L 59 Forslag til lov om fælles digital infrastruktur for elektronisk dataudveksling ved samhandel og rapportering m.v.

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-10-2023

Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2023)

20231_l59_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2023)

Erhvervsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om fælles digital infrastruktur for elektronisk dataudveksling ved samhandel og rapportering m.v.

(Lovforslag nr. L 59)

Lovforslaget følger op på regeringsgrundlaget 2022 "Ansvar for Danmark", hvori det fremgår, at der skal arbejdes aktivt for at mindske byrder på erhvervslivet ved at fortsætte arbejdet med Automatisk Erhvervsrapportering, der skal understøtte, at erhvervslivet og samfundet realiserer gevinstpotentialer ved digitalisering og automatisering af bogførings- og regnskabsprocesser.

For at realisere dette, er det nødvendigt med en fælles digital infrastruktur, hvor data der udveksles i infrastrukturen, er standardiseret og struktureret. Det vil blandt andet muliggøre øget automatisering af manuelt tunge indkøbsprocesser i det offentlige og private, samt automatisk indlæsning og behandling af data, hvilket medfører nemmere håndtering og behandling af data og understøtter direkte kommunikation mellem forskellige it-systemer.

Med lovforslaget lægges der op til, at Nemhandel udvides til at blive en fælles digital infrastruktur, der ikke alene understøtter e-fakturering mellem myndigheder og virksomheder ligesom i dag. Men fremover i højere grad understøtter både myndigheders og virksomheders handels- og rapporteringsprocesser med øget automatisering til følge.

Lovforslaget skaber rammen for at indføre en fælles digital infrastruktur for elektronisk dataudveksling, herunder i forbindelse med samhandel, rapportering m.v. Hovedloven fastlægger alene rammen for efterfølgende udstedelse af tekniske bekendtgørelser, hvori fælles standarder og teknisk indretning for den elektroniske dataudveksling i infrastrukturen vil blive fastsat. De kommende tekniske bekendtgørelser bliver hovedsageligt en formalisering af eksisterende praksis, hvorfor disse ikke kommer til at introducere nye krav til erhvervslivet eller myndigheder.

Samlet vil en fælles digital infrastruktur effektivisere og understøtte automatiseringen af samhandel og bogføringsprocessen i virksomheder. Samtidig vil den i højere grad understøtte erhvervslivets indrapporteringsforpligtelser til det offentlige.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.