Ændringsforslag stillet den 11.
december 2023
Til bilag 1
Af erhvervsministeren:
1) Bilaget affattes som bilag 1 til dette
ændringsforslag.
[Berigtigelse til
oversættelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et indre marked
for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF
(forordning om digitale tjenester)]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det
foreslås, at bilag 1 til lovforslaget affattes som bilag 1
til dette ændringsforslag. Det nyaffattede bilag indeholder
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af
19. oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om
ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale
tjenester) konsolideret med den efterfølgende
berigtigelse.
Bilag 1
EUROPA-PARLAMENTETS OG
RÅDETS FORORDNING (EU) 2022/2065 af 19. oktober
2022 om et indre marked for digitale
tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om
digitale tjenester) (EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig
artikel 114,
under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),
under henvisning til udtalelse fra
Regionsudvalget (2),
efter den almindelige
lovgivningsprocedure (3), og
ud fra følgende
betragtninger:
(1) Informationssamfundstjenester
og navnlig formidlingstjenester er blevet en vigtig del af Unionens
økonomi og EU-borgernes dagligdag. Tyve år efter
vedtagelsen af den eksisterende retlige ramme for sådanne
tjenester, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/31/EF (4), har nye og innovative forretningsmodeller
og tjenester såsom sociale netværk og onlineplatforme,
der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om
fjernsalg med erhvervsdrivende, givet erhvervsbrugere og forbrugere
mulighed for at give og få adgang til oplysninger og
indgå i transaktioner på nye måder. Et flertal af
EU-borgerne bruger nu disse tjenester dagligt. Den digitale
omstilling og den øgede brug af disse tjenester har
imidlertid også medført nye risici og udfordringer for
de enkelte modtagere af den relevante tjeneste, virksomheder og
samfundet som helhed.
(2) Medlemsstaterne indfører
eller overvejer i stigende grad at indføre national
lovgivning om de forhold, der er omfattet af denne forordning, og
pålægger navnlig udbydere af formidlingstjenester at
udvise omhu, med hensyn til hvordan de bør håndtere
ulovligt indhold, desinformation på internettet eller andre
samfundsmæssige risici. Denne divergerende nationale
lovgivning har en negativ indvirkning på det indre marked,
som i henhold til artikel 26 i Traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde (TEUF) indebærer et område
uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og
tjenesteydelser og etableringsfrihed, da internettet, som normalt
anvendes til at yde disse tjenester, i sagens natur er
grænseoverskridende. Betingelserne for ydelse af
formidlingstjenester i hele det indre marked bør
harmoniseres for at give virksomhederne adgang til nye markeder og
muligheder for at udnytte fordelene ved det indre marked, samtidig
med at forbrugerne og andre tjenestemodtagere får flere
valgmuligheder. Erhvervsbrugere, forbrugere og andre brugere
betragtes som »tjenestemodtagere« med henblik på
denne forordning.
(3) Ansvarlig og påpasselig
adfærd udvist af udbydere af formidlingstjenester er
afgørende for et sikkert, forudsigeligt og pålideligt
onlinemiljø og for, at EU-borgere og andre personer har
mulighed for at udøve deres grundlæggende rettigheder
garanteret i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig
ytrings- og informationsfriheden og friheden til at oprette og
drive egen virksomhed, retten til ikkeforskelsbehandling og
opnåelsen af et højt niveau af
forbrugerbeskyttelse.
(4) For at sikre og forbedre det
indre markeds funktion bør der derfor fastsættes et
sæt målrettede ensartede, effektive og
forholdsmæssige ufravigelige regler på EU-plan. Denne
forordning fastsætter betingelserne for udvikling og
opskalering af nye innovative digitale tjenester i det indre
marked. En indbyrdes tilnærmelse af nationale
reguleringsforanstaltninger på EU-plan vedrørende krav
til udbydere af formidlingstjenester er nødvendig for at
undgå og sætte en stopper for fragmenteringen af det
indre marked og for at sikre retssikkerheden og dermed mindske
usikkerheden for udviklere og fremme interoperabilitet. Ved at
stille teknologineutrale krav bør innovation ikke blive
hæmmet, men i stedet stimuleret.
(5) Denne forordning bør
finde anvendelse på udbydere af visse
informationssamfundstjenester som defineret i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (5), dvs. enhver tjeneste,
der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk
vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager. Denne
forordning bør specifikt finde anvendelse på udbydere
af formidlingstjenester, navnlig formidlingstjenester i form af ren
videreformidling (»mere conduit«) og caching- og
hostingtjenester, da den eksponentielle vækst i anvendelsen
af disse tjenester, hovedsagelig til legitime og samfundsnyttige
formål af enhver art, også har givet dem en
større rolle i formidlingen og udbredelsen af ulovlige eller
på anden måde skadelige oplysninger og aktiviteter.
(6) I praksis formidler visse
udbydere af formidlingstjenester tjenester, der kan formidles ad
elektronisk vej eller på anden vis, f.eks. IT-fjerntjenester
og transport-, indkvarterings- eller leveringstjenester. Denne
forordning bør kun finde anvendelse på
formidlingstjenester og ikke berøre krav i EU-retten eller
national ret vedrørende produkter eller tjenester, der
formidles gennem formidlingstjenester, herunder i situationer, hvor
formidlingstjenesten udgør en integrerende del af en anden
tjeneste, som ikke er en formidlingstjeneste som anerkendt i Den
Europæiske Unions Domstols retspraksis.
(7) For at sikre at de regler, der
er fastsat i denne forordning, er effektive, og for at sikre lige
vilkår i det indre marked bør disse regler finde
anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, uanset
etableringssted eller placering, for så vidt som de udbyder
tjenester i Unionen, der har en væsentlig tilknytning til
Unionen.
(8) En sådan væsentlig
tilknytning til Unionen anses for at eksistere, hvis en
tjenesteudbyder er etableret i Unionen, eller hvis dette ikke er
tilfældet, hvis antallet af tjenestemodtagere i en eller
flere medlemsstater er betydeligt i forhold til deres
befolkningstal, eller at tjenesteudbyderen retter sin virksomhed
mod en eller flere medlemsstater. Målretning af virksomheden
mod en eller flere medlemsstater kan fastslås på
grundlag af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer
såsom anvendelsen af et sprog eller en valuta, der
almindeligvis anvendes i en medlemsstat, eller muligheden for at
bestille produkter eller tjenester eller anvendelsen af et relevant
topdomæne. Målretningen af virksomheden mod en
medlemsstat kan ligeledes udledes af tilgængeligheden af en
applikation i den relevante nationale appbutik, af lokal
annoncering eller annoncering på et sprog, der anvendes i den
pågældende medlemsstat, eller ved håndteringen af
kunderelationer, f.eks. ved at yde kundeservice på et sprog,
der normalt anvendes i den pågældende medlemsstat. Det
må endvidere antages, at der er en væsentlig
tilknytning, hvis tjenesteudbyderen retter sin virksomhed mod en
eller flere medlemsstater, jf. artikel 17, stk. 1, litra c), i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012
(6). Derimod kan den blotte tekniske adgang til et websted fra
Unionen ikke i sig selv anses for at skabe en væsentlig
tilknytning til Unionen.
(9) Denne forordning harmoniserer
fuldt ud de gældende regler for formidlingstjenester i det
indre marked med henblik på at sikre et sikkert,
forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø,
håndtere udbredelsen af ulovligt indhold på internettet
og de samfundsmæssige risici, som udbredelsen af
desinformation eller andet indhold kan generere, hvor de
grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret,
beskyttes effektivt, og innovation fremmes. Medlemsstaterne
bør derfor ikke vedtage eller opretholde yderligere
nationale krav vedrørende de forhold, der er omfattet af
denne forordnings anvendelsesområde, medmindre det
udtrykkeligt er fastsat i denne forordning, da dette ville
berøre den direkte og ensartede anvendelse af de fuldt ud
harmoniserede regler, der finder anvendelse på udbydere af
formidlingstjenester i overensstemmelse med denne forordnings
mål. Dette bør ikke udelukke muligheden for at anvende
anden national lovgivning, der finder anvendelse på udbydere
af formidlingstjenester, i overensstemmelse med EU-retten, herunder
direktiv 2000/31/EF, navnlig artikel 3 i nævnte direktiv,
hvis disse nationale retsregler forfølger andre legitime
mål af almen interesse end dem, der forfølges med
denne forordning.
(10) Denne forordning bør
ikke berøre andre EU-retsakter, der regulerer ydelsen af
informationssamfundstjenester generelt, regulerer andre aspekter af
ydelsen af formidlingstjenester i det indre marked eller
præciserer og supplerer de harmoniserede regler i denne
forordning såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/13/EU (7), herunder nævnte direktivs bestemmelser om
videodelingsplatforme, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/1148 (8), (EU) 2019/1150 (9), (EU) 2021/784
(10), (EU) 2021/1232 (11), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/58/EF (12), og EU-retlige bestemmelser i en
forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om
elektronisk bevismateriale i straffesager og i et direktiv om
fastsættelse af harmoniserede regler for udpegelse af retlige
repræsentanter med henblik på indsamling af
bevismateriale i straffesager.
Ligeledes bør denne
forordning af klarhedshensyn ikke berøre EU-retten om
forbrugerbeskyttelse, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2017/2394 (13) og (EU) 2019/1020 (14),
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF (15),
2005/29/EF (16), 2011/83/EU (17) og 2013/11/EU (18) og Rådets
direktiv 93/13/EØF (19), og om beskyttelse af
personoplysninger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/679 (20).
Nærværende forordning
bør heller ikke berøre EU-reglerne om international
privatret, navnlig reglerne om retternes kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område, som forordning (EU) nr.
1215/2012, samt lovvalgsreglerne for kontraktlige forpligtelser og
forpligtelser uden for kontrakt. Beskyttelsen af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger er udelukkende
reguleret af EU-rettens bestemmelser på dette område,
navnlig forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF. Denne
forordning bør heller ikke berøre EU-rettens
bestemmelser om arbejdsvilkår og EU-rettens bestemmelser om
civil- og strafferetligt samarbejde. I det omfang disse
EU-retsakter forfølger de samme mål som dem, der er
fastsat i denne forordning, bør reglerne i denne forordning
imidlertid finde anvendelse på spørgsmål, der
ikke eller ikke fuldt ud behandles i disse andre retsakter, samt
på spørgsmål, hvor disse andre retsakter giver
medlemsstaterne mulighed for at vedtage visse foranstaltninger
på nationalt plan.
(11) Det bør
præciseres, at denne forordning ikke berører EU-retten
om ophavsret og beslægtede rettigheder, herunder
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF (21),
2004/48/EF (22) og (EU) 2019/790 (23), som fastsætter
specifikke regler og procedurer, som ikke bør
berøres.
(12) For at nå målet om
at sikre et sikkert, forudsigeligt og pålideligt
onlinemiljø bør begrebet »ulovligt
indhold« med henblik på denne forordning generelt
afspejle de gældende regler i offlinemiljøet. Navnlig
bør begrebet »ulovligt indhold« defineres bredt
for at omfatte information om ulovligt indhold og ulovlige
produkter, tjenester og aktiviteter. Dette begreb bør
navnlig forstås som en henvisning til information, uanset
form, der i henhold til gældende ret enten i sig selv er
ulovlig, f.eks. ulovlig hadefuld tale eller terrorrelateret indhold
og ulovligt forskelsbehandlende indhold, eller som de anvendelige
regler gør ulovlig, i betragtning af at den vedrører
ulovlige aktiviteter. Illustrative eksempler omfatter deling af
billeder, der viser seksuelt misbrug af børn, ulovlig deling
af private billeder uden samtykke, onlinestalking, salg af ulovlige
eller forfalskede produkter, salg af produkter eller ydelse af
tjenester, der overtræder forbrugerbeskyttelseslovgivningen,
ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet materiale, ulovligt udbud
af indkvarteringstjenester eller ulovligt salg af levende dyr.
Derimod bør en øjenvidnevideooptagelse af en
potentiel forbrydelse ikke betragtes som ulovligt indhold, blot
fordi den afbilder en ulovlig handling, når optagelse eller
udbredelse af en sådan video til offentligheden ikke er
ulovlig i henhold til national ret eller EU-retten. I denne
henseende er det uden betydning, om informationens eller
aktivitetens ulovlighed følger af EU-retten eller national
ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og denne rets art
eller særlige genstand er ligeledes uden betydning.
(13) I betragtning af de
pågældende tjenesters særlige karakteristika og
det tilsvarende behov for at pålægge udbydere heraf
visse specifikke forpligtelser er det inden for den bredere
kategori af hostingtjenesteudbydere som defineret i denne
forordning nødvendigt at skelne mellem underkategorien af
onlineplatforme. Onlineplatforme såsom sociale netværk
eller onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at
indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, bør
defineres som hostingtjenesteudbydere, der ikke blot lagrer
information fra tjenestemodtagerne på deres anmodning, men
som også udbreder denne information til offentligheden,
på tjenestemodtagerens anmodning. For at undgå at
pålægge alt for brede forpligtelser bør
hostingtjenesteudbydere imidlertid ikke betragtes som
onlineplatforme, hvis udbredelsen til offentligheden blot
udgør en mindre eller rent accessorisk funktion, der er
uløseligt knyttet til en anden tjeneste, eller en mindre
funktionalitet under den primære tjeneste, og som af
objektive tekniske grunde ikke kan anvendes uden den anden eller
primære tjeneste, og hvis integration af denne funktion eller
funktionalitet ikke er et middel til at omgå anvendelsen af
de regler i denne forordning, der finder anvendelse på
onlineplatforme. F.eks. kan kommentarsektionen i en onlineavis
udgøre en sådan funktion, hvor det er klart, at den er
accessorisk i forhold til den primære tjeneste, nemlig
offentliggørelsen af nyheder under udgiverens redaktionelle
ansvar. Derimod bør lagring af kommentarer på et
socialt netværk anses for en onlineplatformstjeneste, hvor
det er klart, at det ikke er en mindre del af den tjeneste, der
udbydes, også hvis den er accessorisk i forhold til
offentliggørelsen af tjenestemodtageres indlæg. Med
henblik på denne forordning bør cloud computing eller
webhostingtjenester ikke betragtes som en onlineplatform, hvis
udbredelsen af specifik information til offentligheden udgør
en mindre og accessorisk funktion eller en mindre funktionalitet
ved sådanne tjenester. Desuden bør cloud
computingtjenester og webhostingtjenester, når de fungerer
som infrastruktur, f.eks. som understøttende
infrastrukturelle lager- og cloud computingtjenester for en
internetbaseret applikation, et websted eller en onlineplatform,
ikke i sig selv anses for at udbrede information til
offentligheden, der lagres eller behandles på anmodning af en
modtager af applikationen, webstedet eller onlineplatformen, som de
oplagrer.
(14) Begrebet »udbredelse til
offentligheden« i denne forordning bør forstås
således, at information stilles til rådighed for et
potentielt ubegrænset antal personer, dvs. at informationen
gøres let tilgængelig for tjenestemodtagerne generelt,
uden at den tjenestemodtager, der leverer informationen, skal
foretage sig andet, uanset om disse personer rent faktisk har
adgang til den pågældende information. Hvis adgang til
information kræver registrering hos eller adgang til en
gruppe af tjenestemodtagere, bør denne information derfor
kun anses for at blive udbredt til offentligheden, hvis
tjenestemodtagere, der ønsker adgang til informationen,
automatisk registreres eller gives adgang, uden at et menneske
træffer beslutning om eller foretager udvælgelse af,
hvem der skal tildeles adgang. Interpersonelle
kommunikationstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (24), f.eks. e-mail eller
private beskedtjenester, er ikke omfattet af
anvendelsesområdet for definitionen af onlineplatforme, da de
anvendes til interpersonel kommunikation mellem et afgrænset
antal personer bestemt af afsenderen af meddelelsen.
Forpligtelserne i denne forordning for udbydere af onlineplatforme
kan dog finde anvendelse på tjenester, der gør det
muligt at stille information til rådighed for et potentielt
ubegrænset antal modtagere, der ikke bestemmes af afsenderen
af meddelelsen, f.eks. gennem offentlige grupper eller åbne
kanaler. Information bør kun anses for at blive udbredt til
offentligheden i henhold til denne forordning, hvis udbredelsen
sker efter direkte anmodning fra den tjenestemodtager, der leverer
informationen.
(15) Hvis nogle af de tjenester,
der ydes af en tjenesteudbyder, er omfattet af denne forordning,
mens andre ikke er omfattet, eller hvis de tjenester, der ydes af
en tjenesteudbyder, er omfattet af forskellige afdelinger i denne
forordning, bør de relevante bestemmelser i denne forordning
kun finde anvendelse på de tjenester, der falder ind under
deres anvendelsesområde.
(16) Den retssikkerhed, som den
horisontale ramme for tjenesteudbyderes betingede fritagelse for
formidleransvar fastsat i direktiv 2000/31/EF giver, har gjort det
muligt at udvikle og opskalere mange nye tjenester i hele det indre
marked. Denne ramme bør derfor opretholdes. I betragtning af
den forskellige gennemførelse og anvendelse af de relevante
regler på nationalt plan og af hensyn til klarheden og
sammenhængen bør denne ramme imidlertid indarbejdes i
denne forordning. Det er også nødvendigt at
præcisere visse elementer i denne ramme under hensyntagen til
Den Europæiske Unions Domstols retspraksis.
(17) I reglerne om ansvar for
udbydere af formidlingstjenester fastsat i denne forordning
bør det kun fastsættes, hvornår den
berørte udbyder af formidlingstjenester ikke kan drages til
ansvar for ulovligt indhold, der leveres af tjenestemodtagerne.
Disse regler bør ikke forstås som et positivt grundlag
for at fastslå, hvornår en tjenesteudbyder kan drages
til ansvar, idet dette henhører under gældende EU-ret
eller national ret. Desuden bør de ansvarsfritagelser, der
er fastsat i denne forordning, finde anvendelse på enhver
form for ansvar for enhver form for ulovligt indhold, uanset denne
rets særlige genstand eller art.
(18) De ansvarsfritagelser, der er
fastsat i denne forordning, bør ikke finde anvendelse, hvis
udbyderen af formidlingstjenester i stedet for at begrænse
sig til at yde tjenesterne neutralt ved en udelukkende teknisk og
automatisk behandling af den information, der leveres af
tjenestemodtageren, spiller en aktiv rolle på en måde,
der giver udbyderen viden om eller kontrol over denne information.
Disse fritagelser bør derfor ikke indrømmes for
ansvar for information, der ikke leveres af tjenestemodtageren, men
af udbyderen af formidlingstjenesten selv, herunder når
informationen er blevet udarbejdet under denne udbyders
redaktionelle ansvar.
(19) I betragtning af den
forskellige karakter af ren videreformidling (»mere
conduit«) og caching- og hostingaktiviteter og de
pågældende tjenesteudbyderes forskellige position og
muligheder er det nødvendigt at sondre mellem de regler, der
finder anvendelse på disse aktiviteter, for så vidt de
er underlagt forskellige krav og betingelser i denne forordning, og
deres anvendelsesområde er forskelligt, som fortolket af Den
Europæiske Unions Domstol.
(20) Hvis en udbyder af
formidlingstjenester bevidst samarbejder med en tjenestemodtager om
at begå ulovlige handlinger, bør tjenesten anses for
ikke at være blevet ydet neutralt, og udbyderen bør
derfor ikke kunne omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat
i denne forordning. Dette bør f.eks. være
tilfældet, når udbyderen udbyder sin tjeneste med det
hovedformål at lette ulovlige aktiviteter, f.eks. ved at
gøre det tydeligt, at dens formål er at lette ulovlige
aktiviteter, eller at dens tjenester egner sig til dette
formål. Alene den omstændighed, at en tjeneste udbyder
krypterede transmissioner eller ethvert andet system, der
gør det umuligt at identificere brugeren, bør ikke i
sig selv betragtes som fremme af ulovlige aktiviteter.
(21) En udbyder bør kunne
fritages for ansvar for ren videreformidling (»mere
conduit«) og for cachingtjenester, hvis udbyderen på
ingen måde er involveret i de informationer, der
transmitteres eller tilgås. Dette kræver bl.a., at
udbyderen ikke ændrer de informationer, den
pågældende transmitterer, eller som denne giver adgang
til. Dette krav bør dog ikke fortolkes således, at det
omfatter tekniske manipulationer, der finder sted i løbet af
transmissionen eller under adgangen, så længe disse
manipulationer ikke ændrer de transmitterede informationers
integritet eller integriteten af de informationer, som der er givet
adgang til.
(22) For at blive omfattet af
ansvarsfritagelsen for hostingtjenester bør
tjenesteudbyderen, når denne har fået konkret kendskab
til ulovlige aktiviteter eller ulovligt indhold, straks tage skridt
til at fjerne det pågældende indhold eller hindre
adgangen hertil. Fjernelse af informationen eller hindring af
adgangen hertil bør ske under overholdelse af
tjenestemodtagernes grundlæggende rettigheder, herunder
retten til ytrings- og informationsfrihed. Udbyderen kan bl.a.
få dette konkrete kendskab til indholdets ulovlige karakter
gennem undersøgelser på eget initiativ eller gennem
anmeldelser indgivet til udbyderen af enkeltpersoner eller enheder
i overensstemmelse med denne forordning, for så vidt disse
anmeldelser er tilstrækkelig præcise og underbyggede
til, at en påpasselig erhvervsdrivende med rimelighed kan
identificere, vurdere og i givet fald gribe ind over for det
påståede ulovlige indhold. Dette konkrete kendskab kan
dog ikke anses for at være opnået alene med den
begrundelse, at udbyderen generelt har kendskab til, at dens
tjeneste også anvendes til at lagre ulovligt indhold. Desuden
er den omstændighed, at en udbyder automatisk indekserer
information, der uploades til dens tjeneste, at den har en
søgefunktion, eller at den anbefaler information på
grundlag af tjenestemodtagernes profiler eller præferencer,
ikke tilstrækkelig grund til at antage, at den
pågældende udbyder har et »specifikt«
kendskab til ulovlige aktiviteter, der udføres på den
pågældende platform, eller til ulovligt indhold, der er
lagret på den.
(23) Ansvarsfritagelsen bør
ikke finde anvendelse, hvis tjenestemodtageren handler under
hostingtjenesteudbyderens myndighed eller kontrol. Hvis udbyderen
af en onlineplatform, der giver forbrugere mulighed for at
indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende,
fastsætter prisen på de varer eller tjenester, som den
erhvervsdrivende udbyder, bør det antages, at den
erhvervsdrivende handler under denne platforms myndighed eller
kontrol.
(24) For at sikre en effektiv
beskyttelse af forbrugere, der indgår i formidlede
kommercielle transaktioner på internettet, bør visse
hostingtjenesteudbydere, nemlig onlineplatforme, der giver
forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med
erhvervsdrivende, ikke kunne nyde godt af den ansvarsfritagelse for
hostingtjenesteudbydere, der er fastsat i denne forordning, for
så vidt som disse onlineplatforme præsenterer den
relevante information vedrørende de pågældende
transaktioner på en sådan måde, at forbrugerne
får den opfattelse, at informationen blev leveret af disse
onlineplatforme selv eller af erhvervsdrivende, der handler under
deres myndighed eller kontrol, og at disse onlineplatforme derfor
har kendskab til eller kontrol over informationen, selv om det i
realiteten ikke altid er tilfældet. Eksempler på
sådan opførsel kunne være, hvis en
onlineplatform ikke tydeligt viser den erhvervsdrivendes identitet
som krævet ved denne forordning, eller hvis en onlineplatform
tilbageholder den erhvervsdrivendes identitets- eller
kontaktoplysninger indtil efter indgåelse af aftalen mellem
den erhvervsdrivende og forbrugeren, eller hvis en onlineplatform
markedsfører produktet eller tjenesten i eget navn i stedet
for at bruge navnet på den erhvervsdrivende, der vil levere
produktet eller yde tjenesten. I denne forbindelse bør det
på grundlag af alle relevante omstændigheder objektivt
bestemmes, om præsentationen kunne få en
gennemsnitsforbruger til at tro, at den pågældende
oplysning blev givet af selve onlineplatformen eller af
erhvervsdrivende, der handler under dennes myndighed eller
kontrol.
(25) De ansvarsfritagelser, der er
fastsat i denne forordning, bør ikke berøre
muligheden for udstedelse af påbud af forskellig art til
udbydere af formidlingstjenester, selv om de opfylder de
betingelser, der er fastsat for disse fritagelser. Sådanne
påbud kunne navnlig bestå i påbud fra domstole
eller administrative myndigheder, udstedt i overensstemmelse med
EU-retten, hvori det kræves, at eventuelle
overtrædelser bringes til ophør eller forhindres,
herunder at ulovligt indhold præciseret i sådanne
påbud, fjernes, eller at adgangen hertil hindres.
(26) For at skabe retssikkerhed og
undgå at hæmme aktiviteter, der har til formål at
påvise, identificere og bekæmpe ulovligt indhold, som
udbydere af alle kategorier af formidlingstjenester udfører
på frivillig basis, bør det præciseres, at den
blotte omstændighed, at udbydere udfører sådanne
aktiviteter, ikke betyder, at de ikke kan omfattes af de
ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, forudsat at
disse aktiviteter udføres i god tro og omhyggeligt.
Betingelsen om at handle i god tro og omhyggeligt bør
omfatte handling på en objektiv, ikkeforskelsbehandlende og
forholdsmæssigt afpasset måde under behørig
hensyntagen til alle involverede parters rettigheder og legitime
interesser og tilvejebringelse af de nødvendige garantier
mod uberettiget fjernelse af lovligt indhold i overensstemmelse med
denne forordnings mål og krav. Med henblik herpå
bør de pågældende udbydere f.eks. træffe
rimelige foranstaltninger til at sikre, at den relevante teknologi,
når der anvendes automatiserede værktøjer til at
udføre sådanne aktiviteter, er tilstrækkelig
pålidelig til i videst muligt omfang at begrænse
fejlprocenten. Det bør desuden præciseres, at den
blotte omstændighed, at disse udbydere i god tro
træffer foranstaltninger for at opfylde kravene i EU-retten,
herunder kravene i denne forordning vedrørende
gennemførelse af deres vilkår og betingelser, ikke
betyder, at de ikke kan omfattes af ansvarsfritagelserne fastsat i
denne forordning. Derfor bør sådanne aktiviteter og
foranstaltninger, som en udbyder måtte have
gennemført, ikke tages i betragtning ved afgørelsen
af, om udbyderen kan indrømmes ansvarsfritagelse, navnlig
for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt
udbyderen udbyder sin tjeneste neutralt og derfor kan omfattes af
anvendelsesområdet for den relevante bestemmelse, om end
denne regel ikke betyder, at udbyderen nødvendigvis
indrømmes ansvarsfritagelse. Frivillige tiltag bør
ikke anvendes til at omgå forpligtelserne for alle udbydere
af formidlingstjenester i henhold til denne forordning.
(27) Selv om der i reglerne om
ansvar for udbydere af formidlingstjenester fastsat i denne
forordning er fokus på ansvarsfritagelse for udbydere af
formidlingstjenester, er det vigtigt at minde om, at problemet med
ulovligt indhold og ulovlige aktiviteter på internettet
på trods af disse udbyderes generelt vigtige rolle ikke
bør løses ved udelukkende at fokusere på deres
forpligtelser og ansvar. Tredjeparter, som berøres af
ulovligt indhold, der transmitteres eller lagres online, bør
så vidt muligt forsøge at løse konflikter
vedrørende sådant indhold uden at inddrage de
berørte udbydere af formidlingstjenester. Tjenestemodtagere
bør drages til ansvar for det ulovlige indhold, som de
leverer, og som de kan udbrede til offentligheden gennem
formidlingstjenester, hvor dette er foreskrevet i gældende
EU-retlige regler og nationale retsregler på dette
område. Andre aktører såsom gruppemoderatorer i
lukkede onlinemiljøer, navnlig i tilfælde af store
grupper, bør i givet fald også bidrage til at
undgå udbredelsen af ulovligt indhold på internettet i
overensstemmelse med gældende ret. Når det er
nødvendigt at inddrage udbydere af
informationssamfundstjenester, herunder udbydere af
formidlingstjenester, bør anmodninger eller påbud om
en sådan inddragelse desuden som hovedregel rettes til den
specifikke udbyder, der har den tekniske og operationelle evne til
at gribe ind over for specifikt ulovligt indhold, med henblik
på at forhindre og minimere eventuelle negative virkninger
for tilgængeligheden af og adgangen til information, der ikke
er ulovligt indhold.
(28) Siden 2000 er der fremkommet
nye teknologier, som forbedrer tilgængeligheden,
effektiviteten, hastigheden, pålideligheden, kapaciteten og
sikkerheden af systemer til transmission, søgbarhed og
lagring af data online, hvilket fører til et stadig mere
komplekst onlineøkosystem. I denne forbindelse bør
det erindres, at de tjenesteudbydere, der etablerer og fremmer
internettets underliggende logiske arkitektur og korrekte funktion,
herunder tekniske hjælpefunktioner, også kan omfattes
af de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, i det
omfang deres tjenester kan betegnes som ren videreformidling
(»mere conduit«) eller caching- eller hostingtjenester.
Sådanne tjenester omfatter alt efter omstændighederne,
trådløse lokalnet, DNS-tjenester,
topdomæneadministratorer og -registratorer,
certificeringsmyndigheder, der udsteder digitale certifikater,
virtuelle private netværk, onlinesøgemaskiner,
cloud-infrastrukturtjenester eller netværk til levering af
indhold, der muliggør, lokaliserer eller forbedrer andre
udbydere af formidlingstjenesters funktioner. På samme
måde har de tjenester, der anvendes til
kommunikationsformål, og de tekniske midler til ydelse heraf
også udviklet sig betydeligt, hvilket har givet anledning til
onlinetjenester som f.eks. internettelefoni, beskedtjenester og
webbaserede e-posttjenester, hvor kommunikationen leveres via en
internetadgangstjeneste. Disse tjenester kan også omfattes af
ansvarsfritagelserne, i det omfang de kan betegnes som ren
videreformidling (»mere conduit«) eller caching- eller
hostingtjenester.
(29) Formidlingstjenester omfatter
en lang række økonomiske aktiviteter, der finder sted
online, og som løbende udvikler sig for at sørge for
hurtig og sikker transmission af information og for at sikre
bekvemmelighed for alle deltagere i onlineøkosystemet. Rene
videreformidlingstjenester (»mere conduit«-tjenester)
omfatter f.eks. generiske kategorier af tjenester såsom
internetudvekslingspunkter, trådløse adgangspunkter,
virtuelle private netværk, DNS-tjenester og -resolvere,
topdomæneadministratorer og -registratorer,
certificeringsmyndigheder, der udsteder digitale certifikater,
internettelefoni og andre interpersonelle kommunikationstjenester,
mens generiske eksempler på
»caching«-formidlingstjenester kun omfatter udbud af
netværk til levering af indhold, omvendte proxyservere eller
proxyservere til tilpasning af indhold. Sådanne tjenester er
afgørende for at sikre gnidningsløs og effektiv
transmission af information, der leveres på internettet.
Eksempler på »hostingtjenester« omfatter
kategorier af tjenester såsom cloudcomputing, webhosting,
søge- og annonceringsydelser mod betaling eller tjenester,
der gør det muligt at dele information og indhold online,
herunder fillagring og -deling. Formidlingstjenester kan ydes
isoleret som en del af en anden type formidlingstjeneste eller
samtidig med andre formidlingstjenester. Hvorvidt en bestemt
tjeneste udgør ren videreformidling (»mere
conduit«) eller en caching- eller hostingtjeneste
afhænger udelukkende af dens tekniske funktionaliteter, som
kan udvikle sig med tiden, og bør vurderes fra sag til
sag.
(30) Udbydere af
formidlingstjenester bør hverken de jure eller de facto
være underlagt generelle overvågningsforpligtelser.
Dette vedrører ikke overvågningsforpligtelser i et
specifikt tilfælde, og navnlig berører det ikke
nationale myndigheders påbud i overensstemmelse med national
lovgivning, som er i overensstemmelse med EU-retten som fortolket
af Den Europæiske Unions Domstol, og i overensstemmelse med
betingelserne fastsat i denne forordning. Intet i denne forordning
bør fortolkes som en generel overvågningsforpligtelse
eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge
forhold eller som en generel forpligtelse for udbyderne til at
træffe proaktive foranstaltninger vedrørende ulovligt
indhold.
(31) Afhængigt af den enkelte
medlemsstats retssystem og det pågældende
retsområde kan de nationale retslige eller administrative
myndigheder, herunder de retshåndhævende myndigheder,
pålægge udbydere af formidlingstjenester at gribe ind
over for en eller flere specifikke forekomster af ulovligt indhold
eller give visse specifikke oplysninger. Der er stor forskel
på den nationale lovgivning, som ligger til grund for
udstedelsen af sådanne påbud, og påbuddene
anvendes i stigende grad i grænseoverskridende situationer.
For at sikre at disse påbud kan efterkommes på en
effektiv måde, navnlig i en grænseoverskridende
sammenhæng, uden at krænke tredjemands rettigheder og
legitime interesser unødigt, således at de
berørte offentlige myndigheder kan udføre deres
opgaver og udbyderne ikke pålægges
uforholdsmæssige byrder, er det nødvendigt at
fastsætte visse betingelser, som disse påbud skal
opfylde, og visse supplerende krav vedrørende behandlingen
af disse påbud. Derfor bør denne forordning kun
harmonisere visse specifikke minimumsbetingelser, som sådanne
påbud bør opfylde for at gøre forpligtelsen for
udbydere af formidlingstjenester til at underrette de relevante
myndigheder om disse påbuds virkninger gældende i
overensstemmelse med denne forordning. Denne forordning
udgør derfor hverken et retsgrundlag for udstedelse af
sådanne påbud og regulerer ikke deres territoriale
anvendelsesområde eller grænseoverskridende
håndhævelse.
(32) Gældende EU-ret eller
national ret, som ligger til grund for udstedelsen af disse
påbud, kan kræve yderligere betingelser og bør
danne grundlag for håndhævelsen af de respektive
påbud. I tilfælde af manglende overholdelse af
sådanne påbud bør den udstedende medlemsstat
kunne håndhæve dem i overensstemmelse med sin nationale
ret. Den gældende nationale ret bør være i
overensstemmelse med EU-retten, herunder chartret og de i TEUF
fastsatte bestemmelser om etableringsfrihed og frihed til
udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, navnlig med hensyn
til onlinespil og -væddemål. Tilsvarende berører
anvendelsen af sådan national lovgivning til
håndhævelse af de respektive påbud ikke
gældende EU-retsakter eller internationale aftaler, som
Unionen eller medlemsstaterne har indgået vedrørende
grænseoverskridende anerkendelse, fuldbyrdelse og
håndhævelse af disse påbud, navnlig i
civilretlige sager og straffesager. På den anden side
bør håndhævelsen af forpligtelsen til at
underrette de relevante myndigheder om virkningerne af
påbuddene i modsætning til håndhævelsen af
selve påbuddet være omfattet af reglerne fastsat i
denne forordning.
(33) Udbyderen af
formidlingstjenester bør underrette udstedelsesmyndigheden
om enhver opfølgning på sådanne påbud uden
unødig forsinkelse i overensstemmelse med de frister, der er
fastsat i relevant EU-ret eller national ret.
(34) De relevante nationale
myndigheder bør kunne udstede sådanne påbud mod
indhold, der anses for at være ulovligt, eller påbud om
at give oplysninger på grundlag af EU-retten eller national
ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig chartret, og
rette dem mod udbydere af formidlingstjenester, herunder dem, der
er etableret i en anden medlemsstat. Denne forordning bør
dog ikke berøre EU-retten på området for civil-
og strafferetligt samarbejde, herunder Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 og en forordning om
europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk
bevismateriale i straffesager, og national straffeprocesret eller
civilprocesret. Hvis denne lovgivning i forbindelse med
straffesager eller civile sager fastsætter betingelser, der
er supplerende eller uforenelige med betingelserne fastsat i denne
forordning, for så vidt angår påbud om at gribe
ind over for ulovligt indhold eller om at give oplysninger, kan det
derfor være, at betingelserne i denne forordning ikke finder
anvendelse eller tilpasses. Navnlig kan det være, at
forpligtelsen om, at koordinatoren for digitale tjenester i den
udstedende myndigheds medlemsstat skal fremsende en kopi af
påbuddene til alle andre koordinatorer for digitale
tjenester, ikke finder anvendelse i forbindelse med straffesager
eller tilpasses, hvis det er fastsat i gældende national
straffeprocesret.
Desuden bør forpligtelsen
om, at påbuddene skal indeholde en begrundelse for, hvorfor
oplysningerne er ulovligt indhold, om nødvendigt tilpasses i
henhold til gældende national straffeprocesret med henblik
på forebyggelse, efterforskning, afsløring og
retsforfølgning af strafbare handlinger. Endelig kan
forpligtelsen om, at udbyderne af formidlingstjenester skal
underrette tjenestemodtageren udsættes i overensstemmelse med
gældende EU-ret eller national ret, navnlig i forbindelse med
strafferetlige, civilretlige eller administrative procedurer.
Desuden bør påbuddene udstedes i overensstemmelse med
forordning (EU) 2016/679 og forbuddet mod generelle forpligtelser
til at overvåge information eller aktivt at undersøge
forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig
aktivitet, som fastsat i denne forordning. De betingelser og krav,
der er fastsat i denne forordning, og som finder anvendelse
på påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold,
berører ikke andre EU-retsakter med bestemmelser om
tilsvarende systemer til bekæmpelse af specifikke former for
ulovligt indhold, f.eks. forordning (EU) 2021/784, forordning (EU)
2019/1020 eller forordning (EU) 2017/2394, der tillægger
medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder på
forbrugerområdet specifikke beføjelser til at udstede
påbud om at give oplysninger, selv om de betingelser og krav,
der gælder for påbud om at give oplysninger, ikke
berører andre EU-retsakter med tilsvarende relevante regler
for specifikke sektorer. Disse betingelser og krav bør ikke
berøre reglerne om opbevaring og sikring af data i
gældende national ret, som er i overensstemmelse med
EU-retten, og de retshåndhævende myndigheders
anmodninger om fortrolig behandling i forbindelse med afslag
på aktindsigt. Disse betingelser og krav bør ikke
berøre medlemsstaternes mulighed for at kræve, at en
udbyder af formidlingstjenester forebygger en overtrædelse i
overensstemmelse med EU-retten, herunder denne forordning, og
navnlig forbuddet mod generelle
overvågningsforpligtelser.
(35) De betingelser og krav, der er
fastsat i denne forordning, bør være opfyldt senest,
når påbuddet sendes til den pågældende
udbyder. Derfor kan påbuddet udstedes på et af den
berørte medlemsstats udstedende myndigheds officielle sprog.
Hvis dette sprog imidlertid er forskelligt fra det sprog, som
udbyderen af formidlingstjenester har angivet, eller fra et andet
officielt sprog i medlemsstaten, der er aftalt mellem den
myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen af
formidlingstjenester, bør fremsendelsen af påbuddet
ledsages af en oversættelse af mindst de elementer i
påbuddet, der er fastsat i denne forordning. Hvis en udbyder
af formidlingstjenester har aftalt med en medlemsstats myndigheder
at anvende et bestemt sprog, bør den tilskyndes til at
acceptere påbud på samme sprog udstedt af myndigheder i
andre medlemsstater. Påbuddene bør indeholde
elementer, der gør det muligt for adressaten at identificere
den udstedende myndighed, herunder kontaktoplysninger for et
kontaktpunkt i denne myndighed, hvor det er relevant, og at
kontrollere ægtheden af påbuddet.
(36) Det territoriale
anvendelsesområde for sådanne påbud om at gribe
ind over for ulovligt indhold bør fastsættes klart
på grundlag af gældende EU-ret eller national ret om
udstedelse af påbud og bør ikke gå ud over, hvad
der er strengt nødvendigt for at nå dets mål. I
denne henseende bør den nationale retslige eller
administrative myndighed, der kan være en
retshåndhævende myndighed, der udsteder påbuddet,
afveje det mål, som det pågældende påbud
søger at opfylde i overensstemmelse med retsgrundlaget for
udstedelse heraf, med alle potentielt berørte tredjeparters
rettigheder og legitime interesser, navnlig deres
grundlæggende rettigheder i henhold til chartret. Navnlig i
en grænseoverskridende sammenhæng bør
påbuddets virkninger principielt begrænses til den
udstedende medlemsstats område, medmindre indholdets
ulovlighed følger direkte af EU-retten, eller den udstedende
myndighed mener, at de rettigheder, der er på spil,
kræver et bredere territorialt anvendelsesområde i
overensstemmelse med EU-retten og folkeretten, samtidig med at der
tages hensyn til venskabelig international sameksistens.
(37) De påbud om at give
oplysninger, der reguleres i denne forordning, vedrører
specifikke oplysninger om individuelle modtagere af den
pågældende formidlingstjeneste, som angives i disse
påbud, med henblik på at fastslå, om
tjenestemodtagerne overholder gældende EU-regler eller
nationale regler. Sådanne påbud bør anmode om
oplysninger, der gør det muligt at identificere den
berørte tjenestemodtager. Påbud vedrørende
oplysninger om en gruppe af tjenestemodtagere, som ikke er
specifikt identificeret, herunder påbud om at levere
sammenfattede oplysninger til statistiske formål eller
evidensbaseret politikudformning, er ikke omfattet af kravene i
denne forordning om tilvejebringelse af oplysninger.
(38) Påbud om at gribe ind
over for ulovligt indhold og give oplysninger er omfattet af de
regler, der fastsætter kompetencen i den medlemsstat, hvor
den berørte tjenesteudbyder er etableret, med mulighed for
fravigelser fra denne kompetence i visse tilfælde, jf.
artikel 3 i direktiv 2000/31/EF, hvis betingelserne i nævnte
artikel er opfyldt. Da de pågældende påbud
vedrører specifikt ulovligt indhold og specifik ulovlig
information, begrænser disse påbud udstedt til udbydere
af formidlingstjenester, som er etableret i en anden medlemsstat, i
princippet ikke disse udbyderes frihed til at yde deres tjenester
på tværs af grænserne. Derfor finder
bestemmelserne i artikel 3 i direktiv 2000/31/EF, herunder
bestemmelserne om at begrunde foranstaltninger, der fraviger
kompetencen i den medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen er etableret,
med henvisning til visse specifikke grunde, og om meddelelse af
sådanne foranstaltninger, ikke anvendelse på disse
påbud.
(39) Kravene om at give oplysninger
om klagemekanismer for udbyderen af formidlingstjenesten og den
tjenestemodtager, der leverede indholdet, omfatter et krav om at
give oplysninger om administrative klagebehandlingsmekanismer og
domstolsprøvelse, herunder klager over påbud udstedt
af retslige myndigheder. Desuden kan koordinatorerne for digitale
tjenester udvikle nationale værktøjer og national
vejledning for så vidt angår klage- og
søgsmålsmekanismer, der finder anvendelse på
deres respektive områder, for at lette tjenestemodtagernes
adgang til sådanne mekanismer. Endelig bør
medlemsstaterne ved anvendelsen af denne forordning overholde den
grundlæggende ret til effektive retsmidler og til en upartisk
domstol som fastsat i chartrets artikel 47. Denne forordning
bør derfor ikke forhindre de relevante nationale retslige
eller administrative myndigheder på grundlag af
gældende EU-ret eller national ret i at udstede et
påbud om at genetablere indhold, hvis et sådant indhold
har været i overensstemmelse med udbyderen af
formidlingstjenesters vilkår og betingelser, men fejlagtigt
er blevet betragtet som ulovligt af denne udbyder og er blevet
fjernet.
(40) For at nå målene i
denne forordning og navnlig for at forbedre det indre markeds
funktion og sikre et sikkert og gennemsigtigt onlinemiljø er
det nødvendigt at fastsætte et klart, effektivt,
forudsigeligt og afbalanceret sæt harmoniserede due
diligence-forpligtelser for udbydere af formidlingstjenester. Disse
forpligtelser bør navnlig have til formål at sikre
forskellige offentlige politiske mål såsom at skabe
sikkerhed og tillid for tjenestemodtagerne, herunder forbrugere,
mindreårige og brugere, der har en særlig risiko for at
blive udsat for hadefuld tale, seksuel chikane eller andre
forskelsbehandlende handlinger, at beskytte de relevante
grundlæggende rettigheder nedfældet i chartret, at
sikre, at udbyderne er reelt ansvarlige, og at styrke
tjenestemodtagerne og andre berørte parter og samtidig lette
de kompetente myndigheders nødvendige tilsyn.
(41) I denne forbindelse er det
vigtigt, at due diligence-forpligtelserne tilpasses typen,
størrelsen og arten af den pågældende
formidlingstjeneste. I denne forordning fastsættes derfor
grundlæggende forpligtelser for alle udbydere af
formidlingstjenester og yderligere forpligtelser for
hostingtjenesteudbydere og mere specifikt udbydere af
onlineplatforme og af meget store onlineplatforme samt af meget
store onlinesøgemaskiner. Udbydere af formidlingstjenester,
der henhører under et antal forskellige kategorier som
følge af arten af deres tjenester og deres størrelse,
bør opfylde alle de tilsvarende forpligtelser i denne
forordning med relation til disse tjenester. Disse harmoniserede
due diligence-forpligtelser, som bør være rimelige og
ikkevilkårlige, er nødvendige for at imødekomme
de identificerede offentlige politiske mål såsom
beskyttelse af tjenestemodtagernes legitime interesser,
bekæmpelse af ulovlig praksis og beskyttelse af de
grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret,
online. Due diligence-forpligtelserne er forenelige med og
uafhængige af spørgsmålet om
formidlingstjenesteudbyderes ansvar og skal derfor vurderes
særskilt.
(42) For at fremme en
gnidningsløs og effektiv tovejskommunikation, herunder, hvor
det er relevant, ved at anerkende modtagelsen af en sådan
kommunikation, vedrørende forhold, der er omfattet af denne
forordning, bør udbydere af formidlingstjenester
pålægges at udpege ét enkelt elektronisk
kontaktpunkt og offentliggøre og ajourføre relevante
oplysninger om dette kontaktpunkt, herunder om de sprog, der skal
anvendes i denne kommunikation. Det elektroniske kontaktpunkt kan
også anvendes af pålidelige indberettere og af
professionelle enheder, som har en særlig tilknytning til
udbyderen af formidlingstjenester. I modsætning til den
retlige repræsentant bør det elektroniske kontaktpunkt
tjene operationelle formål og bør ikke
pålægges at have en fysisk placering. Udbydere af
formidlingstjenester kan udpege det samme enkelte kontaktpunkt med
henblik på kravene i denne forordning samt med henblik
på andre EU-retsakter. Ved fastlæggelsen af
kommunikationssprogene tilskyndes udbydere af formidlingstjenester
til at sikre, at de valgte sprog ikke i sig selv udgør en
hindring for kommunikationen. Udbydere af formidlingstjenester og
medlemsstaternes myndigheder bør om nødvendigt kunne
indgå en særskilt aftale om kommunikationssproget eller
kunne søge alternative metoder til at overvinde
sprogbarrieren, herunder ved hjælp af alle tilgængelige
teknologiske midler eller interne og eksterne menneskelige
ressourcer.
(43) Udbydere af
formidlingstjenester bør desuden pålægges at
udpege ét enkelt kontaktpunkt for tjenestemodtagere, som
muliggør hurtig, direkte og effektiv kommunikation, navnlig
ved brug af lettilgængelige midler såsom telefonnumre,
e-mailadresser, elektroniske kontaktformularer, chatbots eller
instant messaging. Det bør udtrykkeligt angives, når
en tjenestemodtager kommunikerer med chatbots. Udbydere af
formidlingstjenester bør gøre det muligt for
tjenestemodtagerne at vælge metoder til direkte og effektiv
kommunikation, som ikke udelukkende er baseret på automatiske
værktøjer. Udbydere af formidlingstjenester bør
gøre enhver rimelig indsats for at sikre, at der
afsættes tilstrækkelige menneskelige og
økonomiske ressourcer til at sikre, at denne kommunikation
gennemføres rettidigt og effektivt.
(44) Udbydere af
formidlingstjenester, der er etableret i et tredjeland, og som
udbyder tjenester i Unionen, bør udpege en
tilstrækkelig bemyndiget retlig repræsentant i Unionen
og give oplysninger om deres retlige repræsentanter til de
relevante myndigheder og gøre dem offentligt
tilgængelige. For at opfylde denne forpligtelse bør
sådanne udbyderne af formidlingstjenester desuden sikre, at
den udpegede retlige repræsentant har de nødvendige
beføjelser og ressourcer til at samarbejde med de relevante
myndigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en
udbyder af formidlingstjenester udpeger en dattervirksomhed i samme
koncern som udbyderen eller dens modervirksomhed, hvis
dattervirksomheden eller modervirksomheden er etableret i Unionen.
Det er dog muligvis ikke tilfældet, når den retlige
repræsentant f.eks. er omfattet af rekonstruktionsprocedurer,
konkurs, personlig insolvens eller en virksomheds insolvens. Denne
forpligtelse bør muliggøre et effektivt tilsyn med og
om nødvendigt en effektiv håndhævelse af denne
forordning i forhold til disse udbydere. Det bør være
muligt for en retlig repræsentant i overensstemmelse med
national ret at blive bemyndiget af mere end én udbyder af
formidlingstjenester. Den retlige repræsentant bør
også kunne fungere som kontaktpunkt, forudsat at de relevante
krav i denne forordning er opfyldt.
