Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2023)
Transportministeren (Thomas Danielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
luftfart (Luftfartøjers adgang til luftfart inden for dansk
område, delegation til private af visse opgaver på
droneområdet og ændring af rammerne for
Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbanes
undersøgelser, m.v.)
(Lovforslag nr. L 20)
Lovforslaget har til formål at
præcisere og ændre luftfartsloven for så vidt
angår spørgsmålet om, hvilke luftfartøjer
der kan anvendes til luftfart inden for dansk område med
henblik på at bringe lovens ordlyd i overensstemmelse med
EU-retten, at give mulighed for, at visse opgaver på
droneområdet kan lægges ud til private organisationer
og virksomheder, og at tilvejebringe hjemmel til, at
transportministeren på luftfartsområdet kan stille krav
om, at kommunikation med Trafikstyrelsen skal ske via digitale
løsninger.
Endvidere har lovforslaget til formål
at ændre rammerne for undersøgelser, der foretages af
Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane, således at
Havarikommissionens undersøgelsespligt udvides til at
omfatte undersøgelser af alle havarier, hvor der
opstår fatal eller alvorlig tilskadekomst, herunder havarier
med de ultralette luftfartøjer. Endeligt indføres der
med lovforslaget en præcisering i luftfartslovens bestemmelse
om ministerens beføjelser til at pålægge
Havarikommissionen at foretage yderligere undersøgelser i en
sag med henblik på at bringe luftfartsloven i
overensstemmelse med tilsvarende ændring af
jernbaneloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.
Da der er tale om erhvervsrettet
lovgivning, skal jeg venligst opfordre til, at lovforslaget
vedtages fire uger før den 1. januar 2024, hvor det
foreslås, at forslaget skal træde i kraft.