ingen | Lovforslaget medfører mindre
administrative omstillingsomkostninger for medietjenesteudbyderne i
forbindelse med registreringen hos Slots- og Kulturstyrelsen. Lovforslaget medfører mindre
løbende administrative konsekvenser for
medietjenesteudbyderne i forbindelse med opgørelse og
årlig indberetning af deres bidragspligtige omsætning
og investeringsniveau, herunder ved afholdelse af udgifter til
revisorerklæringer i forbindelse med indberetningerne. De samlede administrative omkostninger
vurderes ikke at overstige 4 mio. kr. på samfundsniveau og
vil ikke blive kvantificeret yderligere. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af
direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i
betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, L
303, side 69. Lovforslaget kan indebære
statsstøtte og kræver anmeldelse ved EU-Kommissionen,
jf. reglerne om statsstøtte i EU-Traktaten, før loven
kan træde i kraft. | Er i strid med de principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Det foreslås i § 1, at
formålet med denne lov er at fremme dansk indhold, herunder
til produktion af nye danske film, serier og
dokumentarprogrammer.
Den foreslåede bestemmelse beskriver lovens formål,
der vil være at fremme dansk audiovisuelt indhold ved at
indføre en kulturbidragsordning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til §
2
AVMS-direktivets artikel 2, stk. 3, litra a-c, definerer,
hvornår en medietjenesteudbyder anses som værende
etableret i en EU-medlemsstat. Heraf følger, at en
medietjenesteudbyder anses som etableret i en medlemsstat,
når medietjenesteudbyderen har sit hovedkontor i den
pågældende medlemsstat, og de redaktionelle
beslutninger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i
denne medlemsstat.
Det følger endvidere, at hvis en medietjenesteudbyder har
sit hovedkontor i én medlemsstat, men de redaktionelle
beslutninger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i en
anden medlemsstat, anses medietjenesteudbyderen for at være
etableret i den medlemsstat, hvor en betydelig del af de
medarbejdere, der er beskæftiget med den audiovisuelle
medietjenestevirksomhed, arbejder. Hvis en betydelig del af de
medarbejdere, der er beskæftiget med den audiovisuelle
medietjenestevirksomhed, arbejder i begge medlemsstater, anses
medietjenesteudbyderen for at være etableret i den
medlemsstat, hvor hovedkontoret er beliggende. Hvis en betydelig
del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den
audiovisuelle medietjenestevirksomhed, ikke arbejder i nogen af de
pågældende medlemsstater, anses medietjenesteudbyderen
for at være etableret i den medlemsstat, hvor den
først påbegyndte sin virksomhed i overensstemmelse med
lovgivningen i denne medlemsstat, forudsat at den har en stabil og
reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.
Afslutningsvis følger det, at hvis en
medietjenesteudbyder har sit hovedkontor i en medlemsstat, men
beslutninger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i et
tredjeland, eller omvendt, anses medietjenesteudbyderen for at
være etableret i den pågældende medlemsstat,
forudsat at en betydelig del af de medarbejdere, der er
beskæftiget med den audiovisuelle medietjenestevirksomhed,
arbejder i denne medlemsstat.
Det foreslås i stk. 1, at
loven finder anvendelse på medietjenesteudbydere, der er
etableret i Danmark, og som udbyder on demand-audiovisuelle
medietjenester, jf. dog stk. 3-5.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil medføre,
at medietjenesteudbydere, forstået som den fysiske eller
juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af
audiovisuelt indhold i en audiovisuel medietjeneste, og som
bestemmer, hvordan det audiovisuelle indhold tilrettelægges,
jf. definitionen i den foreslåede § 3, nr. 3, vil blive
pålagt pligter i henhold til denne lov, såfremt de
udbyder on demand-audiovisuelle medietjenester.
On demand-audiovisuelle medietjenester er defineret i den
foreslåede § 3, nr. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil desuden
medføre, at kulturbidragsordningen omfatter
medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuelle
tjenester, uanset hvilken forretningsmodel tjenesten anvender,
herunder f.eks. de såkaldte SVOD-tjenester (Subscription
Video on Demand), TVOD-tjenester (Transactional Video On Demand)
eller kombinationer heraf. SVOD-tjenester er abonnementstjenester
og omfattes, uanset om tjenesten udbydes på mere
sædvanlige abonnementsbetingelser, hvor forbrugerne på
baggrund af en tilmelding og mod betaling gives en løbende
adgang til tjenesten for en given periode, eller om den udbydes i
et abonnementslignende forhold. Det er i denne forbindelse
således uden betydning, om der ydes en monetær eller
anden modydelse for abonnementet. Det betyder, at tjenester, der
f.eks. benytter gratis-abonnementer, hvor forbrugeren ikke betaler
penge for abonnementet, men i stedet accepterer at se reklamer
eller afgiver sine data som modydelse, også vil være
tjenester baseret på abonnements- eller abonnementslignende
forhold i dette lovforslags forstand. TVOD-tjenester er
transaktionsbaserede tjenester, hvor der betales for adgang til
tjenestens indhold dvs., at forbrugeren betaler i den enkelte
situation for adgangen til f.eks. en film i en given periode. Det
er også for TVOD-tjenesterne uden betydning, om modydelsen
for adgangen til indholdet på tjenesten er af monetær
karakter, eller om forbrugeren betaler for adgangen på anden
vis.
At de omfattede medietjenester vil skulle være
audiovisuelle, vil indebære, at medietjenesteudbydere, der
alene udbyder audio on demand-tjenester, som f.eks. tjenester med
podcasts eller tidligere udsendte radioprogrammer, ikke omfattes af
loven.
Der henvises endvidere til bemærkningerne til den
foreslåede § 3, nr. 1-3.
Det foreslås i stk. 2, at
loven endvidere finder anvendelse på medietjenesteudbydere,
der er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som udbyder on
demand-audiovisuelle medietjenester, der er målrettet
publikum i Danmark, jf. dog stk. 3-5.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil medføre,
at ordningen omfatter medietjenesteudbydere, der er etableret i en
anden EU-medlemsstat, når deres on demand-audiovisuelle
medietjenester er målrettet et dansk publikum.
Det følger heraf, at loven ikke finder anvendelse
på medietjenesteudbydere, der ikke er etableret i en
EU-medlemsstat.
Det vil komme an på en konkret vurdering af den enkelte on
demand-audiovisuelle medietjeneste, om den betragtes som
værende målrettet et dansk publikum. Det formodes, at
tjenesten er rettet mod et dansk publikum, hvis tjenesten
indeholder reklame eller anden promovering, der sigter specifikt
mod kunder i Danmark, tjenestens hovedsprog er dansk, eller der er
tale om indhold eller kommerciel kommunikation, som specifikt er
rettet mod publikum i Danmark. Opremsningen er ikke
udtømmende, og andre faktorer kan således have
betydning.
Der henvises endvidere til bemærkningerne til
bestemmelsens stk. 1 samt til pkt. 3.1.4. i de almindelige
bemærkninger.
Det foreslås i stk. 3, at
loven ikke gælder medietjenesteudbydere, der har en
årlig omsætning på under 15 mio. kr., eller hvis
publikum udgør under 1 pct. af det samlede antal brugere af
on demand-audiovisuelle medietjenester på det danske
marked.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, vil medføre,
at medietjenesteudbydere, hvis samlede årlige omsætning
ikke overstiger en tærskelværdi på 15 mio. kr.
vil være undtaget fra lovens anvendelsesområde.
Tærskelværdien på 15 mio. kr. fastsættes i
overensstemmelse med EU-Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6.
maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og
mellemstore virksomheder, hvori er tærskelværdien for
mikrovirksomheder er fastsat til at udgøre en samlet
årlig omsætning på højst 2 mio. EUR,
når omsætningen fra partnervirksomheder eller
tilknyttede virksomheder også tages i betragtning. Begreberne
partnervirksomheder og tilknyttede virksomheder skal forstås
i overensstemmelse med definitionerne i artikel 3, stk. 2 og 3, i
bilaget Definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore
virksomheder vedtaget af Kommissionen, til EU-Kommissionens
henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003.
Den årlige omsætning i henhold til stk. 3 vil
adskille sig fra opgørelsen af den bidragspligtige
omsætning, idet opgørelsen af omsætning
fastsættes i overensstemmelse med artikel 4 og artikel 6 i
bilaget Definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore
virksomheder vedtaget af Kommissionen, til EU-Kommissionens
henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003.
Medietjenesteudbydere, hvis samlede årlige omsætning
er på niveau med mikrovirksomheder, vil ikke blive omfattet
af kulturbidragsordningen. Dermed undgås det, at
bidragspligten vil ramme disse mindre virksomheder unødigt
hårdt, samt at nye aktører hindres adgang til
markedet, jf. også EU-Kommissionens Retningslinjer i
medfør af artikel 13, stk. 7, i direktivet om audiovisuelle
medietjenester for beregningen af andelen af europæiske
programmer i on demand-kataloger og for definitionen af et lille
publikum og en lav omsætning (2020/C 223/03), afsnit III.
3.
Det følger desuden af det foreslåede stk. 3, at
loven ikke finder anvendelse på medietjenesteudbydere, der
har et lille publikum, defineret som et publikum, der udgør
under 1 pct. af det samlede antal brugere af on
demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked.
Med henvisning til EU-Kommissionens Retningslinjer i
medfør af artikel 13, stk. 7, i direktivet om audiovisuelle
medietjenester for beregningen af andelen af europæiske
programmer i on demand-kataloger og for definitionen af et lille
publikum og en lav omsætning (2020/C 223/03), afsnit III.
4.1., foreslås det, at publikumsandelen for on
demand-audiovisuelle medietjenester måles ud fra salget af
tjenesten, hvor antallet af brugere/seere er en god indikator for
dette salg.
Publikummets størrelse for en given on demand
medietjeneste vil således blive bestemt ud fra antallet af
aktive brugere af den enkelte tjeneste. For såkaldte
SVOD-tjenester (Subscription Video on Demand) vil publikummets
størrelse skulle opgøres som antallet af betalende
abonnenter hos tjenesten. For såkaldte TVOD-tjenester
(Transactional Video On Demand) vil publikummets størrelse
skulle opgøres som antallet af unikke kunder/konti, der har
erhvervet mindst én titel i tjenestens katalog inden for
seneste kalenderår. For såkaldte AVOD-tjenester
(Advertising Video on Demand) vil publikummets størrelse
skulle opgøres som et gennemsnit af antallet af unikke
besøgende inden for det seneste kalenderår. I
tilfælde af abonnenter, der betaler for bundtede tjenester,
som også omfatter en on demand-audiovisuel tjeneste, vil
målingen skulle basere sig på brugere, som faktisk har
tilgået tjenestens indhold inden for en bestemt periode.
I praksis vil medietjenesteudbyderens procentvise publikumsandel
skulle udregnes som antallet af brugere af tjenesten divideret med
det samlede antal brugere af on demand-audiovisuelle medietjenester
målrettet det danske marked og ganget med 100.