(45) Selv om aftalefriheden for
udbydere af formidlingstjenester i princippet bør
respekteres, er det hensigtsmæssigt at fastsætte visse
regler for indholdet, anvendelsen og håndhævelsen af
disse udbyderes vilkår og betingelser af hensyn til
gennemsigtigheden og beskyttelsen af tjenestemodtagere og for at
undgå urimelige eller vilkårlige resultater. Udbydere
af formidlingstjenester bør i deres vilkår og
betingelser klart angive og vedligeholde ajourført
information om de forhold, på grundlag af hvilke de kan
begrænse udbuddet af deres tjenester. Disse oplysninger
bør navnlig omfatte oplysninger om alle politikker,
procedurer, foranstaltninger og værktøjer, der
anvendes med henblik på indholdsmoderation, herunder
algoritmisk beslutningstagning og menneskelig gennemgang, og
procedurereglerne for deres interne klagebehandlingssystem. De
bør ligeledes medtage let tilgængelige oplysninger om
retten til at opsige brugen af tjenesten. Udbydere af
formidlingstjenester kan i deres tjenestevilkår anvende
grafiske elementer såsom ikoner eller billeder til at
illustrere de væsentligste elementer i de i denne forordning
fastsatte oplysningskrav. Udbydere bør ved hjælp af
passende midler underrette tjenestemodtagerne om væsentlige
ændringer i vilkår og betingelser, f.eks. når de
ændrer reglerne for, hvilke oplysninger der er tilladt
på deres tjeneste, eller andre sådanne ændringer,
der direkte kan påvirke modtagernes mulighed for at
gøre brug af tjenesten.
(46) Udbydere af
formidlingstjenester, der primært er rettet mod
mindreårige, f.eks. gennem tjenestens udformning eller
markedsføring, eller som hovedsagelig anvendes af
mindreårige, bør gøre en særlig indsats
for at gøre forklaringen af deres vilkår og
betingelser let forståelig for mindreårige.
(47) Udbydere af
formidlingstjenester bør ved udformningen, anvendelsen og
håndhævelsen af disse begrænsninger handle
på en ikkevilkårlig og ikkeforskelsbehandlende
måde og tage hensyn til tjenestemodtagernes rettigheder og
legitime interesser, herunder de grundlæggende rettigheder,
der er nedfældet i chartret. F.eks. bør udbydere af
meget store onlineplatforme navnlig tage behørigt hensyn til
ytrings- og informationsfriheden, herunder mediefrihed og
mediepluralisme. Alle udbydere af formidlingstjenester bør
også tage behørigt hensyn til relevante internationale
standarder for beskyttelse af menneskerettighederne såsom De
Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og
menneskerettigheder.
(48) I betragtning af deres
særlige rolle og rækkevidde er det
hensigtsmæssigt at pålægge meget store
onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner yderligere
krav vedrørende oplysning om og gennemsigtighed af deres
vilkår og betingelser. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
bør derfor fastsætte deres vilkår og betingelser
på alle de officielle sprog i alle de medlemsstater, hvor de
udbyder deres tjenester, og bør også give
tjenestemodtagerne et kortfattet og letlæseligt sammendrag af
hovedelementerne i vilkårene og betingelserne. Dette
sammendrag bør udpege de væsentligste elementer i
oplysningskravene, herunder muligheden for let fravælgelse af
frivillige betingelser.
(49) For at sikre en passende grad
af gennemsigtighed og ansvarlighed bør udbydere af
formidlingstjenester i overensstemmelse med de harmoniserede krav i
denne forordning offentliggøre en årlig rapport om
deres indholdsmoderation i et maskinlæsbart format, som de
forpligter sig til, herunder om de trufne foranstaltninger som
følge af anvendelsen og håndhævelsen af deres
vilkår og betingelser. For at undgå
uforholdsmæssige byrder bør disse
rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed dog
ikke gælde for udbydere, der er mikrovirksomheder eller
små virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling
2003/361/EF (25), og som ikke er meget store onlineplatforme i den
i denne forordning anvendte betydning.
(50) Hostingtjenesteudbydere
spiller en særlig vigtig rolle i bekæmpelsen af
ulovligt indhold på internettet, da de lagrer oplysninger,
der leveres af tjenestemodtagerne og på disses anmodning, og
typisk giver andre brugere adgang hertil, nogle gange i stor skala.
Det er vigtigt, at alle hostingtjenesteudbydere, uanset deres
størrelse, indfører let tilgængelige og
brugervenlige anmeldelsesmekanismer og handlepligt, der gør
det lettere at anmelde specifik information, som anmelderen anser
for at være ulovligt indhold, til den berørte
hostingtjenesteudbyder (anmeldelse), som derefter afgør, om
vedkommende er enig i denne vurdering og vil fjerne det
pågældende indhold eller hindre adgangen hertil
(indgreb). Sådanne mekanismer bør klart kunne
identificeres, placeres tæt på de
pågældende oplysninger og være mindst lige
så lette at finde og anvende som anmeldelsesmekanismer for
indhold, der er i strid med hostingtjenesteudbyderens vilkår
og betingelser. Forudsat at kravene til anmeldelser er opfyldt,
bør det være muligt for enkeltpersoner eller enheder
at anmelde flere specifikke eksempler på påstået
ulovligt indhold i en enkelt anmeldelse med henblik på at
sikre en effektiv funktion af anmeldelsesmekanismerne og
handlepligten. Anmeldelsesmekanismen bør muliggøre,
men ikke kræve, identificering af den enkeltperson eller
enhed, som indgiver en anmeldelse. For visse typer af oplysninger,
der anmeldes, kan identiteten på den enkeltperson eller
enhed, som indgiver en anmeldelse, være nødvendig for
at afgøre, om de pågældende oplysninger
udgør ulovligt indhold som påstået.
Forpligtelsen til at indføre anmeldelsesmekanismer og
handlepligt bør f.eks. gælde for fillagrings- og
delingstjenester, webhostingtjenester, reklameservere og pastebins,
hvis de er hostingtjenester og omfattet af denne forordning.
(51) Under hensyntagen til behovet
for at tage behørigt hensyn til alle berørte parters
grundlæggende rettigheder i henhold til chartret bør
ethvert tiltag, der iværksættes af en
hostingtjenesteudbyder i forbindelse med modtagelse af en
anmeldelse, være strengt målrettet i den forstand, at
det bør tjene til at fjerne eller hindre adgangen til den
specifikke information, der anses for at udgøre ulovligt
indhold, uden at det unødigt berører
tjenestemodtagernes ytrings- og informationsfrihed. Anmeldelser
bør derfor som hovedregel rettes til
hostingtjenesteudbydere, som med rimelighed kan forventes at have
den tekniske og operationelle evne til at gribe ind mod sådan
specifik information. Hostingtjenesteudbyder, der modtager en
anmeldelse om specifik information, som de af tekniske eller
operationelle årsager ikke kan fjerne, bør underrette
den person eller enhed, der har indgivet anmeldelsen.
(52) Reglerne om disse
anmeldelsesmekanismer og denne handlepligt bør harmoniseres
på EU-plan for at sikre rettidig, omhyggelig og
ikkevilkårlig behandling af anmeldelser på grundlag af
ensartede, gennemsigtige og klare regler, der giver solide
garantier for beskyttelse af alle berørte parters
rettigheder og legitime interesser, navnlig deres
grundlæggende rettigheder garanteret i chartret, uanset i
hvilken medlemsstat disse parter er etableret eller har
bopæl, og uanset det pågældende retsområde.
De grundlæggende rettigheder omfatter, men er ikke
begrænset til: for tjenestemodtagerne retten til ytrings- og
informationsfrihed, retten til respekt for privatliv og familieliv,
retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til
ikkeforskelsbehandling og retten til effektive retsmidler; for
tjenesteudbyderne friheden til at oprette og drive egen virksomhed,
herunder aftalefrihed; for parter, der er berørt af ulovligt
indhold, retten til menneskelig værdighed, børns
rettigheder, retten til beskyttelse af ejendom, herunder
intellektuel ejendomsret, og retten til ikkeforskelsbehandling.
Hostingtjenesteudbyder bør følge op på
anmeldelser rettidigt, navnlig ved at tage hensyn til, hvilken form
for ulovligt indhold der anmeldes, og hvor meget det haster at
iværksætte tiltag. Sådanne udbydere kan f.eks.
forventes at gribe ind straks, når det påståede
ulovlige indhold, der anmeldes, indebærer en trussel mod
menneskers liv eller sikkerhed. Hostingtjenesteudbyderen bør
underrette den enkeltperson eller enhed, der anmelder det
specifikke indhold, uden unødig forsinkelse, efter at den
har truffet beslutning om, hvorvidt der skal følges op
på anmeldelsen eller ej.
(53) Anmeldelsesmekanismerne og
handlepligten bør gøre det muligt at indgive
anmeldelser, der er tilstrækkelig præcise og
tilstrækkelig underbyggede til, at den pågældende
hostingtjenesteudbyder kan træffe en informeret og omhyggelig
beslutning, der er forenelig med ytrings- og informationsfriheden,
med hensyn til det indhold, som anmeldelsen vedrører,
navnlig om det pågældende indhold skal anses for at
være ulovligt indhold og skal fjernes, eller om adgangen til
det skal hindres. De pågældende mekanismer bør
gøre det let at foretage anmeldelser, som indeholder en
begrundelse for, hvorfor den enkeltperson eller enhed, der indgiver
en anmeldelse, anser indholdet for ulovligt, og en klar angivelse
af, hvor indholdet er placeret. Hvis en anmeldelse indeholder
tilstrækkelige oplysninger til, at en påpasselig
hostingtjenesteudbyder uden en detaljeret juridisk
undersøgelse kan fastslå, at det er tydeligt, at
indholdet er ulovligt, bør anmeldelsen anses for at give
anledning til, at der foreligger et konkret kendskab til eller
bevidsthed om ulovlig aktivitet. Bortset fra indgivelse af
anmeldelser vedrørende lovovertrædelser, der er
omhandlet i artikel 3-7 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/93/EU (26), bør sådanne mekanismer
anmode den enkeltperson eller enhed, der indgiver en anmeldelse, om
at oplyse sin identitet for at undgå misbrug.
(54) Hvis en hostingtjenesteudbyder
beslutter at fjerne eller hindre adgangen til information fra en
tjenestemodtager eller på anden måde at begrænse
synligheden eller den kommercielle udnyttelse heraf med den
begrundelse, at informationen leveret af modtagerne er ulovligt
indhold eller i strid med platformens vilkår og betingelser,
f.eks. efter modtagelse af en anmeldelse eller på eget
initiativ, herunder udelukkende ved anvendelse af automatiserede
redskaber, bør denne udbyder på en klar og let
forståelig måde underrette modtageren om sin beslutning
og om begrundelsen herfor og om de tilgængelige muligheder
for at klage over beslutningen i betragtning af de negative
konsekvenser, som sådanne beslutninger kan have for
modtageren, herunder for så vidt angår udøvelsen
af dennes grundlæggende ret til ytringsfrihed. Denne
forpligtelse bør gælde uanset begrundelsen for
beslutningen, navnlig om der er iværksat tiltag, fordi den
anmeldte information anses for at være ulovligt indhold eller
i strid med de gældende vilkår og betingelser. Hvis
beslutningen blev truffet efter modtagelsen af en anmeldelse,
bør hostingtjenesteudbyderen kun afsløre identiteten
af den person eller enhed, der indgav anmeldelsen til
tjenestemodtageren, hvis disse oplysninger er nødvendige for
at identificere indholdets ulovlighed såsom i tilfælde
af overtrædelser af intellektuelle ejendomsrettigheder.
(55) Begrænsning af
synligheden kan bestå i nedrangering i rangordningen eller i
anbefalingssystemet samt i begrænsning af
tilgængeligheden for en eller flere tjenestemodtagere eller
blokering af brugeren fra et onlinefællesskab, uden at
brugeren er klar over det (»shadow banning«).
Kommerciel udnyttelse via reklameindtægter af information,
der leveres af tjenestemodtageren, kan begrænses ved at
suspendere eller bringe den pengebetaling eller de indtægter,
der er forbundet med den pågældende information, til
ophør. Forpligtelsen til at give en begrundelse bør
dog ikke gælde, hvis indholdet er vildledende kommercielt
indhold i store mængder, der udbredes gennem forsætlig
manipulation af tjenesten, navnlig ikkeautentisk brug af tjenesten
såsom brug af botter, oprettelse af falske konti eller
vildledende brug af en tjenesten. Uanset de tilgængelige
retsmidler til anfægtelse af hostingtjenesteudbyderens
beslutning, bør tjenestemodtageren altid have ret til at
anlægge sag ved en domstol i overensstemmelse med national
ret.
(56) En hostingtjenesteudbyder kan
i visse tilfælde, f.eks. gennem en anmeldelse fra en
anmeldende part eller gennem sine egne frivillige foranstaltninger,
få kendskab til oplysninger om visse aktiviteter, der
udføres af en tjenestemodtager, såsom levering af
visse former for ulovligt indhold, der under hensyntagen til alle
relevante omstændigheder, som hostingtjenesteudbyderen er
bekendt med, med rimelighed kan begrunde mistanken om, at denne
modtager kan have begået, begår eller sandsynligvis vil
begå en strafbar handling, der indebærer en trussel mod
menneskers liv eller sikkerhed, såsom de
lovovertrædelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/36/EU (27), direktiv 2011/93/EU eller
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (28).
For eksempel kan specifikt indhold give anledning til mistanke om
en trussel mod offentligheden såsom opfordring til terrorisme
som omhandlet i artikel 21 i direktiv (EU) 2017/541. I
sådanne tilfælde bør hostingtjenesteudbyderen
straks underrette de kompetente retshåndhævende
myndigheder om en sådan mistanke. Hostingtjenesteudbyderen
bør give alle relevante oplysninger, den har adgang til,
herunder, hvis det er relevant, det pågældende indhold
og, hvis det er tilgængeligt, tidspunktet for indholdets
offentliggørelse, herunder den udpegede tidszone, en
begrundelse for sin mistanke og de oplysninger, der er
nødvendige for at lokalisere og identificere den relevante
tjenestemodtager. Denne forordning udgør ikke retsgrundlaget
for profilering af tjenestemodtagere med henblik på
hostingtjenesteudbyderes mulige identifikation af strafbare
handlinger. Hostingtjenesteudbyder bør også overholde
andre gældende EU-regler eller national ret til beskyttelse
af enkeltpersoners rettigheder og frihedsrettigheder, når de
underretter de retshåndhævende myndigheder.
(57) For at undgå
uforholdsmæssigt store byrder bør de yderligere
forpligtelser, der i medfør af denne forordning
pålægges udbydere af onlineplatforme, herunder
platforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler
om fjernsalg med erhvervsdrivende, ikke gælde for udbydere,
der er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret
i henstilling 2003/361/EF. Af samme grund bør disse
yderligere forpligtelser heller ikke gælde for udbydere af
onlineplatforme, der tidligere har kvalificeret sig som
mikrovirksomheder eller små virksomheder i en periode
på 12 måneder efter, at de mister denne status.
Sådanne udbydere bør ikke udelukkes fra forpligtelsen
til at give oplysninger om de gennemsnitlige månedlige aktive
tjenestemodtagere efter anmodning fra koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet eller Kommissionen. I betragtning af
at meget store onlineplatforme eller meget store
onlinesøgemaskiner har større rækkevidde og en
større indvirkning med hensyn til at påvirke, hvordan
tjenestemodtagere indhenter information og kommunikerer online,
bør sådanne udbydere imidlertid ikke drage fordel af
denne udelukkelse, uanset om de er eller for nylig blev
mikrovirksomheder eller små virksomheder.
Konsolideringsreglerne i henstilling 2003/361/EF bidrager til at
sikre, at enhver omgåelse af disse yderligere forpligtelser
hindres. Intet i denne forordning forhindrer udbydere af
onlineplatforme, der er omfattet af denne udelukkelse, i på
frivillig basis at etablere et system, der opfylder en eller flere
af disse forpligtelser.
(58) Tjenestemodtagerne bør
have let og effektiv adgang til at anfægte visse beslutninger
truffet af udbydere af onlineplatforme vedrørende
ulovligheden af indhold eller dettes uforenelighed med
vilkårene og betingelserne, som påvirker dem negativt.
Derfor bør udbydere af onlineplatforme forpligtes til at
indføre interne klagebehandlingssystemer, som opfylder visse
betingelser, der skal sikre, at systemerne er let
tilgængelige og fører til hurtige,
ikkeforskelsbehandlende, ikkevilkårlige og retfærdige
resultater, og at de underkastes menneskelig gennemgang, når
der benyttes automatiserede metoder. Sådanne systemer
bør gøre det muligt for alle tjenestemodtagere at
indgive en klage og bør ikke fastsætte formkrav
såsom henvisning til specifikke relevante lovbestemmelser
eller udførlige juridiske redegørelser.
Tjenestemodtagere, der har indgivet en anmeldelse gennem den
anmeldelsesmekanisme og handlepligt, der er fastsat i denne
forordning, eller gennem anmeldelsesmekanismen for indhold, der er
i strid med vilkår og betingelser hos udbyderen af
onlineplatforme, bør have ret til at anvende klagemekanismen
til at anfægte beslutningen fra udbyderen af onlineplatforme
om deres anmeldelser, herunder når de mener, at de tiltag,
som udbyderen har iværksat, ikke var tilstrækkelige.
Muligheden for at indgive en klage med henblik på
omgørelse af de anfægtede beslutninger bør
være tilgængelig i mindst seks måneder regnet fra
det tidspunkt, hvor udbyderen af onlineplatforme underrettede
tjenestemodtageren om beslutningen.
(59) Desuden bør der
være mulighed for udenretslig tvistbilæggelse i god
tro, herunder af sådanne tvister, der ikke kan løses
på tilfredsstillende vis gennem de interne
klagebehandlingssystemer, forestået af certificerede organer,
der har den nødvendige uafhængighed og midlerne og
ekspertisen til at udføre deres aktiviteter på en
retfærdig, hurtig og omkostningseffektiv måde.
Udenretslige tvistbilæggelsesorganernes uafhængighed
bør også sikres hos de fysiske personer, der er
ansvarlige for tvistebilæggelse, herunder ved hjælp af
regler om interessekonflikter. De gebyrer, som de udenretslige
tvistbilæggelsesorganer opkræver, bør være
rimelige, tilgængelige, attraktive, billige for forbrugere og
forholdsmæssige og bør vurderes fra sag til sag. Hvis
et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan certificeres af den
kompetente koordinator for digitale tjenester, bør denne
certificering være gyldig i alle medlemsstater. Udbydere af
onlineplatforme bør kunne nægte at indlede
tvistbilæggelse i henhold til denne forordning, såfremt
den samme tvist, navnlig for så vidt angår de
pågældende oplysninger og grundlaget for at
træffe den anfægtede beslutning, virkningerne af
beslutningen og grundlaget for at anfægte beslutningen,
allerede er blevet løst eller allerede er genstand for en
igangværende procedure ved den kompetente domstol eller ved
et andet kompetent udenretsligt tvistbilæggelsesorgan.
Tjenestemodtagerne bør kunne vælge mellem den interne
klagemekanisme, en udenretslig tvistbilæggelse og muligheden
for på et hvilket som helst tidspunkt at indlede en retssag.
Da resultatet af den udenretslige tvistbilæggelsesprocedure
ikke er bindende, bør parterne ikke forhindres i at indlede
en retssag vedrørende den samme tvist. Mulighederne for at
anfægte beslutninger truffet af udbydere af onlineplatforme
bør på ingen måde berøre muligheden for
domstolsprøvelse i overensstemmelse med lovgivningen i den
pågældende medlemsstat og dermed ikke berøre
udøvelsen af deres adgang til effektive retsmidler i henhold
til chartrets artikel 47. Bestemmelserne i denne forordning om
udenretslig tvistbilæggelse bør ikke medføre en
forpligtelse for medlemsstaterne til at oprette sådanne
udenretslige tvistbilæggelsesorganer.
(60) I forbindelse med
aftaleretlige tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende
vedrørende køb af varer eller tjenesteydelser sikrer
direktiv 2013/11/EU, at EU-forbrugere og EU-virksomheder har adgang
til kvalitetscertificerede alternative
tvistbilæggelsesinstanser. I denne forbindelse bør det
præciseres, at denne forordnings bestemmelser om udenretslig
tvistbilæggelse ikke berører nævnte direktiv,
herunder forbrugernes ret i henhold til nævnte direktiv til
at trække sig ud af proceduren på ethvert trin, hvis de
er utilfredse med den måde, proceduren foregår eller
udføres på.
(61) Der kan gribes hurtigere og
mere pålideligt ind over for ulovligt indhold, hvis udbydere
af onlineplatforme træffer de nødvendige
foranstaltninger til at sikre, at behandlingen af anmeldelser
indgivet af pålidelige indberettere inden for deres
respektive udpegede ekspertiseområde gennem de
anmeldelsesmekanismer og den handlepligt, der foreskrives i denne
forordning, prioriteres, uden at dette berører kravet om at
behandle og træffe afgørelse om alle anmeldelser
indgivet gennem disse mekanismer på en rettidig, omhyggelig
og ikkevilkårlig måde. En sådan status som
pålidelig indberetter bør tildeles af koordinatoren
for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor ansøgeren er
etableret, og bør anerkendes af alle udbydere af
onlineplatforme inden for denne forordnings
anvendelsesområde. En sådan status som pålidelig
indberetter bør kun tildeles enheder og ikke enkeltpersoner,
der bl.a. har påvist, at de har særlig ekspertise og
kompetence til at bekæmpe ulovligt indhold, og at de arbejder
på en rettidig, omhyggelig og ikkevilkårlig måde.
Sådanne enheder kan være offentlige, f.eks. for
så vidt angår terrorrelateret indhold, nationale
retshåndhævende myndigheders enheder for
internetindberetning eller Den Europæiske Unions Agentur for
Retshåndhævelsessamarbejde (»Europol«),
eller de kan være ikkestatslige organisationer og private
eller halvoffentlige organer såsom de organisationer, der
indgår i INHOPE-netværket af hotlines til indberetning
af materiale med seksuelt misbrug af børn, og
organisationer, der anmelder ulovlige, racistiske og
fremmedfjendske tilkendegivelser online. For ikke at mindske
merværdien af en sådan mekanisme bør det samlede
antal pålidelige indberettere, der tildeles status i
overensstemmelse med denne forordning, begrænses. Navnlig
opfordres erhvervssammenslutninger, der repræsenterer deres
medlemmers interesser, til at ansøge om status som
pålidelige indberettere, uden at dette berører private
enheders eller enkeltpersoners ret til at indgå bilaterale
aftaler med udbydere af onlineplatforme.
(62) Pålidelige indberettere
bør offentliggøre let forståelige og
detaljerede rapporter om anmeldelser, der er indgivet i
overensstemmelse med denne forordning. Disse rapporter bør
angive oplysninger såsom antallet af anmeldelser
kategoriseret efter hostingtjenesteudbyder, typen af anmeldt
indhold og udbyderens iværksatte tiltag. Eftersom
pålidelige indberettere har påvist ekspertise og
kompetence, kan behandlingen af indgivne anmeldelser fra
pålidelige indberettere forventes at blive mindre byrdefuld
og derfor hurtigere i forhold til anmeldelser indgivet af andre
tjenestemodtagere. Den gennemsnitlige behandlingstid kan dog stadig
variere afhængigt af faktorer, herunder formen for ulovligt
indhold, anmeldelsernes kvalitet og de faktiske tekniske
procedurer, der er indført for indgivelse af sådanne
anmeldelser.
Selv om adfærdskodeksen for
bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet fra
2016 f.eks. fastsætter et benchmark for de deltagende
virksomheder med hensyn til den tid, der er nødvendig for at
behandle gyldige anmeldelser om fjernelse af ulovlig hadefuld tale,
kan andre former for ulovligt indhold kræve længere
eller kortere frister for behandling afhængigt af de
specifikke faktiske forhold og omstændigheder og former for
ulovligt indhold. For at undgå misbrug af status som
pålidelig indberetter bør det være muligt at
suspendere en sådan status, når en koordinator for
digitale tjenester i etableringslandet har indledt en
undersøgelse af legitime grunde. Reglerne i denne forordning
om pålidelige indberettere bør ikke forstås
således, at de forhindrer udbydere af onlineplatforme i at
behandle anmeldelser indgivet af enheder eller enkeltpersoner, der
ikke er blevet tildelt status som pålidelige indberettere i
henhold til denne forordning, på samme måde og i at
samarbejde med andre enheder på anden vis i overensstemmelse
med gældende ret, herunder denne forordning og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 (29).
Reglerne i denne forordning bør ikke forhindre udbydere af
onlineplatforme i at gøre brug af sådanne
pålidelige indberettere eller lignende mekanismer til at
gribe hurtigt og pålideligt ind over for indhold, som er i
strid med deres vilkår og betingelser, navnlig over for
indhold, der er skadeligt for sårbare tjenestemodtagere
såsom mindreårige.
(63) Misbrug af onlineplatforme ved
hyppigt at levere åbenbart ulovligt indhold eller ved hyppigt
at indgive åbenbart grundløse anmeldelser eller klager
inden for rammerne af de respektive mekanismer og systemer oprettet
i henhold til denne forordning underminerer tilliden og skader de
berørte parters rettigheder og legitime interesser. Der er
derfor behov for at indføre passende, forholdsmæssige
og effektive forholdsregler mod et sådant misbrug, som skal
respektere alle involverede parters rettigheder og legitime
interesser, herunder de gældende grundlæggende
rettigheder og frihedsrettigheder som nedfældet i chartret,
navnlig ytringsfriheden. Information bør betragtes som
åbenbart ulovligt indhold, og anmeldelser eller klager
bør betragtes som åbenbart grundløse, hvis det
er indlysende for en lægmand uden nogen materiel analyse,
henholdsvis at indholdet er ulovligt, eller at anmeldelserne eller
klagerne er grundløse.
(64) Under visse
omstændigheder bør udbydere af onlineplatforme
midlertidigt suspendere de pågældende aktiviteter
relateret til den person, der er involveret i misbrug. Dette
berører ikke udbydere af onlineplatformes frihed til at
fastsætte deres vilkår og betingelser og indføre
strengere foranstaltninger i tilfælde af åbenbart
ulovligt indhold i forbindelse med grov kriminalitet såsom
materiale med seksuelt misbrug af børn. Af hensyn til
gennemsigtigheden bør denne mulighed fastsættes klart
og tilstrækkelig detaljeret i onlineplatformenes vilkår
og betingelser. Der bør altid være mulighed for at
klage over de beslutninger, der træffes af udbydere af
onlineplatforme i denne henseende, og de bør være
underlagt den kompetente koordinator for digitale tjenesters
tilsyn. Udbydere af onlineplatforme bør, inden der
træffes beslutning om suspension, sende en forudgående
advarsel, som bør omfatte årsagerne til en eventuel
suspension og mulighederne for at klage over den beslutning, som
udbyderne af onlineplatformen har truffet. Når udbydere af
onlineplatforme træffer beslutning om suspension, bør
de sende begrundelsen i overensstemmelse med reglerne fastsat i
denne forordning. Reglerne i denne forordning om misbrug bør
ikke forhindre udbydere af onlineplatforme i at træffe andre
foranstaltninger til at håndtere ulovligt indhold fra
modtagere af deres tjeneste eller andre former for misbrug af deres
tjenester, herunder gennem overtrædelse af deres vilkår
og betingelser, i overensstemmelse med gældende EU-ret og
national ret. Disse regler berører ikke muligheden for at
holde de personer, der er involveret i misbrug, ansvarlige,
herunder for skadeserstatning, i henhold til EU-retten eller
national ret.
(65) I betragtning af udbydere af
onlineplatformenes særlige ansvar og forpligtelser bør
de være underlagt en række rapporteringsforpligtelser
vedrørende gennemsigtighed, der anvendes i tillæg til
de rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed,
der gælder for alle udbydere af formidlingstjenester i
henhold til denne forordning. Med henblik på at
fastslå, om onlineplatforme og onlinesøgemaskiner er
henholdsvis meget store onlineplatforme eller meget store
onlinesøgemaskiner, der er underlagt visse yderligere
forpligtelser i henhold til denne forordning, bør
onlineplatformenes og onlinesøgemaskinernes
rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed
omfatte visse forpligtelser vedrørende
offentliggørelse og meddelelse af oplysninger om antallet af
aktive modtagere af tjenesten i Unionen i gennemsnit pr.
måned.
(66) For at sikre gennemsigtighed
og muliggøre kontrol med beslutninger om indholdsmoderation
truffet af udbydere af onlineplatforme og overvågning af
udbredelsen af ulovligt indhold på internettet bør
Kommissionen vedligeholde og offentliggøre en database, der
indeholder beslutninger og begrundelser fra udbyderne af
onlineplatforme, når de fjerner eller på anden
måde begrænser tilgængeligheden af og adgangen
til information. For at holde databasen løbende ajour
bør udbydere af onlineplatforme i et standardformat indgive
beslutninger og begrundelser uden unødig forsinkelse, efter
at en beslutning er truffet, for at give mulighed for
realtidsopdateringer, hvor det er teknisk muligt og står i et
rimeligt forhold til den pågældende onlineplatforms
midler. Den strukturerede database bør give adgang til og
muliggøre forespørgsler om relevante oplysninger,
navnlig hvad angår den pågældende form for
påstået ulovligt indhold.
(67) Mørke mønstre
(»dark patterns«) på onlineplatformes
onlinegrænseflader er praksis, der enten bevidst eller reelt
i væsentlig grad forvrider eller forringer
tjenestemodtagernes evne til at træffe selvstændige og
informerede valg eller beslutninger. Denne praksis kan anvendes til
at påvirke tjenestemodtagerne til at udvise uønsket
adfærd eller træffe uønskede beslutninger, som
har negative konsekvenser for dem. Udbydere af onlineplatforme
bør derfor forbydes at vildlede eller tilskynde
tjenestemodtagere og at undergrave eller fordreje
tjenestemodtagernes autonomi, beslutningstagning eller valg via
strukturen, udformningen eller funktionen af en
onlinegrænseflade eller en del deraf. Dette bør
omfatte, men ikke være begrænset til, udnyttende
designvalg for at lede modtageren til handlinger, som er til fordel
for udbyderen af onlineplatforme, men som ikke nødvendigvis
er i modtagerens interesse, præsentation af valg på en
ikkeneutral måde, f.eks. ved at give visse valgmuligheder en
mere fremtrædende plads gennem visuelle, auditive eller andre
komponenter, når tjenestemodtageren anmodes om at
træffe et valg.
Det bør også omfatte
gentagne gange at anmode en tjenestemodtager om at træffe et
valg, hvis et sådant valg allerede er truffet, at gøre
det væsentligt mere besværligt at opsige en tjeneste
end at tilmelde sig den eller at gøre visse valg mere
vanskelige eller tidskrævende end andre, at gøre det
urimeligt vanskeligt at afbryde køb eller at logge ud fra en
given onlineplatform, der giver forbrugerne mulighed for at
indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og at
vildlede tjenestemodtagerne ved at presse dem til at træffe
beslutninger om transaktioner eller standardindstillinger, der er
meget vanskelige at ændre, og dermed på urimelig vis
skævvride tjenestemodtagerens beslutningstagning på en
måde, der forvrider og forringer deres autonomi,
beslutningstagning og valgmuligheder. Regler, der forhindrer
mørke mønstre, bør imidlertid ikke
forstås således, at de forhindrer udbyderne i at
interagere direkte med tjenestemodtagerne og tilbyde dem nye eller
supplerende tjenester. Legitim praksis, f.eks. inden for reklame,
der er i overensstemmelse med EU-retten, bør ikke i sig selv
betragtes som mørke mønstre. Disse regler om
mørke mønstre bør fortolkes således, at
de omfatter forbudte praksisser, der er omfattet af denne
forordnings anvendelsesområde, i det omfang disse praksisser
ikke allerede er omfattet af direktiv 2005/29/EF eller forordning
(EU) 2016/679.
(68) Onlinereklame spiller en
vigtig rolle i onlinemiljøet, herunder i forbindelse med
ydelse af onlineplatformes tjenester, hvor ydelsen af tjenesten
undertiden helt eller delvist betales direkte eller indirekte
gennem reklameindtægter. Onlinereklame kan imidlertid
indebære betydelige risici, lige fra reklamer, der i sig selv
er ulovligt indhold, til finansielle incitamenter til
offentliggørelse eller udbredelse af ulovligt eller på
anden vis skadeligt indhold og aktiviteter på internettet
eller en forskelsbehandlende visning af reklamer med indvirkning
på lige muligheder for og ligebehandlingen af borgerne. Ud
over kravene i artikel 6 i direktiv 2000/31/EF bør udbydere
af onlineplatforme derfor være forpligtet til at sikre, at
tjenestemodtagerne har visse individualiserede oplysninger, der er
nødvendige for, at de kan forstå, hvornår og
på hvis vegne reklamen vises. De bør sikre, at
oplysningerne er fremtrædende, herunder gennem
standardiserede visuelle eller lydlige tegn, som er klart
identificerbare og utvetydige for den gennemsnitlige
tjenestemodtager, og de bør tilpasses arten af den enkelte
tjenestes onlinegrænseflade. Desuden bør
tjenestemodtagerne have direkte adgang til oplysninger fra den
onlinegrænseflade, hvor reklamen præsenteres, om de
vigtigste parametre, der anvendes til at bestemme, at en specifik
reklame præsenteres for dem, med en meningsfuld forklaring af
logikken heri, herunder når den er baseret på
profilering.
Sådanne forklaringer
bør omfatte oplysninger om den metode, der anvendes til at
vise reklamen - f.eks. om der er tale om kontekstuel eller anden
form for reklame - og, hvor det er relevant, de vigtigste anvendte
profileringskriterier; den bør også underrette
modtageren om, hvilke midler vedkommende råder over til at
ændre sådanne kriterier. Kravene i denne forordning om
tilvejebringelse af oplysninger i forbindelse med reklame
berører ikke anvendelsen af de relevante bestemmelser i
forordning (EU) 2016/679, navnlig bestemmelserne om retten til at
gøre indsigelse, automatiske individuelle afgørelser,
herunder profilering, og specifikt kravet om at indhente den
registreredes samtykke forud for behandlingen af personoplysninger
med henblik på målrettet reklame. De berører
heller ikke bestemmelserne i direktiv 2002/58/EF, navnlig
bestemmelserne om lagring af oplysninger i terminaludstyr og adgang
til oplysninger, som er lagret på dette udstyr. Endelig
supplerer denne forordning anvendelsen af direktiv 2010/13/EU, som
pålægger foranstaltninger, der skal gøre det
muligt for brugerne at angive oplysning om audiovisuel kommerciel
kommunikation i brugergenererede videoer. Den supplerer også
de erhvervsdrivendes forpligtelser med hensyn til oplysning om
kommerciel kommunikation, der følger af direktiv
2005/29/EF.
(69) Når tjenestemodtagerne
får forelagt reklamer baseret på
målretningsteknikker, der er optimeret til at matche deres
interesser og potentielt appellerer til deres sårbarheder,
kan dette have særligt alvorlige negative virkninger. I visse
tilfælde kan manipulerende teknikker have en negativ
indvirkning på hele grupper og forstærke
samfundsmæssige skader, f.eks. ved at bidrage til
desinformationskampagner eller ved at forskelsbehandle visse
grupper. Onlineplatforme udgør miljøer, der er
særligt følsomme for en sådan praksis, og de
udgør en større samfundsmæssig risiko. Udbydere
af onlineplatforme bør derfor ikke præsentere reklamer
baseret på profilering, som defineret i artikel 4, nr. 4), i
forordning (EU) 2016/679 ved anvendelse af særlige kategorier
af personoplysninger som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i
nævnte forordning, herunder ved at anvende
profileringskategorier baseret på disse særlige
kategorier. Dette forbud berører ikke de forpligtelser, der
gælder for udbydere af onlineplatforme eller enhver anden
tjenesteudbyder eller annoncør, der er involveret i
udbredelsen af reklamer, i henhold til EU-retten om beskyttelse af
personoplysninger.
(70) En central del af
onlineplatformens virksomhed er den måde, hvorpå
information prioriteres og præsenteres på dens
onlinegrænseflade for at lette og optimere
tjenestemodtagernes adgang til information. Dette sker f.eks. ved
at foreslå, rangordne og prioritere information ved at skelne
gennem tekst eller andre visuelle fremstillinger eller på
anden vis kuratere informationen fra modtagerne ved brug af
algoritmer. Sådanne anbefalingssystemer kan have en betydelig
indvirkning på modtagernes evne til at hente og interagere
med oplysninger online, herunder til at lette søgningen
efter relevant information for tjenestemodtagere og bidrage til en
forbedret brugeroplevelse. De spiller også en vigtig rolle i
forstærkningen af visse budskaber, den virale udbredelse af
information og stimuleringen af onlineadfærd. Derfor
bør onlineplatformene konsekvent sikre, at modtagerne af
deres tjenester informeres på passende vis om, hvordan
anbefalingssystemerne påvirker den måde, hvorpå
oplysninger vises, og kan have en indvirkning på, hvordan
oplysningerne præsenteres for dem. De bør
anføre parametrene for sådanne anbefalingssystemer
på en klar og let forståelig måde for at sikre,
at tjenestemodtagerne forstår, hvordan informationen
prioriteres for dem. Disse parametre bør som minimum omfatte
de vigtigste kriterier for fastlæggelse af de oplysninger,
der foreslås tjenestemodtageren, og årsagerne til deres
respektive betydning, herunder hvor oplysninger prioriteres
på grundlag af profilering og deres onlineadfærd.
(71) Beskyttelse af
mindreårige er et vigtigt politisk mål for Unionen. En
onlineplatform kan anses for at være tilgængelig for
mindreårige, hvis dens vilkår og betingelser tillader
mindreårige at bruge tjenesten, når dens tjeneste er
rettet mod eller overvejende anvendes af mindreårige, eller
hvis udbyderen på anden måde er klar over, at nogle af
modtagerne af dens tjeneste er mindreårige, f.eks. fordi den
allerede behandler personoplysninger om modtageren af dens
tjeneste, der afslører deres alder til andre formål.
Udbydere af onlineplatforme, der anvendes af mindreårige,
bør træffe passende og forholdsmæssige
foranstaltninger for at beskytte mindreårige, f.eks. ved at
udforme deres onlinegrænseflader eller dele heraf med det
højeste niveau af privatlivets fred, tryghed og sikkerhed
for mindreårige som standard, hvis det er relevant, eller ved
at vedtage standarder for beskyttelse af mindreårige eller
ved at deltage i adfærdskodekser til beskyttelse af
mindreårige. De bør tage hensyn til bedste praksis og
tilgængelig vejledning, f.eks. Kommissionens meddelelsen om
Et digitalt årti for børn og unge: den nye
europæiske strategi for et bedre internet for børn
(BIK+). Udbydere af onlineplatforme bør ikke vise reklamer
baseret på profilering ved brug af personoplysninger om
tjenestemodtageren, hvis de med rimelig sikkerhed er klar over, at
tjenestemodtageren er mindreårig. I overensstemmelse med
forordning (EU) 2016/679, navnlig princippet om dataminimering, jf.
nævnte forordnings artikel 5, stk. 1, litra c), bør
dette forbud ikke føre til, at udbyderen af onlineplatformen
opbevarer, erhverver eller behandler flere personoplysninger, end
udbyderen allerede har for at vurdere, om tjenestemodtageren er
mindreårig. Denne forpligtelse bør derfor ikke
tilskynde udbydere af onlineplatforme til at indsamle
tjenestemodtagerens alder, inden de anvendes. Dette bør ikke
berøre EU-retten om beskyttelse af personoplysninger.
(72) For at bidrage til et sikkert,
pålideligt og gennemsigtigt onlinemiljø for
forbrugerne og for andre berørte parter såsom
konkurrerende erhvervsdrivende og indehavere af intellektuelle
ejendomsrettigheder og for at afskrække erhvervsdrivende fra
at sælge produkter eller tjenester i strid med de
gældende regler bør onlineplatforme, der giver
forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med
erhvervsdrivende, sikre, at sådanne erhvervsdrivende er
sporbare. Den erhvervsdrivende bør derfor forpligtes til at
give visse væsentlige oplysninger til udbydere af
onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå
aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, herunder med henblik
på at fremme budskaber om eller udbyde produkter. Dette krav
bør også gælde for erhvervsdrivende, der fremmer
budskaber om produkter eller tjenester på vegne af
varemærker på grundlag af underliggende aftaler. Disse
udbydere af onlineplatforme bør lagre alle oplysninger
på en sikker måde, under hele varigheden af deres
kontraktforhold med den erhvervsdrivende, og i yderligere seks
måneder for at gøre det muligt at rejse eventuelle
krav mod den erhvervsdrivende, eller at påbud
vedrørende den erhvervsdrivende efterkommes.
Denne forpligtelse er
nødvendig og forholdsmæssig, således at
offentlige myndigheder og private parter med en legitim interesse
kan få adgang til oplysningerne i overensstemmelse med
gældende ret, herunder om beskyttelse af personoplysninger,
f.eks. gennem de påbud om at give oplysninger, der er
omhandlet i denne forordning. Denne forpligtelse berører
ikke eventuelle forpligtelser til at bevare visse former for
indhold i længere perioder på grundlag af anden EU-ret
eller national lovgivning, som er i overensstemmelse med EU-retten.
Uden at det berører definitionen i denne forordning,
bør enhver erhvervsdrivende, uanset om det er en fysisk
eller juridisk person, der er identificeret på grundlag af
artikel 6a, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/83/EU og artikel 7,
stk. 4, litra f), i direktiv 2005/29/EF, være sporbar,
når vedkommende udbyder et produkt eller en tjeneste gennem
en onlineplatform. Direktiv 2000/31/EF forpligter alle
leverandører af informationssamfundstjenester til at give
tjenestemodtagerne og de kompetente myndigheder let, umiddelbar og
vedvarende adgang til visse oplysninger, der gør det muligt
at identificere alle tjenesteudbydere. De sporbarhedskrav for
udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at
indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, der er
fastsat i denne forordning, berører ikke anvendelsen af
Rådets direktiv (EU) 2021/514 (30), som forfølger
andre legitime mål af samfundsmæssig interesse.
(73) For at sikre en effektiv og
hensigtsmæssig anvendelse af denne forpligtelse, uden at der
pålægges uforholdsmæssige byrder, bør
udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at
indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, gøre
deres bedste for at vurdere pålideligheden af de oplysninger,
som de pågældende erhvervsdrivende fremlægger,
navnlig ved at anvende frit tilgængelige officielle
onlinedatabaser og onlinegrænseflader såsom nationale
handelsregistre og momsinformationsudvekslingssystemet, eller ved
at anmode de pågældende erhvervsdrivende om at
fremlægge troværdig dokumentation såsom kopier af
identitetsdokumenter, bekræftede betalingskontoudtog,
virksomhedscertifikater og handelsregistercertifikater. De kan
også anvende andre fjernkilder, som giver en tilsvarende grad
af pålidelighed med henblik på at opfylde denne
forpligtelse. De berørte udbydere af onlineplatforme
bør dog ikke være forpligtet til at foretage
uforholdsmæssigt store eller omkostningstunge
onlineundersøgelser eller overdreven kontrol på
stedet. Det bør heller ikke forstås således, at
sådanne udbydere, der har gjort deres bedste som krævet
i denne forordning, garanterer for pålideligheden af
oplysningerne over for forbrugerne eller andre interesserede
parter.
(74) Udbydere af onlineplatforme,
der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om
fjernsalg med erhvervsdrivende, bør udforme og organisere
deres onlinegrænseflade på en måde, der giver
erhvervsdrivende mulighed for at opfylde deres forpligtelser i
henhold til relevant EU-ret, navnlig kravene i artikel 6 og 8 i
direktiv 2011/83/EU, artikel 7 i direktiv 2005/29/EF, artikel 5 og
6 i direktiv 2000/31/EF og artikel 3 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/6/EF (31). Med henblik herpå
bør berørte udbydere af onlineplatforme gøre
deres bedste for at vurdere, om de erhvervsdrivende, der benytter
deres tjenester, har uploadet fuldstændige oplysninger
på deres onlinegrænseflader i overensstemmelse med den
relevante gældende EU-ret. Udbydere af onlineplatforme
bør sikre, at produkter eller tjenester ikke tilbydes,
så længe sådanne oplysninger ikke er
fuldstændige. Dette bør ikke udgøre en
forpligtelse for berørte udbydere af onlineplatforme til
generelt at overvåge de produkter eller tjenester, der
leveres eller ydes af erhvervsdrivende gennem deres tjenester,
eller en generel forpligtelse til at undersøge forhold,
navnlig til at vurdere nøjagtigheden af oplysningerne fra de
erhvervsdrivende. Onlinegrænsefladerne bør være
brugervenlige og lettilgængelige for erhvervsdrivende og
forbrugere. Desuden bør berørte udbydere af
onlineplatforme, efter at have givet den erhvervsdrivende mulighed
for at tilbyde produktet eller tjenesten, gøre en rimelig
indsats for stikprøvevis at kontrollere, om de udbudte
produkter eller tjenester er blevet identificeret som ulovlige i
officielle, frit tilgængelige og maskinlæsbare
onlinedatabaser eller onlinegrænseflader, der er
tilgængelige i en medlemsstat eller i Unionen. Kommissionen
bør også tilskynde til produkters sporbarhed ved
hjælp af teknologiske løsninger såsom digitalt
underskrevne Quick Response-koder (eller »QR-koder«)
eller ikkefungible tokens. Kommissionen bør fremme
udviklingen af standarder og i mangel heraf markedsstyrede
løsninger, som kan accepteres af de berørte
parter.
(75) I betragtning af betydningen
af meget store onlineplatforme som følge af deres
rækkevidde, navnlig som udtrykt i antallet af
tjenestemodtagere, med hensyn til at fremme den offentlige debat,
økonomiske transaktioner og udbredelsen af oplysninger til
offentligheden, holdninger og idéer og med hensyn til at
påvirke måden, hvorpå modtagerne indhenter og
videregiver oplysninger online, er det nødvendigt at
pålægge udbydere af disse platforme specifikke
forpligtelser ud over de forpligtelser, der gælder for alle
onlineplatforme. På grund af deres afgørende rolle med
hensyn til at lokalisere og gøre det muligt at hente
oplysninger online er det også nødvendigt at
pålægge udbydere af meget store
onlinesøgemaskiner disse forpligtelser, i det omfang de
finder anvendelse. Disse yderligere forpligtelser for udbydere af
meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner er nødvendige for at
imødekomme disse offentlige hensyn, da der ikke findes
alternative og mindre restriktive foranstaltninger, som effektivt
vil kunne opnå det samme resultat.
(76) Meget store onlineplatforme og
meget store onlinesøgemaskiner kan medføre
samfundsmæssige risici, der er forskellige med hensyn til
omfang og virkninger fra dem, som mindre platforme medfører.
Udbydere af sådanne meget store onlineplatforme og af meget
store onlinesøgemaskiner bør derfor have den
højeste standard for due diligence-forpligtelser, der
står i rimeligt forhold til deres samfundsmæssige
betydning. Når antallet af aktive modtagere af en
onlineplatform eller aktive modtagere af en
onlinesøgemaskine beregnet som et gennemsnit over en periode
på seks måneder når op på en betydelig
andel af EU's befolkning, kan de systemiske risici, som
onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen udgør, have
en uforholdsmæssig stor indvirkning i Unionen. En sådan
betydelig rækkevidde bør anses for at eksistere, hvis
et sådant antal overstiger en operationel tærskel
på 45 mio., dvs. et antal svarende til 10 % af Unionens
befolkning. Denne operationelle tærskel bør i givet
fald ajourføres, og derfor bør Kommissionen
tillægges beføjelse til at supplere bestemmelserne i
denne forordning ved at vedtage delegerede retsakter.
(77) For at fastslå
rækkevidden af en given onlineplatform eller
onlinesøgemaskine er det nødvendigt at fastslå
det gennemsnitlige antal aktive modtagere af hver tjeneste
individuelt. Antallet af gennemsnitlige månedlige aktive
modtagere af en onlineplatform bør derfor afspejle alle de
modtagere, der rent faktisk bruger tjenesten, mindst én gang
i en given periode ved at blive eksponeret for information, der
udbredes på onlineplatformens onlinegrænseflade, f.eks.
ved at se det eller lytte til det eller ved at levere information
såsom erhvervsdrivende på en onlineplatform, der giver
forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med
erhvervsdrivende.
I denne forordning er brug ikke
begrænset til interaktion med information ved at klikke
på, kommentere, forbinde, dele, købe eller
gennemføre transaktioner på en onlineplatform.
Følgelig er begrebet aktiv tjenestemodtager ikke
nødvendigvis sammenfaldende med begrebet registreret bruger
af en tjeneste. Hvad angår onlinesøgemaskiner,
bør begrebet aktive tjenestemodtagere omfatte dem, der ser
information på deres onlinegrænseflade, men ikke f.eks.
indehaverne af de websteder, der indekseres af en
onlinesøgemaskine, da de ikke gør aktiv brug af
tjenesten. Antallet af aktive modtagere af en tjeneste bør
omfatte alle unikke tjenestemodtagere, der bruger den specifikke
tjeneste. Med henblik herpå bør en tjenestemodtager,
der anvender forskellige onlinegrænseflader såsom
websteder eller applikationer, herunder når tjenesterne
tilgås via forskellige Uniform Resource Locators (URL'er)
eller domænenavne, om muligt kun tælles én gang.
Begrebet aktiv tjenestemodtager bør dog ikke omfatte
tilfældig brug af tjenesten hos modtagere af andre
onlineformidlingstjenester, der indirekte stiller information, der
oplagres af udbyderen af onlineplatformen, til rådighed ved
at linke eller indeksere indhold fra en udbyder af
onlinesøgemaskiner. Desuden kræver denne forordning
ikke, at udbydere af onlineplatforme eller
onlinesøgemaskiner foretager specifik sporing af
enkeltpersoner online. Hvis sådanne udbydere kan se bort fra
automatiserede brugere såsom bots eller skrabere uden
yderligere behandling af personoplysninger og sporing, må de
gerne. Fastsættelsen af antallet af aktive tjenestemodtagere
kan påvirkes af markedsudviklingen og den tekniske udvikling,
og Kommissionen bør derfor tillægges beføjelser
til at supplere bestemmelserne i denne forordning ved at vedtage
delegerede retsakter, der fastsætter metoden til at bestemme
de aktive modtagere af en onlineplatform eller af en
onlinesøgemaskine, hvor det er nødvendigt, som
afspejler tjenestens art og den måde, hvorpå
tjenestemodtagerne interagerer med den.
