Tak. Jeg var lidt usikker på rækkefølgen, for nu er vi og Alternativet jo lige store, men vi får altså alligevel lov til at tale først. Det sjove ved det her forslag er, at hvis man bare sidder derude eller derhjemme og slår op på Folketingets hjemmeside og læser om, hvad det her forslag handler om, så tænker man nok, at det er temmelig ukontroversielt, fordi det nemlig bare er en, hvad kan man sige, lovfæstelse af det, som er praksis i dag. Men har man så fulgt debatten, kan man jo godt fornemme, at der ligger mere under det.
Altså, det første er noget, som man måske ikke studser over, hvis man ikke følger livet herinde til daglig, men vi andre studser jo altid over det, når regeringen har lavet en aftale med ét parti, og man studser især over det, når det er en forhandling, man ikke selv har været indkaldt til. Så tænker man, hvad det nu var for en rævekage, der lå bag den der aftale, for det er jo meget sjældent, at regeringen indgår en aftale med kun et parti, og det er også meget sjældent, at regeringen indkalder til forhandlinger med kun et parti. Det sker som regel kun, hvis der er ved at forme sig et flertal mod regeringen og regeringen så kan lykkes med at slå en kile ind i det flertal og få et af partierne ud.
Hvad Dansk Folkeparti har fået for det, ved jeg ikke. Det fik jeg ikke spurgt fru Mette Thiesen om, fordi jeg stod og ventede på selv at komme herop, men det er jo i virkeligheden det, der er det interessante. Altså, man går herop og praler af, at man har lavet en aftale med regeringen om at styrke offentligt ansattes ytringsfrihed, når det, der var sagen, var, at vi var enige om, eller at der var et flertal, der var på vej til at skabe enighed om et forslag, som var mere vidtgående i forhold til at beskytte offentligt ansattes ytringsfrihed, og at man så ender med at indgå den her aftale med regeringen, som sikrer en dårligere beskyttelse. Der tror jeg de fleste godt kan gennemskue, at det jo så ikke handler om at beskytte offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er, fordi man har fået et eller andet andet.
Det er den ene ting, men så er der det om selve substansen. Der tænkte jeg egentlig også, at det ikke kunne være så kontroversielt, men så hørte jeg det spørgsmål, som hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiets retsordfører, stillede fru Rosa Lund. Det gjorde det klart for mig, hvorfor det her er meget vigtigt. For det, vi måske først og fremmest tænker over, er ytringsfriheden til at tale om det område, man selv sidder med, og det er jo selvfølgelig også der, hvor det tit er mest betændt. Altså, der er eksemplet med betjentene – eller det kan være skoleledere, eller det kan være pædagoger – der går ud og ytrer sig på baggrund af den viden, de har fra deres arbejdsområde. Det kan deres chefer så ikke lide, og det ender med at få ansættelsesretlige konsekvenser for dem, hvilket det ikke må. Det har vi nu sort på hvidt her i lovforslaget.
Men det, der jo også sker nu, og som sker mere og mere, fordi vi har fået de sociale medier, er jo, at der er opstået sådan en folkedomstol, hvor det oftere og oftere sker, at det er folk, der bare ytrer sig, og at der så sidder nogle og googler: Nå, hvem er du? Nå, du er skoleleder, eller du er politibetjent. Nå, men jeg sender da en mail til din chef om, om det virkelig kan passe, at man kan have sådan en som dig ansat.
Der vil jeg bare sige, at der er masser af holdninger derude, som jeg ikke bryder mig om, og der er sikkert også mange offentligt ansatte, som har ytret sig på måder, som jeg vitterlig ikke bryder mig om, men der må jeg erklære mig enig med fru Rosa Lund i, at ytringsfriheden jo går dertil, hvor straffeloven tager over, og hvis man ikke ytrer sig i strid med straffeloven, kan det altså ikke få ansættelsesretlige konsekvenser for folk. Det står sort på hvidt i det forslag, vi behandler i dag, og derfor synes jeg altså, det er helt sort, at Socialdemokratiet – regeringens største parti – og ordføreren for det parti stiller et spørgsmål til fru Rosa Lund, der handler om, om der ikke kan være ytringer, som gør, at man ikke kan arbejde i det offentlige.
Jo, selvfølgelig kan der det, hvis man er straffet. Det står der i øvrigt ikke noget om i det her forslag, og det er egentlig lidt underligt. Tænk, hvis man faktisk får en racismedom eller en dom for terrorbilligelse. Kan det så få ansættelsesretlige konsekvenser? Det kunne jeg ikke finde noget om i det her forslag. og det synes jeg egentlig er et lidt interessant spørgsmål. Men det, jeg i hvert fald godt kan læse ud af det her forslag, er, at man ikke kan sidde og sige, at fordi du har ytret et eller andet, som faktisk er inden for lovens rammer, så kan du ikke arbejde i det offentlige. Det er lige præcis det, den her lov beskytter imod, og derfor synes jeg, det er helt sort, at Socialdemokratiet kan stille det spørgsmål i dag, hvor det netop handler om at slå ring om de offentligt ansatte.
Det handler både om deres ret til at ytre sig inden for deres eget arbejdsområde, så længe det ikke er æreskrænkende osv. – det fremgår af forslaget – men det handler også om, at man som offentligt ansat også er almindelig borger, der kan deltage i den demokratiske debat, og at der ikke skal rende sådan et stikkerpoliti rundt og anmelde en til ens overordnede og opfordre til, at det får ansættelsesretlige konsekvenser. Vi har faktisk medlemmer af Radikale Venstre, der har været udsat for lige præcis den der type adfærd. Der vil jeg da så bare i dag vil glæde mig over, at det nu står sort på hvidt, formuleret af regeringen selv sammen med Dansk Folkeparti, at det ikke kan få ansættelsesretlige konsekvenser, og derfor synes jeg, at Socialdemokratiets ordfører skal gå hjem og læse det lovforslag, som vi behandler i dag, igen.