Opgørelsesmetoden for det samlede antal brugere af on
demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked vil
blive nærmere fastlagt af Kulturministeriet. På
baggrund heraf vil Kulturministeriet årligt opgøre
oplysninger om det samlede antal brugere til brug for
medietjenesteudbydernes beregning.
Medietjenesteudbydere, der har et lille publikum, vil ligeledes
ikke blive omfattet af kulturbidragsordningen for at undgå,
at bidragspligten skal ramme disse mindre virksomheder
unødigt hårdt samt for at undgå, at nye
aktører hindres adgang til markedet, jf. også
EU-Kommissionens Retningslinjer i medfør af artikel 13, stk.
7, i direktivet om audiovisuelle medietjenester for beregningen af
andelen af europæiske programmer i on demand-kataloger og for
definitionen af et lille publikum og en lav omsætning (2020/C
223/03), afsnit III. 3 og 4.
Det foreslås i stk. 4, at
loven ikke gælder medietjenester, der udbydes som led i
udøvelse af public service-virksomhed, jf. § 11 i lov
om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., eller i medfør af
reguleringen i den EU-medlemsstat, hvor udbyderen af den on
demand-audiovisuelle medietjeneste er etableret.
Den foreslåede bestemmelse vil indeholde en undtagelse til
udgangspunktet i § 2, stk. 1 og 2, hvorefter en
medietjenesteudbyder etableret i Danmark eller en anden
EU-medlemsstat er omfattet af lovens anvendelsesområde, hvis
denne udbyder on demand-audiovisuelle medietjenester
målrettet mod et dansk publikum.
Den foreslåede bestemmelse vil for medietjenesteudbydere
etableret i Danmark medføre, at en medietjenesteudbyder, der
alene udbyder en on demand-audiovisuel medietjeneste som led i
udøvelse af public service-virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1350 af 4. september 2020 om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v. § 11, ikke er omfattet af loven.
Henvisningen til § 11 i lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v. vil medføre, at
kulturbidragsordningen ikke gælder for on
demand-audiovisuelle medietjenester fra DR, de regionale TV
2-virksomheder og TV 2 DANMARK A/S, hvis de udbydes som led i
udøvelsen af public service-virksomhed efter reglerne i lov
om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., kapitel 4, 6 og 6 a.
Den samme undtagelse vil gøre sig gældende for
andre foretagender etableret i Danmark, som har fået
tilladelse til at drive public service-virksomhed, jf. lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. § 11, stk. 2, såfremt
de udbyder en on demand-audiovisuel medietjeneste som led heri.
Den foreslåede bestemmelse vil for medietjenesteudbydere,
der er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som udbyder en on
demand-audiovisuel medietjeneste som led i udøvelse af
public service-virksomhed, ligeledes medføre, at loven ikke
finder anvendelse på disse medietjenesteudbydere. Hvorvidt
der er tale om en medietjeneste, der udbydes som led i
udøvelse af public service-virksomhed vil i dette
tilfælde afhænge af, hvordan public service-virksomhed
er reguleret og retligt defineret i den EU-medlemsstat,
medietjenesteudbyderen er etableret i. Det må desuden
antages, at eventuelle on demand-audiovisuelle medietjenester, der
drives som led i udenlandsk public service-virksomhed, som
udgangspunkt vil være målrettet deres eget nationale
territorium, og ikke et dansk publikum, hvorfor de allerede af den
grund ikke vil være omfattet af loven.
Såfremt en medietjenesteudbyder udbyder flere on
demand-audiovisuelle medietjenester eller opererer med opdelte
medietjenester, hvoraf kun en del udbydes som led i
udøvelsen af public service-virksomhed, vil det alene
være den del af medietjenesten/medietjenesterne, der er
underlagt en public service-forpligtelse, der falder under
undtagelsen i § 2, stk. 4. Den del af medietjenesteudbyderens
on demand-audiovisuelle medietjenester, der udbydes på
almindelige kommercielle vilkår, vil således ikke blive
omfattet af undtagelsen i § 2, stk. 4.
Det foreslås i stk. 5, at
loven ikke gælder medietjenesteudbydere, der alene udbyder
medietjenester til biblioteks- eller undervisningsformål.
Det følger af AVMS-direktivet artikel 13, stk. 6, 2.
pkt., at i betragtning af de ændrede markedsforhold kan en
medlemsstat fravige bidragsforpligtelsen efter direktivets artikel
13, stk. 2, hvor det ville være upraktisk eller ubegrundet i
betragtning af arten af eller emnet for den audiovisuelle
medietjeneste.
Med bestemmelsen foreslås en undtagelse til udgangspunktet
i § 2, stk. 1 og 2, hvorefter en medietjenesteudbyder
etableret i Danmark eller en anden EU-medlemsstat er omfattet af
lovens anvendelsesområde, hvis denne udbyder on
demand-audiovisuelle medietjenester målrettet mod et dansk
publikum. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
loven ikke vil finde anvendelse på medietjenesteudbydere
etableret i Danmark eller en anden EU-medlemsstat, der kun udbyder
biblioteks- eller undervisningstjenester, som f.eks. digitalt
udlåner film gennem bibliotekerne og til undervisningsbrug.
Dermed vil sådanne on demand-audiovisuelle medietjenester,
der grundet deres art har et fortrinsvis almennyttigt sigte,
være undtaget fra at betale kulturbidrag.
Til §
3
Den gældende § 2, stk. 1, nr. 4, og § 2, stk. 3
og 4, i radio- og fjernsynsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1350 af 4. september 2020 om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.,
fastsætter en række af lovens definitioner.
Af den gældende § 2, stk. 1, nr. 4, følger, at
ved udøvelse af programvirksomhed forstås udbud af on
demand-audiovisuelle medietjenester, hvor hovedformålet med
en tjeneste eller en del af den, der kan adskilles fra
tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er at udbyde informerende,
underholdende eller oplysende billedprogrammer til almenheden via
elektroniske kommunikationsnet som defineret i lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester.
Af den gældende § 2, stk. 3, følger, at ved en
on demand-audiovisuel medietjeneste forstås i denne lov en
audiovisuel medietjeneste, der udbydes af en medietjenesteudbyder
med henblik på, at programmer kan modtages på et
brugervalgt tidspunkt og på den enkelte brugers anmodning
på grundlag af et programkatalog udvalgt af
medietjenesteudbyderen.
Af den gældende § 2, stk. 4, følger, at ved en
medietjenesteudbyder forstås i denne lov den fysiske eller
juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af
audiovisuelt indhold i en audiovisuel medietjeneste, og som
bestemmer, hvordan det audiovisuelle indhold
tilrettelægges.
Den gældende § 2, stk. 1, nr. 4, og § 2, stk. 3
og 4, i Radio- og fjernsynsloven, gennemfører
AVMS-direktivets artikel 1, stk. 1, litra a, litra d og litra
g.
De foreslåede bestemmelser i nr. 1-4 vil skulle
forstås i overensstemmelse med definitionerne fra Radio- og
fjernsynsloven, og vil derved også gennemføre
AVMS-direktivets artikel 1, stk. 1, litra a, litra d og litra g.
Bestemmelsens nr. 4, gennemfører ikke AVMS-direktivet, men
er en ny dansk definition af begrebet bidragspligtig
omsætning.
Den foreslåede § 3 definerer en række begreber
til brug for forståelsen af lovens bestemmelser.
Det foreslås i nr. 1 at
definere begrebet audiovisuel medietjeneste som en tjeneste, hvor
hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan
adskilles herfra, er at udbyde informerende, underholdende eller
oplysende billedprogrammer til almenheden via elektroniske
kommunikationsnet som defineret i lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 vil skulle fortolkes i
overensstemmelse med radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1,
nr. 4, og vil således indebære, at begrebet audiovisuel
medietjeneste vil skulle forstås i overensstemmelse med
definitionen af programvirksomhed som værende bl.a. udbud af
on demand-audiovisuelle medietjenester, hvor hovedformålet
med en tjeneste eller en del af den, der kan adskilles fra
tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er at udbyde informerende,
underholdende eller oplysende billedprogrammer til almenheden via
elektroniske kommunikationsnet som defineret i lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester.
Den foreslåede definition i nr. 1 vil medføre, at
de medietjenester, der vil blive omfattet af loven, skal være
audiovisuelle, hvilket vil indebære, at
medietjenesteudbydere, der alene udbyder audio on demand-tjenester,
som f.eks. tjenester med podcasts eller tidligere udsendte
radioprogrammer, ikke omfattes af loven.
Det foreslås i nr. 2 at
definere begrebet on demand-audiovisuel medietjeneste som en
audiovisuel medietjeneste, der udbydes af en medietjenesteudbyder
med henblik på, at programmer kan modtages på et
brugervalgt tidspunkt og på den enkelte brugers anmodning
på grundlag af et programkatalog udvalgt af
medietjenesteudbyderen.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil skulle
forstås på samme måde som definitionen fra radio-
og fjernsynslovens § 2, stk. 3, og vil således
indebære, at begrebet on demand-audiovisuel medietjeneste
fortsat skal forstås som en audiovisuel medietjeneste, der
udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på, at
programmer kan modtages på et brugervalgt tidspunkt og
på den enkelte brugers anmodning på grundlag af et
programkatalog udvalgt af medietjenesteudbyderen. Bestemmelsen vil
skulle fortolkes i overensstemmelse hermed.
Det foreslås i nr. 3 at
definere begrebet medietjenesteudbyder som den fysiske eller
juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af
audiovisuelt indhold i en audiovisuel medietjeneste, og som
bestemmer, hvordan det audiovisuelle indhold
tilrettelægges.
Begrebet on demand-audiovisuel medietjeneste i bestemmelsens nr.
3 vil skulle forstås på samme måde som
definitionen af begrebet i radio- og fjernsynslovens § 2, stk.
4, og vil således indebære, at begrebet
medietjenesteudbyder fortsat skal forstås som den fysiske
eller juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget
af audiovisuelt indhold i en audiovisuel medietjeneste, og som
bestemmer, hvordan det audiovisuelle indhold tilrettelægges.
Bestemmelsen vil skulle fortolkes i overensstemmelse hermed.
Det foreslås i nr. 4, 1. pkt.,
at definere begrebet bidragspligtig omsætning som en
medietjenesteudbyders nettoindtægter i Danmark, som
hidrører fra den on demand-audiovisuelle medietjenestes
tilgængeliggørelse af audiovisuelt indhold.
Det foreslås i forlængelse heraf i nr. 4, 2. pkt., at indtægter, der
relaterer sig til tilgængeliggørelse af sports- eller
nyhedsprogrammer, indtægter hidrørende fra
lineær programvirksomhed, der er gjort tilgængelig via
den on demand-audiovisuelle medietjeneste, og indtægter fra
videredistribution af andre medietjenesteudbyderes on
demand-audiovisuelle medietjenester, ikke udgør en del af
den bidragspligtige omsætning.