(78) I lyset af de
netværkseffekter, der karakteriserer
platformsøkonomien, kan en onlineplatforms eller en
onlinesøgemaskines brugerbase vokse hurtigt og blive til en
meget stor onlineplatform eller en meget stor
onlinesøgemaskine med de deraf følgende virkninger i
det indre marked, f.eks. i tilfælde af eksponentiel
vækst i korte perioder eller en stor global
tilstedeværelse og omsætning, der gør det muligt
for onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen at udnytte
netværkseffekter og stordriftsfordele og synergieffekter. En
høj årlig omsætning eller markedskapitalisering
kan navnlig være et tegn på hurtig skalerbarhed med
hensyn til brugerrækkevidde. I disse tilfælde
bør koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet
eller Kommissionen kunne anmode om hyppigere rapportering fra
udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen om
antallet af aktive tjenestemodtagere for rettidigt at kunne
fastslå det tidspunkt, hvor platformen bør udpeges som
henholdsvis en meget stor onlineplatform eller en meget stor
onlinesøgemaskine med henblik på denne forordning.
(79) Meget store onlineplatforme og
meget store onlinesøgemaskiner kan anvendes på en
måde, der i høj grad påvirker onlinesikkerheden,
udformningen af den offentlige meningsdannelse og debat samt
onlinehandelen. Den måde, hvorpå de udformer deres
tjenester, optimeres generelt til gavn for deres ofte reklamedrevne
forretningsmodeller og kan give anledning til samfundsmæssige
betænkeligheder. En effektiv regulering og
håndhævelse er nødvendig for at afdække og
afbøde risiciene og den potentielle samfundsmæssige og
økonomiske skade, som kan opstå. Udbydere af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
bør derfor vurdere de systemiske risici, der udspringer af
udformningen, funktionen og anvendelsen af deres tjenester samt
tjenestemodtagernes potentielle misbrug, og bør træffe
passende afbødende foranstaltninger under overholdelse af de
grundlæggende rettigheder i henhold til denne forordning. Ved
fastlæggelsen af betydningen af potentielle negative
indvirkninger bør udbyderne tage hensyn til alvoren af den
potentielle indvirkning og sandsynligheden for alle sådanne
systemiske risici. De kan f.eks. vurdere, om den potentielle
negative indvirkning kan påvirke et stort antal personer,
dens potentielle irreversibilitet, eller hvor vanskeligt det er at
afhjælpe og genoprette den situation, der var fremherskende
forud for den potentielle indvirkning.
(80) Fire kategorier af systemiske
risici bør vurderes indgående af udbydere af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner.
Den første kategori vedrører de risici, der er
forbundet med udbredelse af ulovligt indhold, f.eks. udbredelse af
materiale om seksuelt misbrug af børn eller ulovlig hadefuld
tale eller andre former for misbrug af deres tjenester til
strafbare handlinger, og ulovlige aktiviteter, f.eks. salg af
produkter eller tjenester, der er forbudt i henhold til EU-retten
eller national ret, herunder farlige eller forfalskede produkter
eller ulovligt handlede dyr. F.eks. kan en sådan udbredelse
eller sådanne aktiviteter udgøre en betydelig
systemisk risiko, hvis adgangen til ulovligt indhold kan spredes
hurtigt og bredt gennem konti med særlig stor
rækkevidde eller andre forstærkningsmidler. Udbydere af
meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner bør vurdere risikoen for
udbredelse af ulovligt indhold, uanset om informationen også
er i strid med deres vilkår og betingelser. Denne vurdering
berører ikke det personlige ansvar, der påhviler
modtageren af tjenesten på meget store onlineplatforme eller
ejerne af websteder indekseret af meget store
onlinesøgemaskiner, for en eventuel ulovlighed af deres
aktiviteter i henhold til gældende ret.
(81) Den anden kategori
vedrører tjenestens faktiske eller forventede indvirkning
på udøvelsen af de grundlæggende rettigheder,
som er beskyttet af chartret, herunder, men ikke begrænset
til, den menneskelige værdighed, ytrings- og
informationsfriheden, herunder mediefrihed og -pluralisme, retten
til privatlivets fred, databeskyttelse, retten til
ikkeforskelsbehandling, børns rettigheder og
forbrugerbeskyttelse. Sådanne risici kan f.eks. opstå i
forbindelse med udformningen af de algoritmiske systemer, der
anvendes af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine, eller misbrug af deres tjenester ved
indgivelse af urimelige anmeldelser eller andre metoder til at
bringe tale til tavshed eller hindre konkurrencen. Ved vurderingen
af risici for børns rettigheder bør udbyderne af
meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner f.eks. tage hensyn til, hvor let det er
for mindreårige at forstå tjenestens udformning og
virkemåde, samt hvordan mindreårige gennem deres
tjeneste kan udsættes for indhold, der kan skade
mindreåriges helbred og fysiske, psykiske og moralske
udvikling. Sådanne risici kan f.eks. opstå i
forbindelse med udformningen af onlinegrænseflader, der
forsætligt eller uforsætligt udnytter
mindreåriges svagheder og manglende erfaring, eller som kan
forårsage afhængighedsadfærd.
(82) Den tredje kategori af risici
vedrører de faktiske eller forventede negative virkninger
for demokratiske processer, samfundsdebatten og valgprocesserne
samt den offentlige sikkerhed.
(83) Den fjerde kategori af risici
stammer fra lignende bekymringer vedrørende udformning,
virkemåden eller brug, herunder gennem manipulation af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner,
med en faktisk eller forventet negativ indvirkning på
beskyttelsen af folkesundheden, mindreårige og alvorlige
negative konsekvenser for den pågældende persons
fysiske og mentale velbefindende eller for kønsbaseret vold.
Sådanne risici kan også stamme fra koordinerede
desinformationskampagner vedrørende folkesundheden eller fra
onlinegrænsefladedesign, der kan stimulere
tjenestemodtagernes adfærdsmæssige
afhængighed.
(84) Ved vurderingen af
sådanne systemiske risici bør udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
fokusere på de systemer eller andre elementer, der kan
bidrage til risiciene, herunder alle de algoritmiske systemer, der
kan være relevante, navnlig deres anbefalingssystemer og
reklamesystemer, under hensyntagen til den tilknyttede
dataindsamlings- og -anvendelsespraksis. De bør også
vurdere, om deres vilkår og betingelser og
håndhævelsen heraf er hensigtsmæssige,
såvel som deres indholdsmoderationsprocesser, tekniske
værktøjer og tildelte ressourcer. Ved vurderingen af
de systemiske risici, der er konstateret i denne forordning,
bør disse udbydere også fokusere på de
oplysninger, der ikke er ulovlige, men som bidrager til de
systemiske risici, der er konstateret i denne forordning.
Sådanne udbyderne bør derfor være særligt
opmærksomme på, hvordan deres tjenester anvendes til at
udbrede eller forstærke misvisende eller vildledende indhold,
herunder desinformation. Hvis den algoritmiske forstærkning
af oplysninger bidrager til de systemiske risici, bør disse
udbydere behørigt afspejle dette i deres risikovurderinger.
Hvis risiciene er lokale, eller der er sproglige forskelle,
bør disse udbydere også tage højde for dette i
deres risikovurderinger. Udbydere af meget store onlineplatforme og
af meget store onlinesøgemaskiner bør navnlig
vurdere, hvordan udformningen og virkemåden af deres tjeneste
samt den forsætlige og ofte koordinerede manipulation og brug
af deres tjenester eller den systemiske overtrædelse af deres
tjenestevilkår bidrager til sådanne risici.
Sådanne risici kan f.eks. opstå i forbindelse med
ikkeautentisk brug af tjenesten såsom oprettelse af falske
konti, brug af botter eller vildledende brug af en tjeneste og
anden automatiseret eller delvis automatiseret adfærd, som
kan føre til en hurtig og bred udbredelse til offentligheden
af information, der er ulovligt indhold eller i strid med en
onlineplatforms eller onlinesøgemaskines vilkår og
betingelser, og som bidrager til desinformationskampagner.
(85) For at gøre det muligt
at efterfølgende risikovurderinger bygger på hinanden
og viser udviklingen i de konstaterede risici, samt for at lette
efterforskninger og håndhævelsestiltag, bør
udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner opbevare al dokumentation
vedrørende de risikovurderinger, de har foretaget,
såsom oplysninger om udarbejdelsen heraf, underliggende data
og data om testning af deres algoritmiske systemer.
(86) Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
bør anvende de nødvendige midler til omhyggeligt at
afbøde de systemiske risici, der er konstateret i
risikovurderingerne, under overholdelse af de grundlæggende
rettigheder. De trufne foranstaltninger bør opfylde due
diligence-kravene i denne forordning og være rimelige og
effektive med hensyn til at afbøde de konstaterede
specifikke systemiske risici. De bør være
forholdsmæssige i lyset af den økonomiske kapacitet
hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget
store onlinesøgemaskine og behovet for at undgå
unødvendige begrænsninger i brugen af deres tjeneste
under behørig hensyntagen til potentielle negative
virkninger for disse grundlæggende rettigheder. Disse
udbyderne bør tage særligt hensyn til indvirkningen
på ytringsfriheden.
(87) Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
bør overveje sådanne afbødende
foranstaltninger, f.eks. tilpasning af nødvendigt design,
funktion eller virkemåde af deres tjeneste, såsom
udformningen af onlinegrænsefladen. De bør om
nødvendigt tilpasse og anvende deres vilkår og
betingelser i overensstemmelse med denne forordnings regler om
vilkår og betingelser. Andre passende foranstaltninger kunne
omfatte tilpasning af deres indholdsmoderationssystemer og interne
processer eller tilpasning af deres beslutningsprocesser og
ressourcer, herunder personalet til indholdsmoderation, deres
uddannelse og lokal ekspertise. Dette vedrører navnlig
hastigheden og kvaliteten af behandlingen af anmeldelser. I denne
forbindelse er der f.eks. i adfærdskodeksen for
bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet fra
2016 fastsat et benchmark for behandling af gyldige anmeldelser om
fjernelse af ulovlig hadefuld tale på mindre end 24 timer.
Udbydere af meget store onlineplatforme, navnlig dem, der
primært anvendes til udbredelse til offentligheden af
pornografisk indhold, bør omhyggeligt opfylde alle deres
forpligtelser i henhold til denne forordning med hensyn til
ulovligt indhold, der udgør cybervold, herunder ulovligt
pornografisk indhold, navnlig med hensyn til at sikre, at ofre
effektivt kan udøve deres rettigheder i forbindelse med
indhold, der repræsenterer deling af intime eller manipuleret
materiale uden samtykke, gennem hurtig behandling af anmeldelser og
fjernelse af sådant indhold uden unødig forsinkelse.
Andre former for ulovligt indhold kan kræve længere
eller kortere frister for behandling af anmeldelser, hvilket vil
afhænge af de pågældende forhold og
omstændigheder og former for ulovligt indhold. Disse udbydere
kan også indlede eller øge samarbejdet med
pålidelige indberettere og tilrettelægge kurser og
drøftelser med sammenslutninger af pålidelige
indberettere.
(88) Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
bør også være opmærksomme på de
foranstaltninger, de træffer for at teste og om
nødvendigt tilpasse deres algoritmiske systemer, ikke mindst
deres anbefalingssystemer. De kan være nødt til at
afbøde de negative virkninger af de individualiserede
anbefalinger og korrigere de kriterier, der anvendes i deres
anbefalinger. De reklamesystemer, der anvendes af udbydere af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner,
kan også fungere som katalysator for de systemiske risici.
Disse udbydere bør overveje korrigerende foranstaltninger
såsom at give afkald på reklameindtægter for
specifikke oplysninger eller andre tiltag såsom at øge
synligheden af autoritative informationskilder eller en mere
strukturel tilpasning af deres reklamesystemer. Udbydere af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
kan have behov for at styrke deres interne processer eller tilsyn
med deres aktiviteter, navnlig med hensyn til afdækning af
systemiske risici, og foretage hyppigere eller målrettede
risikovurderinger i forbindelse med nye funktioner. Navnlig
når risici deles på tværs af forskellige
onlineplatforme eller onlinesøgemaskiner, bør de
samarbejde med andre tjenesteudbydere, herunder ved at tage
initiativ til eller tilslutte sig eksisterende
adfærdskodekser eller træffe andre selvregulerende
foranstaltninger. De bør også overveje
opmærksomhedsskabende tiltag, navnlig når risiciene
vedrører desinformationskampagner.
(89) Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
bør tage hensyn til mindreåriges tarv, når de
træffer foranstaltninger såsom tilpasning af
udformningen af deres tjeneste og deres onlinegrænseflade,
navnlig når deres tjenester er rettet mod mindreårige
eller hovedsageligt anvendes af mindreårige. De bør
sikre, at deres tjenester er organiseret på en sådan
måde, at mindreårige let kan få adgang til de
mekanismer, der er fastsat i denne forordning, hvor det er
relevant, herunder anmeldelses- og fjernelses- og klagemekanismer.
De bør også træffe foranstaltninger til at
beskytte mindreårige mod indhold, der kan skade deres
fysiske, psykiske eller moralske udvikling, og tilvejebringe
værktøjer, der muliggør adgangsstyring til
sådanne oplysninger. Ved valget af passende afbødende
foranstaltninger kan udbyderne, hvor det er relevant, tage hensyn
til branchens bedste praksis, herunder som fastlagt gennem
selvregulerende samarbejde, såsom adfærdskodekser, og
bør tage retningslinjer fra Kommissionen i betragtning.
(90) Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
bør sikre, at deres tilgang til risikovurdering og
-afbødning er baseret på den bedste tilgængelige
information og videnskabelige viden, og at de afprøver deres
antagelser med de grupper, der er mest påvirket af risiciene,
og de foranstaltninger, de træffer. Med henblik herpå
bør de i givet fald gennemføre deres
risikovurderinger og udforme deres risikobegrænsende
foranstaltninger med inddragelse af repræsentanter for
tjenestemodtagerne, repræsentanter for grupper, der kan blive
berørt af deres tjenester, uafhængige eksperter og
civilsamfundsorganisationer. De bør søge at
indarbejde sådanne høringer i deres metoder til
risikovurdering og udformning af afbødende foranstaltninger,
herunder, hvis det er relevant, undersøgelser, fokusgrupper,
rundbordsdiskussioner og andre hørings- og
udformningsmetoder. Ved vurderingen af, om en foranstaltning er
rimelig, forholdsmæssig og effektiv, bør der tages
særligt hensyn til retten til ytringsfrihed.
(91) I krisetider kan der
være behov for, at udbydere af meget store onlineplatforme
hurtigst muligt træffer visse specifikke foranstaltninger ud
over de foranstaltninger, de ville træffe i lyset af deres
øvrige forpligtelser i henhold til denne forordning. I den
forbindelse bør en krise anses for at være
opstået, når ekstraordinære omstændigheder
medfører en alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed
eller folkesundheden i Unionen eller i væsentlige dele heraf.
Sådanne kriser kan skyldes væbnede konflikter eller
terrorhandlinger, herunder nye konflikter eller terrorhandlinger,
naturkatastrofer såsom jordskælv og orkaner samt
pandemier og andre alvorlige grænseoverskridende trusler mod
folkesundheden. Kommissionen bør efter henstilling fra Det
Europæiske Råd for Digitale Tjenester
(»rådet«) kunne kræve, at udbydere af meget
store onlineplatforme og udbydere af meget store
onlinesøgemaskiner hurtigst muligt iværksætter
en kriseindsats. Foranstaltninger, som disse udbydere kan
udvælge og overveje at anvende, kan f.eks. omfatte tilpasning
af indholdsmoderationsprocesser og forøgelse af de
ressourcer, der er afsat til indholdsmoderation, tilpasning af
vilkår og betingelser, relevante algoritmiske systemer og
reklamesystemer, yderligere intensivering af samarbejdet med
pålidelige indberettere, iværksættelse af
opmærksomhedsskabende foranstaltninger og fremme af
pålidelig information og tilpasning af udformningen af deres
onlinegrænseflader. Der bør fastsættes de
nødvendige krav for at sikre, at sådanne
foranstaltninger træffes inden for meget kort tid, og at
kriseresponsmekanismen kun anvendes, hvis og i det omfang dette er
strengt nødvendigt, og alle foranstaltninger, der
træffes i henhold til denne mekanisme, er effektive og
forholdsmæssige under behørig hensyntagen til alle
berørte parters rettigheder og legitime interesser.
Anvendelsen af mekanismen bør ikke berøre de
øvrige bestemmelser i denne forordning, f.eks.
bestemmelserne om risikovurderinger og afbødende
foranstaltninger og håndhævelsen heraf og
bestemmelserne om kriseprotokoller.
(92) I betragtning af behovet for
at sikre at uafhængige eksperter foretager en kontrol,
bør udbydere af meget store onlineplatforme og af meget
store onlinesøgemaskiner gennem uafhængig revision
være ansvarlige for deres overholdelse af de forpligtelser,
der er fastsat i denne forordning, og i givet fald for supplerende
tilsagn afgivet i medfør af adfærdskodekser og
kriseprotokoller. For at sikre at revisioner gennemføres
effektivt og rettidigt, bør udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner yde det
nødvendige samarbejde og den nødvendige bistand til
de organisationer, der udfører revisionerne, herunder ved at
give revisoren adgang til alle relevante data og lokaler, der er
nødvendige for at udføre revisionen korrekt,
herunder, hvor det er relevant, til data vedrørende
algoritmiske systemer og ved at besvare mundtlige eller skriftlige
spørgsmål. Revisorerne bør også kunne
gøre brug af andre objektive informationskilder, herunder
undersøgelser foretaget af kontrolunderlagte forskere.
Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner bør ikke undergrave
gennemførelsen af revisionen. Revisioner bør
udføres i overensstemmelse med bedste praksis i branchen og
høj faglig etik og objektivitet under behørig
hensyntagen til revisionsstandarder og -kodekser, hvor det er
relevant. Revisorerne bør garantere fortroligheden,
sikkerheden og integriteten af de oplysninger, f.eks.
forretningshemmeligheder, som de indhenter under udførelsen
af deres opgaver. Denne garanti bør ikke bruges som et
middel til at omgå anvendelsen af revisionsforpligtelserne i
denne forordning. Revisorerne bør have den nødvendige
ekspertise inden for risikostyring og den nødvendige
tekniske kompetence til at revidere algoritmer. De bør
være uafhængige, for at de kan udføre deres
opgaver på en passende og troværdig måde. De
bør opfylde de centrale uafhængighedskrav for forbudte
ikkerevisionstjenester, rotation af revisionsfirmaer og
ikkebetingede gebyrer. Hvis deres uafhængighed og tekniske
kompetence ikke er uomtvistelig, bør de fratræde eller
afstå fra revisionsopgaven.
(93) Revisionsrapporten bør
underbygges for at give en meningsfuld redegørelse for de
gennemførte aktiviteter og de konklusioner, der er draget.
Den bør indgå i grundlaget for og i givet fald
foreslå forbedringer af de foranstaltninger, som udbyderne af
den meget store onlineplatform og af den meget store
onlinesøgemaskine har truffet for at opfylde deres
forpligtelser i henhold til denne forordning. Revisionsrapporten
bør fremsendes til koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet og til Kommissionen og rådet efter
modtagelsen af revisionsrapporten. Udbyderne bør også
uden unødig forsinkelse efter færdiggørelsen
fremsende hver enkelt rapport om risikovurderingen og de
afbødende foranstaltninger samt revisionsrapporten om
gennemførelsen af revisionen af udbyderen af den meget store
onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine,
der viser, hvordan de har fulgt op på
revisionsanbefalingerne. Revisionsrapporten bør indeholde en
revisionserklæring baseret på konklusionerne truffet
på grundlag af det tilvejebragte revisionsbevis. Der
bør afgives en »positiv udtalelse«, hvis al
dokumentation viser, at udbyderen af den meget store onlineplatform
eller af den meget store onlinesøgemaskine opfylder de
forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, eller i
påkommende tilfælde tilsagn, som platformen har afgivet
i medfør af en adfærdskodeks eller en kriseprotokol,
navnlig ved at identificere, evaluere og afbøde de
systemiske risici forbundet med platformens system og tjenester. En
»positiv udtalelse« bør ledsages af
bemærkninger, hvis revisor ønsker at medtage
kommentarer, der ikke har væsentlig indflydelse på
resultatet af revisionen. Der bør afgives en »negativ
udtalelse«, hvis revisoren mener, at udbyderen af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine ikke overholder denne forordning eller de
afgivne tilsagn. Hvis der i revisionserklæringen ikke kunne
drages en konklusion vedrørende specifikke elementer, som er
omfattet af revisionen, bør revisionserklæringen
indeholde en forklaring på, hvorfor der ikke kunne drages en
sådan konklusion. Rapporten bør, når det er
relevant, indeholde en beskrivelse af specifikke elementer, der
ikke kunne underlægges revision, og en begrundelse
herfor.
(94) Forpligtelserne
vedrørende vurdering og afbødning af risici
bør fra sag til sag skabe et behov for, at udbydere af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
vurderer og, om nødvendigt, tilpasser udformningen af deres
anbefalingssystemer, f.eks. ved at træffe foranstaltninger
til at forhindre eller minimere skævheder, der fører
til forskelsbehandling af personer i sårbare situationer,
navnlig hvis sådan justering er i overensstemmelse med
databeskyttelseslovgivningen, og når oplysningerne
personaliseres på grundlag af særlige kategorier af
personoplysninger, jf. artikel 9 i forordning (EU) 2016/679. Som
supplement til de gennemsigtighedsforpligtelser, der gælder
for onlineplatforme for så vidt angår deres
anbefalingssystemer, bør udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner desuden
konsekvent sikre, at modtagerne af deres tjenester har alternative
muligheder, som ikke er baseret på profilering, jf.
forordning (EU) 2016/679, for de vigtigste parametre i deres
anbefalingssystemer. Sådanne valg bør være
direkte tilgængelige fra den onlinegrænseflade, hvor
anbefalingerne fremlægges.
(95) Reklamesystemer, der anvendes
af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner, er forbundet med særlige risici og
kræver yderligere offentligt og lovmæssigt tilsyn
på grund af deres omfang og evne til at fokusere på og
nå ud til tjenestemodtagerne på grundlag af deres
adfærd inden for og uden for platformens eller
søgemaskinens onlinegrænseflade. Meget store
onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner
bør sikre offentlig adgang til databaser med reklamer vist
på deres onlinegrænseflader for at lette tilsynet med
og forskningen i nye risici som følge af udbredelsen af
reklamer på internettet, f.eks. i forbindelse med ulovlige
reklamer eller manipulerende teknikker og desinformation med en
reel og forventet negativ indvirkning på folkesundheden, den
offentlige sikkerhed, samfundsdebatten, den politiske deltagelse og
ligestillingen. Databaserne bør omfatte indholdet af
reklamer, herunder produktets, tjenestens eller varemærkets
navn og reklamens genstand, og relaterede oplysninger om
annoncøren og, hvis forskellig herfra, den fysiske eller
juridiske person, der betalte for reklamen, og leveringen af
reklamen, navnlig når der er tale om målrettet reklame.
Disse oplysninger bør omfatte både information om
målretningskriterier og leveringskriterier, navnlig når
der reklameres over for personer i sårbare situationer
såsom mindreårige.
(96) For behørigt at kunne
overvåge og vurdere, at meget store onlineplatforme og meget
store onlinesøgemaskiner overholder de forpligtelser, der er
fastsat i denne forordning, kan koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet eller Kommissionen kræve adgang
til eller rapportering af specifikke oplysninger, herunder data
vedrørende algoritmer. Et sådant krav kan f.eks.
omfatte de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere
risiciene og de mulige skader forbundet med den meget store online
platforms eller meget store onlinesøgemaskines systemer,
oplysninger om nøjagtigheden, virkemåden og
afprøvningen af algoritmiske systemer til
indholdsmoderation, anbefalingssystemer eller reklamesystemer,
herunder i givet fald indlæringsdata og algoritmer, eller
oplysninger om processer og output af indholdsmoderation eller
interne klagebehandlingssystemer som omhandlet i denne forordning.
Sådanne anmodninger om adgang til data bør ikke
omfatte anmodninger om at give specifikke oplysninger om
individuelle modtagere af tjenesten med henblik på at
fastslå, om sådanne modtagere overholder anden
gældende EU-ret eller national ret. Forskernes
undersøgelser af udviklingen og alvoren af systemiske risici
på internettet er navnlig vigtige for at afbøde
informationsasymmetrier og etablere et modstandsdygtigt system til
risikobegrænsning og informere udbydere af onlineplatforme,
udbydere af onlinesøgemaskiner, koordinatorer for digitale
tjenester, andre kompetente myndigheder, Kommissionen og
offentligheden.
(97) Denne forordning udgør
derfor en ramme, der giver bred adgang til oplysninger fra meget
store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner for
kontrolunderlagte forskere, der er tilknyttet en
forskningsorganisation som omhandlet i artikel 2 i direktiv (EU)
2019/790, hvilket med henblik på denne forordning kan omfatte
civilsamfundsorganisationer, der udfører videnskabelig
forskning med det primære formål at støtte deres
almennyttige opgaver. Alle anmodninger om adgang til oplysninger
inden for denne ramme bør være forholdsmæssige
og på passende vis beskytte den meget store onlineplatforms
eller den meget store onlinesøgemaskines og eventuelle andre
berørte parters, herunder tjenestemodtageres, rettigheder og
legitime interesser, herunder beskyttelse af personoplysninger,
forretningshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger. For at
sikre at denne forordnings mål nås, bør
hensyntagen til udbydernes kommercielle interesser imidlertid ikke
føre til afslag på at give adgang til data, der er
nødvendige for det specifikke forskningsmål på
grundlag af en anmodning i henhold til denne forordning. I denne
henseende bør udbyderne, uden at det berører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 (32),
sikre passende adgang for forskere, herunder om nødvendigt
ved at træffe tekniske beskyttelsesforanstaltninger, f.eks.
ved brug af datavaults. Anmodninger om dataadgang kan f.eks.
omfatte antallet af websitebesøg eller, hvor det er
relevant, andre former for adgang til indhold for
tjenestemodtagere, forud for dets fjernelse af udbyderne af meget
store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner.
(98) Når data er offentligt
tilgængelige, bør sådanne udbydere desuden ikke
forhindre forskere, der opfylder en passende del af kriterierne, i
at anvende disse data til forskningsformål, der bidrager til
afdækning, kortlægning og forståelse af
systemiske risici. De bør give sådanne forskere -
herunder, hvor det er teknisk muligt, i realtid - adgang til
offentligt tilgængelige data, f.eks. om aggregerede
interaktioner med indhold fra offentlige sider, offentlige grupper
eller offentlige figurer, herunder oplysninger om indtryk og
engagement såsom antallet af reaktioner, delinger og
kommentarer fra tjenestemodtagerne. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
bør tilskyndes til at samarbejde med forskere og give
bredere adgang til data til overvågning af
samfundsmæssige problemer gennem frivillige
bestræbelser, herunder gennem forpligtelser og procedurer,
der er aftalt i henhold til adfærdskodekser eller
kriseprotokoller. Disse udbydere og forskere bør være
særligt opmærksomme på beskyttelsen af
personoplysninger og sikre, at enhver behandling af
personoplysninger er i overensstemmelse med forordning (EU)
2016/679. Udbydere bør anonymisere eller pseudonymisere
personoplysninger, undtagen i de tilfælde, hvor det ville
gøre det tilstræbte forskningsformål
umuligt.
(99) I betragtning af
kompleksiteten af de indførte systemer og de systemiske
risici, de udgør for samfundet, bør udbydere af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
oprette en compliancefunktion, som bør være
uafhængig af disse udbyderes operationelle funktioner.
Compliancefunktionens leder bør rapportere direkte til disse
udbyderes ledelse, herunder om tilfælde af manglende
overholdelse af denne forordning. De compliancerådgivere, der
indgår i compliancefunktionen, bør have de
nødvendige kvalifikationer og den nødvendige viden,
erfaring og evne til at gennemføre foranstaltninger og
overvåge overholdelsen af denne forordning i udbyderne af
meget store onlineplatformes eller af meget store
onlinesøgemaskiners organisation. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
bør sikre, at compliancefunktionen inddrages
tilstrækkeligt og rettidigt i alle spørgsmål
vedrørende denne forordning, herunder i strategien for
risikovurdering og risikoafbødning og specifikke
foranstaltninger samt i givet fald vurderingen af overholdelsen af
de forpligtelser, som disse udbydere har indgået i henhold
til de adfærdskodekser og kriseprotokoller, de har tilsluttet
sig.
(100) I betragtning af de
yderligere risici forbundet med deres aktiviteter og deres
yderligere forpligtelser i henhold til denne forordning bør
der gælde supplerende gennemsigtighedskrav specifikt for
meget store onlineplatforme og meget store
onlinesøgemaskiner, navnlig vedrørende omfattende
rapportering om gennemførte risikovurderinger og
efterfølgende foranstaltninger truffet i henhold til denne
forordning.
(101) Kommissionen bør
råde over de nødvendige personale- og
ekspertressourcer samt økonomiske midler til at
udføre sine opgaver i henhold til denne forordning. For at
sikre at de ressourcer, der er nødvendige for et
tilstrækkeligt tilsyn på EU-plan i henhold til denne
forordning, er til rådighed, og i betragtning af at
medlemsstaterne bør have ret til at opkræve et
tilsynsgebyr hos udbydere, der er etableret på deres
område, for så vidt angår de tilsyns- og
håndhævelsesopgaver, der udføres af deres
myndigheder, bør Kommissionen opkræve et tilsynsgebyr,
hvis størrelse bør fastsættes årligt,
på meget store onlineplatforme og meget store
onlinesøgemaskiner. Det samlede beløb for det
årlige tilsynsgebyr, der opkræves, bør
fastsættes på grundlag af de samlede omkostninger, som
Kommissionen har afholdt i forbindelse med udførelsen af
sine tilsynsopgaver i henhold til denne forordning, som det med
rimelighed kan anslås på forhånd. Et sådant
beløb bør omfatte omkostninger i forbindelse med
udøvelsen af de specifikke beføjelser og opgaver
vedrørende tilsyn, undersøgelse,
håndhævelse og overvågning i forbindelse med
udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner, herunder omkostninger i forbindelse med
udpegelse af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner eller oprettelse, vedligeholdelse og
drift af de databaser, der er omhandlet i denne forordning.
Det bør også omfatte
også omkostninger i forbindelse med etablering,
vedligeholdelse og drift af de grundlæggende oplysninger og
den institutionelle infrastruktur for samarbejdet mellem
koordinatorerne for digitale tjenester, rådet og Kommissionen
under hensyntagen til det forhold, at deres størrelse og
rækkevidde til meget store onlineplatforme og meget store
onlinesøgemaskiner har en betydelig indvirkning på de
ressourcer, der er nødvendige for at støtte en
sådan infrastruktur. Ved vurderingen af de samlede
omkostninger bør der tages hensyn til tilsynsomkostningerne
i det foregående år, herunder, hvor det er relevant, de
omkostninger, der overstiger det individuelle årlige
tilsynsgebyr, der er opkrævet i det foregående
år. De eksterne formålsbestemte indtægter fra de
årlige tilsynsgebyrer kan anvendes til at finansiere
yderligere menneskelige ressourcer såsom kontraktansatte og
udstationerede nationale eksperter og andre udgifter i forbindelse
med udførelsen af disse opgaver, som overdrages til
Kommissionen ved denne forordning. Det årlige tilsynsgebyr,
der skal opkræves af udbydere af meget store onlineplatforme
og af meget store onlinesøgemaskiner, bør stå i
et rimeligt forhold til tjenestens størrelse som afspejlet i
antallet af aktive modtagere af tjenesten i Unionen. Desuden
bør det individuelle årlige tilsynsgebyr ikke
overstige et samlet loft for hver udbyder af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
under hensyntagen til den økonomiske kapacitet hos udbyderen
af den eller de udpegede tjenester.
(102) For at lette en effektiv og
konsekvent anvendelse af de i denne forordning fastsatte
forpligtelser, der kan kræve gennemførelse ad
elektronisk vej, er det vigtigt at fremme frivillige standarder for
visse tekniske procedurer, hvor industrien kan bidrage til
udviklingen af standardiserede metoder med henblik på at
støtte udbyderne af formidlingstjenester med overholdelse af
denne forordning, f.eks. mulighed for indgivelse af anmeldelser,
herunder via applikationsprogrammeringsgrænseflader, eller
standarder vedrørende vilkår og betingelser eller
standarder vedrørende revisioner eller standarder
vedrørende interoperabilitet af reklamedatabaser. Desuden
kan sådanne standarder omfatte standarder vedrørende
onlinereklamer, anbefalingssystemer, tilgængelighed og
beskyttelse af mindreårige online. Udbydere af
formidlingstjenester kan frit vedtage standarderne, men vedtagelsen
heraf er ikke ensbetydende med, at denne forordning er overholdt.
Ved at levere bedste praksis kan sådanne standarder samtidig
navnlig være nyttige for relativt små udbydere af
formidlingstjenester. I standarderne kunne der i givet fald skelnes
mellem forskellige former for ulovligt indhold eller forskellige
typer formidlingstjenester.
(103) Kommissionen og rådet
bør tilskynde til udarbejdelse af frivillige
adfærdskodekser såvel som gennemførelse af disse
kodeksers bestemmelser med henblik på at bidrage til
anvendelsen af denne forordning. Kommissionen og rådet
bør tilstræbe, at adfærdskodekserne klart
fastsætter arten af de mål af almen interesse, der
forfølges, at de indeholder mekanismer til uafhængig
evaluering af opfyldelsen af disse mål, og at de relevante
myndigheders rolle er klart fastsat. Der bør lægges
særlig vægt på at undgå negative virkninger
for sikkerheden, beskyttelsen af privatlivets fred og
personoplysninger samt forbuddet mod at pålægge
generelle overvågningsforpligtelser. Selv om
gennemførelsen af adfærdskodekser bør kunne
måles og være underlagt offentligt tilsyn, bør
dette ikke ændre ved sådanne kodeksers frivillige
karakter og de berørte parters mulighed for frit at
afgøre, om de vil tilslutte sig. Under visse
omstændigheder er det vigtigt, at meget store onlineplatforme
samarbejder om at udarbejde og overholde specifikke
adfærdskodekser. Intet i denne forordning er til hinder for,
at andre tjenesteudbydere overholder de samme standarder for due
diligence, vedtager bedste praksis og får gavn af
Kommissionens og rådets retningslinjer ved at tilslutte sig
de samme adfærdskodekser.
(104) Denne forordning bør
udpege visse områder, hvor det kan overvejes at
indføre sådanne adfærdskodekser.
Risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende
specifikke former for ulovligt indhold bør navnlig
undersøges gennem aftaler om selvregulering og
samregulering. Et andet område, der bør overvejes, er
de mulige negative virkninger af systemiske risici for samfundet og
demokratiet såsom desinformation eller manipulerende og
misbrugende aktiviteter eller eventuelle negative følger for
mindreårige. Dette omfatter koordinerede operationer, der har
til formål at forstærke information, herunder
desinformation, såsom brug af botter eller falske konti til
at frembringe forsætligt ukorrekte eller vildledende
oplysninger, undertiden med henblik på at opnå en
økonomisk gevinst, som er særlig skadelige for
sårbare modtagere af tjenesten såsom mindreårige.
På disse områder kan en meget stor onlineplatforms
eller en meget stor onlinesøgemaskines tilslutning til og
overholdelse af en bestemt adfærdskodeks betragtes som en
passende risikobegrænsende foranstaltning. Hvis en udbyder af
en onlineplatform eller af en onlinesøgemaskine nægter
at følge Kommissionens opfordring til at deltage i
anvendelsen af en sådan adfærdskodeks uden
behørig forklaring, kan der i påkommende
tilfælde tages hensyn hertil ved vurderingen af, om
onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen har
overtrådt de forpligtelser, der er fastsat i denne
forordning. Den blotte deltagelse i og gennemførelse af en
given adfærdskodeks bør ikke i sig selv være
ensbetydende med, at denne forordning er overholdt.
(105) Adfærdskodekserne
bør lette adgangen til tjenester for meget store
onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner i
overensstemmelse med EU-retten og national ret med henblik på
at gøre deres forventede anvendelse lettere for personer med
handicap. Adfærdskodekserne kan navnlig sikre, at
oplysningerne præsenteres på en måde, der kan
opfattes, bruges og forstås af personer med handicap samt er
sikre at bruge, og at formularer og foranstaltninger i henhold til
denne forordning gøres tilgængelige på en
måde, så de er lette at finde og er tilgængelige
for personer med handicap.
(106) Reglerne om
adfærdskodekser i denne forordning kan danne grundlag for
allerede etablerede selvregulerende foranstaltninger på
EU-plan, herunder hensigtserklæringen om produktsikkerhed
(»Product Safety Pledge«), aftalememorandummet om salg
af forfalskede varer på internettet (»Memorandum of
Understanding on the sale of counterfeit goods on the
internet«), adfærdskodeksen for bekæmpelse af
ulovlig hadefuld tale på internettet (»Code of Conduct
on countering illegal hate speech online«) og
adfærdskodeksen om desinformation (»EU Code of Practice
on Disinformation«). Navnlig for sidstnævnte er
adfærdskodeksen om desinformation efter Kommissionen
vejledning blevet styrket som bebudet i handlingsplanen for
europæisk demokrati.
(107) Onlinereklame involverer
generelt en række aktører, herunder
formidlingstjenester, der forbinder reklameudgivere og
annoncører. Adfærdskodekser bør
understøtte og supplere de gennemsigtighedsforpligtelser
vedrørende reklame for udbydere af onlineplatforme, af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner,
der er fastsat i denne forordning, for at tilvejebringe fleksible
og effektive mekanismer til at lette og øge overholdelsen af
disse forpligtelser, navnlig for så vidt angår de
nærmere bestemmelser for videregivelse af de relevante
oplysninger. Dette bør omfatte lettelse af transmission af
oplysningerne om den annoncør, der betaler for reklamen,
når vedkommende adskiller sig fra den fysiske eller juridiske
person, på hvis vegne reklamen vises på en
onlineplatforms onlinegrænseflade. Adfærdskodekserne
bør også omfatte foranstaltninger til at sikre, at
meningsfulde oplysninger om kommerciel udnyttelse af data deles
på passende vis i hele værdikæden. Inddragelsen
af en bred vifte af interessenter bør sikre, at disse
adfærdskodekser støttes bredt, er teknisk velfunderede
og effektive og har den højeste grad af brugervenlighed for
at sikre, at gennemsigtighedsforpligtelserne opfylder deres
mål. For at sikre adfærdskodeksernes effektivitet
bør Kommissionen medtage evalueringsmekanismer i
udarbejdelsen af adfærdskodekserne. Kommissionen kan, hvis
det er relevant, opfordre Agenturet for Grundlæggende
Rettigheder eller Den Europæiske Tilsynsførende for
Databeskyttelse til at udtale sig om den pågældende
adfærdskodeks.
(108) Ud over
kriseresponsmekanismen for meget store onlineplatforme og meget
store onlinesøgemaskiner kan Kommissionen tage initiativ til
udarbejdelsen af frivillige kriseprotokoller for at koordinere en
hurtig, kollektiv og grænseoverskridende indsats i
onlinemiljøet. Dette kan f.eks. være tilfældet,
hvis onlineplatforme misbruges til hurtig udbredelse af ulovligt
indhold eller desinformation, eller hvor der opstår behov for
hurtig udbredelse af pålidelig information. I lyset af den
vigtige rolle, som meget store onlineplatforme spiller i formidling
af information i vores samfund og på tværs af
grænserne, bør udbydere af sådanne platforme
tilskyndes til at udarbejde og anvende specifikke kriseprotokoller.
Sådanne kriseprotokoller bør kun aktiveres i en
begrænset periode, og de trufne foranstaltninger bør
også begrænses til, hvad der er strengt
nødvendigt for at håndtere de ekstraordinære
omstændigheder. Disse foranstaltninger bør være
i overensstemmelse med denne forordning og bør ikke
udgøre en generel forpligtelse for de deltagende udbydere af
meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner til at overvåge den information, de
transmitterer eller lagrer, eller til aktivt at undersøge
forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovligt
indhold.
(109) For at sikre passende tilsyn
med og håndhævelse af de forpligtelser, der er fastsat
i denne forordning, bør medlemsstaterne udpege mindst
én myndighed, der skal have til opgave at føre tilsyn
med anvendelsen af og håndhæve denne forordning, uden
at det berører muligheden for at udpege en eksisterende
myndighed og dens retlige form i overensstemmelse med national ret.
Medlemsstaterne bør dog kunne overdrage specifikke tilsyns-
eller håndhævelsesopgaver og kompetencer
vedrørende anvendelsen af denne forordning til mere end
én kompetent myndighed, f.eks. for specifikke sektorer, hvor
eksisterende myndigheder også kan have beføjelser,
såsom tilsynsmyndigheder for elektronisk kommunikation,
mediemyndigheder eller forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, i
overensstemmelse med deres nationale forfatningsmæssige,
organisatoriske og administrative struktur. Alle udpegede
kompetente myndigheder bør i forbindelse med
udførelsen af deres opgaver bidrage til at nå denne
forordnings mål, nemlig et velfungerende indre marked for
formidlingstjenester, hvor de harmoniserede regler for et sikkert,
forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, der fremmer
innovation, og navnlig de due diligence-forpligtelser, der
gælder for forskellige kategorier af udbydere af
formidlingstjenester, overvåges og håndhæves
effektivt med henblik på at sikre, at de grundlæggende
rettigheder, som er nedfældet i chartret, herunder princippet
om forbrugerbeskyttelse, beskyttes effektivt. Denne forordning
forpligter ikke medlemsstaterne til at overlade det til de
kompetente myndigheder at træffe afgørelse om
lovligheden af specifikt indhold.
(110) I betragtning af de
pågældende tjenesters grænseoverskridende
karakter og den horisontale karakter af de forpligtelser, der
indføres med denne forordning, bør én
myndighed, der er udpeget til at føre tilsyn med anvendelsen
af denne forordning og om nødvendigt til at
håndhæve denne forordning, også udpeges som
koordinator for digitale tjenester i hver medlemsstat. Hvis mere
end én kompetent myndighed udpeges til at føre tilsyn
med anvendelsen af og håndhæve denne forordning,
bør der kun udpeges én myndighed i den
pågældende medlemsstat som koordinator for digitale
tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester bør fungere
som et enkelt kontaktpunkt i alle forhold vedrørende
anvendelsen af denne forordning for Kommissionen, rådet,
koordinatorerne for digitale tjenester i andre medlemsstater og for
andre kompetente myndigheder i den pågældende
medlemsstat. Koordinatoren for digitale tjenester bør
navnlig, hvis flere kompetente myndigheder har fået
overdraget opgaver i henhold til denne forordning i en bestemt
medlemsstat, koordinere og samarbejde med disse myndigheder i
overensstemmelse med den nationale ret, der fastsætter deres
respektive opgaver, og uden at det berører de andre
kompetente myndigheders uafhængige vurdering. Selv om
koordinatoren for digitale tjenester ikke udøver nogen form
for hierarkisk overstyring i forhold til andre kompetente
myndigheder i forbindelse med udførelsen af deres opgaver,
bør denne sikre en effektiv inddragelse af alle relevante
kompetente myndigheder og rapportere rettidigt om deres vurdering
inden for rammerne af samarbejdet om tilsyn og
håndhævelse på EU-plan. Ud over de specifikke
mekanismer, der er fastsat i denne forordning for så vidt
angår samarbejde på EU-plan, bør medlemsstaterne
endvidere sikre samarbejde mellem koordinatoren for digitale
tjenester og andre udpegede kompetente myndigheder på
nationalt plan, eventuelt ved hjælp af passende
værktøjer, f.eks. ved at samle ressourcer,
fælles taskforcer, fælles undersøgelser og
mekanismer for gensidig bistand.
(111) Koordinatoren for digitale
tjenester og andre kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold
til denne forordning, spiller en afgørende rolle med hensyn
til at sikre effektiviteten af de rettigheder og forpligtelser, der
er fastsat i denne forordning, og for opfyldelsen af dens
mål. Det er derfor nødvendigt at sikre, at disse
myndigheder har de nødvendige midler, herunder finansielle
og menneskelige ressourcer, til at føre tilsyn med alle
udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres
kompetence i alle unionsborgeres interesse. I betragtning af de
mange forskellige udbydere af formidlingstjenester og deres
anvendelse af avanceret teknologi til at yde deres tjenester er det
også vigtigt, at koordinatoren for digitale tjenester og de
relevante kompetente myndigheder er udstyret med det
nødvendige antal medarbejdere og eksperter med
specialiserede færdigheder og avancerede tekniske midler, og
at de uafhængigt forvalter finansielle ressourcer til at
udføre deres opgaver. Desuden bør ressourceniveauet
tage hensyn til størrelse, kompleksitet og potentielle
samfundsmæssige virkninger af udbydere af
formidlingstjenester, der falder ind under deres kompetence samt
deres tjenesters rækkevidde i hele Unionen. Denne forordning
berører ikke medlemsstaternes mulighed for at indføre
finansieringsmekanismer baseret på et tilsynsgebyr, der
opkræves af udbydere af formidlingstjenester, i henhold til
national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, i det omfang
det opkræves af udbydere af formidlingstjenester, der har
deres hovedforretningssted i den pågældende
medlemsstat, at det er strengt begrænset til, hvad der er
nødvendigt og forholdsmæssigt for at dække
omkostningerne ved udførelsen af de opgaver, der er
overdraget til de kompetente myndigheder i henhold til denne
forordning, med undtagelse af de opgaver, der overdrages til
Kommissionen, og at der sikres tilstrækkelig gennemsigtighed
med hensyn til opkrævning og anvendelse af et sådant
tilsynsgebyr.
(112) De kompetente myndigheder,
der er udpeget i henhold til denne forordning, bør endvidere
handle helt uafhængigt af private og offentlige organer uden
forpligtelse til eller mulighed for at søge eller modtage
instrukser, herunder fra regeringen, og uden at det berører
de specifikke forpligtelser til at samarbejde med andre kompetente
myndigheder, koordinatorerne for digitale tjenester, rådet og
Kommissionen. På den anden side bør disse myndigheders
uafhængighed ikke betyde, at de ikke i overensstemmelse med
nationale forfatninger og uden at bringe opfyldelsen af denne
forordnings mål i fare kan underkastes mekanismer til rimelig
ansvarlighed vedrørende koordinatorerne for digitale
tjenesters generelle aktiviteter såsom deres finansielle
udgifter eller rapportering til de nationale parlamenter. Kravet om
uafhængighed bør heller ikke forhindre
udøvelsen af domstolsprøvelse eller muligheden for at
rådføre sig eller regelmæssigt udveksle
synspunkter med andre nationale myndigheder, herunder
retshåndhævende myndigheder, krisestyringsmyndigheder
eller forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, hvis det er relevant, med
henblik på at underrette hinanden om igangværende
undersøgelser, uden at dette berører udøvelsen
af deres respektive beføjelser.
(113) Medlemsstaterne kan udpege en
eksisterende national myndighed som koordinator for digitale
tjenester eller med specifikke opgaver til at føre tilsyn
med anvendelsen af og håndhæve denne forordning,
forudsat at en sådan udpeget myndighed opfylder kravene i
denne forordning, f.eks. med hensyn til dens uafhængighed.
Desuden er medlemsstaterne i princippet ikke afskåret fra at
sammenlægge funktioner i en eksisterende myndighed i
overensstemmelse med EU-retten. Foranstaltningerne i denne
henseende kan bl.a. indebære, at det ikke er muligt at
afskedige formanden for eller et medlem af bestyrelsen i et
kollegialt organ i en eksisterende myndighed inden udløbet
af deres embedsperiode alene med den begrundelse, at der er
gennemført en institutionel reform, som indebærer
sammenlægning af forskellige funktioner i én
myndighed, hvis der ikke er indført regler, som sikrer, at
sådanne afskedigelser ikke bringer disse medlemmers
uafhængighed og upartiskhed i fare.
(114) Medlemsstaterne bør
give koordinatoren for digitale tjenester og enhver anden kompetent
myndighed, der er udpeget i henhold til denne forordning,
tilstrækkelige beføjelser og midler til at sikre en
effektiv undersøgelse og håndhævelse, i
overensstemmelse med de opgaver, som de har fået
pålagt. Dette omfatter de kompetente myndigheders
beføjelse til at vedtage midlertidige foranstaltninger i
overensstemmelse med national ret i tilfælde af risiko for
alvorlig skade. Sådanne midlertidige foranstaltninger, som
kan omfatte påbud om at bringe en given påstået
overtrædelse til ophør eller afhjælpe den,
bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt
for at sikre, at alvorlig skade forhindres, indtil den endelige
afgørelse foreligger. Koordinatorerne for digitale tjenester
bør navnlig kunne søge efter og indhente oplysninger,
der befinder sig på deres område, herunder i
forbindelse med fælles undersøgelser, under
behørig hensyntagen til, at tilsyns- og
håndhævelsesforanstaltninger vedrørende en
udbyder, der er underlagt en anden medlemsstats eller Kommissionens
jurisdiktion, bør træffes af koordinatoren for
digitale tjenester i denne anden medlemsstat, i givet fald i
overensstemmelse med procedurerne for grænseoverskridende
samarbejde, eller, hvis det er relevant, af Kommissionen.
