Betænkning afgivet af Socialudvalget
den 12. december 2024
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, M, KF, EL, RV og Jon Stephensen (UFG))
indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.
Et mindretal i
udvalget (SF, LA og DF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (DD og ALT) vil stemme hverken for
eller imod beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget
er meget optaget af at højne retssikkerheden for mennesker
med handicap. Der begås for mange fejl i myndighedsarbejdet
på det specialiserede socialområde, og det går ud
over mennesker, som har brug for hjælp. Det er ikke rimeligt.
Vi skal sikre både retssikkerheden og en høj
faglighed, så mennesker med handicap får den rette
hjælp i rette tid.
Det er vigtigt for Danmarksdemokraterne, at
det enkelte menneske sættes i centrum på
handicapområdet. Danmarksdemokraterne mener, at
udgangspunktet bør være, at det er borgeren og
socialrådgiveren, som sammen finder en løsning, som
passer den enkelte borger bedst, idet det er borgeren, der bedst
ved, hvad han eller hun har brug for.
Danmarksdemokraterne bemærker, at
Ankestyrelsen har udarbejdet to delundersøgelser af
retssikkerheden på børnehandicapområdet og
voksenhandicapområdet, jf. »Samlet
retssikkerhedsundersøgelse«, ast.dk, hvor der blandt
andet peges på behov for regelforenkling, tydeligere
definition af målgrupper i lovgivningen,
tydeliggørelse af snitflader til anden lovgivning og meget
mere. Ankestyrelsen forventer i 2025 at fremlægge en samlet
afrapportering af resultaterne i delundersøgelserne.
Derudover er Rigsrevisionen i gang med en
undersøgelse af Ankestyrelsens tilsyn og anvendelse af
reaktionsmuligheder, som Rigsrevisionen forventer at afgive
beretning til Statsrevisorerne om i andet kvartal 2025, jf.
»Tilrettelæggelsen af en større
undersøgelse af Ankestyrelsens tilsyn og anvendelse af
sanktionsmuligheder«, Folketingets Rigsrevision, den 11.
september 2024.
Danmarksdemokraterne er parate til at tage
initiativer, der kan højne retssikkerheden for mennesker med
handicap, og ser dels Ankestyrelsens
retssikkerhedsundersøgelse og dels en kommende beretning fra
Rigsrevisionen som et grundlag for, at både Folketinget og
kommunerne kan tage de rette beslutninger for at sikre mennesker
med handicap en bedre retssikkerhed.
Danmarksdemokraterne er positive over for
forslaget om at pålægge kommunerne at betale statens
udgifter til sagsbehandling af omgjorte sager på
socialområdet. Men vi ønsker i Danmarksdemokraterne at
afvente Ankestyrelsens samlede afrapportering og Rigsrevisionens
beretning, før vi tager videre stilling til Liberal
Alliances forslag.
Det Konservative
Folkeparti
Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget anerkender problemstillingen, da
omgørelsesprocenterne er for høje.
Beslutningsforslaget fra Liberal Alliance om at pålægge
kommunerne at betale statens sagsbehandlingsudgifter i omgjorte
sager har til formål at styrke retssikkerheden. Det kan KF
egentlig godt bakke op om, og det er et skridt i den rigtige
retning. Men KF mener ikke, det løser hele problemet. Der er
behov for mere end økonomiske incitamenter. Der er behov for
et kvalificeret og langsigtet fokus.
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget er enig
med forslagsstillerne i, at det er incitamentsstrukturelle
udfordringer, som ligger til grund for de alt for høje
omgørelsesprocenter på socialområdet. ALT kan
dog ikke støtte forslaget, da vi frygter, at det yderligere
pres på kommunernes økonomi, der kommer af flere
udgifter til de enkelte kommuner, vil stå i vejen for, at
kommunerne kan investere i at sænke deres
omgørelsesprocent. ALT vil dog i fremtiden gerne være
med til at udforme tiltag, der kan løse det problem, som vi
er enige med forslagsstillerne i er presserende.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 1.
november 2024 og var til 1. behandling den 26. november 2024.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Socialudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til social- og boligministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret. Herudover har
udvalget stillet 1 spørgsmål til indenrigs- og
sundhedsministeren, som forventes besvaret inden 2. (sidste)
behandling.
Trine Bramsen (S) Louise Mehnke
(S) Camilla Fabricius (S) Gunvor Wibroe (S) Matilde Powers (S)
Rasmus Horn Langhoff (S) Maria Durhuus (S) Sara Emil Baaring (S)
Anni Matthiesen (V) Christian Friis Bach (V) Hans Andersen (V) Rosa
Eriksen (M) Nanna W. Gotfredsen (M) fmd. Karin Liltorp (M) Jon Stephensen
(UFG) Marlene Harpsøe (DD) Karina Adsbøl (DD) Kim
Edberg Andersen (DD) Katrine Daugaard (LA) nfmd. Alexander Ryle (LA) Frederik
Bloch Münster (KF) Birgitte Bergman (KF) Mette Thiesen (DF)
Kirsten Normann Andersen (SF) Charlotte Broman Mølbæk
(SF) Mads Olsen (SF) Victoria Velasquez (EL) Lotte Rod (RV) Torsten
Gejl (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 24 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 15 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Radikale Venstre (RV) | 6 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 6 | |