Den foreslåede definition vil afgrænse den del af
medietjenesteudbyderens omsætning, der skal udgøre
basis for beregningen af det kulturbidrag, som
medietjenesteudbyderen skal betale.
Den bidragspligtige omsætning vil være et bredt
defineret begreb, der som udgangspunkt vil omfatte al
omsætning, som medietjenesteudbyderen genererer via sin on
demand-audiovisuelle medietjeneste relateret til
tilgængeliggørelse af audiovisuelt indhold i Danmark.
Dermed vil abonnementsindtægter, transaktions- eller
lejeindtægter, annonceindtægter og indtægter ved
gensalg af den on demand-audiovisuelle medietjeneste i andre
virksomheders abonnementsbaserede produkter også være
bidragspligtig omsætning. Opremsningen vil dog ikke
være udtømmende.
Den bidragspligtige omsætning vil kunne omfatte
indtægter direkte fra f.eks. forbrugernes
abonnementsbetalinger for adgang til tjenesten eller betalinger for
streaming af en film, serie eller dokumentar. Men den vil
også kunne omfatte indtægter, der kan genereres
indirekte med afsæt i forbrugernes tilslutning til eller
anvendelse af tjenesten, f.eks. indtægter fra salg af
reklameplads på den on demand-audiovisuelle medietjeneste,
eller indtægter fra andre virksomheders salg af
abonnementsbaserede produkter, hvor den pågældende on
demand-audiovisuelle medietjeneste indgår, f.eks. tv-pakker,
mobilabonnementer m.v. Definitionen vil således også
omfatte indtægter fra gensalg af den on demand-audiovisuelle
medietjeneste i andre virksomheders abonnementsbaserede produkter
for at sikre, at ordningen vil kunne rumme alle forretningsmodeller
og for at kunne undgå risiko for omgåelse ved, at
medietjenesteudbyderne skifter forretningsmodel fra f.eks.
abonnementssalg direkte til forbrugerne til salg via andre
virksomheders produkter for at undgå bidragspligten.
Udgangspunktet om, at al omsætning hidrørende fra
tilgængeliggørelsen af audiovisuelt indhold genereret
via den on demand-audiovisuelle medietjeneste i Danmark vil blive
omfattet, fraviges i 2. pkt. for så vidt angår
indtægter, der hidrører fra
tilgængeliggørelse af sports- eller nyhedsprogrammer.
Udgangspunktet vil endvidere blive fraveget for så vidt
angår indtægter hidrørende fra eventuel
lineær programvirksomhed, der udøves gennem den on
demand-audiovisuelle medietjeneste. Det kan f.eks. være en
blandet tjeneste, hvor der ud over muligheden for at streame on
demand-audiovisuelt indhold kan købes adgang til en
lineær audiovisuel medietjeneste/kanal, hvor der sendes
live-tv (dvs. sker samtidig modtagelse af programmer på basis
af en programflade). I dette tilfælde vil den indtægt,
der hidrører fra salget af adgangen til den lineære
kanal, ikke blive omfattet af begrebet bidragspligtig
omsætning.
Indtægten fra en såkaldt catch up- eller start
forfra-service, hvor man inden for en nærmere afgrænset
periode kan se tidligere udsendte tv-programmer på en ellers
lineær audiovisuel medietjeneste, vil blive omfattet af
begrebet bidragspligtig omsætning, hvis servicen ud fra en
konkret vurdering anses for at være en on-demand audiovisuel
medietjeneste, jf. den foreslåede § 3, nr. 2. Det vil
være tilfældet, hvis den pågældende service
udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på modtagelse
af programmer på et brugervalgt tidspunkt og på den
enkelte brugers anmodning på grundlag af et programkatalog
udvalgt af medietjenesteudbyderen. Centralt for vurderingen vil
blive den grad af brugervalg, der vurderes at være i forhold
til det tidspunkt, som servicen gør det muligt for brugeren
at se det tidligere lineært udsendte program på.
Det vurderes, at indtægt
hidrørende fra en catch up- eller start forfra-service, hvor
brugeren alene kan starte programmet forfra inden for programmets
sendetid eller i nær sammenhæng med programmets
placering i tv-sendefladen, ikke vil være omfattet af den
bidragspligtige omsætning, idet servicen reelt ikke giver
mulighed for at se programmet på et brugervalgt tidspunkt,
jf. den foreslåede definition i § 3, nr. 2. På
samme måde vil indtægter, der hidrører fra
muligheden for at optage indholdet (NVPR) i nær
sammenhæng med programmets placering i tv-sendefladen, ikke
være omfattet af den bidragspligtige omsætning.
Ved den konkrete vurdering af om der er tale om en service, hvor
brugeren alene kan starte programmet forfra inden for programmets
sendetid eller i nær sammenhæng med programmets
placering i tv-sendefladen, vil anerkendte branchestandarder,
herunder hvorvidt servicen gør indhold tilgængeligt i
op til 7 dage efter programmets placering i tv-sendefladen, kunne
inddrages. Der vil også kunne lægges vægt
på praksis, hvor indholdet f.eks. gøres
tilgængeligt i op til 30 dage. På samme måde vil
det ift. NVPR være en konkret vurdering af, hvor længe
der er mulighed for at optage indholdet.
Desuden vil omsætning, som on
demand-audiovisuelle medietjenester genererer ved at
videredistribuere andre on demand-audiovisuelle medietjenester,
blive undtaget fra det bidragspligtige omsætningsgrundlag for
dels at undgå, at der svares kulturbidrag to gange for den
samme on demand-audiovisuelle tjeneste, men også for, at
undgå, at udbyderne pålægges at betale
kulturbidrag for indtjening hidrørende fra tjenester, som de
ikke har redaktionelt ansvar for, idet de ikke har udvalgt det
audiovisuelle indhold, og derfor ikke er udbydere af i
nærværende lovforslags forstand.
Til §
4
Det foreslås i stk. 1, at en
medietjenesteudbyder skal betale et årligt bidrag på 2
pct. af deres bidragspligtige omsætning i Danmark, jf. dog
§ 5, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at alle
medietjenesteudbydere, der omfattes af loven, bliver forpligtede
til at betale et finansielt bidrag årligt på 2 pct. af
deres bidragspligtige omsætning, jf. lovforslagets § 3,
nr. 4.
Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede
§ 2, § 3, nr. 4 og § 5, stk. 3.
Det foreslås i stk. 2, at en
medietjenesteudbyder, der investerer under 5 pct. af deres
bidragspligtige omsætning i Danmark i nyt dansk indhold, i
tillæg til bidraget efter stk. 1, skal betale et årligt
bidrag på 3 pct. af deres bidragspligtige omsætning i
Danmark jf. dog §5, stk. 3. En medietjenesteudbyder kan
fordele investeringerne i nyt dansk indhold over en tre-årig
periode som gennemsnit.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de
medietjenesteudbydere, der vælger ikke at investere - eller
at investere under 5 pct. af deres bidragspligtige omsætning
i nyt dansk indhold årligt - skal betale et bidrag på 3
pct. udover det kulturbidrag, som alle medietjenesteudbydere vil
skulle betale efter stk. 1. Medietjenesteudbydere med ingen eller
begrænset investeringsniveau i nyt dansk indhold vil
således skulle betale i alt 5 pct. i årligt
kulturbidrag.
Det følger modsætningsvist af stk. 2, at de
medietjenesteudbydere, der årligt vælger at investere 5
pct. eller mere af deres bidragspligtige omsætning i nyt
dansk indhold, ikke vil skulle betale bidraget på 3 pct. og
dermed alene vil skulle betale et kulturbidrag på 2 pct.
At investeringerne vil skulle være i nyt dansk indhold,
vil betyde, at investeringer f.eks. i form af køb af
visningsrettigheder til nye produktioner vil kunne medregnes under
ordningen, mens investeringer i visningsrettigheder til allerede
eksisterende indhold (f.eks. ved køb af
produktionsselskabers såkaldte bagkataloger) ikke vil kunne
medtages i opgørelsen, da det falder uden for formålet
om at sikre produktion af nyt dansk indhold. Det vil blive
betragtet som en investering i nyt indhold, når investeringen
foretages i en indholdsproduktion, før produktionen er fuldt
tilvejebragt og har affødt et endeligt og dermed
eksisterende produkt.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de
foreslåede § 2 og § 4, stk. 3.
Endelig vil bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt. gøre det
muligt for en medietjenesteudbyder at meddele Slots- og
Kulturstyrelsen, at man vil gøre brug af en tre-årig
investeringsperiode. Opgørelsen af det årlige
investeringsniveau i nyt dansk indhold vil i denne situation
være baseret på et gennemsnit over den tre-årige
periode. På baggrund af en opgørelse over
gennemsnittet vil det blive afgjort, hvorvidt udbyderen skal
opkræves bidrag på 3 pct. i kulturbidrag for de enkelte
år i tillæg til bidraget på de 2 pct. Med
muligheden for at vælge en tre-årig gennemsnitlig
investeringsperiode vil udbyderen kunne investere i nyt dansk
indhold med variabel procentsats i forhold til den bidragspligtige
omsætning over tre år og fortsat få den fulde
fordel af investeringsmulighedens undtagelse fra bidraget på
3 pct., såfremt investeringerne gennemsnitligt svarer til 5
pct. af den årlige bidragspligtige omsætning pr.
år i de tre år.
Det foreslås, at medietjenesteudbyderne får mulighed
for at opgøre investeringerne tidsmæssigt, så de
afspejler det reelle investeringsniveau og mindsker risici for
uhensigtsmæssige konsekvenser af f.eks. udsættelser i
produktionsopstart i forhold til medietjenesteudbydernes
opgørelse og indberetning af et givent års
investeringer. Med forslaget om, at investeringerne vil kunne
opgøres over en periode på tre år, vil
investeringsniveauet skulle balancere over denne tre-årige
periode i en lukket cyklus. Det betyder, at medietjenesteudbyderne
ikke nødvendigvis vil skulle investere 5 pct. eller mere i
et givent år, så længe investeringsniveauet i de
to øvrige år i perioden medfører, at udbyderens
investeringsniveau i gennemsnit har været på 5 pct.
eller højere for hvert af de tre år. Det
foreslås endvidere, at medietjenesteudbyderne gives
metodefrihed i forhold til det tidspunkt, hvor de tidsmæssigt
anser den enkelte investering for at være foretaget dog
således, at en investering, der er indberettet til Slots- og
Kulturstyrelsen, jf. § 8, til at være foretaget på
ét givent tidspunkt ikke senere kan ændres til at
være foretaget på et andet tidspunkt.
Det foreslås i stk. 3, at der
som investeringer i nyt dansk indhold kan medregnes alle
investeringer i produktion og koproduktion af nye danske film,
serier og dokumentarer, jf. stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det
alene er medietjenesteudbydernes investeringer i dansk indhold, som
vil kunne medregnes i medietjenesteudbydernes opgørelse af
deres investeringsniveau i henhold til § 4, stk. 2.