(115) Medlemsstaterne bør i
deres nationale ret i overensstemmelse med EU-retten og navnlig
denne forordning og chartret fastsætte de nærmere
betingelser og begrænsninger for koordinatorerne for digitale
tjenesters og i givet fald andre kompetente myndigheders
udøvelse af deres undersøgelses- og
håndhævelsesbeføjelser i henhold til denne
forordning.
(116) I forbindelse med
udøvelsen af disse beføjelser bør de
kompetente myndigheder overholde de gældende nationale regler
vedrørende procedurer og forhold såsom kravet om
forudgående tilladelse fra en domstol til at få adgang
til visse lokaler og retten til fortrolighed mellem advokat og
klient. Disse bestemmelser bør navnlig sikre overholdelsen
af de grundlæggende rettigheder til effektive retsmidler og
til en upartisk domstol, herunder retten til et forsvar, og retten
til respekt for privatlivet. I denne forbindelse kunne de
garantier, der er fastsat i forbindelse med Kommissionens procedure
i henhold til denne forordning, være et passende
referencegrundlag. En forudgående, retfærdig og
upartisk procedure bør garanteres, inden der træffes
endelig afgørelse, herunder de berørte personers ret
til at blive hørt, og retten til aktindsigt, samtidig med at
fortroligheden og tavshedspligten og forretningshemmeligheden samt
forpligtelsen til at give en meningsfuld begrundelse for
afgørelserne overholdes. Dette bør dog ikke
være til hinder for, at der træffes foranstaltninger i
behørigt begrundede hastetilfælde og med forbehold af
passende betingelser og proceduremæssige ordninger.
Udøvelsen af beføjelser bør bl.a. også
stå i et rimeligt i forhold til karakteren og den samlede
faktiske eller potentielle skade, som overtrædelsen eller den
formodede overtrædelse har forvoldt. De kompetente
myndigheder bør tage højde for alle sagens forhold og
omstændigheder, herunder oplysninger, der er indsamlet af
kompetente myndigheder i andre medlemsstater.
(117) Medlemsstaterne bør
sikre, at overtrædelser af de forpligtelser, der er fastsat i
denne forordning, kan sanktioneres på en måde, der er
effektiv, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen
og har afskrækkende virkning, under hensyntagen til
overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed i
lyset af den offentlige interesse, der forfølges, omfanget
og arten af de aktiviteter, der udføres, samt den
krænkende parts økonomiske formåen. Sanktionerne
bør navnlig fastsættes under hensyntagen til, om den
berørte udbyder af formidlingstjenester systematisk eller
gentagne gange undlader at opfylde sine forpligtelser i henhold til
denne forordning, og i givet fald antallet af berørte
modtagere af tjenesten, hvorvidt overtrædelsen blev
begået forsætligt eller uagtsomt og om udbyderen er
aktiv i flere medlemsstater. Hvis denne forordning fastsætter
et maksimumsbeløb for bøder eller tvangsbøder,
bør dette maksimumsbeløb finde anvendelse på
hver overtrædelse af denne forordning, og uden at dette
berører gradueringen af bøderne eller
tvangsbøderne for specifikke overtrædelser.
Medlemsstaterne bør sikre, at pålæggelse af
bøder eller tvangsbøder i forbindelse med
overtrædelser i hvert enkelt tilfælde bør
være effektiv, stå i et rimeligt forhold til
overtrædelsen og have afskrækkende virkning, idet der
fastsættes nationale regler og procedurer i overensstemmelse
med denne forordning, under hensyntagen til alle kriterier
vedrørende de generelle betingelser for
pålæggelse af bøder eller
tvangsbøder.
(118) For at sikre en effektiv
håndhævelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne
forordning bør enkeltpersoner eller repræsentative
organisationer kunne indgive klager over overholdelsen af disse
forpligtelser til koordinatoren for digitale tjenester på det
område, hvor de modtog tjenesten, uden at dette
berører kompetencereglerne i denne forordning og de
gældende regler for behandling af klager i overensstemmelse
med nationale principper om god forvaltningsskik. Klager kan give
et retvisende overblik over problemstillinger vedrørende en
bestemt udbyder af formidlingstjenesters overholdelse og kan
også oplyse koordinatoren for digitale tjenester om mere
tværgående spørgsmål. Koordinatoren for
digitale tjenester bør inddrage andre nationale kompetente
myndigheder samt koordinatoren for digitale tjenester i en anden
medlemsstat og navnlig koordinatoren i den medlemsstat, hvor den
berørte udbyder af formidlingstjenester er etableret, hvis
spørgsmålet kræver grænseoverskridende
samarbejde.
(119) Medlemsstaterne bør
sikre, at koordinatorer for digitale tjenester kan træffe
foranstaltninger, der er effektive til at håndtere og
står i rimeligt forhold til visse særlig alvorlige og
vedvarende overtrædelser i denne forordning. Når disse
foranstaltninger kan påvirke tredjeparters rettigheder og
interesser, hvilket navnlig kan være tilfældet,
når adgangen til onlinegrænseflader er begrænset,
er det navnlig hensigtsmæssigt at kræve, at
foranstaltningerne omfattes af yderligere garantier. Tredjeparter,
der potentielt kan blive berørt, bør navnlig have
mulighed for at blive hørt, og sådanne påbud
bør kun udstedes, når beføjelser til at
træffe sådanne foranstaltninger som fastsat i andre
EU-retsakter eller national ret, f.eks. for at beskytte
forbrugernes kollektive interesser, for at sikre
øjeblikkelige fjernelse af websider, der indeholder eller
udbreder børnepornografi, eller for at hindre adgangen til
tjenester, som en tredjepart bruger til at krænke en
intellektuel ejendomsrettighed, ikke er rimeligt
tilgængelige.
(120) Et sådan påbud
bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt
for at nå dets mål. Med henblik herpå bør
det være midlertidigt og i princippet udstedes til udbyderne
af formidlingstjenester såsom de berørte
hostingtjenesteudbydere, internetudbydere eller
domæneregistre eller domæneregistratorer, der har
rimelige forudsætninger for at nå dette mål uden
at begrænse adgangen til lovlig information
unødigt.
(121) Med forbehold af
bestemmelserne om ansvarsfritagelse i denne forordning for så
vidt angår oplysninger, der transmitteres eller lagres
på anmodning af en tjenestemodtager, bør en udbyder af
formidlingstjenester være ansvarlige for de skader, som
tjenestemodtagerne har lidt som følge af, at denne udbyder
har overtrådt de forpligtelser, der er fastsat i denne
forordning. En sådan kompensation bør være i
overensstemmelse med de regler og procedurer, der er fastsat i
gældende national ret, og uden at det berører andre
klagemuligheder i henhold til forbrugerbeskyttelsesreglerne.
(122) Koordinatoren for digitale
tjenester bør regelmæssigt, f.eks. på sit
websted, offentliggøre en rapport om de aktiviteter, der
gennemføres i henhold til denne forordning. Rapporten
bør navnlig offentliggøres i et maskinlæsbart
format og indeholde en oversigt over modtagne klager og deres
opfølgning såsom det samlede antal modtagne klager og
antallet af klager, der har ført til indledningen af en
formel undersøgelse eller til fremsendelsen til andre
koordinatorer for digitale tjenester, uden at henvise til
personoplysninger. Da koordinatoren for digitale tjenester
også får meddelelse om påbud om at gribe ind over
for ulovligt indhold eller levere oplysninger, der er omfattet af
denne forordning, gennem informationsudvekslingssystemet,
bør koordinatoren for digitale tjenester i sin årlige
rapport anføre antallet og kategorierne af disse påbud
til udbydere af formidlingstjenester, der er udstedt af de retslige
eller administrative myndigheder i koordinatorens medlemsstat.
(123) Af hensyn til klarheden,
enkeltheden og effektiviteten bør beføjelsen til at
føre tilsyn med og håndhæve forpligtelserne
efter denne forordning tillægges de kompetente myndigheder i
den medlemsstat, hvor formidlingstjenesteudbyderens
hovedforretningssted er beliggende, dvs. hvor tjenesteudbyderen har
sit hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted, og hvor
de vigtigste økonomiske funktioner og den operationelle
kontrol udøves. For så vidt angår udbydere, der
ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen og
derfor er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde,
bør den medlemsstat, hvori disse udbydere har udpeget deres
retlige repræsentant, have kompetence under hensyntagen til
de retlige repræsentanters funktion i henhold til denne
forordning. Af hensyn til en effektiv anvendelse af denne
forordning bør alle medlemsstater eller Kommissionen, hvor
det er relevant, dog have kompetence, for så vidt angår
tjenesteudbydere, der ikke har udpeget en retlig
repræsentant. Denne kompetence kan udøves af en
hvilken som helst af de kompetente myndigheder eller Kommissionen,
forudsat at udbyderen ikke er underlagt
håndhævelsesprocedurer for de samme forhold af en anden
kompetent myndighed eller Kommissionen. For at sikre at ne bis in
idem-princippet overholdes, og navnlig for at undgå, at den
samme overtrædelse af forpligtelserne i denne forordning
sanktioneres mere end én gang, bør hver medlemsstat,
der agter at udøve sin kompetence over for sådanne
udbydere, uden unødig forsinkelse underrette alle andre
myndigheder, herunder Kommissionen, via det
informationsudvekslingssystem, der oprettes med henblik på
denne forordning.
(124) I betragtning af deres
potentielle indvirkning og de udfordringer, der er forbundet med
effektivt at føre tilsyn med dem, er der behov for
særlige regler vedrørende tilsyn og
håndhævelse for så vidt angår udbydere af
meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner. Kommissionen bør, hvor det er
relevant med støtte fra de nationale kompetente myndigheder,
være ansvarlig for tilsyn med og offentlig
håndhævelse af systemiske spørgsmål
såsom spørgsmål med stor indvirkning på
tjenestemodtagernes kollektive interesser. Kommissionen bør
derfor have enekompetence til at føre tilsyn med og
håndhæve de yderligere forpligtelser til at styre
systemiske risici, der pålægges udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner ved
denne forordning. Kommissionens enekompetence bør ikke
berøre visse administrative opgaver, som i henhold til denne
forordning er pålagt de kompetente myndigheder i
etableringsmedlemsstaten, såsom kontrol af forskere.
(125) Beføjelserne til at
føre tilsyn med og håndhæve andre due
diligence-forpligtelser end de yderligere forpligtelser til at
styre systemiske risici, der pålægges udbydere af meget
store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
ved denne forordning, bør deles af Kommissionen og de
nationale kompetente myndigheder. På den ene side kunne
Kommissionen i mange tilfælde være bedre i stand til at
håndtere systemiske overtrædelser begået af disse
udbydere, f.eks. overtrædelser, der berører flere
medlemsstater, alvorlige gentagne overtrædelser eller
manglende etablering af effektive mekanismer, der kræves i
henhold til denne forordning. På den anden side kan de
kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor en udbyder af en
meget stor onlineplatform eller en meget stor
onlinesøgemaskine har sit hovedforretningssted, være
bedre i stand til at håndtere individuelle
overtrædelser begået af disse udbydere, som ikke rejser
systemiske eller grænseoverskridende problemer. Af hensyn til
effektiviteten, for at undgå overlapning og for at sikre
overholdelse af ne bis in idem-princippet bør det være
op til Kommissionen at vurdere, om den finder det
hensigtsmæssigt at udøve denne delte kompetence i en
given sag, og medlemsstaterne bør ikke længere have
mulighed for at gøre det, når den har indledt en
procedure. Medlemsstaterne bør arbejde tæt sammen
både indbyrdes og med Kommissionen, og Kommissionen
bør arbejde tæt sammen med medlemsstaterne for at
sikre, at det tilsyns- og håndhævelsessystem, der
indføres ved denne forordning, fungerer gnidningsløst
og effektivt.
(126) Reglerne i denne forordning
om kompetencefordeling bør ikke tilsidesætte
bestemmelserne i EU-retten og nationale regler om international
privatret angående jurisdiktion og gældende ret
på det civil- og handelsretlige område såsom
sager anlagt af forbrugere ved domstolene i den medlemsstat, hvor
de har bopæl, i overensstemmelse med relevante bestemmelser i
EU-retten. Med hensyn til de forpligtelser, som udbydere af
formidlingstjenester med denne forordning pålægges til
at underrette den udstedende myndighed om deres implementering af
påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold og
påbud om at fremlægge oplysninger, bør reglerne
om kompetencefordeling kun finde anvendelse på tilsynet med
håndhævelsen af disse forpligtelser, men ikke på
andre forhold vedrørende påbuddet, f.eks. kompetencen
til at udstede sådanne.
(127) I betragtning af
formidlingstjenesternes grænseoverskridende og
tværsektorielle relevans er det nødvendigt med et
højt samarbejdsniveau for at sikre en konsekvent anvendelse
af denne forordning og tilgængeligheden af relevante
oplysninger med henblik på udførelsen af
håndhævelsesopgaver gennem
informationsudvekslingssystemet. Samarbejde kan antage forskellige
former afhængigt af de pågældende anliggender,
uden at dette berører specifikke fælles
undersøgelser. Det er under alle omstændigheder
nødvendigt, at koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet for en udbyder af formidlingstjenester
underretter andre koordinatorer for digitale tjenester om forhold,
undersøgelser og tiltag, der skal iværksættes
over for en sådan udbyder. Når en kompetent myndighed i
en medlemsstat er i besiddelse af relevante oplysninger med henblik
på en undersøgelse, der foretages af de kompetente
myndigheder i etableringsmedlemsstaten, eller er i stand til at
indsamle sådanne oplysninger på dens område, som
de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten ikke har
adgang til, bør koordinatoren for digitale tjenester i
destinationslandet desuden rettidigt bistå koordinatoren for
digitale tjenester i etableringslandet, herunder ved at
udøve sine undersøgelsesbeføjelser i
overensstemmelse med de gældende nationale procedurer og
chartret. Adressaten for sådanne
undersøgelsesforanstaltninger bør overholde dem og
være ansvarlig i tilfælde af manglende overholdelse, og
de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten bør
kunne henholde sig til de oplysninger, der er indsamlet gennem
gensidig bistand, for at sikre overholdelse af denne
forordning.
(128) Koordinatoren for digitale
tjenester i destinationslandet bør, navnlig på
grundlag af modtagne klager eller input fra andre nationale
kompetente myndigheder, hvor det er hensigtsmæssigt, eller
fra rådet i tilfælde af et anliggende, der omfatter
mindst tre medlemsstater, kunne anmode koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet om at iværksætte
undersøgelses- eller håndhævelsestiltag over for
en udbyder, som er underlagt dennes kompetence. Sådanne
anmodninger om indgriben bør være baseret på
veldokumenterede beviser, der viser, at der foreligger en
påstået overtrædelse med negativ indvirkning
på tjenestemodtagernes kollektive interesser i dens
medlemsstat eller har en negativ samfundsmæssig indvirkning.
Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet bør
kunne benytte sig af gensidig bistand eller opfordre den anmodende
koordinator for digitale tjenester til en fælles
undersøgelse, hvis der er behov for yderligere oplysninger
for at træffe en afgørelse, uden at dette
berører muligheden for at anmode Kommissionen om at vurdere
sagen, hvis den har grund til at formode, at det drejer sig om en
systemisk overtrædelse begået af en meget stor
onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine.
(129) Rådet bør kunne
henvise spørgsmålet til Kommissionen, hvis der er
uenighed om vurderingen eller de trufne eller foreslåede
foranstaltninger, eller hvis der ikke er truffet nogen
foranstaltninger i overensstemmelse med denne forordning på
grundlag af en anmodning om tværnationalt samarbejde eller
fælles undersøgelse. Hvis Kommissionen på
grundlag af de oplysninger, som de berørte myndigheder har
stillet til rådighed, finder, at de foreslåede
foranstaltninger, herunder det foreslåede bødeniveau,
ikke kan sikre en effektiv håndhævelse af de
forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, bør den
følgelig kunne udtrykke alvorlige anfægtelser og
anmode den kompetente koordinator for digitale tjenester om at
revurdere sagen og træffe de nødvendige
foranstaltninger for at sikre overholdelsen af denne forordning
inden for en fastsat frist. Denne mulighed berører ikke
Kommissionens generelle forpligtelse til at overvåge
anvendelsen af og om nødvendigt håndhæve
EU-retten under Den Europæiske Unions Domstols kontrol i
overensstemmelse med traktaterne.
(130) For at lette
grænseoverskridende tilsyn med og undersøgelser af de
forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, og som involverer
flere medlemsstater, bør koordinatorerne for digitale
tjenester i etableringslandet gennem
informationsudvekslingssystemet kunne indbyde andre koordinatorer
for digitale tjenester til en fælles undersøgelse af
en påstået overtrædelse af denne forordning.
Andre koordinatorer for digitale tjenester og, hvor det er
hensigtsmæssigt, andre kompetente myndigheder bør
kunne deltage i den undersøgelse, der er foreslået af
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, medmindre
sidstnævnte er af den opfattelse, at et
uforholdsmæssigt stort antal deltagende myndigheder kan
påvirke undersøgelsens effektivitet, idet der tages
hensyn til de specifikke træk ved den påståede
overtrædelse og manglen på direkte virkninger for
tjenestemodtagerne i disse medlemsstater. Fælles
undersøgelsesaktiviteter kan omfatte en lang række
tiltag, der skal koordineres af koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet i overensstemmelse med de deltagende
myndigheders disponibilitet, såsom koordinerede
dataindsamlinger, samling af ressourcer, taskforcer, koordinerede
anmodninger om oplysninger eller fælles kontrolbesøg
af lokaler. Alle kompetente myndigheder, der deltager i en
fælles undersøgelse, bør samarbejde med
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, herunder
ved at udøve deres undersøgelsesbeføjelser
på deres område i overensstemmelse med de
gældende nationale procedurer. Den fælles
undersøgelse bør afsluttes inden for en given
tidsramme med en endelig rapport, der tager hensyn til bidraget fra
alle deltagende kompetente myndigheder. Rådet kan også,
hvis mindst tre koordinatorer for digitale tjenester i
destinationslandet anmoder herom, henstille til en koordinator for
digitale tjenester i etableringslandet at indlede en sådan
fælles undersøgelse og give anvisninger på
organiseringen heraf. Rådet bør med henblik på
at undgå, at sager går i hårdknude, i
særlige tilfælde kunne indbringe sagen for
Kommissionen, herunder hvis koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet nægter at indlede undersøgelsen, og
rådet ikke er enig i den givne begrundelse.
(131) For at sikre en konsekvent
anvendelse af denne forordning skal der nedsættes en
uafhængig rådgivende gruppe på EU-plan, et
Europæisk Råd for Digitale Tjenester, som skal
støtte Kommissionen og hjælpe med at koordinere de
tiltag, der iværksættes af koordinatorerne for digitale
tjenester. Rådet bør sammensættes af
koordinatorerne for digitale tjenester, hvor sådanne er
blevet udpeget, uden dog at dette udelukker disses mulighed for
indbyde eller udpege ad hoc-delegerede til sine møder fra
andre kompetente myndigheder, der har fået overdraget
specifikke opgaver i henhold til denne forordning, hvis dette er
påkrævet i henhold til deres nationale fordeling af
opgaver og kompetencer. Hvis der er flere deltagere fra én
medlemsstat, bør stemmeretten fortsat være
begrænset til én repræsentant pr.
medlemsstat.
(132) Rådet bør
bidrage til at sikre et fælles EU-perspektiv for en
konsekvent anvendelse af denne forordning og til samarbejde mellem
kompetente myndigheder, herunder ved at rådgive Kommissionen
og koordinatorerne for digitale tjenester om hensigtsmæssige
undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger,
navnlig over for udbydere af meget store onlineplatforme eller af
meget store onlinesøgemaskiner, og under særlig
hensyntagen til udbydere at formidlingstjenesteudbyderes frihed til
at udbyde deres tjenester i hele Unionen. Rådet bør
også bidrage til udarbejdelsen af relevante skabeloner og
adfærdskodekser til analysen af nye generelle tendenser i
udviklingen af digitale tjenester i Unionen, herunder ved at
fremsætte udtalelser eller anbefalinger om forhold
vedrørende standarder.
(133) Med henblik herpå
bør rådet kunne vedtage udtalelser og fremsætte
anmodninger og henstillinger til koordinatorerne for digitale
tjenester eller andre kompetente nationale myndigheder.
Beslutningen om at afvige herfra bør, selv om den ikke er
juridisk bindende, forklares behørigt og kan tages i
betragtning af Kommissionen ved vurderingen af, om den
pågældende medlemsstat overholder denne forordning.
(134) Rådet bør bringe
repræsentanterne for koordinatorerne for digitale tjenester
og eventuelle andre kompetente myndigheder sammen under
Kommissionens formandskab med henblik på at sikre en
vurdering af forhold forelagt rådet med en fuldt ud
europæisk dimension. I lyset af eventuelle
tværgående elementer, der kan være relevante for
andre lovgivningsmæssige rammer på EU-plan, bør
rådet have mulighed for at samarbejde med andre EU-organer,
-kontorer, -agenturer og rådgivende grupper med ansvar
på områder som lighed, herunder ligestilling mellem
kønnene, og ikkeforskelsbehandling, databeskyttelse,
elektronisk kommunikation, audiovisuelle tjenester,
afsløring og undersøgelser af toldsvig rettet mod
EU-budgettet, forbrugerbeskyttelse eller konkurrenceret i det
omfang, det er nødvendigt for udførelsen af
rådets opgaver.
(135) Kommissionen bør
gennem formanden deltage i rådets møder uden
stemmeret. Kommissionen bør gennem formanden sikre, at
dagsordenen for møderne fastsættes i overensstemmelse
med anmodningerne fra rådets medlemmer som fastsat i
forretningsordenen og i overensstemmelse med rådets opgaver i
henhold til denne forordning.
(136) I lyset af behovet for at
sikre støtte til rådets aktiviteter bør
rådet kunne trække på Kommissionens og de
kompetente nationale myndigheders ekspertise og menneskelige
ressourcer. De specifikke operationelle ordninger for rådets
interne arbejdsgange bør præciseres yderligere i
rådets forretningsorden.
(137) I betragtning af betydningen
af meget store onlineplatforme eller meget store
onlinesøgemaskiner som følge af deres
rækkevidde og indvirkning kan deres manglende overholdelse af
deres specifikke forpligtelser påvirke et betydeligt antal
tjenestemodtagere i forskellige medlemsstater og forvolde store
samfundsmæssige skader, og det kan samtidig også
være meget kompliceret at identificere og håndtere
denne manglende overholdelse. Derfor bør Kommissionen i
samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester og
rådet udvikle Unionens ekspertise og formåen med hensyn
til tilsynet med meget store onlineplatforme eller meget store
onlinesøgemaskiner. Kommissionen bør derfor kunne
koordinere og trække på sådanne myndigheders
ekspertise og ressourcer, f.eks. ved på permanent eller
tidsbegrænset basis at analysere specifikke tendenser eller
spørgsmål, der måtte opstå med hensyn til
en eller flere meget store online-platforme eller meget store
onlinesøgemaskiner. Medlemsstaterne bør samarbejde
med Kommissionen om at udvikle sådan formåen, herunder
gennem udstationering af personale, hvor det er
hensigtsmæssigt, og bidrage til oprettelsen af en
fælles EU-tilsynskapacitet. Kommissionen kan med henblik
på at udvikle Unionens ekspertise og formåen
trække på den ekspertise og de evner, der findes i
Observationscentret for Onlineplatformøkonomien som oprettet
ved Kommissionens afgørelse af 26. april 2018 om oprettelse
af en ekspertgruppe for observationscentret for
onlineplatformsøkonomien, relevante ekspertorganer samt
ekspertisecentre. Kommissionen kan indbyde eksperter med
særlig ekspertise, herunder navnlig kontrolunderlagte
forskere, repræsentanter for EU-agenturer og -organer,
repræsentanter for industrien, sammenslutninger, der
repræsenterer brugere eller civilsamfundet, internationale
organisationer, eksperter fra den private sektor samt andre
interessenter.
(138) Kommissionen bør kunne
undersøge overtrædelser på eget initiativ i
overensstemmelse med de beføjelser, der er fastsat i denne
forordning, herunder ved at udbede sig adgang til data, ved at
udbede sig oplysninger eller ved at gennemføre
kontrolbesøg samt ved at støtte sig til
koordinatorerne for digitale tjenester. Hvis de kompetente
nationale myndigheders tilsyn med individuelle påståede
overtrædelser begået af udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
peger på systemiske forhold, f.eks. omstændigheder med
bred indvirkning på tjenestemodtagernes kollektive
interesser, bør koordinatorerne for digitale tjenester
på grundlag af en behørigt begrundet anmodning kunne
forelægge et sådant anliggende for Kommissionen. En
sådan anmodning bør som minimum gøre rede for
samtlige faktuelle omstændigheder til dokumentation for, at
den påståede overtrædelse har fundet sted, og at
den har systemisk karakter. Kommissionen bør,
afhængigt af resultatet af dens egen vurdering, kunne
træffe de nødvendige undersøgelses- og
håndhævelsesforanstaltninger i henhold til denne
forordning, herunder, hvor det er relevant, iværksætte
en undersøgelse eller vedtage midlertidige
foranstaltninger.
(139) Kommissionen bør for
at kunne udføre sine opgaver effektivt fortsat have
skønsbeføjelser til at kunne afgøre, om der
skal indledes en procedure mod en udbyder af en meget stor
onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine.
Når Kommissionen har indledt proceduren, bør de
berørte koordinatorer for digitale tjenester i
etableringslandet udelukkes fra at udøve deres
undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser
i forbindelse med den pågældende adfærd, der er
udvist af udbyderen af den meget store onlineplatform eller meget
store onlinesøgemaskine, for at undgå overlapning,
uoverensstemmelser og risici set ud fra ne bis in idem-princippet.
Kommissionen bør imidlertid kunne anmode om individuelle
eller fælles bidrag til undersøgelsen fra
koordinatorerne for digitale tjenester. Koordinatoren for digitale
tjenester bør i overensstemmelse med pligten til loyalt
samarbejde gøre sit yderste for at imødekomme
begrundede og forholdsmæssigt rimelige anmodninger fra
Kommissionen i forbindelse med en undersøgelse.
Koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet
såvel som rådet og eventuelle andre koordinatorer for
digitale tjenester bør give Kommissionen alle de oplysninger
og den bistand, der er nødvendig for, at Kommissionen kan
udføre sine opgaver effektivt, herunder oplysninger, der er
indsamlet i forbindelse med dataindsamlings- eller
dataadgangsaktiviteter, i det omfang det retsgrundlag, i henhold
til hvilket oplysningerne er indsamlet, ikke er til hinder herfor.
Kommissionen bør omvendt holde koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet og rådet underrettet om
udøvelsen af sine beføjelser, navnlig når den
agter at indlede proceduren og udøve sine
undersøgelsesbeføjelser. Desuden bør
Kommissionen, når den giver meddelelse om sine
foreløbige konklusioner, herunder eventuelle forhold,
hvorimod den gør indsigelse, til berørte udbydere af
meget store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner, også give meddelelse herom til
rådet. Rådet bør fremlægge sine
synspunkter om de indsigelser og den vurdering, som Kommissionen
har fremsat, og Kommissionen bør tage hensyn hertil i
begrundelsen for sin endelige afgørelse.
(140) I betragtning af de
særlige udfordringer, der kan opstå i
bestræbelserne på at sikre, at udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
overholder reglerne, og betydningen af at gøre dette
effektivt i betragtning af deres størrelse og indvirkning og
de skader, de kan forvolde, bør Kommissionen have
stærke undersøgelses- og
håndhævelsesbeføjelser, således at den kan
undersøge, håndhæve og overvåge
efterlevelsen af reglerne fastsat i denne forordning under fuld
overholdelse af den grundlæggende ret til at blive
hørt og til aktindsigt i forbindelse med
håndhævelsesprocedurer, proportionalitetsprincippet og
de berørte parters rettigheder og interesser.
(141) Kommissionen bør kunne
udbede sig de oplysninger, der er nødvendige for at sikre en
effektiv gennemførelse og overholdelse af forpligtelserne i
denne forordning i hele Unionen. Kommissionen bør navnlig
have adgang til alle relevante dokumenter, data og oplysninger, der
er nødvendige for at indlede og gennemføre
undersøgelser og for at overvåge overholdelsen af de
relevante forpligtelser i denne forordning, uanset hvem der er i
besiddelse af de pågældende dokumenter, data eller
oplysninger, og uanset deres form eller format, deres
lagringsmedium eller det nøjagtige sted, hvor de er lagret.
Kommissionen bør ved en behørigt begrundet anmodning
om oplysninger direkte kunne kræve, at udbyderen af den
berørte meget store onlineplatform eller den meget store
onlinesøgemaskine såvel som enhver fysisk eller
juridisk person, der handler som led i deres erhverv, forretning,
håndværk eller profession, der med føje kan
forventes af kende til oplysninger vedrørende den formodede
eller stedfundne overtrædelse, alt efter hvad der er
relevant, fremlægger alt relevant bevismateriale og alle
relevante data og oplysninger. Desuden bør Kommissionen
kunne anmode om alle relevante oplysninger fra alle offentlige
myndigheder, organer eller agenturer i medlemsstaten med henblik
på denne forordning. Kommissionen bør kunne
kræve adgang til og redegørelser, i form af
udøvelsen af undersøgelsesbeføjelser
såsom anmodninger om oplysninger eller interviews,
vedrørende dokumenter, data, oplysninger, databaser og
algoritmer og til med deres samtykke at indhente udtalelse fra
relevante personer, og til med deres samtykke at interviewe enhver
fysisk eller juridisk person, der kan tænkes at være i
besiddelse af nyttige oplysninger, og til at registrere den
pågældende persons udtalelser med ethvert teknisk
hjælpemiddel. Kommissionen bør også have
beføjelse til at foretage de kontrolbesøg, der er
nødvendige for at håndhæve de relevante
bestemmelser i denne forordning. Disse
undersøgelsesbeføjelser skal supplere Kommissionens
mulighed for at anmode koordinatorerne for digitale tjenester og
andre medlemsstaters myndigheder om bistand, f.eks. ved at levere
oplysninger eller i forbindelse med udøvelsen af disse
beføjelser.
(142) Midlertidige foranstaltninger
kan være et vigtigt redskab til at sikre, at
overtrædelsen, mens undersøgelsen af den finder sted,
ikke medfører risiko for alvorlig skade for
tjenestemodtagerne. Dette redskab er vigtigt for at undgå, at
situationen fører til resultater, der kan være yderst
vanskelig at omgøre ved en afgørelse truffet af
Kommissionen ved procedurens afslutning. Kommissionen bør
derfor have beføjelse til at pålægge
midlertidige foranstaltninger ved afgørelse i forbindelse
med en procedure, der er indledt med henblik på eventuel
vedtagelse af en afgørelse om manglende overholdelse. Denne
beføjelse bør gælde i tilfælde, hvor
Kommissionen umiddelbart har konstateret, at udbyderen af en meget
stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine
har overtrådt forpligtelserne i denne forordning. En
afgørelse om pålæg af midlertidige
foranstaltninger bør kun finde anvendelse i en nærmere
fastlagt periode, enten indtil afslutningen af Kommissionens
procedure eller i en bestemt periode, som kan forlænges i det
omfang, det er nødvendigt og hensigtsmæssigt.
(143) Kommissionen bør kunne
iværksætte de nødvendige tiltag for at
overvåge effektiv gennemførelse og opfyldelse af de
forpligtelser, der er fastsat i denne forordning. Sådanne
tiltag bør omfatte muligheden for at udpege uafhængige
eksterne eksperter og revisorer til at bistå Kommissionen i
denne proces, herunder eventuelt fra kompetente myndigheder i
medlemsstaterne såsom data- og
forbrugerbeskyttelsesmyndigheder. Kommissionen bør sikre
tilstrækkelig rotation ved udpegelsen af revisorer.
(144) Håndhævelsen af
de relevante forpligtelser i denne forordning bør kunne
sikres ved hjælp af bøder og tvangsbøder. Med
henblik herpå bør der også fastsættes
passende niveauer for bøder og tvangsbøder i
tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne og brud
på procedurereglerne med passende forældelsesfrister i
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og ne bis in
idem-princippet. Kommissionen og de relevante nationale myndigheder
bør koordinere deres håndhævelsesindsats for at
sikre, at ovennævnte principper overholdes. Kommissionen
bør navnlig tage hensyn til bøder og sanktioner, der
pålægges den samme juridiske person for de samme
forhold gennem en endelig afgørelse i procedurer
vedrørende en overtrædelse af andre EU-regler eller
nationale regler, for at sikre, at de samlede pålagte
bøder og sanktioner er forholdsmæssigt afpasset
alvoren af de begåede overtrædelser. Samtlige
afgørelser, som Kommissionen træffer i henhold til
denne forordning, kan underkastes prøvelse ved Den
Europæiske Unions Domstol i henhold til TEUF. Den
Europæiske Unions Domstol bør have ubegrænset
jurisdiktion for så vidt angår bøder og
tvangsbøder i henhold til traktatens artikel 261.
(145) Det er i betragtning af de
potentielt betydelige samfundsmæssige indvirkninger af en
overtrædelse af de yderligere forpligtelser, der udelukkende
gælder for meget store onlineplatforme og meget store
onlinesøgemaskiner, og for at udvise dette hensyn til
almenvellet, nødvendigt at tilsikre et system for
skærpet tilsyn med samtlige tiltag, således at
overtrædelser af denne forordning reelt håndteres og
bringes til ophør. Når der er konstateret, og om
nødvendigt pålagt sanktion for, en overtrædelse
af en af bestemmelserne i denne forordning, som udelukkende
gælder for meget store onlineplatforme eller meget store
onlinesøgemaskiner, bør Kommissionen derfor anmode
udbyderen af en sådan platform eller en sådan
søgemaskine om at udarbejde en detaljeret handlingsplan for
afhjælpning af eventuelle virkninger af overtrædelsen
for fremtiden og meddele en sådan handlingsplan inden for en
tidsplan, der bør fastsættes af Kommissionen, til
koordinatorerne for digitale tjenester, Kommissionen og
rådet. Kommissionen bør under hensyntagen til
rådets udtalelse fastslå, om foranstaltningerne i
handlingsplanen er tilstrækkelige til at håndtere
overtrædelsen, og i den forbindelse også tage hensyn
til om tilslutning til den relevante adfærdskodeks er blandt
de foreslåede foranstaltninger. Kommissionen bør
ligeledes overvåge eventuelle efterfølgende
foranstaltninger, der træffes af den berørte udbyder
af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor
onlinesøgemaskine som fastsat i den pågældendes
handlingsplan, og herunder tage hensyn til en uafhængig
revision af udbyderen. Hvis Kommissionen efter handlingsplanens
gennemførelse fortsat finder, at overtrædelsen ikke er
afhjulpet i fuldt omfang, eller hvis handlingsplanen ikke er
forelagt eller ikke anses for at være fyldestgørende,
bør Kommissionen kunne gøre brug af enhver
undersøgelses- eller
håndhævelsesbeføjelse i henhold til denne
forordning, herunder beføjelsen til at pålægge
periodiske tvangsbøder og indledning af proceduren til at
hindre adgang til den overtrædende tjeneste.
(146) Den berørte udbyder af
den meget store onlineplatform eller af en meget stor
onlinesøgemaskine og andre personer, der er omfattet af
Kommissionens beføjelser, og hvis interesser kan blive
påvirket af en afgørelse, bør have lejlighed
til at fremsætte bemærkninger på forhånd,
og de vedtagne afgørelser bør offentliggøres
bredt. Samtidig med at de deltagende parters ret til forsvar, og
navnlig retten til aktindsigt sikres, er det afgørende at
beskytte fortrolige oplysninger. Endvidere bør Kommissionen,
samtidig med at den respekterer oplysningernes fortrolighed, sikre,
at alle oplysninger, der ligger til grund for dens
afgørelse, videregives i et omfang, der gør det
muligt for afgørelsens adressat at forstå de forhold
og betragtninger, der førte til afgørelsen.
(147) Det er for at sikre en
harmoniseret anvendelse og håndhævelse af denne
forordning vigtigt, at de nationale myndigheder, herunder de
nationale domstole, råder over samtlige de oplysninger, der
er nødvendige for, at deres afgørelser ikke er i
strid med en afgørelse vedtaget af Kommissionen i henhold
til denne forordning. Dette berører ikke artikel 267 i
TEUF.
(148) Effektiv
håndhævelse og overvågning af denne forordning
kræver en gnidningsløs udveksling af oplysninger i
realtid mellem koordinatorerne for digitale tjenester, rådet
og Kommissionen baseret på de informationsstrømme og
procedurer, der er fastsat i denne forordning. Dette kan også
berettige, at andre kompetente myndigheder i hensigtsmæssigt
omfang får adgang til systemet. Da de udvekslede oplysninger
kan være fortrolige eller omfatte personoplysninger,
bør de samtidig beskyttes mod uautoriseret adgang i
overensstemmelse med de formål, hvortil oplysningerne er
indsamlet. Derfor bør al kommunikation mellem disse
myndigheder finde sted på grundlag af et pålideligt og
sikkert informationsudvekslingssystem, hvis nærmere
specifikationer bør fastsættes i en
gennemførelsesretsakt. Informationsudvekslingssystemet kan
være baseret på eksisterende redskaber
vedrørende det indre marked i det omfang, de kan opfylde
denne forordnings mål på en omkostningseffektiv
måde.
(149) Tjenestemodtagere bør
også have ret til at bemyndige en juridisk person eller et
offentligt organ til at udøve deres rettigheder i henhold
til denne forordning, dog uden at dette berører
tjenestemodtageres ret til at lade sig repræsentere i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2020/1828 (33) eller enhver anden form for
repræsentation i henhold til national ret. Sådanne
rettigheder omfatter rettigheder i forbindelse med indgivelse af
anmeldelser, anfægtelse af beslutninger truffet af udbydere
af formidlingstjenester og indgivelse af klager over udbyderne for
overtrædelse af denne forordning. Visse organer,
organisationer og sammenslutninger besidder særlig ekspertise
i og kompetence til at påvise og indberette fejlagtige eller
ubegrundede beslutninger om indholdsmoderation, og deres klager
på vegne af tjenestemodtagere kan have en positiv indvirkning
på ytrings- og informationsfriheden generelt, og udbydere af
onlineplatforme bør derfor behandle disse klager uden
unødig forsinkelse.
(150) Af hensyn til effektiviteten
bør Kommissionen foretage en generel evaluering af denne
forordning. Denne generelle evaluering bør bl.a. omhandle
anvendelsesområdet for de tjenester, der er omfattet af denne
forordning, samspillet med andre retsakter, denne forordnings
indvirkning på det indre markeds funktionsmåde, navnlig
med hensyn til digitale tjenester, gennemførelsen af
adfærdskodekser, forpligtelsen til at udpege en retlig
repræsentant, der er etableret Unionen, virkningen af
forpligtelserne på små virksomheder og
mikrovirksomheder, effektiviteten af tilsyns- og
håndhævelsesmekanismen og indvirkningen på
ytrings- og informationsfriheden. Kommissionen bør endvidere
for at undgå uforholdsmæssige byrder og sikre denne
forordnings vedvarende effektivitet foretage en evaluering af
virkningen af denne forordnings forpligtelser på små og
mellemstore virksomheder senest tre år efter, at den begynder
at finde anvendelse, og en evaluering af anvendelsesområdet
for de tjenester, der er omfattet af denne forordning, navnlig for
meget store onlineplatforme og for meget store
onlinesøgemaskiner, og samspillet med andre retsakter senest
tre år efter dens ikrafttræden.
(151) For at sikre ensartede
betingelser for gennemførelsen af denne forordning
bør Kommissionen tillægges
gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge
skabeloner for form, indhold og andre enkeltheder af rapporter om
indholdsmoderation, til at fastsætte størrelsen af det
årlige tilsynsgebyr, der pålægges udbydere af
meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner, til at fastsætte de praktiske
ordninger for proceduren, høringer og aftalt aktindsigt, der
udføres i forbindelse med tilsyn, undersøgelse,
håndhævelse og overvågning i forbindelse med
udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner, samt fastsætte praktiske og
operationelle ordninger for informationsudvekslingssystemets
virkemåde og interoperabilitet med andre relevante systemer.
Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
182/2011 (34).
(152) For at opfylde målene i
denne forordning bør beføjelsen til at vedtage
retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel
290 i TEUF med henblik på at supplere denne forordning for
så vidt angår kriterier for identifikationen af meget
store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner,
proceduremæssige skridt, revisionsmetoder og
rapporteringsskabeloner for revisionerne, de tekniske
specifikationer for anmodninger om adgang og den nærmere
metode og procedurerne for fastsættelsen af tilsynsgebyret.
Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører
relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder
på ekspertniveau, og at disse høringer
gennemføres i overensstemmelse med principperne i den
interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning
(35). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede
retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle
dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og
deres eksperter har systematisk adgang til møder i
Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med
forberedelse af delegerede retsakter.
(153) I denne forordning
respekteres de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i
chartret, og de grundlæggende rettigheder, der udgør
EU-rettens almindelige principper. Denne forordning bør
derfor fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse
grundlæggende rettigheder, herunder retten til ytrings- og
informationsfrihed og principperne om mediefrihed og mediernes
pluralisme. Ved udøvelsen af de beføjelser, der er
fastsat i denne forordning, bør alle involverede offentlige
myndigheder i tilfælde, hvor der er konflikt mellem de
relevante grundlæggende rettigheder, finde en rimelig balance
mellem de pågældende rettigheder i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet.
(154) I lyset af omfanget og
virkningen af samfundsmæssige risici, som meget store
onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner kan
medføre, behovet for at imødegå disse risici
som en prioritet og muligheden for at træffe de
nødvendige foranstaltninger, er det berettiget at
begrænse den periode, efter hvilken denne forordning begynder
at finde anvendelse for udbyderne af disse tjenester.
(155) Målet for denne
forordning, nemlig at bidrage til et velfungerende indre marked og
et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø,
hvor de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i
chartret, er behørigt beskyttet, kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, fordi de ikke
kan sikre den nødvendige harmonisering og det
nødvendige samarbejde ved at handle alene, men kan på
grund af det territoriale og personelle anvendelsesområde
bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet,
jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er
nødvendigt for at opfylde dette mål.
(156) Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i
overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2018/1725 (36) og afgav den 10.
februar 2021 udtalelse (37) -
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
KAPITEL I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 1
Genstand
1. Formålet med denne
forordning er at bidrage til et velfungerende indre marked for
formidlingstjenester, ved at fastsætte harmoniserede regler
for et sikkert, forudsigeligt og pålideligt
onlinemiljø, der fremmer innovation, og hvori de
grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret,
herunder princippet om forbrugerbeskyttelse, beskyttes
effektivt.
2. I denne forordning
fastsættes harmoniserede regler for ydelse af
formidlingstjenester i det indre marked. Der fastsættes
navnlig:
a) en ramme for betinget
ansvarsfritagelse for udbydere af formidlingstjenester
b) regler om specifikke due
diligence-forpligtelser, der er skræddersyet til visse
specifikke kategorier af udbydere af formidlingstjenester
c) regler om gennemførelse
og håndhævelse af denne forordning, herunder
vedrørende samarbejde og koordinering mellem de kompetente
myndigheder.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Denne forordning finder
anvendelse på formidlingstjenester, der udbydes til
tjenestemodtagere, som er etableret eller befinder sig i Unionen,
uanset hvor udbyderne af disse formidlingstjenester er
etableret.
2. Denne forordning finder ikke
anvendelse på tjenester, der ikke er formidlingstjenester,
eller på krav til sådanne tjenester, uanset om de ydes
via en formidlingstjeneste.
3. Denne forordning berører
ikke anvendelsen af direktiv 2000/31/EF.
4. Denne forordning berører
ikke reglerne i andre EU-retsakter, der regulerer andre aspekter
vedrørende udbud af formidlingstjenester i det indre marked
eller som præciserer og supplerer denne forordning, navnlig
følgende:
a) direktiv 2010/13/EU
b) EU-retten om ophavsret og
beslægtede rettigheder
c) forordning (EU) 2021/784
d) forordning (EU) 2019/1148
e) forordning (EU) 2019/1150
f) EU-retten om
forbrugerbeskyttelse og produktsikkerhed, herunder forordning (EU)
2017/2394 og (EU) 2019/1020 samt direktiv 2001/95/EF og
2013/11/EU
g) EU-retten om beskyttelse af
personoplysninger, navnlig forordning (EU) 2016/679 og direktiv
2002/58/EF
h) EU-retten på området
civilretligt samarbejde, navnlig forordning (EU) nr. 1215/2012
eller enhver EU-retsakt, der fastsætter regler om den ret,
som finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser og
forpligtelser uden for kontrakt
i) EU-retten på området
strafferetligt samarbejde, navnlig en forordning om
europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk
bevismateriale i straffesager
j) et direktiv om harmoniserede
regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik
på indsamling af bevismateriale i straffesager.
Artikel 3
Definitioner
I denne forordning forstås
ved:
a)
»informationssamfundstjeneste«: en tjeneste som
defineret i artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv (EU)
2015/1535
b) »tjenestemodtager«:
enhver fysisk eller juridisk person, som anvender en
formidlingstjeneste, navnlig med henblik på at søge
information eller gøre information tilgængelig
c) »forbruger«: enhver
fysisk person, der ikke handler som led i den
pågældende persons erhverv, forretning,
håndværksmæssige virksomhed eller profession
d) »at udbyde tjenester i
Unionen«: at gøre det muligt for fysiske eller
juridiske personer i en eller flere medlemsstater at anvende
tjenester fra en udbyder af formidlingstjenester, som har en
væsentlig tilknytning til Unionen
e) »væsentlig
tilknytning til Unionen«: en tilknytning mellem en udbyder af
formidlingstjenester og Unionen, enten som følge af dennes
etablering i Unionen eller af specifikke faktuelle kriterier
såsom:
- et betydeligt antal
tjenestemodtagere i en eller flere medlemsstater i forhold til den
eller deres befolkningstal, eller
- målretning af aktiviteter
mod én eller flere medlemsstater
f) »erhvervsdrivende«:
enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om den er
privat eller offentligt ejet, der handler, herunder via en anden
person, der optræder i den pågældendes navn eller
på den pågældende persons vegne, som led i den
pågældende persons erhverv, forretning,
håndværksmæssige virksomheder eller
profession
g)
»formidlingstjeneste«: en af følgende
informationssamfundstjenester:
i) »ren
videreformidling« (»mere conduit«), der
består i transmission på et kommunikationsnet af
information, som leveres af en tjenestemodtager, eller levering af
adgang til et kommunikationsnet
ii) en
»caching«-tjeneste, der består i transmission
på et kommunikationsnet af information, som leveres af en
tjenestemodtager, der involverer automatisk, mellemliggende og
midlertidig lagring af denne information og udføres alene
med det formål at gøre senere transmission af
informationen til andre modtagere efter disses anmodning mere
effektiv
iii) en
»hosting«-tjeneste, der består i lagring af
information leveret af en tjenestemodtager på dennes
anmodning
h) »ulovligt indhold«:
enhver form for information, som i sig selv eller i kraft af sin
tilknytning til en aktivitet, herunder salg af produkter eller
ydelse af tjenester, ikke er i overensstemmelse med EU-retten eller
en medlemsstats nationale ret, som er i overensstemmelse med
EU-retten, uanset denne rets særlige genstand eller art
i) »onlineplatform«: en
hostingtjeneste, som på anmodning af en tjenestemodtager
lagrer og udbreder information til offentligheden, medmindre denne
aktivitet udgør en mindre og rent accessorisk funktion, der
er knyttet til en anden tjeneste, eller udgør en mindre
funktionalitet ved den primære tjeneste, og som af objektive
og tekniske grunde ikke kan anvendes uden denne anden tjeneste, og
hvis integration i den anden tjeneste af denne funktion eller
funktionalitet ikke er et middel til at omgå anvendeligheden
af denne forordning.
j)
»onlinesøgemaskine«: en formidlingstjeneste, som
giver brugerne mulighed for at foretage forespørgsler for at
udføre søgninger på principielt alle websteder
eller alle websteder på et bestemt sprog på grundlag af
en forespørgsel om et hvilket som helst emne ved hjælp
af et søgeord, en stemmesøgning, en sætning
eller andet input, og som fremviser resultater i et hvilket som
helst format, hvori der kan findes oplysninger om det
ønskede indhold
k) »udbredelse til
offentligheden«: at stille information til rådighed for
et potentielt ubegrænset antal tredjeparter efter anmodning
fra den tjenestemodtager, der har leveret informationen
l) »aftale om
fjernsalg«: en aftale om fjernsalg som defineret i artikel 2,
nr. 7), i direktiv 2011/83/EU
m)
»onlinegrænseflade«: enhver form for software,
herunder et websted eller en del af et websted, og applikationer,
herunder mobilapplikationer
n) »koordinator for digitale
tjenester i etableringslandet«: koordinatoren for digitale
tjenester i den medlemsstat, hvor udbyderen af en
formidlingstjeneste har sit hovedforretningssted, eller hvor dennes
retlige repræsentant er bosiddende eller etableret
o) »koordinator for digitale
tjenester i destinationslandet«: koordinatoren for digitale
tjenester i den medlemsstat, hvor formidlingstjenesten ydes
p) »aktiv modtager af en
onlineplatform«: en tjenestemodtager, der har anvendt en
onlineplatform ved enten af anmode onlineplatformen om at foretage
oplagring af information eller ved at være eksponeret for
information, der er oplagret hos onlineplatformen og udbredes via
dennes onlinegrænseflade
q) »aktiv modtager af en
onlinesøgemaskine«: en tjenestemodtager, der har
foretaget en forespørgsel i en onlinesøgemaskine og
eksponeres for information, der indekseres og vises på dens
onlinegrænseflade
r) »reklame«:
information, der har til formål at fremme en juridisk eller
fysisk persons budskab, uanset om det sker med kommercielle eller
ikkekommercielle formål, og som vises af en onlineplatform
på dennes onlinegrænseflade mod betaling for specifikt
at fremme denne information
s) »anbefalingssystem«:
et helt eller delvist automatiseret system, der anvendes af en
onlineplatform til at foreslå specifik information i sin
onlinegrænseflade til tjenestemodtagere eller prioritere
denne information, herunder som følge af en søgning,
der er indledt af tjenestemodtageren, eller som på anden
måde bestemmer den relative rækkefølge eller
fremtrædende placering af den viste information
t)
»indholdsmoderation«: aktiviteter, hvad enten de er
automatiserede eller ej, der udføres af udbydere af
formidlingstjenester, der har henblik på navnlig at
påvise, identificere og håndtere ulovligt indhold eller
ulovlig information leveret af tjenestemodtagere, som er i strid
med deres vilkår og betingelser, herunder foranstaltninger,
der berører tilgængeligheden og synligheden af og
adgangen til det pågældende ulovlige indhold eller den
pågældende information, f.eks. degradering,
demonetarisering, hindring af adgang til eller fjernelse heraf,
eller som berører tjenestemodtagernes mulighed for at levere
den pågældende information, f.eks. lukning eller
suspension af en modtagers konto
u) »vilkår og
betingelser«: alle klausuler, uanset deres betegnelse eller
form, som regulerer kontraktforholdet mellem en udbyder af
formidlingstjenester og tjenestemodtagerne
v) »personer med
handicap«: personer med handicap som omhandlet i artikel 3,
nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/882 (38)
w) »kommerciel
kommunikation«: kommerciel kommunikation som defineret i
artikel 2, litra f), i direktiv 2000/31/EF
x) »omsætning«:
en virksomheds provenu i den i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF)
nr. 139/2004 anvendte betydning (39).