Dermed vil investeringer, der vil skulle indgå i
opgørelsen under stk. 2, blive afgrænset bredt til at
omfatte alle typer investeringer i produktion og koproduktion af
nye danske film, serier og dokumentarer. Disse vil blandt andet
kunne omfatte direkte investeringer f.eks. i form af produktion,
koproduktion og erhvervelse af rettigheder til film, serier eller
dokumentarer.
Det foreslås i stk. 4, at en investering anses som foretaget
i nyt dansk indhold, når 75 pct. af produktionsmaterialet for
europæisk producerede film, serier eller dokumentarer er
på dansk, og derudover opfylder mindst ét af
følgende kriterier:
1) Mere end 50 pct.
af produktionens budget er forbrugt i Danmark.
2) Mere end 50 pct.
af produktionens optagelser finder sted i Danmark.
Med den foreslåede bestemmelse vil en
medietjenesteudbyders investeringer blive anset for at
udgøre investeringer i dansk indhold i denne lovs forstand
og vil dermed kunne medregnes i opfyldelsen af
investeringsmuligheden, når mindst 75 pct. af
produktionsmaterialet for europæisk producerede film, serier
eller dokumentarer er på dansk. Derudover vil mere end
halvdelen af den enkelte produktions budget skulle være
forbrugt i Danmark eller mere end halvdelen af den enkelte
produktions optagelser vil skulle finde fysisk sted i Danmark.
Kravet om, at 75 pct. af produktionsmaterialet vil skulle
være på dansk, vil således være
ufravigeligt, mens der er valgfrihed i forhold til de to
øvrige kriterier.
Det foreslåede kriterie om, at 75 pct. af
produktionsmaterialet vil skulle være på dansk, er
fastsat med afsæt i formålet i AVMS-direktivets artikel
13 om at sikre tilstrækkelige investeringer i
europæiske programmer. Dansk indhold er europæisk
indhold. Dansk er imidlertid et lille sprogområde, hvorfor
markedet for film, serier og dokumentarer på dansk er
tilsvarende begrænset. Ligesom produktionsomkostningerne
bæres tilsvarende af et mindre publikum. Der vurderes derfor
behov for at indføre et incitament for medietjenesteudbydere
til at foretage investeringer i europæisk produceret
kvalitetsindhold på dansk. Fastlæggelsen af om 75 pct.
af produktionsmaterialet er på dansk, vil ske på
baggrund af en vurdering af den samlede mængde talte og
skrevne sprog i produktionsmaterialet.
Produktionsmateriale vil efter bestemmelsen kunne omfatte det
materiale, der ligger bag den færdige indholdsproduktion.
Dette kunne f.eks. være manuskripter, dialoglister,
produktionens grundoplysninger (credits) eller videoklip fra den
færdige produktion.
Europæisk producerede film, serier eller dokumentarer vil
skulle forstås i overensstemmelse med AVMS-direktivet artikel
1 n. Dermed vil (1) film, serier eller dokumentarer med oprindelse
i medlemsstaterne, (2) film, serier eller dokumentarer med
oprindelse i europæiske tredjelande, som er parter i
Europarådets europæiske konvention om
grænseoverskridende fjernsyn, for så vidt de opfylder
betingelserne i AVMS-direktivets artikel 1, stk. 3, og (3) film,
serier eller dokumentarer, der er co-produceret som led i aftaler
vedrørende den audiovisuelle sektor mellem Unionen og
tredjelande, og som opfylder de betingelser, der er fastsat i de
enkelte aftaler, være europæisk producerede efter den
foreslåede stk. 4.
Film-, serie- og dokumentargenren vil, uanset hvilken
underkategori indholdet i øvrigt kan sortere under, herunder
f.eks. reality, komedie eller drama, være omfattet af
bestemmelsen.
Til §
5
Det foreslås i stk. 1, at
Slots- og Kulturstyrelsen opkræver bidrag efter § 4,
stk. 1 og 2, årligt bagudrettet på baggrund af
medietjenesteudbydernes opgørelser over det seneste
kalenderårs omsætning i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Slots-
og Kulturstyrelsen gives hjemmel til at opkræve bidraget fra
de omfattede medietjenesteudbydere som led i styrelsens
administration af kulturbidragsordningen.
Ved at anvende seneste kalenderårs omsætning som
opgørelsesperiode for opkrævningen af bidraget vil det
kunne sikres, at opgørelsesperioden bliver entydig, idet
alle medietjenesteudbydere vil skulle opgøre kulturbidraget
for den samme periode. Dertil vil komme, at det samlede provenu for
ordningen vil kunne overføres på et og samme
tidspunkt. Anvendelsen af seneste kalenderår som
opgørelsesperiode vil endvidere være den mest enkle
løsning for Slots- og Kulturstyrelsen ud fra et
administrativt hensyn.
Medietjenesteudbydere, der ikke anvender kalenderåret som
regnskabsår, vil skulle periodisere deres omsætning
m.v. anderledes i forbindelse med opkrævningen af bidraget
end i deres årsregnskaber. Opgørelser som følge
af kulturbidraget vil dog uanset periodiseringen skulle
følge medietjenesteudbydernes anvendte regnskabspraksis, som
er benyttet ift. udarbejdelse af årsregnskabet, jf. § 8,
stk. 2.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med den
foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, hvorefter en
medietjenesteudbyder én gang om året skal indberette
en opgørelse over det seneste kalenderårs
bidragspligtige omsætning i Danmark, og § 9, stk. 1,
hvorefter en medietjenesteudbyder én gang om året skal
indberette en opgørelse over investeringer i nyt dansk
indhold.
Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede
§ 8, stk. 1 og § 9, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at
Slots- og Kulturstyrelsen opkræver bidrag efter § 4,
stk. 2, 2. pkt. bagudrettet ved udløbet af den 3-årige
periode.
Bestemmelsen vil medføre, at Slots- og Kulturstyrelsen
har hjemmel til at efterregulere i forhold til eventuelt skyldigt
bidrag på 3 pct., som det ved udgangen af en 3-årig
periode viser sig, at en medietjenesteudbyder har haft pligt til at
betale grundet realiseret underinvestering i dansk indhold i
forhold til det efter stk. 3 erklærede forventede
investeringsniveau, således at medietjenesteudbyderen ikke
har investeret gennemsnitligt 5 pct. af den bidragspligtige
omsætning i dansk indhold over den 3-årige periode.
Det foreslås i stk. 3, at
finansielt bidrag efter Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love
og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle
medietjenester) artikel 13, stk. 2, som medietjeneste-udbydere
etableret i Danmark betaler af den bidragspligtige omsætning
til en anden EU-medlemsstat, fradrages bidrag efter § 4, stk.
1 og stk. 2. Fradragsbeløbet vil dog ikke kunne overstige
det bidragsbeløb, medietjenesteudbyderen skal betale efter
§ 4, stk. 1 og 2.
Det følger af AVMS-direktivets artikel 13, stk. 3, at i
det tilfælde, at en medlemsstat pålægger en
medietjenesteudbyder en finansiel forpligtelse, skal det
finansielle bidrag kun baseres på indtægterne i
målmedlemsstaterne. Hvis den medlemsstat, hvor
medietjenesteudbyderen er etableret, opkræver et sådant
finansielt bidrag, skal den tage hensyn til eventuelle finansielle
bidrag, der er opkrævet af målmedlemsstater.
Med henblik på, at en medietjenesteudbyder, der er
etableret i Danmark, ikke opkræves et finansielt bidrag i
henhold til AVMS-direktivets artikel 13, stk. 2, to gange,
foreslås det, at finansielt bidrag efter AVMS-direktivets
artikel 13, stk. 2, som medietjenesteudbydere etableret i Danmark
betaler af den bidragspligtige omsætning til en anden
EU-medlemsstat, fradrages bidrag efter § 4, stk. 1 og stk. 2,
dog således at fradragsbeløbet ikke vil kunne
overstige det bidragsbeløb, medietjenesteudbyderen skal
betale efter nærværende lov.
Med lovforslaget foreslås det, at der opkræves et
kulturbidrag fra de medietjenesteudbydere, der udbyder
streamingtjenester rettet mod et dansk publikum, på baggrund
af deres bidragspligtige omsætning i Danmark
hidrørende fra streamingtjenesterne. Det er ikke alle
EU-medlemsstater, der opkræver et finansielt bidrag fra
medietjenesteudbydere efter AVMS-direktivets artikel 13, stk. 2. En
hel eller delvis undtagelse fra bidragspligten vil derfor bero
på en konkret vurdering af det finansielle bidrag den enkelte
medietjenesteudbyder, der er etableret i Danmark og som også
målretter sine tjenester mod publikum i en anden
EU-medlemsstat, opkræves af den bidragspligtige
omsætning i en anden EU-medlemsstat, hvor der også
opkræves bidrag.
Det foreslås i stk. 4, at
betales bidrag ikke af medietjenesteudbyderen overgives det til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis
Slots- og Kulturstyrelsen efter opkrævning af bidraget kan
konstatere, at bidraget ikke er blevet betalt inden for en fastsat
frist, oversender styrelsen kravet på bidraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse
heraf efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Det foreslås i stk. 5, at kulturministeren efter forhandling med
skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
inddrivelse af bidraget, herunder regler om rykkerprocedure for
betaling, forrentning og betalingsfrist.
Det foreslås, at fastsættelse af de nærmere
regler bør ske efter forhandling med skatteministeren, der
har ekspertise på området. Det foreslås, at
kulturministeren vil kunne fastsætte regler i form af
bekendtgørelse efter forhandling med skatteministeren.
De nærmere regler efter den foreslåede bestemmelse
vil kunne omfatte bestemmelser om Slots- og Kulturstyrelsens
opkrævning, henholdsvis restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelse af kulturbidrag som f.eks. betalingsfrister,
forrentning af bidragsbeløbet samt om behandlingen af
anmodninger om henstand eller afdragsvis betaling af
bidragsbeløbet.
Til §
6
De gældende regler for tildeling af støtte under
public service-puljen følger af bekendtgørelse nr.
1579 af 27. december 2014 om tilskud til produktion af dansk public
service tv (public service-puljen), der er hjemlet i § 11 a og
§ 92 a, stk. 1, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1350 af 4. september 2020 om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v.
De gældende regler for tildeling af støtte under
filmstøtteordningerne, der administreres af Det Danske
Filminstitut, følger af filmloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1354 af 4. september 2020 om film.
Det foreslås i stk. 1, at
provenuet af kulturbidraget fordeles efter fradrag af
omkostningerne forbundet med ordningens administration mellem
public service-puljen og støtte til dansk film.