KAPITEL II
UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS
ANSVAR
Artikel 4
Ren videreformidling (»mere
conduit«)
1. Ved ydelse af en
informationssamfundstjeneste i form af transmission på et
kommunikationsnet af information, der leveres af en
tjenestemodtager, eller levering af adgang til et kommunikationsnet
er tjenesteudbyderen ikke ansvarlig for den information, der
transmitteres eller tilgås, forudsat at udbyderen:
a) ikke selv
iværksætter transmissionen
b) ikke udvælger modtageren
af transmissionen, og
c) ikke udvælger og ikke
ændrer den transmitterede information.
2. Den i stk. 1 omhandlede
transmission og levering af adgang omfatter automatisk,
mellemliggende og kortvarig lagring af transmitteret information,
forudsat at denne lagring udelukkende tjener til udførelse
af transmission på kommunikationsnettet, og dens varighed
ikke overstiger den tid, der med rimelighed kan antages at
være nødvendig til transmissionen.
3. Denne artikel berører
ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i
overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at
en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør
eller forhindrer den.
Artikel 5
»Caching«
1. I tilfælde af ydelse af en
informationssamfundstjeneste, der består i transmission
på et kommunikationsnet af information, som leveres af en
tjenestemodtager, pådrager tjenesteudbyderen sig ikke ansvar
for automatisk, mellemliggende og midlertidig lagring af denne
information foretaget alene med det formål at gøre
senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere
efter disses anmodning mere effektiv eller mere sikker, forudsat at
udbyderen:
a) ikke ændrer
informationen
b) overholder betingelserne for
adgang til informationen
c) overholder reglerne om
ajourføring af informationen, angivet på en
måde, der er almindelig anerkendt og anvendt af branchen
d) ikke foretager indgreb i den
lovlige anvendelse af teknologi, som er almindelig anerkendt og
anvendt i branchen, med det formål at skaffe sig data om
anvendelsen af informationen, og
e) straks tager skridt til at
fjerne den information, udbyderen har lagret, eller til at hindre
adgangen til den, når udbyderen får konkret kendskab
til, at informationen på den oprindelige transmissionskilde
er blevet fjernet fra nettet eller adgangen til den hindret, eller
at en retslig eller en administrativ myndighed har krævet
informationen fjernet eller adgangen til den hindret.
2. Denne artikel berører
ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i
overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at
en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør
eller forhindrer den.
Artikel 6
Hosting
1. I tilfælde af ydelse af en
informationssamfundstjeneste, som består i lagring af
information leveret af en tjenestemodtager, pådrager
tjenesteudbyderen sig ikke ansvar for information lagret på
anmodning af en tjenestemodtager, forudsat at udbyderen:
a) ikke har konkret kendskab til
den ulovlige aktivitet eller det ulovlige indhold og, for så
vidt angår erstatningskrav, ikke har kendskab til forhold
eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige aktivitet eller det
ulovlige indhold fremgår, eller
b) fra det øjeblik, hvor
tjenesteudbyderen får et sådant kendskab, straks tager
skridt til at fjerne det ulovlige indhold eller hindre adgangen
hertil.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse,
hvor tjenestemodtageren handler under udbyderens myndighed eller
kontrol.
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse
på ansvaret i henhold til forbrugerbeskyttelseslovgivningen
for onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at
indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, hvis en
sådan onlineplatform præsenterer den specifikke
information eller på anden måde muliggør den
pågældende specifikke transaktion på en
måde, der ville få en gennemsnitsforbruger til at tro,
at den information eller det produkt eller den tjeneste, der er
genstand for transaktionen, enten leveres af onlineplatformen selv
eller af en tjenestemodtager, der handler under platformens
myndighed eller kontrol.
4. Denne artikel berører
ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i
overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at
en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør
eller forhindrer den.
Artikel 7
Frivillige undersøgelser på eget
initiativ og overholdelse af lovgivningen
Udbydere af formidlingstjenester
anses ikke for at være udelukket fra de ansvarsfritagelser,
der er omhandlet i artikel 4, 5 og 6, udelukkende fordi de i god
tro og omhyggeligt gennemfører frivillige
undersøgelser på eget initiativ eller træffer
andre foranstaltninger, der har til formål at påvise,
identificere og fjerne eller hindre adgangen til ulovligt indhold
eller træffe de nødvendige foranstaltninger til at
opfylde kravene i EU-retten og national ret, som er i
overensstemmelse med EU-retten, herunder kravene i denne
forordning.
Artikel 8
Ingen generelle forpligtelser til at
overvåge eller aktivt undersøge forhold
Udbydere af formidlingstjenester
må ikke pålægges en generel forpligtelse til at
overvåge den information, de transmitterer eller lagrer,
eller til aktivt at undersøge forhold eller
omstændigheder, der tyder på ulovlig aktivitet.
Artikel 9
Påbud om at gribe ind over for ulovligt
indhold
1. Ved modtagelsen af et
påbud om at gribe ind over for en eller flere specifikke
forekomster af ulovligt indhold, der er udstedt af de relevante
nationale retslige eller administrative myndigheder på
grundlag af gældende EU-ret eller national ret, som er i
overensstemmelse med EU-retten, underretter udbydere af
formidlingstjenester uden unødig forsinkelse den myndighed,
der har udstedt påbuddet, eller enhver anden myndighed, som
er angivet i påbuddet, om eventuel virkning, påbuddene
er givet, med nærmere angivelse af, hvorvidt og hvornår
påbuddet blev givet virkning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at et
påbud som omhandlet i stk. 1, når det fremsendes til
udbyderen, som minimum opfylder følgende betingelser:
a) dette påbud indeholder
følgende elementer:
i) en henvisning til retsgrundlaget
i EU-retten eller national ret for påbuddet
ii) en begrundelse for, hvorfor
informationen er ulovligt indhold, med henvisning til én
eller flere specifikke bestemmelser i EU-retten eller national ret,
som er i overensstemmelse med EU-retten
iii) angivelse af den udstedende
myndighed
iv) tydelige oplysninger, der
sætter udbyderen af formidlingstjenester i stand til at
identificere og lokalisere det pågældende ulovlige
indhold såsom en eller flere URL'er og om nødvendigt
yderligere oplysninger
v) information om klagemekanismer,
der er tilgængelige for udbyderen af formidlingstjenesterne
og for den tjenestemodtager, som leverede indholdet
vi) hvor det er relevant,
oplysninger om, hvilken myndighed der skal tilsendes oplysninger om
implementeringen af påbuddene
b) dette påbuds territoriale
anvendelsesområde i henhold til gældende regler i
EU-retten og national ret, herunder chartret, og i påkommende
tilfælde generelle folkeretlige principper, er
begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at
nå dets mål
c) dette påbud fremsendes
på et af de sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har
angivet i henhold til artikel 11, stk. 3, eller på et andet
officielt sprog i medlemsstaterne, der er aftalt mellem den
myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen, og sendes
til det elektroniske kontaktpunkt, som den pågældende
udbyder har udpeget i overensstemmelse med artikel 11; hvis
påbuddet ikke er affattet på det sprog, som udbyderen
af formidlingstjenester har angivet, eller på et sprog, der
er aftalt bilateralt, kan påbuddet fremsendes på den
udstedende myndigheds sprog, forudsat at det ledsages af en
oversættelse til et sådant angivet eller aftalt sprog
af mindst de elementer, der er fastsat i dette stykkes litra a) og
b).
3. Den myndighed, der har udstedt
påbuddet, eller i påkommende tilfælde den
myndighed, som er angivet deri, fremsender dette sammen med de
oplysninger, der er modtaget fra udbyderen af formidlingstjenester,
om implementeringen af påbuddet, til koordinatoren for
digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat.
4. Koordinatoren for digitale
tjenester i den pågældende medlemsstat fremsender efter
modtagelse af påbuddet fra den retslige eller administrative
myndighed uden unødig forsinkelse en kopi af det i stk. 1
omhandlede påbud til alle andre digitale
tjenestekoordinatorer via det system, der er oprettet i henhold til
artikel 85.
5. Senest når påbuddet
gives virkning, eller i påkommende tilfælde på
det tidspunkt, som den udstedende myndighed har fastsat i
påbuddet, underretter udbydere af formidlingstjenester den
berørte tjenestemodtager om det modtagne påbud og
implementeringen heraf. Disse oplysninger givet til
tjenestemodtageren skal omfatte en begrundelse, eksisterende
klagemuligheder og en beskrivelse af påbuddets territoriale
anvendelsesområde i overensstemmelse med stk. 2.
6. De betingelser og krav, der er
fastsat i denne artikel, berører ikke national
civilprocesret og straffeprocesret.
Artikel 10
Påbud om at give oplysninger
1. Ved modtagelsen af et
påbud om at give specifikke oplysninger om en eller flere
specifikke individuelle tjenestemodtagere, der er udstedt af de
relevante nationale retslige eller administrative myndigheder
på grundlag af gældende EU-ret eller national ret, som
er i overensstemmelse med EU-retten, underretter udbydere af
formidlingstjenester uden unødig forsinkelse den myndighed,
der har udstedt påbuddet, eller enhver anden myndighed, som
er angivet i påbuddet, om dets modtagelse og om den virkning,
der er givet til påbuddet, med nærmere angivelse af,
hvorvidt og hvornår påbuddet blev givet virkning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at et
påbud som omhandlet i stk. 1, når det fremsendes til
udbyderen, som minimum opfylder følgende betingelser:
a) dette påbud indeholder
følgende elementer:
i) en henvisning til retsgrundlaget
i EU-retten eller national ret for påbuddet
ii) angivelse af den udstedende
myndighed
iii) tydelige oplysninger, der
sætter udbyderen af formidlingstjenester i stand til at
identificere den eller de specifikke modtagere, som der anmodes om
oplysninger om, f.eks. et eller flere kontonavne eller entydige
identifikatorer
iv) en begrundelse for det
formål, hvortil oplysningerne er påkrævede, og
hvorfor kravet om at give oplysningerne er nødvendigt og
forholdsmæssigt for at fastslå, om modtagerne af
formidlingstjenesterne overholder gældende EU-ret eller
national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, medmindre en
sådan begrundelse ikke kan gives af hensyn til forebyggelse,
efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af
strafbare handlinger
v) information om klagemekanismer,
der er tilgængelige for udbyderen og for de berørte
tjenestemodtagere
vi) i påkommende
tilfælde oplysninger om, hvilken myndighed, der skal modtage
information om implementeringen af påbuddene
b) dette påbud forpligter kun
udbyderen til at give oplysninger, der allerede er indsamlet med
henblik på ydelse af tjenesten, og som er under udbyderens
kontrol
c) dette påbud fremsendes
på et af de sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har
angivet i henhold til artikel 11, stk. 3, eller på et andet
officielt sprog i medlemsstaterne, der er aftalt mellem den
myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen, og sendes
til det elektroniske kontaktpunkt, som den pågældende
udbyder har udpeget i overensstemmelse med artikel 11; hvis
påbuddet ikke er affattet på det sprog, som udbyderen
af formidlingstjenester har angivet, eller på et sprog, der
er aftalt bilateralt, kan påbuddet fremsendes på den
udstedende myndigheds sprog, forudsat at det ledsages af en
oversættelse til et sådant angivet eller aftalt sprog
af mindst de elementer, der er fastsat i dette stykkes litra a) og
b).
3. Den myndighed, der har udstedt
påbuddet, eller i påkommende tilfælde den
myndighed, som er angivet deri, fremsender dette sammen med de
oplysninger, der er modtaget fra udbyderen af formidlingstjenester
om implementeringen af påbuddet, til koordinatoren for
digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat.
4. Koordinatoren for digitale
tjenester i den pågældende medlemsstat fremsender efter
modtagelse af påbuddet fra den berørte medlemsstats
retslige eller administrative myndighed uden unødig
forsinkelse en kopi af det i stk. 1 omhandlede påbud til alle
digitale tjenestekoordinatorer via det system, der er oprettet i
henhold til artikel 85.
5. Senest når påbuddet
gives virkning, eller i påkommende tilfælde på
det tidspunkt, som den udstedende myndighed har fastsat i
påbuddet, underretter udbydere af formidlingstjenester den
berørte tjenestemodtager om det modtagne påbud og
implementeringen heraf. Disse oplysninger givet til
tjenestemodtageren skal omfatte en begrundelse og eksisterende
klagemuligheder i overensstemmelse med stk. 2.
6. De betingelser og krav, der er
fastsat i denne artikel, berører ikke national
civilprocesret og straffeprocesret.
KAPITEL III
DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET
GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ
AFDELING 1
Bestemmelser, som finder anvendelse
på alle udbydere af formidlingstjenester
Artikel 11
Kontaktpunkter for medlemsstaternes
myndigheder, Kommissionen og rådet
1. Udbydere af formidlingstjenester
udpeger ét enkelt kontaktpunkt, der giver dem mulighed for
at kommunikere direkte elektronisk med medlemsstaternes
myndigheder, Kommissionen og det i artikel 61 omhandlede råd,
med henblik på anvendelsen af denne forordning.
2. Udbydere af formidlingstjenester
offentliggør de oplysninger, der er nødvendige for at
identificere og kommunikere med deres enkelte kontaktpunkter
på en nem måde. Disse oplysninger skal være
lettilgængelige og skal holdes ajour.
3. Udbydere af formidlingstjenester
angiver i de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, det eller de
officielle sprog i medlemsstaterne, som i tillæg til et
EU-sprog, som overordnet set forstås af det størst
mulige antal EU-borgere, anvendes i kommunikationen med deres
kontaktpunkter, og det skal omfatte mindst ét af de
officielle sprog i den medlemsstat, hvor udbyderen af
formidlingstjenester har sit hovedforretningssted, eller hvor
dennes retlige repræsentant er bosiddende eller
etableret.
Artikel 12
Kontaktpunkter for
tjenestemodtagere
1. Udbydere af formidlingstjenester
skal udpege ét enkelt kontaktpunkt, der gør det
muligt for tjenestemodtagere at kommunikere direkte og hurtigt med
dem ad elektronisk vej og på en brugervenlig måde,
herunder ved at give tjenestemodtagere mulighed for at vælge
kommunikationsmidler, som ikke udelukkende må være
baseret på automatiserede værktøjer.
2. Udbydere af formidlingstjenester
skal i tillæg til forpligtelserne i direktiv 2000/31/EF
offentliggøre de oplysninger, der er nødvendige for,
at tjenestemodtagerne nemt kan identificere og kommunikere med
deres enkelte kontaktpunkter. Disse oplysninger skal være
lettilgængelige og skal holdes ajour.
Artikel 13
Retlige repræsentanter
1. Udbydere af
formidlingstjenester, der ikke er etableret i Unionen, men som
udbyder tjenester i Unionen, udpeger skriftligt en juridisk eller
fysisk person til at være deres retlige repræsentant i
en af de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.
2. Udbydere af formidlingstjenester
bemyndiger deres retlige repræsentanter til at modtage
henvendelser ud over eller i stedet for sådanne udbydere fra
medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og
rådet i forbindelse med alle spørgsmål, der er
nødvendige for modtagelsen, overholdelsen og
håndhævelsen af afgørelser, som er udstedt i
forbindelse med denne forordning. Udbydere af formidlingstjenester
giver deres retlige repræsentant de nødvendige
beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at sikre,
at de er i stand til at samarbejde effektivt og rettidigt med
medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og
rådet og efterleve sådanne afgørelser.
3. Den udpegede retlige
repræsentant skal kunne drages til ansvar for manglende
overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning,
uden at det berører udbyderen af formidlingstjenesters
ansvar og de retlige skridt, der vil kunne indledes over for
denne.
4. Udbydere af formidlingstjenester
meddeler navn, postadresse, e-mailadresse og telefonnummer på
deres retlige repræsentant til koordinatoren for digitale
tjenester i den medlemsstat, hvor denne retlige repræsentant
er bosiddende eller etableret. De påser, at disse oplysninger
er offentligt tilgængelige, lettilgængelige,
nøjagtige og ajourførte.
5. Udpegningen af en retlig
repræsentant i Unionen i henhold til stk. 1 udgør ikke
en etablering i Unionen.
Artikel 14
Vilkår og betingelser
1. Udbydere af formidlingstjenester
medtager oplysninger om de begrænsninger, som de måtte
pålægge brugen af deres tjenester med hensyn til
information leveret af tjenestemodtagerne, i deres vilkår og
betingelser. Disse oplysninger skal omfatte oplysninger om
politikker, procedurer, foranstaltninger og værktøjer,
der anvendes med henblik på indholdsmoderation, herunder
algoritmisk beslutningstagning og menneskelig gennemgang, samt
reglerne for deres interne klagebehandlingssystem. De skal affattes
i et klart, almindeligt, forståeligt, brugervenligt og
utvetydigt sprog og være offentligt tilgængelige i et
lettilgængeligt og maskinlæsbart format.
2. Udbydere af formidlingstjenester
skal underrette tjenestemodtagerne om alle væsentlige
ændringer af gældende vilkår og betingelser.
3. Hvis en formidlingstjeneste
primært er rettet mod mindreårige eller hovedsagelig
anvendes af denne aldersgruppe, skal udbyderen af denne
formidlingstjeneste forklare betingelserne for og enhver
begrænsning af brugen af tjenesten på en måde,
som mindreårige kan forstå.
4. Udbydere af formidlingstjenester
handler med omhu og på en objektiv og forholdsmæssigt
afpasset måde ved anvendelsen og håndhævelsen af
de begrænsninger, der er omhandlet i stk. 1, under
behørig hensyntagen til alle involverede parters rettigheder
og legitime interesser, herunder tjenestemodtagernes
grundlæggende rettigheder såsom ytringsfrihed,
mediefrihed og -pluralisme og andre grundlæggende rettigheder
og friheder som fastsat i chartret.
5. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner skal
give tjenestemodtagerne et kortfattet, lettilgængeligt og
maskinlæsbart sammendrag af gældende vilkår og
betingelser, herunder de mulige retsmidler og klagemekanismer,
affattet i klart og utvetydigt sprog.
6. Meget store onlineplatforme og
meget store onlinesøgemaskiner i den i artikel 33 anvendte
betydning skal offentliggøre deres vilkår og
betingelser på de officielle sprog i alle de medlemsstater,
hvor de udbyder deres tjenester.
Artikel 15
Rapporteringsforpligtelser vedrørende
gennemsigtighed for udbydere af formidlingstjenester
1. Udbydere af formidlingstjenester
offentliggør i et maskinlæsbart format og på en
lettilgængelig måde mindst én gang om året
klare og letforståelige rapporter om enhver
indholdsmoderation, de har foretaget i den pågældende
periode. Disse rapporter skal navnlig indeholde oplysninger om
følgende, alt efter hvad der er relevant:
a) for udbydere af
formidlingstjenester, antal påbud modtaget fra
medlemsstaternes myndigheder, herunder påbud udstedt i
overensstemmelse med artikel 9 og 10, kategoriseret efter den
pågældende type ulovligt indhold, den medlemsstat der
har udstedt påbuddet og median for den tid, det tog at
underrette den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller
anden myndighed, der er angivet i påbuddet, om modtagelsen
heraf og at implementere påbuddet
b) for udbydere af
hostingtjenester, antal anmeldelser indgivet i overensstemmelse med
artikel 16, kategoriseret efter den pågældende form for
påstået ulovligt indhold, antal af anmeldelser
indberettet af pålidelige indberettere, tiltag iværksat
på baggrund af anmeldelserne, hvor der sondres mellem, om
tiltagene blev iværksat på grundlag af lovgivningen
eller udbyderens vilkår og betingelser, antal anmeldelser
behandlet ved hjælp af automatiserede metoder og median for
den tid, det tog at iværksætte tiltagene
c) for udbydere af
formidlingstjenester, relevante og forståelige oplysninger om
den indholdsmoderation, der foretages på udbyderens eget
initiativ, herunder brugen af automatiserede
værktøjer, foranstaltninger truffet for at yde
oplæring og assistance til personer med ansvar for
indholdsmoderation, antallet og typen af trufne foranstaltninger,
der påvirker tilgængeligheden og synligheden af og
adgangen til information leveret af tjenestemodtagerne, og
tjenestemodtagernes mulighed for at levere information gennem
tjenesten samt andre, relaterede begrænsninger på
tjenesten. De rapporterede oplysninger skal kategoriseres efter
type af ulovligt indhold eller overtrædelse af
tjenesteudbyderens vilkår og betingelser, efter
påvisningsmetoden og efter den anvendte type
begrænsning
d) for udbydere af
formidlingstjenester, antal klager modtaget gennem de interne
klagebehandlingssystemer i overensstemmelse med udbyderens
vilkår og betingelser og endvidere, gældende for
udbydere af onlineplatforme, i overensstemmelse med artikel 20,
grundlaget for disse klager, beslutninger truffet vedrørende
disse klager, median for den tid, det tog at træffe disse
beslutninger, og antal gange, disse beslutninger blev omgjort
e) enhver anvendelse af
automatiserede metoder med henblik på indholdsmoderation,
herunder en kvalitativ beskrivelse, nærmere angivelse af de
præcise formål, indikatorer for nøjagtigheden og
eventuel fejlrate for de automatiserede metoder anvendt til at
opfylde disse formål samt eventuelle anvendte
sikkerhedsmekanismer.
2. Denne artikels stk. 1 finder
ikke anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, der er
mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i
henstilling 2003/361/EF, og som ikke er meget store onlineplatforme
i den i denne forordnings artikel 33 anvendte betydning.
3. Kommissionen kan vedtage
gennemførelsesretsakter med henblik på at
fastlægge skabeloner for form og indhold og andre enkeltheder
af de rapporter, der udarbejdes i henhold til denne artikels stk.
1, herunder harmoniserede rapporteringsperioder. Disse
gennemførelsesretsakter vedtages efter
rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.
AFDELING 2
Supplerende bestemmelser, som finder
anvendelse på hostingtjenester, herunder
onlineplatforme
Artikel 16
Anmeldelsesmekanismer og
handlepligt
1. Udbydere af hostingtjenester
indfører mekanismer, der gør det muligt for enhver
enkeltperson eller enhed at underrette dem om
tilstedeværelsen på deres tjeneste af specifik
information, som den pågældende person eller enhed
anser for at være ulovligt indhold. Disse mekanismer skal
være let tilgængelige og brugervenlige og skal give
mulighed for indgivelse af anmeldelser udelukkende ad elektronisk
vej.
2. De mekanismer, der er omhandlet
i stk. 1, skal gøre det lettere at indgive
tilstrækkelig præcise og underbyggede anmeldelser. Med
henblik herpå træffer udbyderne af hostingtjenester de
nødvendige foranstaltninger til at muliggøre og lette
indgivelsen af anmeldelser, der skal indeholde alle følgende
elementer:
a) en tilstrækkelig
underbygget begrundelse for, hvorfor den pågældende
person eller enhed anser den pågældende information for
at være ulovligt indhold
b) en nøjagtig angivelse af
den nøjagtige elektroniske adresse for den
pågældende information, f.eks. den eller de
nøjagtige URL'er, og om nødvendigt yderligere
oplysninger, der gør det muligt at identificere det ulovlige
indhold, alt efter typen af indhold og den specifikke type af
hostingtjeneste
c) navn og e-mailadresse på
den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, medmindre der er
tale om information, som anses for at involvere en af de
lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 3-7 i direktiv
2011/93/EU
d) en erklæring, hvori den
person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, bekræfter, at
den pågældende i god tro mener, at oplysningerne og
påstandene deri er nøjagtige og
fuldstændige.
3. De i denne artikel omhandlede
anmeldelser anses for at tilvejebringe konkret kendskab med henblik
på artikel 6 til den pågældende specifikke
information, når de sætter en omhyggelig
hostingtjenesteudbyder i stand til at bestemme, hvori det ulovlige
ved den pågældende aktivitet eller information
består, uden først at måtte foretage en retlig
undersøgelse.
4. Hvis anmeldelsen indeholder
elektroniske kontaktoplysninger på den person eller enhed,
der har indgivet den, sender udbyderen af hostingtjenester uden
unødig forsinkelse en bekræftelse på modtagelsen
af anmeldelsen til den pågældende person eller
enhed.
5. Udbyderen giver også uden
unødig forsinkelse den pågældende person eller
enhed meddelelse om sin beslutning vedrørende den
information, som anmeldelsen vedrører, og informerer om
mulighederne for at klage over den pågældende
beslutning.
6. Udbydere af hostingtjenester
behandler alle anmeldelser, som de modtager gennem de i stk. 1
omhandlede mekanismer, og træffer deres beslutning om den
information, som anmeldelserne vedrører, rettidigt,
omhyggeligt, uden forskelsbehandling og objektivt. Hvis de anvender
automatiserede metoder til denne behandling eller
beslutningstagning, medtager de oplysninger om en sådan
anvendelse i den i stk. 5 omhandlede meddelelse.
Artikel 17
Begrundelse
1. Udbydere af hostingtjenester
giver alle berørte tjenestemodtagere en klar og specifik
begrundelse for enhver af følgende begrænsninger, som
er pålagt på grundlag af, at den af tjenestemodtageren
fremsendte information udgør ulovligt indhold eller er i
strid med deres vilkår og betingelser:
a) enhver begrænsning i
synligheden af specifikke oplysninger leveret af
tjenestemodtageren, herunder fjernelse af indhold, hindring af
adgang til indhold eller degradering af indhold
b) suspension, ophør eller
anden begrænsning af pengebetalinger
c) hel eller delvis suspension
eller ophør af ydelsen af tjenesten
d) suspension eller lukning af
tjenestemodtagerens konto.
2. Stk. 1 finder kun anvendelse,
hvis udbyderen har kendskab til de relevante elektroniske
kontaktoplysninger. Det finder anvendelse senest fra den dato, hvor
begrænsningen pålægges, uanset hvorfor eller
hvordan den blev pålagt.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis
oplysningerne er vildledende kommercielt indhold i store
mængder.
3. Den i stk. 1 omhandlede
begrundelse skal mindst indeholde følgende oplysninger:
a) oplysninger om, hvorvidt
beslutningen indebærer enten fjernelse, hindring af adgang
til, degradering af eller begrænsning af synligheden af
informationen eller suspension eller ophør af monetære
betalinger knyttet til denne information eller indfører
andre af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger vedrørende
informationen, og i påkommende tilfælde om det
territoriale anvendelsesområde for beslutningen og dens
gyldighedsperiode
b) oplysninger om de forhold og
omstændigheder, der ligger til grund for beslutningen,
herunder i påkommende tilfælde oplysninger om, hvorvidt
beslutningen blev truffet i henhold til en anmeldelse indgivet i
overensstemmelse med artikel 16 eller er baseret på
frivillige undersøgelser på eget initiativ og, hvis
strengt nødvendigt, identiteten af anmelderen
c) hvis det er relevant,
oplysninger om anvendelsen af automatiserede metoder til at
træffe beslutningen, herunder oplysninger om hvorvidt det
indhold, der blev truffet beslutning om, var blevet påvist
eller identificeret ved anvendelse af automatiserede metoder
d) hvis beslutningen
vedrører påstået ulovligt indhold, en henvisning
til det påberåbte retsgrundlag og en forklaring
på, hvorfor informationen anses for at være ulovligt
indhold på dette grundlag
e) hvis beslutningen er baseret
på informationens påståede uforenelighed med
udbyderen af hostingtjenesters vilkår og betingelser, en
henvisning til det påberåbte aftalegrundlag og en
forklaring på, hvorfor informationen anses for at være
i strid med dette grundlag
f) klare og brugervenlige
oplysninger om de muligheder, som tjenestemodtageren har for at
klage over beslutningen, navnlig og i relevant omfang gennem
interne klagebehandlingsmekanismer, udenretslig
tvistbilæggelse og domstolsprøvelse.
4. De oplysninger, som udbyderne af
hostingtjenester giver i overensstemmelse med denne artikel, skal
være klare og let forståelige og så præcise
og specifikke som muligt under de givne omstændigheder.
Oplysningerne skal navnlig være af en sådan art, at den
berørte tjenestemodtager kan udnytte de i stk. 3, litra f),
omhandlede klagemuligheder effektivt.
5. Denne artikel finder ikke
anvendelse på de i artikel 9 omhandlede påbud.
Artikel 18
Anmeldelse af mistanke om strafbare
handlinger
1. Hvis en hostingtjenesteudbyder
får kendskab til oplysninger, der giver anledning til
mistanke om, at der er begået, bliver begået eller
sandsynligvis vil blive begået en strafbar handling, der
indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed,
underretter den straks de retshåndhævende eller
retslige myndigheder i den eller de berørte medlemsstater om
sin mistanke og giver alle tilgængelige relevante
oplysninger.
2. Hvis udbyderen af
hostingtjenester ikke med rimelig sikkerhed kan identificere den
berørte medlemsstat, underretter den de
retshåndhævende myndigheder i den medlemsstat, hvor
platformen er etableret, eller hvor dens retlige repræsentant
er bosiddende eller etableret, eller Europol eller begge.
Med henblik på anvendelsen af
denne artikel er den berørte medlemsstat den medlemsstat,
hvori lovovertrædelsen formodes at have fundet sted, finde
sted eller sandsynligvis vil finde sted, eller den medlemsstat,
hvori den formodede lovovertræder er bosiddende eller
etableret, eller den medlemsstat, hvori offeret for den formodede
lovovertrædelse er bosiddende eller etableret.
AFDELING 3
Supplerende bestemmelser, som finder
anvendelse på udbydere af onlineplatforme
Artikel 19
Fritagelse for mikrovirksomheder og små
virksomheder
1. Denne afdeling finder, med
undtagelse af dennes artikel 24, stk. 3, ikke anvendelse på
udbydere af onlineplatforme, der er mikrovirksomheder eller
små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF.
Denne afdeling finder, med
undtagelse af dennes artikel 24, stk. 3, ikke anvendelse på
virksomheder, der tidligere opfyldte kravene til at få
tildelt status som en mikrovirksomhed eller en lille virksomhed som
defineret i henstilling 2003/361/EF, i de 12 måneder efter,
at de mistede deres status i medfør af artikel 4, stk. 2, i
nævnte henstilling, medmindre de er meget store
onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33.
2. Uanset nærværende
artikels stk. 1 finder denne afdeling anvendelse på udbydere
af onlineplatforme, der er udpeget som meget store onlineplatforme
i overensstemmelse med artikel 33, uanset om de er
mikrovirksomheder eller små virksomheder.
Artikel 20
Internt klagebehandlingssystem
1. Udbydere af onlineplatforme
giver i en periode på mindst seks måneder efter den i
dette stykke omhandlede beslutning tjenestemodtagerne, herunder
enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse,
adgang til et effektivt internt klagebehandlingssystem, som
gør det muligt at indgive klager elektronisk og gratis over
den beslutning, som udbyderen af onlineplatformen har truffet efter
modtagelse af en anmeldelse, eller over følgende
beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatformen på
grundlag af, at informationen leveret af modtagerne udgør
ulovligt indhold eller er i strid med platformens vilkår og
betingelser:
a) beslutninger om, hvorvidt
adgangen til information skal fjernes eller hindres eller
synligheden af dennes skal begrænses
b) beslutninger om, hvorvidt ydelse
af tjenesten til modtagerne helt eller delvis skal suspenderes
eller bringes til ophør
c) beslutninger om, hvorvidt
modtagernes konto skal suspenderes eller lukkes
d) beslutninger om, hvorvidt
muligheden for kommercielt at udnytte den information, modtageren
har leveret, skal suspenderes, bringes til ophør eller
på anden måde begrænses.
2. Den i denne artikels stk. 1
omhandlede periode på mindst seks måneder anses for at
begynde den dag, hvor tjenestemodtageren bliver underrettet om
beslutningen i overensstemmelse med artikel 16, stk. 5, eller
artikel 17.
3. Udbydere af onlineplatforme
sikrer, at deres interne klagebehandlingssystemer er let
tilgængelige, brugervenlige og giver mulighed for og letter
indgivelsen af tilstrækkelig præcise og underbyggede
klager.
4. Udbydere af onlineplatforme
behandler klager indgivet gennem deres interne
klagebehandlingssystem rettidigt, omhyggeligt, objektivt og
på ikkeforskelsbehandlende og ikkevilkårlig vis. Hvis
en klage indeholder tilstrækkeligt grundlag for, at udbyderen
af onlineplatformen kan antage, at dens beslutning om ikke at
følge op på anmeldelsen savner begrundelse, eller at
den information, klagen vedrører, ikke er ulovlig og ikke er
i strid med platformens vilkår og betingelser eller
indeholder information, der tyder på, at klagerens
adfærd ikke berettiger til den trufne foranstaltning,
omgør platformen uden unødig forsinkelse sin i stk. 1
omhandlede beslutning.
5. Udbydere af onlineplatforme
underretter uden unødig forsinkelse klagerne om deres
begrundede beslutning om den information, klagen vedrører,
og om muligheden for udenretslig tvistbilæggelse, jf. artikel
21, og andre tilgængelige klagemuligheder.
6. Udbydere af onlineplatforme
påser, at de beslutninger, der er omhandlet i stk. 5,
træffes under tilsyn af behørigt kvalificeret
personale, og ikke udelukkende på grundlag af automatiserede
metoder.
Artikel 21
Udenretslig tvistbilæggelse
1. Tjenestemodtagere, herunder
enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til
hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er
adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt
tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse
med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge
tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som
ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte
artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.
Udbydere af onlineplatforme sikrer,
at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et
udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige
på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.
Første afsnit berører
ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert
tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet
af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse
med gældende ret.
2. Begge parter skal samarbejde i
god tro med det udvalgte certificerede udenretslige
tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge
tvisten.
Udbydere af onlineplatforme kan
nægte at deltage i proceduren ved et sådant
udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er
blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det
samme grundlag for påstået ulovlighed eller
uforenelighed af indholdet.
Det certificerede udenretslige
tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at
pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.
3. Koordinatoren for digitale
tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige
tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en
periode på maksimalt fem år, der kan forlænges,
organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det
opfylder alle følgende betingelser:
a) organet er upartisk og
uafhængigt, herunder finansielt uafhængigt, af udbydere
af onlineplatforme og af modtagere af den tjeneste, der ydes af
udbyderne af onlineplatformene, herunder af enkeltpersoner eller
enheder, der har indgivet anmeldelser
b) organet har den
nødvendige ekspertise, for så vidt angår de
spørgsmål, der opstår på et eller flere
særlige områder i tilknytning til ulovligt indhold,
eller for så vidt angår anvendelsen og
håndhævelsen af vilkår og betingelser for en
eller flere typer onlineplatforme, hvilket giver organet mulighed
for at bidrage effektivt til bilæggelsen af en tvist
c) organet eller dets
repræsentanter aflønnes på en måde, der
ikke er knyttet til resultatet af proceduren
d) den udenretslige
tvistbilæggelse, det tilbyder, er let tilgængelig ved
brug af elektronisk kommunikationsteknologi og giver mulighed for
at indlede tvistbilæggelse og indsende den fornødne
dokumentation online
e) organet kan bilægge
tvister hurtigt, effektivt og omkostningseffektivt og på
mindst ét af EU-institutionernes officielle sprog
f) den udenretslige
tvistbilæggelse, det tilbyder, finder sted i overensstemmelse
med klare og retfærdige procedureregler, der er let- og
offentligt tilgængelige, og som er i overensstemmelse med
gældende ret, herunder denne artikel.
Koordinatoren for digitale
tjenester anfører i påkommende tilfælde i
certifikatet:
a) organets særlige
ekspertiseområder som omhandlet i første afsnit, litra
b), og
b) det eller de af
EU-institutionernes officielle sprog, på hvilke organet kan
bilægge tvister som omhandlet i første afsnit, litra
e).
4. Certificerede udenretslige
tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport
til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med
angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger
om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at
løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De
afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne
koordinator for digitale tjenester.
Koordinatorerne for digitale
tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de
udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har
certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:
a) indbefatte en liste over
antallet af tvister, som hvert certificeret udenretsligt
tvistbilæggelsesorgan årligt er blevet forelagt
b) angive resultaterne af de
gennemførte tvistbilæggelsesprocedurer og den
gennemsnitlige tid, det tager at løse tvisterne
c) indkredse og redegøre for
eventuelle systematiske eller sektorspecifikke mangler eller
vanskeligheder i forbindelse med disse organers virke
d) indkredse bedste praksis
vedrørende dette virke
e) fremsætte anbefalinger
til, hvordan dette virke kan forbedres, hvor
hensigtsmæssigt.
De certificerede udenretslige
tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres
beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke
mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ
fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse
tvister kan det certificerede udenretslige
tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge
fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed
på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke
overstiger 180 dage.
5. Hvis det udenretslige
tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om
tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den
enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder
udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for
udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør
den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller
enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har
måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis
organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten
til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal
tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke
godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af
onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med
tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige
tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende
modtager åbenlyst har handlet i ond tro.
De gebyrer, som organet
opkræver udbyderne af onlineplatforme for
tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under
ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For
modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være
gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af
symbolsk størrelse.
Certificerede udenretslige
tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte
tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der
har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte
onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til
at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i
tvistbilæggelsen.
6. Medlemsstaterne kan oprette
udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på
stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller
i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har
certificeret i overensstemmelse med stk. 3.
Medlemsstaterne sikrer, at ingen af
deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit
påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed
for at certificere de pågældende organer i
overensstemmelse med stk. 3.
7. En koordinator for digitale
tjenester, der har certificeret et udenretsligt
tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering,
hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget
initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af
tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig
tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i
stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende
certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det
pågældende organ mulighed for at reagere på
resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at
tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans
certificering.
8. Koordinatorerne for digitale
tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige
tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i
overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende
tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i
nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige
tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har
tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse
organer, herunder over disse specifikationer, på et
særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den
ajour.
9. Denne artikel berører
ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ
tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret
i henhold til nævnte direktiv.
Artikel 22
Pålidelige indberettere
1. Udbydere af onlineplatforme
træffer de nødvendige tekniske og organisatoriske
foranstaltninger for at sikre, at behandlingen af anmeldelser, der
indgives af pålidelige indberettere, der handler inden for
deres udpegede ekspertiseområde, gives prioritet og behandles
gennem de mekanismer, der er omhandlet i artikel 16, og at der
træffes en beslutning uden unødig forsinkelse.
2. Status som pålidelig
indberetter i henhold til denne forordning tildeles på
grundlag af en ansøgning fra enhver enhed af koordinatoren
for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor ansøgeren er
etableret, til en ansøger, der har godtgjort at opfylde alle
følgende betingelser:
a) denne har særlig
ekspertise og kompetence til at påvise, identificere og
anmelde ulovligt indhold
b) denne er uafhængig af
enhver udbyder af onlineplatforme
c) denne udfører sine
aktiviteter med henblik på indgivelse af anmeldelser
omhyggeligt, nøjagtigt og objektivt.
3. Pålidelige indberettere
offentliggør mindst én gang om året let
forståelige og detaljerede rapporter om anmeldelser, der er
indgivet i overensstemmelse med artikel 16 i den
pågældende periode. Rapporten skal som minimum angive
antallet af anmeldelser kategoriseret efter:
a) udbyderen af hostingtjenesters
identitet
b) typen af anmeldt
påstået ulovligt indhold
c) de tiltag, der
iværksættes af udbyderen.
De pågældende rapporter
skal indeholde en redegørelse for de procedurer, der er
indført for at sikre, at den pålidelige indberetter
bevarer sin uafhængighed.
Pålidelige indberettere
sender disse rapporter til den tildelende koordinator for digitale
tjenester og offentliggør dem. Oplysningerne i rapporterne
må ikke indeholde personoplysninger.
4. Koordinatorerne for digitale
tjenester meddeler Kommissionen og rådet navne, adresser og
e-mailadresser på de enheder, som de har tildelt status som
pålidelige indberettere i overensstemmelse med stk. 2, eller
hvis status som pålidelig indberetter, de har suspenderet i
overensstemmelse med stk. 6 eller tilbagekaldt i overensstemmelse
med stk. 7.
5. Kommissionen offentliggør
de oplysninger, der er omhandlet i stk. 4, i en offentligt
tilgængelig database i et lettilgængeligt og
maskinlæsbart format og ajourfører databasen.
6. Hvis en udbyder af
onlineplatforme har oplysninger, der indikerer, at en
pålidelig indberetter har indgivet et betydeligt antal
anmeldelser, der ikke er tilstrækkelig præcise eller er
unøjagtige eller utilstrækkeligt underbyggede, gennem
de i artikel 16 omhandlede mekanismer, herunder oplysninger
indsamlet i forbindelse med behandlingen af klager gennem de i
artikel 20, stk. 4, omhandlede interne klagebehandlingssystemer,
videregiver platformen disse oplysninger til koordinatoren for
digitale tjenester, der tildelte den pågældende enhed
status som pålidelig indberetter, med de nødvendige
forklaringer og støttedokumenter. Hvis koordinatoren for
digitale tjenester efter at have modtaget oplysningerne fra
udbyderen af onlineplatforme finder, at der er legitime grunde til
at indlede en undersøgelse, suspenderes statussen som
pålidelig indberetter, mens undersøgelsen
pågår. Denne undersøgelse gennemføres
uden unødig forsinkelse.
7. Koordinatoren for digitale
tjenester, der tildelte enheden status som pålidelig
indberetter, tilbagekalder denne status, hvis denne efter en
undersøgelse enten på eget initiativ eller på
grundlag af oplysninger modtaget fra tredjeparter, herunder
oplysninger fra en udbyder af onlineplatforme i henhold til stk. 6,
fastslår, at enheden ikke længere opfylder
betingelserne i stk. 2. Inden tilbagekaldelsen af den
pågældende status giver koordinatoren for digitale
tjenester enheden mulighed for at reagere på resultaterne af
dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde
enhedens status som pålidelig indberetter.
8. Kommissionen skal om
nødvendigt efter høring af rådet udstede
retningslinjer for at bistå udbydere af onlineplatforme og
koordinatorer for digitale tjenester i anvendelsen af stk. 2, 6 og
7.
Artikel 23
Foranstaltninger og beskyttelse mod
misbrug
1. Udbydere af onlineplatforme
suspenderer i en rimelig periode og efter udstedelse af en
forudgående advarsel ydelsen af deres tjenester til
tjenestemodtagere, der ofte leverer åbenbart ulovligt
indhold.
2. Udbydere af onlineplatforme
suspenderer i en rimelig periode og efter udstedelse af en
forudgående advarsel behandlingen af anmeldelser og klager
indgivet gennem de og den i artikel 16 og 20 omhandlede
anmeldelsesmekanismer og handlepligt og interne
klagebehandlingssystemer af enkeltpersoner eller enheder eller af
klagere, som ofte indgiver anmeldelser eller klager, der er
åbenbart grundløse.
3. Når udbydere af
onlineplatforme træffer beslutning om suspension vurderer de
fra sag til sag rettidigt, omhyggeligt og objektivt, hvorvidt
tjenestemodtageren, enkeltpersonen, enheden eller klageren er
involveret i misbrug som omhandlet i stk. 1 og 2, under hensyntagen
til alle relevante forhold og omstændigheder, der
fremgår tydeligt af de oplysninger, som er tilgængelige
for udbyderen af onlineplatforme. Disse omstændigheder skal
mindst omfatte følgende:
a) det samlede antal eksempler
på åbenbart ulovligt indhold eller åbenbart
grundløse anmeldelser eller klager indgivet inden for en
given tidsramme
b) den relative andel heraf i
forhold til det samlede antal leverede informationer eller indgivne
anmeldelser inden for en given tidsramme
c) grovheden af misbrugene,
herunder det ulovlige indholds karakter, og konsekvenserne
heraf
d) hvis det er muligt at
identificere dette, tjenestemodtagerens, enkeltpersonens, enhedens
eller klagerens hensigt.
4. Udbydere af onlineplatforme
fastsætter på en klar og detaljeret måde i deres
vilkår og betingelser deres politik med hensyn til misbrug
som omhandlet i stk. 1 og 2, og giver eksempler på de forhold
og omstændigheder, som de tager hensyn til ved vurderingen
af, om en bestemt adfærd udgør misbrug, og af
suspensionens varighed.
Artikel 24
Rapporteringsforpligtelser vedrørende
gennemsigtighed for udbydere af onlineplatforme
1. Ud over de oplysninger, der er
omhandlet i artikel 15, skal udbydere af onlineplatforme i de
rapporter, der er omhandlet i nævnte artikel, medtage
oplysninger om følgende:
a) antal tvister indbragt for de
udenretslige tvistbilæggelsesorganer, der er omhandlet i
artikel 21, udfaldet af tvistbilæggelsen og median for den
tid, det tog at afslutte tvistbilæggelsesprocedurerne,
såvel som andelen af tvister, hvor udbyderen af
onlineplatformen gennemførte organets afgørelser
b) antal suspensioner pålagt
i henhold til artikel 23, idet der skelnes mellem suspensioner som
følge af levering af åbenbart ulovligt indhold,
indgivelse af åbenbart grundløse anmeldelser og
indgivelse af åbenbart grundløse klager.
2. Senest den 17. februar 2023 og
herefter mindst én gang hver sjette måned
offentliggør udbydere for hver onlineplatform eller
onlinesøgemaskine på et offentligt tilgængeligt
område af deres onlinegrænseflade oplysninger om
antallet af aktive tjenestemodtagere i gennemsnit pr. måned i
Unionen beregnet som et gennemsnit over de seneste seks
måneder og, i overensstemmelse med den metode, der er fastsat
i de delegerede retsakter omhandlet i artikel 33, stk. 3, hvis
disse delegerede retsakter er vedtaget.
3. Udbydere af onlineplatforme
eller af onlinesøgemaskiner meddeler koordinatoren for
digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen på
disses anmodning og uden unødig forsinkelse de i stk. 2
omhandlede oplysninger, som ajourføres frem til tidspunktet
for en sådan anmodning. Denne koordinator for digitale
tjenester eller Kommissionen kan kræve, at udbyderen af
onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen giver
yderligere oplysninger om den beregning, der er omhandlet i
nævnte stykke, herunder forklaringer og dokumentation for de
anvendte data. Disse oplysninger må ikke indeholde
personoplysninger.
4. Når koordinatoren for
digitale tjenester i etableringslandet på grundlag af de
oplysninger, der modtages i henhold til denne artikels stk. 2 og 3,
har grund til at mene, at en udbyder af onlineplatforme eller af
onlinesøgemaskiner opfylder tærsklen for det
gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere pr. måned i
Unionen, jf. artikel 33, stk. 1, underretter koordinatoren
Kommissionen herom.
5. Udbydere af onlineplatforme
forelægger uden unødig forsinkelse de i artikel 17,
stk. 1, omhandlede afgørelser og begrundelser til
Kommissionen med henblik på, at de indgår i en
offentligt tilgængelig maskinlæsbar database, der
forvaltes af Kommissionen. Udbydere af onlineplatforme sikrer, at
de forelagte oplysninger ikke indeholder personoplysninger.
6. Kommissionen kan vedtage
gennemførelsesretsakter med henblik på at
fastlægge skabeloner for form og indhold og andre enkeltheder
i de rapporter, der udarbejdes i henhold til denne artikels stk. 1.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter
rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.
Artikel 25
Onlinegrænsefladeudformning og
-organisering
1. Udbydere af onlineplatforme
må ikke udforme, organisere eller drive deres
onlinegrænseflader på en måde, der vildleder
eller manipulerer tjenestemodtagerne, eller på en måde,
som på anden vis væsentligt fordrejer eller forringer
tjenestemodtagernes evne til at træffe frie og informerede
beslutninger.
2. Forbuddet i stk. 1 gælder
ikke for praksis, der er omfattet af direktiv 2005/29/EF eller
forordning (EU) 2016/679.
3. Kommissionen kan udstede
retningslinjer for anvendelsen af stk. 1 på specifik praksis,
navnlig:
a) at lade bestemte valg
fremgå tydeligere, når tjenestemodtageren anmodes om en
beslutning
b) gentagne gange at anmode
tjenestemodtageren om at træffe et valg, når der
allerede er truffet et sådant valg, navnlig i form af
pop-op-meddelelser, der påvirker brugeroplevelsen
c) at gøre proceduren for at
opsige en tjeneste vanskeligere end at abonnere på den.