Det vil være en forudsætning for
kulturbidragsordningen, at de medietjenesteudbydere, der bliver
omfattet af den foreslåede pligt til at betale kulturbidrag
og som overholder deres forpligtelser efter loven, skal kunne
modtage støtte til produktionen af nyt dansk audiovisuelt
indhold fra de støtteordninger, som kulturbidragsordningens
provenu tilgår.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det
nettoprovenu, der fremkommer ved, at medietjenesteudbydere betaler
et årligt bidrag på henholdsvis 2 eller 5 pct. af deres
bidragspligtige omsætning i Danmark efter den
foreslåede § 4, stk. 1 og 2, skal fordeles mellem public
service-puljen og filmstøtteordningerne, der administreres
af Det Danske Filminstitut. Provenuet efter tilbageløb,
adfærd og arbejdsudbud vil blive fordelt til de nævnte
støtteordninger efter fradrag af omkostningerne til
henholdsvis Slots- og Kulturstyrelsens administration af ordningen
og Det Danske Filminstituts forventede øgede administration
af støtteordningerne som følge af den
forhøjede finansiering af ordningerne.
I overensstemmelse med præambelbetragtning 36 til
AVMS-direktivet er det en forudsætning for
kulturbidragsordningen, at de medietjenesteudbydere, der bliver
omfattet af den foreslåede pligt til at betale et
kulturbidrag og som overholder forpligtelserne efter loven, kan
drage fordel af public service-puljen og
filmstøtteordningerne, der til dels vil blive finansieret af
provenuet fra kulturbidragsordningen. De nærmere krav og
betingelser for medietjenesteudbydernes ansøgning om
støtte under disse ordninger følger af reguleringen
af public service-puljen og filmstøtteordningerne og de med
hjemmel heri fastsatte støttebetingelser. Både
støttebetingelserne for public service-puljen såvel
som støttebetingelserne for instituttets
filmstøtteordninger understøtter, at de omfattede
medietjenesteudbydere, uanset om de er etablerede i Danmark eller
en anden EU-medlemsstat, har mulighed for at drage fordel af
puljerne ved at kunne søge om støtte til produktionen
af nyt dansk audiovisuelt indhold i samarbejde med en
uafhængig producent.
Det foreslås i stk. 2, at
kulturministeren kan fastsætte regler for fordelingen mellem
public service-puljen og støtte til dansk film.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
kulturministeren bemyndiges til administrativt at fastsætte
regler for, hvordan kulturbidragsprovenuet skal fordeles mellem
henholdsvis public service-puljen og filmstøtteordningerne,
der administreres af Det Danske Filminstitut.
Fastsættes reglerne for fordeling af provenuet mellem
public service-puljen og støtteordningerne til dansk film
ved bekendtgørelse, vil der smidigt kunne foretages de
nødvendige justeringer i fordelingen, efter at
kulturbidragsordningen er trådt i kraft.
Til §
7
Det foreslås i stk. 1, at en
medietjenesteudbyder skal registrere sig hos Slots- og
Kulturstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil skabe en forpligtelse for
de medietjenesteudbydere, der er omfattet af bidragspligten, til at
registrere sig hos Slots- og Kulturstyrelsen.
Der vil ikke blive knyttet en selvstændig retsvirkning til
registreringen, idet registreringen alene vil være til brug
for Slots- og Kulturstyrelsens administration af ordningen og vil
således ikke have indflydelse på, om en
medietjenesteudbyder bliver omfattet af pligten til at betale
kulturbidrag.
Det foreslås i stk. 2, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
registreringen af medietjenesteudbydere, herunder om krav til
registreringens form, procedure og indhold samt frister for
registreringen.
Bestemmelsen vil medføre, at kulturministeren bemyndiges
til at kunne fastsætte administrative regler for, hvordan de
omfattede medietjenesteudbydere skal registrere sig og med hvilke
oplysninger. Kulturministeren vil i den forbindelse kunne
fastsætte krav til registreringens form, procedure og
indhold. Der vil endvidere kunne fastsættes krav til frister
for registreringen.
Bestemmelsen vil medføre, at det vil blive sikret, at
Slots- og Kulturstyrelsen vil kunne få de oplysninger, der er
nødvendige for bl.a. at kunne identificere og kontakte de
relevante medietjenesteudbydere, men også samtidig, at der
ikke vil kunne blive stillet krav om unødvendig indberetning
af oplysninger.
Til §
8
Det foreslås i stk. 1, at en
medietjenesteudbyder én gang om året skal indberette
en opgørelse over det seneste kalenderårs
bidragspligtige omsætning i Danmark til Slots- og
Kulturstyrelsen. Det skal af opgørelsen tydeligt frem
gå fra hvilke on demand-audiovisuel medietjeneste den
bidragspligtige omsætning hidrører.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil
påhvile en medietjenesteudbyder at indberette en
opgørelse over det seneste kalenderårs bidragspligtige
omsætning i Danmark. Bestemmelsen vil medføre, at
Slots- og Kulturstyrelsen får adgang til opgørelser
over medietjenesteudbydernes bidragspligtige omsætning med
henblik på, at styrelsen vil kunne administrere ordningen og
foretage udregningen af bidragets størrelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
medietjenesteudbyderen forpligtes til at tilvejebringe og meddele
styrelsen oplysninger i form af en opgørelse over det
seneste kalenderårs omsætning til brug for Slots- og
Kulturstyrelsens udøvelse af tilsynet med ordningen. Retten
til ikke at inkriminere sig selv, jf. retssikkerhedslovens §
10 (lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019), finder
anvendelse for oplysningspligten efter stk. 2.
Den indberettede opgørelse af den bidragspligtige
omsætning vil skulle tage udgangspunkt i det seneste
kalenderår. Der vil ikke blive stillet særskilt krav
om, at medietjenesteudbydernes årsregnskaber skal være
reviderede for at kunne anvendes som grundlag for indberetningen.
Dette vil indebære, at der vil skulle tages udgangspunkt i
omsætningen fra det seneste afsluttede kalenderår, samt
revisionen af årsregnskabet ikke afventes.
Det følger endvidere af den foreslåede
bestemmelse, at opgørelsen skal
udformes så det klart vil kunne identificeres, hvilke on
demand-audiovisuel medietjeneste den bidragspligtige
omsætning hidrører fra. Med den foreslåede
bestemmelse sikres gennemsigtighed i forhold til, hvorfra den
indberettede bidragspligtige omsætning hidrører.
Det foreslås i stk. 2, 1.
pkt., at en medietjenesteudbyders opgørelse skal
følge den regnskabspraksis, der anvendt ved virksomhedens
seneste godkendte regnskab.
Bestemmelsens første punktum vil medføre, at der
vil blive stillet krav om, at medietjenesteudbyderens
opgørelse over den bidragspligtige omsætning vil
skulle følge den ved virksomhedens seneste godkendte
regnskab anvendte regnskabspraksis. Hermed vil der gælde en
metodefrihed hos udbyderne i forhold til opgørelsen, idet
det antages, at der kan være stor forskel i virksomhedernes
praksis på dette område. Metodefriheden vil dog blive
afgrænset således, at opgørelsen vil skulle
følge den ved virksomhedens seneste godkendte regnskab
anvendte regnskabspraksis. Dette vil sikre, at
medietjenesteudbyderen ikke vil kunne ændre i sin
regnskabspraksis, hvilket vil kunne være med til at sikre, at
opgørelserne bliver så retvisende som muligt.
Det foreslås i stk. 2, 2.
pkt., at har en medietjenesteudbyder ikke tidligere
udarbejdet et godkendt regnskab, skal opgørelsen af den
bidragspligtige omsætning ske i overensstemmelse med
årsregnskabsloven eller en godkendt regnskabsstandard, som er
tilladt af et godkendt regnskabsorgan i en anden EU-medlemsstat,
hvor medietjenesteudbyderen er registreret.
Bestemmelsens andet punktum vil sikre, at nystartede
virksomheder og virksomheder, der af anden grund har været
undtaget fra at udarbejde godkendte årsregnskaber, også
har mulighed for at indberette en opgørelse. Der vil for
denne type virksomheder blive stillet krav om, at opgørelsen
skal ske i overensstemmelse med årsregnskabsloven eller en
godkendt regnskabsstandard, som er tilladt af et godkendt
regnskabsorgan i en anden EU-medlemsstat, hvor
medietjenesteudbyderen er registreret., hvilket vil sikre en
fælles standard for opgørelserne.
Det foreslås i stk. 3, at den
indberettede opgørelse skal ledsages af en erklæring
afgivet med høj grad af sikkerhed af en uafhængig
godkendt revisor.
Bestemmelsen vil indebære, at medietjenesteudbyderne vil
skulle sikre, at deres indberettede opgørelser over den
bidragspligtige omsætning ledsages af en
revisorerklæring om, at opgørelserne er korrekte og
retvisende. Dermed vil det blive sikret, at Slots- og
Kulturstyrelsen har et korrekt grundlag for beregning af
kulturbidraget og til at udføre et effektivt tilsyn med
kulturbidragsordningen.
Det foreslås i stk. 4, at en
medietjenesteudbyder, der udbyder mere end én on
demand-audiovisuel medietjeneste, kan indberette én samlet
erklæring for disse.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle tjene til at sikre,
at de medietjenesteudbydere, der måtte have mere end
én on demand-audiovisuel medietjeneste vil få mulighed
for at foretage fælles indberetninger af den bidragspligtige
omsætning for disse tjenester. Formålet med
bestemmelsen er således at gøre indberetningen
så ressourcemæssigt og administrativt effektiv for de
omfattede medietjenesteudbydere. Den foreslåede bestemmelse
er fakultativ, hvormed den enkelte medietjenesteudbyder fortsat vil
have mulighed for at indberette særskilte opgørelser
for hver enkelt on demand-audiovisuel medietjeneste, hvis udbyderen
vurderer dette mere hensigtsmæssigt.
Erklæringen vil klart skulle skelne mellem den
bidragspligtige omsætning for de respektive on
demand-audiovisuelle medietjenester, som opgørelsen
vedrører, jf. stk. 1, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 5, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
indberetning af opgørelser over den bidragspligtige
omsætning, herunder om indberetningens form, procedure og
indhold, frister for indberetningen samt krav til
revisorerklæringerne.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
kulturministeren bemyndiges til administrativt at fastsætte
regler for medietjenesteudbydernes indberetning af
opgørelser over bidragspligtig omsætning.
Kulturministeren vil i den forbindelse kunne fastsætte krav
til proceduren for indberetningen og indberetningens form og
indhold. Der vil endvidere kunne fastsættes krav til frister
for indberetningen. Endelig vil der kunne fastsættes krav til
de afgivne revisorerklæringer om
omsætningsopgørelserne, herunder efter hvilken
revisionsstandard og graden af sikkerhed, hvormed erklæringen
skal afgives.
Ved at indføre en mulighed for administrativt at kunne
fastsætte regler om indberetninger efter § 8 vil kravene
til indberetningerne lettere kunne tilpasses i takt med udviklingen
af selve administrationsordningen hos Slots- og Kulturstyrelsen.
Dermed vil det løbende kunne sikres, at Slots- og
Kulturstyrelsen får de oplysninger, der er nødvendige
for at kunne bl.a. opgøre og udsende korrekte fakturaer
på betaling af kulturbidrag og føre tilsyn med
ordningen, men også samtidig at der ikke stilles krav om
unødvendig indberetning af oplysninger.
Til §
9
Det foreslås i stk. 1, at en
medietjenesteudbyder én gang om året skal indberette
en opgørelse over investeringer i nyt dansk indhold, jf.
§4, stk. 2, i det seneste kalenderår til Slots- og
Kulturstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil
påhvile medietjenesteudbyderen at indberette en
opgørelse over investeringer i nyt dansk indhold foretaget i
det seneste kalenderår i Danmark. Det vil være
nødvendigt for administrationen af ordningen og udregningen
af bidragets størrelse, at Slots- og Kulturstyrelsen har
adgang til opgørelser over medietjenesteudbydernes
investeringer i nyt dansk indhold. Med bestemmelsen indføres
en indberetningspligt, idet de nødvendige oplysninger typisk
vil være af forretningsfølsom karakter og derfor ikke
offentligt tilgængelige.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
medietjenesteudbyderen forpligtes til at tilvejebringe og meddele
styrelsen oplysninger i form af en opgørelse over
investeringer i nyt dansk indhold til brug for Slots- og
Kulturstyrelsens udøvelse af tilsynet med ordningen. Retten
til ikke at inkriminere sig selv, jf. retssikkerhedslovens §
10 (lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019), finder
anvendelse for oplysningspligten efter stk. 2.
Opgørelsen over investeringer vil skulle indberettes
på titel-niveau, således at det angives, hvilke
investeringer der er foretaget i forbindelse med hvilke titler.
Dette vil sikre den fornødne grad af gennemsigtighed i
forhold til, hvilke konkrete projekter medietjenesteudbydernes
indberettede investeringsopgørelser angår.
Den indberettede opgørelse over investeringer i nyt dansk
indhold vil skulle tage udgangspunkt i det seneste
kalenderår. Af hensyn til administrationen af ordningen,
herunder muligheden for, at Slots- og Kulturstyrelsens så
tidligt så muligt kan blive bekendt med den for ordningen
relevante opgørelse over investeringer i nyt dansk indhold,
og på den baggrund vil have mulighed for at foretage
udregningen af bidragets størrelse, vurderes det
hensigtsmæssigt, at der til brug for opgørelsen
gøres brug af seneste afsluttede årsregnskab og ikke
det endeligt reviderede årsregnskab.
Det foreslås i stk. 2, at en
medietjenesteudbyder, som fordeler investeringer over
tre-årige perioder jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., skal
indsende en hensigtserklæring om det forventede
investeringsniveau for den tre-årige investeringsperiode.
Ligeledes skal opgørelser over investeringer i nyt dansk
indhold for op til tre seneste kalenderår indberettes til
Slots- og Kulturstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en
medietjenesteudbyder, som fordeler sine investeringer i nyt dansk
indhold over en tre-årig periode, vil skulle indsende en
hensigtserklæring til Slots- og Kulturstyresen
vedrørende det forventede investeringsniveau for hvert
år i perioden, herunder om fremtidige planer for
investeringer i nyt dansk indhold. Samtidig vil
medietjenesteudbyderen i lighed med stk. 1 skulle indberette
opgørelser over investeringer de seneste forgående tre
kalenderår til Slots- og Kulturstyrelsen. Dermed vil Slots-
og Kulturstyrelsen have et udgangspunkt for vurderingen af det
forventede investeringsniveau.
Det foreslås i stk. 3, at en
indberettet opgørelse, jf. stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., skal
ledsages af en erklæring afgivet med høj grad af
sikkerhed af en uafhængig godkendt revisor.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en
medietjenesteudbyder skal sikre, at en indberettet opgørelse
over investering i nyt dansk indhold ledsages af en
revisorerklæring om, at opgørelsen er korrekt og
retvisende. Dermed sikres Slots- og Kulturstyrelsen et korrekt
grundlag for at udføre et effektivt tilsyn med
kulturbidragsordningen.
Det foreslås i stk. 4, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler for
indberetning af opgørelser over investering i nyt dansk
indhold, herunder om indberetningens form, fastsættelse af
den 3-årige investeringsperiode, procedure og indhold,
frister for indberetningen og krav til erklæringer efter stk.
2, pkt. 1. og stk. 3.
Den forslåede bestemmelse vil medføre, at
kulturministeren bemyndiges til administrativt at fastsætte
regler for medietjenesteudbydernes indberetning af
opgørelser over investeringer i nyt dansk indhold.
Kulturministeren vil i den forbindelse kunne fastsætte krav
til proceduren for en indberetning samt indberetningens form og
indhold. Der vil endvidere kunne fastsættes frister,
hvornår indberetningen skal være sket. Endelig vil der
kunne fastsættes krav til de afgivne revisorerklæringer
om investeringsopgørelserne, herunder efter hvilken
revisionsstandard erklæringen skal afgives.
Ved at indføre en mulighed for administrativ at kunne
fastsætte regler om kravene til indberetninger, vil disse
lettere kunne tilpasses i takt med udviklingen af selve
administrationsordningen hos Slots- og Kulturstyrelsen. Dermed vil
det løbende kunne sikres, at Slots- og Kulturstyrelsen
får de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
bl.a. opgøre og udsende korrekte fakturaer på betaling
af bidrag og føre tilsyn med ordningen, men også at
der ikke stilles krav om unødvendig indberetning af
oplysninger.
Til §
10
Det foreslås i stk. 1, at
Slots- og Kulturstyrelsen fører tilsyn med og træffer
afgørelser efter denne lov og regler udstedt i medfør
heraf.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Slots-
og Kulturstyrelsen gives kompetence til at føre tilsyn med
ordningen samt til at træffe afgørelser efter loven og
regler udstedt i medfør heraf.
Afgørelser truffet efter loven forventes bl.a. at kunne
omfatte afgørelser i relation til medietjenesteudbydernes
indbetaling af bidrag, opgørelse af den bidragspligtige
omsætning, herunder fradrag for opkrævet finansielt
bidrag efter AVMS-direktivets artikel 13, stk. 2, af den
bidragspligtige omsætning fra en anden EU-medlemsstat og
afgørelser vedrørende hvilke medietjenesteudbydere,
der er omfattet af bidragspligten, herunder om deres on
demand-audiovisuelle medietjeneste er målrettet publikum i
Danmark.
Det foreslås i stk. 2, at en
medietjenesteudbyder inden for en frist fastsat af Slots- og
Kulturstyrelsen skal give de oplysninger, udlevere de dokumenter
m.v. og afgive de skriftlige udtalelser, som forlanges af styrelsen
i forbindelse med udøvelse af tilsynsforpligtelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
medietjenesteudbyderen forpligtes til at tilvejebringe og meddele
styrelsen oplysninger i form af dokumenter, skriftlige udtalelser
m.v. til brug for Slots- og Kulturstyrelsens udøvelse af
tilsynet med ordningen. Retten til ikke at inkriminere sig selv,
jf. retssikkerhedslovens § 10 (lovbekendtgørelse nr.
1121 af 12. november 2019), finder anvendelse for oplysningspligten
efter stk. 2.
Det kan f.eks. være nødvendigt for styrelsen med
oplysninger om en on demand-audiovisuel medietjenestes antal
brugere på det danske marked, således at styrelsen kan
føre tilsyn med, hvorvidt en udbyders publikum udgør
mere eller mindre end 1 pct. af det samlede antal brugere af on
demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked.
Sådanne oplysninger vil være nødvendige for
styrelsens afgørelse om, hvorvidt en udbyder er undtaget fra
kulturbidragspligten, jf. den foreslåede § 2, stk.
3.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Slots-
og Kulturstyrelsen har mulighed for at fastsætte en frist
for, hvornår sådanne oplysninger skal være
styrelsen i hænde. Dermed gives styrelsen mulighed for at
tilrettelægge og føre et effektivt tilsyn.
Det foreslås i stk. 3, at
afgørelser truffet af Slots- og Kulturstyrelsen efter denne
lov eller regler udstedt i medfør heraf kan indbringes for
Radio- og tv-nævnet senest 4 uger efter, at styrelsens
afgørelse er meddelt medietjenesteudbyderen. Radio- og
tv-nævnet kan tillægge klager indbragt for nævnet
opsættende virkning. Nævnets afgørelser efter
denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Det forventes, at de afgørelser, som styrelsen vil
træffe hovedsageligt vil omhandle, hvorvidt konkrete
medietjenesteudbydere er omfattet af bidragspligten, den korrekte
opgørelse af den omfattede bidragspligtige omsætning
m.v. Det forventes således, at afgørelserne vil
være af både juridisk og tilskudsadministrativt teknisk
karakter og dermed vil forudsætte en særlig teknisk
indsigt på området. Radio- og tv-nævnet varetager
allerede i dag en række opgaver på radio- og
tv-området, jf. §§ 40-44b i Radio- og
fjernsynsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 4.
september 2020 om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., og vurderes
at besidde den fornødne ekspertise og indsigt til at kunne
behandle eventuelle klager over Slots- og Kulturstyrelsens
afgørelser i henhold til denne lov og regler fastsat i
medfør heraf.
Indførelse af en klagefrist på 4 uger vil bidrage
til en mere præcis retstilstand og en mere
hensigtsmæssig administration af loven. Indførelsen af
en klagefrist sker således af hensyn til både
myndighederne, medietjenesteudbyderne og de kommende
ansøgere til de støtteordninger, hvortil provenuet
for ordningen fordeles.
I udgangspunktet har klager ikke opsættende virkning.
Radio- og tv-nævnet vil imidlertid, efter anmodning fra
klager, ved afgørelse kunne beslutte, at klagen skal have
opsættende virkning, hvor særlige grunde taler
herfor.
Radio- og tv-nævnet er et uafhængigt nævn,
hvis medlemmer tilsammen besidder juridiske kompetencer (herunder
særlig strafferetlig indsigt),
økonomisk/administrative kompetencer,
medieforskningskompetencer samt praktiske mediefaglige kompetencer.
I overensstemmelse med, hvad der gælder i dag efter radio- og
fjernsynsloven, vil nævnets afgørelser efter
nærværende lovforslag ikke kunne indbringes for anden
administrativ myndighed.
Det foreslås i stk. 4, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
medietjenesteudbyderes afgivelse af oplysninger, udlevering af
dokumenter m.v. og afgivelse af skriftlige udtalelser, herunder
erklæring fra revisor om egne arbejdsgange og egen
uafhængighed, opgørelse over omsætning,
beregning af bidragspligtig omsætning, opgørelse og
beregning af investering i dansk indhold.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
kulturministeren bemyndiges til administrativt at kunne
fastsætte regler for afgivelse af dokumentation,
opgørelse af omsætning, fordeling af omsætning,
samt opgørelse og fordeling af investeringer i dansk
indhold, samt fremtidige projekteringer for investering i dansk
indhold. Kulturministeren vil i den forbindelse kunne
fastsætte regler om, hvilke typer af oplysninger og
dokumentation, medietjenesteudbyderne skal afgive i forbindelse med
Slots- og Kulturstyrelsens tilsyn med udbyderne, herunder f.eks.
dokumentation for opgørelsen af investeringer og
dokumentation for en af medietjenesteudbyderen benyttet revisors
uafhængighed.