Artikel 26
Reklamer på onlineplatforme
1. Udbydere af onlineplatforme, der
viser reklamer på deres onlinegrænseflader, sikrer, at
tjenestemodtagerne for hver specifik reklame, der vises til hver
enkelt modtager, på en klar, koncis og utvetydig måde
og i realtid kan identificere følgende:
a) at informationen er en reklame,
herunder ved hjælp af fremtrædende markeringer, som kan
standardiseres i henhold til artikel 44
b) den fysiske eller juridiske
person, på hvis vegne reklamen vises
c) den fysiske eller juridiske
person, som har betalt for reklamen, såfremt denne ikke er
identisk med den i litra b) omtalte fysiske eller juridiske
person
d) relevante oplysninger, som er
direkte og let tilgængelige fra reklamen, om de vigtigste
parametre, der anvendes til at bestemme den modtager, som reklamen
er rettet til, og, hvis det er relevant, hvordan disse parametre
kan ændres.
2. Udbydere af onlineplatforme
giver tjenestemodtagerne en funktionalitet, så de kan angive,
om det indhold, de leverer, er eller indeholder kommerciel
kommunikation.
Når tjenestemodtageren
indgiver en erklæring i henhold til dette stykke, sikrer
udbyderen af onlineplatformen, at andre tjenestemodtagere på
en klar og utvetydig måde og i realtid, herunder ved
hjælp af fremtrædende markeringer, som kan
standardiseres i henhold til artikel 44, kan identificere, at det
indhold, som tjenestemodtageren leverer, er eller indeholder
kommerciel kommunikation som beskrevet i denne erklæring.
3. Udbydere af onlineplatforme
må ikke vise tjenestemodtagerne reklamer baseret på
profilering som defineret i artikel 4, nr. 4), i forordning (EU)
2016/679 ved anvendelse af særlige kategorier af
personoplysninger som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning
(EU) 2016/679.
Artikel 27
Gennemsigtighed af
anbefalingssystemer
1. Udbydere af onlineplatforme, der
anvender anbefalingssystemer, fastsætter i deres vilkår
og betingelser på et klart og forståeligt sprog de
vigtigste parametre, der anvendes i deres anbefalingssystemer, samt
tjenestemodtagernes muligheder for at ændre eller
påvirke disse vigtigste parametre.
2. De i stk. 1 omhandlede vigtigste
parametre skal forklare, hvorfor visse informationer foreslås
tjenestemodtageren. De skal som minimum omfatte:
a) de kriterier, der har
størst betydning ved fastlæggelsen af den information,
der foreslås tjenestemodtageren
b) grundene til den relative
betydning af disse parametre.
3. Hvis der er flere muligheder i
henhold til stk. 1 for anbefalingssystemer, der bestemmer den
relative rækkefølge af den information,
tjenestemodtagerne får vist, skal udbydere af onlineplatforme
også tilvejebringe en funktionalitet, som gør det
muligt for tjenestemodtageren til enhver tid at vælge og
ændre sin foretrukne mulighed. Denne funktionalitet skal
være direkte og let tilgængeligt fra det specifikke
område af onlineplatformens onlinegrænseflade, hvor
informationen prioriteres.
Artikel 28
Onlinebeskyttelse af
mindreårige
1. Udbydere af onlineplatforme, der
er tilgængelige for mindreårige, indfører
passende og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre et
højt niveau af privatlivets fred, tryghed og sikkerhed for
mindreårige på deres tjeneste.
2. Udbydere af onlineplatforme
må ikke vise reklamer på deres grænseflade
baseret på profilering som defineret i artikel 4, nr. 4, i
forordning (EU) 2016/679 ved brug af personoplysninger om
tjenestemodtageren, hvis de med rimelig sikkerhed er klar over, at
tjenestemodtageren er mindreårig.
3. Overholdelse af forpligtelserne
i denne artikel må ikke forpligte udbydere af onlineplatforme
til at behandle yderligere personoplysninger med henblik på
at vurdere, om tjenestemodtageren er mindreårig.
4. Kommissionen kan efter
høring af rådet udstede retningslinjer for at
bistå udbydere af onlineplatforme i anvendelsen af stk.
1.
AFDELING 4
Supplerende bestemmelser, som finder
anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver
forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med
erhvervsdrivende
Artikel 29
Fritagelse for mikrovirksomheder og små
virksomheder
1. Denne afdeling finder ikke
anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver
forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med
erhvervsdrivende, og som er mikrovirksomheder eller små
virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF.
Denne afdeling finder ikke
anvendelse på onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed
for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, der
tidligere opfyldte kravene til at få tildelt status som en
mikrovirksomhed eller en lille virksomhed som defineret i
henstilling 2003/361/EF, i de 12 måneder efter, at de mistede
deres status i medfør af artikel 4, stk. 2, i nævnte
henstilling, medmindre de er meget store onlineplatforme i
overensstemmelse med artikel 33.
2. Uanset nærværende
artikels stk. 1 finder denne afdeling anvendelse på udbydere
af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at
indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og som er
udpeget som meget store onlineplatforme i overensstemmelse med
artikel 33, uanset om de er mikrovirksomheder eller små
virksomheder.
Artikel 30
Erhvervsdrivendes sporbarhed
1. Udbydere af onlineplatforme, der
giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg
med erhvervsdrivende, sikrer, at erhvervsdrivende kun kan anvende
disse onlineplatforme til at fremme budskaber om eller udbyde
produkter eller tjenester til forbrugere, som befinder sig i
Unionen, hvis de forud for anvendelsen af deres tjenester til de
pågældende formål har indhentet følgende
oplysninger, hvis det er relevant for den erhvervsdrivende:
a) navn, adresse, telefonnummer og
e-mailadresse på den erhvervsdrivende
b) en kopi af den erhvervsdrivendes
identifikationsdokument eller enhver anden form for elektronisk
identifikation som defineret i artikel 3 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (40)
c) den erhvervsdrivendes
betalingskontooplysninger
d) hvis den erhvervsdrivende er
optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register,
det handelsregister, hvori den erhvervsdrivende er registreret, og
vedkommendes registreringsnummer eller tilsvarende
identifikationsmidler i dette register
e) en selvcertificering fra den
erhvervsdrivende, der forpligter sig til kun at udbyde produkter
eller tjenester, der er i overensstemmelse med de gældende
regler i EU-retten.
2. Efter modtagelsen af de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, og inden den
pågældende erhvervsdrivende får tilladelse til at
benytte dens tjenester, gør udbyderen af onlineplatformen,
der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om
fjernsalg med erhvervsdrivende, ved brug af frit tilgængelige
officielle onlinedatabaser eller onlinegrænseflader, der
stilles til rådighed af en medlemsstat eller Unionen, eller
gennem anmodninger til den erhvervsdrivende om at fremlægge
dokumentation fra pålidelige kilder, sit bedste for at
vurdere, om de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a)-e),
er pålidelige og fuldstændige. Med henblik på
denne forordning er de erhvervsdrivende ansvarlige for, at de
afgivne oplysninger er korrekte.
For så vidt angår
erhvervsdrivende, der allerede anvender tjenester fra udbydere af
onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå
aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, til de i stk. 1
omhandlede formål den 17. februar 2024, gør udbyderne
deres bedste for at indhente de anførte oplysninger fra de
pågældende erhvervsdrivende inden for 12 måneder.
Hvis de pågældende erhvervsdrivende ikke giver
oplysningerne inden for denne frist, suspenderer udbyderne ydelsen
af deres tjenester til de pågældende erhvervsdrivende,
indtil de har givet alle oplysninger.
3. Hvis udbyderen af
onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå
aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, får
tilstrækkelig mistanke om eller har grund til at tro, at
nogen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger fra den
pågældende erhvervsdrivende er unøjagtige,
ufuldstændige eller ikkeajourførte, anmoder den
pågældende udbyder den erhvervsdrivende om straks eller
inden for den frist, der er fastsat i EU-retten og national ret, at
afhjælpe situationen.
Hvis den erhvervsdrivende undlader
at rette eller supplere disse oplysninger, suspenderer udbyderen af
onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå
aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, hurtigt ydelsen af sin
tjeneste til den pågældende erhvervsdrivende for
så vidt angår udbuddet af produkter eller tjenester til
forbrugere i Unionen, indtil anmodningen er efterkommet fuldt
ud.
4. Hvis en udbyder af
onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå
aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, nægter at tillade
en erhvervsdrivende at anvende sin tjeneste i henhold til denne
artikels stk. 1, eller suspenderer ydelsen heraf i henhold til
denne artikels stk. 3, har den pågældende
erhvervsdrivende, jf. dog artikel 4 i forordning (EU) 2019/1150,
ret til at indgive en klage som omhandlet i nærværende
forordnings artikel 20 og 21.
5. Udbydere af onlineplatforme, der
giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg
med erhvervsdrivende, lagrer de oplysninger, der er indhentet i
henhold til stk. 1 og 2, på en sikker måde i en periode
på seks måneder efter afslutningen af kontraktforholdet
med den pågældende erhvervsdrivende. De sletter
efterfølgende oplysningerne.
6. Med forbehold af denne artikels
stk. 2 videregiver udbyderen af onlineplatformen, der giver
forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med
erhvervsdrivende, kun oplysningerne til tredjeparter, hvis dette
kræves i henhold til gældende ret, herunder i
forbindelse med de i artikel 10 omhandlede påbud og
eventuelle påbud udstedt af medlemsstaternes kompetente
myndigheder eller Kommissionen med henblik på
udførelsen af deres opgaver i henhold til denne
forordning.
7. Udbyderen af onlineplatformen,
der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om
fjernsalg med erhvervsdrivende, stiller de oplysninger, der er
omhandlet i stk. 1, litra a), d) og e), til rådighed på
sin onlineplatform for tjenestemodtagerne på en klar,
lettilgængelig og forståelig måde. Disse
oplysninger skal mindst være tilgængelige på
onlineplatformens onlinegrænseflade, hvor oplysningerne om
produktet eller tjenesten fremgår.
Artikel 31
Indbygget overholdelse (»compliance by
design«)
1. Udbydere af onlineplatforme, der
giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg
med erhvervsdrivende, sikrer, at dennes onlinegrænseflade er
udformet og organiseret på en måde, der gør det
muligt for erhvervsdrivende at opfylde deres forpligtelser med
hensyn til oplysninger forud for aftaleindgåelsen,
overholdelse og oplysninger om produktsikkerhed i henhold til
gældende EU-ret.
Den pågældende udbyder
sikrer navnlig, at dens onlinegrænseflader gøre det
muligt for erhvervsdrivende at give oplysninger om navn, adresse,
telefonnummer og e-mailadresse på den erhvervsdrivende som
defineret i artikel 3, nr. 13), i forordning (EU) 2019/1020 og
anden EU-lovgivning.
2. Udbydere af onlineplatforme, der
giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg
med erhvervsdrivende, sikrer, at dens onlinegrænseflade er
udformet og organiseret på en måde, at den gør
det muligt for erhvervsdrivende som minimum at give
følgende:
a) de oplysninger, der er
nødvendige for en klar og utvetydig identifikation af de
produkter eller tjenester, der markedsføres eller udbydes
til forbrugere, som befinder sig i Unionen, gennem udbydernes
tjenester
b) et eventuelt tegn, der
identificerer den erhvervsdrivende, såsom varemærke,
symbol eller logo, og
c) hvor det er relevant,
oplysninger om etikettering og mærkning i overensstemmelse
med gældende EU-lovgivning om produktsikkerhed og
produktoverensstemmelse.
3. Udbydere af onlineplatforme, der
giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg
med erhvervsdrivende, gør deres bedste for at vurdere, om
sådanne erhvervsdrivende har givet de i stk. 1 og 2
omhandlede oplysninger, inden den giver dem mulighed for at udbyde
produktet eller tjenesten på disse platforme. Efter at have
givet den erhvervsdrivende mulighed for at udbyde produkter eller
tjenester på sin onlineplatform, der giver forbrugere
mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med
erhvervsdrivende, gør udbyderen en rimelig indsats for
stikprøvevist at kontrollere i alle officielle, frit
tilgængelige og maskinlæsbare onlinedatabaser eller
onlinegrænseflader, om de udbudte produkter eller tjenester
er blevet identificeret som ulovlige.
Artikel 32
Ret til oplysninger
1. Hvis en udbyder af en
onlineplatform, der giver forbrugere mulighed for at indgå
aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, bliver opmærksom
på, uanset hvilke midler der anvendes hertil, at et ulovligt
produkt eller en ulovlig tjeneste er er blevet udbudt af en
erhvervsdrivende til forbrugere, som befinder sig i Unionen, gennem
udbyderens tjenester, skal den, i det omfang den har deres
kontaktoplysninger, underrette forbrugere, der har købt det
ulovlige produkt eller den ulovlige tjeneste gennem dens tjenester
om følgende:
a) at produktet eller tjenesten er
ulovlig
b) den erhvervsdrivendes identitet,
og
c) eventuelle relevante
klagemuligheder.
Forpligtelsen i første
afsnit er begrænset til køb af ulovlige produkter
eller tjenester foretaget inden for de sidste seks måneder
forud for det tidspunkt, hvor udbyderen blev opmærksom
på ulovligheden.
2. Hvis udbyderen af
onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå
aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, i den i stk. 1
omhandlede situation ikke har kontaktoplysninger på alle de
berørte forbrugere, gør denne udbyder oplysningerne
om det ulovlige produkt eller den ulovlige tjeneste, den
erhvervsdrivendes identitet og eventuelle relevante klagemuligheder
offentligt og let tilgængelige på sin
onlinegrænseflade.
AFDELING 5
Supplerende forpligtelser for udbydere
af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske
risici
Artikel 33
Meget store onlineplatforme og meget store
onlinesøgemaskiner
1. Denne afdeling finder anvendelse
på onlineplatforme og onlinesøgemaskiner, der pr.
måned har et gennemsnitligt antal aktive tjenestemodtagere i
Unionen på 45 mio. eller derover, og som er udpeget som meget
store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner i
henhold til stk. 4.
2. Kommissionen vedtager delegerede
retsakter i overensstemmelse med artikel 87 med henblik på at
justere det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere i Unionen
pr. måned som omhandlet i stk. 1, hvis befolkningstallet i
Unionen stiger eller falder med mindst 5 % i forhold til
befolkningstallet i 2020 eller befolkningstallet efter justeringen
ved hjælp af en delegeret retsakt i det år, hvor den
seneste delegerede retsakt blev vedtaget. I så fald justerer
Kommissionen antallet, således at det svarer til 10 % af
Unionens befolkning det år, hvor den vedtager den delegerede
retsakt, rundet op eller ned, således at antallet kan
udtrykkes i millioner.
3. Kommissionen kan vedtage
delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 efter
høring af rådet med henblik på at supplere
bestemmelserne i denne forordning ved at fastsætte metoden
til beregning af det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere
i Unionen pr. måned med henblik på denne artikels stk.
1 og artikel 24, stk. 2, idet den sikrer, at metoden tager hensyn
til den markedsmæssige og teknologiske udvikling.
4. Kommissionen vedtager efter at
have hørt etableringsmedlemsstaten eller efter at have taget
hensyn til oplysningerne fra koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet i henhold til artikel 24, stk. 4, en
afgørelse om udpegelse af den onlineplatform eller den
onlinesøgemaskine, der har et gennemsnitligt antal aktive
tjenestemodtagere pr. måned, som svarer til eller er
højere end det antal, der er omhandlet i denne artikels stk.
1, som en meget stor onlineplatform eller en meget stor
onlinesøgemaskine med henblik på denne forordning.
Kommissionen træffer sin afgørelse på grundlag
af de oplysninger, der er rapporteret af udbyderen af
onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen i henhold til
artikel 24, stk. 2, eller oplysninger, der er anmodet om i henhold
til artikel 24, stk. 3, eller eventuelle andre oplysninger, som
Kommissionen råder over.
Det forhold, at udbyderen af
onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen ikke overholder
artikel 24, stk. 2, eller ikke efterkommer anmodningen fra
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller fra
Kommissionen i henhold til artikel 24, stk. 3, forhindrer ikke, at
Kommissionen udpeger den pågældende udbyder som en
udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor
onlinesøgemaskine i henhold til dette stykke.
Når Kommissionen baserer sin
afgørelse på andre oplysninger, som Kommissionen
råder over i henhold til dette stykkes første afsnit,
eller på grundlag af yderligere oplysninger, der er anmodet
om i henhold til artikel 24, stk. 3, giver Kommissionen den
berørte udbyder af onlineplatformen eller af
onlinesøgemaskinen ti arbejdsdage til at fremsætte
bemærkninger til Kommissionens foreløbige konklusioner
om, at den agter at udpege onlineplatformen eller
onlinesøgemaskinen som henholdsvis en meget stor
onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine.
Kommissionen tager behørigt hensyn til bemærkningerne
fremsat af den berørte udbyder.
Undladelse hos den berørte
udbyder af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen af
at fremsætte bemærkninger i henhold til tredje afsnit
forhindrer ikke, at Kommissionen udpeger den pågældende
onlineplatform eller onlinesøgemaskine som henholdsvis en
meget stor onlineplatform eller en meget stor
onlinesøgemaskine baseret på andre oplysninger, som
den råder over.
5. Kommissionen ophæver
udpegelsen, hvis onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen i
en uafbrudt periode på ét år ikke har et
gennemsnitligt antal aktive tjenestemodtagere pr. måned, som
svarer til eller er højere end det antal, der er omhandlet i
stk. 1.
6. Kommissionen giver uden
unødig forsinkelse udbyderen af den berørte
onlineplatform eller onlinesøgemaskine, rådet og
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet meddelelse
om sine afgørelser i henhold til stk. 4 og 5.
Kommissionen sikrer, at listen over
udpegede meget store onlineplatforme og meget store
onlinesøgemaskiner offentliggøres i Den
Europæiske Unions Tidende, og ajourfører listen.
Forpligtelserne i denne afdeling finder anvendelse eller
ophører med at finde anvendelse på de berørte
meget store onlineplatforme og meget store
onlinesøgemaskiner fra fire måneder efter den i
første afsnit omhandlede meddelelse til den berørte
udbyder.
Artikel 34
Risikovurdering
1. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
identificerer, analyserer og vurderer omhyggeligt alle systemiske
risici i Unionen, der udspringer af udformningen eller
virkemåden af deres tjeneste og dens relaterede systemer,
herunder algoritmesystemer, eller af brugen af deres tjenester.
De foretager risikovurderingerne
senest på anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33, stk. 6,
andet afsnit, og mindst én gang hvert år derefter og
under alle omstændigheder forud for ibrugtagningen af
funktionaliteter, som sandsynligvis vil have en kritisk indvirkning
på de risici, der er identificeret i henhold til
nærværende artikel. Denne risikovurdering skal
være specifik for deres tjenester og stå i rimeligt
forhold til de systemiske risici under hensyntagen til, hvor
alvorlige og sandsynlige de er, og omfatter følgende
systemiske risici:
a) udbredelse af ulovligt indhold
gennem deres tjenester
b) enhver aktuel eller forventet
negativ indvirkning på udøvelsen af
grundlæggende rettigheder, navnlig de grundlæggende
rettigheder til menneskelig værdighed som nedfældet i
artikel 1 i chartret, til respekt for privatliv og familieliv som
nedfældet i artikel 7 i chartret, til beskyttelse af
personoplysninger som nedfældet i artikel 8 i chartret, til
ytrings- og informationsfrihed, herunder mediefrihed og -pluralisme
som nedfældet i artikel 11 i chartret, til retten til
ikkeforskelsbehandling som nedfældet i artikel 21 i chartret,
til børns rettigheder som nedfældet i artikel 24 i
chartret og til et højt niveau af forbrugerbeskyttelse som
nedfældet i artikel 38 i chartret
c) enhver aktuel eller forventet
negativ indvirkning på samfundsdebatten og valgprocesser og
den offentlige sikkerhed
d) enhver aktuel eller forventet
negativ indvirkning i forbindelse med kønsbaseret vold,
beskyttelse af folkesundheden og mindreårige og alvorlige
negative konsekvenser for personens fysiske og psykiske
velbefindende.
2. Ved risikovurderinger tager
udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner navnlig hensyn til, om og hvordan
følgende faktorer påvirker de i stk. 1 omhandlede
systemiske risici:
a) udformningen af deres
anbefalingssystemer og eventuelle andre relevante algoritmiske
systemer
b) deres
indholdsmoderationssystemer
c) de gældende vilkår
og betingelser og håndhævelsen heraf
d) systemer til udvælgelse og
visning af reklamer
e) udbyderens datarelaterede
praksis.
Vurderingerne skal også
indeholde en analyse af, om og hvordan risiciene i henhold til stk.
1 påvirkes af bevidst manipulation af deres tjeneste,
herunder ved ikkeautentisk brug eller automatiseret udnyttelse af
tjenesten, samt forstærkningen og den potentielt hurtige og
brede udbredelse af ulovligt indhold og af information, der er i
strid med deres vilkår og betingelser.
Vurderingen skal tage hensyn til
særlige regionale eller sproglige aspekter, herunder
når de er specifikke for en medlemsstat.
3. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
opbevarer støttedokumenterne vedrørende
risikovurderingerne i mindst tre år efter
gennemførelsen af risikovurderingerne og efter anmodning
sende dem til Kommissionen og koordinatoren for digitale tjenester
i etableringslandet.
Artikel 35
Risikobegrænsning
1. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
indfører rimelige, forholdsmæssige og effektive
afbødende foranstaltninger, som er skræddersyet til de
specifikke systemiske risici, der er identificeret i henhold til
artikel 34, under særlig hensyntagen til sådanne
foranstaltningers indvirkning på grundlæggende
rettigheder. Sådanne foranstaltninger kan, hvor det er
relevant, omfatte:
a) tilpasning af udformningen,
funktioner og virkemåder af deres tjenester, herunder deres
onlinegrænsefladers
b) tilpasning af deres vilkår
og betingelser og håndhævelsen heraf
c) tilpasning af processer for
indholdsmoderation, herunder hastigheden og kvaliteten af
behandlingen af anmeldelser vedrørende særlige former
for ulovligt indhold og, hvis det er relevant, øjeblikkelig
fjernelse eller hindring af adgangen til det anmeldte indhold,
navnlig for så vidt angår ulovlig hadefuld tale eller
cybervold, samt tilpasning af alle relevante beslutningsprocesser
og øremærkede ressourcer til indholdsmoderation
d) afprøvning og tilpasning
af deres algoritmiske systemer, herunder deres
anbefalingssystemer
e) tilpasning af deres
reklamesystemer og vedtagelse af målrettede foranstaltninger,
der har til formål at begrænse eller justere visningen
af reklamer i forbindelse med den tjeneste, de yder
f) styrkelse af de interne
processer eller ressourcer, den interne afprøvning eller
dokumentation eller det interne tilsyn med deres aktiviteter,
navnlig med hensyn til afdækning af systemiske risici
g) indledning eller tilpasning af
samarbejdet med pålidelige indberettere i overensstemmelse
med artikel 22 og gennemførelse af udenretslige
tvistbilæggelsesorganers afgørelser i henhold til
artikel 21
h) indledning eller tilpasning af
samarbejdet med andre udbydere af onlineplatforme eller af
onlinesøgemaskiner gennem de adfærdskodekser og
kriseprotokoller, der er omhandlet i henholdsvis artikel 45 og
48
i) iværksættelse af
opmærksomhedsskabende foranstaltninger og tilpasning af deres
onlinegrænseflade for at give tjenestemodtagerne flere
oplysninger
j) iværksættelse af
målrettede foranstaltninger til beskyttelse af børns
rettigheder, herunder værktøjer til alderskontrol og
forældrekontrol, eller værktøjer, der har til
formål at hjælpe mindreårige med at signalere
misbrug eller opnå støtte, alt efter hvad der er
relevant
k) sikring af, at oplysninger, hvad
enten der er tale om genereret eller manipuleret billed-, lyd-
eller videomateriale, der i væsentlig grad ligner
eksisterende personer, genstande, steder eller andre enheder eller
begivenheder, og som fejlagtigt for andre forekommer at være
autentisk eller sandfærdigt, skiller sig ud ved hjælp
af fremtrædende markeringer, når de vises på
deres onlinegrænseflader, idet der desuden tilvejebringes en
brugervenlig funktionalitet, som gør det muligt for
tjenestemodtagerne at angive sådan information.
2. Rådet offentliggør
i samarbejde med Kommissionen omfattende rapporter én gang
om året. Rapporterne skal indeholde følgende:
a) identifikation og vurdering af
de mest fremtrædende og tilbagevendende systemiske risici
indberettet af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget
store onlinesøgemaskiner eller identificeret gennem andre
informationskilder, navnlig de kilder, der er omhandlet i artikel
39, 40 og 42
b) bedste praksis for udbydere af
meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner for afbødning af de identificerede
systemiske risici.
Disse rapporter præsenterer
systemiske risici opdelt efter den medlemsstat, hvor de
optrådte, og i Unionen som helhed, alt efter hvad der er
relevant.
3. Kommissionen kan i samarbejde
med koordinatorerne for digitale tjenester udstede retningslinjer
for anvendelsen af stk. 1 i forbindelse med specifikke risici,
navnlig med henblik på at præsentere bedste praksis og
anbefale mulige foranstaltninger under behørig hensyntagen
til de mulige konsekvenser af foranstaltningerne for alle
berørte parters grundlæggende rettigheder som
nedfældet i chartret. I forbindelse med udarbejdelsen af
disse retningslinjer afholder Kommissionen offentlige
høringer.
Artikel 36
Krisereaktionsmekanisme
1. Hvis der opstår en krise,
kan Kommissionen efter henstilling fra rådet vedtage en
afgørelse, der pålægger en eller flere udbydere
af meget store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner at iværksætte et eller flere
af følgende tiltag:
a) vurdere, om, og i givet fald i
hvilket omfang og hvordan, deres tjenesters virkemåde og
anvendelse væsentligt bidrager til en alvorlig trussel som
omhandlet i stk. 2 eller sandsynligvis vil gøre dette
b) identificere og anvende
specifikke, effektive og forholdsmæssige foranstaltninger
såsom dem, der er omhandlet i artikel 35, stk. 1, eller
artikel 48, stk. 2, for at forebygge, eliminere eller
begrænse et sådant bidrag til den alvorlige trussel,
der er identificeret i henhold til dette stykkes litra a)
c) aflægge rapport til
Kommissionen inden en bestemt dato eller med regelmæssige
mellemrum, der fastsættes i afgørelsen, om de i litra
a) omhandlede vurderinger, om det nøjagtige indhold,
gennemførelsen og den kvalitative og kvantitative virkning
af de specifikke foranstaltninger, der er truffet i henhold til
litra b), og om alle andre spørgsmål vedrørende
de pågældende vurderinger eller foranstaltninger, som
anført i afgørelsen.
Ved fastlæggelsen og
anvendelsen af foranstaltninger i henhold til dette stykkes litra
b) tager tjenesteudbyderen eller -udbyderne behørigt hensyn
til, hvor alvorlig den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er,
hvor meget foranstaltningerne haster, og de faktiske eller
potentielle konsekvenser for alle berørte parters
rettigheder og legitime interesser, herunder foranstaltningernes
eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende
rettigheder, der er nedfældet i chartret.
2. Med henblik på denne
artikel anses der at være opstået en krise, når
ekstraordinære omstændigheder medfører en
alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed eller folkesundheden
i Unionen eller i væsentlige dele heraf.
3. Når Kommissionen
træffer den i stk. 1 omhandlede afgørelse, sikrer den,
at alle følgende krav er opfyldt:
a) de tiltag, der kræves ved
afgørelsen, er strengt nødvendige, begrundede og
forholdsmæssige, navnlig under hensyntagen til, hvor alvorlig
den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er, hvor meget
foranstaltningerne haster, og de faktiske eller potentielle
konsekvenser for alle berørte parters rettigheder og
legitime interesser, herunder foranstaltningernes eventuelle
manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der
er nedfældet i chartret
b) der fastsættes i
afgørelsen en rimelig frist, inden for hvilken de i stk. 1,
litra b), omhandlede specifikke foranstaltninger skal
træffes, navnlig under hensyntagen til, hvor meget de
pågældende foranstaltninger haster, og hvor lang tid
det tager at forberede og gennemføre dem
c) de tiltag, der kræves ved
afgørelsen, er begrænset til en periode på
højst tre måneder.
4. Efter vedtagelsen af den i stk.
1 omhandlede afgørelse tager Kommissionen uden unødig
forsinkelse følgende skridt:
a) meddele afgørelsen til
den eller de udbydere, som afgørelsen er adresseret til
b) offentliggøre
afgørelsen, og
c) underrette rådet om
afgørelsen, opfordre det til at fremsætte sine
bemærkninger hertil og holde det underrettet om enhver senere
udvikling i forbindelse med afgørelsen.
5. Valget af de specifikke
foranstaltninger, der skal træffes i henhold til stk. 1,
litra b), og stk. 7, andet afsnit, forbliver hos den eller de
udbydere, som Kommissionens afgørelse er adresseret til.
6. Kommissionen kan på eget
initiativ eller efter anmodning fra udbyderen gå i dialog med
udbyderen for at afgøre, om de påtænkte eller
gennemførte foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1,
litra b), i lyset af udbyderens særlige omstændigheder
er effektive og forholdsmæssige med hensyn til at nå de
tilstræbte mål. Kommissionen sikrer navnlig, at de
foranstaltninger, der træffes af tjenesteudbyderen i henhold
til stk. 1, litra b), opfylder kravene i stk. 3, litra a) og
c).
7. Kommissionen overvåger
anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der træffes i
henhold til den i denne artikels stk. 1 omhandlede
afgørelse, på grundlag af de rapporter, der er
omhandlet i nævnte stykkes litra c), og alle andre relevante
oplysninger, herunder oplysninger, som den måtte anmode om i
henhold til artikel 40 eller 67, under hensyntagen til udviklingen
i krisen. Kommissionen aflægger regelmæssigt og mindst
en gang om måneden rapport til rådet om denne
overvågning.
Hvis Kommissionen finder, at de
påtænkte eller gennemførte specifikke
foranstaltninger i henhold til stk. 1, litra b), ikke er effektive
eller forholdsmæssige, kan den efter høring af
rådet træffe en afgørelse, der kræver, at
udbyderen reviderer identifikationen eller anvendelsen af disse
specifikke foranstaltninger.
8. Hvis det er
hensigtsmæssigt i lyset af udviklingen i krisen, kan
Kommissionen efter henstilling fra rådet ændre den
afgørelse, der er omhandlet i stk. 1 eller i stk. 7, andet
afsnit, ved at:
a) tilbagekalde afgørelsen
og, hvor det er relevant, pålægge den meget store
onlineplatform eller de meget store onlinesøgemaskiner at
ophøre med at anvende de foranstaltninger, der er
identificeret og gennemført i henhold til stk. 1, litra b),
eller stk. 7, andet afsnit, navnlig hvis der ikke længere er
grundlag for sådanne foranstaltninger
b) forlænge den i stk. 3,
litra c), omhandlede periode med en periode på højst
tre måneder
c) tage hensyn til erfaringerne med
anvendelsen af foranstaltningerne, navnlig foranstaltningernes
eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende
rettigheder, der er nedfældet i chartret.
9. Kravene i stk. 1-6 finder
anvendelse på den afgørelse og den ændring
heraf, der er omhandlet i denne artikel.
10. Kommissionen tager videst
muligt hensyn til henstillingerne fra rådet i henhold til
denne artikel.
11. Kommissionen aflægger
efter vedtagelsen af afgørelser i henhold til denne artikel
hvert år og under alle omstændigheder tre måneder
efter krisens afslutning rapport til Europa-Parlamentet og
Rådet om anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der
er truffet i medfør af de pågældende
afgørelser.
Artikel 37
Uafhængig revision
1. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
underlægges uafhængige revisioner for egen regning
mindst én gang om året med henblik på vurdering
af overholdelsen af følgende:
a) forpligtelserne i kapitel
III
b) eventuelle tilsagn afgivet i
medfør af de adfærdskodekser, der er omhandlet i
artikel 45 og 46, og de kriseprotokoller, der er omhandlet i
artikel 48.
2. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
samarbejder med og yder bistand til de organisationer, der
udfører revisionerne i henhold til denne artikel, i det
omfang det er nødvendigt for, at de kan foretage
revisionerne effektivt og rettidigt, herunder ved at give dem
adgang til alle relevante data og lokaler og ved at besvare
mundtlige eller skriftlige spørgsmål. De afholder sig
fra at hæmme, uretmæssigt at påvirke eller at
undergrave udførelsen af revisionen.
Disse revisioner sikrer et passende
niveau af fortrolighed og tavshedspligt med hensyn til de
oplysninger, der indhentes fra udbyderne af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner og
tredjeparter i forbindelse med revisionerne, herunder efter at
revisionerne er afsluttet. Opfyldelsen af dette krav må dog
ikke være til skade for udførelsen af revisionerne og
andre bestemmelser i denne forordning, navnlig bestemmelserne om
gennemsigtighed, tilsyn og håndhævelse. Hvis det er
nødvendigt af hensyn til rapporteringen vedrørende
gennemsigtighed i henhold til artikel 42, stk. 4, ledsages
revisionsrapporten og revisionsrapporten om gennemførelsen,
der er omhandlet i nærværende artikels stk. 4 og 6, af
versioner, som ikke indeholder oplysninger, der med rimelighed kan
betragtes som fortrolige.
3. Revisioner, der udføres i
henhold til stk. 1, udføres af organisationer, som:
a) er uafhængige af og ikke
har nogen interessekonflikter med den berørte udbyder af
meget store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner og juridiske personer med tilknytning til
den pågældende udbyder; navnlig:
i) ikke har ydet
ikkerevisionstjenester i forbindelse med de forhold, der er
underlagt revision, til den berørte udbyder af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine og juridiske personer med tilknytning til
den pågældende udbyder i perioden på 12
måneder forud for revisionens begyndelse og har forpligtet
sig til ikke at levere sådanne tjenester til dem i perioden
på 12 måneder efter revisionens afslutning
ii) ikke har ydet
revisionstjenester i henhold til denne artikel til den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine og juridiske personer med
tilknytning til den pågældende udbyder i en periode
på over ti på hinanden følgende år
iii) ikke udfører revisionen
mod betaling af honorarer, der afhænger af resultatet af
revisionen
b) har dokumenteret ekspertise
inden for risikostyring, teknisk kompetence og formåen
c) udviser objektivitet og
overholder fagetiske standarder, navnlig dokumenteret ved
tilslutning til adfærdskodekser eller passende
standarder.
4. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner sikrer,
at de organisationer, der udfører revisionerne, udarbejder
en revisionsrapport for hver revision. Denne rapport skal
være skriftligt begrundet og skal som minimum indeholde
følgende:
a) navn, adresse og kontaktpunkt
på udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den
meget store onlinesøgemaskine, der er underlagt revision, og
den omfattede periode
b) navn og adresse på den
eller de organisationer, der udfører revisionen
c) en interesseerklæring
d) en beskrivelse af de specifikke
elementer, der er underlagt revision, og den anvendte metode
e) en beskrivelse og en
sammenfatning af de vigtigste revisionsresultater
f) en liste over de tredjeparter,
der blev hørt som led i revisionen
g) en revisionserklæring om,
hvorvidt udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den
meget store onlinesøgemaskine, der er underlagt revision,
har overholdt de i stk. 1 omhandlede forpligtelser og tilsagn, dvs.
»positiv«, »positiv med bemærkninger«
eller »negativ«
h) hvis revisionserklæringen
ikke er positiv, operationelle anbefalinger om specifikke
foranstaltninger til at sikre overholdelse og den anbefalede
tidsramme for at sikre overholdelse.
5. Hvis den organisation, der
udførte revisionen, ikke var i stand til at underlægge
visse specifikke elementer revision eller afgive en
revisionserklæring på grundlag af sine
undersøgelser, skal revisionsrapporten indeholde en
redegørelse for omstændighederne og årsagerne
til, at disse elementer ikke kunne underlægges revision.
6. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der
modtager en revisionsrapport, som ikke er positiv, tager
behørigt hensyn til de operationelle anbefalinger, der er
adresseret til dem, således at de kan træffe de
nødvendige foranstaltninger til at gennemføre dem. De
vedtager senest en måned efter modtagelsen af disse
anbefalinger en revisionsrapport om gennemførelsen, hvori
der redegøres for disse foranstaltninger. Hvis de ikke
gennemfører de operationelle anbefalinger, begrunder de
dette i revisionsrapporten om gennemførelsen og
redegør for alternative foranstaltninger, som de har truffet
for at afhjælpe identificerede tilfælde af manglende
overholdelse.
7. Kommissionen tillægges
beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i
overensstemmelse med artikel 87 med henblik på at supplere
denne forordning ved at fastsætte de nødvendige regler
for udførelsen af revisioner i henhold til denne artikel,
navnlig for så vidt angår de nødvendige regler
om proceduremæssige skridt, revisionsmetoder og
rapporteringsskabeloner for de revisioner, der udføres i
henhold til denne artikel. I disse delegerede retsakter skal der
tages hensyn til eventuelle frivillige revisionsstandarder som
omhandlet i artikel 44, stk. 1, litra e).
Artikel 38
Anbefalingssystemer
Ud over kravene i artikel 27 skal
udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner, der anvender anbefalingssystemer,
sørge for mindst én mulighed for hvert af deres
anbefalingssystemer, som ikke er baseret på profilering som
defineret i artikel 4, nr. 4), i forordning (EU) 2016/679.
Artikel 39
Yderligere gennemsigtighed i
onlinereklamer
1. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der
viser reklamer på deres onlinegrænseflader, opretter en
database med de i stk. 2 omhandlede oplysninger, som gøres
tilgængelig på et særligt område af deres
onlinegrænseflade ved hjælp af et søgbart og
pålideligt værktøj, der gør det muligt at
foretage forespørgsler på baggrund af flere kriterier
og gennem deres applikationsprogrammeringsgrænseflader, i
hele den periode, hvor de præsenterer en reklame, og i
ét år efter, at reklamen blev vist for sidste gang
på deres onlinegrænseflader. De sikrer, at databasen
ikke indeholder personoplysninger om de tjenestemodtagere, som
reklamen blev eller kan have været vist til, og gør en
rimelig indsats for at sikre, at oplysningerne er nøjagtige
og fuldstændige.
2. Databasen skal mindst indeholde
følgende oplysninger:
a) reklamens indhold, herunder
produktets, tjenestens eller varemærkets navn og reklamens
genstand
b) den fysiske eller juridiske
person, på hvis vegne reklamen vises
c) den fysiske eller juridiske
person, som har betalt for reklamen, såfremt denne ikke er
identisk med den i litra b) omtalte person
d) det tidsrum, hvori reklamen blev
vist
e) om det var hensigten, at
reklamen skulle vises specifikt til en eller flere bestemte grupper
af tjenestemodtagere, og i givet fald de vigtigste parametre
anvendt til dette formål, herunder, hvis det er relevant, de
vigtigste parametre, der er anvendt til at udelukke en eller flere
sådanne bestemte grupper
f) den kommercielle kommunikation,
der offentliggøres på de meget store onlineplatforme,
og som er identificeret i henhold til artikel 26, stk. 2
g) det samlede antal
tjenestemodtagere og i givet fald det samlede antal opdelt efter
medlemsstat for den eller de grupper af modtagere, som reklamen
specifikt var rettet mod.
3. For så vidt angår
stk. 2, litra a), b) og c), må databasen ikke indeholde de
oplysninger, der er omhandlet i disse litraer, hvis en udbyder af
meget store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner har fjernet eller hindret adgang til en
specifik reklame på grundlag af påstået
ulovlighed eller uforenelighed med dens vilkår og
betingelser. I så fald skal databasen for den
pågældende specifikke reklame indeholde de oplysninger,
der er omhandlet i artikel 17, stk. 3, litra a)-e), eller artikel
9, stk. 2, litra a), nr. i), alt efter hvad der er relevant.
Kommissionen kan efter
høring af rådet, de relevante kontrolunderlagte
forskere som omhandlet i artikel 40 og offentligheden udstede
retningslinjer for den i nærværende artikel omhandlede
databases struktur, organisation og funktionaliteter.
Artikel 40
Adgang til oplysninger og kontrol
1. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
giver koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet
eller Kommissionen adgang til de oplysninger, der er
nødvendige for at overvåge og vurdere overholdelsen af
denne forordning, efter deres begrundede anmodning og inden for en
rimelig frist som angivet i anmodningen.
2. Koordinatorerne for digitale
tjenester og Kommissionen anvender kun de oplysninger, der er
tilgået i henhold til stk. 1, med henblik på at
overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, og
tager behørigt hensyn til de berørte udbydere af
meget store onlineplatformes eller af meget store
onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og
interesser, herunder beskyttelse af personoplysninger, beskyttelse
af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og
opretholdelse af deres tjenesters sikkerhed.
3. Med henblik på stk. 1
redegør udbydere af meget store onlineplatforme eller af
meget store onlinesøgemaskiner efter anmodning fra enten
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller
Kommissionen for udformningen, logikken, virkemåden og
afprøvningen af deres algoritmiske systemer, herunder deres
anbefalingssystemer.
4. Efter begrundet anmodning fra
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet giver
udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner inden for en rimelig frist som angivet i
anmodningen kontrolunderlagte forskere, der opfylder kravene i
denne artikels stk. 8, adgang til oplysninger alene med henblik
på forskning, der bidrager til at afdække, identificere
og afklare de i artikel 34, stk. 1, omhandlede systemiske risici i
Unionen, og til vurderingen af tilstrækkeligheden,
effektiviteten og indvirkningen af de risikobegrænsende
foranstaltninger i henhold til artikel 35.
5. Senest 15 dage efter modtagelsen
af en anmodning som omhandlet i stk. 4 kan udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner anmode
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, om at
ændre anmodningen, hvis de finder, at de ikke kan give adgang
til de ønskede oplysninger af en af følgende to
årsager:
a) de har ikke adgang til
oplysningerne
b) hvis der gives adgang til
oplysningerne, vil det medføre væsentlige
sårbarheder i deres tjenestes sikkerhed eller beskyttelsen af
fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder.
6. Anmodninger om ændring i
henhold til stk. 5 skal indeholde forslag til en eller flere
alternative måder, hvorpå der kan gives adgang til de
ønskede oplysninger eller andre oplysninger, som er
relevante og tilstrækkelige til formålet med
anmodningen.
Koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om
anmodningen om ændring inden for 15 dage og meddeler
udbyderen af de meget store onlineplatforme eller af de meget store
onlinesøgemaskiner sin afgørelse og i
påkommende tilfælde den ændrede anmodning og den
nye frist til at efterkomme anmodningen.
7. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
letter og giver adgang til oplysninger i henhold til stk. 1 og 4
via passende grænseflader, der specificeres i anmodningen,
herunder onlinedatabaser eller
applikationsprogrammeringsgrænseflader.
8. På grundlag af en
behørigt begrundet ansøgning fra forskere tildeler
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet
sådanne forskere status som kontrolunderlagte forskere for
den specifikke forskning, der er omhandlet i ansøgningen, og
udsteder en begrundet anmodning om dataadgang til en udbyder af en
meget stor onlineplatform eller af en meget stor
onlinesøgemaskine i henhold til stk. 4, hvis forskerne
dokumenterer, at de opfylder alle følgende betingelser:
a) de er tilknyttet en
forskningsinstitution som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv
(EU) 2019/790
b) de er uafhængige af
kommercielle interesser
c) deres ansøgning
indeholder oplysninger om finansieringen af forskningen
d) de er i stand til at opfylde de
specifikke krav til datasikkerhed og fortrolighed, der er knyttet
til den enkelte anmodning, og til at beskytte personoplysninger, og
de beskriver i deres anmodning de relevante tekniske og
organisatoriske foranstaltninger, de har truffet med henblik
herpå
e) deres ansøgning viser, at
deres adgang til oplysningerne og de krævede tidsrammer, er
nødvendige for og forholdsmæssige i forhold til
formålet med deres forskning, og at de forventede resultater
af denne forskning vil bidrage til de formål, der er fastsat
i stk. 4
f) de planlagte
forskningsaktiviteter gennemføres med henblik på de i
stk. 4 omhandlede formål
g) de har forpligtet sig til at
gøre deres forskningsresultater offentligt
tilgængelige gratis inden for en rimelig frist efter
færdiggørelsen af forskningen, under iagttagelse af de
berørte tjenestemodtageres rettigheder og interesser i
overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.
Efter modtagelse af
ansøgningen i henhold til dette stykke underretter
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet
Kommissionen og rådet.
9. Forskere kan også indgive
deres ansøgning til koordinatoren for digitale tjenester i
den medlemsstat, hvor den forskningsinstitution, de er tilknyttet,
er etableret. Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til
dette stykke foretager koordinatoren for digitale tjenester en
indledende vurdering af, om de respektive forskere opfylder alle
betingelserne i stk. 8. Den respektive koordinator for digitale
tjenester sender derefter ansøgningen sammen med den
dokumentation, som de respektive forskere har indsendt, og den
indledende vurdering til koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet. Koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet træffer afgørelse om at tildele en
forsker statussen uden unødig forsinkelse.
Den endelige afgørelse om at
tildele en forsker status som kontrolunderlagt forsker
henhører under koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandets kompetence, jf. stk. 8, under behørig
hensyntagen til den indledende vurdering.
10. Koordinatoren for digitale
tjenester, der tildelte status som kontrolunderlagt forsker og
udstedte en begrundet anmodning om adgang til data til udbyderne af
meget store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner til fordel for en kontrolunderlagt
forsker, træffer afgørelse om at bringe adgangen til
ophør, hvis den efter en undersøgelse enten på
eget initiativ eller på grundlag af oplysninger fra
tredjeparter konstaterer, at den kontrolunderlagte forsker ikke
længere opfylder betingelserne i stk. 8, og underretter den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine om afgørelsen.
Inden adgangen bringes til ophør, hører koordinatoren
for digitale tjenester den kontrolunderlagte forsker om
resultaterne af sin undersøgelse og om sin hensigt om at
bringe adgangen til ophør.
11. Koordinatorerne for digitale
tjenester i etableringslandet skal meddele rådet navn og
kontaktoplysninger på de fysiske personer eller enheder, som
de i overensstemmelse med stk. 8 har tildelt status som
kontrolunderlagt forsker, samt formålet med den forskning, i
forbindelse med hvilken anmodningen blev fremsat, eller skal, hvis
de har bragt adgangen til oplysninger til ophør i
overensstemmelse med stk. 10, meddele denne oplysning til
rådet.
12. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
giver uden unødig forsinkelse adgang til data, herunder
realtidsdata, hvor det er teknisk muligt, forudsat at dataene er
offentligt tilgængelige i deres onlinegrænseflade for
forskere, herunder dem, der er tilknyttet nonprofitorganer,
-organisationer og -foreninger, som opfylder betingelserne i stk.
8, litra b), c), d) og e), og som alene anvender dataene til
forskning, der bidrager til at afdække, identificere og
afklare systemiske risici i Unionen i henhold til artikel 34, stk.
1.
13. Kommissionen vedtager efter
høring af rådet delegerede retsakter, der supplerer
denne forordning ved at fastsætte de tekniske betingelser, i
henhold til hvilke udbydere af meget store onlineplatforme eller af
meget store onlinesøgemaskiner skal dele oplysninger i
henhold til stk. 1 og 4, og de formål, hvortil oplysningerne
kan anvendes. Disse delegerede retsakter fastsætter de
specifikke betingelser, i henhold til hvilke sådan deling af
oplysninger med forskere kan finde sted i overensstemmelse med
forordning (EU) 2016/679, samt relevante objektive indikatorer,
procedurer og om nødvendigt uafhængige
rådgivningsmekanismer til støtte for deling af
oplysninger under hensyntagen til de berørte udbydere af
meget store onlineplatformes eller af meget store
onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og
interesser, herunder beskyttelsen af fortrolige oplysninger,
navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af sikkerheden i
deres tjeneste.
Artikel 41
Compliancefunktion
1. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af deres
operationelle afdelinger og består af en eller flere
compliancerådgivere, herunder lederen af
compliancefunktionen. Denne compliancefunktion skal have
beføjelser, format og ressourcer i tilstrækkeligt
omfang samt adgang til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine til at kunne overvåge, at den
pågældende udbyder overholder denne forordning.
2. Ledelsesorganet hos udbyderen af
den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine sikrer, at compliancerådgivere har
de nødvendige faglige kvalifikationer og den
nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de
opgaver, der er omhandlet i stk. 3.
Ledelsesorganet hos udbyderen af
den meget stor onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine sikrer, at lederen af compliancefunktionen
er en uafhængig højtstående leder med
særligt ansvar for compliancefunktionen.
Lederen af compliancefunktionen
rapporterer direkte til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine og kan gøre opmærksom
på problemer og advare det pågældende organ, hvis
de risici, der er omhandlet i artikel 34, eller manglende
overholdelse af denne forordning påvirker eller kan
påvirke udbyderen af den berørte meget store
onlineplatform eller meget store onlinesøgemaskine, uden at
dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og
ledelsesfunktioner.
Lederen af compliancefunktionen
må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse
fra ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform
eller af den meget store onlinesøgemaskine.
3. Compliancerådgivere har
følgende opgaver:
a) samarbejde med koordinatoren for
digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen med henblik
på denne forordning
b) sikre, at alle de i artikel 34
omhandlede risici identificeres og indberettes korrekt, og at der
træffes rimelige, forholdsmæssige og effektive
risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel
35
c) tilrettelægge og
føre tilsyn med udbyderen af den meget store onlineplatforms
eller af den meget store onlinesøgemaskines aktiviteter i
forbindelse med den uafhængige revision i henhold til artikel
37
d) informere og rådgive
ledelsen og medarbejderne hos udbyderen af den meget store
onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om
relevante forpligtelser i henhold til denne forordning
e) overvåge, om udbyderen af
den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine overholder sine forpligtelser i henhold
til denne forordning
f) hvor det er relevant,
overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform
eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder de
forpligtelser, der er indgået i henhold til
adfærdskodekserne, jf. artikel 45 og 46, eller
kriseprotokollerne, jf. artikel 48.
4. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine
meddeler navn og kontaktoplysninger på lederen af
compliancefunktionen til koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet og Kommissionen.
5. Ledelsesorganet hos udbyderen af
den meget stor onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine skal definere, føre tilsyn med og
være ansvarlig for gennemførelsen af udbyderens
ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens
uafhængighed, herunder adskillelse af ansvar i organisationen
for udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget
stor onlinesøgemaskine, forebyggelse af interessekonflikter
og forsvarlig forvaltning af systemiske risici, der er
identificeret i henhold til artikel 34.
6. Ledelsesorganet godkender og
reviderer regelmæssigt og mindst en gang om året de
strategier og politikker, der iværksættes for at
imødegå, håndtere, overvåge og
begrænse de risici, der er identificeret i henhold til
artikel 34, og som den meget store onlineplatform eller den meget
store onlinesøgemaskine er eller kan blive eksponeret
for.
7. Ledelsesorganet afsætter
tilstrækkelig tid til behandlingen af
risikostyringsforanstaltningerne. Det deltager aktivt i
beslutningerne vedrørende risikostyring og sikrer, at der
afsættes tilstrækkelige ressourcer til styring af de
risici, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 34.
Artikel 42
Rapporteringsforpligtelser vedrørende
gennemsigtighed
1. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
offentliggør de i artikel 15 omhandlede rapporter senest to
måneder efter anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33,
stk. 6, andet afsnit, og derefter mindst hver sjette
måned.
2. De rapporter, der er omhandlet i
denne artikels stk. 1, offentliggjort af udbydere af meget store
onlineplatforme skal ud over de oplysninger, der er omhandlet i
artikel 15 og artikel 24, stk. 1, præcisere:
a) de menneskelige ressourcer, som
udbyderen af meget store onlineplatforme afsætter til
indholdsmoderation med hensyn til den tjeneste, der udbydes i
Unionen, opdelt efter hvert gældende officielt sprog i
medlemsstaterne, herunder med henblik på overholdelse af
forpligtelserne i artikel 16 og 22 og med henblik på
overholdelse af forpligtelserne i artikel 20
b) kvalifikationerne og den
sproglige ekspertise hos de personer, der udfører de i litra
a) omhandlede aktiviteter, samt den uddannelse og støtte,
der gives til dette personale
c) indikatorerne for
nøjagtighed og relaterede oplysninger, jf. artikel 15, stk.
1, litra e), opdelt efter hvert officielt sprog i
medlemsstaterne.
Rapporterne offentliggøres
på mindst ét af de officielle sprog i
medlemsstaterne.
3. Ud over de oplysninger, der er
omhandlet i artikel 24, stk. 2, skal udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner i de
rapporter, der er omhandlet i nærværende artikels stk.
1, medtage oplysninger om det gennemsnitlige antal
tjenestemodtagere pr. måned for hver medlemsstat.
4. Udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
fremsender til koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet og Kommissionen uden unødig forsinkelse
efter udarbejdelse og offentliggør senest tre måneder
efter modtagelsen af hver revisionsrapport i henhold til artikel
37, stk. 4:
a) en rapport med resultaterne af
risikovurderingen i henhold til artikel 34
b) de specifikke
risikobegrænsende foranstaltninger, der er indført i
henhold til artikel 35, stk. 1
c) den revisionsrapport, der er
omhandlet i artikel 37, stk. 4
d) den revisionsrapport om
gennemførelsen, der er omhandlet i artikel 37, stk. 6
e) hvis det er relevant,
oplysninger om de høringer, som udbyderen har
gennemført til støtte for risikovurderingerne og
udformningen af de risikobegrænsende foranstaltninger.
5. Hvis en udbyder af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner
mener, at offentliggørelsen af oplysninger i henhold til
stk. 4 kan resultere i videregivelse af udbyderens eller
tjenestemodtagernes fortrolige oplysninger, medføre
væsentlige sårbarheder for tjenestens sikkerhed,
underminere den offentlige sikkerhed eller skade modtagere, kan
udbyderen fjerne sådanne oplysninger fra de offentligt
tilgængelige rapporter. I så fald fremsender udbyderen
de fuldstændige rapporter til koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet og til Kommissionen, ledsaget af en
begrundelse for at fjerne oplysningerne fra de offentligt
tilgængelige rapporter.
Artikel 43
Tilsynsgebyr
1. Kommissionen
pålægger udbydere af meget store onlineplatforme og af
meget store onlinesøgemaskiner et årligt tilsynsgebyr
ved deres udpegelse i henhold til artikel 33.
2. De samlede årlige
tilsynsgebyrer skal dække Kommissionens anslåede
omkostninger i forbindelse med dens tilsynsopgaver i henhold til
denne forordning, navnlig omkostninger i forbindelse med udpegelsen
i henhold til artikel 33, oprettelse, vedligeholdelse og drift af
databasen i henhold til artikel 24, stk. 5, og
informationsudvekslingssystemet i henhold til artikel 85,
henvisninger i henhold til artikel 59, støtte til
rådet i henhold til artikel 62 og tilsynsopgaverne i henhold
til artikel 56 og kapitel IV, afdeling 4.
3. Udbydere af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner
pålægges en årlig tilsynsafgift for hver
tjeneste, for hvilken de er blevet udpeget i henhold til artikel
33.
Kommissionen vedtager
gennemførelsesretsakter, der fastsætter
størrelsen af det årlige tilsynsgebyr for hver udbyder
af meget store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner. Ved vedtagelsen af disse
gennemførelsesretsakter anvender Kommissionen metodologien
fastsat i den i nærværende artikels stk. 4 omhandlede
delegerede retsakt og overholder principperne fastsat i
nærværende artikels stk. 5. Disse
gennemførelsesretsakter vedtages efter
rådgivningsproceduren i artikel 88.
4. Kommissionen vedtager delegerede
retsakter i overensstemmelse med artikel 87, der fastsætter
den nærmere metode og procedurerne for:
a) fastsættelsen af de
anslåede omkostninger, der er omhandlet i stk. 2
b) fastsættelsen af de
individuelle årlige tilsynsgebyrer, der er omhandlet i stk.
5, litra b) og c)
c) fastsættelsen af den
maksimale samlede grænse, der er defineret i stk. 5, litra
c), og
d) de nødvendige
nærmere ordninger for betalinger.
Ved vedtagelsen af disse delegerede
retsakter overholder Kommissionen de principper, der er fastsat i
nærværende artikels stk. 5.
5. Den
gennemførelsesretsakt, der er omhandlet i stk. 3, og den
delegerede retsakt, der er omhandlet i stk. 4, skal overholde
følgende principper:
a) der tages ved vurderingen af det
samlede beløb for det årlige tilsynsgebyr hensyn til
omkostningerne i det foregående år
b) det årlige tilsynsgebyr
står i et rimeligt forhold til det gennemsnitlige antal
månedlige aktive modtagere i Unionen for hver meget stor
onlineplatform eller hver en meget stor onlinesøgemaskine,
der er udpeget i henhold til artikel 33
c) det samlede årlige
tilsynsgebyr, der pålægges en given udbyder af en meget
stor onlineplatform eller en meget stor søgemaskine,
overstiger under ingen omstændigheder 0,05 % af dens globale
årlige nettoindkomst i det foregående
regnskabsår.
6. De individuelle årlige
tilsynsgebyrer, der opkræves i henhold til denne artikels
stk. 1, udgør eksterne formålsbestemte indtægter
i overensstemmelse med artikel 21, stk. 5, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (41).
7. Kommissionen aflægger
årligt rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om de
samlede omkostninger i forbindelse med udførelsen af
opgaverne i henhold til denne forordning og det samlede
beløb for de individuelle årlige tilsynsgebyrer, der
er opkrævet i det foregående år.
AFDELING 6
Andre bestemmelser vedrørende
due diligence-forpligtelser
Artikel 44
Standarder
1. Kommissionen hører
rådet og støtter og fremmer udviklingen og
gennemførelsen af frivillige standarder fastsat af relevante
europæiske og internationale standardiseringsorganer,
herunder som minimum standarder for:
a) elektronisk indgivelse af
anmeldelser i henhold til artikel 16
b) skabeloner, udformning og proces
for kommunikation med tjenestemodtagerne på en brugervenlig
måde om restriktioner som følge af vilkår og
betingelser og ændringer heraf
c) pålidelige indberetteres
elektroniske indgivelse af anmeldelser i henhold til artikel 22,
herunder via applikationsprogrammeringsgrænseflader
d) specifikke grænseflader,
herunder applikationsprogrammeringsgrænseflader, for at lette
overholdelsen af forpligtelserne i artikel 39 og 40
e) revision af meget store
onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner i
henhold til artikel 37
f) interoperabilitet af de i
artikel 39, stk. 2, omhandlede reklamedatabaser
g) overførsel af data mellem
reklameformidlere til støtte for
gennemsigtighedsforpligtelser i henhold til artikel 26, stk. 1,
litra b), c) og d)
h) tekniske foranstaltninger med
henblik på at gøre det muligt at overholde
forpligtelserne vedrørende reklame i denne forordning,
herunder forpligtelserne vedrørende fremtrædende
markeringer af reklamer og kommerciel kommunikation som omhandlet i
artikel 26
i) valg af grænseflader og
præsentation af oplysninger om de vigtigste parametre for
forskellige typer anbefalingssystemer i overensstemmelse med
artikel 27 og 38
j) målrettede
foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige online.
2. Kommissionen støtter
ajourføringen af standarderne under hensyntagen til den
teknologiske udvikling og de pågældende
tjenestemodtageres adfærd. De relevante oplysninger om
ajourføringen af standarderne skal være offentligt
tilgængelige og lettilgængelige.
Artikel 45
Adfærdskodekser
1. Kommissionen og rådet
tilskynder til og letter udarbejdelsen af frivillige
adfærdskodekser på EU-plan, som skal bidrage til en
korrekt anvendelse af denne forordning, navnlig under hensyntagen
til de specifikke udfordringer i forbindelse med håndteringen
af forskellige former for ulovligt indhold og systemiske risici i
overensstemmelse med EU-retten om navnlig konkurrence og
beskyttelse af personoplysninger.
2. Hvis der opstår en
væsentlig systemisk risiko som omhandlet i artikel 34, stk.
1, der vedrører flere meget store onlineplatforme eller
meget store onlinesøgemaskiner, kan Kommissionen opfordre
udbyderne af de berørte meget store onlineplatforme eller
udbyderne af de berørte meget store
onlinesøgemaskiner og andre udbydere af meget store
onlineplatforme, af meget store onlinesøgemaskiner, af
onlineplatforme og af andre formidlingstjenester, alt efter hvad
der er relevant, såvel som relevante kompetente myndigheder,
civilsamfundsorganisationer og andre relevante interessenter til at
deltage i udarbejdelsen af adfærdskodekser, herunder ved at
fastsætte tilsagn om at træffe specifikke
risikobegrænsende foranstaltninger og en ramme for
regelmæssig rapportering om trufne foranstaltninger og
resultaterne heraf.
3. Ved gennemførelsen af
stk. 1 og 2 tilstræber Kommissionen og rådet og, hvis
det er relevant, andre organer at sikre, at
adfærdskodeksernes specifikke formål fastsættes
klart heri, og at de indeholder centrale resultatindikatorer til
måling af opfyldelsen af disse formål, og at der tages
behørigt hensyn til alle interesserede parters, navnlig
borgernes, behov og interesser på EU-plan. Kommissionen og
rådet tilstræber også at sikre, at deltagerne
regelmæssigt aflægger rapport til Kommissionen og deres
respektive koordinatorer for digitale tjenester i etableringslandet
om alle trufne foranstaltninger og deres resultater målt i
forhold til de centrale resultatindikatorer, som de indeholder.
Centrale resultatindikatorer og rapporteringsforpligtelser skal
tage hensyn til forskelle i størrelse og kapacitet mellem de
forskellige deltagere.
4. Kommissionen og rådet
vurderer, om adfærdskodekserne opfylder målene i stk. 1
og 3, og overvåger og evaluerer regelmæssigt
opfyldelsen af formålene under hensyntagen til de centrale
resultatindikatorer, som de måtte indeholde. De
offentliggør deres konklusioner.
Kommissionen og rådet
tilskynder også til og letter regelmæssig revision og
tilpasning af adfærdskodekserne.
I tilfælde af systematisk
manglende overholdelse af adfærdskodekserne kan Kommissionen
og rådet opfordre underskriverne af adfærdskodekserne
til at iværksætte de nødvendige tiltag.
Artikel 46
Adfærdskodekser for
onlinereklamer
1. Kommissionen tilskynder til og
letter udarbejdelsen af frivillige adfærdskodekser på
EU-plan af udbydere af onlineplatforme og andre relevante
tjenesteudbydere såsom udbydere af
onlinereklameformidlingstjenester, andre aktører, der er
involveret i værdikæden for programmatisk reklame,
eller organisationer, der repræsenterer tjenestemodtagere og
civilsamfundsorganisationer, eller relevante myndigheder for at
bidrage til yderligere gennemsigtighed for aktører i
værdikæden for onlinereklamer ud over kravene i artikel
26 og 39.
2. Kommissionen bestræber sig
på at sikre, at der i adfærdskodekserne
tilstræbes en effektiv videregivelse af oplysninger, der
fuldt ud respekterer alle involverede parters rettigheder og
interesser og et konkurrencepræget, gennemsigtigt og
retfærdigt miljø for onlinereklamer i overensstemmelse
med EU-retten og national ret, navnlig om konkurrence og
beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger. Kommissionen
bestræber sig på at sikre, at adfærdskodekserne
som minimum omfatter:
a) videregivelse af oplysninger,
som udbydere af onlinereklameformidlingstjenester er i besiddelse
af, til tjenestemodtagerne vedrørende kravene i artikel 26,
stk. 1, litra b), c) og d)
b) videregivelse af oplysninger,
som udbydere af onlinereklameformidlingstjenester er i besiddelse
af, til databaser i henhold til artikel 39
c) meningsfulde oplysninger om
kommerciel udnyttelse af data.
3. Kommissionen tilskynder til
udarbejdelse af adfærdskodekser senest den 18. februar 2025
og til deres anvendelse senest den 18. august 2025.
4. Kommissionen tilskynder alle
aktører i den i stk. 1 omhandlede værdikæde for
onlinereklamer til at godkende forpligtelserne i
adfærdskodekserne og til at overholde dem.
Artikel 47
Adfærdskodekser for
tilgængelighed
1. Kommissionen tilskynder til og
letter udarbejdelsen af adfærdskodekser på EU-plan med
deltagelse af udbydere af onlineplatforme og andre relevante
tjenesteudbydere, organisationer, der repræsenterer
tjenestemodtagere og civilsamfundsorganisationer eller relevante
myndigheder for at fremme fuld og effektiv lige deltagelse ved at
forbedre adgangen til onlinetjenester, der gennem deres oprindelige
udformning eller efterfølgende tilpasning imødekommer
de særlige behov hos personer med handicap.
2. Kommissionen bestræber sig
på at sikre, at adfærdskodekserne forfølger
målet om at sikre, at de pågældende tjenester er
tilgængelige i overensstemmelse med EU-retten og national ret
med henblik på at maksimere personer med handicaps forventede
anvendelse af dem. Kommissionen bestræber sig på at
sikre, at adfærdskodekserne som minimum omfatter
følgende mål:
a) udforme og tilpasse tjenester,
så de gøres tilgængelige for personer med
handicap, ved at gøre dem opfattelige, anvendelige,
forståelige og robuste
b) forklare, hvordan tjenesterne
opfylder de gældende tilgængelighedskrav, og
offentliggøre disse oplysninger på en måde,
så de er tilgængelige for personer med handicap
c) gøre oplysninger,
formularer og foranstaltninger, der leveres i henhold til denne
forordning, tilgængelige på en sådan måde,
at de er lette at finde, letforståelige og tilgængelige
for personer med handicap.
3. Kommissionen tilskynder til
udarbejdelse af adfærdskodekser senest den 18. februar 2025
og til deres anvendelse senest den 18. august 2025.
Artikel 48
Kriseprotokoller
1. Rådet kan anbefale, at
Kommissionen i overensstemmelse med stk. 2, 3 og 4
iværksætter udarbejdelsen af frivillige
kriseprotokoller til håndtering af krisesituationer. Disse
situationer er strengt begrænset til ekstraordinære
omstændigheder, som påvirker den offentlige sikkerhed
eller folkesundheden.
2. Kommissionen tilskynder til og
letter deltagelsen af udbyderne af meget store onlineplatforme, af
meget store onlinesøgemaskiner og, hvor det er relevant,
udbyderne af andre onlineplatforme eller af andre
onlinesøgemaskiner i udarbejdelsen, afprøvningen og
anvendelsen af disse kriseprotokoller. Kommissionen bestræber
sig på at sikre, at disse kriseprotokoller omfatter en eller
flere af følgende foranstaltninger:
a) fremtrædende visning af
information om krisesituationen leveret af medlemsstaternes
myndigheder eller på EU-plan eller, alt afhængigt af
krisens kontekst, af andre relevante pålidelige organer
b) sikring af, at udbyderen af
formidlingstjenester udpeger et særligt kontaktpunkt for
krisestyring. Hvis det er relevant, kan dette være det
elektroniske kontaktpunkt, der er omhandlet i artikel 11, eller,
for så vidt angår udbydere af meget store
onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, den
compliancerådgiver, der er omhandlet i artikel 41
c) hvor det er relevant, tilpasning
af de ressourcer, der er afsat til overholdelse af forpligtelserne
i artikel 16, 20, 22, 23 og 35, til de behov, der er opstået
som følge af krisesituationen.
3. Kommissionen inddrager, hvor det
er relevant, medlemsstaternes myndigheder og kan også
inddrage EU-organer, -kontorer og -agenturer i udarbejdelsen,
afprøvningen og overvågningen af anvendelsen af
kriseprotokollerne. Kommissionen kan, hvor det er nødvendigt
og relevant, også inddrage civilsamfundsorganisationer eller
andre relevante organisationer i udarbejdelsen af
kriseprotokollerne.
4. Kommissionen bestræber sig
på at sikre, at følgende er klart fastsat i
kriseprotokollerne:
a) de specifikke parametre til
bestemmelse af, hvad der udgør den specifikke
ekstraordinære omstændighed, som kriseprotokollen har
til formål at afhjælpe, og de mål, den
forfølger
b) de enkelte deltageres rolle og
de foranstaltninger, de skal iværksætte under
forberedelsen, og når kriseprotokollen er blevet
aktiveret
c) en klar procedure for
bestemmelse af, hvornår kriseprotokollen skal aktiveres
d) en klar procedure for
bestemmelse af den periode, hvori de foranstaltninger, der skal
træffes, når kriseprotokollen er blevet aktiveret, skal
træffes, der skal være strengt begrænset til,
hvad der er nødvendigt for at håndtere de
pågældende specifikke ekstraordinære
omstændigheder
e) garantier til
imødegåelse af eventuelle negative virkninger for
udøvelsen af de grundlæggende rettigheder
nedfældet i chartret, navnlig ytrings- og
informationsfriheden og retten til ikkeforskelsbehandling
f) en procedure for offentlig
rapportering om alle trufne foranstaltninger og deres varighed og
resultater, når krisen er ovre.
5. Hvis Kommissionen finder, at en
kriseprotokol ikke effektivt afhjælper krisesituationen eller
sikrer udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, jf.
stk. 4, litra e), anmoder den deltagerne om at revidere
kriseprotokollen, herunder ved at træffe yderligere
foranstaltninger.
KAPITEL IV
GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER
OG HÅNDHÆVELSE
AFDELING 1
Kompetente myndigheder og nationale
koordinatorer for digitale tjenester
Artikel 49
Kompetente myndigheder og koordinatorer for
digitale tjenester
1. Medlemsstaterne udpeger en eller
flere kompetente myndigheder som ansvarlige for tilsynet med
udbydere af formidlingstjenester og håndhævelsen af
denne forordning (»kompetente myndigheder«).
2. Medlemsstaterne udpeger en af de
kompetente myndigheder som deres koordinator for digitale
tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester er ansvarlig for
alle forhold vedrørende tilsynet med og
håndhævelsen af denne forordning i denne medlemsstat,
medmindre den pågældende medlemsstat har overdraget
bestemte specifikke opgaver eller områder til andre
kompetente myndigheder. Koordinatoren for digitale tjenester er
under alle omstændigheder ansvarlig for at sikre
koordineringen på nationalt plan af disse forhold og for at
bidrage til et effektivt og konsekvent tilsyn med og en effektiv og
konsekvent håndhævelse af denne forordning i hele
Unionen.
Med henblik herpå samarbejder
koordinatorerne for digitale tjenester med hinanden, andre
nationale kompetente myndigheder, rådet og Kommissionen, uden
at dette berører medlemsstaternes mulighed for at sikre
samarbejdsmekanismer og en løbende udveksling af synspunkter
mellem koordinatoren for digitale tjenester og andre nationale
myndigheder, når det er relevant for udførelsen af
deres respektive opgaver.
Hvis en medlemsstat udpeger en
eller flere kompetente myndigheder ud over koordinatoren for
digitale tjenester, sikrer den, at disse myndigheders og
koordinatoren for digitale tjenesters respektive opgaver er klart
defineret, og at de samarbejder tæt og effektivt under
udførelsen af deres opgaver.
3. Medlemsstaterne udpeger
koordinatorerne for digitale tjenester senest den 17. Februar
2024.
Medlemsstaterne offentliggør
og meddeler Kommissionen og rådet navnet på og
kontaktoplysninger for deres kompetente myndighed, som er udpeget
som koordinator for digitale tjenester. Den berørte
medlemsstat meddeler Kommissionen og rådet navnet på de
andre kompetente myndigheder, jf. stk. 2, og deres respektive
opgaver.
4. De bestemmelser i artikel 50, 51
og 56, der gælder for koordinatorer for digitale tjenester,
gælder også for alle andre kompetente myndigheder, som
medlemsstaterne udpeger i henhold til denne artikels stk. 1.
Artikel 50
Krav til koordinatorer for digitale
tjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at deres
koordinatorer for digitale tjenester udfører deres opgaver i
henhold til denne forordning på en upartisk, gennemsigtigt og
rettidigt måde. Medlemsstaterne sikrer, at deres
koordinatorer for digitale tjenester har alle nødvendige
ressourcer til at udføre deres opgaver, herunder
tilstrækkelige tekniske og økonomiske ressourcer og
tilstrækkeligt personale til at føre passende tilsyn
med alle udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under
deres kompetence. Hver medlemsstat sikrer, at dens koordinator for
digitale tjenester har tilstrækkelig autonomi med hensyn til
at forvalte sit budget inden for budgettets overordnede rammer for
ikke at påvirke koordinatoren for digitale tjenesters
uafhængighed negativt.
2. Koordinatorerne for digitale
tjenester handler i fuld uafhængighed under udførelsen
af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i
overensstemmelse med denne forordning. De skal være frie for
al udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller
indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser
fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.
3. Denne artikels stk. 2
berører ikke de opgaver, der påhviler koordinatorerne
for digitale tjenester i overvågnings- og
håndhævelsessystemet som omhandlet i denne forordning,
og samarbejdet med andre kompetente myndigheder i overensstemmelse
med artikel 49, stk. 2. Denne artikels stk. 2 forhindrer ikke
udøvelse af domstolskontrol og berører heller ikke
rimelige krav til ansvarlighed vedrørende koordinatorerne
for digitale tjenesters generelle aktiviteter såsom finansiel
udgiftsstyring eller rapportering til nationale parlamenter,
forudsat at disse krav ikke underminerer opfyldelsen af denne
forordnings mål.
Artikel 51
Beføjelser for koordinatorer for
digitale tjenester
1. Når det er
nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold
til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester
have følgende undersøgelsesbeføjelser for
så vidt angår den adfærd, der udvises af udbydere
af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats
kompetence:
a) beføjelse til at
kræve, at disse udbydere og alle andre personer, der handler
som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller
profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger
relateret til en formodet overtrædelse af denne forordning,
herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er
omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, fremlægger
sådanne oplysninger uden unødig forsinkelse.
b) beføjelse til at foretage
eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at
påbyde kontrol af alle lokaler, som disse udbydere eller
personer anvender som led i deres erhverv, forretning,
håndværk eller profession, eller til at anmode andre
offentlige myndigheder om at gøre dette med henblik på
at undersøge, beslaglægge, tage eller få kopier
af oplysninger relateret til en formodet overtrædelse i
enhver form, uanset lagringsmediet
c) beføjelse til at anmode
enhver repræsentant for eller ethvert medlem af personalet
hos disse udbydere eller personer om at redegøre for
eventuelle oplysninger relateret til en formodet overtrædelse
og til med deres samtykke at registrere svarene med ethvert teknisk
hjælpemiddel.
2. Når det er
nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold
til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester
have følgende håndhævelsesbeføjelser i
forhold til udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under
deres medlemsstats kompetence:
a) beføjelse til at
acceptere de tilsagn, som disse udbydere har afgivet om at
overholde denne forordning, og til at gøre disse tilsagn
bindende
b) beføjelse til at
kræve overtrædelser bragt til ophør og, hvor det
er relevant, til at pålægge sanktioner, der står
i rimeligt forhold til overtrædelsen, og som er
nødvendige for effektivt at bringe overtrædelsen til
ophør, eller til at anmode en judiciel myndighed i deres
medlemsstat herom
c) beføjelse til at
pålægge bøder eller til at anmode en judiciel
myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i
overensstemmelse med artikel 52 i tilfælde af manglende
overholdelse af denne forordning, herunder af ethvert
undersøgelsespåbud udstedt i henhold til denne
artikels stk. 1
d) beføjelse til at
pålægge tvangsbøder eller til at anmode en
judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i
overensstemmelse med artikel 52 for at sikre, at en
overtrædelse bringes til ophør i overensstemmelse med
et påbud udstedt i henhold til dette afsnit, litra b), eller
i tilfælde af manglende overholdelse af ethvert
undersøgelsespåbud udstedt i henhold til
nærværende artikels stk. 1
e) beføjelse til at
træffe midlertidige foranstaltninger eller til at anmode den
kompetente nationale judicielle myndighed i deres medlemsstat om at
gøre det med henblik på at undgå risikoen for
alvorlig skade.
For så vidt angår
første afsnit, litra c) og d), har koordinatorer for
digitale tjenester også de
håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i disse
litraer, i forhold til de andre personer, der er omhandlet i stk.
1, i tilfælde af manglende overholdelse af et af de
påbud, der er udstedt til dem i henhold til nævnte
stykke. De udøver kun disse
håndhævelsesbeføjelser efter rettidigt at have
givet disse andre personer alle relevante oplysninger
vedrørende sådanne påbud, herunder om den
gældende tidsperiode, de bøder eller
tvangsbøder, der kan pålægges for manglende
overholdelse, og klagemuligheder.
3. Når det er
nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold
til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester i
forhold til udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under
deres medlemsstaters kompetence, hvis alle andre beføjelser
i henhold til denne artikel til at bringe en overtrædelse til
ophør er udtømt, og overtrædelsen ikke er
blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, der
ikke kan undgås gennem udøvelse af andre
beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret,
også have beføjelse til at træffe
følgende foranstaltninger:
a) kræve, at de
pågældende udbyderes ledelsesorgan uden unødig
forsinkelse undersøger situationen, vedtager og
forelægger en handlingsplan med de nødvendige
foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til
ophør, sikrer, at udbyderen træffer disse
foranstaltninger, og aflægger rapport om de trufne
foranstaltninger
b) hvis koordinatoren for digitale
tjenester mener, at en udbyder af formidlingstjenester ikke har
opfyldt kravene i litra a) i tilstrækkelig grad, at
overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og
forvolder alvorlig skade, og at overtrædelsen udgør en
strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers
liv eller sikkerhed, anmode den kompetente judicielle myndighed i
dens medlemsstat om at påbyde en midlertidig
begrænsning af adgangen for modtagere af den tjeneste, der er
berørt af overtrædelsen, eller, hvis dette ikke er
teknisk muligt, af adgangen til udbyderen af formidlingstjenestens
onlinegrænseflade, hvorpå overtrædelsen finder
sted.
Medmindre koordinatoren for
digitale tjenester handler på Kommissionens anmodning, jf.
artikel 82, opfordrer koordinatoren forud for fremsendelsen af den
i dette stykkes første afsnit, litra b), omhandlede
anmodning interesserede parter til at fremsætte skriftlige
bemærkninger inden for en frist på mindst to uger og
redegør i denne forbindelse for de foranstaltninger,
koordinatoren har til hensigt at anmode om med angivelse af den
eller de tiltænkte adressater. Udbyderen af
formidlingstjenester, den eller de tiltænkte adressater og
enhver anden tredjepart, der godtgør en legitim interesse,
har ret til at deltage i proceduren ved den kompetente judicielle
myndighed. Enhver påbudt foranstaltning skal stå i
rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed, gentagne
karakter og varighed uden unødigt at begrænse adgang
til lovlig information for de berørte tjenestemodtagere.
Begrænsningen af adgangen
gælder for en periode på fire uger, men de kompetente
judicielle myndigheder kan i påbuddet give koordinatoren for
digitale tjenester mulighed for at forlænge denne periode med
yderligere perioder af samme længde, idet det maksimale antal
forlængelser fastsættes af den pågældende
judicielle myndighed. Koordinatoren for digitale tjenester
forlænger kun perioden, hvis koordinatoren under hensyntagen
til de rettigheder og interesser, som alle parter berørt af
begrænsningen har, og alle relevante omstændigheder,
herunder eventuelle oplysninger fra udbyderen af
formidlingstjenester, adressaten eller adressaterne og enhver anden
tredjepart, der har godtgjort en legitim interesse, finder, at
begge følgende betingelser er opfyldt:
a) udbyderen af
formidlingstjenester har ikke truffet de nødvendige
foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til
ophør
b) den midlertidige
begrænsning begrænser ikke tjenestemodtagernes adgang
til lovlig information unødigt, henset til antallet af
berørte modtagere og tilstedeværelsen af egnede og
lettilgængelige alternativer.
Hvis koordinatoren for digitale
tjenester mener, at betingelserne i tredje afsnit, litra a) og b),
er opfyldt, men ikke kan forlænge perioden yderligere i
henhold til tredje afsnit, indgiver koordinatoren en ny anmodning
til den kompetente judicielle myndighed, jf. første afsnit,
litra b).
4. De i stk. 1, 2 og 3 nævnte
beføjelser berører ikke afdeling 3.
5. De foranstaltninger, som
koordinatorerne for digitale tjenester træffer som led i
udøvelsen af deres beføjelser som anført i
stk. 1, 2 og 3, skal være effektive, have afskrækkende
virkning og stå i et rimeligt forhold til navnlig arten,
grovheden, den gentagne karakter og varigheden af den
overtrædelse eller formodede overtrædelse, som disse
foranstaltninger vedrører, og i påkommende
tilfælde til den pågældende formidlingstjenestes
økonomiske, tekniske og operationelle kapacitet.
6. Medlemsstaterne fastlægger
specifikke regler og procedurer for udøvelsen af
beføjelserne i henhold til stk. 1, 2 og 3 og sikrer, at
enhver udøvelse af disse beføjelser er omfattet af
tilstrækkelige garantier i gældende national ret i
overensstemmelse med chartret og EU-rettens almindelige principper.
Disse foranstaltninger må navnlig kun træffes under
hensyntagen til retten til respekt for privatliv og retten til
forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til
aktindsigt, og med forbehold af alle berørte parters ret til
adgang til effektive retsmidler.
Artikel 52
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter
regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af
overtrædelser af denne forordning begået af udbydere af
formidlingstjenester, der falder ind under deres kompetence, og
træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre,
at de anvendes i overensstemmelse med artikel 51.
2. Sanktionerne skal være
effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen
og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver
Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og
underretter den straks om senere ændringer, der
berører dem.
3. Medlemsstaterne sikrer, at
maksimumsbeløbet for bøder, der kan
pålægges for manglende overholdelse af en forpligtelse,
der er fastsat i denne forordning, er 6 % af den
pågældende udbyder af formidlingstjenesters
årlige globale omsætning i det foregående
regnskabsår. Medlemsstaterne sikrer, at
maksimumsbeløbet for den bøde, der kan
pålægges for afgivelse af urigtige, ufuldstændige
eller vildledende oplysninger, manglende svar eller berigtigelse af
urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger og
undladelse af at underkaste sig kontrol er 1 % af den
pågældende udbyder af formidlingstjenesters eller
persons årlige indkomst eller globale omsætning i det
foregående regnskabsår.
4. Medlemsstaterne sikrer, at
maksimumsbeløbet for tvangsbøder er 5 % af den
pågældende udbyder af formidlingstjenesters
gennemsnitlige daglige globale omsætning eller indkomst i det
foregående regnskabsår pr. dag beregnet fra det i den
pågældende afgørelse fastsatte tidspunkt.
Artikel 53
Ret til at indgive klage
Tjenestemodtagere samt ethvert
organ og enhver organisation eller sammenslutning, der har
bemyndigelse til på deres vegne at udøve de
rettigheder, der tillægges ved denne forordning, har ret til
at indgive en klage over udbydere af formidlingstjenester med
påstand om overtrædelse af denne forordning til
koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor
tjenestemodtageren befinder sig eller er etableret. Koordinatoren
for digitale tjenester vurderer klagen og sender den, hvis det er
relevant, til koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet ledsaget af en udtalelse, hvis det anses for
hensigtsmæssigt. Hvis klagen henhører under en anden
kompetent myndigheds ansvarsområde i koordinatorens
medlemsstat, videresender den koordinator for digitale tjenester,
der modtog klagen, klagen til den pågældende myndighed.
Under behandlingen af en sådan klage har begge parter ret til
at blive hørt og modtage passende oplysninger om klagens
status i overensstemmelse med national ret.
Artikel 54
Erstatning
Tjenestemodtagere har ret til i
overensstemmelse med EU-retten og national ret at søge
erstatning fra udbydere af formidlingstjenester for enhver skade
eller ethvert tab, de har lidt som følge af de
pågældende udbyderes misligholdelse af deres
forpligtelser i henhold til denne forordning.
Artikel 55
Aktivitetsrapporter
1. Koordinatorerne for digitale
tjenester udarbejder årlige rapporter om deres aktiviteter i
henhold til denne forordning, herunder antallet af modtagne klager
i henhold til artikel 53 og en oversigt over opfølgningen
herpå. Koordinatorerne for digitale tjenester
offentliggør de årlige rapporter i et
maskinlæsbart format, under iagttagelse af de gældende
fortrolighedsregler, jf. artikel 84, og fremsender dem til
Kommissionen og rådet.
2. Den årlige rapport skal
også indeholde følgende oplysninger:
a) antallet af og genstanden for
påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold og
påbud om at give oplysninger udstedt i overensstemmelse med
artikel 9 og 10 af en national judiciel eller administrativ
myndighed i den medlemsstat, hvor koordinatoren for digitale
tjenester er beliggende
b) virkningerne af disse
påbud som meddelt koordinatoren for digitale tjenester i
henhold til artikel 9 og 10.
3. Hvis en medlemsstat har udpeget
flere kompetente myndigheder i henhold til artikel 49, sikrer den,
at koordinatoren for digitale tjenester udarbejder en enkelt
rapport, der dækker alle kompetente myndigheders aktiviteter,
og at koordinatoren for digitale tjenester modtager alle relevante
oplysninger og den nødvendige støtte fra de andre
berørte kompetente myndigheder.
AFDELING 2
Kompetencer, koordineret
undersøgelse og sammenhængsmekanismer
Artikel 56
Kompetencer
1. Den medlemsstat, hvor udbyderen
af formidlingstjenesters hovedforretningssted er beliggende, har
enekompetence med hensyn til tilsyn med og håndhævelse
af denne forordning med undtagelse af de kompetencer, der er
omhandlet i stk. 2, 3 og 4.
2. Kommissionen har enekompetence
med hensyn til tilsyn og håndhævelse af kapitel III,
afdeling 5.
3. Kommissionen har
beføjelse til at føre tilsyn med og
håndhæve denne forordning, ud over de bestemmelser, der
er fastsat i kapitel III, afdeling 5, i denne forordning, hvad
angår udbydere af meget store onlineplatforme og af meget
store onlinesøgemaskiner.
4. Hvis Kommissionen ikke har
indledt en procedure for den samme overtrædelse, har den
medlemsstat, hvor hovedforretningsstedet for udbyderen af meget
store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner er beliggende, beføjelse til at
føre tilsyn med og håndhæve forpligtelserne
efter denne forordning, bortset fra dem, der er fastsat i kapitel
III, afdeling 5, med hensyn til disse udbydere.
5. Medlemsstaterne og Kommissionen
skal føre tilsyn med og håndhæve denne
forordnings bestemmelser i tæt samarbejde.
6. Hvis en udbyder af
formidlingstjenester ikke er etableret i Unionen, har den
medlemsstat, hvor den pågældendes retlige
repræsentant er bosiddende eller etableret, eller
Kommissionen, alt efter hvad der er relevant, beføjelse til,
i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 og 4, at føre
tilsyn med og håndhæve de relevante forpligtelser i
denne forordning.
7. Hvis en udbyder af
formidlingstjenester undlader at udpege en retlig
repræsentant i overensstemmelse med artikel 13, har alle
medlemsstater og, hvis der er tale om en udbyder af en meget stor
onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine,
Kommissionen beføjelser til tilsyn og
håndhævelse i henhold til denne artikel.
Hvis en koordinator for digitale
tjenester agter at udøve sine beføjelser i henhold
til dette stykke, underretter den alle andre koordinatorer for
digitale tjenester og Kommissionen og sikrer, at de gældende
garantier, som chartret giver, respekteres, navnlig med henblik
på at undgå, at den samme adfærd straffes mere
end én gang for overtrædelse af de forpligtelser, der
er fastsat i denne forordning. Hvis Kommissionen agter at
udøve sine beføjelser i henhold til dette stykke,
underretter den alle andre koordinatorer for digitale tjenester
herom. Efter underretningen i henhold til dette stykke må
andre medlemsstaters kompetente myndigheder ikke indlede procedurer
for samme adfærd som den, der er omhandlet i
underretningen.
Artikel 57
Gensidig bistand
1. Koordinatorerne for digitale
tjenester og Kommissionen skal arbejde tæt sammen og yde
hinanden gensidig bistand med henblik på at anvende denne
forordning på en ensartet og effektiv måde. Den
gensidige bistand skal navnlig omfatte udveksling af oplysninger i
overensstemmelse med denne artikel og den pligt, som koordinatoren
for digitale tjenester i etableringslandet har til at underrette
alle koordinatorer for digitale tjenester i destinationslandet,
rådet og Kommissionen om indledningen af en
undersøgelse og om hensigten om at træffe en endelig
afgørelse, herunder vurderingen heraf, vedrørende en
specifik udbyder af formidlingstjenester.
2. Koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet kan med henblik på en
undersøgelse anmode andre koordinatorer for digitale
tjenester om at give specifikke oplysninger, som de er i besiddelse
af, om en specifik udbyder af formidlingstjenester eller om at
udøve deres undersøgelsesbeføjelser som
omhandlet i artikel 51, stk. 1, for så vidt angår
specifikke oplysninger, der befinder sig i deres medlemsstat. Hvis
det er relevant, kan den koordinator for digitale tjenester, der
modtager anmodningen, inddrage andre kompetente myndigheder eller
andre offentlige myndigheder i den pågældende
medlemsstat.
3. Den koordinator for digitale
tjenester, der modtager anmodningen i henhold til stk. 2, skal
efterkomme en sådan anmodning og underrette koordinatoren for
digitale tjenester i etableringslandet om de iværksatte
tiltag uden unødig forsinkelse og senest to måneder
efter modtagelsen, medmindre:
a) rækkevidden af eller
genstanden for anmodningen ikke er tilstrækkeligt
specificeret, begrundet eller forholdsmæssig i lyset af
undersøgelsens formål, eller
b) hverken den anmodede koordinator
for digitale tjenester eller en anden kompetent myndighed eller
anden offentlig myndighed i den pågældende medlemsstat
er i besiddelse af de ønskede oplysninger eller kan få
adgang til dem, eller
c) anmodningen ikke kan efterkommes
uden at overtræde EU-retten eller national ret.
Den koordinator for digitale
tjenester, der modtager anmodningen, skal i givet fald afgive et
svar med begrundelsen for sit afslag inden for den frist, der er
fastsat i første afsnit.
Artikel 58
Grænseoverskridende samarbejde mellem
koordinatorer for digitale tjenester
1. Medmindre Kommissionen har
indledt en undersøgelse af den samme påståede
overtrædelse, kan en koordinator for digitale tjenester i
destinationslandet, der har begrundet mistanke om, at en udbyder af
en formidlingstjeneste har overtrådt denne forordning
på en måde, der negativt påvirker
tjenestemodtagerne i den medlemsstat, hvor denne koordinator for
digitale tjenester er etableret, anmode koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet om at vurdere sagen og træffe
de nødvendige undersøgelses- og
håndhævelsesforanstaltninger for at sikre, at denne
forordning overholdes.
2. Medmindre Kommissionen har
indledt en undersøgelse for den samme påståede
overtrædelse og efter anmodning fra mindst tre koordinatorer
for digitale tjenester i destinationslandet, der har begrundet
mistanke om, at en specifik udbyder af formidlingstjenester har
overtrådt denne forordning på en måde, der
negativt påvirker tjenestemodtagere i deres medlemsstater,
kan rådet anmode koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet om at vurdere forholdet og træffe de
nødvendige undersøgelses- og
håndhævelsesforanstaltninger for at sikre, at denne
forordning overholdes.
3. En anmodning i henhold til stk.
1 eller 2 skal være behørigt begrundet og skal som
minimum angive:
a) oplysninger om det i artikel 11
omhandlede kontaktpunkt for den berørte udbyder af
formidlingstjenester
b) en beskrivelse af de relevante
forhold, de relevante bestemmelser i denne forordning og baggrunden
for, at den anmodende koordinator for digitale tjenester eller
rådet har mistanke om, at udbyderen har overtrådt denne
forordning, herunder en beskrivelse af de negative effekter af den
påståede overtrædelse
c) alle andre oplysninger, som den
anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet
anser for relevante, herunder i givet fald oplysninger indsamlet
på eget initiativ eller forslag til specifikke
undersøgelses- eller
håndhævelsesforanstaltninger, der skal træffes,
herunder midlertidige foranstaltninger.
4. Koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet tager videst muligt hensyn til
anmodningen i henhold til denne artikels stk. 1 eller 2. Hvis
koordinatoren ikke mener, at den har tilstrækkelige
oplysninger til at følge op på anmodningen, og har
grund til at mene, at den anmodende koordinator for digitale
tjenester eller rådet kan give yderligere oplysninger, kan
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet enten
anmode om sådanne oplysninger i overensstemmelse med artikel
57 eller alternativt indlede en fælles undersøgelse i
henhold til artikel 60, stk. 1, der som minimum omfatter den
anmodende koordinator for digitale tjenester. Den i denne artikels
stk. 5 fastsatte frist suspenderes, indtil disse yderligere
oplysninger er blevet forelagt, eller indtil opfordringen til at
deltage i den fælles undersøgelse er blevet
afslået.
5. Koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet giver uden unødig forsinkelse
og under alle omstændigheder senest to måneder efter
modtagelsen af anmodningen i henhold til stk. 1 eller 2 den
anmodende koordinator for digitale tjenester og rådet
meddelelse om vurderingen af den formodede overtrædelse og om
eventuelle undersøgelses- eller
håndhævelsesforanstaltninger, der er truffet eller
påtænkes i forbindelse hermed for at sikre, at denne
forordning overholdes.
Artikel 59
Henvisning til Kommissionen
1. Hvis der ikke foreligger en
meddelelse inden for den frist, der er fastsat i artikel 58, stk.
5, hvis rådet er uenigt i vurderingen eller i de
foranstaltninger, der er truffet eller påtænkes truffet
i henhold til artikel 58, stk. 5, eller i de i artikel 60, stk. 3,
omhandlede tilfælde, kan rådet henvise sagen til
Kommissionen med alle relevante oplysninger. Disse oplysninger skal
som minimum omfatte den anmodning eller henstilling, der er
fremsendt til koordinatorerne for digitale tjenester i
etableringslandet, koordinatoren for digitale tjenesters vurdering,
begrundelsen for uenigheden og eventuelle yderligere oplysninger
til støtte for henvisningen.
2. Kommissionen vurderer sagen
senest to måneder efter henvisningen af sagen i henhold til
stk. 1 efter høring af koordinatoren for digitale tjenester
i etableringslandet.
3. Hvis Kommissionen i henhold til
denne artikels stk. 2 finder, at vurderingen eller de
undersøgelses- eller
håndhævelsesforanstaltninger, der er truffet eller
påtænkes i henhold til artikel 58, stk. 5, ikke er
tilstrækkelige til at sikre en effektiv
håndhævelse eller på anden måde er
uforenelig med denne forordning, meddeler den koordinatoren for
digitale tjenester i etableringslandet og rådet sine
synspunkter og anmoder koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet om at tage sagen under fornyet behandling.
Koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet træffer de nødvendige
undersøgelses- eller
håndhævelsesforanstaltninger for at sikre overholdelse
af denne forordning under størst mulig hensyntagen til
Kommissionens synspunkter og anmodning om fornyet behandling.
Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet
underretter Kommissionen samt den anmodende koordinator for
digitale tjenester eller rådet, der har truffet
foranstaltninger i henhold til artikel 58, stk. 1 eller 2, om de
foranstaltninger, der er truffet, senest to måneder efter
anmodningen om fornyet behandling.
Artikel 60
Fælles undersøgelser
1. Koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet kan indlede og lede fælles
undersøgelser med deltagelse af en eller flere andre
berørte koordinatorer for digitale tjenester:
a) på eget initiativ med
henblik på at undersøge en given udbyder af
formidlingstjenesters påståede overtrædelse af
denne forordning i flere medlemsstater, eller
b) efter henstilling fra
rådet, som handler på anmodning af mindst tre
koordinatorer for digitale tjenester, der har begrundet mistanke
om, at en given udbyder af formidlingstjenester har begået en
overtrædelse, der påvirker tjenestemodtagere i deres
medlemsstater.
2. Enhver koordinator for digitale
tjenester, der påviser at have en legitim interesse i at
deltage i en fælles undersøgelse i henhold til stk. 1,
kan anmode herom. Den fælles undersøgelse skal
afsluttes senest tre måneder efter, at den er indledt,
medmindre andet aftales mellem deltagerne.
Koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet skal meddele sin foreløbige
holdning til den påståede overtrædelse senest en
måned efter udløbet af den frist, der er omhandlet i
første afsnit, til alle koordinatorer for digitale
tjenester, Kommissionen og rådet. Den foreløbige
holdning skal tage hensyn til de synspunkter, som alle andre
koordinatorer for digitale tjenester, der deltager i den
fælles undersøgelse, har givet udtryk for. Hvor det er
relevant, skal den foreløbige holdning også angive de
påtænkte håndhævelsesforanstaltninger.
3. Rådet kan henvise sagen
til Kommissionen i henhold til artikel 59, hvis:
a) koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet ikke har meddelt sin
foreløbige holdning inden for den frist, der er fastsat i
stk. 2
b) rådet i betydelig grad er
uenigt i den foreløbige holdning, som koordinatoren for
digitale tjenester i etableringslandet har meddelt, eller
c) koordinatoren for digitale
tjenester i etableringslandet ikke straks har indledt den
fælles undersøgelse efter henstilling fra rådet
i henhold til stk. 1, litra b).
4. I forbindelse med
gennemførelsen af den fælles undersøgelse skal
de deltagende koordinatorer for digitale tjenester samarbejde i god
tro under hensyntagen, hvor det er relevant, til indikationerne fra
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og
rådets henstilling. De koordinatorer for digitale tjenester i
destinationen, der deltager i den fælles undersøgelse,
har ret til, efter anmodning fra eller efter høring af
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, at
udøve deres undersøgelsesbeføjelser som
omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for de udbydere af
formidlingstjenester, der er berørt af den
påståede overtrædelse, for så vidt
angår oplysninger og lokaler, der befinder sig på deres
område.
AFDELING 3
Det Europæiske Råd for
Digitale Tjenester
Artikel 61
Det Europæiske Råd for Digitale
Tjenester
1. Der nedsættes en
uafhængig rådgivende gruppe af koordinatorer for
digitale tjenester til at føre tilsyn med udbydere af
formidlingstjenester, kaldet »Det Europæiske Råd
for Digitale Tjenester« (»rådet«).
2. Rådet yder
rådgivning til koordinatorerne for digitale tjenester og
Kommissionen i overensstemmelse med denne forordning med henblik
på at nå følgende mål:
a) bidrage til en konsekvent
anvendelse af denne forordning og et effektivt samarbejde mellem
koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen
vedrørende forhold, der er omfattet af denne forordning
b) koordinere og bidrage til
Kommissionens, koordinatorerne for digitale tjenesters og andre
kompetente myndigheders retningslinjer om og analyse af nye
problemstillinger i hele det indre marked vedrørende
forhold, der er omfattet af denne forordning
c) bistå koordinatorerne for
digitale tjenester og Kommissionen i tilsynet med meget store
onlineplatforme.
Artikel 62
Rådets struktur
1. Rådet sammensættes
af koordinatorer for digitale tjenester, som repræsenteres af
højtstående embedsmænd. Én eller flere
medlemsstaters undladelse af at udpege en koordinator for digitale
tjenester forhindrer ikke rådet i at udøve sine
opgaver i medfør af denne forordning. Hvis det er
foreskrevet i national ret, kan andre kompetente myndigheder, der
har fået overdraget et specifikt operationelt ansvar for
anvendelsen og håndhævelsen af denne forordning sammen
med koordinatoren for digitale tjenester, deltage i rådet.