Ved at indføre en mulighed for administrativt at kunne
fastsætte regler om kravene til indberetninger vil disse
lettere kunne tilpasses i takt med udviklingen af selve
administrationsordningen hos Slots- og Kulturstyrelsen. Dermed vil
det løbende kunne sikres, at Slots- og Kulturstyrelsen
får de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
bl.a. opgøre og udsende korrekte fakturaer på betaling
af bidrag og føre tilsyn med ordningen, men også at
der ikke stilles krav om unødvendig indberetning af
oplysninger.
Til §
11
Det foreslås i stk. 1, at
kulturministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig
kommunikation til og fra Slots- og Kulturstyrelsen om forhold, som
er omfattet af loven eller regler, som er udstedt i medfør
heraf, skal foregå digitalt.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der
bl.a. vil kunne fastsættes regler om, at skriftlige
meddelelser m.v. til eller fra myndighederne om forhold, som er
omfattet af loven eller regler udstedt i medfør af loven,
ikke anses for behørigt modtaget af myndighederne, hvis de
indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale
måde.
Langt størstedelen af styrelsens kommunikation
foregår allerede digitalt. Hvis oplysningerne m.v. sendes til
styrelsen på anden måde end den foreskrevne digitale
måde, eksempelvis pr. brev, følger det af den
almindelige vejledningspligt i forvaltningslovens § 7, at
styrelsen må vejlede om reglerne på området,
herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne
digitale måde.
Samtidig vil bestemmelsen indebære, at skriftlige
meddelelser m.v. til eller fra myndighederne, der sendes på
den foreskrevne digitale måde, anses for at være kommet
frem til adressaten på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v.
er tilgængelig digitalt for adressaten, jf. det
foreslåede stk. 3. Det vil sige med samme retsvirkninger som
fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den
pågældende meddelelse m.v. er lagt i adressatens
fysiske postkasse.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede
registrerings-, indberetnings-, og meddelelsespligt i de
foreslåede §§ 7-10. Af bekendtgørelsen, der
vil udmønte bemyndigelsen, kan det nærmere
fremgå, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere
digitalt med Slots- og Kulturstyrelsen, om hvilke forhold og
på hvilken måde. Det forventes, at den foreslåede
bemyndigelse vil blive udnyttet således, at skriftlig
kommunikation til og fra Slots- og Kulturstyrelsen om forhold, som
er omfattet af loven eller regler udstedt i medfør heraf,
skal foregå digitalt, f.eks. via e-mail eller eventuelt via
den offentlige digitale postløsning.
Ved henvendelser til Slots- og Kulturstyrelsen vil styrelsen
kunne stille krav om, at den pågældende oplyser en
e-mailadresse, som den pågældende kan kontaktes
på i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller
henvendelse til styrelsen. I den forbindelse vil der også
kunne pålægges den pågældende en pligt til
at underrette styrelsen om en eventuel ændring i
e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen
besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den
nye e-mailadresse.
På sigt kan det komme på tale at udvikle andre
digitale løsninger til brug for kommunikation om forhold,
som er omfattet af loven eller regler udstedt i medfør af
loven.
I bekendtgørelsen, som vil blive udstedt i medfør
af den foreslåede bemyndigelse i stk. 1, vil der bl.a. kunne
fastsættes regler om, at Slots- og Kulturstyrelsen kan sende
visse meddelelser, herunder afgørelser, til den
pågældendes digitale postkasse med de retsvirkninger,
der følger af lov om Offentlig Digital Post.
Der vil desuden kunne fastsættes regler om fritagelser fra
pligten til digital kommunikation. Fritagelsesmuligheden kan bl.a.
tænkes anvendt, hvor det er påkrævet at anvende
en dansk digital signatur, og der f.eks. er tale om en virksomhed
med hjemsted i udlandet, som ikke kan få en dansk digital
signatur.
Det forhold, at et selskab eller en person oplever, at den
pågældendes egen computer ikke fungerer, at den
pågældende har mistet koden til sin digitale signatur
eller oplever lignende hindringer, som det er op til den
pågældende at overvinde, vil ikke kunne føre til
fritagelse fra pligten til digital kommunikation. I så fald
må den pågældende anvende en offentlig
tilgængelig computer på f.eks. et folkebibliotek eller
anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på
den pågældendes vegne.
Det foreslås i stk. 2, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte
it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur
el.lign.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der
bl.a. kan fastsættes regler om krav om anvendelse af bestemte
it-systemer, digitale formater og digital signatur eller
lignende.
Det foreslås i stk. 3, at en
digital meddelelse anses for at være kommet frem, når
den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en
digital meddelelse må anses for at være kommet frem til
adressaten for meddelelsen, dvs. modtageren af meddelelsen,
når den er tilgængelig for adressaten. For meddelelser,
der sendes til Slots- og Kulturstyrelsen, vil styrelsen være
adressat for meddelelsen. For meddelelser, som Slots- og
Kulturstyrelsen sender, vil den pågældende virksomhed
eller fysiske person, som meddelelsen sendes til, være
adressat for meddelelsen.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem
til Slots- og Kulturstyrelsen på det tidspunkt, hvor
meddelelsen er tilgængelig for styrelsen, dvs. når
styrelsen kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt
blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et
datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig
efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag,
meddelelsen er tilgængelig.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem
til en virksomhed eller en person på det tidspunkt, hvor
meddelelsen er tilgængelig for de pågældende. En
meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig,
selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til
meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den
pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan
nævnes, at den pågældendes egen computer ikke
fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin
digitale signatur.
Det foreslås i stk. 4, at
kulturministeren kan fastsætte regler om, at myndigheder kan
udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller
efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift,
med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet
underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig
identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller
dokumentet.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at
kulturministeren kan fastsætte regler om, at Slots- og
Kulturstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter
efter loven eller regler udstedt i medfør heraf uden
underskrift, med maskinel eller på tilsvarende måde
gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der
sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt
afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser
og dokumenter vil kunne sidestilles med afgørelser og
dokumenter med personlig underskrift. ¬
Til §
12
Det foreslås i stk. 1, at den,
der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §
4, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, §9, stk.
1, eller § 10, stk. 2, straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i stk.
1, vil medføre, at en medietjenesteudbyder vil kunne
ifalde bødeansvar, hvis medietjenesteudbyderen grundet
forsæt eller grov uagtsomhed ikke betaler det årligt
opkrævede bidrag på 2 pct. af deres bidragspligtige
omsætning i Danmark, jf. § 4, stk. 1. Bestemmelsen vil
ligeledes medføre, at en medietjenesteudbyder, der
investerer under 5 pct. af deres bidragspligtige omsætning i
Danmark i dansk indhold, kan ifalde bødeansvar, hvis de
grundet forsæt eller grov uagtsomhed ikke betaler det
årligt opkrævede bidrag på 3 pct., jf. § 4,
stk. 2. Dermed vil overtrædelse af den af Slots- og
Kulturstyrelsens påbud om indbetaling af bidrag efter §
5, stk. 1 være stafbelagt.
Det foreslås endvidere, at en medietjenesteudbyder kan
ifalde bødeansvar, hvis vedkommende forsætligt eller
grundet uagtsomhed ikke registrerer sig hos Slots- og
Kulturstyrelsen, jf. § 7, stk. 1. Det foreslås i §
7, stk. 2, at kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om registreringen, herunder krav til registreringsfrist.
Gerningsindholdet vil dermed være realiseret, når en
medietjenesteudbyder forsætligt eller groft uagtsomt undlader
at registre sig hos Slots- og Kulturstyrelsen inden for den af
kulturministeren fastsatte frist jf. § 7, stk. 2.
Derudover foreslås det at stafbelægge, hvis en
medietjenesteudbyder enten forsætligt eller groft uagtsomt
ikke indberetter en opgørelse over det seneste
kalenderårs bidragspligtige omsætning i Danmark eller
over investeringer i nyt dansk indhold til Slots- og
Kulturstyrelsen, jf. § 8, stk. 1, og § 9, stk. 1,
indenfor den af kulturministeren fastsætte frist, jf. §
8, stk. 5, og § 9, stk. 4.
Endelig vil bestemmelsen medføre, at en
medietjenesteudbyder vil kunne ifalde bødeansvar, hvis
vedkommende ikke meddeler Slots- og Kulturstyrelsen de oplysninger,
udleverer de dokumenter m.v. eller afgiver de skriftlige
udtalelser, som forlanges af styrelsen i forbindelse med
udøvelse af tilsynsforpligtelsen, inden for den af styrelsen
fastsatte frist, jf. § 10, stk. 2.
For en nærmere redegørelse for gerningsindholdet
henvises til bemærkningerne til § 4, stk. 1 og 2, §
7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1 og § 10, stk.
2.
Det følger af den foreslåede definition i § 3,
nr. 3, at en medietjenesteudbyder er den fysiske eller juridiske
person, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt
indhold i en audiovisuel medietjeneste, og som bestemmer, hvordan
det audiovisuelle indhold tilrettelægges.
Det følger af den foreslåede § 2, at loven som
udgangspunkt vil finde anvendelse på medietjenesteudbydere,
der er etableret i Danmark, og som udbyder on demand-audiovisuelle
medietjenester, samt på medietjenesteudbydere, der er
etableret i en anden EU-medlemsstat, og som udbyder on
demand-audiovisuelle medietjenester, der er målrettet mod
publikum i Danmark. Dette udgangspunkt fraviges dog, jf. § 2,
stk. 3, idet medietjenesteudbydere, der har en samlet årlig
omsætning på under 15 mio. kr., eller har et lille
publikum på under 1 pct. af det samlede antal brugere af on
demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked,
ikke omfattes af loven. Udgangspunktet fraviges endvidere for
udbydere af medietjenester, der udbydes som led i udøvelse
af public service-virksomhed, jf. lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v. § 11, samt for medietjenesteudbydere,
der er etableret i en anden EU-medlemsstat, hvor medietjenesten
udbydes som led i udøvelse af public service-virksomhed i
henhold til reguleringen i den pågældende
EU-medlemsstat, jf. § 2, stk. 4. Endelige fraviges
udgangspunktet for medietjenesteudbydere, der alene udbyder
medietjenester til biblioteks- eller undervisningsformål jf.
§ 2, stk. 5.
Det følger modsætningsvist af etableringskravene i
§ 2, stk. 1 og 2, at loven ikke vil finde anvendelse på
medietjenesteudbydere, der ikke er etableret i en
EU-medlemsstat.