Andre nationale myndigheder kan indbydes til møderne, hvis
de drøftede spørgsmål er relevante for dem.
2. Rådets formandskab
varetages af Kommissionen. Kommissionen indkalder til
møderne og udarbejder dagsordenen i overensstemmelse med
rådets opgaver i henhold til denne forordning og dets
forretningsorden. Når rådet anmodes om at vedtage en
henstilling i henhold til denne forordning, skal det straks stille
anmodningen til rådighed for andre koordinatorer for digitale
tjenester via det informationsudvekslingssystem, der er fastsat i
artikel 85.
3. Hver medlemsstat har én
stemme. Kommissionen har ikke stemmeret.
Rådet vedtager sine
afgørelser med simpelt flertal. Ved vedtagelsen af en
henstilling til Kommissionen som omhandlet i artikel 36, stk. 1,
første afsnit, skal rådet stemme inden for 48 timer
efter anmodningen fra formanden for rådet.
4. Kommissionen yder administrativ
og analytisk støtte til rådets aktiviteter i henhold
til denne forordning.
5. Rådet kan indbyde
eksperter og observatører til at deltage i møderne og
kan samarbejde med andre EU-organer, -kontorer, -agenturer og
rådgivende grupper og med eksterne eksperter, hvor dette er
relevant. Rådet offentliggør resultaterne af dette
samarbejde.
6. Rådet kan høre
interesserede parter og skal i så fald offentliggøre
resultaterne af en sådan høring.
7. Rådet vedtager sin
forretningsorden med Kommissionens samtykke.
Artikel 63
Rådets opgaver
1. Hvis det er nødvendigt
for at nå de mål, der er fastsat i artikel 61, stk. 2,
skal rådet navnlig:
a) støtte koordineringen af
fælles undersøgelser
b) støtte de kompetente
myndigheder i analysen af rapporter og resultater af revisioner af
meget store onlineplatforme eller af meget store
onlinesøgemaskiner, der skal fremsendes i henhold til denne
forordning
c) afgive udtalelser,
fremsætte henstillinger eller yde rådgivning til
koordinatorerne for digitale tjenester i overensstemmelse med denne
forordning, navnlig under hensyntagen til den frie udveksling af
tjenester for udbydere af formidlingstjenester
d) rådgive Kommissionen om de
foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 66, og afgive
udtalelser vedrørende meget store onlineplatforme eller
meget store onlinesøgemaskiner i overensstemmelse med denne
forordning
e) støtte og fremme
udviklingen og gennemførelsen af europæiske
standarder, retningslinjer, rapporter, skabeloner og
adfærdskodekser i samarbejde med relevante interessenter i
overensstemmelse med denne forordning, herunder ved at afgive
udtalelser eller henstillinger om forhold vedrørende artikel
44, og afdækningen af nye problemstillinger vedrørende
forhold, der er omfattet af denne forordning.
2. Koordinatorer for digitale
tjenester og i givet fald andre nationale kompetente myndigheder,
som ikke følger de udtalelser, anmodninger eller
henstillinger, som rådet har adresseret til dem, skal
begrunde dette valg, herunder redegøre for de
undersøgelser, tiltag og foranstaltninger, som de har
iværksat, i forbindelse med rapporteringen i henhold til
denne forordning eller i forbindelse med vedtagelsen af de
pågældende afgørelser, alt efter hvad der er
relevant.
AFDELING 4
Tilsyn, undersøgelse,
håndhævelse og overvågning i forbindelse med
udbydere af meget store onlineplatforme og meget store
onlinesøgemaskiner
Artikel 64
Udvikling af ekspertise og
formåen
1. Kommissionen udvikler i
samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester og
rådet Unionens ekspertise og formåen, herunder i
relevant omfang gennem udstationering af medlemsstaternes
personale.
2. Endvidere koordinerer
Kommissionen i samarbejde med koordinatorerne for digitale
tjenester og rådet vurderingen af systemiske og nye
problemstillinger i hele Unionen i forbindelse med meget store
onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner med
hensyn til forhold, der er omfattet af denne forordning.
3. Kommissionen kan anmode
koordinatorerne for digitale tjenester, rådet og andre
EU-organer, -kontorer og -agenturer med relevant ekspertise om at
støtte deres vurdering af systemiske og nye
problemstillinger i hele Unionen i henhold til denne
forordning.
4. Medlemsstaterne samarbejder med
Kommissionen navnlig gennem deres respektive koordinatorer for
digitale tjenester og andre kompetente myndigheder, hvor det er
relevant, herunder ved at stille deres ekspertise og formåen
til rådighed.
Artikel 65
Håndhævelse af meget store
onlineplatformes og meget store onlinesøgemaskiners
forpligtelser
1. Med henblik på at
undersøge, om udbydere af meget store onlineplatforme og af
meget store onlinesøgemaskiner overholder de forpligtelser,
der er fastsat i denne forordning, kan Kommissionen udøve de
undersøgelsesbeføjelser, der er fastsat i denne
afdeling, selv inden den indleder en procedure i henhold til
artikel 66, stk. 2. Den kan udøve disse beføjelser
på eget initiativ eller efter en anmodning i henhold til
denne artikels stk. 2.
2. Hvis en koordinator for digitale
tjenester har begrundet mistanke om, at en udbyder af en meget stor
onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine har
overtrådt bestemmelserne i kapitel III, afdeling 5, eller
systematisk har overtrådt en eller flere af bestemmelserne i
denne forordning på en måde, der i alvorlig grad
påvirker tjenestemodtagere i dens medlemsstat, kan
koordinatoren gennem det i artikel 85 omhandlede
informationsudvekslingssystem indgive en behørigt begrundet
anmodning til Kommissionen om at vurdere sagen.
3. En anmodning i henhold til stk.
2 skal være behørigt begrundet og som minimum
indeholde følgende oplysninger:
a) kontaktpunktet for den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine, jf. artikel 11
b) en beskrivelse af de relevante
forhold, de berørte bestemmelser i denne forordning og
grundene til, at den koordinator for digitale tjenester, der sendte
anmodningen, har mistanke om, at den berørte udbyder af den
meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine har overtrådt denne forordning,
herunder en beskrivelse af de forhold, der viser, at den formodede
overtrædelse er af systemisk karakter
c) alle andre oplysninger, som den
anmodende koordinator for digitale tjenester anser for relevante,
herunder i givet fald oplysninger indsamlet på eget
initiativ.
Artikel 66
Kommissionens indledning af en procedure og
undersøgelsessamarbejde
1. Kommissionen kan indlede en
procedure med henblik på eventuel vedtagelse af
afgørelser i henhold til artikel 73 og 74 vedrørende
den pågældende adfærd udvist af udbyderen af den
meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine, som Kommissionen mistænker for at
have overtrådt en eller flere af bestemmelserne i denne
forordning.
2. Hvis Kommissionen beslutter at
indlede en procedure i henhold til denne artikels stk. 1,
underretter den alle koordinatorerne for digitale tjenester og
rådet via det i artikel 85 omhandlede
informationsudvekslingssystem samt den berørte udbyder af
den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine.
Koordinatorerne for digitale
tjenester skal uden unødig forsinkelse efter at være
blevet underrettet om indledningen af proceduren sende Kommissionen
alle oplysninger, som de er i besiddelse af, om den
pågældende overtrædelse.
Kommissionens indledning af en
procedure i henhold til denne artikels stk. 1 indebærer, at
koordinatoren for digitale tjenester eller enhver kompetent
myndighed, hvor det er relevant, ikke længere har
beføjelse til at føre tilsyn og
håndhævelse som fastsat i denne forordning, jf. artikel
56, stk. 4.
3. Ved udøvelsen af sine
undersøgelsesbeføjelser i henhold til denne
forordning kan Kommissionen anmode om individuel eller fælles
støtte fra enhver koordinator for digitale tjenester, der er
berørt af den formodede overtrædelse, herunder
koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet. De
koordinatorer for digitale tjenester, der har modtaget en
sådan anmodning, og enhver anden kompetent myndighed, der er
involveret af koordinatoren for digitale tjenester, skal samarbejde
oprigtigt og rettidigt med Kommissionen og har ret til at
udøve deres undersøgelsesbeføjelser som
omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for udbyderen af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine, der er tale om, med hensyn til
oplysninger, personer og lokaler, der befinder sig på deres
medlemsstats område, og i overensstemmelse med
anmodningen.
4. Kommissionen giver koordinatoren
for digitale tjenester i etableringslandet og rådet alle
relevante oplysninger om udøvelsen af de beføjelser,
der er omhandlet i artikel 67-72, og om sine foreløbige
konklusioner i henhold til artikel 79, stk. 1. Rådet meddeler
Kommissionen sin holdning til de foreløbige konklusioner
inden for den frist, der fastsættes i henhold til artikel 79,
stk. 2. Kommissionen skal tage videst muligt hensyn til enhver af
rådets holdninger i sin endelige afgørelse.
Artikel 67
Anmodninger om oplysninger
1. For at kunne udføre sine
opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen på
simpel anmodning eller ved afgørelse kræve, at den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine og enhver anden fysisk
eller juridisk person, der handler som led i deres erhverv,
forretning, håndværk eller profession, og som med
rimelighed kan have kendskab til oplysninger om den formodede
overtrædelse, herunder organisationer, der udfører de
revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2,
giver sådanne oplysninger inden for en rimelig frist.
2. Ved fremsendelsen af en simpel
anmodning om oplysninger til den berørte udbyder af den
meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i
denne artikels stk. 1 angiver Kommissionen retsgrundlaget for og
formålet med anmodningen, præciserer hvilke oplysninger
der ønskes, og fastsætter fristen for udlevering af
oplysningerne og de i artikel 74 omhandlede bøder for
udlevering af urigtige, ufuldstændige eller vildledende
oplysninger.
3. Når Kommissionen ved
afgørelse pålægger den berørte udbyder af
den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i
denne artikels stk. 1 at give oplysninger, skal den angive
retsgrundlaget for og formålet med anmodningen,
præcisere, hvilke oplysninger der ønskes, og
fastsætte fristen for udlevering af oplysningerne. Den skal
også henvise til de bøder, der er omhandlet i artikel
74, samt henvise til eller pålægge de
tvangsbøder, der er omhandlet i artikel 76. Den skal desuden
henvise til retten til at lade afgørelsen prøve ved
Den Europæiske Unions Domstol.
4. Udbyderne af den berørte
meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk.
1, eller disses repræsentanter, og hvad angår juridiske
personer og selskaber, eller hvis de ikke har status som juridisk
person, de personer, der ifølge lov eller vedtægt har
beføjelse til at repræsentere dem, skal give de
ønskede oplysninger på vegne af den berørte
udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk.
1. Behørigt befuldmægtigede advokater kan give de
ønskede oplysninger på deres klienters vegne.
Sidstnævnte bærer det fulde ansvar, såfremt de
afgivne oplysninger er ufuldstændige, urigtige eller
vildledende.
5. På anmodning af
Kommissionen giver koordinatorerne for digitale tjenester og andre
kompetente myndigheder Kommissionen alle oplysninger, der er
nødvendige for, at den kan udføre sine opgaver i
henhold til denne afdeling.
6. Kommissionen skal uden
unødig forsinkelse efter at have sendt den simple anmodning
eller den afgørelse, der er omhandlet i denne artikels stk.
1, sende en kopi heraf til koordinatorerne for digitale tjenester
via det informationsudvekslingssystem, der er omhandlet i artikel
85.
Artikel 68
Beføjelse til at gennemføre
interviews og indhente udtalelser
1. For at kunne udføre sine
opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen interviewe
enhver fysisk eller juridisk person, der indvilliger i at lade sig
interviewe med henblik på indsamling af oplysninger om
genstanden for en undersøgelse vedrørende den
formodede overtrædelse. Kommissionen har ret til at
registrere et sådan interview ved hjælp af passende
tekniske midler.
2. Hvis det i stk. 1 omhandlede
interview gennemføres i andre lokaler end Kommissionens,
skal Kommissionen informere koordinatoren for digitale tjenester i
den medlemsstat, på hvis område interviewet finder
sted. Hvis den pågældende koordinator for digitale
tjenester ønsker det, kan dens embedsmænd bistå
de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget
af Kommissionen til at foretage interviewet.
Artikel 69
Beføjelse til at foretage
kontrolbesøg
1. Med henblik på at
udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan
Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i
lokalerne hos den berørte udbyder af den meget store
onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine
eller hos en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.
2. De embedsmænd og andre
ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at
udføre kontrolbesøg, har beføjelse til at:
a) få adgang til alle
lokaler, arealer og transportmidler tilhørende den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine eller den anden
berørte person
b) undersøge de bøger
og andre optegnelser, der er forbundet med ydelsen af den
pågældende tjeneste, uanset hvilket medie de er lagret
på
c) tage eller få kopi eller
udskrift under enhver form af sådanne bøger eller
andre optegnelser
d) kræve, at den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine eller den anden
berørte person giver adgang til og forklarer vedkommendes
organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer,
databehandling og forretningspraksis og til at registrere eller
dokumentere de afgivne forklaringer
e) forsegle alle lokaler, der
anvendes til formål forbundet med den berørte udbyder
af den meget store onlineplatforms eller af den meget store
onlinesøgemaskines eller den anden berørte persons
erhverv, forretning, håndværk eller profession samt
bøger eller andre optegnelser, i det tidsrum og i det
omfang, det er nødvendigt for kontrolbesøget
f) anmode enhver repræsentant
for eller medarbejder hos den berørte udbyder af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller den anden berørte person om
forklaringer på forhold eller dokumenter vedrørende
genstanden for og formålet med kontrolbesøget og til
at registrere svarene
g) rette spørgsmål mod
enhver sådan repræsentant eller medarbejder
vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål
og til at registrere svarene.
3. Kontrolbesøg kan
foretages med bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget
af Kommissionen i henhold til artikel 72, stk. 2, samt fra
koordinatoren for digitale tjenester eller de kompetente nationale
myndigheder i den medlemsstat, på hvis område
kontrolbesøget foretages.
4. Hvis fremlæggelsen af de
påkrævede bøger eller andre optegnelser i
tilknytning til den ydede tjeneste er ufuldstændig, eller
hvis svarene på de spørgsmål, der stilles i
henhold til nærværende artikels stk. 2, er urigtige,
ufuldstændige eller vildledende, udøver
embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af
Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, deres
beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig
tilladelse, der indeholder oplysninger om kontrolbesøgets
genstand og formål og de i artikel 74 og 76 fastsatte
sanktioner. Kommissionen underretter i god tid inden
kontrolbesøget koordinatoren for digitale tjenester i den
medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal
udføres, herom.
5. Under kontrolbesøg kan de
embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af
Kommissionen, revisorerne og eksperterne udpeget af Kommissionen
samt koordinatoren for digitale tjenester eller andre kompetente
myndigheder i den medlemsstat, på hvis område
kontrolbesøget udføres, kræve, at den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine eller en anden
berørt person redegør for vedkommendes organisation,
funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og
forretningsadfærd, og rette spørgsmål mod dens
nøglepersonale.
6. Udbyderen af den meget store
onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine
eller en anden berørt fysisk eller juridisk person er
forpligtet til at underkaste sig et kontrolbesøg, der er
beordret ved en afgørelse truffet af Kommissionen.
Afgørelsen skal angive kontrolbesøgets genstand og
formål, fastsætte tidspunktet for dets
påbegyndelse og oplyse om de i artikel 74 og 76 fastsatte
sanktioner og om retten til at få afgørelsen
prøvet ved Den Europæiske Unions Domstol. Kommissionen
skal høre koordinatoren for digitale tjenester i den
medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal
gennemføres, inden den træffer sin
afgørelse.
7. Embedsmænd fra og andre
personer, der er bemyndiget eller udpeget af koordinatoren for
digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område
kontrolbesøget skal udføres, skal efter anmodning fra
denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen aktivt
bistå embedsmændene og andre ledsagende personer, der
er bemyndiget af Kommissionen, i forbindelse med
kontrolbesøget. De har i denne forbindelse de i stk. 2
omhandlede beføjelser.
8. Hvis embedsmænd og andre
ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, finder, at
den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller
af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden
berørte person modsætter sig et kontrolbesøg,
der er beordret i henhold til denne artikel, skal den medlemsstat,
på hvis område kontrolbesøget skal
udføres, efter anmodning fra disse embedsmænd eller
andre ledsagende personer og i overensstemmelse med medlemsstatens
nationale ret yde disse den nødvendige bistand, herunder,
hvis det er relevant i henhold til denne nationale ret, i form af
tvangsforanstaltninger truffet af en kompetent
retshåndhævende myndighed, således at de kan
gennemføre kontrolbesøget.
9. Hvis den bistand, der er
omhandlet i stk. 8, kræver tilladelse fra en national
judiciel myndighed i overensstemmelse med den
pågældende medlemsstats nationale ret, skal
koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende
medlemsstat anmode om en sådan tilladelse efter anmodning fra
embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af
Kommissionen. Der kan også ansøges om en sådan
tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.
10. Når der anmodes om den i
stk. 9 omhandlede tilladelse, skal den nationale judicielle
myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kontrollere, at
Kommissionens afgørelse om at beordre kontrolbesøget
er autentisk, og at de påtænkte tvangsforanstaltninger
hverken er vilkårlige eller uforholdsmæssige i forhold
til kontrolundersøgelsens genstand. Når den nationale
judicielle myndighed foretager en sådan kontrol, kan den
anmode Kommissionen, direkte eller gennem koordinatorerne for
digitale tjenester i den berørte medlemsstat, om detaljerede
forklaringer, navnlig om det grundlag, hvorpå Kommissionen
baserer sin mistanke om en overtrædelse af denne forordning,
om grovheden af den formodede overtrædelse samt om
måden, hvorpå den berørte udbyder af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller den anden berørte person er
involveret heri. Den nationale judicielle myndighed må dog
ikke sætte spørgsmålstegn ved, om
kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve
oplysninger fra Kommissionens sagsakter. Lovligheden af
Kommissionens afgørelse kan kun prøves ved Den
Europæiske Unions Domstol.
Artikel 70
Midlertidige foranstaltninger
1. I forbindelse med en procedure,
der kan føre til vedtagelse af en afgørelse om
manglende overholdelse i henhold til artikel 73, stk. 1, kan
Kommissionen i hastetilfælde, hvor der er risiko for alvorlig
skade på tjenestemodtagerne, træffe afgørelse om
at pålægge den berørte udbyder af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine midlertidige foranstaltninger på
grundlag af en umiddelbar konstatering af en
overtrædelse.
2. En afgørelse i henhold
til stk. 1 gælder i en nærmere fastsat periode og kan
forlænges, i det omfang det er nødvendigt og
hensigtsmæssigt.
Artikel 71
Tilsagn
1. Hvis den berørte udbyder
af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine under proceduren i medfør af denne
afdeling afgiver tilsagn om at sikre, at de relevante bestemmelser
i denne forordning overholdes, kan Kommissionen ved
afgørelse gøre disse tilsagn bindende for den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine og fastslå, at der
ikke er yderligere grundlag for at gribe ind.
2. Kommissionen kan efter anmodning
eller på eget initiativ genåbne proceduren:
a) hvis der har været en
væsentlig ændring i et af de forhold, der lå til
grund for afgørelsen
b) hvis den berørte udbyder
af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine handler i strid med sine tilsagn,
eller
c) hvis afgørelsen var
baseret på ufuldstændige, urigtige eller vildledende
oplysninger fra den berørte udbyder af den meget store
onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine
eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.
3. Hvis Kommissionen finder, at de
tilsagn, som den berørte udbyder af den meget store
onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine
har afgivet, ikke kan sikre en effektiv overholdelse af de
relevante bestemmelser i denne forordning, afviser den disse
tilsagn i en begrundet afgørelse i forbindelse med
afslutningen af proceduren.
Artikel 72
Overvågningstiltag
1. For at kunne udføre sine
opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen
iværksætte de nødvendige tiltag for at
overvåge, at udbydere af meget store onlineplatforme eller af
meget store onlinesøgemaskine gennemfører og
overholder denne forordning effektivt. Kommissionen kan
pålægge dem at give adgang til og redegøre for
deres databaser og algoritmer. Sådanne tiltag kan omfatte en
forpligtelse for udbyderen af den meget store onlineplatform eller
af den meget store onlinesøgemaskine til at opbevare alle
dokumenter, der anses for nødvendige for at vurdere
gennemførelsen og overholdelsen af forpligtelserne i henhold
til denne forordning.
2. Tiltagene i henhold til stk. 1
kan omfatte udnævnelse af uafhængige eksterne eksperter
og revisorer samt eksperter og revisorer fra kompetente nationale
myndigheder med den pågældende myndigheds samtykke, til
at bistå Kommissionen med at overvåge den effektive
gennemførelse og overholdelse af de relevante bestemmelser i
denne forordning og stille særlig ekspertise eller viden til
rådighed for Kommissionen.
Artikel 73
Manglende overholdelse
1. Kommissionen vedtager en
afgørelse om manglende overholdelse, hvis den finder, at den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine ikke overholder et eller
flere af følgende punkter:
a) relevante bestemmelser i denne
forordning
b) midlertidige foranstaltninger i
henhold til artikel 70
c) tilsagn, der er gjort bindende i
henhold til artikel 71.
2. Inden Kommissionen vedtager
afgørelsen i henhold til stk. 1, meddeler den sine
foreløbige konklusioner til den berørte udbyder af
den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine. I de foreløbige konklusioner
redegør Kommissionen for de foranstaltninger, den overvejer
at træffe, eller som den mener, at den berørte udbyder
af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine bør træffe for effektivt at
imødekomme de foreløbige konklusioner.
3. I afgørelsen vedtaget i
henhold til stk. 1 pålægger Kommissionen den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine at træffe de
nødvendige foranstaltninger til at sikre overholdelse af
afgørelsen i henhold til stk. 1 inden for en rimelig frist
angivet deri og at fremlægge oplysninger om de
foranstaltninger, som den pågældende udbyder agter at
træffe for at efterkomme afgørelsen.
4. Den berørte udbyder af
den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine forelægger Kommissionen en
beskrivelse af de foranstaltninger, den har truffet for at sikre
overholdelse af afgørelsen i henhold til stk. 1, når
de er gennemført.
5. Konstaterer Kommissionen, at
betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, afslutter den
undersøgelsen ved en afgørelse. Afgørelsen
finder anvendelse med øjeblikkelig virkning.
Artikel 74
Bøder
1. I afgørelsen i henhold
til artikel 73 kan Kommissionen pålægge den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine bøder på op
til 6 % af dennes samlede årsomsætning på
verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den
finder, at den pågældende udbyder forsætligt
eller uagtsomt:
a) overtræder de relevante
bestemmelser i denne forordning
b) undlader at overholde en
afgørelse om midlertidige foranstaltninger i henhold til
artikel 70, eller
c) undlader at overholde en
forpligtelse, der er gjort bindende ved afgørelse i henhold
til artikel 71.
2. Kommissionen kan vedtage en
afgørelse, der pålægger den berørte
udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden fysisk eller juridisk
person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, bøder på op
til 1 % af den samlede årlige indkomst eller globale
omsætning i det foregående regnskabsår, hvis de
forsætligt eller uagtsomt:
a) afgiver urigtige,
ufuldstændige eller vildledende oplysninger som svar på
en simpel anmodning eller anmodning ved en afgørelse i
henhold til artikel 67
b) undlader at besvare anmodningen
om oplysninger ved afgørelse inden for den fastsatte
frist
c) undlader inden for den af
Kommissionen fastsatte frist at berigtige urigtige,
ufuldstændige eller vildledende oplysninger afgivet af en
ansat eller undlader eller nægter at give fuldstændige
oplysninger
d) nægter at underkaste sig
et kontrolbesøg i henhold til artikel 69
e) undlader at overholde de
foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i henhold til
artikel 72, eller
f) undlader at opfylde
betingelserne for aktindsigt i Kommissionens sagsakter i henhold
til artikel 79, stk. 4.
3. Inden Kommissionen vedtager
afgørelsen i henhold til denne artikels stk. 2 meddeler den
sine foreløbige konklusioner til den berørte udbyder
af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i
artikel 67, stk. 1.
4. Ved fastsættelse af
bødens størrelse tager Kommissionen hensyn til
overtrædelsens art, grovhed, varighed og gentagne karakter og
for bøder, der pålægges i henhold til stk. 2,
til den forsinkede procedure.
Artikel 75
Skærpet tilsyn med sanktioner til
afhjælpning af overtrædelser af forpligtelser fastsat i
kapitel III, afdeling 5
1. I forbindelse med vedtagelsen af
en afgørelse i henhold til artikel 73 vedrørende en
overtrædelse, som en udbyder af en meget stor onlineplatform
eller af den meget store onlinesøgemaskine har begået
af en eller flere af bestemmelserne i kapitel III, afdeling 5,
anvender Kommissionen det i nærværende artikel
omhandlede system for skærpet tilsyn. Den tager i den
forbindelse størst muligt hensyn til en eventuel udtalelse
fra rådet i henhold til nærværende artikel.
2. I den afgørelse, der er
omhandlet i artikel 73, skal Kommissionen pålægge den
berørte udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en
meget stor onlinesøgemaskine inden for en rimelig frist, der
fastsættes i afgørelsen, at udarbejde og meddele
koordinatorerne for digitale tjenester, Kommissionen og rådet
en handlingsplan med de nødvendige foranstaltninger, som
på fyldestgørende vis kan bringe overtrædelsen
til ophør eller afhjælpe den. Disse foranstaltninger
skal omfatte en forpligtelse til at foretage en uafhængig
revision i overensstemmelse med artikel 37, stk. 3 og 4, af
gennemførelsen af de øvrige foranstaltninger og skal
angive revisorernes identitet såvel som revisionens metodik,
tidsplan og opfølgning. Foranstaltningerne kan, hvis det er
relevant, også omfatte et tilsagn om at følge en
adfærdskodeks som omhandlet i artikel 45.
3. Senest en måned efter
modtagelsen af handlingsplanen skal rådet sende sin udtalelse
om handlingsplanen til Kommissionen. Senest en måned efter
modtagelsen af udtalelsen skal Kommissionen træffe
afgørelse om, hvorvidt foranstaltningerne i handlingsplanen
er tilstrækkelige til at bringe overtrædelsen til
ophør eller afhjælpe den, og fastsætte en
rimelig frist for dens gennemførelse. Der skal i denne
afgørelse tages hensyn til eventuelle tilsagn om at
overholde relevante adfærdskodekser. Kommissionen skal
efterfølgende overvåge implementeringen af
handlingsplanen. Med henblik herpå skal udbyderen af en meget
stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine
fremsende revisionsrapporten til Kommissionen uden unødig
forsinkelse, efter at den er blevet tilgængelig, og holde
Kommissionen orienteret om foretagne skridt med henblik på
implementering af handlingsplanen. Kommissionen kan, hvis det er
nødvendigt for en sådan overvågning,
kræve, at udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af
en meget stor onlinesøgemaskine fremlægger yderligere
oplysninger inden for en rimelig frist, som fastsættes af
Kommissionen.
Kommissionen skal holde rådet
og koordinatorerne for digitale tjenester underrettet om
implementeringen af handlingsplanen og om sin egen
overvågning heraf.
4. Kommissionen kan træffe de
nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med denne
forordning, navnlig artikel 76, stk. 1, litra e), og artikel 82,
stk. 1, hvis:
a) den berørte udbyder af
den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine ikke fremlægger en handlingsplan,
revisionsrapporten, de nødvendige ajourføringer eller
enhver nødvendig supplerende information inden for den
gældende frist
b) Kommissionen afviser den
foreslåede handlingsplan, fordi den mener, at
foranstaltningerne heri ikke er tilstrækkelige til at bringe
overtrædelsen til ophør eller afhjælpe den,
eller
c) Kommissionen på grundlag
af revisionsrapporten, eventuelle ajourføringer eller
supplerende information eller andre relevante oplysninger, som den
råder over, mener, at implementeringen af handlingsplanen er
utilstrækkelig til at bringe overtrædelsen til
ophør eller afhjælpe den.
Artikel 76
Tvangsbøder
1. Kommissionen kan vedtage en
afgørelse, der pålægger den berørte
udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i
artikel 67, stk. 1, alt efter hvad der er relevant,
tvangsbøder på op til 5 % af den gennemsnitlige
daglige indkomst eller årsomsætning på
verdensplan i det foregående regnskabsår fra det i
afgørelsen fastsatte tidspunkt for at tvinge dem til:
a) at give rigtige og
fuldstændige oplysninger i henhold til en afgørelse om
udlevering af oplysninger i medfør af artikel 67
b) at underkaste sig et
kontrolbesøg, som Kommissionen har påbudt ved en
afgørelse i henhold til artikel 69
c) at efterkomme en
afgørelse om midlertidige foranstaltninger i henhold til
artikel 70, stk. 1
d) at efterkomme tilsagn, der er
gjort bindende ved afgørelse i henhold til artikel 71, stk.
1
e) at efterkomme en
afgørelse i henhold til artikel 73, stk. 1, herunder, hvor
det er relevant, de heri indeholdte krav vedrørende den
handlingsplan, der er omhandlet i artikel 75.
2. Hvis den berørte udbyder
af den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i
artikel 67, stk. 1, har opfyldt den forpligtelse, som
tvangsbøden skulle gennemtvinge, kan Kommissionen
fastsætte tvangsbødens endelige størrelse til
et lavere beløb end det, der fulgte af den oprindelige
afgørelse.
Artikel 77
Forældelsesfrister for
pålæggelse af sanktioner
1. De beføjelser, som
Kommissionen har i henhold til artikel 74 og 76, forældes
efter fem år.
2. Forældelsesfristen regnes
fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved
vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog
først fra den dag, hvor overtrædelsen er
ophørt.
3. Ethvert tiltag, som Kommissionen
eller koordinatoren for digitale tjenester træffer med
henblik på undersøgelsen eller proceduren i
forbindelse med en overtrædelse, afbryder
forældelsesfristen for pålæggelse af bøder
og dagbøder. Forældelsesfristen afbrydes bl.a. af
følgende tiltag:
a) anmodninger om oplysninger fra
Kommissionen eller en koordinator for digitale tjenester
b) kontrolbesøg
c) Kommissionens indledning af en
procedure som omhandlet i artikel 66, stk. 1.
4. Forældelsesfristen
løber på ny efter hver afbrydelse.
Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder
eller tvangsbøder udløber dog senest den dag, hvor
der er forløbet en periode svarende til den dobbelte
forældelsesfrist, uden at Kommissionen har pålagt en
bøde eller tvangsbøde. Denne periode forlænges
med den tid, hvor forældelsesfristen er blevet suspenderet i
henhold til stk. 5.
5. Forældelsesfristen for
pålæggelse af bøder eller tvangsbøder
suspenderes, så længe Kommissionens afgørelse
verserer for Den Europæiske Unions Domstol.
Artikel 78
Forældelsesfrister for
tvangsfuldbyrdelse
1. Kommissionens beføjelse
til at tvangsfuldbyrde afgørelser, der er truffet i henhold
til artikel 74 og 76, forældes efter fem år.
2. Forældelsesfristen regnes
fra den dag, hvor afgørelsen blev endelig.
3. Forældelsesfristen for
tvangsfuldbyrdelse afbrydes:
a) ved meddelelse af en
afgørelse om ændring af bødens eller
tvangsbødens oprindelige størrelse eller om afvisning
af en anmodning om en sådan ændring
b) ved ethvert tiltag, der
iværksættes af Kommissionen eller af en medlemsstat
på Kommissionens anmodning med henblik på
tvangsinddrivelse af bøden eller tvangsbøden.
4. Forældelsesfristen
løber på ny efter hver afbrydelse.
5. Forældelsesfristen for
tvangsfuldbyrdelse suspenderes, så længe:
a) der er givet en
betalingsfrist
b) tvangsinddrivelsen er
suspenderet i henhold til en afgørelse truffet af Den
Europæiske Unions Domstol eller af en national domstol.
Artikel 79
Ret til at blive hørt og
aktindsigt
1. Inden Kommissionen træffer
en afgørelse i henhold til artikel 73, stk. 1, eller artikel
74 eller 76, skal den give den berørte udbyder af den meget
store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i
artikel 67, stk. 1, lejlighed til at blive hørt om:
a) Kommissionens foreløbige
konklusioner, herunder ethvert spørgsmål, som
Kommissionen har gjort indsigelse imod, og
b) foranstaltninger, som
Kommissionen måtte have til hensigt at træffe på
baggrund af de i litra a) omhandlede foreløbige
konklusioner.
2. Den berørte udbyder af
den meget store onlineplatform eller af den meget store
onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i
artikel 67, stk. 1, kan fremsætte sine bemærkninger til
Kommissionens foreløbige konklusioner inden for en rimelig
frist, som Kommissionen fastsætter i sine foreløbige
konklusioner, og som ikke må være kortere end 14
dage.
3. Kommissionen må kun
lægge de klagepunkter til grund for sine afgørelser,
som de berørte parter har haft lejlighed til at udtale sig
om.
4. De berørte parters ret
til forsvar skal respekteres fuldt ud i procedureforløbet.
De har ret til aktindsigt i Kommissionens sagsakter på
grundlag af en aftalt aktindsigt med forbehold af den legitime
interesse, som den berørte udbyder af den meget store
onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine
eller en anden berørt person har i beskyttelsen af sine
forretningshemmeligheder. Kommissionen har beføjelse til at
vedtage afgørelser om sådanne vilkår for
videregivelse i tilfælde af uenighed mellem parterne. Retten
til indsigt i Kommissionens sagsakter omfatter ikke fortrolige
oplysninger og interne dokumenter tilhørende Kommissionen,
rådet, koordinatorerne for digitale tjenester, andre
kompetente myndigheder eller andre offentlige myndigheder i
medlemsstaterne. Retten til aktindsigt omfatter navnlig ikke
korrespondance mellem Kommissionen og disse myndigheder. Dette
stykke er ikke til hinder for, at Kommissionen videregiver eller
anvender oplysninger, som er nødvendige for at bevise en
overtrædelse.
5. De oplysninger, der indsamles i
henhold til artikel 67, 68 og 69, må kun anvendes i
forbindelse med denne forordning.
Artikel 80
Offentliggørelse af
afgørelser
1. Kommissionen offentliggør
de afgørelser, den træffer i henhold til artikel 70,
stk. 1, artikel 71, stk. 1, og artikel 73-76. Ved
offentliggørelsen angives parternes navne og
afgørelsernes hovedindhold, herunder de pålagte
sanktioner.
2. Ved offentliggørelsen
tages der hensyn til de rettigheder og legitime interesser, som den
berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af
den meget store onlinesøgemaskine, enhver anden person som
omhandlet i artikel 67, stk. 1, og tredjeparter har i beskyttelsen
af deres fortrolige oplysninger.
Artikel 81
Prøvelse ved Den Europæiske
Unions Domstol
I henhold til artikel 261 i TEUF
har Den Europæiske Unions Domstol fuld prøvelsesret
vedrørende afgørelser, hvorved Kommissionen har
pålagt bøder eller tvangsbøder. Den kan
ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte
bøde eller tvangsbøde.
Artikel 82
Anmodninger om begrænsninger i adgangen
og samarbejde med nationale domstole
1. Hvis alle beføjelser i
henhold til denne afdeling til at bringe en overtrædelse af
denne forordning til ophør er udtømt, og
overtrædelsen fortsætter og forvolder alvorlig skade,
der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre
beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, kan
Kommissionen anmode koordinatoren for digitale tjenester i
etableringslandet for den berørte udbyder af den meget store
onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om
at træffe foranstaltninger i henhold til artikel 51, stk.
3.
Inden Kommissionen fremsender en
sådan anmodning til koordinatoren for digitale tjenester,
opfordrer Kommissionen interesserede parter til at fremsætte
skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst 14
arbejdsdage med de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt
at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte
adressater.
2. Når det er
nødvendigt af hensyn til en ensartet anvendelse af denne
forordning, kan Kommissionen på eget initiativ
fremsætte skriftlige bemærkninger til den kompetente
judicielle myndighed, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3. Med
tilladelse fra den pågældende judicielle myndighed kan
den også fremsætte mundtlige bemærkninger.
Kommissionen kan udelukkende med
henblik på udarbejdelsen af sine bemærkninger anmode
denne judicielle myndighed om at sende Kommissionen alle
dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen,
eller sikre at de fremsendes.
3. Når en national domstol
træffer afgørelse om et spørgsmål, der
allerede er genstand for en afgørelse truffet af
Kommissionen i henhold til denne forordning, må denne
nationale domstol ikke træffe nogen afgørelse, der er
i strid med den pågældende afgørelse truffet af
Kommissionen. Nationale domstole skal ligeledes undgå at
træffe afgørelser, som kan være i strid med en
afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe
i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning.
Den nationale domstol kan med henblik herpå vurdere, om det
er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører
ikke artikel 267 i TEUF.
Artikel 83
Gennemførelsesretsakter
vedrørende Kommissionens intervention
I forbindelse med Kommissionens
intervention i henhold til denne afdeling kan Kommissionen vedtage
gennemførelsesretsakter vedrørende de praktiske
ordninger for:
a) proceduren i henhold til artikel
69 og 72
b) de i artikel 79 omhandlede
høringer
c) den i artikel 79 omhandlede
aftalte aktindsigt.
Inden Kommissionen træffer
foranstaltninger i medfør af denne artikels stk. 1,
offentliggør den et udkast til disse og opfordrer alle
interesserede parter til at fremsende deres bemærkninger
inden udløbet af den heri fastsatte frist, som skal
være på mindst en måned. Disse
gennemførelsesretsakter vedtages efter
rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.
AFDELING 5
Fælles bestemmelser om
håndhævelse
Artikel 84
Tavshedspligt
Med forbehold af den i dette
kapitel omhandlede udveksling og anvendelse af oplysninger er
Kommissionen, rådet, medlemsstaternes kompetente myndigheder
og deres respektive embedsmænd, øvrige ansatte og
andre personer, der arbejder under deres tilsyn, og enhver anden
involveret fysisk eller juridisk person, herunder revisorer og
eksperter udpeget i henhold til artikel 72, stk. 2, forpligtede til
ikke at videregive de oplysninger, de har indhentet eller udvekslet
i henhold til denne forordning, og som ifølge deres natur er
undergivet tavshedspligt.
Artikel 85
Informationsudvekslingssystem
1. Kommissionen opretter og
vedligeholder et pålideligt og sikkert
informationsudvekslingssystem, der understøtter
kommunikationen mellem koordinatorerne for digitale tjenester,
Kommissionen og rådet. Andre kompetente myndigheder kan
få adgang til dette system, hvis det er nødvendigt for
dem ved udførelsen af de opgaver, som de er pålagt i
overensstemmelse med denne forordning.
2. Koordinatorerne for digitale
tjenester, Kommissionen og rådet skal anvende
informationsudvekslingssystemet til al kommunikation i henhold til
denne forordning.
3. Kommissionen vedtager
gennemførelsesretsakter, der fastsætter praktiske og
operationelle ordninger for informationsudvekslingssystemets
funktion og interoperabilitet med andre relevante systemer. Disse
gennemførelsesretsakter vedtages efter
rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.
Artikel 86
Repræsentation
1. Uden at det berører
direktiv (EU) 2020/1828 eller eventuelle andre former for
repræsentation i henhold til national ret har modtagere af
formidlingstjenester som minimum ret til at bemyndige et organ, en
organisation eller en sammenslutning til at udøve de
rettigheder, der følger af denne forordning, på deres
vegne, forudsat at organet, organisationen eller sammenslutningen
opfylder alle følgende betingelser:
a) det eller den opererer uden
fortjeneste for øje
b) det eller den er etableret i
overensstemmelse med en medlemsstats ret
c) dets eller dens
vedtægtsmæssige mål omfatter en legitim interesse
i at sikre, at denne forordning overholdes.
2. Udbydere af onlineplatforme skal
træffe de nødvendige tekniske og organisatoriske
foranstaltninger til at sikre, at klager indgivet af organer,
organisationer eller sammenslutninger som omhandlet i denne
artikels stk. 1 på vegne af tjenestemodtagere gennem de
mekanismer, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, behandles og
afgøres som en prioritet og uden unødig
forsinkelse.
AFDELING 6
Delegerede retsakter og
gennemførelsesretsakter
Artikel 87
Udøvelse af de delegerede
beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage
delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i
denne artikel fastlagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage
delegerede retsakter, jf. artikel 24, 33, 37, 40 og 43,
tillægges Kommissionen for en periode på fem år
fra 16. november 2022. Kommissionen udarbejder en rapport
vedrørende delegationen af beføjelser senest ni
måneder inden udløbet af femårsperioden.
Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for
perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller
Rådet modsætter sig en sådan forlængelse
senest tre måneder inden udløbet af hver periode.
3. Den i artikel 24, 33, 37, 40 og
43 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid
tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En
afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de
beføjelser, der er angivet i den pågældende
afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen
efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt,
der angives i afgørelsen. Den berører ikke
gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Inden vedtagelsen af en
delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er
udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med
principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om
bedre lovgivning.
5. Så snart Kommissionen
vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt
Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
6. En delegeret retsakt vedtaget i
henhold til artikel 24, 33, 37, 40 og 43 træder kun i kraft,
hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort
indsigelse inden for en frist på tre måneder fra
meddelelsen af den pågældende retsakt til
Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet
og Rådet inden udløbet af denne frist begge har
underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre
indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på
Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Artikel 88
Udvalg
1. Kommissionen bistås af et
udvalg (»udvalget for digitale tjenester«). Dette
udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr.
182/2011.
2. Når der henvises til dette
stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011
anvendelse.
KAPITEL V
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 89
Ændring af direktiv
2000/31/EF
1. Artikel 12-15 i direktiv
2000/31/EF udgår.
2. Henvisninger til artikel 12-15 i
direktiv 2000/31/EF gælder som henvisninger til henholdsvis
artikel 4, 5, 6 og 8 i denne forordning.
Artikel 90
Ændring af direktiv (EU)
2020/1828
I bilag I til direktiv (EU)
2020/1828 tilføjes følgende punkt:
»68) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et
indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv
2000/31/EF (forordning om digitale tjenester) (EUT L 277 af
27.10.2022, s. 1).«
Artikel 91
Evaluering
1. Senest den 18. februar 2027
evaluerer Kommissionen denne forordnings potentielle indvirkning
på udviklingen og den økonomiske vækst i
små og mellemstore virksomheder og aflægger rapport
herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg.
Senest den 17. november 2025
evaluerer Kommissionen nedenstående spørgsmål og
aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:
a) anvendelsen af artikel 33,
herunder anvendelsesområdet for udbydere af
formidlingstjenester, der er omfattet af forpligtelserne i denne
forordnings kapitel III, afdeling 5
b) måden denne forordning
fungerer på i forhold til andre retsakter, navnlig de
retsakter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3 og 4.
2. Senest den 17. november 2027 og
derefter hvert femte år evaluerer Kommissionen denne
forordning og aflægger rapport til Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg.
Denne rapport skal navnlig
omhandle:
a) anvendelsen af stk. 1, andet
afsnit, litra a) og b)
b) denne forordnings bidrag til
uddybningen og den effektive funktion af det indre marked for
formidlingstjenester, navnlig med hensyn til
grænseoverskridende ydelse af digitale tjenester
c) anvendelsen af artikel 13, 16,
20, 21, 45 og 46
d) rækkevidden af de
forpligtelser, der påhviler små virksomheder og
mikrovirksomheder
e) effektiviteten af tilsyns- og
håndhævelsesmekanismerne
f) indvirkningen på respekten
for ytrings- og informationsfriheden.
3. Den i stk. 1 og 2 omhandlede
rapport ledsages, hvis det er relevant, af et forslag til
ændring af denne forordning.
4. Kommissionen skal i den i denne
artikels stk. 2 omhandlede rapport også evaluere og
aflægge rapport om de årlige rapporter om deres
aktiviteter, som koordinatorerne for digitale tjenester
forelægger Kommissionen og rådet i henhold til artikel
55, stk. 1.
5. Med henblik på stk. 2 skal
medlemsstaterne og rådet fremsende oplysninger på
Kommissionens anmodning.
6. I forbindelse med evalueringen,
jf. stk. 2, skal Kommissionen tage hensyn til holdninger og
resultater fremlagt af Europa-Parlamentet, Rådet og andre
relevante organer eller kilder og være særligt
opmærksom på små og mellemstore virksomheder og
nye konkurrenters stilling.
7. Senest den 18. februar 2027 skal
Kommissionen efter høring af rådet foretage en
evaluering af rådets funktionsmåde og af anvendelsen af
artikel 43 og aflægge rapport til Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg under hensyntagen til forordningens første
anvendelsesår. På grundlag af resultaterne og under
videst mulig hensyntagen til rådets udtalelse ledsages
rapporten, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af
denne forordning for så vidt angår rådets
struktur.
Artikel 92
Betinget anvendelse for udbydere af meget
store onlineplatforme og af meget store online
søgemaskiner
Denne forordning finder anvendelse
på udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store
onlinesøgemaskiner, der er udpeget i henhold til artikel 33,
stk. 4, fra fire måneder efter den meddelelse til den
pågældende udbyder, der er omhandlet i artikel 33, stk.
6, hvis denne dato ligger før den 17. februar 2024.
Artikel 93
Ikrafttræden og anvendelse
1. Denne forordning træder i
kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
2. Denne forordning finder
anvendelse fra den 17. februar 2024.
Artikel 24, stk. 2, 3 og 6, artikel
33, stk. 3-6, artikel 37, stk. 7, artikel 40, stk. 13, artikel 43
og kapitel IV, afdeling 4, 5 og 6, finder dog anvendelse fra den
16. november 2022.
Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Strasbourg, den
19. oktober 2022.
På
Europa-Parlamentets vegne
R. METSOLA
Formand
På
Rådets vegne
M. BEK
Formand
(1) EUT C 286 af 16.7.2021, s.
70.
(2) EUT C 440 af 29.10.2021, s.
67.
(3) Europa-Parlamentets holdning af
5. juli 2022 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets
afgørelse af 4. oktober 2022.
(4) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige
aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk
handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel) (EFT
L 178 af 17.7.2000, s. 1).
(5) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt
forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af
17.9.2015, s. 1).
(6) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
(7) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af
visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om
udbud af audiovisuelle medietjenester (direktivet om audiovisuelle
medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1).
(8) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/1148 af 20. juni 2019 om
markedsføring og anvendelse af udgangsstoffer til
eksplosivstoffer, om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006
og om ophævelse af forordning (EU) nr. 98/2013 (EUT L 186 af
11.7.2019, s. 1).
(9) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/1150 af 20. juni 2019 om fremme
af retfærdighed og gennemsigtighed for brugere af
onlineformidlingstjenester (EUT L 186 af 11.7.2019, s. 57).
(10) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2021/784 af 29. april 2021 om
håndtering af udbredelsen af terrorrelateret indhold online
(EUT L 172 af 17.5.2021, s. 79).
(11) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2021/1232 af 14. juli 2021 om
midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF
for så vidt angår brug af teknologier, der anvendes af
udbydere af nummeruafhængige interpersonelle
kommunikationstjenester til behandling af personoplysninger og
andre oplysninger med henblik på bekæmpelse af seksuelt
misbrug af børn på internettet (EUT L 274 af
30.7.2021, s. 41).
(12) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af
personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den
elektroniske kommunikationssektor (direktivet om privatlivets fred
og elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).
(13) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om
samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for
håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 345 af
27.12.2017, s. 1).
(14) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om
markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om
ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr.
765/2008 og (EU) nr. 305/2011 (EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1).
(15) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om
produktsikkerhed i almindelighed (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4).
(16) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre
marked og om ændring af Rådets direktiv
84/450/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om
urimelig handelspraksis«) (EUT L 149 af 11.6.2005, s.
22).
(17) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om
forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv
93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv
85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).
(18) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ
tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på
forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr.
2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (EUT L 165 af 18.6.2013, s.
63).
(19) Rådets direktiv
93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår
i forbrugeraftaler (EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29).
(20) Europa-Parlamentets forordning
(EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer
i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af
direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L
119 af 4.5.2016, s. 1).
(21) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering
af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i
informationssamfundet (EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10).
(22) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om
håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT
L 157 af 30.4.2004, s. 45).
(23) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret
og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked
og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (EUT L 130 af
17.5.2019, s. 92).
(24) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om
oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk
kommunikation (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36).
(25) Kommissionens henstilling
2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder,
små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s.
36).
(26) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om
bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af
børn og børnepornografi og om erstatning af
Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (EUT L 335 af
17.12.2011, s. 1).
(27) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse
og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene
herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2002/629/RIA (EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1).
(28) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om
bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets
rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets
afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6).
(29) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den
Europæiske Unions Agentur for
Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning
og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA,
2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135
af 24.5.2016, s. 53).
(30) Rådets direktiv (EU)
2021/514 af 22. marts 2021 om ændring af direktiv 2011/16/EU
om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (EUT
L 104 af 25.3.2021, s. 1).
(31) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om
forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på
forbrugsvarer (EFT L 80 af 18.3.1998, s. 27).
(32) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse
af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger
(forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og
videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1).
(33) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2020/1828 af 25. november 2020 om adgang
til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af
direktiv 2009/22/EF (EUT L 409 af 4.12.2020, s. 1).
(34) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de
generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af
gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s.
13).
(35) EUT L 123 af 12.5.2016, s.
1.
(36) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og
agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse
nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).
(37) EUT C 149 af 27.4.2021, s.
3.
(38) Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om
tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (EUT L 151 af
7.6.2019, s. 70).
(39) Rådets forordning (EF)
nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og
virksomhedsovertagelser (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1).
(40) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om
elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for
elektroniske transaktioner på det indre marked og om
ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s.
73).
(41) Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om
de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige
budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr.
1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr.
1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014
og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af
forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s.
1).