For en nærmere redegørelse for ansvarssubjektet
henvises til bemærkningerne til den foreslåede §
2.
Det foreslås, at der ved udmålingen af bøder
for overtrædelse af § 4, stk. 1 og stk. 2, tages
udgangspunkt i den beregningsmodel for fastsættelse af
normalbøder, der gælder ved overtrædelse af
bl.a. skattekontrollovens § 82, stk. 1, og lov om
merværdiafgift (momsloven) § 81, stk. 3.
Bøden beregnes således som udgangspunkt til to
gange den samlede unddragelse af kulturbidragspligten, når
der er forsæt til unddragelse, og ansvarssubjektet er en
juridisk person. Det samme gælder, når ansvarssubjektet
er en fysisk person, og der er forsæt til unddragelsen,
såfremt unddragelsen ikke overstiger 250.000 kr. Ved grov
uagtsomhed udgør bøden en gang den samlede
unddragelse.
Bødestørrelsen modificeres for de mere
bagatelagtige unddragelser via et såkaldt
progressionsknæk, som betyder, at den del af det manglende
betalte kulturbidrag op til 60.000 kr. alene medregnes til
bøden en gang ved forsæt, mens den del af det
unddragne kulturbidrag, der overstiger 60.000 kr. medregnes to
gange. Ved grov uagtsomhed bevirker progressionsknækket, at
den del af det unddragne kulturbidrag op til 60.000 kr. medregnes
en halv gang, mens den resterende del af unddragelsen medregnes en
gang.
Det foreslås, at der ved udmåling af bøder
for juridiske personers overtrædelser af § 7, stk. 1,
§ 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10, stk. 2, tages
udgangspunkt i nedennævnte normalbødeintervaller, se
nedenstående skema. Omsætningskategorierne
fastlægges ud fra den bidragspligtige omsætning, jf.
§ 3, nr. 4, i året for gerningstidspunktet. Ved
fastsættelsen af den konkrete bøde inden for et
interval lægges der bl.a. vægt på, om
virksomheden har en lav eller høj bidragspligtig
omsætning i forhold til den pågældende
omsætningskategori.
For fysiske personers overtrædelser af § 7, stk. 1,
§ 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10, stk. 2,
foreslås et bødeniveau på mellem 10.000 kr. og
en nettomånedsløn.
Det bemærkes, at fastsættelsen af straffen for
overtrædelser af § 4, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1,
§ 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10, stk. 2, fortsat
vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det
foreslåede strafniveau vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Skema: Bødeniveauer for juridiske
personers overtrædelse af § 7, stk. 1, § 8, stk. 1,
§ 9, stk. 1, og § 10, stk. 2. |
|
| Bødeniveau for virksomheder i
omsætningskategori 1 | Bødeniveau for virksomheder i
omsætningskategori 2 | Bødeniveau for virksomheder i
omsætningskategori 3 | Bidragspligtigomsætning | Op til 50. mio. kr. | + 50 mio. kr. - 100 mio. kr. | + 100 mio. kr. - 1 mia. kr. | Niveau for virksomhedsbøder | 25.000 kr. - 100.000 kr. | 50.000 kr.- 200.000 kr. | 150.000 kr. - 600.000 kr. |
|
Det foreslås i stk. 2, at i
forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes
straf af bøde for den, der forsætligt eller groft
uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Med den foreslåede bestemmelse vil være mulighed for
at bødestrafsanktionere regler udstedt i medfør af
loven. Det vil konkret dreje sig om regulering i
bekendtgørelsesform udstedt med hjemmel i den
foreslåede § 7, stk. 2, § 8, stk. 5, 9, stk. 4, og
§ 10, stk. 4, og § 11, stk. 1, om medietjenesteudbydernes
registrering og indberetning samt digital kommunikation.
Det foreslås, at der ved udmåling af bøder
for juridiske personers overtrædelse af regulering i
bekendtgørelsesform udstedt med hjemmel i den
foreslåede § 7, stk. 2, § 8, stk. 5, § 9, stk.
4, og § 10, stk. 4, og § 11, stk. 1, tages udgangspunkt i
samme normalbødeintervaller som ved overtrædelser af
§ 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10,
stk. 2.
For fysiske personers overtrædelse af regulering i
bekendtgørelsesform udstedt med hjemmel i den
foreslåede § 7, stk. 2, § 8, stk. 5, § 9, stk.
4, § 10, stk. 4 og § 11, stk. 1, tages udgangspunkt i
samme bødeniveau på mellem 10.000 kr. og en
nettomånedsløn som for overtrædelser af §
7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10, stk.
2.
Der henvises til bemærkningerne til stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at der
kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
juridiske personer vil kunne pålægges strafansvar for
overtrædelse af lovens strafbelagte bestemmelser.
Det følger af reglerne i straffelovens § 26, stk. 1,
at bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. medmindre andet
er bestemt, omfatter enhver juridisk person, herunder aktie-,
anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde,
boer, kommuner og statslige myndigheder.
Endvidere omfatter sådanne bestemmelser
enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under
hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles
med de ovenfor nævnte selskaber, jf. straffelovens § 26,
stk. 2. Det følger videre, at strafansvar for en juridisk
person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er
begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller
flere til den juridiske person knyttede personer eller den
juridiske person som sådan, jf. straffelovens § 27, stk.
1.
Til §
13
Det foreslås i stk. 1, at
loven træder i kraft den 1. juli 2024.
Det foreslås i stk. 2, at
kulturbidraget, jf. § 4, stk. 1 og 2, opkræves
første gang til betaling i 2025 på baggrund af
medietjenesteudbydernes opgørelser over den bidragspligtige
omsætning i Danmark i kalenderåret 2024.
Til §
14
Til nr. 1
Det følger af den gældende bestemmelse i § 9
a, stk. 1, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., at en
udbyder af en audiovisuel medietjeneste, der hører under et
andet lands myndighed inden for Den Europæiske Union eller
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og
som leverer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra
overholdelse af danske regler inden for det område, der
samordnes ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester, selv om
tjenesten retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.
Det foreslås, at der foruden stk. 2, også henvises
til den foreslåede tilføjelse af § 9 a, stk. 4.
Den foreslåede ændring vil medføre en
fravigelse af § 9 a, stk. 1, hvorefter de omfattede udbydere
af en audiovisuel medietjeneste er undtaget fra overholdelse af
danske regler inden for det område, der er samordnet ved
AVMS-direktivet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Der er ikke en bestemmelse i lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v., der giver mulighed for, at
medietjenesteudbydere, der er omfattet af § 9 a, stk. 1, kan
pålægges at bidrage finansielt til fremstilling af
europæiske programmer i overensstemmelse med
AVMS-direktivet.
Det foreslås, at der indføres et nyt stk. i §
9 a.
Det foreslås, at der indføres et § 9 a, stk. 4, hvorefter medietjenesteudbydere, der
hører under et andet lands myndighed inden for Den
Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, og som leverer en audiovisuel
medietjeneste, uanset § 9 a, stk. 1, kan pålægges
at bidrage finansielt til fremstilling af europæiske
programmer i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester.
Den foreslåede ændring vil medføre en
fravigelse af § 9 a, stk. 1, hvorefter de omfattede
medietjenesteudbydere er undtaget fra overholdelse af danske regler
inden for det område, der er samordnet ved AVMS-direktivet.
Den foreslåede ændring vil således
medføre, at det bliver muligt at indføre regler, som
pålægger medietjenesteudbydere, der hører under
et andet lands myndighed inden for Den Europæiske Union eller
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og
som leverer en audiovisuel medietjeneste, at bidrage finansielt til
fremstilling af europæiske programmer i overensstemmelse med
AVMS-direktivet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Radio- og tv-nævnets opgaver fremgår af §§
40-44 b i kapitel 7 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.
Radio- og tv-nævnet behandler klagesager over
afgørelser truffet af Slots- og Kulturstyrelsen efter radio-
og fjernsynsloven m.v. Der er i dag ikke hjemmel for Radio- og
tv-nævnet til at behandle klagesager over afgørelser
truffet af Slots- og Kulturstyrelsen i henhold til
Kulturbidragsloven eller regler med hjemmel heri.
Det foreslås, at der indføres en § 42 b i lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed m.v., hvorefter Radio- og tv-nævnet kan
behandle klager over Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser
truffet efter kulturbidragsloven eller regler fastsat i
medfør heraf.
Med den foreslåede ændring vil afgørelser
truffet af Slots- og Kulturstyrelsen efter loven eller
bekendtgørelser fastsat i medfør af loven kunne
indbringes for Radio- og tv-nævnet. Som konsekvens heraf
foreslås det, at der indføres en ny bestemmelse i
kapitel 7 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., der vil
medføre, at Radio- og tv-nævnet har hjemmel til at
træffe afgørelser i denne type sager.
Det følger af den foreslåede § 9, stk. 3, at
afgørelser truffet af Slots- og Kulturstyrelsen efter denne
lov kan indbringes for Radio- og tv-nævnet. Radio- og
tv-nævnet kan tillægge klager indbragt for nævnet
opsættende virkning. Nævnets afgørelser efter
denne lov vil ikke kunne indbringes for anden administrativ
myndighed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til
§ 9, stk. 3.
Til §
15
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland, idet sagsområdet er
overtaget af henholdsvis de færøske og
grønlandske myndigheder.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | §
13. | | | | | | I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 4. september 2020, som
ændret ved lov nr. 2212 af 29. december 2020 og lov nr. 1595
28. december 2022, foretages følgende ændringer: | | | 1. I § 9 a, stk. 1, indsættes efter
»stk. 2«: »og stk. 4«. | § 9
a. | | | | | | En udbyder af en audiovisuel
medietjeneste, der hører under et andet lands myndighed
inden for Den Europæiske Union eller Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde, og som leverer en
audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra overholdelse af danske
regler inden for det område, der samordnes ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af visse
love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester, selv om tjenesten retter sig mod
Danmark, jf. dog stk. 2. Stk.
2-3. --- | | | | | 2. I § 9 a indsættes som stk. 4: | | | | | | »Stk.
4. Uanset stk. 1 kan medietjenesteudbydere, der hører
under et andet lands myndighed inden for Den Europæiske Union
eller Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, og som leverer en audiovisuel
medietjeneste, pålægges at bidrage finansielt til
fremstilling af europæiske programmer i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af visse
love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester.« | | | 3. Efter
§ 42 a indsættes: | | | | | | »§ 42
b. Radio- og tv-nævnet kan som klageinstans
træffe afgørelser i sager, der bliver indbragt for
nævnet, om Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser
truffet efter Lov om visse medietjene-steudbyderes bidrag til
fremme af dansk kultur (Kulturbidragsloven) eller regler fastsat i
medfør heraf. |
|
Officielle noter
1)
Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2018/1808/EU af 14. november 2018 om
ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle
medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold,
EU-Tidende 2018, nr. L 303, side 69. Loven har som udkast
været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 om en informationsprocedure
med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for
informationssamfundets tjenester (kodifikation).